FORAN STORE SCENE på Jelling Festival er der nærmest landskampstemning. Tusindvis af efterskoleelever råber i taktfaste toner: ”Birthe Kjær! Birthe Kjær!” Lidt efter bliver det til en hurtigere og hurtigere ”Birthe … Birthe … Birthe!”, der igen forvandler sig til et kollektivt ”Sjå-lå-lååå … BIRTHE KJÆR!”
I backstageområdet smører hovedpersonen stemmen en sidste gang med toner, der afspejler publikum næsten synkront. ”La-la-laaa,” nynner hun iført et kridhvidt jakkesæt, der matcher håret. En stor rød rose sidder påklistret ved hjertet. Sammen med resten af sit Feel Good Band tilbagelægger hun den korte afstand fra festivalens grønne backstagecontainere til bagsiden af scenen, hvor flere og flere unge hele tiden strømmer til i håbet om at komme så langt frem som muligt.
”Vi skal i pitten til Birthe,” siger en ung fyr med fodboldtrøje og bøllehat til sine to kammerater.
”Vi kommer aldrig i pitten, bro. Det er umuligt til Birthe.”
Konferencieren Anders Breinholt kommer frem på scenen, introducerer dagens program, og så siger han med begejstring i mikrofonen: ”Er vi klar? Hvad var det, I råbte før?”
”Birthe, Birthe, Birthe!”
”Her kommer de … Birthe Kjær & Feel Good Band.”
Da hun træder frem på scenen, er det til øredøvende jubel. Selv har hun et stort smil på ansigtet: ”Jamen altså, Jelling, hvor har vi savnet jer! Har I savnet os?”
”JAAAH!”
”Så er der grundlag for en fest i dag. Vi maler simpelthen Jelling rød!”
DEN NÆSTE TIMES TID og lidt til har Birthe Kjær det unge publikum i sin hule hånd. Ligegyldigt hvad hun siger, jubler de som modsvar, og hver gang hun kigger et bestemt sted hen i menneskemængden, ryger en hær af hjerteformede håndtegn straks i vejret. Til countryklassikeren ’Achy Breaky Heart’ får hun dem – selv iført cowboyhat – til at kaste sig ud i en linedance og til ’Loco-Motion’ til at danse i en lang slange med hænderne på hinandens skuldre. De følger hver eneste af de ’ordrer’, hun udstikker, og bad hun dem hoppe på tungen, ville de gøre det.
Efterskoleeleverne crowdsurfer på skift, og hver gang vagterne har fået en af de højtsvævende unge beordret ned på benene igen, er det kun for at konstatere, at der straks dukker en ny op et andet sted i flokken.
Det er det unge og modesmarte publikum, der er her denne tidlige eftermiddag – Jelling har måske landets yngste festivalpublikum – men der er også betragteligt mange, der er klædt i lyserøde fan-T-shirts med Birthe Kjærs ansigt på. De danser og griner op i luften, og der bliver pustet kondomer op, som svæver i luften tæt ved scenekanten.
”Hvis jeg i 1968 havde fået at vide, at jeg ville stå her i 2025 og spille for så mange glade mennesker …,” siger hun og bliver på ny overdøvet af jubel, før ’Vi maler byen rød’ får det hele til at stikke af i vild fællessang. Lidt senere kommer der endnu en banger.
”I har måske hørt om den,” siger hun. ”Den kan ikke være mere aktuel end i dag, for den handler om SOMMER og om SOL!”
Som koncerten skrider frem, begynder utålmodigheden efter et helt særligt hit dog også at melde sig.
”Gummibåd, gummibåd!” lyder det fra publikum, hver gang en sang slutter.
Omsider begynder Birthe Kjær så at fortælle om dengang i 70’erne, hvor hun udkom med en oversættelse af et tysk slagerhit.
”Sangen hed på tysk ’Er hat ein knallrotes Gummiboot’,” siger hun og når ikke længere, før jublen bryder ud. ”Og på dansk hedder sangen som bekendt …”
Svaret kommer samstemmigt fra publikum: ”PAS PÅ DEN KNALDRØDE GUMMIBÅD!”
Så går det amok.
EFTER KONCERTEN TRÆKKER Birthe Kjær og hendes Feel Good Band sig tilbage til Artist Area, Jelling Festivals backstageområde. Der er en af de grønne containere til hende og en til bandet. Træflis er drysset ud på jorden, men trods varsler om skybrud skinner solen her i slutningen af maj over det sydlige Jylland.
Inde i et stort, hvidt telt er der borde med orange duge, hvor folk sidder og gumler mad fra buffeten i sig. Udenfor har folk slået sig ned ved bord-bænke-sæt med øl fra fadølsanlægget under høje træer og sorte parasoller. Birthe Kjær finder sig et ledigt bord efter at have skiftet til cowboyjakke og blomstrede bukser.
”Var det kondomer? Jeg troede, det var balloner!” udbryder hun med et grin, da et af bandmedlemmerne påpeger, hvad det var, der svævede rundt under koncerten. Flere smed også deres iPhones op på scenen i håbet om at få hende til at tage en selfie med lige netop deres telefon.
”Det er vildt, at de er kommet for at se sådan en gammel kone på 76 år. Men vi bringer også det hårde skyts. Der er mange sange fra mit bagkatalog, som de ville kede sig bravt til. De får dem, der virkelig kan sætte gang i festen,” siger hun og er både benovet og høj oven på koncerten.
”Jeg er simpelthen så glad. Hvem skulle have troet, at de gamle dansktopsange kunne resultere i, at man står her 50 år efter og har sådan en fest?”
Er det nærmest vildere end nogensinde før?
”Uden tvivl. Det foregår selvfølgelig ikke, når vi spiller til halballer om vinteren, men når vi er herude, hvor de unge er her for at have en fest, så ja. Jeg plejer at rose ungdommen i dag, for de har ikke sådan noget med, at de rynker på næsen og tænker, at det er også bare en gammel dansktopsangerinde. De har respekt for forskellige genrer. Det havde de ikke i min ungdom. Jazz, det rynkede nogle på næsen ad, klassisk musik, det var heller ikke noget, og dansktop, puhadada! Det er det, der er så skønt ved de unge. De går helt med på vores repertoire, og så går de over og hører noget rap bagefter.”
Hvad siger de unge, når du møder dem i dag?
”De vil have selfies, og de mener det. Det er ikke noget med, at de tager gas på mig, eller at det bare er for sjov. Altså, de synes simpelthen, at jeg er sej.”
I BARNDOMSHJEMMET i Ny Munkegade i Aarhus gav Birthe Kjærs far den nogle gange på harmonikaen. Han arbejdede på Centralværkstedet, hvor han var med til at svejse DSB-tog, mens moren var garderobedame og periodevist hjemmegående. Det lød ikke ”overdrevet godt”, når han spillede, men han hyggede sig med det, og det samme gjorde de andre, for der var ikke fjernsyn i den beskedne toethalvtværelses lejlighed med deletoilet, og så var den bedste underholdning at spille sange, som de kendte. Det kunne være Glenn Miller eller Gitte Hænning, og ofte sang moren for. Hun sang pænt og rent, det samme gjorde storesøsteren, men der var ingen af dem, der havde en sangfugl pippende i sig som lillesøster Birthe.
”Du synger vel nok godt, Birthe,” sagde de andre, når hun som pigespejder sad om bålet og sang. En sommerdag i 1960 tog hun derfor ud til Tivoli Friheden, hvor der var besøg af Pingklubben – en sangkonkurrence for børn. Hendes storesøster var med i en børneklub, og man kunne tilmelde sig, hvis man ønskede at optræde med noget. Det gjorde storesøsteren på ingen måde, men 12-årige Birthe havde mod på det, og hun fremførte Otto Brandenburg-hittet ’What Do You Wanna Make Those Eyes at Me For?’
Bifaldet, der fulgte, gav hende lyst til mere, hun sang til feriearrangementer i Botanisk Have, og da det omrejsende Cirkus Buster lagde vejen forbi, gik hun til audition i håb om at komme i fjernsynet. Det kom hun ikke, men til gengæld mødte hun to unge drenge, en guitarist og en harmonikaspiller, og kort efter var børnebandet Sunshine Trio en realitet. Deres første kontrakt lød på 60 kroner pr. job (impresarioen fik 20 procent) tre sodavand og tre stykker smørrebrød.
Hver uge øvede de tidens sange hos hinanden, og de turnerede rundt i jyske forsamlingshuse sammen med bugtalere og gøglere i fem år, indtil trioen blev opløst, da de to fyre skulle ind som soldater.
Birthe Kjær trængte til at leve et almindeligt ungeliv. Hver gang hendes kammerater var taget ud for at danse, havde hun måttet melde afbud, fordi hun skulle ud til et eller andet forsamlingshus. Hun stoppede derfor med at synge, fik sig en elevplads i sparekassen, tog ud og dansede i fritiden og tog hul på en almindelig voksentilværelse.
Hun har mange gange siden spekuleret på, hvordan hendes liv mon havde set ud, hvis hun var blevet i det spor: ”Så tror jeg, at jeg havde fulgt strømmen og var blevet i sparekassen og var blevet gift med en skøn fyr og havde fået to børn og et hus ude i Harlev eller en anden forstad til Aarhus. Og så havde jeg været glad for det.”
ALLIGEVEL TRAK SAVNET efter at synge hende tilbage til rampelyset. I første omgang begyndte hun med en pianist at optræde til byfester, men hun fik også hurtigt faste tjan-ser på et par af hjem- og havnebyens danse-restauranter, der havde åbent til langt ud på natten.
En aften i 1968 var hun blevet hyret til at optræde med to set af 20 minutters varighed på Cabana. Klokken to om natten skulle hun endnu en gang på scenen, men denne gang med nerverne uden på danseuniformen. Johnny Reimar, indspilningschefen på Nordisk Polyphon og selv en populær popsanger, sad ved et lille bord tæt ved dansegulvet. Som så mange andre håbefulde sangere havde hun faktisk sendt et bånd til ham, men havde ikke hørt noget. Og nu sad han så der, mens hun sang.
Da hun var færdig, greb konferencieren mikrofonen og udbrød: ”Hvad siger du så, Johnny Reimar, kan du bruge hende?” Det fik publikum til at huje og klappe, mens hun selv ønskede, at hun kunne gøre sig usynlig.
”Johnny blev nærmest afpresset til at give mig en pladekontrakt midt i restauranten. Det var faktisk ret ubehageligt at være i, men heldigvis sagde han ja,” siger hun og fortæller, at hun kort efter blev inviteret til at indspille i hans studie i København.
Det resulterede i sangen ’Arrivederci Franz’, der ikke bare stormede ind på førstepladsen på den spritnye hitliste ’Dansktoppen’, men også vippede Johnny Reimars egen ’De violer du plukker’ af pinden.
”Det var et helt vildt gennembrud. Fra den ene dag til den anden.”
ALLE VILLE HAVE Danmarks nye stjerneskud på plakaten. Selv var Birthe Kjær sikker på, at berømmelsen ville aftage, når ’Arrivederci Franz’ gled ud af hitlisterne, så hun fortsatte med at passe sit arbejde i sparekassen, hvor hun måtte powernappe på toilettet i arbejdstiden for at kunne hænge sammen.
En lind strøm af fotografer kom forbi for at knipse billeder, og telefonerne bimlede med reportere fra ugebladene, der ville fortælle historien om bank-eleven, der pludselig var blevet en stjerne. Hun blev enig med sin chef om et halvt års orlov, indtil det hele stilnede af. Men det gjorde det ikke. Og hun kom ikke tilbage. Succesen førte til, at hun som 21-årig i 1969 kunne købe en villa i Hinnerup nord for Aarhus, og tre år senere flyttede hun så over Storebælt, til Hvidovre, for at komme tættere på den københavnske musikbranche.
Herfra ”gik tiden bare”, som hun formulerer det. Hun fik det ene hit efter det andet, ikke mindst takket være Johnny Reimar, der støbte kuglerne. Hun fik flere udenlandsture, blandt andet til Østtyskland for at medvirke i fjernsynsprogrammer med inviterede solister fra Vesten. Det var her, hun lærte at stå foran et kamera. Til gengæld kunne hun ikke få lønnen med hjem, den blev udbetalt i ostmark, der var værdiløse i Vesten, så i stedet købte hun porcelæn til hele familien.
Hun deltog også ad flere omgange i det danske melodigrandprix. Mabel havde vundet med ’Boom Boom’ i 1978, og to år senere blev de inviteret til atter at skrive en sang, men de ville ikke optræde med den selv. Eftersom de også var i stald hos Johnny Reimar, kom Birthe Kjær til at synge den. Med ’Du og jeg’ (sammen med Henning Vilén) fik hun en andenplads, kun slået af Bamses Venner med ’Tænker altid på dig’.
Herefter var Birthe Kjær med flere gange, og fjerde gang lykkedes det. Hun vandt i 1989 med ’Vi maler byen rød’, og blev sendt til det internationale melodigrandprix i Lausanne i Schweiz.
Her lå hun undervejs flere gange nummer et i afstemningen.
”Jeg tænkte: ’Nej nej nej!’ Jeg havde ingen manager, og jeg kunne slet ikke overskue tanken om også at skulle ud og spille i Europa. Det ville jeg ikke kunne styre. Men da jeg kom hjem og var blevet nummer tre, ærgrede det mig alligevel.”
HUN HUSKER TIDEN fra gennembruddet i 1969 og de næste mange år frem som ”virkelig sjov”. Hun havde formået at gøre sin hobby til en lukrativ levevej, og så fyldte det der med at skabe en familie ikke så meget. ”Nå ja, det kan jeg jo altid gøre en dag,” tænkte hun. Men pludselig blev det i stedet til: ”Nå, nu er det måske for sent.”
”Det er ikke noget stort issue for mig. Det har det faktisk aldrig været. Jeg har altid syntes, at det, jeg havde gang i, var lidt for spændende. Jeg har heller aldrig haft det sådan, at jeg bare skulle have børn, og da det ikke skete, gik livet bare.”
Tiden og omstændighederne var bare aldrig rigtig til det. Mest af alt fordi hun ikke mødte den rigtige mand.
”Det troede jeg, at jeg gjorde mange gange, men forelskelsen gik bare over igen. Så det er ikke, fordi jeg er blevet snydt,” siger hun og griner.
”Nu kan det jo være lige meget, for nu er jeg en ældre dame, som bare gerne vil være sig selv. Nu vil jeg bare beholde det liv, jeg har, for det elsker jeg. Jeg føler bestemt ikke, der er noget, jeg er gået glip af. Jeg tror ikke, jeg ville have opnået alt det, jeg har opnået, og oplevet alt det, jeg har oplevet, hvis jeg var blevet gift og havde fået børn, for så havde jeg tilsidesat nogle karrieremæssige ting. Livet har formet sig, som det har, og det er jeg ikke ked af.”
Er det noget, du har måttet høre for?
”Det var mere i de unge år. ’Skal du ikke snart giftes og have børn?’ Folk er slemme til at sige sådan noget. Det tager jeg også mig selv i med unge par, for det kommer jo af en interesse, men man skal ikke spørge så indiskret, for der kan være mange grunde til, at folk ikke har fået børn.”
Men det er ikke noget, du har været irriteret over?
”Jo, det har jeg da været irriteret over … at pressen hele tiden skulle spørge. Men det er de dog holdt op med nu – bortset fra dig,” siger hun og griner igen.
DA HUN NÆRMEDE sig de 50, begyndte tankerne at melde sig: ”Er det dét her, jeg skal resten af livet? Køre landet rundt og synge?” Hun nød at optræde, men var der måske andet i tilværelsen? Det trak i hende for at komme ud af Danmark og også at få svar på spørgsmålet: ”Hvad kan Birthe selv?”
Endnu en gang kom Johnny Reimar hende til undsætning. Han havde tilknytning til et børnehjem i Thailand, og hun fik lavet en aftale om at tage derned for at hjælpe, i første omgang i tre måneder og i al hemmelighed.
Men dårligt nok havde hun sat sine fødder i Thailand, før de første danskere kom rendende forbi. En flok turister fra Larsen Rejser var på udflugt til børnehjemmet, og lynhurtigt var der en, der udbrød: ”Guuud, det er da Birthe Kjær!”
”Hver gang den der bus kom forbi, forsøgte jeg at gemme mig, så ingen så mig. Det var jo ikke derfor, jeg var der. Men lynhurtigt rygtedes det alligevel.”
Inden længe begyndte børnehjemmet at blive kontaktet af forskellige medier, der gerne ville bringe en historie om Birthe Kjær og hendes frivillige arbejde.
”Til sidst tænkte jeg: ’Okay, det behøver jo heller ikke ligefrem være en hemmelighed, at jeg er her.’ De levede af donationer, så jeg gik med til at lave noget for nogle af ugebladene. På den måde fandt alle alligevel ud af, hvor jeg var henne, selvom jeg havde forsøgt at holde det som en stor hemmelighed.”
Tiden i Thailand har siden forfulgt hende. Men på en rigtig god måde.
”Jeg blev så forelsket i de børn, der lå der uden forældre til at passe sig. Dem gik jeg og nussede og kyssede og madede og skiftede ble på,” siger hun og fortæller, at hun var syg af savn, da hun kom hjem igen. Hun endte med at vende tilbage tre gange i løbet af det, der blev et sabbatår væk fra musikken.
”Mange af dem blev senere adopteret til Danmark, og nogle af forældrene kontaktede mig, fordi de havde læst om, at jeg havde været derude. På den måde fik jeg kontakt til ’mine’ børn igen. En af de ældste, en pige, der hedder Mai, blev gift sidste sommer i en af mine scenekjoler, som hun var så smuk i. Jeg var selvfølgelig med til brylluppet, og jeg har været med til deres konfirmationer. Det har været en stor gave at se de der små unger få dejlige forældre og vokse op med masser af kærlighed.”
I MIDTEN AF MAJ kommer hun rullende ind på parkeringspladsen ved Specialcenter Vest i Slagelse i sin velpolerede bimmer. Hun er i lyserødt jakkesæt og solbriller og ligner, ja, Birthe Kjær. Det er midt på eftermiddagen, og senere på dagen skal hun optræde på Sjællandsfestivalen, en af landets største musikfestivaler for mennesker med fysiske og psykiske handicap. Hun når dårligt nok at parkere, før de første fans har spottet hende.
”Har du glædet dig?” spørger Birthe Kjær en ung, genert pige, der nøjes med at nikke og læne sig ind til et kram under idolets vinger.
”Nårhh, også jeg!”
Da de har fået sagt farvel og på gensyn, fortæller hun, at hun sidste år måtte aflyse, fordi hun havde fået en virus på stemmen.
”Det var frygteligt. De var alle sammen grædefærdige, så det er rart at være tilbage,” siger hun og forsvinder ind i backstagelokalet for at gøre sig klar til dagens koncert.
Der er store navne på programmet. Tessa, Malte Ebert, Mumle og Blæst, for bare at nævne nogle, men ingen får forventningen til at summe på festivalpladsen som udsigten til Birthe Kjær & Feel Good Band. Det vrimler med folk i Birthe Kjær-merchandise – T-shirts og bøllehatte ikke mindst. Man ser dem alle vegne, i de lange køer til sodavand, hotdogs og othellolagkage og rundtomkring på græsplænen, hvor folk har slået lejr i campingstole under den åbne himmel omkranset af høje bøgetræer.
Som eftermiddagen skrider frem, fortsætter handicap-busserne med at komme anstigende til festivalen.
Kørestolsbrugere og hjælpere indtager scenen foran græsplænen, hvor det først er Kalaset, der spiller for en lille, hård kerne, og efterfølgende er det Bikstok Røgsystem, der fyrer op for festen. Da de runder af, er det trukket op. I stedet for solskin har et blæsende gråvejr sat sit præg på festivalen, men med Birthe Kjær i udsigt strømmer folk til scenen. De røde bøllehatte og kasketter rager op i mængden, hvor der fra tid til anden kommer spontane udbrud fra eksalterede fans: ”Birthe Kjær!”
Som koncertstarten nærmer sig, bliver tilråbene mere kollektive og taktfaste som fodboldråb: ”Birthe Kjær” – klap, klap, klap. ”Birthe Kjær” – klap, klap, klap.
Så træder konferencieren Morten Bolvig frem i lyseblåt jakkesæt og råber: ”Tag godt imod … dronningen af Sjællandsfestivalen … dronningen af dansk popmusik … Birthe Kjær!”
DA HUN LIDT efter træder ind på scenen i en orange dragt med frynser og med melodigrandprix-klassikeren ’Hvad er du ude på?’, begynder det at dryppe fra mørke skyer. Men det er folk ligeglade med, alle har the time of their life. Plænen foran scenen forvandler sig til et inferno af løssluppen dans og kørestole, hjælpere, høreværn, solsikkesnore, selfiestænger og glimmerkonfetti.
Efter den første sang kommer Birthe Kjær ind på det ulykkelige faktum, at hun måtte aflyse den forgangne sommers koncert på Sjællandsfestivalen.
”Så jeg håber virkelig, at vi får sunget alle sangene her i dag. Det er en festdag, så skal vi ikke også male byen rød? Det gør vi!”
Den får virkelig sat fut i fællessangen, og det samme med ’Arrivederci Franz’ og ’La’ det swinge’, der får folk i alle aldre til at slippe sig fuldstændig løs. Hun kommer også forbi andre sange i sit omsiggribende repertoire – ’Lange Lars fra Langeland’, ’Syv seje sild¨ og ’Jeg går aldrig til bal uden trusser’.
”Det er faktisk blevet til 429 sange i alt. Det ville blive en meget lang koncert, hvis jeg skulle synge dem alle sammen,” siger hun mellem to sange.
Undervejs får hun præsenteret ’Lad det ske’, hendes nyeste sang: ”Den handler om at være forelsket. Er der nogen af jer, der er forelsket i dag? Der er flere heroppe foran. Hvor er det dejligt! Det er sådan en følelse af, at det kribler i maven ligesom sommerfugle.”
Hvis ikke hun allerede havde hævet sig op til nærmest gudestatus, så sker det, da hun præsenterer ’Sommer og sol’ med ordene: ”Jeg er sikker på, at hvis I giver den rigtig meget gas, så bryder solen igennem.”
Og det gør den faktisk. Til sidst når koncerten dertil, hvor hun selv ved, at det kommer til at eksplodere, når publikum opdager, hvad der snart skal ske: ”Jeg tror simpelthen, at det bliver det mest fantastiske kor, jeg får med nu. Det er oprindelig en tysk sang … og på tysk hedder den ’Er hat ein knallrotes Gummiboot’.”
EFTER KONCERTEN ER køen til merchandiseboden ekstremt lang. Man kan blandt andet købe rød-hvide halstørklæder, hvor der kort og godt står ’Birthe Kjær’, og forskellige T-shirts med hendes ansigt på, men folk er først og fremmest kommet for autografskrivning, selfietagning og et hurtigt møde med idolet selv.
Den forreste i køen er en ung knægt fra et bosted nær København med en ’Birthe Kjær’-bøllehat på hovedet.
”Det er med at komme først. Det er jeg hver gang. Jeg skyndte mig også at spise aftensmad, så jeg kunne være den første,” siger han, mens rækken af forventningsfulde mennesker bag ham hele tiden vokser.
En af festivalens ansatte, der har til opgave at sikre ro og orden i køen, fortæller, at der ikke er nogen, der er tilnærmelsesvis så populær som Birthe Kjær på Sjællandsfestivalen.
”Hun er nummer et. Ingen kommer i nærheden af Birthe,” siger hun og fortæller, at Birthe Kjær har gjort det til et fast ritual at tage sig god tid til autografer og selfies efter koncerterne. ”Nogle gange sidder hun og ryster af kulde, fordi hun har været i gang så længe.”
Der går næsten 40 minutter, før Birthe Kjær dukker op i lyserød cardigan og blomstrede bukser og tager plads på en hvid campingstol i merchandiseboden med en kæmpe stak billeder af sit eget ansigt foran sig.
”HEJ BIRTHE KJÆR!” bliver der råbt flere steder nede i køen fra folk, der næsten ikke kan vente, til det bliver deres tur.
”Jeg er superfan af Birthe. Det har jeg været i 16 år,” fortæller den næste i køen, der har sin veninde med, som har et lidt presserende spørgsmål: ’Du kommer også til Sølund, ikke?’ spørger hun nervøst med hentydning til Sølund Musik-Festival i Skanderborg – verdens største musikfestival for udviklingshæmmede.
”Jo, jeg kommer,” bekræfter Birthe Kjær.
”Yesss!”
Efter en times tid har hun fået hugget køen næsten i bund.
”Jeg elsker dig,” bekender en yngre kvinde, der har sin hjælper til at støtte sig og som en af de sidste når frem til boden.
”Åh, hvor er du sød. Så får du lige et hjerte med,” svarer Birthe Kjær og tilføjer et lille hjerte ved siden af autografen på den nyindkøbte T-shirt.
DER ER IKKE noget, der tyder på, at luften er ved at sive ud af gummibåden. Denne sommer giver Birthe Kjær 35 koncerter landet over, men hun har til gengæld meddelt sine bookere, at hvis der står Jylland på menuen, skal der være mindst to koncerter at rejse så langt for: ”Jeg synes, at mit liv er for kort til, at jeg skal sidde i en bil hele tiden. Men jeg elsker stadig at optræde. Man kan jo ikke andet,” siger hun med henvisning til den netop afsluttede koncert.
I en alder af 76 føler hun sig frisk og fysisk stærk, men hun lægger aldrig planer for mere end et år ad gangen. Det er vigtigt for hende tydeligt at kunne mærke, at hun stadig har energien og lysten, og ikke mindst at publikum også har det: ”Jeg håber, at jeg kan stoppe, før folk siger: ’Nu gider vi ikke hende mere.’ Det ville jeg nødig opleve. Men hvis de bliver ved med at kunne lide mine sange, og jeg bliver ved med at kunne synge og synes, det er sjovt, så bliver jeg ved.”
Hvad ville du lave, hvis du ikke længere var musiker?
”Jamen, så ville jeg vel passe mit hus og mine venner og være pensionist og gå nede i den lokale pensionistklub og tage imod de indbydelser, kommunen sender ud … om man vil med på en skovtur med kaffe og sådan noget.”
Ville du synes, at det var sjovt?
”Nej, det ville jeg ikke synes var sjovt. Jeg plejer jo at underholde til sådan nogle arrangementer. Så jeg ville slet ikke synes, det var sjovt at sidde blandt publikum.”
Birthe Kjær griner.
”Jeg nyder det bare, så længe det varer. Man ved aldrig, hvornår der dukker en eller anden sygdom op. Lægevidenskaben har jo allerede gjort sit for, at jeg overhovedet sidder her i dag.”
EN EFTERÅRSDAG I 2005 var hun i gang med træning til ’Vild med dans’, da hun blev ramt af en blodprop i hjertet. Det sidste, hun husker, er, at hun og dansepartneren Bo Loft Jensen var i færd med at øve dansetrin, da hun pludselig fik voldsomt ondt i brystet. Der blev ringet 112, og i ambulancen svævede hun ind og ud af bevidsthed, indtil hun besvimede.
Det var i hvert fald det, hun troede, der var sket. Men oven i blodproppen havde hun også fået hjertestop. Det fik hun at vide to dage senere, mens hun lå i hospitalssengen. Det var et kæmpechok, og i den efterfølgende periode sad angsten i hende, så hun næsten ikke turde lægge sig til at sove om aftenen:
”Når jeg var ved at falde i søvn, føltes det, som da jeg var ved at besvime i ambulancen, hvor jeg i virkeligheden havde fået hjertestop. Så jeg forsøgte at stritte imod, for jeg var bange for, hvad der ville ske.”
Da hun blev udskrevet, blev der afholdt et pressemøde på Rigshospitalet, så pressen efterfølgende forhåbentlig ville lade hende være i fred.
”Dér kunne jeg slet ikke sige, at jeg havde haft hjertestop. Jeg kunne ikke sige ordet, uden at jeg tudede, det sad i mig som et chok. Det var først længe efter, at jeg kunne åbne op om, at jeg faktisk havde haft hjertestop. Man går mange forskellige følelser igennem, efter man har fået at vide, at man har været død. Inden da har man nærmest troet, at man var udødelig. Man skal gennemarbejde den forskrækkelse, man har fået, og det bliver så med tiden afløst af en taknemmelighed for, at man sidder her uden mén og har det godt,” siger Birthe Kjær, der fik indopereret en ballon og en stent og begyndte på medicin.
”Den har helt sikkert gjort, at jeg ikke har fået en mere. Så jeg har været heldig.”
I første omgang holdt Birthe Kjær et halvt års orlov, og imens snakkede hun sig væk fra angsten med familie og venner.
”Jeg fik ikke piller mod angst, og jeg kom heller ikke i psykologbehandling. Det følte jeg ikke, at jeg behøvede, for jeg er i forvejen typen, der snakker om alting. Jeg går ikke sådan og putter med det. Det er en god ting. Og så skulle jeg begynde at synge igen.”
I BACKSTAGEOMRÅDET på Jelling Festival når Birthe Kjær ikke at sidde uforstyrret længe, før en yngre mand kommer hen til hende og høfligt afbryder.
”Undskyld, jeg ved godt, at det her er dit frirum, men må jeg være så fræk at bede om en selfie?”
”Ja, det kan du tro,” siger hun venligt, rejser sig op og får den klaret.
At optræde på selfies er ikke længere uvant for Birthe Kjær. Hun er blevet folkelig i ordets bredeste betydning, men det er egentlig ikke så overraskende for hende, for hendes musik er jo også folkelig: ”Alle kan være med. Det er ikke sådan noget sofistikeret noget, men jeg er heller ikke selv sofistikeret. Det bliver jeg aldrig. Jeg kommer af en dejlig arbejderfamilie, og jeg er ovenikøbet jyde. Jeg tror, at hvis jeg havde taget succesen som en selvfølge, var det ikke blevet ved.”
Midt i det hele kommer Birthe Kjærs familie forbi for at hilse. I første omgang spotter hun niecens datter og udbryder begejstret: ”Neeej, skat!” Hun springer op til et varmt kram, før resten af den store familie af niecer og nevøer og deres børn også følger med.
”Hvor stod I henne?” spørger hun dem.
”Helt nede i bunden.”
”Helt nede i bunden?”
”Ja, der var jo propfyldt. Vi kunne simpelthen ikke komme frem. Der var unge fyre med lyserøde fan-T-shirts alle vegne, så vi blev skubbet helt tilbage.”
”Som du måske kan fornemme, er vi meget tætte i familien,” siger hun, da de er forduftet igen: ”Jeg føler næsten, at min søsters børn også er mine børn. Vi har et meget tæt forhold, og jeg har set dem mindst en gang om ugen i hele deres opvækst. Det er lidt ligesom med bedsteforældre, der får alt det sjove og kan passe ungerne, lige indtil de skriger.”
Ved bordet tættest på rykker bandet Jonah Black-smith ind. De skal spille senere på eftermiddagen, de er i godt humør, og snakken går så lystigt, at hun til sidst ser sig nødsaget til at søge tilflugt.
”Jeg tror, vi skal flytte. Jeg bruger alt for meget stemme på at overdøve dem,” siger hun og finder lidt efter et mere roligt sted: ”Jeg er efterhånden halvdøv, men det var alligevel for meget.”
Hun har dårligt nok sat sig, før komikeren Karsten Green kommer hen. De to kender hinanden fra Børnehjælpsdagen, hvor de begge er ambassadører.
”Dejligt at se dig. Havde du en god optræden?” spørger han og uddeler en krammer.
”Ja, det havde jeg. Hvornår skal du optræde?”
”Vi var på samme tid som dig.”
”Ej, er det rigtigt? På samme tid?”
”Ja. Og jeg startede med at skælde dem ud og sige: ’Jeg er glad for, at I er her, men jeg forstår det ikke, for Birthe optræder nu.’”
Karsten Green fortrækker, og Birthe Kjær vender sig mod båndoptageren.
”Band läuft,” siger hun. ”Det sagde de altid i Rostock. Båndet kører.”
DET TOG ET stykke tid for hende at opdage, at hun var blevet kult. I mange år var hendes publikum det klassiske dansktoppublikum, hovedsageligt ældre mennesker, der dukkede op til byfester, halballer og lignende arrangementer. Men så begyndte der så småt at ske noget. Sweethearts udgav i slutningen af 90’erne (endnu) en plade med gamle dansktopsange, heriblandt ’Pas på den knaldrøde gummibåd’, og samtidig blev en bid af sangen ofte spillet, når der blev scoret i håndboldlandskampe.
Hun hæftede sig godt ved, at der kom flere opfordringer om at synge nummeret, når hun var ude at optræde. Det undrede hende lidt, for den havde langtfra været noget kæmpehit i 70’erne, hvor den kun havde fem uger på Dansktoppen og aldrig havde ligget nummer et, og derfor havde hun for længst taget den af programmet.
Hendes første festivaljob var til Skive Beach Party, og hun anede ikke, hvad hun skulle forvente. Det gjorde arrangørerne heller ikke. Da hun mødte frem til festivalen, havde de skåret hende ned fra en time til en halv time. Men da hun trådte ind i koncertteltet, var der propfyldt med festglade mennesker.
”Arrangørerne stod ude bagved og blev ved med at signalere: ’Bliv ved, bare bliv ved!’ Det var der, jeg første gang opdagede, at folk, ja, de gik bare sådan helt amok. Jeg var jo ikke vant til et ungt publikum, så derfor tænker man, om de tager gas på én, men de var fulde af respekt, når de talte med mig. Jeg syntes, det var stort, at de spurgte om autografer og senere selfies, da mobiltelefonen kom ind i billedet. Først tænkte jeg: ’Det varer nok ved et år eller to.’ Men det er bare blevet større og større og større. I dag er det ’Gummibåden’, de alle sammen venter på.”
Når sommeren med alle dens festivaler er gået på hæld, bliver Birthe Kjær 77 år den 1. september. Det er uvirkeligt for hende, for hun føler sig slet ikke gammel. Nogle gange slår det hende, at hun nærmer sig de 80, og det kan godt forskrække, men omvendt er det den alder, hendes storesøster er, og hun er fit for fight, så hvis det er dét, hun har at se frem til, er der ikke noget at frygte.
Helt generelt gør hun sig dog ikke mange tanker om hverken alderdom eller døden, siger hun. Det har hun for travlt til.
Men hun kan godt nogle gange i en sentimental stund spekulere over, hvad hun kommer til at efterlade sig, når hun en dag ikke er her mere. Det kan godt være, at hun hverken blev gift eller fik børn, men til gengæld er hun ret sikker på, at hun er gået hen og blevet kult.
”Jeg tror, det vil ende med, at de spiller mine sange i radioen, når jeg er gået bort. I det mindste en gang imellem. Og så vil det sikkert langsomt ebbe ud. Men det gør mig da stolt. Det gør mig megastolt af, hvad jeg har opnået. Så har jeg brugt mit liv på en god måde.”
