Indlæg

Ny rejse-app, samarbejde med UNICEF og frilandsgris i din franske hotdog. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Jens Hasse/DSB, The Noun Project

LILLE HJÆLPER

Med appen Ping kan du få aktive pushbeskeder om lige netop din rejse, få forslag til alternative rejser, hvis noget går galt, få øjeblikkelig besked ved ændringer i togtrafikken og lave en nem oversigt over dagens og morgendagens rejser. Appen udvikles løbende af DSB Digital Labs på baggrund af brugernes tilbagemeldinger.

DSB STØTTER UNICEF

I 2018 indledte DSB et treårigt samarbejde med UNICEF, hvor DSB hjælper med at samle penge ind. I 2019 vil overskuddet fra salget af vand og kaffe i togene blive doneret til UNICEF’s arbejde med verdens udsatte børn.

88.529

Så mange sager løste DSB Kundehenvendelser i 2018. Den gennemsnitlige svartid var syv dage. Er man som kunde ikke tilfreds med afgørelsen i Kundehenvendelser, kan man altid skrive til DSB’s Kundeambassadør.

Kan downloades til iPhone via appstore eller pingapp.dk

FRILANDSGRIS I DEN FRANSKE STIL

Franske hotdogs og DSB’s 7-Eleven-butikker har i mange år hængt uløseligt sammen. Det bliver de heldigvis ved med, og fremover kan du spise din hotdog vel vidende, at kødet i pølsen er produceret under ordentlige forhold. Fra april måned vil alle pølser i DSB’s 7-Eleven-butikker stamme fra frilandsgrise. Det betyder blandt andet, at alle grisene er fritgående og har adgang til udendørsarealer og løbegårde. Frilandsgrise er desuden anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

LOKUMSAFTALE

Toiletsystemerne i elektriske IR4-tog, som primært kører mellem København og Esbjerg, er i fuld gang med at blive udskiftet til nye systemer, der kan ’tale’ med DSB’s datacenter, som kan overvåge og rapportere fejl og advarsler fra toiletsystemerne. Dermed kommer DSB på forkant med fejl eller forsyningsudfordringer og får på den måde en større fleksibilitet i forhold til planlægning af klargøring og vedligehold. 

VIDSTE DU …

 … at DSB’s nye billettype Orange Fri er tilgængelig på cirka 95 procent af alle DSB-afgange, kan refunderes indtil 30 minutter før afgang og også kan benyttes i myldretiden.

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i april.
Tekst:RedaktionenFoto:Museet for Søfart

DET MUNTRE LIV TIL SØS …

… er ikke, hvad man får serveret som gæst på Museet for Søfarts nye udstilling med deltitlen ’Når mænd får nok – af hinanden’ om Danmark-ekspeditionen 1906-08, der havde til formål at undersøge og kortlægge det nordligste Østgrønland. Den blev ledet af forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, der bragte en besætning af 27 sømænd, håndværkere, kunstnere, zoologer, geologer, fotografer, botanikere med flere sammen på skibet Danmark. Frem til 25. august viser Søfartsmuseet livet om bord rekonstrueret gennem mandskabets dagbogsnotater, der vidner om ikke så få gnidninger, samt hidtil ukendte fotos, der svømmer over af udslukte øjne og fedtet hår. 

Foto: Thomas Nielsen

KUNSTEN AT SEJLE OP AD ÅEN

Lidt selvros: Dette overstadige foto, taget af Thomas Nielsen, der blev bragt i Ud & Se i juli 2018 i en artikel om dansk drukkultur, er officielt årets bedste hverdagsbillede. Det står fast efter uddelingen af priser til Årets Pressefoto. ”Man kan ikke komme uden om, at det er livsbekræftende og generøst, og man bliver glad af at se på det. Det bliver også et billede på Velfærdsdanmark og den politiske korrekthed, hvor man udstikker en masse retningslinjer for, hvordan man lever et godt liv uden rygning og med begrænset alkohol. Her er der nogle, som lever på trods af alle disse råd. Der er højt til loftet, og på bodegaen ligger tolerancetærsklen lige så højt: Du vil altid blive respekteret for den, du er,” funderede juryen
sit  valg. Billedet kan frem til 17. august ses på Det Kongelige Bibliotek i København med de øvrige pressefoto-vinderbilleder.

JORDEN KALDER

Da den danske kunstner Knud Viktor rejste til Provence i 60’erne, var det for at male på lærred, men samspillet mellem det sydfranske lys og cikadernes sang påvirkede ham så stærkt, at han fik lyst til at beskrive verden med lyd. Så han kom ned på knæ og ind i busken og gav sig blandt andet til at optage græshopper, ugleunger, snorkende kaniner og boblende vin. Kunstneren er stadig bosiddende i Sydfrankrig, men i Roskilde kan du for tiden se en udstilling af hans værker, der ikke tidligere har været vist herhjemme. Udstillingen kombinerer lydoptagelser med foto, video og installationer og byder blandt andet på ’Allo La Terre’, 10 små lydværker, som du ringer til fra en telefonboks. Der følger et glas naturvin med i entré-prisen.

Museet for Samtidskunst, ’Bjerget synger’, frem til 28. april.

Foto: Naturstyrelsen

KNAP SÅ VISSEN

Hvide og gule anemoner visner bort i forsommeren, når træernes blade vokser til og holder solen væk fra skovbunden. Den blå anemone er derimod stedsegrøn og beholder derfor bladene og laver næring gennem fotosyntese hele efteråret og vinteren igennem, mens træerne står nøgne og lukker masser af lys ind. Derfor er den blå anemone klar til at komme hurtigere ud af starthullerne end sine gule og hvide fætre. Så snart der er nogenlunde lunt i skovbunden, vågner blomsterknopperne, som de blå anemoner satte allerede sidste sommer, strækker nakken og åbner sig. Du kan finde den smukke, sartviolette blomst i blandt andet Boserup skov ved Roskilde og Slotslyngen ved Hammershus på Bornholm. Naturstyrelsen anbefaler, at du hverken plukker eller graver den op, da den er i tilbagegang.

‘Vinterbørn’, 1976.

DET RENE SNIT

Hvis man primært kender Dea Trier Mørch som forfatteren til blandt andet ’Vinterbørn’, eller hvis man har lyst til at få genopfrisket sit kendskab til hende som grafiker, kan man for tiden se omkring 90 af hendes linoleumstryk i Humlebæk. Mørch, der i 1969 var med til at stifte kunstnerkollektivet Røde Mor, døde i 2001. Men hendes tryk lever videre med tegneserieskarp klarhed i linjerne og med social gennemslagskraft i motiverne, der går fra moderskabets intimsfære til den politiske virkeligheds frihedskæmpere og systemkritikere.

Louisiana, frem til 28. april.

Foto: Mungo Park

PUBLIC SERVICE-TEATER

Stridigheder mellem politikere, der enten vil styrke eller svække Statsradiofonien, er ikke noget, der kun hører nutiden til. Teatergruppen Mungo Park går med en ny forestilling tilbage til 1963 og til en de mest indædte DR-modstandere. Det var året, hvor de første studier i TV-Byen blev taget i brug i Gladsaxe, men kommunens borgmester, den populære socialdemokrat Erhard Jakobsen, der senere stiftede partiet Centrum-Demokraterne, var rasende over DR’s monopol, som han mente, journalister og tilrettelæggere brugte til at udbrede venstresnoet propaganda. Instruktør Peter Langdal følger bykongens mangeårige kamp, blandt andet med stiftelsen af Aktiv Lytterkomité, der blev dannet for at afsløre venstreorienterede medietendenser, og bringer dig for en aften tilbage til de monopoldage, der virker så fjerne for nutidens medieforbruger.

Mungo Park, 9.-16. april, og Aveny-T, 26. april – 9. maj.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum/Flemming Wedell

FOR SMÅ OG STORE DAMPBØRN 

Der bliver fyret op under kedlerne 18.-22. april, når Danmarks Jernbanemuseum sætter gang i sit gamle damplokomotiv Hs 415 fra 1901. Lokomotivet kører på museets egen lukkede jernbanestrækning, og hver tur tager cirka 10 minutter. 

Afgang hver halve time 10.30-12.00 og igen 13.00-15.30.

Infoskærmene på perronen holder de rejsende opdateret om status på deres S-tog. Men hvordan kan skærmen vide, hvornår toget vil ankomme, og hvor langt det er? Kom med en tur bag om den sjællandske S-togstrafik.
Tekst:Jirina Olin BarfoedIllustration:Jakob Wedendahl

1.

Skærmene tæller ned til togenes ankomst til stationen. Ankomsttiderne er indtastet på forhånd på baggrund af togenes køreplaner.Løbende sender Banedanmark data direkte til skærmene om, hvor toget befinder sig på sporet. 

2.

Når du står på perronen og venter på et S-tog, kan du se et aflangt skilt, der viser de to kommende afgange, et såkaldt TogViserDisplay (TVD). I 2013 afløste TVD en anden skiltetype, der var kendt for sine klaprende flipkort, men var dyre at vedligeholde og mindre fleksible end en digital skærm.

3.

Fem medarbejdere sidder hver dag i trafikinformationscenteret ved Dybbølsbro med ansvaret for strækningerne på S-togsnettet. Sker der en ændring på de enkelte medarbejderes strækninger, justerer de informationen på skærmene og kalder ud på stationerne.

Foto: DSB

4.

Trafikinformationsmedarbejderne arbejder i to forskellige IT-systemer, når de skal justere teksten på skærmene. De har muligheden for at ændre en tekst på en enkelt perron, eksempelvis hvis et tog er gået i stykker og derfor ikke kører videre. Eller de kan arbejde i et system, der ændrer alle de relevante skærme på samme tid, eksempelvis hvis et tog er aflyst.

5.

Sensorer langs skinnerne registrerer placeringen, og ud fra deres data beregner skærmen, hvor lang tid der er til, at toget ankommer til perronen. Sker der akutte trafikændringer, er det muligt for trafikinformationsmedarbejdere at ændre på specifikke skærme manuelt. 

 

Når nogen har brugt hele natten på at overmale en togvogn, bruger Turgay Bardakci hele dagen på at rense den igen.
Tekst:Jirina Olin BarfoedFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?
”Mit arbejde er egentlig todelt, fordi jeg også har noget lederansvar, så jeg sidder på kontor noget af tiden og lægger vagtplan, giver en intro til de nye medarbejdere og taler med de andre på holdet. Den anden halvdel af tiden er jeg selv ude at rense graffiti af togene sammen med mine kolleger.”

Hvad er det sværeste ved dit arbejde?
”Det er svært at rense graffiti af i regn- eller snevejr, fordi vi bruger nogle rengøringsmidler, der skal sidde lidt, inden de virker. Når vi står udenfor og arbejder, som vi gør i Høje-Taastrup, bliver rengøringsmidlerne skyllet for tidligt af. Og så er vi nødt til at gøre det flere gange. Der er noget maling, der er særligt svært at få af, så det kan vi bruge længere tid på.”

Hvad er det sjoveste ved dit arbejde?
”Det er, at jeg møder mennesker fra mange forskellige kulturer. Vi lærer hinanden at kende, vi snakker om vores opvækst, traditioner og vores lande. De fleste af medarbejderne på mit hold er udlændinge, og det er spændende, fordi vi er meget forskellige mennesker. I vores pauser hygger vi sammen, og nogle gange driller vi hinanden. Arbejdet går hurtigere og lettere, hvis man har gode kammerater ved sin side.”

Hvad arbejder du med lige nu?
”Det er stadig nyt for mig både at skulle lave ting på kontoret og at rense graffiti af. Så lige nu forsøger jeg at finde balancen mellem de to ting.”

Hvad laver du i din fritid?
”Jeg elsker at fiske, gerne oppe i Helsingør. Det synes jeg er det bedste sted.”

Hvad er din livret?
”Jeg er fra Tyrkiet, og jeg elsker tyrkisk mad. Især konya, en tyrkisk grillret, med forskellige former for kød og ris eller bulgur.”

Har du en favoritfilm eller -serie?
”Generelt er jeg meget glad for gamle film, serier og endda tegnefilm. Men jeg har ikke en klar favorit.”

Hvad er din drømmerejse?
”Efter at have arbejdet så tæt på togene er jeg blevet interesseret i at se, hvor de bliver lavet. Så jeg kunne godt tænke mig at komme ned og se en fabrik, for eksempel i Tyskland, enten med min kæreste eller med nogle kolleger.”

 

Spornyt, flere tog til tiden og et nyt, mere enkelt billetsystem. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB, The Noun Project

FART PÅ TIL FALSTER

I perioden fra 29. marts om aftenen til og med 1. september opgraderer Banedanmark strækningen mellem Nykøbing F og Næstved, og fra 2. september til og med 28. september gælder det strækningen mellem Nykøbing F og Orehoved. I perioderne vil regionaltogene på linjerne være erstattet af togbusser. Vær desuden opmærksom på, at regionaltogene mellem Næstved og København H kører via Køge fra 24. marts til og med 23. april. Det skyldes et andet sporarbejde og medfører forlænget rejsetid. Se på Rejseplanen, hvad ændringerne betyder for dig, eller læs mere om sporarbejdet på DSB.dk.

FLERE SPOR TIL RINGSTED

Fra 30. marts til og med 17. april om aftenen kører der færre InterCity- og InterCityLyn-tog mellem landsdelene på grund af sporarbejde i Ringsted, der har til formål at etablere en tilslutning til den nye dobbeltsporede jernbane mellem Ringsted og København. Det kan yderligere forårsage ændringer i køreplanen fra 17. april om aftenen til og med 12. juni. Se mere på Rejseplanen eller DSB.dk.

GRØNNE OPERATØR-TAL

Er dit tog mindre end tre minutter forsinket, eller skyldes forsinkelsen ting, som DSB ikke har nogen skyld i, har DSB levet op til sin operatørforpligtelse. I 2018 levede DSB op til sin operatørforpligtelse i 94,4 procent af tilfældene på fjern- og regionaltogene, mens det samme gjorde sig gældende i 98,2 procent af tilfældene på S-tog. Det er i begge tilfælde over målet i forhold til aftalen mellem DSB og staten. Her havde man på forhånd aftalt, at DSB’s operatørpunktlighed i 2018 skulle være på 94,1 procent på fjern- og regionaltog og 97,5 procent på S-tog. 

TEBOLLER OG CHIAGRØD TOPPER

Det kan godt være, nogle forbinder DSB’s 7-Eleven-kiosker med hotdogs og pølsehorn, men det var nu teboller og chiagrød, der for alvor havde tag i kunderne i 2018. Der blev solgt næsten 200.000 teboller, dobbelt så mange som året før. For chiagrøden var salgskurven endnu stejlere. 70.000 bøtter blev der langet over disken i det forgange år – fem gange så mange som i 2017. 

ENKLERE PRISER OG BILLETTER

Et billigere og mere gennemskueligt billetsystem. Det er, hvad du som kunde hos DSB forhåbentlig kommer til at opleve fra 7. april i år. Her bliver sidste fase af forenklingen af billetter og priser til offentlig transport i Danmark nemlig gennemført. Det betyder blandt andet, at Rejsekortet altid vil være billigere end en enkeltbillet, at DSB’s Orange-billetter altid vil være billigere end rejsekortet og enkeltbilletter, og at et pendlerkort altid vil kunne betale sig, hvis man ofte rejser med DSB.

HERLIGT I HERNING

DSB’s 7-Eleven-butik på Herning Station er blevet kåret til årets servicebutik 2018 i den interne konkurrence blandt DSB’s 71 7-Eleven-butikker. Ifølge butikschef Birthe Thorsteinsson er topengagerede medarbejdere og en markant bedre placering af butikken end før en del af forklaringen på, at 7-Eleven-butikken har opnået titlen. 

 

Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:PR, Danmarks Jernbanemuseum

UNDERGRUNDSFILM

Den kvindelige PR-koordinator Rie er på besøg hos en gruppe, der borer tunneler til Københavns Metro, for at tage noter til en historie om en multietnisk arbejdsplads. Da der pludselig sker en ulykke, må hun sammen med metroarbejderne Ivo fra Kroatien og Bharan fra Eritrea forskanse sig i skærehovedet på en boremaskine. Der er varmt, beskidt og klaustrofobisk, og de får masser af tid til at diskutere eksistensen ud fra deres forskellige udgangspunkter og til at tage deres egne liv op til revurdering, mens de venter på hjælp. ’Cutterhead’ er Rasmus Kloster Bros debutfilm og opstået ud af en talentordning hos Det Danske Filminstitut. Meget af filmen er indspillet 20 meter under jorden, mens udgravningsarbejdet var i fuld gang.

Premiere 21. marts.

UORTODOX SUCCES

Hvis du tror, dokumentarfilm er en genre forbeholdt et smalt publikum, er modbeviset CPH:DOX, der gik fra at være lille og lokal til at blive en af verdens største af sin slags. Ved lanceringen i 2003 solgte dokumentarfilmfestivalen 14.000 billetter. Siden voksede den støt, og i 2018 købte 110.000 personer billet til begivenheden, der i de mellemliggende år har integreret fiktionsfilm, koncerter, udstillinger, artist talks og virtual reality-oplevelser i sit vildtvoksende program. Her har vi plukket tre litterære filmtilbud ud:

Den anden Larsson
Stieg Larsson er kendt som forfatteren bag de kiosk- og biografbaskende Millenium-bøger om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. ’Manden som lekte med elden’ opruller en mindre kendt side af forfatteren: Larsson brugte en stor del af sin tid på at afdække den yderste højrefløj. Som medstifter og redaktør af Expo skrev han blandt andet om kvindemord og nynazisme i Sverige, hvad der førte til trusler og hærværk mod forhandlere af det antifascistiske tidsskrift og dets trykkeri. Filmen fortæller historien som en noir i en montage af arkivklip, interviews og cinematiske rekonstruktioner. 

En magtfaktor og en gåde
Elena Ferrantes Napoli-romankvartet er solgt i millionvis, både i og uden for Italien. Læsere så prominente som Hillary Clinton har berettet om at fortære de fire omfangsrige bøger med glubende appetit. Time Magazine har haft hende på deres liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer blandt navne som Mark Zuckerberg og Angela Merkel. For nylig blev hendes bøger til en HBO-serie. Men forfatteren selv lever tilbagetrukket, hvilket sætter gang i spekulationerne: Er Elena Ferrante bare et opdigtet navn? Er hun overhovedet en kvinde? ’Ferrante Fever’ graver sig ned i gåden. 

Norsk sværvægt
I 2017 blev Karl Ove Knausgård bedt om at kuratere en udstilling på Oslos Edvard Munch-museum, og opgaven fik ham til at opsøge centrale steder i den verdensberømte malers liv for bedre at forstå hans liv og talent. Rejsen dokumenteredes i ’Den anden Munch’, der blev en slags dobbeltportræt af både Knausgård og den verdensberømte ’Skriget’-maler. Til DOX kommer Knausgård forbi København og får en talk om Edvard Munch med instruktørduoen bag filmen, Emil og Joachim Trier. Hvis det sidste navn siger dig noget, har du måske set hans fiktion ’Oslo, 31. august’.

Hold øje med cphdox.dk for spilletider.

DRØMMEN OM EUROPA

Siden 1972 har Interrail-billetten været lig med et ugelangt europæisk eventyr, hvor man kan stifte bekendtskab med overfyldte tog og eksotiske destinationer. Stemningen kan (gen)opleves på den permanente udstilling ’Drømmenes kupé’ på Danmarks Jernbanemuseum i Odense, hvor man blandt andet har genskabt en togkupé, et rejsebureau og Gare du Nord ved aftentid. Her kan du også få en fornemmelse af, hvordan det var at rejse med de luksuriøse blå wagons-lits-vogne i første halvdel af 1900-tallet. ’Drømmenes kupé’ er en poetisk udstilling, hvor lys, lyd og lugte hjælper med at vække minderne og eventyrlysten til live. Find den i spor 5-6, eller kontakt museet for en rundvisning.

BØRNENES TUR

Gennem de sidste 26 år har Kulturnatten fyldt Københavns fortove, busser, museer og en lang række andre institutioner, der ikke normalt åbner op for offentligheden, og slet ikke sent om aftenen, med oplevelseslystne danskere. Grundet det sene tidspunkt har det hovedsagelig været et tilbud til voksne og unge. Derfor har arrangørerne lavet Den Lille Kulturnat, der er tiltænkt børn i aldersgrupperne 2-5 og 6-12 år.

15. marts klokken 16-21. Læs mere på kulturnatten.dk

VIDSTE DU…

… at det frem til 12. april er muligt at tage børn under 17 år gratis med på Danmarks Jernbanemuseum i Odense? De kan prøve Børnebanegården, gå på opdagelse i de mange vogne og lokomotiver og få en tur med minitoget. Der er åbent på Danmarks Jernbanemuseum alle dage klokken 10-16.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THEIS FAURSCHOU
Erhvervsskole-elev, 22 år

JEG ER FØDT i København og vokset op på Amagerbrogade, men nu bor jeg i Svebølle og går i skole i Kalundborg. Jeg tager en lager- og transportuddannelse, den tager to år. I dag er vi blandt andet blevet undervist i, hvordan man bruger gps og Google Maps til at finde vej. Det var let nok. 

ENGANG DRØMTE jeg om at blive fodboldspiller. Jeg har spillet både højre back og angriber og er en god allroundspiller. Men jeg får ikke spillet så meget mere. Måske skal jeg være terminalleder ligesom min far. Han arbejder for vognmandsfirmaet Frode Laursen i Jyderup. Hans arbejde går ud på at guide de andre vognmænd. 

VI FIK lidt tidligt fri i dag, og jeg er på vej hjem til min studiebolig i Svebølle. Byen er hyggelig nok, men også lige så kedelig som mange af de andre små bondebyer herude. 

JEG HAR Nephew i høretelefonerne, et ældre album, ’DanmarkDenmark’. Jeg tror, jeg tager ned i træningscenteret og bruger eftermiddagen, måske møder jeg nogen, jeg kender. 

__________________________________

KRISTINE KROGH
Livredder, 37 år

JEG ER PÅ VEJ til Roskilde. Jeg cykler de halvanden kilometer fra stationen til Roskilde Badet, hvor jeg arbejder. Jeg leder efter en cykel, der kan stå fast på stationen, men indtil jeg har fundet den, tager jeg cyklen med i toget. 

JEG ER FØDT i Thy, men flyttede til Jyderup sidste år. Min mand arbejdede på Sjælland i forvejen, og familien var kun samlet i weekenderne, så vi besluttede at prøve noget nyt og flyttede herover. Vi har fire børn i alderen to til ni år – de gør det nemt at lære nye mennesker at kende. 

VI BOEDE I Klitmøller, dengang der ikke var nogen, der anede, hvor det var. Nu hvor byen er hypet som et sted, man flytter til, spørger folk, hvorfor vi ikke blev boende. Men vi har det godt her, og jeg er glad for mit arbejde. Der er gode kolleger, og de er ved at bygge ud til et nyt stort svømmebad med vipper, varmtvandsbassin, wellness-område og 50-meterbassin.

__________________________________

AGNES MARIE-LOUISE MCALEER ELKJÆR
Produktionsskole-elev, 18 år

JEG HAR VÆRET hjemme og besøge mine forældre. Min far er læge, og min mor er laborant. De har et lille hobbylandbrug med et par køer. Nu er jeg på vej hjem til Valby, hvor jeg deler en lejlighed med min storebror. 

SIDSTE ÅR droppede jeg ud af gymnasiet. Jeg kedede mig og vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Nu går jeg på produktionsskolen Akademiet For Utæmmet Kreativitets grafiske linje, hvor jeg tegner, maler, laver klistermærker og bruger tegneprogrammet Illustrator. For tiden arbejder jeg på et linoleumstryk: et dødningehoved på en bund af flammer. 

JEG DRØMMER OM at finde et forfatterkursus, når jeg er færdig på skolen. Jeg er allerede i gang med at skrive min selvbiografi. Den begynder, da jeg er 12 år gammel, omkring det tidspunkt, jeg først oplevede psykiske problemer. Jeg har døjet med både depression og psykoser. I dag får jeg medicin, så jeg ikke mærker det. Jeg er tilknyttet OPUS, et behandlingstilbud under hovedstadens psykiatri, hvor jeg kommer en gang om ugen.

 

Kongehuset har haft en særlig plads på toget, siden Frederik VII fik skænket den første kongelige vogn i 1854. Den Kongelige Salonvogn er den femte i rækken og den, som dronning Margrethe og hendes familie sidder i, når de kører med DSB.
Tekst:Jirina Olin BarfodFoto:Bjarke Ørsted, Jernbanemuseet

Den Kongelige Salonvogn med nummeret S1 vejer 50 ton, er 26,4 meter lang, 2,8 meter bred og har et gulvareal på 62 m2. Selve vognkassen er lavet af stål og er farvet i en særlig rødbrun farve med navnet Hendes Majestæts Maroon.

Dronningen har selv været med til at indrette vognen, som DSB gav hende på hendes 60-årsfødselsdag i 2000. Salonvognen, der stod færdig i 2001, er dog stadig DSB’s ejendom, men den stilles til rådighed for kongefamiliens togrejser i ind- og udland.

Vognen er forsynet med et strømsystem, der leverer strøm til vognen uafhængigt af det lokomotiv, der trækker den. Derfor har den mulighed for også at køre i resten af Europa, og herhjemme trækkes den både af el- og dieseldrevne lokomotiver. Den er godkendt til at køre op til 200 km/t.

På Københavns Hovedbanegård kan dronningen og resten af kongefamilien gå fra De Kongelige Ventesale til spor 1 – Kongeperronen – hvorfra Salonvognen kører. For tiden er De Kongelige Ventesale dog under ombygning.

I Salonvognen hænger der flere Helge Refn-billeder, der også hang i den tidligere kongelige togvogn fra 1937. Billederne er det eneste, dronningen har taget med fra vognen, der nu står på Jernbanemuseet med de andre kongelige togvogne.

Dronningens seneste tur med Salonvognen foregik i 2018, da hun tog på juleferie til Aarhus og kørte retur før nytår. De seneste år har Salonvognen været brugt 8-10 gange årligt.

I vognen er der spisebord med plads til otte, hyggehjørne og to kupeer til regenten med eget bad og toilet. Derudover er der en kupé til hofdamer, en til adjudanten og en til PET. I vognen findes der også et pantry med køkkenfaciliteter, hvor køkkenuddannet personale fra DSB kan tilberede mad leveret af hoffet under rejsen.

Engelske entreprenører skænkede den første kongevogn, der havde tre saloner og ifølge tidens mode var indrettet med polstret komfort og tunge, frynsede tekstiler. Den strandede på preussisk område ved krigen i 1864, men blev i 1865 fragtet hjem og kørte i Jylland frem til 1900 – dog blev den afløst som kongevogn i 1871. 

 

Ny station ved Kalundborg, bedre mobildækning i togene og det digitale pendlerkort. Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB, The Noun Project

NÆSTE STOP ER…

Biotekbyen Kalundborg Øst. I december måned åbnede Danmarks nyeste togstation. Som navnet antyder, skal stationen blandt andet betjene de mange pendlere, der har deres daglige gang i Novozymes’ enorme biotekkompleks i Kalundborg. Efter planen skal der køre minimum ét tog i timen, der tilbagelægger strækningen fra København H til Biotekbyen Kalundborg Øst på halvanden time.

FÅ FORKROMET DIT OVERBLIK

Hvis du rejser med DSB’s fjern- og regio­naltog, er den nye hjemmeside dinstation.dk måske noget for dig. Du skal blot taste den station ind, som du starter rejsen ved, og så kan du se alle togafgange fra stationen i realtid samt blive gjort opmærksom på eventuelle sporændringer eller forsinkelser.

DET SIDSTE KLIP

Den 19. januar 2019 var sidste dag, hvor der var mulighed for at købe mobilklippekort. Fremover skal du, når du rejser med tog, metro eller bus på Sjælland, Lolland-Falster og Møn, vælge mellem rejsekort eller enkeltbillet. Har du købt et mobilklip-pekort, kan du stadig bruge det frem til 20. juli 2019.

REPEAT, PLEASE!

Rejser du med dobbeltdækkervogne, IC3- eller IR4-tog, vil du kunne opleve en bedre mobildækning. DSB er nemlig lige blevet færdig med at installere såkaldte repeatere i de førnævnte tog. Mobilsignalet bliver normalt hæmmet af togets metalyderside, men repeaterne sikrer, at kunderne i toget bedre opfanger mobilsignalet fra masterne langs togstrækningen.  

SLUT MED PAP PÅ SJÆLLAND

Er du pendler bosiddende på Sjælland, så har du købt dit sidste pendlerkort på pap. Det er DOT (Din Offentlige Transport), der har bestemt sig for at aflive pendlerkortet fra 19. januar 2019. Er du pensionist, vil der dog stadig være mulighed for at købe eller forny sit pap-pendlerkort fremover.

LUNT I SVINGET

Vidste du, at der findes 3.600 sporskifter i Danmark, og at 2.300 af dem er opvarmede? Et såkaldt styreskab ved siden af sporskiftet holder øje med temperatur, vind og nedbør, og ved hjælp af en elektrisk transformer tænder styreskabet selv for varmen, hvis det bliver nødvendigt at fjerne sne og is på sporskiftet.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

HELLE HANSEN
Sosu-assistent, 59 år

JEG ER FØDT I Espergærde, men bor i Ålsgårde. Jeg arbejder på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Helsingør. Jeg er involveret i mange ting. Udredninger, behandling, samtaler, terapi, undervisning. Jeg har arbejdet i psykiatrien i 20 år, mange af dem på den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital. For et par år siden skiftede jeg til Helsingør. Det er dejligt kun at have 5 minutter på arbejde nu.

I DAG HAR JEG hentet min mor. Vi er på vej til Oslobåden. Hvert år tager vi en tur sammen med min bror og min søster. Det har stået på i en 10 års tid. Min søster er ansat hos DFDS som teknisk assistent. Hun er med til at indrette færgerne og planlægge flugtveje og den slags. Hun får lidt rabat på billetterne.

VI SKAL spise og drikke og snakke uden afbrydelser fra mænd, koner og børn. I Oslo skal vi ned ad Karl Johans gate, det centrale strøg. Vi spiser altid på en bestemt café. Det er stinkende dyrt. En anden tradition er at trække vores stakkels mor med i butikken Kondomeriet. Første gang vi så den, troede vi ikke vores egne øjne. Er nordmændene så frisindede? De har sexlegetøj og alt i diller-form. Øreringe, lys. Jeg har aldrig købt noget.

__________________________________

JOEL ILLERHAG
Musiker, 33 år

JEG ER PÅ VEJ hjem fra en begravelse, hvor jeg har spillet. Jeg spiller svensk harpebas med resonans-strenge. Jeg har selv 3-D-printet kulfiberstellet, de er monteret på. Jeg fik ideen til instrumentet i Pakistan, hvor jeg havde en musiklærer, der spillede sarangi, et klassisk strengeinstrument. Strengene giver en lidt mellemøstlig klang, men de er også inspireret af det gamle svenske instrument nøgleharpe.

JEG BEGYNDTE at spille klaver, da jeg var 10. Som 15-årig begyndte jeg på kontrabas. I 2007 flyttede jeg til København for at gå på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (klassisk, red.). I dag går jeg på en solistuddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium og spiller i en masse grupper. Noget folkemusikinspireret, noget jazz. Det går udmærket med at få  penge i kassen.

JEG SKAL HJEM til Helsingør. Min kone og jeg ville gerne have en bolig med sjæl. Det havde vi ikke råd til i København. I Helsingør har vi fået en i et bindingsværkshus fra  1700-tallet. Senere skal jeg hen på mit værksted for at arbejde på en lampe, jeg selv har tegnet. Den bliver fire meter lang og lasercuttet.

__________________________________

EIGIL JESPERSEN
Pensionist, 87 år

JEG BRUGER overhovedet ikke Facebook, for jeg er flasket op med datasikkerhed. Jeg var ansat hos IBM i 33 år. Jeg arbejdede blandt andet som sælger, salgschef og uddannelseschef og var med fra dengang, vi stadig solgte skrivemaskiner. Og dengang de første pc’er blev introduceret i Danmark, i 1982. De kostede 42.000 kroner stykket og havde tre små programmer installeret. Jeg købte en til personalepris. Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg gav, men syntes, at det var fundet for de penge. 

DEN NÆSTE generation kommer til at se ting med digitaliseringen, vi slet ikke drømte om. Robotter. Selvkørende trafik. Kunstig intelligens i sundhedsvæsenet. Men et skattevæsen, der fungerer, det kan man åbenbart ikke finde ud af.

JEG ER PÅ VEJ hjem fra en julefrokost med gamle kolleger. Vi mødes hvert år hos sejlklubben Frem ved Svanemøllen. Det blev ikke så vådt. Man modererer sig jo med alderen. Alligevel vil jeg bruge det alkometer, jeg har i bilen, når jeg kommer hjem. Hvis jeg er ædru nok, kører jeg ind til Frimurerordenen i København for at holde møde med min loge. Absalon, hedder den.