Indlæg

Projekter til tiden

65-årige Finn Ebbe Hemmingsen er Senior Project Manager i DSB.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvad laver du i DSB?

Jeg sidder lige nu med godkendelsen af vores nye tog, som kører til Hamborg. Togene bliver lavet hos den spanske togproducent Talgo, men inden de kan komme ud at køre i Danmark, skal vi tjekke, at de lever op til vores krav. Derfor er der en masse mennesker, der skal lave forskellige test. Jeg er med til at koordinere det og sørge for, at togene er klar til de mange kolleger, der skal tjekke dem igennem.”

Hvordan blev du Senior Project Manager?

”Mange af dem, der sidder i min afdeling, har lange akademiske uddannelser bag sig. Det har jeg ikke. Jeg tog en 10. klasse og arbejdede i et smedeværksted som opstiller, inden jeg startede i DSB. De første fire år hos DSB var jeg i stationsrengøring og gjorde rent på Køge Station. Siden har jeg arbejdet mig op. Jeg blev tillidsmand, produktionsgruppeleder for 40 rengøringsmedarbejdere og fik ansvar for planlægning af rengøring, miljøarbejde samt sneberedskab på S-togsnettet. Senere blev jeg afdelingsleder i DSB Ejendomme, og sådan har jeg fået mere og mere erfaring. Nu har jeg været her i 36 år, og selvom jeg sidder et sted, hvor jeg ikke nødvendigvis ligner dem, jeg sidder med, er jeg enormt glad for mit job og mine kolleger. Jeg er også rigtig glad for at være et sted, hvor man giver folk en chance, også selvom de ikke har taget den gængse vej.”

Hvilke projekter har du ellers lavet i DSB?

”Jeg var med til at lave ombygningen af Østerport Station, og det var et kæmpe projekt. Det er jo en gammel og meget flot station, og renoveringen skulle finde sted, samtidig med at vores kunder brugte stationen. Derfor var der en masse koordinering, og det krævede et tæt samarbejde med mine kolleger.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg har dyrket karate, siden jeg var 15 år, og gør det stadig. Jeg kan godt lide den respekt, der følger med sporten, og så har jeg sort bælte i to karatediscipliner, Isshinryu og Shingoryu. Derudover bruger jeg også en masse tid med min kone, børn og børnebørn. Jeg træner blandt andet karate med begge mine børnebørn.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

NIELS HENRIK SIGSGAARD
67 år, pensionist, Holbæk Station

Jeg blev smidt ud af skolen som 14-årig og kom i lære som lagerekspedient hos Mercedes i Nordjylland. Det skulle jeg ikke være resten af livet, og jeg kom ind på Journalist-højskolen i første forsøg. Jeg var i praktik i Nykøbing Falster hos Ny Dag, som var en socialdemokratisk avis på Lolland-Falster. Det var bare en lokalsprøjte, men hold kæft, jeg fik lært at skrive. Der blev hamret på den skrivemaskine. 

Da jeg var færdigudlært, hjalp jeg socialdemokraten Ove Fich med at føre valgkamp, og da han bagefter kom ind i EF-Parlamentet, som det hed dengang, hev han mig med til Bruxelles og Strasbourg som pressemedarbejder. Det gav en god løn, men jeg kedede mig ad h… til i det diplomatiske miljø. Jeg flyttede til København og startede mit eget bureau, MedieMaskinen. Jeg havde mange ansatte og vandt en Gazelle-pris hos Børsen. Men i det lange løb blev det svært at finde arbejde. 

For fem år siden solgte jeg mit hus på Vesterbro og flyttede til Nykøbing Sjælland. I dag skal jeg til København og mødes med nogle af de gamle reminiscenser fra dengang, jeg var medejer af cafeen Hackenbusch på Vesterbrogade. Men toget er forsinket, så jeg kommer nok for sent til silden.

__________________________________

LÆRKE DYRLUND OG SAMSAM DAHIR
Begge 22 år og studerende, Valby Station

Vi kender hinanden fra sygeplejerskestudiet på Professionshøjskolen Absalon i Trekroner. Vi har begge to altid villet være sygeplejere og gøre en forskel for andre mennesker. I dag har

vi været i København for at mødes med vores studiegruppe. Vi er i gang med at skrive bacheloropgave.

Den handler om hjerte-lunge-redning og de problemer, der kan opstå, når folk for sent tager stilling til, om de virkelig gerne vil genoplives som del af standardproceduren. Det er ikke altid, at der kommer et godt liv ud af det. Det er en svær samtale, men vi mener, at det kan være værd at tage den i tide. Faktisk kan man allerede nu registrere på sundhed.dk, hvis man ikke ønsker at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop. Men ikke alle ved det.

Vi drømmer om bedre vilkår for sygeplejerskestuderende. Vi har ikke fået løn under praktik, men kun SU, selvom vi har udført et reelt arbejde. Det er faktisk blevet besluttet, at studerende i den sidste lange praktik skal ansættes, men forhandlingerne med regeringen er ikke kommet i gang endnu.

__________________________________

LAV ANINE TROELSGAARD
19 år, HF-studerende, Høje Taastrup Station

Der er pels på min hue, jeg går med rævehale, jeg har en krabbeklo i en kæde om halsen, og jeg har en ring med en frittes hjørnetand fra et roadkill, jeg fandt. Mange bliver forvirrede over, at jeg er vegetar og går rundt med så mange døde dyr. Jeg synes, det er en smuk måde at ære dyrene og de gammeldags teknikker, man har brugt til at holde sig varm. 

Jeg har også altid fuglefoder med i mit hjemmelavede bælte, så jeg har noget at give duerne, jeg møder. Derhjemme har jeg to golden retrievere, fisk og ørkenrotter. Mit nervesystem falder helt ned, når jeg er sammen med dyr. Jeg drømmer om at blive dyrepasser eller naturvejleder.

Jeg er på vej til Amtsgymnasiet i Roskilde og bor i Osted hos mine forældre, men i nat sov jeg hos min kæreste i Albertslund. Han er elektriker. Sammen har vi en kongepyton, der hedder Vaniljebudding. Vi leder efter vores egen lejlighed, og jeg er i gang med at samle køkkengrej af kvalitet. Min IKEA-kasse er fuld af ovnfaste fade, kartoffelskrællere, gulvklude og opvaskebørster.

/

Februar på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

UDVIDET TRYGHED

Siden 2022 har DSB haft tryghedsvagter på S-togsstationer. Nu er ordningen udvidet, så der også er tryghedsvagter på Roskilde og Middelfart Station samt på de nærliggende stationer omkring de to byer efter behov. DSB’s tryghedstelefon er også gjort landsdækkende, så man altid kan ringe 70 13 13 11, hvis man føler sig utryg i et af DSB’s tog eller på stationerne.

Foto: DSB

SÅ’ DER FLERE AFGANGE

Traditionen tro introducerede DSB en ny køreplan i midten af december sidste år. Blandt andet kommer der i 2026 flere tog til og fra Kalundborg, der kommer flere afgange mellem Roskilde og Københavns Lufthavn og flere tog på Kystbanen i myldretiden. Du kan læse mere om den nye køreplan på dsb.dk 

Foto: Wakayama Electric Railway Co. Ltd

HELT TOGLIGT

På den stille Kishi Station i Wakayama-præfekturet blev hunkatten Yontama ved en ceremoni i januar den tredje i en række af stationsforstandere med knurhår. Den første, Tama, blev udpeget i 2007. Siden har flere hensygnende japanske stationer ’ansat’ maskotdyr og oplevet moderate opsving.

Også på Shippea Hill Station har de oplevet en udvikling. Stationen, der ligger mellem Cambridge og Norwich, blev kendt som Storbritanniens sløveste med bundrekorden 12 passagerer i 2015/16, hvilket gav viral berømmelse og 432 afstigninger i 2018/19. Siden har tallet ligget støt over 100.

Hjemme i Sorø står Danmarks næstældste stationsbygning (1856), som heller ikke er blandt de travleste, men har udviklet sig til et hyggeligt hangout, uanset om man skal med toget eller ej. Prøv cafeen, stræk ud i yogastudiet, få plads i kontorfællesskabet – eller hvad med en facereading?

EN LIND STRØM

I slutningen af 2025 var DSB med til at åbne Lidsø Solpark på Lolland, der skal producere grøn strøm til DSB’s elektriske togflåde. Solparken vil producere 262 GWh om året, svarende til strømforbruget i 65.000 husstande. Af dem vil DSB aftage 80 GWh, hvilket er cirka 50 procent af forbruget i S-togene. Lidsø Solpark bliver med et areal på 253 hektar en af de største solcelleparker i Danmark.

/

I glas og ramme

DSB’s dobbeltdækkervogne skiller sig ud fra resten af togflåden, men ikke kun på grund af de to etager. I dobbeltdækkervognene er der nemlig frit udsyn til teknikskabet. Læs med, og bliv klogere på funktionerne.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Jakob Wedendahl

DET LILLE FÆLLESSKAB 

Et teknikskab i en dobbeltdækkervogn er ligesom dit el-skab derhjemme. Her kan togføreren gennem glasruden se, hvordan toget har det, hvilke funktioner der er tændt, hvilke der er slukket, og hvor meget ’strøm’ der er på batteriet. Et så stort tog har mange funktioner, og der er mange knapper, der kan lyse. Her kommer fire vigtige.

DIAGNOSE- OG FEJLDISPLAY

Diagnose- og fejldisplayet viser, som navnet antyder, hvordan toget har det. En af de vigtigste ting, displayet kan vise, er strømforbruget. Hvis det er unormalt, kan det betyde motorfejl, eller at vigtige komponenter som nødbremser eller døre ikke virker.

RECIRKULATION

Når den lyser, viser den, at togets ventilations- og klimaanlæg er i gang. Man trækker ikke luft ind i toget udefra, men ’genbruger’ den luft, der allerede er inde i toget. Hvis toget for eksempel kører igennem en tunnel, kan det være smart at tænde for den. Hvis knappen hverken lyser eller er slukket, men derimod blinker, betyder det, at der er en fejl på anlægget. Det kunne være en blokeret luftkanal. Ved blink kan togføreren se, hvad der er galt, ved at kigge på diagnosedisplayet.

MELDELAMPEN

Meldelampen fortæller, at der er en fejl i vognen. Den kan vise to fejlmeldinger: A og B. En A-fejl kræver handling med det samme, derfor lyser knappen rødt. Det kan være en fejl i nødbremsen eller pro-blemer med dørene. En B-fejl er en mindre kritisk fejl, som man ikke nødvendigvis skal handle på med det samme. Det kan for eksempel være en fejl på klimaanlægget. Er der tale om en B-fejl, lyser knappen gult.

VOLTMETER BATTERISPÆNDING

Et voltmeter viser vognens batterispæn-ding – altså hvor mange volt der er på vognens batteri. Skulle strømmen svigte, kan man bruge af batteriet for at holde toget i gang. Det er altså en form for nød-generator. Voltmeteret viser, hvor meget spænding og kapacitet der er i batteriet.

BONUSWISSEN

Dobbeltdækkerne er lavet i Tyskland, og derfor er teksten på displayet på tysk. Det betyder, at togførerne skal have deres tyskkundskaber i orden.

Kilde: Bent Kristoffersen, DSB

/

Tal-frisøren

38-årige Heidi Kjærsgaard Granno er projekt controller i DSB. Hun vandt i november 2025 ’Årets Fagprøve’ og et legat på 30.000 kroner.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvad lavede du, inden du kom til DSB?

”Jeg er uddannet frisør og har arbejdet som frisør i 15 år. Jeg var egentlig glad for det, men det er hårdt for kroppen. Jeg fik at vide, at hvis jeg skulle blive ved med at have det godt i min krop, skulle jeg begynde at kigge efter noget andet. Jeg faldt over kontoruddannelsen og tænkte, at det måske kunne være noget for mig. Da DSB havde en plads i deres økonomiafdeling, kunne jeg mærke, at det var lige noget for mig.”

Hvad laver du nu?

”Lige nu arbejder jeg som project controller i Økonomi. Jeg står blandt andet for at lave månedsrapporter. Jeg trækker tal ud og analyserer, hvorfor tallene er, som de er. Det kan lyde lidt tørt, men jeg har altid været glad for tal og matematik, så det er perfekt for mig. Inden jeg fik stillingen, var jeg kontorelev i Regnskab og Økonomi. Her vandt jeg prisen ’Årets Fagprøve’ for den opgave, jeg lavede som mit afsluttende projekt på uddannelsen.”

Hvordan vinder man en fagprøvepris?

”Min fagprøve handlede om optimering af månedsrapporteringen inden for det område, jeg sad med. I en månedsrapport kan vi se, hvordan det går med de mange projekter, vi har i virksomheden. Jeg fandt ud af, at man ved hjælp af AI og et dataanalyseprogram kunne gøre det hele meget mere automatisk. I vores fagprøve skal vi finde et problem og komme med en mulig løsning, så det passede perfekt at skrive om månedsrapportering.”

Hvordan fik du at vide, at du havde vundet prisen?

”Efter jeg havde afleveret min fagprøve, ringede min elevansvarlige og sagde, at hun havde indstillet den til ’Årets Fagprøve’-pris inden for økonomi, og at den havde vundet. Jeg blev ret overrasket. Jeg følte bare, at jeg havde skrevet min opgave og lavet mit arbejde. Men at nogen på den måde syntes, at den var så god, kom lidt bag på mig. Faktisk tror jeg heller ikke, at jeg forstod det lige der. Det var først, da der  blev holdt reception hos DSB i Telegade i Taastrup, at jeg rigtig forstod, at jeg havde vundet. Der var flere, der holdt tale og fortalte om, hvorfor det lige netop var mig, der havde vundet. Da vi var færdige, havde jeg ondt i kinderne af at smile, så det var en rigtig god dag.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

NICOLAJ FREDERIK WAMBERG
40 år, musiker, Høje Taastrup Station

Jeg er på vej til Holbæk for at arbejde på sygehuset. Jeg har været hospitalsklovn siden september og er meget glad for det. Man skal ikke undervurdere værdien af fast arbejde. Jeg har arbejdet freelance i mange år.

For mange år siden studerede jeg folkemusik på konservatoriet i Odense. Siden hen tog jeg en master i performance i Fredrikstad i Norge, en hyggelig havneby med stolte bådebyggertraditioner og en fæstning. Det var stemningsfuldt at stå på skøjter på kanalerne, når det frøs.

Som hospitalsklovn kan jeg blande musik og teater. Det hele handler om at improvisere, læse rummet og bare være til stede. Vi griner og har det sjovt. Og indimellem er der ægte tårer, der skal ud. Mest hos børnene.

Jeg håber, 2026 bliver et år med mindre grådighed og mere fred i verden. Flere beslutninger, som er gode for flertallet og naturen. Og så håber jeg, der falder sne, så jeg kan komme op at stå langrend i Norge.

__________________________________

SIMONE HENRICHSEN
36 år, kosmetolog, Holbæk Station

Jeg har boet i Holbæk i ni år, så i dag har jeg været her for at gå på hospitalet, selvom min mand og jeg bor i København nu. Det er her, de har fulgt mig igennem årene. Jeg skulle have foretaget en underlivsundersøgelse, det skal man hvert fjerde år som kvinde. 

Jeg er uddannet markedsføringsøkonom fra CBS, men det var for kedeligt. Tal er fint nok, men jeg savnede kundekontakt og noget, jeg kunne interessere mig for. Nu er jeg selvstændig kosmetolog. Vipper og såkaldte eyelash extensions er min store passion. Man siger jo, at øjnene er sjælens spejl, og jeg elsker, at hvert øje har et forskelligt udtryk, man kan fremhæve med farver, glimmer og så videre. Det vigtigste er, at man er tålmodig og har en rolig hånd.

I år håber jeg, at jeg får mulighed for at rejse. Til Paris. Eller Napoli. Det er en smuk by, og nørden i mig synes, det er utrolig spændende at følge med i udgravningerne i Pompeji år for år. Forhåbentlig skal vi også have et barn. Nu må vi se, om det bliver det, året bringer.

__________________________________

EMMA HORNBEK BÆRENTZEN
22 år, arbejder i Føtex, Valby Station

På vej hjem fra arbejde skulle jeg lige hente nogle blomster, så vi har noget at pynte op med derhjemme. Jeg er lige flyttet til Rødovre fra Vordingborg sammen med en veninde. Vi arbejdede sammen i Føtex i Nykøbing Falster, nu arbejder vi i Føtex på Nørrebro i København, mens vi holder sabbatår. Hun arbejder i vinafdelingen, jeg er i kolonial. Vi er lidt af en pakke-deal, vi to. 

I fritiden spiller jeg fodbold. Jeg har ikke fundet noget hold herinde endnu, så det er pendlerfodbold med mit gamle hold, Vordingborg IF. For tiden spiller jeg mest angriber, men jeg har været næsten overalt på banen. Sidste år brækkede jeg fingeren som målmand. 

Jeg regner med at skulle læse efter sommerferien. Jeg vil gerne studere mole-kylær biomedicin. Man skal have et snit på 11,2, tror jeg, så jeg forsøger med kvote 2. Ellers vælger jeg måske biologi. Alle veje fører til Rom, og jeg vil gerne forske. Måske i kvindesygdomme eller kræft. Alle mine bedsteforældre er døde af kræft, og jeg vil gerne lave noget, som kan være til hjælp for andre mennesker.

/

Januar på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenIllustration:Jakob Wedendahl

NEXT STOP AARHUS

Siden foråret 2025 har Banedanmark ombygget, fornyet og forlænget fire af Aarhus Hovedbanegårds perronspor. Nu rykker arbejdet videre på sporene ind mod Aarhus. Fra fredag aften 16. januar til og med tirsdag 27. januar 2026 er Aarhus Hovedbanegård derfor spærret for al togtrafik, og DSB indsætter togbusser. Fra 28. januar til 19. april er banen spærret for togtrafik i retning mod Langå/Randers. Tjek derfor rejseplanen.dk, når du planlægger din rejse. 

Find mere information på dsb.dk

Foto: DSB

LANGT LÆNGERE

DSB oplever stigende interesse for rejser til Tyskland, og i november måned sidste år kunne man for første gang sætte sig til rette i det helt nye EuroCity-tog, der nu kører mellem Hamborg og København. EuroCity-toget, der er DSB’s længste, er 209 meter langt og har plads til 492 passagerer. DSB har bestilt i alt 16 stk., som forventes at blive leveret i løbet af 2026-27.

HELT TOGLIGT

Skal du ud at carve smukke sving i den schweiziske sne i Grindelwald-området? Stil skiene et øjeblik, og kør til Europas højest beliggende togstation Jungfraujoch – Top of Europe. Den over 100 år gamle Jungfrau-jernbane går mestendels gennem bjerget Eiger, men efter tunnelsyn venter vidderne set fra 3.454 meters højde.

Hvis du ærgrer dig over, at østrigske ÖBB har indstillet nattogskørslen mellem Paris og Berlin, så glæd dig over, at European Sleeper allerede fra marts tager stafetten op og gør det muligt at istemme den gamle Infernal-slager i vogne, der daterer sig helt tilbage til 90’erne. Stopper også i Bruxelles.

Grøn minedrift? Måske et umage ordpar, men de prøver i hvert fald hos australske BHP, der har fået produceret landets første batteridrevne lokomotiver til at køre fra selskabets jernmine i Pilbara til havnebyen Port Hedland i delstaten Western Australia.

Foto: DSB

ORANGE OVERSKUD

Engang blev Orange-billetter udelukkende solgt på DSB’s hjemmeside, men af DSB’s regnskab for 3. kvartal fremgår det, at næsten tre ud af fire kunder nu køber deres Orange-billetter via DSB’s app. I samme regnskab kan man læse, at DSB har opjusteret forventningerne til årets resultat før skat til 600-700 millioner kroner. Tidligere forventede man et overskud på 300-400 millioner kroner før skat.

Foto: DSB

BØRNEVENLIGE AFGANGE

Siden 1986 har DSB’s børneguider gjort det muligt for børn at rejse alene mellem landsdelene med faste afgange hver fredag og søndag eftermiddag. Med en børneguidebillet kan børn fra fire til 15 år få hjælp og tryghed på rejsen, når de rejser på længere strækninger som København-Esbjerg eller København-Aalborg. 

Læs mere om DSB’s børneguidebilletter på dsb.dk

/

Tungen lige i munden

Et sporskifte består af to bevægelige skinner, som kaldes for tunger. De kan skubbes fra side til side og på den måde lede toget den ene eller den anden vej. I kolde tider er det vigtigt, at tunger og sporskifter holdes varme, hvis toget skal videre i den rigtige retning.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Rasmus Buhl

HELT ELEKTRISK

Sne og kulde kan fryse sporskifterne fast. For at undgå det har man lagt varme på mange af de sporskifter, der findes ude på banen. Sporskiftevarme kan enten være elektrisk eller gasbaseret, men i Danmark bruger vi elektrisk sporskiftevarme. Det er bedst for miljøet, og så kan den tænde og slukke automatisk efter behov. Sporskiftevarme er et varmelegeme – et langt rør – på indersiden af skinnerne, der varmer tungerne op. Varmelegemerne sættes i gang af de kasser, der sidder langs jernbanen.

KOLDE VEJRDAGE

Når der kommer et forvarsel fra DMI om sne, varmes sporskifterne op til to grader. Hvis sneen begynder at falde, går de op på fuld varme, og når snevejret er slut, slår de fra eller forbliver varme, hvis der er varslet mere sne senere.

TÆND OG SLUK

De lange varmelegemer sættes fast med specielle beslag, der kan tåle de vibrationer, togtrafik giver. For at varmen bliver overført så effektivt som muligt, placeres de helt tæt på skinnerne. Når legemerne er sat fast, sætter man dæksler over, som skal holde varmen på skinnerne. Derefter kan man lave den elektriske tilslutning, så de kan tænde og slukke efter behov.

SKIFTE-RETTEN 

På det danske jernbanenet er det Banedanmark, der står for vedligehol-delse af sporskiftevarmen. På nuværende tidspunkt er der i alt 3.133 sporskifter i Danmark, og 2.286 af dem er udstyret med sporskiftevarme. Hvorvidt et sporskifte skal have varme, vurderes blandt andet på baggrund af, hvor kritisk sporskiftet er. For eksempel er det vigtigt, at sporskifterne uden for Københavns Hovedbanegård virker. Man kigger også på, hvilke lokale forhold der spiller ind. Hvis der for eksempel er tale om et sted, hvor der er større sandsynlighed for snefygning eller frost, prioriterer man også sporskiftevarme.

UD MED FEJEKOSTEN

Inden man havde sporskiftevarme, måtte togpersonalet ud med koste for at fjerne sne og frost, så togene bagefter kunne komme af sted på rette spor.

Kilder: Søren-Peter Fiirgaard, Banedanmark, ’Sne og frost i sporet’, Banedanmark

/

Af det rette stof

33-årige Camilla Ørsted Nielsen er værkstedskoordinator på DSB’s S-togsværksted i Taastrup.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan kom du til DSB?

”Inden jeg begyndte i DSB, arbejdede jeg som frisør i 10 år, og jeg kunne mærke, at jeg gerne ville prøve noget nyt. Jeg faldt over kontoruddannelsen og fandt ud af, at det var det, jeg skulle. Man kan være kontorelev i driften, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da være.’ Jeg tog til samtale, og det var helt vildt at gå rundt mellem de store S-tog. Da jeg var færdig, sagde jeg: ’Jeg glæder mig til, at I ringer og siger, at jeg har fået jobbet.’ Jeg tror lidt, at det var den ligefremhed, der gjorde, at jeg fik stillingen.”

Hvad laver en kontoruddannet på et værksted?

”Jeg laver mange ting, jeg er lidt en blæksprutte. Men jeg har jo blandt andet det, som jeg kalder mit eget ’Zalando’. I virkeligheden er det et lager med alt det arbejdstøj, som venter på nye ejere.”

Hvad går det ud på?

”Før i tiden havde vi en masse tøj, som ikke længere blev brugt, for eksempel hvis en kollega var stoppet. Der var ikke noget i vejen med tøjet, så man kunne ikke bare smide det ud, men det blev heller ikke brugt. Vi besluttede os for at få det her til S-togsværkstedet, så vi kunne genbruge det. Så nu har jeg mit helt eget tøjlager. Hver gang der starter en ny, laver jeg en startpakke med forskelligt tøj, som de skal bruge, og hvis der er nogen, der mangler en trøje eller noget andet, skriver de til mig, og så sørger jeg for, at de får det. Det er virkelig smart og sparer både penge og CO2.”

Hvordan har det været at gå fra et kvindedomineret fag til et mere mandsdomineret fag?

”Der er en anden jargon herude, man siger tingene ligeud, og det er fedt. Vi kender hinanden og hinandens grænser, så det er altid okay. En anden forskel er, at hver gang jeg kommer gående med noget tungt, er der altid en, der spørger: ’Skal jeg ikke lige hjælpe dig med det der?’ Vi hjælper altid hinanden, og det er dejligt.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg bruger meget tid med min familie. Min søster og jeg elsker at shoppe tøj. Det spiller jo meget godt ind med mit lille tøjlager her på værkstedet.”

/

Trængsel og alarm

For en trofast togrejsende går ruten ikke bare mellem A og B, men lige så meget via komiske optrin og genkendelige arketyper med ophold undervejs ved tankevækkende overraskelser. Pendler Pernille Maj Oldin deler ud af sin daglige stræknings myldretidsmas, genstridige bussemænd, sprængfarlige forpartier og velklædte stivstikkere.
Tekst:Pernille Maj OldinIllustration:Sergio Membrillas

MORGENMINUTTER

Et morgenminut er langt. Meget længere end for eksempel et eftermiddagsminut og vildt meget længere end et aftenminut. Tænk bare på, hvor mange opvaske-, madpakke-, børste hår-, snøre sko-aktiviteter man klemmer ind i morgenminutterne. Et morgenminut laver man ikke sjov med. 

Denne morgen skal toget køre fra Tølløse Station 08:02, og præcis 08:00 leder jeg desperat efter mine høretelefoner i bunden af bilen. Jeg opgiver og opdager, at toget allerede er på stationen, og at folk rundtomkring løber. Jeg smækker døren og løber med. Kontrolløren fløjter. 10 lange skridt senere springer jeg forpustet ind igennem de halvt lukkede døre. Hvad sker der? Der skulle være et helt morgen-guld-langt minut endnu.

”Hvorfor kører I ét minut for tidligt?” 

(Hva’? Hva’? Hvad har du tænkt dig at svare til det? Jeg har retten og tiden på min side, og jeg føler mig uretfærdigt behandlet).

”Det gør vi heller ikke. Vi kører 29 minutter for sent – det er et helt andet tog, du snakker om.”

BAGLÆNS FRA 10

Faglitteratur ligger i skødet på kvinden overfor: ’Hypnose og kommunikation i tandplejen’. 

Men hun læser ikke, ser i stedet noget på sin telefon. 

Ved siden af mig sidder en anden kvinde, som endelig er kommet i gang med sit limegrønne strikketøj, efter utallige hjerte-emojis er sendt af sted. 

Dette sardindåse-tog gør det umuligt for mange at få en plads, men en ihærdig kvinde sætter sig på midtergangens gulv i skrædderstilling med sin laptop og begynder at svare på mails – noget kommunalt, tror jeg. Den lille laptop må klappes op og i, hver gang en ny passager i praktisk regntøj skal forbi. 

En mand klædt i beige skærer ansigt og sukker. Den er svær at formulere, den sms. 

Han skriver

sukker

betragter

ikke godt nok

Hvad svarer man i den situation?

Midt i det hele sidder den bedste boganmeldelse i fysisk form, man kan forestille sig. Hun sluger den ene side efter den anden i en gulnet bog fra 90’erne: ’Hvad enhver kvinde bør vide om utroskab’. Hun nærmer sig de allersidste sider – men har lige akkurat nok tilbage til, at der kan nå at ske afgørende ting for hovedpersonerne.

Pliiiing.

668 kroner ryger af sted på MobilePay, inden strikkefingrene fortsætter med afslutningerne på limestrikkens ribkant. 

Manden i beige med sms-betænkeligheder har trykket send og skal af næste gang. 

Kvinden i skrædderstilling har fået anmeldt en gæsts ankomst korrekt i det kommunale IT-system.

Hypnosebogen overfor er stadig lukket. Jeg er skuffet. Havde forventet mig en hel del af et fagområde, jeg ikke anede eksisterede. Håbet på noget let afkodelig dramatik i hendes ansigtsudtryk, når hun gav sig til at læse. -Forventet mig noget af pupillernes størrelse og måske også håbet en lille smule på, at hun på et tidspunkt ville kigge intenst op, tælle baglæns ned fra 10 og sende hele kupeen til en græseng, hvor rodbehandlinger føles som fløjl – og lade knipset vente på sig som en nervepirrende cliffhanger denne torsdag morgen på Kalundborg-strækningen.

EKSPLOSIONSFARE

På sædet foran mig svulmer et sæt gigantiske bryster. De er så faretruende tæt på at springe ud af bh’en. Og den tynde undertrøje har for længst opgivet sin opgave. Halvdelen af brystvorterne er allerede sluppet fri, og man kan næsten høre stropperne knirke. Komplet afvæbnet stirrer jeg, mens jeg går forbi, og overvejer, om kvinden overhovedet ved, hvilket minefelt hun sidder midt i. 

Et cool blik siger mig, at hun er 100 procent bevidst og med fuldt overlæg selv har ladet kanonen med det imponerende skyts. 

Fra mellemgangen ser jeg en mor med sine teenagebørn, der skal samme vej. Om få sekunder vil de passere sædet og opdage den dramatiske situation, og jeg følger nysgerrigt deres ansigter, mens de nærmer sig. Først spærres morens øjne helt op, hendes overkrop drejer sig instinktivt om, som for at advare sine børn, men øjnene kan ikke slippe. Børnenes øjne spiles lige så voldsomt op, og deres hager falder ned og efterlader dem med vidtåbne munde. Deres hoveder er snurret rundt, og de går ind i hinanden, mens de famlende, som en samlet klump, vælter sig videre i en slags choktilstand. 

Jeg kan ikke holde masken, og deres måbende ansigter løsnes i latter over at være blevet afsløret i en så uhæmmet stirren. Vi står af, og de svimlende udbryderbryster bølger videre ud i verden og forlader os tilbage på perronen i et overvældet fællesskab af fascination.

FAROUK

Perronen er fuld af folk på vej, og toget høres i det fjerne, da DSB-kioskejer Farouk kommer løbende ud af stationsbygningen. Flemming har glemt sit rejsekort, da han var inde at købe kaffe, men Flemming er væk. Man kan se Farouks krøller i glimt, mens han baner sig vej igennem mængden, løber af sted og når at hilse på en stor mand i reflekstøj, som snart kigger ind forbi, det lover han, det er længe siden sidst … Folk på perronen gør plads og leder med – alle ved, hvad det vil sige at sidde i toget uden rejsekort. Toget ankommer i samme øjeblik, som Farouk finder Flemming, og hele Tølløse Station falder til ro, alle finder synkront deres næsten faste pladser. Så er vi klar til, at tirsdag kan gå i gang.

ALLIANCER

En ung kvinde og en cirka 20 år ældre mandlig kollega sidder overfor og snakker job.

”’Udbetalt ved kritisk sygdom’? Skal den så stoppe ved 70 eller 75 år? Altså, hvor mange mænd på 75 har børn under 24? Jo, jo, der er jo nogen selvfølgelig. Men det er jo en problemstilling, som nogen skal følge til dørs. Men gider jeg være den, der løber med den? Altså, jeg er i et dilemma her,” siger kvinden.

Hun snakker videre om at føle at lave noget, der betyder noget, at løse et problem, at flytte noget fra A til B.

Han fortæller anekdoter med pointer fra et arbejdsliv, der har varet længere end hendes.

Deres sprog er fuldt af forkortelser. Forsikringsafdelingsforkortelser. Et fagligt kodesprog. De har armbånd på og har været til en konference af en slags under titlen ’You just so …’ – og så kan jeg ikke læse resten. De har arbejdet i samme firma nogle år, men har aldrig siddet sådan og snakket før.

Nu breaker hun det over for den ældre kollega:

”Vores opgaver snitter faktisk hinanden, du ved det bare ikke. Jeg sidder faktisk også med VSA@&* analytic.” 

Hun venter lidt i spænding. Var det en bombe?

Han tager det pænt:

”Den skal vi nok få vinklet.”

Så snakker de lidt om en kollega – skal de til at bagtale ham?

De træder varsomt. Han laver for meget, han vil det hele, være med ind over alt: ”Ja, han er all over,” slutter hun lidt for højt. 

For nej, det går ikke, han er altid så positiv, måske sidder han også for centralt til at vove at sige noget dårligt om ham.

Så de snakker om hendes arbejdsopgaver.

”Jeg er ikke helt tilfreds endnu,” siger hun.

”Du gør mig da usikker.”

”Hvorfor?”

”For hvis du ikke finder din rette stol, så er du ikke hos os om tre år.”

”Nej, det har du nok ret i,” siger hun.

Det havde hun ikke selv tænkt på, men hun kan godt lide, at den tanke ligger og ulmer, det er stærkt. Hun skal spille kortene rigtigt nu, måske han kan hjælpe hende med at rydde vejen.

”Hvad vil du? Hvor vil du gerne hen?” spørger han.

Med hviskestemme fortæller hun en lang historie. Det er noget om millioner ud af systemet. En historie om engang, de alle (og nok især hende) måtte sætte alt ind og redde firmaet ud af en krise. Det er det, hun elsker, at det hele er lidt intenst. Ikke de der fluffy opgaver, det skal være real.

”Jeg har brug for at mærke, at jeg bruger mine evner optimalt.”

Så er der bid. 

Den ene kollega var for risikabel at snakke om, men ham fra ’Skade’ …

”Er han ikke sådan super anti-people?” spørger hun, denne gang med større sikkerhed i stemmen.

”Jo. Han hilser ikke – det ville være så nemt for ham,” svarer han og forsøger at tilbageholde en lille smiletrækning ved mundvigen.

”Ej, men han opdager dig sikkert slet ikke.”

”Nej. Det er jo også fair nok at have det sådan.”

Der er enighed om hans no people skills. En lidt hemmelig, lidt forbudt enighed, men en basis-brik i tillidserklæringen. En stærk valuta at veksle i.

”Ej, vi skal af nu, det var totalt hyggeligt.”

”Det var rigtig hyggeligt.”

”Hvad hedder din kone?”

Han svarer og tilføjer: “Og hvad hedder din mand?”

Hun svarer.

”Hvorfor er det egentlig, at vi skal vide det?” spørger han.

”Fordi det er hyggeligt at vide noget om hinanden.”

OVERRASKELSER

”Min far blev sgu sur, da han opdagede, jeg tog coke. Og så måtte jeg også fortælle, at jeg tager snus.” 

”Nå, så kom det hele bare?”

”Ja, så hvis jeg snuser, får jeg ikke lommepenge. Det er 3-400 kroner for snus og så 600 kroner i tabte lommepenge. Det er sgu ikke det værd.” 

”Nå, det ved jeg ikke …”

”Men eksamenerne er fede nok, man får gratis slik.”

Samtalen distraherer mit forsøg på at læse en artikel i Ud & Se om Helle Thorning, men den distraherer åbenbart også min følesans, for kun langsomt registrerer jeg en mærkelig kold fornemmelse i den hånd, der har fat i siderne om Danmarks første kvindelige statsminister.

Bag på magasinet har nogen afsat et brugt tyggegummi. Et andet menneskes gennemgnaskede tyggegummi, lige dér på min hånd, får med ét hele kupeen til at bombardere mine sanser.

Den beigefarvede forvaskede polo ved siden af mig udsender en insisterende kvalm røglugt, der flyder gule mælkeklumper i toppen af kaffen overfor, dråber fra et højt, vådt nys sendes frit ud, så langt de kan nå. Det er, som om den kolde fornemmelse af nogens -tyggegummi-spyt har  tatoveret et lille mærke på min hånd. 

Please, drenge, fortsæt endelig jeres barnevoksne samtale i landet, hvor coke, konfiskerede lommepenge og gratis slik vægter lige højt – og pøj-pøj med eksamen, håber, I møder nogle gode voksne på jeres vej, og husk, at der er affaldsspande ved togets yderdøre.

TASTATURKRIGER

Med hurtige bevægelser placerer manden overfor sin ThinkPad på det lille klapbord og gør klar til kamp i indbakken.

Be-diiiing, lyder det disharmonisk fra den sølvgrå laptop. 

Be-diiiing, lyder det få sekunder efter, og så igen, mens to panderynker træder tydeligere frem, han gnider sig i øjnene og kigger koncentreret.

Be-diiiing, lyder det igen, mens blikket forsvinder ud over det disede morgenlandskab. Han vender tilbage til virkeligheden og kigger opgivende ned.

Be-diiiing. 

”Undskyld,” siger han og kigger over på mig. 

”Nu slår jeg lyden fra, har bare problemer med netværket.”

Han ved vist slet ikke, at vi lige nu passerer Lejre, det sted, hvor morgendis og mosebryg fra Sagnlandet og rester fra vikingetiden og jernalderen opsluger alle radiobølger og satellitforbindelser i en pænt stor radius. 

Toget vrister sig ud af Midtsjællands Bermuda-trekant, og indbakken kan endelig forkæles af et lystigt klaprende tastatur.

OSTEMOR

Håret og skægget, måske har det engang været mørkt, men nu er det helt hvidt. Tøjet er ternet og af god uldkvalitet, og til trods for en lang dag og en tur til stationen i fyraftensmørke og blæsevejr holder slipseknuden – den er bundet rigtigt.

Overfor en familie. Far i sweater med lilla vikleslynge udenpå og tophue. Mor ammer, og storebror har smidt trøjen og sidder i bar overkrop under bordet og slår sit pølsebrød mod sædets kant. 

Ved hvert ’donk’ kigger manden i uld og tern op fra sin telefon. Øjnene hviler på familien, og en hovedrysten efterlader ingen tvivl om hans vurdering af opdragelsen. Han kigger ned igen.

DONK.

DONK.

DONK.

Nu rettes blikket direkte mod den bløde far i vikle.

”Asger, den lyd, den er lidt for høj.” 

Men Asger hører ikke mors information som en opfordring til et lavere lydniveau, faktisk tværtimod. Asger hører måske mere mors info som en invitation. 

”MOR ER EN OSTEMOR!” 

”Er jeg en ostemor?” 

Mor og far griner, mandens øjne er himmelvendte. 

Familien står til ingens overraskelse af i Hvalsø (Asger har tidligere råbt ”VI BOR I HVALSØ”). Kupeen er forudsigeligt stille nu, og her lugter ikke længere af pølse og ketchup. Manden i uld og tern er lyst op, han tager sin hat på og sender mig et nik og et høfligt smil.

VÅDE SNEAKS

Sommeren var her lige, men nu er det mandag i blæst og silende regn.

På perronen er det, som om alle spænder kæbemusklerne og trækker skuldrene op under ørerne, som om man på den måde kunne skærme sig selv fra vandet.

En fyr med gennemblødte jeans, der klæber til benene, og våde sneaks, der lever livet på overtid. Lige nu er regnen målrettet på vej ind igennem de gamle skosnuder, men så kommer en kvinde i regnfrakke løbende hen ad perronen, giver ham en lille papirspose og et kys på kinden, inden hun løber tilbage til sin bil. 

”Ej, hvad,” udbryder han ud i luften. 

For hun er allerede væk igen, men der står han med en lille lykke, der må deles med nogen.

”Fik du lige leveret frisk morgenbrød på stationen?” spørger jeg. 

”Ja,” griner han, og da toget ankommer, næsten danser han ombord og forsvinder ind i stillekupeen.

BUSSEMAND

En ellers så fuldstændig velorkestreret fredag morgen, at en novemberdag i regnvejr bliver noget af det smukkeste med glidende planlægning af brusebadsskemaet, børnenes smertefri egenproduktion af madpakker, buskort, der er lige der, hvor de skal være, karklud og opvasker-fyldning i én lang, blød bevægelse, afgang mod stationen på et så præcist minuttal, at hastighedsbegrænsningen på 40 km/t er okay, nøjagtig én parkeringsplads ledig, rettidig afgang fra perron 1, arbejdsklar i togets åbne kontorlandskab med manuskripter og kaffe på termokanden, overfor bliver der opdateret ordrebog, alt er effektivt og godt. 

Men så stopper dette moderne vidunder, tempoet bremses, og en mislyd gnaver sig langsomt, men vedholdende ind. Fyren ved siden af har en busser, der er så genstridig, at der hele vejen fra Hvalsø til Roskilde udspiller sig en så fysisk udmattende kamp for at få gravet den ud i flere dele, at det er umuligt at ignorere sidemandens kropslige udfordringer.

Det viser sig, at den har både skorpe og hale. Det meste af den bliver tørret af i buksebenet nærmest mit lår. Jeg forstår, at han er i en slags krig, men hvad med venstre bukseben?

Weekend, du er velkommen.

DRØMMELAND

Man kender det jo godt.

Den snorken, der rasper helt nede fra tæerne. 

Den søvn, der, uanset hvor mange bratte opvågninger man gennemgår, er så stærk, at man konstant falder tilbage i den. Kroppen er i al sin afslappethed på stadiet mellem fast og flydende form. Manden er smeltet ud over ikke bare sit eget sæde, men også lidt af nabosædet. Han har godt nok været forberedt på situationen, for han har sat sin alarm.

Vistnok den lyd, der hedder ’klokkespil’, men planen kikser, for ikke engang de skarpe diskantlyde formår at hive ham op til overfladen. Og her, mens alarmen bimler, og ingen i den overfyldte kupé rigtig reagerer, mødes helt forskellige niveauer af privathed.

Omkring 20 passagerer, der insisterende holder fast i, at de tilsyneladende slet ikke bliver forstyrret af den disharmoniske komposition af klokkespil og gane-rallen, og den ene mand, der gavmildt deler sine allermest afvæbnede og umiddelbare lyde.

Af frygt for en voldsom fysisk reaktion prikker jeg ham kun blidt på armen. Og får et tåget blik fra et drømmeland langt, langt væk fra Holbæk-linjen, inden øjnene lukkes igen.

DAMERNE FØRST

En fyraftens-afgang triller ud af byen mod vest. 

Over for mig en gammel kending, manden i uld og tern. Manden i uld og tern er typen, der gør sig den ulejlighed at benytte hattehylden til det, hattehylden engang var tænkt til. Manden i uld og tern har sat sin alarm, så den ringer lidt før forventet ankomst på hjembyens station. Således kan han trygt læne sig tilbage og lade sig glide ind i en velfortjent lur. 

Hvis det da ikke liiige var for damen længere nede i kupeen, der snakker højlydt i telefon. En samtale om SFO’ens nyindkøbte og helt geniale skuffesystem, som tilmed kan låses af.

”Og jeg kan da ellers nok love dig for, at børnene også er begejstrede.”

Manden i uld og tern fnyser for sig selv og vender øjne, men det tydelige kropssprog har ingen effekt, for samtalen fortsætter – nu i et mere forarget toneleje – om en flabet kollega.

”Der skal simpelthen snart siges fra!” 

Søvnen indtræffer næsten, men så skal der vises billet. Alle er hurtigt klar, men billetkontrollen får ikke lov at forløbe i tavshed.

”I dag … den i morgen … jeg har billet,” lyder det fra en lille mand med store øjne, der klikker løs på telefonskærmen på sædet bagved.

”Jamen, du har jo ikke nogen billet nu,” indvender togføreren.

”Jo jo, i dag den morgen … jeg har billet.”

”Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”

Hedehusene Station. Toget standser, og togføreren må ud at passe dørene.

Manden i uld og tern prøver en ny stilling, nu kommer der nye passagerer ind i kupeen, men om lidt kan han lukke øjnene igen.

Toget sætter i gang, og inden manden når søvnen, kommer togføreren tilbage.

”Hør her, jeg kan sælge dig en billet, men næste gang får du en kontrolafgift på 750 kroner.”

”Jamen, jeg …” 

”Du bliver nødt til at købe en billet … hvad, kan du ikke huske din pinkode? Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”

Roskilde Station. Mens togføreren er væk, kaster to andre pendlere med praktiske skaljakker og huehår sig ind i kampen. De kender det, ved, hvordan det er at sidde der og mangle sin billet.

”Det er, fordi du ikke er logget ind på din app,” siger den ene, åbner jakken og krænger sweateren af.

”Jamen i dag, den morgen, jeg har billet.” 

Lige nu er der ikke andre sætninger inde i manden med de store øjne.

Fra Roskilde til Hvalsø ydes der maksimal pendlerkort-support. 

”Din mail, hvad er din mail? Kan du ikke huske kodeordet?”

De kæmper sig igennem opdateringer af apps og glemte kodeord.

”NÆSTE STOP: HVALSØ.”

Togføreren vender tilbage. Trioen rejser sig op og får forklaret hele situationen. De nåede det, og togføreren klapper den forvirrede mand på skulderen. Alle er glade og vælter ud i minusgraderne uden bøder og med styr på det hele.

Endelig, nu er det manden i uld og terns chance, men så ringer alarmen – i passende tid til at iføre sig frakke, halstørklæde, handsker og, ikke at forglemme, hatten. 

Han og jeg venter sammen i mellemgangen på, at toget stopper.

Han trykker for døråbning og giver plads.

Damerne først – naturligvis.

I 15 år har Pernille Maj Oldin pendlet fra den samme lille stationsby på Midtsjælland til sit job som tv-klipper og speaker i København. På hendes Instagram-profil @pendlerven kan du læse flere af hendes observationer fra kupeens mikrokosmos.

/