MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder. 

Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas. 

En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter. 

”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses. 

Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge. 

”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.

I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.

”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.

”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.

I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.

Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram. 

HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.

Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.

”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold. 

”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.

”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.

”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt. 

”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”

Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet. 

Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde. 

Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.

I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.

”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.

”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão. 

”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10. 

”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året. 

Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.

”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”

I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.

”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.” 

Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.

VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejerns­altaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab. 

Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon. 

”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende. 

Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling. 

”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.

”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria. 

I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.

”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han. 

”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder. 

Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.

DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser. 

”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent. 

”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han. 

Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed. 

”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år. 

Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af. 

Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001. 

”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.” 

Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande. 

I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen. 

”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.

”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”

João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.

TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår. 

”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen. 

”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner. 

Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.

”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin. 

”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer. 

En af Lissabons metadonbusser.

André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv. 

”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.

For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma. 

”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.” 

Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen. 

Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.

NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater. 

”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.

Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.

Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.

”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han. 

Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm. 

”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor. 

”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud. 

”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger. 

”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop. 

”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte. 

Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.

DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser. 

”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager. 

Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer. 

”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.

David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen. 

”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube. 

Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige. 

”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år. 

Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.

En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20. 

”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna. 

”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør. 

Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste. 

”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han. 

”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”

Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris. 

”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han. 

”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”

Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.

PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt. 

André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon. 

Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik. 

”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.

”Din mor er en engel,” siger André Mesquete. 

”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme. 

Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.

Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”

Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.

20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.

”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.

De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande. 

Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen. 

”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.

”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”

”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.

Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.

Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.

DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent. 

Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed. 

Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.

Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.

”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.

”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.

I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme. 

I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol. 

”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut. 

”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’” 

Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge. 

I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.

Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’. 

”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.

Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.

Selfietid for Per og Charlotte Bach.

UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.

Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.

Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.

Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.

Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.

”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.

Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.

VODKABÆLTET

Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.

”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.

Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.

Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.

”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.

”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”

”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.

På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.

”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.

At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.

”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”

I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
   ”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.

Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.

”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”

Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.

EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig. 

Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.

”Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur. 

”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive ­se­ne­re.”

Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned? 

Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa). 

Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet. 

”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken: 

”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”

En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden.   Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.

”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.

”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.

Har I prøvet at gå til en fest uden at ­drik­ke?

”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.

”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.

Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke. 

Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”

WHISKYBÆLTET

Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også ho­vedstaden og Bornholm højt.

De rige og højt­uddan­nede er mere drikfældige end den brede middel­klasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.

”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings­center og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.

I området nord for København drik­­kes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver og­så drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.

Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole. 

Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.

”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.

”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”

Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.

”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.” 

Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke? 

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”

Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to. 

Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd. 

”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”

SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?

Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.

”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.

Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.

”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”

Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”. 

”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitets­afsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:

”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”

Per og Charlotte Bach på dansegulvet.

TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.

Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter. 

”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.

”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.

Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.

”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.

På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.

”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.

”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.

”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.” 

Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.

”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.

Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”

”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.

Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis. 

Per Bach ved 23-tiden.

DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbane­cafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning. 

Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.

Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de. 

Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-­søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma? 

Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.

”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.

”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.

”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.

”Et eller to brød?”

”Har du agurkesalat?”

Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.

”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt. 

Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:

”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

GULE PLADER, så langt asfalten rækker. Den ene hvide varevogn efter den anden driver ned ad Energivej, svinger op ad Teknikvej, videre til Fabriksvej og ind og ud mellem de mørkegrå lagerbygninger adskilt af store, halvtomme parkeringspladser. Kun firmalogoer og flag gør, at man kan skelne varevognene fra hinanden i det store industrikvarter syd for Odense, hvor byen bliver til Volderslev og siden til Nørre Lyndelse.

Foran indgangspartiet på Energivej nummer 25 troner 15 hvide blokbogstaver frem som et Hollywood-skilt i miniatureudgave. Tilsammen danner de ordene Universal Robots. Her ligger bag glasdøre en af Danmarks mest succesfulde robotvirksomheder, der producerer industrielle robot­arme, som kan samarbejde med mennesker. Universal Robots er verdens førende selskab på sit område og den største af de mere end 120 fynske virksomheder, der beskæftiger sig med robotter i næsten alle afskygninger. 

Rundt om hjørnet ligger en virksomhed, der arbejder med industriautomatisering. På den anden side af den fynske motorvej, der summer svagt i baggrunden, har en virksomhed udviklet en robot, der kan lære børn helt ned til tre år at programmere. Og et par kilometer østpå er Facebook i gang med at opføre et 56.500 kvadratmeter stort datacenter, det første af sin slags i Danmark, i Odenses helt egen ’Robotic Valley’, som begejstrede kommunale embedsmænd ynder at kalde området, der udefra set ligner endnu et dødssygt industrikvarter i udkanten af en større dansk provinsby. 

Men bag de anonyme betonmure udvikler danske virksomheder noget af verdens mest avancerede robotteknologi. Og i Odense har man for længst opdaget, at H.C. Andersen har fået konkurrence af et nyt, højteknologisk erhvervseventyr. 

I LØBET AF de seneste fem år er den danske roboteksport mere end femdoblet. Sidste år eksporterede danske virksomheder industrirobotter for mere end en milliard kroner, og allerede i 2020 regner man med endnu en femdobling. Den vækst er i høj grad drevet frem af den odenseanske robotsucces, og Odense Kommune synes at befinde sig i en regulær robotekstase: 

Sidste år blev der afsat 11 millioner kroner til at undervise odenseanske skolebørn i robotteknologi allerede fra 1. klasse, og i december blev finalerne i en af verdens største e-sportsturneringer afholdt i Odense Congress Center for at promovere Odense som robotby. 

I den kommunale forvaltning har man desuden, som en af de første danske kommuner, implementeret robotteknologi i form af sagsbehandlerrobotten Tyra, der indtil videre har sparet kommunens kontanthjælpsafdeling for 700 timers papirarbejde. Og da Facebook i september 2017 offentliggjorde Odense som hjemsted for IT-gigantens nye skandinaviske datacenter, blev det fejret med opadvendte ’like’-tommelfingre og brunsviger på rådhuset. 

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet
for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer,
kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1
og lave omelet præcis som ham.”

Per Kloster Poulsen, salgsdirektør, Universal Robots

”Det er lidt ligesom juleaften,” sagde byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn efter pressemødet. For selv om Facebooks datacenter ikke som sådan har noget at gøre med Odenses robotindustri, er det ubetalelig PR for byen, der uden (og inden) for landets grænser fortsat mest er kendt for at være H.C. Andersens fødeby. Det vurderes, at Odense i dag er blandt verdens 10 førende erhvervsområder inden for robotteknologi, og de fynske ambitioner stopper ikke her.

”Robotklyngen i Odense skal være verdens førende inden for det, vi kalder den næste industrielle revolution, hvor robotterne arbejder side om side med menneskelige kolleger,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, en paraplyorganisation etableret i samarbejde mellem Odense Kommune og de lokale robotvirksomheder. 

Universal Robots’ robotarme sælges i mere end 50 lande. De enkelte dele produceres af underleverandører, men alle robotter bliver samlet i Odense.

BAG GLASDØRENE på Energivej tager Per Kloster Poulsen, salgsdirektør for Universal Robots i Nordeuropa, imod i receptionen. Han er klædt i lyseblå skjorte uden slips og et permanent væg til væg-smil. Når han taler, foregår det på drævende jysk og i et tonefald, man kun finder hos folk, som lever af at sælge.

”Vores ambition var at lave ’The Volkswagen of Robotics’, en robot, som alle kan betjene,” siger han, mens han viser ind i det tilstødende lokale, hvor syv robotarme i plastic og aluminium står på syv sorte borde. Foran dem er placeret små transportbånd, og på væggen hænger en stor fladskærm. Her på UR Academy underviser instruktører fra Universal Robots medarbejdere fra virksomhedens kunder og partnere i at betjene robotarmene, der findes i tre forskellige størrelser efter løfteevne: tre, fem og 10 kilo. Den billigste koster 150.000 kroner, og den dyreste ligger på 250.000.

Per Kloster Poulsen giver en demonstration og rækker ud efter en tablet på bordet foran sig. Robotarmene betjenes ved hjælp af en touchskærm, og med ganske få tryk får han programmeret robotten til at bevæge sig fra den ene ende af transportbåndet, gribe et objekt, løfte det op og sætte det af i den anden ende.

Ifølge Per Kloster Poulsen kan alle, der er ”nogenlunde almindeligt begavede”, som han siger, lære at udføre samme kommando på 2-3 minutter. Universal Robots hævder at kunne gøre eksempelvis  en lastbilchauffør til robotoperatør med bare 87 minutters onlineundervisning. 

”Man taler meget om, hvad der skal ske, når robotterne kommer. Vi siger: ’Ro på.’ Vi kan opkvalificere rigtig mange mennesker på rigtig kort tid,” siger Per Kloster Poulsen.

’Robotsælgeren’ Per Kloster Poulsen, Universal Robots.

RUNDT OM HJØRNET fra instruktionslokalet ligger Universal Robots’ produktionshal, hvor robotarmene bliver samlet. For at komme ind i hallen skal man underskrive en såkaldt non-disclosure agreement, en bindende kontrakt, hvor man lover ikke at videregive oplysninger om potentielle forretningshemmeligheder. Tidligere var Universal Robots’ produktion åben for presse, partnere og andre gæster, men på grund af en episode med industrispionage har virksomheden højnet sikkerheden. 

Inde i fabrikshallen løber store ventila­tionsrør i aluminium langs loftet og fylder lokalet med en konstant summen, der blander sig med den metalliske lyd fra de parallelle rækker af arbejdsstationer, hvor sortklædte medarbejdere sidder og samler de enkelte dele til robotarmene. 

Hvert led i produktionen har sin egen funktion, næsten som et menneskeligt samlebånd. Ved bordene står færdigbyggede robotter, som medarbejderne anvender i deres arbejde. Robotarmene er dermed med til at bygge sig selv.

For enden af arbejdsstationerne kører to dusin robotarme rundt i cirkler i en slags synkroniseret dans. Armene kan bevæge sig 360 grader og ramme 60.000 forskellige punkter. Når en robotarm er færdig, testes alle led i 12 timer, inden den pakkes og sendes til kunden. 

AUTOMATISK TANKEGANG

Odense Robotics er en paraplyorganisation for mere end 120 fynske robotvirksomheder, der hører under Udvikling Fyn, et offentligt partnerskab ejet af Odense og fem andre fynske kommuner. Virksomhederne beskæftiger sig med mange former for robotteknologi, men de to største områder er automatisering af fødevareproduktion og såkaldte kollaborative robotter, der kan samarbejde med mennesker. Organisationen arbejder sammen med både lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, blandt andet Syddansk Universitet. Målet er at gøre Odense og Fyn til verdens førende område inden for robotteknologi. I den såkaldte startup hub støtter Odense Robotics nye robotprojekter med potentiale til at blive det næste Universal Robots – flagskibet, der i 2015 blev solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske virksomhed Teradyne.

Robotarmene fra Universal Robots anvendes til en lang række formål, men et af de største områder er metalbearbejdning. For nylig har en af de største banker i Rusland bestilt et stort parti, der skal bruges til at sortere og stable kontanter fra hæveautomater. I det sydlige Irland anvender en brætspilsproducent robotarmene til at pakke brætspil, og i England er virksomheden Moley Robotics i gang med at udvikle robotkøkkener med hjælp fra Universal Robots.

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer, kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1 og lave omelet præcis som ham. Du vil kunne bestille en ægte Jamie Oliver-omelet hjemme i dit eget køkken,” forklarer Per Kloster Poulsen. Han har svært ved at skjule sin begejstring.

I 2017 forlod cirka 10.000 robotarme fabrikken i Odense. I år regner Universal Robots med at runde 25.000 solgte enheder på verdensplan, og den milepæl skal markeres, afslører Per Kloster Poulsen, mens smilet bliver endnu bredere.

”Når det sker, laver vi 10 guldbelagte robotter og sender ud til de heldige kunder,” siger han.

EN MOTORVEJSAFKØRSEL fra Energivej ligger Danish Aerospace Company i en rød murstensbygning mellem den lokale filial af Dansk Dæk Service og en virksomhed, der udlejer materiel til byggeri. Foran bygningen står tre flagstænger med halvflossede flag, der engang har været hvide, men som nu nærmere er askegrå. Danish Aerospace Company udvikler motionsudstyr og medicinske instrumenter, der anvendes under rummissioner, og på gavlen hænger virksomhedens logo ved siden af to andre virksomheders, som de deler bygningen med. I vinduespartiet står et banner med teksten ”Space development for the benefit of mankind”, alle gardiner er trukket for, og flere af vinduerne er beklædt med metalgitre. En midaldrende kvinde i hvidt står på parkeringspladsen og ryger en cigaret. Ellers er der ingen tegn på liv.

Når man træder ind ad døren, mødes man af et skriggrønt sofaparti og et stort billede af den danske astronaut Andreas Mogensen, der svæver smilende rundt på Den Internationale Rumstation med et dannebrogsflag i baggrunden. På sofabordet står en halv meter høj model af den amerikanske Discovery-rumfærge, som Danish Aerospace Company har leveret udstyr til. Med sine 39 opsendelser er den det fartøj, der har været på flest rumrejser nogensinde.

”Tilbringer en astronaut 14 dage i vægtløs tilstand uden at dyrke motion, halveres hans muskelmasse. Det svarer til at ligge stille i en længere periode med for eksempel et brækket ben,” forklarer Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company. Derfor har virksomheden blandt andet udviklet en kondicykel, som både NASA, det europæiske rumagentur ESA og russerne benytter sig af. Danish Aerospace Company er desuden løbende med til at lave fysiologiske tests af astronauter på Den Internationale Rumstation. Senere på ugen skal de udføre et luftvejseksperiment i samarbejde med en gruppe forskere, fortæller Thomas Andersen.

”Én astronauttime koster omkring 750.000 kroner, og forsøgene tager typisk 20 timer. Så det er nogle halvdyre forsøg, vi laver,” siger han og griner.

Kondi-rum. Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace  Company.

SVENSKNØGLER, CD-ROMMER, ledninger og printplader flyder på bordene i laboratoriet hos Danish Aerospace Company. På væggene hænger indrammede udmærkelser fra ESA og NASA, og i midten af lokalet står en udgave af virksomhedens motionscykel, en romaskine og en række måleinstrumenter. Noget af udstyret har været en tur i rummet og er kommet tilbage. Her roder lidt, forklarer Johnny Lund Billing – en midaldrende mand i rød og sort T-shirt, der arbejder med produkt- og kvalitetskontrol – fordi virksomhedens 21 ansatte arbejder på højtryk på at udvikle næste generation af motionsudstyr til rumstationen. Danish Aerospace Company designer, producerer, tester og vedligeholder selv deres produkter i værkstedet ved siden af under ekstremt kliniske forhold, da selv de mindste forstyrrelser kan skabe problemer i rummet.

Mødelokalerne i bygningen er opkaldt efter rumfærger – Endeavour, Discovery og Atlantis.

”Lidt nørdede har vi vel lov at være,” siger Johnny Lund Billing og viser ind i et kontrolrum med seks skriveborde og stole. På væggen svæver en grønklædt, kabelrodende astronaut og man kan høre skrattende kommunikation over højttalerne. Billedet på skærmen er et direkte live-feed fra Den Internationale Rumstation. Fra kontrolrummet i Odense kommunikerer Danish Aerospace Company direkte med både rumstationen, Houston og ESA’s kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, når de udfører forsøg med astronauterne. 

”Det er jo begrænset, hvor mange kondicykler vi kan sælge til NASA og ESA, så vi forsøger at udvide med nye forretningsområder,” fortæller Thomas Andersen og fortsætter: ”Nogle gange bliver jeg ringet op af firmaer, der vil reklamere for os, og jeg svarer som regel: ’Okay, hvor mange kontakter har du i NASA?’ Det er jo ikke hr. og fru Jensen, vi sælger udstyr til. Men lige nu er der en masse amerikanere, blandt andet Elon Musk og SpaceX, der gerne vil sende turister ud i rummet inden for en overskuelig årrække. Det åbner nye muligheder for os.”

Fra kontrolrummet på Hvidkærvej har Danish Aerospace Company direkte kontakt til Den Internationale Rumstation.

ROBOTVIRKSOMHEDERNE i Odense beskæftiger cirka 3.200 mennesker. Om to år forventes det tal at være steget til 4.500. I Universal Robots var der for eksempel 190 ansatte 1. januar. Blot et halvt år senere er tallet oppe på 520, og virksomheden forventer at ansætte yderligere 270 medarbejdere, inden året er omme.

Væksten i den odenseanske Robotic Valley er så eksplosiv, at det er blevet en udfordring for virksomhederne at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Odense Robotics arbejder tæt sammen med Syddansk Universitet og en række andre fynske uddannelsesinstitutioner, som tilbyder mere end 40 uddannelser, der udvikler potentielle kandidater for robotvirksomhederne. Adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft var også en af de afgørende grunde til, at Facebook valgte Odense som destination for deres nye datacenter, men lige nu kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen, og det er et problem, erkender forretningschef i Odense Robotics Mikkel Christoffersen.

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

FYNMEKANIK

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

”Mangel på talent er klart den største barriere for, at robotvirksomhederne kan fortsætte med at vokse i det tempo, som de har gjort hidtil,” siger han. ”Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner om at øge optaget af studerende, og vi har et mål om at opkvalificere 200 teknikere fra andre brancher i løbet af de næste tre år. Derudover arbejder vi også hårdt med at markedsføre robotklyngen både herhjemme og internationalt. Det var også et af formålene med at afholde den store e-sportsturnering sidste år. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Odense er et af de mest spændende steder at være lige nu, hvis man beskæftiger sig med robotteknologi.”

Problemet med at skaffe arbejdskraft kender man også hos Danish Aerospace Company, selv om det ifølge Thomas Andersen hjælper lidt, at han kan skrive ’rumfart’ i overskriften til sine jobopslag. For 3-4 år siden havde virksomheden typisk 30-50 ansøgere til en stilling, i dag får virksomheden højst 6-7 ansøgninger, når han søger nye ingeniører. Modsat mange af de øvrige robotvirksomheder har han dog ikke ubesatte stillinger i øjeblikket, men fortsætter væksten, får han brug for at ansætte nye medarbejdere igen inden længe.

”Hvis man vil tjene mange penge, skal man blive ingeniør i robotindustrien. Jeg tror næsten, at man kan vælge og vrage mellem attraktive job,” siger han.

En batteridrevet motor på Tendos robothandske understøtter håndens naturlige bevægelser.

ODENSE ROBOTICS’ kontorer ligger i Forskerparken, ikke langt fra Syddansk Universitet. I de gule murstensbygninger sidder organisationens medarbejdere, og det er også her, at deres startup hub for nye robotvirksomheder er placeret. Der er plads til fem virksomheder ad gangen. Lige nu er her kun fire, men i morgen skal der vælges en kandidat til den sidste plads. Fire virksomheder skal pitche deres idé for Odense Robotics’ bestyrelse, og vinderen får økonomisk støtte, forretningsmæssig og teknisk bistand samt mulighed for at trække på Odense Robotics’ netværk inden for robot­industrien.

I et lokale, der minder lidt om en gymnastiksal, sidder medarbejderne i de små startup-virksomheder op og ned ad hinanden og arbejder koncentreret ved hæve-sænke-borde. Ingen af virksomhederne har mere end en lille håndfuld ansatte. I det ene hjørne roder tre mænd med en drone, og i midten sidder svenske Sofie Woge fra virksomheden Tendo og kigger på sin computerskærm. På hendes skrivebord står en træhånd med en hvid handske af stof og plastic med et batterimodul om håndleddet, og ved siden af ligger illustrationer af diverse prototyper i en bunke. Tendo arbejder på at udvikle en handske til gigtpatienter og andre, der delvist har mistet gribefunktionen, for eksempel efter en blodprop i hjernen eller på grund af rygmarvsskader. 

”Vores handske er udstyret med en lille motor og sensorer, der hjælper personer med nedsat gribefunktion med igen at kunne løfte en kop kaffe eller spise uden hjælp,” forklarer hun, mens hun tager handsken på for at demonstrere, hvordan den virker. 

Sofie Woge stiftede Tendo i Lund i 2016, men rykkede til Odense, da virksomheden vandt en plads hos Odense Robotics sidste år. Sofie Woge fortæller, at handsken i løbet af foråret er blevet testet på en række gigtpatienter med positive resultater, og hun håber at kunne sende en pilotudgave af handsken på markedet inden for et år. Men først skal Tendo have udviklet en færdig tekstilhandske, som brugerne vil være i stand til at iføre sig uden hjælp, selv om de har svage hænder. 

”På længere sigt vil vi gerne bruge teknologien til at udvikle robothjælpemidler til andre kropsdele, enten som en udvidelse af handsken eller som et separat værktøj,” siger Sofie Woge. 

Virksomhedens kontrakt med Odense Robotics løber til slutningen af august, og når den udløber, regner Tendo med at blive i Odense, men kigger også på lokaler i andre byer. 

”Odense Robotics har været en ekstremt stor hjælp. Der er ikke ret mange steder, hvor man finder den samme ekspertise inden for robotteknologi, som ikke kun er fokuseret på forskning, men også på, hvordan man rent faktisk bringer et produkt på markedet,” siger Sofie Woge, mens en gruppe asiatiske forretningsmænd i grå jakkesæt kommer ud af det tilstødende mødelokale.

Hånd i handske. Sofie Woge, stifter af Tendo.

TILBAGE PÅ ENERGIVEJ fortsætter den linde strøm af gule nummerplader med at glide forbi skiltet på parkeringspladsen foran Universal Robots’ hovedkvarter. 

En enkelt privatbil drejer ind på den modsatte side af gaden til en virksomhed, hvor man kan brygge sin egen øl. Et stykke længere nede ad vejen gør karavanen af hvide varevogne holdt ved et byggemarked, der lokker kunder med gratis kaffe og croissanter. 

Hvis man forventer guldgraverstemning og robotter på gaden i den odenseanske Robotic Valley, bliver man slemt skuffet. 

De grå betonmure ligger dovent hen i solen. Men indenfor er endnu en sending industrielle robotarme i gang med at blive pakket i brune papkasser og stablet på rad og række, klar til at blive afhentet i store lastvogne og fragtet rundt til kunder i hele verden.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.