Indlæg

Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Men hvorfor drikker vi så meget, så tit og så hårdt i Danmark? Ud & Se har kigget dybt i flasken i forsøget på at forstå den danske drukkultur.
Tekst:Tobias MatthiesenFoto:Thomas Nielsen

20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.

”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.

De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande. 

Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen. 

”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.

”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”

”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.

Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.

Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.

DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent. 

Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed. 

Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.

Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.

”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.

”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.

I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme. 

I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol. 

”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut. 

”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’” 

Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge. 

I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.

Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’. 

”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.

Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.

Selfietid for Per og Charlotte Bach.

UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.

Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.

Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.

Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.

Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.

”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.

Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.

 

VODKABÆLTET

Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.

”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.

Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.

Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.

”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.

”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”

”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.

På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.

”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.

At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.

”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”

I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
   ”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.

Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.

”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”

Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.

EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig. 

Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.

Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur. 

”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive ­se­ne­re.”

Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned? 

Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa). 

Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet. 

”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken: 

”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”

En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden.   Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.

”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.

”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.

Har I prøvet at gå til en fest uden at ­drik­ke?

”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.

”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.

Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke. 

Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”

 

WHISKYBÆLTET

Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også ho­vedstaden og Bornholm højt.

De rige og højt­uddan­nede er mere drikfældige end den brede middel­klasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.

”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings­center og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.

I området nord for København drik­­kes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver og­så drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.

Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole. 

Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.

”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.

”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”

Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.

”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.” 

Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke? 

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”

Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to. 

Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd. 

”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”

SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?

Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.

”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.

Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.

”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”

Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”. 

”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitets­afsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:

”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”

Per og Charlotte Bach på dansegulvet.

TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.

Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter. 

”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.

”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.

Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.

”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.

På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.

”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.

”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.

”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.” 

Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.

”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.

Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”

”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.

Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis. 

Per Bach ved 23-tiden.

DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbane­cafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning. 

Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.

Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de. 

Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-­søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma? 

Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.

”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.

”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.

”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.

”Et eller to brød?”

”Har du agurkesalat?”

Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.

”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt. 

Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:

”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

Odense Robotics er det fynske svar på Silicon Valley og et af verdens førende områder inden for robotteknologi. For nylig er Facebook kommet til byen, hvor man næsten ikke kan få automat-armene ned. Ud & Se tog til et industrikvarter i det sydlige Odense, hvor vejnavnene ikke er opkaldt efter digtere.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Enok Holsegaard

GULE PLADER, så langt asfalten rækker. Den ene hvide varevogn efter den anden driver ned ad Energivej, svinger op ad Teknikvej, videre til Fabriksvej og ind og ud mellem de mørkegrå lagerbygninger adskilt af store, halvtomme parkeringspladser. Kun firmalogoer og flag gør, at man kan skelne varevognene fra hinanden i det store industrikvarter syd for Odense, hvor byen bliver til Volderslev og siden til Nørre Lyndelse.

Foran indgangspartiet på Energivej nummer 25 troner 15 hvide blokbogstaver frem som et Hollywood-skilt i miniatureudgave. Tilsammen danner de ordene Universal Robots. Her ligger bag glasdøre en af Danmarks mest succesfulde robotvirksomheder, der producerer industrielle robot­arme, som kan samarbejde med mennesker. Universal Robots er verdens førende selskab på sit område og den største af de mere end 120 fynske virksomheder, der beskæftiger sig med robotter i næsten alle afskygninger. 

Rundt om hjørnet ligger en virksomhed, der arbejder med industriautomatisering. På den anden side af den fynske motorvej, der summer svagt i baggrunden, har en virksomhed udviklet en robot, der kan lære børn helt ned til tre år at programmere. Og et par kilometer østpå er Facebook i gang med at opføre et 56.500 kvadratmeter stort datacenter, det første af sin slags i Danmark, i Odenses helt egen ’Robotic Valley’, som begejstrede kommunale embedsmænd ynder at kalde området, der udefra set ligner endnu et dødssygt industrikvarter i udkanten af en større dansk provinsby. 

Men bag de anonyme betonmure udvikler danske virksomheder noget af verdens mest avancerede robotteknologi. Og i Odense har man for længst opdaget, at H.C. Andersen har fået konkurrence af et nyt, højteknologisk erhvervseventyr. 

I LØBET AF de seneste fem år er den danske roboteksport mere end femdoblet. Sidste år eksporterede danske virksomheder industrirobotter for mere end en milliard kroner, og allerede i 2020 regner man med endnu en femdobling. Den vækst er i høj grad drevet frem af den odenseanske robotsucces, og Odense Kommune synes at befinde sig i en regulær robotekstase: 

Sidste år blev der afsat 11 millioner kroner til at undervise odenseanske skolebørn i robotteknologi allerede fra 1. klasse, og i december blev finalerne i en af verdens største e-sportsturneringer afholdt i Odense Congress Center for at promovere Odense som robotby. 

I den kommunale forvaltning har man desuden, som en af de første danske kommuner, implementeret robotteknologi i form af sagsbehandlerrobotten Tyra, der indtil videre har sparet kommunens kontanthjælpsafdeling for 700 timers papirarbejde. Og da Facebook i september 2017 offentliggjorde Odense som hjemsted for IT-gigantens nye skandinaviske datacenter, blev det fejret med opadvendte ’like’-tommelfingre og brunsviger på rådhuset. 

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet
for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer,
kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1
og lave omelet præcis som ham.”

Per Kloster Poulsen, salgsdirektør, Universal Robots

”Det er lidt ligesom juleaften,” sagde byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn efter pressemødet. For selv om Facebooks datacenter ikke som sådan har noget at gøre med Odenses robotindustri, er det ubetalelig PR for byen, der uden (og inden) for landets grænser fortsat mest er kendt for at være H.C. Andersens fødeby. Det vurderes, at Odense i dag er blandt verdens 10 førende erhvervsområder inden for robotteknologi, og de fynske ambitioner stopper ikke her.

”Robotklyngen i Odense skal være verdens førende inden for det, vi kalder den næste industrielle revolution, hvor robotterne arbejder side om side med menneskelige kolleger,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, en paraplyorganisation etableret i samarbejde mellem Odense Kommune og de lokale robotvirksomheder. 

Universal Robots’ robotarme sælges i mere end 50 lande. De enkelte dele produceres af underleverandører, men alle robotter bliver samlet i Odense.

BAG GLASDØRENE på Energivej tager Per Kloster Poulsen, salgsdirektør for Universal Robots i Nordeuropa, imod i receptionen. Han er klædt i lyseblå skjorte uden slips og et permanent væg til væg-smil. Når han taler, foregår det på drævende jysk og i et tonefald, man kun finder hos folk, som lever af at sælge.

”Vores ambition var at lave ’The Volkswagen of Robotics’, en robot, som alle kan betjene,” siger han, mens han viser ind i det tilstødende lokale, hvor syv robotarme i plastic og aluminium står på syv sorte borde. Foran dem er placeret små transportbånd, og på væggen hænger en stor fladskærm. Her på UR Academy underviser instruktører fra Universal Robots medarbejdere fra virksomhedens kunder og partnere i at betjene robotarmene, der findes i tre forskellige størrelser efter løfteevne: tre, fem og 10 kilo. Den billigste koster 150.000 kroner, og den dyreste ligger på 250.000.

Per Kloster Poulsen giver en demonstration og rækker ud efter en tablet på bordet foran sig. Robotarmene betjenes ved hjælp af en touchskærm, og med ganske få tryk får han programmeret robotten til at bevæge sig fra den ene ende af transportbåndet, gribe et objekt, løfte det op og sætte det af i den anden ende.

Ifølge Per Kloster Poulsen kan alle, der er ”nogenlunde almindeligt begavede”, som han siger, lære at udføre samme kommando på 2-3 minutter. Universal Robots hævder at kunne gøre eksempelvis  en lastbilchauffør til robotoperatør med bare 87 minutters onlineundervisning. 

”Man taler meget om, hvad der skal ske, når robotterne kommer. Vi siger: ’Ro på.’ Vi kan opkvalificere rigtig mange mennesker på rigtig kort tid,” siger Per Kloster Poulsen.

’Robotsælgeren’ Per Kloster Poulsen, Universal Robots.

RUNDT OM HJØRNET fra instruktionslokalet ligger Universal Robots’ produktionshal, hvor robotarmene bliver samlet. For at komme ind i hallen skal man underskrive en såkaldt non-disclosure agreement, en bindende kontrakt, hvor man lover ikke at videregive oplysninger om potentielle forretningshemmeligheder. Tidligere var Universal Robots’ produktion åben for presse, partnere og andre gæster, men på grund af en episode med industrispionage har virksomheden højnet sikkerheden. 

Inde i fabrikshallen løber store ventila­tionsrør i aluminium langs loftet og fylder lokalet med en konstant summen, der blander sig med den metalliske lyd fra de parallelle rækker af arbejdsstationer, hvor sortklædte medarbejdere sidder og samler de enkelte dele til robotarmene. 

Hvert led i produktionen har sin egen funktion, næsten som et menneskeligt samlebånd. Ved bordene står færdigbyggede robotter, som medarbejderne anvender i deres arbejde. Robotarmene er dermed med til at bygge sig selv.

For enden af arbejdsstationerne kører to dusin robotarme rundt i cirkler i en slags synkroniseret dans. Armene kan bevæge sig 360 grader og ramme 60.000 forskellige punkter. Når en robotarm er færdig, testes alle led i 12 timer, inden den pakkes og sendes til kunden. 

 

AUTOMATISK TANKEGANG

Odense Robotics er en paraplyorganisation for mere end 120 fynske robotvirksomheder, der hører under Udvikling Fyn, et offentligt partnerskab ejet af Odense og fem andre fynske kommuner. Virksomhederne beskæftiger sig med mange former for robotteknologi, men de to største områder er automatisering af fødevareproduktion og såkaldte kollaborative robotter, der kan samarbejde med mennesker. Organisationen arbejder sammen med både lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, blandt andet Syddansk Universitet. Målet er at gøre Odense og Fyn til verdens førende område inden for robotteknologi. I den såkaldte startup hub støtter Odense Robotics nye robotprojekter med potentiale til at blive det næste Universal Robots – flagskibet, der i 2015 blev solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske virksomhed Teradyne.

Robotarmene fra Universal Robots anvendes til en lang række formål, men et af de største områder er metalbearbejdning. For nylig har en af de største banker i Rusland bestilt et stort parti, der skal bruges til at sortere og stable kontanter fra hæveautomater. I det sydlige Irland anvender en brætspilsproducent robotarmene til at pakke brætspil, og i England er virksomheden Moley Robotics i gang med at udvikle robotkøkkener med hjælp fra Universal Robots.

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer, kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1 og lave omelet præcis som ham. Du vil kunne bestille en ægte Jamie Oliver-omelet hjemme i dit eget køkken,” forklarer Per Kloster Poulsen. Han har svært ved at skjule sin begejstring.

I 2017 forlod cirka 10.000 robotarme fabrikken i Odense. I år regner Universal Robots med at runde 25.000 solgte enheder på verdensplan, og den milepæl skal markeres, afslører Per Kloster Poulsen, mens smilet bliver endnu bredere.

”Når det sker, laver vi 10 guldbelagte robotter og sender ud til de heldige kunder,” siger han.

EN MOTORVEJSAFKØRSEL fra Energivej ligger Danish Aerospace Company i en rød murstensbygning mellem den lokale filial af Dansk Dæk Service og en virksomhed, der udlejer materiel til byggeri. Foran bygningen står tre flagstænger med halvflossede flag, der engang har været hvide, men som nu nærmere er askegrå. Danish Aerospace Company udvikler motionsudstyr og medicinske instrumenter, der anvendes under rummissioner, og på gavlen hænger virksomhedens logo ved siden af to andre virksomheders, som de deler bygningen med. I vinduespartiet står et banner med teksten ”Space development for the benefit of mankind”, alle gardiner er trukket for, og flere af vinduerne er beklædt med metalgitre. En midaldrende kvinde i hvidt står på parkeringspladsen og ryger en cigaret. Ellers er der ingen tegn på liv.

Når man træder ind ad døren, mødes man af et skriggrønt sofaparti og et stort billede af den danske astronaut Andreas Mogensen, der svæver smilende rundt på Den Internationale Rumstation med et dannebrogsflag i baggrunden. På sofabordet står en halv meter høj model af den amerikanske Discovery-rumfærge, som Danish Aerospace Company har leveret udstyr til. Med sine 39 opsendelser er den det fartøj, der har været på flest rumrejser nogensinde.

”Tilbringer en astronaut 14 dage i vægtløs tilstand uden at dyrke motion, halveres hans muskelmasse. Det svarer til at ligge stille i en længere periode med for eksempel et brækket ben,” forklarer Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company. Derfor har virksomheden blandt andet udviklet en kondicykel, som både NASA, det europæiske rumagentur ESA og russerne benytter sig af. Danish Aerospace Company er desuden løbende med til at lave fysiologiske tests af astronauter på Den Internationale Rumstation. Senere på ugen skal de udføre et luftvejseksperiment i samarbejde med en gruppe forskere, fortæller Thomas Andersen.

”Én astronauttime koster omkring 750.000 kroner, og forsøgene tager typisk 20 timer. Så det er nogle halvdyre forsøg, vi laver,” siger han og griner.

Kondi-rum. Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace  Company.

SVENSKNØGLER, CD-ROMMER, ledninger og printplader flyder på bordene i laboratoriet hos Danish Aerospace Company. På væggene hænger indrammede udmærkelser fra ESA og NASA, og i midten af lokalet står en udgave af virksomhedens motionscykel, en romaskine og en række måleinstrumenter. Noget af udstyret har været en tur i rummet og er kommet tilbage. Her roder lidt, forklarer Johnny Lund Billing – en midaldrende mand i rød og sort T-shirt, der arbejder med produkt- og kvalitetskontrol – fordi virksomhedens 21 ansatte arbejder på højtryk på at udvikle næste generation af motionsudstyr til rumstationen. Danish Aerospace Company designer, producerer, tester og vedligeholder selv deres produkter i værkstedet ved siden af under ekstremt kliniske forhold, da selv de mindste forstyrrelser kan skabe problemer i rummet.

Mødelokalerne i bygningen er opkaldt efter rumfærger – Endeavour, Discovery og Atlantis.

”Lidt nørdede har vi vel lov at være,” siger Johnny Lund Billing og viser ind i et kontrolrum med seks skriveborde og stole. På væggen svæver en grønklædt, kabelrodende astronaut og man kan høre skrattende kommunikation over højttalerne. Billedet på skærmen er et direkte live-feed fra Den Internationale Rumstation. Fra kontrolrummet i Odense kommunikerer Danish Aerospace Company direkte med både rumstationen, Houston og ESA’s kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, når de udfører forsøg med astronauterne. 

”Det er jo begrænset, hvor mange kondicykler vi kan sælge til NASA og ESA, så vi forsøger at udvide med nye forretningsområder,” fortæller Thomas Andersen og fortsætter: ”Nogle gange bliver jeg ringet op af firmaer, der vil reklamere for os, og jeg svarer som regel: ’Okay, hvor mange kontakter har du i NASA?’ Det er jo ikke hr. og fru Jensen, vi sælger udstyr til. Men lige nu er der en masse amerikanere, blandt andet Elon Musk og SpaceX, der gerne vil sende turister ud i rummet inden for en overskuelig årrække. Det åbner nye muligheder for os.”

Fra kontrolrummet på Hvidkærvej har Danish Aerospace Company direkte kontakt til Den Internationale Rumstation.

ROBOTVIRKSOMHEDERNE i Odense beskæftiger cirka 3.200 mennesker. Om to år forventes det tal at være steget til 4.500. I Universal Robots var der for eksempel 190 ansatte 1. januar. Blot et halvt år senere er tallet oppe på 520, og virksomheden forventer at ansætte yderligere 270 medarbejdere, inden året er omme.

Væksten i den odenseanske Robotic Valley er så eksplosiv, at det er blevet en udfordring for virksomhederne at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Odense Robotics arbejder tæt sammen med Syddansk Universitet og en række andre fynske uddannelsesinstitutioner, som tilbyder mere end 40 uddannelser, der udvikler potentielle kandidater for robotvirksomhederne. Adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft var også en af de afgørende grunde til, at Facebook valgte Odense som destination for deres nye datacenter, men lige nu kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen, og det er et problem, erkender forretningschef i Odense Robotics Mikkel Christoffersen.

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

 

FYNMEKANIK

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

”Mangel på talent er klart den største barriere for, at robotvirksomhederne kan fortsætte med at vokse i det tempo, som de har gjort hidtil,” siger han. ”Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner om at øge optaget af studerende, og vi har et mål om at opkvalificere 200 teknikere fra andre brancher i løbet af de næste tre år. Derudover arbejder vi også hårdt med at markedsføre robotklyngen både herhjemme og internationalt. Det var også et af formålene med at afholde den store e-sportsturnering sidste år. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Odense er et af de mest spændende steder at være lige nu, hvis man beskæftiger sig med robotteknologi.”

Problemet med at skaffe arbejdskraft kender man også hos Danish Aerospace Company, selv om det ifølge Thomas Andersen hjælper lidt, at han kan skrive ’rumfart’ i overskriften til sine jobopslag. For 3-4 år siden havde virksomheden typisk 30-50 ansøgere til en stilling, i dag får virksomheden højst 6-7 ansøgninger, når han søger nye ingeniører. Modsat mange af de øvrige robotvirksomheder har han dog ikke ubesatte stillinger i øjeblikket, men fortsætter væksten, får han brug for at ansætte nye medarbejdere igen inden længe.

”Hvis man vil tjene mange penge, skal man blive ingeniør i robotindustrien. Jeg tror næsten, at man kan vælge og vrage mellem attraktive job,” siger han.

En batteridrevet motor på Tendos robothandske understøtter håndens naturlige bevægelser.

ODENSE ROBOTICS’ kontorer ligger i Forskerparken, ikke langt fra Syddansk Universitet. I de gule murstensbygninger sidder organisationens medarbejdere, og det er også her, at deres startup hub for nye robotvirksomheder er placeret. Der er plads til fem virksomheder ad gangen. Lige nu er her kun fire, men i morgen skal der vælges en kandidat til den sidste plads. Fire virksomheder skal pitche deres idé for Odense Robotics’ bestyrelse, og vinderen får økonomisk støtte, forretningsmæssig og teknisk bistand samt mulighed for at trække på Odense Robotics’ netværk inden for robot­industrien.

I et lokale, der minder lidt om en gymnastiksal, sidder medarbejderne i de små startup-virksomheder op og ned ad hinanden og arbejder koncentreret ved hæve-sænke-borde. Ingen af virksomhederne har mere end en lille håndfuld ansatte. I det ene hjørne roder tre mænd med en drone, og i midten sidder svenske Sofie Woge fra virksomheden Tendo og kigger på sin computerskærm. På hendes skrivebord står en træhånd med en hvid handske af stof og plastic med et batterimodul om håndleddet, og ved siden af ligger illustrationer af diverse prototyper i en bunke. Tendo arbejder på at udvikle en handske til gigtpatienter og andre, der delvist har mistet gribefunktionen, for eksempel efter en blodprop i hjernen eller på grund af rygmarvsskader. 

”Vores handske er udstyret med en lille motor og sensorer, der hjælper personer med nedsat gribefunktion med igen at kunne løfte en kop kaffe eller spise uden hjælp,” forklarer hun, mens hun tager handsken på for at demonstrere, hvordan den virker. 

Sofie Woge stiftede Tendo i Lund i 2016, men rykkede til Odense, da virksomheden vandt en plads hos Odense Robotics sidste år. Sofie Woge fortæller, at handsken i løbet af foråret er blevet testet på en række gigtpatienter med positive resultater, og hun håber at kunne sende en pilotudgave af handsken på markedet inden for et år. Men først skal Tendo have udviklet en færdig tekstilhandske, som brugerne vil være i stand til at iføre sig uden hjælp, selv om de har svage hænder. 

”På længere sigt vil vi gerne bruge teknologien til at udvikle robothjælpemidler til andre kropsdele, enten som en udvidelse af handsken eller som et separat værktøj,” siger Sofie Woge. 

Virksomhedens kontrakt med Odense Robotics løber til slutningen af august, og når den udløber, regner Tendo med at blive i Odense, men kigger også på lokaler i andre byer. 

”Odense Robotics har været en ekstremt stor hjælp. Der er ikke ret mange steder, hvor man finder den samme ekspertise inden for robotteknologi, som ikke kun er fokuseret på forskning, men også på, hvordan man rent faktisk bringer et produkt på markedet,” siger Sofie Woge, mens en gruppe asiatiske forretningsmænd i grå jakkesæt kommer ud af det tilstødende mødelokale.

Hånd i handske. Sofie Woge, stifter af Tendo.

TILBAGE PÅ ENERGIVEJ fortsætter den linde strøm af gule nummerplader med at glide forbi skiltet på parkeringspladsen foran Universal Robots’ hovedkvarter. 

En enkelt privatbil drejer ind på den modsatte side af gaden til en virksomhed, hvor man kan brygge sin egen øl. Et stykke længere nede ad vejen gør karavanen af hvide varevogne holdt ved et byggemarked, der lokker kunder med gratis kaffe og croissanter. 

Hvis man forventer guldgraverstemning og robotter på gaden i den odenseanske Robotic Valley, bliver man slemt skuffet. 

De grå betonmure ligger dovent hen i solen. Men indenfor er endnu en sending industrielle robotarme i gang med at blive pakket i brune papkasser og stablet på rad og række, klar til at blive afhentet i store lastvogne og fragtet rundt til kunder i hele verden.

5 PÅ STRIBE

QuadSAT
På åbent hav er satellitkommunikation ekstremt vigtig både for navigation og i nødstilfælde, og derfor bliver satellitsystemet på store skibe kalibreret mindst én gang om året. Hidtil har skibene skullet sejle ud for at teste aktiviteten på parabolen, men den norske satellitingeniør Joakim Espeland har udviklet en drone, som kan klare opgaven. Når firmaets drone går i luften, bilder den skibets satellitsystem ind, at det er ude og sejle. Dermed kan kalibreringen, der er langt mere præcis, klares inde fra havnen, mens skibet lastes.

Mobile Industrial Robots
Mobile Industrial Robots producerer mobile logistikrobotter til automatisering af intern transport i en lang række virksomheder. Foruden industri anvendes robotterne i hospitals- og sundhedsvæsenet, blandt andet på Sygehus Sønderjylland, hvor man har automatiseret transporten af medicin, post, mad og sengetøj. Den største af robotterne kan trække vogne med en last på op til 500 kilo og kan betjenes via en smartphone eller en tablet. I april 2018 blev Mobile Industrial Robots opkøbt af Teradyne (der også købte Universal Robots) for 1,6 milliarder kroner.

OnRobot
Robotarmene fra Universal Robots har affødt en hel række af virksomheder, der producerer udskiftelige hoveder til armene. En af dem er OnRobot, der har udviklet en gribearm til robotarmene, der kan udføre en lang række opgaver, fra samlebåndsarbejde til maskinvedligeholdelse. Virksomheden blev stiftet i 2015 af en tidligere medarbejder hos Universal Robots og har i dag kontorer i både USA, Tyskland og Malaysia.

KUBO
KUBO har udviklet en læringsrobot til undervisningsinstitutioner, der kan lære børn ned til fire år at kode, programmere og stave. Den lille plasticrobot på to hjul kan betjenes via små puslespilsbrikker, som børnene sætter sammen, hvorefter de aflæses af robotten, som udfører instruktionen. Odense Kommune har indgået et partnerskab med KUBO, så børn i odenseanske folkeskoler bliver undervist i kodning allerede i 1. klasse. Også i Frederiksberg Kommune anvendes KUBO’s robotter i undervisningen. Blandt virksomhedens investorer er IT-koncernen KMD og Vækstfonden. KUBO har tidligere været en del af Odense Robotics’ startup hub.

Blue Ocean Robotics
De fleste robotvirksomheder i Odense har specialiseret sig inden for én type robotter. Anderledes forholder det sig med Blue Ocean Robotics, der udvikler robotløsninger til virksomheder og organisationer enten fra bunden eller baseret på eksisterende teknologi. Virksomheden har blandt andet udviklet en robot, der kan løfte patienter ud af deres hospitalssenge, som anvendes på Sjællands Universitetshospital. En anden af virksomhedens robotter kan desinficere hospitalsstuer, så risikoen for infektioner hos patienter reduceres kraftigt. I 2016 blev Blue Ocean Robotics kåret af det amerikanske IT-branchemagasin CIOReview som en af de 20 mest lovende robotvirksomheder i verden.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Fodbold er for englænderne, hvad smørrebrød er for danskerne. Hver uge kaster de sig over den, men ikke kun i Premier League. Millioner af fodboldfans råber også i de lavere divisioner. I ’danskerklubben’ BRENTFORD er man vant til modgang, men fansene har ikke mistet troen på miraklet. Ud & Se tog til hjemmekamp i Vestlondon for at snuse til øl, meat pies og britisk fodboldsjæl.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DEN HAR DE ikke set komme, Readings to midterforsvarere. En lav, krum bold fra Brentfords højre wing går mellem dem som en grapefrugtkniv og overrumpler den ene så eftertrykkeligt, at han må sætte sig ned. Spydspidsen Neal Maupay kan let tæmme bolden og trille den i nettet til venstre for målmanden som kulmination på Brentfords pres igennem de første 11 minutter.

På ståpladserne i den anden ende af stadion stiger en brun og smørbagt duft mod den blå himmel. En mand i stribet rugbytrøje med markeret kæbeparti, grånende bakkenbarter og sorte plastiksolbriller med engelske flag på stængerne spiser en butterdejs-kødtærte med sovs. Han suger den gode stemning til sig og sender den videre som et rim: 

”Det er en Maupay-pie (udtalt ’maupej-pej’, red.).” Efter en kunstpause uddyber han ordspillet: 

”Jeg har tænkt mig at spise én for hvert mål, han scorer.” 

Hans sidemand, der har hvidgyldent strithår og briller med Elton John-rødt stel, returnerer: 

”Du risikerer at blive tyk på den måde.” 

Den vittige 1-2-kombination modtager overgiven latter fra de omkringstående, mens den spisende mand tygger et smil helt op til bakkenbarterne. 

Hjemmebanefansenes tilfredshed med deres hold og dets topscorer, Maupay, der har afløst Lasse Vibe som spydspids, er stor – uden ligefrem at kamme over i beundring.

Billy Grant har holdt med ’The Bees’ fra barnsben og leveret materiale til fanmagasinet Beesotted igennem et par årtier.

”Maupay brænder læssevis af chancer. Han skød over mål mod Newcastle på en chance, der var næsten umulig at brænde. Den afbrænder gik viralt. Men han scorer også en del. Faktisk mere end hele Ipswichs hold til sammen,” fortæller Billy ’The Bee’ Grant, der har været Brentford-fan, siden han som barn boede i Isleworth, lige vest for Brentford. 

Dengang, når han og hans venner løb og spillede fodbold i parken, blev de hver lørdag formiddag hentet af teenagepigen Joe. Af årsager, der fortaber sig, havde hun sat sig for at give børnene noget fodboldkultur, og i samlet trop gik de over til Griffin Park, Brentfords hjemmebanestadion, hvor Joe altid kunne overtale Patty ved tælleapparatet til at hive børnene ind uden at betale, også selvom der var 10 af dem. 

I dag bruger Billy Grant halvanden time hver vej på at komme fra sit hjem i Nordlondon til Brentfords hjemmebane. Desuden rejser han til alle dele af landet for at se så mange Brentford-kampe, han overhovedet kan komme til. 

Denne lørdag, som så mange tidligere, har han sin 10-årige datter med. Lige nu er hun forsvundet med sin veninde et sted i mængden, men det bekymrer ham ikke. Hun skal nok finde ham, når hun vil, han står alligevel altid cirka heromkring, på de midterste rækker til højre for målet. Det vil sige, han plejede at stå bagerst, midt for mål, men han og hans venner blev trætte af en fyr, der altid moonede, og flyttede sig herover. 

Far Grant har en del professionelle kasketter. Blandt andet underviser han universitetsstuderende i marketing, løser af og til selv marketingopgaver og producerer tv-indhold for Sky Sports. Men han bruger også en del af sin tid på at skrive og lave podcasts til Brentford-fansitet Beesotted. Navnet er en sammentrækning af Brentfords kælenavn, The Bees, og det arkaiske ord ­be­sotted, der både kan betyde beruset og håbløst forelsket.

Henrik Dalsgaard er på en mission for at gøre sine unge holdkammerater mere fokuserede.

IGENNEM NOGLE måneder i 1016 kæmpede Knud den Store og Edmund Jernside ved Brentford. Selv om Knuds hærtogt i England overordnet gik godt, tabte han og hans mænd slaget. Men i disse år rykker danskerne igen i stort tal ind i den lille vestlige London-forstad. Her gav bi­floden Brent engang liv til lokal industri, men i dag venter de halvt sammensunkne fabriksbygninger på at blive jævnet med jorden og erstattet af ejerlejligheder med flodudsigt. At der ud over fodbold ikke er meget at fordrive tiden med i Brentford, kan Emiliano Marcondes Camargo Hansen tale med om. 

”Der sker ikke en skid,” siger danskeren, da vi dagen inden Reading-kampen møder ham uden for Brentfords klubhus. Han kommer fra træningslokalet og ikke fra kunstgræsbanen, hvor A-holdets spillere har fået sved på panden og vestenvind i de korte bukseben. 

Marcondes, der kom fra F.C. Nordsjælland i begyndelsen af 2018 og nåede på banen 12 gange inden sommerpausen, har været ude med en skade i foden hele denne sæson, og han er endnu ikke klar til at spille med til træningen. En overgang var den 23-årige offensivspiller så skadet, at trænerstaben gav ham helt fri – også fra genoptræningen. I den periode var han glad for, at han ikke bor præcis i Brentford, men i South Ealing, et par kilometer længere mod nord.

”Dér er der i det mindste et shoppingcenter,” som han siger. 

PYRAMIDESPIL

Engelsk herrefodbold er organiseret i et system af forbundne over- og underligaer, der går fra spidsen af Premier League til bunden af 11.-bedste niveau. Der er mere end 140 underligaer med i alt over 480 underdivisioner og i omegnen af 7.000 engelske fodboldhold. Teoretisk set kan et hold rykke hele vejen op gennem lagene – fra for eksempel Yorkshire Amateur League Division Five til Premier League. I Championship, den næstbedste række, kvalificerer de to øverste hold sig til direkte oprykning, mens holdene 3, 4, 5 og 6 spiller afsluttende playoff-kampe med en semifinale og en finale. Det bedste hold følger med op i Premier League.

En spiller, der ikke har bekymret sig meget om tidsfordriv, er Henrik Dalsgaard. Den danske landsholds-back har tilføjet Brentfords hold noget højde (192 cm) og noget modenhed (29 år), og siden han kom til klubben i sommeren 2017, har han fået mere og mere spilletid. I denne sæson er han startet inde i alle kampe. Desuden har han været fire uger i Rusland til VM i sommer. Og så har han og hans kone et barn på to år og et på seks måneder.

”Så der er lidt skrald på derhjemme. Jeg tror, jeg har været inde i London fem gange i den tid, jeg har boet her. Måske har min kone og jeg haft tre timer alene derinde. Men det passer mig fint nok. Jeg har i virkeligheden ikke så meget overskud til at rende rundt derinde,” siger Henrik Dalsgaard, stadig iført træningstøj og en gps-vest, der lagrer data om hver enkelt spillers fysiske præstation. 

På træningsbanen har han denne formiddag markeret sig som en af de spillere, der slår mest opgivende ud med armene, når nogen laver en ukoncentreret fejl, bander mest højlydt, når en kendelse går ham imod – ”Den er ude! Den er fucking ude!” – og mest sammenbidt holder de andre til ilden, når der skal trænes dødbolde, og nogle spillere begynder at pjanke. 

”Nogle af de unge drenge glemmer ind­imellem, at det er et arbejde. Det kan godt se superkedeligt ud, når vi står og sparker hjørnespark ind i skallen på hinanden. Men det er ofte de detaljer, der er afgørende i kampene. Og det er det, du får penge for. Så gælder det for mig om at tage ansvar. Så råber jeg lidt af dem: ’Nu stiller du dig i din position,’” siger Henrik Dalsgaard.

 Indimellem føler landsholdsbakken sig lidt alene med netop det ansvar. 

”Nogle gange synes jeg, jeg skal råbe for tre. Jeg har sagt til Thomas (Frank, træner, red.), at han skal pace dem, så de bliver bedre til det.” 

Omklædningsforholdene på Griffin Park har fået mere end ét udehold til at rynke på næsen.

DET HAR TIL tider en masochistisk fornøjelse at være fan af Brentford. Klubben nåede sit hidtidige klimaks med en femteplads i First Division, den daværende engelske mesterrække, i sæsonen 1935-36. Men rykkede så ud af First Division, da man i 1946 genoptog spillet efter verdenskrigen. Siden har klubben ikke været tilbage på topplan. Som det værste i sin tid husker Billy Grant en periode omkring 2006-09, hvor klubben rodede rundt i League Two, landets fjerdebedste række.

”Heldigvis rejste jeg meget de år, så jeg var forhindret i at se de fleste af kampene,” siger Billy Grant, der er uddannet computerprogrammør, men hurtigt gled over i marketing, hvorfra han gik ind i pladebranchen og som A&R-manager hos selskabet Telstar blandt andet var med til at markedsføre superstjernen Craig David. 

Da Brentford var allermest ringe, havde han og en kollega lige stiftet deres eget pladeselskab, 2point9 Records. De samarbejdede blandt andet med Jay Sean, en ung fyr fra Nordlondon, der fusionerede pop, R&B og indiske elementer og solgte to millioner af sit debutalbum ’Me against Myself’ på verdensplan. Senere skrev Sean kontrakt med et amerikansk pladeselskab, der satte ham sammen med rapperen Lil Wayne på singlen ’Down’, der blev nummer et i USA – som det første nummer skrevet af en englænder, siden Queen hittede med ’Another One Bites the Dust’ i 1980. 

En overgang flirtede Billy Grant med tanken om også at blive Arsenal-fan. Omkring årtusindskiftet, i træner Arsène Wengers tidlige år, boede han i nærheden af klubbens stadion i Nordøstlondon, i kvarteret Stoke Newington, som var ved at blive trendy med mange kunstnere, der opsøgte lave huslejer. Samtidig bed Arsenal sig fast i toppen af Premier League – holdet vandt blandt andet The Double i 1998 og 2002. Arsenal var det cool hold, som den kreative klasse holdt med, og Billy Grant syntes, at fansene var sympatiske, når han mødte dem på kvarterets pubber. Alligevel gik han aldrig hele vejen med Arsenal. Det er han lykkelig for.

”Jeg har lært, at man skal elske sit hold. Jeg er vokset op med, at man er forpligtet på et fællesskab. Og i dag kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at være Arsenal-tilhænger. Den fede stemning omkring klubben er væk. Alting er helt mainstream, og fansene er forvænte og brokker sig, hvis de ikke vinder nok. Hvis du taler med Arsenal-fans, er de fuldstændig uvidende omkring alting, der foregår uden for top-6 i Premier League. Frygteligt.”

 

MANDEN, DER KØRER BRENTFORD

Brentford-ejer Matthew Benham har været Brentford-fan, siden han som 11-årig i 1979 så klubben vinde 1-0 over Colchester. Han kommer fra byen Slough, kendt som en dødssyg rundkørsel i tv-serien ’The Office’, og har en bachelor i fysik fra universitetet i Oxford. Han har arbejdet som børsmægler i Londons finansdistrikt og tjent en formue på betting. Blandt andet gennem firmaet Smartodds, der høster data om fodboldspillere og -kampe og sender resultaterne gennem formler, der angiver sandsynligheden for resultatet af en kamp – viden, som gamblere gerne vil betale for. 

Benham, der købte Brentford i 2012, har gradvis introduceret brugen af Smartodds’ voksende databank som rettesnor for både træning og spillerkøb. En udtalt brug af matematik og data kender man fra nordamerikanske sportsgrene. Først og fremmest fra baseball, hvor Oakland Athle­tics i 2002 ansatte en ung Yale-økonom til at finde oversete spillere til fordelagtige priser og gjorde ham til assistenttræner, hvorefter Oakland satte Major League Baseball-rekord med 19 sejre i træk. Denne metode er senere blevet døbt moneyball efter navnet på en bog og en film (med Brad Pitt) om sensationen i Oakland. 

Moneyball har siden bredt sig til det meste af amerikansk elitebaseball, og engelske fodboldhold som Tottenham og Liverpool har også været influeret af tankegangen, ligesom F.C. Midtjylland er det i Danmark. 

MANGE GÅR rundt og drømmer om en flottere kæreste eller en nyere bil. Og mange finder ved nærmere eftertanke ud af, at de er lykkelige med tingenes tilstand og med et kilo og en bule for meget hist og her. For Brentfords fans er drøm og virkelighed begyndt at nærme sig hinanden. Igennem årene har klubben været ved at gå rabundus flere gange, i 1967 var den endda ved at blive opkøbt af rivalerne fra Queens Park Rangers, en skæbne værre end døden. Kun fordi fansene kæmpede for klubbens eksistens med indsamlinger og protester, blev den holdt i live. 

I 2012 blev klubben købt af Matthew Benham, der har holdt med Brentford siden sine teenageår. Benham er en tidligere børsmægler, der har tjent millioner på at forsyne professionelle gamblere med statistik og beregninger på sportsbegivenheder gennem firmaet Smartodds. Under hans ejerskab er de sidste fire sæsoner alle endt med placeringer i Championships top-10, og tilhængerne er gradvis holdt op med at knibe sig i armen. Efter en god start på denne sæson har de noget at have forhåbningerne i. Også selvom holdet op til dagens kamp mod Reading er gledet ned på syvendepladsen.

”Mærkeligt nok går jeg lige så stille og håber på oprykning,” siger Billy Grant. Hans forbehold går på, at det nok er mere spændende at være fan af et hold, der spiller i Championship, fordi den er så jævnbyrdig, hvorimod Premier League hovedsagelig handler om United, City, Liverpool, Arse­nal, Tottenham og Chelsea, mens resten af klubberne kæmper for at undgå nedrykning. 

Én ting, der tiltaler Billy Grant ved oprykning, er dog Brentfords mulighed for at drille de store hold. Selvfølgelig ved at vriste point fra dem på banen, men også igennem klubbens upolerede eksistens i Vestlondon. Griffin Park har ligget på samme adresse siden 1904, stadionet har kun plads til 12.000 tilskuere, og mange af faciliteterne står uændrede siden 30’erne – blandt andet udeholdets omklædningsrum, der ligner noget fra en nedslidt kaserne og får mange besøgende spillere til at rynke på næsen.

”Jeg ville elske at se José Mourinho (Manchester Uniteds træner, der er kendt for at mukke over dommere, publikum, presse og alt muligt andet end sit eget holds indsats, når resultaterne går ham imod, red.) på Griffin Park,” siger Billy Grant.

Til trods for Griffin Parks potentielle chok­effekt vil Brentford få det hårdt i Premier League. Men ligegyldigt hvor pinefuld forfremmelsen måske kan være, er der én ting, man ikke kan tage fra en eventuel oprykning: pengene. En oprykkerklub kan tjene mellem en og to milliarder kroner på tv- og sponsoraftaler, også selvom de rykker direkte ud igen. Sådanne penge siger selv ikke den mest forhærdede underdog nej tak til.

Thomas Frank var assistenttræner, da billedet blev taget. I mellemtiden er han forfremmet til cheftræner.

THOMAS FRANK er ikke nogen bulderbasse. Han smiler hele morgentræningen igennem og giver også selv indimellem efter for trangen til at grine sammen med en spiller, mens de simulerer en kort hjørnesparkvariant for syvende gang. For nylig har han og resten af Brentford fået ros af Unai Emery, mægtige Arsenals træner. Efter at Arsenal hjemme havde besejret Brentford med 3-1 i tredje runde af Ligacuppen, mødtes de to holds trænerstabe i Emirates Stadiums trænerloge til en snak og et lille glas. Arsenals researchafdeling havde gjort deres forarbejde, analyseret Brentfords sidste ni kampe og fundet ud af, at klubben fulgte faste mønstre for alt fra at spille bolden ud af egen forsvarszone til indkast på modstandernes banehalvdel.

”De sagde, at vi var blandt de bedst spillende hold i hele England, og gav udtryk for, at de vil komme ud at besøge os en dag. Sagt med tre ord er vores spillestil offensiv, aggressiv og kreativ. Men det er jo bare buzzwords. Så det er fedt, at nogle virkelige kendere anerkender os for netop dét,” siger Thomas Frank, der er flyttet til London med sin kone og deres tre børn. 

Konen har fundet arbejde som assisterende skolelærer, og børnene på henholdsvis 12, 15 og 16 år har knyttet slipset og lært det engelske uddannelsessystem at kende fra indersiden af skoleuniformen. I starten syntes de, det var lidt vel barsk og regelret, men nu er det dem, der sviner deres far til for hans grammatik og engelske udtale.

Træningsanlægget ligger vest for selve Brentford, i området Osterley.

”Jobbet her var 50/50 et karriere-familie-move. 50 procent for min skyld, 50 procent for at udfordre børnene. Give dem noget ekstra i livet, og de er seje,” siger Thomas Frank, der tog til London, efter han sagde op i Brøndby i 2016. I første omgang for at udleve drømmen om udlandet og, måske, på længere sigt forene den med ambitionen om en chefstilling. Og han har fået indfriet begge dele. Først var han ansat som assistenttræner, men efter vores besøg overtog han cheftrænerbænken, da manager Dean Smith valgte at tage imod et tilbud fra Championship-rivalerne Aston Villa. 

Det danske islæt i klubben udgøres også af tidligere AGF-assistenttræner Lars Friis, der er individuel udviklingstræner for klubbens unge talenter, og af Rasmus Ankersen, der er sportsdirektør. Desuden finder man på B-holdet Mads Bech Sørensen samt spilleren Nikolaj Kirk, der er udlånt fra F.C. Midtjylland, mens Justin Shaibu formelt set hører til her, men for tiden er udlejet til 5.-divisionsklubben Boreham Wood. Lasse Vibe og Andreas Bjelland er begge tidligere spillere på A-holdet. 

”Vi har gode erfaringer med danske spillere. De er generelt lette at integrere i udlandet. De er modne og tænker selvstændigt,” siger Rasmus Ankersen, der ved siden af sin rolle som sportsdirektør i Brentford er bestyrelsesformand i F.C. Midtjylland. Rekrutteringen er en af hans hovedopgaver i Brentford, og han tror, at antallet af danskere gør det nemmere at tiltrække endnu flere danske spillere til klubben

”På den måde er Brentford en light-version af udlandet. De finder måske mere tryghed her. Og så håber jeg, de føler sig vel scoutet. Vi har ikke råd til at skyde forbi skiven for mange gange, når vi køber spillere, så vi går grundigt til værks.”’

 

THOMAS FRANK

Thomas Frank har en fortid som træner for det danske U19-landshold og cheftræner i Brøndby IF. Sagde op i Brøndby i foråret 2016, da det kom frem, at Brøndbys bestyrelsesformand havde angrebet ham i et Brøndby-fanforum under aliasset ’Oscar’. I efteråret 2016 tog han imod assistenttrænerjobbet i Brentford. I oktober i år blev han forfremmet til cheftræner.

”Jeg har været med til at udvikle holdets spillestil, og jeg har stået for at strukturere træningsugen. Vi danskere kan bidrage med noget taktisk finesse. Som træner i Brøndby havde jeg fornøjelsen af at være i en klub med meget passionerede fans, men her i England betyder fodbold alt. Også i Championship. Man kan mærke historien, når man besøger en klub som Leeds eller træder ind på vores eget stadion. Der stinker af fodbold!”

Reading-fans indtager The ­Griffin inden kampen og dedikerer også fotografen en slagsang: ”The photographer is a wanker.”

UDE FORAN Griffin Park skinner solen gennem et blåtonet slør af tobaksrøg over fansene, mens de drikker pause-øl og nyder gensynet med venner og bekendte. En lugt af grillpølser fuldender stemningen på den varme efterårseftermiddag. Ikke en eneste sur mine afslører, at Brentford-målmand Daniel Bentley i det 25. minut, i forsøget på at gribe en godmodig afslutning, kom til at fumle bolden næsten ind over egen målstreg, inden Readings angriber Jón Daði Böðvarsson kunne glide den det allersidste stykke ind til stillingen 1-1. Hvad så, vi tager dem i anden halvleg. 

Billy Grant trykker hænder som paven på Peterspladsen – alle vil hilse på den imødekommende Beesotted-skribent, der har brugt meget af første halvleg på at live-tweete fra opgøret, men nu holder en pause. 

”Billyyyyy,” råber en yngre mand med rødt skæg og marineblå skjorte. De udveksler kommentarer til første halvleg.

”Hvad synes du om Dalsgaard?” siger den rødskæggede tvivlende.

”Tror du stadig, han er i Rusland?” griner Billy Grant med reference til Danmarks VM-eventyr i sommer.

”Han er god nok, Dalsgaard. Problemet er bare, at han tit kommer lidt for sent tilbage på plads, hvis han har været med til at føre bolden frem og mister den,” siger den rødskæggede.

DE FIRE VANDRINGSHJØRNER

Brentfords rektangulære Griffin Park-stadion er, angivelig som det eneste i England, omgivet af pubber på hvert af sine fire hjørner. Tager du til hjemmekamp her, kan du varme op – og ned – på The Griffin, Royal Oak, The Princess Royal og The New Inn. The Griffin er ejet af bryggeriet Fuller’s, der har en grif i sit logo, og som ejer mere end 300 pubber i England. Der, hvor Griffin Park ligger i dag, lå der engang en frugthave ejet af Fuller’s. Derfor fik Griffin Park navn efter bryggeriets bomærke-fabeldyr.

I Danmark kalder vi, ikke uretmæssigt, Brentford for en ’danskerklub’. I Brentford er det ikke noget, man tager så højtideligt. 

”Jeg ved ikke noget særligt om dansk fodbold,” siger Billy Grant. ”Vi har et par danske spillere. Men spillerne er her, fordi de passer ind i vores spillestil, ikke fordi de er danske. De kunne være tyske for min skyld. Men vi har nu engang et netværk i Danmark.”

Han sigter ikke kun til de danske trænere og sportsdirektøren, men også til F.C. Midtjylland, som Matthew Benham købte i 2014. De trofaste fans af ’The Bees’ trak på skuldrene. Og forsøget på at markedsføre købet med et half and half-scarf – altså et fodboldtørklæde, der både promoverede midtjyderne og Brentford – blev aldrig nogen salgssucces. Billy Grant tvivler på, at der er mange, der følger med i, hvordan F.C. Midtjylland klarer sig i Superligaen.

”Hvad skal vi med den, spurgte nogle af fansene, lige da Benham købte klubben. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at det hang sammen med, at klubben var mere åben over for det nye system, så kunne han lancere det dér først. Her måtte han gå lidt langsommere frem. I dag tror jeg, de fleste af os ser F.C. Midtjylland som et godt udgangspunkt for et talentspejdernetværk i Danmark.”

Rasmus Ankersen på Griffin Park inden kampen.

DER VAR EN del tilfældighed involveret i Rasmus Ankersens entré i Brentford. Den 35-årige sportsdirektør har en fortid som spiller i F.C. Midtjylland, men i sin første seniorkamp for klubbens reservehold fik han en knæskade, der tvang ham til at droppe en karriere på banen. I stedet blev han som 22-årig U19-træner i klubben, og sideløbende skrev han bogen ’En vinders DNA’, udgivet på forlaget Turbulenz, som han stiftede sammen med broren Jonas. Siden udgav han en række bøger om præstationskultur og ledelse, blandt andet ’Guldminerne’, der undersøger de optimale forhold for talentfremvækst. Bogen baserer sig på hans egne researchrejser til blandt andet Sydkorea, hvor han prøver at forstå, hvordan landet har kunnet levere 137 af verdens 500 bedste kvindelige golfspillere, og til den lille etiopiske landsby Bekoji, der har fostret fire olympiske guldvindere i mellem- og langdistanceløb. 

I 2009 flyttede han til London i håb om at få bogen udgivet på engelsk, og da en forlagskontrakt kom i hus, udvidede han forretningen med foredragsvirksomhed. En dag blev han kontaktet af kusinen til en kvinde, der havde været med til en 50-årsfødselsdag, han havde optrådt til. Hun mente, at det kunne være interessant for Rasmus Ankersen og Brentford-ejer Matthew Benham – som hun kendte fra studietiden i Oxford – at møde hinanden. 

Dan Giles, 36, har været Brentford-fan, siden hans bedstefar tog ham med på Griffin Park i 1982. Til dagens kamp har han og hans kæreste deres sammenbragte børn med. 

Da de mødtes første gang, spurgte Ankersen Benham, om han troede, at Brentford – der på det tidspunkt lå nummer tre i League One – ville rykke op til Championship. Han svarede, at på det givne tidspunkt var der præcis 42 procents sandsynlighed for oprykning. Benhams matematiske tankegang tiltalte Ankersen, der selv havde gået og ledt efter alternativer til mere luftige størrelser som trænerens mavefornemmelse og erfaring som forklaringen på succes og fiasko. Det tilbød Benham. Med sin gambler-baggrund talte han en række vedtagne fodboldsandheder imod.

”De fleste siger: Tabellen lyver aldrig. Når sæsonens 46 kampe er spillet, har nummer ét fortjent at rykke op, og nummer sidst har fortjent at rykke ned. Men det er ikke helt så simpelt. En gambler tænker: Tabellen lyver altid. Han har sat sig ind i, hvor stor en indflydelse tilfældigheder har i fodbold. De har langt større indflydelse end i basketball eller håndbold, fordi der ikke bliver scoret ret mange mål. Jo færre mål, desto større betydning har dommerfejl og stolpe ind i stedet for ud. De kan være hele forskellen på, om du vinder eller taber. Tilfældighederne kan svinge dit resultat 15 point i den ene retning og 15 point i den anden. Men det vil folk ikke acceptere i fodbold, fordi hjernen vil have et narrativ. Vi kan ikke acceptere, at Leicester vandt mesterskabet i 2016 på grund af tilfældigheder. Det sælger du ikke ret mange aviser på. Så vil man hellere høre, at træneren er et geni,” siger Rasmus Ankersen, der begyndte i Brentford på en konsulentstilling som den introverte analytiker Benhams udadvendte højre hånd.

”Han ville have mig til at hjælpe med at oversætte hans ideer til fodboldsprog.”

En vagt foran trappen til VIP-loungen. 

EN DAG FORTALTE Benham over en frokost, at han godt kunne tænke sig at købe en fodboldklub til. Ankersen anbefalede F.C. Midtjylland, der på det tidspunkt var ved at gå bankerot, men som han vidste havde en god klubkultur. Der kunne man få en god deal, fortalte han. 

I sommeren 2014 købte Matthew Benham klubben og indsatte Rasmus Ankersen som bestyrelsesformand. Sæsonen efter indførte Midtjylland med baggrund i Benhams tal­drevne fodboldfilosofi en række nye tiltag. Indkøb af nye spillere blev foretaget med hjælp fra Smartodds’ folk, der fra deres kontor i London kunne gennemtrawle data fra alverdens ligaer for at finde lige præcis den rette offensive højreback i alderen 20-24 år, der sparker lige godt med begge ben, har været skadefri i 18 måneder og har et højt niveau i forhold til prisen og ligaen, han spiller i. Hvis det altså var det, holdet havde brug for. 

Desuden indførtes ekstra dødboldtræning med udgangspunkt i Smartodds’ analyser af, hvad der virker. Og klubbens bedste ungdomsspillere fik rettet deres spark til i samarbejde med en sparketræner, selvsagt efter udførlige analyser. Og så var der sms’erne, som statistikafdelingen sendte træner Glen Riddersholm mellem halvlegene og efter en kamp. Beskeder, der gjorde kampen op i tal, som skulle give træneren et nøgternt billede af begivenhederne at handle ud fra.

Kampen er gået i gang, men der er altid tid til en cider og en cigaret. 

I sin første sæson med Benham som ejer vandt F.C. Midtjylland Superligaen. Med halvdelen af sine mål scoret ved dødbolde. 

Matthew Benham ville gerne indføre mange af de samme metoder i Brentford, men daværende cheftræner Mark Warburton var ikke enig. Han – og ikke talfolkene – burde have den endelige afgørelse i forhold til spillerkøb, mente han. Det synspunkt holdt ikke længe i klubben.

Benham fandt, efter et kortvarigt og mislykket forsøg med den hollandske cheftræner Marinus Dijkhuizen, en stabil erstatning i træner Dean Smith, der var med på spillereglerne. Så indsatte han Rasmus Ankersen og statistikeren Phil Giles som sportsdirektør-duo. Sammen skrev de et ti-punkts manifest for projektet Brentford F.C. Et af punkterne er, at klubben skal bruge sine egne statistikbaserede ratings som målestok for klubbens fremgang og ikke den officielle stilling. Denne sæson siger klubbens interne rating, at klubben skal slutte i top-2 i Championship. 

”Vi har været lidt uheldige indtil nu,” siger Rasmus Ankersen 

”Men vores rating giver os håb og tro på, at vi kan gøre det i år.” 

Bradley Tomkins, 18, sælger programmer til 3,50 pund stykket.

“LONDON – HELLHOLE OF EUROPE,” har nogen skrevet på en pille til en motorvejsbro et par kilometer fra Griffin Park. En langskægget hjemløs arrangerer sine ejendele i lyet under broen, som han deler med en flok duer. London er en by, der polariserer, og en by, hvor man hurtigt falder igennem. Det gælder også, selvom man bare er en lille klub med et beskedent budget, der forsøger at finde de uslebne spiller-diamanter, konkurrenterne ikke har fået øje på, i de lavere rækker og sælge dem videre med profit – det, som klubejer Mathew Benham kalder ”to outthink the market”. 

Fortjenesten på spillersalg rækker endnu ikke til at dække klubbens omkostninger, og for tiden kører Brentford F.C. med et tab på 100 millioner kroner om året. Derfor ville det lune med en oprykning til Premier Leagues tv-rettigheds-slaraffenland. Men for en sikkerheds skyld har Matthew Benham valgt at skrue på en anden hane for at få flere pund i klubkassen: at sælge flere billetter. 

Tæt på den vrede graffiti begyndte i 2017 byggeriet af det nye Brentford Community Stadium, der kommer til at ligge på grænsen til nabobydelen Gunnersbury. Byggegrunden har været Benhams siden 2012, men det har taget tid at finde investorer, der havde lyst til at gå ind i projektet, der også har mødt officielle protester fra den botaniske have Kew Gardens på den anden side af Themsen. Her er man bekymret for, hvad stadion og de nye boligbyggerier, der muligvis kommer til at skyde op omkring det, vil gøre ved udsigten. 

Desuden har beboere klaget over den belastning, som tilrejsende tilskuere vil udgøre for trafikken i området. Stadion­kapaciteten er på 17.250 lokalplansgodkendte tilskuerpladser. Billy Grant synes, det er et udmærket mellemleje. Nok til Premier League, men heller ikke for meget, hvis The Bees skulle være så uheldige at rykke ned. 

”Vi vil hellere have et stadion, hvor stemningen pumper hver eneste weekend, end et, vi har svært ved at fylde. Hvis vi rykker ned i League One med et kæmpestort tomt stadion, vil folk sige: ’Brentford har ikke nogen sjæl længere.’”

Billy Grant og mange andre Brentford-fans krydser for tiden tæer for, at de får en tribune med ståpladser. Sådan en har de i dag, og den skal med, hvis sjælen skal med. Ståpladser har været forbudt i Englands bedste ligaer siden de tidlige 90’ere, og Griffin Parks ståpladser eksisterer kun endnu på grund af en dispensation. Men disse år har en fanbevægelse for ståpladser bragt muligheden i spil igen.

”Ståpladser er geniale,” siger Billy Grant. 

”Hvis jeg har et sæde, sidder jeg der hele kampen, hvorimod jeg kan bevæge mig frit rundt, hvis der er ståpladser. Hvis du har lyst til at komme over og tale med mig under en kamp, kan du bare gå over til mig. Det er umuligt med siddepladser. Det er en social begivenhed. Hvorfor skal jeg tvinges til at sidde ned?”

Peter Rowden, 79, bor i Kent, men har sent i livet fattet kærlighed til Brentford F.C. Hans datter har foræret ham et sæsonkort, og han kører gerne de 80 kilometer frem og tilbage til en hjemmekamp.

ANDEN HALVLEG har været en katastrofe for Brentfords spillere. Oven på første halvlegs underholdende og hurtige spil har de virket decideret modløse, efter at Readings Jón Daði Böðvarsson i det 64. minut gled endnu en bold over stregen efter en fejl fra Brentford-målmand Bentley. Publikum har også givet op. Der høres færre og færre ”Come on, you Bees!” I stedet begynder de at artikulere frustrationer over egne spillere. 

”Fucking idiot! Det var der absolut ingen grund til,” snerrer en mand i blå polo med nobel mørk sideskilning, efter at fløjen Saïd Benrahma i vildrede har hevet en modstander ned bagfra og modtaget sit andet gule kort.

Netop som publikum på hjemmebaneståpladserne virker allermest adspredte og begynder at mumle resignerede afskedshilsner og er klar til at sive hjemad, annoncerer stadionspeakeren absurde 10 minutters tillægstid, og de 12.000 struber på stadion forenes i et urbrøl: ”Yeeeeeeeeeees!”

To minutter senere kommer Yoann Barbet højest op til en forlængning ind foran Readings mål, og det lykkes franskmanden at dirigere den ind med hovedskallen. Udligningsmålet giver ny energi til de 10 Brentford-spillere, der er tilbage på banen, og resten af overtiden jagter de sejrsmålet. Tre minutter senere stiger Henrik Dalsgaard op til en god hovedstødschance, som han header forbi den venstre stolpe. Danskeren råber ad sig selv og sparker til banden. 

”This is not the friendly corner.” Her jubler de hårde fans, da Brentford får udlignet i overtiden.

UDEN FOR The Griffin, den ene af de fire pubber, der omkranser stadion, skråler Reading-fansene. Med slutresultatet 2-2 var det dem, der vandt ét point i dag, og som har noget at fejre, selvom det er gået noget ned ad bakke, siden klubben mellem 2006 og 2008 tilbragte to sæsoner i Premier League. 

”Det var fint nok at være i Premier ­League,” siger Aaron, en slank ung mand med mørkebrunt hår.

”Men det var også lidt dyrt. Det kunne nemt løbe op i 500-1.000 kroner, når man skulle af sted for at se en udekamp. I dag slipper vi som regel med 200-250 kroner. Det er genialt!”

Lidt længere væk står det midaldrende trekløver Mark, Mark og John, der har været Brentford-fans så længe, de kan huske. Mark med røgfarvede briller drikker altid cider, fortæller han. Den anden Mark, der spiler sin gigantiske lilla polo med bi-emblem godt ud, kan huske alle mulige fakta om Brentford, men også nøjagtig hvor mange pints han har drukket i år. Lige nu er han i gang med nummer 1.306. 

John i det rødsorte Brentford-træningssæt fortæller, at hans forældre mødte hinanden på Griffin Park engang i 50’erne, så hans klubmæssige tilhørsforhold var skæbnebestemt, mener han. Han husker støtteindsamlingerne med raslebøssen til Brentfords overlevelse, og dengang stadion var tvunget til at sælge noget af grunden, for at der kunne blive bygget huse bag udebanetribunen. Han er taknemmelig for, at Matthew Benham har reddet klubben: 

”Vi har levet i drømmeland de sidste fem år.” 

John går ikke så meget op i, om klubben rykker op i år. Han kan til gengæld godt forstå, at en Premier League-placering vil betyde noget for at hverve nye fans og for de unge, der kun kender Brentford fra klubbens seneste, ambitiøse fase. Men det går ham på, at det gamle stadion bag ham skal rives ned og give plads til moderne lejlighedsbyggeri, når Brentford skifter til den nye hjemmebane.

”Det knuser mit hjerte, at vi er nødt til at forlade Griffin Park,” siger han og lusker hjem i det tiltagende mørke med et sørgmodigt smil.

OP AT STÅ!

Griffin Park har fået dispensation af det engelske fodboldforbund til at beholde sine ståpladser. Siddepladser har ellers været et lovkrav på stadioner i toppen af engelsk fodbold siden begyndelsen af 90’erne. Kravet blev indført som reaktion på Hillsborough-ulykken i 1989, hvor 96 mennesker blev mast og trampet ihjel under en FA Cup-semifinale mellem Liverpool og Nottingham Forest. Mange af de omkomnes efterladte lever stadig, og stadionsikkerhed er et ekstremt følsomt emne i England. Men flere klubber er interesserede i at få ståpladserne tilbage, og det samme er fansene.

Ifølge en måling foretaget af det engelske fodboldforbund ønsker 94 procent af engelske fodboldfans en indførelse af såkaldt safe standing. Det vil sige moderne ståpladser udformet med al den mulighed for sikker stadionindretning og monitorering af publikum, man har til rådighed i dag.

Engelske fortalere peger på andre lande, der tillader det, først og fremmest Tyskland, hvor man har måttet stå op i årevis, og hvor det mest prominente eksempel er Borussia Dortmunds intense tribune med tilnavnet Gelbe Wand (den gule mur, opkaldt efter hjemmeholdets trøjefarve).

I England har spørgsmålet igangsat en ideologisk strid. Den konservative regering afviste i april en safe standing-ansøgning fra Champion­ship-klubben West Bromwich Albion. Kort efter sendte Crystal Palace en anmodning til parlamentet, underskrevet af London-klubbens egne fans, om at debattere muligheden for ståpladsernes tilbagekomst. Efterfølgende meddelte Labour, at de støtter safe standing.