DEN SKÅNSKE LUFT er varm og tåget om formiddagen den 26. august 2019, da den svenske læge Karolin Hakim bevæger sig fra sin opgang og ned på Sergels Vej i Malmø med sin kæreste og sit nyfødte barn. På tværs af Sergels Vej, i det attraktive Ribersborg-kvarter, løber en sø mellem egetræer og siv og munder ud i Malmøs Copacabana, som stranden kaldes på Tripadvisor. Her promenerer malmøitter, spiser is i sensommersolens stråler og springer hovedspring fra Ribersborg Kallbadhus. Til den ene side kan badegæsterne kigge på Øresundsbroen og den amagerkanske fugleø Saltholm. Til den anden side mod Malmø Centrum og den 190 meter høje bygning Turning Torso, der snor sig gradvist op i luften som en croissant-dej trukket ud af en dåse.
De tre går mod en bil på en parkeringsplads. Karolin Hakim har iranske rødder, langt, mørkt hår og brune øjne. For et par måneder siden afsluttede hun sin lægeeksamen, og et par uger senere fødte hun en datter. Karolin Hakim er i selskab med sin kæreste, Naief Adawi, som har palæstinensiske rødder og bærer parrets nyfødte baby i sine arme.
Tre mænd står på lur og venter på dem rundt om et hjørne ved siden af den hvide boligblok. To af mændene bærer pistoler, deres hoveder er presset ind under hætter og kraver på deres jakker. De spurter hen imod Naief Adawi, og de skyder, mens den tredje mand sætter sig ind i en sølvgrå Mercedes bag ved Sergels Grill nogle meter derfra.
Naief Adawi flygter, han løber uden om kuglerne og taber barnet på parkeringspladsen. Karolin Hakim skriger og skynder sig at løfte sin datter op fra asfalten. De bevæbnede mænd vender sig i stedet mod hende. Hun bønfalder dem om at lade hende gå, men den ene mand affyrer et skud, som rammer hendes overkrop, og hun falder sammen på fortovet bag grillbaren. Manden går nærmere. Så skyder han den nybagte mor og læge på klos hold.
NOGLE GADER DERFRA har en mand en samtale i sine høretelefoner, der pludselig overdøves. Først synes han, det lyder som brædder, der kastes ud ad et vindue, fortæller han senere til avisen Sydsvenskan. Så går det op for ham. Han er sygeplejerske og uddannet i hjerte-lunge-redning og sætter i løb mod skudsalverne. Fra en altan i nærheden forsøger en beboer, der også er læge, at tage billeder af hændelsen med sin telefon, men hans hænder ryster for meget. Han ser moren og barnet og råber: ”Pas på babyen!” Gerningsmændene bevæger sig væk, og lægen skynder sig derhen. Karolin Hakim ligger på fortovet med åbne øjne i en sø af blod. Flere mennesker stimler sammen omkring hende. Da lægen og sygeplejersken ankommer, har en kvinde samlet babyen op og båret hende hen til en restaurant i nærheden. Barnet er sluppet med skader fra faldet. Lægen udfører sammen med sygeplejersken og en anden kvinde kompressioner på hendes bryst. Lidt efter kommer Naief Adawi, Karolin Hakims kæreste, tilbage. Et ægtepar tager mod ham og fører ham hen til hans overlevende datter.
Den første patruljebil ankommer 5-8 minutter efter skuddene. Politiet fortæller senere, at de formoder, at gerningsmændenes mål var kæresten Naief Adawi. I 2010 blev han idømt otte års fængsel for at have deltaget i et af danmarkshistoriens største røverier, da Dansk Værdihåndtering i Brøndby to år tidligere blev lænset for mere end 60 millioner kroner. Karolin Hakim bliver kørt på hospitalet, men dør allerede under behandlingen. Til svensk presse kalder øjenvidner drabet for en ren henrettelse.
”DÉR ER NOGLE af de frikendte,” siger Joakim Palmkvist og vender blikket i retning af en gruppe unge med indvandrerbaggrund i sorte dynejakker og hættetrøjer, der sidder foran den brune retsbygning i Malmø. Den 55-årige svensker er journalist på Sydsvenskan og serverer et solidt håndtryk med store, ru hænder. Det er september 2021 og den første dag i ’Operation Snake’ – den største retssag i Skåne i 25 år målt på antallet af anklagede.
Politiaktionen har fået sit navn efter de involveredes evne til at sno sig som slanger. 15 mænd sidder for retten og er ifølge anklagemyndigheden flettet sammen i tre bander, der tilsammen kalder sig ’Alliancen’.
Mændene er tiltalt for mordplaner på i alt otte personer, der har forbindelse til den danske statsborger Amir Mekky, der er opvokset i Malmø, går under navnet ’Bokseren’ og sidder varetægtsfængslet i Spanien efter at have været eftersøgt for mord, narkohandel og hvidvask. Da vi lidt efter står i kø til en kaffemaskine i ventelokalet ved siden af retssalen, hiver Joakim Palmkvist en stak papirer op af sin skuldertaske.
”Her er galleriet over de mistænkte,” siger han og peger på anklageskriftet og på mugshots af en gruppe sammenbidte mænd med udenlandske rødder. Under deres navne står de aliasser, som mændene har brugt i EncroChat, en teletjeneste, som organiserede kriminelle på tværs af Europa brugte som kommunikationsværktøj, indtil politiet fik adgang til systemet i 2020.
”’Bokseren’ ville have en større bid af det svenske narkomarked, og siden har der været en lang række mord,” nedkoger Joakim Palmkvist situationen.
En af de døde er Karolin Hakim, og hendes kæreste er blandt de anklagede i det enorme sagskompleks, der trækker tråde langt ned i den moderne svenske kriminalitet.
Mændene er i håndjern og bliver fulgt ind i retssalen en efter en af politivagter, mens de flankeres af advokater i jakkesæt og tilbagestrøget, glinsende hår.
Joakim Palmkvist sidder på tilhørerpladserne bag en glasplade, mens anklagerne bliver læst op og visuelt vist på fladskærme; anklageskriftet er spækket med korrespondancer i EncroChat og overvågningsbilleder.
Et billede af ’Bokseren’ bliver vist, han har et tomt udtryk i øjnene og en hårdt prøvet næseryg, der er i sync med hans kælenavn.
”Så kommer vi til den person, som vi mener er årsag til konflikten,” siger chefanklager Anna Edebalk.
Ved synet af ’Bokseren’ skærer nogle af de unge mænd på tilhørerrækkerne ansigter og mumler. I pausen trykker Joakim Palmkvist en klump snus op under overlæben og går hen og taler med et par forsvarsadvokater.
”Beviserne kommer vi til at slås om,” siger Markus Bergdahl, der er i ternet habitjakke med charmeklud. Han er advokat for en af de mange anklagede, en mand, der på EncroChat har kaldt sig ’Waterbee’.
Efter afhøringerne trækker Joakim Palmkvist en skinnende rød og hvid knallert med en orange mælkekasse bagpå forbi tyrkiske restauranter og bagerier, der frister med kanelbullar. Undervejs fortæller den svenske journalist, at politiet tidligere har afhørt Markus Bergdahl, fordi en EncroChat-telefon var registreret i hans navn. Svensk politi udgav for nylig en rapport, hvoraf det fremgik, at kriminelle i mange tilfælde har fået assistance til deres forretninger af advokater, men forsvarsadvokaten i denne sag har nægtet kendskab til telefonen, siger journalisten fra Sydsvenskan.
”Operation Snake drejer sig om tunge spillere, der tidligere var konkurrenter og tydeligt har korresponderet om, hvem der skulle dø. Flere hundrede markante kriminelle sidder fængslet i Sverige lige nu, mange af dem i Skåne, men alligevel har der aldrig været mere og billigere narkotika i omløb. Det må betyde, at nye folk, som måske er for smarte til at lade sig fange af dataovervågning, har taget over.”
Journalisten kigger på sin knallert.
”Det var terapi for mig at restaurere den for seks år siden, mens jeg var inde i hovedet på en seriemorder, som jeg skrev en bog om (Peter Mangs, red.),” siger han og kører væk på den lille knallert med hovedet presset ind i en lille rund hjelm.
Malmø-bydelen Rosengård søndag 17. april om formiddagen. Dagen før var der oprør med blandt andet afbrænding af politibiler.
HARDCORE KRIMINELLE I Sverige er ofte smartere, end politiet tillader. Og mere koldblodige og hensynsløse. Selvom mange sidder i fængsel, går mange andre fri. I 2017 anslog politiets nationale operativ-afdeling, at 200 kriminelle netværk havde etableret sig i udsatte boligområder i den sydlige halvdel af Sverige. For en håndfuld år siden fik Malmø øgenavnet ’Nordens Chicago’, da mængden af skuddrab og bombeeksplosioner løb som flammer på en tør kornmark, men de seneste år har der været færre skuddrab i Sveriges port til Danmark, der også er brohoved for narkotika og våben.
På landsplan sætter antallet af svenske skuddrab dog stadig rekorder: Ifølge en rapport, der blev udgivet i 2021 af det kriminalpræventive Brottsförebyggande Rådet, forkortet Brå, ligger Sverige nummer 1 i antallet af skuddræbte blandt de 22 europæiske lande, som indgik i undersøgelsen. Og mens antallet af skuddræbte de senere år er faldet i de fleste europæiske lande, er antallet mere end fordoblet i Sverige mellem 2011 og 2019.
Alene fra 2018 til 2021 har der været 175 skuddrab og 1.347 skudtilfælde i Sverige. 80 procent af drabene forbindes med organiseret kriminalitet. I Danmark blev der i samme periode registreret 33 drab og 167 skudepisoder relateret til rocker- og bandemiljøet.
”Som vi er organiseret nu, kan vi ikke klare det,” sagde en politiinspektør fra det nordlige Stockholm til Sveriges Television i oktober sidste år.
Mellem 2015 og 2019 faldt der ingen domme i efterforskningen af cirka 80 procent af Stockholms drabssager, og nogle måneder før politiinspektørens udtalelse sad Gøteborgs integrationsbetjent Ulf Boström på tv-skærmen med tårer i øjnene og udtrykte sin magtesløshed over bandeproblemernes blodige omfang.
”JAG VIL INTE!” råber en mand på græsplænen foran politiuddannelsen på Malmø Universitet. To unge fyre i politiuniform og refleksveste presser ham op ad en patruljebil. Bag mondæne, moderne lejlighedsbygninger ligger skinnende sejlbåde i en lystbådehavn, og foran indgangen til den rødstensfarvede universitetsbygning svajer en mand i luften med en spiritusflaske mellem hænderne, mens han råber: ”Jag är fan inte full!” De højtråbende mænd er skuespillere, og de studerende i refleksveste øver hverdagssituationer for svenske betjente. I polisutbildingens underetage står studerende på række med skarpladte pistoler.
Gustav, der er politistuderende, trykker på aftrækkeren med bøjede knæ: Bang, bang! Patronerne hamrer gennem pap-torsoen i den anden ende af lokalet, og projektilerne lander på det bløde gulv. Gustav vil være anonym for at værne om sin sikkerhed, når han snart skal ud i marken som politibetjent, og ingen af de andre politistuderende vil udtale sig med rigtige navne og til citat.
Den 25-årige politistuderende har blå øjne, et trimmet skæg langs kæben og en bølget hårpragt. Uddannelsen følger et såkaldt normkritisk spor, der handler om at gøre sig bevidst om sine egne fordomme og ikke handle efter dem.
”Vi skal granske os selv,” siger den politistuderende og nævner en undersøgelse fra Brå, der skal afklare, om folk med anden etnisk baggrund end svensk oplever diskrimination fra politiet. Personer med udenlandsk baggrund mistænkes oftere for at begå kriminalitet, viser et studie fra Brå. Samtidig står de formentlig for de fleste skuddrab i landet. I en analyse i Dagens Nyheter i 2021 fremgik det, at 85 procent af de personer, som anholdes eller retsforfølges for våbenkriminalitet i Sverige, er født i udlandet eller har mindst én forælder, som er.
”Jeg vil få en klump i maven,” siger Gustav, da vi bagefter sidder i et undervisningslokale et andet sted i bygningen, og jeg spørger, hvordan han vil have det, hvis, eller når, han for første gang skal trække sit våben over for en kriminel.
Forrige sommer blev en betjent dræbt af skud i et boligområde i Gøteborg.
”Hvad hvis det havde været mig?” siger Gustav, prikker sig på brystet foran den skudsikre vest og fortsætter: ”Det er en forfærdelig udvikling. Vi lever i et af de mest privilegerede lande i verden, så det er utroligt, at det sker så ofte.”
MALMØ ER VOKSET som betonkantareller på epo. 350.000 mennesker bor i dag i Sveriges snabbast voksende by. I 1995 boede der cirka 235.000. Der er mænd med sikkerhedshjelme overalt i byen, og de talrige byggekraner ligner fiskestænger klar til at dumpe deres kroge fast i fundamentet på den skånske metropol, som rummer mennesker fra 179 lande. Næsten halvdelen af byens indbyggere har udenlandsk baggrund, og en tredjedel af dem er født i et andet land. En højere andel end i både Stockholm og Gøteborg. I bogen ’Malmö – Världens svenskaste stad’ fra 2011 beskriver den svenske journalist Per Svensson, hvordan byen med den umættelige sult efter vækst, de høje huse, den rå beton og de mange indvandrere indkapsler det moderne Sverige.
Et par kilometer fra den centrale bydel skyder de beigefarvede betonblokke i forstaden Rosengård i vejret. I blokkene bor 24.000 mennesker, hvoraf 86 procent har udenlandsk baggrund, og på en gavl, synlig fra den firesporede Amiralsgatan, der æder sig gennem Rosengård, hænger en mosaik med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, bydelens berømte søn. Forårssolen luner, dovne måger napper til skrald foran Rosengård Centrum. Det er ramadan, den muslimske højtid, og i glasmontren ved centrets svingdøre er der udstillet islamiske souvenirs og dadler. Centeret dufter surt af rengøringsmiddel, der er kø hos svensk borgerservice, men der er ikke meget aktivitet i grøntsagsboderne og i tøjbutikkerne. Forstadsdøsen og dens flig af tristesse står i modsætning til de dage i påsken, hvor dele af bydelen var i brand. Der blev sat ild til en skole og en bus, politibetjente blev ifølge SVT angrebet med sten og molotovcocktails, og en fotograf fra danske TV 2 blev sparket i brystet. Den hardcore islamkritiker Rasmus Paludan var på Sveriges-turné for at futte koraner af, og hans provokation sendte hundreder af unge mænd på kogepunktet i en hærværksrus i Rosengård, men også i Stockholm, Örebro og Linköping. I alt 14 civile og 26 politibetjente kom til skade ifølge svensk politi. Optøjerne så ud til at være koordinerede, og mange af de unge var kendte ansigter fra banderne, sagde Sveriges rigspolitichef på en efterfølgende pressekonference.
NOGLE DAGE EFTER optøjerne blev en ung mand efterlyst for drabsforsøg, da en kugle gik gennem et lejlighedsvindue i bydelen i en anden sammenhæng, og i Rosengård Centrum spørger jeg en lav fyr med briller om, hvad han synes om situationen.
”Politiet kommer alt for sent og er for lidt til stede,” siger han og holder fingrene på brillerne for at signalere, at politiet skal åbne øjnene.
”Fuck you,” siger han med adresse til ordensmagten og derefter bestemt, at han ikke vil citeres med navn, inden han pisker af sted med en mobiltelefon i hånden og armene i sving foran overkroppen, som om han svømmer crawl.
To fyre på omkring de 30 drikker dåsejuice ved et spisested i centeret, der reklamerer med köfte i flammer.
”Vi er imod vandalisme, men vi er også imod at sprede had,” siger den ene om Paludan-besøget.
Han har trimmet fuldskæg, en sixpence på hovedet og taler med dyb stemme på engelsk, det foretrækker de begge, da det kniber med at forstå dansk.
”Det er unge, der er ude om aftenen og ikke har nærværende forældre. De laver kriminalitet og får hurtige penge mellem hænderne” siger han og gnider fingrene sammen: ”De er fyldt med had.”
Ved bordene bag os sidder ældre mænd med hæse stemmer og sutter på tandstikkere.
”Jeg har aldrig begået kriminalitet. Min mor ville blive ked af det, hvis jeg lavede ballade,” siger den anden fyr, der har stram sideskilning og tydelige kindben. Ingen af dem vil citeres med navn.
”De unge ryger kun i fængsel et par år for grov kriminalitet, så kommer de ud igen og slår måske nogen ihjel,” siger fyren med sixpence.
AT SVERIGE IKKE straffer de kriminelle hårdt nok, siger mange i Rosengård, også 18-årige Hussain, som sidder i en frisørsalon, hvor han får barberet siderne på hovedet med en guldfarvet hårtrimmer, så det mørke hår på øverste etage står i luften som karse fra en bakke.
”Jeg kender ingen, der laver kriminalitet, men jeg anerkender, at der er mange udlændinge, som gør det. Jeg tror, de mangler uddannelse,” siger han, da vi har sat os på en bænk. ’Antiracisme – Det handlar om våra liv’, står der på et klistermærke på en skraldespand bag os.
Hussain er ved at uddanne sig inden for IT, han er i træningssæt og hvide gummisko.
”Du kan også spørge min ven Azim,” siger han og peger på en 19-årig fyr, også i træningstøj, som kommer gående med laskede skridt, mens han misser med øjnene i solens stråler. De har begge pakistansk baggrund og veksler ord på urdu.
”Shit,” siger Azim og løfter bryn, da jeg bemærker, at Sverige har det højeste antal skuddræbte i Vesteuropa.
Væk fra os står der ’Välkommen till HELL’ på et skilt foran en boligblok som en kommentar til den omfattende videoovervågning i Rosengård. For et par uger siden blev en mand anholdt og mistænkt for drabsforsøg efter en skudepisode på den lokale kirkegård og gravplads.
En kvinde i blomstret sommerkjole og håret sat op vipper i en bil en autostol op med sin fire måneder gamle datter på bagsædet. Hina Mahmood er 29 år og har boet det meste af sit liv på Nørrebro i København og i Ishøj. Siden boede hun tre år i Rosengård, da hun blev familiesammenført med sin mand i Sverige. Parret bor i dag i en anden bydel i Malmø, og lige nu er hun forbi sin bror, der har en lejlighed i en af blokkene. Hun har ikke selv overværet vold eller kriminalitet i bydelen, siger hun, men Hina Mahmoods storebror har siddet i fængsel flere gange og er blevet taget med pistoler, da familien boede i Danmark. Broren er ikke længere involveret i kriminalitet. Han blev fedtet ind i en forkert omgangskreds, siger hun.
UDEN FOR MALMØ BYRET står regnen ned i stænger, og indenfor har flere af de velfriserede forsvarsadvokater i Operation Snake fået vådt hår. Inde i retten mener forsvarer Markus Bergdahl, at ”anklagemyndigheden har begået fejl”, mens han kigger op mod dommeren. Det er fransk og ikke svensk lovgivning, der har gjort det muligt at få adgang til EncroChat-materialet, og det mener forsvarsadvokaten belaster sagen. Joakim Palmkvist sidder på tilhørerrækkerne og noterer det hele på sin laptop.
Nogle dage efter sidder han på Sydsvenskans redaktion i et åbent kontorlandskab på fjerde sal, der har et storcenter i underetagen. På gaden udenfor snor grønne elbusser sig forbi Triangeln Station, som er en del af Citytunneln, der betjener Øresundsforbindelsen fra København, inden toget rammer Malmø Centralstation. Journalisten har dækket organiseret kriminalitet i 25 år, og han siger, at den svenske underverden er blevet større og mere rå gennem årene.
”De skyder oftere efter hovedet i dag. Det er i højere grad blevet alle mod alle, og det er ikke så velstruktureret et magthierarki som for 20 år siden. Der er en myriade af forklaringer på landets problemer med bander og skuddrab, og den udbredte tavshedskultur står højt på listen. Når få bliver dømt, fordi der ikke er nogen, der tør vidne, breder tystnadskulturen sig endnu mere,” siger Joakim Palmkvist og anslår, at den svenske tavshedskultur slog rødder for 10-12 år siden samtidig med et generationsskifte i banderne.
Flere stemmer i Sverige vil have, at anklagemyndigheden kan benytte sig af anonyme vidner, ligesom tilfældet er på vores side af Øresund. I Danmark kan sociale myndigheder, Skattestyrelsen og politiet få adgang til hinandens registre, hvilket ikke er muligt i Sverige. Det er et problem, mener Joakim Palmkvist:
”Der findes familier, som officielt ikke tjener nogen penge eller får sociale tilskud, men betaler husleje, sender deres børn i skole og lever af gangster-virksomhed. Hvis man kunne samkøre registre, kunne man få bedre overblik over kriminalitetens finansieringskilder.”
I 2019 GENTOG statsminister Stefan Löfven, at der ikke er sammenhæng mellem bandekriminalitet og indvandring; et synspunkt, der i årtier ikke bare har præget den svenske debat, men har monopoliseret den. En slags politisk tystnadskultur, der har lagt en dyne af tavshed over emnet. Et år senere vendte Löfven dog på en svensk tallerken og kædede kriminaliteten sammen med fejlslagen integration.
Debatten om indvandring har rykket sig markant i Sverige i de senere år, konstaterer Joakim Palmkvist, der forklarer, at den nu forhenværende premierministers ord mest handlede om klasse.
”Det er mennesker, som ikke er blevet integreret, men er havnet nederst på den sociale rangstige og derfor begår kriminalitet, var statsministerens analyse. Det er også et klasseproblem, mener jeg, men der er også dem, som primært er havnet i skidt selskab, fordi der findes så mange kriminelle omkring dem.”
Hvorfor nævner svenske journalister ikke etnicitet, når de dækker kriminalitet?
”Hvis et vidne siger, at gerningsmanden så arabisk ud, skriver jeg det som signalement. Men jeg skriver ikke, at gerningsmanden havde arabisk baggrund, hvis hans etniske rødder ikke har betydning for, hvilken kriminalitet han har begået, og han er født i Sverige.”
Har befolkningen ikke brug for at blive informeret om den kriminelles etniske baggrund, så de kan blive klogere på, hvor problemerne eksisterer?
”Den oplysning gør ikke læserne meget klogere. I Malmø har næsten halvdelen af indbyggerne udenlandsk baggrund.”
TINO SANANDAJI ER økonom på Stockholm School of Economics, og han mener, at den svenske journaliststand har svigtet. Journalisterne har ikke gjort deres job godt nok, fordi de ikke har beskrevet de kriminelles etnicitet, og de har svigtet ved i for høj grad at præsentere befolkningen for ren matematisk statistik koblet sammen med akademiske stemmer, der har givet et fordrejet indtryk af bandeproblemernes omfang.
”De svenske mediers dækning har dog ændret sig – af samme årsag som Stefan Löfvens holdning tog en drejning: fordi deres position blev uholdbar i forhold til den offentlige mening,” siger den 42-årige økonom, der har skrevet flere kritiske bøger om Sveriges indvandringspolitik.
Den svenske debat om integration har i årtier været tabuiseret, siger Tino Sanandaji. En udvikling, som han mener går tilbage til 80’erne og 90’erne.
”Sverige har haft store problemer med højreekstremistisk vold mod immigranter. Nynazister brugte immigranters forbrydelser til at retfærdiggøre deres handlinger, men når forbindelsen mellem kriminalitet og migration blev påpeget fra ’ikke-racister’, blev kritikken stemplet som racisme.”
Og tabuet blev bare styrket, da det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, mener han.
”Medierne og den akademiske elite blev enige om, at kriminalitet intet havde med immigration at gøre. Årsagen til problemerne var altid ’klasseskel’,” siger Tino Sanandaji, der opridser flere grunde til, at det ikke giver mening at stirre sig blind på begrebet klasseskel:
”Mennesker, som har psykiske problemer, dårlig selvkontrol og ingen uddannelse, er mere tilbøjelige til at klare sig dårligt på arbejdsmarkedet, og de omstændigheder øger risikoen for kriminalitet. Men det beviser ikke, at fattigdom fører til kriminalitet. Der er masser af fattige mennesker, som ikke begår kriminalitet. Fænomener som machokultur og ideer om vold og ære er udbredt i kriminelle kredse. Og selv hvis vi antog, at problemerne kun handlede om klasse, ville dem, der siger, at mindre immigration fører til mindre kriminalitet, have en pointe.”
I MALMØ-BYDELEN Lindängen zigzagger drenge på store mountainbikes mellem blokkene, hvor der bor cirka 7.000 mennesker. I stuelejligheder med udestuer sidder ældre beboere og stirrer i deres telefoner, og foran dem hviler Alan Soranson kroppen over et hegn ved Högaholmsskolans legeplads. Han er født i iransk Kurdistan og har boet i Lindängen i en årrække. Lindängen er, ligesom Rosengård, på Sveriges liste over ’særligt udsatte områder’, og i januar blev en mand skuddræbt i en trappeopgang i bydelen.
Alan Soranson har et bamset ansigt, buskede bryn og briller. De kriminelle har det for let, mener han.
”Hvis der ikke er konsekvens, er der ingen respekt. Det gælder også for børnene,” siger han og peger bag over skulderen med en tommelfinger. Den 59-årige pædagog er i læderjakke og refleksvest, hvor der står ’Malmö Stad’.
Hvorfor taler vidner ikke med politiet?
”Folk er bange for at sige noget, og de ved, det ikke hjælper. Politiet ved, hvem de kriminelle er. De har deres navne stående på lister. Men når de kriminelle ryger i retten, bliver de stillet for en dommer og sendt ud i det fri,” siger Alan Soranson.
En far, der er skulderbred som et cykelstyr, kommer gående med sine to voksne sønner på vej ind i en opgang. De har små vandflasker og poser med pitabrød i hænderne og vil ikke citeres med navne.
”De kriminelle hævner sig, derfor taler folk ikke. Men politikerne tager heller ikke nok ansvar,” siger en af sønnerne med foroverbøjet kropsholdning.
Et par blokke længere væk står en 44-årig mand og vasker en varevogn med kost og sæbe. Han er kompakt, arbejdsmuskuløs og sætter sig på bagsmækken af sin bil,mens han taler bosnisk med sin datter i telefonen og hiver en Winston op af en cigaretæske.
”De mennesker, der bor i velhavende områder, vil gerne tale med politiet. Men ingen investerer i noget i Lindängen. Der er så meget lort her. Trust me.”
Vi kommunikerer på engelsk, og jeg får hans fulde navn, som jeg – igen – ikke må skrive. Den 44-årige har en dyb klangbund i stemmen og en tynd guldkæde om halsen. Han ejer et rengøringsfirma og har boet i Lindängen i 10 år.
Ville du tale med politiet, hvis du så et menneske blive skudt?
”Ja, ingen skal have lov at tage et andet menneskes liv. Men hvis regeringen er ligeglad, hvorfor skulle jeg så ikke være det?” siger den 44-årige, der kender mange bosniere, som kom herop under krigen på Balkan og fik socialhjælp.
”30 år senere …” siger han og laver pauser mellem ordene for at dramatisere sin forargelse:
”De. Sidder. Stadig. Derhjemme. Og Sverige gør ingenting. Hvis deres børn laver kriminalitet, får de bare endnu mere hjælp fra regeringen.”
Rengøringsmanden har også boet flere år i Danmark, og han er begejstret for den danske regerings konsekvens over for sine borgere.
”Hvis den danske regering siger nej, så mener de nej,” siger han og råber efter mig, da vi har ønsket hinanden god eftermiddag: ”Du lover mig, du ikke skriver mit navn.”
Malmø-bydelen Lindängen.
BYEN LUND ER på lavt blus. Bortset fra en karavane af børnehavebørn og få cyklister, der bakser i lavt gear op ad de stejle gader, er der ikke mange mennesker at spore fra banegården og op mod Skånes Universitetshospital, der fra luften ligner et kæmpe kors. En del af beboerne er stuvet sammen i forelæsningslokaler på Lunds Universitet lige ved siden af. Her går 50.000 studerende, og tusindvis af dem pendler hver dag de 20 kilometer fra ‘tvillingebyen’ Malmø.
”Der var et kæmpe slagsmål med 50-60 personer lige derude,” siger Ardavan Khoshnood, ph.d., akutlæge og kriminolog, da han tager imod i jeans og sweatshirt i hospitalets stueetage, mens han peger ud bag patienter i kørestole ved indgangen.
I september 2021 var der et masseslagsmål foran hospitalet en dag ved 13-tiden. På en mobiloptagelse fra SVT kan man se, hvordan flokke af mænd slår og tramper på hinanden, mens politifolk forsøger at adskille kamphanerne. Ardavan Khoshnood havde et kursus for medicinstuderende den dag, og de fulgte med fra et vindue, da grupper af unge med indvandrerbaggrund slog løs med de bare næver.
”De studerende var chokerede. Og jeg tænkte: Er det her, Sverige er på vej hen?” siger den skaldede kriminolog, da vi har fundet et mindre konferencerum at sætte os i. Politiet formoder, at konflikten opstod mellem to familier i et boligkvarter, hvor en person blev kørt på hospitalet efter et slagsmål. På en restaurant stødte grupperingerne senere atter sammen, flere blev kvæstet og kørt på hospitalet, og politiet karakteriserede et af tilfældene som drabsforsøg. Foran hospitalet udspillede sig tredje akt.
”Tænk, at så mange mænd var klar til at slås så tidligt på eftermiddagen. Det var skræmmende,” siger Ardavan Khoshnood, der forelæser i kriminologi på Malmø Universitets politiuddannelse. Han sætter en pegefinger på tindingen.
”Når de kriminelle bliver snuppet af politiet, siger de ikke et kvæk. Når de ender på hospitalet, siger de lidt mere. Jeg er nødt til at vide, om de fik slag i hovedet, og i hvilken retning kniven kom fra. Jeg får mulighed for at se, hvem ofrene for kriminaliteten er, og det bidrager til mit kendskab som kriminolog,” siger han.
Frem til 2018 blev en person, der besad et ulovligt våben, ikke automatisk varetægtsfængslet i Sverige, men kunne se frem til en retssag flere måneder senere. Da man ændrede lovgivningen, steg antallet af varetægtsfængslinger, siger Ardavan Khoshnood, men bemærker, at der ikke blev færre skuddræbte af den grund.
”Hvorfor mon?” spørger han og drager en parallel til hospitalsverdenen for at besvare sit eget spørgsmål: ”Hvis læger opdager en tumor, må de gå aggressivt til værks i behandlingen med det samme. Hvis kræften når at sprede sig, er det for sent. Men i Sverige har folk været bange for at tale om problemet, fordi de har været bange for at blive stemplet som fremmedfjendske.”
Akutmodtagelsen, Skånes Universitetshospital. Her modtager læge og kriminolog Ardavan Khoshnood blandt andet skud- og knivofre. Ambulancen har direkte indkørsel og kan parkeres ved døren.
BLANDT KRIMINOLOGER ER der dem, der mener, at højere straffe ikke virker, og at snuden skal holdes i et forebyggelses-spor, men der er også dem, der mener, at en øget strafferamme kan være brugbar. Læge og kriminolog Ardavan Khoshnood er i sidstnævnte gruppe.
”Jeg tror ikke, at strengere straffe vil have en afskrækkende effekt på de hårdeste kriminelle, men jo længere tid de sidder bag tremmer, jo mindre vold kan de begå i samfundet. Der følger også flere beføjelser med hos politiet, hvis strafferammen øges. Vi bør have en lovgivning, der ligner den, I har i Danmark,” siger han med reference til, at dansk politi kan kropsvisitere og ransage biler uden særlig mistanke i definerede visitationszoner i begrænsede perioder, ligesom domstolene kan give dobbelt straf, hvis lovovertrædelser forbindes med bandekriminalitet.
Forskellen på strafferammerne i Danmark og Sverige blev understreget i forbindelse med et dobbeltdrab i Herlev i 2019, der havde sit udspring i den dødbringende konflikt mellem de svensk-somaliske bander Dødspatruljen og Shottaz fra Stockholm-forstaden Rinkeby. Mindst 10 drab sættes i forbindelse med den blodige rivalisering, I Danmark blev fem mænd udsendt fra Dødspatruljen dømt for drabene i Herlev. Tre af dem blev idømt fængsel på livstid, mens de to sidste, der var under 18 år, fik fængsel i 16 år. Det var første gang i Danmark, at der blev udmålt så lang en fængselsstraf til gerningsmænd, der var under 18 år på gerningstidspunktet.
Til sammenligning fik et andet medlem af Dødspatruljen tre år på en lukket institution i Sverige, efter han som 16-årig skød og dræbte en person i Rinkeby. Læg dertil, at i Sverige fik unge mellem 18 og 20 år indtil for nylig ’strafrabat’, hvis de kendte sig skyldige i grov kriminalitet – en ordning, som regeringen dog har skrottet.
”Det har kun været længere nede i hierarkiet, at politifolk har råbt op. Hos den øverste ledelse var, og er, det et spørgsmål om politik. De politiske vinde i Riksdagen har ikke blæst i retning af højere straffe og dermed flere beføjelser til politiet,” siger Ardavan Khoshnood.
Rosengård Centrum. Vejen i forgrunden er Amiralsgatan. I baggrunden indkøbscenterets parkeringsplads og Rosengård.
I 2020 VAR DER 25 skuddrab i Stockholm. Året efter blev 22 personer dræbt med håndvåben i hovedstaden. I Malmø er mordraten til gengæld dykket. Politiet, kommunen og kriminalforsorgen indgik i 2018 et samarbejde under navnet Sluta Skjut. Filosofien bag ’Stop Skud’ er at udpege de centrale spillere i den kriminelle underverden, holde møder med dem og vise dem konsekvenserne af den dødbringende kriminalitet samt at få de kriminelle til at forstå, at politiet er i haserne på dem, indtil de siger farvel til bandelivet. Gør de det, bliver de tilbudt hjælp i form af bolig, uddannelse eller et exit-program.
Sveriges justitsminister Morgan Johansson bebudede i 2021, at regeringen vil have strategien Sluta Skjut til at spille en rolle i kampen mod skyderierne i andre svenske byer, ligesom der skal tilføres to milliarder ekstra kroner til svensk politi, der gradvist har fået flere økonomiske midler siden 2015. Samtidig har antallet af svenske politistuderende aldrig været højere.
Kriminologer fra Malmø Universitet har undersøgt effekten af Sluta Skjut og nåede ikke frem til entydige konklusioner. Men hos Malmø Politi fremhæves programmet alligevel som en vigtig faktor.
”Os, der arbejder med Sluta Skjut, som er en del af en langsigtet strategi, er overbeviste om, at programmet har haft indflydelse på udviklingen. Det er for kort tid til at kunne sige noget om programmets effekt,” skriver Glen Sjögren, politikommissær i Malmø Syd, i en mail.
I Lund mener akutlæge og kriminolog Ardavan Khoshnood, at der findes mange forklaringer på udviklingen i Malmø, som ikke nødvendigvis handler om Sluta Skjut. Blandt andet at der gennem årene har været så mange mord i byen, at de kriminelle har skudt og dræbt hinanden. Og samtidig sidder de narkobosser, som stadig er i live, nu i fængsel.
”Malmø havde i mange år flere dødelige skyderier end i Stockholm i forhold til byernes størrelse. Byen indstillede sig tidligere på realiteterne. Malmø er meget mindre end Stockholm, det er nemmere at holde styr på de kriminelle, og der er et hurtigere informationsflow for politiet fra den ene ende af byen til den anden,” siger kriminologen, der mener, at Sveriges integrationsproblemer er åbenlyse, men at spørgsmålet om mulige kulturelle årsager til kriminaliteten er svært at få greb om.
”Folk med mellemøstlig baggrund har ikke et særligt belæg for at blive kriminelle. Jeg er selv indvandrer og begår ikke kriminalitet. Men Sverige betaler en pris for at have taget imod virkelig mange asylansøgere gennem årene og placeret dem i udsatte boligområder uden at stille krav.”
Holma, højhusområde i Hyllie uden for Malmø. Her i P-kælderen mødte Sydsvenskan-journalist Joakim Palmkvist for et par år siden en våbenhandler for at lave interview.
SELV I DEN KRIMINELLE underverden opfattes drabet på Karolin Hakim med afsky, og blandt andet derfor mener politiet, at opklaringsmulighederne er gode. En 19-årig mand, som politiet mener er ejeren af den sølvgrå Mercedes, der blev brugt som flugtbil – og efter mordet blev fundet i brand få kilometer fra gerningsstedet – er blevet varetægtsfængslet og sigtet for medvirken til drab. Den mistænkte har dog et alibi. Han sad som tiltalt i Helsingborg i en anden sag, mens Karolin Hakim blev dræbt.
En uges tid efter drabet bliver den 19-årige mistænkte, som også sættes i forbindelse med drab og narkohandel i Helsingborg, dog løsladt. Karolin Hakim begraves 18. september. Under ceremonien i kirken breder hjerteskærende råb sig fra de efterladte. Efter begravelsen takker den dræbte kvindes familie de fremmødte i et brev, hvor de også henvender sig til den, der dræbte Karolin Hakim: ”Uanset hvor umenneskelig du er, vil du forhåbentlig have et hjerte, et knust hjerte, der altid vil gøre ondt.”
Politiet frigiver flere billeder med gerningspersonerne i håb om hjælp fra den svenske befolkning. Flere mistænkte anholdes, men de løslades igen, blandt andet en 23-årig mand, der – selvom han bliver frifundet – sættes i forbindelse med drabet på en 24-årig mand i Nydalaparken i Malmø i juli 2018.
Den 23-årige er ifølge Sydsvenskan dybt involveret i byens kriminelle netværk og har været mistænkt for andre drab, men han går foreløbig fri på grund af svag bevisbyrde.
I et andet, måske tilhørende sagskompleks bliver tre mænd et par uger før drabet i Nydalaparken skudt og dræbt uden for en internetcafé i Malmø. Tripledrabet betragtes som begyndelsen på en drabelig konflikt mellem rivaliserende grupper i Malmø, og målet er angiveligt gangsterbossen Amir Mekky, ’Bokseren’, som bliver såret foran internetcafeen.
Politiet varetægtsfængsler samtidig en anden mulig gerningsmand for drabet på Karolin Hakim, en 22-årig, der i forvejen afsoner en dom for grov kriminalitet. Men politiet mangler de afgørende beviser for hans medvirken til drabet. I august 2021 bliver han løsladt fra sin varetægtsfængsling, men forbliver bag tremmer for den dom, han modtog i en anden sag.
Politiet og anklagemyndigheden prøver, men de har hidtil ikke fundet den rette mistænkte og fået vedkommende dømt. Sagsanklageren fortæller dog til svenske medier, at hun håber, at politiets adgang til EncroChat-materialet kan være med til at opklare sagen. I juli 2022 er endnu ingen blevet dømt for drabet på Karolin Hakim.
BLÆSTEN BIDER en anelse i kinderne, og Joakim Palmkvist har pakket sig ind i en vindjakke og en sixpence på hovedet. Han står på Sergels Vej i Malmø og peger hen mod de fortovsfliser, hvor Karolin Hakim blev dræbt for snart tre år siden. De mange vinduer i de høje boligblokke, der omkranser gerningsstedet, gør det nemt at forestille sig, hvordan beboere fulgte med, da kvinden med barnet i favnen blev skudt i hovedet.
Men selv om mordet på Karolin Hakim også i den kriminelle underverden var langt over stregen, har politiet ikke med sikkerhed kunnet forbinde en gerningsmand med forbrydelsen.
”Blot fordi de kriminelle taler på gaden, er det ikke ensbetydende med, at de vil sige noget i retten,” siger Joakim Palmkvist, mens vi spiser en sprød falafel på Sergels Grill, og journalisten fortæller, at mange af alliancerne er drevet af lejemord.
”Et lejemord forbinder den person, der bestiller mordet, med den person, der udfører det. Parterne kan ikke tørre skraldet af på hinanden. Fremvæksten af lejemord er et spørgsmål om adgang til våben,” siger han og banker en knytnæve på sin ene pegefinger på et smalt bord ved grillbarens vinduer og tilføjer: ”Og beredvillighed.”
Hvor kommer de bandekriminelles selvtillid fra?
”De bliver jo sjældent pågrebet,” siger han, går udenfor og hiver tobak fra en cigarillo ned i lungerne.
