interview – Side 5

Indlæg

Mig og min far

I romanen ’Sjuft’ fortæller René Fredensborg om sit kaotiske og kontrastfyldte forhold til sin patriarkfar, der går under navnet ’Don Bjarno’. Den udspiller sig på Filippinerne og i Vamdrup og er en brutal fortælling om en dysfunktionel familie. Og om en far og en søn, der ikke kan lade være med at gentage historien, hinanden og sig selv.

Tekst:Anders RyehaugeFoto:Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I DEN TRAVLE eftermiddagstrafik på Nørrebros Runddel er intet så kaotisk som der, hvor René Fredensborg befinder sig. Foran Lagkagehuset går han i november rundt i klipklapper med sit viltre hår og snakker skiftevis med sin ekskone og sin teenagesøn. De er ikke på talefod for tiden på grund af et skænderi, ingen af dem længere kan huske, og det er hans midlertidige opgave at forsøge at mægle mellem parterne, siger han.

Selv har han netop hentet sine to otteårige tvillingedrenge i daginstitution og placeret dem på ekskonens Christianiacykel. Der er nok af børn at holde styr på, René Fredensborg har syv med fire forskellige kvinder. En tom pizzabakke ligger på taget af hans Volvo fra 1997, og han når lige akkurat at opdage den, før han lidt efter sætter sig ind. Blæseren vil ikke starte, så han giver instrumentbrættet et ordentligt dask, mens en lastbil fra Irma blokerer udkørslen. Da han langt om længe får lov til at trille ud med kurs mod hjemmet i Græsted, går der ikke længe, før han udbryder: ”Jeg skal fandeme have en bajer nu. Lige en nossebajer at komme hjem på.”

Er ’Sjuft’ en bog med et budskab?

”Jeg synes, der er et tilgivelsesbudskab. Uanset hvor dysfunktionel ens familie er, må man prøve at finde ud af det. 30 procent af danskerne har et familiemedlem i nærmeste familie, de har slået hånden af. Det er vildt. Min far og jeg prøver hele tiden at finde ud af det. Nu tester jeg det ultimativt ved at skrive en bog, hvor han i den grad får lov til at læse, hvordan han fremstår. Jeg skåner heller ikke mig selv.”

Hvorfor har du skrevet om din egen familie?

”Jeg synes, det er interessant, hvordan dramatrekanten hele tiden er i spil: Hvem er offer, hvem er krænker, hvem er redder? Den trekant kører hele tiden i familier som vores, der er så dysfunktionelle. Jeg har været nødt til at skrive ’Sjuft’ som roman, for var den dokumentaristisk, ville folk ikke tro på det. Det er min version af min families historie, og jeg har skrevet den i håbet om, at mennesker, der enten kender til dysfunktionelle familier, selv er en del af dem eller måske interesserer sig for dem, vil kunne genkende og lære noget.”

René Fredensborg, 2001. Foto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

RENÉ FREDENSBORG

er opvokset i Vamdrup i Sønderjylland og er uddannet journalist. Han bor i Græsted i Nordsjælland med sin hustru Shine og deres tre-årige datter Lily. Derudover har han seks andre børn fra tre tidligere forhold. Han har, blandt meget andet, været vært på Radio24syv, hvorfra han blev fyret for at smugle stoffer i en autocamper. Senere blev han genansat. Han arbejder i dag som kulturkommentator på Ekstra Bladet.

Hvornår gik det op for dig, at din familie var dysfunktionel?

”I 5. klasse blev jeg venner med Henrik, efter hans familie flyttede til Vamdrup. Den familie var så kærlig, og det var jeg ret misundelig på. Der var ikke skænderier i luften, og man gik ikke på listefødder. Når man lever og ånder i en dramatrekant, går man jo på æggeskaller. Man lærer med det samme at tolke underliggende signaler, når nogen siger noget, for man er vant til blame games og til en generel bebrejdelseskultur.”

Din mor fylder meget lidt i romanen …

”Jeg er ikke nået til at kunne skrive den historie endnu. Min mor vil slet ikke have kontakt med mig. Jeg har engang sagt i radioen, at jeg ikke har det godt med hende, og det har hun surmulet over i snart otte år. Hun mener, at jeg hænger mit vasketøj til tørre offentligt. Når jeg kom hjem til hende og fortalte, at jeg havde scoret et mål til fodboldtræning, sagde hun: ’Var der ikke en, der lagde op?’ Man skulle altid holdes nede. Det er nok der, hvor den største smerte i virkeligheden ligger. Afvisningen fra hende.”

I romanen dykker du også ned i din farfars og oldefars historie, hvorfor?

”Min farfar arbejdede på en maskinfabrik, hvor man hver fredag fik udbetalt sin løn kontant, og det kunne han ikke håndtere. Han drak 30 bajere om dagen. Man tror, det er løgn, men det kan min far også. Han suger simpelthen bare, og han pisser hele tiden. Drikker og pisser. Sådan var min farfar efter sigende også, og når han kom fuld hjem, kunne han være virkelig ubehagelig. Han var meget, meget hård. Men han voksede selv op uden en far, for min oldefar, som var frihedskæmper, faldt om af hjertestop, da han flygtede fra tyskerne.”

Hvorfor hedder romanen ’Sjuft’?

”Min ekskone sagde engang: ’Din far er en sjuft.’ Det er fandeme et godt ord. Det beskriver dybest set en amoralsk, uhæderlig person, og det er jeg også. Hvad jeg ikke skylder i skat, og hvad jeg ikke laver af mærkelige deals. Alle kan ikke være en sjuft, for så bryder samfundet sammen, men jeg er også glad for, at sjuften findes, for det er en uddøende race. Det er en bog om bodega-middelklassen, hvor tilværelsen handler om fisse, fadøl og fast arbejde, og hvor man har svært ved at indfinde sig under de nye normer.”

Hvornår gik det op for dig, at din far var en sjuft?

”Jeg var i en ret fremskreden alder, da jeg opdagede min fars normløshed. Der var oplevelser, der føltes usædvanlige, men jeg vidste ikke hvor usædvanlige før langt senere. Den ene af dem er også beskrevet i bogen. Jeg er blevet smidt ud af skolen og skal begynde på en efterskole for utilpassede på Samsø, hvor jeg bliver vist rundt af to 17-årige piger. Samme sommer møder min far og jeg dem i City Vest i Aarhus. Han inviterer dem med hjem, og vi bliver alle fire fulde og skæve, jeg er 15 år og mister min mødom til den ene, mens han er sammen med den anden. Efterfølgende var de kærester i halvandet år. Han var 35 år, hun var 17. Det var ret grænseoverskridende. Jeg lignede en, hvis kæreste var blevet stjålet af en voksen mand. Det er ret vildt at turde være ligeglad med, hvad andre tænker på den måde. Så er det spørgsmålet, om han er egoistisk, eller han i virkeligheden bare tør være sig selv. På en måde beundrer jeg ham for at turde være ligeglad. Omvendt kunne han godt tage mere hensyn til sine børns følelser.”

Far og søn, Bohol Beach Resort, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

EN KRUKKE MED hjemmedyrket pot står på køkkenbordet. Ved siden af er Shine, René Fredensborgs filippinske kone, ved at lave aftensmad, en krydret ret fra hjemlandet, der oversat bærer navnet ’krydret krydret’. Neil Young spiller fra anlægget. Fra spisebordet udbryder René Fredensborg: ”Hold kæft, de smager godt, bajerne.”

Han har allerede kørt et par stykker ned med en af sine barndomsvenner, der har slået telt op i haven, som han har tænkt sig at bo i de efterfølgende dage.

”I get drunk tonight, how do you like that?” spørger René Fredensborg henvendt til Shine.

”It’s okay,” svarer hustruen.

Lidt efter sætter hun sig også til bords med datteren Lily, og det samme gør faderens hustru Analyn, der også er fra Filippinerne. Shine beder bordbøn, og så må der spises.

En stor del af romanen foregår på Filippinerne, hvor din far tidligere ejede Icebear Bar & Tourist Inn. Hvad tror du, han er faldet for ved den tilværelse?

”Der er billige bajere og villige damer. Der er sol dagen lang, og der er alle de drinks, du vil have, og de ansatte smiler, når de skænker dig dem. De lukker, når du synes, og de spiller den musik, du ønsker. I bogen siger han: ’Life is about drinking and fucking.’ Det kan man vælge at diskutere intellektuelt, men han har jo ret.”

Hvorfor tror du, at europæiske mænd tiltrækkes af Filippinerne?

”Da min far første gang rejste dertil i 1999, blev han overrasket over, hvor langt pengene rakte, og hvor nemt man kan blive solkonge. Jeg faldt for præcis det samme som ham. Mildheden, smilet, festen. Filippinerne er jo Sydøstasiens Brasilien. Der er fest hele tiden. Jeg tror, det er vildt for mange mænd at komme til et land, hvor det er på den måde.”

Da du selv blev gift med Shine, blev du en del af en klub af mænd med filippinske koner. Hvad er det for en klub?

”Ja, de hvide øgler. Hvide mænd med unge koner. Når man står og kigger på det, ser det sindssygt mærkeligt ud. De her kæmpe mænd med deres cykelstelstynde kvinder, der er så små, at man tænker, at de knækker og dør, hvis deres partner sætter sig på dem. Det er ulige, det er asymmetrisk, hvad fanden er det for noget? Men jeg har lært ikke at dømme.”

Don Bjarno med sit barnebarn Emil, 2004. Foto: Privat

DET ER SOM en scene fra Sydstaterne i USA, men den foregår i baghaven i et parcelhuskvarter i Nordsjælland. Der spilles Willie Nelson, mens høje flammer fra lejrbålet sprutter op i stjernenatten. René Fredensborg skal til reception på sin roman dagen efter, men han har fyldt sig med dåsebajere, papvin og halvanden potjoint, og han er ikke til at stoppe. Han sidder på en hjemmehugget træbænk med Shine og barndomsvennen. Det var sidstnævnte, der foreslog at lave bål, men det er sværere end som så. Hverken aviser eller træpinde er til at få ild i, før René Fredensborg trods hustruens protester finder en benzindunk frem. ”Som mænd kan vi jo ikke give op. Det kan vi jo ikke,” siger han, og straks efter står flammerne i vejret.

Hvad håber du, at man som læser får ud af ’Sjuft’?

”Hvis man er underholdt, frastødt og fascineret, har man det ligesom mig, da jeg skrev den. Men jeg er også klar over, at den er for meget. Jeg har opført mig som en idiot, og nu prøver jeg at lægge det hele frem. Personligt savner jeg den slags litteratur. Jeg kan enormt godt lide serier som ’Breaking Bad’ eller ’Your Honor’ med sammensatte karakterer, der begår amoralske handlinger, og som man ikke ved, om man holder af eller ej. Jeg tror måske, det er lykkedes mig at skabe en karakter ud af mig selv, som man ikke aner, om man kan lide eller ej.”

Du er ikke selv specielt reflekterende eller angrende i romanen. Hvorfor ikke?

”Der er en nøgtern, registrerende tone i bogen, næsten som reportage. Hvordan skal vi kunne snakke om dårlige relationer, hvis vi ikke må komme med eksempler på det? Det er en cirkulær fortælling på den måde, at karaktererne ikke bliver ret meget klogere. Det er ren Anders And. I fortællingen bliver jeg ikke klogere, men i virkeligheden bliver jeg det af at sidde og skrive om det. Måske bliver min far også klogere af at læse det. Jeg frygter nok allermest, at nogle vil sige, at han bare er en sur, brovtende og selvhævdende idiot. Den kritik kan man godt give, men så synes jeg også kun, at man har læst den med et halvt øje.”

Er du selv blevet klogere?

”Jeg synes, jeg er blevet en bedre far ved at have brugt så lang tid på at skrive og tænke over, hvad der har gjort mig til en dårlig far, og hvad jeg har arvet. Min far er heller ikke udelukkende en dårlig far, selvom han for nogle bliver fremstillet sådan i bogen. Han er måske ikke en mønsterpædagog af et menneske, men han kan noget andet, og det skal man også have øje for. Jeg er lidt bange for, at han vil få enorm kritik, for han er faktisk meget nærværende, det kræver så bare, at han lige får nogle bajere først. Lidt ligesom med mig, kan man sige. Vi er begge to søde, rare og meget omgængelige at være sammen med, men vi har også begge tendens til at være meget optagede af os selv. Jeg er sindssygt selvoptaget og optaget af mine egne følelser. Når jeg læser bogen, kan jeg se, hvordan jeg har opført mig som en idiot.”

Hvad skammer du dig mest over?

”Den del af fortællingen, hvor Shine føder Lily, er vildt pinlig. Det er en kompliceret fødsel, og hun har store smerter og er meget bekymret, og alligevel er jeg sur over, at hun ikke kan se, hvor meget jeg hjælper hende. Jeg kender andre mænd, der er på samme måde, og det er jo lidt psykopatagtigt, at man ikke kan komme ud af sig selv. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at jeg er en idiot. I virkeligheden bør feministerne være glade for denne bog, for det er jo en udstilling af toksisk maskulinitet. Den udstiller, hvad det vil sige at være en mand, dér hvor jeg kommer fra. Hold kæft, hvor kan vi være nogle selvoptagede idioter. ”

Din far er af den opfattelse, at man ikke skal være underdanig, men samtidig må man heller ikke tro, at man er noget. Hvordan har det været at indordne sig under?

”Det er en umulig balancegang. Man må hverken snobbe op eller ned. Det er et meget svært rum at navigere i. Min far har aldrig liket noget, jeg har skrevet på Facebook. Det er immervæk interessant, for han er meget online, og han liker alt muligt. Han ønsker random folk tillykke, men skriver aldrig tillykke til mig. Samtidig skulle Shine engang fikse noget på hans computer og opdagede, at han havde en masse åbne vinduer med mine artikler. Så han er stolt af mig, men han vil ikke indrømme det. Det er også først til allersidst i bogen, at han siger, at han elsker mig. Langt om længe kommer den kærlighedserklæring, som bogen mere end noget andet handler om at få.”

Don Bjarnos hus, Cebu, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

Hvad har du lært om fædre og sønner af at skrive ’Sjuft’?

”Det er en kompliceret relation. Som små synes ens børn, at man er fantastisk, forhåbentlig. De lytter til samme musik som dig, og hvis man holder med et fodboldhold, begynder de at holde med samme hold. Men så kommer teenagealderens oprør. De slukker pludselig for din countrymusik, de bebrejder dig for skilsmisser og alt muligt, og de kan huske, at du engang var fuld og råbte et eller andet dumt. Der sker noget interessant, når man bliver så udfordret af ens børn, at de ligefrem begynder at hade dig. I min fars optik er fortiden fortiden. Han gider ikke høre om det. ’Jeg var fuld,’ siger han, hvor jeg omvendt insisterer på, at vi er nødt til kigge på de dårlige kort for at sidde tilbage med de bedste. Jeg kravler jo stadig rundt på hænder og fødder for min far, mens mine børn kan føle sig trygge i en kritik af mig. Det betragter jeg som et sundhedstegn.”

Skulle du ikke bare have taget dig sammen og været der for dine børn?

”Det er et godt spørgsmål. Men der er jo både skal og burde. Jeg tror, jeg vil hælde til den teori, at der er noget, jeg burde have gjort, men jeg skulle også ud at realisere mig selv, og først da jeg havde gjort det, kunne jeg forstå, hvad jeg burde.”

Har du som voksen brugt mere energi på din far end på dine børn?

”Det har jeg helt sikkert nogle gange. Når han er kommet, har jeg tilsidesat alt muligt andet. Jeg har brugt alt for lang tid på at søge anerkendelse. Det interessante er, at til sidst i bogen viser det sig, at den i bund og grund er overflødig, for min far har elsket mig hele tiden. Han har bare ikke kunnet sige det. Så måske er konklusionen: Husk at sige til dine børn, at du elsker dem, for ellers skriver de en bog om dig.”

Hvor meget er man dømt til at gentage sine forældre?

”Det hele, hvis man ikke bliver bevidst om det. Jeg tror, at man gentager meget mere, end man tror. Det er gået op for mig ved at skrive den her bog. Jeg bliver snart 50 år, og først nu kan jeg se, at jeg jo er min far. Jeg opfører mig fuldstændigt ligesom ham, stadigvæk, jeg kan være præcis lige så hård, usolidarisk eller kompromisløs, som jeg altid har beskyldt ham for at være. Men bevidstheden er vejen til ikke at gentage. Jeg har også gået til psykolog, for man skal hele tiden mindes om de mønstre, man kommer til at gentage. På fagsprog kalder man det vist gentagelsestvang. Det kunne være fint, hvis flere mennesker kan erkende, at vi nogle gange er røvhuller. Det er første skridt til at komme videre.”

0 Shares

december 22, 2021/

PORTRÆT

Ret så Rafn

Infernal kan lige om lidt holde 25-års jubilæum, men de mange år på danske festivaler, provinsdiskoteker og som international pop-sensation har ikke taget livet af forsangeren og bandet, der fortsætter med at plukke danse-æbler. I 10 kapitler fortæller 45-årige LINA RAFN om et kvart århundredes op- og nedture, om at lære disciplin af en svømmetræner i træsko, om at blive techno-tryllebundet i en Ford Escort og om at blive ved – og ved – selvom man er dømt ude.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Isak Hoffmeyer

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!”

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet.

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang.

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv.

LINA RAFN

Født 1976. Opvokset i Herlev og flyttede som ung til Aarhus og Aalborg for at dyrke sportsdans på eliteniveau.

Dannede i 1997 gruppen Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr. Ifølge KODA var hun den tredjemest spillede kvindelige danske artist fra 2006 til 2010. Hun har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Sammen fik de i 2010 datteren Karmen. Infernal, der har 25-års jubilæum i januar, spiller i Store Vega 22. december under mottoet ’Mindre salme, mere bas-arm’.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John.

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret.

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken.

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt.

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”.

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.”

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med.

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet.

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle.

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet.

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation.

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper.

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte.

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville.

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været.

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen?

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infernøl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da.

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”

0 Shares

december 3, 2021/

PORTRÆT

Nye stjerner på himlen

De færreste forudså, at energiske THE MINDS OF 99 en dag ville blive tidens største band. Men barndomsvennerne fra Frederiksberg er blevet stemme for en hel generation. Ud & Se oplevede som det eneste medie deres historiske koncert i Parken backstage og fulgte bagmand og forsanger Niels Brandt før, under og efter.

Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor.

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud.

Parken var et sted for Bruce Springsteen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge.

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje.

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.”

THE MINDS OF 99

består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wissing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016.

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåsebajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut.

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind:

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser.

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve.

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren.

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre.

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme.

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

KNUD OG GENNEMBRUD

The Minds of 99 slog igennem med sangen ’Det er Knud som er død’ om Knud Rasmussen. Først senere fandt Niels Brandt ud af, at polarforskeren faktisk var gudfar til hans morfar.

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne.

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi.

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med.

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene.

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig.

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar.

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med.

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse.

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt.

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing.

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken.

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun.

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …”

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter.

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DET ER BARE SNAK

”Jeg har aldrig haft det sådan, at folk skal være helt stille og holde kæft, når vi spiller. Det er live, og hvis vi er gode nok, kan det være, de gider lytte. Men det kræver, at vi er gode nok.”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.”

Det var svært at komme uden om.

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.”

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham.

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’.

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr.

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet.

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken.

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk.

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere.

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk.

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen.

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

ONKEL PÅ GUITAR

Niels Brandts onkel er rockmusikeren Flemming Ostermann, der var med til at starte Savage Rose. ”Han er en fantastisk musiker med et kæmpe hjerte og en kæmpe seriøsitet med musik. Hvis folk ikke spiller ordentligt, kan de bare gå hjem. Der er ingen slinger i valsen. Han tager altid guitaren frem. Der er ikke noget krukkeri, men man skal tage det seriøst. Det har han lært os alle sammen i bandet.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet.

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai.

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem.

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham.

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet.

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd.

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave– og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før.

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt.

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933.

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas.

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NY SPILLE-PLADE

Navnet på The Minds of 99’s kommende projekt, ’Infinity Action’, fik de på en ferie til Thailand. Niels Brandts søn er bidt af gaming og havde en ven med på ferien. De to drenge snakkede ikke om andet, end at de en dag skulle eje en gamercafé med køleskabet fyldt med Red Bull og Monsters.

”Hvad skal den hedde?” spurgte vennen, og Niels Brandts søn svarede med det samme ’Infinity Action’.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi.

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte.

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede.

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble.

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015.

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.”

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig.

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

OLD VS. YOUNG

”Nogle gange kan det være sygt fedt at spille klokken 2 om natten. På Roskilde Festival eksempelvis. Men hvis folk er ældre, er det for sent et tidspunkt. Så bliver de stive på en utrolig barnlig måde faktisk. De kan ikke styre det. De der kids har nemmere ved det. De har mere grundenergi.”

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt?

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er megaprivilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band.

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af.

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for.

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

METALSIKRE MINDS

Debutpladen ’The Minds of 99’ samt de to efterfølgende album, ’Liber’ og ’Solkongen’, modtog alle platinplader.

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit.

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer.

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’ ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge.

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel.

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden:

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.”

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind.

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet.

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder.

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn:

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser.

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.”

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for.

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”

0 Shares

oktober 28, 2021/

KULTUR

Heavy metal-detektor

Sidse Stephensen drømte om at blive arkæolog, men rædderlige karakterer satte en stopper for det. I stedet har hun meldt sig ind i det bippende kor af omkring 4.000 detektorbrugere og amatørarkæologer, der sonderer jorden for fortidsminder. Og i foråret fandt hun Danmarks største detektorfundne møntskat.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sidse Stephensen, Allan Faurskov

I Sidse Stephensens barndomshjem i Øster Lindet i Sønderjylland lå en lille aflang, afrundet sten med riller, der blot blev kaldt ’Franskbrødet’. Stenen er formentlig lavet af basalt, og den 52-årige tingfinder, der kan få timer til at gå med at forestille sig, hvordan verden engang så ud, formoder, at man brugte stenen til at rette pileskæfter i rillerne og slibe pilespidser på undersiden.

Sidse Stephensens mor var landmandsdatter og brugte mange barndomstimer på at kravle rundt i plovfurerne, hvor hun kunne finde de mest fantastiske stenredskaber fra en anden tid. ’Franskbrødet’ var sådan et fund. Det har Sidse arvet af sin mor, og i dag står ’Franskbrødet’ i den ivrige amatørarkæologs egen vindueskarm lidt uden for Viborg.

Sidse Stephensens forkærlighed for fund i jorden minder meget om hendes mors. Lige så ofte hun kunne komme til det, gik hun som barn med snuden nedad, hvor hun fandt flinteflækker, forsteninger, og hvad man nu ellers finder, når man konstant orienterer sig mod mulden. Det har hun gjort hele livet, og i mange år regnede hun med, at hun skulle studere arkæologi på universitetet.

”Men jeg fik en studentereksamen, man kunne tørre røv i, for at sige det på godt dansk, så det kunne jeg ikke blive,” fortæller hun.

I stedet fik hun en livsændrende oplevelse med amatørarkæologien, da hun for fire år siden besluttede sig for at købe en metaldetektor.

”Jeg indså, at jeg blev nødt til at købe en detektor, hvis ikke jeg skulle blive vanvittig efter en flytning til en lejet lejlighed. Min lillesøster havde forinden fundet Fæstedskatten, som er Danmarks største guldskat fra vikingetiden. Så jeg lånte og fik nogle penge og købte en detektor til mig selv i 50-års fødselsdagsgave, selvom jeg kun blev 48.”

Borgerkrigsmønter.

Sidse Stephensen er medlem af Regard-klubben. Det er ikke en officiel klub med logo og ugentlige møder, men nærmere et åndeligt fællesskab for amatørarkæologer, der har prøvet at grave gamle blikæsker med kondomer af mærket Regard op af jorden. Fundene af kondomdåserne fra 1950’erne har hun registreret i en online database, så forskere om 100 år har mulighed for at dykke ned i ’Regard-mysteriet’, som de mange fund af gamle kondomdåser i jorden kaldes.

”Der er jo ikke nogen, der ved, hvad man i fremtiden vil forske i. Det kan være, at det viser sig, at der er en særlig høj koncentration på kirkestierne, hvad ved jeg,” siger Sidse Stephensen, der næsten altid studerer terrænet, før hun tager ud.

Der er oftest 2-3 kilometer mellem tidligere jernalderlandsbyer. Beboelserne har ofte været på sydvendte skråninger og på nordsiden af en eventuel å. På den måde kunne beboerne nyde mere sol og samtidig have let adgang til vand og fisk. Det er sådan noget, man hurtigt lærer, forklarer hun:

”Jeg sidder ofte og kigger på kort, hvor man kan se, hvor der kunne have været bosættelser, eller hvor der er overpløjede gravhøje, der ligger i ager. Det er noget, man tager med i overvejelserne.”

Der er også amatørarkæologer, der benytter sig af luftfotos. I Vestjylland er jorden tilpas sandet, så man kan se, hvor der har været stolpehuller og grubehuse, da kornet i de områder står mere grønt, når det modner. Men hen ad vejen får man en intuitiv fornemmelse af, hvor det ville være fedt at bo som jernaldermenneske, fortæller Sidse Stephensen, der – heldigvis – ignorerede alt det for en stund.

Sidste sommer fik Sidse Stephensen udskiftet begge hofter, og efterfølgende måtte hun ikke selv køre til genoptræningsklinikken. En dag kørte hun i handicaptaxa med en ældre herre, som syntes, at det var vældig spændende, at hun gik med detektor. Inden hun steg af bussen, spurgte han, om ikke hun ville besøge hans fødegård, som hans søn nu ejede.

”Jeg fik lov af sønnen i september, men jeg fik simpelthen ikke taget mig sammen, fordi der altid var noget, der var mere spændende. Men en dag i januar, hvor ingen af mine faste makkere kunne gå med, spurgte min datter, som trængte til at være alene hjemme: ’Kan du ikke bare tage ud på en eller anden mark?’ Og det gjorde jeg så.”

Aldrig havde Sidste Stephensen været på så tom en mark. Normalt finder man som det mindste noget affald, men nej, og da hun havde gået rundt i små tre timer, besluttede hun sig for at trave en tur ned til et træ i nærheden og derfra op mod bilen. Hvis hun ikke fandt noget undervejs, ville hun slukke detektoren og køre hjem.

”Og så fandt jeg en borgerkrigsmønt. En lille, lidt grim, grøn gnalling. De er ikke store og heller ikke særlig kønne. Jeg havde fundet 5-6 stykker før i mit liv. Men pludselig begyndte min detektor at gå amok. Jeg troede, at den var blevet syg, og slukkede for den, fordi den bippede helt vildt.”

Fem minutter senere stod Sidse Stephensen med 13 borgerkrigsmønter og var rystet i sin grundvold – ved en ren og skær tilfældighed var hun vadet lige ind i en skat.

”Vi afleverede 6.673 mønter til Nationalmuseet i juni. Det tog knap 1.400 mandetimer, og jeg var på marken i alle de lyse timer ved siden af fuldtidsjob, en ny hundehvalp og at være mor. Uden hjælp fra en masse andre amatørarkæologer havde det været et mareridt. På andendagen blev TV Midtvest koblet på, men det var hemmeligt. Normalt siger man ikke til nogen, at man har fundet en stor møntskat, for der har været tilfælde, hvor tyveknægte har været ude at rippe fundet.”

Sidse Stephensen digter altid videre, når hun finder historiske genstande. I tilfældet med møntskatten forestiller hun sig, at det var en stormand i 1334, der gravede skatten ned i et vejkryds, inden han tog til slaget i Taphede, hvor de lokale fik læsterlige klø. Hun blander forestilling med den viden, hun får fra historiske beretninger, og fremmaner en sandsynlig historie.

”Mønter er meget fine, men de er ikke lige så interessante som personlige genstande, for eksempel en ten-vægt. Det er sådan en blyperle, der sad på en pind, man spandt uldtråd på. Når jeg finder noget, der har været personbåret – eller et personligt stykke værktøj – bliver det meget mere interessant, fordi der stadig er en sjæl i genstanden. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan det så ud for 1000 år siden.”

Møntskatten er hendes største fund og vil formentlig være det i meget lang tid fremover. Men hun husker tydeligt første og eneste gang, hun fandt guld. Det var et lille guldhængesmykke, et såkaldt kristogram.

”Guld bliver aldrig snavset. Hvis der er jord på, skal du nærmest bare kigge på det, så bliver det rent. Jeg kunne slet ikke få ind i min knold, at det var guld, og at det var gammelt, for det lignede noget, man lige havde hentet i en butik. Med guldsmykket forestiller jeg mig, at det var en munk, som tabte det på vej fra Viborg til Randers eller sådan noget.”

Men det handler ikke kun om at finde gemte skatte. Det er også en måde at koble af på.

”I den her hektiske verden er det en slags mentalhygiejne at gå rundt på en mark i den friske luft. Det er det samme som at fluefiske i Karup Å eller gå op i mindfulness. Jeg kan bare ikke lide fisk, så det ville ikke give mening.”

Sidse Stephensen er 52 år og underviser på film- og tv-produktionsuddannelsen på medieskolerne i Viborg. Hun går med detektor cirka en gang om ugen og begyndte at bruge metaldetektor for fire år siden. Hun bor i Vejrumbro lidt uden for Viborg.

TRE FEDE AMATØRFUND

1. Fæstedskatten

1. juni 2016 fandt tre amatørarkæologer Danmarks største guldskat fra vikingetiden på en mark ved Fæsted. I alt fandt man 1,5 kilo guld og 130 gram sølv. Fundet bestod blandt andet af ni komplette armringe, ti vedhæng, guldknapper, brudguld og et spænde.

2. Guldskatten ved Jelling

Efter 1.500 år i den danske muld fandt amatørarkæolog Ole Ginnerup Schytz i år en guldskat på 1 kilo uden for Jelling. Blandt fundene var der guldmedaljoner på størrelse med underkopper.

3. Elisabeth Buggesdatters segl

I 2018 fandt amatørarkæolog Lasse Rahbek Ottesen fra Ølgod en seglstampe i bronze. Seglet tilhørte i 1300-tallet den jyske oprørshelt Niels Bugges datter Elisabeth Buggesdatter.

0 Shares

oktober 18, 2021/

KULTUR

En lang historie kort

Asser Amdisen blev landskendt, da han i radioen destillerede danmarkshistorien ned til godt og vel ét minut. Den 49-årige historiker fortæller i sprudlende tempo om, hvordan han fik kongerækken ind med modermælken, hvordan en musikskole reddede hans liv, og hvordan han scorede en fagottist fra Fyn.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Kim Tams, Wikipedia

JEG ER UDDANNET historiker, men jeg har ikke lært noget om at formidle på studiet. Ikke det mindste. Til gengæld fik jeg et deltidsarbejde som 7. klasses-rundviser på Frederiksborg Slot, mens jeg studerede. Jeg blev dybest set kylet ind på slottet med alle kongerækkeportrætterne, og så skulle jeg fortælle om øresunds-tolden i halvanden time. Eller om kongerækken eller alle dronningerne.

Jeg indså hurtigt, at hvis jeg kunne holde dem fanget, så kunne jeg klare hvad som helst. Det var et af stederne, hvor jeg lærte at formidle og fortælle historie på en spændende måde. Det havde ikke en skid med universitet at gøre. Virkelig ingenting.

Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere end syv år på historiestudiet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der godt nok mange ting, der var. Nogle ting skal være kedelige på et studie, men jeg synes, at der er alt for meget historie, der bliver fortalt for dårligt og gjort kedeligt.

Jeg kalder det ’den videnskabelige syge’. Det er, når humaniora vil være videnskabelig med hvid kittel og den slags. Så kalder vi biblioteket for ’historisk laboratorium’, mens vi skriver artikler, ingen kan læse, så vi selv virker klogere. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at ingen gider gå op i historie. Hvis du spørger en teenager i dag, hvad det mest kedelige i verden er, så er et godt bud historie, og det er synd og vores egen skyld.

MASSER AF ASSER

Asser Amdisen er uddannet historiker fra Københavns Universitet med speciale i Struensees liv og levned. Siden har han været alt fra pedelmedhjælper til museumsleder. I to år var han forstander på Ryslinge Højskole. Han har udgivet flere bøger og er aktuel med ’Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien’.

DA JEG VAR syv eller otte år gammel, var jeg på sommerferie med min mormor og morfar i Norge. Vi var ude at gå i bjergene, det har vi altid gjort i vores familie. Vi vader i timevis op og i timevis ned igen. En af dagene møg-regnede det, og vi gik rundt oppe i skyerne, og jeg var våd, kold og klam. Pludselig begyndte min morfar at gennemgå hele kongerækken. Han startede med Harald Blåtand og Gorm den Gamle, og så kørte han ellers opad. Jeg husker turen som helt fantastisk. Dagen efter skulle jeg bare op på bjerget igen og høre mere.

Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle være historiker. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg også mente, at jeg skulle redde verden og løse sultproblemer, men der er jeg kommet til den erkendelse, at det nok kommer til at knibe med den tid, jeg har til rådighed.

Historiefortælling var en stor del af min barndom. Min morfar fortalte altid historier. Han var en rigtig overlærer-type med knickers og sixpence, der holdt foredrag om Skanderborgs historie i sin fritid. Det samme er min far. Han kunne bruge uendelige mængder tid på at køre fra Kolding til Esbjerg, fordi han skulle stoppe ved samtlige voldsteder, kirker og mindesten. Jeg har altid syntes, det var sjovt, fordi det blev fortalt af de her højkvalitets-skolelærere, som jeg er opdraget af.

Ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg er vokset op på Tåsinge, ligger Kærsgaard – et lille voldsted bag Valdemars Slot, hvor der er en masse gode historier. For eksempel den om Christian IV, som efter to år vendte hjem fra krig i Tyskland. Da han kom hjem, fik hans kone, Kirsten Munk, et barn, som han ikke var sikker på var hans. Af frygt for, hvad Christian kunne finde på, sørgede Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, for at sætte en stuepige ind i dobbeltsengen til Christian, så han blev ordentligt kompenseret. Og det skete inde på den gamle middelalderborg, Kærsgaard. Ingen går op i munkesten, men alle elsker en slagkraftig historie om en konge og hans halv-skidne seksualmoral.

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, malet af Otto Bache 1882.

3 HISTORISKE BEGIVENHEDERPÅ 30 SEKUNDER

ifølge Asser Amdisen

1. MORDET I FINDERUP LADE

”Tilbage i 1200-tallet var der en konge, som havde det problem, at han hele tiden kom op at slås med kirken og adelen. Han hed Erik Klipping. Til sidst endte det med, at han slog sig sammen med adelen, og så fik han lov til at bestemme det hele. På et tidspunkt sker der så det, at han bliver slagtet i en lade i 1286, og alle mennesker giver sig til at kigge efter, hvem der har slået ham ihjel. Så siger man straks, at det må være adelen, fordi det var dem med mest magt. Men det var jo dem, han havde slået sig sammen med, så det gav ikke nogen mening. Hvem der slog ham ihjel, ved vi ikke, men død er han i hvert fald. 56 dolkestik, så er man færdig.”

MINE FORÆLDRE VAR bredt alment dannede skolelærere, så uanset om det var tektoniske plader, voldsteder eller talsystemernes oprindelse, blev det vendt over middagsbordet.

Jeg voksede op i et overklassekvarter uden for Svendborg, hvor der blev diskuteret, hvilke golfkøller man skulle bruge, og hvilken Lacoste-trøje man skulle have på. Det sagde mig ikke en skid, og selv hvis det gjorde, havde jeg ikke fået lov at være med. Det var tydeligt, at skolelærerens unger skulle ned med nakken, og det kom vi så.
Det betød, at det eneste, jeg havde at lave, var at læse bøger. Jeg læste sygt mange bøger, og jeg læste hurtigt. Jeg startede fra A på skolebiblioteket og tyggede mig igennem. Jeg sad i 1. klasse og læste Dostojevskij og fattede ikke en hat af det.

Musikskolen var det eneste sted, jeg havde en plads ud over på biblioteket. Jeg spillede valdhorn, og der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet en forholdsvis dårlig valdhornist, så jeg tror, det var en god beslutning at lade være.

I et orkester er det lige meget, om du er lidt lille og lidt nørdet og lidt sær. Hvis du spiller det, du skal spille, bidrager du til fællesskabet. Jeg tror på mange måder, at det reddede mit liv at spille på Svendborg Musikskole. I 1991 tog vi til Ungarn for at spille koncert. Med på turen havde vi Fyns eneste fagottist på det tidspunkt. Hende er jeg gift med i dag. Vi mødtes konstant, fordi vi spillede de mest sjældne instrumenter på Fyn.

Da jeg mødte min kone, var jeg langhåret, røg 80 King’s om dagen og var ekstremt venstreorienteret i hullede cowboybukser og bondeskjorte. Hvordan jeg fik hende til at hoppe på, har jeg faktisk aldrig helt forstået, men hun er her endnu 30 år senere.

Måske var det, fordi jeg mødte en kvinde, der var lige så nørdet som jeg selv. Vi har stadig hver vores udgave af ’Narnia’ på boghylden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken der skal på loftet.

Dybbøl Skanse, malet af Jørgen Valentin Sonne.

2. KRIGEN I 1864

”Nede ved grænsen mellem Danmark og Tyskland har vi altid været uenige om, hvor den skulle ligge. I midten af 1800-tallet finder vi danskere ud af, at vi er de fedeste mennesker i hele verden. Det at være dansk er det bedste, og vi er også de stærkeste i hele verden. Det fortæller vi til tyskerne, som bliver rasende sure, og prøjserne ender med at gå i krig med os i 1864. Der viser det sig, at vi i virkeligheden ikke er de stærkeste. Vi får den største røvfuld i verdenshistorien, og derefter har vi danskere lært, at godt nok har vi engang været vikinger, men vi er det fandeme ikke mere.”

JEG FIK ET studenterjob på Københavns Universitet og var med til at lave deres første hjemmeside. Ved et uheld gjorde jeg universitetets regelsamling til en af de mest sete hjemmesider i verden. World Wide Web var dengang lige startet, og når man skulle lave et specielt design, kopierede vi det fra andre hjemmesider. Så vi gik ind på en eller anden obskur porno-side, kopierede designet og slettede alt andet. Men vi havde ikke opdaget, at der var nogle søgeord i kodningen, som kom med. Så hvis man for eksempel søgte ’blowjob’, kom man ind på doktorbekendtgørelsen på Københavns Universitet. Der må virkelig være nogle, der er blevet skuffet.

På Ryslinge Højskole, hvor jeg var forstander, stod jeg for morgensamlingen og fortalte røverhistorier. Den ene dag var det pornoens historie, og den næste var det nazisten Werner Bests betydning for anden verdenskrig. Man kan jo fortælle en god historie om det meste, bare man er godt forberedt. I dag skal man lave en helvedes masse gruppearbejde og Kahoots. Men i virkeligheden er det noget, man bruger, fordi man ikke er god nok til at fortælle sine historier. Historieformidling handler om en fortælling, der er god nok.

På Rønde Højskole opdagede jeg i 2004, at jeg har et talent for mundtlig formidling. Den sommer havde de en række familiekurser, hvor alt fra spædbørn til oldeforældre skulle underholdes af et oplæg. Egentlig var det Sigurd Barrett, der stod for det, men han kunne ikke, så jeg blev spurgt i stedet. Jeg var rasende nervøs, men opdagede til min egen overraskelse, at alle var musestille. Jeg fortalte den ene danske myte efter den anden – om Kong Skjold og Stygge Krumpen og Tordenskjold. Alle var helt opslugt.

3. SYGEPLEJESTREJKEN

”Sygeplejerskerne strejkede, fordi de ville have mere i løn, og det var folk ret trætte af, fordi de fik lange ventetider til operationerne. I virkeligheden er det med at strejke noget, vi fandt på i 1899, fordi der på det tidspunkt var kæmpe konflikter mellem arbejderne, der levede i fattigdom, og de rige, som havde alt for mange penge. De var oppe at slås hele tiden, og så besluttede man sig for at lave nogle strejker, som var organiseret på den måde, at man passede lidt på, så alle mennesker ikke døde på hospitalerne under en strejke, men alligevel kunne strejke igennem, så man havde muligheden for at få mere i løn. Det system kalder man den danske model, og det er årsagen til, at vi lever så rigt, som vi gør, og at der aldrig kom revolution i Danmark.”

JEG ER MEGET inspireret af den mundtlige fortælling. Det levende ord. Du kan se, hvad der virker, hvornår øjnene lyser op, og hvornår publikum falder sammen. En god historie behøver ikke en masse bling, og i den henseende er jeg nok fundamentalist, når det gælder mundtlig formidling.

Jeg synes, det er lidt latterligt, når folk på museer klæder sig ud. Mit yndlingseksempel er Den Gamle By i Aarhus. Den første, man møder, er gåsepigen, som vil fortælle én om, hvordan det var at leve i gamle dage. Men i gamle dage var gåsepigen noget at det mest udsatte, man kunne støve op. Så hun ville være blevet misbrugt seksuelt, hun ville ikke have været i bad i flere måneder, og hun ville ikke have en tand i kæften. Men den gåsepige, man møder, er imødekommende, velplejet og har helt pæne tænder. Så allerede der er det misinformation.

Det kan godt være, at akademikere synes, at jeg er lidt smart i en fart. Men mit mål er altid, at publikum bare skal være lidt klogere, end da jeg begyndte. Så kan det godt være, at det er lidt poppet eller lidt sjovt. Da jeg lavede ’Danmarkshistorien på et minut’ på P3, mente nogle jo, at jeg havde sprunget noget over. Det er jeg faktisk godt klar over.”

0 Shares

oktober 11, 2021/

PORTRÆT

Sulten som en Ulf

Efter 40 år stopper Danmarks mest vedholdende og sjoveste satire-skuespiller med at lave cirkusrevy. Her beretter 80-årige ULF PILGAARD i syv livs-nedslag om at vokse op med en streng præstefar, om flugtvejen ind på de sjovere, skrå brædder, om kærlighed, om at miste, om troen på højere magter og om den energi, der hele livet og til stadighed brænder i ham.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

KINGOS KØBENHAVN

Jeg var fem år gammel, da min familie flyttede fra Skive til København i 1946. Min far, der havde været hjælpepræst i Skive, blev forfremmet til kapellan og fik en stilling i Kristkirken på Vesterbro. Det København, jeg kom til, og hvorfra jeg har mine første rigtige barndomsminder, var en by, hvor sporvogne og hestevogne kørte i gaderne. Vi flyttede ind i en fire et halvt-værelseslejlighed i Kingosgade nummer 13, der teknisk set var Frederiksberg, men lå lige på grænsen til Vesterbro.

Kontrasten mellem de to bydele var stor. Frederiksberg var pænt og borgerligt, mens Vesterbro var fyldt med fattige arbejdere. Få havde penge efter krigen, og arbejdsløsheden var stor. På vej til skole på Rahbeks Allé holdt jeg mig altid på højre side af Vesterbrogade, for på den anden side, især i området omkring Sorte Hest, risikerede man at få øretæver.

Værtshuse var der mange af i kvarteret, hvor livet var præget af druk og slagsmål. Når mændene kom hjem med lønposen, skulle konerne sørge for at få fingrene i den, inden mændene drak det hele op.

Min fars sogn var Tove Ditlevsen-land, kvarteret omkring Hedebygade og Sundevedsgade. Ofte tog han min lillebror og mig med på hjemmebesøg, hvor familier på 7-8 mennesker sov i køjesenge i bittesmå toværelseslejligheder uden lokum – det lå ude på bagtrappen eller nede i gården. Hans hensigt var formentlig at lære os respekt for andre mennesker og deres evner til at klare sig.

Selvom vi var heldigere stillet end mange andre, fordi far havde fast arbejde og status af embedsmand, gik vi stadig rundt i gammelt tøj af elendig kvalitet. Når det gik i stykker, blev det lappet af ’Lappe-Larsen’, en lille, korpulent dame, der kom forbi med jævne mellemrum og stoppede vores strømper og syede lapper på vores tøj – en luksus, ikke alle havde råd til.

Dengang var en præst også en slags socialrådgiver. Folk kom til min far, når de skulle skilles, og han hjalp med jobsøgning, hvis nogle var blevet arbejdsløse.

Han var en flot ung mand, og kvinderne stormede ind i Kristkirken på Enghave Plads, hvor han blev en slags modepræst. Men derhjemme var han gammeldags, en rigtig patriark. Han havde en kæmpe autoritet og behøvede blot løfte øjenbrynene, så vidste vi, den var gal.

Han havde et voldsomt temperament og var en mand, man skulle være forsigtig omkring. Samtidig havde han et dystert sind og faldt af og til ned i mørket – i dag ville man nok have kaldt det depression. Hans egen far, min farfar, havde været endnu strengere. Der blev delt øretæver ud til hans egne børn og til de elever, han underviste som førstelærer på den lokale skole. Min far slog os ikke, men resten tog han med sig.

Mit barndomshjem fungerede helt efter de gamle familiemønstre. Min far gik på arbejde og tjente penge, mens min mor gik derhjemme og passede min lillebror, min lillesøster og mig. Vi bad fadervor, inden vi skulle sove, og bordbøn inden aftensmad.

Når vi havde gæster på besøg, gik det sommetider galt. Hvis de begyndte at øse op, inden min far havde haft ordet, blev der fuldkommen stille rundt om bordet, og blikkene blev rettet mod den skyldige. Først når de undskyldende satte maden fra sig igen, kunne min far fortsætte. Senere i livet har jeg tænkt, at jeg måske skulle have været lidt strengere over for mine egne børn. Men jeg gik i den modsatte grøft, fordi jeg tænkte fandeme nej.

ULF PILGAARD KORT

Født 1940. Opvokset i Skive, København og Aarhus. Søn af præst Mads Christian Pilgaard og Clara Pilgaard. Har to søskende, Sune Pilgaard (død 2021) og Lene Blak.

Debuterede som professionel teaterskuespiller med Collagetruppen i 1963. Kom med i Cirkusrevyen første gang i 1968. Har siden været med i alt 40 år og hvert år siden 1986. I oktober siger han endegyldigt farvel til Cirkusrevyen.

Er især kendt for sine komiske roller, men har også spillet en lang række karakterroller på teateret, blandt andet i Østre Gasværk Teaters opsætning af dogmefilmen ’Festen’ i 2007.

Hans første filmrolle var ’Giv Gud en chance om søndagen’ i 1970. Har siden haft en række andre filmroller, blandt andet i ’Nattevagten’ (1994) og ’Farligt venskab’ (1995), som han vandt en Bodil og en Robert for. I 2010 spillede han erhvervslederen Joachim Chrone i tv-serien ’Borgen’.

Var fra 1970 og frem til hendes død i 2016 gift med Gitte Vibeke Pilgaard. Sammen fik de sønnerne Christian og Mikkel (død 2021). Bor i Hellerup.

Har været genstand for flere biografiske bogudgivelser, senest ’Hellere halvgammel end helt død’, der netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

I oktober tager Ulf Pilgaard på turné med sit nye show ’Alle tiders Ulf’ sammen med revyskuespilleren Lukas Birch.

VITTIGHEDER OG VIRKELIGHEDSFLUGT

Jeg gik på Rahbekskolen, der lige akkurat lå på Frederiksberg. Min fritid tilbragte jeg i Vesterbro KFUM og som spejder i FDF på Frederiksberg. I de kristne ungdomsbevægelser blev der gjort et stort stykke arbejde for, at fattige børn og unge ikke skulle ende i kriminalitet eller andre problemer, og der blev arrangeret sociale aktiviteter efter skole, blandt andet amatørteater. Jeg spillede Astrid Lindgrens mesterdetektiv Blomkvist og var med i Soyas ’Den røde væske’, som min far satte op i kirken.

Jeg var fantasifuld, og virkelighedsflugten tiltalte mig. Jeg var tynd og splejset og ikke meget værd i slåskampe mod drengene fra de andre gader på Vesterbro, som vi lå i krig med. Men på scenen kunne jeg føre an.

På en lejrskole i Nordsjælland i 5. klasse optrådte jeg impulsivt for mine klassekammerater. Det var ren improvisation, vittigheder, volapyk og ordleg, og jeg havde alles opmærksomhed – de skreg af grin. Følelsen af at være i centrum var himmelsk, og det var første gang, jeg mærkede mit talent for at underholde andre.

Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg efter lejrskolen fik lov at genopføre nummeret foran tavlen. Jeg gentog det til punkt og prikke, men ingen grinede. Set i bakspejlet var det min første lektion i, at humor ikke at noget, man bare trækker ud af ærmet.

Jeg startede i første mellem på Skt. Jørgens Gymnasium. Det var en ren drengeskole. Vi var 30 drenge i klasselokalet, og der blev virkelig mobbet. Det gik hårdt ud over de svageste, og jeg begyndte at gøre, hvad jeg kunne for at få de andre til at grine. På den måde fandt jeg min rolle i klassen.

Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var ret god til at lære udenad og til at læse op. Det opdagede lærerne også, og når vi havde fritimer, blev jeg sat til at læse op af spændingsromaner for børn. Jeg havde en evne til at få de andre til at holde kæft, når jeg læste, og jeg fandt hurtigt ud af at dramatisere teksterne med min stemme. Jeg var slet ikke trænet; jeg havde kun været i biografen få gange, for billetterne var dyre. Jeg lyttede til Radioteatret, men ellers havde jeg ingen indsigt i, hvad drama var.

På Skt. Jørgens fortsatte jeg i 1. g på nysproglig linje, for jeg var god til at læse og stave, men matematik kunne jeg ikke finde ud af. Jeg fik nye venner, og der var piger i klassen, hvilket var et jordskred i min bevidsthed.

Midt i 1. g blev min far tilbudt en stilling som sognepræst i Holme, en forstad til Aarhus. Vi forlod København, og jeg blev indskrevet på Aarhus Katedralskole, der dengang var en af de mest gammeldags skoler i Danmark. Den var kulsort og præget af forældede opdragelsesmetoder.

I 2. g kom jeg med i gymnasieforeningen Heimdal, der arrangerede foredrag, udgav skolebladet og stod for den årlige skolerevy. Her fik jeg venner med samme interesse for litteratur som mig, der var så helvedes intellektuel.

En af mine nye venner blev Ole Lund Kirkegaard, som gik i min parallelklasse. Han var på det nærmeste anarkist, og da vi i 3. g vandt et kampvalg om at komme i Heimdals bestyrelse, overtog vi ansvaret for skolerevyen. Vi skrev et helt uforståeligt absurd teaterstykke ved navn ’Protokolmysteriet’ om ting, der forsvandt fra skolen – og til sidst også selve skolen – stærk inspireret af Beckett og Ionesco.

Da vi opførte det, var eleverne de eneste, som grinede. Både lærerne og forældrene var rasende og opfattede det – ganske rigtigt – som et angreb på autoriteterne. Rektor Bertelsen blev i stykket fremstillet som en gammel forstokket mand.

Han tog sin hævn nogle måneder senere, da vi blev studenter. Til dimissionen, mens mine forældre sad i salen, henvendte han sig direkte til mig: ”Ulf Pilgaard skulle måske nok tænke sig lidt om med hensyn til traditioner og deres betydning.” Jeg betragtede det som en stor cadeau, men min far var i chok.

SAGT OM ULF I

”Da jeg i 1986 skulle være med til at forhandle kontrakt med Ulf Pilgaard, var jeg teltholder på Dyrehavsbakken og havde året forinden overtaget Cirkusrevyen, der dengang var i krise. Det år vendte han tilbage til Cirkusrevyen efter en årrække i Tivolirevyen. Jeg var jo bare købmand og kendte Ulf fra revy og tv, så det var lidt grænseoverskridende at skulle sidde over for ham og forhandle løn. Men det gik heldigvis fint. Og han har jo været med hvert år siden.

Vi passer hver vores del af Cirkusrevyen, men jeg har altid oplevet Ulf som enormt professionel. Det er alle skuespillerne jo, men ingen mere end Ulf. Han brød sig ikke om, hvis vi kom ind og afbrød prøver eller numre. Der var et år, hvor vi havde en tryllekabine på scenen. Til hver forestilling gik Claus Ryskjær ind, Ulf tryllede, og ud trådte en kendis. Når vi ikke kunne få fat i andre, var det Axel Strøbye. En aften ville vi lave sjov med Ulf under forestillingen, så da Ulf havde lavet sit tryllenummer, og tæppet gik fra, var det stadig bare ’Rysse’, der stod inde i kabinen. Vi andre var ved at falde døde om af grin, men Ulf var stiktosset. Han var gået forbi Axel Strøbye i baren på vej ind, så Ulf var sikker på, at det var ham, der skulle medvirke. Bagefter måtte vi give en undskyldning. Ulf kan sagtens tage sjov, men det må ikke gå ud over forestillingen og publikum.

Jeg plejer at sige, at Ulf er den femte mast i teltet herude. Han rager gevaldigt op i Cirkusrevyen, og vi er kede af at miste ham. Men det ville være synd, hvis han var fortsat fem år mere og ikke længere kunne det, han kunne engang. Jeg er glad for, at han stopper på toppen.”

Torben ’Træsko’ Pedersen, direktør i Cirkusrevyen

TRUSSER OG TEGLGÅRDSTRÆDE

Det var fantasiløshed, der gjorde, at jeg efter gymnasiet søgte ind på teologi på Aarhus Universitet. Der var intet pres hjemmefra, ikke andet end at jeg helst skulle have en universitetsuddannelse, men hvilken måtte jeg selv bestemme. Jeg valgte det, jeg kendte, men det fangede mig også dengang, især religionsfilosofien.

Jeg gik på Aarhus Universitet i to år i et fantastisk miljø omkring Universitetsparken, som var fyldt med interessante mennesker. Men jeg boede stadig hjemme, og det var til sidst en pestilens. Jeg havde ingen frihed, og jeg blev kigget over skulderen, ligegyldigt hvad jeg lavede. Hvis jeg var ude med en pige i stedet for at sidde derhjemme og læse, blev det straks bemærket af mine forældre, også selvom jeg klarede mig fint på studiet.

Mine forældre var på et tidspunkt i Skive for at besøge nogle gamle venner, og jeg havde inviteret et par kammerater og nogle piger hjem. Der var specielt én, som jeg håbede, jeg kunne komme i seng med. Jeg troede, at far og mor ville være væk hele weekenden, men midt i det hele kom de pludselig hjem tidligere end ventet. Min mor gik ind og åbnede døren til badeværelset, og ud kom en af pigerne kun iført trusser. Min mor begyndte at græde. I stedet for at tage det med et smil blev det betragtet som en skandale uden lige.

Alle blev smidt ud, og jeg havde fået nok. Jeg var en voksen mand, 20 år gammel, og jeg tænkte, at nu måtte jeg væk hjemmefra. Den eneste måde, jeg kunne se det ske, var ved at lade mig indskrive på Københavns Universitet.

Jeg følte en enorm frihed, da jeg igen kom til København. Jeg fik et værelse i Teglgårdstræde i Pisserenden hos gamle fru Klint, der var ærkekøbenhavner og ikke havde en pløk tilbage i munden. Væggene var papirstynde, og jeg kunne høre alt, hvad der foregik i hele huset. I lejligheden nedenunder boede fru Klints søn, der var marskandiser, over for Grand Teatret. Hendes anden søn blev altid jagtet af politiet. De kom jævnligt og bankede på, når han var eftersøgt, fordi de troede, at han gemte sig hos sin mor. Længere nede ad gaden hang de prostituerede ud ad vinduerne, og det var simpelthen så eksotisk et miljø for en ung mand som mig, der kom fra Jylland. Jeg sugede det hele til mig, når jeg gik til Vor Frue Plads, hvor jeg studerede teologi på Københavns Universitet.

STYKKET MED SILD

Kort efter at jeg var ankommet til København i marts 1961, skulle der afholdes optagelsesprøver til Studenterscenen. Jeg ringede med det samme til min barndomsven fra Rahbekskolen, Ole Michelsen (journalist, kendt fra filmprogrammet ’Bogart’, død 2020, red.). Han var også interesseret i teater, og sammen besluttede vi os for at gå til optagelsesprøven.

Derhjemme havde jeg en bog stående med stykket ’Stolene’ af Ionesco – det absurde og eksperimenterende teater var dengang på mode. Vi valgte en scene fra den med en gammel dame og en gammel mand, der bor i et tårn med nogle stole. De venter gæster, men gæsterne dukker aldrig op. Vi øvede hjemme hos Oles mor, men indså, at det var umuligt at lære det hele udenad til dagen efter, hvor optagelsesprøven skulle finde sted.

Da vi mødte op, sad der 20 og ventede på at komme til prøve. Det gad vi ikke, så vi gik over på Det Lille Apotek og fik et par bajere. Da vi kom tilbage, var der kun én tilbage.

På scenen forklarede jeg, at vi ikke havde nået at lære det udenad, og spurgte, om det var i orden, at vi læste op. Det nikkede juryen ja til. Ole, der var en halv meter lavere end mig, spillede damen, mens jeg spillede manden. Vi holdt bogen mellem os og læste op, men nåede ikke langt, før de nærmest brækkede sig af grin. ”Stop, stop, I er optaget,” råbte de.

Mens jeg passede mine teologistudier, optrådte jeg samtidig på Vesterbros Ungdomsgård, der havde plads til 5-600 mennesker, med vildt, eksperimenterende teater. Og i efteråret 1962 og foråret 1963 var jeg med til at opsætte fem revyer, der krydsklippede klassiske forfattere med helt nye tekster tilsat sang og musik – collage kaldte vi det. Det var fantastisk dygtige folk, som skrev; Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup og Ivan Malinovski var med, og det var en kæmpe succes.

I sommeren 1963 ringede Ole Michelsen til mig og spurgte, om jeg ville være med til at danne det, der kom til at hedde Collagetruppen. Til premieren senere samme år på Alléscenen fik jeg for første gang penge for at spille teater.

Til en af forestillingerne var Stig Lommer, der stod bag ABC Teatret, blandt publikum. Han tog fat i Preben Kaas, som dengang var et kæmpe navn, og sagde: ”Ham den lange, opløbne teolog skulle du altså tage at kigge nærmere på.” En dag på kollegiet fik jeg pludselig en opringning. Jeg blev tilbudt at være med i et børneteaterstykke. ”Hvem skal instruere?” spurgte jeg. ”Det skal Preben Kaas,” lød svaret. Jeg sagde ja med det samme.

Jeg fandt siden ud af, at den rolle handlede om, at Preben Kaas skulle se mig an. Efter en af forestillingerne inviterede han mig hjem til natmad. Over en sildemad tilbød han mig ud af det blå et års kontrakt som skuespiller på ABC Teatret på Frederiksberg. Lønnen var 3.000 kroner om måneden. Det var 1.000 kroner mere, end min far fik som sognepræst.

Det slog benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Den slags penge havde jeg aldrig været i nærheden af. Mine studier havde jeg indtil da finansieret ved en masse småjobs. Blandt andet bryggede jeg sodavand ude hos Tuborg, leverede Barnängen-sæbe til købmænd og spillede Fedtmule iført stor maske i Magasin i efterårsferien.

Og så var der teologistudiet. Det kunne jeg jo ikke passe ved siden af et skuespillerjob på fuld tid. Jeg gik op til studielederen og fortalte, at jeg havde fået et job, hvor jeg kunne tjene penge til resten af mine studier. Han var begejstret og kvitterede med at lade mig bo et år mere på Elers’ Kollegium, hvor jeg var kommet ind, og hvor jeg blev draget ind i et miljø af historikere, teologer, litteraturfolk og politikere.

Min far blev derimod tosset. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, men da de pludselig kunne læse om mig i avisen, fandt de ud af det. Han mente, at det var et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Ikke fordi der var noget galt med revy, men jeg skulle have en uddannelse, et sikkert arbejde. Noget at falde tilbage på.

SAGT OM ULF II

”Det gik op for mig, at Ulf var sjov, da jeg første gang hørte ham i ’Holdningsløse Tidende’, et satireprogram på P3. Men jeg har altid syntes, at han kunne mere end bare få folk til at grine. Vi mødtes sporadisk i nogle radio- og tv-sammenhænge, men først for alvor, da jeg i 1985 hyrede ham til en rolle i ’Walter og Carlo – Op på fars hat’.

Jeg syntes, at han havde en god timing i sin komik. Men samtidig var der noget menneskeligt i alle hans karakterer, som jeg fandt interessant. Man kunne godt mærke, at der var noget andet bag den sjove mand. Jeg tror, det skyldes den solide, eftertænksomme platform, han har fået med sig som søn af en præst. Ulf mestrer kunsten at forene det sjove og det alvorlige på en måde, som et af hans store forbilleder, Dirch Passer, aldrig formåede – der var eksempelvis ingen, som grinede, da han spillede kriminalkommissær Peter Wörmer i ’Nattevagten’.”

Jarl-Friis Mikkelsen, skuespiller, instruktør og tv-vært

STJERNESKUD

På ABC Teatret kom jeg ind ad døren med en vis selvtillid. Det var i 1966, og jeg var 25 år gammel. Godt nok havde jeg ikke gået på teaterskolen, men jeg havde jo masser af erfaring fra Studenterscenen og Collagetruppen, tænkte jeg. Men jeg kom hurtigt på dybt vand. Jeg skulle spille sammen med navne som Kirsten Walther, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Det gjorde mig bange – de var stjerner, og jeg var bare en ung studerende.

Frygten mærkede jeg under prøverne, hvor jeg oplevede et helt andet pres. Det her var professionelt teater, som folk betalte for at se. Flere gange brast jeg i gråd af udmattelse, når jeg kom hjem på mit kollegieværelse. Jeg skulle også vænne mig til omgivelserne og til jargonen. Det var direkte tale, ikke som i det akademiske miljø, jeg var vant til. Preben Kaas lagde ikke fingrene imellem: ”Det er lort i Snehvides lommer,” sagde han engang til mig.

Men jeg havde både talent og lyst til teater. Preben Kaas blev en mentor for mig, og han blev helt afgørende for mig. I efteråret 1966, da jeg gik på scenen til min kun tredje revy, lavede jeg en sketch om en præst, hvis prædiken var rent vrøvl. Det var Prebens idé, men da jeg gik i gang, var der ingen, der grinte. Jeg havde øvet og øvet, og jeg overdrev både mimikken og udtalen for at understrege pointen, men det virkede ikke. Den erfaring lærte mig antydningens kunst.

Bagefter sagde Preben Kaas: ”Bare vent, når publikum først kender dig, vil de brække sig af grin.” Dengang troede jeg ikke på det, men det viste sig, at han fik ret. Da året var gået, blev min kontrakt forlænget. Jeg begyndte også at få tilbudt andre job, både teater og noget på fjernsyn. Og så besluttede jeg mig for at droppe helt ud af teologistudiet.

Min 26-års fødselsdag blev fejret sammen med ABC-holdet på Hotel Schaumburg i Holstebro, mens vi var på turné. Til festen var der en række af de såkaldte Lommerpiger, Stig Lommers korpiger. Jeg havde et godt øje til en af danserne, som var fotomodel. Under festen gik jeg ned på gaden og røg mit livs første joint i en port med Birger Jensen (skuespiller, red.). Da jeg ville tilbage på mit værelse, kunne jeg ikke komme ind. Det viste sig, at fotomodellen lå inde på værelset. Hun ville have overrasket mig, men var faldet i søvn. I stedet gik jeg ned til hendes eget værelse, som hun delte med en anden Lommerpige. Her fik jeg lov at overnatte hos Gitte, og dagen efter var vi to kærester.

Hun var syv år yngre end mig, og vi flyttede ind på mit værelse på Elers’ Kollegium. Siden fik vi en lejlighed i Vanløse, og i 1970 blev vi gift, midt i en tid, hvor ægteskabet blev taget op til revision. Den frie kærlighed blev praktiseret, og der var mange fristelser. Jeg skulle da også lige eksperimentere lidt, tænkte jeg. Men det fandt jeg ud af, at Gitte ikke ville finde sig i, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, fordi hun havde pakket sin tandbørste og var flyttet hjem til sine forældre. Jeg måtte vælge mellem hende og det frie liv. Og det var hende, jeg helst ville have.

SATIRE FOR ALVOR

I februar 1968 kom ’Hov-hov’, den første satiriske udsendelse på Danmarks Radio. Den var med velkendte skuespillere som Buster Larsen, Karl Stegger og Elin Reimer. Den daværende underholdningschef på DR, Niels-Jørgen Kaiser, havde holdt øje med mig på teaterscenen og tilbød mig en rolle.

Det blev sendt lørdag aften – dengang var der kun én kanal, så hele Danmark kiggede med. I løbet af måneder vidste alle pludselig, hvem jeg var. Og Preben Kaas ringede og sagde: ”Nu skal du fandeme med i Cirkusrevyen.” Pludselig spillede jeg ved siden af stjerner som Kirsten Walther og Dirch Passer.

En god revy flytter sig hele tiden i forhold til det samfund, som omgiver den. Den kommenterer, og det, der sker i samfundet, det sker også i revyen. Grænserne for, hvad man kan sige, flytter sig hele tiden. Mange tror, at Cirkusrevyen bare er plat falde-på-halen-humor, men i perioder har den været et af de eneste steder, hvor den politiske satire har levet, mens den nærmest var begravet på tv og i radio.

På nogle måder er det blevet sværere at lave revy i dag, end det var, da jeg begyndte. Dengang så alle det samme, men sådan er det ikke længere. Vi ville ikke kunne kommentere en tv-serie og regne med, at alle havde set den. Men der er stadig tendenser i tiden, personer og store begivenheder, som alle kan relatere til. Corona-pandemien er et oplagt eksempel, og man går heller aldrig helt galt i byen med den siddende statsminister.

Cirkusrevyen betød, at jeg blev puttet i en kasse som ham den sjove. Den blev sendt i tv og havde en enorm gennemslagskraft. I en del år kæmpede jeg imod og forsøgte at søge mere alvorlige roller, men det gik ikke altid så let.

Gennem satire-udsendelserne i DR lærte jeg Ole Bornedal at kende, og da han skulle lave ’Nattevagten’, spurgte han mig, om jeg ville spille kriminalkommissær Peter Wörmer. Han vidste, at mange så mig som pæne, venlige, sjove Ulf Pilgaard, så jeg var den sidste, man ville mistænke for at være morder i en gyserfilm. Det var genialt set. Til premieren gik der et sus gennem salen, da de opdagede, at det var min karakter, der var skurken.

Min rolle i ’Nattevagten’ betød nok mere for omverdenen end for mig. Det var, som om det gik op for nogle: ”Gud, kan han også lave den slags?” Jeg vidste godt, at jeg kunne. Jeg havde gjort det mange gange før på teateret, men det er der ikke lige så mange, der ser.

Desværre er det oftest ikke befolkningen, men folk i filmbranchen, der er værst til at putte skuespillere i båse. Til en casting på ’Nattevagten’ havde jeg aldrig fået rollen, og casterne ville ikke have tænkt på at ringe til mig. De har ingen fantasi.

Uden de mere alvorlige karakterroller havde jeg muligvis følt, at der manglede noget, men i dag føler jeg, at jeg har nået det, jeg skulle. Jeg har udforsket mange forskellige facetter af skuespillet gennem min karriere, ikke kun den komiske.

SAGT OM ULF III

”Da jeg kom med i Cirkusrevyen første gang i 2006, kom jeg i skole hos Ulf og Lisbet (Dahl, red.). Vi spillede ni år sammen, hvor jeg sugede til mig af hans måde at gå til sit fag. Han har en professionalisme og en stamina, som er beundringsværdig. Hver eneste aften, sæson efter sæson, gennem 40 år, er han trådt op på scenen med den samme dedikation. Han har aldrig en dårlig dag, hvor han ikke orker eller kun giver 90 procent. Samme disciplin forventer Ulf af dem omkring ham, og det smitter af på hele forestillingen.

Jeg ved, at Ulf kan blive irriteret, hvis folk ikke respekterer eller forstår den skuespilkunst, der ligger i det. Måske skyldes det, at han får det til at se let og elegant ud, men det kræver lethed at more sig – det er hele kunsten. Hvis det ser svært ud, er det ikke sjovt. Ingen, der kender Ulf og har set ham arbejde, er i tvivl om, hvad det kræver.”

Ditte Hansen, skuespiller og komiker

TAB, TVIVL OG TRO

Som søn af en præst er det naturligt, at Gud har fyldt meget i mit liv. I min barndom var jeg fast i min overbevisning om, at han selvfølgelig fandtes. Senere begyndte jeg at tvivle, og det havde formentlig givet mig samvittighedskvaler, hvis jeg var endt som præst. I dag tvivler jeg stadig, men jeg tror også. Ikke på Gud som en hvidhåret, langskægget mand, der sidder deroppe et sted, men som et princip og som en forklaring på det uforståelige; som det uforståelige i, at min søn Mikkel skulle væk herfra, før jeg selv skulle.

Han blev fundet død her i foråret, lige midt i prøverne til årets Cirkusrevy, og det slog benene fuldstændig væk under mig. Han led af paranoid skizofreni, var førtidspensionist og havde kæmpet med et hashmisbrug, siden han var ung. Han blev kun 48, men hans krop var slidt op af alkohol og hash. Det er svært at forholde sig til, men min tro gør det nemmere. Jeg kan vende mig mod Gud og sige: ”Pas godt på ham, hvor end han er. Han var en god dreng.” Det er vigtigt for mig.

At miste er en naturlig del af at blive gammel. I 2016 døde min kone Gitte efter lang tids sygdom, og sidste år mistede jeg mit længste venskab, da Ole Michelsen gik bort. Men det er ikke kun menneskene, jeg mister. Jeg mister også erindringerne, for dem er man fælles om, og det er forfærdeligt. Når mennesker, jeg har delt mit liv med, forsvinder, er det, som om der også bliver spist en lille del af mig selv. Man lever jo ikke sit liv alene, men i kraft af andre.

Man bliver den, man er, i kraft af andre, som ser på én og er med til at gøre én til den, man er.

Min lillebror Sune døde kort tid efter min søn, og han havde en hukommelse som en elefant. I samtaler med ham kunne jeg ofte genkalde mig ting, som jeg havde fortrængt. Det kan jeg ikke længere.

Det har givet mig livslysten tilbage at finde kærligheden på ny. Sorgen over min kones død vil være der resten af mit liv, men det står ikke skrevet nogen steder, at man skal sygne hen i ensomhed af den grund. Min nye kæreste Annette ved godt, at jeg ikke holder op med at elske min kone. I de første år efter hun døde, var jeg til tider langt nede og bearbejdede det ved at begrave mig i arbejde. Nu har jeg igen lyst til at nyde livet. Derfor synes jeg, det er et passende tidspunkt at sige farvel til Cirkusrevyen.

Jeg havde ikke selv tænkt over det, før Torben ’Træsko’ for et par år siden spurgte mig, hvor længe jeg regnede med at blive ved. Så kom jeg til at tænke: 2020, 40 sæsoner og 80 år – 20, 40, 80. Det kunne da være meget passende. Det bliver så et år senere på grund af pandemien.

De kræfter, jeg har, vil jeg nu bruge på noget andet. Det betyder ikke, at jeg er færdig som skuespiller. Så længe jeg har mit helbred, og nogen kan bruge mig, vil jeg gerne bruge mine evner og min erfaring i mindre roller på film eller tv. Men de store forpligtelser, dem er jeg færdig med.

0 Shares

september 29, 2021/

PORTRÆT

Rimfrost

Icekiid skabte soundtracket til FIFA 21 og sidste års corona-sommer med kæmpehittet ’ErruDumEllaHvad’. Her fortæller 24-årige Jermyn Creppy om at vokse op i en boligblok i Hillerød, om at kaste gadelivet af sig, og om at prøve at være et godt forbillede som rapper.

Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Morten Germund

JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’.

Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager.

På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke.

Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik.

Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt.

Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.

Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder.

I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag.

Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder.

Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede.

Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.

Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme.

Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i.

De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.

DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil.

Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over.

Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil.

Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt.

Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen.

Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.

SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år.

Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.

På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.

Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper.

Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.

Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.

0 Shares

september 21, 2021/

PORTRÆT

Olga prikker

En følelse af ikke at passe ind har fulgt OLGA RAVN hele livet. Ud & Se har mødt den unge prisvindende forfatter og fulgt hende til en naturfarvnings-workshop i Rungsted, hvor hun jonglerede moderskab og plantekunst og fortalte om socialt selvmord, smadderdruk på Forfatterskolen og ønsket om at være normal.

Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jonas Bie

Rungstedlund

REGNEN SILER NED, mens Olga Ravn med en tang håndterer løgskaller i et velvoksent kogekar som en øvet grillmester. Tordenen buldrer, og et kollektivt ”wauw” breder sig fra kursusdeltagerne, da hun fisker et sammenrullet tørklæde op fra karret og ruller det ud, så det afslører et okkergult rudemønster. Det simrende bioaffald får Karen Blixens have til at dufte af kamillete med honning, som stod der spandevis af urtete mod halsbetændelse placeret rundtomkring.

Den 34-årige forfatter, der er blevet kaldt ’den yngre generations litterære stemme’, er godt i gang med et naturfarvningskursus, hvor deltagerne har betalt 1.000 kroner for at komme på sanketur og lære at udvinde farver fra Moder Jord herself.

Nogle timer før det store løgskals-eksperiment er regnen stadig langt fra land, og Olga Ravn iler rundt for at gøre klar. Stole skal sættes frem, borde skal flyttes. Forfatterens femårige søn er med, og selvom han har selskab af en af morens veninder og dennes søn, skal Olga Ravn stadig svare på spørgsmål og give krammere. Lettere hektisk, men med en målrettet elegance manøvrerer hun rundt mellem kogekar, forlængerledninger og silkestoffer.

Næsten flyvende som en slags alf med sine godt og vel 165 centimeter og med fodlang, let sort kjole og en hvid skjorte blafrende efter sig blender hun ind i Karen Blixens narnia af en have, der fortsætter i afkroge og huler, længere end øjet rækker.

Klokken kort før kursusstart begynder deltagerne at dukke op. Olga Ravn er ikke klar, men sætter blot deltagerne i sving. De hjælper med at rykke borde på plads og arrangerer sig selv på stole i halvmåneform foran et klapsammenbord fyldt med glas med støv og frø i alverdens farver.

Fuglekvidderen er skruet op på max, græsset strutter, og brumbasserne summer blandt blomsterne, der sender sødlige duftstrømme ud i haven, hvor de blander sig med salte briser fra Rungsted Havn. Dernede glider sejlene forbi på den lyseblå junihimmel som foldede papirservietter. Til højre for selskabet ligger Karen Blixens gamle hus, hvidt med orange tegl og små skorstene, og emmer af kulturarv. Et hvilested for klassikere, der denne dag er vakt til live af en nulevende, anmelderrost forfatter.

”Jeg er ikke uddannet biolog eller noget – jeg er bare digter,” siger Olga Ravn og åbner planteballet for deltagerne, der forinden har summet og udvekslet amatørfarvetips. Nogle unge kvinder i gymnasiealderen har forsøgt sig med avocado og gurkemeje derhjemme, ellers er de mest inspireret af Instagram og deres mødres aflagte farvelærebøger. Forsamlingen, 20 kvinder i alle aldre, er en broget flok. Højskoletyper i vandrestøvler, praktiske shorts og med 70’er-tørklæder bundet som pandebånd, småbørnsmødre i nydelige sommerkjoler, der har afsat babyerne til fædrene, der med bæreseler og barnevogne spadserer rundt i Blixens lille naturreservat, og så er der en håndfuld ældre, der selv har prøvet kræfter med batik og kaustisk soda, dengang det var moderne.

Olga Ravn fortæller, at hun altså ingen ekspert er i naturfarvning, og hendes opslugende betagelse har kun varet et år. Som hos mange andre betød corona-nedlukningen, at hun gav sig i kast med en ny syssel: at farve tekstiler med ting fra naturen. Hun er også optaget af at lave sit eget blæk, af at studere middelalderen og af hekseafbrændinger.

Hun har i det hele taget nærstuderet mange ting gennem sit liv. Som barn lærte hun sig selv runer – ikke bare tankeløs kopiering af figurerne, hun kunne skrive med dem – ægyptiske hieroglyffer, alt, hvad der var at vide om de græske guder, urter og dyr, samt hvilke helligdage folk fejrede rundtomkring på hele kloden. Verdensreligionerne opslugte hende også, og alt, hvad hun fandt ud af, noterede hun i en grøn notesbog, som var en af de eneste af hendes ting, der overlevede kælderoversvømmelser og utallige flytninger i barndommen. Nu er det så naturfarvning.

”Jeg er altid bange for, at der sidder en blandt publikum, der har taget et kursus i Florida,” griner hun afvæbnende med snorlige perletænder. Som hun får talt sig varm under sit indledende oplæg, afslører hun en proper viden om alt fra syre- og baseforhold til temperaturer, gram, diverse plantearter og de farvenuancer, de afgiver. Læder, perlemor, papir, bomuld og uld tager for øvrigt godt mod farve. Men så stopper hun sig selv for at minde forsamlingen om, at hvis der er veganere til stede, skal de nok holde sig fra uld, men også silke, da det jo er spundet af orme. Der er ingen ironi at spore, det er en nøgtern servicemeddelelse. På samme måde forklarer hun deltagerne, at de altså ikke kan lave blåt i dag, fordi det er ’sygt kompliceret’. Til gengæld synes hun, det er vildt sjovt bare at lave en heksegryde, hvor man putter alt muligt i.

”Jeg kan godt lide, når det bliver lidt grimt,” fortsætter hun sit oplæg.

Frederiksberg

EN HÅNDFULD DAGE senere sidder hun under en faldskærmsstor hvid parasol og bestiller kaffe – med en lille smule mælk – foran et irgrønt orangeri i Bakkehusets Have. Ved siden af hendes malede tånegle står en flettet frokostkurv med tykke bøger og med rølliker, som hun fandt i Carlsberg Byen på vej herhen.

Når hun snakker, danser guldstjerner og slanger fra hendes øreflipper og blander sig med viltre dybbrune krøller, og farvede sten og amuletter fra hendes fingre glitrer i de sparsomme solstrejf, når hun gestikulerer. Som barn var hun fascineret af hekse, gik selv i heksetøj og forsøgte at få pigerne fra klassen til at underskrive en kontrakt med ægte blod.

”Det ville de så ikke,” siger hun med et sæt øjne og et træk på skuldrene, der ironisk siger ”hvilken overraskelse” til hendes tidligere barndoms-jeg, der havde en idé om, at der var et bestemt antal facts om verden. Det gjaldt bare om at lære dem, så vidste man det hele. Og derfor læste hun alt. Som i alt. En læsesult, der resulterede i, at hun nærmest kom igennem en bog om dagen. Hun forsikrer, at hun aldrig i sit liv har læst så meget, som hun gjorde som barn. Science fiction, fantasy, historiske bøger og tegneserier.

”Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå hen til fagbogshylderne, og jeg prøvede at læse – måske da jeg var 10 – en eller anden bog af Freud. Heldigvis forstod jeg ikke noget af den. Men jeg kan tydeligt huske, bibliotekaren ligesom himlede med øjnene ad det her ekstremt prætentiøse barn,” siger Olga Ravn og bliver stille nogle lange sekunder. Hun lader ikke til at være bange for pausen. Der er ikke nogen akavet stilhed, men derimod et menneske, der tænker sig om. Øjnene bliver dybe, mundvigene slapper af.

”Men det var vel også en eller anden måde … et lidt magtesløst forsøg på at få kontrol i en ret kaotisk opvækst, tror jeg, hvis jeg sådan skal analysere mig selv,” siger hun med en varm og rund stemme, der gerne måtte indtale en lydbog.

Hun lærte at læse, inden hun startede i skole, og da hun fortæller det, læner hun hovedet skråt tilbage og tilføjer, at ”det jo er den største kliché”. En forfatter, der lærte at læse, inden det overhovedet var på skemaet. Ikke desto mindre var det sådan, det var. Bøgerne tog hende steder hen, hvor hun gerne ville være, og Olga Ravns mor opdagede, at hendes børnehavebarn havde lært at læse, da hun proklamerede, at der stod ’græsk salat’ på et menu-skilt ved en grillbar. Hun elskede alfabetet, og det førte hurtigt til, at hun blev optaget af at skrive.

Igen trækker Olga Ravn på skuldrene og indleder med, at det nok også er verdens største kliché, men hun skrev 30 sider i hånden om forskellige fantasy-verdener, når de havde stil for i skolen. Og at stilene var ledsaget af tegninger og et omslag i sort karton.

Hun griner. Lærernes reaktioner var splittede. De syntes, Olga var dygtig, men på et tidspunkt mærkede hun også, at de syntes, amatørromanerne var lidt irriterende.

”Sådan lidt Hermione fra Harry Potter-agtigt. Altså sådan: ’Nu skal du altså også lade nogle andre sige noget i timen.’”

Videbegæret blev ikke beundret i folkeskolens nådesløse hakkeorden: ”Det var der ikke nogen i skolen, der syntes var sejt,” konstaterer Olga Ravn. Men hun elskede at læse, især udenfor, og mens hun fortæller det, får hun et grineanfald over, hvordan det kan lyde, når man skal koge sin barndom ned til svar i et interview.

”Det var noget med, jeg sad og læste i solen, haha,” siger hun, mens hun kniber øjenbrynene sammen, og med en stemme, der denne gang godt kunne tilhøre Kermit fra ’Muppet Show’.

RAVNEBLIK

Olga Ravn. Forfatter, oversætter og kunstner. Født i september 1986. Datter af sangeren Anne Dorte Michelsen og billedkunstner Peter Ravn. Mor til to børn på et og fem år. Opvokset i og omkring København. Student fra Aurehøj Gymnasium. Uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Debuterede i 2012 med digtsamlingen ’Jeg æder mig selv som lyng’.

Blev i januar i år valgt ind som medlem af det litterære selskab Det Danske Akademi.

Var på shortlisten til en af verdens tungeste litteraturpriser, The International Booker Prize, i 2021 for sin roman ’De ansatte’.

Driver skriveseminaret ’Hekseskolen’ sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm. Vandt Politikens Litteraturpris i 2020 for sin roman ’Mit arbejde’ om en kvindes kamp med fødselsdepression. Har blandt andet fået Beatrice Prisen, Michael Strunge-prisen og Statens Kunstfonds treårige legat.

Udgav i juni ’Min barsel – En dagbog til nye forældre’. Aktuel med ’Mindesmærke for de trolddomsanklagede’ – en del af udstillingen ’Hummings’ på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

”Det har været vigtigt for mig med mine bøger at vise eller skabe rum for det, som er lidt sært, blandt andet ved at skrive science fiction. Det har ikke været accepteret som fin litteratur, men det er vildt fedt. Og jeg befinder mig godt i yderkanten. Jeg vil gerne udfordre vores idé om, hvad der er en normal bog,” siger Olga Ravn.

Rungstedlund

OLGA RAVN SMITTER forsamlingen med sin begejstring, da et glas med, hvad der ligner afskallede birkesfrø, sendes rundt til snusning og nærmere eftersyn. Det er døde hun-skjoldlus, der lever på kaktusser i blandt andet Mexico og Guatemala. Kochenille, hedder de, og de giver en klar pink farve, hvis man støder dem i en morter og gnider dem ind i et stykke vådt stof. Olga Ravn lader vide, at hun også har en ordentlig sending løgskaller med fra et biodynamisk landbrug. De afgiver okkergult til tekstilerne og var angivelig den menige middelaldermands foretrukne farvekilde.

Teori skal gøres til praksis. Deltagerne har en time til planteplukning på Blixens store arealer.

”At sanke er vidunderligt,” siger Olga Ravn. Faktisk er det et af hendes egne lykkeligste øjeblikke, når hun bliver ramt af den ’plukke-high’, der kan indfinde sig, hvis man støder på en lysning fyldt med prikbladet perikon.

Hun har et helt lokale i Sydhavnen kun til sank, for hendes mand er blevet træt af alle de tørrede plantebundter, der hang overalt i lejligheden derhjemme.

”Når jeg lige kigger rundt, ser jeg, at det er sæson for røllike,” siger hun, tilføjer, at hun også er vild med kørvel, og opfordrer forsamlingen til at downloade en app, der fungerer som en slags plante-scanner. Selskabets ældste har brug for hjælp fra selskabets yngste til at downloade. Det forlyder, at man et sted i haven måske kan være så heldig at finde nedfalden kirsebærbark, som afgiver den fineste rosa farve.

Snart efter sender Olga Ravn sine sanke-disciple ud på tur i Blixens viltre have, og de forsvinder og bliver hurtigt til små myrer bag den hvide bro, der ganske romantisk slynger sig ud over en anrettet dam omkranset af høje og kraftige dybgrønne japansk hestehov, mens piletræerne dovent lader sine hængende grene svaje fra side til side.

Midt i det hele går Olga Ravns femårige søn rundt og samler jord og forskellige plukbare sager til sin ’eliksir’ i en flettet kurv. Han har bare ikke noget at røre eliksiren sammen i.

”Du må låne den her,” siger hans mor fluks og tømmer resterne af sin is-kaffe ned i græsset og forærer ham både plastikkrus og sugerør. Hans ansigt revner af glæde. Løsningen er perfekt. ”Er det her giftigt?” spørger sønnen og rækker en fremstrakt håndflade fuld af plante-ruskomsnusk mod sin mor, der svarer: ”Ja, meget!” og spiler øjnene op med oprigtig barnlig indlevelse, mens hun på trods af strømproblemer prøver at gøre adskillige 30-liters kogekar klar til, deltagerne kommer tilbage fra deres sanketur.

Glas med tørrede biller og planter i alle nuancer får et kort sekund Karen Blixens have til at ligne et marokkansk krydderimarked. Olga Ravn har glemt sin morter hjemme på Vesterbro. I stedet bruger hun spidsen af en hammer til at kvase de mellemamerikanske hun-lus. Hun giver sønnen et drys af den pulveriserede masse i hans eliksir. Den bliver lilla og skummer snart over af eddike og tusindfryd.

Kondiløbere og solhatte defilerer forbi arrangementet med jævne mellemrum. ”Laver I heksebryg?” spørger en forbipasserende, og Olga Ravn svarer: ”Vi farver!” I samme nu kommer deltagerne tilbage med håret fuld af kviste og pollen. En af deltagerne har favnen fuld af bark, og det får Olga Ravn til at udbryde: ”Woooop! Hold da kæft!” Der er tydeligvis sanke-bingo. Der er bregner, bynke, kørvel og krydsplanter. Forsamlingen joker med, at planter langtfra er monogame. Særligt mælkebøtten skulle være slem i den letlevende henseende. Sønnen afbryder, og Olga Ravn tager sig tid til at kigge med lup ned i hans eliksir.

”Det er en af de bedste heksebryg, du har lavet!” udbryder hun og retter atter fokus mod deltagerne. Der skal sorteres en grøn og en gul plantebunke inden frokost. En deltager spørger, hvordan planterne skal håndteres derfra, og hun svarer: ”Jeg er jo en meget utålmodig person, så jeg river tit i stedet for at hakke.”

Hun griber roligt deltagernes spørgsmål som en garvet underviser. Men vips er hun væk igen. Denne gang med telefonen i udstrakt arm: ”Jeg skynder mig lige over og dokumenterer,” siger hun og forklarer, at hun hellere vil have gang i meget end gøre det perfekt. Imens krummer deltagerne de store bunker af bark i tusind stykker, og Olga Ravn minder dem om, at de skal huske at putte det i gryden.

Til frokost står skåle med kylling og linser og papirtynde avocadoskiver i formation foran deltagerne. Solbrændte unge kvinder serverer og steamer kaffe, mens en gæv blanding af luksusbohemer i bare tæer og ornitolog-typer med solskærme og praktisk fodtøj stryger forbi. Ved bordet fæstes en fælles forståelse af, at de første to år med børn er de hårdeste. Især samfundets forventninger til, at man skal være tilbage på fuldt blus, selvom man stadigvæk ikke sover om natten.

Frederiksberg

OLGA RAVNS FORÆLDRE – billedkunstneren Peter Ravn og sangeren Anne Dorte Michelsen – blev skilt, da hun var omkring to år gammel. På spørgsmålet om, hvor hun er vokset op i København, svarer hun med et ”tjo, lidt over det hele”. Barndommens adressekartotek rummer Christianshavn, Østerbro, Indre By og Charlottenlund.

”Jeg tror, jeg er flyttet 12 gange eller sådan noget. Altså rigtig mange gange. Så der er ikke rigtig noget barndomshjem,” siger hun og forklarer, at hendes forældre er rigtig søde, men så stopper hun sig selv. Hun har ikke lyst til at tale om dem.

”Vi har et dejligt privat forhold, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide,” siger hun og begraver elegant og skraldgrinende alvoren med stilhed til følge, mens højtbelagte rejemadder fyger ud fra orangeriet bag hende.

Resten af tiden under parasollen holder hun ord og siger ikke noget om sin familie. Mest fordi der er så meget, de kan misforstå, og måske husker de forskellige begivenheder anderledes end hun selv. Det eneste, der lister sig ind, er, at ét ud af mange virkelig gode barndomsminder er, når hendes mor lavede pandekager, som de rullede sammen og tog med ud i en skov for at spise. Eller dengang i en sommerferie, hvor hendes far satte sig ind i bilen sammen med hende og kørte hende hele vejen til Stettin i Polen, fordi hun brændende ønskede sig ’Frøken Ingenting’ af Tomek Tryzna på originalsproget.

Hun bruger lang tid på at puste ud, inden hun fortæller, at hun flyttede hjemmefra, lige da hun var fyldt 18, fordi forældrene var i gang med at få børn igen.

”Der var bare fyldt med babyer, og jeg var færdig med det,” siger hun, og nu, når hun tænker over det, har hun ikke nogen nære venner, der har fulgt hende gennem livet. Den ældste er fra forfatterskolen, og hun analyserer sig selv frem til, at det nok har noget med ”det der skilsmissebarn-noget” at gøre. Der var ingen grund til at knytte sig til nogen, hvis man alligevel hele tiden var på vej videre.

Rungstedlund

”ARGH, FOR HELVEDE!” udbryder Olga Ravn.

Regnvejret er rykket så tæt på, at luftfugtigheden klistrer som i frugt- og grøntafdelingen i et supermarked, og der er stadig knas med strømmen. Karrene med bark og løgskaller koger ikke. Næste punkt på programmet er, at deltagerne skal folde og farve deres silketørklæder. Det er inkluderet i workshopprisen, men der er kun én pavillon, de kan rykke sammen under, og nu regner det for fuldt smadder.

Kogekarrene bliver hurtigt rykket ind i et redskabsskur, hvor Olga Ravn sidder på hug under koste, havesakse og udstoppede grævlinger og rører rundt i planteblandingerne.

”Måske skulle jeg give de andre besked,” siger hun og vader ud i regnen med en sivkurv på hovedet. Under pavillonen skutter deltagerne sig.

”Det er fandeme da noget værre noget,” siger Olga Ravn, mens solcremebøtterne ligger og griner, og deltagerne har taget telefonerne frem og diskuterer lidt farvetips.

”Mor, jeg vil hjem,” siger sønnen.

”Vi er udfordret af regnen. Men fat mod. Vi har stadig gang i løggryden og kirsebærbarken, som ser superspændende ud!” siger Olga Ravn myndigt. Hun prøver at give dampningstips, mens sønnen siger ”moar”. Han putter sig ind til hende, og moren får chokolademærker på sin hvide skjorteskulder af den cookie, der sidder i sønnens mundvige.

Men farvefesten må fortsætte. Olga Ravn drysser bregner, blåtræ og løgskaller ud over det våde stykke silke på bordet, mens deltagerne med koncentrerede miner følger med. Armene over kors, en hånd under hagen.

Pludselig løber Olga Ravn ud i regnen efter et skræppeblad, hun har lyst til at prøve kræfter med. Hun kigger lidt på tørklædet, ruller det stramt og laver det straks om: ”Jeg kan mærke, jeg gerne vil have mere bregne.”

Under pavillonen er deltagerne stimlet tæt sammen i en ring rundt om klapsammenbordet. Kursusleder Ravn viser stjernemønstre og harmonikamønstre, mens regnen trommer på presenningen. Deltagerne spørger, om det er rigtigt, at man kan farve blåt med tis.

”Jeg er ikke nået dertil endnu,” siger hun og forklarer, at der jo skal bruges hen ved 15 liter af de gule væsker, før det kan lade sig gøre.

Frederiksberg

DA HUN GIK i 3. klasse, lurede puberteten om hjørnet, og pigerne i klassen var begyndt at tale om menstruation. Olga Ravn er ikke sikker på, om der overhovedet var nogle af pigerne, der havde fået det endnu, men det gjorde hende ganske ubehageligt til mode, for hun kunne ret godt lide at lege og var på ingen måde klar til at snakke om bind og bryster. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget, så hun skrev sig på eventuelt-listen til klassens time, hvor hun ville sige noget.

”Jeg var ekstremt ansvarsfuld, sådan sygeligt ansvarsfuld. Jeg har engang haft en psykolog, der sagde, at jeg måske kunne have tendens til at have overmoral. Ikke på andres vegne, men på mine egne. Det er et kæmpe problem for mig,” siger Olga Ravn og forklarer, at hun var den eneste, der havde skrevet sig på til at sige noget.

”Altså, det var socialt selvmord, jeg var bare ikke klar over det.”

Aftenen inden klassens time lå hun og overvejede, hvordan hun skulle få formidlet til både pigerne og drengene, om de ikke bare skulle lege og parkere den kropslige udvikling lidt. Dagen efter stillede hun sig op til katederet og sagde: ”Jeg synes, at det er så ærgerligt, at vi er begyndt at tale så meget om, at pigerne gerne vil have menstruation, og så meget om, at drengene gerne vil have skæg.”

Alle brød ud i grin – også læreren.

”Jeg skammede mig helt vildt. Jeg følte mig fuldstændig ydmyget og udstødt. Det var frygteligt!” siger hun. Historien havde spredt sig til de større klasser på skolen, og klassekammeraternes storebrødre imiterede hende på gangen.

Hun forklarer, at episoden måske er et meget godt billede på, hvad hun selv kalder sin ”sene sociale udvikling”, der gennem tiden har gjort, at hun blandt andet til Gyldendals efterårsreception præsenterede sig selv og sin fødselsdepression i samme åndedrag til nye mennesker, og at hun i det hele taget er en over-sharer, der sommetider kommer til at sige alt det, man ikke må ifølge de uskrevne regler.

Og så var der også dengang i 8. klasse, hvor hun fik et bogmærke, der for hende dengang osede af livsvisdom. ”The pen is mightier than the sword,” stod der, og den sætning forevigede hun selv på en trøje. Der var bare sket det forfærdelige i processen, at hun havde startet med for store bogstaver, så ordene til sidst var blevet klemt. Det resulterede i, at der stod ”the penis mightier than the sword”.

”Dum som jeg er, kunne jeg jo ikke grine med på det ovre i skolen. Jeg var sådan: ’NEJ, der står altså faktisk the pen!’” siger Olga Ravn og spytter de sidste to ord hårdt ud mellem tænderne. ”Det har taget mig lang tid at forstå det der med, at man ligesom skal grine med.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg blev mobbet,” siger hun og holder en lang pause, inden hun fortsætter: ”For jeg var egentlig også meget sød og sjov, men jeg var nok ligesom … jeg tog enormt meget opmærksomhed.” Hun trækker benene op under sig på stolen, sådan som børn kan gøre, når de sidder ved et bord.

”Jeg har sgu altid bare været en lille smule sær. Men jeg har svært ved at gå med på andres ideer om, at jeg er det. Jeg vil egentlig allerhelst i hele verden være normal,” siger hun og punkterer ideen om, at det skulle være eksotisk at være anderledes.

”Det er smertefuldt at være afvigende. Alle psykologer siger altid, at det normale ikke findes. Og det er fandeme løgn! Det er kun normale mennesker, der siger det.”

Rungstedlund

SILKETØRKLÆDERNE BLIVER SIRLIGT anrettet med juniblomster og planter og drys fra Olga Ravns pulver-arsenal. Deltagerne folder og farver og lægger deres værker ned i de boblende kar. Regnen er stoppet, og som eftermiddagen skrider frem, fisker deltagerne batik i solnedgangsfarver op af kedlerne.

”Årh, den er pæn!” siger Olga Ravn overdøvende, da en deltager hiver et okkergult tørklæde med firkantet mønster op af et babybadekar, der i dagens anledning agerer eddikebassin. Hun spærrer øjnene op: ”I har virkelig fyret den af med kochenille,” siger hun og konstaterer, at den lyserøde lusefarve går godt sammen med løg. Sønnen løber mod Blixens gamle lade med et hjemmelavet tørklæde med bregnemønster bundet om halsen som supermandskappe.

Der er eftermiddagskaffe, mens indfarvningsprocessen er i gang. Indenfor blander lyden af klirrende porcelæn sig med blød jazz, og fra et spisebords-stort portræt på væggen våger Karen Blixen lige dele majestætisk og nonchalant over kaffeslabberasen med høj cigarføring, turban og sort øjenmakeup. Olga Ravns blik bliver alvorligt hen over kaffen og de velvoksne stykker æblekage, da det går op for hende, at hun ikke helt har tænkt afslutningen igennem. ”Jeg finder på noget,” siger hun og tager en tår.

Frederiksberg

OLGA RAVN har altid hungret efter at være en del af fællesskabet, samtidig med at der er noget i hende, der skriger ved tanken. Hun kunne ikke holde ud at gå i mødregruppe, og i gymnasiet vidste alle, hvem hun var. Mærkeligt tøj, mærkelig makeup. Pigerne i hendes klasse syntes, at Olga Ravn var arrogant.

”De kunne ikke lide mig,” konstaterer hun. Generelt er der ikke meget hyggeligt postkortmateriale fra folkeskolen og gymnasiet for Olga Ravn, og hun puster ud længe, da hun fortæller om, hvor nedtur hun egentlig syntes, gymnasiet var. Hun gik på Aurehøj, fortæller hun, et musisk ’kulturelite’-gymnasium. Olga Ravn gør sine store og skinnende brune øjne smalle og bider tænderne sammen hen over kaffekoppen, som når man ser nogen tage et ubehageligt styrt.

”Jeg gik også på friskole, altså privatskole, i folkeskolen, og jeg må indrømme, at jeg nærer sgu en eller anden irrationel afsky over for meget rige mennesker. Det kommer nok derfra,” siger hun.

Det lykkedes hende at svømme gennem skoletiden alligevel, for hun var dygtig og kunne godt lide det faglige. Men det var altid krydret med rigelige stænk af ubehag. Derfor drømte hun sig væk til Forfatterskolen, hvor de seje og lækre, der også var vilde med poesi, gik.

Hun sendte et manuskript til Gyldendal som 16-årig, og forlaget kvitterede med et brev i postkassen med en invitation til en samtale. Det blev ved samtalen, men med en dugfrisk studentereksamen i baghånden søgte hun ind på Forfatterskolen. Det blev endnu et afslag, dog med en opfordring om at søge igen på et senere tidspunkt.

I tiden efter gik hun på skrivelinjen på en højskole, fremførte sine digte til oplæsninger og skrev til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Benarbejdet førte til, at hun blev optaget på Forfatterskolen to år senere. I begyndelsen føltes det vidunderligt. Folk var seriøse omkring poesien, men hurtigt viste en gedigen skyggeside sig.

”Der var et ret heftigt miljø på skolen, hvor der blev drukket rigtig meget. Altså rigtig meget, ” siger Olga Ravn og forklarer, at der var mange fester, og at nogle drak sig fulde inden undervisningen, hvis de var nervøse. Der var både smadderdruk og en kvindefjendsk kultur, syntes hun.

”Vi havde nogle lærere, som mere var kunstnere end pædagoger, kan man vist roligt sige. Og de der grænser mellem lærer og elev, som måske faktisk ville være ret gode at opretholde, var fuldstændig smeltede. Det var sygt ubehageligt,” siger hun og forklarer, at hun også oplevede en konsensus om, at kvindelige forfattere mestendels skrev andenrangslitteratur.

På et tidspunkt skrev hun en tekst om voldtægt, og en mandlig lærer kvitterede ifølge Olga Ravn med den kritik, at det ikke var noget for ham, men at han godt kunne forestille sig, at nogen ville være interesseret i at læse om ”en ung kvinde, der får en ordentlig svaber”.

Der var mandlige gæster på skolen såvel som etablerede mandlige forfattere, som Olga Ravn var decideret bange for, fortæller hun og holder vejret lidt.

”Jeg bliver helt nervøs. Det var også bare, fordi det var sådan nogle hårde år,” siger hun og forklarer, at tiden på Forfatterskolen kulminerede i en heftig depression, der fik hende til at flytte hjem til sin mor. Men i de mørke timer skrev hun sin afsluttende opgave til skolen. Opgaven blev til den anmelderroste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’, der blev hendes første udgivelse som forfatter.

Rungstedlund

EN TØRRESNOR BLAFRENDE fuld af naturfarvede tøjstykker lyser op mellem træer, der har hundreder af år på barken. Gul, pink og orange dominerer det mønstrede farvelandskab, og solen, der er kommet tilbage, agerer spotlight.

”Hold kæft, hvor er det pænt, hva’!”

Olga Ravn lyser op i et smil. Da hun pakker sit eget tørklæde ud, står folk i en cirkel rundt omkring hende og messer ”wauw” på ny. Hun har brugt løg og bregne. Snart valfarter deltagerne for at tage billeder af tørresnorene, der bliver lagt op på Instagram, hvor tak-salver for arrangementet fortsætter resten af dagen.

Olga Ravn tager tørresnorene fra en ende af, mens forsamlingen er dødstille, og evaluerer hvert eneste stykke nyfarvet tøj med bedømmelser som ”eddermame et flot foldemønster!” eller ”lidt Stine Goya-agtig”.

Deltagerne smiler, folder hænder og slår blikket ned, når de får ros. Olga Ravn tager et af tørklæderne ned fra tørresnoren og slænger det om halsen, læner hovedet på skrå og smiler med tungen mellem tænderne.

Pludselig kommer Olgas søn: ”Moar, må jeg gerne spille et spil i bilen?”

”Bare tag min telefon,” svarer hun og henvender et ”sorry” til forsamlingen ledsaget af et smil og et træk på skuldrene.

”Nu tror jeg, vi er ved at være færdige. Det har virkelig været dejligt at farve med jer!”

0 Shares

september 13, 2021/

PORTRÆT

Svinedrengen

Da UMUT SAKARYA kom til Danmark fra Tyrkiet som 12-årig, anede den lille buttede og angste dreng ikke, hvad han havde i vente. Men efter at have set ’Terkel i knibe’ gik han i kødet på dansk humor og senere flæskesteg. Ud & Se tegner et portræt af en usædvanlig kendiskok, der knuselsker det danske køkken.

Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

MED DUFTEN AF STEGT FLÆSK omkring sig planter Umut Sakarya et stort dannebrogsflag på fortovet foran Guldgrillen i Indre København. En større folkemængde har forventningsfuldt stillet sig i kø. De fleste har allerede stået her længe, det er fredag i april, dørene er endelig genåbnede, og små solstrejf skyder gennem de grå skyer som insisterende forårsbebudere. Udenfor forspilder et par unge fyre i hvide sneakers ikke chancen til at bede om dagens første selfies, og indenfor er rød-hvid-ternede duge rullet ud på brune træborde, mens det ene dansktophit efter det andet brager ud af højttalerne: Bamses Venner, John Mogensen, Lecia & Lucienne, Eva Madsen.

Der er kongeligt porcelæn på væggene, blomsterbuketter på bordene og Fernet Branca-flasker stillet frem i baren. Et billede viser Umut Sakarya smilende side om side med Birthe Kjær, og en indrammet tegning på den ene væg fremstiller kendiskokken gabende over en flæskestegssandwich med masser af brun sovs, mens syltede agurker svæver rundt på en bearnaisegul baggrund.

Snart efter går folk hen for at afgive bestillinger, mens de stolt bekendtgør, hvor langvejsfra de er kommet for at fortære landets måske mest kendte flæskestegssandwich.

”Vi kommer helt fra Rørvig,” fortæller et midaldrende ægtepar, men afstanden blegner kort efter, da en familie har taget turen fra Frederikshavn, mens de næste gæster er på visit fra Roskilde. Hele Danmark vil åbenbart have en bid af Umut Sakarya og hans usædvanlige danskhedsrevolution.

Tidligere på dagen stod den 30-årige kok indenfor i det lille kringlede køkken med en bradepande spækket med udskårne svin foran sig, mens bøtter med syltede agurker omringede ham. Endnu en dag i flæskestegssandwichens tegn tog sin begyndelse, og få ved som han, hvordan den skal skæres. Det skal være ribbenssteg, ikke kamsteg, så flæskesværene bliver ordentligt sprøde, og så skal der så meget mayo og sovs i, at det næsten er for meget.

For nylig har han opfundet ’håndflæsk’ – en slags gammeldags flæskestegssandwich, men i en mere håndvenlig bolle og med sovs inde i selve flæsket, så man lettere kan slæbe den med sig.

”Folk vil gerne have sovs. Det er derfor, vi har succes. Det er sjovt, for de færreste vil være ved det, de vil gerne fremstå sunde,” siger han, mens hans karakteristiske sorte moustache løfter sig over et smil.

Det er ikke kun flæsket, der går som varmt brød. Det samme gør hans nyligt lancerede Guldsjus, der er klar til at blive tappet fra fad i baren med hans andre opfindelser Tyrkersvin og Guldfernet. Da solen bagte over København dagen før, blev der langet 300 sjusser over bardisken. Umut Sakarya kom tilfældigt forbi med sin kæreste, men kunne se, der var brug for en ekstra hånd, så hun tog hjem, og han tog forklædet på.

I køkkenet skærer han ud i passende skiver. De opsmøgede ærmer afslører hans efterhånden mange tatoveringer. Den første forestiller en japansk kokkekniv af mærket Tojiro, som han fik, da han i sin tid begyndte i lære, men som han – en ung mand af tyrkisk oprindelse – også måtte konstatere ikke ligefrem gjorde det nemmere at blive lukket ind på diskotekerne. Siden har han fået lavet et Lady Gaga-inspireret monster, forskellige grøntsager, fisk, porre, chili og gulerod samt en gris, der bærer jordkloden, mens en ørn svæver henover med en flaske Fernet Branca i næbbet.

Der er også ’MasterChef’-logoet, som han og René Dif fik lavet, efter de sammen vandt madlavningsprogrammet i 2015. For første gang skulle en kendis parres med en professionel kok, og sådan gjorde Umut Sakarya sit indtog i offentligheden, da han sammen med Aqua-sangeren gik hele vejen. Efterfølgende sagde hans lokale pizzamand: ”Husk at nyde det, for om tre måneder er du glemt.” Det skulle vise sig at være ramt en anelse forbi.

Da han senere samme år slog dørene op til sin første restaurant, Grisen, strømmede folk til. Siden etablerede han sit eget ’Guld’-imperium, først med Guldkroen i 2017, siden Guldgrillen og i begyndelsen af 2020 med to gange Guldkebab.

Sideløbende er han blevet en slags national kultfigur, og han har været her, der og alle vegne, deltaget i programmer som ’Vild med dans’, ’Fangerne på fortet’, ’På tværs af Danmark’ og sågar lagt både ansigt og stemme til den aparte børnekarakter ’John Dillermand’.

I begyndelsen af året medvirkede han i tv-programmet ’Over Atlanten’, hvor han i selskab med blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen på tre uger tilbagelagde bølgerne mellem Danmark og USA.

”Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke: ’Jeg er født i Anatolien, men render rundt som kendiskok i København og sejler over Atlanten med Lars Løkke.’ Det er fuldstændig fucked,” siger han og slår en kort, spruttende latter op.

SVINETS RØDDER kan spores tilbage til Anatolien i det centrale Tyrkiet. For 10.000 år siden lykkedes det på disse kanter at tæmme vildsvinet, og i stedet fik man det altædende og yderst gavnlige lyserøde hovdyr. Det var også her, Umut Sakarya kom til verden for 30 år siden, nærmere bestemt i den gamle byzantinske by Eskişehir 350 kilometer sydøst for Istanbul ved bredden af Porsuk-floden – en afgrening til Tyrkiets tredjelængste flod, der også bærer hans eget familienavn: Sakarya.

I byen med knap 900.000 indbyggere boede Umut Sakarya med sine forældre og sin et år ældre storebror i en lejlighed på flere etager med køkkenhave ude foran. Når han ikke legede med gadens hunde eller i al hemmelighed sneg sig rundt i genboens enorme rosenbed, elskede han at tøffe rundt blandt de mange bælgfrugter og grøntsager. Det var hovedsagelig dem, der skulle i de måltider, som hans mor forberedte i køkkenet dagen lang – af og til med köfte eller braiseret kød. Hun var hjemmegående, men gik op i sin madlavning med ild og sjæl og lod ofte sønnen være assisterende kok. Som otteårig fik han tilmed den ærefulde tjans at købe tomater i grønthandlen på vej hjem fra skole.

Langt hovedparten af familien boede på disse kanter, men der var også en håndfuld, der var emigreret mod nord, heriblandt Umut Sakaryas morfar, der var rejst til Danmark for at blive gæstearbejder på et kyllingeslagteri i udkanten af Odense. Fra tid til anden kom han på feriebesøg, og så havde han Fætter BR-legetøj, Stjernemix og rugbrød med sig, selvom sidstnævnte ikke ligefrem vakte begejstring hos barnebarnet.

Da Umut Sakarya var 10 år, meddelte hans forældre, at de skulle skilles. Det kom ikke som det store chok. De havde hakket på hinanden, så længe han kunne huske, men omvæltningen var alligevel større end som så. Hans mor stod ikke med de bedste kort som enlig kvinde uden uddannelse i hjemlandet. Hun ville gerne skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn, og eftersom hendes far var taget til Danmark, traf hun beslutningen om at rejse bort i håbet om at finde et job, få opholdstilladelse og senere familiesammenføring. Umut Sakarya vinkede snart efter farvel til sin mor uden vished om, hvornår han ville se hende igen.

SHITSTORM 1

I 2019 deltog Umut Sakarya i ’Vild med dans’. Efter syv fredage i træk at have scoret bundkarakter af dommerne, men alligevel være gået videre i programmet valgte han at trække sig. Han forklarede det med, at deltagelsen havde ført til for meget hate på de sociale medier. Ikke blot han selv, men også hans daværende kæreste, hans mor og sågar hans far i Tyrkiet modtog grimme beskeder.

”Jeg var publikumsfavorit, men dommerne jordede mig. Og når det sker, sidder der en masse rundtomkring, der ikke mener, jeg har fortjent det. Jeg er ikke den store danser, men når det ender ud i sådan noget, hvor man bliver brugt som madding for at generere overskrifter, er det bare ikke sjovt mere.”

UDEN DEN VANTE TJANS som køkkenassistent for sin mor havde Umut Sakarya ikke meget at give sig til. Sammen med sin storebror flyttede han ind i farens nye lejlighed, men det stod hurtigt klart, at patriarken ikke havde tænkt sig at engagere sig særligt i sønnernes liv. Han havde travlt med at arbejde, hygge sig med sine venner og gå på jagt efter nye kvinder. Derfor var de som regel overladt til sig selv.

Det var ensomt, og det hjalp ikke, at Umut Sakarya blev betragtet som mærkelig af de andre børn. Han var et stille barn, der holdt af stille lege, og så var han lidt for godt i stand, hvilket betød, at han altid blev valgt sidst til alting. Hans storebror ville ikke lade ham lege med sine venner. De to havde et anstrengt forhold og sloges som hunde. Det var knytnæver i ansigtet, så blodet sprang fra næsen. Som regel var det Umut Sakarya, der fik bank, for selvom der kun var et år imellem dem, var han fysisk underlegen.

Når han tidligere havde beklaget sig til sine forældre, havde han altid fået at vide, at han skulle lade være med at svare igen, for storebroren var ældst.

”Det er en supergammeldags ting, der desværre lever i visse kulturer. De ældste får at vide, at de er prinser, og lever som sultaner derhjemme, og det går de ud i verden og tror på,” siger han.

Efter moren var rejst, og hans far var begyndt at ture rundt, blev det værre. Hvis hans storebror var i dét lune, styrede han lejligheden, og så måtte lillebror løbe ind på sit værelse hvor han fordybede sig i lektier. I det mindste var han god i skolen, og den eneste måde, han kunne aflaste ubehaget på ved ikke at føle sig set, var ved at prøve at være en dengse.

”Flere gange græd jeg bare i skolen, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste ikke, om vi kunne komme til Danmark og hjem til mor. Som barn føles én dag som et år, så det var lang tid at gå med de tanker. Det var meget sørgeligt, det hele,” siger han og fortæller, at som månederne skred frem, begyndte han at tabe håret. Han blev skaldet på den ene side af hovedet, fik smerter flere steder i kroppen og begyndte at sluge panodiler, som var det slik. Han var 11 år gammel og endte i en regulær depression.

”Jeg gik psykisk ned som barn. Min mor rejste væk, min far var der ikke, og jeg anede ikke, hvor jeg hørte hjemme. Det var sindssygt ensomt, og resten af familien var ikke særlig gode til at tage hånd om os. I dag, når vi kommer på besøg, er de enormt hjertelige, men jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet, for ingen af dem kunne finde ud af at tage sig af mig dengang. Jeg følte mig uønsket og anede ikke, hvor jeg skulle placere mig i mit eget liv.”

De lange, sneglende dage begyndte at følge samme trivielle form. Han gik i skole, tog hjem og læste lektier, så fjernsyn og savnede sin mor. En dag slæbte han bord-fritøsen med ind i stuen, så der kunne laves pomfritter på samlebånd, uden han behøvede rejse sig fra sofaen. Tre gange om dagen gik han ud til postkassen for at tjekke, om der var nyt fra Danmark.

UMUT PÅ TRYK

Kogebogen ’Guldskeen’, der er en kærlighedserklæring til dansk mad, udkommer 7. oktober. Umut Sakarya har også skrevet kontrakt på en opfølgende kogebog, der skal bruges til hjemkundskab i folkeskolen med traditionel dansk mad.

”Kogebogen skal give børn en forståelse for, hvad dansk madkultur er, og hvorfor vi spiser, hvad vi gør, til påske, til jul, til fødselsdag. Jeg vil gerne lære børn ikke at have nogen problemer med dansk mad, med smørrebrød og fisk. Hvis de starter med at lære det i en tidlig alder, er det lettere om 20 år at sælge helstegt fisk, i stedet for at de siger: ’Kan du fjerne benene for mig?’ Den revolution vil jeg gerne starte.”

CIRKE EN MÅNED før genåbningen fisker han en cigaret frem fra den ene inderlomme og en lille flaske med pebermynteolie fra den anden, som han drysser udover for at tilføje den mentolsmag, man ikke længere kan købe sig til i kioskerne. Det er en smuk og kold martsdag, og mens den københavnske formiddagstrafik ruller forbi Guldkroen, sidder han foran sin restaurant og scroller på sin telefon. For nylig uploadede han et billede af seks forskellige slags grønlangkål fra hvert sit område af landet med teksten: ”Hvilken er den rigtige?”

”Det var lige før, at folk truede hinanden i kommentarfelterne. Religion, politik, dyr og klassisk mad kan få folk op i det røde felt. Hvis jeg uploader et billede af noget så uskyldigt som en garniture-chili-ret, er det som at lægge en bombe og vente på, at den eksploderer. Folk kan ikke styre sig.”

I et forsøg på at afværge tab under pandemien sælger han her i marts tarteletter og rødgrød med fløde som takeaway, men det er ikke særlig indbringende og slet ikke det samme. Guldkroen er skabt til liv og glade dage. Som en tidslomme, hvor man kan glemme alt om kostråd og sundhedstips og i stedet spise og drikke, til man revner.

Ideen om at dyrke danskheden som koncept fik han i 2015, da han var i gang med åbningen af Grisen, som skulle servere klassisk dansk mad. På forhånd havde han terpet bøger om succesfulde koncepter og besluttet sig for at gå all in på indretningen, så man fik fornemmelsen af at sidde på en kro i en svunden tid.

”Det er det fedeste at bygge restaurant. Det er som at spille ’The Sims’, hvor man kan vælge alt og gå helt ned i detaljen med de forskellige løsninger.”

Umut Sakarya fandt blandt andet inspiration på Designmuseet i København, og han elsker stadig at traske rundt på museet og blive suget ind i design fra forskellige hedengangne årtier. Dernæst gik han i gang med at samle på ikoniske danske items, fik købt en tallerkenrække og en masse forskelligt kongeligt porcelæn. Og sådan fortsatte han rundt i landet, hvor han støvsugede diverse genbrugsbutikker i jagten på danskhed.

Efter et par år med Grisen brød han med sin partner – og daværende kæreste – og åbnede i stedet Guldkroen lige rundt om hjørnet. Navnet var ikke svært at finde på. Konceptet skulle være gylden mad, der var paneret og friteret, med Gyldne Damer på flaske. Og så, som han siger med et smil, er han jo tyrker af ophav og sind og elsker derfor guld.

I 2017 åbnede han kroen med ternede duge, dannebrogsflag og blomster i vinduerne, gammeldags malerier, broderier, porcelæn og vildttrofæer på de blomstrede vægge og utallige genstande fra diverse genbrugsbutikker, der alle har det til fælles, at de taler ind i en historie om en danskhed fra gamle dage.

”Jeg synes, det er smukt at servere flæskesteg på kongeligt porcelæn,” som han siger.

DET KAN VIRKE PARADOKSALT, at en tyrkisk tilflytter vifter så fanatisk med fanen for det traditionelle danske køkken. Men selv synes Umut Sakarya, det giver god mening, for han er netop kommet udefra og kan derfor betragte det hele uden at være forudindtaget.

”Kvaliteten af dansk mad kommer jo helt an på, hvordan man laver det. Man behøver ikke skamkoge sine grøntsager. Alene det gør meget dansk mad langt mere lækker. Samtidig har man hen over de seneste årtier shamet dansk mad. Der er blevet lavet et stærkt symbolsk bånd mellem svinekød og dansk madkultur, hvilket har gjort, at folk, der spiser dansk mad, bliver set som proletarer og tabere.”

Efter han er blevet en slags galionsfigur for dansk mad, har flere politiske partier kontaktet ham for at få ham til at medvirke i kampagner. Det har han sagt nej til. For i virkeligheden er hans mission at tage dansk madkultur ud af den politiske kontekst. I en kogebog, som han har på vej, er kun cirka 10 af de 50 retter med svin, og dem har han mærket, så man kan springe dem over, hvis man for eksempel er muslim eller jøde.

”Der er masser af danske retter, der ikke indeholder svin, som alle kan spise. Der er ingen grund til at reducere vores madkultur til én ting. Man forbinder jo heller ikke pizza med en eller anden bestemt holdning i Italien. Men det gør vi i Danmark. Lige så snart man siger ’flæskesteg’ eller snakker om ’leverpostejssegmentet’, tænker mange Dansk Folkeparti. Det er sindssygt underligt, og det er synd, for vores madscene tilhører os alle,” siger Umut Sakarya, der mener, at den del af integrationsdebatten, hvor svinet er blevet en slags kulturelt krigssymbol, er det rene ”pis og papir”. I hans øjne burde man i langt højere grad snakke om fusionering: at man kan bo sammen, uden at man behøver blive ligesom hinanden.

”Jeg tror, integrationen fejler, fordi vi har en idé om, hvad der er typisk dansk. Man må anerkende, at folk har forskellige baggrunde og kulturer. Hvis man er vokset op med, at svin er et dyr, man ikke spiser, er det svært at ændre det. Det ville svare til, at jeg sagde: ’Tag lige en bid af den her hund.’ Jeg har danske venner, der siger til mig, at jeg er anderledes end de andre indvandrere. Men hold nu op. Hvor mange tyrkere kender du? Hvis det kun er mig, er det et ret skrøbeligt grundlag at udtale sig på. Og jeg er megameget tyrker, jeg går i wifebeater, spiser solsikkefrø og drikker te til klokken lort om natten. Jeg elsker at være her, jeg elsker strand og bajere og bare bryster, men det vil aldrig nogensinde gøre mig til dansker.”

EFTER MERE END to års venten var der endelig gevinst i postkassen. Her lå et brev fra Danmark med visum til Umut Sakarya og hans storebror. Forinden havde de boet hos morens onkel, der smed de læssede tasker om bag i bilen, og så gik turen ad bumlede veje til Istanbul og siden videre med fly til København. Det sidste stykke til Odense skulle tilbagelægges med tog. Det blev den mest kaotiske del af rejsen. Omkring Nyborg skulle storebroren tisse, så han og morens onkel drog af sted for at finde et toilet i en af de andre kupeer. Da toget lidt senere trillede ind på Odense Banegård, var de stadig ikke kommet tilbage. Uret på tavlen viste 19.07. Det var ankomsttidspunktet, så meget vidste han, det havde indprentet sig på nethinden, men der var kun blege, ukendte ansigter omkring ham. Udenfor begyndte konduktøren at pifte i fløjten. Han vidste ingenting om landet, og i panik græd han så højt og hysterisk, at toget blev stoppet. Få øjeblikke senere kunne Umut Sakarya give sin mor et længe ventet kram på perronen.

Og han var lykkelig for at være i Danmark. Endelig var han atter sammen med sin mor, der havde anskaffet sig et lille rækkehus i bydelen Sanderum ved udkanten af en lille skov og over for en rideskole. Der var rent og pænt og roligt og helt anderledes end i den larmende og støvede by i Tyrkiet, han kom fra. Naboerne, der primært var pensionister, kom rendende i tide og utide med flødekartofler, tarteletter, drømmekage og anden dansk mad for at byde den lille familie ordentligt velkommen.

Rækkehuset havde moren indrettet som et ”ægte tyrkerhjem”, som Umut Sakarya siger, med tunge gardiner og tunge tæpper, man ikke måtte træde på, hvide lædersofaer og et stort tv-møbel i højglans med et fjernsyn, der nonstop viste tyrkiske kanaler. Men det var nu ikke, fordi hun havde tænkt sig, de skulle leve uafhængigt af den nye kultur. Tværtimod. Hun havde selv skaffet sig et job som rengøringsdame for at kunne forsørge familien, og hun insisterede på, at de tog skolen seriøst og lagde sig i selen for at lære sproget.

Som Umut Sakarya husker: ”Hun sagde altid: ’Vi er kommet for at leve her og ikke for at tage hjem igen. Så vær her også mentalt.’”

SUPPE, STEG OG IS

Umut Sakarya har planer om at lave en ’stegt flæsk’-dag, der skal blive lige så stor som mortensaften. Han brygger også på en flæskefestival – en slags kulturfest for svin, hvor landmænd fremviser forskellige grisearter, hvor slagtere viser, hvordan man parterer, og hvor veganere, vegetarer og dyrevelfærdsaktivister – er velkomne. Han pønser også på at åbne et forsamlingshus midt i København, der skal tilbyde suppe, steg og is i ordentlige rammer.

”Prøv lige at forestille dig at blive gift, mens en tyk mand spiller musik, og man drikker flaskeøl og spiser suppe, steg og is lavet på gode råvarer. Det er nostalgisk og langt federe end et klassisk bryllup med tre røvkedelige retter, ingen husker bagefter.”

DESVÆRRE FLYTTEDE det usunde broderskab med ind i de nye rammer, og ofte endte de to brødre i karambolage. Hvis Umut sad og så fjernsyn, kunne hans bror finde på at tage fjernbetjeningen fra ham og skifte kanal. ”Lad nu fucking være,” protesterede den yngste, og øjeblikket efter var de oppe at slås. Andre gange vadede storebroren ind på hans værelse og tog hans ting, og hvis han protesterede, endte også det med et slagsmål. Og når broren lånte noget, gjorde han et nummer ud af at aflevere genstanden beskadiget tilbage. Hvis det var en tallerken, skulle der laves skår i den, hvis det var en computer, slog han på tastaturet, så knapperne nærmest sprang ud.

Samtidig var Umut Sakarya stadig den tykke dreng i klassen, og sprogbarrieren gav ham til at begynde med ikke bedre kort på hånden. Der var ikke mange børn, han kunne lege med, for de andre tyrkere i kvarteret betragtede ham som lige så underlig, som dem i barndomskvarteret i Tyrkiet havde gjort. Hans interesser stak ud, han kunne lide at tegne og male – objekter, mennesker, dyr – og det var svært at finde ligesindede. Det hele var anderledes og alligevel fuldstændig det samme.

”Det var svært at få andre 14-årige tyrkere til at sidde og male med én, når de hellere ville spille Counter-Strike. Jeg endte med at lukke mig endnu mere inde i mig selv.”

DA HAN BEGYNDTE på sprogskole, skulle holdet se ’Terkel i knibe’. Fra hjemlandet var han vant til platte vittigheder, men det her var noget helt, helt andet. Gennem hele Anders Matthesens film sad han fuldkommen måbende. Der var en storrygende mor, der var en alkoholiker-onkel, der var vold i stride strømme. Det var jo slet ikke sjovt. Hvad havde folk gang i på disse kanter, siden man kunne grine af den slags?

”Hvis man ikke forstår sproget og humoren i et land, føler man sig uden for fællesskabet. Jeg tror især, det er vigtigt i Danmark, for dansk humor er fucked up. I Tyrkiet skal man være langt mere påpasselig med ikke at træde nogen over tæerne.”

I stedet for at lukke ned for den grovkornede danske humor besluttede han sig for at hægte sig på. Han måtte simpelthen forstå, hvad det gik ud på. I takt med at han lærte sproget, begyndte han også så småt at få humoren ind under huden, og det fik afgørende betydning for hans sociale omgang. Pludselig følte han sig mere hjemme blandt sine nye landsmænd. Han lærte at forstå de sociale koder og kunne pludselig selv byde ind med grove bemærkninger, der fik de andre til at skrige af grin over den sjove buttede tyrker.

”Man kan jo ikke pludselig få lyst hår og blå øjne, men en god måde at blive en del af et land på er at lære humoren. Det danske samfund er mere frit end de fleste, og jeg tror, man forsøger at bevare den frihed gennem humoren, for lige så snart man laver regler for, hvad man må lave sjov med, begynder man at lave regler for det hele. Det er jo ikke sjovt at mobbe nogen, men det er en del af at føle sig fri at have en grænseløs humor. Selvfølgelig skal man være opmærksom på, hvordan andre vælger at opfatte det, men heller ikke for meget, for som Anders Matthesen siger: ’Er man født med en kort arm, må man vente, til de andre er færdige med at spise kage.’”

SHITSTORM 2

Under overskrifter som ’Kendiskok styrer kvindehadsk Facebook-gruppe’ og ’Kaldte kvinder for ludere og opvaskemaskiner’ endte Umut Sakarya i foråret i en shitstorm, der angreb de kommentarer, der kom frem i Facebook-gruppen ’Official Team Grease’ for mænd, der kunne lide greasy mad. Han havde i flere år stået bag gruppen med 17.000 medlemmer, hvor en del af jargonen var en grov tone.

Før shitstormen begyndte, kunne han godt se, at han havde været med til at ”avle mere lort på nettet”. Han lavede derfor et opslag om, at det var på tide at stoppe med den grimme tone i gruppen, og at han fremadrettet ikke ville tolerere racistiske, sexistiske og homofobiske jokes. Fire dage senere blev screenshots af flere af Umut Sakaryas tidligere grovkornede kommentarer fra gruppen delt på Twitter.

”Det var en gruppe, hvor nogen for eksempel kommenterede, at sovsen var tynd, og så skrev en anden: ’Den skal jo ikke være tyk som din mor.’ Der var intet personligt i det. Det var bare jokes. Og det var jo mig selv, der havde meldt ud, at jeg syntes, det skulle stoppe. I dag klæder det mig ikke med en grim mund. Jeg er 30 år og forretningsmand. Det var sjovt for fem år siden, men nu vil jeg gerne være mere ansvarsfuld.”

DA UMUT SAKARYA gik i 10. klasse, fik han job på et pizzeria i Odense. Det var ikke ligefrem byens mest delikate slices, der blev langet over disken for en tyver. Han havde blandt andet til opgave at skære tomater, men steg i graderne og endte med at stå for pastaretterne. På det tidspunkt regnede han ikke selv med, at hans fremtid var på madscenen. Han holdt af at kokkerere derhjemme, men han var mindst lige så glad for at lave regnskaber i skolen og drømte om at blive revisor eller bankmand. Det var først, da en studievejleder foreslog skolepraktik i et køkken, at den verden åbenbarede sig. Han endte på SAS-hotellet i Odense og landede efterfølgende et job som opvasker. Her fik han af og til lov til at anrette nogle af retterne. Senere fik han job som køkkenmedhjælper under en fransk køkkenchef, og det sugede ham for alvor ind i faget.

En del af oplæringen i køkkenet bestod af at smage alverdens forskellige ting, han aldrig tidligere havde sat tænderne i. Estragon og snegle blandt andet, og en dag stod der stegt flæsk med persillesovs på menuen.

Umut Sakarya havde ikke betragtet sig selv som muslim, siden han som 15-årig havde læst op på de forskellige religioner og var nået frem til, at ingen af dem gav mening for ham. I den forstand var det ikke en udfordring. Det var det til gengæld pludselig at føle konsistensen og smagen i munden for første gang. Han havde altid syntes, det stank, når Danish Crowns lastbiler kørte gennem Odense, og han havde derfor aldrig tænkt: ”Det må jeg bare prøve.”

I første omgang var Umut Sakarya ikke blæst bagover af sit nye gastronomiske bekendtskab, men da det kom til flæskestegssandwich nogen tid efter, var hans hjerte tabt.

”Det smager simpelthen så godt. Kogt svin er jo ikke noget særligt, det er ikke som med oksekød, der er mere kraftigt i smagen. Svin skal steges ordentligt, men hvis man gør det, får man en oplevelse, man ellers ikke kan få i verden.”

Umut Sakarya elskede at udforske de forskellige kokketeknikker, og det blev mere reglen end undtagelsen, at han selv legede testkøkken derhjemme i sin fritid. Det var i 2008, og branchen var ved at forandre sig. Det fik Umut Sakarya at mærke, da køkkenchefen en dag spurgte den anden køkkenmedhjælper: ”Hvorfor vil du egentlig være kok?” Da han svarede: ”Jeg kan ikke blive til andet”, blev han fyret på stedet.

”I gamle dage var det jo meget sådan, at hvis man ikke kunne finde ud af noget, kunne man altid blive kok. Det skiftede dengang. Man søgte nogen, der var nysgerrige og ville noget. Og det ville jeg.”

UMUT SAKARYA MÅTTE på kokkeskolen. Derfor flyttede han som 18-årig til København uden at kende et øje. Eller måske snarere derfor. For han så det også som en mulighed for en frisk start. Han havde fundet noget, der virkelig interesserede ham, så ud over at gå i skole og arbejde brugte han al sin tid på at læse om mad.

”Jeg siger altid til folk, at hvis de vil opnå noget, så flyt væk. For mig betød det, at der blev skabt den nødvendige ro til at fokusere. Det er en proces, man skal igennem, og den kan være hård, for den er også ensom, men hvis man fokuserer på at dygtiggøre sig, kan man komme til at stå langt stærkere.”

Mens Umut Sakarya gik på kokkeskolen, begyndte han at deltage i konkurrencer i udlandet. Som færdigudlært 21-årig fik han job som souschef på en restaurant, og senere kom han til at arbejde på restauranter som Geranium. Han fik ros, men der var alligevel noget, der trak i en anden retning. Den københavnske restaurantscene boomede, og han kunne godt se, at der var mange penge i omløb. Samtidig stod det klart for ham, at selve fine dining-scenen, der dominerede, ikke var noget for ham. Han gad ikke drysse lakridspulver på kærnemælkssuppe eller slikke røv på byens vigtigste madanmeldere. Han ville tilbage til det, han var faldet for ved faget – fællesskabet.

Derfor startede han sin egen lille cateringbiks, hvor han skræddersyede selskaber til folk. Hvis man skulle holde fødselsdag, fik man ikke blot tre menuer at vælge mellem, nej, man kunne bestille sin livret, og han kom selv ud og dækkede bordene op og medbragte om nødvendigt tjenere og opvaskere.

Sideløbende lavede han mad til plejehjem for at sikre sig, at der rullede faste penge ind på kontoen. De første otte måneder holdt han ikke én fridag og måtte spise resterne af den mad, de ældre ikke selv spiste, men langt om længe var der skrabet nok sammen til, at han kunne købe sit eget sted. Det indrettede han som et museum for danskhed og døbte det som nævnt Grisen. Han ville lave en revolution inden for grillmad. Modsat de andre grillbarer, der tilbød kinesisk, pizza, durum, burger og alt muligt andet, ville han fokusere på kvalitets-flæskestegssandwich. Hver dag lavede han 200 hjemmebagte boller, der var klar, lige før han åbnede dørene, så duften hang i butikken. Når de 200 var solgt, lukkede han igen. På ingen tid blev han væltet af kundeefterspørgsel.

EFTERHÅNDEN SKETE DER noget mærkeligt inde i Umut Sakarya. For første gang havde han oplevet at indgå i et fællesskab, hvor han blev værdsat, og dermed mærket fornemmelsen af rent faktisk at have sin berettigelse i verden. Det var en uvant følelse. Var det selvtillid, der rumsterede derinde? I stedet for at skutte sig skød han gradvist brystkassen frem med større overbevisning.

På mange måder blev hans identitet rodfæstet i de år, men noget andet begyndte at ulme i ham. Spørgsmål om fortiden hobede sig op: Hvordan kunne hans mor bare rejse fra ham? Hvorfor slog hans storebror ham? Hvordan kunne hans far have været så ligeglad?

Efter at de i sin tid var flyttet til Danmark, gik der tre måneder, inden hans far ringede til deres mor for at høre, om hun mon vidste, hvor børnene egentlig var henne. Han troede stadig, de befandt sig i Tyrkiet. Undervejs havde det ikke fyldt det store hos Umut Sakarya, og han var flere gange tilbage på besøg hos sin far, men nu begyndte han at kigge på sin barndom udefra.

”Jeg var ikke vred undervejs. Det blev jeg først senere, da jeg begyndte at få de tanker: ’Hvad skete der egentlig?’ Jeg kan forestille mig, at det har ligget så dybt i mig, at jeg måske ikke har turdet tænke det før.”

Mens spørgsmålene steg i antal i Umut Sakaryas baghoved, stod det mere og mere klart for ham, at hvis han skulle være herre i eget liv, krævede det en konfrontation med fortiden.

”Bare fordi man har et blodbånd til nogen, betyder det ikke, at de har krav på eller ret til, at man har det skidt. I teorien er man en stor familie, men i praksis kan man være en lortefar eller en lortebror. Jeg har sikkert også været en lort over for andre, men så må man bruge dialogen til at få snakket ud. Vi oplever jo alle sammen at have nogen eller noget i vores liv, der gør, at vi på en måde bliver tilbageholdt. Det gik op for mig, at jeg i alt for mange år havde følt mig holdt lukket i en boks.”

TIL SIDST VAR DER ingen vej udenom. Næste gang han var sammen med sin storebror, ville han sige det, som det var: Hvis broren var voldelig over for ham igen, ville han anmelde ham til politiet, og så skulle de ikke længere tale sammen.

Han havde flere gange tidligere forsøgt at italesætte problemet: ”Hey, jeg er 21 år, og du er 22 år. Vi er nødt til at stoppe med at slås. Vi er ikke 13 år mere. Vi kan slå hinanden ihjel.” De så hinanden ofte, og det kunne også være hyggeligt nok, men der var aldrig langt over i den modsatte grøft.

”Det var ren ’Fight Club’. Vi har været fuldstændig forslåede. Engang hamrede jeg en gaffel ind i hans arm, og jeg har været på akutmodtagelsen med blodnæse flere gange.”

Nu var det på tide at slutte det, og det sagde han til sin storebror. Men i stedet for den forståelse, han havde håbet på, fik han en parfume tyret i hovedet. Uden at tøve ringede Umut Sakarya til politiet – eller han lod som om, for han kunne ikke finde på at melde sin bror. Kort efter gik han ud ad døren. ”Det slutter her,” sagde han.

For fem år siden i forbindelse med deres morbrors bryllup mødtes de to – uden at udveksle et ord.

”En enkelt gang har jeg skrevet til min storebror: ’Skal vi prøve at blive venner igen?’ Det er to år siden, og jeg har ikke fået noget svar,” siger Umut Sakarya, der også konfronterede andre familiemedlemmer, uden at det på længere sigt kom til brud. I farens tilfælde handlede det især om, hvordan han kunne tillade, at hans børn bare flyttede, uden at vise følelser.

Også morfaren tog han et opgør med. I hans optik havde bedstefaren ofte behandlet hans mor, som om hun ikke kunne noget selv. Det irriterede ham grænseløst, for i hans øjne var hans mor en stærk kvinde. Men der var nogle underliggende dynamikker til stede i familien, som ingen havde gjort op med, fordi de havde forplantet sig så stærkt. En form for kontrol, der ikke passede ind i et frit samfund som det danske. Han havde selv oplevet det, da han på et tidspunkt skrev et Facebook-opslag om islam, hvorefter morfaren havde ringet til moren og formynderisk sagt, at Umut Sakarya skulle passe på med at dele den slags.

”Jeg er et frit menneske. Skal jeg spørge ham om lov, når jeg skriver noget på Facebook eller alle andre steder? Det irriterede mig helt vildt. Og det var værre med min mor. Da hun på et tidspunkt købte en bil, blev han rasende, fordi hun ikke havde spurgt ham til råds. For det første er det hendes penge, som hun har tjent, og for det andet: ’Hvad rager det dig?’ Min mor har aldrig sagt ham imod, fordi hun ikke ville være respektløs. Men hvis noget er respektløst, er det at få et menneske til at føle, at man ikke kan finde ud af noget selv. Jeg sagde til ham, at han burde skamme sig over sine handlinger og begynde at kigge på sin datter som et menneske frem for en eller anden imbecil.”

Som den sidste tog han fat i sin mor. Det blev den bedste samtale, for de kunne rent faktisk snakke sammen.

”Man kan sagtens løse ting i familien, men det kræver, at den anden part forstår, hvad man siger. Det er jo altid svært at starte samtaler om et problem, men når man finder ud af, hvor lettende og dejligt det er bagefter, tænker man, at man skulle have gjort det for lang tid siden.”

UMUT SAKARYA SKÆNKER sig en Guldsjus i baren på Guldkroen. Det er en varm junidag. Langt om længe minder landet om de gode, gamle dage, og selv holder han tidligt fri.

”Jeg har ikke spist morgenmad endnu, så jeg bliver nok fuld af den her. Skål,” siger han og tager en solid tår af den grønne væske – grøn sodavand og Cuba Caramel.

Det er først på eftermiddagen, og det er ikke, fordi han har sovet længe, at han har skulket fra dagens første to måltider. Han har tværtimod sat sig for at tabe sig, efter han var kommet lidt for godt i stand igen. Det gør han med slankemedicin, som han tager om morgenen, og så har han ikke rigtig nogen appetit resten af dagen. De seneste tre dage har han spist en pølse og et halvt kyllingebryst, det er det.

”Sidste gang tabte jeg mig over 30 kilo på den måde. Det er effektivt. Det er ikke sådan noget amerikansk tv-shop ’Fat burner 2000’. Det er ægte medicin, som man kan få på recept. Det virker, og det er den eneste måde, jeg kan tabe mig på,” siger han.

De forgangne uger er Umut Sakarya også blevet mere aktiv. Han er begyndt at gå lange ture, og så er han startet til IMS-træning, en slags akupunkturform, hvor man får stød, mens man laver øvelser.

Det har været nødvendigt med en mindre omvæltning i Umut Sakaryas liv for at få energien tilbage. De mange måneders nedlukning endte med at slide hårdere på ham, end han havde troet. Til sidst var overskuddet pist væk.

”For et par måneder siden kunne jeg ikke skrive en eneste mail, fordi min hjerne var helt smadret. Det var en hård omgang. Det er blevet bedre. Ikke ved ikke at lave noget, men ved at lave de rigtige ting og så holde fri. For arbejde og privatliv må ikke blive blandet så meget sammen, at man brænder ud.”

En morgen i maj vågnede Umut Sakarya med ondt i hjertet. Han tænkte, at det nok ville gå over igen. I øvrigt havde han for travlt, så han forsøgte at ignorere det. Men smerten blev ved, og da hans ene fod samtidig hævede op, tog han modvilligt forbi lægen.

Her blev han mødt med løftet pegefinger og en alvorlig mine. Der blev foretaget målinger fra top til tå, og til hans held var tilbagemeldingen, at han var sund og rask som en væddeløbshest. Til gengæld måtte han meget snart finde en måde at få hjernen til at slappe af på, for den havde simpelthen kørt på fuld skrue for længe.

Det var et wakeupcall.

”Jeg er frisk og rask fysisk, men når noget gør ondt inde i din krop, er det bare et spørgsmål om tid, hvornår der så sker noget værre.”

Umut Sakarya besluttede sig for at opsøge en psykolog. Han begyndte også at omlægge dagligdagen, gå lange ture, lave picnic eller drikke kaffe i naturen, tage andre veje hjem, ringe til gamle venner. Og så besluttede han, at alt det, der ikke er færdigt klokken 18, må vente til dagen efter.

”Jeg har sagt til mig selv, at nu tager jeg den med ro og slapper lidt af, for man bliver tyk og gammel af det. Det fylder meget mere, end man måske går og tror. For det er jo klart, hvis der ikke er flere penge i kassen, så er der bare ikke flere penge i kassen, og så har man smadret sit livsværk.”

Det er ikke første gang, Umut Sakarya har danset tæt på sammenbruddets rand. På et tidspunkt spurgte hans fars kone ham: ”Hvorfor arbejder du egentlig så meget?” ”Det er nødvendigt,” svarede han. Så kiggede hun mistroisk på ham: ”Men det er det jo ikke,” sagde hun.

”Og det har hun jo ret i. Men det kommer af et behov for at bevise sig selv. For mig er mine restauranter en måde at sige: ’Hey, jeg er ikke tabt bag en vogn.’ Selvfølgelig har det haft betydning, at jeg i så mange år var ensom og en outsider. Der er en enorm tilfredsstillelse forbundet med, at jeg har formået at skabe det her. Det kan nogle gange være irriterende, hvis nogen spørger: ’Må jeg tage et billede?’ Men der er meget stor afstand fra at være den, der altid blev valgt sidst, til at være den, som folk gerne vil have taget et billede med. Det er en ret vild kontrast. Især fordi jeg stadig føler, at jeg er fuldstændig mig selv. Jeg er lige så mærkelig, som jeg altid har været.”

I SLUTNINGEN AF juli trækker grå skyer ind over København på en ellers blå himmel. De seneste uger har byen svedt som en stegepande, og indenfor på Guldkroen er flere medarbejdere så småt begyndt at rigge an til endnu en travl dag. Normaliteten er tilbage. Også Umut Sakaryas kæreste, 24-årige Johanne Havshøj, er til stede. Bedst som han gik rundt et års tid tidligere og havde på fornemmelsen, at det vist var slut med at blive forelsket igen, blev han præsenteret for den aarhusianske kvinde gennem en fælles bekendt. Det første møde indeholdt pølsemix og bøfsandwich med sovs, på den første egentlige date fik de franske hotdogs, remoulade og rød sodavand. Nu bor de sammen i en lejlighed på Nørrebro, der ligner Guldkroen i sin indretning.

På en stol udenfor sidder Umut Sakaryas mor i en grøn kjole og tager selfies. Sommerferien i København skal dokumenteres. Hun skulle egentlig have været i Tyrkiet, men COVID-19-situationen var for kaotisk, så sønnen fik lokket hende til at tage til hovedstaden.

Umut Sakarya sidder også udenfor, da de første dråber begynder at klemme sig ud af de grå skyer. En, to, tre. Straks efter vælter det ned med hårde dråber i et rasende tempo.

”For helvede, hvor er det godt,” siger han og springer op fra bordet, næsten som et lille barn, og løber ind til de andre i kroen: ”Det regner nu!”

Hans mor er uden sammenligning hans tætteste familie. Hun har lovet, at når han en dag får børn, vinker hun Odense farvel for at kunne være tættere på ham på permanent basis. Hun ville ønske, hun havde grebet det anderledes an, dengang han var barn, men han har også selv fået større forståelse for, hvad hun måtte igennem.

”Min mor er en rigtig arbejderdame. Ingen skal bestemme over hende. Det har ikke været nogen nem beslutning at flytte alene til et andet land uden uddannelse. Hun kunne have fundet en eller anden stodder, der kunne forsørge hende, men det gjorde hun heldigvis ikke. Hun insisterede på at klare sig selv, også når det var hårdt, fordi hun ville give os et bedre liv. Det har jeg stor respekt for.”

0 Shares

september 1, 2021/

REJSER

Skudsikker

Jan Grarup har dokumenteret verdens skyggesider i mere end 30 år. Her stiller den 52-årige krigsfotograf skarpt på seks fotografier fra sine mange rejser.

Tekst:Sebastian Dally MayoniFoto:Jan Grarup

1. FRISØREN I BALAKOT

”I 2005 ramte et stort jordskælv den pakistanske del af Kashmir og især en fattig by ved navn Balakot. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle af sted for at dække historien. Når man arbejder med det, jeg gør, er der nogle parametre for, hvornår man rejser. Og når det kommer op i en skala med mere end 80.000 dødsfald, handler det bare om at komme af sted.

Jeg er velbevandret i at få det logistiske til at gå op med fixere, biler, flybilletter og så videre. Der gik to dage, fra jordskælvet ramte, til jeg sad i en maskine på vej til Islamabad. Derfra lejede jeg en bil med chauffør og kørte nordpå mod Balakot, der ligger meget afsondret.

Vi skulle køre på ekstremt dårlige jordveje i bjerge og dale. Flere af vejene var styrtet sammen, vi måtte finde nye ruter og endte i en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp. Nogle gange kan det tage tre timer at komme frem, andre gange sidder du som her i kø i tre dage. Jeg er ukronet konge i Candy Crush (mobilspil, red.), for man skal have tiden til at gå.

Da vi ankom til byen, var der ikke et eneste hus tilbage. Nogle mennesker var flygtet af frygt for efterskælv, mens andre gravede efter familiemedlemmer. Frisøren på billedet fortalte, at han havde mistet sine forældre, da huset, de befandt sig i, styrtede sammen, men de var endnu ikke blevet fundet. Efter vi havde talt lidt sammen, gik han hen til ruinerne af sin butik. Så rejste han sin frisørstol op, fandt sin kam og sin saks og begyndte at arbejde. Han fandt ovenikøbet det klæde, der sørger for, at man ikke får hår på tøjet og i nakken.

Balakot var den by, der var hårdest ramt af jordskælvet, og fotografiet repræsenterer noget specielt for mig. Det viser vilje til overlevelse og en flig af håb. Størstedelen af de mennesker, jeg møder, der er på flugt fra naturkatastrofer eller krig, ønsker mest af alt at genskabe et hjem. Man kan godt trække på smilebåndet trods de massive ødelæggelser. Frisøren havde endda sat en ventebænk op i tilfælde af, der skulle komme kø i butikken. Det er absurd, optimistisk og en smule naivt, men billedet, der var på forsiden af aviser i 21 lande, viser en værdighed og en vilje til at opretholde sit eget liv.

Jeg besøgte Balakot fire gange. Jeg var der umiddelbart efter jordskælvet, og jeg var der, da sneen faldt, og folk måtte flygte fra bjergene på grund af kulden. Jeg tilbragte også jul og nytår i byen. Sidste gang jeg besøgte stedet, var om foråret for at gøre status over, hvor langt man var kommet. Det handler om at bide sig fast i en historie og følge den til dørs.”

2. GULDTANKEN I ERBIL

”Billedet er taget i det nordlige Irak i 2016 uden for hovedbyen Erbil, der betragtes som en slags hovedstad i den kurdisk-kontrollerede del af Irak. Jeg var dernede for at dække historien om alle de flygtninge, som var kommet ud af Mosul og havde mistet deres livsgrundlag, mens Islamisk Stat blev nedkæmpet. Jeg var der sammen med filminstruktøren Boris Bertram, som var i gang med en dokumentar om, hvad vores hjem betyder for os. Han har rejst rundt i hele verden fra Lapland til Erbil for at finde ud af, hvad der kendetegner et hjem. Det er meget individuelt, hvad folk beslutter sig for at tage med, når de flytter eller flygter. Et eksempel var en dommer, som vi mødte i en flygtningelejr. Det eneste, han havde taget med fra Mosul, var jakkesæt og slips. Det var det vigtigste for ham. Det kan virke helt absurd at slæbe rundt på alle sine jakkesæt i en flygtningelejr, men det er sådan, mennesker er.

På en øde hovedvej i retning mod Erbil så vi pludselig den her tankstation af guld. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det?’ Den stod i et afsondret område mellem to byer, plastret til i rigdom. Og blot 80 kilometer fra, hvor krigen rasede, og tusindvis af mennesker blev slået ihjel – det er en afstand som fra København til Holbæk.

Hvem bygger en guldbelagt tankstation? Hvorfor var den ikke blevet pillet fra hinanden? Jeg fik fat i ejeren, som fortalte, at han havde flere guldbelagte tankstationer. Han så det som et trækplaster – en måde at få kunder i biksen på i stedet for at sætte store skilte op.

Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, hvor grotesk det var, at man 80 kilometer derfra kæmpede for overlevelse. Det er ofte sådan, at jeg først kan se klart, når jeg har fået det på afstand.

Billedet har været på forsiden af flere arkitekturmagasiner i hele verden, men da jeg tog det, vidste jeg ikke, at det ville få sit eget liv. God fotojournalistik skal stille spørgsmål og bekæmpe ligegyldighed over for omverdenen.”

GRARUP PÅ GRÆNSEN

Jan Grarup, 52, er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2017 udgav han ’And Then There Was Silence’ – en samling af sort-hvide højdepunkter fra hans 25 år som krigsfotograf over hele verden. I 2019 udkom dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’, hvor man følger Grarups liv i København og i verdens krigszoner.

Han samarbejder med Dansk Flygtningehjælp og har vundet otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto i Danmark fem gange. Jan Grarup har malaria, andre sygdomme og er ramt af PTSD. ”Jeg skal spise medicin for det hver dag. Den fysiske begrænsning kan jeg leve med. Det, jeg er bekymret for, er den dag, jeg ikke længere bliver påvirket af mit arbejde,” siger han.

3. GYNGEN I MOSUL

”Jeg arbejder hele tiden på mange forskellige projekter. Et af dem hedder ’Warscapes’ og er fotografier af byer og lande i krig, hvor landskaberne fuldstændigt ændrer karakter.

Billedet er taget i en fattig forstad til Mosul, der bestod af små lerstenshuse, som var voldsomt beskadigede og havde været under Islamisk Stats kontrol. Røgen i baggrunden er fra brændende oliekilder. Islamisk Stat antændte 27 enorme oliekilder, før de måtte overgive sig.

Det blæste ud med brændende olie, og det var ekstremt voldsomt. Jeg var sølet ind i råolie. Det stikker, svier og brænder på huden, og det farver hele byer sort. Alle børnene var smurt ind i olie, og kvinderne vaskede tøj fem gange om dagen. Selv fårehyrdernes dyr var kulsorte. Dem fotograferede jeg også. Oliekilderne brændte i mange måneder. Det er en ekstremt omstændelig proces at slukke, og det gjorde det ikke nemmere, at området var indhyllet i en stor konflikt. Husene i baggrunden er den tidligere frontlinje. Selvom frontlinjen havde rykket sig, var der stadig skyderier og mortérnedslag.

Da jeg bevægede mig frem i gaderne iført skudsikker vest og hjelm, fik jeg pludselig følge af en lille knægt i vindjakke og badesandaler. Jeg bruger kun min skudsikre vest i nødstilfælde. Jeg synes, det er svært at rende rundt og ligne en Michelin-mand, mens små børn løber ved siden af og leger. Knægten fulgte efter mig med hænderne i lommen, og vi gestikulerede lidt til hinanden, for vi kunne ikke tale sammen. Da jeg kom til det, man kan se på billedet, begyndte jeg at stille mit kamera op. I løbet af et halvt minut fik han bundet en løkke på en af de ødelagte el-ledninger og fik lavet en gynge.

Jeg skyndte mig at fotografere situationen med et af mine andre kameraer, og da det hele var overstået, tænkte jeg, at virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke et billede, du kan orkestrere i dit hoved.”

4. SVÆRDFISK I MOGADISHU

”Jeg har arbejdet i Somalia siden 2010. Dengang havde al-Shabaab kontrol over halvdelen af hovedstaden, mens den somaliske regering havde den anden halvdel. Udviklingen i Somalia har jeg dækket løbende siden, og jeg elsker Somalia og det somaliske folk.

Det er et af de mest gæstfri folkefærd i verden, selvom de sidste to årtier har været præget af konflikt på grund af warlords, korruption, islamisk fanatisme, hungersnød og meget andet. De har været igennem alt. Alligevel har de formået at bevare en værdighed og en gæstfrihed, som jeg sjældent har oplevet.

Men det er også et utrolig farligt land at rejse i. Når jeg er i Somalia, har jeg altid 10-12 livvagter med mig, som jeg har arbejdet med i mange år. Der er nærmest ugentlige attentatforsøg på regeringsmedlemmer, bilbomber og kidnapninger. Livvagterne er frygtløse med undtagelse af én ting: De kan ikke svømme, så når jeg bader i Det Indiske Ocean, hvor der er hajer, bryder de sig ikke om det.

Det paradoksale ved Somalia er, at pirateriet i Adenbugten har jaget trawlerne ud af farvandet, og derfor er livet i havet eksploderet. Fiskeri er ikke traditionelt noget, man har bedrevet i Somalia. Før i tiden var det mere kameler, geder, får og kvægdrift. Men på grund af konflikterne er fiskeriet blevet en måde at overleve – der er så mange fisk og hajer i det område. En stor haj kan indbringe op mod 1.000 dollars, og finnerne bliver blandt andet solgt til Japan.

Jeg har brugt mange dage på det store fiskemarked i den gamle del af Mogadishu, hvor de lokale læsser fangsten af hver morgen. De sejler ud på åbent vand om natten i små joller med påhængsmotor, og tidligt om morgenen vender de tilbage med kæmpe tun, marlin, sværdfisk og hajer.

Fiskemarkedet er et kaos af blod, indvolde og fisk, og det ligger i det område, hvor nogle af de hårdeste kampe har fundet sted. Alle husene er bombet og skudt i stykker, men nu er der en langsom genopbygning i gang. Jeg fotograferer sjældent i farve, men her giver det mening. Huset i baggrunden er det første hus i hele den gamle bydel, der er blevet malet. Man kan tydeligt se, hvor ejerens matrikel starter og slutter. Han har kun malet det, der er hans.
Jeg har været i Somalia mellem 30 og 40 gange siden 2010. Selvom det er et meget usikkert og utrygt sted at være, er det på vej i den rigtige retning. Mit Somalia-projekt handlede ikke om borgerkrig og ødelæggelse. Det handlede om hungersnøden, der ramte ekstremt hårdt i 2010 og dræbte op mod 2.000 børn om dagen. Jeg kunne fylde alverdens aviser med de mest forfærdelige billeder, men livet er også noget andet. Det vil jeg gerne vise med det her billede.

Jeg har selv prøvet af løfte nogle af de hajer, de traver rundt med. Jeg kunne ikke flytte dem fra jorden. Så står de alle og griner af ham den lyserøde splejs.”

5. REDNINGSVESTKIRKEGÅRDEN

”Billedet er fra Lesbos, hvor de har en enorm redningsvestkirkegård. Der ligger over 250.000 redningsveste, og billedet viser kun en lillebitte del af lossepladsen. På nogle måder ligner bunken et kunstværk eller et maleri, men ser man godt efter, vil man finde ud af, at mange af redningsvestene er lavet til børn. Størstedelen duer slet ikke som redningsveste, men er blevet masseproduceret af menneskesmuglere, dødens købmænd, der har solgt dem dyrt til flygtninge og desperate mennesker. En stor del af dem er fyldt med avispapir og pap, som ville have den stik modsatte effekt, hvis man faldt i vandet.

Billedet er en del af mit projekt om flygtninge- og migrationsstrømme ved Europas ydre grænse, som jeg begyndte på i 2015. Dengang lå redningsvestene i små bunker på strandene. Hver gang en båd ankom, kunne man se dynger af veste, som lå rundtomkring. På et tidspunkt var der så mange gummibåde, påhængsmotorer og redningsveste, at man besluttede at smide det på lastbiler for at køre det ud til en losseplads, der bare er vokset med årene. Billedet tog jeg med drone i 2019.

Hvis man tager til Lesbos som turist, burde man tage op og se redningsvestkirkegården, der er et monument over hele krisen. Man kan også skimte en kajak, som nogen har forsøgt sig med. Andre har svømmet eller brugt baderinge eller en oppustelig krokodille. Man har forsøgt det hele, og et stort antal mennesker er druknet. Jeg har gode venner, som fotograferer i Libyen, og de fortæller, at der skyller lig op på stranden hver eneste morgen. Det er stadig hverdag.”

6. DETENTION I COLOMBIA

”I marts 2021 rejste jeg til Colombia for at dække den hyperinflation, der foregår i Venezuela og har enorme konsekvenser for befolkningen. Til trods for at Venezuela er et af de lande i Latinamerika med den største forekomst af olie, er økonomien fuldstændig smadret, og over tre millioner venezuelanere har forladt landet. Nogle er søgt mod Peru, andre mod USA, men størstedelen er rejst til Colombia, og det har skabt kolossale problemer.

Jeg mødte en kvinde, som var flygtet med sine børn fra Caracas, da hun for en månedsløn kun kunne købe en liter mælk, fire æg og en pakke cornflakes. Jeg mødte også en gammel musikprofessor, som havde undervist i klassisk musik på konservatoriet i Caracas. Nu bor han i en papkasse ved grænsen og forsøger at hjælpe unge familier videre.

Ud over de venezuelanske flygtninge er der flere millioner internt fordrevne i Colombia, som bor i superfattige favelaer i udkanten af hovedstaden Bogotá. De områder huser nu et miks af colombianske og venezuelanske flygtninge. Mange kvinder brødføder deres familier ved prostitution. For mændene er en typisk vej banderelateret narkokriminalitet.

Det oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg var ude med politipatruljer i udkanten af Bogotá om natten. Hver nat bliver der slået unge mænd ihjel i kampen om narkomarkederne. De colombianske bander forsøger at opretholde deres territorier, mens venezuelanske bander forsøger at overtage.

Fængslerne er så overfyldte, at man er begyndt at bruge detentionerne som fængsler. I byen Maicao i den nordlige del af Colombia på grænsen til Venezuela fortalte en lokal politimand, at han havde 300 fanger i fire små detentionsceller. Voldtægtsmænd, tyve, mordere, bandemedlemmer og narkosmuglere.

Da vi kom til politistationen, sad der cirka 100 fanger i underbukser på et udendørs område. Der var ikke plads i cellerne, og dem, der blev anset for at være de mindst kriminelle, sad under skarp bevogtning af politi med maskingeværer. Vi gik videre til cellerne, hvor der lugtede helt forfærdeligt. Jeg stak hovedet ind i cellen, der nok var 12 kvadratmeter. Der sad 60 fanger, som overnattede i tre lag. Der er et hierarki i cellen, hvor de stærkeste sidder tættest på tremmerne, fordi der er en smule ventilation. De kommer aldrig ud af cellen, de får mad i foliebakker, og når de har spist maden, skider de i bakkerne og smider dem ud gennem tremmerne. Alt foregår i cellen. Der er ikke mulighed for gårdtur eller toiletbesøg.

Jeg spurgte politikommissæren, om jeg måtte komme ind i cellen, men det kunne jeg godt glemme, jeg ville aldrig komme ud igen. Jeg fik kun lov til at tage billedet, fordi det var politimandens hverdag.

Nogle skal sidde derinde på livstid for mord, andre skal sidde 15 år for hævndrab eller narkokriminalitet. Hele situationen er så ekstrem. Det er helt vildt, at sådan et billede kan blive taget i 2021.”

0 Shares

august 16, 2021/

Indlæg

Mig og min far

Ret så Rafn

Nye stjerner på himlen

Heavy metal-detektor

En lang historie kort

Sulten som en Ulf

Rimfrost

Olga prikker

Svinedrengen

Skudsikker

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Indlæg

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Cookies og privatlivsindstillinger