Indlæg

”Livet er for kort til kvindefodbold.” Med disse ord er kvindefodbold – blandt mænd – i årtier blevet affejet, men takket være ligestilling, bedre økonomi og en ny generation af stjerner er sporten på få år blevet en eksplosiv succeshistorie. Ud & Se har været bag målet og på sidelinjen i en frembrusende sportsgren, hvor spillerne ikke filmer sig til straffespark, ikke sviner dommeren til, og hvor hooliganisme er et fremmedord.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.

Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.

På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.

Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.

Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.

En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.

”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.

KVINDEKAMP I TAL 

70.000 piger og kvinder var tilmeldt en fodboldklub i Danmark i 2021 – 17 procent flere end året før.

DBU’s mål er, at der skal være 130.000 danske piger og kvinder, der spiller fodbold i 2025.

På verdensplan er der 29 millioner aktive kvindelige fodboldspillere. Det tal ønsker det internationale fodboldforbund FIFA at fordoble inden 2026.

Fra 2013 til 2017 steg antallet af professionelle og semiprofessionelle kvindefodboldspillere fra 1.680 til 3.572.

I alt 574.875 tilskuere overværede sommerens EM-slutrunde i England, svarende til 18.544 per kamp. Det er mere end en fordobling af tilskuergennemsnittet ved det forrige EM i Holland i 2017.

I Women’s Super League, den bedste engelske række, blev der i sæsonen 2021/2022 set 34.408 timers kvindefodbold på tv i Storbritannien, 140 % mere end sæsonen før.

Kilder: DBU, DIF, FIFA, UEFA, Women’s Sport Trust.

I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.

I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.

 Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.

”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”

33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.

”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.

Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?

”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.” 

HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt

Den 25-årige an­griber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer ­Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt

’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad. 

Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.

”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien. 

”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”

Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.

Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.

”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen. 

Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.

Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for. 

I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.

Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.

”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson. 

Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.

”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.

”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”

I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:

”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”

7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt

I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.

”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.

I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.

”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.

I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.

”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”

Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.

”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”

Hænger for mange danske klubber i bremsen?

”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.

”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”

I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.

”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.

Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt

MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold, 

”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.

Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.

”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.

”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.

”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”

I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.

”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”

Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt

TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland. 

11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.

”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.

Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret. 

”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.” 

Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt

Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt

LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.

Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.

”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.

I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.

”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”

I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen. 

I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.

Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.

Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.

”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”

I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.

”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”

Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix

SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.

Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.

”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.

”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”

Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?

”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”

TILSKUERMAGNET

De tre højeste tilskuertal til fodboldkampe i 2022 har alle været kvindefodboldkampe.

91.648 – F.C. Barcelona-VfL Wolfsburg på Camp Nou, semifinale i UEFA Women’s Champions League.

91.553 – F.C. Barcelona-Real Madrid på Camp Nou, kvartfinale i UEFA Women’s Champions League.

87.192 – England-Tyskland på Wembley, finale ved EM 2022 i England.

PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.

Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Sønder­gaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?

Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen. 

”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”

 

Forfatteren og musikeren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nilas RD, Colourbox

ASSISTENS KIRKEGÅRD, KØBENHAVN

”Jeg bor tæt på og kommer flere gange om ugen på kirkegården, der har været fast kulisse i mit liv. Jeg har været på dates og gået fra kærester her, mine skilsmisseforældre overdrog mig ofte her som barn, og det var her, min far, da jeg var otte år, spurgte mig, om jeg ville med til Iran på sommerferie. Det lød som et eventyr, men endte med at blive til en slags bortførelse.”

LILLEBÆLTSBROEN

”Jeg holder foredrag og underviser i rap og kommer meget rundt i Danmark. Toget er blevet en slags kontor, men jeg kigger altid op, når jeg passerer Den Gamle Lillebæltsbro, hvor man får sådan et fint overblik over et af de smukkeste landskaber i landet.”

HELLIGPEDER, BORNHOLM

”Sidst jeg var på Bornholm, opdagede jeg ved et tilfælde dette lillebitte fiskerleje, en hemmelig lille plet på turist­øen, hvor det er, som om tiden er gået i stå, og bådene vipper filmisk op og ned.”

Shahin Aakjær, 32, er forfatter, musiker, rejseleder og medstifter af sitet altom­iran.dk. Han er aktuel med den selvbiografiske bog ’Verdensbarn – Kan man bortføre sin egen søn?’

Roskilde er en danmarkshistorisk bouillonterning. Ingredienserne består blandt andet af vikinger, domkirke, dyrskue, leverpostej, festival, ungdomsoprør … og ’Matador’. Ud & Se er gået på opdagelse i byen, der – måske – rummer det hele og på mange måder os alle.
Tekst:Camilla HolckFoto:Jonas Pryner Andersen

Alt på ét bræt 

PÅ HESTETORVET, lige uden for Roskilde Station, venter historiker Lykke Førslev i opsigtsvækkende gul uldjakke.  

”Lige dér på hjørnet boede Lise Nørgaard de første fire år af sit liv. Året inden hun blev født, havde hendes far åbnet en kolonialforretning i stueetagen, og familien boede på førstesalen. Når Agnes i tv-serien tager Regitze og Ulrik med på Jernbane Restauranten, er det faktisk noget, Lise Nørgaard kan huske, stuepigen gjorde, da hun selv var et lille barn. Her blev hun med sin lillebror hevet med på bodegaen lige rundt om hjørnet, fordi stuepigen skulle kysse lidt med tjeneren,” siger Lykke Førslev og peger ind i porten tæt på den 105-årige forfatters barndomshjem.

Roskildekrukkerne ved Hestetorvet er mødested, når Lykke Førslev er på byvandring, hvor hun gennemgår Lise Nørgaards barndom og tidlige voksenliv i byen, der danner bagtæppe for ’Matador’-seriens fiktive by, Korsbæk. Ikke bare på grund af nærheden til Lise Nørgaards barndomshjem, men også fordi de tre krukker er blevet et af byens vartegn. De blev skænket til byen af Elsebeth Stryhn i 1999 i anledning af byens 1.000-års jubilæum. Ja, Stryhn som i leverpostejen, der hører hjemme i Roskilde og har gjort det siden 1941.

Lykke Førslev kigger mod Roskilde Station og holder et sort-hvid-billede fra begyndelsen af 1900-tallet op for at demonstrere, hvor lidt tiden har gnavet i jernbanestationen, der er landets ældste eksisterende og med sine sandfarver, mosaikbuede vinduer, rundede indgange og to fladtagede tårne minder om et forsvundet, eksotisk luksuspalads. I år har strækningen København-Roskilde, landets første jernbanelinje, 175-års jubilæum.

Langs stationen og med byens centrale Gråbrødre Kirkegård på den modsatte side går guiden mod Hersegade 22, hvor Roskilde Dagblad lå, da 18-årige Lise Nørgaard kom i lære dér som journalist i 1935. Også her fortsætter historien. Der udgives stadig avis på adressen, nu bare under Sjællandske Medier og med omvendt rækkefølge i navnet: Dagbladet Roskilde.

Rundt om hjørnet, på handelsgaden Algade, står en granitbænk med en bronzeskulptur af Lise Nørgaard. Ved første øjekast virker det som en formindsket udgave, men nej, den er i størrelsesforholdet 1:1. 

Lykke Førslev fortæller, at hun ofte ser horder af ældre damer stå omkring bænken. De sidder på skift ved siden af statuen af den danmarkspopulære forfatter, mens der knipses med mobilerne.

I byen, der læner sig dybt mod havet, går Lykke Førslev mod Frederiksborgvej og mod det, som kaldes det katolske kvarter. Hertil flyttede familien Nørgaard, til Klostervang, hvor de kunne se ud over den nyanlagte Bypark i nærheden. Lykke Førslev fortæller, at flere af de fine damer, der boede i området omkring Klostervang, blev kaldt ’liggedamer’, fordi de – ligesom Maude i tv-serien – ofte måtte gå op og lægge sig, når noget gik dem imod. I et hus et par numre fra Klostervang 10, hvor Lise Nørgaard boede med familien, huserede en liggedame, som angiveligt var meget bakterieforskrækket. Rygterne sagde, at hun satte stuepigerne til at rengøre nøglehuller i dørene med vatpinde. 

ROSKILDE OG KONG ROAR

I ’Lejrekrøniken’ fra 1100-tallet nævnes sagnet om en kong Roar, der anlagde en by ved fjordkysten, hvor der var en dejlig kilde. Kong Roar er en mytisk skikkelse, men kilderne ved Roskilde er ægte nok. Der har været 12 i alt, og i dag er der otte tilbage. Den nok mest berømte er Hellig Kors Kilde, som skulle have helbredt kong Frederik IV, da han i 1729 blev ramt af en sygdom, som lægerne ikke kunne kurere. Kilden blev herefter udnævnt til ’Kongelig Hofleverandør’ og var det frem til 1886, hvor kilden løb tør, da man forsøgte at etablere en sodavandsfabrik på området.

Vikingefjord og færgefart 

VANDET I FJORDEN ved lystbådehavnen i Roskilde flimrer som sne på en gammeldags fjernsynsskærm, mens joller, sejl- og speedbåde vugger let, og solen varmer i nakken. Windbreakere og lette dunjakker står i kø før afgang med færgen M/S Sagafjord, og roskildensere i køen taler om, hvordan de skal undgå den massive trafik i byen i starten af juli, når der både er Roskilde Festival og Tour de France med afgang fra domkirken. 

Så bliver kæden taget af, gæsterne stiger om bord, og ind ad vinduet til køkkenet kan de se hvide tallerkner med remoulade, sild og ost og dufte de fiskedeller, som snart også ligger på platten, der er en del af den to timer lange sejlads på fjorden.

Lige ved siden af M/S Sagafjord sejler en replika af et gammelt vikingetræskib ud fra Vikingeskibsmuseets museumshavn, og et dusin turister ror af alle kræfter.

Med domkirken i ryggen, Roskildes gamle bydel Skt. Jørgensbjerg på venstre hånd og den rige bydel Himmelev på højre stævner M/S Sagafjord ud. Den tidligere norske passagerfærge fra 1957 blev gennemrestaureret i 2016 med nye spisesaloner og elmotorer efter en økonomisk indsprøjtning fra Pandora-stifter Winnie Liljeborg, som selv bor ved Roskilde Fjord. 

Der er plads til 156 passagerer på færgen, og foran den ligger vikingeskibet og skvulper i sejlbanen. Skibet får tre små trut i hornet, inden det sætter sejl og siver ud til siden.

”Nå, de nåede væk,” griner styrmand Kristian og læner sig ud over rælingen.

Pludselig lyder Stig Rossens bløde stemme i højttalerne på dækket. Han fortæller om Vikingeskibsmuseet fra en optaget lydfil, mens husene langs fjorden fremstår som små røde og hvide klodser op ad skrænterne til den ene side, og Boserup Skov på den anden toner frem som tætpakkede, pjuskede bolde i nuancer af grøn.  

Roskilde Domkirke træder tydeligere frem, jo længere væk vi kommer, mens Vikingeskibsmuseet står gråt og betonagtigt tilbage med vinduespartiet mod fjorden og små sodlignende løbebaner langs siderne. 

Færgen passerer Veddelev Strand. Kaptajn Runi trutter atter i hornet, da vi glider forbi et trelænget gult hus. Det er her, Winnie Liljeborg bor, og han hilser altid, når han glider forbi. I nærheden af det gule hus ligger en campingplads på et skrånende græsområde. Tusind år før campingvognene med fortelte på græsset var området en såkaldt anløbsplads, hvor der i vikingetiden foregik handel. Og der er flere af dem op gennem den snirklede Roskilde Fjord, der var et vigtigt område for sen-vikinge­tidens konger, og som gjorde Roskilde i bunden af fjorden til et ideelt magtcenter. 

Al den krængen rundt om tanger og vige gjorde det nemmere for vikingerne at sikre sig, fordi man tidligt og højt oppe i fjorden kunne varsle fjendtlig sejlads ved hjælp af signalbål. Udgravninger i fjorden har også fundet fem udtjente vikingeskibe, der dengang blev fyldt med sten og brugt til at gøre indsejling for fjender noget nær umulig. 

Vi drejer bagbord og ind i Kattinge Vig. Stig Rossens stemme flyder igen fra højttalerne, og han fortæller om den lille Ringø, som engang var hovedgevinst i et lotteri og blev vundet af en københavnsk sporvejskonduktør. Da han opdagede, at der ikke engang var plads til at bygge et sommerhus på øen, solgte han den igen, og i dag er der fuglereservat på øen, hvor vildgæs og Danmarks nationalfugl, knopsvanen, yngler.

Færgen kanter sig langsomt mellem tangerne ved Kattinge Vig, Hesteholme, Boserup Skov og Veddelev, inden vi kommer ud til det mest åbne område af Roskilde Fjord, hvorfra man kan se til Forskningscenter Risø, der blev oprettet i 1956 for at forske i fredelig udnyttelse af atomenergi. 

Risøs tre forskningsreaktorer er de eneste kernereaktorer, der har været i drift i Danmark, men i 2000 stoppede driften af Risøs sidste forsøgsreaktor, DR3. 

En kitesurfer med gult vindsejl blæser forbi Danmarks største forskningsinstitution, hvor der udføres forskning inden for energiteknologi, bioproduktion, nanoteknologi samt nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse. 

I højttalerne fortæller Stig Rossen historien om øen Elleore. Den er blot cirka 370 x 180 meter, men har alligevel siden 1944 været verdens mindste ’kongerige’ med regenter, egen møntfod og frimærker. Øen blev købt af en gruppe københavnske skolelærere i 1944, fordi de ønskede et sted, hvor de kunne bestemme alting. Selvom det hele er en leg på en lille ø, hvor der mest residerer edderfugle, er der alligevel et toilet på øen, som kun er beboet omkring en uges tid om året.

På vej tilbage er der ud for Vikingeskibsmuseet kommet flere rekonstruerede skibe i vandet. Replikaerne er lavet ud fra fund i Roskilde Fjord – blandt andet fandt man ved udgravninger i 1997-98 verdens længste vikingeskib. 

Indenfor på museet kan man se resterne af de rigtige, gamle skibe, og hver onsdag mødes skibslaug uden for museet. De sejler i de rekonstruerede både på korte ture, men der har også været ekspeditioner til Grønland, langs kysten i Danmark og en tur fra Roskilde over Nordsøen og til England. På turene rapporterer de engagerede frivillige tilbage til forskerne på museet, så der kan laves forbedringer og ændringer på konstruktioner og andre detaljer.

”Tak, fordi I sejlede med Sagafjord,” siger færøske kaptajn Runi og rejser sig op, mens byens energitårn forsvinder bag røde tagrygge, og domkirken bag trætoppe, så kun de to spir kan ses.

”Roskildøøøh, er I der?”

BYPARKEN, DER SKRÅNER med udsigt til havnen og Roskilde Fjord, ser måske ud som endnu en grøn byplanlægningsplet, hvor der spadseres, slappes af, spises is og spilles gratis koncerter. Men det er ikke hele historien. 

I kanten af parken lå indtil sidst i 70’erne folkehuset Fjordvilla, et mødested for fagbevægelsen, som blev et populært musik- og mødested for byens ungdom. Allerede i 1968 var stedet adresse for et symposium, som skulle afgøre, om USA havde begået krigsforbrydelser i Vietnam. Her deltog forfatter, filosof og feminist Simone de Beauvoir og hendes livspartner, forfatter og filosof Jean-Paul Sartre, og symposiet var finansieret af blandt andet Picasso. 

Året efter, i 1969, spillede Led Zeppelin på Fjordvilla, og dét plantede frøet til noget stort.

Et stenkast fra Byparken bor den 68-årige roskildenser Mogens Sandfær med sin kone. Da Led Zeppelin spillede på Fjordvilla, var han netop kommet hjem fra San Francisco, hvor han havde boet med sine forældre. Som teenager i San Francisco havde han oplevet Summer of Love, og det gjorde et kæmpe indtryk. Hjemme igen fra USA var den unge, idealistiske Mogens klar til at gøre op med tidens normer, da han blev indskrevet på ’Katedralen’, Roskilde Katedralskole, som dengang lå lige op og ned ad domkirken og havde gjort det i næsten tusind år.

I 1969 flyttede skolen til nye lokaler i bydelen Hyrdehøj i det vestlige Roskilde, og nu skulle omvæltningen ske.

”Det var ufattelig gammeldags på ’Katedralen’. Mange af os elever kiggede på hinanden og tænkte: ’Hvorfor taler vi sådan her?’ Vi syntes, det var absurd. Tiden var inde til at lave om på den måde, vi var lærere og elever på,” siger Mogens Sandfær, som havde fuld fart på. Han blev formand for elevrådet sammen med kammeraten Jesper Switzer, som blev næstformand. Og de to havde opbakning til deres ideer:

”Vi arrangerede et weekendmøde, og folk i massevis mødte op med soveposer og det hele. Vi havde nye planer med den ældgamle skole, og de skulle sættes i værk lige nu!” 

Rygterne gik i byen, der var en mobilisering af en slags i gang, og pludselig ringede en impresario (en musikagent) til Mogens og Jesper:

”Han spurgte os: ’Hvorfor starter I ikke en festival?’ Dét var vi klar på lige med det samme. Vi ville skabe Danmarks Woodstock,” siger Mogens Sandkær.

Sound Festival, kom de to gymnasiekammeraters musikfestival i Roskilde til at hedde. De første, lidt usikre toner løb ud af højttalerne i 1971, og det blev startskuddet til den årligt tilbagevendende musikfestival på Dyrskuepladsen, der blev Danmarks største og mest kendte.  

Ny energi

PÅ HOLBÆKMOTORVEJEN mellem afkørsel 10 og 11 strækker et rustbrunt kraft-varme-værk sig mod skyerne med kridhvid damp pulsende op fra et hullet tårn. Den kantede bygning, der går under navnet Energitårnet, ligner i dagslys en slags brændt svane, men om aftenen lever den et liv som affalds-lavalampe. 

Indenfor i det store rusttårn, der med sine 98 højdemeter kan ses fra motorvejen, fra byen og fra fjorden og er tænkt som en moderne pendant til Roskilde Domkirke, er temperaturen i ovnen mellem 800 og 1.000 grader. 

Den iøjnefaldende bygning, der er tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, rummer en 30 meter dyb affalds-slugt og en kran med en gigantisk grab, som kan flytte rundt på fem tons affald ad gangen. 

De andre enorme rum i Energitårnet er lyse og rene. Der er rør og cylindre på størrelse med rutsjebanerne i Lalandia og massive, enorme jernbeholdere overalt. Trapper med gule gelændere snor sig mellem installationerne. Det piber, knirker og rasler, store knald lyder indimellem fra rørene, og man kan mærke vibrationerne summe fra ovnen.

Vinden står ind fra nordvest og suser gennem de 4.500 huller – alle i forskellig størrelse – i de 6.500 ioniserede aluminiumsplader, som tårnet består af. 

Hvis man ikke er opmærksom, kan man måske snuble i de mange ankelhøje spotlys, der bruges til at belyse den fortlignende bygning. Nogle gange med de oprindelige farver, inspireret af flammen fra ovnen, andre gange med lyserødt (for brysterne) eller orange (når der er festival), og denne sommer med et særligt udviklet lysdesign til Grand Départ-etapen under Tour de France i Roskilde 2. juli (ét i gul og ét i prikket). Af sikkerhedshensyn har Energitårnet hidtil fravalgt at lysskilte den høje bygning i de ukrainske gule og blå farver.

”Selv om det ser sådan ud, er Energitårnet altså ikke højere end domkirken, vi ligger bare på en bakke,” siger Rie Døllner, der er kommunikationsansvarlig og måske forsvarer bygningen mod dem, der var utilfredse med Energitårnet, da det officielt blev indviet i 2014.

Mange roskildensere mente dengang, at Energitårnet ikke burde konkurrere med domkirken om at være byens højeste bygning. Og så syntes de, at Energitårnet var grimt. Eller i hvert fald ikke kønt nok til at være byens næstvigtigste kendemærke.

Det højeste punkt på Roskilde Domkirke er Søndre Tårn – det ene af de to høje spir – som måler 113,78 meter. Energitårnet er 98 meter og derfor ingen konkurrent. Men når man står på taget af Energitårnet og kigger mod domkirken, der ligger 2,5 kilometer derfra i luftlinje, kan man godt blive i tvivl. 

ROSKILDESYGE

I 1929 blev smitte med norovirus første gang opdaget i udlandet og blev kaldt ’winter vomiting disease’. I december 1935 opdagede man ’en ejendommelig epidemi i Roskilde’, hvor en tredjedel af byens borgere havde opkast og diarré. Året efter blev forløbet beskrevet i Tidsskrift for læger: ”Selvom det negative Bacilfund ved dette forholdsvis ringe Antal Undersøgelser ingenlunde udelukker Muligheden af, at en Mikrob er Sygdommens Aarsag, henleder det i Forbindelse med den store Smitsomhed uvilkaar­ligt Tanken paa et Virus som Aarsag.”

Herefter blev udtrykket ’roskildesyge’ brugt om smitten, som fortsat rammer mange hver vinter. Virussen er smitsom og kan ikke behandles, men den forsvinder af sig selv efter to døgn, og langt de fleste klarer den igennem uden lægehjælp.

En by i fart

RØG STÅR OP fra en container uden tag. Speederen på en gokart trykkes i bund og slippes i en rytmisk bevægelse. Wruum, wruum, wruum. På et skilt står der ’Opstart/prøvestart max 15 sekunder’.

”Så fik du vist også dine 15 sekunder,” siger en mand i orange vest.

”Jeg tæller meget langsomt, og jeg skulle lige tjekke, at den ikke sprang i luften,” griner en gråhåret mand tilbage.

Bagefter går en 10-årig knægt i fuldt racingudstyr ind i containeren med sin far. Speederen trykkes i bund. Få sekunder efter er de ude igen. Omkring dem former sig en kø. Fædre og sønner, lyden af totaktsmotorer. Snart begynder første heat i Sjællandsmesterskaberne i gokart. 

De små gokarts triller ind på banen på Roskilde Racing Center, der har fostret navne som Formel 1-kører Kevin Magnussen og Le Mans-køreren Christina Nielsen.

I starten langsomt og lydløst, så hurtigere, mere larmende. Dækkene hyler i svingene, og flere forældre følger online-tidtagningen tæt på deres mobiler. 

”Det var langsomt, hva’?” siger en af tilskuerne.

Det sort og hvid-ternede flag bliver viftet i vinden fra kontroltårnet. Gokarterne forlader banen lige så lydløst, som de kom ind. Banen bliver helt stille for en kort stund. Forældre og tilskuere forlader hegnet.

Næste hold kører på banen. Reglerne bliver forklaret til en ung fyr af en gråhåret mand med kasket og en smøg mellem de oliesorte fingre. De står begge og hænger ind over indhegningen, mens de lave vogne kører rundt og rundt på gokartbanen.

Fædre coacher deres børn, mens de går rundt med dåsecolaer og juicebrikker.

”Sørg for at holde dig yderst i svinget, så har du også den position i næste sving,” siger en far til sin søn.

Solen bager ned over de asfalterede omgivelser sydøst for Roskilde, tæt på lufthavnen.

Røgen stiger igen op fra den sorte container, lyden af motorer giver rytmiske, runde lyde, og lugten af benzin fylder det ene øjeblik det hele, det næste er den væk igen. Varmen brænder i ansigtet, himlen er blå bortset fra nogle enkelte stribede skyer.

Lukas på otte kører gokart som tredje generation i familien. Både hans onkel og farfar har kørt i mange år, og hele familien er med i dag.

”Er vi klar?” spørger farmor, da Lukas kommer gående forbi i hvid og blå køredragt.  

”Yes,” svarer han og går med sin far mod sin gokart. To piger på løbehjul suser forbi bag ham. Den ene med brune krøller og køredragt på.

En 10-årig dreng kører af banen efter sit første heat.

”Jeg vil hjem! Jeg kan ikke mere,” skriger han. Han hiver hjelmen af, så man kan se hans lyse, karseklippede hår. Hans far må holde ham fast og trøste sin søn, der banker hænderne i hegnet bag sig. Faren prøver igen at berolige ham. Til sidst går drengen sin vej og gemmer sig bag en traktor, som er efterladt ved siden af banen. 

Fra tilskuerpladserne bliver der klappet. En ung kører knytter næven, inden han kører sidste runde. 

”Det var helt, som det skulle være, skat, godt kørt,” klapper en forælder fra hegnet.

Da Lukas på otte kører ind på banen, står far og farfar klar ved indhegningen. De har begge mobilen åben med tidtagningen. Benzinlugten fra banen hænger nu tykt i luften. Man begynder at vænne sig til det, måske endda sætte pris på det. Løbene kommer lige i halen på hinanden, og pokalerne er stillet klar ved siden af podiet. En til første-, anden- og tredjepladsen i hver klasse. Men fordi det er de yngste, der kører i dag, har de medaljer til alle, siger formanden og hiver en papkasse frem med guldmedaljer. Himlen er nu mere sky end blå, men de unge kørere er kun halvvejs med dagens Sjællandsmesterskab. Lukas løber med farfar hen for at se de ældste af dagens kørere. Det summer for ørerne, mens næste hold kørere gør sig klar til endnu et heat.

RING TIL ROSKILDE

Den oprindelige Roskilde Ring lå inde i Roskilde by fra 1955. Der blev kørt store internationale løb på ringen, og i 1961 og 1962 blev der i to tilfælde kørt løb i den prestigefyldte Formel 1-klasse med stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham. Den lukkede i 1968, fordi Roskilde voksede, og banen blev omringet af beboelsesejendomme. Derfor blev støjniveau­et for højt. I dag er der etableret Roskilde Ring Park på området, hvor der er en sø, en legeplads og en discgolfbane med 12 huller. Øst for Roskilde ligger i dag to ’ringe’: FDM’s Sjællandsringen, som er et af Danmarks største køretekniske anlæg, og Roskilde Racing Center (RRC), som er en 1.250 meter lang gokartbane. Jan og Kevin Magnusson og den første danske kvinde, som kører Le Mans, Christina Nielsen, er medlemmer af den lokale gokartklub ASK Hedeland, som har hjemmebane på RRC.

Gispende bispevalg 

FOR FØRSTE GANG siden 2008 skal der vælges en ny biskop i Roskilde, hvis stift i år fejrer 1.000-års fødselsdag. Fire kandidater stillede op, da Kirkeministeriet i januar udskrev valg i Roskilde Stift, der dækker 312 sogne hen over hele Sjælland. En af dem var Anna Kluge, der er provst i Næstved Provsti. Hun forklarer, at rollen som biskop er en noget nær umulig opgave. Men også, at det er dét, som gør positionen spændende.

”En biskop skal være en markant person, man kan se, mærke og forholde sig til. Men samtidig skal det være en uden for mange kanter, for man skal kunne rumme alle de forskellige kirkelige retninger. En biskop skal kunne tale, inspirere og give et fundament for præster og ansatte i folkekirken at arbejde ud fra. En biskop er på mange måder folkekirkens ansigt udadtil,” fortæller Anna Kluge, hvis forbillede er den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt.

”Han var en dygtig biskop. Man kaldte ham talentspejderen, fordi han var god til at finde mennesker, som kunne noget særligt. Han var et begavet menneske, og han kunne smide en oneliner på bordet, så man tænkte: ’Hvad mener du?’, men han kunne altid underbygge sin påstand.”

Faktisk var det også Jan Lindhardt, som i sin tid ansatte Anna Kluge, da hun fik sit første job som præst – i Roskilde. Og det var i domkirken, hun oprindeligt blev indviet som præst.

”Jamen altså, tænk lige over det. Kirken i Roskilde er tusind år gammel. Det er jo ærefrygtindgydende. Domkirken har været med til at tegne ikke bare Roskilde, men hele Danmark. Den er en del af vores alles identitet,” siger Anna Kluge op til den indledende afstemning blandt de fire kandidater. 

BISPEDØMMEKRAFT 

En biskop er den øverste kirkelige myndighed i et stift, der er et geografisk område inden for folkekirken, som er opdelt i provstier og igen i sogne. Hvert sogn har mindst én folkekirke tilknyttet, ligesom hvert stift har én domkirke. Ordet ’dom’ stammer fra latin og er en afkortning af domus Dei, Guds hus. En domkirke er hovedkirken i et stift, ligesom den også huser det kirkelige overhoved i samme stift, nemlig biskoppen. 77,5 procent af borgerne i Roskilde Stift var i 2021 medlem af folkekirken.

Roskilde Domkirke var færdigopført i 1175, den er én ud af 10 domkirker i Danmark og dér, hvor den danske kongefamilie ligger begravet.

Desværre for Anna Kluge og de menighedsrådsmedlemmer, præster og valgmenighedsrepræsentanter, der stemte på hende, bliver hun dog ikke den nye biskop i Roskilde, ikke i denne omgang. I maj, i valgkampens første runde, var hun blot fem stemmer fra at blive nummer to og dermed komme med i den afgørende sidste runde. 

Det endelige valg stod mellem sognepræst Rasmus Nøjgaard fra Sankt Jakobs Kirke i København og provst Ulla Thorbjørn Hansen fra Slagelse. Efter mere end fire måneders valgkamp pegede et flertal midt i juni på Ulla Thorbjørn Hansen, og dermed får Roskilde Stift sin første kvindelige biskop, som træder frem ved bis-pevielsen 4. september.  

En bispevielse er en højtidelig ceremoni, og en begivenhed, hvor biskopper fra ind- og udland deltager sammen med dronningen og kirkeministeren. Det er også en begivenhed, der bliver vist på landsdækkende tv. 

Bispevielsen begynder med en procession: Mens organisten spiller, eller kirkekoret synger, går stiftets provster, danske og udenlandske biskopper, den kommende biskop og den biskop, der skal vie ham eller hende, i samlet trop ind i kirken. Herefter følger en udvidet og ekstra højtidelig ceremoni med en bøn om, at Helligånden må fylde menighedens hjerter, og som slutter med en masse hænder på hovedet af den knælende næsten-biskop. 

I det hele taget fylder Helligånden meget til en bispevielse, for det er gennem denne ånd, at den nye biskop skal vejlede kirken og dens medlemmer og andre ledere i stiftet. Måske er det derfor, der ikke er noget overhoved eller nogen chef for Den Danske Folkekirke, kun en overånd: I sidste ende er Folketinget kirkens øverste myndighed.

KIRKE, KONGE OG KRYPT

Roskilde var Danmarks kongeby frem til 1400-tallet, hvor kongemagten flyttede til København. Harald Blåtand, ham, der ’gjorde danerne kristne’, blev efter sin død i omkring 986 begravet i en trækirke i Roskilde, som han selv havde fået opført. Domkirken, der er opført samme sted som Harald Blåtands trækirke, har i århundreder været kongefamiliens gravkirke og rummer omkring 40 kongelige gravsteder. Margrete I blev oprindeligt begravet i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde til domkirken, hvor man stadig i dag kan se hendes gravmæle fra 1423. Den nutidige Margrethe, Margrethe II, afslørede i 2018 sit kommende gravmæle, der har kostet omkring 29 millioner kroner og er udført af Bjørn Nørgaard og blandt andet skabt af materialer fra Frankrig, Færøerne og Grønland. Dronningen skal ikke ligge i den glaskuppel, som hviler oven på de tre søjler, men i en krypt under gravmælet.

Psykiatrisk set  

DER ER SANKTHANS, og så er der Sct. Hans. Historien om Roskildes berømte og berygtede psykiatriske hospital går tilbage til det 13. århundrede, da det lå i København. Først i 1816 flyttede Københavns Kommune det psykiatriske hospital ud til Roskilde Fjord med det fredfyldte miljø, som det dengang var på mode at placere ’anstalter’ i. 

Psykiatrisk Center Sct. Hans, som Sct. Hans Hospital kom til at hedde efter struktur- og kommunalreformen i 2007, er Danmarks ældste psykiatriske institution. Det er også det største hospital i dansk psykiatri og var i mange år Roskildes største arbejdsplads. En stor del af bygningerne er tegnet efter forlæg af den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også har tegnet Thorvaldsens Museum. 

Hospitalet startede som ’Lemmestiftelsen’, hvor man gav forplejning, men ikke behandling, til fattiglemmer fra København, selv om hver tredje af de indlagte var diagnosticeret som ’sindssyg’. En undersøgelse af forholdene i 1830 viste, at patienterne blev udsat for lidt af hvert – og udelukkende af det dårlige: for eksempel piskning med ris, ørefigner og ordinering af spanske fluer. Fluerne blev knust og smurt på huden, hvorefter de fremkaldte væskefyldte blærer. Sagen blotlagde den konflikt, der dengang herskede mellem læger, der enten abonnerede på forestillingen om psykisk sygdom som et resultat af synd og amoralsk opførsel (psykikere) eller som en fysisk sygdom i hjernen (somatikere). Med tiden sejrede de sidste (heldigvis). 

I 2021 stod et nyt byggeri, Udsigten, færdigt ved siden af det originale Sct. Hans. Bygningerne huser ud over sengeenheder et kulturtorv, et multi- og musikrum, en aktivitetshave og et terapibassin. De nye bygninger er forsøgt integreret i det oprindelige område ved at bygge i mursten, som minder om det oprindelige hospitals, og de nye, lave bygninger bliver nærmest skruet sammen med landskabet på grunden, der mellem områdets sydøstlige og nordvestlige hjørne falder 14 meter. Her, i omgivelserne ved skov og fjord, skal nogle af de farligste retspsykiatriske patienter bo. Udsigten er en lukket behandlingsinstitution for psykisk syge borgere, der har begået kriminalitet og er idømt en behandlingsdom i stedet for en almindelig afsoningsdom. Og så er der nabonyt: Roskilde Kommune købte i april en del af det tidligere Sct. Hans Hospital af Region Hovedstaden, hvor der skal udvikles et helt nyt boligkvarter over de næste 20 år. Roskilde Kommune forventer, at der samlet bliver plads til 400 boliger.

STÅ AF I ROSKILDE

Det er igen blevet moderne ’at stå af i Roskilde’. I hvert fald hvis man skal tro en helbredsundersøgelse af danske gymnasieelever fra 2019, hvor antallet af seksuelt aktive elever, der benytter metoden, næsten var fordoblet siden 2014. Og metoden er: at bruge afbrudt samleje som prævention.

Eksperter mener, at stigningen i brugen af metoden kan skyldes, at de unge ikke længere er så bange for at blive smittet med sygdomme.

Det er ikke klarlagt, hvor udtrykket præcis stammer fra, men det har været brugt i mere end syv årtier, og ja, udtrykket hentyder til, at man står af toget, inden man når til den egentlige destination (i dette tilfælde København).

RUC and roll 

’I STILHEDEN DØDEN, i strømmen næres livet’. Sådan lød mottoet, der i RUC’s oprindelige segl omkranser en sort koral, for koraller i rev holdes kun i live, hvis de er i bevægelse. 

Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008, hvor man droppede ’center’, og det blot blev et ’universitet’, holder i år 50-års jubilæum. Ved sin start i 1972 blev RUC kaldt både ”verdens mest dristige universitet” og en ”marxistisk missionsskole”, og allerede året efter var det nye universitet med ’basisdel’ truet af lukning: De studerende gjorde (som mange andre unge i verden dengang) oprør, de var utilfredse og væltede den siddende rektor, folketingsmedlem Erling Olsen. Det fik de borgerlige partier til at ønske den ”marxistisk-maoistiske indoktrineringsanstalt” lukket med det samme. Det lykkedes dog ikke, men flere gange i løbet af de følgende år gjorde borgerlige politikere krav på lukning af RUC. Tættest på kom de i 1976, men universitetscentret blev reddet af den konservative løsgænger Hans Jørgen Lembourn, der stemte imod sit eget parti.

Ifølge ‘En koral i tidens strøm’ af Else Hansen rettede RUC i årtiet efter ind og blev udnævnt til ”erhvervslivets yndling”. Mange af de ideer, man kritiserede RUC for i begyndelsen, er langsomt blevet en del af kulturen på andre danske universiteter. 

De seneste år har RUC dog fået en del kritik, eftersom de er sevet ned ad internationale ranglister, har lave adgangskrav og en forholdsvis høj dimittendledighed blandt andre danske universiteter.

Sgu også dyr

ROSKILDE DYRSKUE har aldrig opnået rockstjernestatus – hverken blandt roskildensere eller den øvrige befolkning, selv om stedet er det samme, og antallet af gæster med årene har nærmet sig festivalens. Før corona, i 2019, var der publikumsrekord på Roskilde Dyrskue til 50-årsjubilæet, hvor der blev opstillet syv guldtraktorer rundt­omkring i Roskilde by. De spraymalede traktorer skabte stor debat i byens Facebook-fora, men rygtet spredtes hurtigt: Det er Roskilde Dyrskues 50 år på pladsen.

113.017 gæster væltede det år ind på Dyrskuepladsen over tre dage for at opleve oplandets landbrugsdyr – og mennesker. Og oplandet er ikke så lidt – det er hele Sjælland samt Lolland, Falster og Bornholm plus det løse. Mange af udstillerne på Roskilde Dyrskue beskriver det at være på dyrskue som vigtigere end juleaften, og i år, i slutningen af maj, blev gæster og dyr atter sluppet løs på Dyrskuepladsen, hvor ’Årets yver’, ’Staldens dronning’ og ’Bedste æg’ er blevet kåret i mere end fem årtier.

Faktisk går historien om dyrskuet i Roskilde tilbage til 1882, da det hed ’Fællesdyrskue for Sjælland’ og efterfølgende blev afholdt mange forskellige steder. I 1938 var der for eksempel Fællesdyrskue ved Bellahøj i København, hvor man fejrede 150-året for stavnsbåndets ophævelse, og der var næsten en million gæster. I hvert fald blev gæsteantallet opgjort til præcis 965.876. 

Først efter skiftende lokationer fik dyrskuet endelig fod-, hov- og klovfæste i Roskilde i 1969.

Alt på ét bræt 2

LYKKE FØRSLEV DREJER om og går tilbage mod byen. Solen bryder endelig gennem tågen, da vi nærmer os Byvolden. Det er et fredet område, hvor ruiner af den gamle kirke ligger. Hun går gennem den gamle Regenssti:

”Selv garvede roskildensere kan blive overraskede over, at denne sti eksisterer. De kan have boet her i årtier uden at opdage den,” siger Lykke Førslev for enden af den smalle, asfalterede sti, hvor synet af domkirken rammer som et slag i hovedet. Den enorme bygning, som er mere end 800 år gammel, knejser storladent på bakketoppen. Man må bukke nakken helt bagover for at se til toppen.

AF DEN GAMLE SKOLE

Roskilde Katedralskole blev oprettet i starten af 1000-tallet som en drengeskole, hvor man lærte latin, sang og teologi. Ideen om at uddanne kommende (mandlige) præster hang ved i århundreder, og af tidligere elever kan nævnes Saxo, som skrev ’Danmarks krønike’, og Absalon, biskop af Roskilde og senere grundlægger af København. Det er altså ikke hvem som helst, der har gået på ’Katedralen’. I 1800-tallet blev ’Katedralen’ et regulært gymnasium, og efter flytningen af skolen i 1969 til Hyrdehøj blev det nye Amtsgymnasium åbnet i Katedralskolens gamle lokaler. Amtsgymnasiet, også kaldet ’Amtet’, har i dag ry for at være et mere flippet gymnasium sammenlignet med ’Katedralen’.

Turen slutter på Stændertorvet på den anden side af domkirken. Her peger Lykke Førslev to butikker ud: en stor Matas-filial, som før i tiden var en tøjbutik under navnet Kontaktforretningen, og så Aage Müller, hvis familie siden 1834 har drevet manufakturhandel i Roskilde. De to butikker skulle svare til hhv. Damernes Magasin og Skjerns Magasin i Matador. Det fandt Lykke Førslevs mor ud af, da hun i starten af 80’erne flyttede fra København til Roskilde, hvor Lykke Førslev selv er vokset op:

”Min mor havde været i Kontaktforretningen for at købe en bluse. Det fortalte hun så min farmor, som har boet her hele sit liv, hvortil min farmor meget indigneret svarede: ’Dér handler vi ikke!’”

BYBONUS

Roskilde er Sjællands mest populære tilflytterkommune og nærmer sig 90.000 indbyggere.

I 2015 skiftede den ikoniske Dyrskueplads i Roskilde navn til Åben Arena, men efter protest fra byens borgere besluttede kommunen at annullere navneændringen.

”Vi har måttet gøre lidt selvransagelse og erkende, at det ikke er den klogeste beslutning, vi har truffet. Det var et dårligt navn, vi havde valgt,” sagde formand for plan- og teknikudvalget Torben Jørgensen (S) dengang til sn.dk.

Roskilde Domkirke er på UNESCO’s Verdensarvsliste, blandt andet fordi den er et af de tidligste eksempler på en kirkebygning i teglsten (mursten). Domkirken har haft direkte betydning for den store udbredelse af byggerier i mursten i Skandinavien.

Under Roskilde Festival bliver der kørt seks ekstra mobilmaster til området omkring Dyrskuepladsen. Det største pres på masterne ligger lørdag, når pladsen åbner, og onsdag, når første artist indtager Orange Scene.

 

Christoffer og Philip Mundt har dyrket deres lidenskab for luftballoner i årtier. En overgang som rivaler, der pressede hinanden stadig højere op. Siden skruede de ned for konkurrence-blusset, og i dag arbejder begge brødre for at give andre muligheden for en svimlende speciel flyvetur.
Tekst:Joel GoodsteinFoto:Thomas Nielsen

FYLD ET STOFHYLSTER med varm luft, kravl om bord i en kurv, stig langsomt op over landskabet, og overgiv dig til vindens luner. Sådan narrede mennesket tyngdekraften allerførste gang for 240 år siden, og i dag holder to danske brødre ihærdigt flyveteknikken, der ikke har ændret sig stort siden, i live. I tre årtier har Philip og Christoffer Mundt, to af landets mest erfarne ballonskippere, levet for svævet, der for længst er blevet overhalet som transportform, men stadig kan bringe én et helt andet sted hen og også lidt ned i gear.

”At flyve ballon er først og fremmest en kæmpe naturoplevelse. Det er lidt som at spadsere ad svævende stier. Du er i direkte kontakt med omgivelserne og har overblik over jorden og himlen, 360 grader rundt. Luftballon er slow flying,” siger Christoffer Mundt, 58 år og den ældste af de to brødre.

”Vi kan flyve så lavt hen over kornet på markerne og træerne i skoven, at vi kan høre landskabet stryge mod bunden af kurven. Kort efter kan vi stige op i flere hundrede meters højde og få det helt store vue,” supplerer lillebror Philip Mundt, der er 49.

Christoffer Mundt med svigerinden Anna og nevøen Emil.

EGENTLIG ER DANMARK ikke et særlig velegnet land til flyvning med luftballon. På grund af kystklimaet er vejret ofte for omskifteligt og blæsende.

”Midtjylland – ikke mindst Silkeborg-området – er det mest velegnede til ballonflyvning i Danmark, fordi der relativt set er længst til havet, så dér bliver der fløjet meget med luftballon. Men sammenlignet med andre europæiske lande som Tyskland, Polen og Italien er der ikke nær så mange flyvedage i Danmark. Temperaturforskellene på land og vand giver mange dage med for meget vind til, at vi kan gå op,” siger Philip Mundt, der kender det uforudsigelige danske flyvevejr indefra og for eksempel oplevede det, da han for nylig forsøgte at flyve på tværs af Danmark, fra Jylland til Sjælland.

”Vi fløj fra Fjerritslev ved Jammerbugten og ville prøve at krydse hele vejen østover til Sjælland. I stedet blev vi ført sydpå og landede ved Tønder. Vi kunne godt have fløjet længere sydpå til Tyskland, men på grund af corona-restriktioner måtte vi ikke krydse grænsen,” siger Philip Mundt, der ikke helt har opgivet at krydse landet i sin ballon. Det vil dog kræve helt særlige forhold, har han regnet sig frem til.

”Vi skal have roligt vejr ved jorden, men cirka 30-35 knob fra nordvest i en højde af 10.000 fod. Vi skal af sted fra morgenstunden, så vi har alle de lyse timer foran os. Vi må nemlig kun flyve ballon, når det er lyst. Der er mange ting, der skal falde på plads.” 

At selv erfarne ballonpiloter kan opleve situationer, hvor en flyvning udvikler sig overraskende, og man skal tage nogle vigtige beslutninger ret hurtigt, ved bror Christoffer, der på en flyvning gik til vejrs fra Fredensborg med et par som passagerer. Manden skulle fri til sin kæreste, og den del af turen gik godt – hun blev behørigt overrasket og sagde ja.

”Men så begynder ballonen at gå baglæns og ud til siden. Vinden driller virkelig, og vi begynder at svæve en anden vej end forventet. Vi nærmer os et stort skovområde, hvor vi ikke kan lande. På en eller anden måde skulle vi ud af den situation, hvor vi var ved at blæse væk uden kontrol. Jeg valgte at stige rigtig højt op. Højere end vi normalt gør med passagerer. Jeg måtte ringe til lufttrafikkontrollen og få tilladelse til at gå op i 1,5 kilometer, hvor man godt kan møde andre flyvende objekter. Vi skulle jo nødig blive forvandlet til gavepapir. Herfra fik jeg igen kontrol over vores retning. Det endte med, at vi landede 100 meter fra vores startpunkt. Det er meget usædvanligt, at man lander, hvor man er lettet fra,” siger Christoffer Mundt, der forklarer, at det er en god idé at færdes med ydmyghed og en flaske gavechampagne, hvis man for eksempel er landet uden invitation i nogens mark, og bonden skal formildes, fordi kornet er blevet slået ned.

BLÆS I BALLONEN

Der er grundlæggende to slags luftballoner: En varmluftballon svæver, når varm luft fra en brænder pumpes ind i hylsteret, som udnytter opdriften fra de mere spredte og dermed lettere molekyler i varm luft. En varmluftballon kræver løbende, at der pumpes mere varm luft op i hylsteret for at forblive svævende. En gasballon har et helt lukket hylster, som fyldes med gas inden flyvningen. Der tilføres ikke mere gas under flyvningen. Tidligere blev der mest anvendt helium, men i dag anvendes primært brint i gasballoner. Gasballoner egner sig bedst til længere flyvninger og kan holde sig i luften i dage- eller ugevis.

Fotoskydningens flyvetur startede ved Bagsværd Sø og sluttede ved Kildedal Station ved Måløv cirka 25 minutter senere.

MED EN ALDERSFORSKEL på næsten 10 år var det ikke meget, Christoffer og Philip Mundt legede sammen som børn i barndomskvarteret Vanløse i København. Samværet opstod snarere, når storebror Christoffer modvilligt skiftede ble og passede sine mindre søskende, hvis deres forældre havde brug for en hjælpende hånd. Men årene gik, og en dag kom 24-årige Christoffer hjem på familiebesøg og spurgte 15-årige Philip, om han ville med ud at springe faldskærm. Ja tak, lad os komme af sted, svarede Philip, og så drønede storebror og lillebror ud ad døren med kurs mod flyvepladsen. Det blev startskuddet til et broderligt zigzag-parløb af fælles interesser med relativt højt niveau af adrenalin og eventyrlyst samt en god del konkurrence og indbyrdes rivalisering: dykning, faldskærm og motorcykler. Men først og fremmest luftballoner, som kom ind i familien Mundts liv, da Christoffer Mundt engang i 80’erne arbejdede som lærer på en Tvind-skole på Rømø, hvor 30 unge og 10 lærere var indkvarteret på et tidligere hotel og begyndte at flyve luftballon som en del af aktiviteterne. 

”Det at få ansvar for en luftballon var utrolig gavnligt for de unge mennesker, både personligt og fagligt,” siger Christoffer Mundt:

”På Tvind arbejdede vi med nogle ret udfordrede unge mennesker fra den københavnske stenbro. Næste stop var ungdomsfængsel for nogle af dem, hvis ikke de kunne fungere hos os. Når de blev en del af et ballon-crew med masser af praktiske krav og ansvarsområder, fik de både succesoplevelser og nogle konkrete kompetencer, herunder læring i fysik, engelsk, matematik, som kunne relateres praktisk til ballonflyvningen. Det var faktisk ret godt set af Amdi og Tvind dengang.”

Efter sin tid hos Tvind fortsatte Christoffer Mundt med at bruge ballonflyvning og give unge mennesker erfaring med kortlæsning og radiokommunikation som en del af sin undervisning som ungdomsskolelærer. Den  dag i dag flyver han med sine elever på Albertslund Ungecenter. I 1991 tog han selv et pilotcertifikat, og cirka 10 år efter fulgte lillebror Philip eksemplet og blev ballonpilot.

”Jeg har altid set op til Christoffer, og måske blev han en slags far nummer to, som tog mig med ud og introducerede mig for en masse spændende ting,” siger Philip Mundt: 

”Men vi har også i perioder rivaliseret som brødre, der prøver at indhente en fælles barndom, og jeg fravalgte Christoffer som instruktør, da jeg skulle blive pilot. I stedet måtte jeg køre landet rundt for at få tilstrækkeligt med flyvetimer. Vi har nok haft nogle år, hvor vi ikke skulle befinde os i samme ballonkurv.”

I BALLONMESTERSKABER kan man dyste i op mod 14 forskellige discipliner. Man kan blandt andet flyve på tid (først-til-mål), på præcision ved landing, drop af sandsække mod mål og hare-and-hound-forfølgelsesflyvning. Fra 2003 til 2012 delte brødrene Mundt DM-titlerne mellem sig – på nær et enkelt år. I alt har Christoffer Mundt taget ni DM-titler og to nordiske mesterskaber foruden to top-10-placeringer ved EM, mens Philip Mundt har tre DM-titler og desuden har vundet de åbne hollandske ballonmesterskaber og også været med til EM og VM.

”Det var lidt irriterende, da lillebror pludselig begyndte at blande sig i mesterskabsflyvningerne. Jeg syntes, han kopierede mig, men på den anden side havde jeg selv i sin tid inviteret ham ud at flyve ballon, så jeg var måske lidt selv skyld i det,” siger Christoffer Mundt, der ikke længere konkurrerer, men i dag tjener sine penge som instruktør, der oplærer nye ballonpiloter, når han ikke underviser teenagere på ungdomsskolen. Senest er han også blevet uddannet og certificeret til at udføre de krævede årlige eftersyn og reparationer af andres luftballoner.

Philip Mundt, som er den ballonpilot herhjemme, der har været længst tid i luften, nemlig syv timer og 25 minutter, flyver heller ikke om danmarksmesterskaber længere. Men ved siden af sit arbejde som flyvechef for selskabet DreamBalloon, der udbyder ballonflyveture for private, går han stadig indimellem i luften for at sætte en ny rekord. 21. april 2020 steg Philip Mundt sammen med medpilot Thomas Jøhnk op i en højde af 27.079 fod eller 8,253 kilometer – som nu er den uofficielle rekord for højeste flyvning med luftballon i Danmark og en højde, der kun var mulig at nå på grund af den stærkt reducerede flytrafik under corona-pandemien. Undervejs nåede lufttemperaturen ned på minus 38 grader.

”Stort set hele landet lå under os, da vi var højest oppe. Det var som at se på et danmarkskort i naturlig størrelse,” siger Philip Mundt, der sammen med sin medpilot inhalerede ilt fra iltapparater og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning bar faldskærm under hele turen. 

At han og broren i sin tid blev konkurrenter, skyldes nok, at han var lidt misundelig på storebroren over hans succes ved danmarksmesterskaberne.

”Jeg tænkte: ’Det kan jeg gøre bedre.’ Og det kunne jeg også en overgang. Jeg mener, at vores indbyrdes konkurrence har højnet niveauet for, hvad der skulle til for at vinde mesterskaberne,” siger Philip Mundt.

VINDENS PIONERER

Efter at man havde foretaget forsøg med dyr, som havde overlevet en flyvning, gav den franske konge tilladelse til den første ballonflyvning med mennesker, og 21. november 1783 steg franskmændene Jean-François Pilâtre de Rozier og François Laurent d’Arlandes til vejrs til cirka 900 meters højde og lod sig føre cirka ni kilometer af vinden. Ufarligt var det ikke. Den varme luft kom fra en stråfyret ’ovn’ i ballonkurven, og mod luftfærdens slutning begyndte varmen fra ovn og gløder at æde sig ind på ballonen, der var lavet af blandt andet papir og silke. Der måtte foretages en noget brat landing mellem to vindmøller.

Den første bemandede ballonopstigning i Danmark blev foretaget af belgieren Etienne Gaspard Robertson, som optrådte rundtom i Europa. 1. oktober 1806 steg han til vejrs fra Rosenborg Eksercerplads. Første dansker, som foretog en ballonflyvning i Danmark, var Johan Peter Colding, som 23. april 1811 steg til vejrs ved Blegdammen.

I 1960 fløj amerikaneren Ed Yost som den første med en nylonballon og propanbrændere, der i dag er standard for varmluftballoner. Den første krydsning af Atlanterhavet i luftballon skete i 1978 – med en heliumballon. Den første krydsning af Atlanterhavet i varmluftballon skete i 1987, mens schweizeren Bertrand Piccard og britiske Brian Jones i 1999 fløj hele vejen rundt om jorden i en såkaldt Rozier-ballon, en dobbelt ballon med gas inderst og varm luft udenom, på 15 dage.

I 2012 steg østrigeren Felix Baumgartner til vejrs og sprang ud fra en heliumballon i 39 kilometers højde og landede helskindet på jorden. Som det første menneske brød han under springet lydmuren uden et mekanisk fartøj. Tophastigheden under springet var 1.342 km/t.

Christoffer Mundt (t.v.) og Philip Mundt tænder op.

AF OG TIL er blodets bånd vigtigere end hæder, og i 2004 var begge brødre en del af Jyllands-Postens JP Explorer-ekspeditionen til Kenya. Her fløj de i et par uger rundt i nationalparken Masai Mara i det vestlige Kenya – tæt på grænsen til Tanzania. Der var ingen trofæer på spil. Til gengæld var det en af de mest udfordrende flyveture, brødrene har oplevet, fordi de ikke var fortrolige med de lokale forhold, hverken i luften eller på jorden, og ofte måtte vente i timevis på deres følgebiler, når de var landet et svært tilgængeligt sted. Men der skulle flyves hver dag for at nå alle etaperne i den planlagte ekspedition, og samtidig var der daglige deadlines til avisen, som skulle fodres med billeder og artikler.

”Jeg var hyret af Jyllands-Posten som chefpilot, men havde inviteret Philip med som reservepilot, fordi jeg syntes, vi skulle have den oplevelse sammen, og fordi han er en dygtig pilot. Men også fordi jeg vidste, at jeg kunne bestemme over Philip, hvis vi blev uenige om noget. Han ville respektere mig som førstepilot,” siger Christoffer Mundt og griner: 

”Selvfølgelig skulle han så lige overgå mig ved at flyve over vulkanen Mount Longonot, som jeg selv havde måttet opgive at flyve over dagen før.”

Ballonflyvningen har bragt brødrene vidt omkring, fra Japan til USA, og om vinteren tager de ofte til Alperne og flyver luftballon hen over nogle af Europas højeste bjerge. Det foregår i høj fart, i op til 5-6 kilometers højde og med 100-120 km/t, med fuldt iltudstyr og i minus 40 grader. I forbindelse med en alpeflyvning fløj Philip Mundt sin hidtil længste tur – på fire timer og 317 kilometer – fra en italiensk alpedal til det østlige Østrig tæt på grænsen til Ungarn. Kulden på sådanne ture kræver stor udholdenhed, og meget radiokommunikation med de lokale luftmyndigheder er påkrævet. I tilfælde af en nødlanding skal der også være alpint overlevelsesgrej med i gondolen.

”Det er hårdt arbejde, men også utroligt, når man fanger nogle hurtige luftstrømme og bliver sendt ud på meget lange ture. Det er verdens smukkeste udsigt at kunne se Mont Blanc til den ene side og Venedig til den anden. Og der er fuldstændig roligt i kurven, selv om vi flyver med 120 km/t,” siger Philip Mundt.

LET TIL MODE

Alvorlige ulykker med luftballon er meget sjældne. Danmark har indtil nu været forskånet for dødsulykker. Seneste alvorlige danske ballonulykke var under en konkurrence i 1986 ved et ballonsammenstød med en højspændingsledning. En luftballon kan faktisk godt lande sig selv, hvis piloten af en eller anden grund skulle blive sat ud af spillet under flyvningen. Ballonen vil langsomt tabe varm luft og dermed lige så stille miste højde. Alt efter hvad den møder på vej ned, kan der selvfølgelig være en risiko, men lander man for eksempel på vand, vil kurven holde sig flydende. Desuden er ballonhylstrene efterhånden så godt lavet, at sandsynligheden for lækager er meget lille. Selv hvis uheldet skulle være ude, og der opstår huller i et hylster, vil de stadig stærkere gasbrændere i langt de fleste tilfælde kunne kompensere for den varme luft, der siver ud, og piloten bør kunne få ballonen sikkert ned.

Brødrenes balloner fyldes op.

FLYVNING I LUFTBALLON svæver ofte videre fra generation til generation, men i familien Mundt er der foreløbig ikke noget, som tyder på, at de to brødres egne børn fortsætter i fædrenes vindretning.

”Mine børns kammerater virker mere optaget af, at jeg flyver luftballon, end mine egne børn gør, men mine børn er heller ikke gamle nok til at flyve ballon endnu, så hvem ved,” Siger Philip Mundt. Bror Christoffers afvisning er mere absolut:

”Jeg har to voksne børn, som overhovedet ikke skal i nærheden af en luftballon. Jeg tror, de synes, ballonflyvning har fyldt alt rigeligt i deres opvækst. Det er også til min kones udelte irritation, at jeg igennem mere end et halvt liv har ladet mig styre af muligheden for at flyve ballon.”

Christoffer Mundt overvejer, om hans aske skal spredes fra en ballon, når han dør, men som lillebror Philip bemærker, er man også her underlagt vejrets luner:

”Man skal lige passe på, når man spreder asken, at man ikke får den direkte tilbage i hovedet.”

GÅ I LUFTEN

Sådan bliver du ballonpilot:

Kontakt Dansk Ballon-union for at høre om de mere præcise og aktuelle vilkår.

Læs og bestå det teoretiske pensum. Tag 16 flyvelektioner under vejledning af en godkendt instruktør, pris cirka 40.000 kroner.

Påregn cirka to år til opgaven, hvis du vil lære at flyve ballon i Danmark. Alternativt kan du tage lektioner i udlandet (hvor der er bedre flyvevejr og flere instruktører) og måske gøre det på kortere tid.

Efter bestået pilotforløb vil du være godkendt til at flyve luftballoner med plads til 2-3 passagerer.

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DET SYDFYNSKE ØHAV 

”Jeg kommer selv fra Fyn og elsker naturen, stemningen og fællesskabet på Ærø, Skarø og de andre små sydfynske øer, som har plads til langsommelighed om vinteren og blomstrer af aktivitet og kultur om sommeren. Til sommer skal jeg selv være gæst til festivalen Avernax på Avernakø.”

PUMPEHUSETS BYHAVE, KØBENHAVN

”Jeg bor i København og har brugt mange sommeraftner her med øl, kulørte lamper i træerne og glade mennesker. På den udendørs scene kan man opleve ny, inspirerende musik helt gratis, så jeg tager ofte derhen helt spontant.”

SYDHAVNSTIPPEN, KØBENHAVN

”Jeg har øvelokale lige i nærheden, og når jeg skriver sange, kan jeg godt lide at gå en tur og få inspiration. Midt i byen er her rå, selvgroet natur, små kunstinstallationer, åben himmel, luft, havudsigt og alpakaer.”

Terese Skovhus, 33, laver dansksproget musik under kunstnernavnet Terese. I marts udgav hun ep’en ’Sjælens lommer’.

Sibirien ligger på Stevns, ved Faxe Ladeplads, i en forstad til Kerteminde, på Christiansborg og 15 andre steder i Danmark. Ud & Se har besøgt nogle af de danskere, der lever og arbejder i de områder, der har navn efter den russiske ødemark. Mød en politiker, en bedemand på ethjulet cykel, en skytte med bue og pil og en kloakmester, der kan åbne en flaske Gammel Dansk med sin grab.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Mads Joakim Rimer og Ulrik Jantzen

TROELS OLSEN
68 År, kloakmester 

Placering: 1,5 kilometer fra Klippinge, Stevns. Tag S-toget til Køge, og skift til lokalbanen mod Hårlev. Herfra er Sibirien blot et par kilometers cykeltur gennem det kuperede marklandskab uden for Klippinge. Et slidt vejskilt viser, at drejer man til højre her, ned ad grusvejen omkranset af høje træer og buske, befinder man sig i Sibirien. 

JEG STARTEDE SOM landmand og begyndte så at køre gravemaskine. Det viste sig at være min hylde, må man sige. Jeg har optrådt med det rundtomkring i Europa. Så lægger man rendegraveren ned på siden for eksempel eller trækker proppen af en flaske Gammel Dansk med grabben. Jeg har også serveret for landbrugsministeren nede i Aabenraa på dyrskue, dér gav jeg ham en pakke med sløjfe om. Man skal bare have lidt følelse. Jeg har set en, der laver hotdog med det. Så tager han brødet og så pølsen og så lidt ketchup … og også ristede løg! 

Jeg var tre timer gammel, da jeg kom til mine adoptivforældre. Der var en kvinde, der lå på Faxe Sygehus, og hun havde mange børn i forvejen, og mine adoptivforældre havde ikke ret mange penge. Det vidste en sygeplejerske, som var gode venner med dem. Hun arrangerede, at moren bortadopterede til far og mor, der havde snakket om at adoptere. Det gik igennem uden om Mødrehjælpen. Sikke en ballade, der blev, da de opdagede det. Der havde de nær taget mig og sendt mig på børnehjem. Og så ved jeg, at med det temperament, jeg har, var det gået helt galt. Så det var rigtig godt, de ikke fik gjort det. Jeg kunne ikke have haft det bedre, end jeg havde det hos dem. 

Da min ekskone og jeg kom hertil, var vi de yngste i Sibirien, og en del af de andre var i familie, de høstede sammen, spiste og holdt fester sammen, det var sådan en klike. Stille og roligt er de blevet skiftet ud og døde, og så er det blevet individualister, der bor her. Man kører jo på arbejde og kommer hjem igen, og så har man nok i at slå sit græs og passe sine børn, og hvad man gør, så der er slet ikke det sammenhold, som der var i rigtig gamle dage. 

For os, der starter klokken 5 om morgenen, passer det fint at bo sådan lidt afsides på landet og ikke rigtig genere nogen af naboerne.

Jeg har lavet et fælles kloaklaug, så vi skider i en fælles tønde. For ellers skulle vi betale, hvis det stod til kommunen, ad helvede til. Man kan ikke helt stole på kommunen. Du skal have det på skrift, og det er de godt klar over, så når jeg kommer derop, så ved de godt, at det er ham Troels Olsen der. Det står sikkert med store, røde bogstaver på computeren. 

Sibirien er den officielle adresse her. Hvis jeg anmelder en kloak, så sidder sekretæren inde i København: ”Øhh, du er nok langt hjemmefra, det må være koldt der” eller noget andet. Eller også tror de ikke rigtig på det. Men det hedder Sibirien.

MICHAEL CHRISTENSEN 
56 år, bedemand

Placering: 2,3 kilometer fra Faxe Ladeplads. Fortsætter man med lokalbane 110R til endestationen, når man til Faxe Ladeplads. Den maleriske strandskov i udkanten af byen bærer muligvis navnet grundet den kolde vind, der til tider blæser fra Østersøen. Eller muligvis fordi Sibirien set fra Faxe Ladeplads var et udsted, det yderste punkt før Vemmetofte Kloster.

JEG FLYTTEDE HERNED, fordi jeg helst skal se vandet hver dag. At køre ned og kigge på Susåen eller Haraldsted Sø er ikke det samme.

Jeg kan ikke være med i noget uden at blande mig. Skal der arrangeres et eller andet, vil jeg altid gerne give en hånd med. Jeg synes, man som indbygger i et lokalsamfund har pligt til at være med i en forening. Det skal man altså, for ellers så dør samfundet sgu. 

Vi havde en ethjulscykelklub hernede. Jeg prøvede at cykle ethjulet cykel, men det er svært. Men børnene gjorde det, og jeg kunne ikke bare stå og kigge, mens ungerne cyklede rundt. Lige pludselig så var man med, ikke? Til at cykle, men også med i bestyrelsen og med til at holde hånd, når de skal lære det. 

På et tidspunkt var vi landets største klub med 130 medlemmer. I 3-4 år var vi den største klub, og lige pludselig havde vi trænere fra Canada, som kom, og det var jo verdensmestre. Og det trak altså folk til: at der var mulighed for at udvikle sig her lige pludselig. 

Hvis det er en, der er død på sygehus, siger jeg: ”Skal vi snakke sammen i morgen?” For så ligger de i kapellet på sygehuset, og så er det jo, som det skal være. Men er det en, der er død derhjemme, er det jo ikke sikkert, at ægtefællen har lyst til at sove i dobbeltsengen ved siden af den døde i nat, vel? 

Vi bruger kølerummet, der er på krematoriet. Jeg ville rigtig gerne selv have et kølerum, men det er ikke rigtig muligt nu. Hende, vi bor til leje hos, en gammel dame på 93, vil absolut ikke have det. Vi har ellers rummet til det, men nej, det kan hun ikke se for sig.

Når folk kommer ind i vores forretning, eller når vi er hjemme hos folk privat – hvad vi oftest er – så aner de ikke deres levende råd. De er kede af at have mistet, og de kan ikke se sig ud af, hvad der skal ske, og hvordan gør vi? Men når jeg går derfra, kan jeg mærke, at der er ro på og styr på det. Man kan virkelig mærke, at man hjælper folk. Man bruger også sig selv meget. Der er stor forskel på familier, og man kan ikke bare sige: ”Vi gør, ligesom vi gjorde i går.” Folk skal føle, at de er de eneste, og at de har din opmærksomhed 100 procent. 

Der ligger seks minedepoter fra den kolde krig lige ovre på den anden side af vejen. Det var planen, at der skulle lægges undervandsminer ud hernede. Faxe Ladeplads, har man senere fundet ud af i de polske arkiver, var stedet, som først skulle have en atombombe og bagefter bruges som landsætningssted til tropper, hvis Warszawapagt-landene skulle angribe. Der er jo dybt hele vejen ind til kysten og ingen videre klint, så man kan bare komme i land.

THERKEL RASMUSSEN 
49 år, ejer af Sibiriens Specialfoder

Placering: 3,1 kilometer fra Revninge ved Kerteminde. Lidt syd for Kerteminde, i skovbrynet og med udsigt over markerne, gemmer sig en lille samling huse, der bærer navnet Sibirien. Her bor 25 sjæle, som deles om det fine badevand ved Kauslunde Strand, årstidernes farveskift i de gamle egetræer, den årlige kagefest og sankthansbålet på sportspladsen i Revninge. 

DET BEDSTE VED at bo i Sibirien er naturen. Fuglene, der synger, og dådyrene og rådyrene, der render rundt omkring os. Jeg er naturmand og vil gerne gå på jagt, også med bue og pil. Det kræver lidt mere, man skal tættere på dyrene.

Jeg begyndte at gå på riffeljagt i 1990, og i kraft af at jeg har skudt meget og måske synes, det bliver for nemt, så vil man have lidt flere udfordringer. Jeg har skudt råbukke, otte, tror jeg, med bue og pil. Jeg skød en i lørdags. Det er fedt, når det lykkes. Man skal højest  være 20 meter væk fra dyret. Det er lidt sværere end med riffel. Man skal være mere opmærksom og være 100 procent sikker på vinden, så de ikke får færten af én. Og man skal være camoufleret, så de ikke ser én.

Ham, jeg skød, har jeg gået efter siden 16. maj, hvor bukkejagten begynder, og jeg har vel gået efter ham 10-15 gange eller sådan noget. Det er lige så meget oplevelsen. Jeg går ikke bare ud og skyder fra en side af. Jeg havde været tæt på ham flere gange, det var bare ikke lige lykkedes. Så vandt jeg til sidst. Der var en for nogle år siden, som jeg havde gået efter rigtig længe, ham fik jeg ikke med buen, så jeg gik ud med riflen til sidst. 

Oprindelig er jeg uddannet landbrugsmaskine-mekaniker i Kerteminde. Det arbejdede jeg med i 10 år, så kom jeg på Lindøværftet, hvor jeg var stilladsbygger et halvt års tid. Det var noget andet. Så begyndte de at drosle ned, jeg blev flyttet og blev maler. Sprøjtemaler på fast nat-tur, det blev jeg hurtigt træt af. 

Man skal ikke have klaustrofobi, hvis man skal være maler på Lindø. Alle skibe er jo i sektioner, og man skal kravle igennem bittesmå rum, og man skal slæbe masker og slanger og alt muligt. Man er pakket totalt ind. Det var ikke drømmejobbet.

Min far startede butikken her op i midten af 90’erne, dengang de lukkede alle foderstofferne rundt på havnene. De havde jo kontantsalg til alle de private, men det lukkede de ned, da det hele blev slået sammen i store enheder. Efterhånden skulle man køre rundt til centrale enheder for at hente en sæk hønsefoder til 150 kroner, det gider folk ikke køre 50 kilometer for. Der manglede ligesom nogen til at sælge foder til private folk. Derfor startede min far butikken for fritidsfolk. Og vi fandt ud af, at jeg hellere måtte komme ned og hjælpe ham i stedet for at være maler. 

Butikken er en alt-muligt-butik, en blandet landhandel. Vi har alt lige fra aloe vera og rom til haveredskaber og musefælder. Jeg ved, hvad de fleste skal have, når de kommer ind ad døren. Det kan så være lidt en udfordring, hvis jeg skal have nogen til at passe butikken en dag, hvor jeg ikke lige er her, og der kommer nogen og siger: ”Jeg skal bare have det sædvanlige.” Og så kan de ikke engang selv huske, hvad det er.

BIRGITTE BERGMAN
55 år, folketingsmedlem 

Placering: Christiansborg Slot, København. Fem minutters gang fra Folketingssalen tager man trapperne fra det enorme indgangsparti op til 3. sal. Helt nede i enden af den ene fløj når man til en gang, der bærer navnet Sibirien, og som blandt andet huser en række politikere fra Det Konservative Folkeparti. 

GANGEN HER HEDDER jo Sibirien, fordi vi ligger langt væk. Vi er helt nede i den ene ende af Christiansborgs hestesko. Lige nedenunder os ligger jo faktisk Statsministeriet.

Her er pivkoldt om vinteren, det kan jeg love dig for. Nede på 2. sal er gruppelokalerne, og der sidder partiformændene også. Vi andre må kæmpe os gennem kulden for at overleve.

Vi prøver at gøre Sibirien til et interessant yderområde. For det første har vi jo vores partisekretariat herinde, og vi har en vanvittig god kaffemaskine, og det er der nogle i de andre partier, der har fået øje for, så de har det med lige at luske ind og få en kop kaffe en gang imellem. 

Jeg synes, her er en god stemning, for mange af de unge mennesker sidder hernede i vores partisekretariat. Der er masser af liv i Sibirien.

Pressen plejede at sidde herude, sikkert for at de ikke kunne lave alt for meget ballade. De lusker jo rundt på gangene … ej altså, sagt med et smil, ikke?

Jeg blev valgt ind i juni 2019, og der var man jo også inde og kigge på, hvor man kunne få kontor henne. Kontorerne på Christiansborg går efter anciennitet. Dem, der har højere anciennitet, sidder nedenunder på 2. sal, men jeg synes altså, det er federe at sidde heroppe.

Jeg har mødt den der med ”Nå, du sidder oppe i Sibirien?” Forstået på den måde, at så er man langt væk. Men hvis man nu skulle vende den om, så er det måske meget godt på den måde, at man hele tiden forholder sig til den virkelige verden. Det der med, at man er langt væk, det tolker jeg, som at man er ude i det virkelige liv stadigvæk, ikke?

På en eller anden måde ser man mere til sine kolleger fra de andre partier, dem, man er ordfører med, end man ser sine egne gruppemedlemmer. Og der er jo nogle, man ser mere end andre, nogle, man har en bedre kemi med. Det har jeg jo også med folk fra andre partier. Vi er meget blandet og ses meget på tværs af partiskel og på tværs af Folketingssalen.

Selvfølgelig kan der være en hård tone herinde, men selvom der er det, kan jeg jo sagtens gå hen og snakke med en socialdemokrat for eksempel. I det daglige er det mennesket først, og der står et menneske foran én, som jo også har en familie, de skal hjem til. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en ordentlighed, og at man kan se sig selv i spejlet. For ellers bliver man meget isoleret, og så kan alle jo komme til at sidde i Sibirien.

HVAD I HIMLENS NAVN …

For de fleste er Sibirien et gigantisk område i Rusland med lav befolkningstæthed, verdens koldeste byer og en barsk historie som hjemsted for blandt andet Gulag-lejre. Men i Danmark står Sibirien for noget mere hyggeligt – bag de 19 danske steder, der bærer navnet Sibirien, gemmer sig blandt andet små landsbyområder, en strandskov og en park.

”Sibirien som både vejnavn og navn på områder har i høj grad med det russiske Sibirien at gøre. I Danmark bruges navnet som betegnelse for noget, der efter den lokale befolknings mening ligger virkelig langt borte og måske oveni er kedeligt, halvkoldt, halvfugtigt og ufrugtbart,” fortæller Bent Jørgensen, professor emeritus ved Københavns Universitet med speciale i Danmarks bebyggelsesnavne. Nærmest kun et stenkast fra hans lejlighed på Frederiksberg gemmer endnu et dansk Sibirien sig – et vådområde i Søndermarken i Frederiksberg Have.

”Som navn i Danmark stammer det typisk fra anden halvdel af 1700-tallet og ind i 1800-tallet, hvor skolegang bliver mere udbredt. Man skulle jo vide, hvad det russiske Sibirien var, og hvad det mindede om, for at man kunne få den idé at opkalde et sted i nærområdet efter Sibirien.”

Ifølge Bent Jørgensen opstod de danske Sibirien’er typisk i forlængelse af landboreformerne fra anden halvdel af 1700-tallet, der medførte omfattende udstykninger og en omstrukturering af de gamle landsbykerner.

”Bønderne ville meget nødig flytte ud af landsbyen, så man lavede alle mulige kreative løsninger i forhold til udstykningerne. Ikke bare fordi det var hårdt og besværligt at skulle gå langt hver dag, men også på grund af afstanden til det sociale liv i landsbyen.”

I dag kan afstandene fra de gamle landsbykerner ud til de udstykninger, der fik tilnavnet Sibirien, forekomme ubetydelige, men som Bent Jørgensen påpeger, er alt relativt: ”Hvis man kun har sine flade konvolutter at gå på, er selv et par kilometer jo langt.”

Zaco Sonne har altid elsket dyr, og halvdelen af sit liv har han taget sig af tigre. Her fortæller den 45-årige rovdyrpasser om at holde raceduer som dreng, om at sige farvel til en dræbt huntiger og om at corona-teste en af de store katte.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sebastian Dall Mayoni, Privat

LIGE SÅ LÆNGE Zaco Sonne kan huske, har han været vild med dyr. Det begyndte med fugle. Han fik nemlig sin første høne, da han var fire år gammel og boede i parcelhus i Karise på Sydsjælland. Og da han var 10 år gammel, fik han sin første racedue af sin cerut-rygende nabo, hvis have var fyldt med volierer. Så måtte hans far bygge et dueslag.

”Jeg var flere gange til udstilling i kæmpe messehaller i Leipzig og Hann­over, hvor der var tusindvis af bure med racefugle. Så kom jeg altid hjem og bad min far om ikke at blive sur, fordi jeg havde taget nye fugle med fra Tyskland,” fortæller Zaco Sonne, der i dag er rovdyrpasser i Zoologisk Have København, hvor han står for træningen af havens tiger Sasha, som ligger på en afsats og følger med, mens Zaco Sonne fortæller, hvordan han kom fra duer til store rovdyr. Så peger han på gulvet lige inden for tremmerne:

”Selvfølgelig skulle du lægge en lort dér, når vi får gæster,” siger han henvendt til tigeren, mens han nærstuderer ekskrementerne.

”Nogle gange spiser hun græs, men det der ligner bambusblade.”

Fascinationen af fugle overbeviste ham om, at han skulle arbejde med dyr, og efter folkeskolen begyndte han på dyrepasseruddannelsen i Roskilde, som gav ham både en dyrepasserkæreste og en elevplads i Zoo.

MASSER AF DYREVENNER

Zaco Sonne, 45, er gift med pingvinpasseren, som han bor med på en gård i Slagelse. Han opdrætter peruvianske hårløse hunde, som han tager på udstilling med rundt i Europa. I rovdyrsafdelingen i Zoo er han en blandt tre dyrepassere. Ud over tigre passer de også oddere, vombatter, leoparder, røde pandaer, brunbjørne, myreslugere, tasmanske pungdjævle og mange flere dyr. De tasmanske pungdjævle var en fødselsgave fra Tasmanien, da Prins Christian blev født i 2005.

SIDSTE ÅR KUNNE Zaco Sonne holde 25-årsjubilæum i Zoo, når man tæller elevtiden med, som begyndte i juni 1996. Dengang var han både i centralkøkkenet, hos elefanterne, i tropeområdet, hos søløverne og i det hele taget de fleste steder i haven, men da han efter elevtiden fik et vikariat og senere en fast stilling, arbejdede han udelukkende hos rovdyrene. 

”Det var helt tilfældigt, at jeg endte hos tigrene. Men det er et fedt dyr at arbejde med, fordi de er så interesserede i, hvad man går og laver. Du kan se, at hun hele tiden følger med,” siger han og viser, hvordan han træner huntigeren.

Med en beholder fyldt med kødlunser om livet markerer rovdyrpasseren med en pegepind forskellige steder i buret. Hver gang tigeren følger med hen til punktet, bruger han en klikker, ligesom man ville gøre det til hundetræning.

”Jeg træner dem jo ikke til at stå på hovedet eller hoppe gennem ildringe,” fortæller han.

”Det er øvelser som at stikke poten ud, så vi kan give injektioner, bedøvelse og tjekke neglene. Eller at lægge sig sådan, at vi kan tage blodprøver fra halen. Jeg har trænet hende til at lægge sig op ad hegnet, så halen kan komme ud lige dér,” siger han og peger på et lille rum i tremmerne, hvor halen bliver placeret.

Da en forsker for år tilbage ville lave undersøgelser af tiger-urin, trænede Zaco Sonne en tigerhan til at tisse i en skål på kommando. Og i begyndelsen af corona-pandemien lærte han tigeren Sasha at placere sit hoved i en gummiring, så han kunne udføre corona-test i tigersnuden. I zoologiske haver i både Sverige, USA og Holland blev tigre og løver smittet, og i flere tilfælde døde de. Det ville man ikke risikere i København.

”Så jeg trænede Sasha til, at jeg kunne stikke en vatpind op i næsen på hende. Og det var altså de gamle test, der skulle helt op i hjernekassen. Det kunne hun ikke lide, men hun gjorde det, selvom hun bare kunne gå sin vej, hvis hun ville.”

Zaco Sonne overtog jobbet, da den forhenværende tigerpasser gik på pension i år 2000. Det var samme år, som han flyttede til en gård i Slagelse sammen med sin mand, som samtidig blev ansat i Zoo som pingvinpasser. På gården fik de geder, får, duer, perlehøns, kalkuner og påfugle, som rendte rundt på taget. Men som fuldtidsdyrepasser blev det til sidst for meget. 

”Jeg havde ikke de fire timer om dagen, det krævede at passe alle dyrene,” siger Zaco Sonne, der dog ikke har skubbet alle dyr ud af sit liv. I dag har han 10 peruvianske hårløse hunde, som han træner på stort set samme måde som huntigeren i zoo, fortæller han.

KATTEKONGE

Amurtigeren, også kaldet den sibiriske tiger, er verdens tungeste katteart. Den vejer 100-300 kilo og måler 140-280 centimeter. Den almindelige levetid er 15-20 år, og den lever i det østlige Rusland samt det nordøstlige Kina. Den lever af stenbukke, antiloper, hjorte, okser, vildsvin og fugle. I Zoologisk Have København får tigeren omkring 12 kilo kød om ugen fordelt over nogle dage. I naturen, hvor tigeren vil være mere aktiv, kan den spise 50 kilo kød på en gang, hvorefter den vil slå mave i flere dage. Amurtigeren er stærkt truet af krybskytteri, blandt andet på grund af en overtro om, at indtagelse af dens kød og knogler har en helbredende effekt. Der findes under 400 amurtigre på verdensplan.

I SINE MANGE år som tigerpasser har han både opfostret tigre født i Zoologisk Have København og arbejdet med at tilpasse indhentede tigre fra andre zoologiske haver. Han har sågar opflasket tigerunger, som han kunne følge rundt inden for indhegningen. Da de blev ældre, blev han dog opfordret til at holde sig på den anden side af hegnet.

Sasha blev født i Zoologisk Have København 18. april 2013. Hun er en amurtiger, også kaldet en sibirisk tiger. Det er den tungeste katteart i verden, og en velvoksen han vejer mere end selv de største hanløver. Præcis hvor stor tigeren er, viser sig, da den nærmer sig tremmerne, og Zaco Sonne tager sin hue af og stikker hovedet helt hen til den. Tigeren begynder med tungt åndedræt at snuse til hans hår og gaber. Dyrepasserens hoved ville snildt kunne være i tigerens mund, hvis ikke der var tremmer imellem.

”Nu kommer der snart en ny han til hende,” fortæller Zaco Sonne.

I 2018 forsøgte man sig med at lukke en anden han ind til Sasha og hendes søster Olga i håb om, at de ville parre sig. Men i stedet endte Olga og den nye han i kamp med hinanden, en kamp, der endte med Olgas død.

”Jeg var ikke på arbejde den dag,” siger Zaco Sonne.

”Det var en kollega, der ringede og fortalte det. Jeg græd ikke, men jeg var ked af det og simpelthen så sur på hannen. Olga var ekstremt intelligent og tillidsfuld, hvor søsteren her er lidt mere skeptisk,” siger han og peger på Sasha, der har lagt sig tilbage på en afsats.

Da hantigeren noget tid senere gik til angreb på Sasha, indså personalet, at de var nødt til at sende ham væk. Og nu har de så ventet et par år på et fredeligere handyr.

”Omkring påske kommer der en ny fra Frankrig. Han har gået sammen med andre hunner og fået unger med dem, så der er gode chancer for, at han også vil være god ved hende. Men jeg har stadig mine bekymringer, for nu er hun jo ved at blive en gammel dame, der måske er lidt sær i kanten. Det bliver spændende, om de vil acceptere hinanden.”

I seks år har Mikkel Rolighed Nør arbejdet i Jesperhus Feriepark på Mors, hvor han har spillet abe, pirat og kokken Dellekaj. Vi spurgte ham, hvordan livet ser ud inde fra kostumet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Mikkel Rolighed Nør

Du har spillet både abe, pirat og kokken Dellekaj fra Jungledyret Hugo-universet. Hvordan kom du til det?

”Ved at spørge rigtig pænt. Jeg er selv vokset op på Mors med Jesperhus lige ved siden af. Det var et sted, min familie tog hen på en fridag. Som 15-årig fik jeg sommerferiejob som opsyn ved trampolinerne, så jeg kunne tjene penge til at gå i byen, købe computerspil, eller hvad det nu var. Da jeg kom i gymnasiet, havde jeg flere venner, som arbejdede herude, og en dag besluttede jeg at spørge i underholdningsafdelingen, om jeg ikke måtte give figurerne et skud. Weekenden efter var jeg med til en komsammen, hvor vi spiste sammen og kørte gokart. Kort tid efter fik jeg min første rolle som abe.” 

Skulle du så arbejde dig op fra aberne til de store roller?

”Det var et spørgsmål om at få noget erfaring. Alle startede som abe. Aberne havde ingen replikker, så der kunne man lære at gebærde sig og spille skuespil i de store maskotdragter. Det er ikke det samme som filmskuespil eller teater, fordi du ikke har nogen mimik, og aberne ikke har en stemme. Derfor er du nødt til at lære at bruge din krop mere udtryksfuldt og begå dig på en scene. Den første talende karakter, jeg spillede, var Jungledyret Hugo. I slutningen af mit første år blev Dellekaj en del af showet. Den karakter var jeg helt hooked på.” 

MORS’ DRENG

Mikkel Rolighed Nør, 23, har arbejdet i forlystelsesparken Jesperhus Feriepark på Mors, siden han var 15 år gammel. To år senere fik han sin første rolle som abe, og siden har han spillet næsten alle roller i parkens mange Hugo-shows. Han studerer film- og tv-produktion på Medieskolerne i Viborg.

Hvad tiltalte dig ved Dellekaj?

”Hvor Rita, aberne og Hugo er mere barnlige, kan man med Dellekajs humor både ramme de voksne og børnene, hvis man er god. Det vigtigste er selvfølgelig børnene, men hvis vi også kan få de voksne til at grine, er det helt perfekt. Jeg hopper stadig i et abekostume, hvis lokummet brænder, men Dellekaj er den fedeste karakter og den mest behagelige dragt, fordi det kun er et hoved, lange strømper, en tyk mave og et forklæde, mens de andre kostumer er heldragter.” 

Er det hårdt at spille i en maskotdragt?

”I det tidlige forår er den faktisk ret lækker at få på, fordi det er som at træde ind i en flyverdragt, men til sommer kampsveder vi. Vi drikker meget vand, og når det er helt slemt, har vi også nogle baljer med isvand omme bagved, så vi kan blive kølet ned. Dragten suger til sig og kan godt blive tung, når man sveder i den – jeg har også lavet videoer i vores badeland, hvor dragterne blev helt vildt tunge. Men vi har kun hovederne på i 25 minutter ad gangen, så det er lige til at overskue.”

Hvor mange gange har du optrådt?

”Vi har mellem 50 og 60 shows på en uge i højsæsonen, så et slag på tasken er, at jeg nok har spillet 150 piratshows og omkring 900 Hugo-shows. I højsæsonen er der morgengymnastik med aberne Zik og Zak, fire Hugo-shows i parken i løbet af dagen, om aftenen er der piratshow i Piratkroen, og nede på campingscenen spiller maskotterne godnatshow.”

De mange Hugo-shows er både populære i Jesperhus og på YouTube, hvor ferieparken distribuerer børnevenlig underholdning.

Bliver du aldrig træt af at trække i kostumet?

”Ikke rigtig. Der bliver hele tiden skrevet nye historier. Jeg vil skyde på, at der er nye manuskripter 3-4 gange om året. Lige nu er der for eksempel et påskeshow, og vi har lige haft et fastelavnsshow. Så jeg står ikke op og tænker, at jeg ikke orker at være Dellekaj igen. Det er et arbejde, men det er et sjovt arbejde.”

Hvordan foregår en sommersæson?

”Vi kan alle sammen bo i nogle af parkens udlejningshytter, når vi skal spille. Sidste år boede jeg i parken to en halv måned i træk, fordi jeg skulle optræde så meget. Der var EM i fodbold om aftenen, så når vi havde fri, satte vi os og så Danmark spille, mens vi drak en fyraftensøl. Men det bliver ikke til mange sene aftenener og abefest, for vi er virkelig trætte efter sådan en dag. Det er fysisk hårdt, det er varmt, og det er mange timer.”

Du spiller også i et piratshow. Hvad er det for noget?

”Det er et dinner-show, hvor gæsterne sidder og spiser, mens vi opfører et stort show i Piratkroen med karaktererne Rødspætte, Romkugle og Admiral Fjæsing. Rødspætte er stærk og modig. Romkugle er klog og flink. Og Fjæsing er magtliderlig og vild med konkurrencer. Igennem showet kommer både Rita, Hugo og Dellekaj på scenen, og det elsker børnene.” 

Hvad har været din største oplevelse?

”Da jeg første gang skulle spille guitar til et piratshow. På det tidspunkt var pirat noget af det største, du kunne blive, fordi det krævede mest skuespilerfaring. Efterfølgende blev jeg instrueret i, hvordan jeg skulle spille, synge og optræde foran et publikum på campingscenen til voksenkoncerterne. Der spiller vi Kim Larsen, Gnags og Shu-bi-dua for de voksne, når børnene er gået i seng.”

Da en blind rovfugl landede på hendes hånd, vidste Louise Vedel, at hun havde fat i noget. Hun sagde farvel til København og karriereræs og startede Falkecenter Samsø, som i dag huser ørne, falke, ugler og ravne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Erik Schou, Knud Erik, Michael Lauritzen

JEG ER VOKSET op på en kalkunfarm på Lolland i den lille by Keldernæs ud for Askø og Fejø og syv kilometer fra Knuthenborg Safaripark. Mine forældre havde kontor i vores stuehus, hvor alle medarbejdere kom og fik deres morgenkaffe og ostemadder hver morgen og til frokost. Vi var tre søskende og havde fire hunde, heste og fugle over det hele.

Min SFO var en trampolin i baghaven, en tv-stue fyldt med tegneserier, et krea-rum, og om vinteren var der så meget sne, at vi stod på ski ned ad kalkunhusenes tage. Jeg fik altid at vide, at hvis jeg ville underholdes, så måtte jeg selv finde på noget. Kun uintelligente børn keder sig, sagde min far. Det var mantraet, og så måtte man rode på værkstedet.

Jeg havde både parakitter og undulater, som jeg passede og plejede, men min virkelige fascination var rovfugle. Siden har jeg fundet digte om ørne, som jeg skrev, da jeg var ni år gammel. Men dengang måtte jeg slå mig til tåls med Keldernæs’ malermesters fugle. Karlo, som han hed, havde en kæmpe hal fyldt med eksotiske fugle og store papegøjer. Jeg cyklede ofte hen til ham for at sludre og fodre fuglene. En gang imellem stak de af, og så sad der en rød ara i træet ud for vores gård.

Som ung ville jeg bare væk fra det lollandske landmiljø, og da jeg som 17-årig kom hjem fra et efterskoleophold, flyttede jeg væk fra mudderet og gummistøvlerne med målet om aldrig at komme tilbage. Mens mine forældre var ved at gå konkurs med kalkunfarmen, flyttede jeg ind hos min søster, som læste til afspændingspædagog i København.

Hornuglen Tykke Bertha.

Teaterverdenen var tilpas langt fra landmiljøet, tænkte jeg og begyndte på Skandinavisk Teaterskole, en flerårig privat skuespilleruddannelse. I de år handlede alt om skuespil. Da jeg blev færdig, var jeg til en del auditions og fik nogle små roller på Folketeatret. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om skuespilmiljøet, som var præget af rundsavsmentalitet.

I stedet begyndte jeg på noget, der hed Bagscenen, et kreativt tilbud hos Teknisk Skole i København, som skulle minde lidt om Kaospiloterne i Aarhus. Derigennem blev jeg frivillig i Øksnehallen, hvor jeg senere blev fastansat som projektkoordinator. I små 10 år arbejdede jeg med at søge penge til kulturarrangementer, stå for events og den slags. Sideløbende betalte de for en efteruddannelse i strategiarbejde.

Da jeg blev færdig med den, var jeg helt udkørt. Jeg havde haft snuden i et karrierespor i mange år og trængte virkelig til at komme ud af stærekassen. Da jeg beklagede mig til mine forældre, spurgte min mor: ”Hvad blev det til med de fugle der?”

Mine forældre var flyttet til Tenerife, hvor der var en stor park med over 200 rovfugle, og på et tidspunkt, hvor jeg havde ni ugers ferie og afspadsering, forsøgte jeg at få en praktikplads i parken. For at forbedre mine chancer fik vi en dyrlæge, vi kender på Lolland, til at forfalske et dokument om, at jeg havde brug for at lære noget om rovfugle i forbindelse med min uddannelse. Det var fup og fidus, men det gav mig praktikpladsen.

Andesvågen Inge.

FALKECENTER SAMSØ

På rovfuglecentret har 48-årige Louise Vedel 23 fugle. Blandt andet amerikansk havørn, russisk steppeørn, lannerfalk, sakerfalk, afrikansk hornugle, dværghornugle, tårnfalk og nordisk ravn. Hun tilbyder falkonerskole, teambuildingkurser, privatarrangementer og undervisning gennem skoletjenesten. Hun har en fultidsansat dyrepasser og to deltidsansatte til hjælp i det daglige. I sommermånederne med flest shows er de fire falkonerer.

DA JEG HAVDE været der i 14 dage, klaskede min kollega en dag et stort kyllingelår i hånden på mig og gav mig besked på at spæne af sted. Der sad 200 mennesker og kiggede på, mens en ørn, der var blind på det ene øje, kom direkte mod mig, mens den skiftevis fløj på ryggen og på maven for at få fuldt udsyn. Det var den vildeste lykkefølelse, da den landede på min hånd. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Fra det sekund vidste jeg, at jeg skulle være falkoner.

To år senere lejede jeg sammen med min daværende kæreste en lille ejendom af Brattingsborg Gods på Samsø, hvor vi testede mulighederne for et falkecenter. På det tidspunkt havde vi en canadisk hornugle, en musvåge, en russisk steppeørn og nogle lannerfalke, som vi alle sammen havde hentet på Tenerife. 

Vi delte 3.600 løbesedler ud den sommer og tjente, så vi akkurat kunne leve af det. Derefter investerede jeg i et nedlagt griselandbrug med stor stald og en trelænget gård. Det var nedslidt, men placeringen og udendørsarealet, hvor fuglene skulle flyve, var bare superfedt. 

Vi rendte rundt i arbejdstøj hele vinteren, for at det kunne stå klar til foråret. Jeg fik skaffet fondsmidler til at etablere en parkeringsplads, og den overskydende jord brugte vi til at bygge en udendørsarena. 

En dag ringede kongehuset og spurgte, om Prins Henrik måtte komme forbi, når kongeskibet slog forbi Samsø på sit sommertogt. Alt var én stor mudderpøl, så vi købte 22 ton rullegræs, og pludselig så det faktisk godt ud. Prinsgemalen sendte en ørn af sted, og den landede på ham igen, hvorefter vi blev inviteret til taffel. Først spiste vi med prinsen, og så sad vi og talte om fugle med dronningen på en lille skibsbænk. Vi kom direkte på forsiden af Billed-Bladet, Familie Journal og alt det der.

DE FØRSTE TRE ÅR kunne vi ikke leve af falkecentret, så jeg var tjener ved siden af, og min kæreste kørte gravemaskine. Jeg fik også et marketingjob i en lokal virksomhed, men sidste år opsagde jeg stillingen, da jeg endelig kunne leve af livet som falkoner. I mellemtiden var min kæreste og jeg gået fra hinanden.

Man knytter et tæt bånd til fuglene. Jeg havde en slagfalk, der hed Erna, fordi hun altid satte sig på min nabo Ernas tag. Hun var ekstremt egenrådig, så jeg havde hende med i huset og på toilettet for at skabe tillid. Jeg havde hende konstant på hånden i tre måneder, og til sidst var hun fuldstændig fantastisk. Men en dag satte jeg hende sammen med en avlshan, og næste morgen fandt jeg hende uden hoved. Der tudede jeg virkelig.

Rovfugle er ekstremt hierarkiske egoister og tøver ikke med at æde hinanden, hvis de er sultne. Sult er også vigtigt, når man skal skabe tillid mellem falk og falkoner. Langsomt tilvænner man fuglen til at spise af hånden, og når den er tryg, sætter man en GPS på den og går over til udendørs træning. En falk kan nappe 1.000 kilometer på en dag, så der er det rart af have styr på den.

Fugle er fløjet væk for mig, men jeg har kun overnattet ude én gang, da en falk fløj væk fra øen, og jeg måtte tage til Djursland og pejle mig ind på den. Jeg kunne ikke nå at lokke den ned inden solnedgang og var nødt til at overnatte i min bil. Morgenen efter kom den straks ned på handsken.

For to år siden lavede jeg det gamle maskinhus om til indendørs flyvearena beklædt med træ og med tribuner hele vejen rundt og plads til 120 mennesker. Den bruger vi til privatvisninger, eller hvis det er virkelig dårligt vejr.
Hvert show starter med lidt uformel træning, hvor publikum kan komme helt tæt på og spørge ind til fuglene. Derefter går vi ned på arenaen, hvor fuglene flyver hen over hovederne på publikum, mens vi render rundt bag dem og fortæller om vingefang og vægt. Der kommer det, jeg lærte på skuespilskolen, mig virkelig til gode.

Louise Vedel træner rovfuglene dagligt. Går der for længe imellem træninger, mister fuglene tilliden.

EN AF ATTRAKTIONERNE er vores nordiske ravn Liselotte. Hun sidder herude og pifter efter hunden, og når postmanden kommer, hilser hun og siger hej. Det er en fantastisk fugl, men jeg kan ikke bruge hende frit længere, fordi hun begyndte at stjæle fra publikum. Hun har stjålet sutter og solbriller, og hendes bror stjal cykelhjelme. I en tid fløj broren frit ved godset, men vi endte med at få ham tilbage, fordi han hærgede hele øen og pillede kit ud af sommerhusvinduerne.

Instruktøren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Erika Svensson, Colourbox

FREDERIKSBERG HAVE OG SØNDERMARKEN, KØBENHAVN

”Mine løbeture starter på Frederiksberg Haves snoede stier, går op forbi slottet med den smukke udsigt og fortsætter i Søndermarkens rå, kuperede terræn. I Frederiksberg Have har man kig til elefanterne i zoo. En dag passerede jeg en baby­elefant, der legede i vandet. Et magisk øjeblik, inden jeg var videre.”

FANEFJORD SKOV, MØN

”Jeg og min familie har sommerhus tæt på den gamle skov, der ligger hævet over vandet med en vild skrænt, og hvor man kan gå rundt og føle, man har den helt for sig selv, og fortsætte ned til stranden, der ændrer sig uforudsigeligt med vejret. Nogle dage er den fuld af kæmpe sten, andre dage er der rent sand og fantastisk badevand.”

TAARBÆK, NORDSJÆLLAND

”Jeg voksede op i den lille by med de mange kontraster: små fiskerhuse, kæmpevillaer og alment boligbyggeri. Jeg gik til fodbold med millionærsønner og arbejderdrenge. Demografien har ændret sig til det mere velhavende, men byen har stadig charme og fine, gamle huse.”

Dokumentarfilminstruktør Andreas Koefoed, 42, er biografaktuel med filmen ’The Lost Leonardo’, der handler om mystikken omkring ’Salvator Mundi’, verdens dyreste maleri.