PALMERNE SVAJER BLIDT i vinden på strandpromenaden i Fuengirola. Til den ene side står betonhoteller i hvid, fersken og pastelgul sirligt side om side og rejser sig mod himlen. Til den anden side ligger solslikkende gæster i strandstole med ansigterne vendt mod solen, imens Alboran-havet danner hvidt skum på bølgerne.
44-årige Martin Holm sidder i en sofa på en overdækket terrasse med tivolifarvede lyskæder i træbjælkerne. Han har en neongul lighter i sine kraftige hænder. Han triller den mellem sine fingre. Vender den rundt et par gange. Lægger lighteren over i højre hånd. Tilbage i den venstre. Og så fremdeles. En gang imellem trykker han på lighteren for at tænde en af sine røde West-cigaretter.
”Jeg har taget en beslutning om, at det skal være et nyt liv hernede,” siger han.
Hans store, blå øjne lyser op, når han taler om sin nye hverdag på Solkysten.
”Jeg er startet på en frisk. Kommet ud af det lorteliv. Med alle de stoffer. Alt det pis,” siger Martin.
Tilbage i august 2020 pakkede han sin gamle Mitsubishi, og sammen med en kammerat kørte han fra Silkeborg af sted mod Spanien. Martin og kammeraten ville give livet i Spanien et skud.
Få dage inden Mette Frederiksen 11. marts samme år lukkede Danmark ned på grund af corona-pandemien, var Martin netop kommet hjem til Silkeborg. Han havde været på en tre-ugers rejse til Alicante ved den nordligere del af Spaniens sydkyst og havde oplevet en forandring i sig selv. Kroppen var anderledes. Hovedet var anderledes. Bedre.
Så måske det var værd at flytte til Spanien for at se, om den følelse kunne vare ved, tænkte han.
Der var alligevel ikke så meget at miste.
I Danmark, når livet var allerværst, manglede Martin sommetider mad i sit køleskab, fordi han ikke kunne gå ud. Blev han alligevel nødsaget til at handle, skulle det helst ske om aftenen, lige inden lukketid, for at undgå for mange mennesker. I løbet af 2015 stoppede han i en periode med at tage toget. Bus var bedre. Så kunne han hurtigere stå af, hvis kvælningsfornemmelsen, rystelserne, tørheden i munden og de svedige håndflader blev for meget.
Der faldt en smule ro på, da han fik tilkendt førtidspension i 2016, men livet blev alligevel aldrig helt godt.
Martin mener ikke selv, det ville være muligt for ham at beskrive, hvad han har oplevet, hvis han fortsat boede i Danmark. Men denne lørdag i Fuengirola sidder han helt roligt og fortæller – hvis man ser bort fra lighteren, der har fået sit eget liv i hans hænder.
Han rejser sig fra sofaen for at gøre klar til sin næsten daglige gåtur med hunden Nala ned til byen. Han leder efter hundeposerne. Nala er egentlig ikke hans hund. Det er heller ikke hans hus. I øjeblikket sover Martin og kæresten Andrea på sofaen hos deres fælles veninde Daniella, mens de venter på, at lejligheden, de skal flytte ind i, bliver ledig.
Martin finder hundeposerne og giver Nala mundkurv på.
”Så er vi klar,” siger han.
PÅ STRANDPROMENADEN rundt om hjørnet fra Candy World, der sælger sommertøj, børnerygsække med Spiderman og plastiklegetøj, blæser vinden ned i en lille gyde, hvor Step In Bar & Grill ligger.
12 plastborde med Carlsberg-logoer i kanten står placeret ude foran baren. 58-årige Henning Faber sidder ved det bageste bord med tre mænd, der er i gang med en samtale. Han er iført sort vindjakke, T-shirt og lange bukser med lommer på siderne.
Det er Hennings tre døtre, Heidi Sofia, Rikke og Julie, der alle er i tyverne, som ejer grillbaren, der primært sælger hotdogs. Henning og konen Louise har skudt deres opsparing i den. Ideen til at flytte til Spanien startede en aften, da tv-programmet ’Luksusfælden’ kørte hen over skærmen hjemme i Nordsjælland. En enlig mor med to børn boede på Solkysten og kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, hvorfor hun havde bedt programmets to eksperter om hjælp til at få privatøkonomien ind på rette spor. Henning kunne ikke få det til at give mening. Med de priser havde kvinden jo mulighed for at leve 30-40 procent billigere, mente han. Og så ”i varmen”.
Så da Henning Faber fik tilkendt førtidspension i 2018, sagde han: ”Jeg er den, der er smuttet”, og hele familien tog med ham til Costa del Sol.
Hennings drøm var først og fremmest at drive et bed & breakfast for mennesker, der ligesom ham selv har været i krig. Det skulle være et sted, hvor krigsveteraner kunne rejse til for at få ro. Få varme. Få en pause. I nærheden af mennesker, der forstod. Det var selvsamme grund, der fik Henning til at starte en klub for danske veteraner på Solkysten i 2019.
Det lykkedes familien Faber at få stablet et bed & breakfast for krigsveteraner på benene, men da corona-krisen ramte Spanien, blev familien tvunget til at lukke.
Det er derfor, Henning Faber sidder dér foran sine døtres hotdogbar, der åbnede 23. september 2022. Noget skal de jo lave. Henning vil gerne hjælpe sine døtre på vej med at drive forretningen. Give dem noget at leve af, nu da de alle har færdiggjort deres respektive studier. Og så vil han gerne selv have lidt at se til. Få noget bestilt, så tankerne kommer på afstand.
Henning sidder tilbagelænet i en hvid plastikstol med hænderne placeret på maven, mens han triller tommelfingre. Samtalen mellem de tre andre mænd flyver hen over hovedet på ham:
”Har du hørt, at Charlotte sælger tarteletter til 2 euro?”
”Det kan godt være, at jeg lige skal have en hotdog, inden jeg skal hjem og holde siesta.”
Hennings øjne vender skråt nedad til højre, som om han befinder sig et andet sted end på sin stol i Fuengirola.
Han lever sit liv i flashbacks.
Henning Faber er ved at åbne Step In Bar & Grill, hvor der skal være fodboldarrangement samme dag.
COSTA DEL SOL har været igennem en enorm udvikling, siden de første charterfly fløj til Malaga med solhungrende og rejselystne danskere og andre europæere i 60’erne.
Før turismeindustrien for alvor kom frem, var Solkysten en relativt øde strækning. Malaga eksisterede som en af Spaniens større havnebyer, men ellers var der blot enkelte fiskerlandsbyer langs middelhavskysten på vej ned mod Gibraltar.
Så hvordan kan det være, at området har udviklet sig til den turistdestination, vi kender i dag?
Jo, der skete noget særlig vigtigt i 1959, da det diktatoriske styre med Franco i spidsen tog en stor beslutning.
”Man åbnede økonomien op, fordi den økonomiske ideologi, styret havde kørt indtil 1959, var ved at tage livet af spanierne. De kunne simpelthen ikke brødføde sig selv,” forklarer Carsten Jacob Humlebæk, der er lektor på Copenhagen Business School og forsker i spansk historie.
Det blev lige pludselig muligt for omverdenen at investere i det tidligere økonomisk lukkede Spanien, og turismen blev den industri, der drev den økonomiske udvikling på Costa del Sol. I høj grad på grund af vejret og ikke mindst de steder, hvor der var – og stadig er – god strand.
Costa del Sol blev et af de første steder, danskerne, briterne og tyskerne fløj til, da middelklassen i store dele af Europa havde fået penge på lommen, og de nye, smarte pakkeløsninger, charterselskaberne tilbød, vandt indpas. Herunder Spies og Tjæreborg Rejser i Danmark.
Laver man en hurtig internetsøgning, lader det til, at der er uenighed om, hvor grænserne for Solkysten egentlig går. Solkysten ligger i Spaniens sydligste region, Andalusien, og ifølge Den Store Danske strækker Costa del Sol sig mellem Almería og Gibraltar. En strækning på cirka 250 kilometer. Modsat afgrænser Google Maps Costa del Sol til at være lidt nord for byen Torremolinos, der ligger vest for Malaga, og ned til byen Manilva tæt på grænsen til Gibraltar. Carsten Jacob Humlebæk mener, at man skal se på stranden, når man prøver at afgrænse området rent geografisk.
”Jeg vil sige, at Costa del Sol som turistområde er fra Nerja (øst for Malaga, red.) og så hen forbi Marbella og et stykke ned, hvor det går hen mod Gibraltar,” siger forskeren. Det er nemlig uden for de områder, at stranden ikke længere er god, lyder det. Og uden en god strand ingen turisme.
I dag er Solkysten plastret til med høje betonhoteller langs og næsten helt ned til kysten, hvor der tidligere var ingenting. Det var særligt i området omkring Malaga, at antallet af højhushoteller og ferielejligheder eksploderede, da området blev en turistmagnet.
”Hvis der var nogen, der ville sætte et hotel op, fik de dybest set lov til det, eller også skulle de betale lidt smørelse hist og her,” siger Carsten Jacob Humlebæk.
Der er næsten intet tilbage af de oprindelige fiskerlandsbyer, men det er svært at finde spaniere, der er triste over den udvikling, da turismen netop har givet et positivt skub til Spaniens økonomi, lyder det fra Carsten Jacob Humlebæk.
50-ÅRIGE DAVID KOPEL prøver at passe sig selv og have det godt.
Han har en vest på med små vægte i, der stabiliserer hans krop. Han har det med at hælde lidt til højre. Vesten føles tryg. Den minder om følelsen af at have målmandsdragten på, dengang han spillede ishockey på professionelt niveau. David sidder i sin petroleumsgrønne scooter, en Karma Electric Mobility.
For syv år siden blev David Kopel diagnosticeret med primær progressiv sklerose. En type sklerose, hvor kroppen langsomt bliver dårligere over tid. David kalder den selv ”en rigtig grim fætter”. Sygdommen gør, at han fryser i sit nervesystem, så han selv på lune sommerdage ifører sig skiunderbukser. Dertil kommer de daglige smerter i kroppen, en usikker balance og trætheden.
Så da David blev syg, indså han, at han måtte lave sit liv om. Kun gøre gode ting for sig selv. For fem år siden begyndte han at bruge vintermånederne på Solkysten. Mest af alt på grund af varmen og lyset, der hjælper på lysten til at stå op om morgenen. Selvom det lyder banalt, er lysten til at stå op om morgenen ifølge David afgørende for ikke at falde hen.
På havnemolen foran Davids lejlighed mødes han med Nadine for at se solnedgangen. De to mødte hinanden i Fuengirola og fandt ud af, at de begge havde sklerose. Nu ses de, hver gang de drager sydpå i vintermånederne.
David er altså det, de danskere, der bor fast på Solkysten, kalder for en ’trækfugl’, fordi han kun bor på Solkysten i vintermånederne. Helt præcis fra 1. november til 28. februar.
”Det gør utrolig meget for mig at være her. Det gør det for alle danskere hernede. Det er samme agenda. Det er at nyde livet. Leve livet,” siger David denne eftermiddag på den lokale iscafé Heladería Valentino i Fuengirola. Han håber, det kan give ham fem år mere på benene at bruge vintermånederne på Costa del Sol.
’Mañana, mañana’ er en spansk talemåde eller livsfilosofi, som David holder af at bruge. For hvad han ikke når i dag, når han måske dagen efter. Hvis han heller ikke når det dér, så er det også fint.
Han ved aldrig, hvordan næste dag ser ud. Nogle dage kan han kun kravle rundt på grund af smerter. Andre dage kan han gå med små skridt. Det er ikke til at vurdere, hvornår og hvordan de dage kommer. Derfor tager David én dag ad gangen og bruger sin tid i Fuengirola på én bestemt ting.
”Jeg nyder livet hernede og lever meget … Folk tror, at når jeg tager til Spanien, så er det party,” siger han og løfter sine hænder op over hovedet et par gange. Op og ned.
Han ryster på hovedet.
”Nej, det er helt stille og roligt.”
En dag i Fuengirola bruger han på at køre i sin scooter op og ned langs strandpromenaden. Spise et måltid mad på sin stamcafé, Go Green, der serverer friskpresset juice og vegetariske retter. Nyde solen. Nyde udsigten ud over Middelhavet. Og ikke mindst ryge cannabis. Cannabis giver ham ro i nervesystemet. Det tager smerterne, fortæller David Kopel, der har grønne, blanke øjne. De brune øjenbryn har det med at vende indad og op mod næseryggen, når han taler.
Det er sjældent, han ryger en hel joint ad gangen, som regel er det bare små hvæs. Han hiver recepten frem fra sin Carhartt-taske. Lægen ordinerer 30 gram til en måned, og oppe i sin lejlighed i det ferskenfarvede Stella Maris-højhus lige ud til havet har David syv forskellige typer cannabis liggende i en plastikbeholder.
Nede på jorden ved sin iscafé hiver David et aflangt, cylinderformet plastiketui frem med en joint i. Han spejder over til venstre for sig. Væk fra cafébordene.
”Nå, nu er der fri bane,” siger han og kører væk fra cafeen og tænder sin joint.
Familien holder pause under klargøringen af hotdogbaren for at fejre Hennings kone Louises fødselsdag med kagemand fra den lokale danske bager i Fuengirola.
HENNING FABER HAR fået mere ro i sit sind, efter at han og familien flyttede til Spanien. Men han ser det mere som en sidegevinst. Det var ikke noget, han aktivt søgte, da de flyttede til Costa del Sol. Det handlede i stedet om at gøre noget godt for andre og få et billigere, mere ferieagtigt liv.
”Jeg er ikke så stresset som i Danmark. Eller, det er jeg jo nok alligevel. Men jeg føler det ikke,” siger han.
Når man har været i krig og fået PTSD, kan man aldrig helt få ro. Oplevelserne kører som en indre film, hvor selv den mindste lille ting kan få dig tilbage til krigszonen. For Henning kan det være lugten af diesel eller duften af et mirabelletræ, der kan genstarte den indre film som en stor drøm, der ingen mening giver, men som alligevel er virkelig. Også selvom der ikke var nogen mirabelletræer dengang i Jugoslavien, fortæller den tidligere soldat.
Kører tankerne for hurtigt, har Henning fundet en kur i bjergene, der ligger bag ved Fuengirola. Fire til fem timer her. Helt alene. Dér finder han fred. For der er ingen larm. Ingenting. Han møder kun dyrene, og han har det med at tage de snoede stier – langt væk fra de anlagte vandreruter – opad. Sommetider må han kravle, andre gange klatre, for at komme opad.
”Jeg har en tilbøjelighed. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser. Det må godt være lidt farligt. Det er underligt. Og irriterende. For det er der ingen grund til,” siger han.
Han vandrer gerne det sted, skovbrandene raserede i sommeren 2022. Skoven ligger brak. Træstammerne er sorte. Nogle enkelte steder pibler grønt liv op af jorden, der minder ham om det halve år i Jugoslavien i 1993. Det år, Henning fyldte 30 år.
Det er ikke længere så ofte, han kommer i bjergene.
BAG VED BJERGET, Henning ynder at vandre på, bor 56-årige Lena Frandsen i byen Alhaurín el Grande. Hun dufter af sød sæbe og cigaretter, mens hun bevæger sig ned igennem byen til sin lokale stambar Bar el Timon. En mand vinker til hende fra en café på modsatte fortov.
”Jeg kender mange mennesker, men jeg ved sgu ikke, hvor jeg har mødt alle de mennesker henne. Et eller andet sted må jeg have mødt dem,” siger Lena.
Hun flyttede til Spanien i november 2019 efter det, hun husker som syv års hjemløshed i Danmark. Spanien har hun altid gerne villet bo i. Hvorfor lige Spanien ved hun ikke helt. Hun havde bare lyst til at prøve. Så da en af hendes danske venner i Fuengirola ringede og spurgte, om hun ikke flyttede til Spanien, og efter at Lena fik 30.000 kroner af sin eksmands svigermor, tog hun af sted, fortæller hun.
”Jeg syntes bare, det var røvsygt i Danmark, et eller andet sted. Der skulle ske noget nyt,” siger hun.
Også selvom hendes to børn blev noget overraskede over, at det var Spanien, hun flyttede til, men de var i det mindste glade for, at ”mor ikke længere var hjemløs”, lyder det fra Lena, som er førtidspensionist og har problemer med sin ryg, der sender smerter ned i hendes højre ben.
På vej ned til Bar el Timon må hun sætte sig ned på diverse bænke, hun går forbi. Hun tager det i sit eget tempo. Det var også ryggen, der gjorde, at hun sagde nej tak til den bolig, boligselskabet tilbød hende, da de ville rive hendes gamle boligblok i Nakskov ned, fortæller hun. Den nye lejlighed lå nemlig på anden sal.
”Det ville jeg ikke, da jeg har smadret ryggen. Så kunne jeg sidde i mit eget lort.”
I trods valgte Lena at gå på gaden. Hun troede ikke, gadelivet ville blive en permanent løsning. Hun gav det maks. en uge. For hvordan bliver man hjemløs? Men efter tre uger fik hun ikke længere sin førtidspension, fordi hun ikke havde nogen fast adresse, siger hun.
Lena begyndte at sælge ’Hus Forbi’. Og så gik tiden ellers med at bo på gaden, bo i telt eller campingvogn og køre rundt på landevejen i en elektrisk kabinescooter. Hun fortæller, at hendes daværende mand, Carsten, valgte at blive hjemløs sammen med hende, så de havde hinanden. Lena kan godt savne det uforudsigelige liv, hjemløsheden bar med sig, men noget af livet fra landevejen har hun også fundet i Spanien.
”Jeg har aldrig haft det bedre, siden jeg flyttede herned. Jeg har aldrig haft det så godt,” siger hun.
Efter Lena tog beslutningen om at flytte, boede hun først i Fuengirola hos sin kammerat, men byen var ikke noget for hende. Den var alt for turistet. Alt for dansk. Så efter en måneds tid flyttede hun om bag bjerget til Alhaurín el Grande. En rolig bjergby med hvide huse. Og det var her, det for første gang, siden hun blev hjemløs, lykkedes hende at få en lejlighed. Men den tænker hun egentlig ikke så meget på.
Lena Frandsen.
SKAL MAN PRØVE at se på gruppen af danskere, der bosætter sig på Solkysten, er Anne Leonora Blaakilde den rigtige at få fat på. Hun er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og har skrevet flere forskningsartikler om danske pensionister bosat på Costa del Sol. Skal hun karakterisere gruppen med ét ord, vil det være forskellighed.
”De er alle mulige typer af mennesker, der ikke har så meget andet til fælles, end at de vover at rejse ud,” siger Anne Leonora Blaakilde.
Alligevel er de danske pensionister ens på det punkt, at mange af dem er flyttet til Solkysten på grund af helbredsproblemer. De fleste lider af enten gigt, astma eller depression.
”De prøver at optimere deres liv og få en bedre livskvalitet i forhold til, at de oplever, at den er blevet dårligere i Danmark på grund af forskellige skavanker,” siger hun.
Mange af pensionisterne har rejst i Spanien, inden de flyttede til Costa del Sol, hvorfor de har oplevet forskellen på helbredet i Danmark og i Spanien. Det er solen og det tørre klima, der får pensionisterne til at føle, at de har det bedre. Samtidig påvirker sollyset også mulighederne for og lysten til at være sammen med andre. Komme ud. Opleve noget. Melde sig ind i en petanqueklub eller gå til spanskundervisning.
”De begynder at indtage den spanske måde at leve på, fordi klimaet er til det,” siger Anne Leonora Blaakilde og uddyber:
”Hvis du er blevet syg og svækket og har svært ved at leve et liv med godt humør og have et godt fysisk helbred i Danmark, så giver det bare top på, at du både kommer ned og får det bedre fysisk, og at du får mulighed for at leve bedre socialt.”
Forklaringen på, at pensionisterne oplever mere socialt samvær med andre på Solkysten, kan vi også finde i, at de jo netop er pensionister. De har med andre ord tiden til at være sociale, forklarer lektoren.
DANMARK BLIVER OFTE refereret til som et stærkt foreningsland, og den kultur er blevet ført videre på Solkysten. Lidt uden for Fuengirolas pulserende byliv ligger de danske pensionisters højborg. I hvert fald for dem, der vil omgås andre danskere.
Med dannebrog flagrende ved indgangen træder man ind i Club Danés. En dansk klub med dertilhørende restaurant, hvor velkendte klassikere som smørrebrød og fiskefilet med en skive citron bliver langet over disken og serveret på rød-hvide duge med Pjerrot og tivolifarver malet på væggene. Danskerklubben fungerer som mødested for især folkepensionister, der ønsker at være sociale og aktive med hinanden.
Ved de brune træbåse på en falmet lysegrøn skydebane hos Club Danés gøres der klar til hekseskydning, årets højdepunkt for den danske skydeklub. I dag findes den næste heksemester. På rad og række stiller pensionisterne sig i kø. Det første stykke bly blæser ud af luftgeværet og starter med at ramme plet. Derefter er det de næste i rækken til at hjælpe med at skære træpladen formet som en heks stille og roligt i stykker.
Reglerne er simple: Skyd hovedet af heksen. En alternativ fejring af sankthans.
Klubbens kasserer, Finn Pedersen på 72 år, er dagens tovholder. Det er ham, der tager imod de to euro for at dyste med, og som lader geværet til den næste, der skal i aktion. Finn og hans kone, Clary, flyttede til Fuengirola for tre år siden med det klare mål at få et bedre helbred. De sagde farvel til drømmehuset på Møn, fordi de blot kunne gå få hundrede meter i det danske vejr. Nu er helbredet blevet bedre for dem begge på grund af det tørre klima, siger Finn.
”Jeg har det godt, mit helbred er godt, og mit humør er godt. Det er det gode liv. Det gode vejr og det sociale fællesskab er en bonus,” siger Finn.
Og Clary, der også forsøger at blive årets heksemester, er ikke i tvivl om, at vejret gør en stor forskel. For hende betyder det, at hun kan deltage i sociale aktiviteter, der i sidste ende bidrager til et godt liv for hende.
”Når jeg er i Spanien, så lever jeg. Når jeg er i Danmark, så overlever jeg. Det er forskellen. Det er på grund af lyset. Har man det bedre, så får man også et bedre humør,” siger 72-årige Clary.
To timer senere lyder det sidste skud efterfulgt af en klapsalve. På en træplade hænger en flyvende heks med et afhugget hoved. En ny heksemester skriver sig på den ærefulde liste over vindere.
ET STENKAST FRA skydeklubben tropper en gruppe ældre herrer op på tennisbanen. Iført ens tøj, med ’Drengegymnastik’ trykt på ryggen, bliver de sidste sko bundet. ”Har I husket måtten, drenge?” spørger Henning Gjerstrup de 12 fremmødte, hvortil flere skal tjekke gymnastikposerne en ekstra gang. Jovist, de er der alle sammen, og nu kan pulsen begynde at stige.
På midten af tennisbanen begynder han at lave sprællemænd. ’Drengene’ følger trop, men i hvert sit tempo. Her er der plads til alle. Det er ikke tempoet eller udførelsen, der er i fokus, men bare det at få rørt sig, siger 75-årige Henning. Han er initiativtageren bag drengegymnastikken og står for træningsprogrammet.
”Det er svært at få rørt sig alene. Derfor er vi nogle gamle drenge, der mødes. Jeg har en tro på, at lever man lidt sundt og får lidt motion en gang imellem, så har vi det bedre,” siger Henning, der beskriver sig selv som ’bekvemmelighedsflygtning’.
I en pause er der flere, der spørger, om de ikke snart er færdige. Henning svarer: ”Det er lige tidligt nok, drenge”, og løfter trøjen op.
”Vi skal huske at lufte dellerne,” siger han.
I spredt flok begiver de sig på en lille gåtur rundt på tennisbanen. Enkelte sætter sig, for nu begynder rygøvelserne. Det er ikke alle, der har stærk nok ryg til at kunne være med.
”Dengang jeg dyrkede kampsport, klappede man to gange, og så kom folk på plads,” siger Henning til dem, der forsøger at finde undskyldninger for ikke at fortsætte. ”Jamen, Henning, det gør du jo ikke mere,” lyder det fra Bent på 84 år i midtergruppen.
Traditionen tro afsluttes dagens træning med socialt samvær i Club Danés’ restaurant, hvor de hver især får sig enten en kop kaffe eller en øl. Hver tirsdag mødes de for at holde hinanden op på, at motion er vigtigt, selvom man lever i et ferieparadis.
”Det sociale sammenhold er det vigtigste i min tilværelse,” siger Henning.
”Vejret giver et andet socialt liv, som jeg nok har svært ved at finde i Danmark. Hvis ikke man havde det, og kun solen skinnede, så var det lidt fattigt at være her.”
DET ER IKKE hver dag, det er heller ikke hver uge, men sommetider kan Martin Holm godt finde på at ”drikke som et hul i jorden”. Mest af alt for at ruske op i hverdagens trivialiteter.
”Jeg føler, at jeg har fået et meget normalt, røvkedeligt liv i forhold til, at der var fuld hammer på, da jeg boede i Danmark. Så jeg synes da, det er blevet lidt borgerligt,” siger han.
Men han foretrækker nu alligevel det nye liv, for gigten i fingrene er næsten væk. Smerterne i ryggen er næsten væk. Den sociale angst invaliderer ikke længere dagligdagen, så han kan tage ud at handle og tro på, at de fleste mennesker vil ham det godt. Og ikke mindst er depressionen og de mørke tanker lagt i dvale.
”Solen gør så meget ved mit hoved. Den giver mig energi i stedet for, at jeg er deprimeret hjemme i mørke Danmark,” forklarer Martin.
Imens er medicinindtaget kommet ned på én pille Seroquel om dagen, fortæller han. Pillen hjælper på temperamentet og mod søvnløsheden. Med et tidligere kokainmisbrug kan man godt have svært ved at sove. Kokainen var en nem udvej, når livet blev for mørkt. En hurtig bane i bytte for et skud selvtillid.
Misbruget har Martin lagt fra sig, selvom han godt kan finde på at tage en bane kokain en gang imellem for hyggens skyld. Samtidig har Martin lagt det liv fra sig, der følger med, når man skal have penge til så mange stoffer. Hver dag.
DAVID KOPEL ER ikke i tvivl om, at han har fundet det gode liv ved at bo på Solkysten, når vinteren kommer til Danmark. Også selvom hans liv har forandret sig i en retning, han ikke havde forestillet sig, efter at han blev syg.
”Jeg prøver at leve så meget som muligt. Meget mere end før jeg blev syg. Meget mere. På den måde er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet syg, for mit liv er på mange måder meget bedre i dag,” siger han.
David prioriterer det, der gør ham glad og giver energi. Sol, varme, frisk luft, havet, fred og ro. Det er muligt, når han hverken har børn, kæreste eller økonomiske udfordringer, efter at han solgte sin gamle andelslejlighed på Østerbro. Han bruger ikke mentale ressourcer på at tænke på arbejde. Eller penge. Kun på at være til.
”Jeg føler mig hjemme hernede. Det gør jeg virkelig,” siger David.
Og så giver det ham ro, at han ved, hvad der skal ske, hvis sygdommen tager til.
”Jeg har givet mig selv det løfte, at hvis jeg ender med at sidde som en grøntsag, så tager jeg selv af sted. For så vil jeg ikke synes, at det er værdigt. Så det er jeg kommet frem til.”
I virkeligheden er han ikke så bange for døden. Det er mere smerterne, ubehaget i dagligdagen, der bekymrer ham.
”Døden er noget smukt. Jeg skal bare nå at leve nu,” siger han.
EN LILLE MAND uden så meget hår på hovedet og med buskede sorte øjenbryn kommer gående mod stambaren Bar el Timon. ”Nå, nu kommer balladen,” siger Lena. Det er Antonio. Han har en rød poloskjorte på, der er knappet lidt ned, så man kan se brysthårene.
”Hola, Lena.”
Det er hendes ’husvært’, som Lena siger. Hendes udlejer og ikke mindst gode ven. De drikker kaffe sammen hver morgen, spiller domino, og nogle gange kommer han med mad til hende. Andre gange laver de mad hver især og deler den med hinanden i ’madklubben’, som nogle andre mennesker fra byen også er en del af.
Det er byens fællesskab, der betyder noget. Åbenheden, og at tingene bare sker. Lena ved aldrig, hvornår ’madklubben’ begynder. Det sker af sig selv i ren spontanitet, hvis nogen fra gruppen har samlet sig i byen og er blevet sultne efter et par timer. Det kan hun godt lide.
”Jeg føler mig mere hjemme her end i Danmark,” siger hun.
Antonio sætter sig på en stol ved siden af Lena. Han begynder at hoste og harke, efter at han har taget et sug af en joint.
”Det er mini-Christiania, det her,” siger hun. ”Det er noget anderledes end nogen anden by, jeg har oplevet. Også i Spanien.”
På et splitsekund rækker Antonio Lena en lille, aflang brun klump formet som en pølse, som hun hurtigt får lagt i sin cigaretpakke på bordet.
Deres måde at kommunikere på er en blanding af engelsk, dansk og spansk. Lena siger, at de har fundet deres eget sprog. De forstår hinanden, men ingen andre mennesker forstår det, når de taler sammen. Det er godt nok for hende. For hun har fundet et hjem, hvor hun kan gøre, hvad hun vil. Som hun vil.
HENNING FABERS VANDRETURE i bjergene er ikke altid lige jævnlige, fordi han bruger det meste af sin tid på at hjælpe sine døtre i Step In Bar & Grill. Han hjælper også denne morgen, hvor han klokken 9:50 ankommer sammen med sin datter Julie. De er altid de første til at møde på arbejde. Julie bor stadig hjemme, og faren kører hende.
Henning giver sig til at låse gitterporten op.
”Har man sagt A, må man også sige B,” siger han.
Baren er fyldt op med havemøbler og parasoller, som Henning straks begynder at bære ud. Imens begynder Julie at gøre klar til hotdogbygning i køkkenet.
Henning hiver syv borde, stablet oven på hinanden, hen ad gulvet, så det skriger.
”Hvordan fanden var det nu?” spørger han for sig selv.
”Jeg er færdig i køkkenet,” siger Julie.
”Det var kraftstejleme hurtigt,” siger Henning.
”Du kan være med til at tage borde ud.”
Far og datter får hurtigt stillet bordene på to rækker over for hinanden.
”Det var ikke så svært, vel?”
”Jo,” svarer Julie sarkastisk.
”Skal jeg tage stolene ud?”
”Det må du gerne,” siger Henning, imens han er ved at sætte en forlængerledning op.
Det kan være svært at sætte sig ind i konsekvent at have et ladt gevær i hånden. Når man skal på toilettet. Når man skal sove.
Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske, at man bliver vækket af skud om natten og aldrig af et vækkeur.
Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske konstant at være på vagt i en krigszone for så at komme hjem, hvor der er … ingenting.
Det er det, som Henning Faber stadig kæmper med inde i sig selv. Det er derfor, han konsekvent må være i gang. Hjælpe til i hotdogbaren, selvom han i virkeligheden ønsker sig noget andet.
”Lad mig sige det sådan her: Skulle jeg dø i dag, falde om, så lad mig ligge. Så får jeg fred. Sådan har jeg det. Selvom jeg er glad, og det kører, men kan jeg få chancen … så tager jeg den. For at få ro. Ikke at skulle bekymre sig. Lidt koldt, ikke,” siger Henning.
Derfor kan han heller ikke sige, at han har fået ultimativ ro på Solkysten. At han har fundet det gode liv. Selvom livet da helt klart er forbedret.
”Jeg har det bedre, end jeg havde det i Danmark.”
For han føler ikke længere System-Danmarks usynlige vægt på sine skuldre. På den måde kan Henning koncentrere sig om at gøre det, han nu engang synes betyder mest.
”Det, der tilfredsstiller mig mest, er nok at hjælpe de andre. Være der. Hjælpe med alle mulige åndssvage ting. Det tror jeg er det, der betyder mest,” siger han.
Han håber mest af alt, at den lille hotdogbar med 17 forskellige hotdogs på menukortet får succes. Eller i hvert fald at pigerne – Heidi Sofia, Rikke og Julie – kan holde den kørende, og at den kan give dem økonomisk støtte.
Så kan Henning og konen Louise køre ud i verden i en autocamper. Se det hele. Hele tiden have mulighed for at rykke sig. Aldrig stå stille. Det vil være godt, synes Henning.
MARTIN HOLM FORTÆLLER, at han har været i fængsel ad to omgange for grov vold. Han har solgt stoffer for at få penge til sine egne. Og han har lavet inkasso-arbejde. Altså krævet penge ind med tæskehold. For sig selv eller for andre. Sommetider opkøbte han andres gæld i den kriminelle underverden for så at køre ud til det menneske, der skyldte penge, for at lægge renter på, fortæller han.
”Det er sådan noget, jeg har lavet. Også med min størrelse. Jeg har lidt størrelsen til at … jaeh.”
Han begynder at grine sin fedtmulelatter.
”Jeg var lidt pænere dengang.”
”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er jo ikke fedt at køre ud og smadre folk.”
For fem år siden kunne det gøre ham høj at slå på tæven. Gøre ham stærkere. Større. Vigtig.
I dag er han en anden, fortæller han.
”Jeg er jo mig selv hernede. Den, jeg godt kan lide at være. Jeg kunne ikke lide at være den anden person. Jeg følte, at jeg var en anden person, da jeg boede hjemme i Danmark. Det er jo et stort plus, at man kan se sig selv i øjnene, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, ikke?”
Martin afviser at have været medlem af en rockerklub. Men han kender da nogle rockere, siger han. Og det var da også, mens han befandt sig i kredse med Hells Angels og Bandidos, at stofmisbruget ifølge Martins lægejournal var allerværst. Martin tager i dag afstand fra rockermiljøet. Men han frygter, at han – hvis han var blevet i Danmark – var endt i et voldsomt stofmisbrug igen eller var kommet ud i en kriminel løbebane endnu en gang.
Det er også derfor, han er rejst til Solkysten. Han flygter ikke fra noget eller nogen. Hvis han gjorde, er Solkysten et ’dumt’ sted at tage til, ræsonnerer han. I stedet er Martin rejst fra Danmark for at starte forfra.
”Jeg føler, at jeg har fået det gode liv. Jeg kan være glad for den, jeg er, i stedet for at være destruktiv over for mig selv,” siger Martin.
Han glæder sig til at flytte sammen med Andrea. Hun kalder ham for Marcos. Han drømmer om, at de kan åbne en restaurant, hvor han kan lave lidt mad, og hun kan stå for den daglige drift som tjener. Indtil da må han spise flute til morgenmad. Ryge et par cigaretter. Gå en tur med hunden. Hente Andrea fra arbejde. Se fjernsyn om aftenen. Livet er stille.
