JEG HAR NOK ALTID haft en trang til at underholde. Min far (Bjarne Lisby, manden bag sangen ’De gamle bukser’, red.) var musiker og optrådte blandt andet på Bakkens Hvile, og han lærte mig at synge frække sange. Sjofle sange. Jeg har ikke været mere end 3-4 år gammel. Når vi mødte ældre damer ved busstoppestedet, så de en sød lille pige, indtil jeg åbnede munden og begyndte at synge: ”Ja, så går vi hjem fra Bakken … med hul i nakken.” Jeg forstod jo ikke, hvorfor de reagerede.
Mine forældre var meget unge, da de fik mig. Min mor fødte mig i april, og to måneder efter gik hun til studentereksamen. Da jeg var fire år, blev de skilt. Jeg boede hos min far i et par år, og han tog mig ofte med, når han optrådte. Jeg sad nede foran scenen og kunne alle teksterne. Folk kiggede: ”Se den lille pige dernede, hun kan hele repertoiret!” Dengang var jeg frygtløs. Løb rundt på Bakken, kendte alle forlystelsesfolkene. I dag kan jeg blive rundtosset af at dreje en enkelt gang om mig selv.
Sheriffen fra Søborg, 1977.
Da jeg var syv, blev min søster født. Min mor havde fundet en ny mand og var flyttet til Frederiksberg, og da hun blev gravid, flyttede jeg med for at være storesøster. Jeg startede i skole på Det Kgl. Vajsenhus, og det var lidt af et chok. Bortset fra i dagpleje havde jeg været omgivet af voksne, især af mine elskede bedsteforældre, som ofte passede mig. Larmen i skolegården rystede mig. Jeg var kun vant til at kaste en filtbold forsigtigt frem og tilbage med min farmor.
Frikvartererne var et helvede, men timerne elskede jeg. Der var voksne, og dem vidste jeg, hvordan man skulle tale med. Over for de andre børn var jeg snarere frygtsom end frygtløs. Men jeg fandt på at kysse drengene, det gav noget respekt. Hierarkiet blandt pigerne kunne jeg til gengæld slet ikke finde ud af. Jeg havde en veninde i 4. klasse, der sagde: ”Hvis du ikke pjækker fra den her time, gider jeg ikke lege med dig mere.” I den første uge i 5. klasse sagde jeg til min mor: ”Jeg vil ikke gå derhen mere.” Til min store overraskelse sagde hun: ”Okay, så må vi finde en ny skole.”
Den første tår, 1971.
DA JEG VAR 14, flyttede min mor til Grønland. Hendes mand var læge, og hun havde selv uddannet sig til sundhedsplejerske. De skulle bo og arbejde i Qaqortoq – som danskerne dengang kaldte Julianehåb – og min søster og jeg rykkede med.
Grønland var magisk. Storslået natur, en verden af sne og stilhed. Det første hus, vi boede i, lå i udkanten af byen, helt oppe på fjeldet. Tre skridt, og så stod du ude i ødemarken. Men jeg passede ikke ind. Jeg gik i en såkaldt dansk klasse, der bestod af fire danskere, og de andre var halvt grønlandske, halvt danske. De var alle skidesøde, men de var meget længere fremme end mig. De gik til fester og havde kærester. Jeg var stadig et barn, både i hovedet og kropsligt.
Jeg flyttede hjem til Danmark og min far, som var flyttet fra Søborg til Greve. Det var en stor omvæltning. Hos min mor spiste vi aftensmad på samme tid hver aften, hos min far var det mere svingende, fordi han ofte var ude at spille. Jeg kan huske, at han sagde til mig: ”Vi skal jo også lige finde ud af noget med lommepenge. Kan du ikke lave et budget?”
Konfirmation, 1982.
I mange år var jeg overbevist om, at jeg også skulle være sanger. Efter HF på Blaa-gaard Seminarium kom jeg på Brandbjerg Musikhøjskole, hvor jeg mødte tre piger, og vi dannede kvartetten Vagn og Valnødderne. Vi sang rock, pop og country og lavede arrangementer, hvor vi klædte os ud og underholdt mellem numrene. Jeg opdagede hurtigt, at jeg følte mig mere frigjort, når jeg snakkede, end når jeg sang. Jeg var god til at få folk til at grine.
Min far havde taget mig med til mange revyer, men det var ikke det, der trak. Jeg tænkte: ”Skal jeg virkelig være klædt ud som en jysk husmor for at få lov til at være sjov? Kan jeg ikke bare få lov til at være mig selv?” En dag var min far og jeg på Rialto Teatret, hvor Povl Erik Carstensen, Bob Anders og Lars Hjortshøj skulle optræde. Det var første gang, jeg så nogen gå ind på en scene og sige: ”Nå, men hey, jeg har i øvrigt tænkt på …” Det var i foråret 1992, jeg var lige fyldt 24, og jeg tænkte: ”Det er dét, jeg vil.”
JEG GIK PÅ Restaurant DIN’s og så standup. Når jeg kom hjem, skrev jeg løs på mit materiale, forberedte og forberedte mig, men jeg turde ikke gå op og sige, at jeg ville på scenen. Sådan gik der et halvt år, indtil nogen sladrede til ejeren, Torben Din: ”Hun vil gerne på scenen, men hun tør ikke sige det.”
Jeg fik en dato i starten af november. Den vigtigste dag i mit liv, tænkte jeg. Jeg var rystende nervøs, men fik gennemført min optræden. Bagefter dunkede Carsten Bang mig i ryggen: ”Det gik da okay,” sagde han.
”Okay”? Det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg gik hjem og græd, men da jeg havde sundet mig, tænkte jeg: Det er ligesom at lære at køre bil. Man bliver ikke god med et fingerknips.
På det tidspunkt gik jeg på lærerseminariet. Jeg havde forsøgt at læse musik på universitetet, men det gik virkelig ikke godt. Ved siden af sorterede jeg post, og i min fritid skrev jeg materiale og optrådte på DIN’s. Jeg begyndte at blive booket til shows, hvor jeg fik penge for at optræde, og året efter, i 1993, droppede jeg ud af seminariet. Jeg ville hellere være en god komiker end en dårlig lærer.
Pludselig var jeg på turné i Jylland med alle drengene. Viborg, Skive, Silkeborg og så videre. Standup var stadig ret nyt i Danmark, og ud over Dorte Rømer var der nærmest ingen andre kvinder. Det gav en del opmærksomhed fra pressen, og før jeg vidste af det, sad jeg i ’Meyerheim After Eight’ på TV 2. Jeg fik invitationer til at optræde på live-tv, og jeg blev også tilbudt flere værtsroller. Først sagde jeg nej til det hele. Men da jeg fik mulighed for at lave mit eget lørdagsprogram på TV 3, som hed ’Stjernejoker’ og var et quiz- og underholdningsprogram, tænkte jeg, at her kunne jeg lære at lave tv i ro og mag.
Jeg optrådte stadig meget, men tv fyldte mere og mere, og da jeg stoppede med at lave ’Stjernejoker’, ringede de fra TV 2. Line Baun Danielsen skulle på barsel, og de manglede en vikar til talkshowet ’Linen ud’. Jeg tænkte, at jeg kunne sige ja uden pres, fordi jeg bare var vikar, men det gik over al forventning. Og da Line ville noget andet efter sin barsel, endte jeg med at lave tre sæsoner i alt.
Mette Lisby i ’Stjernejoker’, 1995.
DA JEG STARTEDE med at lave standup, var jeg lidt rund i udseendet. Det følte jeg mig egentlig meget godt tilpas med, men da jeg så mig selv på tv, tænkte jeg: Hold da op. Jeg begyndte at træne og stoppede med at drikke fadøl. I løbet af et halvt års tid tabte jeg mig ret meget, og jeg begyndte også at farve mit hår lysere. Pludselig så jeg mere babet ud. Jeg boede inde ved Strøget i en kæmpe lejlighed, og jeg kunne mærke, at folk begyndte at kigge, når jeg gik ned til bageren. Jeg elskede at lave tv, men det at blive kendt oplevede jeg som isolerende. Mine veninder var fra seminariet og levede et helt andet liv end mig.
I 1997 spurgte TV 2, om jeg ville overtage ’Ugen der gak’ fra Michael Meyerheim. Jeg fik frie hænder og ansatte Jacob Tingleff, Frank Hvam, Thomas Wivel og Povl Erik Carstensen som forfattere. Det blev en kæmpe succes, og jeg er enormt stolt af det, vi lavede. Men jeg følte også et stort pres, fordi det var mig, der stod på mål for det hele. Til sidst måtte jeg bede TV 2 om en pause. Det gik de modvilligt med til.
Jeg nåede knap at puste ud, før jeg blev tilbudt hovedrollen i filmen ’Klinkevals’. Det var ekstremt hårdt. Jeg var vant til at have fuld kontrol over, hvad jeg lavede på tv. Her skulle jeg levere min rolle uden at ane, hvordan det kom til at se ud. Jeg var så bange for, at jeg ville falde igennem, og at folk ville hade mig.
For at have en oplevelse, jeg kunne styre, begyndte jeg at tage kørekort. Min far havde tilbudt mig et, da jeg blev 18, men dengang ville jeg hellere have en symaskine. Hvis jeg faldt igennem som skuespiller, kunne jeg i det mindste sige, at det var det år, hvor jeg endelig fik kørekort. Men det viste sig, at alle mine bekymringer var uden grund: ’Klinkevals’ fik ros af anmelderne, og jeg blev nomineret til en Robert for ’Bedste kvindelige hovedrolle’.
Jesper Bæhrenz og Mette Lisby i London, 2007.
MENS DER VAR allermest fart på min karriere, mødte jeg Jesper (Bæhrenz, red.). Vi kendte hinanden lidt fra branchen, og mellem jul og nytår i 2000 var vi begge til et velgørenhedsshow i Aarhus, hvor han var vært. Til efterfesten stod jeg i baren med min gode veninde. ”Jeg tror altså, at Jesper står og flirter lidt med mig,” sagde hun.
Senere opdagede jeg, at det var mig, han havde kigget på. Kort efter inviterede han mig til at deltage i sit radioprogram, hvor man skulle vælge 10 yndlingssange. Jeg tænkte ikke, at han havde en bagtanke, indtil vi efter udsendelsen kom til at tale om U2. Han fortalte, at han havde lavet et stort portræt af dem. ”Jeg har udsendelsen på dvd,” sagde han. ”Du kan komme hjem og se det en aften.”
Så vidste jeg godt, hvor det bar hen.
Vi blev kærester og gift i Singapore senere samme år. Kort tid efter startede vi et produktionsselskab sammen. Det første projekt var en radiotegneserie, som vi bød ind med til DR, og jeg opdagede, hvor tilfredsstillende det var at skrive. Efterfølgende fandt vi på en masse tv-koncepter, men det var svært for os at sælge dem i Danmark, hvor markedet er meget lille. Vi fandt blandt andet på en tv-quiz, som DR og TV 2 ikke ville have, men så fik Jesper den idé at lave det som et brætspil – og da vi først havde fået hul ind til den branche, lavede vi også et satirisk spil om Peter Brixtofte. Vi havde det virkelig sjovt med det, men vi ville også gerne lave mere tv, og samtidig havde jeg en idé om, at jeg skulle forsøge mig med standup på engelsk.
Drømmen om et større marked førte os i 2005 til London. Vi boede ved Themsen, og jeg begyndte at optræde på bittesmå engelske comedy-klubber. Jeg kom i kontakt med den britiske komiker og tv-vært Stephen K. Amos, som hjalp mig ind på nogle af de bedre klubber, og Jesper og jeg hjalp ham med at skrive tv-koncepter. Gennem Amos nåede jeg at optræde foran 2.000 mennesker til Edinburgh Fringe Festival, men det var svært for mig at blive helt fortrolig med at optræde på et andet sprog.
Da vi havde boet i London i nogle år, tog vi på en ferie til Los Angeles. Vejret var godt, og alle mennesker var åbne og imødekommende. Da vi rejste hjem, havde vi mødt en hel række mennesker, som var interesserede i at arbejde med os, og da vi kom tilbage til London, besluttede vi os for at rykke teltpælene op igen.
VI LEJEDE ET stort hus i Hollywood og flyttede til Los Angeles i 2009. Brætspillene solgte stadig godt i Europa, men i tv-branchen skulle vi sparke nye døre ind. I Danmark er der kun få steder at pitche ideer, men i USA kunne vi holde møder med 100 forskellige branchefolk om det samme koncept. Vi skrev pitches, lavede dummies og pilots og udviklede tv-formater til komikere.
Undervejs besluttede jeg mig for, at jeg ville skrive filmmanuskripter. Nogle projekter arbejdede jeg på i årevis, indtil et produktionsselskab sagde ja og gav mig penge til at skrive videre. Så blev der tilknyttet producere, en instruktør og andre manuskriptforfattere, og så begyndte omskrivningerne. Man kan faktisk leve af at være ’i udvikling’ i Hollywood – og i princippet tjene alle sine penge på projekter, der aldrig bliver til noget.
På et tidspunkt mødte Jesper og jeg en script doctor, en anonym manusforfatter, som studierne hyrer, når et projekt ikke fungerer. Han blev aldrig krediteret, men tjente styrtende på at omskrive manuskripter. I Hollywood handler det ofte om at kunne sælge en film eller en tv-serie med det rigtige navn på, selvom det har været igennem utallige hænder, og jeg har været med til at udvikle flere tv-koncepter, som jeg ikke må nævne.
Vi endte med at bo i Los Angeles i 11 år. Vi købte et hus i Hollywood Hills med udsigt til Stillehavet på den ene side og bjergene på den anden. Otte minutters kørsel, og så stod vi midt på Hollywood Boulevard. I lang tid var jeg overbevist om, at det var der, vi skulle blive gamle.
På den daglige gåtur i Hollywood Hills, 2020.
COVID-19 ÆNDREDE ALT. Alle vores projekter gik i stå, og pludselig gik det op for os, hvor langt væk vi var fra familie og venner. Langsomt stod det klart, at vi skulle hjem. At vende tilbage efter 17 år i udlandet var en kæmpe omvæltning. Hvor skulle vi bo? Hvad skulle jeg lave? Jeg vidste, at jeg ville skrive, men jeg var ikke sikker på hvad. I 2021 havde jeg udgivet en samtalebog med Maise Njor på Gyldendal, og jeg havde et filmmanuskript liggende, der stadig trak i mig. Jeg sendte det til dem – kunne det blive til en roman?
Jeg blev overrasket, da de kaldte mig til møde. Kunne jeg virkelig lykkes med det? Men jeg opdagede hurtigt, at jeg trives godt som forfatter. Nu er den kreative proces min egen.
Mens jeg arbejdede på bogen ’Ser du’, slog det mig, at det føltes som standup i gamle dage. At skabe et rum, ikke med et publikum, men med en læser. Når det lykkes, opstår en særlig energi. På den måde føler jeg, at jeg er landet både kreativt og fysisk. Jesper laver radio, jeg skriver, og vi har fundet vores base. Måske tager vi på eventyr igen en dag, men vi kommer aldrig til at bo så langt væk igen. Nu er det her, vi hører til.
