Indlæg

Du kender ham måske som advokat for Christiania, Ungdomshuset og de danske børn i Syrien. Men vidste du, at 69-årige Knud Foldschack har haft en hård og Charles Dickens-agtig barndom og en diakonissesøster som skytsengel? I seks kapitler ser den såkaldt ’røde’ advokat tilbage på det, der skabte ham.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

1.

MINE FORÆLDRE FIK MIG i en høj alder – min far var 50, og min mor over 40 – efter det, jeg vil kalde et kort kærlighedsforhold i hotelregi. Dengang erkendte man ikke, hvis man fik et uægte barn. Man var i hvert fald ikke stolt af det. Derfor fik jeg ikke min fars efternavn, og jeg havde ikke meget kontakt til ham i mine første 12 leveår. 

Min mor levede heller ikke på nogen måde op til sit forældreansvar. I løbet af min barndom anbragte hun mig på tre spædbørnshjem, i fire plejefamilier i Danmark, Sverige og Tyskland og på to børnehjem og tre kostskoler. 

Jeg mødte min livline og skytsengel på Sankt Lukas Stiftelsens børnehjem (i Hellerup nord for København, red.), hvor søster Helena hjalp mig på grund af kærlighed og ikke, fordi hun fik betaling for det som plejefamilierne. Jeg var tre år første gang, hun tog sig af mig, og Sankt Lukas Stiftelsen var stedet, jeg altid kunne vende tilbage til gennem min barndom, hvis jeg havde problemer. Tænk, at jeg havde sådan en base, hvor der var en, der elskede mig. Jeg har siddet mange gange i kirken med flere hundrede diakonisser, hvor jeg nærmest var deres lille maskot. 

Indtil jeg var 14 år, så jeg måske min far en gang om året. Han var millionær og boede i Schweiz. Han ejede Viking Baadene – eller spritbådene, som man kaldte dem – der sejlede mellem København og Sverige, han byggede hoteller og var fast inventar i ugebladene. Jeg var stolt af ham, fordi jeg kunne se, han var i bladene, men jeg var egentlig ikke ked af, at jeg ikke så ham så meget. 

Der var dog en gang, hvor han var på besøg i Danmark, og jeg så ham køre af sted i sin Mercedes med sin nye familie. Sin kone, min bror og en pige, de havde taget til sig som en slags plejedatter. Der blev jeg ked af det, ligesom jeg blev det, da jeg var indlagt med meningitis og var i livsfare, og min mor ikke kom på besøg. 

Knuds far, som hed Knud Foldschack, var skibsreder og drev Viking Baadene. 17 skibe sejlede glade, berusede og smøgtrængende danskere på tur til Sverige. Her ankommer Gay Viking til Landskrona i 1956. Foto: Privat

KNUD FOLDSCHACK

69-årige Knud Foldschack hed oprindelig Knud Carlo Thorleif Frederiksen, inden han som ung tog sin fars efternavn. Han blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1981. Året efter var han med til at oprette et bofællesskab på det økologiske landbrug Mørdrupgård i Lynge nord for København, hvor han stadig bor i dag. Sammen med sin kone Lulla Forchhammer er han en del af advokatkontoret Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod. Han har tre børn fra tidligere ægteskaber. I november udkom ’Med god ret. Fra Christiania til Syrien – mine vigtigste sager’.

2.

JEG FIK ET tættere forhold til min far de sidste par år, han levede. Jeg var begyndt at arbejde på spritbådene som 14-15-årig og solgte blandt andet cigaretter i kiosken. Han spurgte en dag, om jeg ville tage hans efternavn, Foldschack, og jeg fik også kendskab til to brødre, jeg ikke vidste, jeg havde. En dag stod jeg ved pissoiret på en af bådene, og ham, der stod ved siden af, præsenterede sig pludselig som min bror. Han hed også Knud ligesom min far, så jeg fik en bror og en far, der hed Knud Foldschack. 

En aften hvor vi skulle køre hjem fra spritbådene, sad min far ved rattet, da vi blev stoppet af politiet. Betjenten bad om vores navne og blev noget forvirret, da alle tre i bilen sagde: ”Knud Foldschack.” Jeg tror kun, vi undgik problemer, fordi betjenten havde hørt om min far, ’skibsrederen fra Havnegade’. Han nikkede pænt og gav os lov til at køre videre.

På spritbådene oplevede jeg ægtepar, der skulle fejre bryllup, men som ville skilles efter turen og stod og kastede ringene efter hinanden på kajen i Landskrona. Jeg så slagsmål og tænder, der lå på gulvet. Tjenere, der snød ved at stoppe kapsler i målebægeret, så det så ud, som om der blev skænket mere alkohol, og jeg oplevede, hvordan man snød med antallet af passagerer, så man kunne sælge flere cigaretter. Jeg har set matroser vække fulde folk ved at holde salmiakspiritus hen under næsen på dem, og jeg har siddet i messen og hørt sømandsbossen Preben Møller Hansen fortælle om de store have. Min barndom var en stor uddannelse inden for kriminalitet, vold, næstekærlighed, showbiz, eventyr og psykologi. 

Det var en opbrudstid for mig, da jeg fik mere kontakt til min far. Og det blev for meget, for jeg fik et regulært nervesammenbrud. Jeg mødte for mange nye brødre, jeg var skiftet til kostskole nummer tre, og samtidig havde jeg svært ved at sige nej. Ved juletid var jeg kommet til at love, at jeg ville holde jul hos tre plejefamilier og min søster, som alle havde inviteret. Kombinationen af alle de skift, usikkerhed og familiemæssige forviklinger blev for meget. Når jeg tænkte på min fremtid, var det som at se ned i et mudret hav. Lægerne troede, at jeg var syg, og ville operere, fordi de mente, det var blindtarmsbetændelse. Men Søster Helena kunne se, at det var psykisk. Hun sagde: ”Du kommer herud.” Jeg var på Sankt Lukas i flere måneder, inden hun sagde, at nu var jeg klar til at gå ud i samfundet igen.

Et sjældent øjeblik mellem far og søn. Først mange år senere fik Knud tættere kontakt til faren – og sin fars efternavn. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

3.

SENERE ARBEJDEDE JEG selv på børnehjemmet på Sankt Lukas, og jeg fik at vide, at jeg havde evner som pædagog. Jeg ville være skolelærer, men der kom for mange hashpiber og kaos indover, så min HF-eksamen blev spindelvævstynd. Min kæreste foreslog, at jeg skulle læse jura, for der var ingen adgangsbegrænsning. Og jeg blev bidt af det fra første dag. Som jurastuderende arbejdede jeg for den gamle kommunist og modstandsmand Carl Madsen, der var højesteretssagfører. Han lærte mig at have mistro til autoriteter. At udfordre og finde fejlene. Jeg lærte et graverinstinkt, der sagde: ”Det er måske ikke rigtigt, det, der står i den politirapport.” Det har jeg brugt som advokat siden.

Jeg er stor modstander af det meningsløse formalia-gøgl inden for retssystemet. Hele det angstfremkaldende miljø med tunge døre, kapper og formelle regler om, hvordan man taler i retten. I mine yngre år, hvor ingen vidste, hvem jeg var, fik jeg nogle gange at vide, at jeg ikke måtte gå ind i advokatværelset, når jeg ankom til retten. De troede ikke, at jeg var advokat med mit lange hår og min islændersweater. 

I 1984 skulle jeg forsvare nogle studerende, der i protest mod SU-systemet havde lavet en happening, hvor de udklædt som indianere med krigsmaling i ansigtet havde stjålet fra et lokalt supermarked. Omkring 25 unge blev anholdt på Stændertorvet i Roskilde bagefter. En kassedame og en butiksdetektiv skulle senere vidne i retten, men de havde ingen chance for at udpege, hvem af de unge der havde taget varerne, da de havde taget pænt tøj på. Jeg lignede ikke en klassisk advokat med min påklædning, og de to vidner udpegede i stedet begge mig som skyldig. Dommerne kunne ikke lade være med at grine, og anklageren forlod salen inden afgørelsen. Han vidste, at han havde tabt.

Jeg har altid sagt ja til at opleve og prøve nye ting. Da jeg var ung, spurgte nogle venner, om jeg ville være med til at bo nær polarcirklen i en kåte – en traditionel samisk hytte – som vi selv skulle bygge. Vi levede af de fisk, vi fangede, og de bær, vi plukkede. Jeg fandt mig selv i Norge. Jeg lærte noget om det nære og det væsentlige. Det væsentlige var at få sat nogle fiskegarn i dag, for ellers får vi ingen mad i morgen, og det var væsentligt at få lagt noget tørv på kåten, så vi ikke blev våde om vinteren. I dag kender jeg ikke til stress, og jeg tror, det hænger sammen med den tid i Norge, hvor vi boede isoleret i et år. 

Søster Helena var diakonisse på Sankt Lukas Stiftelsen og blev redning og holdepunkt i en omtumlet barndom. Første gang hun tog sig af Knud Carlo Thorleif Frederiksen, som han hed dengang, var han tre år. Foto: Privat

4.

JEG HAVDE FÅET mit første barn og var nyuddannet og arbejdsløs, da jeg blev kontaktet af et advokatfællesskab. En af mine første sager handlede om et ægtepar, der havde været ansat i en fødevarevirksomhed i mange år, men var blevet bortvist, fordi de havde taget en pakke frugtpålæg med hjem til en børnefødselsdag. Det er ikke i orden at bortvise nogen, der har været 25 år på en arbejdsplads med den begrundelse. Ja, de havde taget den pakke, men det var uretfærdigt og ude af proportioner at bortvise dem. Bagefter gik det op for mig, at jeg blev grebet af den type sager. De endte med at få erstatning.

Den måde, advokatkontoret blev drevet på, havde nok sin tid. Der var ligeløn, og rengøringskonen tjente det samme som de advokater, der havde møderet for Højesteret. Ligeløn er en svær problemstilling, for en lang uddannelse og et stort ansvar skal også give en form for ekstra honorar. På mit eget advokatkontor prøver vi i dag at arbejde i en kooperativ ånd og for eksempel tale i fællesskab om, hvilke sager vi skal tage.

Jeg er flere gange blevet spurgt af partier til venstre for midten, om jeg ville stille op. I 70’erne stillede jeg faktisk op for en tværsocialistisk liste i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Jeg manglede vist 5-6 stemmer for at komme ind, men i dag er jeg lykkelig for, at det ikke lykkedes. Jeg tror, jeg har haft meget mere indflydelse ved at være advokat. 

Lars Seier spurgte også engang, om jeg ville være med i Liberal Alliance. ”Du er jo liberalist. Du er advokat for Christiania, og der er jo ikke noget mere liberalt end Christiania, hvor man selv vil have lov at bestemme,” sagde han. Jeg har aldrig været medlem af noget parti, men jeg kom alligevel til at arbejde sammen med ham. På tv havde han lovet Enhedslisten 200.000 kroner, hvis han ikke tabte sig 10 kilo. Det gjorde han så, og i stedet ville han give de 200.000 til et godt formål. Han tog kontakt til mit kontor, og sammen skabte vi projektet JunkFood med mad til hjemløse. Nu arbejder vi sammen med kokken Rasmus Munk fra Alchemist, og hver dag året rundt bliver der på frivillig basis lavet mad til 200-300 hjemløse. Det er fantastisk, og så gider jeg ikke diskutere, om det er liberalt, eller hvad det er.

 

Ni venner fra et dansk kollektiv blev omtalt i både tv og aviser i Norge, da de i 1972 byggede en samisk hytte nær polarcirklen. De fiskede, samlede bær og lavede selv alle møbler. Det lykkedes også at slæbe et gammelt jernkomfur op ad fjeldet til hytten. Foto: Privat

5.

JEG VED, JEG bliver kaldt en ’rød’ advokat, men det er jeg lidt træt af. Hvis jeg skal være lidt flabet, er jeg en rigtig advokat. Jeg tog for eksempel til Syrien for at bevise, hvordan de danske børn havde det dernede i fangelejrene. Jeg lever et liv, hvor jeg tager for mig af livets goder med vinkøleskab og sommerhus og nogle gange en flyvetur på første klasse. Hvis jeg er rød på grund af mit arbejde, er det falsk vare­deklaration. Jeg ser mig selv som retfærdig. 

Forleden stod jeg med to børn, der har siddet i fangelejr i Syrien. Det var bevægende, for de føler sig meget knyttet til os, der har besøgt dem i lejrene. Det eneste, de kan genkende nu, hvor de er i Danmark, er os, der har talt med dem og haft gaver med til dem. Jeg har også selv episoder, jeg kan huske fra min barndom, som har betydet meget. 

Klarest står måske en af mine plejefædre i Sverige. Han havde været ude for en arbejdsulykke og havde mange smerter, han drak for meget, og jeg ville ikke have byttet det ophold for noget. Han lærte mig at fiske. Han var så tålmodig, selvom jeg lavede rod i fiskesnøren igen og igen. Han hjalp mig, indtil jeg fangede min første fisk. Dét var kærlighed. 

De danske børn i fangelejrene i Syrien er den sag, der har gjort størst indtryk på Knud Foldschack. Han har flere gange besøgt lejrene for at dokumentere de forhold, børnene levede under. Under besøgene oplevede han dog også trusler fra radikaliserede børn og voksne, der anså ham for vantro. Foto: Privat

De sager, jeg arbejder med, betyder noget for mig, og de bliver ofte en del af mit liv. Senest de danske børn i Syrien, som jeg har brugt meget tid på. Christiania er et andet eksempel. Mit arbejde med Christiania begyndte i 70’erne og fortsætter i dag. Undervejs har der været mange sjove og anderledes oplevelser, for eksempel dengang vi skulle skrive under på en aftale i 2012, da Christianiafonden købte området. Vi sad om et bord i Slots- og Ejendomsstyrelsen, og jeg sad ved siden af en christianit, der tog et indianerpandebånd på og malede sig i ansigtet. Da han fik papirerne, skrev han under med et indiansk symbol. Vi sad med en aftale til flere hundrede millioner kroner, men jeg tror, det blev accepteret, fordi jeg også skrev under som advokat på vegne af Christianiafonden. 

Den kolde jura må ikke kvæle den rigtige afgørelse. Jeg var engang involveret i et projekt, hvor man gav indvandrerkvinder mulighed for at mødes og arbejde med at sy og dermed bruge et håndværk, de kendte fra deres hjemlande. Så kunne de sammen med deres børn komme væk fra ’mørkemændene’ derhjemme. Vi gav dem frokost, men så skulle de beskattes af den frokost. På den måde kan man bremse en masse ting med tåbelige regler inden for skat, moms, arbejdstidsregler og så videre. Det kan jeg næsten ikke holde ud. 

Det var også derfor, jeg engagerede mig i sagen om Ungdomshuset. I mine øjne var den rigtige afgørelse, både for samfundet og de unge, at sørge for, at de havde et sted at være. Så må den kolde jura, i det her tilfælde ejendomsretten, træde i baggrunden.

Strandmoden 1956 ifølge Knuds mor. Det var vigtigt for hende, at sønnen tog sig pænt ud. Det var til gengæld også det eneste, hun gik op i omkring sin søns opvækst, husker Knud Foldschack. Foto: Privat

6.

DA MIN MOR DØDE og skulle begraves, stod jeg et stykke tid alene ved kisten i kapellet, men jeg følte ingenting. Jeg kunne ikke lide hende, men jeg har aldrig hadet hende, og det er en gave. Jeg har aldrig følt mig bitter. Min mor havde sin historie. Selvom jeg ikke respekterer, hvordan hun var over for mig, har jeg prøvet at forstå hvorfor. Hun fik et barn i Stockholm som 15-årig. Da hun blev gravid, blev hun sendt ud på en ø i Skærgården, hvor hun fødte, og barnet blev straks taget fra hende og adopteret af min mormor og morfar. Min mor blev i praksis smidt bort.

Mit held er, at jeg altid kigger opad og fremad. På den måde er jeg privilegeret, selvom det kan lyde, som om jeg har haft en elendig barndom. Jeg var heldig, for jeg lærte alle former for mennesker at kende. Jeg har kigget ind i livsskæbner på alle leder og kanter. Jeg har oplevet en tysk familie, hvor faren sejlede som kaptajn, og når han kom hjem om fredagen, havde moren holdt regnskab med børnenes opførsel, og regnskabet blev så gjort op med spanskrør. Jeg har oplevet folk i økonomisk krise, børn på kostskoler, der ville begå selvmord, og børn, der blev mobbet, til de var kørt helt ned under gulvbrædderne. Jeg har oplevet alle former for afstraffelse fra lærere, der burde have været i behandling i stedet for at have ansvaret for børn. 

På grund af skæbne, held og tilfældigheder har mit liv været en fantastisk uddannelse for mig. Det har givet mig en enorm forståelse for de 90 procent af dem, jeg delte barndom med, som ikke var lige så heldige. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg har en trang til retfærdighed, og jeg tror, det er, fordi jeg har oplevet de børn. Jeg har forståelse for, hvorfor den dreng, jeg engang kendte på en kostskole, som aldrig havde oplevet at få fejret sin fødselsdag, blev kriminel. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det ikke blev mig.

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Den 51-årige radiovært, journalist og forfatter LONE FRANK om at kunne læse, da hun sad på potte, om at miste, om at komme videre – og om ikke at holde af børn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Sofie Amalie Klougart/Rizau/Scanpix

JEG HAR ALTID haft en lidt kejtet generthed, som jeg aldrig rigtig er kommet over. Social interaktion, særligt i store forsamlinger, har aldrig været let for mig. Receptioner er et helvede. Jeg er enormt dårlig til at mingle, jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg ender altid med at stå ovre i et hjørne og vente på, at der kommer nogen og taler med mig. Men når jeg er ude at holde foredrag, forsvinder genertheden. Der skal jeg ud og fortælle folk, hvordan verden hænger sammen, og det passer mig meget bedre. Jeg føler mig som en engageret lærer foran sine elever.

MINE FORÆLDRE har opdraget mig til at gøre, hvad jeg vil, og ikke lade mig styre af normer eller andres forventninger. Måske lyder det banalt, men jeg tror, at rigtig mange mennesker lider under, at de ikke er i stand til at skelne mellem, hvad der er egne ambitioner, og hvad der er forventninger udefra. Det er en værdifuld ting at lære som barn i stedet for at få det som et råd fra en psykolog, når man er fyldt 50 år og allerede har spoleret halvdelen af sit liv. 

JEG LÆRTE at læse, mens jeg stadig sad på potte. Min far var selv begyndt at læse i en meget tidlig alder og mente, at det var helt naturligt, at man lærte det så hurtigt som muligt. Da jeg var tre år gammel, sad han og læste ’Søren og Mette’-bøger med mig og gav mig en lille belønning, når jeg havde læst en sætning rigtigt. Men så kom jeg i børnehave og fandt ud af, at ingen af de andre børn kunne læse. Det syntes jeg var så pinligt, at jeg nægtede at læse ét ord mere. Det kom lidt bag på min far, der fandt ud af, at han havde fået et viljestærkt barn. Resultatet blev, at jeg måtte lære at læse igen, da jeg startede i folkeskole, fordi jeg havde glemt det hele.

MIN STØRSTE BEDRIFT er, at jeg har rejst mig igen, efter min mand Morten døde af kræft. Begge mine forældre er døde, og jeg har ikke børn, så jeg havde ingen tilbage, da han gik bort. Han var min eneste familie. Oven i det hele kom så en rædselsfuld arvesag med hans søn og ekskone, der kom rendende og smed mig ud af vores lejlighed, fordi Morten lige akkurat ikke havde nået at underskrive sit testamente, inden han døde. Jeg er stolt af, at jeg er kommet ud på den anden side uden at blive et bittert menneske.

I MANGE ÅR overvejede jeg slet ikke at få børn. Efterhånden som jeg blev ældre, og folk begyndte at spørge, om jeg ikke snart skulle have børn, kom jeg frem til, at det virkelig ikke er noget, jeg har lyst til. I min opgang, hvor jeg bor, er jeg stort set den eneste, der ikke har børn. Når jeg ser mine naboer med deres småbørn, tænker jeg: ”Godt, det ikke er mig.” Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide børn, og jeg føler mig meget fjern fra dem. Jeg er ikke stolt af det, men det er flere gange sket, at jeg er kommet til at kalde et barn for ’den’ i stedet for ’han’ eller ’hun’.

JEG PLEJER ALTID at arbejde mig gennem svære perioder, men da min mand døde, sagde jeg til min arbejdsgiver (Weekendavisen, red.), at jeg havde brug for en pause. Jeg sad for mig selv det næste halve år og kiggede ud i luften, mens jeg forsøgte at bearbejde det hele. For nylig var jeg sammen med en bekendt, der spurgte: ”Tænker du stadig på ham?” Jeg kom faktisk til at grine, for selvfølgelig tænker jeg stadig på ham – måske 100 gange om dagen. Det er ikke noget, der ændrer sig, fordi jeg har fået min hverdag til at fungere igen og har en ny kæreste. Han bliver ved med at være der, og jeg bliver ved med at savne ham. 

MIN FAR SAGDE altid, at latteren har vi for at komme gråden i forkøbet. Jo mere man kan grine af det forfærdelige, desto nemmere bliver det at komme igennem det. Da Morten var allermest syg og blev opereret og fik stomi, der for mange er noget af det mest rædselsfulde, man kan forestille sig, kunne vi stadig joke med, at han rendte rundt med en pose på maven. 

JEG LÆSER IKKE mine egne bøger eller artikler, og jeg hører ikke mine radioudsendelser, for jeg kan ikke lide at høre min egen stemme. Jeg er meget selvkritisk, og jeg har en tendens til kun at fokusere på, hvad der kunne have været bedre. Jeg har prøvet at åbne en af mine gamle bøger, fordi jeg lige skulle tjekke noget, og så har jeg tænkt: ”Det er sgu da egentlig meget godt, det her.” Tingene skal lidt på afstand, før jeg er i stand til at bedømme dem.

JEG ER NOK pessimist af natur. Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå. Jeg tager alle forbehold og lader mig glædeligt overraske, hvis tingene går bedre, end jeg regnede med. Jeg har ad flere omgange arbejdet sammen med folk, der synes, at alt er fantastisk hele tiden. Jeg har lært, at jeg skal oversætte deres sprog til mit eget. Når de siger, at noget er fantastisk, betyder det ikke det samme, som når jeg siger ’fantastisk’.

LONE FRANK

Journalist, forfatter og ph.d. i neurobiologi. Siden 1998 har hun skrevet om videnskab for Weekendavisen. Hun har udgivet fem bøger og er vært på radioprogrammet ’24 spørgsmål til professoren’ på Radio24syv. Hun er desuden debattør, foredragsholder og har tilrettelagt og medvirket i en række tv-programmer og dokumentarfilm.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.