Indlæg

Fra underkop til overkop

48-årige Özlem Cekic begyndte i modtageklassen og endte på Folketingets talerstol. Senest har hun stiftet Brobyggerne, som udsprang af et ønske om at drikke kaffe med dem, der hader hende. Og så har hun fået sit eget ord i Retskrivningsordbogen.
Tekst:Michelle ArrouasFoto:Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

DA JEG VAR BARN, flyttede min familie fra Tyrkiet til Finland. Jeg var lille, så jeg kan ikke huske så meget derfra, men jeg kan huske, at det altid var kridhvidt, fordi det sneede så meget, og at det var så koldt, at havnen frøs til. Der blev sat trafiklys op, så man kunne køre over havnen på isen. Det var så stort og vildt for mig. 

Mine forældre arbejdede på den tyrkiske ambassade. Min mor var rengøringsdame, og min far var altmuligmand. Vi boede i et lille hus i baghaven, og når min bror og jeg stod op, var de allerede i gang med arbejdet. Vi løb over til ambassaden og fik morgenmad af kokken, og så brugte vi dagen på at fange egern og lege i haven. Meget sent på aftenen kom mine forældre hjem. 

Min verden var meget lille, men alting virkede så stort. Jeg kan huske, at der i haven var sådan nogle megastore pindsvin, nærmest på størrelse med harer. Da jeg som voksen fik mit eget hus i Danmark og undrede mig over, at pindsvinene her er så små som appelsiner, spurgte min mand mig, om det måske havde noget med min højde som barn at gøre. Det var først der, det gik op for mig, at pindsvinene nok ikke er større i Finland. 

Özlem Cekic på skødet af en pædagog i Finland. Billedet er taget af hendes far. Foto: Privat

VI VAR NOGLE af de første og eneste fra vores landsby i Tyrkiet, Haciömeroglu, der kom til Finland, og livet var meget ensomt, for mine forældre kendte ikke nogen i landet. De hørte, at der var mange fra landsbyen, der boede i et land, der hed Danmark, hvor grøntsagerne var billigere. Min far morer sig stadig over, at det var prisen på tomaterne, der gjorde, at vi flyttede til Danmark og ikke England.

Vores første lejlighed lå i Peter Fabers Gade på Nørrebro, lige over for Assistens Kirkegård, og vi brugte kirkegården som vores have. Jeg var fem, min storebror syv, og min lillebror et halvt år gammel. Når vores forældre ikke arbejdede, lavede min mor lækkerier, og så tog vi tæpper med derover og holdt picnic. Det var en taglejlighed på 40-50 kvadratmeter, og der var ikke noget varmt vand eller et bad, men vi havde en balje, man kunne bade sig i. Under os boede der andre gæstearbejdere, der var kommet til Danmark på grund af manglen på arbejdskraft, og det var faktisk kendetegnende for hele blokken og gaden. 

Landsbyen Haciömeroglu, som den så ud, da Özlems far forlod den i 1974 for at tage til Danmark. Foto: Privat.

Vores forældre fik rengøringsjobs, hvor de skulle møde meget tidligt, og de tog hjemmefra klokken 4:30 om morgenen. Det var svært for dem at passe os, så vi blev sendt tilbage til Tyrkiet, hvor vi boede hos min mormor i to år. De vidste ikke, at man kunne få passet sine børn på skæve tidspunkter her i landet. 

Jeg kom tilbage til Danmark, da jeg var 10 år, og alt mit danske var røget. Mine forældre var flyttet til Vesterbro, og jeg startede på Matthæusgades Skole i en modtageklasse. Det oplevede jeg klart som en taberting. Alle de rigtige elever gik i klasser med et bogstav, men modtageklassen havde ikke noget. Alle eleverne fra indvandrer- og flygtningefamilier havde en konkurrence kørende om, hvem der hurtigst kunne lære sproget, så vi kunne komme i en rigtig klasse. Jeg vandt. Jeg var den første, der lærte dansk, og så kom jeg på Ny Carlsberg Vejens Skole. Jeg var omkring 12 år, og jeg var så stolt. 

Med storebror i baghaven til den tyrkiske ambassade i Helsinki. Özlems mor har selv lavet tøjet. Foto: Privat

JEG KOM PÅ Rysensteen Gymnasium og uddannede mig senere som sygeplejerske. I begyndelsen arbejdede jeg inden for børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg havde mange nattevagter. Jeg var i slutningen af tyverne. Når børnene sov, læste jeg ofte deres journaler. Jeg kunne se, at nogle af dem nærmest brugte en hel barndom på at få behandling, fordi ventelisterne var så lange. Jeg syntes, det var så urimeligt. Hvis et barn brækkede benet, kunne de komme på skadestuen med det samme, men hvis det var sjælen, der havde brug for hjælp, skulle de vente 2-3 år. 

En fredag eftermiddag kom der en far ind og bad om en tid med overlægen. Han havde læderhandsker på og en læderjakke, der var fyldt med huller. Vi fortalte ham, at man skal have en henvisning for at få en tid med overlægen, men så sagde han, at han var bange for, at han ville komme til at slå sit barn ihjel, hvis ikke vi kunne tage barnet ind. Han fortalte, at han havde været sammen med sit barn, siden det blev født, og at han havde prøvet at få hjælp i 9-10 år, men altid var blevet mødt af en lukket dør. 

Først tænkte jeg: ”Hvad er det for en far, der vil slå sit barn ihjel?”, men så sendte vi et hold ud for at hente barnet. Det viste sig at være umuligt. Barnet havde næsten ikke noget sprog, næsten ikke noget tøj på og meget lange negle og var voldeligt. Det havde været umuligt for faren at klippe neglene, fordi barnet bed, når man kom for tæt på. Vi var nødt til at sende politi ud for at hjælpe med at hente barnet. De første par uger, barnet var indlagt, nåede det at ødelægge to garderobeskabe og 12 stole, og tre af medarbejderne kom på skadestuen. Barnet var fikseret flere timer hver døgn. Jeg kunne ikke forstå, hvordan man i et land som Danmark kunne have svigtet den familie så meget, og mine negative tanker om faren forsvandt. 

Student, 1996. Foto: Privat

Da vi udskrev barnet, havde det det flotteste tøj på, hilste på os alle sammen og sagde farvel. Det var tydeligt at se, at psykiatrien kunne gøre en kæmpe forskel. Men det var også et soleklart eksempel på, at vi ikke altid har et system, der hjælper dem, der har mest brug for det. Jeg er blevet præ-get meget af de her enkeltsager, og det vil altid være en sag, der står klart i min hukommelse. 

På et tidspunkt så jeg en seddel på opslagstavlen, hvor der stod, at vi manglede en tillidsmand. Jeg tænkte: ”Yes, nu har jeg en chance for at gøre en forskel.” Mine kolleger var glade for, at jeg gad. Jeg stillede op, lavede valgplakater og blev valgt som -tillidsmand for 70 sygeplejersker. 

En dag kunne jeg se, at formanden for Dansk Sygeplejeråd fik mere i løn end statsministeren. Der skulle dengang fem sygeplejerskelønninger til at dække lønnen. Jeg stillede op til Dansk Sygeplejeråds bestyrelse og var den første med minoritetsbaggrund, der blev valgt ind. Medlemmerne elskede mig, og vi arbejdede sammen om at få de her lønninger ned. Men min karriere dér sluttede, for jeg kunne se, at hvis man virkelig skulle ændre noget, skulle man være i et politisk parti – og i Folketinget. 

Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix

ÖZLEM CEKIC

Født 1976 i Tyrkiet.

Generalsekretær for foreningen Brobyggerne, som hun startede med tidligere overrabbiner Bent Melchior.

Hun er mor til tre børn og bliver farmor til februar. Gift med Devrim Ülgü.

Özlem Cekic var det første bestyrelsesmedlem med minoritetsbaggrund i Dansk Sygeplejeråd, en af de første kvinder med minoritetsbaggrund i Folketinget, og den første muslimske kvinde i ’Vild med dans’, hvor hun blev semifinalist.

Hun er en af de 30 kvinder, som er portrætteret på Folketingets nye maleri af Mie Mørkeberg, der hylder de kvinder, der de sidste 100 år har gjort en forskel for dansk demokrati.

JEG STILLEDE OP for SF i 2007, og jeg blev valgt ind. Jeg havde født min datter, en måned før jeg blev valgt, og hun var stadig en lille baby, der blev ammet, da jeg havde min første arbejdsdag i Folketingssalen. 

Jeg måtte ikke have hende med ind, så jeg ammede hende, lige inden jeg gik ind i salen som folketingsmedlem for første gang. Min mand tog hende med op på tilhørerpladsen og sad der i en grøn jakke med rød skjorte, så jeg kunne få øje på dem. Jeg løftede min hånd for at vinke til dem. Der blev taget et billede, og da jeg så det bagefter, kunne jeg se, at jeg havde en kæmpe ammeplet. Mælken var løbet. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser det billede. Jeg synes, det er helt fantastisk, at jeg står der, som nybagt mor, som en af de første kvinder med minoritetsbaggrund og som barn af en arbejderklassefamilie. Jeg var så stolt, at jeg var ved at briste. 

Kort efter holdt jeg min første tale i Folketinget. Da jeg satte mig tilbage på min plads, havde jeg fået to mails fra borgere. ”Hvad laver en terrorist som dig på folkets fineste talerstol?” stod der i den ene mail, der ligesom den anden var fuld af ord som ’perkerrotte’ og ’perkerluder’. Det gik op for mig, hvor rigt det danske sprog er på skældsord. 

Jeg fik hemmelig adresse, et meget nært forhold til politiet og lærte retssystemet godt at kende indefra. Men det hårdeste var alle de der hademails. Man betaler en meget høj pris, når man er en offentlig person, måske især når man er en af de første kvinder med minoritetsbaggrund i Folketinget. Det er ikke for at klynke, men det er en helt anden virkelighed, man pludselig lever i. Man er nødt til at tænke på sine børns sikkerhed og lægge øre til de mest forfærdelige trusler. 

Valget 2007. Özlem Cekic med sin fire uger gamle datter Yasmin på armen. Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

JEG ER MØNSTERBRYDER, og det er jeg meget bevidst om. Jeg er født i et andet land, mine forældre var rengøringsarbejdere, og jeg blev gift tidligt i et arrangeret ægteskab, som jeg senere forlod. Den bagage, jeg har med, har været med til at definere mig, og jeg er aldrig løbet fra den. Vi hylder mønsterbryderne, og det lyder så positivt, men at være mønsterbryder er et meget ensomt erhverv. Hver gang man bryder mønstrene omkring sig, kommer man ud i nogle nye omgivelser, hvor man starter helt forfra.

Jeg har taget mange kampe alene, jeg har stillet mig i orkanens øje alene, og det har givet mig nogle ar på sjælen. Nogle af dem er enormt smertefulde, andre er meget lærerige, og nogle er begge dele. Jeg har med jævne mellemrum gået til psykolog for at bearbejde ting som de hademails og trusler mod mine børn, jeg har fået. Og når man er en offentlig person, ender man på forsiderne på godt og ondt. Jeg ser det som at gå til fysioterapeut for sjælen. Jeg ville gå til fysioterapeut, hvis jeg fik ødelagt mit knæ, så jeg går til psykolog for at få fikset min sjæl. 

Özlem Cekics forældre, hende selv og hendes storebror. Foto: Privat

EN MORGEN KLOKKEN FIRE forlod jeg Christiansborg efter satspuljeforhandlinger, der havde varet hele natten. Det var tæt på daggry, og da jeg gik hjem, tudede jeg hele vejen. Jeg havde i to år arbejdet for, at anbragte børn også skulle have hjælp, når de blev 18 år. Dengang var det sådan lovgivningsmæssigt, at man ikke kunne få hjælp, når en anbringelse sluttede. Jeg syntes, det var så uretfærdigt, for det gik ud over i forvejen udsatte børn. Klokken lidt i fire forpligtede vi hinanden til at kigge på det igen næste år, og jeg følte ikke, jeg havde formået at skabe de resultater, jeg kæmpede for.

Der var så meget politisk spil, så meget spin, så mange personlige interesser og drillerier mellem partierne, der gik ud over dem, vi var blevet valgt ind for, og de løfter, vi havde givet dem. Da jeg arbejdede i psykiatrien, følte jeg, at det tog lang tid, før man kunne se, at ens arbejdsindsats virkede, men det var ingenting mod, hvor lang tid det tog at skabe resultater som politiker. Da jeg begyndte i Folketinget, indså jeg, at der kunne gå år, før en aftale kunne blive til noget. 

Foto: Privat

MIN MAND OG mine børn kunne aldrig regne med, at jeg kom hjem til aftensmad, da jeg arbejdede i Folketinget. Jeg prøvede at være hjemme, men der var altid en forhandling, der trak ud, et interview, man skulle stille op til, et møde, man pludselig skulle nå. Jeg holdt kun rigtig sommerferie én gang i de otte år, jeg sad i Folketinget, og jeg var nødt til at rejse væk fra Danmark for at kunne holde ferie. Vi pakkede bilen, slukkede mobiltelefonerne og kørte Europa rundt med tre børn på bagsædet. 

Jeg plejer at sige, at hvis Folketinget var en normal arbejdsplads, ville Arbejdstilsynet havde lukket den for længst. Jeg har stor respekt for de mennesker, der orker det på sigt, for som folketingsmedlem har man meget lidt liv uden for Folketinget. Og samtidig med at man arbejder og knokler så meget, har man meget lav troværdighed i befolkningen. På den ene side giver det så meget mening at kæmpe for den samfundsudvikling, man tror på, men man betaler så dyrt for at blande sig i debatten. Selvom jeg fik mange personlige stemmer, blev jeg ikke genvalgt i 2015. Noget af det første, min mand sagde, var, at nu kan vi endelig spise aftensmad sammen igen. 

Sammen med overrabbiner Bent Melchior ved modtagelsen af N.F.S. Grundtvigs Pris for brobyggerarbejdet mellem religioner. Foto: Privat

JEG VAR EN nyhedsjunkie, der skulle afvænnes, da jeg stoppede. Som folketingsmedlem stod jeg op klokken fem, læste alle aviser, lyttede til Radioavisen og stillede ofte op til interviews. Jeg følger stadig godt med, og jeg læser stort set alt, for jeg kan godt lide at vide, hvad der sker i Danmark og verden. Men det er ikke lige så intenst. 

Det bedste ved at være i Folketinget var de resultater, jeg skabte i psykiatrien. Emner som behandlingsgaranti og psykologhjælp kom højt på dagsordenen i de år, og vi fik en anden tilgang til mennesker, som var psykisk syge. Jeg havde et meget tæt samarbejde med sindslidende, og det var med til at rykke ved nogle ting. Man siger ikke længere psykisk syg i samme sætning som kriminel og farlig. 

Da jeg stoppede i Folketinget, skrev en af mine kolleger fra Venstre, som jeg havde siddet i udvalg med, en mail til mig. ”Hvem skal nu stille alle de relevante spørgsmål i udvalget?” skrev hun og så, at de ville savne mig. Der kan jeg huske, at jeg tænkte, at det er demokratiet, når det er bedst. 

Jeg havde jagtet magten i årevis. Jeg er et politisk dyr, der altid søger indflydelse, men da jeg stoppede i Folketinget, gik det op for mig, at jeg har det godt med ikke at være partipolitisk. Og det gik op for mig, at man også kan have stor indflydelse uden for Folketinget. Som politiker bliver man skolet i at skabe afstand til de andre politikere og partier. Nu er jeg blevet bedre til at se alle de steder, hvor jeg kan være enig med andre. 

På den store scene i New York for at tale om dialogkaffe. Foto: Privat

JEG STARTEDE dialogkaffe-konceptet, efter jeg havde været i zoologisk have med min søn. Vi var nødt til pludselig at tage hjem, da en nynazist med pædofile tendenser, som havde chikaneret mig i otte måneder, blev ved med at ringe til mig. Jeg var bange for, at han vidste, hvor jeg var, og kunne se mine børn, så vi skyndte os hjem. 

”Hvorfor hader han dig så meget, mor?” spurgte min søn, og jeg sagde, at det er, fordi nogle mennesker er dumme. Det hørte min ven Jacob Holdt, fotografen bag ’Amerikanske billeder’, som var med. Han sagde: ”Kom nu, det kan du gøre bedre”, og foreslog, at jeg skulle ud og møde dem. Jeg sagde, at de ville slå mig ihjel. ”Nej, de gør ej, for du er folketingsmedlem. Og hvis de gør, bliver du en martyr,” grinte  han. 

Jeg havde gemt alle de hademails, jeg havde fået, så politiet havde noget at gå efter, hvis der skete mig noget. Jeg åbnede den mailboks, jeg havde gemt dem i, og startede med at opsøge den, der havde sendt mig flest mails. De startede og sluttede alle med ordet ’terrorist’. 

Jeg instruerede min mand nøje. Hvis ikke han havde hørt fra mig inden for en time, skulle han aktivere politiet. Manden, jeg skulle mødes med, var blevet smidt ud af Dansk Folkeparti på grund af sine holdninger til jøderne. Han havde lavet radio for nazisterne og været undercover-fotograf på Jagtvej 69, Ungdomshuset, og lagt billeder af de autonome op i en database for højreekstremister. På alle mulige måder var han ret ekstrem. Ham ville jeg hjem til for at spørge ham, hvorfor han hadede sådan nogle som mig. 

Uden skrivebord i en lejlighed i Sigerstedgade i København. Foto: Privat

JEG VAR HUNDERÆD, da jeg tog af sted. Jeg tog morgenmad med, for hvor der er mad, er der fred. Jeg ankom til adressen, og det, der slog mig først, var, at der var en græsplæne. Jeg havde taget gummistøvler på, for i mit hoved boede racister i en muddergrøft. Det gik op for mig, at jeg også havde mange fordomme med.

Han serverede kaffe af kaffestel, der var mage til mine forældres. Jeg var i chok over, at vi havde noget til fælles. Jeg var der i to en halv time, og vi havde det så hyggeligt. Da jeg gik derfra, havde jeg det dobbelt. Jeg kunne godt lide ham, fordi han var så udiplomatisk, og samtidig kunne jeg ikke holde mig selv ud, fordi jeg havde haft det så hyggeligt med en, der havde så racistiske holdninger. Der vidste jeg, at jeg selv havde et problem, for jeg oplevede, hvor mange fordomme jeg selv havde, hvor lidt jeg lyttede, og hvor meget jeg selv dømte ham. Vi skal alle sammen blive bedre til at blive opmærksomme på vores fordomme og blinde vinkler og gå ud på broen og møde vores medborgere. 

Siden da har jeg drukket flere hundrede kopper dialogkaffe med alle mulige mennesker, som sender mig hademails eller er dybt uenige med mig. Og næsten uanset hvor grimme folk er i sproget i deres hademails, har de altid bagt kage og lavet kaffe, når jeg kommer. Jeg har lært, hvor meget vi har til fælles med hinanden, for alle har hoveddøre, titler, ægtefæller og de samme billeder af deres børn på deres køleskabe og de samme drømme på deres børns vegne, som jeg har. Nu bruger jeg al min tid i Brobyggerne til at få befolkningsgrupper til at mødes på tværs af forskellighed og på trods af uenighed. I 2019 blev ordet ’dialogkaffe’ optaget i den danske retskrivningsordbog. Jeg joker nogle gange med, at min integrationsproces er fuldendt. Jeg startede i modtageklassen og har nu leveret et ord til det danske sprog.

/

Oktan i blodet

I 40 år har han haft et image som hårkastende, hæs forsanger i bandet D-A-D. Men som barn ville han hellere lege med pigerne end med drengene. 59-årige Jesper Binzer tager dig med til jazzballet, skate-punk, amerikanske kliché-groupier, til et sent nattemøde med Kim Larsen – og til de mange søvnløse nætter, han har forsøgt at dulme med opioider.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Anika Lori

JEG HAR ALTID følt mig lidt som en ’tøsedreng’. Med det mener jeg, at jeg altid har trivedes bedre i sammenhænge, hvor der var plads til følsomhed. Jeg har aldrig været god i et omklædningsrum. Det blev sgu hurtigt lidt for bøvet. Fodbold gad jeg ikke, og en kort overgang prøvede jeg håndbold, men det var heller ikke noget for mig.

Som 12-årig begyndte jeg i stedet til jazzballet på Nørrebro Teater sammen med min mor. Den eneste dreng blandt en masse midaldrende kvinder. Min mor var rødstrømpe, måske spillede det en rolle. Jeg var langhåret, da jeg kom i skole, og jeg syntes bare, det var sjovere at hænge ud med pigerne end med drengene.

Mine forældre var lige akkurat for gamle til at være en del af ungdomsoprøret, men unge nok til at være påvirket af det. Min far var lektor på Københavns Universitet, og min mor gik hjemme med min bror og mig, indtil vi var 5-6 år gamle. Derefter begyndte hun på børnehaveseminariet, hvor hun realiserede sig selv med hennahår, bongotromme og velourbukser. 

På den måde var jeg lidt et hippiebarn. Jeg hørte glamrock og iførte mig min mors højhælede cowboystøvler. Klippede ærmerne af en gammel cowboyskjorte og tog en charmeklud på. Jeg har altid været heteroseksuel, men jeg kunne godt lide at udfordre kønsrollerne lidt. Det var der plads til dengang i 70’erne.

10-årige Jesper Binzer, 1975. Foto: Privat

JEG VILLE RIGTIG GERNE skille mig ud. Jeg plejer at sige, at jeg altid har sendt et postkort i forvejen. På den måde slap jeg for at skulle definere mig selv, når jeg mødte folk, fordi mit image kom mig i forkøbet. Som ung var jeg ham den langhårede, der kørte rundt på en budcykel iført min røde postjakke. Og hvorfor gjorde jeg så det? Måske fordi jeg var bange for at blive usynlig. Det var Instagram, før Instagram fandtes.

På seminariet havde min mor lært tre akkorder på en guitar. Derhjemme besluttede hun sig for at prøve sine pædagogiske evner af på ’Cobber’ (Jesper Binzers lillebror, Jacob Binzer, red.) og mig. Fra sangbøgerne ’Spil bare løs’ lærte jeg at spille ’Se den lille kattekilling’ med kun én akkord. Ville vi lære mere, kunne vi gå videre til min far, der spillede spansk guitar. Det gjorde ’Cobber’. Jeg havde mere travlt med at skate. Vi var outlaws, det var us against the world, og vi byggede ramper og rejste rundt for at skate. Til Silkeborg, Helsingborg og Göteborg.

Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt punken og forelskede mig i The Ramones. Min første kæreste var lige gået fra mig, og jeg var ulykkelig. Midt i mine kærestesorger lyttede jeg til pladen ’It’s Alive’. The Ramones var enormt seje, men under overfladen lå en undertone af noget romantisk, som virkelig ramte mig. Det blev min første breakup-plade.

Med hjelm og knæbeskyttere, Herlev Skatepark, 1980. Foto: Privat

GENNEM SKATERMILJØET og punken mødte jeg Stig (Pedersen, red.). Han spillede bas og var lige blevet smidt ud af punk-rockbandet ADS. Men fandeme nej, han ville bevise, at de tog fejl, og ville starte et nyt band. Stig spurgte, om jeg ville være med, og vi begyndte at mødes i ungdomsklubben Klub 47 på Amager, ham, mig og Peter (Lundholm Jensen, trommeslager i D-A-D 1982-99, red.). Vi klikkede helt utrolig godt med det samme.

Det var i 1983, vi gik i gymnasiet, og i fritiden skrev vi sange. Under en af vores øvere spillede Stig et riff på tre akkorder, som jeg syntes lød som country. Når vi blandede det med punken, blev det til cowpunk. Både musik og tekster bar præg af ironi, og da vi havde fem sange, vi kunne spille to gange i løbet af en aften, begyndte vi at spille koncerter i ungdomsklubber og til privatfester. Hver weekend havde vi et nyt nummer med. 

Vi havde set, at mange countrybands havde et ko-kranie med på scenen, så det skulle vi også have. Vi købte det hos en slagter på Amager og kogte kødet og huden af. Det tog flere dage og var et værre rod, men op på scenen kom det, med ekstra store horn, som vi selv havde sat på. ’Molly’, som vi kaldte det, var med os i flere år, indtil det blev stjålet på et spillested i Amsterdam.

Jesper og lillebror Jacob i barndomshjemmet på H.C. Ørstedsvej, 1974. Foto: Privat

En næsten nyfødt rockstjerne, 1965. Foto: Privat

I FORÅRET 1984 spillede vi på Musikcafeen i Huset i Magstræde. Med os havde vi for første gang ’Cobber’, der spillede guitar. Vi betragter hans indtræden som den dag, hvor D-A-D – Disneyland After Dark – for alvor blev stiftet. Navnet kom ud fra en forestilling om, at når Disneyland lukkede, kunne alt ske, og det passede godt til vores legende stil. Vi havde spandevis af fuldstændig grundløs mandlig selvtillid, og vores koncerter var én lang opvisning i, hvor indbildsk man egentlig kan være. Vi struttede rundt med vores kindben og små appelsinballer, og vi nægtede at tage noget seriøst. Alt skulle være frit.

Stig, Peter og jeg flyttede sammen i en kælderlejlighed i Løgstørgade på Østerbro. Det var et erhvervslejemål, og vi forsøgte at bilde andelsforeningen ind, at vi var et nystartet bookingbureau. Det kunne de nemt gennemskue, at vi ikke var, men vi fik lov at flytte ind alligevel. Jeg arbejdede i en børnehave og gjorde rent på erhvervsmanden Peter Zobels kontor, mens vi indspillede demoer, som vi sendte til pladeselskaber.

Et af dem var Mega, der godt kunne lide vores cowpunk-lyd. De gav os en kontrakt på en ep, som vi indspillede i 1985. Den bestod af tre numre, et af dem var ’Marlboro Man’. Jeg sang det dyriske omkvæd i vokalboksen, og da jeg hørte det igen ude i kontrolrummet, tænkte jeg for første gang: ”Det her, det kan noget.”

D-A-D i Sweet Silence Studios. Foto: Toke Hage/Ritzau Scanpix

DE NÆSTE ÅR horede og drak vi os gennem det meste af Skandinavien og Vesteuropa. I 1986 udgav vi vores debutalbum ’Call of the Wild’, og året efter kom ’D.A.D. Draws a Circle’. Med de to plader fik vi virkelig smagt på det hele. Men der indtraf også hurtigt tømmermænd. Både fysiske og moralske. Der findes ingen eksistentialistisk krise så dyb som den, der kommer efter en ordentlig omgang tømmermænd. Vi blev simpelthen ramt af blues.

Det satte sine spor i musikken. Vi lagde ironien og cowboyhatten på hylden og indspillede i stedet noget, der var hårdere, mere alvorligt. Og ramte lige ned i nuet. Den nye lyd passede perfekt med de bevægelser, der var i rockmusikken på det tidspunkt. I 1988 var vi første gang på en miniturné i USA, og det var en vild oplevelse at være et product. Derovre var D-A-D én lille pølse på et meget langt bånd af pølser, der også ville være store rockstjerner.

Vi underskrev en stor pladekontrakt med Warner og tog på en større USA-turné året efter, men det store gennembrud kom ikke. Pludselig var det en kamp med alle de andre bands om at have det højeste hår og den vildeste guitar, og det passede os ikke at forsøge at ligne White Lion, Europe og Danger Danger. Vi kunne nok have været mere vedholdende og tjent en masse penge, men vi havde allerede løbet hornene af os i Europa, og vi havde familier, der ventede derhjemme.

ER DU BINZER, MAND! 

Jesper Binzer, 59 år, født og opvokset i København. Dannede D-A-D i 1982 sammen med bassist Stig Pedersen og trommeslager Peter Lundholm Jensen. To år senere indtrådte hans bror Jacob Binzer i bandet som guitarist. D-A-D betragter 3. marts 1984 og den første koncert med begge Binzer-brødre som den dag, bandet blev stiftet. I år er derfor bandets
40-års jubilæum, hvilket man blandt andet har kunnet opleve i udstillingen ’Danmark After Dark’ på Nationalmuseet.

Sammen med D-A-D (der i dag udgøres af de to Binzer-brødre, Stig Pedersen og Laust Sonne) har han udgivet 13 album.
Senest ’Speed of Darkness’, der udkom 4. oktober.

Derudover har Jesper Binzer udgivet to solo-album. Han er – også – aktuel med bogen ’Flot kronhjort’, der udkom i november. D-A-D kan opleves i en lang række koncerter landet over i 2025.

FRA USA HUSKER jeg desværre mest at bo på Holiday Inn, hvor vi selv skulle vaske vores sengetøj. Og så husker jeg en nærmest uhyggelig groupie-kultur, der var ekstremt klichéfyldt for en dansker. Jeg prøvede i al venskabelighed at leve op til rockstjerne-rollen, så godt jeg kunne, men det blev hurtigt lidt hult.

Når jeg kom ned fra scenen efter en koncert, især i de store byer i Midtvesten, stod der en horde af unge piger, som dukkede op til alle koncerter med tidens rocknavne. Og så skulle der være fest, sådan var det bare. Det var en ret grum rollefordeling, at de unge piger nærmest kun eksisterede som nydelse for den mandlige del af selskabet. Jeg ville hellere høre, hvad der foregik inde bag pandebrasken på Jessica – hvem hun var, og hvor hun kom fra – men det var der hverken lyst, tid eller råd til. Hun skulle have et hak i sengestolpen, og jeg skulle også være typen, der gerne ville have et hak i sengestolpen. Og altså: Jeg klager ikke! Men jeg mistede hurtigt interessen.

Når man er mandlig forsanger i et rockband, får man hurtigt tildelt en rolle, som jeg altid har haft svært ved at leve op til. Særligt da jeg var yngre, skulle jeg være sådan en, der drak og knaldede hele tiden. Jeg har oplevet, at folk er kommet væltende ind ad døren backstage med en flaske whisky og en pose coke. Og så bliver det hele lidt mærkeligt, når jeg hellere vil have en kop te.

Fotosession til albummet ’Everything Glows’, 2000. Foto: Privat

I D-A-D HAR vi altid arbejdet på den måde, at vi har taget føringen på skift. Når en af os er blevet ramt af kreativitet og energi, har resten stillet op, klar til at lege. Men i 2016 kunne jeg for første gang mærke, at min ivrighed ikke blev mødt af de andre. Jeg gik og brændte inde med alt muligt, men da jeg forsøgte at overtale bandet til at gå i studiet, sagde ’Cobber’ bare: ”Jeg skal ikke en skid.” Det gjorde mig vred, og jeg følte mig svigtet.

En aften var jeg på Store Vega for at se Kim Larsen. Bagefter spurgte hans manager, om ikke jeg kom en tur ind på Hero Bar i Stormgade. Jeg ankom lidt før og havde allerede et par fadøl under bæltet. Da Kim Larsen kom ind ad døren, rejste jeg mig op og råbte: ”The King!” Han svarede bare: ”Du skal fandeme ikke kalde mig et hundenavn.”

Vi faldt i snak, og jeg delte mine frustrationer over bandet. 

”Hvad fanden skal jeg gøre?” spurgte jeg. ”De andre gider ikke øve.”

”Hvis de ikke gider øve, så ud med dem,” svarede han. Det var hans tilgang.
Når Kim Larsen ville lave
musik, havde man bare at stille op, ellers fandt han nogle andre at indspille med. 

Jeg var vant til at skrive tekster med Stig, men nu var jeg på egen hånd. Jeg gik i studiet med Søren Andersen, som spillede bas i D-A-D en sommer. Først var det bare nogle numre, men inden jeg fik set mig om, stod jeg med en hel plade. Ingen i D-A-D vidste det, selvom vi i mellemtiden igen var begyndt at øve. Jeg turde ikke sige det til dem, og det var latterligt. Men da den første single blev spillet i radioen og brugt som intro til et bokseprogram på Viasat, kunne de næppe undgå at bemærke det. D-A-D er en drengeklub af træmænd, et dysfunktionelt kvadrupel-ægteskab, og alt, der ikke har noget med bandet at gøre, gemmer vi væk. Hvilket også kan være befriende.

Hjemme på H.C. Ørstedsvej, 1980. Foto: Privat

JEG HAVDE HOVEDET oppe i min egen røv. Det skyldtes også, at jeg befandt mig i en mærkelig gråzone på grund af mit Dolol-misbrug. Jeg har altid lidt af søvnløshed, og når det bliver nat, og andre mennesker går ind og gør klar til at få deres otte timer, fortsætter dagen inde i mit hoved. Det er fyldt med chit-chat og tanker, der myldrer, og jeg har uro i hele kroppen. Jeg får fysiske angst-anfald, og der er ikke rigtig nogen kur, der virker. Når det er værst, får jeg kun 2-3 timers søvn. Når det går godt, får jeg fem eller seks. Det er sket, at jeg har holdt mig vågen en hel nat for at kunne sove den næste.

Gennem årene har jeg prøvet alt: sovepiller, melatonin, baldriandråber, te med honning og så videre. I perioder har jeg også røget hash, og for omkring 10 år siden kom opioiderne ind i billedet. Jeg havde hold i lænden, og lægen udskrev en mindre dosis Tramadol. Det virkede fantastisk, jeg fik ro i kroppen. Tramadol og Dolol kunne ikke få mig til at falde i søvn, men pludselig var det en helt anden oplevelse at være søvnløs. Jeg var rolig og kunne holde om min daværende kone om natten. Jeg følte mig ganske enkelt mere som mig selv.

Der var ikke så meget opmærksomhed omkring faren ved opioider dengang, og derfor var de til at lokke ud af bekendte, som havde fået udskrevet for mange, eller som ikke kunne tåle dem og fik kvalme. Jeg fik Dololer i fødselsdagsgave i både 2014 og 2015. Og når jeg var i udlandet, købte jeg dem med hjem. I starten tog jeg dem kun, når rastløsheden og angsten ramte om natten, men med tiden blev det hver dag.

Koncert på Nemoland, 2007. Foto: Privat

I STARTEN VAR det fantastisk at være på Dololer. Men stille og roligt begyndte ulemperne at overskygge fordelene. Glæden forsvandt, når effekten af pillerne aftog, og i stedet blev jeg sur på en selvsikker og idiotisk måde, hvor jeg var sikker på, at jeg havde ret, og alle andre tog fejl. Det var det, der skete, da jeg blev skidefornærmet over, at resten af bandet ikke ville indspille med mig. 

Jeg var afhængig af Dololer i 22 måneder. Det blev sværere og sværere at skaffe pillerne, og til sidst måtte jeg bestille dem på nettet fra et firma i Kina. Jeg gik derhjemme og ventede, indtil der endelig lå en kuvert med kinesisk afsenderadresse i postkassen. Men der var ingen piller. I stedet lå der et brev fra Københavns Politi, hvor der stod, at de havde taget mine piller, fordi de var ulovlige. 

Jeg slap for en bøde, men jeg syntes, at det var ekstremt pinligt. Og så lagde jeg faktisk Dololerne på hylden – fra den ene dag til den anden. Jeg har altid været et meget kontrolleret menneske, og måske er det angsten for konsekvenserne, der får mig til at holde op, før jeg kommer alt for langt ud. Jeg har også haft periodisk hashmisbrug, som jeg har kvittet uden problemer. Men jeg må indrømme, at jeg sover dårligere i dag, end da jeg var på opioider.

Koncert på Tiøren, Amager, 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

JEG LEVER ET liv, der er travlere end nogensinde. Der har aldrig været så meget bud efter D-A-D som nu. Nogle siger, at vi kun er blevet sammen for pengenes skyld, og ja, der er gode penge i det. Det manglede da også bare, for man ofrer en masse, når man lever et rock’n’roll-liv, flyver rundt, spiller koncerter til sent om aftenen og alt det der – for eksempel sin nattesøvn. Men man kan ikke arbejde så hårdt, som vi gør, hvis det kun er pengene, der driver værket.

Vi har været i gang i 40 år, og vi har ingen planer om at stoppe. Jeg skal ikke kunne sige, om der på et tidspunkt er nogle, der siger stop. Vi bliver jo også ældre, og jeg har selv forhøjet blodtryk. Men lige nu har vi alle den samme fornemmelse: Vi er stadig gode, og vi har i hvert fald fem år mere at give af.

Jeg har stadig brug for at skrive nye sange og udkomme med ny musik. Det er sådan, jeg kommer af med mine følelser. Og jeg kan nok ikke holde mig væk. Min far døde i 2019 af en uhelbredelig lungesygdom, og mens det langsomt gik ned ad bakke, lå han indlagt på Frederiksberg Hospital. I den periode havde vi mange gode snakke om livet og om løst og fast. Han sagde mange kloge ting. En af de sidste var dette: ”Det her er ikke ment så hårdt, som det er sagt. Men dit største problem, Jesper, det er jo, at du er sceneliderlig.”

/

Retfærdighedens paragraf-rytter

Du kender ham måske som advokat for Christiania, Ungdomshuset og de danske børn i Syrien. Men vidste du, at 69-årige Knud Foldschack har haft en hård og Charles Dickens-agtig barndom og en diakonissesøster som skytsengel? I seks kapitler ser den såkaldt ’røde’ advokat tilbage på det, der skabte ham.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

1.

MINE FORÆLDRE FIK MIG i en høj alder – min far var 50, og min mor over 40 – efter det, jeg vil kalde et kort kærlighedsforhold i hotelregi. Dengang erkendte man ikke, hvis man fik et uægte barn. Man var i hvert fald ikke stolt af det. Derfor fik jeg ikke min fars efternavn, og jeg havde ikke meget kontakt til ham i mine første 12 leveår. 

Min mor levede heller ikke på nogen måde op til sit forældreansvar. I løbet af min barndom anbragte hun mig på tre spædbørnshjem, i fire plejefamilier i Danmark, Sverige og Tyskland og på to børnehjem og tre kostskoler. 

Jeg mødte min livline og skytsengel på Sankt Lukas Stiftelsens børnehjem (i Hellerup nord for København, red.), hvor søster Helena hjalp mig på grund af kærlighed og ikke, fordi hun fik betaling for det som plejefamilierne. Jeg var tre år første gang, hun tog sig af mig, og Sankt Lukas Stiftelsen var stedet, jeg altid kunne vende tilbage til gennem min barndom, hvis jeg havde problemer. Tænk, at jeg havde sådan en base, hvor der var en, der elskede mig. Jeg har siddet mange gange i kirken med flere hundrede diakonisser, hvor jeg nærmest var deres lille maskot. 

Indtil jeg var 14 år, så jeg måske min far en gang om året. Han var millionær og boede i Schweiz. Han ejede Viking Baadene – eller spritbådene, som man kaldte dem – der sejlede mellem København og Sverige, han byggede hoteller og var fast inventar i ugebladene. Jeg var stolt af ham, fordi jeg kunne se, han var i bladene, men jeg var egentlig ikke ked af, at jeg ikke så ham så meget. 

Der var dog en gang, hvor han var på besøg i Danmark, og jeg så ham køre af sted i sin Mercedes med sin nye familie. Sin kone, min bror og en pige, de havde taget til sig som en slags plejedatter. Der blev jeg ked af det, ligesom jeg blev det, da jeg var indlagt med meningitis og var i livsfare, og min mor ikke kom på besøg. 

Knuds far, som hed Knud Foldschack, var skibsreder og drev Viking Baadene. 17 skibe sejlede glade, berusede og smøgtrængende danskere på tur til Sverige. Her ankommer Gay Viking til Landskrona i 1956. Foto: Privat

KNUD FOLDSCHACK

69-årige Knud Foldschack hed oprindelig Knud Carlo Thorleif Frederiksen, inden han som ung tog sin fars efternavn. Han blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1981. Året efter var han med til at oprette et bofællesskab på det økologiske landbrug Mørdrupgård i Lynge nord for København, hvor han stadig bor i dag. Sammen med sin kone Lulla Forchhammer er han en del af advokatkontoret Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod. Han har tre børn fra tidligere ægteskaber. I november udkom ’Med god ret. Fra Christiania til Syrien – mine vigtigste sager’.

2.

JEG FIK ET tættere forhold til min far de sidste par år, han levede. Jeg var begyndt at arbejde på spritbådene som 14-15-årig og solgte blandt andet cigaretter i kiosken. Han spurgte en dag, om jeg ville tage hans efternavn, Foldschack, og jeg fik også kendskab til to brødre, jeg ikke vidste, jeg havde. En dag stod jeg ved pissoiret på en af bådene, og ham, der stod ved siden af, præsenterede sig pludselig som min bror. Han hed også Knud ligesom min far, så jeg fik en bror og en far, der hed Knud Foldschack. 

En aften hvor vi skulle køre hjem fra spritbådene, sad min far ved rattet, da vi blev stoppet af politiet. Betjenten bad om vores navne og blev noget forvirret, da alle tre i bilen sagde: ”Knud Foldschack.” Jeg tror kun, vi undgik problemer, fordi betjenten havde hørt om min far, ’skibsrederen fra Havnegade’. Han nikkede pænt og gav os lov til at køre videre.

På spritbådene oplevede jeg ægtepar, der skulle fejre bryllup, men som ville skilles efter turen og stod og kastede ringene efter hinanden på kajen i Landskrona. Jeg så slagsmål og tænder, der lå på gulvet. Tjenere, der snød ved at stoppe kapsler i målebægeret, så det så ud, som om der blev skænket mere alkohol, og jeg oplevede, hvordan man snød med antallet af passagerer, så man kunne sælge flere cigaretter. Jeg har set matroser vække fulde folk ved at holde salmiakspiritus hen under næsen på dem, og jeg har siddet i messen og hørt sømandsbossen Preben Møller Hansen fortælle om de store have. Min barndom var en stor uddannelse inden for kriminalitet, vold, næstekærlighed, showbiz, eventyr og psykologi. 

Det var en opbrudstid for mig, da jeg fik mere kontakt til min far. Og det blev for meget, for jeg fik et regulært nervesammenbrud. Jeg mødte for mange nye brødre, jeg var skiftet til kostskole nummer tre, og samtidig havde jeg svært ved at sige nej. Ved juletid var jeg kommet til at love, at jeg ville holde jul hos tre plejefamilier og min søster, som alle havde inviteret. Kombinationen af alle de skift, usikkerhed og familiemæssige forviklinger blev for meget. Når jeg tænkte på min fremtid, var det som at se ned i et mudret hav. Lægerne troede, at jeg var syg, og ville operere, fordi de mente, det var blindtarmsbetændelse. Men Søster Helena kunne se, at det var psykisk. Hun sagde: ”Du kommer herud.” Jeg var på Sankt Lukas i flere måneder, inden hun sagde, at nu var jeg klar til at gå ud i samfundet igen.

Et sjældent øjeblik mellem far og søn. Først mange år senere fik Knud tættere kontakt til faren – og sin fars efternavn. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

3.

SENERE ARBEJDEDE JEG selv på børnehjemmet på Sankt Lukas, og jeg fik at vide, at jeg havde evner som pædagog. Jeg ville være skolelærer, men der kom for mange hashpiber og kaos indover, så min HF-eksamen blev spindelvævstynd. Min kæreste foreslog, at jeg skulle læse jura, for der var ingen adgangsbegrænsning. Og jeg blev bidt af det fra første dag. Som jurastuderende arbejdede jeg for den gamle kommunist og modstandsmand Carl Madsen, der var højesteretssagfører. Han lærte mig at have mistro til autoriteter. At udfordre og finde fejlene. Jeg lærte et graverinstinkt, der sagde: ”Det er måske ikke rigtigt, det, der står i den politirapport.” Det har jeg brugt som advokat siden.

Jeg er stor modstander af det meningsløse formalia-gøgl inden for retssystemet. Hele det angstfremkaldende miljø med tunge døre, kapper og formelle regler om, hvordan man taler i retten. I mine yngre år, hvor ingen vidste, hvem jeg var, fik jeg nogle gange at vide, at jeg ikke måtte gå ind i advokatværelset, når jeg ankom til retten. De troede ikke, at jeg var advokat med mit lange hår og min islændersweater. 

I 1984 skulle jeg forsvare nogle studerende, der i protest mod SU-systemet havde lavet en happening, hvor de udklædt som indianere med krigsmaling i ansigtet havde stjålet fra et lokalt supermarked. Omkring 25 unge blev anholdt på Stændertorvet i Roskilde bagefter. En kassedame og en butiksdetektiv skulle senere vidne i retten, men de havde ingen chance for at udpege, hvem af de unge der havde taget varerne, da de havde taget pænt tøj på. Jeg lignede ikke en klassisk advokat med min påklædning, og de to vidner udpegede i stedet begge mig som skyldig. Dommerne kunne ikke lade være med at grine, og anklageren forlod salen inden afgørelsen. Han vidste, at han havde tabt.

Jeg har altid sagt ja til at opleve og prøve nye ting. Da jeg var ung, spurgte nogle venner, om jeg ville være med til at bo nær polarcirklen i en kåte – en traditionel samisk hytte – som vi selv skulle bygge. Vi levede af de fisk, vi fangede, og de bær, vi plukkede. Jeg fandt mig selv i Norge. Jeg lærte noget om det nære og det væsentlige. Det væsentlige var at få sat nogle fiskegarn i dag, for ellers får vi ingen mad i morgen, og det var væsentligt at få lagt noget tørv på kåten, så vi ikke blev våde om vinteren. I dag kender jeg ikke til stress, og jeg tror, det hænger sammen med den tid i Norge, hvor vi boede isoleret i et år. 

Søster Helena var diakonisse på Sankt Lukas Stiftelsen og blev redning og holdepunkt i en omtumlet barndom. Første gang hun tog sig af Knud Carlo Thorleif Frederiksen, som han hed dengang, var han tre år. Foto: Privat

4.

JEG HAVDE FÅET mit første barn og var nyuddannet og arbejdsløs, da jeg blev kontaktet af et advokatfællesskab. En af mine første sager handlede om et ægtepar, der havde været ansat i en fødevarevirksomhed i mange år, men var blevet bortvist, fordi de havde taget en pakke frugtpålæg med hjem til en børnefødselsdag. Det er ikke i orden at bortvise nogen, der har været 25 år på en arbejdsplads med den begrundelse. Ja, de havde taget den pakke, men det var uretfærdigt og ude af proportioner at bortvise dem. Bagefter gik det op for mig, at jeg blev grebet af den type sager. De endte med at få erstatning.

Den måde, advokatkontoret blev drevet på, havde nok sin tid. Der var ligeløn, og rengøringskonen tjente det samme som de advokater, der havde møderet for Højesteret. Ligeløn er en svær problemstilling, for en lang uddannelse og et stort ansvar skal også give en form for ekstra honorar. På mit eget advokatkontor prøver vi i dag at arbejde i en kooperativ ånd og for eksempel tale i fællesskab om, hvilke sager vi skal tage.

Jeg er flere gange blevet spurgt af partier til venstre for midten, om jeg ville stille op. I 70’erne stillede jeg faktisk op for en tværsocialistisk liste i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Jeg manglede vist 5-6 stemmer for at komme ind, men i dag er jeg lykkelig for, at det ikke lykkedes. Jeg tror, jeg har haft meget mere indflydelse ved at være advokat. 

Lars Seier spurgte også engang, om jeg ville være med i Liberal Alliance. ”Du er jo liberalist. Du er advokat for Christiania, og der er jo ikke noget mere liberalt end Christiania, hvor man selv vil have lov at bestemme,” sagde han. Jeg har aldrig været medlem af noget parti, men jeg kom alligevel til at arbejde sammen med ham. På tv havde han lovet Enhedslisten 200.000 kroner, hvis han ikke tabte sig 10 kilo. Det gjorde han så, og i stedet ville han give de 200.000 til et godt formål. Han tog kontakt til mit kontor, og sammen skabte vi projektet JunkFood med mad til hjemløse. Nu arbejder vi sammen med kokken Rasmus Munk fra Alchemist, og hver dag året rundt bliver der på frivillig basis lavet mad til 200-300 hjemløse. Det er fantastisk, og så gider jeg ikke diskutere, om det er liberalt, eller hvad det er.

 

Ni venner fra et dansk kollektiv blev omtalt i både tv og aviser i Norge, da de i 1972 byggede en samisk hytte nær polarcirklen. De fiskede, samlede bær og lavede selv alle møbler. Det lykkedes også at slæbe et gammelt jernkomfur op ad fjeldet til hytten. Foto: Privat

5.

JEG VED, JEG bliver kaldt en ’rød’ advokat, men det er jeg lidt træt af. Hvis jeg skal være lidt flabet, er jeg en rigtig advokat. Jeg tog for eksempel til Syrien for at bevise, hvordan de danske børn havde det dernede i fangelejrene. Jeg lever et liv, hvor jeg tager for mig af livets goder med vinkøleskab og sommerhus og nogle gange en flyvetur på første klasse. Hvis jeg er rød på grund af mit arbejde, er det falsk vare­deklaration. Jeg ser mig selv som retfærdig. 

Forleden stod jeg med to børn, der har siddet i fangelejr i Syrien. Det var bevægende, for de føler sig meget knyttet til os, der har besøgt dem i lejrene. Det eneste, de kan genkende nu, hvor de er i Danmark, er os, der har talt med dem og haft gaver med til dem. Jeg har også selv episoder, jeg kan huske fra min barndom, som har betydet meget. 

Klarest står måske en af mine plejefædre i Sverige. Han havde været ude for en arbejdsulykke og havde mange smerter, han drak for meget, og jeg ville ikke have byttet det ophold for noget. Han lærte mig at fiske. Han var så tålmodig, selvom jeg lavede rod i fiskesnøren igen og igen. Han hjalp mig, indtil jeg fangede min første fisk. Dét var kærlighed. 

De danske børn i fangelejrene i Syrien er den sag, der har gjort størst indtryk på Knud Foldschack. Han har flere gange besøgt lejrene for at dokumentere de forhold, børnene levede under. Under besøgene oplevede han dog også trusler fra radikaliserede børn og voksne, der anså ham for vantro. Foto: Privat

De sager, jeg arbejder med, betyder noget for mig, og de bliver ofte en del af mit liv. Senest de danske børn i Syrien, som jeg har brugt meget tid på. Christiania er et andet eksempel. Mit arbejde med Christiania begyndte i 70’erne og fortsætter i dag. Undervejs har der været mange sjove og anderledes oplevelser, for eksempel dengang vi skulle skrive under på en aftale i 2012, da Christianiafonden købte området. Vi sad om et bord i Slots- og Ejendomsstyrelsen, og jeg sad ved siden af en christianit, der tog et indianerpandebånd på og malede sig i ansigtet. Da han fik papirerne, skrev han under med et indiansk symbol. Vi sad med en aftale til flere hundrede millioner kroner, men jeg tror, det blev accepteret, fordi jeg også skrev under som advokat på vegne af Christianiafonden. 

Den kolde jura må ikke kvæle den rigtige afgørelse. Jeg var engang involveret i et projekt, hvor man gav indvandrerkvinder mulighed for at mødes og arbejde med at sy og dermed bruge et håndværk, de kendte fra deres hjemlande. Så kunne de sammen med deres børn komme væk fra ’mørkemændene’ derhjemme. Vi gav dem frokost, men så skulle de beskattes af den frokost. På den måde kan man bremse en masse ting med tåbelige regler inden for skat, moms, arbejdstidsregler og så videre. Det kan jeg næsten ikke holde ud. 

Det var også derfor, jeg engagerede mig i sagen om Ungdomshuset. I mine øjne var den rigtige afgørelse, både for samfundet og de unge, at sørge for, at de havde et sted at være. Så må den kolde jura, i det her tilfælde ejendomsretten, træde i baggrunden.

Strandmoden 1956 ifølge Knuds mor. Det var vigtigt for hende, at sønnen tog sig pænt ud. Det var til gengæld også det eneste, hun gik op i omkring sin søns opvækst, husker Knud Foldschack. Foto: Privat

6.

DA MIN MOR DØDE og skulle begraves, stod jeg et stykke tid alene ved kisten i kapellet, men jeg følte ingenting. Jeg kunne ikke lide hende, men jeg har aldrig hadet hende, og det er en gave. Jeg har aldrig følt mig bitter. Min mor havde sin historie. Selvom jeg ikke respekterer, hvordan hun var over for mig, har jeg prøvet at forstå hvorfor. Hun fik et barn i Stockholm som 15-årig. Da hun blev gravid, blev hun sendt ud på en ø i Skærgården, hvor hun fødte, og barnet blev straks taget fra hende og adopteret af min mormor og morfar. Min mor blev i praksis smidt bort.

Mit held er, at jeg altid kigger opad og fremad. På den måde er jeg privilegeret, selvom det kan lyde, som om jeg har haft en elendig barndom. Jeg var heldig, for jeg lærte alle former for mennesker at kende. Jeg har kigget ind i livsskæbner på alle leder og kanter. Jeg har oplevet en tysk familie, hvor faren sejlede som kaptajn, og når han kom hjem om fredagen, havde moren holdt regnskab med børnenes opførsel, og regnskabet blev så gjort op med spanskrør. Jeg har oplevet folk i økonomisk krise, børn på kostskoler, der ville begå selvmord, og børn, der blev mobbet, til de var kørt helt ned under gulvbrædderne. Jeg har oplevet alle former for afstraffelse fra lærere, der burde have været i behandling i stedet for at have ansvaret for børn. 

På grund af skæbne, held og tilfældigheder har mit liv været en fantastisk uddannelse for mig. Det har givet mig en enorm forståelse for de 90 procent af dem, jeg delte barndom med, som ikke var lige så heldige. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg har en trang til retfærdighed, og jeg tror, det er, fordi jeg har oplevet de børn. Jeg har forståelse for, hvorfor den dreng, jeg engang kendte på en kostskole, som aldrig havde oplevet at få fejret sin fødselsdag, blev kriminel. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det ikke blev mig.

/

”Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå”

Den 51-årige radiovært, journalist og forfatter LONE FRANK om at kunne læse, da hun sad på potte, om at miste, om at komme videre – og om ikke at holde af børn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Sofie Amalie Klougart/Rizau/Scanpix

JEG HAR ALTID haft en lidt kejtet generthed, som jeg aldrig rigtig er kommet over. Social interaktion, særligt i store forsamlinger, har aldrig været let for mig. Receptioner er et helvede. Jeg er enormt dårlig til at mingle, jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg ender altid med at stå ovre i et hjørne og vente på, at der kommer nogen og taler med mig. Men når jeg er ude at holde foredrag, forsvinder genertheden. Der skal jeg ud og fortælle folk, hvordan verden hænger sammen, og det passer mig meget bedre. Jeg føler mig som en engageret lærer foran sine elever.

MINE FORÆLDRE har opdraget mig til at gøre, hvad jeg vil, og ikke lade mig styre af normer eller andres forventninger. Måske lyder det banalt, men jeg tror, at rigtig mange mennesker lider under, at de ikke er i stand til at skelne mellem, hvad der er egne ambitioner, og hvad der er forventninger udefra. Det er en værdifuld ting at lære som barn i stedet for at få det som et råd fra en psykolog, når man er fyldt 50 år og allerede har spoleret halvdelen af sit liv. 

JEG LÆRTE at læse, mens jeg stadig sad på potte. Min far var selv begyndt at læse i en meget tidlig alder og mente, at det var helt naturligt, at man lærte det så hurtigt som muligt. Da jeg var tre år gammel, sad han og læste ’Søren og Mette’-bøger med mig og gav mig en lille belønning, når jeg havde læst en sætning rigtigt. Men så kom jeg i børnehave og fandt ud af, at ingen af de andre børn kunne læse. Det syntes jeg var så pinligt, at jeg nægtede at læse ét ord mere. Det kom lidt bag på min far, der fandt ud af, at han havde fået et viljestærkt barn. Resultatet blev, at jeg måtte lære at læse igen, da jeg startede i folkeskole, fordi jeg havde glemt det hele.

MIN STØRSTE BEDRIFT er, at jeg har rejst mig igen, efter min mand Morten døde af kræft. Begge mine forældre er døde, og jeg har ikke børn, så jeg havde ingen tilbage, da han gik bort. Han var min eneste familie. Oven i det hele kom så en rædselsfuld arvesag med hans søn og ekskone, der kom rendende og smed mig ud af vores lejlighed, fordi Morten lige akkurat ikke havde nået at underskrive sit testamente, inden han døde. Jeg er stolt af, at jeg er kommet ud på den anden side uden at blive et bittert menneske.

I MANGE ÅR overvejede jeg slet ikke at få børn. Efterhånden som jeg blev ældre, og folk begyndte at spørge, om jeg ikke snart skulle have børn, kom jeg frem til, at det virkelig ikke er noget, jeg har lyst til. I min opgang, hvor jeg bor, er jeg stort set den eneste, der ikke har børn. Når jeg ser mine naboer med deres småbørn, tænker jeg: ”Godt, det ikke er mig.” Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide børn, og jeg føler mig meget fjern fra dem. Jeg er ikke stolt af det, men det er flere gange sket, at jeg er kommet til at kalde et barn for ’den’ i stedet for ’han’ eller ’hun’.

JEG PLEJER ALTID at arbejde mig gennem svære perioder, men da min mand døde, sagde jeg til min arbejdsgiver (Weekendavisen, red.), at jeg havde brug for en pause. Jeg sad for mig selv det næste halve år og kiggede ud i luften, mens jeg forsøgte at bearbejde det hele. For nylig var jeg sammen med en bekendt, der spurgte: ”Tænker du stadig på ham?” Jeg kom faktisk til at grine, for selvfølgelig tænker jeg stadig på ham – måske 100 gange om dagen. Det er ikke noget, der ændrer sig, fordi jeg har fået min hverdag til at fungere igen og har en ny kæreste. Han bliver ved med at være der, og jeg bliver ved med at savne ham. 

MIN FAR SAGDE altid, at latteren har vi for at komme gråden i forkøbet. Jo mere man kan grine af det forfærdelige, desto nemmere bliver det at komme igennem det. Da Morten var allermest syg og blev opereret og fik stomi, der for mange er noget af det mest rædselsfulde, man kan forestille sig, kunne vi stadig joke med, at han rendte rundt med en pose på maven. 

JEG LÆSER IKKE mine egne bøger eller artikler, og jeg hører ikke mine radioudsendelser, for jeg kan ikke lide at høre min egen stemme. Jeg er meget selvkritisk, og jeg har en tendens til kun at fokusere på, hvad der kunne have været bedre. Jeg har prøvet at åbne en af mine gamle bøger, fordi jeg lige skulle tjekke noget, og så har jeg tænkt: ”Det er sgu da egentlig meget godt, det her.” Tingene skal lidt på afstand, før jeg er i stand til at bedømme dem.

JEG ER NOK pessimist af natur. Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå. Jeg tager alle forbehold og lader mig glædeligt overraske, hvis tingene går bedre, end jeg regnede med. Jeg har ad flere omgange arbejdet sammen med folk, der synes, at alt er fantastisk hele tiden. Jeg har lært, at jeg skal oversætte deres sprog til mit eget. Når de siger, at noget er fantastisk, betyder det ikke det samme, som når jeg siger ’fantastisk’.

LONE FRANK

Journalist, forfatter og ph.d. i neurobiologi. Siden 1998 har hun skrevet om videnskab for Weekendavisen. Hun har udgivet fem bøger og er vært på radioprogrammet ’24 spørgsmål til professoren’ på Radio24syv. Hun er desuden debattør, foredragsholder og har tilrettelagt og medvirket i en række tv-programmer og dokumentarfilm.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.

 

/

“Jeg er aldrig for alvor blevet voksen”

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

/