Indlæg

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Den 51-årige radiovært, journalist og forfatter LONE FRANK om at kunne læse, da hun sad på potte, om at miste, om at komme videre – og om ikke at holde af børn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Sofie Amalie Klougart/Rizau/Scanpix

JEG HAR ALTID haft en lidt kejtet generthed, som jeg aldrig rigtig er kommet over. Social interaktion, særligt i store forsamlinger, har aldrig været let for mig. Receptioner er et helvede. Jeg er enormt dårlig til at mingle, jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg ender altid med at stå ovre i et hjørne og vente på, at der kommer nogen og taler med mig. Men når jeg er ude at holde foredrag, forsvinder genertheden. Der skal jeg ud og fortælle folk, hvordan verden hænger sammen, og det passer mig meget bedre. Jeg føler mig som en engageret lærer foran sine elever.

MINE FORÆLDRE har opdraget mig til at gøre, hvad jeg vil, og ikke lade mig styre af normer eller andres forventninger. Måske lyder det banalt, men jeg tror, at rigtig mange mennesker lider under, at de ikke er i stand til at skelne mellem, hvad der er egne ambitioner, og hvad der er forventninger udefra. Det er en værdifuld ting at lære som barn i stedet for at få det som et råd fra en psykolog, når man er fyldt 50 år og allerede har spoleret halvdelen af sit liv. 

JEG LÆRTE at læse, mens jeg stadig sad på potte. Min far var selv begyndt at læse i en meget tidlig alder og mente, at det var helt naturligt, at man lærte det så hurtigt som muligt. Da jeg var tre år gammel, sad han og læste ’Søren og Mette’-bøger med mig og gav mig en lille belønning, når jeg havde læst en sætning rigtigt. Men så kom jeg i børnehave og fandt ud af, at ingen af de andre børn kunne læse. Det syntes jeg var så pinligt, at jeg nægtede at læse ét ord mere. Det kom lidt bag på min far, der fandt ud af, at han havde fået et viljestærkt barn. Resultatet blev, at jeg måtte lære at læse igen, da jeg startede i folkeskole, fordi jeg havde glemt det hele.

MIN STØRSTE BEDRIFT er, at jeg har rejst mig igen, efter min mand Morten døde af kræft. Begge mine forældre er døde, og jeg har ikke børn, så jeg havde ingen tilbage, da han gik bort. Han var min eneste familie. Oven i det hele kom så en rædselsfuld arvesag med hans søn og ekskone, der kom rendende og smed mig ud af vores lejlighed, fordi Morten lige akkurat ikke havde nået at underskrive sit testamente, inden han døde. Jeg er stolt af, at jeg er kommet ud på den anden side uden at blive et bittert menneske.

I MANGE ÅR overvejede jeg slet ikke at få børn. Efterhånden som jeg blev ældre, og folk begyndte at spørge, om jeg ikke snart skulle have børn, kom jeg frem til, at det virkelig ikke er noget, jeg har lyst til. I min opgang, hvor jeg bor, er jeg stort set den eneste, der ikke har børn. Når jeg ser mine naboer med deres småbørn, tænker jeg: ”Godt, det ikke er mig.” Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide børn, og jeg føler mig meget fjern fra dem. Jeg er ikke stolt af det, men det er flere gange sket, at jeg er kommet til at kalde et barn for ’den’ i stedet for ’han’ eller ’hun’.

JEG PLEJER ALTID at arbejde mig gennem svære perioder, men da min mand døde, sagde jeg til min arbejdsgiver (Weekendavisen, red.), at jeg havde brug for en pause. Jeg sad for mig selv det næste halve år og kiggede ud i luften, mens jeg forsøgte at bearbejde det hele. For nylig var jeg sammen med en bekendt, der spurgte: ”Tænker du stadig på ham?” Jeg kom faktisk til at grine, for selvfølgelig tænker jeg stadig på ham – måske 100 gange om dagen. Det er ikke noget, der ændrer sig, fordi jeg har fået min hverdag til at fungere igen og har en ny kæreste. Han bliver ved med at være der, og jeg bliver ved med at savne ham. 

MIN FAR SAGDE altid, at latteren har vi for at komme gråden i forkøbet. Jo mere man kan grine af det forfærdelige, desto nemmere bliver det at komme igennem det. Da Morten var allermest syg og blev opereret og fik stomi, der for mange er noget af det mest rædselsfulde, man kan forestille sig, kunne vi stadig joke med, at han rendte rundt med en pose på maven. 

JEG LÆSER IKKE mine egne bøger eller artikler, og jeg hører ikke mine radioudsendelser, for jeg kan ikke lide at høre min egen stemme. Jeg er meget selvkritisk, og jeg har en tendens til kun at fokusere på, hvad der kunne have været bedre. Jeg har prøvet at åbne en af mine gamle bøger, fordi jeg lige skulle tjekke noget, og så har jeg tænkt: ”Det er sgu da egentlig meget godt, det her.” Tingene skal lidt på afstand, før jeg er i stand til at bedømme dem.

JEG ER NOK pessimist af natur. Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå. Jeg tager alle forbehold og lader mig glædeligt overraske, hvis tingene går bedre, end jeg regnede med. Jeg har ad flere omgange arbejdet sammen med folk, der synes, at alt er fantastisk hele tiden. Jeg har lært, at jeg skal oversætte deres sprog til mit eget. Når de siger, at noget er fantastisk, betyder det ikke det samme, som når jeg siger ’fantastisk’.

LONE FRANK

Journalist, forfatter og ph.d. i neurobiologi. Siden 1998 har hun skrevet om videnskab for Weekendavisen. Hun har udgivet fem bøger og er vært på radioprogrammet ’24 spørgsmål til professoren’ på Radio24syv. Hun er desuden debattør, foredragsholder og har tilrettelagt og medvirket i en række tv-programmer og dokumentarfilm.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.