OFFICIELT KØRER MAN i venstre side i Sydasien, men i Indiens og Nepals infernalske bytrafik er virkeligheden anderledes. Scootere, motorcykler og de trehjulede autorickshaws kører uforudsigeligt og hensynsløst, og et begreb som spøgelsestrafikant giver ingen mening, fordi trafikken konstant foregår på kryds og tværs og ind og ud. Det synlige virvar krydres med dunsten af dieselos og lyden af horn, der trykkes i bund. At være fodgænger er som at være jaget vildt. Næ, så skulle man hellere være ko.
Hinduer og følgere af jain-religionen slår ikke dyr ihjel, og at slagte en ko er decideret no-go. Så mange produktionskøer af både han- og hunkøn bliver sat fri, når de ikke kan bruges mere. Tyre og stude, der var trækdyr, samt malkekøer, der ikke giver mælk, går simpelthen på pension, og mens de i princippet kunne vandre ud på landet og lede efter grønnere græsmarker, finder de lettere føde og vand i byen, hvor mange folk også giver dem mad. Mange beregner for eksempel altid lidt ekstra til køerne, når de steger chapati, roti og andre fladbrød.
Der er flere teorier om, hvorfor køerne opholder sig midt i den hektiske trafik. En af dem er, at der er færre insekter i trafikken. Ét er sikkert: Koen er ikke bange for noget som helst. Den er trafikblind, tonedøv og flytter sig kun, hvis den har lyst. Det er sjældent, at den giver det mindste ’muh’ fra sig, og den kan – midt i kaos – stå stille som en rytterstatue i den tid, det tager at tygge drøv. Skal den lade vandet eller af med en kokasse, sker det pludseligt, og her gælder det – især for motorcyklister – om at passere koen i den rigtige ende. Trænger en ko til hvile og ekstra drøv, lægger den sig gerne midt på en gade.
I 1970 INTRODUCEREDE den sydindiske mejeriingeniør Verghese Kurien det, der er blevet kaldt ’den hvide revolution’. Indien skulle væk fra at være afhængig af udenlandsk mælk og i stedet selv blive verdens største mælkeproducent. Man oprettede andelsselskaber og hentede blandt andet inspiration og viden fra den danske andelsbevægelse – blandt andet blev højtydende dansk malkekvæg krydset med indiske racer. 20 år senere var målet nået, og i 2020 udbyggedes projektet, således at Indien nærmest ikke importerer mælk til allestedsnærværende produkter som ghee (klaret smør) og den syrnede friskost paneer. Der er i dag omkring 300 millioner af cirka 50 godkendte racer, herunder flere mix med danske malkeracer. I 2023-24 producerede de omtrent 240 millioner tons mælk, og mælkeprodukter udgør fem procent af Indiens BNP.
Mælk indkoges langsomt og under konstant omrøring. Herefter kaldes det khoya eller mawa og bruges i søde sager som for eksempel konfekttypen barfi, til kulfi-is og til gulab jamun – sirupsfriterede dejboller – samt i en del curries.
MEN KØERNE KAN mere end som så. Hinduer kalder de mælkegivende køer gai mata (udtales gau-mata), som betyder ko-mor, og at røre en ko, specielt de steder, man måske selv har ondt, kan hjælpe på ens helbred. Er man så heldig at finde en omrejsende healer, der har en ko med fem ben, er det endnu bedre, og folk betaler gerne ejeren for koens velsignelse. Nogle betragter ligeledes koens urin som helbredende, og de drikker det, selvom det videnskabeligt ikke har nogen helbredende effekt. Da køerne betragtes som halvguder og nær familie, forøger det chancen for en god dag, hvis man har været venlig mod en ko. Og i mange byer køber de lokale for eksempel en håndfuld langstilkede kløverlignende planter fra en gadesælger og fodrer – inden de skal videre på arbejde – deres yndlings-køer med grøn morgenmad.
Køernes afføring samles ind, blandes med strå og håndformes til flade kager, der klaskes til soltørring på mure og vægge. Herefter kan briketterne bruges til brændsel eller gødning.
De fleste køer har deres egne mæcener og kender de boliger, hvor der serveres chapati, grøntsagsrester, kiks og snacks. Derudover besøger køerne grøntsagsmarkeder, hvor de får de afskårne dele, men så sandelig også forsøger at nappe de gode varer, når sælgerne et øjeblik er uopmærksomme. Ellers spiser kreaturerne i løbet af dagen, hvad de selv kan finde i gaderne. De kan finde på at slås om en papkasse. De mindre anbefalede spisesteder er lossepladser, affaldsbøtter og feje-bunker med blandet affald.
Et stort problem for køerne er tomme snackposer. Her er blandt andet rester af salt, som koen har smag og behov for, men mange poser ender i koens mave-tarm-system og kan blokere fordøjelsen og udsulte koen. Norske dyrlæger har foretaget projekter i Indien og har i flere byer opereret køer på gaden og tømt maverne for ufordøjet plast.
