DER LÅ TRE uskønne træbrædder, som kunne have været hentet i et hvilket som helst byggemarked. Og Louise Søltoft Pedersen stod noget nær handlingslammet over for kravet om at integrere brædderne i en blomsterdekoration, der skulle være en hyldest til dansk natur og biodiversitet:

”Normalt får jeg en idé efter to sekunder, men her tror jeg, der gik 10 minutter.”

Til sidst begyndte tankerne dog at samle sig, og den unge blomsterdekoratør gik i gang med at save, bore og konstruere et fundament, hvor nordisk udseende bræddestumper tilsyneladende svævede over en imaginær skovbund fuld af græsser og bær, gule asters, hvidgrønne dildskærme og orange tidsler. Ambitionen var at trodse de udleverede brædders tyngde og skabe et luftigt udtryk til messehallen i Herning, hvor konkurrencen EuroSkills, Europas største mesterskab for lærlinge og unge faglærte, var i fuld gang.

”Som blomsterdekoratør skal man være varsom og have respekt for blomsterne. Men man skal også kunne bruge en boremaskine,” fortæller Louise Søltoft Pedersen, der på det tidspunkt ikke kendte bedømmelsen af hendes skovbund. Men hun havde en fornemmelse af, at kreationen klarede dommernes kritik uden at falde igennem, så hun holdt sig inde i kampen om medaljer.

På arbejde i Bering House of Flowers.

VEJEN MOD EN plads i den fineste buket af unge europæiske blomsterdekoratører blev påbegyndt med en chit-chat hjemme i Thy i sofaen, dengang Louise Søltoft Pedersen var en ung pige og skulle i folkeskolens erhvervspraktik. Hun havde altid været glad for at sy, strikke og bruge hænderne og kunne godt tænke sig at snuse til et kreativt arbejdsmiljø, måske noget med kager eller blomster. 

Så hvor skulle hun søge hen, spurgte hun sin mor, der foreslog Mette Blomsterberg, hvis det skulle være konditori, og Bjarne Als fra Bering House of Flowers, hvis det skulle være blomster. Begge var kendt fra tv og hver især regnet blandt de dygtigste repræsentanter for deres fag. Og da hun havde svært ved at vælge, sendte skoleeleven to ansøgninger af sted til København, hvor hun havde mulighed for at bo hos sin kusine i praktikugen

”Jeg har altid været glad for at udfordre mig selv,” siger Louise Søltoft Pedersen, der fortæller, at Bjarne Als var først til at besvare henvendelsen, og at hun derfor valgte at tilbringe praktikugen hos Bering House of Flowers.

Her fik hun med det samme fingrene i sving, da der skulle sættes tråde på kasser fulde af kogler til årets juleudsmykninger.

”Lige den del var, for at sige det ligeud, pissekedelig. Men der er både sjove og kedelige ting ved ethvert fag, og jeg fik også lov at komme med ud at lave det sjove,” siger Louise Søltoft Pedersen, der blandt andet var med til at dekorere butiksvinduer i København og – efter praktikugen var slut – blev inviteret med til Voergaard Slot i Vendsyssel for at give en hånd med, da Bering-folkene pyntede renæssance-herregården op til jul.

”Vi boede en hel uge på slottet. Det er meget smukt, fuldt af historie, og vi fik lov at indrette med deres helt enestående møbler.”

BJARNE ALS VAR fyr og flamme. Ville hun ikke bare påbegynde en erhvervsuddannelse med det samme og stå i lære hos ham? Men den på det tidspunkt 15-årige Louise syntes, det var lidt tidligt at omplante sig til København, så hun tog i stedet en erhvervsfaglig studentereksamen, der begyndte med to år med boglige fag på skolebænken i Thisted og kulminerede med to års læretid i København.

”Jeg er glad for, at jeg gjorde det på den måde. Jeg føler mig godt klædt på i forhold til driften og forretningsdelen af faget. Hvis du skal have din egen forretning, skal du have forstand på meget mere end blomster. Du skal også have en god kontakt med dine kunder. Det kan være deres store dag, du hjælper med at fejre, men det kan også være det store farvel i forbindelse med en begravelse. Og det er ikke altid sikkert, at du er enig med dem i, hvad de vil have, men derfor skal du stadig være lydhør over for deres ønsker og rådgive dem, så godt du kan, i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, stilmæssigt og teknisk,” fortæller Louise Søltoft Pedersen, der i dag er 25 og fuldtidsansat hos Bering House of Flowers, hvor hun også står for den kongelige hofleverandørs kommunikation på sociale medier.

”Hvis en buket er ordentligt bundet, skal den kunne stå af sig selv uden en vase. Ligegyldigt hvor stor den er. Den største buket, jeg har været med til at lave, var større end min chef. Den kostede 25.000,” fortæller Louise Søltoft Pedersen. Foto: Privat

MENS HUN STADIG stod i lære, besluttede hun at stille op til DM i Skills. Men en lærer fra hendes faglige udvalg med øje for hendes talent fik hende overtalt til at vente. For ventede hun til året efter, ville hun, hvis hun vandt DM, kvalificere sig til den europæiske pendant EuroSkills.

”Det var fedt, at hun tænkte på mig på den måde,” siger Louise Søltoft Pedersen, der levede op til forventningerne og vandt retten til at stille op for Danmark ved siden af 10 andre unge europæiske blomsterdekoratører, da Danmark i september 2025 skulle konkurrere om europæiske medaljer på hjemmebane i Herning messecenter. 

”De bedste blomsterdekoratører i verden er generelt mænd. Så da jeg så, at der var fem mænd i feltet, blev jeg sindssygt nervøs.”

Konkurrencens i alt tre dage og seks konkurrencer blev da også intense, arbejdsdagene var lange, og deltagerne skulle ikke ryste på hånden, mens mange af de over 100.000 tilskuere i messecentret lagde vejen forbi for at kigge dem over skulderen.

”Man kan høre alt, hvad folk siger, og føler sig lidt som et dyr i zoologisk have. Hovedet kører hele tiden, og du skal være relativt psykisk stærk. Der var nogle deltagere, der brød sammen i gråd, men jeg er vant til, at folk står og kigger på, når jeg laver en buket i butikken,” fortæller Louise Søltoft Pedersen, der havde held til at kontrollere nerverne og havde en god fornemmelse under festmåltidet og medaljeceremonien på konkurrencens sidste dag – også selvom hun ikke kunne få en bid ned.

”Jeg var meget spændt. Igennem konkurrencen havde jeg skelet mest til en fyr fra Estland, som jeg tænkte ville løbe med førstepladsen, men da han blev nævnt som sølvmedaljevinder, gav det mig håb. Og da de sagde, at jeg fik guld, var det helt vildt.”

TO DAGE SENERE var Louise Søltoft Pedersen tilbage hos Bering House of Flowers, hvor arbejdsgiveren havde rullet den gyldne løber ud og pyntet vinduerne i gyldne farver. Siden er det blevet hverdag igen. Med små buketter og store opsatser, festlige mærkedage og følsomme begravelser. Timer og dage løber afsted, og hun er godt tilfreds, men et sted under overfladen slumrer en drøm om en dag at komme med til de ’voksne’ blomsterdekoratørers prestigefulde verdensmesterskab, World Championship Floral Art.

”Lad os nu se, vejen derhen er lang, og det hører til sjældenhederne, at Danmark har en deltager med,” siger Louise Søltoft Pedersen:

”Men omvendt skal man jo blive ved at udfordre sig selv.”

JEG ER VOKSET OP i Ålsgårde i Nordsjælland og har altid tegnet meget. Jeg gik på Steiner-skole, indtil jeg droppede ud af 11. klasse, hvad der i Steiner-systemet svarer til 2. g. Skolen gjorde, at jeg ikke fik arbejdet nok på mine tegninger, og jeg er dårlig til at gøre noget, jeg ikke har det godt med, i længere tid ad gangen. Jeg var 17-18 år gammel og prøvede en produktionsskole af, men droppede også ud af den. 

Så gik jeg og tegnede og malede derhjemme. Jeg havde masser af tid, blev fascineret af de klassiske traditioner, fra hollandsk barokmaleri til de italienske mestre, og lånte bøger om de danske guldaldermalere. 

Jeg udviklede mig meget, men det var også en svær periode på mange måder. Jeg havde den her bevidsthed om bare at fise husleje af. Jeg havde forskellige småjobs og arbejdede for eksempel i en Tiger-butik. En overgang var jeg i praktik som gartner. Det ændrede ikke på, at jeg gerne ville male. 

Foto: Privat

Efter 3-4 år på den måde nåede jeg et punkt, hvor jeg vidste, at nu havde jeg brug for, at nogen lærte mig noget, så jeg søgte ind på Swedish Academy of Realist Art i Simrishamn i det østlige Skåne. Skolen er startet af tidligere elever fra The Florence Academy of Art, en kunstskole i Firenze, der dyrker de italienske malertraditioner, og jeg blev pludselig del af et miljø, hvor alle snakkede om kunst. 

Folk kom langvejs fra: Malaysia, Australien, Amerika. Alligevel var vi kun få, der ønskede at gå den klassiske vej uden kompromis. En dag blev holdet spurgt, hvordan vi gerne ville tjene til dagen og vejen. Vi var kun fire ud af 20, der svarede, at vi ville lave billedkunst. Mange af de andre var der for at blive game-designere, tatovører og den slags.

Selvportræt med hat, 2024.

JEG HAVDE PENGE til at studere halvandet år på skolen og nåede kun at følge linjen for tegning, men var nødt til at stoppe, da jeg skulle påbegynde maleriet. Jeg snakkede med min lærer, der anbefalede mig at kontakte Charles Weed, en amerikansk maler, der er stor på den realistiske scene. Jeg kendte ham godt og havde set hans billeder på Instagram. Jeg vidste, hvor dygtig han var, men jeg anede ikke, at han boede i Svendborg. Så jeg besluttede at besøge ham. Inden jeg tog af sted, sagde skolens direktør til mig: ”Det er meget avanceret, det, Weed laver.” Jeg tænkte: ”Bring it on!”

Jeg besøgte Charles Weed i hans atelier, hvor han allerede havde tre elever. Men jeg var også velkommen til at komme i mesterlære, sagde han, og en måned senere flyttede jeg til Svendborg. Igennem tre fantastiske år gik jeg til hånde og fulgte hans undervisning. Han gav mig et helt nyt niveau for lys og skygge, farveharmonier, linjekvalitet og proportioner. Han introducerede mig for en helt ny måde at se verden på.

I dag har vi ikke længere et lærer-elev-forhold, men vi mødes stadig og snakker om kunst. Nu har det udviklet sig til et venskab. Charles er kun 55 år og kunne allerede leve af at male og undervise, da han var yngre end mig. Han er meget kompromisløs. Maler det, han vil – og finder kunder til det alligevel. Han er en mand, der skiller sig ud, fordi han har nogle interesser, der på sin vis er konservative, men som jeg håber, vi er ved at vende tilbage til. 

HVIS MAN SKULLE have lavet et portræt af borgmesteren i barokkens Holland, gik man efter byens dygtigste maler, lige så vel som man fik den bedste arkitekt til at tegne byens rådhus. Dengang var kapaciteten i højsædet, den æstetiske forståelse, raffinementet. I nutiden oplever jeg ikke helt, at det er de samme kriterier, i hvert fald ikke inden for de æstetiske kunster, hvor jeg synes, at en god historie eller gimmicks ofte er lige så vigtige som at være dygtig.

Samtidig er vi oppe imod AI, som gør det supernemt at skabe kunst ved at taste lidt på nogle knapper. Jeg håber, at den oplevelse får andre end mig til at tænke over, hvor lang tid det tager for eksempel at lære at tegne og male, og over, at vi mennesker ikke desto mindre er i stand til at lære det, hvis vi tager os tid. Vi mennesker kan utrolig meget, hvis vi vil, og jeg håber, at vi på trods af den teknologiske udvikling vil sætte fokus på det igen, så håndværket kan få en renæssance.

I dag bor jeg i et kollektiv på et slot i Hesselager mellem Svendborg og Nyborg. Mit værelse har store vestvendte vinduer, det giver en del lys hen på eftermiddagen. Jeg arbejder kun i naturligt lys. 

En LED-pære eller et lysstofrør giver meget stabilt lys. Men det er også statisk. Det naturlige lys bevæger sig, vibrerer, har forskellige toner, alt efter om lyset kommer gennem en sky, om det regner eller sner. 

JEG MALER OG TEGNER alt fra portræt og nøgenmodel til opstillinger, stilleben og landskaber. Jeg elsker naturen og er specielt fascineret af måden, træer gror på. Så jeg går mange ture og laver skitser. Andre gange tager jeg måske et stykke af træet med hjem, så jeg kan studere mønsteret. Jeg bruger aldrig fotografi som forlæg for mine billeder.

Det handler om, at det skal være så smukt som muligt, ikke om hurtighed og effektivitet. Arbejder du med abstrakt kunst, spiller det måske ikke den store rolle, men når man skal kopiere virkeligheden, gør det en forskel. Det handler om at fange en kompleksitet i verden, som du kan fornemme i det færdige maleri.

Det er ikke sådan, at jeg er stået op en morgen og har tænkt: ”Nu skal jeg fandeme være excentrisk!” Men det kan godt være, nogle ville kalde mig det, hvis de kom hjem og besøgte mig. Mine møbler er fra 1500- og 1600-tallet. Jeg synes, de er smukke, og jeg har nogle venner, der er antikvitetshandlere, så vi har byttet lidt.

Jeg er primært et menneske, der forsøger at finde fodfæste i en verden, jeg ikke altid føler mig så velkommen i. Men jo ældre jeg bliver, desto mere vil jeg gerne indenfor. Selvom jeg på nogle måder ikke er en del af kulturen, ønsker jeg ikke at melde mig fuldstændigt ud. 

LIGE NU arbejder jeg 33 timer om ugen som graver på to landsbykirker. Det er begrænset, hvad jeg har af energi til at male, når jeg kommer hjem. Siden jeg kom til Svendborg, har jeg haft syv forskellige arbejder. Jeg har været tækkemand, museumsvært, pædagogmedhjælper, restaurationsmedarbejder.

Engang kunne man få stipendier af kongen. Det kan man ikke længere. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at satse fuldt ud på maleriet og en identitet som kunstner. Jeg tror, jeg er sat i verden for at male, og jeg ved godt, at jeg er nødt til at gøre opmærksom på mig selv, hvis jeg skal opbygge en kundekreds, finde en gallerist og alt sådan noget. 

Problemet for mig er at tage springet. Men nu prøver jeg.

DA JEG BLEV færdig med gymnasiet, var jeg meget målrettet. Jeg vidste, at jeg ville skrive, men det virkede svært at blive forfatter. I stedet søgte jeg ind på journalistik. Jeg kom ind på Syddansk Universitet, men fandt ret hurtigt ud af, at det ikke passede særligt godt til mit temperament og min personlighed.

Jeg var virkelig dårlig til at finde nyheder og lave vinkling, og tanken om at ringe til fremmede gav mig simpelthen så svedige håndflader. Jeg tænkte, at det ville blive et meget langt arbejdsliv, hvis jeg havde det sådan hver gang. Jeg droppede ud efter et halvt år og flyttede hjem til Falster.

Derhjemme skulle jeg finde et job. Jeg boede i en lejlighed over Louis Nielsen i Nykøbing Falster, og da jeg så, at de søgte en optikerassistent, søgte jeg stillingen. Jeg er selv langsynet og bruger ret høj styrke i mine briller, så jeg har gået til optiker hele mit liv. Men jeg havde ikke tænkt, at det var et job, man kunne få uden at have en uddannelse. Jeg kom til jobsamtale hos Ulla, der var chefoptiker, og til min store overraskelse sagde hun: ”Jeg har ikke kaldt andre til samtale, for din ansøgning var så god. Hvis du vil have jobbet, kan du starte på mandag.”

I optikerbranchen er cirka halvdelen uddannede optikere, mens resten er sådan nogle som mig, der kommer ind fra gaden. Jeg skulle lære om brilletyper, glas, kontaktlinser, at lave synsprøver, og hvordan man retter og reparerer briller. Det krævede ret meget oplæring. Men det betød, at jeg bagefter nemt kunne få job hos andre optikere. Jeg flyttede til København for at læse på universitetet, og så fik jeg job i filialen i Brønshøj. Jeg har også arbejdet i Louis Nielsen på Frederiksberg, i Odense og i Aarhus – i stort set alle de byer, jeg har boet i. Optikerbranchen har været en konstant i mit liv, selvom alt muligt andet har ændret sig.

Laura Ringo i brillebutikken. Foto: Privat

EFTER 5-6 ÅR i branchen blev jeg opfordret af min chef til at tage en uddannelse, så jeg en dag kunne blive butikschef. Jeg startede på HG i Odense, hvor jeg gik på et mesterlæreforløb og lærte om drift og økonomi. Men noget i mig længtes efter noget andet. Drømmen om at skrive havde aldrig helt sluppet mig. En enkelt gang havde jeg søgt ind på Forfatterskolen uden at komme ind, og jeg begyndte at tænke, at jeg måske havde afskrevet forfatterdrømmen for hurtigt.

Jeg famlede lidt rundt. Arbejdede både i Louis Nielsen og læste litteraturhistorie på universitetet, mens jeg gik på HG. Jeg længtes efter, at nogen gav mig en ordre og sagde: ”Nu går du i den retning.” Og hvor får man det bedre end i militæret? Jeg meldte mig til at aftjene værnepligt og tænkte, at jeg måske skulle være soldat, men så fik jeg løberknæ, mens jeg var i gang med at træne op, og måtte droppe det igen. Jeg havde i mellemtiden nået at tage orlov fra både uddannelse og job, og da jeg pludselig stod på bar bund, tog jeg et job i kundeservice hos Wupti – hvidevarefirmaet med reklamerne om, at de solgte ”hash og nøgler”. I fire måneder sad jeg der og tog telefonen og besvarede sure mails. Det var helt forfærdeligt, men det gav mig nogle penge, og jeg besluttede at belønne mig selv med et skriveophold på Vrå Højskole.

Det ophold ændrede alt. Jeg mødte forfattere, der opildnede mig: ”Du har masser af talent. Du skal da bare skrive en bog.” Det var første gang, nogen sagde det. Jeg gav mig selv lektier for: Inden jeg fyldte 25, ville jeg have skrevet et udkast til en roman. Og det lykkedes. Min første bog (’Cremasterrefleksen’, 2017, red.) handler om en pige, der flytter til Odense for at læse journalistik og finder ud af, at hun ikke skal være journalist alligevel – ret meget inspireret af mit eget liv.

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

JEG VAR VÆK fra optikerbranchen i fem år mellem 2016 og 2021. På det tidspunkt havde jeg boet to år i Skive og undervist på Krabbesholm Højskole på en skrivelinje. Den blev lukket, og derfor var jeg tilbage i København og skulle finde ud af, hvad der nu skulle ske. Jeg tænkte ikke, jeg skulle tilbage, men så en dag var jeg i Louis Nielsen på Frederiksberg for at købe et par briller, og da jeg gik ud af butikken, havde jeg igen et deltidsjob. Jeg tror, jeg har svært ved at gå ind i en optiker uden at tænke: ”Jeg kunne da også lige rette et par briller, mens jeg er her.”

Mange har foreslået, at jeg skulle bruge optikerbranchen i mit forfatterskab. Den er mildest talt ikke særligt godt beskrevet i litteraturen. Først tænkte jeg, at det var for kedeligt. Men da jeg skulle til at skrive min seneste roman, virkede det oplagt, at min hovedkarakter Nelly skulle arbejde i den branche, som jeg kender så godt. Jeg kom til at tænke på alle de skæve situationer, jeg har oplevet: kvinden, som kom ind med helt vildt røde øjne, men ikke ville fortælle, hvad der var sket. Jeg var lige ved at sende hende på skadestuen, indtil det viste sig, at hun havde fået sæd i øjnene. Den har jeg brugt i bogen. Jeg havde også engang en kunde, der viste sig at have syfilis i øjnene, og så var der hende, der havde væggelus i øjenvipperne. Da jeg først kom i gang, viste det sig, at der var masser af godt stof at hente.

Hvis jeg skulle give et råd til mit 20-årige jeg, ville det være: ”Tag en praktisk uddannelse.”

Det er fint nok at læse dansk og litteraturhistorie, og jeg har fået masser af venner, men det havde været mere brugbart for mig at uddanne mig til noget, der automatisk gav adgang til et job. Det ville have sparet mig for mange søvnløse nætter. 

I tre år har jeg nu ikke lavet andet end at være forfatter og holde foredrag. Det lyder måske underligt, men det passer mig dårligt. Det er åbenbart ikke nok for mig kun at lave én ting, så derfor er jeg begyndt at undervise udlændinge i dansk. I februar var jeg også lige ved at søge ind på sygeplejerstudiet. Jeg er nok lidt rastløs.

1. DEN DANSKE VIKING

I gymnasiet kunne jeg godt lide samfundsfag og var også interesseret i psykologi. Men generelt interesserede det mig mere at blive i stand til at sige noget om større grupper frem for det enkelte menneske. En kammerat foreslog antropologi, og jeg læste beskrivelsen og fandt ud af, at det var lige, hvad jeg synes er spændende: at se det kendte i det fremmede og det eksotiske i det kendte.

For at komme ind skulle jeg have et andet fremmedsprog end engelsk på A-niveau. Det blev spansk, og da jeg var bekymret for, at jeg ikke ville bestå kurset, tog jeg et sabbatår og tog til Bolivia, hvor jeg blandt andet arbejdede som pædagog og i et suppekøkken. 

Jeg havde knap nok hørt om Bolivia, inden jeg tog af sted, men blev helt solgt til den kultur og de mennesker. Der er en hjertevarme og en umiddelbarhed, som man bliver smittet af. De er meget positive, og jeg oplevede at sidde i en frisørstol og få rost mit stråblonde hår. Eller blive kaldt den danske Hulk – eller viking – fordi jeg var større end de fleste. Det boostede selvtilliden. Og hos min værtsfamilie var jeg hurtigt den danske bror. Sådan blev jeg også omtalt over for fremmede: ”Det er min bror Sylvester.” Jeg følte virkelig, jeg hørte til.

2. FISK PÅ FINGRENE

Jeg begyndte på universitetet i Aarhus og var klar over, at det ville være svært at få 12-tallerne, da jeg er en lille smule ordblind. Jeg prøvede at sige: ”Hvordan kan jeg skille mig ud?” Jeg vidste, at jeg ville komme ud til hård konkurrence på jobmarkedet, og besluttede, at jeg ville være ham med konkret erfaring. 

På universitetet har man dejligt lange sommerferier, så jeg gav mig til at lede efter noget at lave, googlede sommerjob i Norden, og jeg så, at organisationen Nordjobb havde en annonce for job på Royal Greenlands helleflynderfabrik i Qasigiannguit, også kendt som Christianshåb. Det var arbejdspladsen i byen. Så jeg indgik i fabriksarbejdet, fileterede, frøs og pakkede fisk. Og i fritiden inviterede mine kolleger mig ud at sejle og jage, og på den måde var det virkelig en vej ind i kulturen.

Året efter vendte jeg tilbage til Grønland med et mere studie-relevant job som kustode på bymuseet i Ilulissat, hvor jeg også hjalp med at oversætte deres informationsmateriale til engelsk, tysk og spansk. 

Når danske besøgende spurgte, om det var Knud Rasmussens museum, svarede min kollega altid: ”Nej, det ligger i Hundested.” Det skabte ofte en lidt akavet stemning, syntes jeg. Ilulissat Bymuseum ligger faktisk i huset, hvor Knud Rasmussen blev født, og i sin tid var det dedikeret til ham. Men museet har siden udviklet sin egen identitet og er blevet et sted, der fokuserer på den lokale historie og de mennesker, der bor i byen. Det er ikke længere en dansk nostalgisk glorificering af fortiden, men snarere et museum, der er relevant og nærværende for lokalbefolkningen.

3. EN FREMMED KOMMER TIL BYEN

Efter min bachelor i antropologi fik jeg mulighed for at rejse et år til Hiroshima i Japan og arbejde med børnehavebørn som en slags engelsklærer gennem organisationen International Cultural Youth Exchange. Jeg arbejdede for et firma, der tilbyder alle mulige former for børnepasning, og chefen, Mister Horie, var fascineret af den skandinaviske tilgang til pædagogik og syntes, det var eksotisk at have en dansk antropolog gående. 

Japan er en lidt tough kultur at bo og være i, nærmest modsat Bolivia. Folk er supervenlige, men du vil altid blive kigget på som en fremmed. Selv folk, der er børn af blandede europæisk-japanske par, skal kæmpe for at blive accepteret. Japan er en stolt kultur, der ikke har så stort behov for omverdenen. 

For mig fungerede arbejdet udmærket, men det var lidt svært at interagere socialt. Det virkede, som om de tænkte, at jeg alligevel aldrig ville lære alle de uskrevne regler, så hvorfor overhovedet forsøge at lære mig dem? På arbejdet klappede de i hænderne, da jeg spiste med pinde under frokosten. Der tænkte jeg: ”Ah, come on!” Men jeg tror, det var sundt for mig som dansker at opleve, hvordan det er at blive kigget på som den fremmede.

4. VELDIG GØYT

Jeg var blevet klar over, at jeg ville noget med museer eller turisme, så da jeg hørte om Sustainable Heritage Management, en international kandidatuddannelse ved Aarhus Universitet, der fokuserer på, hvordan man arbejder med kulturarv på en bæredygtig måde, syntes jeg, det lød spændende. 

Mit ophold i Japan havde imidlertid smidt mig af uddannelseshjulet, så jeg måtte vente et år på at blive optaget på kandidatuddannelsen, og i mellemtiden fik jeg job som turismekonsulent på Flåm Turismecenter. Flåm er en meget naturskøn landsby med 350 fastboende indbyggere i bunden af Aurlandsfjorden, som er en del af Sognefjorden. Flåm er Norges femtestørste havn for krydstogtsskibe. Hvert år byder byen 450.000 turister velkommen, og det kunne mærkes om sommeren. Jeg lærte at håndtere stressede situationer, være serviceminded og forstod turismen på et helt andet plan. Desuden skulle jeg prøve alle tilbuddene i området. Bjergbane, kajak, delikatesser. 

Nordmændene synes, Danmark er veldig gøyt, og man kan altid få en god snak om dansk alkoholkultur. Og svarede jeg dem på norsk, talte de også norsk til mig – mens svenskere næsten altid slår over i engelsk. Det er en af mine kæpheste, at vi godt kan forstå hinanden i Norden.

5. GRØNT UNDER ISEN

Jeg ventede stadig på at blive optaget på studiet, da jeg i 2019 tog til Reyðarfjörður på Island for at arbejde på Tærgesen Restaurant and Guest House. Om dagen gjorde jeg rent og redte senge, og om aftenen var jeg i cafeen som tjener og lavede køkkenarbejde. 

Island er et dyrt land, så jeg var glad for at have kost og logi inkluderet i min løn, og det var spændende at befinde sig yderst ude på den islandske østkyst, hvor Reyðarfjörður ligger smukt ved fjorden af samme navn. Da jeg ankom i marts, lå sneen metertykt, og da jeg tog af sted igen i august, var alt grønt og frodigt. 

Jeg oplevede vekslende attituder til Danmark. Nogle af de unge, jeg mødte, kunne lidt dansk. Men de fleste sagde: ”Vi lærer det godt nok i skolen, men vi taler det ikke.” Min chef synes, det er fjollet, at islændingene har vendt sig væk fra Danmark. Han ville gerne have haft del i vores bloktilskud.

6. EN NORDISK UDFORDRING

Som del af min kandidatuddannelse var jeg i praktik på Nordiska Museet i Stockholm, Nordens største kulturhistoriske museum, med en kæmpe fed samling. De var ved at lave en ny basisudstilling om Sverige og Nordens historie fra 1500 til i dag, og jeg sad med i gruppen for årene 1900 til i dag. Jeg kunne virkelig fordybe mig og også more mig med mindre ting. 

På et tidspunkt skulle vi lave en julekalender til sociale medier, og jeg kunne supplere med noget af min viden fra Grønland: Der vokser ingen gran i Grønland, så tidligere samlede danskere i Grønland mos og lyng om sommeren, som de tørrede og lagde på kosteskafter med tværstave i december. I dag er der selvfølgelig både plastikjuletræer og forsendelser af rigtige juletræer. 

Efter min praktik skrev jeg speciale om, hvad der udgør nordisk kulturarv, og hvordan den udfordres, især når det kommer til at inkludere manglende stemmer fra minoritetsgrupper som for eksempel samer og grønlændere. Specialet fokuserede også på Nordiska Museet, der aktivt bruger det ’nordiske’ i sin formidling, og belyste de udfordringer, museet står over for, når det handler om at afspejle hele regionens mangfoldighed i sin samling og fortælling.

7. PÅ EN MISSION

Efter jeg blev færdig på universitetet, fik jeg et barselsvikariat på Københavns Museum, og da det var ved at slutte, så jeg, de søgte assistenter hos den danske sømandskirke i Hongkong. Det blev otte måneder, hvor jeg arbejdede tæt sammen med præsten, og hun kunne tænke store tanker, mens jeg kunne være praktiker. 

Vi indrettede et bibliotek, fandt på tilbud til børn, åbnede en kiosk, hvor man kunne købe danske lakridser, og den slags. Vi tog på besøg på danskflagede skibe, der lå i havn, for at gøre opmærksom på os selv. Vi hjalp sømænd med småproblemer, og man kunne brevstemme hos os til europaparlamentsvalget. 

Nu er jeg ansat i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, der har besluttet, at der skal styr på udeserveringen.  Min opgave bliver at tale med restauratører og andre erhvervsdrivende, skabe gode relationer og sørge for, at de kender reglerne, og at der er plads til fodgængere og kørestole. Jeg ser det som min opgave at kende de lokale gesjæfter på hvert et gadehjørne og være en form for diplomat.

Under min uddannelse har jeg altid forsøgt at udnytte de muligheder, der ligger derude. Det har ikke altid været den lige vej, men det har været en vej fyldt med oplevelser, spændende bekendtskaber og erfaringer, der har rustet mig til fremtiden. For mig handlede det om at finde styrken til at klare mig gennem systemet på min egen måde – i dag har jeg ikke den samme længsel. Nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal slå nogle rødder. Jeg glæder mig til at have et fast job og til at kalde København mit liv. Selv på en kedelig tirsdag. 

MEGET PÅ SPIL

Matematisk forståelse er god at have, ligegyldigt hvilken vej man har tænkt sig at forfølge. Men ifølge VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) har ét ud af syv børn i danske skoler så store problemer med faget, at det påvirker deres muligheder i livet. Det viser en undersøgelse fra 2023 foretaget for Egmont Fonden. Derfor lancerede fonden i samarbejde med Dansk Skoleskak inden jul et treårigt samarbejde med blandt andet Nørrevangsskolen i Randers og Ringkøbing Skole om at udvikle spilbaseret matematikundervisning med udgangspunkt i programmet SKAK+MAT. Programmet kommer med en særlig lærebog og en hjemmeside, hvor børnene kan øve sig.  

DEN RETTE TEMPERATUR

Vandtætte fodboldstøvler, en kølepude til kørestolsbrugere samt en dragt til hjemløse og flygtninge i de kolde vintermåneder løb med sejren i tre hovedkategorier, da elever fra ungdomsuddannelserne inden årsskiftet samledes til Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen.

”Vi er i chok. Vi er egentlig startet med en sjov idé, som nu er blevet til virkelighed,” sagde Julie Hvistendal, Ella Victoria Thorøe og Silke Kargo-Petersen fra Vejen Business College, der vandt med deres såkaldte Multi Suit: ”Nu skal vi i gang med at lave samarbejder og få vores dragt ud til flygtninge og hjemløse.”

MED PÅ EN LYTTER

Har planter en hørelse? Og fungerer trikomerne – bittesmå plantehår, der kan vokse overalt på planten – som en slags ører? Med det spørgsmål samt et forskningsdesign til at undersøge det nærmere kan Victor Nielsen fra Vejle Tekniske Gymnasium kalde sig en af årets Forskerspirer 2024. Talentprogrammet Projekt Forskerspirer, der drives af Københavns Universitet i samarbejde med Aarhus Universitet, udvalgte ham sammen med tre andre gymnasieelever blandt 12 nominerede inden for humaniora, naturvidenskab, samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab. De øvrige vinder-emner omhandlede unge og ældres brug af emojier, kostens rolle i forhold til psoriasis og unge danske mænds holdninger til prævention. De fire forskerspirer modtager hver 20.000 kroner. 

Foto: SkillsDenmark

SKREV HISTORIE PÅ MASKINE

Nogle kommer tidligt på sporet af deres kompetencer. Birgitte Brunsgaard Jacobsen var syv år gammel, da hun var med til at bygge en traktortrækker på sin fars gård. Og i efteråret blev den nu 22-årige landbrugsmaskinmekaniker med sin bronzemedalje den første kvinde nogensinde til at komme på podiet ved et WorldSkills, verdensmesterskaberne for faglærte, i faget Heavy Vehicle Technology.  En landbrugsmaskinmekaniker skal have viden om motorer, elektronik og transmission og naturligvis være god til at finde fejlene i de komplekse maskiner og udbedre dem. Uddannelsen tager fire et halvt år, og landbrugsmaskinmekanikere er også populære i vindmølleindustrien og på boreplatforme.  

I EN TYND TRÅD

Hvis man forfølger en interesse længe nok, kan man ende med at blive specialist. Ligesom Frederik Leck Fischer, uddannet biolog fra Københavns Universitet og i dag konsulent og naturformidler med særligt kendskab til edderkopper. I august sidste år gjorde han et fund, der vakte opsigt, da han i Almindingen Skov på Bornholm stødte på 13 stk. Pistius truncatus, på dansk kendt som stumpkrabbeedderkop. ”Jeg var ved at tabe kæben, da jeg så den. Jeg kan huske, at jeg udbrød: ’Det er løgn,’” sagde Frederik Leck Fischer efterfølgende til TV 2. Araknologen var på Bornholm for at lede efter en helt anden art, men kom derfra med en større gevinst til spritglassene på Statens Naturhistoriske Museum i København. Stumpkrabbeedderkoppen blev sidst set i 1919. Også dengang i Almindingen.