PÅ TALLERKNERNE LÅ klassiske retter i nye klæder: En vegetarisk Beef Wellington med et kreativt mønster i butterdejen, tyndt udskåret saltbagt selleri og en grøn pesto. En nyfortolkning af et gammeldags maskeret blomkål, ikke kogt, men bagt, med æg, tomater og purløgsdressing. Og en rødbedetatar med pommes duchesse.

Det var nogle af de serveringer, der mødte omkring 1.600 plejehjemsbeboere på 34 plejehjem i Aalborg Kommune i februar. Bag ideen stod den lokale Kunsthal Spritten, der i samarbejde med Madservice Aalborg og billedkunstner Johanne Stoffersen havde sat sig for at bringe samtidskunsten ud til plejehjemsbeboerne i form af deres frokostmåltid. 

Den 31-årige kunstner, der blev færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København sidste sommer, har i flere år arbejdet med mad som sit materiale – ligesom en maler bruger lærred, pensel og maling.

”Alligevel var jeg lidt nervøs,” siger Johanne Stoffersen, der brugte en måned i et industrikøkken i Nørresundby på at udvikle retterne. 

”Både fordi jeg skulle bringe min kunst ud til et publikum, som ikke selv opsøger kunsten, og fordi jeg skulle formidle noget til en langt ældre generation. Jeg arbejder kun med vegetarisk mad, og kunne jeg lave noget, som jeg selv syntes var spændende og lækkert – og som plejehjemsbeboerne gad spise?”

Johanne Stoffersen i køkkenet.

Johanne Stoffersen besluttede sig for at tage udgangspunkt i klassiske retter – såkaldt ’mormormad’. Det skulle være noget, plejehjemsbeboerne kunne genkende. Da retterne var udtænkt, og maden skulle serveres, tog hun på besøg på plejehjemmet Solgården lidt nord for Aalborg.

”Flere sagde, at de syntes, maden var virkelig flot, og det var også en vigtig del af projektet – at give dem en æstetisk oplevelse. Vi serverede for eksempel kartoffelmos formet som små hjerter, og det er jo en lille ting, men en del af formålet var at gøre måltidet til en oplevelse.”

Med på plejehjemsbesøget var også TV 2 Nord, der lavede et indslag, hvor de spurgte en plejehjemsbeboer, der var pensioneret kok, om han syntes, Beef Wellington var kunst. 

”Nej, det kan jeg godt nok ikke se. Det ser da pænt nok ud, men den er da noget, som vi godt kan lave selv,” sagde han.

Det tager Johanne Stoffersen dog med ro: ”For mig handler det ikke om at overbevise nogen om, at maden er kunst. Det vigtige er, at det starter en samtale og bringer kunsten tættere på hverdagslivet.”

JOHANNE STOFFERSEN voksede op i Vadum i Nordjylland med en mormor, som er ”en kæmpe selskabsdame og elsker at slå et selskab an og holde store middage”. Det er også fra mormoren, hun fik inspirationen til det maskerede blomkål, der blev serveret på plejehjemmene. Glæden ved mad og middage kommer med andre ord ikke fra fremmede, og så længe Johanne Stoffersen kan huske, har hun også interesseret sig for kunst.

”Men når man vokser op i den nordjyske provins, er kunstner ikke den første karrieremulighed, man får serveret,” som hun siger.

Da hun blev færdig med gymnasiet, troede hun, at hun skulle være fotojournalist. Hun flyttede til København og kom ind på Fotoskolen Fatamorgana, gik et år på den nu lukkede kunstskole Spektrum, inden hun søgte ind på kunstakademiet og kom ind i første forsøg. Ved siden af blev madlavning hendes frirum.

”Når man er billedkunstner, skal man hele tiden være kreativ i sit arbejde, og det kan være lidt svært at finde et helle, hvor man bare kan få lov til at være kreativ for sjov. Det har madlavning altid repræsenteret for mig.”

Alligevel endte de to ting med at smelte sammen over tid. Da Johanne Stoffesen startede på sin kandidat, skulle hun medvirke i en gruppeudstilling på kunstakademiet og besluttede sig for at lave en installation med et stort, barokt langbord med gelékager med fotografier indeni, der lignede en fest, nogen lige havde forladt – stadig med tændte lys på bordene.

”Det er indtil videre seneste gang, jeg arbejdede med fotografi,” siger Johanne Stoffersen, som siden har lavet flere store middagsinstallationer – og performative middage, hvor gæsterne kommer og deltager i kunstværket, mens de spiser – på alt fra Kulturmødet Mors til Gl. Holtegaard og en festival i Japan.

”For mig er mad en måde at undersøge, hvad vores spisevaner signalerer. Hvordan ting som økonomi, generation og madkultur er forskellig, og hvordan man kunstnerisk kan bruge mad til at tydeliggøre og udfordre de koder,” siger hun.

Foto: Asta Falk Olivia

HAVDE MAN SPURGT Johanne Stoffersen, da hun startede på kunstakademiet, havde hun næppe set for sig, at hun en dag ville vende tilbage til Nordjylland for at arbejde med sin kunst – og slet ikke for at lave mad til 1.600 plejehjemsbeboere. 

”Men det er ekstremt meningsfuldt,” siger hun. ”Jeg befinder mig nok selv et eller andet sted i et spænd mellem kunstakademiet og Nordjylland. Jeg har begge miljøer i mig. Og jeg synes, det er vanvittig spændende at lave noget, der tager kunsten ud af det klassiske galleri-rum, som kan lukke sig ret meget om sig selv. Gennem mad kan jeg være med til at give kunstoplevelser til mennesker, som normalt ikke ville komme på et galleri.”

Næste gang, Johanne Stoffersen tager kunsten ud af dens vante rammer – og hjem til Nordjylland – er i september, hvor hun skal arbejde sammen med Vesterkærets Skole i Aalborg. Her skal hun hjælpe udskolingens elever med at tilberede mad for at skabe en stærkere kultur omkring madlavning og skolefrokosten.

”Vi kommer til at lave oplevelsesmiddage i en gammel kantine, så det bliver noget med at sætte store madproduktioner op. Men først og fremmest handler det om at lave nogle fede frokostpauser. Det er det første succeskriterie for mig,” siger Johanne Stoffersen og håber derudover at kunne starte samtaler hos eleverne om, hvad mad og kunst er for noget, og hvad det betyder for dem. 

”Det er ekstremt givende for mig, at jeg gennem min kunst kan få lov til at møde nogle mennesker, jeg normalt ikke ville møde. Jeg synes, kunst for kunstnerens skyld er ret uinteressant. Det er meget federe at få lov til at udfordre folk – og selv blive udfordret.”

Hvorfor – og hvordan – skiftede du spor efter to årtier som HR-medarbejder?

”Jeg har altid elsket at skrive, også da jeg arbejdede med HR. Hvis der skulle udvikles et nyt HR-værktøj eller skrives en personalehåndbog, var jeg den første til at kaste mig over opgaven. Men på et tidspunkt blev jeg fyret – og jeg tog det virkelig personligt. Jeg var slået helt ud og lå hjemme på sofaen i et halvt år. Når jeg kiggede på job-annoncer, tænkte jeg: Jeg orker simpelthen ikke mere HR. Jeg fik så job i et internationalt konsulentfirma, hvor jeg skrev og udviklede interne processer. Senere startede jeg som tekstforfatter med mit eget firma og skrev nyhedsbreve og hjemmesidetekster for virksomheder.”

Hvordan fandt du ud af, at det lige var taleskrivning, du ville arbejde med?

”En dag for snart fem år siden, mens jeg var på vej ud fra et møde, ringede en ung mand og sagde: ’Jeg skal giftes på lørdag, og jeg har hørt, at du måske kan hjælpe mig med en tale.’ Han havde skrevet ud på Facebook, og nogen havde anbefalet mig. Jeg satte mig ud i bilen, interviewede ham over telefonen i 20 minutter og skrev talen samme aften. Da jeg læste den op for ham i telefonen, blev han rørt til tårer. Og jeg tænkte: ’Wow, det her er fedt!’”

Foto: Mads Maul

Hvor meget erfaring havde du selv med at skrive taler, da du gik i gang?

”Første gang jeg slog på glasset, var jeg syv år. Det ved jeg, fordi jeg stadig har den sang, mine forældre skrev til min konfirmation. Udsmykningen på den var en kopi af en nytårstale, jeg holdt for mine forældre som syvårig, hvor jeg havde stavet, at de skulle passe på med at drikke for meget ’sjampane’. Jeg kommer fra en familie, hvor folk godt kan lide at holde taler og skrive sange, så jeg er vokset op med det. Min far har altid holdt nogle utrolig lange taler – lidt for lange, ville jeg nok sige i dag.”

Hvordan kan du bruge din uddannelse i kommunikation og psykologi i dit arbejde?

”Jeg arbejder jo med at oversætte folks følelser. I oversættelsen ligger kommunikationen, og i følelserne ligger psykologien. Jeg hjalp for eksempel en mand, der skulle skrive en tale til sit sølvbryllup. Dengang de blev gift, havde han begået alle de tale-fejl, man kan begå: Han var fuld, pinlig og havde ikke forberedt sig. Han brændte sig så meget på det, at han ikke havde holdt én eneste tale siden. Jeg hjalp ham med at skrive en tale, hvor han kunne få sagt alt det, han gerne ville sige, og jeg hjalp ham også med at få styr på nerverne. Og så lagde han salen ned. Det var jo en heling, som skete der. Han fik både holdt den tale, han havde frygtet i 25 år, og han fik sagt til sin kone, hvor meget hun betyder for ham.”

Hvem er dine kunder ellers?

”Det er virkelig en bred skare – fra milliardærer til professionelle fodboldspillere, sygeplejersker og elektrikere. Jeg skriver faktisk også taler for andre taleskrivere. En sagde til mig: ’Jeg skriver mange taler i mit job, men da jeg skulle skrive en til min søns konfirmation, kom det for tæt på.’ Det kan jeg godt genkende.”

Som syvårig skrev Sophie Dam selv sin første tale. Foto: Privat

Hvad er det første, du gør, når folk henvender sig til dig?

”Jeg starter med at interviewe dem. Først får jeg styr på det praktiske: Hvem er talen til? Hvor skal festen holdes? Hvor mange kommer? Og så videre. Derefter forsøger jeg at finde ind til kernen af det, de gerne vil sige. Jeg ser mig selv som en slags fødselshjælper. Hvis jeg skriver en tale for dig, skal det være dine ord, dit sprog, dine følelser. Hvis jeg skriver en bryllupstale, er jeg ikke så interesseret i, at I købte hus i Vejle, og så fik I en hund, og så skiftede I job. Jeg vil vide, hvordan I har det sammen. Hvad er I gået igennem, som er svært? Hvordan kom I igennem det? Hvorfor er I gode sammen?”

Hvordan fanger du folks personlighed i en tale?

”Jeg lytter til, hvad folk siger, og hvordan de taler. Bruger de bestemte ord eller vendinger? Bander de for eksempel meget – eller slet ikke? Jeg tager mange noter og optager alle mine samtaler, så jeg kan gå tilbage og sikre, at talen lyder som dem. Og hvis jeg er i tvivl, kontakter jeg dem og spørger for eksempel, om den her vending er noget, de kunne finde på at sige.”

Hvad er det vigtigste, en god tale skal kunne?

”En tale skal først og fremmest handle om den, du holder den for. En stor fejl, folk ofte begår, er, at de taler om sig selv. Måske siger de: ’Ja, jeg har jo været din gode ven i 27 år, og hvor har vi lavet mange sjove ting sammen.’ Og så står de og remser alle de ting op, som involverer dem selv, i stedet for rent faktisk at fortælle personen, hvad han eller hun betyder for dem.”

Kunne man ikke bare bruge ChatGPT?

”Jeg har mange kunder, som kommer til mig og siger: ’Jeg prøvede først ChatGPT, og det blev noget lort.’ Man kan godt få den til at skrive en tale, men bliver den så personlig? Jeg bruger selv ChatGPT, men aldrig til at skrive selve talen. For eksempel skulle jeg skrive en tale for et bryllupspar, der var kæmpe fans af ’Star Wars’. Jeg aner intet om ’Star Wars’, så jeg spurgte ChatGPT, om der var nogle berømte citater fra filmene, jeg kunne bruge. Det krævede lige 5-6 forsøg, men til sidst kom den op med et citat fra en ikonisk scene, hvor prinsesse Leia siger ’I love you’ til Han Solo, og han kækt svarer: ’I know.’ Det endte jeg med at bruge i talen.”

Har du en særlig tale, du selv beundrer?

”Dronning Marys tale til kong Frederiks 50-årsfødselsdag. Det, der gjorde den så god, var, at hun gav os et glimt af deres private liv. Hun drillede ham lidt, nævnte hans dårlige vittigheder og skabte en følelse af nærhed. Det er præcis det, en god tale skal kunne: få os til at mærke relationen og personen bag ordene.”

Du troede i mange år, at du skulle være professionel fodboldspiller. Hvad fik dig til at tro på det?

”Det var det eneste, jeg lavede. Jeg elskede Ronaldinho, spillede i CIK, Christianshavns Idræts Klub, og var ret god til det. Jeg blev optaget på et eliteidrætsakademi, mens jeg gik på Gefion Gymnasium i København. Det gav mulighed for morgentræning i klubben og bedre tid til lektierne.”

Hvorfor satsede du ikke  på fodbolden?

”Jeg kom til B.93, hvor jeg spillede en enkelt divisionskamp for førsteholdet. Alligevel kunne jeg godt se, at jeg ikke var god nok, når det kom til stykket. Det blev klart for mig i løbet af 3. g.”

Hvordan rykkede du fra fodbolddrømmen til en lægedrøm?

”Jeg havde fået en del behandling af skader og var interesseret i kroppen, så jeg tænkte, at det kunne være fedt at blive idrætslæge og arbejde med fodbold. Det hele gav mening. Men det var lidt sent, det gik op for mig. Mit gennemsnit var ikke godt nok. Jeg ville gerne ind på Københavns Universitet, og jeg tror, de havde et adgangskrav på 10,4 eller 10,5. Jeg lå omkring 9,5. Desuden havde jeg taget en samfundsfaglig gymnasieuddannelse, så jeg manglede matematik, fysik og kemi. Efter gymnasiet gav jeg mig til at læse supplerende fag, samtidig med at jeg arbejdede som manager på en burgerrestaurant på Christianshavn.  Det var skidesjovt, og jeg var glad for at få lidt luft om aftenen, når jeg havde siddet og læst fag op hele dagen.”

Men det lykkedes ikke at få løftet snittet?

”Jeg prøvede, men det virkede næsten umuligt. Jeg skulle have 12 i en masse fag. Og det fik jeg ikke.”

Kunne du have gjort noget andet for at kvalificere dig til at komme ind i København?

”KU (Københavns Universitet, red.) optager ikke særligt mange medicinstuderende på kvote 2, og dem, de optager, har typisk en anden bachelorgrad i biologi eller noget andet naturfagligt. Og det havde jeg jo ikke, så efter to sabbatår så jeg det som den eneste mulighed at tage til optagelsesprøve på SDU – Syddansk Universitet i Odense.”

Det må du lige forklare …

”På SDU kan man gå til optagelsesprøve på kvote 2, så længe man har et gennemsnit på over 4,0. Optagelsesprøvens første runde var en multiple choice-test. Herfra gik nogle af os så videre til anden runde, hvor vi skulle lave flere miniinterview om vores motivation, og hvor vi blev sat i nogle situationer, der kunne vise vores formåen på andre parametre end de boglige. Vi skulle blandt andet folde servietter med en person, vi ikke kendte – begge måtte kun bruge deres dårlige hånd – og det viste noget om vores evner til at samarbejde. I en anden test skulle jeg hjælpe en ’patient’ – i dette tilfælde en skuespiller – som var dement, med at snøre sine snørebånd. Her blev man vurderet på empati og kommunikationsevner. Syv opgaver skulle vi løse i alt. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, da jeg gik derfra.”

Hvorfor?

”Det havde været en vildt stressende dag. Min bil brød sammen omkring Køge, da jeg var på vej til Odense. Jeg ringede til Falck for at få dem til at hjælpe mig med bilen, og samtidig lykkedes det mig, efter at vi havde ringet lidt frem og tilbage, at komme med en sygetransport til Odense Universitetshospital. Jeg nåede prøven som dagens allersidste deltager. Til mit motivationsinterview kunne jeg så fortælle, hvordan jeg havde fået strikket den løsning sammen, og det syntes de var ret godt klaret.”

Du blev optaget. Blev du mere boglig undervejs i studierne?

”Det var jeg tvunget til. Men jeg fandt også mine egne måder. Medicin er et fag med megen udenadslære – i slutningen af første semester skal man for eksempel kunne alle menneskekroppens knogler, muskler og nerver. Hvor jeg tidligere har været god til at snakke til eksamener, var der ikke noget at diskutere her. Kan du det, eller kan du det ikke? Vi kvote 2’ere, der ikke havde let ved at sidde 8-10 timer over en bog, hjalp hinanden og brugte YouTube og andre mere visuelle metoder, der virkede bedre for os. Jeg klarede den, men det var fandeme svært. Jeg var rigtig glad for at være endt i Odense, der var et godt sammenhold. Men da jeg fik muligheden for at skifte til Københavns Universitet på kandidatdelen, gjorde jeg det. Jeg savnede min familie og mine venner.”

Siden du blev færdig i 2022, har du arbejdet på Hillerød Hospital, i en lægepraksis i Hørsholm – og i Nordnorge. Hvor højt oppe var du?

”Lige ved polarcirklen i Mo i Rana, Nordnorges fjerdestørste by. Et vikarbureau tilbød muligheden, og det var meningen, at min kæreste og jeg skulle derop sammen. Hun er også læge. Lige da vi skulle af sted, fik hun så tilbudt et job på neurokirurgisk på Rigshospitalet, som hun ikke kunne sige nej til. Jeg havde 24 timer til at tænke over det, men sagde: ’Det gør jeg!’ Jeg havde ikke rejst alene før, ikke prøvet at rejse i udlandet. Ville gerne prøve det eventyr.”

Var det mørkt?

”Det var benhårdt. Jeg ankom 27. december i en lufthavn, der ikke var mere end en forvokset parkeringsplads. Det var minus 30 grader og nul sol. Første gang jeg så den, var slut februar, hvor vi var nogle, der kørte til Sverige, og vi kom højt nok op på fjeldet til, at vi kunne se solen. Dét var magisk. Fagligt var det også en hård start, jeg var jo relativt nyuddannet og fik ikke megen hjælp fra de norske kolleger. Men jeg voksede med opgaven og blev del af en lille enklave af danske læger, som jeg tog på vandreture med. Det fællesskab gjorde, at jeg overlevede syv måneder deroppe.”

Og da du kom hjem, blev du ansat på Amager Sygehus, din barndoms hospital …

”Et par studiekammerater var blevet ansat, og jeg tænkte, at det ville være et magisk sted at få lov at arbejde – her har jeg været, hver gang jeg havde vrøvl med fodboldankler, og da jeg som lille skød en plastikpil i øjet på mig selv. Så jeg skrev uopfordret til dem, og de manglede en læge på et sengeafsnit, hvor jeg er blevet fastansat. Indimellem har jeg også hjulpet til i akutmodtagelsen, og på længere sigt tror jeg, det ville passe mig rigtig godt at arbejde med akut medicin. Jeg synes, det er sjovt, når det skal gå stærkt, og en patient kræver behandling her og nu, og du hurtigt kan se, om det virker.”

Men du skal vel også være overlæge en dag?

”Selvfølgelig vil jeg gerne være overlæge på et tidspunkt. Jeg kan godt lide hospitalsverdenen. Nu må vi se, hvad mit speciale skal være. Det ved jeg ikke endnu. Foreløbig håber jeg bare, at Amager Hospital består.”

Du underviser på Oure Højskole. Hvad består jobbet i?

”Jeg hjælper eleverne med at producere og skrive sange. Selv er jeg autodidakt. Det meste, jeg ved, er learning by doing. Det er nok derfor, jeg blev ansat. Jeg flyttede til Svendborg med familien og var på udkig efter noget at supplere mine spillejobs med, så jeg tog derud med min salgshat på og gav dem et pitch om alt det, jeg kunne: talks, coaching, den slags. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. I hvert fald ikke at de ville tilbyde mig en fast stilling. Men de fortalte, at deres musiklærer lige havde sagt op. Nordjyden i mig sagde: ’Jeg er pisse-dårlig til noder og hørelære. Jeg har intet pædagogikum.’ ’Det gider vi heller ikke,’ sagde de. ’Vi vil have en, der har levet af at spille musik, været på landevejen og kender det liv.’”

Hvis man tror, at Oure mest er noget med sport og idræt, er man så helt galt afmarcheret?

”Det er klart den gængse opfattelse, og på efterskole-delen er der stort fokus på dét. Men Oure er også en virkelig god højskole med fokus på musik, scenekunst, dans m.m. Skolen har været god til at opbygge et brand omkring sport og idræt, så jeg har det som en personlig mission også at fortælle alt og alle om, hvor meget eleverne får ud af højskolen. Selvstændighed, fællesskaber, myndighed. Flere af mine elever gennem årene er musikere i dag.”

Hvor mange af dem kommer med drømmen om en musikerkarriere?

”Måske 2-3 ud af et hold på 10. Nogle har drømmen, men finder ud af, at det er for svært. Andre finder først ud af, hvor dygtige de er, når de kommer i gang. Andre igen har visionen og er helt klar til at dykke ind i, hvad det vil sige at være musiker. Det ved vi en masse om, min kollega Steffen Schackinger – som er guitarist – og jeg. Vi kan give eleverne et 360-graders blik på at spille musik, vi kender også de praktiske og psykiske aspekter. Men det er vigtigt at sige, at de dygtigste ikke bliver favoriseret. Jeg mener, at så længe du har musik og kreativitet i dit liv, er du et rigt menneske. Ligegyldigt om du vil skrive sange for at blive berømt eller bare fiddle rundt med en banjo.”

Hvor meget kan man lære om musik på et højskoleophold?

”De unge kommer fyldt op med følelser og originalitet. Som en slags fødselslæge hjælper jeg dem med at skrive og producere nogle sange og komme frem til et facit, der passer på deres væsen og musikalske smag. Når de har realiseret dét og begynder at tvivle på sig selv igen, tager jeg cheerleader-tøjet på: ’Du synger fantastisk, du spiller godt, du har masser af fantasi!’ Andre gange ser jeg mig som kæppen i hjulet. Nogle er midt i store, fine uddannelser og skal være læger, advokater, journalister. Jeg siger: ’Det skal du nok komme til at lave resten af dit liv, men hvad har du lyst til lige nu?’ Jeg har ikke en forventning om, at de skal blive meget dygtige. Men jeg ved, at musikken er et magisk rum, man kan være heldig at komme ind i.”

Hvad giver det dig at være i kontakt med de unge?

”De holder mig up to date. Mange forventer en lærer-elev-relation. Tit ender det mere venskabeligt. Man bliver hinandens fortrolige. Når vi begynder et kursus, siger jeg, at hvis ikke vi stoler på hinanden, kan vi ikke blotte os kunstnerisk. Så vi snakker om alt muligt, og i efteråret udgav jeg en ny soloplade, hvor jeg har ladet mig direkte inspirere af deres ungdomsliv. Jeg var ved at kaste op over at skulle skrive endnu en sang om mig selv og min oplevelse af verden – over de sidste 25 år har jeg vel været med til at udgive 17-18 plader, inklusive sideprojekter.”

Så du har gået og samlet på dine elevers historier?

”Det lyder, som om jeg har nakket deres livshistorier og gjort dem til kunst. Måske er det ikke helt ved siden af. Jeg låner i hvert fald af deres ord og oplevelser og bruger dem poetisk. Men de har selv været med i processen, og mange medvirker som gæster på pladen. De synger så fedt og nærværende.”

Havde du en person, der hjalp dig, da du selv var grøn?

”Jeg begyndte at spille bluesrock sammen med nogle kammerater som teenager, og det var begyndelsen til The Blue Van. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi lavede. ’Hvordan komponerer man? Shit, I don’t know … men lad os finde ud af det.’ I Brønderslev blev vi en del af en større gruppe, der spillede musik, men vi manglede et sted at optræde. Inger Aarup, bibliotekar og kulturpersonlighed, åbnede et lokale for os på biblioteket, og vi dannede en forening, spillede koncerter og afholdt ’Battle of the Bands’. Der var mikrofoner og højttalere, som virkede nogenlunde. Det var fucking magi. At mødes med vennerne, forberede sig, gemme lidt øller i busken, spille en koncert, høre konkurrenterne, gå udenfor og drikke øllerne og, måske, kysse med en pige bagefter. De arrangementer var med til at tænde en ild. Det kan godt være, at det ikke er muligt at leve af musikken, men nu prøver vi det alligevel, for jeg har ikke andre ambitioner. Så må jeg arbejde shitty jobs og satse på den store gevinst i lotteriet.”

Så hvornår troede du på det?

”Måske var der et vendepunkt i 1996, hvor vi fik vores trommeslager, Per Mølgaard Jørgensen, og blev enige om, at det var det, vi ville. Og så bumlede The Blue Van ellers derudad, mens vi fejrede de små sejre: Nu har vi spillet i Randers. Nu har vi spillet på Campingscenen på Roskilde Festival. Nu har vi spillet på selve Roskilde. Nu har vi udenlandsk pladekontrakt. I en årrække skubbede vi hele tiden opad, og det var skidefedt. I dag har jeg det sådan, at jeg ikke længere følger behovet for at skubbe opad. Af en lille bonderøv fra Nordjylland at være har jeg været med til nogle vilde ting. Jeg har stadig kæmpe ambitioner, men jeg stiller mig også tilfreds. Det går langsomt med Peppermint B, mit lille sideprojekt, men når jeg går ind på Spotify og ser, at der trods alt hver uge er nogen i Singapore eller Moskva eller et tredje sted i verden, der har været inde at lytte til det, så er jeg glad.”

Hvad ville du fortælle den unge Steffen Westmark, hvis han kom på dit kursus?

”Jo ældre jeg bliver, jo mere produktiv bliver jeg. Det er nok et spørgsmål om at bekymre sig mindre om, hvad andre synes. Så måske ville jeg bare sige, at han skal tro på sig selv. Mange kunstnere lider af det såkaldte impostor syndrome. Hvornår finder de ud af, at jeg er fucking ringe … men det er selvfølgelig også en drivkraft, som man ikke nødvendigvis skal tage fra dem. Så måske ville jeg ikke sige så meget. Drikke en kop kaffe, kigge på ham, smile lidt.”

DA HAN BEGYNDTE på seminariet, var det med en ambition om at blive et friskere, mindre alvorstungt alternativ til de skolelærere, han selv havde mødt. Være mere autentisk, lytte mere til børnene, være i øjenhøjde.

”Mine lærere i skolen havde gjort et ualmindeligt dårligt arbejde. Det mente jeg, at jeg kunne gøre bedre,” siger Thomas Leth Teisen, der flyttede til København som 20-årig for at gå i gang med læreruddannelsen fuld af selvtillid.

Speederen blev trykket i bund, også uden for skoletid.

”Jeg troede, jeg havde fundet meningen med det hele. I fritiden læste jeg mine digte højt og levede som streetartist. Jeg brugte mange penge, havde forhøjet sexdrift, kunne ikke stoppe med at feste. Eftermiddage blev til nætter, ting og sager kom på bordet. Jeg stabiliserede mit humør med stoffer. Alting tog fart.”

Hans mor havde en fornemmelse af, at noget var ved at gå over gevind, og fik ham til at besøge en læge – det kunne jo aldrig skade, som hun sagde. Lægen sendte ham videre til en psykiater, der diagnosticerede ham med bipolar affektiv sindslidelse, som er karakteriseret ved store humørudsving, fra mani til depression.

”Jeg fik forklaret, at det er normalt at have svingninger, men at mine var alt for store. Jeg blev ret bange, havde det, som om jeg så en gyserfilm om en person, der var ved at blive besat,” siger Thomas Leth Teisen, der flyttede hjem til sin familie i Odense for at fortsætte sin uddannelse dér – og for at komme væk fra vennekredsen og festerne i København – men undlod at tage den medicin, der skulle udligne svingningerne. Han var bange for, at den ville lægge en dæmper på hans kreative energi. Desuden medførte flytningen et brud med en kæreste, som han tog som et varsel. 

”Jeg var overbevist om, at mit liv ville falde fra hinanden, hvis der ikke var en kvinde til at holde sammen på det.”

I praktik som skolelærer. Foto: Privat

THOMAS LETH TEISEN var fem år gammel, da hans far begik selvmord. En skolepsykolog beskrev senere Thomas’ chokerede tilstand oven på tragedien, som om ”han var faldet i et dybt, sort hul”. Et billede, der skræmte drengen og igennem årene forfulgte ham som en fornemmelse af, at han selv en dag ville komme til at lide samme skæbne som sin far. Da han flyttede hjem til Odense, kom der fornyet næring til tvangstanken. 

”Jeg havde en fornemmelse af at være faret vild. Jeg oplevede virkeligheder, andre ikke gjorde. Jeg kunne se energifelter omkring ting. Jeg fik en fornemmelse af, at andre kunne tappe ind i mine tanker og stjæle dem. Gik jeg en tur langs åen og mødte nogle, var jeg bange for, at de kunne se alle mine tanker, ligesom jeg følte, jeg kunne se deres tanker. Det var identitetsfrarøvende, og jeg blev angst, fraværende og svær at komme i kontakt med. I sidste ende førte det til selvmordstanker.”

Da det blev for meget, lod den 22-årige Thomas Leth Teisen sig indlægge på en åben psykiatrisk afdeling i Odense. Han fik nu en ny diagnose, paranoid skizofreni, og også medicin, som han denne gang gik med på at tage.

”Medicinen sænker neurotransmitternes hastighed i hjernen. Men den gjorde også alt, hvad jeg tænkte, følte og mærkede, fladt. Der var ingen negative tanker, men heller ingen begejstring. Jeg kunne ikke fornemme mæthed, så jeg tog meget på i vægt. Jeg havde svært ved at overskue ting, jeg var ude af stand til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Det gjorde det vanskeligt at studere. Men i det mindste kunne jeg slappe nogenlunde af med medicinen.”

På snedkerværkstedet. Foto: Privat

HAN HOLDT PAUSE fra studiet og arbejdede på en café. Det var ensartet, uden for mange mennesker omkring, og det hjalp på balancen. Han mødte også en kæreste på cafeen og følte sig efter et år klar til at studere igen. En anden slags medicin med færre bivirkninger hævede hans kognitive niveau, og ved siden af studierne helligede han sig at få det bedre. 

”Jeg var i kontakt med psykologer, psykiatere, ergoterapeuter – jeg havde en SPS-mentor, jeg talte med en gang om ugen. Jeg fik handicap-SU, og der var stor velvilje, hvis jeg søgte om at få udsat en eksamen. Jeg fik stor hjælp til at klare mig,” siger Thomas Leth Teisen, der midt i 20’erne igen oplevede store udfordringer, også med koncentrationen. 

Corona forandrede verden, og hans egen stedsøster døde af kræft omkring det tidspunkt, hvor han skulle aflevere sin afsluttende opgave. Han lod sig indlægge hos lokalpsykiatrien i Odense, bare for at være et sted, hvor der ikke var nogen forstyrrelser, mens han skrev sig i mål. Ikke det hyggeligste sted at opholde sig, men det virkede, Thomas Leth Teisen bestod lærerseminariet med et 10-tal:

”Det var surrealistisk at klare den. Det vendte alting på hovedet, at nogen godt kunne lide, hvad jeg havde at give. Det gav gåpåmod og energi.”

Indtil da havde han kun lige tænkt det næste skridt frem. Nu var han kvalificeret til at gå ud og undervise. Han søgte en masse stillinger, men konfronteret med den faktiske mulighed for at skulle stå i et klasselokale og orkestrere en potentielt stressende klasse valgte han at søge i en mere lavpraktisk retning. Odense Kommune hjalp ham til jobtræning i et snedkerværksted, hvor han trivedes med mange rutiner og få kolleger. Han endte med at blive fastansat – og fik lyst til at læse videre, denne gang til designer.

Nyuddannet skolelærer. Foto: Privat

PÅ DESIGNSKOLEN KOLDING lærte Thomas Leth Teisen at skære ind til benet af et problem. Tage sig af det vigtigste først. Som en afsluttende opgave på kandidatuddannelsen Design for Play skulle han fremstille et produkt. Rammerne var frie, hvilket kun gjorde det vanskeligere at satse på én ide. Han havde seks forskellige koncepter oppe at vende og tre vejledere: en akademiker, en industriel designer og en mentor. Det var mentoren, der fik sat skub i beslutningen.

”Han sagde: ’Du skal bare lave noget. Du skal forstå, at lige så snart du har noget i hænderne, vil arbejdet med det udfolde sin egen mening.’ Det var på grund af ham, at det overhovedet lykkedes mig at få lavet noget,” siger Thomas Leth Teisen, der endte med i februar sidste år at lægge et brætspil på eksamensbordet, der handlede om selve livet. 

”Jeg tænkte: Hvad er de mest basale stykker legetøj i verden? En terning og en snurretop! Hvad er de mest basale omstændigheder for livet? Beslutninger og forandringer! Det skulle være grundelementerne i mit brætspil, og derudfra forsøgte jeg at lave nogle regler, der gav mening.”

’The Game of Life’. Foto: Privat

Vejlederne var meget imponerede over den proces, han havde været igennem, mens han udviklede det, men de syntes, selve spillet var lidt svært og abstrakt, og snurretoppen virkede knap så godt. Modtagelsen havde ikke den store indvirkning på Thomas Leth Teisen. Han var færdig med spillet – og færdiguddannet.

I skrivende stund bor han i Kina, hvor hans kæreste, som han mødte på skolen i Kolding, arbejder som konsulent for en legetøjsvirksomhed. Bagefter planlægger de at rykke teltpælene videre til Indien, hvem ved, måske en dag hjælpe nogle indiske skolebørn med at bringe deres legende tankesæt i spil. I dag har Thomas Leth Teisen klaret sig uden antipsykotisk medicin i fire år, og han opfatter ikke længere sit liv som en ond profeti, der skal opfyldes:

”Jeg har lært at skære ind til det væsentlige. Skelne tingene fra hinanden. Det gjorde mig syg, at jeg identificerede mig med mine negative tanker. I dag har jeg fundet ud af, at jeg ikke er mine tanker og mine følelser. Jeg er bare mig selv.”