Indlæg

Selvom vi aldrig har levet længere, været sundere eller mere lykkelige, bliver vi åbenbart mere og mere psykisk syge. Skyldes det, at almindelige hændelser i livet sygeliggøres, og raske mennesker bliver gjort til patienter? Det mener fremtrædende forskere og læger. Men de er oppe imod medicinal-
selskaberne, politikerne, patientforeningerne, sundhedsvæsenet og patienterne selv. Ud & Se tager temperaturen på diagnose-samfundet.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Simon Bukhave

HVORDAN DEFINERER man sygdom?”

Psykiater Allen Frances lader spørgsmålet hænge et par sekunder og læner sig let frem med begge hænder på bordet som en lærer, der skal levere et guldkorn til sine elever. Hans øjne vandrer gennem auditoriet, fra højre mod venstre: ”Der er ikke nogen operationel definition af sygdom. Slår vi op i ordbogen, defineres det som fraværet af sundhed.”

Allen Frances holder endnu en kunstpause.

”Men slår vi sundhed op, er det defineret som fraværet af sygdom. Og da jeg forsøgte at definere normalitet, stødte jeg på præcis samme problem. Det ene begreb bider det andet i halen,” siger manden, der ud over at være psykiater og professor emeritus også er den person, der i 90’erne var hovedansvarlig for fjerde udgave af den amerikanske manual for psykiatriske diagnoser – kendt som ’diagnosebiblen’. 

Men nu er forfatteren til den store bog om psykiatriske diagnoser blevet en af dens skarpeste kritikere, og han anklager både manualen og en lang række af sine kolleger for at være med til at gøre raske mennesker til patienter. 

Den 76-årige amerikaner med kridhvidt hår og solbrun hud er en af hovedtalerne ved den årlige konference om overdiagnostik, Preventing Overdiagnosis, der afholdes i Mærsk Tårnet i København, og han udbreder sit budskab foran ligesindede i tweed-blazere og kaki-bukser. 

Når der ingen klar linje findes mellem syg og rask, mellem normal og unormal, bliver det umuligt selv for højt kvalificerede læger og psykiatere at skelne det ene fra det andet. Især i tilfælde, hvor patienten befinder sig i en gråzone, forklarer han tilhørerne: 

Hvem får lov til at definere sygdom? Og hvad sker der, når grænsen for sygdom flytter sig?

NÆSTEN 10 PROCENT af danske skolebørn har i dag en psykiatrisk diagnose. I 2010 var tallet fire procent. De voldsomme stigninger i forekomsten af de mest udbredte psykiatriske diagnoser, ADHD, angst, autisme og depression – særligt hos børn – tyder på, at en hel generation af psykisk syge danskere er på vej. Men ifølge en række fremtrædende danske forskere og læger og Sundhedsstyrelsen er eksplosionen af psykiatriske diagnoser ikke kun udtryk for, at vi er blevet mere syge. I stedet er vi i gang med at sygeliggøre almindelig menneskelig lidelse.

Svend Brinkmann – professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bestsellere om det moderne samfunds ’selvudviklingstyranni’ – er en af de markante kritikere af det stigende antal psykiatriske diagnoser. Han har flere gange proklameret, at vi lever i et ’diagnosesamfund’, hvor diagnosen har invaderet en række områder i samfundet, hvor den ikke hører hjemme – med en kraftig indskrænkelse af normalitetsbegrebet til følge.

”Vi er vidne til en massiv sygeliggørelse af almindelige hændelser i livet. Det er nået til et punkt, hvor der nærmest ikke er noget som helst tilbage i vores liv, som er lidelsesfuldt, men ikke behandlingskrævende,” siger han og fortsætter:

”Hvornår er en stor tristhed, som følger et tab eller en stor skuffelse i livet, en naturlig nedtur i livet? Og hvornår er det en klinisk depression, som skal behandles med antidepressiva? Grænsen for, hvor dårligt vi har lov til at have det, før vi betragter det som en psykisk lidelse, er skredet massivt.”

I juni blev ’vedvarende sorglidelse’ anerkendt af WHO som en officiel diagnose, og endnu en diagnose blev dermed indlemmet i den stadig voksende familie af lidelser, der kan lindres med medicin. Anerkendelsen fra verdenssundhedsorganisationen betyder, at sorg, der er intens og varer længe, nu bliver anset som en sygdom på linje med depression og andre psykiske lidelser. 

Nogle læger hilser diagnosen velkommen, fordi de mener, at den kan være med til at gøre det nemmere at skelne almindelig sorg fra kompliceret sorg, der kræver behandling. Andre, som Svend Brinkmann, er bekymrede for, at den nye sorgdiagnose blot er seneste skridt i retning af at sygeliggøre de livskriser, som rammer os alle, når vores nære dør, når vi bliver skilt, eller når vi bliver fyret fra vores arbejde.

”Alle mennesker, som har levet et langt liv, ved, at livet er fyldt med op- og nedture. Det at være ked af det, have sorg, opleve tab og have smerte og lidelse er en naturlig del af livet. Det betyder ikke, at man ikke skal have hjælp, hvis man er i dyb sorg, men er det en sygdom? Det mener jeg ikke,” siger han.

I Danmark er en arbejdsgruppe bestående af læger, psykologer og psykiatere netop gået i gang med at udarbejde retningslinjer for diagnosticering og behandling af sorg. Deres anbefalinger skal være klar i løbet af 2019.

 

DIAGNOSE-EPIDEMI?

Hver femte dansker i den arbejdsdygtige alder har ifølge OECD en psykisk sygdom. Hver tredje dansker vil statistisk set blive ramt af psykisk sygdom i løbet af livet, og hver fjerde vil blive ramt, inden de fylder 50 år. På globalt plan forventes 50 procent af alle mennesker at blive ramt af psykisk sygdom på et tidspunkt i deres liv.

Andelen af danskere med psykiatriske diagnoser er stigende, særligt blandt børn og unge. På få år er antallet af børn og unge med en psykiatrisk diagnose mere end fordoblet. I 2010 havde fire procent af de 15-årige en diagnose, i 2017 var tallet steget til ni procent – næsten hvert 10. barn.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af danske børn og unge med angst, autisme og depression fordoblet, mens antallet af børn og unge med en ADHD-diagnose er tredoblet. Fra 2000 til 2009 skete der en 10-dobling i antallet af personer, der tager medicin mod ADHD.

Fra 1996 til 2012 firedobledes danskernes forbrug af antidepressiv medicin. I 2012 blev der indløst 166 millioner døgndoser antidepressiv medicin i Danmark – det svarer til, at hver dansker tog antidepressiva i knap 29 dage. Siden er salget af antidepressiva faldet en smule, blandt andet på grund af øget bevågenhed på området i sundhedsvæsenet.

På verdensplan steg antallet af personer, der lider af depression, med 20 procent fra 2005 til 2015. Med mere end 300 millioner tilfælde er depression i dag den mest udbredte årsag til sygdom i verden.

I Danmark er antallet af personer med autisme-diagnoser tre gange så højt som for tre årtier siden. I dag lider cirka 1,5 procent af en fødselsårgang af autisme. Hele 60 procent af stigningen skyldes ændrede registreringsmetoder, og at kriterierne for diagnosen blev udvidet i 1994. I USA steg antallet af børn med autisme med 657 procent fra 1993 til 2003. 

Psykiske lidelser koster hvert år samfundet 55 milliarder kroner. Kun 10 procent af disse udgifter går til behandling, resten går til udgifter til sygefravær, nedsat arbejdsevne og førtidspension. Angst er den sygdom, der belaster samfundet mest, og koster årligt 9,5 milliarder kroner.

Kilder: American Medical Association, Centers for Disease Control and Prevention, Danmarks Apotekerforening, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Institut for Folkesundhed, Kommunernes Landsforening, OECD, Rigshospitalet, Sundhedsdatastyrelsen, Sundhedsstyrelsen, US Department of Education, WHO.

450 LÆGER og forskere fra 30 lande har i tre dage været samlet i Mærsk Tårnet for at diskutere, hvordan man løser den sundhedsmæssige udfordring, de anser for at være tidens største: at alt for mange mennesker får alt for mange diagnoser, som de ikke har brug for, til skade for både dem selv og for samfundet. 

På tilhørerpladserne i Niels K. Jerne-auditoriet, hvor Allen Frances holder sin tale, sidder danske John Brodersen. Han er professor i almen medicin ved Københavns Universitet, praktiserende læge, og han har i mange år forsket i overdiagnostik. Som medlem af bestyrelsen i Preventing Overdiagnosis er han medarrangør og vært for årets konference. 

Men Allen Frances, John Brodersen og de andre forskere kæmper en kamp, der er svær at vinde, for i dag har næsten alle en interesse i flere diagnoser, ikke færre. 

Det gælder medicinalselskaber, der sponsorerer læger og forskere, og som tjener på at sælge mere medicin mod både eksisterende og nye diagnoser, der hele tiden kommer til. Det gælder patientforeninger, der kæmper for mere fokus og flere penge til netop den lidelse, de repræsenterer. Det gælder politikere, der vil få mere end almindelig svært ved at vinde et valg på at kræve færre undersøgelser og mindre behandling i stedet for mere. Det gælder strukturer i sundhedssystemet, der skaber økonomiske incitamenter for læger og hospitaler til at diagnosticere mere og behandle flere. Og det gælder befolkningen selv, der har brug for diagnoserne for at få hjælp og til at forklare, hvorfor vi ikke har det godt. 

 Ifølge John Brodersen er det stigende antal diagnoser et symptom på vores trang til at kontrollere alle risici i tilværelsen – det, den tyske sociolog Ulrich Beck har døbt ’risikosamfundet’. I jagten på at eliminere sygdom er vi i færd med at gøre alle til patienter:

”Vi lever i illusionen om nul risiko. Se på terrorbekæmpelsen, som gav os overvågningssamfundet, men lykkedes det at udrydde terror? Vi har skabt diagnosesamfundet, fordi vi i vores iver efter at leve længere og uden lidelse paradoksalt nok forebygger, undersøger og behandler os til flere diagnoser, ikke færre. I sidste ende er det en illusion. Ingen kan undgå sygdom,” siger John Brodersen.

Foto: Morten Holtum

”Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst.
Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD.
Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme.”

John Brodersen, professor i almen medicin og praktiserende læge

 

”KAN SUNDHEDSVÆSENET skabe usundhed?” spørger et blåt banner, som pryder den ene væg over skrivebordet på et kontor i det gamle kommunehospital i Indre København, hvor bøger og ringbind et par uger efter konferencen slås med stakke af tidsskrifter og dokumenter om, hvem der kan rode mest. Ved det runde mødebord i mørkt træ sidder John Brodersen, der er en midaldrende mand med kort brunt hår, skæg og en kraftigt markeret bekymringsrynke mellem øjenbrynene. Han er midt i en forklaring af, hvorfor han mener, at det stigende antal diagnoser er et problem:

”Hvis du spørger ethvert individ, om de helst vil være raske eller syge, vil næsten alle svare, at de foretrækker at være raske. Når vi giver diagnoser til folk, der ikke har brug for dem, sygeliggør vi raske mennesker. Vi ved, at mennesker med diagnoser lever kortere, bliver dårligere uddannet, har sværere ved at få et arbejde. Og vi ved, at de mange diagnoser skaber et gigantisk økonomisk pres på vores sundhedssystem. Med alle de konsekvenser, det har for individet, for folkesundheden og for vores samfund, medfører det ikke andet end skade at gøre raske mennesker til patienter.”

Til gengæld har Brodersen sværere ved at svare på, hvor stort problemet er. Det skyldes, at der kun findes få forskningsprojekter, som har undersøgt omfanget af overdiagnostik. Prostatakræft hos mænd er et af de eneste områder, hvor der hersker bred enighed om, at de såkaldte PSA-tests har været skyld i, at op mod halvdelen af alle mænd med prostatakræft er overdiagnosticerede. Og i en stor rundspørge i USA blandt mere end 2.000 læger viste resultatet, at lægerne anså 20 procent af al behandling i det amerikanske sundhedsvæsen for at være unødvendig.

Men på mange områder – særligt det psykiatriske – er det ekstremt svært at dokumentere, at der bliver givet for mange diagnoser. Et grundlæggende problem er, at fænomenet er så godt som usynligt for patienterne selv.

”Patienter med en unødvendig diagnose vil næsten aldrig opfatte sig selv som overdiagnosticerede. Langt de fleste vil helt naturligt acceptere diagnosen. Og hvorfor skulle de gøre andet? Hvis du får en diagnose, aner du ikke, om du er overdiagnosticeret, og du har ingen chance for at finde ud af det. Men det kan være et kæmpe problem, hvis du render rundt med eksempelvis en psykiatrisk diagnose, du ikke har brug for,” siger forskeren. 

EN PSYKIATRISK DIAGNOSE stilles ud fra en række symptomer, der identificeres hos en patient. Kriterierne for diagnosen står nedskrevet i et diagnostisk system eller en diagnosemanual. Opfylder patienten nok kriterier, gives en diagnose.

I Danmark og mange andre lande bruger man et diagnosesystem udviklet af WHO, mens man i USA anvender et andet system. Da den første udgave af den amerikanske diagnosemanual – der har haft stor indflydelse på WHO’s udgave – udkom i 1952, var manualen på cirka 100 sider. I 2013, da manualen sidst udkom, var den på næsten 1.000 sider.

”Hver gang diagnosemanualerne revideres, kommer der flere og flere diagnoser, og grænserne for, hvornår de kan stilles, hvor mange symptomer man skal have, og hvor længe symptomerne skal vare, udvandes konstant,” siger John Brodersen, der som en lang række andre forskere – her­iblandt Allen Frances – forholder sig stærkt kritisk til den nye udgave af manualen, der var genstand for store forskningsmæssige kontroverser op til sin udgivelse. 

”Historisk set findes der talrige eksempler på, at ting, man før ikke betragtede som sygdom, i dag er blevet en diagnose. Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst. Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme,” forklarer han.

Ifølge John Brodersen er der en klar årsag til, at diagnosemanualerne har fået vokseværk. Han, og mange andre forskere, beskylder medicinalindustrien for såkaldt sygdomsmageri, hvor medicinalfirmaer dels arbejder for opfindelsen af nye diagnoser for at sælge medicin til at behandle dem med, dels forsøger at finde nye områder, hvor eksisterende medicin kan anvendes.

”Ser man på antidepressiva, har medicinalselskaber prøvet at oversælge beslægtede områder. Antidepressiv medicin bliver i dag for eksempel anvendt til at behandle ludomani og vejvrede,” siger John Brodersen.

Samtidig bruger medicinalindustrien enorme summer på lobbyisme og på at sponsorere både forskning, læger og patientforeninger i ind- og udland, hvilket kan skabe potentielle interessekonflikter. Ifølge den amerikanske nonprofitorganisation Center for Responsive Politics, der fører opsyn med lobbyisme i USA, har medicinalindustrien i løbet af de seneste 20 år brugt 3,9 milliarder dollars på lobbyisme – flest af alle industrier.

I 2006 viste en undersøgelse fra University of Massachusetts i Boston, at mere end halvdelen af de læger og forskere, der var med til at udarbejde den fjerde udgave af den amerikanske diagnosemanual, modtog penge fra medicinalindustrien. Og samtlige medlemmer af det panel, der fastsatte kriterierne for depression og andre humørrelaterede lidelser, havde økonomiske forbindelser til firmaer, som producerer antidepressiv medicin.

Foto: Lisbeth Holten

”Hvornår er en stor tristhed, som følger et tab eller en stor skuffelse i livet, en naturlig nedtur i livet? Og hvornår er det en klinisk depression, som skal behandles med antidepressiva? Grænsen for, hvor dårligt vi har lov til at have det, før vi betragter det som en psykisk lidelse, er skredet massivt.”

Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet og forfatter

 

SVEND BRINKMANN mener, at de massive økonomiske interesser hos medicinalindustrien og hos de læger og psykiatere, der tjener penge på at behandle patienter, har medført en markedsgørelse af diagnostikken. Det anser han som et stort problem.

”Der er sket en nærmest markedsagtig ekspansion, fordi der er enorme summer på spil. Ikke mindst for medicinalindustrien, men også i forhold til andre former for hjælp og behandling til mennesker, der har det svært. Jo mere man kan udvide markedet, desto flere penge kan man tjene. Det farlige er, at det bliver dækket ind under en fortælling om, at man bare gerne vil hjælpe folk,” mener han.

Poul Videbech – overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri – er langtfra enig i Brinkmanns udlægning.  

”Svend Brinkmanns synspunkter bærer præg af, at han ikke har ansvar for eller klinisk kendskab til mennesker lidende af depression. Hvis det var sådan, at der var flere, som fik depression eller angst, ville det som videnskabsmand være naturligt at stille spørgsmålet: Hvad er det i samfundet, der gør, at der kommer flere? Men det, han og andre gør, svarer til at smide termometeret væk, hvis en patient har feber. Jeg synes, at det er uvidenskabeligt. Der er tværtimod lavet videnskabelige undersøgelser i Danmark, som viser, at der sker en underdiagnosticering. Eksempelvis er der mennesker, der har en depression, som slet ikke går til lægen. Det er meget farligt, fordi det betyder, at de er i risiko for at begå selvmord,” siger han. 

Hos Lægemiddelindustriforeningen – der er en brancheorganisation for medicinalfirmaer i Danmark–  afviser vicedirektør Henrik Vestergaard, at medicinalindustrien er skyld i sygdomsmageri eller er med til at skabe flere diagnoser.

”Medicinalindustrien kan som industri kun overleve ved at være troværdig, og den troværdighed kan vi kun bevare ved at levere medicinske løsninger til mennesker, der vitterlig er syge. Den samfundskontrakt er vi nødt til at overholde. Vi går ikke efter at tjene en masse penge på en målgruppe, der pludselig opstår, hvorefter det viser sig, at produkterne ikke virker. Den forskning, vi finansierer, er typisk forsøg, som skal teste, om vores produkter virker, og forsøgene er ekstremt regulerede. Hvis ikke produkterne virker, kan de ikke komme på markedet, så enkelt er det,” siger han. 

Henrik Vestergaard ser det heller ikke som et problem i sig selv, at der bliver givet flere diagnoser. 

”At der i dag er flere, der får diagnoser end tidligere, betyder jo bare, at flere får vished om, hvad de fejler, og hvad de eventuelt kan gøre ved det. Det kan jeg, populært sagt, kun se som en win-win-situation.”

 

DET NYE DIAGNOSESYN

Jesper Vaczy Kragh er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og ekspert i psykiatrihistorie. Ifølge ham har vores syn på psykiatriske diagnoser ændret sig markant de sidste 40 år:

”I 70’erne og 80’erne gjaldt det for alt i verden om at undgå at få en diagnose. Der var antipsykiatriske bevægelser som Galebevægelsen, hvis motto var, at sindssygdom var en naturlig reaktion i et sygt samfund. Psykisk sygdom blev betragtet som et samfundsproblem snarere end noget, der var galt med den enkelte. Mange betragtede også psykiatrien og psykiatriske diagnoser som stigmatiserende. Psykisk sygdom var ekstremt tabubelagt, og det var ikke noget, man talte om offentligt. Først inden for de sidste 20 år er psykisk sygdom blevet noget, man taler mere åbent om i Danmark. I hvert fald omkring nogle diagnoser som eksempelvis depression. Samtidig har moderne hjerneforskning bragt de biologiske begrundelser for psykisk sygdom tilbage, og i dag ser man i højere grad psykisk sygdom som noget, der er knyttet til det enkelte menneske. Der er sket en form for individualisering af diagnosen.”

I 2010 FIK Anahi Testa Pedersen konstateret skizotypi. Det er en sindslidelse, der giver forstyrrelser i tænkemåde, følelsesliv og adfærd, og som betragtes som en mildere udgave af skizofreni. I forbindelse med en hård skilsmisse lod den 40-årige kvinde sig indlægge i tre uger på Bispebjerg Hospital, fordi hun følte sig udmattet og mentalt udkørt. 

”De fortalte mig, efter at jeg blev indlagt, at systemet fungerer sådan, at de skal sætte et mærkat på patienten, som forklarer, hvorfor vedkommende er blevet indlagt. Og det mærkat er en diagnose,” fortæller hun.

Anahi Testa Pedersen så ingen anden vej ud og accepterede at blive diagnosticeret, selvom hun følte sig relativt sikker på, at hun ikke fejlede noget, men blot gennemgik en livskrise. Efter indlæggelsen blev hun behandlet med antipsykotisk medicin i halvandet år, indtil hun selv besluttede at stoppe, fordi medicinens bivirkninger overskyggede de gavnlige effekter. I stedet valgte hun at gå i terapi.

I dag, otte år senere, er  Anahi Testa Pedersen efter eget udsagn normal og velfungerende. Hun lever af at lave dokumentarfilm og holder foredrag om sit syn på psykiatrien. Men på papiret har hun stadig diagnosen skizotypi, og modsat fysiske sygdomme, hvor patienten raskmeldes efter succesfuld behandling, kan hun ikke slippe af med den igen.

Har man først fået en psykiatrisk diagnose, kan den skabe problemer senere i livet, også selvom man ikke længere er i behandling. Blandt andet er det sværere at adoptere og tegne forsikringer, og det er ikke muligt at få en række job og uddannelser som for eksempel brandmand, pilot eller politibetjent. Men for Anahi Testa Pedersen har det først og fremmest været et ønske om at kunne kalde sig rask og slippe af med diagnose-mærkatet, der fik hende til at undersøge, om det var muligt at blive afdiagnosticeret – indtil videre uden held.

”Da jeg fik diagnosen, begyndte jeg at tænke mere på, hvad andre folk tænkte om mig. Jeg har en datter, og hvad ville folk tænke om mig som mor, hvis de fik det at vide? Sådan tænker jeg ikke længere i dag, men jeg synes, at det er ekstremt ubehageligt, at jeg ikke kan komme af med min diagnose, selvom både min egen læge og jeg selv mener, at jeg er rask, og selvom det er flere år siden, jeg har været i behandling,” siger hun.

At Anahi Testa Pedersen ikke kan kom-me af med sin diagnose, skyldes, at det i Danmark er ulovligt at slette oplysninger i patientjournaler, og derfor er alle indtastninger permanente.

”Hvis man bliver opereret for blindtarmsbetændelse, kan det heller ikke fjernes fra patientjournalen. Derfor kan man jo godt blive rask alligevel. Hvis læger kunne rette i journaler, ville det afgørende forringe patienters retsstilling, for eksempel i forbindelse med klagesager. Men det er et problem, at psykiatriske diagnoser eksempelvis forhindrer folk i at tegne en forsikring, og det er en brændemærkning, som jeg mener, at man fra lovgiverside burde gøre noget ved,” siger overlæge og professor Poul Videbech.

Spørger man John Brodersen, er udsigten til en kommende generation med markant flere psykisk syge end tidligere bekymrende. Han frygter, at de mange diagnoser til børn og unge kan blive en stor belastning for både sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet og det sociale system, hvis det fortsat ikke er muligt at få fjernet en psykiatrisk diagnose, når først den er konstateret.

”Hvad skal der ske med de næsten 10 procent af vores skolebørn, der i dag har en psykiatrisk diagnose? Hvor ender de henne i deres liv med det mærkat? Vi ved, at diagnoser er skabende for ens personlighed, så når du giver et barn en autismediagnose, begynder barnet at identificere sig med diagnosen og opføre sig derefter. Hvad er fremtiden for alle de mennesker?”

Foto: Privat

”Det er muligt, at nogle patienter misbruger eller misforstår diagnosen, men den slags sker hele tiden, og det er svært som læge at gøre så meget ved det. Folk misbruger også knive til de mest forfærdelige forbrydelser, men det er jo ikke et argument for at afskaffe knive.”

Poul Videbech, overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri

 

I DANMARK er en diagnose en forudsætning for at få hjælp i sundhedsvæsenet. Og i det sociale system vil kommunen oftest have lægens ord for, at borgeren er syg, inden den vil gribe ind. En diagnose er dermed adgangsbillet til medicin, terapi og andre former for behandling, men også til sociale ydelser. Det stiller læger i et dilemma, når de skal diagnosticere borgere med psykiske problemer, der kan have behov for en pause fra arbejdsmarkedet, men ikke har en decideret diagnose. Men uden en diagnose vil borgeren sandsynligvis ikke kunne få tildelt sygedagpenge, og derfor skal lægerne tage stilling til, om de skal give borgeren en diagnose, som vedkommende reelt ikke har. Netop det viste en rapport fra Etisk Råd i 2016, og problemstillingen er blot ét eksempel på, at den måde, vores system er indrettet på, er med til at skabe flere diagnoser, mener John Brodersen:

”Der er masser af uheldige økonomiske incitamenter både hos praktiserende læger og på hospitalerne, som kan føre til flere diagnoser. Praktiserende læger bliver eksempelvis betalt per konsultation. Jo flere diagnoser, jo flere konsultationer, jo mere indtægt. På hospitalerne er nogle diagnoser bedre betalt end andre via såkaldte DRG-takster, men denne værdisætning skifter fra tid til anden. Derfor ser man også, at de diagnoser, der har den højeste værdi, er mere populære end dem, der er lavere værdisat, men dette kan skifte, hvis værdien ændres.” 

Når diagnosen bliver en adgangsbillet til behandling, får det også patienterne selv til at efterspørge diagnoser

”Man kan tale om en sygeliggørelse ovenfra, hvor systemet, strukturelle forhold og økonomiske interesser skaber flere diagnoser. Men der sker også en sygeliggørelse nedefra i form af patienter og patientforeninger, der selv efterspørger flere diagnoser,” forklarer John Brodersen.

 

DERFOR DIAGNOSER

”I sundhedsvæsnet vil vi gerne stille en diagnose, fordi den siger noget om, hvorvidt og hvordan patienten skal behandles, og hvad prognosen er, afhængigt af hvilken sygdom der er tale om,” forklarer overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri, Poul Videbech, og fortsætter: 

”Diagnosen er desuden en hjælp i forhold til at lave medicinalstatistikker, så vi kan se, om eksempelvis antallet af patienter med depression stiger, og undersøge, hvad det skyldes. Når en patient får en diagnose, vejleder den lægen i forhold til at give behandling. 

Men den er også en hjælp for patienten, der dels får krav på omsorg og dels får svar på, hvad vedkommende fejler. 

Jeg kender ingen, som har det dårligt, der ikke har interesse i at en få en forklaring på, hvad der er galt med dem, og hvad der kan gøres for, at de får det bedre. Det er muligt, at nogle patienter misbruger eller misforstår diagnosen, men den slags sker hele tiden, og det er svært som læge at gøre så meget ved det. Folk misbruger også knive til de mest forfærdelige forbrydelser, men det er jo ikke et argument for at afskaffe knive. Det, man skal være opmærksom på med diagnoser, er, at de kan få potentielle konsekvenser for patienten, eksempelvis i forhold til forsikringsselskaber. Men som udgangspunkt er diagnosen et meget anvendeligt redskab i sundhedsvæsnet, som sikrer, at vi tilbyder den rette behandling til patienterne.”

Danske patientforeninger er flere gange blevet beskyldt for at puste sygdomstal kunstigt op for at skabe mere fokus på den lidelse, de repræsenterer. Tæller man de sygdomstal sammen, som 10 af de største patientforeninger i Danmark oplyser på deres hjemmeside, svarer det til, at hver og en af de 5,8 millioner danskere i landet har en diagnose. Selv når man tager højde for, at det er muligt for en patient at have flere diagnoser samtidig, er det samlede tal helt ude af proportioner, mener John Brodersen.

”Det er ren overdiagnostik. Patientforeninger er politiske interesseorganisationer, som har en klar interesse i at få netop deres sygdomsområde til at se omfattende og alvorligt ud. Sygdomstallet kan betyde meget for deres muligheder for at komme ud med deres budskaber og få politikerne i tale,” siger han.

Spørger man Camilla Hersom, formand i Danske Patienter, som repræsenterer 82 af de knap 150 patientforeninger i Danmark, er kritikken af foreningerne uberettiget.

”Jeg kan ikke genkende billedet af, at patientforeninger er med til at skabe unødvendige diagnoser. Selvfølgelig repræsenterer alle foreninger en særlig gruppe patienter, men jeg oplever ikke, at de presser på for, at flere skal diagnosticeres. Hvis der er et pres, er det for, at der bliver gjort mere i de tilfælde, hvor man kan hjælpe patienten bedre ved at sætte tidligere ind med undersøgelser og forebyggende behandling,” siger hun.

DET STIGENDE ANTAL diagnoser skaber et enormt økonomisk pres på det danske sundhedsvæsen. Psykiatriske lidelser koster hvert år samfundet 55 milliarder kroner, og udgifterne stiger støt. Når man skal forklare konsekvenserne af overdiagnostik, er det økonomiske argument formentlig det argument, der har størst og bredest gennemslagskraft. Men ifølge Svend Brinkmann kan det stigende antal diagnoser også få helt andre konsekvenser for det samfund, vi lever i:

”Det er et problem, hvis vores forståelse af tilværelsen og den lidelse, der er forbundet med at være menneske, bliver så indsnævret, at vi til sidst kun kan forstå den i et sygdomsperspektiv. Konsekvensen er, at vi mister alle mulige andre måder at forstå den på. Diagnoser individualiserer folks lidelse og gør det til noget, der er galt med den enkelte, som vi skal behandle væk. Men hvad hvis folk har det svært, fordi de oplever diskrimination, er socialt marginaliserede, eller fordi de ikke kan finde et job? Så er det jo noget politisk eller noget strukturelt, der er galt i samfundet. At gøre de mennesker til psykiatriske patienter og behandle dem med medicin eller terapi afhjælper måske symptomerne, men årsagerne til, at de lider, forsvinder ikke af den grund.”

Indtil slutningen af 70’erne forstod man i højere grad psykisk sygdom ud fra en helhedsbetragtning af mennesker, forklarer psykologiprofessoren. Psykiatere forsøgte at forstå en persons liv, barndom, udvikling og personlighed og stillede en diagnose på baggrund af alle disse faktorer tilsammen. Men fra omkring 1980 skete der et globalt paradigmeskifte i psykiatrien. I stedet begyndte man at stille diagnoser på baggrund af symptomer.

”Det betyder, at vi i dag har fået et mere mekanisk system, hvor vi tæller symptomer, og hvis en person har nok symptomer, stiller vi en diagnose. Det alene betyder også, at mange flere får diagnoser, og det har den uheldige konsekvens, at vi ikke længere kan forstå symptomerne i lyset af personens liv og dermed, om de er et resultat af sygdom, eller om der måske kunne være andre forklaringer,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:

”Hvis vi ikke kan forstå symptomerne på de problemer, et menneske i det moderne samfund oplever, som andet end sygdom, bliver vi virkelig dårligt klædt på til at håndtere dem. Vi sætter ind med opsporing af symptomer, vi sætter ind med screeninger, med terapi og medicin frem for at sætte ind med sociale tiltag, som kan beskytte os mod de negative konsekvenser af det samfund, vi lever i.”

Men er det ikke muligt, at vi ganske enkelt er blevet mere syge?

”Det kan sagtens være tilfældet for nogle diagnosers vedkommende. Men jeg har svært ved at tro på, at det skulle være tilfældet, når vi ser på helheden og den generelle stigning i antallet af psykiatriske diagnoser. De diagnosesystemer, vi bruger i dag, stammer fra 50’erne, og siden er både antallet af diagnoser og antallet af folk, der får diagnoser, eksploderet. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men det er svært for mig at forestille mig, at det skulle være værre at være menneske i dag end i 30’erne. Jeg tror bestemt, at der er nogle nye sårbarheder i det moderne samfund, som ikke eksisterede tidligere. Det kan måske forklare noget af stigningen i antallet af mennesker med depression. Men man kan ikke komme uden om, at depressionsdiagnosen er blevet lettere at stille, og at der skal stadig færre symptomer til.”

I Danmark lever vi i et samfund, hvor vores basale behov opfyldes – og mere til. Kan der være tale om, at vi har bedre tid til at mærke efter end i 30’erne? At kroppen er blevet rask, men sindet sygt?

”Jeg tror ikke, at vi er blevet mere syge. Det moderne samfund er materielt rigt, men måske er det også lidt åndeligt fattigt. Vi lever i et samfund, hvor vi er pressede, ensomme og oplever en eksistentiel meningsløshed, som vi fortolker som udtryk for psykisk sygdom, fordi vi ikke har andre måder at fortolke det på. Og når vi gør det, kommer det naturligvis til at se ud, som om vi har mange flere tilfælde af psykisk sygdom end tidligere.”

 

PÆDAGOGIK FREM FOR DIAGNOSER

På Antvorskov Skole i Slagelse oplever man som i landets øvrige folkeskoler et stigende antal børn, der får diagnoser som ADHD, angst og autisme. Men på skolen i den sydlige del af den vestsjællandske by ser man på elevernes lærings- og trivselsproblemer, inden man ser på diagnosen. Skolen har anvendt pædagogiske værktøjer til at håndtere vanskelige børn med det resultat, at færre elever ekskluderes fra den almindelige undervisning.

Skolen, der med sine mere end 1.100 elever er Slagelses største, har en af kommunens laveste eksklusionsprocenter. Blot fire procent af eleverne bliver sendt videre til specialtilbud uden for folkeskolen. Antvorskov Skole har heller ikke specialklasser på selve skolen, men arbejder med at inkludere elever med særlige behov i de normale klasser eller såkaldte Nest-klasser med lidt færre elever og særligt indrettede rammer.

”Vi anerkender, at der kan være brug for specialklasser, og vi sender selv børn i specialtilbud andre steder, hvis vi ikke har det rette tilbud til dem. Men vi har en idé om, at hvis man har den slags tilbud på selve skolen, kan man ubevidst komme til at tænke over, hvad der skal til for at komme af med børnene, frem for hvad der skal til, for at børnene lykkes,” siger Britta Thomsen, der er souschef på Antvorskov Skole.

Antvorskov Skole har såkaldte AKT-pædagoger (Adfærd, Kontakt, Trivsel) tilknyttet alle klassetrin. En af dem er Dorthe Laursen, der i et særligt indrettet lokale hjælper skolens mindste elever, der har svært ved at gå i skole. Hun fortæller, at en dreng på skolen hver morgen møder ind i lokalet og sidder for sig selv ved et skrivebord og arbejder koncentreret i 15 minutter, fordi han har svært ved at håndtere larmen, når alle de andre børn skal møde klokken otte. Og tre gange om ugen kommer fire elever, der alle har autistiske træk, forbi til ’social læring’, hvor de bliver undervist i folkeskolens sociale regler – blandt andet at man ikke må larme eller slå.

”Vi kunne også sende dem til udredning, men i stedet prøver vi tiltag som dette først,” siger Dorthe Laursen.

Både hun og Britta Thomsen understreger, at man på Antvorskov Skole ikke er imod diagnoser, men at børnene – uanset om de har diagnoser eller ej – skal behandles individuelt efter netop deres behov.

”At putte et barn ned i en firkantet kasse giver ikke mening. Vi arbejder med at tilpasse rammerne, men også med at hjælpe barnet til at begå sig i den verden, der eksisterer uden for vores rammer. Nogle gange er der ingen tvivl om, at barnet er bedst hjulpet ved at blive sendt til udredning og få en diagnose. Men det er ikke altid tilfældet,” siger Dorthe Laursen.

TILBAGE PÅ John Brodersens kontor tøver den kritiske medicinprofessor ved spørgsmålet om den voldsomme udvikling inden for psykiatriske diagnoser kan bremses. 

”Jeg ville ønske, at jeg havde et rigtig godt svar,” siger han, inden han forklarer, at han selv forsøger at bekæmpe overdiagnostik gennem sin forskning, der er publiceret i anerkendte tidsskrifter som British Medical Journal, og ved at holde foredrag og undervise medicinstuderende og praktiserende læger i emnet. Han mener selv, at sidstnævnte har størst effekt.

Men ifølge forskerne, der advarer mod overdiagnostik, har de den udfordring, at den brede befolkning slet ikke er klar over, at det er et problem. Da Allen Frances nærmede sig afslutningen af sin tale i Mærsk Tårnet, fortalte han, at han forinden var blevet ringet op af en amerikansk journalist, som gerne ville skrive om konferencen.

”Men hvordan skal jeg sælge historien til min redaktør?” havde journalisten spurgt.

Til næste år får John Brodersen dog mulighed for at påvirke, hvordan den nye sorg-diagnose skal implementeres i Danmark. Han er netop blevet udpeget som en af to læger, der skal repræsentere Dansk Selskab for Almen Medicin i den arbejdsgruppe, der skal udarbejde retningslinjerne for behandling af sorg. Ikke overraskende er han på forhånd skeptisk over for den nye diagnose.

”Hvis jeg skal lege profet, forudser jeg, at vi om fem år vil sige: ’Gud, vi vidste slet ikke, at der var så mange mennesker, som led af svær sorg i Danmark, og som har brug for behandling.’ Når folk finder ud af, at de kan få økonomisk tilskud til at gå til psykolog, hvis en af deres nærmeste er død, vil de selvfølgelig udnytte den mulighed. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se en eksplosiv vækst i antallet af danskere med svær sorg – præcis som vi har set det med depression.”

John Brodersen griber til en metafor, når han skal forsøge at illustrere det problem, som overdiagnostikken skaber på sigt:

”Man kan se problemet som et tog, der kører af sted mod afgrunden med maksimal hastighed. Det eneste, der kan stoppe toget, er økonomien. Hvis vi ikke bremser den her udvikling, vil vi i fremtiden ikke have råd til det offentlige sundhedsvæsen, vi har i dag. På et tidspunkt vil toget derfor køre ud over kanten, og så vil udviklingen stoppe af sig selv.”

SYGDOM PÅ MODE

I løbet af de seneste årtier er en række diagnoser, populært kaldet modediagnoser, pludselig poppet op og siden forsvundet igen. Ofte er der tale om tilstande, der befinder sig i grænselandet for, hvad der betragtes som normalt, og hvad der betragtes som sygdom.

I Danmark skete der i 90’erne og starten af 00’erne en eksplosiv stigning i antallet af patienter med diagnoser som piskesmæld, fibromyalgi (kroniske smerter i muskler og led) og træthedssyndrom. Det var nogle af de lidelser, der sendte flest danskere på førtidspension.

I dag er antallet af tilfælde af de tre diagnoser faldet drastisk, og i stedet er det overvejende psykisk sygdom, der sender danskerne på førtidspension. Ifølge Ankestyrelsens årsstatistik for 2016 sker over 40 procent af alle tilkendelser af førtidspension på grund af psykiatriske diagnoser. I dag er piskesmæld, fibromyalgi og træthedssyndrom altså blevet afløst af stress, depression og angst. Sidstnævnte tegnede sig ifølge beregninger foretaget af Dansk Psykolog Forening for en stigning på 51 procent sammenlignet med 2013.

”Diagnoser kan til tider ligne modefænomener, der popper op i statistikkerne. Det skyldes en lang række mekanismer, og vi ser, at både det offentlige, nye strømninger i videnskaben, medicinalindustrien, læger og patienterne selv spiller en rolle, når nogle diagnoser pludselig vinder frem, mens andre forsvinder,” siger professor i almen medicin John Brodersen.

 

I Livgarden skal man gå igennem iskoldt vand og floder af mudder på øvelserne. Til gengæld skal uniformerne skinne pletfrit, inden man får lov at stå vagt foran de kongelige residenser. Ud & Se har fulgt manddomsprøvens yderpunkter.
Foto:David Trood

DEN KONGELIGE LIVGARDE er dels det bjørneskindshue-klædte kompagni, man kender fra de kongelige slotte og palæer rundt om i landet, dels et moderne infanteriregiment i hæren. På samme måde er uddannelsen for gardere tvedelt. De første fire måneder tilbringes på kasernen i Høvelte, hvor garderne modtager hærens basisuddannelse, der minder om den, som andre værnepligtige modtager, men med ekstra vægt på vagttjeneste og eksercits. De sidste fire måneder af tjenestetiden overføres garderne til kasernen på Rosenborg i København og bliver en del af Vagtkompagniet, der udfører vagttjenesten ved de kongelige palæer og slotte. Efter endt værnepligt kan de unge blandt andet videreuddanne sig til udsendelse i internationale missioner ved 2. Livgardebataljon. Livgarden uddanner hvert år omtrent 900 gardere.

Svømmetur med oppakning i efterårskoldt vand.

 

Værnepligtige ligger vagt ved base under øvelse.

 

Ved kasernen i Høvelte ligger et kuperet øvelsesterræn. Feltøvelserne involverer blandt andet natligt angreb på en ’terrorgruppe’ og løbetur med 30 kilos oppakning i bakkerne. Her afslutter en deling tre dage (med kun seks timers søvn) ved at slæbe en telefonpæl gennem vandløb og mudrede kampvognsspor. 

 

Den sidste af i alt tre feltøvelser under opholdet foregår i Gribskov og hedder Rexturen. Her skal man bære tunge sanddukker gennem mudder og krat, iværksætte en simuleret angrebssituation og løbe igennem røg og gas.

 

Tilbage fra Rexturen bliver en deling budt velkommen med musik.

 

 

Støvler, vagttasker og sabelskeder skal pudses og soigneres. Det kan tage de unge gardere 75 til 100 timer, som skal findes i deres fritid.

 

 

Forsvaret tillader ikke soldaterne at stå vagt længere end fire måneder, da de ensformige og isolerede arbejdsdage kan slide på psyken.

Danmark er solcentrenes og måske selve solariets foregangsland. For 20 år siden var der op mod 2.000 solcentre i landet, men det tal er faldet med næsten to tredjedele. Alligevel fortsætter et utal af danskere, især yngre, med at tage sol. Hvad er der sket, og hvad foregår der egentlig i branchen med de evigt ’nye rør’? Ud & Se er hoppet i toastmaskinen for at undersøge sagen.
Tekst:Camilla HolckFoto:Andreas Beck

Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

ANSGAR MATHIASSEN, en driftig mand i begyndelsen af trediverne, fik en efterårsdag besøg af en hollandsk salgsagent. Ansgar Mathiassen havde allerede startet en succesfuld symaskineforretning, og salgsagenten kom til Nykøbing med noget, den 84-årige morsingbo i dag beskriver som ’en solariebænk’. Agenten fortalte, at satte man hænderne i maskinen, ville de få kulør, som hvis man havde siddet ude i sommersolen. Ansgar Mathiassen var skeptisk, men også nysgerrig og på jagt efter ’den næste store ting’. Så han fik lov at låne maskinen i 30 dage for at prøve sig frem.

Og den var god nok. Efter kort tids brug var 33-årige Ansgar solariebrun – og samtidig var han blevet fri for den psoriasis på hænderne, han ellers dagligt havde kæmpet med i det meste af sit liv.

DET BRUNE PUNKTUM?

Der er ingen officielle tal på solcentre i Danmark før 2014, hvor Sikkerhedsstyrelsen begyndte at registrere dem.

Branchen anslår selv, at der var 1.800-2.000 solcentre i Danmark inden 2007. I 2018 har Sikkerhedsstyrelsen registreret 773 danske solcentre. Cirka halvdelen er ejet af de fire store kæder ClubTan, Consol Solcenter, Meddo og Tropic Sun.

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man
bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

 

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

 

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.