JEG BLEV FØDT klokken 6:35. Min fars køb-mands–forretning åbnede klok–ken syv. Da det var overstået, tog min far sin hvide kittel på og gik direkte på arbejde.

”Nu må vi hellere se at få barnet ud, så I kan åbne forretningen,” har min mor fortalt, at lægen sagde. Der gik heller ikke længe, før min mor havde rejst sig fra barselssengen for at stå bag disken.

”Holder I aldrig fri?” spurgte en nabo engang.

Min far kom fra landet og voksede op på et husmandssted med fire drenge, som min farmor havde fået på fem år. Det var trange kår. Min mor var fra en gartnerfamilie, der var bedre stillet, og mine forældre lånte penge gennem min mormor til at åbne deres første købmandsforretning på Allégade i Odense, tæt på centrum. Det var en betjeningsbutik, sådan som det var dengang: Man stod ved disken, man vejede af, og man rakte kunderne deres varer.

DA JEG VAR få måneder gammel, flyttede vi til et nyt hus med tilhørende butik på Rolf Krakes Vej i Bolbro, en forstad til Odense. Min far havde set en udstilling om de nye selvbetjeningsbutikker, der var begyndt at dukke op i USA, og han ville åbne en af de første af slagsen i Danmark. 

Det gjorde os til en kendt familie i lokalområdet. Og når man er købmandens børn, er der ikke så meget slinger i valsen: Man opfører sig ordentligt. Det kunne jo ikke nytte, at vi fik et dårligt ry. 

Min mor var kærlig, men bestemt. Hun gik meget op i, at min søster og jeg ikke skulle have for meget slik. Når vi skulle hygge os en lørdag aften, hentede hun en Yankie Bar ude i butikken og skar den op i otte dele, to til hver. En aften, mens mine forældre var i byen, sneg min søster og jeg os ind i butikken og snuppede hver sin Yankie Bar. Vi troede, vi var smarte, men vi havde ikke fjernet alle spor, så min mor opdagede det. ”Vi skal vist have en snak med far,” sagde hun, og så fik vi læst og påskrevet. Man stjal ikke fra butikken.

Da jeg var 11 år gammel, flyttede vi til Tarup. Min far var fremsynet og ville bygge et supermarked – han havde fået tegnet en forretning på cirka 200 kvadratmeter. Men så tog han en tur til Sverige og opdagede, at man kunne bygge supermarkeder uden vinduer. På den måde kunne han få en forretning, der var mere end dobbelt så stor, for de samme penge: 450 kvadratmeter. 

Supermarkedet kom til at hedde KYPA: K for Karl Kristian, min far. Y for det andet bogstav i min mors navn, Jytta. P for mig og A for min lillesøster, Anne. Det var en sensation, da det åbnede. Folk stod i kø ned ad vejen, og politiet måtte møde op for at holde styr på tingene.

På job i supermarkedet Woodward’s i Vancouver, Canada.

JEG VAR IKKE ret gammel, da jeg begyndte at arbejde for min far. Fylde op på hylderne og køre ud med varer på købmandsbutikkens longjohn. Så da jeg blev 17 og havde gået et år på handelsskolen, lå det i kortene, at jeg skulle i lære som kommis. Men det ville jeg ikke. Jeg ville ud at opleve noget, inspireret af min farbror Tage, der var overlæge og havde boet i udlandet. Gennem ham opdagede jeg, at der fandtes en verden uden for Odense.

Jeg tog først til Hamborg, hvor jeg tilbragte et år som volontør i supermarkedet Nie-merszein. Og senere, da jeg havde færdiggjort min handelseksamen (i dag HHX, red.) på Niels Brock, rejste jeg til Canada. En af min fars leverandører havde arbejdet for supermarkedskæden Woodward’s og hjalp mig med at søge job i et af deres største varehuse i Vancouver. Det var en enorm butik, meget større end noget, man kendte i Danmark.

I Canada – og senere i USA, hvor vi kørte ned langs vestkysten – oplevede jeg en helt anden servicekultur end i Danmark. Herhjemme var det hele så højtideligt, men derovre blev kunderne på restauranterne mødt med et stort smil og et ”Welcome”, og de blev sendt af sted igen med ”Have a great day”. Jeg så også kæderestauranter for første gang, men dengang vidste jeg ikke, hvor stor en inspiration det ville blive.

DERHJEMME STOD min far og skulle åbne et nyt KYPA-supermarked i Rosengårdcentret i Odense. Jeg blev noget overrasket, da han spurgte, om jeg ville lede det. Jeg var 23 år, netop hjemvendt, og selvom jeg havde arbejdet i supermarked, siden jeg var teenager, var det en enorm tillidserklæring.

Den nye forretning, nummer fire i KYPA-kæden, åbnede i 1976. Vi satsede stort med kolonialafdeling, grøntafdeling, parfumeri, vin og tobak, bagermester og en slagtermester. Vi ansatte 70 mennesker, som stod klar til at tage imod kunderne. Men de kom aldrig rigtig. Supermarkedet lå i bunden af en ny, tom gade i centret, som kunderne skulle igennem, før de nåede til os. Ovenikøbet gik der ikke længe, før både OBS! og Bilka åbnede i nærheden.

Jeg måtte fyre en masse medarbejdere, men det var ikke nok. Efter to år besluttede min far at lukke butikken. Der var stadig 40 ansatte tilbage, og jeg sad alene, da jeg skulle afskedige dem. Det var virkelig barskt. Men selvom Rosengårdcentret havde været et prestigeprojekt for min far, gav han mig aldrig skylden.

Den første Bonus-discountbutik i Otterup på Fyn, 1981.

BEDRE GIK DET med det cafeteria, jeg selv havde åbnet i Rosengårdcentret. Det gjorde jeg samtidig med KYPA og med et lån på 30.000 kroner fra min far. Det blev en stor nok succes til, at jeg senere kunne sælge det for en million, og de penge vidste jeg udmærket, hvordan jeg skulle investere: Jeg ville starte min egen discountkæde. I 1977 var den første Aldi åbnet i Danmark, og kort efter kom Fakta. Jeg kunne se, hvilken vej det gik. 

Sammen med to af lederne i KYPA, Holger Poulsen og John Wolf, tog jeg til Sjælland for at kigge på de nye Aldi- og Fakta-butikker. Jeg var vældig optaget af alle detaljerne. Jeg gik rundt som en anden detektiv og noterede, hvilke varer de havde på hylderne, og hvad de kostede. Timerne gik, og ved 16-tiden spurgte Holger og John lige så stille: ”Øh, du, Palle, er det ikke snart tid til lidt frokost?”

Hjemme igen spurgte jeg min far, om han ville være med. Men denne gang sagde han nej. Så jeg stod på egne ben, da jeg i 1981 åbnede den første Bonus-butik i Otterup, 28 år gammel. Vi ekspanderede alt, hvad remmer og tøj kunne holde, og kørte med underskud, men vi levede på, at vi kunne sælge varerne, før vi skulle betale leverandørerne. Den likviditet brugte vi på at åbne nye butikker. Når vi havde fundet det rette lokale, kunne vi åbne en ny butik på 3-5 dage. 

I løbet af tre år åbnede vi 18 butikker. Nogle få af dem måtte vi lukke igen. Jeg arbejdede så meget, at jeg fik blodsprængte knopper på underarmene.

Bøf España på Kultorvet i København, der senere blev til Jensens Bøfhus.

VI HAVDE LIGE vendt underskud til overskud, da jeg blev tvunget til at sælge. En advokat i bestyrelsen havde allieret sig med Dansk Discount, der senere gik sammen med Fakta. Det var ikke med min gode vilje, for jeg var overbevist om, at vi kunne gøre Bonus til en stor forretning, men jeg endte med at sige ja og kom ud med 4-5 millioner.

Der gik jeg så i sensommeren 1984 og ryddede op i et af vores lagre, mens jeg spekulerede på, hvad mit næste projekt skulle være. Lageret var ejet af to murermestre, som kort forinden havde åbnet Restaurant España i Aarhus. Tanken var, at når danskerne rejste til Spanien om sommeren, skulle de også have mulighed for at spise spansk mad om vinteren.

En dag sagde den ene: ”Det går godt, men vi er ved at komme op at skændes. Vil du købe den?”

Jeg slog til og overtog restauranten i december 1984. I starten satte vi 60.000 kroner til om måneden. Jeg studerede menukortet og gjorde som i Bonus, hvor alle varer, der ikke solgte, blev taget ud af sortimentet med det samme. Bøfferne gik langt bedre end paella og gazpacho, kunne jeg se, og da jeg nævnte det for direktøren på et reklamebureau, jeg havde hyret, sagde han: ”Hvorfor så ikke bare kalde restauranten for Bøf España?”

Inspireret af mine oplevelser i USA og Canada ville jeg gøre Bøf España til en kæde. Jeg havde også overvejet at blive franchisetager i McDonald’s, men ville hellere skabe noget selv. Vi fik lavet et logo og åbnede to nye restauranter, en i Sønderborg og en på Kultorvet i København. Her kom Politiken på besøg, og et par dage efter kunne jeg læse i avisen: ”Bøffen på Bøf España er lige så spansk som den avis, De sidder og læser lige nu.” 

Jeg droppede det spanske islæt og udskrev en navnekonkurrence, men selvom vi fik mange forslag, var der ingen, der fungerede. I stedet lod jeg mig inspirere af en amerikansk artikel, jeg havde læst. Der stod, at man i USA havde fundet ud af, at det gav en vis troværdighed, når firmaejere turde bruge deres eget navn. Så da vi åbnede den fjerde restaurant i Herning i januar 1990, kom den til at hedde Jensens Bøfhus.

I 1985 åbnede Palle Skov Jensen restaurant i Fredericia med Karolines Køkken, men måtte lukke igen efter et år.

JEG SYNTES, at den danske restaurationsbranche var frygtelig snobbet. Jensens Bøfhus skulle være det modsatte: et sted for hele familien, hvor man hverken behøvede at vide noget om vinen eller tage fint tøj på. Man kunne komme i træsko, hvis man ville. 

Vi ansatte unge mennesker som tjenere, der kunne arbejde ved siden af deres uddannelse, og vi lavede et koncept for den gode service, som jeg kendte den fra USA. Når folk ringede for at bestille bord, måtte telefonen maks. ringe tre gange, før vi tog den. I røret skulle tjenerne sige: ”Vi glæder os til at se jer”, og når gæsterne mødte op, skulle de sige: ”Velkommen.” Dengang havde jeg svært ved at få medarbejderne til at sige det. De syntes, at det virkede kunstigt.

Vi lavede også tjeklister. Jeg fik ideen på et fly til Mallorca, hvor døren ud til cockpittet stod åben inden afgang, og jeg så piloterne sidde og gennemgå det hele. Det var der også noget modstand imod blandt personalet, men efterhånden fandt de ud af, at det var nemmere at åbne og lukke en restaurant på den måde.

Det vigtigste for en restaurantkæde er ensartethed. En Big Mac smager af det samme i Hongkong som i Roskilde. Sådan skulle det også være i Jensens Bøfhus. I starten fik vi hele højreb hjem, men når jeg satte kokkene til at skære bøffer ud i 200 gram pr. stk., vejede nogle af dem 150 gram, andre 300. I stedet fandt jeg på at købe bøfferne hjem udskåret. På den måde fik gæsterne et ens produkt, og vi kunne se præcis, hvor mange bøffer vi solgte, og hvor meget svind vi havde.

Jensens Bøfhus solgte også enorme mængder spareribs.

DE FØRSTE ÅR åbnede restauranterne først sidst på eftermiddagen. Dengang var frokostrestauranter stort set kun for forretningsmænd, og det generede mig, at alt bare stod stille om dagen. En dag kom en af vores kokke, der både havde arbejdet på toprestauranter i København og været forbi McDonald’s, og fortalte mig, at han havde været på besøg hos nogle gamle kolleger. De var begyndt at skære flankekød – den udskæring, der sidder over yveret på en ko – ud til bøffer, og det fungerede faktisk ganske godt. Sådan en bøf kunne vi dengang købe til 7-8 kroner, og kokken sagde: ”Den kan vi sælge for 79 kroner.”

Jeg tænkte lidt.

”Jeg tror sgu, vi sælger den til 29 kroner.”

”Du er åndssvag!” svarede kokken. Men jeg holdt fast, og det blev en gamechanger for Jensens Bøfhus. Pludselig var der masser af gæster midt på dagen. Madanmelderne var ikke så begejstrede, for en flankebøf er naturligvis ikke lige så mør som et stykke kød fra koens ryg, men i dag ser man den alle steder. Vi var de første, der solgte den som frokostbøf.

40 år med Palle Skov Jensen.

DA DET GIK bedst, havde Jensens Bøfhus en omsætning, der nærmede sig en milliard. Vi havde 49 restauranter, egen fabrik i Struer, var åbnet i Stockholm og Oslo og havde forsøgt os i Tyskland, og man kunne købe vores whiskysovs i supermarkeder i hele landet. Vi var lykkedes med at skabe en kæde af familierestauranter, hvor der var plads til alle – selv kronprinsen kom der, da han gik på universitetet i Aarhus.

Undervejs havde der været nogle, som havde forsøgt at kopiere vores menukort og andre dele af konceptet. Hver gang tog vi fat i dem og sagde, at det var ulovligt. En enkelt sag endte i landsretten, hvor vi vandt.

Men så dukkede Jensens Fiskerestaurant i Sæby op. De havde ligget i Sæby i nogle år, uden at jeg havde opdaget det – jeg kom ikke i Sæby, og ingen havde fortalt mig det – og pludselig åbnede de i Kerteminde med restaurant nummer fire. Og så begyndte folk at spørge mig, om jeg var ved at åbne et fiskehus. Nej, sagde jeg. Det var jeg ikke. 

Sagen endte i Højesteret, hvor vi vandt med stemmerne 5-0. Det var den 19. september 2014 – og så ramte det, jeg ikke havde set komme. På vej væk fra retten fortalte min marketingchef mig pludselig, at der var blevet oprettet en gruppe på Facebook ved navn ’Boykot Jensens Bøfhus’. I løbet af få timer havde den fået 10.000 medlemmer. Journalisterne begyndte at kime mig ned. Folk afbestilte deres reservationer på restauranterne. ”Det er det, de på engelsk kalder en shitstorm,” sagde de på TV 2.

Det blev en historie om David mod Goliat. Den lille fiskerestaurant mod den store, onde kæde. Jeg var chokeret, for vi havde vundet klokkeklart i retten, men det hjalp intet. Vi fik ikke forklaret godt nok, at vi ikke ville eje navnet Jensen, men beskytte vores brand. Det hele ramlede fredag, og først søndag, hvor jeg var i ’Go’ morgen Danmark’ sammen med Jacob Jensen, fik jeg sagt, at vi havde tilbudt et forlig om, at han kunne kalde sin restaurant ’Jensens Fiskerestaurant i Sæby’. Men det var for sent. Sagen var løbet løbsk, og både overborgmesteren i København, erhvervsministeren og en skuespiller, der hed Jensen, var ude at undsige os. Jeg forstod ikke, at ingen stillede spørgsmålet: ”Hvorfor har de vundet 5-0 i Højesteret?” Siden er forløbet ofte blevet beskrevet som ’alle shitstormes moder’.

I 2018 måtte Palle Skov Jensen modvilligt forlade sit livsværk, men navnet bestod.

DET BLEV begyndelsen på nedturen. 25-30 procent af gæsterne forsvandt over natten, men omkostningerne var jo stadig de samme. De næste par år forsøgte vi at få omsætningen op igen, og jeg kunne se, at den langsomt var på vej tilbage, så jeg troede ikke, at det kunne gå så galt. Men banken var kritisk. I stedet måtte vi have private långivere til at hjælpe. Deres modkrav var, at jeg skulle træde ud af ledelsen og fortsætte i bestyrelsen. På det tidspunkt var jeg noget brugt, så jeg gik med til det.

Jeg fratrådte i september 2017. Det, der fulgte, var et rædselsår, hvor vi med den nye ledelse igen mistede 25 procent af omsætningen. Jeg oplevede, at jeg blev kørt ud på et sidespor. Långiverne forhandlede med banken om at overtage virksomheden, og jeg følte mig noget snigløbet. Til det sidste forsøgte jeg at finde en alternativ køber, men løbet var kørt, og i efteråret 2018 måtte jeg afhænde virksomheden.

Det er snart otte år siden, og det gør ondt at se, at Jensens Bøfhus nu lukker. Det er jo mit livsværk. Men samtidig minder jeg mig selv om, at ideen ikke er død. Bone’s, der har overtaget de sidste Jensens-restauranter, har succes med mange af de samme greb: familier, pris, genkendelighed, en service, der ikke gør nogen forlegne. Det fortæller mig, at vi ramte noget rigtigt dengang.

I dag lever jeg af min pension og investeringer. Jeg er flyttet til Stenstrup ved Svendborg, og jeg har fået en lille søn i en sen alder. Jeg bruger tid i haven og kalder mit hus ’Sanctum’, et fredfyldt sted. En ven fortalte mig engang om et kinesisk ordsprog: Vil du være lykkelig en dag, så drik dig fuld. Vil du være lykkelig et år, så gift dig. Vil du være lykkelig resten af livet, så få dig en have.