Indlæg

Mellem hovedstadens nye altanlejligheder, betonbyggerier og kædeforretninger dukker de pludselig op. Butikker med særpræg, charme og gammel selvtillid. Steder, hvor i går stadig møder i dag og i morgen. Tag med til otte af storbyens små oaser.
Tekst og foto:Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen, Copenhagen Archive

HAIRCUT FOR HERRER 

Frisør Ole har været frisør på Nørrebro siden 1966. Han er født og opvokset i Meinungsgade og er en af få nørrebroere i kvarteret, der har fulgt byudviklingen i mere end 50 år. Han er en bestemt herre, der har stået i lære i Hellerup. Selv siger han, at han har ”fine manerer, som folk lægger meget mærke til”. Thorsgade tæt på Nørrebros Runddel havde før i tiden et livligt butiksliv med mange forretninger, blandt andet en damefrisør. Adskillige bygninger er blevet saneret, og i dag er gaden blevet mere rolig. Da Frisør Ole startede, var der få frisører på Nørrebro, i dag er der utallige. Men Ole holder ved den gamle stil, der blandt andet har tiltrukket rockabilly-tilhængere, som dyrker 50’ernes musikkultur, tøj og hårmode.

Frisørmester Ole B. Rasmussen, Thorsgade 4, 2200 København N

SLIDSTYRKE

Under sporene ved Nørrebro Station larmede godstog en-gang over Kurant Slidbane-fabrik, men i dag er det de mere støjsvage S-tog. ”Jeg kan godt lide at tegne,” siger den krimi- og kunstglade Henrik Aagreen Larsen, hvis bøger og tegninger kan ses i butikkens lille kontor. Han er fjerde generation af dækmontører. Hans oldefar startede på Frederiksberg, hans farfar flyttede forretningen op ad F-linjen ved Nørrebro Station, og derefter gik arven videre til Henriks far Finn. Siden 2007 har Henrik -Aagreen Larsen alene ført forretningen videre. Da oldefaren begyndte, reparerede han slidbanen i dækkene, såkaldt vulkanisering, for derefter at montere dem på ny. I dag er Henriks job primært at udskifte og montere dæk. Han håber at blive under banen indtil sin pensionering. Indtil da tager han den med ro, lukker forretningen klokken 15 og har tid til at læse krimier og sludre med kunderne.

Kurant Slidbanefabrik, Bregnerødgade 6, 2200 København N

FOR FULDE GARDINER 

Bag den brune facade med Mais Gardiner gemmer sig en overflod af farver og sprælske mønstrede tekstiler. ”Vi er en gammel butik,” fortæller Charlotte Mai om butikken, der blev grundlagt af hendes forældre på Nørrebrogade i 1957 – i lokaler, hvor hendes farfar Henry Mai havde drevet hattebutik i mange år. Efter 18 år på Nørrebro flyttede forældrene i slutningen af 70’erne til Brønshøj, og i 1982 overtog datteren, der er uddannet syerske og laver alt selv: udvikler og syr gardiner, laver regnskab og står i butikken fire dage om ugen. Charlotte Mai har travlt, for gardiner er blevet moderne igen, Særligt køkkengardiner. Men gardinbranchen er ikke, hvad den har været. Mais Gardiner er en af de sidste tilbageværende i København.

Mais Gardiner, Frederikssundsvej 141, 2700 Brønshøj

Copenhagen Archive består af fotograf Ulf Svane og historiker Mathias Kobberrød Rasmussen. De har stået bag udstillingen ’Min butik’ på Københavns Museum og udgivet ’Hovedstaden bag facaden’ hos Lindhardt og Ringhof. Teksterne på disse sider er derfra, redigeret og forkortet. De står også bag podcasten ’Hovedstaden’, der går tæt på Københavns krinkelkroge og nichevirksomheder.

Se mere på cpharchive.com, og find podcasten ’Hovedstaden’ på podland.dk

KRYDDERI PÅ TILVÆRELSEN

Isenkræmmere, købmænd og værtshuse dominerede i 60’erne og 70’erne gadebilledet omkring Hovedbanegården ved Istedgades begyndelse, der længe før andre dele af byen blev multietnisk. Kinesiske, thailandske og koreanske indvandrere var blandt de første, der satte sig på detailhandlen. De overtog købmandsforretninger og åbnede restauranter i 80’erne og 90’erne i en grad, så området blev kaldt Københavns Chinatown. Siden er der også kommet afghanske købmænd til. Området har dog ændret sig de seneste årtier. Mange af gadens lyssky elementer er forsvundet, og samtidig er der kommet en ny gadebelægning efter åbningen af Hovedbanens metrostation. Området omkring Reverdilsgade er dog stadig spraglet. Her kan de handlende købe mad, hair extensions og frugter, der ikke fås andre steder.

De Asiatiske Købmænd, Reverdilsgade, 1701 København V

EN KOLD, TAK! 

Købmanden ved ’Flaget’, som stedet ved indgangen til Haveforeningen Musikbyen kaldes, er drevet af Farah og hendes mand, der oprindeligt er fra Islamabad. I det lavloftede og træbeklædte rum kan man finde øl, spiritus, gas, is og lidt mad som for eksempel samosa og brød. Haveforeningen Musikbyen består af 418 lejehaver mellem Sydhavnstippen og Valbyparken. Om sommeren er der travlt, folk sidder udenfor på bænkene, drikker øl og hygger sig. Nogle af beboerne er kommet her i 30-40 år, mens andre er tilflyttere, der har været heldige at få fat i et kolonihavehus i Sydhavnen.

Købmanden ved Haveforeningen Musikbyen, Tudsemindevej 25, 2450 København SV

SE MIN KJOLE

Elinor Infred er lidt af en lokal celebrity og er den nulevende butiksejer, der har haft forretning længst på Nørrebro. Hun startede forretningen i 1964 efter at have spillet hovedrollen i den erotiske film ’Villa Vennely’. Honoraret brugte hun til at købe butikken for, og samtidig bosatte hun sig i de to baglokaler. I 60’erne lå der otte tøjbutikker i gaden. Fra at være et traditionelt arbejderkvarter er Nørrebro nu et nabolag med stor diversitet i beboersammensætningen. Elinor Infred er over 90 år og modtager pension, men holder stadig liv i butikken alle ugens dage. Hun kan ikke lade være.

Elinor Infred Kjoler, Mimersgade 62, 2200 København N

KONGEN AF REOLERNE 

Klos op ad Dyrehaven og tæt på Klampenborg Station findes et enormt udvalg af bøger, der rækker fra gulv til loft. Men inden i Klampenborg Boghandel er alt inddelt i sektioner, så kunderne kan godt gå på opdagelse uden at fare vild. Niels Nørgaard overtog Klampenborg Boghandel i 2019 efter den legendariske Ole Parelius, der gennem et helt liv bestyrede den og først stoppede som 93-årig. Boghandlen i sin nuværende form kan spores tilbage til 1947, og Niels Nørgaard driver boghandlen videre i samme ånd som forgængeren, men har tilføjet vinylplader, legetøj og mindre antikviteter til varesortimentet. ”I 30-40 år har jeg købt ting ind og stillet i garager, så det er også mine private ting, jeg sælger,” siger Niels Nørgaard, der har tilføjet en større bogsektion om biler, som er hans store passion. Han har netop købt en gammel Rover fra 1972.

Klampenborg Boghandel, Dyrehavevej 4, 2930 Klampenborg

HVEM KA’? HARMONIKA

Over for Amager Hospital ligger landets førende reparatør af harmonikaer, og indehaveren Clavs Sørensen har siden 80’erne pustet nyt liv i hundredvis af harmonikaer. Clavs er vokset op i ’Lorterenden’ i Sydhavnen, hvor han som barn lærte at spille harmonika. I det slumlignende barndomsmiljø lærte Clavs hurtigt betydningen af at kunne bruge sine fingre, og han reparerede alt, hvad han kom i nærheden af. Som 12-årig var han i praktik som instrumentreparatør hos Carlo Hass, der dengang ejede butikken. Efter at have været i lære som håndinstrumentmager i Tyskland stod forretningen ledig, og Clavs Sørensen overtog den som 19-årig. Dengang var der 6-7 harmonikareparatører i Københavnsområdet. I dag er Clavs Sørensen den eneste.

Harmonikaeksperten, Italiensvej 12, 2300 København S

Det Danmark, du kender, så engang anderledes ud. Overalt – på landet, ved kysterne og i byerne – har der været fart på forandringerne. Tag med luftfotograf Nicolas Cosedis op i perspektivet, flyv med ham hen over nogle af vores fælles pejlepunkter, og oplev selv de omvæltninger, der har været med til at præge os alle sammen.
Tekst:Holger Dahl (forkortet og redigeret)Foto:Arkiv og Nicolas Cosedis

STOR STÅHEJ PÅ LILLEBÆLTSBROEN 

Den Gamle Lillebæltsbro blev indviet i 1935 og var dengang en ingeniørmæssig bedrift. Men i løbet af 50’erne steg biltrafikken, en udvidet forbindelse var nødvendig, og Den Nye Lillebæltsbro, der blev indviet i 1970, blev bygget som en del af det store motorvejs-H, der skulle binde Danmark sammen. Læg mærke til, at Den Gamle Lillebæltsbros retning er nord-syd-gående, mens den nye er øst-vest-gående.

 

Musikhuset, Aarhus. Arkivfoto: 1988.

AARHUS MED PÅ NODERNE

Musikhuset i Aarhus, der blev tegnet af arkitekterne Kjær & Richter, stod færdigt i 1982. Det er senere blevet udvidet to gange og fik i 2004 en ny nabo i vartegns-museet ARoS. Aarhus bygger i det hele taget med en særlig iver, især på byens havneområde, hvor landets højeste bygninger har til huse. I 2025 åbnede en nydesignet bypark omkring Musikhuset.

 

Islands Brygge. Arkivfoto: 1934-47.

BRYG-SVØMNING 

Engang var København som taget ud af en Olsen-banden-film. Siden har byens vandside, og måske særligt Islands Brygge, forvandlet sig fra industri- og havnearbejde til altanfritid og højindkomst-svømning.

’Sojakagen’ var et af de første områder, der blev boligudviklet, da det ’nye’ København begyndte at opstå omkring år 2000. I dag hører boligerne til de mest attraktive i hovedstaden. 

 

Københavns Hovedbanegård. Arkivfoto: 1932-34.

NÆSTE STOP KØBENHAVN H 

Hovedbanegården på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade er tegnet af DSB’s chefarkitekt Heinrich Wenck og stod færdig i 1911. Wencks hovedbanegård er et såkaldt Gesamtkunstwerk, hvor ophavsmanden tegnede det hele – både den ydre skal og inventaret. Det samme kan man ikke helt sige om de mange byggerier, der i tidens løb er opstået rundt om hovedbanegården.

 

Vejle. Arkivfoto: 1946-54.

VARTEGN I VEJLE 

’Bølgen’ i Vejle er tegnet af Henning Larsen Architects, og allerede da de to første af fem bølgetoppe stod færdige i 2009, blev ’Bølgen’ kåret til ’Årets Boligbyggeri’ af magasinet Byggeri. Vejle har rødder tilbage til 1100-tallet og har udviklet sig fra et beskedent vadested til en driftig og moderne handels- og serviceby med en central rolle som administrationscentrum i Region Syddanmark.

 

Rubjerg Knude Fyr. Arkivfoto: 1955.

FYR UDEN FLAMME 

Fyret ved Rubjerg Knude blev bygget i 1899 og kunne ses 42 kilometer væk. På grund af sandflugt måtte fyret tages ud af drift i 1968. For cirka 25 år siden var fyrmesterboligen og andre bygninger omkring fyret ødelagt af sandflugten, og kun tårnet stod tilbage. I 2019 blev tårnet flyttet 70 meter længere ind i landet ved at montere hjul på tårnets fundament. Om 20 år kan man forvente at stå med de samme problemer igen.

 

Taastrup. Arkivfoto: 1936-38.

DE’ IKEA’ET 

På den københavnske Vestegn åbnede svenske IKEA i Ballerup i 1969. I 1975 flyttede koncernen sin på det tidspunkt eneste butik til Taastrup. Farvel pløjejord og mark, goddag til parkeringsasfalt og kæmpestort saml selv-marked.

 

Københavns Lufthavn. Arkivfoto: 1928-33.

FLYVERSJUS

20. april 1925 blev Københavns Lufthavn i Kastrup indviet. Terminalbygningen ’Træslottet’ blev beundret af alle, der tog helt ud på Amagers sydspids for at se de moderne tider folde sig ud. På de 100 år, der er gået, har lufthavnen og lufttrafikken udviklet sig eksplosivt. I dag sætter Københavns Lufthavn hele tiden passagerrekorder og skal nu udbygges, så den kan gå fra cirka 30 millioner årlige passagerer til 40 millioner.

’Danmark før og nu – fra skyen’ er en nationalhistorisk huskekage set fra himlen. Bogen har nutidige luftfotos af Nicolas Cosedis, arkivbilleder og tekster af arkitekturkritiker Holger Dahl. Bogen er udkommet på Gyldendal.  

Danmark er et lille land med masser af uventede opdagelser. Overalt derude gemmer der sig pludselige træk i mundvigen. Det gælder bare om at åbne øjnene. Fotograf Martin Dam Kristensen tager dig en tur rundt i det skæve smils rige.
Foto:Martin Dam Kristensen

Sulten som en …
Øster Højst Kro, Sønderjylland. GPS-koordinat: 55°00’07”N 9°02’17”E

Writings on the wall
Frederikshavn. GPS-koordinat: 57°25’52”N 10°31’30”E

Bænkevarmer
Vester Lindet, Sønderjylland. GPS-koordinat: 55°18’42”N 9°05’30”E

Brugtvognshandel
Grenå. GPS-koordinat: 56°24’42”N 10°54’32”E

Campingtur
Simested, Nordjylland. GPS-koordinat: 56°41’51”N 9°33’49”E

Havemøbel med motor
Randers. GPS-koordinat: 56°28’16”N 10°03’09”E

Elefanten i rummet
Fjellerup, Fyn. GPS-koordinat: 55°14’16”N 10°33’38”E

Juletræet med sin pynt
Tvingstrup, nord for Horsens. GPS-koordinat: 55°54’49”N 9°55’24”E

Gå efter bolden
Mern, syd for Præstø. GPS-koordinat: 55°02’35”N 12°03’25”E

Lav en scene
Frederikshavn. GPS-koordinat: 57°25’12”N 10°30’38”E

Ret og vrang
Havdrup, mellem Køge og Roskilde. GPS-koordinat: 55°32’30”N 12°07’18”E

Den gyldne palme
Frederikshavn. GPS-koordinat: 57°27’40”N 10°32’25”E

Vind og skæv
Råby, Midtjylland. GPS-koordinat: 56°37’09”N 10°15’21”E

Truckerklip
Hald, nordvest for Viborg. GPS-koordinat: 56°35’10”N 9°11’28”E

Palles P-plads
Rønne, Bornholm. GPS-koordinat: 55°06’08”N 14°41’25”E

Lade-cykel
Jerlev, sydvest for Vejle. Malet af Mester88. GPS-koordinat: 55°40’17”N 9°25’40”E

Gul feber
Rødbyhavn, Lolland. GPS-koordinat: 54°39’33”N 11°22’18”E

Storken er landet
Løvel, nord for Viborg. GPS-koordinat: 56°32’30”N 9°28’23”E

Peber på tønden
Rens, Sønderjylland. GPS-koordinat: 54°53’39”N 9°05’32”E

Bulldåser
Jels, Sønderjylland. GPS-koordinat: 55°21’43”N 9°12’17”E

Enlig hane
Gørløse, sydvest for Hillerød. GPS-koordinat: 55°52’26”N 12°12’32”E

Svanemærket
Bjerreby, Tåsinge. GPS-koordinat: 54°58’03”N 10°38’53”E

Den gyldne palme
Frederikshavn. GPS-koordinat: 57°27’40”N 10°32’25”E

Skrald i skibet
Hvide Sande, Vestjylland. GPS-koordinat: 56°00’02”N 8°07’35”E

Vandrør
Trænge, Kegnæs. GPS-koordinat: 54°52’10”N 9°57’13”E

De har præget vores landskab og samfund i mere end et århundrede. De har været hænge-ud-steder, sene købmænd, samlingssteder og livsnerver. Men nu peger grøn omstilling, elbiler og miljøhensyn på et fremtidigt farvel til fossilt brændstof. Forfatter og jernbaneentusiast Nils Bloch siger bye-bye til benzintanken, som den var engang.
Tekst:Nils BlochFoto:John E. Carrebye/Det Kongelige Bibliotek

Et af de første benzinudsalg i Lystrup nord for Aarhus, hvor Cykel-Laier på Bygaden 12 havde udsalg. På lampestanderen hænger et skilt, hvorpå der står ’Aaben’. Selvom dette foto er udateret, fortsætter den sproglige skiltekamp i dag: Hedder det ’åbent’ eller ’åben’? Foto: Ukendt, arkiv: Lystrup-Elev-Elsted Lokalhistoriske Samling.

HELT KØREKORT

Forfatter Nils Bloch står bag bogen ’Benzinstationens historie’ samt tekst og indsamling af fotos på disse sider. Han har i en moden alder taget kørekort til bil, men har blot brugt det én enkelt dag. Han er ikke tilhænger af privatbilisme, men arbejdede som ung i 60’erne hos Shell. En oplevelse, der satte spor.

Dybbølgade i Sønderborg, årstal ukendt. Bagerst knejser den berømte Dybbøl Mølle på bakken. Bygningen, der er holdt i enkle linjer, forekommer lav, hvis man sammenligner med mejetærskeren. Foto: Uffe Mortensen.

Autojyden og BP-tankstation på Hovedvejen 67 i Glostrup i 1946. To år senere blev nabogrunden i nr. 69 købt, og forretningen blev udvidet i 1965 med nr. 71 til den anden side. Stedet var indrettet med to forskellige BP-pumper, hvoraf den til venstre har BP’s logoskjold på toppen. Paddehattetaget har en del til fælles med Arne Jacobsens benzinstation på Strandvejen ved Skovshoved nord for København. Adressen har i dag firkantet tag, ser helt anderledes ud, og tanken er drevet af Q8. Foto: Ukendt, arkiv: Byhistorisk Hus, Glostrup Arkiv.

Hotel Vojens på Odinsplads i Vojens, 1960. Salg af benzin fandtes førhen rigtig mange steder uden for tankstationens rammer.
Foto: Ukendt, arkiv: Lokalhistorisk Arkiv for Vojens­området.

Esso Sundhøj, Vindeby 26 i Svendborg, 1984. Foto: Anne E. Andersen, arkiv: Flemming Søeborg.

Shell på Vestergade 56A i Herning med folk i sving, udateret. Lokalt blev benzinstationen kaldt ’Stærekassen’. Når kunderne takkede for
behandlingen, blev der svaret: ’Shelltak’. Foto: Hugo E. Madsen, arkiv: Lokalhistorisk Arkiv i Herning.

BP-benzintank på hjørnet af Frederikstorv og Niels Ebbesens Gade i Aalborg, cirka 1960. I baggrunden ses Esra Møbler, konfektureforretningen Bona og en gavlreklame for den lokale Park Pilsner. Tanken blev bygget i 1937, men i 1972 var det slut med benzin på pladsen. Konstruktionen var tegnet af den lokale arkitekt Carlo Odgaard, der er kendt for flere funktionalistiske byggerier i byen, for eksempel Aalborg Tårnet fra 1933. Foto: Ukendt, arkiv: Aalborg Stadsarkiv.

Essos standardstation i aftenbelysning med markering af indkørslen til venstre i billedet. På taget er de fire bogstaver bøjet i neon. Københavnsområdet, omkring 50’erne, Foto: John E. Carrebye, arkiv: Det Kongelige Bibliotek.

Danmarks første rullende tankstation til betjening af de biler, som ikke turde forlade køen til færgen i Nyborg for at tanke, 1949. Den blev konstrueret af ingeniør Jørgen Jørgensen, og alt var dansk fremstillet. Den kunne fylde 40 liter benzin på en bil på et minut. Herudover medførte vognen smøre­olie, vand til køleren og trykluft til bilernes ringe. Det var Esso-forpagter på Nyborg Havn Kjær-Knudsen, som anskaffede køretøjet. Siden rykkede bilfærgerne til Halsskov. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotografer, arkiv: Odense Stadsarkiv.

Billederne stammer fra Nils Blochs bog, ’Benzinstationens historie’, en højoktan udgivelse, der tager læserne med tilbage til dengang, samfundet ræsede af sted, med, men også uden, tanke-stop. 

I århundreder forsørgede man sig med hundeslæde og kajak. Men moderniteten har forlængst ædt sig ind på fangerkulturen i vestgrønlandske Uummannaq, og med klimaforandringerne smelter den måske helt væk. Tag med til en udsat by.
Tekst og foto:Lukas Kreibig

En fisker fanger hellefisk på havisen ved minus 30 grader, mens mågerne holder sig til. Inuitter har i hundredvis af år praktiseret langline-fiskeri med liner på op til 500 meter med mange kroge med madding på. Varmere havstrømme har bragt flere fisk til fjorden, men også større fiskefartøjer, overfiskeri og kvoter.

Der er hverken biograf eller indkøbscenter i Uummannaq. Vejen slutter, hvor byen hører op.

 Qisunnguaq i sin sælskinds-anorak. Den traditionelle klædedragt er et særsyn i dag.

Simion laver en sele til sine hunde, mens datteren Eva spiller på sin telefon. Simion er ud af en fangerfamilie, hvor faren plejede at fange 600 sæler om året. Mange lande har i dag forbudt handlen med sælprodukter, og derfor har mange i Uummannaq slået sig på at fiske hellefisk eller fundet arbejde på byens to fiskefabrikker.

I perioden 1971-2017 steg gennemsnitstemperaturen i Arktis med 2,7 grader ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Dobbelt så hurtigt som på den samlede nordlige halvkugle i gennemsnit.

Martin bor på et af verdens nordligste børnehjem sammen med andre børn og unge, der søger tilflugt for alkoholiske forældre og vold i hjemmet. Grønland har verdens højeste selvmordsrate med omtrent 75 per 100.000 mennesker. Per 1. april 2020 boede der 56.255 personer i Grønland.

Parabolen, byens eneste bar.

Børn i snestorm. Pludselige omslag i vejret er stadig mere almindelige ifølge byens fiskere, der mener, årsagen er klimaforandringer.

Børnehjemmet i Uummannaq anvender de forladte bosættelser uden for byen som udflugtsmål. Her kan de unge i et par uger få et afbræk fra dagligdagen.

Der er hunde næsten overalt I Uummannaq. De snuser rundt og udforsker byen, indtil de, når de er seks måneder, bliver lænket og brugt som arbejdsdyr.

Uummannaq er forbundet med fastlandet via båd eller helikopter. Om vinteren, når havet fryser til is, er det også muligt at krydse på snescooter eller med hundeslæde. Men vinduet bliver mindre og mindre. I 2018 var det for eksempel først frosset til midt i februar, og allerede i marts begyndte det at smelte igen, så politiet måtte forsøge at forhindre folk i at færdes på isen.

Præsten i Uummannaqs kirke på vej til gudstjeneste, første søndag i advent.

Slædehunde sover udendørs gennem selv de barskeste forhold. Året igennem venter de på slædesæsonen. Men vintrene bliver kortere, og flere af Uummannaqs 1.200-1.300 indbyggere anskaffer sig snescootere – og bruger hundene stadig mindre.

I Livgarden skal man gå igennem iskoldt vand og floder af mudder på øvelserne. Til gengæld skal uniformerne skinne pletfrit, inden man får lov at stå vagt foran de kongelige residenser. Ud & Se har fulgt manddomsprøvens yderpunkter.
Foto:David Trood

DEN KONGELIGE LIVGARDE er dels det bjørneskindshue-klædte kompagni, man kender fra de kongelige slotte og palæer rundt om i landet, dels et moderne infanteriregiment i hæren. På samme måde er uddannelsen for gardere tvedelt. De første fire måneder tilbringes på kasernen i Høvelte, hvor garderne modtager hærens basisuddannelse, der minder om den, som andre værnepligtige modtager, men med ekstra vægt på vagttjeneste og eksercits. De sidste fire måneder af tjenestetiden overføres garderne til kasernen på Rosenborg i København og bliver en del af Vagtkompagniet, der udfører vagttjenesten ved de kongelige palæer og slotte. Efter endt værnepligt kan de unge blandt andet videreuddanne sig til udsendelse i internationale missioner ved 2. Livgardebataljon. Livgarden uddanner hvert år omtrent 900 gardere.

Svømmetur med oppakning i efterårskoldt vand.

 

Værnepligtige ligger vagt ved base under øvelse.

 

Ved kasernen i Høvelte ligger et kuperet øvelsesterræn. Feltøvelserne involverer blandt andet natligt angreb på en ’terrorgruppe’ og løbetur med 30 kilos oppakning i bakkerne. Her afslutter en deling tre dage (med kun seks timers søvn) ved at slæbe en telefonpæl gennem vandløb og mudrede kampvognsspor. 

 

Den sidste af i alt tre feltøvelser under opholdet foregår i Gribskov og hedder Rexturen. Her skal man bære tunge sanddukker gennem mudder og krat, iværksætte en simuleret angrebssituation og løbe igennem røg og gas.

 

Tilbage fra Rexturen bliver en deling budt velkommen med musik.

 

 

Støvler, vagttasker og sabelskeder skal pudses og soigneres. Det kan tage de unge gardere 75 til 100 timer, som skal findes i deres fritid.

 

 

Forsvaret tillader ikke soldaterne at stå vagt længere end fire måneder, da de ensformige og isolerede arbejdsdage kan slide på psyken.

Biler kører også i rustvogn, når de dør. På Åkes Bilkyrkogård uden for Ryd i det sydlige Sverige ligger gamle bilkarosserier smukt begravet i de svenske skove.
TEKST OG FOTO:JENS HASSE

DET ER, som om de vokser lige op af skovens muld. Nogle med runde former, andre med forvredne og skarpe kanter, de fleste i rødbrune nuancer i stilfuld kontrast til skovens løv.

Overalt er bilvrag i alle afskygninger og modeller gået i ét med naturen efter mange årtiers henstand og nedbrydning. Mange steder vokser træer ud af åbningerne på vragene, der er beklædt med mos eller grannåle, som giver et smukt farvespil med rust i alle nuancer. Lyssætningen er nærmest eventyrlig, og de udtjente biler kommer næsten til live igen, når solens stråler bryder gennem trækronerne.

På Åkes Bilkyrkogård uden for svenske Ryd kan man gå på opdagelse blandt døde karosserier fra blandt andet Volvo, Saab, Morris, Ford, Opel og Volkswagen helt tilbage fra 30’erne – og gætte på, hvilken model man betragter. Bilkirkegården er et kultsted for bil­entusiaster og nostalgikere, og stedet betragtes af de fleste som helligt –  hvilket indebærer en stiltiende accept af, at man ikke fjerner, ændrer eller ødelægger ting. Alt skal så vidt muligt stå og være, som da Åke ’gik hjem’.

Det hele startede i 1935, da Åke Danielsson slog sig ned i Kyrkö Mose for at grave tørv. Et erhverv, der dog ikke var synderlig profitabelt, og derfor åbnede den teknikfokuserede svensker i 40’erne autoophugningspladsen Åkes Bilskrot i mosen. Efter krigen var bilen blevet mere og mere almindelig, og der kom en stor efterspørgsel på reservedele. Mosen ligger ud til hovedvej 119 mellem Ryd og Hässleholm, og Åke Danielsson placerede sine biler langs vejen og rundt om det værksted, han havde bygget i mosen. Hovedvej 119 blev dog lagt om i 1960’erne, så den ikke længere gik forbi Åkes Bilskrot, og han skruede ned for aktiviteterne.

Åke Danielsson købte sin sidste bil i 1974 – og solgte fra den tid kun eftertragtede reservedele til alle de gamle bilmodeller, han efterhånden var blevet ekspert i. Åke Danielsson pensionerede sig selv i 1990’erne, og myndighederne krævede stedet ryddet. Omkostningerne skulle Åke Danielsson selv stå for – med penge, han ikke havde. Lokale ildsjæle overtog bilkirkegården og gjorde den til et museum. Åke Danielsson døde i 2000, og kommunale myndigheder har besluttet, at stedet kan bevares frem til 2050. Til den tid forventes det, at naturen endegyldigt har vundet over det menneskeskabte.

 

 

 

 

 

 

 

Hvert efterår vrimler Sønderjylland med folk og fugle på træk. Alle vil have en bid af himlen og af den sorte sol.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

VAR DET IKKE for sine stærefugle, for Fleggaard og for Fakta, ville der næppe være meget liv i den lille by Aventoft. Med sine næsten 500 indbyggere ligger byen i et stille hjørne af Tyskland, der grænser op til et stille hjørne af Danmark. Så fredfyldt, at ikke engang Hjemmeværnets grænsekontrol bekymrer sig om landevejen her lige syd for Tønder.

Rørskoven ved Aventoft har været stærenes valg af overnatningssted i dette efterår. Og de har valgt et usædvanlig turistvenligt sted. Biler, autocampere og busser parkerer på Faktas parkeringsplads, og derfra er der kun nogle meters gang til et dige, hvorfra man har flot udsigt over en tæt ’skov’ af rør. Nærmest som i et amfiteater. 

Efter at have brugt dagens lyse timer på at æde gåsebillelarver i marsken vender flere hundred tusind stære næbbene mod områder med siv og rør, hvor de er i sikkerhed for både rovdyr og rovfugle. Trækfuglene ankommer i flokke med få minutters mellemrum og falder til ro. Hvis en rovfugl skulle finde på at angribe under indflyvningen, flyver de alle med ét op, og det er i de tilfælde, at begrebet sort sol er flottest. Men paradoksalt nok kan de mange tilskuere betyde, at rovfuglene ikke tør nærme sig, hvilket betyder, at fugleskyerne bliver mindre imponerende. 

Folk kommer fra nær og fjern, men mest fra Danmark, hvor sort sol er et stigende turistfænomen. På en lørdag aften kan der let forsamles omkring 1.500 mennesker på dette ene sted. Denne aften er der blandt andet folk fra en Facebook-gruppe for autocampere, en fotoklub på tur og ornitologer. De fleste er der for første gang, men for nogle er det en årlig tradition, der suppleres med et kro-besøg. Mange vælger en arrangeret bustur fra Tønder med medfølgende guide og røverhistorier, mens andre selv opsnuser, hvor stærene har valgt at sværme.

Hele scenariet udspiller sig i løbet af en times tid. Når tusmørket sænker sig, er showet forbi. Parkeringspladsen tømmes langsomt igen. Enkelte autocampister overnatter på stedet, og nogle få vælger at tage morgenoplevelsen med. Cirka klokken 7:15 letter stæreflokken igen. Nærmest så præcist, at man kan stille uret efter det.

Hver aften ankommer flere fyldte turistbusser til Tønder.

 

Kikkerter, kameraer, smartphones, iPads, sidde-underlag, tæpper, gummistøvler, termokander … og en lille skarp hist og pist.

 

Det er ikke usædvanligt at se 5-800.000 stære.

 

Stæreflokkene kan ses i en kort periode i foråret, men primært i september og oktober, hvor de overnatter i Tøndermarsken på vej til blandt andet England, Holland, Belgien og Nordfrankrig. 

 

Kurt Vigen fra Ølsted ved Horsens så sort sol sidste år og havde sørget for, at svigermor Ruth Hanne Jensen kunne komme med i år.

 

Stære spiser op til to gange egen kropsvægt hver dag. 

 

Det er ikke undersøgt, hvad de mange turisters nysgerrige tilstedeværelse betyder for stærenes adfærd. 

 

I Rusland står der mere end matematik og læsning på skoleskemaet. Over 250.000 børn og unge under 18 år lærer også at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste med håndgranater. Vladimir Putins ’børnehær’ Junarmija er en stor succes overalt i landet.
Foto:Sofia Busk

VLADIMIR PUTIN vil gøre Rusland stort igen. De senere år har præsidenten med en aggressiv, antivestlig nationalistisk dagsorden iscenesat sig selv som manden, der alene kan føre verdens største land tilbage til Sovjetunionens stormagtsdage. Rusland er truet af Vesten, lyder Putins fortælling, der har spredt sig gennem det russiske samfund, og derfor foregår der i disse år både en militær og en mental oprustning i Rusland.

Som et led i den patriotiske dagsorden stiftede det russiske forsvarsministerium i efteråret 2015 den militære ungdomsorganisation Junarmija, hvor børn og unge i alderen otte til 18 år får en militær grunduddannelse og uddannes til at blive ”sunde, patriotiske medborgere”. 

Organisationen, der er blevet kaldt en børnehær og sammenlignet med Hitlerjugend, har hurtigt opnået stor popularitet blandt unge russere og tæller i dag cirka 260.000 medlemmer. De rekrutteres i spejderorganisationer og til forældremøder på russiske skoler, hvor forældrene får at vide, at deres børn har mulighed for at gøre karriere inden for militæret.

Junarmija har afdelinger i hele Rusland, men er særligt populær i den nordvestlige del af landet, Moskva og i Sankt Petersborg, hvor flere skoler er indrettet til særlige Junarmija-klasseværelser med store røde flag, portrætbilleder af Putin og russiske militærledere og plakater med våben på væggene. Her undervises eleverne to gange om ugen i russisk historie, religion og fædrelandskærlighed.

I weekenderne bliver Junarmija-eleverne sendt på øvelser i skoven, hvor de lærer at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste håndgranater, øver førstehjælp og undervises i militærstrategi. Om sommeren mødes Junarmija-elever fra hele Rusland til sommerlejre, og et par gange om året deltager de unge i store parader i Moskva eller Sankt Petersborg, hvor militære jubilæer og mærkedage markeres. Blandt andet var Junarmija med, da det russiske militær i oktober 2017 fejrede 100-året for den russiske revolution. Her marcherede kadetterne på rad og række i lyse paradeuniformer og karakteristiske røde baretter som et symbol på Putins løfte om at genskabe et stærkt og samlet Rusland.

Dmitrij Artamonov, 11 år.

 

 Leonid Kuzman fra Kronstadt, 13 år.

 

Maria Popova fra skole nr. 210, 14 år.

 

Militærtræning i weekenden.

 

Skydetræning med rigtige våben.

 

Helen Vorobeova og Nastja Garpinyk, begge 17 år, har været medlemmer af Junarmija siden organisationens start.

 

Mikhail Podolnitskij, otte år, vil være pilot som sine forældre.

 

Nikita Tufanov, 17 år, fra Belgorod. Her fotograferet i Murmansk.

 

Drengene i Junarmija undervises i nærkamp med plasticknive.

 

Dmitrij Artamonov, 11 år, kaster en håndgranat.

 

Ekaterina Maluitina, 14 år, på Junarmija-sommerlejr i Murmansk.

 

Fejring i oktober 2017 af 100-året for den russiske revolution.