Indlæg

52-årige Sune Aggergaard Mortensen overtog posten som IT-sikkerhedschef i DSB i 2020. I 2022 vandt han prisen som årets bedste IT-sikkerhedsansvarlige.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg er ansvarlig for cybersikkerhed og for, at vores systemer er beskyttet mod cyber-angreb. Vi har særligt fokus på det, vi kalder de togkritiske systemer, der er afgørende for, at vores tog kan køre. Det er jo DSB’s samfundsbærende opgave at køre tog.”

Du vandt prisen som Danmarks bedste IT-sikkerhedsansvarlige i 2022. Hvorfor, tror du?

”En del af forklaringen ligger nok i den rejse, jeg har taget DSB på. Jeg har bygget et team op med superdygtige kolleger, der er med til at løfte DSB’s IT-sikkerhedsniveau. I DSB har vi også rigtig god opbakning fra ledelsen, som har investeret mange penge på IT-området, fordi de ved, hvor vigtigt det er.”

Hvilke typer af cyber-angreb rammer DSB?

”Det kan være målrettede og tilfældige angreb. Når vi bliver udsat for et cyberangreb, er vi interesserede i at forstå, hvad der er motivet bag angrebet. Derfor undersøger vi, om det kan være et målrettet angreb fra nogen, der har en interesse i at genere togtrafikken, eller om det er et mere tilfældigt angreb. Nogle hackere scanner alle IT-systemer på internettet for at se, om de kan finde et hul – og der bliver hele tiden fundet huller i alle IT-systemer, både i de gamle og de nye.”

Hvad gør I for at forsvare DSB mod cyber-angreb?

”Vi forsøger hele tiden at sikre, at vores IT-systemer er opdaterede, så vi undgår, at de er sårbare. Vi tester blandt andet vores systemer ved at få eksperter til at angribe os uden at fortælle det til dem, der skal forsvare systemerne, så de ikke er forberedt på det. Vi sender også jævnligt phishing-mails (falske mails, red.) til alle ansatte i DSB, så hele organisationen ved, hvordan utroværdige mails fra hackere kan se ud. Og så tester vi vores beredskab, hvis det alligevel skulle gå galt. Så vi ved, hvordan vi får systemerne tilbage, og hvordan vi skal reagere og samarbejde.”

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

”Jeg går på jagt. Jeg er startet lidt sent, men interessen stammer fra min værnepligt. Jeg kunne godt lide at skyde, så derfor tog jeg jagttegn for omkring fire år siden. Jeg fik også en hund, som jeg havde tænkt skulle med på jagt, men nu er den blevet miljøhund i stedet. Min nabo så mig træne med den og sagde: ’Kunne du tænke dig, at din hund blev miljøhund?’ Så nu har vi en professionel miljøhund.”

Hvad er en miljøhund?

”Man bruger miljøhunde til at finde ud af, om industrigrunde er forurenede. Vi stiller vores hund til rådighed, og så bor hun på hotel, når hun er rundt i landet på arbejde. Det er lidt mærkeligt, for vores hund er ikke sådan en, der kommer op i ­møblerne. Men når hun er på hotel, får vi sendt billeder af, at hun ligger i en seng og bliver rigtigt forkælet.”

Her får du januars nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

SPILSIKKER ADFÆRD

Ubetænksomhed og manglende opmærksomhed kan resultere i ulykker på perroner og tæt ved skinnerne – især blandt unge. Den type ulykker er der alt for mange af, og derfor forsøger DSB gennem det nye DSB Safety-spil i Minecraft Education at nå de unge i alderen fra otte til 14 år. Målet er, at de gennem spillet skal forstå, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på omgivelserne og huske at passe på sig selv og hinanden, når man er på farten. DSB Safety er blevet til i et samarbejde med Tricked Esport, der er certificeret inden for Minecraft Education Edition. Skoler kan få adgang til materialet på forstå.dk

PRISEN OP PÅ REJSEN

Søndag 15. januar sker den årlige ændring af taksterne i den offentlige transport i Danmark, herunder også for rejser med tog. Det er Trafikstyrelsen, der sætter loftet for, hvor meget priserne må stige. I år kan priserne stige med gennemsnitligt 4,9 procent, hvilket afspejler de stigende priser i samfundet generelt. Der kommer blandt andet til at ske ændringer for rejser med rejsekort, så priserne er tættere på rejser med enkeltbillet. DSB vil fortsat have et stort udbud af Orange-billetter både regionalt og på tværs af landsdelene.

Se mere om ændringerne på dsb.dk/takst.23

VIDSTE DU, AT …

Mere end hver fjerde vælger toget, når de skal over Storebælt. Det viser DSB’s regnskab for de første ni måneder af 2022. Billige Orange-billetter er en stor del af forklaringen, men DSB vurderer også, at de stigende energipriser har fået flere rejsende til at vælge toget, særligt på de længere rejser.

ADJÖ TIL SVERIGE

11. december 2022 blev togtrafikken over Øresund overdraget til svenske Skånetrafiken. Det betyder, at du fremover kun vil møde svensk personale, når du rejser over Øresund. Ændringerne betyder samtidig, at regionaltogene til og fra Nivå vil få endestation på København H. Kunder, der skal rejse mellem for eksempel Lufthavnen og stationer på Kystbanen, kan nu med fordel skifte tog på Nørreport Station, hvor der opnås en optimal skifteforbindelse, da togene afgår fra samme perron.

Hvad har Anne Sophia Hermansen altid med på rejsen?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Dan Møller

1.

”Jeg har kørekort – endda et af Danmarks dyreste, fordi jeg var så elendig til at lære at køre bil – men jeg bruger det nærmest aldrig. I stedet tager jeg toget, når jeg skal ud at holde foredrag, og så læser jeg om den by, jeg skal til. Hvornår er den ældste kirke bygget, hvad er man mest stolt af her?”

2.

”Der ligger altid en bog i min taske. Enten en, jeg skal anmelde, eller bare en, jeg læser af lyst. En dag, jeg skulle til Stevns, sad jeg tilfældigvis og læste Anne-Marie Vedsø Olesens ’Vølvens vej’, da det gik op for mig, at hun beskrev det landskab, jeg kørte igennem. Hvis en bog er dårlig, efterlader jeg den i toget. Måske bliver en anden glad for den.”

3.

”Som regel sidder jeg i stillekupé. Der kan være ret meget støj i toget. For eksempel folk, som har modparten på medhør. Jeg forstår ikke, hvorfor en privat samtale skal være et offentligt anliggende. Men der opstår også pludselige møder mellem mennesker. Forleden så jeg, hvordan en flirt udviklede sig mellem en kvinde med tatoveringer og en mand med skjorten knappet helt op i halsen. Efter Odense blev der knappet lidt ned, og så var der ellers forår i luften.”

Anne Sophia Hermansen, 50 år, foredragsholder, debattør, kulturkommentator på Weekendavisen. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

NIKLAS YVES PETER
27 år, Tech Consultant hos Microsoft i Lyngby, Lyngby Station

Jeg kommer fra Hamborg, men flyttede til Danmark for lidt mere end fire år siden. Mit danske er ikke så godt endnu, men jeg elsker at bo i København, det er the best. Menneskene, kulturen, mit job er godt, og jeg har gode venner. Jeg er lykkelig.

Jeg elsker jakke-sæt og er meget inspireret af den old school London-stil. I Hamborg skal du helst gå i noget bestemt tøj for at passe ind. I København er folk mere ligeglade og meget åbne. 

Lige nu er jeg på vej hjem fra arbejde. Jeg skal til Berlin på forlænget weekend, hvor jeg skal til halloween-fest med mine venner. Jeg har kun håndbagage og en lille maske med. Det er sådan noget ’Phantom of the Opera’-kind of style. 

Når jeg har fri, spiller jeg trommer i et rock and roll-band. Da jeg boede i Tyskland, spillede jeg i to bands, hvor vi havde gang i en masse koncerter. Her i Danmark fylder mit arbejde mere, og dem, jeg spiller sammen med, er midt i fyrrerne, så de har børn og familie og ikke lige så meget tid. Men vi prøver at have et gig indimellem på små barer.

__________________________________

LEONE HULTEN
14 år, skoleelev, Hillerød Station

Jeg har redet på heste i tre år nu, og det er blevet en hobby for mig. Jeg kan også godt lide at tegne, lave gymnastik og sy. Jeg syr både bukser og trøjer, og hvis mine venner har hul i deres tøj, så fikser jeg det. 

Bamsen, jeg har med, hedder Ice Bear. Min bedste veninde har givet mig den, og det er en meget stor ting for mig. Vi ser ikke hinanden så tit, så det er en måde, vi altid kan huske hinanden på, når vi ikke er sammen. Jeg gav hende en af mine yndlingstrøjer, en sort Nirvana-T-shirt, til gengæld. Jeg kan rigtig godt lide deres musik. 

Jeg drømmer om at arbejde med sjældne dyr. Jeg elsker hajer og slanger og sådan noget, og det har jeg altid gjort. Jeg har også en haj-bamse med mig, som jeg fik, da jeg var helt lille.

__________________________________

VIKTOR BENEDICT HEEGAARD
27 år, nyuddannet kandidat i  videnskabsstudier, Københavns Universitet, Hellerup Station

Jeg har taget toget fra min mors hus i Vedbæk, hvor jeg har siddet og forberedt mig. Jeg skal til jobsamtale på Nationalmuseet lige om lidt. Jeg er 100 % nervøs. Men jeg er virkelig interesseret i museologi og er lige blevet færdig med en kandidat i videnskabsstudier, så jobbet er lige i min boldgade. 

I min fritid laver jeg historisk rekonstruktion. Jeg syr historiske dragter til mig selv, som indgår i min garderobe. Jeg kan godt lide at gå i ældre ting, og tøj fra 1800-tallet finder du ikke lige nede i Røde Kors, så jeg bliver nødt til selv at lave det. Til daglig laver jeg meget ’brainy’ ting. Man kan let blive lidt for opslugt af det, og så er det godt at lave noget praktisk. Lige i øjeblikket er jeg ved at sy et halloween-kostume fra 1920’erne. En nissehue med stjerner på og en tunika med en kæmpestor måne på maven.

Min interesse for museer har jeg haft, siden jeg var lille. Museerne er med til at skabe en anden verden, og så lærer man noget, samtidig med at man bliver underholdt. Det er ret fedt.

Når DSB’s materiel skal på værksted, bliver vognene gelejdet rundt mellem sporene af en såkaldt rangertraktor. Kom med på værksted, tag med på en ’køffer’, og lær DSB’s traktorer at kende.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakob Wedendahl

RANGERORDEN

En rangertraktor er et mindre lokomotiv, der bruges til at rangere lokomotiver, vogne og togsæt mellem de forskellige spor på værkstederne. At rangere betyder kort fortalt at flytte en del af en togstamme fra ét spor til et andet. DSB’s første rangertraktor blev leveret i 1924 – indtil da havde man brugt heste til at rangere materiellet. Traktoren fik navnet DSB Traktor 1 og eksisterede frem til 1955, hvor den blev ophugget.

UD OVER GRÆNSEN

I dag har DSB 16 rangertraktorer af forskellige typer. Fire af dem er af typen KÖF, som er tysk og står for: Kleinlokomotive, Öl-antrieb durch Dieselmotor, Kraftübertragung mit Flüssigkeitbetriebe. På dansk betyder det: lille lokomotiv, oliedrevet af dieselmotor, kraftoverførsel med flydende væske. KÖF-rangertraktorerne, som også går under navnet ’køffere’, er bygget på Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie i Aarhus og blev leveret til DSB i 60’erne. Køfferne vejer 17 tons, er 6,4 meter lange  og kan køre 45 km/t.

”SKIDEGODT, EGON!”

DSB’s nok mest kendte rangertraktor er DSB Traktor 57. Denne traktor slog sine folder som filmstjerne i ’Olsen Banden på sporet’ fra 1975. I filmen bruger Egon, Benny og Kjeld DSB Traktor 57 til at fragte en godsvogn fyldt med guldbarrer. Egon har lært køreplanen udenad, så Benny kan styre traktoren uden om togene, mens Kjeld skifter sporskifterne. Alt går efter planen. Lige indtil Statsbanerne skifter til sommerkøreplanen, og alle togtider forandrer sig.

TRÆK – OG SLIP 

DSB Traktor 57 blev bygget på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev i 1953. Traktoren er 4,5 meter lang, vejer seks tons og kan køre 25 km/t. Den er desuden en sjælden type rangertraktor, som DSB kun har haft to af igennem tiden. Mens DSB Traktor 57 i dag står på Danmarks Jernbanemuseum, blev den anden – DSB Traktor 56 – ophugget i 1977.

NYE KRABBEKLØER

I 2016 fik DSB 12 øvrige rangertraktorer af typerne CRAB 1500E (2 stk.), CRAB 5000E (8 stk.), CRAB 3100E (1 stk.) og CRAB 2100E (1 stk.). CRAB’erne er i modsætning til køfferne ikke bundet på samme måde til skinnerne, da de både har jernbanehjul og gummihjul, hvilket giver flere muligheder i forhold til rangering. De er desuden batteridrevne og derfor mere miljøvenlige end køfferne.

28-årige Celina Skaarup Drewsen blev færdiguddannet som kontorassistent med speciale i administration fra DSB i august 2022. Siden har hun arbejdet som koordinator på DSB’s fire værksteder for fjern- & regionaltog på Sjælland.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg arbejder i afdelingen for Driftsværksteder i Øst, som er DSB’s fire værksteder for fjern- & regionaltog på Sjælland. Jeg er værkstedskoordinator og hjælper værkstedschefen med en masse administrative opgaver som parkeringstilla­delser, udsendelse af nyhedsbreve til håndværkerne og facilitering af møder. Det er en ny stilling, der blev oprettet, da vores værksteder til fjern- & regionaltog på Sjælland blev slået sammen under én værkstedschef. Da der kom mange ekstra opgaver til værkstedschefen, blev det godkendt, at han kunne få noget administrativ støtte, og det blev så mig.”

Hvorfor søgte du ind i DSB?

”Jeg søgte en elevplads i DSB, fordi jeg skulle have et karriereskift. Jeg er uddannet inden for detail og har en ledertrainee-uddannelse i kundeservice fra Salling Group. Men så blev jeg enlig mor, og et job med aften- og weekendarbejde passede ikke så godt. Så tænkte jeg, at kontorarbejde var åbenlyst, fordi det ofte er 8-16. Jeg er virkelig glad for, at jeg landede hos DSB, selvom jeg ikke troede, at jeg ville få jobbet.”

Hvorfor troede du ikke det?

”Fordi jeg er enlig mor, og min søn har en sjælden sygdom, der hedder ATRX. Det betyder, at han har en genfejl i sit X-kromosom, som er det kromosom, der koder for det protein, hjernen bruger til at udvikle sig. Det vil sige, at han er bagud i sin udvikling og kræver lidt mere end de fleste andre børn. Jeg ved godt, at man i dagens Danmark ikke må fravælge nogen på grund af den slags ting, men jeg følte mig ikke særlig attraktiv for en virksomhed og tænkte, at de nok ville gå med en kandidat, der virkede mere fleksibel. Så jeg er virkelig glad for, at de valgte mig.”

Hvordan er miljøet på værkstederne?

”Der er klart flest mænd på værkstederne, så der bliver ikke talt så meget om sko og negle, som man nogle gange har lyst til, men det gør mig ikke så meget. Jeg er vokset op blandt håndværkere, så jeg er vant til det miljø. Jeg går heller ikke så meget op i køn – jeg ser mere bare mennesket og forsøger at finde ud af, hvad vi har til fælles. Jeg kan for eksempel godt lide fodbold, og det er der mange af gutterne ude på værkstederne, der også kan, så der har vi jo noget, vi kan snakke om.”

Hvilket fodboldhold holder du med?

”Brøndby. Det har altid været Brøndby, og det er det stadig. Jeg har stået inde på Sydsiden på Brøndby Stadion, jeg ved ikke hvor mange gange, og der er bare supergod stemning. Da jeg var på barsel, gik der halvandet år, hvor jeg ikke var på stadion. Da jeg endelig kom derind igen, var det bare helt specielt. Man får en særlig følelse, og det er helt magisk.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

ANDREAS JACOBSEN
25 år, studerer elektroteknologi på DTU, Lyngby Station

Jeg er i gang med at specialisere mig i radiofrekvenser på DTU. Nu er jeg på vej hjem til Amager, hvor jeg lige er flyttet ind sammen med min kæreste. Jeg kom til København fra Færøerne i 2018 for at studere. Jeg kommer fra en lille bygd, der hedder Fámjin, hvor der bor omkring 80 indbyggere. Som barn var jeg en masse ude i naturen. Når man er så få, leger man med dem, der er. 

I min fritid spiller jeg fodbold og synger i et færøsk kor. Vi synger både færøsk folkemusik og engelsk popmusik. Jeg spillede også engang i et metalband på Færøerne. Tilfældigvis var vi to i bygden, der godt kunne lide metal. I nabobyen fandt vi tre andre, og så lavede vi et band sammen: Asyllex.  

Man er sammen på en anden måde på Fær­øerne. Folk banker bare på og går ind. Døren er altid åben. Danskere mødes mest, hvis der er en aftale, som i øvrigt helst er lavet i god tid, sådan: ”Vi ses i uge 43.” Jeg skulle lige finde ud af, at ugerne faktisk har numre, da jeg kom til Danmark.

__________________________________

BEATE GRAVESEN
78 år, pensionist, Hellerup Station

Jeg venter på toget til Klampenborg. Jeg skal ud at gå en tur i Dyrehaven og sparke lidt i de gule blade, kigge lidt og bare nyde det. Toget kørte, lige da jeg kom, så jeg kunne lige sidde og strikke lidt her på nogle sokker til min familie. 

Inden jeg blev pensioneret, arbejdede jeg som sundhedsplejerske i Thy. Det ene år tog det andet, og pludselig var der gået 38 år. Jeg kunne rigtig godt lide naturen deroppe. Stilheden, skønheden, Vesterhavet og klitterne. Men jeg har hele tiden villet tilbage til København, hvor jeg er født. 

For 25 år siden begyndte jeg at dyrke yoga. Min veninde havde nogle små kassettebånd, som vi lavede yoga efter. Jeg er meget smidig, og jeg kan stadigvæk selv snøre mine snørebånd og klippe mine negle. Jeg maler også vindskederne på sommerhuset og skorstenen selv. Det er virkelig skønt. 

Jeg er næsten vegetar, men hvis der bliver serveret kød for mig, spiser jeg det. Jeg havde familien til frokost for nylig, hvor vi fik hummus og marinerede svampe. Det var rigtig lækkert.

__________________________________

MORTEN CHRISTENSEN
21 år, elev på Københavns Produktionsskole, Hillerød Station

Jeg er på vej til Helsingør, hvor jeg skal til et møde og have noget at spise. Pomfritter garanteret. Jeg kan bedre lide dem i Helsingør end i Hillerød. Der er noget krydderi på dem i Hillerød, som jeg bare ikke er stor fan af, en slags paprika. Jeg er mere til salt. Folk siger altid: ”Du kan ikke lide nogen saucer.” Og nej, det kan jeg egentlig ikke.

Jeg var spejder som barn. Jeg kunne godt lide at være ude i naturen. Det var god hygge, man kunne have sammen. Man lærte også nogle praktiske ting af det. At snitte, binde knob og sådan noget. I dag har jeg ikke rigtig nogen hobbyer, men jeg kan godt lide at gå i skoven. Man får klaret hovedet og får noget energi. Min længste tur varede to timer. 

Min hat er fra Tyskland. Jeg så den på en skoletur til Berlin for to år siden og tænkte: ”Den skal jeg bare have.” Og så har jeg haft den på lige siden. Tørklædet er fra Skotland, hvor jeg var på ferie med familien. Egentlig skulle det have været en kilt, men de kostede ualmindeligt meget. 

Siden 2016 er signalsystemet på S-banen løbende overgået til et nyt system med navnet CBTC. I september 2022 blev de sidste S-togslinjer koblet på det nye signalsystem, og hele S-togsnettet kører nu med CBTC. Læs her, hvordan det nye signalsystem fungerer.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Rasmus Buhl

STORBYFÆNOMEN

CBTC står for ’Communication Based Train Control’ og er et moderne signalsystem, der ved hjælp af trådløs teknologi sender signaler direkte ind på en skærm i førerhuset i toget via radiosignaler. Tidligere var signalerne placeret langs banen. Systemet er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og anvendes også i andre storbyer såsom New York, Paris, London og Madrid.

VELUDRUSTET

Ved overgangen til det nye signalsystem har tog og spor fået nyt teknisk udstyr, der kommunikerer i ét samlet system. I sporet er der monteret såkaldte baliser (elektromagnetiske sendere) og akseltællere, der bruges til at aflæse togenes placering. Langs sporet er der desuden opsat radiomaster, som med hjælp fra teknikhytter ved stationerne sender signaler mellem det centrale kontrolcenter og togene. S-togene modtager signalerne ved hjælp af antenner, der er monteret på togene. Under togene er der samtidig monteret afstandsmålere, radarer og antenner. Som de tre navne indikerer, måler afstandsmåleren afstanden til forankørende tog, radaren måler hastighed, og antennen aflæser baliserne.

LIVESENDING 

Det nye signalsystem gør det muligt for det centrale kontrolcenter ved Dybbølsbro i København at vide, hvor togene helt nøjagtigt befinder sig. Det giver mulighed for at optimere togtrafikken og udnytte S-banens kapacitet bedre. Togene kan nu modtage opdaterede køretilladelser på de skærme, der er blevet installeret i førerhusene – køretilladelser, der baserer sig på oplysninger om de andre togs placeringer, indstillede togveje, hastighedsnedsættelser og mange andre forhold.

TOG TIL TIDEN

Ambitionen med det nye signalsystem er at skabe en mere stabil drift med flere tog til tiden. Før CBTC blev systemet HKT (hastighedskontrol og automatisk togstop) brugt på S-banen. Ved HKT var strækningerne inddelt i faste afsnit, og hastigheden på det enkelte tog afhang af, om der var et tog i afsnittet foran. Ved CBTC arbejdes der med flydende afsnit og uden en fast inddeling af strækningerne. Det er i stedet togenes placering og hastighed, der afgør, hvor tæt togene kan køre. Ved HKT skulle der mindst være 120 sekunder mellem togene, mens CBTC gør det muligt at køre med en afstand på 90 sekunder. Derudover er de fysiske signaler langs sporet blevet overflødige, da signalerne nu kommer direkte ind på skærmen i førerhuset. Det betyder, at der er mindre fysisk udstyr i og omkring sporet, der kan gå i stykker og forsinke driften.

FORBINDELSE TIL FREMTIDEN

Når S-banen overgår til fuldautomatisk drift i årene 2029-37, er det fortsat med CBTC som signalsystem. På fjernbanen er et lignende signalsystem kaldet ERTMS (European Rail Traffic Management System) ligeledes i gang med at blive udrullet. Her bliver alle signaler langs sporet også med tiden overflødige, da signalerne ligesom ved CBTC vises direkte på en skærm i førerhuset. Det nye signalsystem på fjernbanen forventes at være fuldt udrullet i 2030.

Kilde: Banedanmark

Sara Berg Schuwendt er lokomotivfører og har såkaldt depot i Fredericia, hvor hun begynder og slutter sin arbejdsdag.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg er lokomotiv­­­fører på fjern- og regional­tog, så jeg kører pri­­mært tog. Det er det bedste job i hele verden. Jeg ser så meget af Danmark. Jeg ser årstiderne skifte, jeg ser solopgange og solnedgange. Det er fantastisk bare at køre derudad og nyde det syn. Det er virkelig afslappende og behageligt, men man kan ikke bare sidde og falde hen, for man skal konstant være opmærksom på signaler, materiellets tilstand, banens og køreledningernes beskaffenhed og eventuelle uforudsete hændelser, der måtte opstå. På den måde bliver det aldrig kedeligt, for man er hele tiden på.”

Hvorfor blev du lokomotivfører?

”Fordi jeg aldrig helt havde fundet den rette hylde. For omkring 15 år siden var der en af mine venner, der foreslog lokomotivfører, fordi han tænkte, at det var noget for mig. Jeg syntes, at det lød spændende, men kunne ikke få det til at gå op på det tidspunkt. Så jeg lod det ligge lidt, og så fik jeg børn, og så fungerede det ikke. Men for nogle år siden, da jeg stadig gik og var lidt utilfreds med det, jeg lavede, tænkte jeg: ’Nu prøver jeg altså’, og nu har jeg været her i tre år. Jeg er simpelthen så glad for det. Det er første gang, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag. Nogle gange bliver jeg helt høj og tænker: ’Kan jeg virkelig få penge for det her?’”

Hvordan er det at være kvinde i et mandefag?

”Til daglig tænker jeg overhovedet ikke over, at jeg skiller mig ud, for vi er alle sammen vidt forskellige, uanset køn. Jeg oplever dog nogle gange, at passagererne lige kigger en ekstra gang, når de ser, at det er en kvinde, der kører toget, og så kan de godt finde på at sende et smil og sige: ’Neeej, en kvindelig lokomotivfører’ eller ’Godt kørt’. I gamle dage skulle man være smed eller en anden type håndværker for at blive lokomotivfører. Det er også derfor, at det primært er et mandefag. I dag er adgangskravene meget bredere – jeg kom for eksempel ind på baggrund af min matematiske studenter­eksamen.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”At få det til at hænge sammen med privat­livet. Vi har jo nogle lidt skøre arbejdstider. Jeg arbejder for eksempel primært eftermiddag og aften, så mine børn er meget hos deres far, fordi jeg ikke er hjemme til at hente dem fra skole og putte dem om aftenen. Til gengæld har de alt mit fokus, når jeg har fri. Netop fordi jobbet fylder så meget, skal man virkelig ville det, og det er også mit indtryk, at alle mine kolleger er dybt engagerede og elsker deres job. Min kæreste er også lokomotivfører, og vi arbejder heldigvis stort set på de samme tidspunkter, så vi får det til at gå op.”

Har du mødt din kæreste på jobbet?

”Ja, det har jeg. Dengang arbejdede vi begge to i København, men han boede i Slagelse, og jeg boede i Odense, så vi skulle begge to pendle frem og tilbage. Vi kendte ikke rigtig hinanden, men en dag, hvor vi havde fri på samme tid, skulle vi med det samme tog hjem og faldt i snak. Det var virkelig en god samtale, så det voksede bare derfra, og nu bor vi sammen.”

Sara Berg Schuwendt, 43, bor i Odense sammen med sin kæreste, sine to tvillingepiger og deres kæledyrsrotter og axolotl-padder.

Adis Barucija flygtede som 14-årig til Danmark på grund af krigen i Jugoslavien. I dag har den 44-årige togfører en lejlighed på Frederiksberg og bor også i Malmø med sin forlovede og deres to børn.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Du er oprindeligt fra Bosnien. Hvorfor kom du til Danmark?

”Jeg kom til Danmark som 14-årig i 1993 på grund af krigen i Jugoslavien. Banja Luka, som jeg boede i, blev belejret, så vi flygtede op i bjergene, hvor vi blev hjulpet af Dansk Røde Kors. Alle vi børn blev sat på en bus, der skulle køre os til Danmark. Da vi kom til den polske grænse, kunne vi ikke komme ind, fordi flere af os ikke havde visum. Vi var nødt til at køre til Kiev og få lavet visum, så vi kunne komme ind i Polen og rejse videre til Danmark derfra. Rejsen tog syv dage og seks nætter.”

Hvordan var det at komme hertil?

”Da vi kom til Danmark, kom vi til at bo i en flygtningelejr i en by, der hedder Lønne. Varde Kommune, som Lønne ligger i, besluttede, at jeg skulle på efterskole. Jeg kom på en sportsefterskole i Fjerritslev, og det var den mest fantastiske oplevelse. Jeg fik rigtig meget disciplin. Vi skulle for eksempel hjælpe til i køkkenet, og jeg lærte også, at det var vigtigt at lave lektier. Jeg fik generelt en masse viden om dansk kultur, som jeg kunne tage med hjem til min familie. Folk siger tit, at man skal integrere forældrene, før man kan integrere børnene, men jeg tror, det er omvendt.”

Hvilke kulturelle ting fik du med dig?

”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke fordrage rugbrød. En aften på efterskolen kom jeg senere til aftensmad end de andre, fordi jeg havde spillet fodbold, og alt var bare spist. Det eneste, der var tilbage, var sild … og rugbrød. Jeg var virkelig sulten, så jeg tænkte: ’Nu prøver jeg.’ Jeg puttede lidt sennep på rugbrødet, og så puttede jeg sild ovenpå. Da jeg smagte det, blev jeg så vild med det, at jeg nærmest ikke spiste andet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem fra efterskole, bad jeg min mor om at købe rugbrød. På den måde lærte min familie også at spise det.”

Adis Barucija som et-årig i det tidligere Jugoslavien. Foto: Privat

Hvordan blev du ansat i DSB?

”Mine forældre flyttede til Sverige for 16-17 år siden, så jeg besluttede mig for at flytte til København og finde et job, der var tættere på dem. Jeg prøvede alt muligt forskelligt, men fandt ikke rigtig noget, jeg kunne lide. En dag, hvor jeg sad i toget, overhørte jeg en togfører, der talte på mit modersmål. Han snakkede om, at han havde diabetes. Jeg er uddannet i Food Science, så jeg spurgte, om jeg ikke skulle hjælpe ham, og det takkede han ja til. Vi begyndte at tale sammen og endte med at blive rigtig gode venner. Han vidste, at jeg ledte efter arbejde, så han spurgte, om jeg kunne være interesseret i at blive togfører. Jeg tænkte egentlig ikke, at det var noget for mig, men jeg søgte jobbet alligevel.”

Hvorfor troede du, at det ikke var noget for dig?

”Man tænker jo, at en togfører bare er en, der tjekker billetter og giver afgifter, men jeg fandt ud af, at det er meget mere end det. Vi har blandt andet ansvaret for en masse sikkerhed på toget, og vi skal sørge for, at toget kører fra stationerne til tiden. Det er også vigtigt for mig at hjælpe passagererne, hvor jeg kan. Det kan for eksempel være at hjælpe dem med deres bagage eller at guide dem hen til det rigtige spor, hvis de skal skifte tog. Det er faktisk det første arbejde, jeg virkelig elsker. Nu har jeg snart været ansat i tre år, og jeg håber, at det aldrig slutter.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”Når togene ikke kører til tiden. Der har været mange sporarbejder i år, som har skabt forsinkelser, og jeg synes, at det er hårdt at se folk blive frustrerede over, at de kommer for sent på arbejde. Jeg prøver at sætte mig i deres sted og tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis det var mig. Jeg ville selv være irriteret, så jeg forstår, hvordan passagererne har det. Jeg prøver at løfte stemningen ved at smile og sige godmorgen – med smil kan man komme rigtig langt.”