Hvad går dit job ud på?

”Jeg arbejder i afdelingen for Driftsværksteder i Øst, som er DSB’s fire værksteder for fjern- & regionaltog på Sjælland. Jeg er værkstedskoordinator og hjælper værkstedschefen med en masse administrative opgaver som parkeringstilla­delser, udsendelse af nyhedsbreve til håndværkerne og facilitering af møder. Det er en ny stilling, der blev oprettet, da vores værksteder til fjern- & regionaltog på Sjælland blev slået sammen under én værkstedschef. Da der kom mange ekstra opgaver til værkstedschefen, blev det godkendt, at han kunne få noget administrativ støtte, og det blev så mig.”

Hvorfor søgte du ind i DSB?

”Jeg søgte en elevplads i DSB, fordi jeg skulle have et karriereskift. Jeg er uddannet inden for detail og har en ledertrainee-uddannelse i kundeservice fra Salling Group. Men så blev jeg enlig mor, og et job med aften- og weekendarbejde passede ikke så godt. Så tænkte jeg, at kontorarbejde var åbenlyst, fordi det ofte er 8-16. Jeg er virkelig glad for, at jeg landede hos DSB, selvom jeg ikke troede, at jeg ville få jobbet.”

Hvorfor troede du ikke det?

”Fordi jeg er enlig mor, og min søn har en sjælden sygdom, der hedder ATRX. Det betyder, at han har en genfejl i sit X-kromosom, som er det kromosom, der koder for det protein, hjernen bruger til at udvikle sig. Det vil sige, at han er bagud i sin udvikling og kræver lidt mere end de fleste andre børn. Jeg ved godt, at man i dagens Danmark ikke må fravælge nogen på grund af den slags ting, men jeg følte mig ikke særlig attraktiv for en virksomhed og tænkte, at de nok ville gå med en kandidat, der virkede mere fleksibel. Så jeg er virkelig glad for, at de valgte mig.”

Hvordan er miljøet på værkstederne?

”Der er klart flest mænd på værkstederne, så der bliver ikke talt så meget om sko og negle, som man nogle gange har lyst til, men det gør mig ikke så meget. Jeg er vokset op blandt håndværkere, så jeg er vant til det miljø. Jeg går heller ikke så meget op i køn – jeg ser mere bare mennesket og forsøger at finde ud af, hvad vi har til fælles. Jeg kan for eksempel godt lide fodbold, og det er der mange af gutterne ude på værkstederne, der også kan, så der har vi jo noget, vi kan snakke om.”

Hvilket fodboldhold holder du med?

”Brøndby. Det har altid været Brøndby, og det er det stadig. Jeg har stået inde på Sydsiden på Brøndby Stadion, jeg ved ikke hvor mange gange, og der er bare supergod stemning. Da jeg var på barsel, gik der halvandet år, hvor jeg ikke var på stadion. Da jeg endelig kom derind igen, var det bare helt specielt. Man får en særlig følelse, og det er helt magisk.”

Du er oprindeligt fra Bosnien. Hvorfor kom du til Danmark?

”Jeg kom til Danmark som 14-årig i 1993 på grund af krigen i Jugoslavien. Banja Luka, som jeg boede i, blev belejret, så vi flygtede op i bjergene, hvor vi blev hjulpet af Dansk Røde Kors. Alle vi børn blev sat på en bus, der skulle køre os til Danmark. Da vi kom til den polske grænse, kunne vi ikke komme ind, fordi flere af os ikke havde visum. Vi var nødt til at køre til Kiev og få lavet visum, så vi kunne komme ind i Polen og rejse videre til Danmark derfra. Rejsen tog syv dage og seks nætter.”

Hvordan var det at komme hertil?

”Da vi kom til Danmark, kom vi til at bo i en flygtningelejr i en by, der hedder Lønne. Varde Kommune, som Lønne ligger i, besluttede, at jeg skulle på efterskole. Jeg kom på en sportsefterskole i Fjerritslev, og det var den mest fantastiske oplevelse. Jeg fik rigtig meget disciplin. Vi skulle for eksempel hjælpe til i køkkenet, og jeg lærte også, at det var vigtigt at lave lektier. Jeg fik generelt en masse viden om dansk kultur, som jeg kunne tage med hjem til min familie. Folk siger tit, at man skal integrere forældrene, før man kan integrere børnene, men jeg tror, det er omvendt.”

Hvilke kulturelle ting fik du med dig?

”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke fordrage rugbrød. En aften på efterskolen kom jeg senere til aftensmad end de andre, fordi jeg havde spillet fodbold, og alt var bare spist. Det eneste, der var tilbage, var sild … og rugbrød. Jeg var virkelig sulten, så jeg tænkte: ’Nu prøver jeg.’ Jeg puttede lidt sennep på rugbrødet, og så puttede jeg sild ovenpå. Da jeg smagte det, blev jeg så vild med det, at jeg nærmest ikke spiste andet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem fra efterskole, bad jeg min mor om at købe rugbrød. På den måde lærte min familie også at spise det.”

Adis Barucija som et-årig i det tidligere Jugoslavien. Foto: Privat

Hvordan blev du ansat i DSB?

”Mine forældre flyttede til Sverige for 16-17 år siden, så jeg besluttede mig for at flytte til København og finde et job, der var tættere på dem. Jeg prøvede alt muligt forskelligt, men fandt ikke rigtig noget, jeg kunne lide. En dag, hvor jeg sad i toget, overhørte jeg en togfører, der talte på mit modersmål. Han snakkede om, at han havde diabetes. Jeg er uddannet i Food Science, så jeg spurgte, om jeg ikke skulle hjælpe ham, og det takkede han ja til. Vi begyndte at tale sammen og endte med at blive rigtig gode venner. Han vidste, at jeg ledte efter arbejde, så han spurgte, om jeg kunne være interesseret i at blive togfører. Jeg tænkte egentlig ikke, at det var noget for mig, men jeg søgte jobbet alligevel.”

Hvorfor troede du, at det ikke var noget for dig?

”Man tænker jo, at en togfører bare er en, der tjekker billetter og giver afgifter, men jeg fandt ud af, at det er meget mere end det. Vi har blandt andet ansvaret for en masse sikkerhed på toget, og vi skal sørge for, at toget kører fra stationerne til tiden. Det er også vigtigt for mig at hjælpe passagererne, hvor jeg kan. Det kan for eksempel være at hjælpe dem med deres bagage eller at guide dem hen til det rigtige spor, hvis de skal skifte tog. Det er faktisk det første arbejde, jeg virkelig elsker. Nu har jeg snart været ansat i tre år, og jeg håber, at det aldrig slutter.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”Når togene ikke kører til tiden. Der har været mange sporarbejder i år, som har skabt forsinkelser, og jeg synes, at det er hårdt at se folk blive frustrerede over, at de kommer for sent på arbejde. Jeg prøver at sætte mig i deres sted og tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis det var mig. Jeg ville selv være irriteret, så jeg forstår, hvordan passagererne har det. Jeg prøver at løfte stemningen ved at smile og sige godmorgen – med smil kan man komme rigtig langt.”