Indlæg

Skriget

Det kan lyde skingert, når toget svinger forbi. Men hvad er det for en lyd? Vi går til stålet og undersøger, hvordan den opstår, og hvad man kan gøre for at skrue ned.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Rasmus Buhl

HVIIIIIIIIN!

Både skinner og hjul er af stål, og lyden, der kaldes for et skinneskrig, opstår, når hjulets indersider, også kaldet flangen, presses mod skinnerne med høj friktion. 

DET SWINGER

Det er specielt, når toget skal igennem skarpe sving, at skinneskriget lyder. Her ligger meget af togets vægt  på den ene side, der vil presse endnu mere på skinnen, end når toget kører ligeud. Nogle gange kan man dog også høre skriget, selvom skinnerne ligger lige. Det kan handle om, at skinnerne er slidte eller tørre.

RIGELIGT SMØR

Under toget sidder en lille pumpe, der kan pumpe olie, også kaldet flangesmøringsfedt, ud på flangen, så hjulet glider lettere på skinnen. Man kalder det en længdesmøring, fordi man kan indstille pumpen til at pumpe ud, når toget har kørt et bestemt antal meter. Den almindeligste metode er dog kurvestyret flangesmøring. Her gør man brug af en lille vægt, der sidder under toget, kaldet et gyrometer. Den kan mærke, hvordan togets vægt er fordelt, og udløse fedtet, når toget møder en kurve.

NEDSKÆRINGER

Jo længere hjulene har kørt, jo mere slidte og ujævne bliver de. For at undgå, at ujævnhederne skurrer mod skinnerne og får skinnerne til at skrige, sliber man hjulene – eller skærer dem ned, som det hedder – så de igen bliver glatte.

FLOT PROFIL

Nedskæringen sker på en UF-bænk – en Under Floor-bænk – så man kan arbejde under toget og ikke behøver at tage hjulet af. UF-bænken skærer med stål, der er så stærkt, at det kan skære ujævnhederne af hjulet. Processen kaldes også reprofilering.

NYT, NYT, NYT

På et tidspunkt vil skinner og hjul være så slidte, at hverken reprofilering eller smøring giver mening. I stedet skifter man begge dele, så man igen kan køre uden for mange skrig.

Kilde: Steffen Lund-Hansen, ingeniør på DSB’s værksteder

 

/

Fra bøger til brand

47-årige Gitte Elbæk Jensen er hjælperøgdykker og servicemedarbejder på Københavns Hovedbanegård – trænet til at holde hovedet koldt, hvis det bliver hedt.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvad laver du i DSB?

”Som servicemedarbejder er min primære funktion rengøring. Vi yder også handicapassistance, altså sørger for, at folk med handicap får hjælp til at komme med toget. Ud over det har jeg også en anden rolle som hjælperøgdykker på Københavns Hovedbanegård.”

Hvad laver en hjælperøgdykker?

”Hvis der skulle opstå brand, er det mit ansvar at finde ud af, hvor det er, og hjælpe brandvæsenet med at finde det. Brandvæsenet er typisk rigtig hurtige, så det er ikke altid, at jeg når frem til stedet, inden de gør. Som hjælperøgdykker har jeg en tredages grunduddannelse bag mig, som gør mig kvalificeret til jobbet. Derudover skal vi en gang hvert andet år på vedligeholdelsesuddannelse. Det foregår alt sammen hos beredskabet.”

Hvorfor har man brug for hjælperøgdykkere?

”Hovedbanegården er et stort sted, og det kan være svært at finde rundt, hvis man ikke er stedkendt. Derfor er det smart at have sådan nogle som os, der både er trænet i at holde hovedet koldt og kan finde rundt på Hovedbanen. Der kan altid opstå en brand, og derfor er der også en hjælperøgdykker til stede på Hovedbanegården døgnet rundt.”

Hvad gør du, hvis der skulle opstå brand?

”Jeg har altid en radio på mig, så jeg kan få besked med det samme, hvis det skulle ske. Så skal jeg have mit røgdykkertøj på, så jeg er beskyttet. Hovedbanen er delt op i tre dele, som gør det nemmere at finde ud af, hvor branden er opstået. Min alarm fortæller mig, hvilken del branden er opstået i, og på et fysisk kort kan jeg derfra lokalisere, hvor jeg skal hen, og hvor jeg skal føre brandvæsenet hen. Når jeg er fremme, mærker jeg på branddøren for at finde ud af, om den er varm. Er den det, venter jeg på brandvæsenet, men hvis ikke går jeg ind for at tjekke, om der er røg, eller om det bare er støv eller andet, der kan generere alarmen. Hvis der er opstået brand, skal jeg finde ud af, om det er noget, jeg selv kan slukke, eller om det er noget større, som brandvæsenet skal tage sig af.”

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg har en magistergrad i litteraturvidenskab. Da jeg tog den, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være boghandler, men det var ikke så nemt, man vil nemlig helst have uddannede boghandlere, så jeg startede som postbud – noget skulle jeg jo lave. På et tidspunkt havde jeg brug for et skifte. Min far arbejdede for DSB, da jeg var barn, så jeg kendte til virksomheden og tænkte, at det godt kunne være noget for mig. Så jeg søgte stillingen som servicemedarbejder, og nu har jeg været her i tre år. Min far var faktisk også hjælperøgdykker. Igennem ham havde jeg hørt om smalle passager, som man skulle kravle igennem, mens man skubbede sit udstyr foran sig. Det var en øvelsesbane, som var en del af vedligeholdelseskurset dengang. Det syntes jeg jo ikke lød rart, men da jeg selv skulle lære det bedre at kende, kunne jeg se, at det slet ikke var det, det handlede om. I virkeligheden handler det bare om at gøre det rigtige.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SAHAR BELAL
44 år, social- og sundhedshjælper, Jelling Station

Her på den anden side af skinnerne ligger et asylcenter, hvor jeg har besøgt min svigerdatter. Hun fødte sit første barn på Kolding Sygehus for 10 dage siden. Jeg fik lov at flytte ind hos hende i asylcenteret og hjælpe med at forberede hende på det danske samfund, men også bare med den lille. Hun er kommet fra Jordan som statsløs palæstinenser.

Det er jeg også selv. Jeg er født i Syrien, som mine forældre flygtede til i 1948 eller 1949, lige omkring Israels grundlæggelse. Jeg var husmor, og min mand havde en butik i Damaskus. Men han blev syg og måtte opgive den. 

Vi flygtede på grund af borgerkrigen og har været syv år i Danmark. Vi bor i Værløse, har tre børn og nu også tre børnebørn.

Jeg synes selv, jeg har klaret det godt, selvom det var hårdt at lære et nyt sprog. Jeg har uddannet mig til sosu-hjælper, jeg skal videreuddanne mig til sosu-assistent, jeg arbejder som frivillig i Røde Kors, jeg har fået permanent opholdstilladelse, og nu har jeg søgt om statsborgerskab. Men jeg håber, jeg engang i mit liv kan besøge Syrien igen. Og Palæstina.

__________________________________

MADS FRIGAST JAKOBSEN
21 år, kunstner, Vejle Station

Jeg er på vej til København sammen med min ven Anton, som skal over at se på et værelse. Vi kommer fra Holstebro begge to, men har et crowd efterhånden i København. Folk, vi har mødt rundtomkring. Mest online. Sådan er det, når man er en provinsbøsse fra Jylland. Vi har ikke noget imod ordet bøsse, vi prøver måske at reclaime det lidt. Vi synes jo ikke, det er en dårlig ting. 

Man kan garanteret sige en masse dårligt om Holstebro. Og måske skal man finde sig i at blive råbt lidt ad en gang imellem. Men jeg føler mig nu helt tryg der. Der er mange gode mennesker. Og en god ting ved byen er, at der ikke er så meget, man skal leve op til. 

For tiden holder jeg sabbatår og arbejder i hjemmeplejen, mens jeg sparer penge sammen til at flytte til Paris og lave noget billedkunst. Jeg har lige lavet en lille soloudstilling til Huset for Kunst & Design i Holstebro med en højhælet, stripper-agtig sko, som jeg satte på en piedestal. Jeg gav den plaster på. Stak kanyler i den. Gennemborede den med søm som en Jesus-reference.

Guldskoene her er ikke noget kunstværk. Det er bare fashion, ha ha.

__________________________________

MAGNUS EMIL HØGSBRO-NIELSEN
30 år, teaterinstruktør, Vejle Station

Jeg er på vej hjem fra Skanderborg, hvor jeg sammen med nogle venner har afholdt en sommerlejr for børn og unge i aldersgruppen 10-16 år. Vi ville gerne have, at det skulle være spændende for alle, så man kunne smede, bygge tømmerflåder, batikfarve sit tøj og så videre.

I nat var der et vikingeinspireret natløb, hvor vi hørte oldnordisk strubesang. Jeg spillede vølve og var viklet ind i hvidt tøj og havde nogle grene på ryggen, der lignede et gevir. Jeg ofrede en bamse, og der væltede sort teaterblod ned i hovedet på mig, da jeg skar den op. Så jeg har lidt røde øjne i dag. Senere blev bamsen sendt ud på en båd på søen – og ramt af en ildkugle. Jeg tror, børnene syntes, det var ret sejt.

Jeg er nyuddannet teaterinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i København. Så nu er jeg i gang med at skrive ud til teatrene, præsentere ideer og få kaffe-aftaler i bogen. Jeg skal networke som en sindssyg. I min verden er en snak over en øl til en premierefest bedre end en jobansøgning.

/

Bokse-træning

De nye IC5-tog kommer på sporene fra 2027. Men lokomotivførerne er allerede begyndt at forberede sig i en simulator, der er en tro kopi af IC5’ernes førerrum. Tænk ind i boksen, og tag med på en prøvetur.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:DSB

To store, røde bokse har indtaget DSB’s uddannelsescentre i henholdsvis Fredericia og Høje Taastrup. Udefra set er det ’bare’ to kasser på et robust sort stel. Indenfor er de udformet nøjagtig som førerrummet på IC5’erne og fyldt med funktioner, der skal give både lokomotivførerelever og garvede lokoførere en forsmag på, hvordan det bliver at styre fremtidens tog.

GANG I HOFTERNE

Stellet, der holder den fem ton tunge boks oppe, er simulatorens ’hofter’. Det sørger for, at simulatoren bevæger sig, som et tog bevæger sig på skinner, med alt, hvad det indebærer, fra bakker til sving på banen. Det kan mærkes oppe i boksen, som var det en rigtig togtur.

I FØRERSÆDET

Simulatoren er udstyret med 450 kilometer rigtige, digitaliserede, danske strækninger. På den måde kan lokomotivførerne altid træne en relevant strækning, når de sætter sig til rette.

VIRKELIG VIGTIGT

Inden lokomotivførerne sætter kurs mod destinationen i simulatoren, skal de gennemgå sikkerhedsprocedurerne og for eksempel kontrollere, om toget har fejl og mangler.

I REGN OG SLUD

Virkelighedens tog og skinner opfører sig forskelligt hen over året. Derfor kan togsimulatoren også på lokomotivførerens ønske simulere forskelligt slags vejr, årstider og tidspunkter på dagen.

/

”En dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’”

67-årige Stig Bo Andersen har været S-banefører på Københavns Hovedbanegård i 14 år, så måske du har hørt hans stemme en gang eller to i S-toget.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan blev du S-banefører?

”Jeg var salgschauffør hos Coca-Cola og Carlsberg, men efter nogle nedskæringer kunne de ikke beholde mig. Jeg var 50 år gammel og tænkte: ’Nu må du bare søge en hel masse, for der er da ikke nogen, der vil ansætte dig i din alder.’ Jeg skrev mig blandt andet op hos en jobagent ved DSB, og en dag, da jeg havde glemt alt om det, kontaktede de mig og spurgte, om jeg var interesseret i et job som fører på S-banen. Sikke et held.”

Hvad kendetegner en tur med dig?

”Som togfører kan man vælge at sætte den automatiske stemme på, der fortæller om næste stop og så videre. Men jeg kan godt lide selv at bruge mikrofonen til at informere folk. Så siger jeg for eksempel: ’Du sidder nu i linje B på vej mod Høje Taastrup. Vi standser ved de stationer, vi finder på vej derhen.’ Eller jeg fortæller dem, at nu er det mandag morgen, og den kan godt være lidt tung, så vi må huske at stå sammen: ’Poterne i startblokken, kæmpe vinger bagud og fuld fart frem, for så kører hamsterhjulet igen.’”

Hvorfor laver du de udkald?

”Jeg begyndte at lægge mærke til den automatiske stemme, der fortæller, hvis noget ikke kører efter planen, for eksempel hvis toget står stille. Og så en dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’, og så tog jeg fat i mikrofonen og sagde: ’Kære venner, nu skal I høre, vi holder forholdsvis stille her, jeg ved ikke, om I har opdaget det’, og så forsøgte jeg at bruge min egen viden om den konkrete situation og videreformidle den. Folk kom hen og sagde tak, også efter at vi havde stået stille i en time.”

Har du en god udkalds-anekdote?

”En dag skulle jeg køre fra Farum til Høje Taastrup, og på et eller andet tidspunkt lavede jeg et udkald i retning af: ’Godmorgen, husk at hilse på hinanden.’ Lidt senere er der en kvinde, der kommer op til vinduet og siger tak for turen. Jeg synes, at hun ser ufattelig dejlig ud, og det har jeg faktisk altid syntes, for det var Annette Heick. Men det fandt jeg først ud af senere, da nogen sagde, at jeg skulle tjekke Instagram, fordi Annette Heick havde lagt en video op med mit udkald.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Når kunder kommer op til førerhuset og siger tak for turen. Det varer fem sekunder, men jeg kan sparke en bold til månen bagefter. Det giver så meget energi. Ellers er det altid sjovt, når jeg har pause med mine kolleger. Vi har et godt fællesskab og er også gode til at tage pis på hinanden. Faktisk er det ikke altid, jeg venter til pausen. Vi har et system, hvor jeg kan se, hvem der skal overtage toget, og jeg kan godt finde på at lave et udkald, hvor jeg siger: ’Nu er vi snart på Hovedbanegården, det er mit sidste stop, men I skal ikke være nervøse, for der kommer en og overtager toget herfra. Og det er faktisk sådan, at det er hans fødselsdag, og jeg ved, at han ville blive utrolig glad, hvis I kom op til vinduet og sagde tillykke.’ Så kommer han jo og overtager toget, og de går op og siger tillykke. Det sjove er, at det slet ikke er hans fødselsdag.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MEKKI NADRI
30 år, Jelling Station

Jeg er på vej til Vejle til et møde på Café Himmelblå, som er et tilbud til tidligere misbrugere. Det er et stille og roligt sted. Der er flinke mennesker. Jeg har boet nogle år på OK-Fondens bosted her i Jelling, efter jeg blev diagnosticeret med GUA, en underdiagnose på autismeområdet, og noget skizofreni. 

Jeg har gennem årene kæmpet med afhængighed og ludomani, og der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Men jeg føler også, at jeg ofte blev misforstået og umyndiggjort, indtil jeg fik en ny lægelig vurdering.

Nu har jeg det så godt, at jeg flytter tilbage til Hillerød i Nordsjælland, hvor jeg kommer fra. Jeg tror, det er vigtigt at se fremad og ikke hænge fast i fortiden. Og jeg glæder mig til at komme hjem.

__________________________________

BENEDIKTE ULRICH
21 år, studerende, Vejle Station

Jeg er på vej for at besøge en veninde, der studerer jura i Esbjerg. Der er en masse gratis koncerter på havnen i de her dage. I dag skal vi høre Scarlet Pleasure, i morgen er det Hjalmer, tror jeg.

Jeg er oprindelig fra Vejle, men er vokset op i Svendborg. De seneste to år har jeg arbejdet på Anarkist i Odense, en ølbar og mikrobryggeri, der ligger i det gamle Albani-bryggeri, hvor jeg har skænket øl og arrangeret ølsmagninger. Jeg synes, det er en fed branche, og jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre.

I september flytter jeg til København, hvor jeg skal læse tv- og medietilrettelæggelse. Jeg har altid kunnet lide at fotografere, filme og redigere. Jeg skal bo i Valby sammen med en tidligere roomie fra Vallekilde Højskole. Det var et nåleøje af optagelsesprøver at komme ind på uddannelsen, og jeg har været lidt stresset over at skulle flytte til København. Men nu er jeg begyndt at glæde mig.

__________________________________

KIRSTINE UHRBRAND
42 år, leder, Fredericia Station

Sidste år begyndte jeg som leder og booker for Tøjhuset og Eksercerhuset her i Fredericia. Det er et travlt job, vi har omkring 250 arrangementer om året. Det spænder fra hardcore festival og en meget avantgardistisk impro camp til brede koncerter for op til 1.000 gæster. Vi indleder efteråret i Eksercerhuset med Malk de Koijn, senere kommer blandt andet DJ Aligator og Allan Olsen.

Jeg bor med min mand og vores to børn i Middelfart, hvor han kommer fra. Den første tid efter jeg fik jobbet i Fredericia, kørte jeg på arbejde på elcykel, det tog 35 minutter. Det er virkelig en oplevelse at cykle over Lillebæltsbroen. Ikke mindst når det blæser. Der er virkelig langt ned. 

Nu er jeg begyndt at tage toget. Det tager syv minutter. Det betyder alverden, at Middelfart er så connected. Med toget er det ikke meget mere kompliceret at komme rundt i Trekantområdet, end det er at rejse rundt med metro i København. Jeg elsker toget.

Og jakken? Den har jeg selv syet.

/

September på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

PRAG-MATISK

Fra maj 2026 kan du tage toget direkte fra København til Berlin og Prag uden skift. Det er resultatet af et samarbejde mellem DSB, Deutsche Bahn (DB) og tjekkiske České dráhy (ČD). Forbindelsen vil have to daglige afgange og en rejsetid på blot syv timer mellem København og Berlin og 11 timer mellem København og Prag. I sommeren 2026 vil der desuden være en ekstra natlig afgang.

HELT TOGLIGT
Mens du venter på direkte tog fra København til Prag, kan du stå af i Berlin og hoppe om bord på Knødelekspressen. De gammeldags spisevogne på EuroCity-toget med det kulinariske tilnavn skulle egentlig sløjfes i år ved en modernisering, men de tjekkiske statsbaner har beholdt muligheden for at spise sig mæt i melboller, schnitzel og andre stegeretter i seks togsæt i den nye flåde.

27. september er det 200 år siden, et lokomotiv første gang kørte med passagerer på en offentlig strækning. Damplokomotivet ’Active’ (senere omdøbt ’Locomotion’) var fremstillet af ingeniør George Stephenson og befordrede 450 personer med 24 km/t mellem de midtengelske byer Darlington og Stockton. Læs mere om den moderne jernbanes fødsel på sitet Railway200.co.uk.

Ukraine-krigen lukkede tusindvis af skinnekilometer. Kim Greiner nåede akkurat at besøge Kiev med tog, inden Rusland angreb, og hans rejseberetning er at finde i ’Eventyrlige togrejser gennem fem verdensdele’, der også tager læseren med Himmelekspressen fra kinesiske Lanzhou til Lhasa i Tibet og jager spøgelser i ubeboede Cook i Australien. Kim Greiner er medlem af De Berejstes Klub.

DRIFTIG AFTALE

DSB har indgået en ny, landsdækkende serviceaftale med TK Elevator A/S, som skal sikre en mere stabil og effektiv drift af elevatorer, lifte og rulletrapper. DSB har ansvaret for elevatorer og rulletrapper på S-banen og indvendige adgangsveje på fjern- og regionalstationer. Det inkluderer 173 elevatorer, 49 rulletrapper, 153 handicaplifte og seks lifte. De resterende elevatorer og rulletrapper har Banedanmark ansvaret for. Den nye aftale mellem DSB og TK Elevator trådte i kraft den 1. juli 2025.

MATCHENDE SÆT

Vækst og større efterspørgsel på togrejser betyder, at DSB bestiller yderligere 50 IC5-togsæt. DSB indgik i 2021 en aftale med Alstom om leverance af 100 togsæt med mulighed for yderligere køb, og det er den option, DSB nu udnytter. Alstom skal stå for vedligeholdelsen af IC5-togene på to nye værksteder i Aarhus og København. Indkøbet af IC5 er det hidtil største togindkøb i danmarkshistorien, og den nye aftale skal lægges oven i kontrakten, der i forvejen udgjorde over 20 milliarder kroner. 

DET GRØNNE GULD

Selvom DSB’s kommende IC5-tog er røde, vil de blive serviceret på et værksted, der producerer grøn strøm og er belagt med grønne tage. DSB’s værkstedsbygninger på Carsten Niebuhrs Gade i København er færdigbygget og klar til at modtage de første IC5-tog i 2027, og det nye værksted er blevet tildelt den såkaldte DGNB Guld-standard. Det er den næsthøjeste certificering inden for bæredygtighedsstandarder for bygninger og byområder baseret på FN’s værdier for social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

/

Åh, bogie, wågie, wågie

Det meste udstyr skal til serviceeftersyn en gang imellem, også togenes undervogne. Det kalder man en bogie-revision. Men hvad er en bogie, og hvordan laver man en revision?
Tekst:Anna JelsgaardFoto:DSB

VIGTIG, MEN SVÆR AT UDTALE

En bogie – udtales ikke bugi, men bågi – er en lille undervogn, typisk med fire skinnehjul, der sidder under alle togvogne. Bogien sørger for, at toget kører smidigt, behageligt og uden for mange bump, når det ræser igennem landskabet. Derudover hjælper den også til med togets trækkraft og bremserne. Den er derfor både vigtig for passagerernes komfort og sikkerhed.

AFMONTERING

For at bogien kan blive tjekket, skal den fjernes fra toget. Det gør man ved at hejse toget op ved hjælp af en lift eller en kran. Så kan man komme ind under toget og afmontere bogien. Under togvognen sidder en masse forbindelser, der holder bogien på plads, og de skal brydes, så bogien er fri af toget.

INSPEKTION

Under en revision – eller inspektion – skal hjul, aksler, lejer, fjedre, støddæmpere og bremsekomponenter tjekkes for slid, revner eller andre skader. Den ramme, som udgør vognen, skal også tjekkes for slitage. Til at tjekke, at alt er, som det skal være, bruger man forskellige måleværktøjer.

RENGØRING OG REPARATION

En grundig rengøring er med til at sørge for, at bogien holder længere. Alt afhængigt af, hvordan komponenterne har det, skal de enten skiftes eller repareres.

TEST, TEST, TEST

Bogien er nu ren og klar med alle elementerne, og det er tid til at teste, at alt virker, som det skal. Hvis alt er, som det skal være, genmonteres den på togvognen, og toget kan herefter blive hejst ned med den nysynede bogie. Den sidste test bliver foretaget, når bogien er tilbage på toget.

TID ER SIKKERHED

Det tager cirka tre uger at lave en bogie-revision. Det kan virke som lang tid, men det er ikke noget, der skal gøres ofte. I udgangspunktet handler det om, hvor ofte toget bliver brugt – hos DSB laves bogie-revisionerne mindst hvert fjerde år. Gør man det, kan bogien holde omtrent 30 år.

/

Ud ad tangenterne

58-årige Jon Windfeldt Arnø er togfører på deltid og indehaver af klavermærket Hornung & Møller.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg har flere uddannelser bag mig. Fælles for dem alle er, at de er udsprunget af en interesse, jeg har. Jeg har altid været glad for at køre tog, og som barn kørte jeg med tog hver dag, når jeg skulle i skole. Engang gav en af togførerne mig lov til at låse dørene på toget. Han kunne godt se, at jeg var meget interesseret. I 2007 blev jeg uddannet som togfører, og nu arbejder jeg deltid hos DSB med hovedsæde på Københavns Hovedbanegård.”

Ved siden af DSB-jobbet er du beskæftiget med klaverer. Hvad går det ud på? 

”Ud over at reparere og stemme klaverer laver jeg også flygler. Jeg har patent på det danske mærke Hornung & Møller. Det fik jeg for snart syv år siden. Ham, der havde det inden mig, rejste ud af landet, og da ingen kunne få fat i ham, så fik jeg det. Derefter kunne jeg begynde at lave mit første Hornung & Møller-flygel. Det blev færdigt i marts, og i april havde jeg professionelle klaverspillere ude for at prøvespille det. Det blev en kæmpe succes, og de var meget imponerede over flyglet. En af dem sagde, at med dette håndværk kom Danmark på verdenskortet, når det kom til flygler og klaverer.”

Hvordan fik du øjnene op for klaveret?

”Mine forældre havde et klaver derhjemme, som jeg godt kunne lide at spille på. Sådan et klaver skal jo stemmes en gang imellem, og nogle gange kom en klaverstemmer forbi og gjorde det. I min klasse skulle man i erhvervspraktik, og jeg ville gerne i praktik som klaverstemmer. Det fortalte jeg til min mor, og så ringede hun til vores klaverstemmer. Mine forældre og jeg tog ud til ham, inden jeg startede. Han bad mig om at stemme en af klaverets toner, kammer-A’et, med en stemmegaffel, imens han snakkede med mine forældre. En stemmegaffel er et lille instrument, som har en bestemt tone, når man banker lidt med det på en bordplade. Det fik jeg hurtigt gjort, og da vi skulle gå, kiggede han på min mor og sagde, at den praktik vist ikke blev nødvendig, for jeg kunne allerede. Interessen holdt ved, og som 19-årig blev jeg færdig som klaverstemmer. En uddannelse, der normalt tager tre år, var jeg færdig med på den halve tid.”

Hvordan ser en almindelig hverdag ud for dig?

”Jeg arbejder aftenvagter som togfører hos DSB. Det betyder, at jeg kan sove, til jeg vågner. Når jeg så er vågen, tager jeg ind på klaverværkstedet og arbejder, indtil jeg skal møde inde på Hovedbanegården. Så tager jeg derind, arbejder og tager hjem for at sove. Det er min hverdag. Jeg er rigtig glad for, at DSB har givet mig mulighed for at arbejde halv tid. Ellers kunne jeg ikke få det til at fungere.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SOL NONNEGAARD BAK
19 år, gymnasieelev, Nørrebro Station

Så længe jeg kan huske, har jeg godt kunnet lide pigetøj og været uinteresseret i at passe ind i det, vi normalt tænker på som maskulint. For et par år siden besluttede jeg mig for at skifte navn, og i dag opfatter jeg mig selv som en trans-kønnet pige. Jeg har lidt svært ved at kalde mig kvinde, det bliver jeg vel først, når jeg bliver voksen. 

Og hvornår bliver man voksen? Tja, det kan man vel kalde sig, når man er flyttet hjemmefra, har et arbejde, den slags. Lige nu chiller jeg, bor hjemme hos mine forældre i Holte, går i 2. g på Det Frie Gymnasium, skriver nogle digte. Det er et privilegium at tage det langsomt.

Jeg er virkelig god til at komme bagud i skolen, jeg har svært ved at få sat mig ned og lave mine ting. Jeg har sikkert ADHD. Heldigvis har jeg en mentor, der hjælper mig med at holde overblik. Jeg lader mig let distrahere. Af sociale medier – og skak. Jeg spiller blandt andet online på chess.com, og jeg kan nemt komme til at sidde i en time og zone ud, fordi jeg tænker på skak.

Jeg drømmer om at blive sociolog. Det virker som en fed måde at arbejde med mennesker på. 

__________________________________

ASJA KARKOV
27 år, jurastuderende, Nørrebro Station

Jeg blev lidt fuld i går, og nu er jeg på vej for at hente min cykel, som jeg efterlod ved min kærestes arbejde, en restaurant og bar, der hedder Friheden. Bagefter skal jeg ud på Københavns Universitet, hvor jeg studerer. 

Jeg kan rigtig godt lide jura. Det er megaspændende at reflektere over, hvilke regler vi har lavet, hvem de tjener, hvordan vi får folk til at overholde dem, og om der var nogle, man burde lave om. 

Men jeg ved ikke, om jeg passer så godt ind i studiemiljøet, der kan være lidt konservativt og karakterdrevet. Det hjælper måske heller ikke, at jeg opfatter mig selv som anarkistisk kommunist og som modstander af sociale og økonomiske hierarkier. Selvfølgelig er det et svært sted at komme og sige ’fuck regler’.

Jeg har sendt 30 ansøgninger på studiejobs som stud.jur. Men intet virker, så nu er jeg gået på kompromis og har investeret i et par brune suit pants og en hvid skjorte.

__________________________________

JONATHAN JOHANSEN
30 år, pædagogstuderende, København Syd

Jeg er på vej i Bauhaus for at købe blomsterkasser og noget, vi kan plante i dem, til det psykiatriske botilbud, hvor jeg er i praktik. Der er 14 beboere, og jeg har blandt andet fået ønsker om lavendel, lupiner, hortensia og gulerødder. Jeg har en liste med i lommen.

Det bedste ved arbejdet er, når nogle af beboerne siger: ”Nu vil jeg gerne have et arbejde”, ”Jeg er klar til at prøve at bo alene”, eller ”Jeg kunne godt tænke mig at begynde at træne og få en sundere livsstil”. Forandringsudsagn, kalder vi det.

Andre beboere starter så at sige forfra hver dag. Eller også har du en god kontakt til dem den ene dag – den næste er der helt lukket ned. Dem, der lider af en kombination af skizofreni og borderline og måske også har misbrugsproblemer oveni, er dem, der har det sværest.

Efter sommerferien skal jeg i gang med at skrive mit bachelorprojekt, og til september skal jeg være far. Det bliver kæmpestort, ja, det allerstørste!

/