Indlæg

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THOMAS OLESEN
45 år, lærer, Vejle Station

Jeg bor i Vejle. Af en eller anden grund vender jeg altid tilbage hertil. Som ung blev jeg soldat og senere befalingsmand og rejste rundt til forskellige kasernebyer. I 1999-2000 var jeg med til at uddanne soldater, der blev udsendt til Kosovo.

Under en øvelse fik jeg en dag en 60 kilo tung armeret plade i nakken. Jeg var tæt på at brække halsen, og det krævede megen genoptræning, men i dag har jeg kun cirka fem procent mén. Det er mest i koldt og fugtigt vejr, jeg mærker noget nakkestivhed. 

Efter arbejdsskaden blev jeg en slags evighedsstuderende, endte med en bachelor i filosofi og en overbygning i statskundskab. Så blev jeg elektriker – der bliver uddannet alt for mange akademikere. Jeg kontaktede Elforbundet, der fortalte, at der var under én procent arbejdsløshed i Trekantområdet, så jeg bosatte mig i Vejle igen. Nogle år senere blev jeg elektrikerlærer på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Jeg har været der to et halvt år og er glad. Men livet kan skyde mange sten og muligheder efter én. Jeg holder alle døre åbne.

__________________________________

TAMILSELVAN NAGAMANY
20 år, studerende, Herning Station

Jeg er vist opkaldt efter en soldat, en krigshelt fra borgerkrigen på Sri Lanka, som mine forældre flygtede fra, men jeg synes, navnet er for besværligt at sige, så jeg kalder mig bare Selvan. 

Jeg er født i Fredericia. Min far ejer en kiosk, min mor er hjemmegående, og min storesøster og storebror er flyttet til Aarhus for at studere. 

Efter gymnasiet ville jeg prøve noget større. Nu er jeg begyndt at læse til diplomingeniør i forretningsudvikling i Herning og pendler fra Fredericia. Men jeg har skrevet mig op til nogle lejligheder i Herning. Efter universitetet vil jeg gerne til en større by, måske endda til udlandet. Jeg drømmer om at starte min egen virksomhed, jeg skal bare lige have fundet ud hvad for en slags. Engang stod jeg på skateboard, men jeg faldt ud af det og begyndte at prioritere studierne. Lige nu har jeg for travlt til fritidsinteresser. Jeg er kommet ind på det studie, jeg gerne ville, og jeg er nødt til at være streng ved mig selv. Hvis du falder bagud, kan det være umuligt at indhente det forsømte. Specielt når det drejer sig om matematik.

__________________________________

SILJE FACIUS
32 år, illustrator, Herning Station

Jeg er ved at åbne en webshop med mine tegninger og kunsthåndværk, men arbejder deltid som museumsvagt på Klosterlund Museum. Vi har arkæologiske fund og udstillinger om tørvehistorie. Jeg arbejder også på Tekstilmuseet i Herning, begge dele under Museum Midtjylland. Det er helt nyt, jeg er stadig i oplæring. 

I marts flyttede jeg fra min hjemby Stavanger i Norge til Danmark sammen med min mand, min bror og mine forældre. Min mor er fra Herning, men jeg har aldrig boet her. 

Jeg kan godt lide den danske hygge. Også boligpriserne er meget hyggeligere. Mine forældre bor i Kibæk, og min mand og jeg har fundet en gammel ejendom i landsbyen Skarrild. 

Det er lidt svært at forstå, hvad min mand laver, men det er noget med IT-simulering af vindmøller for et offshore­firma i Esbjerg. Vi har ikke børn endnu, men vi har vores kat, Whisky, en rødhåret fidus. Det er mest min mand, der nyder whisky. Selv er jeg mere til portvin.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DAVID NEDERBY JESSEN
48 år, radiovært, Frederikssund Station

Jeg er opvokset i Frederiksværk. Jeg blev adopteret fra Thailand, da jeg var to år gammel. Indtil 1989 kunne jeg se lidt lys og farver, men så fik jeg grøn stær og mistede synet helt. Min far var formand for en kristen radio, og ad den vej kom jeg ind i at lave radio. Jeg kørte teknikken for ham. Han døde for et par år siden af kræft – skodsygdom! Men min mor bor stadig i Frederiksværk, hun er pensioneret.

Radioværter er ikke så gode, som de var engang. Jeg lyttede meget til Christian Flagstad fra P3, men han døde i 1987. Michael Juul Sørensen, der var på P3 indtil slutningen af 90’erne, har jeg også fået inspiration fra.

I dag arbejder jeg på en lokalradio i Slangerup, Mix FM. Jeg er på vej hen for at oplære en ny vært, der også er blind. Hvordan afvikler man radio, når man er blind? Det skal næsten ses, for at man kan forstå det. Men vi har en mixerpult og en computer og et program med en masse genvejstaster. Vi spiller hitradio. Ed Sheeran, Justin Bieber og den slags. Det føler jeg mig lidt for gammel til. Stod det til mig, ville jeg spille noget mere soul og R&B: James Brown, The Whispers, The Jacksons.

__________________________________

RIKKE ØREBRO
34 år, pædagog, Ølstykke Station

Felix kravler og piller ved alting. Han blev opereret i hjertet i fredags, men er slet ikke påvirket af det. Han er 10 måneder gammel, men allerede da han var fem uger, hørte lægerne en mislyd på hans hjerte. Det viste sig, at der var et hul, og at hans hjerte var på overarbejde. Han bliver nemt forpustet og sveder hurtigere. Vi har kæmpet for at fede ham op inden operationen, og vi har været i isolation fra september sidste år og indtil januar. Så kom corona, og vi var i isolation igen. 

Operationen foregik gennem lysken. Heldigvis var de ikke nødt til at åbne hans brystkasse. De har sat et såkaldt device på hullet, som huden skal vokse hen over. Det bliver i kroppen og vokser med. Nu glæder vi os til kontrollen om tre uger, hvor vi får at vide, om det vokser sammen, som det skal.

Jeg er født på Als og flyttede til Thy, da jeg var 13 år. Min mand er fra Københavnsområdet. Vi mødte hinanden i Thy gennem en familieorganisation, hvor vi har arbejdet frivilligt med aktiviteter, sommerlejre og træf. Vi flyttede til Ølstykke, fordi der var flere jobmuligheder i området, og jeg har fået arbejde i en vuggestue i Smørum. Det er et fint sted at bo. Her er grønne omgivelser, og efter 21 er her helt stille. Ikke engang toget kan vi høre.

__________________________________

JANNICK CLAES ANDERSEN
43 år, organisationsmedarbejder, Ølstykke Station

Jeg er på vej til arbejde i Slangerup hos Care2People Association. Vi er en ngo og er i gang med et projekt i Tanzania, hvor vi hjælper med at plante jatropha-træer. Du kan presse olien fra træets nødder og hælde den direkte i dieselbiler. Træerne er med til at tilbagerulle ørkenen, og de er billige at give til de fattige bønder.

Jeg er en glad Amager-dreng, og nu bor jeg på Amager igen. Jeg har også boet i Nepal og Indien. Jeg har læst international udvikling og kinesisk og arbejdede en overgang for Novo Nordisk i Kina. Der blev jeg interesseret i virksomheders ansvar. Jeg vil gerne lancere min egen ngo, Fredfyldte Grønne Vikinger, en dag. Jeg har haft et grønt hjerte længe. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte. Måske med Michael Jacksons ’Heal the World’.

Jeg er del af den internationale regnbuefamilie, der afholder såkaldte Rainbow Gatherings langt ude i naturen uden elektricitet. Folk donerer, hvad de kan, så alle kan få mad. Det vrimler med kunstnere, rebeller og miljøaktivister, der bliver spillet på didgeridoo og djembe, og du kan lære alt fra jurte-bygning over guitarspil til yoni-massage. I år er vi lidt udfordret af corona, men forhåbentlig bliver årets gathering i Estland bare udskudt lidt.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MARIANNE JAKOBSEN
30 år, førtidspensionist, Nykøbing Falster Station

Jeg er på vej hjem fra tandlægen, hvor jeg skulle have lavet et hul, og jeg er blevet bedøvet i højre side, så lige nu er jeg helt følelsesløs. Jeg har ikke været til tandlægen i 6-7 år, men nu har jeg fundet en god tandlæge, hvor de er meget dygtige, ikke dømmer mig på mine tænder, holder mig i hånden, når det gør mest ondt, og vi kan grine ad tingene, når mit hår, som det gjorde i dag, sidder fast i velcroen på tandlægestolen.

Jeg er vokset op i et svært hjemmemiljø. Nogle unge gør skade på sig selv, og andre holder op med at spise, men jeg gav op på mine tænder. Heldigvis er der kommet meget mere fokus på ekstrem tandlægeangst.

 Jeg begyndte at få gigt allerede som treårig, og det er blandt andet på grund af den, at jeg er førtidspensioneret. Min tid bruger jeg på at skrive engelsksproget fantasy-litteratur, og lige for tiden er jeg ved at sende to manuskripter af sted til agenter i USA. Det ene handler om en ung handicappet kvinde, der flygter gennem Europa, har særlige kræfter og kommer ind i en portalverden, hvor det afgørende slag skal stå.

__________________________________

CHRISTIAN NISSEN
29 år, lærer, Ringsted Station

Jeg har lige været henne for at sige op på skolen. Jeg har undervist 4. og 5. klasse i engelsk og musik, og jeg har været glad for det, men jeg har fået tilbudt et andet job, jeg ikke kunne sige nej til. 

Nu skal jeg til at arbejde for Museum Sydøstdanmark, et samarbejde mellem ni udstillingssteder i blandt andet Køge, Vordingborg, Stege og Næstved. Jeg skal stå for at planlægge og udvikle undervisningsforløb til skolerne, og til daglig kommer jeg til at have kontor på Holmegaard Værk, et nyt museum, der er blevet indrettet på Holmegaard Glasværk ved Næstved. Jeg synes, at alle mulige udstillinger kan være fede, men mit hjerte banker stærkest for middelalderen.

I min fritid er jeg musiker. Jeg spiller guitar og synger. Mit band hedder Recovers. Genren er røvballe. Jeg er ham den irriterende, du prøver at glemme, når jeg står til din fest, på din bar eller i din forening. ’Mustang Sally’ kunne godt være et nummer. Jeg er ikke for stolt til noget. 

__________________________________

OLIVIA IRADUKUNDA
20 år, studerende, Vordingborg Station

Det er min fødselsdag i dag. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lave. Jeg har ikke fået SU, men min storebror har lovet at sende nogle penge, så jeg kan gå ud at spise med en veninde. Bagefter tror jeg, jeg kører hjem til min mor og mine søskende i Præstø. Jeg er født i Den Demokratiske Republik Congo, men da jeg var lille, flyttede vi til Kampala i Uganda, fordi der var for mange uroligheder i Congo. For seks år siden flyttede vi til Danmark, og nu er jeg i gang med en uddannelse som sosu-hjælper – i dag bestod jeg en eksamen i praktisk hjælp. Den var lidt svær, der var mange fagudtryk.

Jeg bor alene i Vordingborg. Der er meget kedeligt. Jeg vil hellere bo i Næstved, Roskilde eller en anden større by, hvor der er flere unge. Jeg synes, det er lidt svært at få venner i Danmark. Hvis man bliver uvenner, er der meget drama, og så ser man aldrig hinanden igen. I Uganda er man social med alle.

Efter skoletid går jeg i Fitness World, og om søndagen går jeg i kirke med min mor. Vi kommer i en katolsk kirke i Kalundborg. Nogle gange mødes jeg også med en gruppe unge fra kirken. Så læser vi og snakker om Bibelen og synger salmer.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SIMON SEJERSEN
22 år, studerende, Kolding Station

JEG GÅR PÅ pædagogseminariet i Kolding, hvor jeg er begyndt i år, og nu er jeg på vej hjem til Fredericia. Der er et godt sammenhold på seminariet. Hvis jeg har haft en sygedag, kan jeg sagtens få en af de andre til at vise mig sine noter. Vi er 27 i min klasse. Kun seks af os er drenge – lige nok til at have et fællesskab – ikke fordi vi opfører os som en kliché og kun taler om drengeemner. Forleden havde vi dog en længere snak om skægtrimmere. Jeg har ikke brugt en i flere måneder. 

VI SKAL SNART i praktik, og jeg vil gerne arbejde med udsatte unge. Jeg overvejer at søge plads inden for specialpædagogik, men det kunne også blive skole- og fritidspædagogik, for eksempel i en SFO. 

I MIN FRITID nørder jeg Dungeons & Dragons sammen med mine venner og arbejder som frivillig for Dystopia Entertainment, som arrangerer såkaldte haunted house-begivenheder i en gammel fiskefabrik i Vejle. Det består blandt andet af skuespillere med blod i hovedet, der springer frem og forskrækker gæsterne. Det er ikke unormalt, at de bliver så bange, at de siger: ”Nu kan jeg ikke længere.” Så hjælper jeg dem med at blive fulgt ud.

__________________________________

DINA LAURSEN
16 år, gymnasieelev, Vejen Station

JEG ER PÅ VEJ hjem fra skole. Vi har haft matematik og fysik. Det interesserer mig ikke så meget, jeg er mere til de sproglige fag. Jeg begyndte på Kolding Gymnasium i år. Det var lidt nervepirrende, fordi jeg ikke kendte nogen, men jeg har mødt vildt mange søde mennesker. Vi er fire piger, der snakker rigtig godt sammen. Desværre skal vi snart splittes op i nye klasser, fordi vores grundforløb er forbi. Jeg frygter, at jeg ikke bliver lige så glad for den nye klasse, jeg skal tilbringe de næste tre år i. 

JEG BOR I Vejen. Det er en flot by med et godt kunstmuseum og en del historie. Men det er også en lille by. Alle kender ikke alle, men det er tæt på. I mange år prøvede jeg at opføre mig og klæde mig, så folk omkring mig ville kunne lide mig. Nu går jeg bare i det, jeg kan lide. Der er lidt mere luft, når man er i Kolding.

JEG ELSKER TEATER og har skrevet stykker til skoleelever i 0.-2. klasse. Min drøm er at blive scenograf. Jeg overvejer også at tage ud at rejse efter gymnasiet, måske til Sydkorea. Jeg har været der én gang og var meget fascineret af kulturen. Den er så anderledes. Koreanerne er på én gang meget udadvendte og meget indadvendte.

__________________________________

LISELOTTE LANGELUND
39 år, butiksassistent, Vejen Station

JEG ARBEJDER I Kvickly, i tekstilafdelingen. I dag har vi lagt varer på plads. Jeg har epilepsi, men blev opereret i hipocampus i hjernen for fire år siden. Før operationen kunne jeg mærke, når et anfald var på vej, og nå at sætte mig ned. Nu får jeg dem slet ikke længere. Det er så dejligt. Men jeg kan stadig ikke arbejde fuld tid. Jeg er i butikken tre formiddage om ugen. 

JEG HAR NOK at gøre. Nu har jeg fri og skal hjem til Brørup og gøre rent og lave mad til mine to drenge. Vi skal have frikadeller. Drengene er 11 år gamle og tvillinger. Vi troede, de var tveæggede, men med tiden begyndte de at ligne hinanden mere og mere, så måske er de alligevel enæggede. Hver anden weekend er de hos deres far, ellers har jeg dem alene. 

DRENGENE HAR HVER sin kanin af løvehoved-racen, der har en slags manke rundt om hovedet. Når de har passet kaninerne, spiller vi spil, eller også ser de noget på deres iPad eller spiller PlayStation. Selv kan jeg lide at slappe af med at læse. Det er næsten altid biografier. For tiden læser jeg om Susse Wold.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekt:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ZORAN STRBAC
39 år, Fritidspædagog, Københavns Lufthavn

MIN KÆRESTE og jeg er på vej til Dublin til selvudviklingsseminar med folk fra hele Europa. Der er i alt 5.000 deltagere. Det handler om coaching. Om at blive klogere på sig selv og på, hvordan man fremtræder i verden. Vi er 10-15 venner, der rejser sammen. Der er ikke noget, der gør én glad som en rejse. Når man kommer hjem, har man positiv energi og noget at fortælle.

JEG ARBEJDER med 6-9-årige børn. Det er en spændende alder, hvor børnene udvikler sig meget. De lærer at læse og skrive, udvikler deres sprog og skal lære, at man må begrænse sig selv, for at alle kan være der. Tidligere arbejdede jeg i fritidsklub. Nogle af de børn, der kom der, havde intet at tage sig til og manglede opdragelse. Livet kan så let gå den forkerte vej. Men man kan påvirke børn meget. Flere gange er de kommet til mig 5-10 år senere og har sagt, at de var glade for, at jeg var der, da de havde det svært.

MINE FORÆLDRE KOM til Sverige fra Jugoslavien omkring 1970, og jeg er født der. Jeg bor i Halmstad, som er dejlig, specielt om sommeren. Byen er kendt for at have Sveriges fineste sandstrand og for at være hjemby for Per Gessle fra Roxette.

__________________________________

FABIO DA SILVA
38 år, flight attendant, Triangeln Station

JEG ARBEJDER FOR Norwegian med base i København. Det vigtigste i jobbet er sikkerheden. Hver uge bliver vi briefet om et nyt emne, og en gang om året er vi på kursus for at genopfriske alle procedurerne. Jeg har oplevet passagerer få ildebefindende, åndenød, hjerteanfald og så videre. Nogle gange må man ned i den nærmeste lufthavn. De første par år jeg fløj, kunne det gøre mig panisk. Heldigvis var der altid en erfaren kollega til at skabe ro.

DE FLESTE DAGE har jeg 2-3 flyvninger, men i dag er jeg kun fløjet til Stockholm og tilbage. Nu er jeg på vej hjem. Min kæreste siger, at jeg skal rydde op på altanen. Senere tager vi børnene med på stranden og griller. Det er svensk nationaldag, og stranden kommer til at være pakket. Børnene vil helt sikkert have pølser. Min kæreste spiser helst vegetarisk. Lidt kedeligt på grill, synes jeg. 

JEG HAR BOET i Malmø, siden mine forældre flyttede hertil i 1993. Jeg besøger min familie i Brasilien en gang om året i byen Goiânia, hvor der bor 1,6 millioner mennesker. Hver gang man skal et sted hen, tager det i hvert fald en time. Når jeg er der, glæder jeg mig til at komme hjem, hvor alt kan nås på 10 minutter.

__________________________________

MAJSE BURMØLLE
25 år, studerende, Københavns Hovedbanegård

JEG GÅR PÅ kunstakademiet i Malmø og pendler fra København. Lige nu er jeg på vej over i mit atelier for at hente et usb-stik med en film, jeg har lavet, som skal afspilles i en stumfilmsbiograf i Berlin i weekenden. Jeg laver mest film. Som regel en hybrid mellem kunst og dokumentarisme. I den her film har jeg filmet nogle jazzmusikere, der jammer. Man kan kun se deres ansigter. De er meget ekspressive, og i deres blikke kan man fornemme al den kommunikation, der foregår imellem dem.

DET ER TYPISK. Jeg ville have taget stikket med hjem  i går, men glemte det og må hente det nu, hvor jeg ellers ikke skulle derover. Det, man skal bruge, ligger altid det forkerte sted. Jeg har en kæreste i Malmø. Det passer os fint med distancen. Ingen af os er gode til at være sammen hele tiden. Det er mest mig, der kommer til Malmø, fordi jeg har et ungdomskort, der gør det billigere for mig.

JEG TROR IKKE, jeg kunne bo derovre fast. Jeg kan godt lide, at det er en by med meget vand, og badeanstalten Kallbadhuset har en hyggelig café. Byen er lidt kedelig, selvom den er mycket trevlig. Det er svært at finde et ordentligt sted at gå ud og drikke en øl. Hvis ikke vi er hjemme hos nogen, ender vi tit med at drikke øl på pizzeria. 

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ISHMAEL BANGURA
38 år, genbrugsvejleder, Vigerslev Allé Station

MINE DØTRE ER fire og ni år gamle. Min ældste faldt og slog håndleddet i går, og nu har vi været til lægen, der henviste os til Hvidovre Hospital, hvor vi skal have det røntgenfotograferet.

JEG ER FØDT i Sierra Leone, men kom til Danmark som 15-årig, så nu har jeg levet størstedelen af mit liv i Danmark. Det er 11 år siden, at jeg sidst var i Sierra Leone for at besøge mine bedsteforældre, men efter hvad jeg hører, skulle det så småt gå lidt bedre i landet oven på mere end 10 år med borgerkrig og den kæmpe krise omkring ebola-udbruddet, der ramte i 2014.

JEG KAN GODT LIDE at bo i Danmark, og jeg synes, jeg bidrager med noget positivt i mit arbejde. Man kan hurtigt mærke folks holdning til klimaet og miljøet, når de kommer ind på en genbrugsplads. Der er altid nogle, der prøver at undgå at følge reglementet. Hvis vi skal redde miljøet, skal folk blive bedre til at sortere. Men samtidig er man også nødt til at stille hårdere krav til producenterne, sådan at de pakker deres varer ind i materialer, der er nemme at bortskaffe på den rigtige måde. Plastic er det helt store problem.

__________________________________

SARA KJERRI
34 år, pædagogstuderende, Hellerup Station.

JEG ER PÅ VEJ til kunstmuseet Nivaagaard, hvor jeg skal på arbejde som croquismodel. Det begyndte for 10 år siden med, at jeg tegnede croquis og fik lyst til selv at prøve at stå model. Det vigtigste for en model er at være afslappet i sin krop og kunne fornemme, hvordan man ser ud fra forskellige vinkler. Jeg begyndte i en forening, hvor folk var ældre, det hjalp på blufærdigheden. Senere begyndte jeg at stå for folk på min egen alder. Der skulle jeg lige overvinde mig selv.

MANGE SPØRGER mig, om jeg aldrig er bange for, at der sidder nogen, som er tiltrukket af mig. Så længe de ikke gør mig noget, betyder det ikke så meget. Jeg ved, hvorfor jeg er der. Jeg synes, det er spændende at inspirere, og jeg ved, at det er vigtigt, at folk får øvet sig i at tegne efter model.

JEG ER LIGE gået i gang med sidste år af min uddannelse. Bagefter kunne jeg godt tænke mig at læse pædagogisk filosofi på universitetet. Jeg interesserer mig meget for små børns erkendelsesverden. Man kan tidligt se de helt basale ting i mennesket, for eksempel hvordan vi bruger vores kreativitet. Det er, som om børn er lidt mindre spolerede på det punkt.

__________________________________

MATTHIAS RIESER
27 år, studerende, Flintholm Station

JEG ER ØSTRIGER og studerer Strategi, organisation og ledelse på Copenhagen Business School. Jeg valgte skolen på grund af dens renommé, og fordi den har en spændende tilgang til læring. Undervisningen bygger altid på nye undersøgelser og handler ikke kun om at lære bestemte fag, men lige så meget om at navigere i en verden i konstant forandring.  

JEG ER VED AT skrive speciale i samarbejde med et IT-konsulent-firma. Det handler om, hvordan man får mere ud af sine ansattes potentiale, og hvordan man får dem til at blive længere i en virksomhed. Jeg er på vej hjem fra et møde med min specialevejleder. Det gik vist udmærket. Jeg har et studiejob i en østrigsk IT- og lægemiddelvirksomhed. Det kan godt klares online. Det er en masse Excel-ark og al den slags sjov.

JEG ELSKER DEN skandinaviske velfærdsstat og den måde, lighed betyder mere end prestige i det danske samfund. Man føler sig meget velkommen som studerende. Jeg er i gang med at blive gift. Min fremtidige kone er fra Mexico, men bor i Norge. Vi har endnu ikke bestemt os for, hvor i Skandinavien vi vil bo.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MORTEN OLESEN
51 år, førtidspensionist, Holbæk Station

JEG BOR i Holbæk og er på vej til lægen i Hvalsø, bare til et rutinetjek. Jeg har det godt nok i det store og hele, selv om jeg lider af skizofreni. Men så længe jeg tager min medicin, er det ikke noget, jeg mærker noget til. Jeg har arbejdet som pedelmedhjælper, men i 2001 blev jeg førtidspensioneret. 

JEG ELSKER at rode med kameraer. Jeg har blandt andet et Leica, et Nikon, et Pentax og et Hasselblad. Jeg skyder ikke digitalt, kun på film. Ellers får jeg tiden til at gå med at høre musik og læse. Jeg elsker meget forskellig musik, fra Gasolin over Bob Dylan til Metallica. 

LIGE NU LÆSER jeg en bog af Lars Ulrichs far, Torben Ulrich, ’Boldens øjne, værens ben’. Ud over at være kunstner og forfatter er han tidligere professionel tennisspiller, og bogen består af tekster, han har skrevet gennem 40 år. Han tænker meget over tingene.   

__________________________________

OO OO AUNG
31 år, studerende, Kalundborg Station

JEG ER VED at tage 9. klasse på VUC i Holbæk, men blev nødt til at gå tidligt i dag, fordi min datter er syg med feber. Nu er jeg på vej for at hente hende i vuggestuen. Jeg flygtede fra Myanmar med min familie for 10 år siden. Først til Malaysia, så til Danmark. 

JEG GJORDE RENT på en skole, indtil jeg fik lyst til at uddanne mig og få et bedre job. Jeg kunne tænke mig at arbejde på et hospital eller i et laboratorium, for eksempel hos Novo Nordisk. Men jeg har stadig langt igen med min uddannelse. Min mand og jeg mødte hinanden i Malaysia. Han kom til USA, inden han fik opholdstilladelse i Danmark. Vi har to piger på et og tre år. Han arbejder som lærling i et restaurantkøkken. Han er god til at lave dansk mad, og jeg har lært ham at lave nogle burmesiske retter. 

MIN LIVRET ER en fiskesuppe med løg og en særlig banan, man ikke normalt kan få i Danmark, men som det er lykkedes mig at bestille hjem. Der er mange søde mennesker i min klasse, men min bedste ven er min mor. Jeg plejede at besøge hende ofte, men med to børn har jeg sværere ved at finde tid til det.

__________________________________

ANNE SKOV OLDRUP
56 år, sygeplejerske, Holbæk Station

JEG HAR ARBEJDET som sygeplejerske i 30 år efterhånden. De sidste 17 år på en privat hudklinik i Holbæk, hvor jeg bor. Det er rolige arbejdsforhold, der er altid styr på alting, og jeg får lejlighed til at møde alle slags mennesker, uden at det er så tungt sygdomsmæssigt, som det kan være på et hospital. Her vil jeg gerne blive. 

NU ER JEG på vej til København for at hente min datter i Valby. Så tager vi sammen til Nørrebro, hvor min søster holder afskedsmiddag for min nevø, der studerer til elektronik­ingeniør og skal et år til Melbourne i Australien på udveksling. 

JEG KAN NÆSTEN ikke bære, at han skal være væk et helt år, selv om han er stor efterhånden. Men jeg har købt ham en ny T-shirt, så han har noget at have på i varmen, og så han har noget, der minder ham om mig. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THEIS FAURSCHOU
Erhvervsskole-elev, 22 år

JEG ER FØDT i København og vokset op på Amagerbrogade, men nu bor jeg i Svebølle og går i skole i Kalundborg. Jeg tager en lager- og transportuddannelse, den tager to år. I dag er vi blandt andet blevet undervist i, hvordan man bruger gps og Google Maps til at finde vej. Det var let nok. 

ENGANG DRØMTE jeg om at blive fodboldspiller. Jeg har spillet både højre back og angriber og er en god allroundspiller. Men jeg får ikke spillet så meget mere. Måske skal jeg være terminalleder ligesom min far. Han arbejder for vognmandsfirmaet Frode Laursen i Jyderup. Hans arbejde går ud på at guide de andre vognmænd. 

VI FIK lidt tidligt fri i dag, og jeg er på vej hjem til min studiebolig i Svebølle. Byen er hyggelig nok, men også lige så kedelig som mange af de andre små bondebyer herude. 

JEG HAR Nephew i høretelefonerne, et ældre album, ’DanmarkDenmark’. Jeg tror, jeg tager ned i træningscenteret og bruger eftermiddagen, måske møder jeg nogen, jeg kender. 

__________________________________

KRISTINE KROGH
Livredder, 37 år

JEG ER PÅ VEJ til Roskilde. Jeg cykler de halvanden kilometer fra stationen til Roskilde Badet, hvor jeg arbejder. Jeg leder efter en cykel, der kan stå fast på stationen, men indtil jeg har fundet den, tager jeg cyklen med i toget. 

JEG ER FØDT i Thy, men flyttede til Jyderup sidste år. Min mand arbejdede på Sjælland i forvejen, og familien var kun samlet i weekenderne, så vi besluttede at prøve noget nyt og flyttede herover. Vi har fire børn i alderen to til ni år – de gør det nemt at lære nye mennesker at kende. 

VI BOEDE I Klitmøller, dengang der ikke var nogen, der anede, hvor det var. Nu hvor byen er hypet som et sted, man flytter til, spørger folk, hvorfor vi ikke blev boende. Men vi har det godt her, og jeg er glad for mit arbejde. Der er gode kolleger, og de er ved at bygge ud til et nyt stort svømmebad med vipper, varmtvandsbassin, wellness-område og 50-meterbassin.

__________________________________

AGNES MARIE-LOUISE MCALEER ELKJÆR
Produktionsskole-elev, 18 år

JEG HAR VÆRET hjemme og besøge mine forældre. Min far er læge, og min mor er laborant. De har et lille hobbylandbrug med et par køer. Nu er jeg på vej hjem til Valby, hvor jeg deler en lejlighed med min storebror. 

SIDSTE ÅR droppede jeg ud af gymnasiet. Jeg kedede mig og vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Nu går jeg på produktionsskolen Akademiet For Utæmmet Kreativitets grafiske linje, hvor jeg tegner, maler, laver klistermærker og bruger tegneprogrammet Illustrator. For tiden arbejder jeg på et linoleumstryk: et dødningehoved på en bund af flammer. 

JEG DRØMMER OM at finde et forfatterkursus, når jeg er færdig på skolen. Jeg er allerede i gang med at skrive min selvbiografi. Den begynder, da jeg er 12 år gammel, omkring det tidspunkt, jeg først oplevede psykiske problemer. Jeg har døjet med både depression og psykoser. I dag får jeg medicin, så jeg ikke mærker det. Jeg er tilknyttet OPUS, et behandlingstilbud under hovedstadens psykiatri, hvor jeg kommer en gang om ugen.

 

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

KIKI ANEMONE KOPPERUP JENSEN
SFO-medhjælper, 19 år, Helsingør Station

JEG BOR I Hellebæk hos mine forældre. I sommer gik jeg ud af gymnasiet, og nu går jeg og sparer sammen til noget vildt. Måske en rejse langt væk. Det kunne være til Mellemamerika eller Asien. Måske Burma.

LIGE NU er jeg på vej på arbejde i SFO’en på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård. Jeg har været der i to uger. Det er super hyggeligt. Jeg kan godt lide mine kolleger, og det er rart at møde børnenes forældre, når de kommer og henter dem. Så bliver de tit hængende og sludrer lidt eller tager et brætspil. 

I AFTEN til København med nogle veninder og min søster, der, for at det ikke skal være løgn, hedder Koko Klokkeblomst. Det er dårligt vejr i dag, men så må vi jo drikke en kop te et sted. Det nytter ikke noget at lade være at hygge sig hele vinterhalvåret, bare fordi det er koldt. Jeg vil helst have en kreativ uddannelse. Jeg kunne tænke mig at lave film. Jeg tager også analoge fotos. Eller måske skulle man designe tøj. Jeg har selv lavet de bukser, jeg har på. Men jeg kan ikke udelukke, at jeg ender med at tage flere sabbatår. Til sidst vil jeg sende en hilsen til alle: Det skal nok gå, det hele, I skal bare være gode mod hinanden.

__________________________________

HODA BOTROS
52 år, Rungsted Station

JEG BOR I Hørsholm sammen med min mand og min søn, der går på Rungsted Gymnasium. Hørsholm er dejlig fredeligt. Min datter er flyttet hjemmefra og læser på Copen­hagen Business School. I dag er jeg på vej til Fisketorvet i København for at mødes med en veninde. Jeg har tænkt mig at shoppe lidt, måske noget tøj eller kosmetik. Bagefter spiser vi nok på en tyrkisk restaurant, som vi godt kan lide.

JEG ER uddannet i engelsk litteratur og arbejdede som oversætter i Irak. Da vi kom til Danmark for 20 år siden, blev jeg anbefalet at videreuddanne mig til lærer, men jeg fik ikke gennemført det. Siden har jeg blandt andet arbejdet i børnehave og som tjener. Jeg har ikke været tilbage i Irak, siden vi flygtede. Jeg kan godt savne det, men min mand og jeg tør ikke. Ud over en tante, jeg indimellem ringer til, har vi ikke noget familie dér. Resten er spredt i Sverige, Østrig og USA. 

JEG TALER mest arabisk og engelsk med mine børn, men for at blive bedre til dansk har jeg gået til dansk fire gange om ugen på VUC. De andre på holdet var mellem 18 og 54 år og kom mange steder fra: Afghanistan, Iran, Irak, Libanon, Congo. Og jeg fik en rigtig god veninde, hun er fra Tanzania.

__________________________________

MIKKEL JENSEN
Ejendomsservice-tekniker-elev, 23 år, Helsingør Station

JEG ER FØDT i Kastrup, hvor jeg stadig bor sammen med min mor. I dag er jeg på vej for at besøge min far, der bor i Gilleleje. Jeg skal hjælpe ham med hans telefon, og så skal vi have noget at spise. Måske går vi på Hay Yi, en kinesisk restaurant i Helsingør. Jeg tager til København igen i aften. Foreløbig har jeg ingen planer. I morgen skal jeg være sammen med en kammerat. Vi tager nok på Monaco, en bodega i Glostrup, og spiller billard.

PÅ MANDAG skal jeg begynde i min læreplads som ejendomsservicetekniker på et plejecenter på Østerbro. Det tager fire år, og jeg har lige afsluttet mit grundforløb på teknisk skole. Det er et spændende fag, som giver en bred viden om håndværk. Jeg ved noget om varmtvandsbeholdere, om lejlighedsvedligeholdelse, om murerarbejde og tømrerarbejde.

MIN FAR ER vvs’er, og det var jeg også ved at uddanne mig til. Men jeg var ikke parat. Jeg har også været i praktik i et supermarked og arbejdet på et lager. Nu er min drøm at færdiggøre det her. Jeg er ikke nervøs, men jeg har da lidt sommerfugle i maven. Men man skal ikke overtænke tingene. Så går det først galt.

 

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jasper Carlberg

JEANETTE ANASTASIA ELBÆK
Studerende, 19 år, Aarhus Hovedbanegård

JEG ER PÅ VEJ hjem til Billund for at arbejde. I weekenderne spiller jeg musik og underholder børnene i Lalandia i Billund. Det har jeg gjort i to et halvt år nu. Jeg sidder med min guitar på en scene ved torvet i midten af vandlandet, hvor alle restauranterne ligger. Jeg spiller både min egen musik og nogle covers af kendte numre, så der er lidt for alle aldre og enhver smag. 

JEG ER LIGE flyttet til Aarhus, fordi jeg er startet på Aarhus Musikskole. Jeg går på MGK, som er et forberedende grundkursus for musikere, der gerne vil søge ind på musikkonservatoriet. Jeg drømmer om at blive musiker, men jeg er ikke helt sikker på, at konservatoriet er noget for mig, så det bruger jeg grundkurset til at finde ud af. Egentlig kommer jeg fra en lille by, der hedder Grindsted, men jeg plejer at sige Billund, fordi ingen ved, hvor Grindsted ligger. Det er nemmere at forklare på den måde.

DET ER ALTID svært at beskrive sin egen musik. Når jeg spiller selv, er det mest som singer-songwriter, men jeg er også med i et band, hvor vi spiller en blanding af funk og pop. Det hedder Colorblind og består af mig og nogle venner hjemmefra. I bandet synger jeg og spiller guitar, men jeg kan også spille klaver og lidt på trommer.

__________________________________

CHRISTIAN SKORKJÆR POULSEN
Pensionist, 80 år, Vejle Station

JEG ER FØDT helt ude ved Vesterhavet, men jeg er vokset op her i Vejle. Mine forældre flyttede hertil, da jeg var lille. Vi boede på Chr. Winthersvej, som er Danmarks stejleste vej. Om vinteren, når der var sne, stod vi på ski ned ad ­bakken.

SOM VOKSEN er jeg flyttet en del rundt og har arbejdet som folkeskolelærer flere steder, men nu er jeg vendt hjem. Jeg flyttede tilbage til Vejle, fordi jeg fik arbejde på en skole i byen, men også fordi jeg synes, at det er en dejlig by. Den bringer mange gode minder frem.

DET BEDSTE ved Vejle er den hyggelige gågade med mange gode forretninger og masser af liv. Og så er det også dejligt at være tæt på vandet og fjorden, som er virkelig smuk.

JEG HAR EN kæreste, der bor i Struer. Jeg er på vej derop for at holde weekend med hende. Vi bor hver for sig, men skiftes til at besøge hinanden. I denne weekend får vi gæster, og så skal vi også til min families årlige sammenkomst. Det er en fast tradition, hvor vi mødes og tager på udflugt sammen. Der er ikke længere børn i familien, og det kan mærkes på aktiviteterne. I år skal vi blandt andet i Viborg Domkirke, og så skal vi også se en kunstudstilling i byen.

__________________________________

ANNE KATHRINE EJLERSEN
HR-konsulent, 26 år, Fredericia Station

JEG ER PÅ VEJ hjem for at holde forlænget weekend hos min familie. Jeg har en søster, der bor i Aarhus, men hun er ikke hjemme, så mine forældre og jeg låner hendes lejlighed i weekenden. I aften skal jeg ud og spise med dem, og i morgen skal jeg besøge en veninde, der lige har født. 

OPRINDELIG ER JEG fra Viborg, og jeg har læst i Aarhus. De sidste to år har jeg boet i København sammen med min kæreste. Han er også konsulent og har været på arbejde i Fredericia i denne uge. Da jeg alligevel skulle til Aarhus, var det oplagt at besøge ham på vejen, så jeg har overnattet her i Fredericia i går.  

JEG HAR ALTID elsket at tegne. Det har jeg gjort lige så længe, jeg kan huske. Både min mormor og min farmor tegner. Det har vi fået meget tid til at gå med gennem årene. I dag tegner jeg i min fritid. Jeg kan både se min farmors og min mormors streg i mine illustrationer. Det gør mig glad.