Indlæg

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DAISY KATUMBA
28, studerende, Lyngby Station 

Jeg venter på toget til Holte, hvor jeg skal hente mine børn på tre og seks år fra børnehave. Jeg går på VUC i Lyngby, hvor jeg læser sammen med folk fra Afghanistan, Syrien, Eritrea, Iran, Marokko og en masse andre med udenlandsk baggrund. 

Jeg kommer fra Uganda og kom til Danmark for seks år siden. Jeg besøgte noget familie her og mødte en dansk mand, som jeg blev gift med. Nu er vi skilt. Jeg savner min familie i Uganda, menneskene, vejret og maden. Men jeg kan godt lide at bo i Danmark. 

Det bedste er sikkerheden. Jeg kan gå alene om aftenen uden at blive stoppet. Og man får en ordentlig løn for sit arbejde og for den energi, man lægger. Det værste er racismen. Mange spørger med forskræmt stemme, hvor jeg kommer fra. 

Jeg har arbejdet på et rehabiliteringscenter, hvor mange af de indlagte var så utrolig ensomme. Jeg ville ikke have noget imod at arbejde mere med ældre som social- og sundhedsassistent, måske allerhelst blive sygeplejerske.

__________________________________

DENNIS HOLK
53, massør, Holte Station

Min søn Laurits og jeg er på vej hjem fra et besøg hos min mor. Vi skal til Allerød, hvor vi lige er flyttet i ejerlejlighed. Vi kom fra Albertslund og et almennyttigt boligbyggeri. Det var mere rodet at bo der. Der er også ballade, hvor vi bor nu. Men her er det drengestreger og hash – der var det skyderier.

Jeg har brugt nedlukningen på at sætte lejlighed i stand. Denne uge fik jeg lov at åbne igen. Jeg har hørt fra nogle kolleger, at de har haft en helt vild efterspørgsel, ligesom frisørerne. Den samme panik har jeg ikke mærket på min klinik. Det har været en ret normal uge. Men det er rart at komme i gang igen.

Nu skal vi købe ind og rydde op og lege lidt. Ellers har vi ingen særlige planer. Jeg er ret striks med Laurits’ forbrug af skærm. Og ’Disney Sjov’ ligger for sent i forhold til hans sengetid.

__________________________________

MOLLY PHILLIPS
18 år, studerende, Hillerød Station

Jeg er på vej hen på en kosmetologskole her i Hillerød. Det er første skoledag i dag. Jeg har ikke gået i skole de sidste fire år og vil bare gerne igennem så hurtigt som muligt. Ej, det skal nok blive sjovt. Jeg har allerede arbejdet en del på en salon i London, og nu vil jeg have papir på det.

Jeg har længe boet halvdelen af året i London, hvor min søster også bor – hun er frisør på salonen, som hendes veninde ejer – og halvdelen af året i Danmark, hvor jeg hjælper min mor, der har nogle problemer med ryggen. Min far var engelsk, men lever ikke længere. Min kæreste bor i Danmark, men på længere sigt vil jeg hellere bo i London. Der er flere muligheder. Flere saloner, hvor man kan finde arbejde.

I morgen skal jeg til Malmø og have sprøjtet filler i læberne. Jeg ville ønske, I kunne have fotograferet mig dér.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

PETER RAFN HAUGE
38 år, akademisk medarbejder, Korsør Station

Jeg har været på besøg hos min mor og er nu på vej hjem til Valby Station. Jeg er glad for, at jeg kom i god tid og ikke missede toget. Der sker ingenting på Korsør Station – de lokale kalder den for ’Det lille hus på prærien’. I gamle dage lå stationen midt i byen, men med Storebæltsbroen rykkede den herud.

Jeg er uddannet i offentlig administration og arbejder i krydsfeltet mellem arbejdsmiljø og digitalisering i en statslig eller kommunal sammenhæng. Når man digitaliserer, er det vigtigt, at man inddrager dem, der skal arbejde med værktøjerne, i processen. Man kan ikke  indføre ændringerne oppefra og ned. Mange arbejder i det offentlige, fordi de gerne vil hjælpe borgerne, og så er det vigtigt, at deres IT fungerer, som den skal, og overholder lovgivningen.

For tiden leder jeg efter arbejde. Senest var jeg ansat som bartender på Roskildes bedste ølbar. Jeg mødte mange spøjse mennesker og lærte meget om øl. Min yndling var Duchesse de Bourgogne, en syrlig øl lagret på rødvinsfade. Den smager lidt som balsamicoeddike.

__________________________________

SEBASTIAN ADORJÁN DYHR
49 år, lingvist, Slagelse Station

Jeg venter på lokalbanen mod Nyrup, hvor jeg bor sammen med min søn. Toget, jeg var med hjem fra Odense, var forsinket, så der var lige tid til at købe kage med hjem. Jeg beklager mig ikke. 

Jeg er på vej hjemad efter et par dage hos en af mine kærester. Jeg har to, men bor ikke sammen med nogen af dem. For nogle år siden opdagede jeg, at jeg godt kunne elske flere på en gang. Jeg kendte andre, der er polyamorøse, og det gik op for mig, at det er det, jeg er. Du må gerne sige til korrekturlæseren, at jeg gerne vil have det stavet sådan – uden u i amorøs, det bliver for fransk. I foreningen Polyamori Danmark arbejder vi på at få stavemåden optaget i Retskrivningsordbogen.

Jeg arbejder selv som korrekturlæser og som Mac-supporter, og min tredje passion er at strikke og hækle. Jeg laver tæpper, sjaler og grydelapper og underviser også andre. Jeg holder sammenkomster med min mor, min søster og mine veninder, hvor vi strikker og hækler – ligesom andre mødes om brætspil. Altså ikke for tiden under pandemien, men jeg glæder mig, til vi kan igen.

__________________________________

ISABELLA RACHER
16 år, gymnasieelev, Sorø Station

Jeg er på vej til Dybbølsbro for at mødes med en ven, der også er fra Sorø, men som flyttede til København med sin mor og begyndte i gymnasiet dér. Vi skal nok bare hjem til ham og snakke og spise noget mad.

De fleste af mine venner går i gymnasiet på Sorø Akademi. Men jeg ville gerne til København for at gå på handelsgymnasium. Med den virtuelle skole savner jeg at komme derind og se de andre. Jeg går på økonomilinjen og har egentlig aldrig været specielt god til tal, men verdensøkonomi interesserer mig. Jeg kunne godt tænke mig at blive psykolog – eller ejendomsmægler. Jeg har altid set mange boligprogrammer og har hørt, at det er et job, hvor man kan tjene mange penge.

Mit efternavn er engelsk, vi har det fra min farfar, der flyttede til Danmark som 18-årig. Han er lige død. Det var ikke noget chok. Vi ventede næsten på det. Han var dement i mange år. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DANA WATSHAM
61 år, trafiktæller, Korsør Station

Jeg er på vej hjem fra Glostrup Station, hvor jeg har været på arbejde som stoppestedsvagt og mindet buspassagerer om at bruge mundbind, holde afstand og spritte hænder. Jeg arbejder for rådgivningsfirmaet Cowi, og i aften skal jeg på den igen. Så skal jeg tælle passagerer på DSB-tog mellem Køge og Næstved.

Jeg har haft jobbet i 5-6 år og trives stort med det. Der er altid nogle passagerer at snakke med, hvis du vil, og er du ikke i humør til dét, kan du gennemføre en vagt uden at sige et ord.

Jeg har boet i Korsør siden 1985. Her kunne vi købe et hus for det samme som en étværelses i Roskilde. Det bedste ved byen er omgivelserne. Du har aldrig mere end fem minutter til vand og åben himmel. Ude på Halsskov Rev kigger jeg på fugle, specielt i det tidlige forår og sene efterår, når rovfuglene trækker. 

Mit efternavn er engelsk. Det er min mands, jeg har taget. Han kom hertil for at bore tunnel, da Storebæltsforbindelsen blev lavet. Det passede med, at jeg lige var blevet skilt fra nummer et. Han kom med en lille gul kuffert. Nu har han et lille gult hus fuldt af ting – og katte.

__________________________________

TOBIAS PRINTZ
16 år, efterskoleelev, Sorø Station

Jeg venter på toget til Slagelse, hvor jeg skal mødes med fire kammerater fra efterskolen. Vi skal videre til mine bedsteforældres hus på Reersø, en lille halvø ved Kalundborg. Der er virkelig skønt. Vi er alle blevet testet og snupper en test, når vi kommer hjem igen. De første par dage har vi undervisning over Microsoft Teams, så kommer vinterferien.

Jeg håber virkelig, vi får lov at komme tilbage på skolen efter ferien. Men jeg kan godt være bange for, at nedlukningen bliver forlænget. Det føles som månedsvis af mit efterskoleophold, der er gået med at være hjemsendt. Lidt af oplevelsen forsvinder, når man går i skole digitalt. Alligevel har vi et bedre sammenhold end i min folkeskole.

Efter sommerferien tror jeg, jeg begynder på en uddannelse som mekaniker. Jeg har altid godt kunnet lide maskiner og har en gammel Opel Corsa, som jeg roder rundt med. Når jeg har været værnepligtig, overvejer jeg at søge ind i militæret. Jeg drømmer om at blive jagerpilot. Men det er nok ikke noget, jeg helt selv kan beslutte.

__________________________________

HENNY NIEMANN
68 år, pensionist, Slagelse Station

Jeg er på vej over til min bil for at køre hjem til Høng. Jeg har været med toget frem og tilbage til Fredericia for at få akupunktur mod migræne. Jeg led af det som ung, og dengang var der en læge, der sendte mig til akupunktur i København, og det forsvandt. Nu er det vendt tilbage, men akupunkturen hjælper. Nogle betragter det ikke som rigtig videnskab, men det er jo en gammel kinesisk behandlingsform.

Jeg er sygeplejerske og har arbejdet i Slagelse, Kalundborg og Holbæk, men stoppede i 2018. Nu savner jeg patientkontakten. Til gengæld har jeg fået tid til at spille bridge og dyrke haven, hønsene og bierne. Vi har en bi-familie. Det giver honning til husbehov. Og lidt til. Sidste år lavede de 60 glas honning. Man kunne godt pace dem ved at høste oftere, men det stresser bierne.

Man skal prøve at behandle sin omverden ordentligt. Sige tak, hvis nogen holder døren for én. Samle ting op for folk på gaden, hvis de taber dem. Det, du sender ud, kommer tilbage. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THOMAS OLESEN
45 år, lærer, Vejle Station

Jeg bor i Vejle. Af en eller anden grund vender jeg altid tilbage hertil. Som ung blev jeg soldat og senere befalingsmand og rejste rundt til forskellige kasernebyer. I 1999-2000 var jeg med til at uddanne soldater, der blev udsendt til Kosovo.

Under en øvelse fik jeg en dag en 60 kilo tung armeret plade i nakken. Jeg var tæt på at brække halsen, og det krævede megen genoptræning, men i dag har jeg kun cirka fem procent mén. Det er mest i koldt og fugtigt vejr, jeg mærker noget nakkestivhed. 

Efter arbejdsskaden blev jeg en slags evighedsstuderende, endte med en bachelor i filosofi og en overbygning i statskundskab. Så blev jeg elektriker – der bliver uddannet alt for mange akademikere. Jeg kontaktede Elforbundet, der fortalte, at der var under én procent arbejdsløshed i Trekantområdet, så jeg bosatte mig i Vejle igen. Nogle år senere blev jeg elektrikerlærer på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Jeg har været der to et halvt år og er glad. Men livet kan skyde mange sten og muligheder efter én. Jeg holder alle døre åbne.

__________________________________

TAMILSELVAN NAGAMANY
20 år, studerende, Herning Station

Jeg er vist opkaldt efter en soldat, en krigshelt fra borgerkrigen på Sri Lanka, som mine forældre flygtede fra, men jeg synes, navnet er for besværligt at sige, så jeg kalder mig bare Selvan. 

Jeg er født i Fredericia. Min far ejer en kiosk, min mor er hjemmegående, og min storesøster og storebror er flyttet til Aarhus for at studere. 

Efter gymnasiet ville jeg prøve noget større. Nu er jeg begyndt at læse til diplomingeniør i forretningsudvikling i Herning og pendler fra Fredericia. Men jeg har skrevet mig op til nogle lejligheder i Herning. Efter universitetet vil jeg gerne til en større by, måske endda til udlandet. Jeg drømmer om at starte min egen virksomhed, jeg skal bare lige have fundet ud hvad for en slags. Engang stod jeg på skateboard, men jeg faldt ud af det og begyndte at prioritere studierne. Lige nu har jeg for travlt til fritidsinteresser. Jeg er kommet ind på det studie, jeg gerne ville, og jeg er nødt til at være streng ved mig selv. Hvis du falder bagud, kan det være umuligt at indhente det forsømte. Specielt når det drejer sig om matematik.

__________________________________

SILJE FACIUS
32 år, illustrator, Herning Station

Jeg er ved at åbne en webshop med mine tegninger og kunsthåndværk, men arbejder deltid som museumsvagt på Klosterlund Museum. Vi har arkæologiske fund og udstillinger om tørvehistorie. Jeg arbejder også på Tekstilmuseet i Herning, begge dele under Museum Midtjylland. Det er helt nyt, jeg er stadig i oplæring. 

I marts flyttede jeg fra min hjemby Stavanger i Norge til Danmark sammen med min mand, min bror og mine forældre. Min mor er fra Herning, men jeg har aldrig boet her. 

Jeg kan godt lide den danske hygge. Også boligpriserne er meget hyggeligere. Mine forældre bor i Kibæk, og min mand og jeg har fundet en gammel ejendom i landsbyen Skarrild. 

Det er lidt svært at forstå, hvad min mand laver, men det er noget med IT-simulering af vindmøller for et offshore­firma i Esbjerg. Vi har ikke børn endnu, men vi har vores kat, Whisky, en rødhåret fidus. Det er mest min mand, der nyder whisky. Selv er jeg mere til portvin.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DAVID NEDERBY JESSEN
48 år, radiovært, Frederikssund Station

Jeg er opvokset i Frederiksværk. Jeg blev adopteret fra Thailand, da jeg var to år gammel. Indtil 1989 kunne jeg se lidt lys og farver, men så fik jeg grøn stær og mistede synet helt. Min far var formand for en kristen radio, og ad den vej kom jeg ind i at lave radio. Jeg kørte teknikken for ham. Han døde for et par år siden af kræft – skodsygdom! Men min mor bor stadig i Frederiksværk, hun er pensioneret.

Radioværter er ikke så gode, som de var engang. Jeg lyttede meget til Christian Flagstad fra P3, men han døde i 1987. Michael Juul Sørensen, der var på P3 indtil slutningen af 90’erne, har jeg også fået inspiration fra.

I dag arbejder jeg på en lokalradio i Slangerup, Mix FM. Jeg er på vej hen for at oplære en ny vært, der også er blind. Hvordan afvikler man radio, når man er blind? Det skal næsten ses, for at man kan forstå det. Men vi har en mixerpult og en computer og et program med en masse genvejstaster. Vi spiller hitradio. Ed Sheeran, Justin Bieber og den slags. Det føler jeg mig lidt for gammel til. Stod det til mig, ville jeg spille noget mere soul og R&B: James Brown, The Whispers, The Jacksons.

__________________________________

RIKKE ØREBRO
34 år, pædagog, Ølstykke Station

Felix kravler og piller ved alting. Han blev opereret i hjertet i fredags, men er slet ikke påvirket af det. Han er 10 måneder gammel, men allerede da han var fem uger, hørte lægerne en mislyd på hans hjerte. Det viste sig, at der var et hul, og at hans hjerte var på overarbejde. Han bliver nemt forpustet og sveder hurtigere. Vi har kæmpet for at fede ham op inden operationen, og vi har været i isolation fra september sidste år og indtil januar. Så kom corona, og vi var i isolation igen. 

Operationen foregik gennem lysken. Heldigvis var de ikke nødt til at åbne hans brystkasse. De har sat et såkaldt device på hullet, som huden skal vokse hen over. Det bliver i kroppen og vokser med. Nu glæder vi os til kontrollen om tre uger, hvor vi får at vide, om det vokser sammen, som det skal.

Jeg er født på Als og flyttede til Thy, da jeg var 13 år. Min mand er fra Københavnsområdet. Vi mødte hinanden i Thy gennem en familieorganisation, hvor vi har arbejdet frivilligt med aktiviteter, sommerlejre og træf. Vi flyttede til Ølstykke, fordi der var flere jobmuligheder i området, og jeg har fået arbejde i en vuggestue i Smørum. Det er et fint sted at bo. Her er grønne omgivelser, og efter 21 er her helt stille. Ikke engang toget kan vi høre.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MARIANNE JAKOBSEN
30 år, førtidspensionist, Nykøbing Falster Station

Jeg er på vej hjem fra tandlægen, hvor jeg skulle have lavet et hul, og jeg er blevet bedøvet i højre side, så lige nu er jeg helt følelsesløs. Jeg har ikke været til tandlægen i 6-7 år, men nu har jeg fundet en god tandlæge, hvor de er meget dygtige, ikke dømmer mig på mine tænder, holder mig i hånden, når det gør mest ondt, og vi kan grine ad tingene, når mit hår, som det gjorde i dag, sidder fast i velcroen på tandlægestolen.

Jeg er vokset op i et svært hjemmemiljø. Nogle unge gør skade på sig selv, og andre holder op med at spise, men jeg gav op på mine tænder. Heldigvis er der kommet meget mere fokus på ekstrem tandlægeangst.

 Jeg begyndte at få gigt allerede som treårig, og det er blandt andet på grund af den, at jeg er førtidspensioneret. Min tid bruger jeg på at skrive engelsksproget fantasy-litteratur, og lige for tiden er jeg ved at sende to manuskripter af sted til agenter i USA. Det ene handler om en ung handicappet kvinde, der flygter gennem Europa, har særlige kræfter og kommer ind i en portalverden, hvor det afgørende slag skal stå.

__________________________________

CHRISTIAN NISSEN
29 år, lærer, Ringsted Station

Jeg har lige været henne for at sige op på skolen. Jeg har undervist 4. og 5. klasse i engelsk og musik, og jeg har været glad for det, men jeg har fået tilbudt et andet job, jeg ikke kunne sige nej til. 

Nu skal jeg til at arbejde for Museum Sydøstdanmark, et samarbejde mellem ni udstillingssteder i blandt andet Køge, Vordingborg, Stege og Næstved. Jeg skal stå for at planlægge og udvikle undervisningsforløb til skolerne, og til daglig kommer jeg til at have kontor på Holmegaard Værk, et nyt museum, der er blevet indrettet på Holmegaard Glasværk ved Næstved. Jeg synes, at alle mulige udstillinger kan være fede, men mit hjerte banker stærkest for middelalderen.

I min fritid er jeg musiker. Jeg spiller guitar og synger. Mit band hedder Recovers. Genren er røvballe. Jeg er ham den irriterende, du prøver at glemme, når jeg står til din fest, på din bar eller i din forening. ’Mustang Sally’ kunne godt være et nummer. Jeg er ikke for stolt til noget. 

__________________________________

OLIVIA IRADUKUNDA
20 år, studerende, Vordingborg Station

Det er min fødselsdag i dag. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lave. Jeg har ikke fået SU, men min storebror har lovet at sende nogle penge, så jeg kan gå ud at spise med en veninde. Bagefter tror jeg, jeg kører hjem til min mor og mine søskende i Præstø. Jeg er født i Den Demokratiske Republik Congo, men da jeg var lille, flyttede vi til Kampala i Uganda, fordi der var for mange uroligheder i Congo. For seks år siden flyttede vi til Danmark, og nu er jeg i gang med en uddannelse som sosu-hjælper – i dag bestod jeg en eksamen i praktisk hjælp. Den var lidt svær, der var mange fagudtryk.

Jeg bor alene i Vordingborg. Der er meget kedeligt. Jeg vil hellere bo i Næstved, Roskilde eller en anden større by, hvor der er flere unge. Jeg synes, det er lidt svært at få venner i Danmark. Hvis man bliver uvenner, er der meget drama, og så ser man aldrig hinanden igen. I Uganda er man social med alle.

Efter skoletid går jeg i Fitness World, og om søndagen går jeg i kirke med min mor. Vi kommer i en katolsk kirke i Kalundborg. Nogle gange mødes jeg også med en gruppe unge fra kirken. Så læser vi og snakker om Bibelen og synger salmer.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SIMON SEJERSEN
22 år, studerende, Kolding Station

JEG GÅR PÅ pædagogseminariet i Kolding, hvor jeg er begyndt i år, og nu er jeg på vej hjem til Fredericia. Der er et godt sammenhold på seminariet. Hvis jeg har haft en sygedag, kan jeg sagtens få en af de andre til at vise mig sine noter. Vi er 27 i min klasse. Kun seks af os er drenge – lige nok til at have et fællesskab – ikke fordi vi opfører os som en kliché og kun taler om drengeemner. Forleden havde vi dog en længere snak om skægtrimmere. Jeg har ikke brugt en i flere måneder. 

VI SKAL SNART i praktik, og jeg vil gerne arbejde med udsatte unge. Jeg overvejer at søge plads inden for specialpædagogik, men det kunne også blive skole- og fritidspædagogik, for eksempel i en SFO. 

I MIN FRITID nørder jeg Dungeons & Dragons sammen med mine venner og arbejder som frivillig for Dystopia Entertainment, som arrangerer såkaldte haunted house-begivenheder i en gammel fiskefabrik i Vejle. Det består blandt andet af skuespillere med blod i hovedet, der springer frem og forskrækker gæsterne. Det er ikke unormalt, at de bliver så bange, at de siger: ”Nu kan jeg ikke længere.” Så hjælper jeg dem med at blive fulgt ud.

__________________________________

DINA LAURSEN
16 år, gymnasieelev, Vejen Station

JEG ER PÅ VEJ hjem fra skole. Vi har haft matematik og fysik. Det interesserer mig ikke så meget, jeg er mere til de sproglige fag. Jeg begyndte på Kolding Gymnasium i år. Det var lidt nervepirrende, fordi jeg ikke kendte nogen, men jeg har mødt vildt mange søde mennesker. Vi er fire piger, der snakker rigtig godt sammen. Desværre skal vi snart splittes op i nye klasser, fordi vores grundforløb er forbi. Jeg frygter, at jeg ikke bliver lige så glad for den nye klasse, jeg skal tilbringe de næste tre år i. 

JEG BOR I Vejen. Det er en flot by med et godt kunstmuseum og en del historie. Men det er også en lille by. Alle kender ikke alle, men det er tæt på. I mange år prøvede jeg at opføre mig og klæde mig, så folk omkring mig ville kunne lide mig. Nu går jeg bare i det, jeg kan lide. Der er lidt mere luft, når man er i Kolding.

JEG ELSKER TEATER og har skrevet stykker til skoleelever i 0.-2. klasse. Min drøm er at blive scenograf. Jeg overvejer også at tage ud at rejse efter gymnasiet, måske til Sydkorea. Jeg har været der én gang og var meget fascineret af kulturen. Den er så anderledes. Koreanerne er på én gang meget udadvendte og meget indadvendte.

__________________________________

LISELOTTE LANGELUND
39 år, butiksassistent, Vejen Station

JEG ARBEJDER I Kvickly, i tekstilafdelingen. I dag har vi lagt varer på plads. Jeg har epilepsi, men blev opereret i hipocampus i hjernen for fire år siden. Før operationen kunne jeg mærke, når et anfald var på vej, og nå at sætte mig ned. Nu får jeg dem slet ikke længere. Det er så dejligt. Men jeg kan stadig ikke arbejde fuld tid. Jeg er i butikken tre formiddage om ugen. 

JEG HAR NOK at gøre. Nu har jeg fri og skal hjem til Brørup og gøre rent og lave mad til mine to drenge. Vi skal have frikadeller. Drengene er 11 år gamle og tvillinger. Vi troede, de var tveæggede, men med tiden begyndte de at ligne hinanden mere og mere, så måske er de alligevel enæggede. Hver anden weekend er de hos deres far, ellers har jeg dem alene. 

DRENGENE HAR HVER sin kanin af løvehoved-racen, der har en slags manke rundt om hovedet. Når de har passet kaninerne, spiller vi spil, eller også ser de noget på deres iPad eller spiller PlayStation. Selv kan jeg lide at slappe af med at læse. Det er næsten altid biografier. For tiden læser jeg om Susse Wold.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekt:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ZORAN STRBAC
39 år, Fritidspædagog, Københavns Lufthavn

MIN KÆRESTE og jeg er på vej til Dublin til selvudviklingsseminar med folk fra hele Europa. Der er i alt 5.000 deltagere. Det handler om coaching. Om at blive klogere på sig selv og på, hvordan man fremtræder i verden. Vi er 10-15 venner, der rejser sammen. Der er ikke noget, der gør én glad som en rejse. Når man kommer hjem, har man positiv energi og noget at fortælle.

JEG ARBEJDER med 6-9-årige børn. Det er en spændende alder, hvor børnene udvikler sig meget. De lærer at læse og skrive, udvikler deres sprog og skal lære, at man må begrænse sig selv, for at alle kan være der. Tidligere arbejdede jeg i fritidsklub. Nogle af de børn, der kom der, havde intet at tage sig til og manglede opdragelse. Livet kan så let gå den forkerte vej. Men man kan påvirke børn meget. Flere gange er de kommet til mig 5-10 år senere og har sagt, at de var glade for, at jeg var der, da de havde det svært.

MINE FORÆLDRE KOM til Sverige fra Jugoslavien omkring 1970, og jeg er født der. Jeg bor i Halmstad, som er dejlig, specielt om sommeren. Byen er kendt for at have Sveriges fineste sandstrand og for at være hjemby for Per Gessle fra Roxette.

__________________________________

FABIO DA SILVA
38 år, flight attendant, Triangeln Station

JEG ARBEJDER FOR Norwegian med base i København. Det vigtigste i jobbet er sikkerheden. Hver uge bliver vi briefet om et nyt emne, og en gang om året er vi på kursus for at genopfriske alle procedurerne. Jeg har oplevet passagerer få ildebefindende, åndenød, hjerteanfald og så videre. Nogle gange må man ned i den nærmeste lufthavn. De første par år jeg fløj, kunne det gøre mig panisk. Heldigvis var der altid en erfaren kollega til at skabe ro.

DE FLESTE DAGE har jeg 2-3 flyvninger, men i dag er jeg kun fløjet til Stockholm og tilbage. Nu er jeg på vej hjem. Min kæreste siger, at jeg skal rydde op på altanen. Senere tager vi børnene med på stranden og griller. Det er svensk nationaldag, og stranden kommer til at være pakket. Børnene vil helt sikkert have pølser. Min kæreste spiser helst vegetarisk. Lidt kedeligt på grill, synes jeg. 

JEG HAR BOET i Malmø, siden mine forældre flyttede hertil i 1993. Jeg besøger min familie i Brasilien en gang om året i byen Goiânia, hvor der bor 1,6 millioner mennesker. Hver gang man skal et sted hen, tager det i hvert fald en time. Når jeg er der, glæder jeg mig til at komme hjem, hvor alt kan nås på 10 minutter.

__________________________________

MAJSE BURMØLLE
25 år, studerende, Københavns Hovedbanegård

JEG GÅR PÅ kunstakademiet i Malmø og pendler fra København. Lige nu er jeg på vej over i mit atelier for at hente et usb-stik med en film, jeg har lavet, som skal afspilles i en stumfilmsbiograf i Berlin i weekenden. Jeg laver mest film. Som regel en hybrid mellem kunst og dokumentarisme. I den her film har jeg filmet nogle jazzmusikere, der jammer. Man kan kun se deres ansigter. De er meget ekspressive, og i deres blikke kan man fornemme al den kommunikation, der foregår imellem dem.

DET ER TYPISK. Jeg ville have taget stikket med hjem  i går, men glemte det og må hente det nu, hvor jeg ellers ikke skulle derover. Det, man skal bruge, ligger altid det forkerte sted. Jeg har en kæreste i Malmø. Det passer os fint med distancen. Ingen af os er gode til at være sammen hele tiden. Det er mest mig, der kommer til Malmø, fordi jeg har et ungdomskort, der gør det billigere for mig.

JEG TROR IKKE, jeg kunne bo derovre fast. Jeg kan godt lide, at det er en by med meget vand, og badeanstalten Kallbadhuset har en hyggelig café. Byen er lidt kedelig, selvom den er mycket trevlig. Det er svært at finde et ordentligt sted at gå ud og drikke en øl. Hvis ikke vi er hjemme hos nogen, ender vi tit med at drikke øl på pizzeria. 

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ISHMAEL BANGURA
38 år, genbrugsvejleder, Vigerslev Allé Station

MINE DØTRE ER fire og ni år gamle. Min ældste faldt og slog håndleddet i går, og nu har vi været til lægen, der henviste os til Hvidovre Hospital, hvor vi skal have det røntgenfotograferet.

JEG ER FØDT i Sierra Leone, men kom til Danmark som 15-årig, så nu har jeg levet størstedelen af mit liv i Danmark. Det er 11 år siden, at jeg sidst var i Sierra Leone for at besøge mine bedsteforældre, men efter hvad jeg hører, skulle det så småt gå lidt bedre i landet oven på mere end 10 år med borgerkrig og den kæmpe krise omkring ebola-udbruddet, der ramte i 2014.

JEG KAN GODT LIDE at bo i Danmark, og jeg synes, jeg bidrager med noget positivt i mit arbejde. Man kan hurtigt mærke folks holdning til klimaet og miljøet, når de kommer ind på en genbrugsplads. Der er altid nogle, der prøver at undgå at følge reglementet. Hvis vi skal redde miljøet, skal folk blive bedre til at sortere. Men samtidig er man også nødt til at stille hårdere krav til producenterne, sådan at de pakker deres varer ind i materialer, der er nemme at bortskaffe på den rigtige måde. Plastic er det helt store problem.

__________________________________

SARA KJERRI
34 år, pædagogstuderende, Hellerup Station.

JEG ER PÅ VEJ til kunstmuseet Nivaagaard, hvor jeg skal på arbejde som croquismodel. Det begyndte for 10 år siden med, at jeg tegnede croquis og fik lyst til selv at prøve at stå model. Det vigtigste for en model er at være afslappet i sin krop og kunne fornemme, hvordan man ser ud fra forskellige vinkler. Jeg begyndte i en forening, hvor folk var ældre, det hjalp på blufærdigheden. Senere begyndte jeg at stå for folk på min egen alder. Der skulle jeg lige overvinde mig selv.

MANGE SPØRGER mig, om jeg aldrig er bange for, at der sidder nogen, som er tiltrukket af mig. Så længe de ikke gør mig noget, betyder det ikke så meget. Jeg ved, hvorfor jeg er der. Jeg synes, det er spændende at inspirere, og jeg ved, at det er vigtigt, at folk får øvet sig i at tegne efter model.

JEG ER LIGE gået i gang med sidste år af min uddannelse. Bagefter kunne jeg godt tænke mig at læse pædagogisk filosofi på universitetet. Jeg interesserer mig meget for små børns erkendelsesverden. Man kan tidligt se de helt basale ting i mennesket, for eksempel hvordan vi bruger vores kreativitet. Det er, som om børn er lidt mindre spolerede på det punkt.

__________________________________

MATTHIAS RIESER
27 år, studerende, Flintholm Station

JEG ER ØSTRIGER og studerer Strategi, organisation og ledelse på Copenhagen Business School. Jeg valgte skolen på grund af dens renommé, og fordi den har en spændende tilgang til læring. Undervisningen bygger altid på nye undersøgelser og handler ikke kun om at lære bestemte fag, men lige så meget om at navigere i en verden i konstant forandring.  

JEG ER VED AT skrive speciale i samarbejde med et IT-konsulent-firma. Det handler om, hvordan man får mere ud af sine ansattes potentiale, og hvordan man får dem til at blive længere i en virksomhed. Jeg er på vej hjem fra et møde med min specialevejleder. Det gik vist udmærket. Jeg har et studiejob i en østrigsk IT- og lægemiddelvirksomhed. Det kan godt klares online. Det er en masse Excel-ark og al den slags sjov.

JEG ELSKER DEN skandinaviske velfærdsstat og den måde, lighed betyder mere end prestige i det danske samfund. Man føler sig meget velkommen som studerende. Jeg er i gang med at blive gift. Min fremtidige kone er fra Mexico, men bor i Norge. Vi har endnu ikke bestemt os for, hvor i Skandinavien vi vil bo.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MORTEN OLESEN
51 år, førtidspensionist, Holbæk Station

JEG BOR i Holbæk og er på vej til lægen i Hvalsø, bare til et rutinetjek. Jeg har det godt nok i det store og hele, selv om jeg lider af skizofreni. Men så længe jeg tager min medicin, er det ikke noget, jeg mærker noget til. Jeg har arbejdet som pedelmedhjælper, men i 2001 blev jeg førtidspensioneret. 

JEG ELSKER at rode med kameraer. Jeg har blandt andet et Leica, et Nikon, et Pentax og et Hasselblad. Jeg skyder ikke digitalt, kun på film. Ellers får jeg tiden til at gå med at høre musik og læse. Jeg elsker meget forskellig musik, fra Gasolin over Bob Dylan til Metallica. 

LIGE NU LÆSER jeg en bog af Lars Ulrichs far, Torben Ulrich, ’Boldens øjne, værens ben’. Ud over at være kunstner og forfatter er han tidligere professionel tennisspiller, og bogen består af tekster, han har skrevet gennem 40 år. Han tænker meget over tingene.   

__________________________________

OO OO AUNG
31 år, studerende, Kalundborg Station

JEG ER VED at tage 9. klasse på VUC i Holbæk, men blev nødt til at gå tidligt i dag, fordi min datter er syg med feber. Nu er jeg på vej for at hente hende i vuggestuen. Jeg flygtede fra Myanmar med min familie for 10 år siden. Først til Malaysia, så til Danmark. 

JEG GJORDE RENT på en skole, indtil jeg fik lyst til at uddanne mig og få et bedre job. Jeg kunne tænke mig at arbejde på et hospital eller i et laboratorium, for eksempel hos Novo Nordisk. Men jeg har stadig langt igen med min uddannelse. Min mand og jeg mødte hinanden i Malaysia. Han kom til USA, inden han fik opholdstilladelse i Danmark. Vi har to piger på et og tre år. Han arbejder som lærling i et restaurantkøkken. Han er god til at lave dansk mad, og jeg har lært ham at lave nogle burmesiske retter. 

MIN LIVRET ER en fiskesuppe med løg og en særlig banan, man ikke normalt kan få i Danmark, men som det er lykkedes mig at bestille hjem. Der er mange søde mennesker i min klasse, men min bedste ven er min mor. Jeg plejede at besøge hende ofte, men med to børn har jeg sværere ved at finde tid til det.

__________________________________

ANNE SKOV OLDRUP
56 år, sygeplejerske, Holbæk Station

JEG HAR ARBEJDET som sygeplejerske i 30 år efterhånden. De sidste 17 år på en privat hudklinik i Holbæk, hvor jeg bor. Det er rolige arbejdsforhold, der er altid styr på alting, og jeg får lejlighed til at møde alle slags mennesker, uden at det er så tungt sygdomsmæssigt, som det kan være på et hospital. Her vil jeg gerne blive. 

NU ER JEG på vej til København for at hente min datter i Valby. Så tager vi sammen til Nørrebro, hvor min søster holder afskedsmiddag for min nevø, der studerer til elektronik­ingeniør og skal et år til Melbourne i Australien på udveksling. 

JEG KAN NÆSTEN ikke bære, at han skal være væk et helt år, selv om han er stor efterhånden. Men jeg har købt ham en ny T-shirt, så han har noget at have på i varmen, og så han har noget, der minder ham om mig.