Indlæg

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekt:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ZORAN STRBAC
39 år, Fritidspædagog, Københavns Lufthavn

MIN KÆRESTE og jeg er på vej til Dublin til selvudviklingsseminar med folk fra hele Europa. Der er i alt 5.000 deltagere. Det handler om coaching. Om at blive klogere på sig selv og på, hvordan man fremtræder i verden. Vi er 10-15 venner, der rejser sammen. Der er ikke noget, der gør én glad som en rejse. Når man kommer hjem, har man positiv energi og noget at fortælle.

JEG ARBEJDER med 6-9-årige børn. Det er en spændende alder, hvor børnene udvikler sig meget. De lærer at læse og skrive, udvikler deres sprog og skal lære, at man må begrænse sig selv, for at alle kan være der. Tidligere arbejdede jeg i fritidsklub. Nogle af de børn, der kom der, havde intet at tage sig til og manglede opdragelse. Livet kan så let gå den forkerte vej. Men man kan påvirke børn meget. Flere gange er de kommet til mig 5-10 år senere og har sagt, at de var glade for, at jeg var der, da de havde det svært.

MINE FORÆLDRE KOM til Sverige fra Jugoslavien omkring 1970, og jeg er født der. Jeg bor i Halmstad, som er dejlig, specielt om sommeren. Byen er kendt for at have Sveriges fineste sandstrand og for at være hjemby for Per Gessle fra Roxette.

__________________________________

FABIO DA SILVA
38 år, flight attendant, Triangeln Station

JEG ARBEJDER FOR Norwegian med base i København. Det vigtigste i jobbet er sikkerheden. Hver uge bliver vi briefet om et nyt emne, og en gang om året er vi på kursus for at genopfriske alle procedurerne. Jeg har oplevet passagerer få ildebefindende, åndenød, hjerteanfald og så videre. Nogle gange må man ned i den nærmeste lufthavn. De første par år jeg fløj, kunne det gøre mig panisk. Heldigvis var der altid en erfaren kollega til at skabe ro.

DE FLESTE DAGE har jeg 2-3 flyvninger, men i dag er jeg kun fløjet til Stockholm og tilbage. Nu er jeg på vej hjem. Min kæreste siger, at jeg skal rydde op på altanen. Senere tager vi børnene med på stranden og griller. Det er svensk nationaldag, og stranden kommer til at være pakket. Børnene vil helt sikkert have pølser. Min kæreste spiser helst vegetarisk. Lidt kedeligt på grill, synes jeg. 

JEG HAR BOET i Malmø, siden mine forældre flyttede hertil i 1993. Jeg besøger min familie i Brasilien en gang om året i byen Goiânia, hvor der bor 1,6 millioner mennesker. Hver gang man skal et sted hen, tager det i hvert fald en time. Når jeg er der, glæder jeg mig til at komme hjem, hvor alt kan nås på 10 minutter.

__________________________________

MAJSE BURMØLLE
25 år, studerende, Københavns Hovedbanegård

JEG GÅR PÅ kunstakademiet i Malmø og pendler fra København. Lige nu er jeg på vej over i mit atelier for at hente et usb-stik med en film, jeg har lavet, som skal afspilles i en stumfilmsbiograf i Berlin i weekenden. Jeg laver mest film. Som regel en hybrid mellem kunst og dokumentarisme. I den her film har jeg filmet nogle jazzmusikere, der jammer. Man kan kun se deres ansigter. De er meget ekspressive, og i deres blikke kan man fornemme al den kommunikation, der foregår imellem dem.

DET ER TYPISK. Jeg ville have taget stikket med hjem  i går, men glemte det og må hente det nu, hvor jeg ellers ikke skulle derover. Det, man skal bruge, ligger altid det forkerte sted. Jeg har en kæreste i Malmø. Det passer os fint med distancen. Ingen af os er gode til at være sammen hele tiden. Det er mest mig, der kommer til Malmø, fordi jeg har et ungdomskort, der gør det billigere for mig.

JEG TROR IKKE, jeg kunne bo derovre fast. Jeg kan godt lide, at det er en by med meget vand, og badeanstalten Kallbadhuset har en hyggelig café. Byen er lidt kedelig, selvom den er mycket trevlig. Det er svært at finde et ordentligt sted at gå ud og drikke en øl. Hvis ikke vi er hjemme hos nogen, ender vi tit med at drikke øl på pizzeria. 

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ISHMAEL BANGURA
38 år, genbrugsvejleder, Vigerslev Allé Station

MINE DØTRE ER fire og ni år gamle. Min ældste faldt og slog håndleddet i går, og nu har vi været til lægen, der henviste os til Hvidovre Hospital, hvor vi skal have det røntgenfotograferet.

JEG ER FØDT i Sierra Leone, men kom til Danmark som 15-årig, så nu har jeg levet størstedelen af mit liv i Danmark. Det er 11 år siden, at jeg sidst var i Sierra Leone for at besøge mine bedsteforældre, men efter hvad jeg hører, skulle det så småt gå lidt bedre i landet oven på mere end 10 år med borgerkrig og den kæmpe krise omkring ebola-udbruddet, der ramte i 2014.

JEG KAN GODT LIDE at bo i Danmark, og jeg synes, jeg bidrager med noget positivt i mit arbejde. Man kan hurtigt mærke folks holdning til klimaet og miljøet, når de kommer ind på en genbrugsplads. Der er altid nogle, der prøver at undgå at følge reglementet. Hvis vi skal redde miljøet, skal folk blive bedre til at sortere. Men samtidig er man også nødt til at stille hårdere krav til producenterne, sådan at de pakker deres varer ind i materialer, der er nemme at bortskaffe på den rigtige måde. Plastic er det helt store problem.

__________________________________

SARA KJERRI
34 år, pædagogstuderende, Hellerup Station.

JEG ER PÅ VEJ til kunstmuseet Nivaagaard, hvor jeg skal på arbejde som croquismodel. Det begyndte for 10 år siden med, at jeg tegnede croquis og fik lyst til selv at prøve at stå model. Det vigtigste for en model er at være afslappet i sin krop og kunne fornemme, hvordan man ser ud fra forskellige vinkler. Jeg begyndte i en forening, hvor folk var ældre, det hjalp på blufærdigheden. Senere begyndte jeg at stå for folk på min egen alder. Der skulle jeg lige overvinde mig selv.

MANGE SPØRGER mig, om jeg aldrig er bange for, at der sidder nogen, som er tiltrukket af mig. Så længe de ikke gør mig noget, betyder det ikke så meget. Jeg ved, hvorfor jeg er der. Jeg synes, det er spændende at inspirere, og jeg ved, at det er vigtigt, at folk får øvet sig i at tegne efter model.

JEG ER LIGE gået i gang med sidste år af min uddannelse. Bagefter kunne jeg godt tænke mig at læse pædagogisk filosofi på universitetet. Jeg interesserer mig meget for små børns erkendelsesverden. Man kan tidligt se de helt basale ting i mennesket, for eksempel hvordan vi bruger vores kreativitet. Det er, som om børn er lidt mindre spolerede på det punkt.

__________________________________

MATTHIAS RIESER
27 år, studerende, Flintholm Station

JEG ER ØSTRIGER og studerer Strategi, organisation og ledelse på Copenhagen Business School. Jeg valgte skolen på grund af dens renommé, og fordi den har en spændende tilgang til læring. Undervisningen bygger altid på nye undersøgelser og handler ikke kun om at lære bestemte fag, men lige så meget om at navigere i en verden i konstant forandring.  

JEG ER VED AT skrive speciale i samarbejde med et IT-konsulent-firma. Det handler om, hvordan man får mere ud af sine ansattes potentiale, og hvordan man får dem til at blive længere i en virksomhed. Jeg er på vej hjem fra et møde med min specialevejleder. Det gik vist udmærket. Jeg har et studiejob i en østrigsk IT- og lægemiddelvirksomhed. Det kan godt klares online. Det er en masse Excel-ark og al den slags sjov.

JEG ELSKER DEN skandinaviske velfærdsstat og den måde, lighed betyder mere end prestige i det danske samfund. Man føler sig meget velkommen som studerende. Jeg er i gang med at blive gift. Min fremtidige kone er fra Mexico, men bor i Norge. Vi har endnu ikke bestemt os for, hvor i Skandinavien vi vil bo.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af…

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MORTEN OLESEN
51 år, førtidspensionist, Holbæk Station

JEG BOR i Holbæk og er på vej til lægen i Hvalsø, bare til et rutinetjek. Jeg har det godt nok i det store og hele, selv om jeg lider af skizofreni. Men så længe jeg tager min medicin, er det ikke noget, jeg mærker noget til. Jeg har arbejdet som pedelmedhjælper, men i 2001 blev jeg førtidspensioneret. 

JEG ELSKER at rode med kameraer. Jeg har blandt andet et Leica, et Nikon, et Pentax og et Hasselblad. Jeg skyder ikke digitalt, kun på film. Ellers får jeg tiden til at gå med at høre musik og læse. Jeg elsker meget forskellig musik, fra Gasolin over Bob Dylan til Metallica. 

LIGE NU LÆSER jeg en bog af Lars Ulrichs far, Torben Ulrich, ’Boldens øjne, værens ben’. Ud over at være kunstner og forfatter er han tidligere professionel tennisspiller, og bogen består af tekster, han har skrevet gennem 40 år. Han tænker meget over tingene.   

__________________________________

OO OO AUNG
31 år, studerende, Kalundborg Station

JEG ER VED at tage 9. klasse på VUC i Holbæk, men blev nødt til at gå tidligt i dag, fordi min datter er syg med feber. Nu er jeg på vej for at hente hende i vuggestuen. Jeg flygtede fra Myanmar med min familie for 10 år siden. Først til Malaysia, så til Danmark. 

JEG GJORDE RENT på en skole, indtil jeg fik lyst til at uddanne mig og få et bedre job. Jeg kunne tænke mig at arbejde på et hospital eller i et laboratorium, for eksempel hos Novo Nordisk. Men jeg har stadig langt igen med min uddannelse. Min mand og jeg mødte hinanden i Malaysia. Han kom til USA, inden han fik opholdstilladelse i Danmark. Vi har to piger på et og tre år. Han arbejder som lærling i et restaurantkøkken. Han er god til at lave dansk mad, og jeg har lært ham at lave nogle burmesiske retter. 

MIN LIVRET ER en fiskesuppe med løg og en særlig banan, man ikke normalt kan få i Danmark, men som det er lykkedes mig at bestille hjem. Der er mange søde mennesker i min klasse, men min bedste ven er min mor. Jeg plejede at besøge hende ofte, men med to børn har jeg sværere ved at finde tid til det.

__________________________________

ANNE SKOV OLDRUP
56 år, sygeplejerske, Holbæk Station

JEG HAR ARBEJDET som sygeplejerske i 30 år efterhånden. De sidste 17 år på en privat hudklinik i Holbæk, hvor jeg bor. Det er rolige arbejdsforhold, der er altid styr på alting, og jeg får lejlighed til at møde alle slags mennesker, uden at det er så tungt sygdomsmæssigt, som det kan være på et hospital. Her vil jeg gerne blive. 

NU ER JEG på vej til København for at hente min datter i Valby. Så tager vi sammen til Nørrebro, hvor min søster holder afskedsmiddag for min nevø, der studerer til elektronik­ingeniør og skal et år til Melbourne i Australien på udveksling. 

JEG KAN NÆSTEN ikke bære, at han skal være væk et helt år, selv om han er stor efterhånden. Men jeg har købt ham en ny T-shirt, så han har noget at have på i varmen, og så han har noget, der minder ham om mig. 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af…

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THEIS FAURSCHOU
Erhvervsskole-elev, 22 år

JEG ER FØDT i København og vokset op på Amagerbrogade, men nu bor jeg i Svebølle og går i skole i Kalundborg. Jeg tager en lager- og transportuddannelse, den tager to år. I dag er vi blandt andet blevet undervist i, hvordan man bruger gps og Google Maps til at finde vej. Det var let nok. 

ENGANG DRØMTE jeg om at blive fodboldspiller. Jeg har spillet både højre back og angriber og er en god allroundspiller. Men jeg får ikke spillet så meget mere. Måske skal jeg være terminalleder ligesom min far. Han arbejder for vognmandsfirmaet Frode Laursen i Jyderup. Hans arbejde går ud på at guide de andre vognmænd. 

VI FIK lidt tidligt fri i dag, og jeg er på vej hjem til min studiebolig i Svebølle. Byen er hyggelig nok, men også lige så kedelig som mange af de andre små bondebyer herude. 

JEG HAR Nephew i høretelefonerne, et ældre album, ’DanmarkDenmark’. Jeg tror, jeg tager ned i træningscenteret og bruger eftermiddagen, måske møder jeg nogen, jeg kender. 

__________________________________

KRISTINE KROGH
Livredder, 37 år

JEG ER PÅ VEJ til Roskilde. Jeg cykler de halvanden kilometer fra stationen til Roskilde Badet, hvor jeg arbejder. Jeg leder efter en cykel, der kan stå fast på stationen, men indtil jeg har fundet den, tager jeg cyklen med i toget. 

JEG ER FØDT i Thy, men flyttede til Jyderup sidste år. Min mand arbejdede på Sjælland i forvejen, og familien var kun samlet i weekenderne, så vi besluttede at prøve noget nyt og flyttede herover. Vi har fire børn i alderen to til ni år – de gør det nemt at lære nye mennesker at kende. 

VI BOEDE I Klitmøller, dengang der ikke var nogen, der anede, hvor det var. Nu hvor byen er hypet som et sted, man flytter til, spørger folk, hvorfor vi ikke blev boende. Men vi har det godt her, og jeg er glad for mit arbejde. Der er gode kolleger, og de er ved at bygge ud til et nyt stort svømmebad med vipper, varmtvandsbassin, wellness-område og 50-meterbassin.

__________________________________

AGNES MARIE-LOUISE MCALEER ELKJÆR
Produktionsskole-elev, 18 år

JEG HAR VÆRET hjemme og besøge mine forældre. Min far er læge, og min mor er laborant. De har et lille hobbylandbrug med et par køer. Nu er jeg på vej hjem til Valby, hvor jeg deler en lejlighed med min storebror. 

SIDSTE ÅR droppede jeg ud af gymnasiet. Jeg kedede mig og vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Nu går jeg på produktionsskolen Akademiet For Utæmmet Kreativitets grafiske linje, hvor jeg tegner, maler, laver klistermærker og bruger tegneprogrammet Illustrator. For tiden arbejder jeg på et linoleumstryk: et dødningehoved på en bund af flammer. 

JEG DRØMMER OM at finde et forfatterkursus, når jeg er færdig på skolen. Jeg er allerede i gang med at skrive min selvbiografi. Den begynder, da jeg er 12 år gammel, omkring det tidspunkt, jeg først oplevede psykiske problemer. Jeg har døjet med både depression og psykoser. I dag får jeg medicin, så jeg ikke mærker det. Jeg er tilknyttet OPUS, et behandlingstilbud under hovedstadens psykiatri, hvor jeg kommer en gang om ugen.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af…

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

KIKI ANEMONE KOPPERUP JENSEN
SFO-medhjælper, 19 år, Helsingør Station

JEG BOR I Hellebæk hos mine forældre. I sommer gik jeg ud af gymnasiet, og nu går jeg og sparer sammen til noget vildt. Måske en rejse langt væk. Det kunne være til Mellemamerika eller Asien. Måske Burma.

LIGE NU er jeg på vej på arbejde i SFO’en på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård. Jeg har været der i to uger. Det er super hyggeligt. Jeg kan godt lide mine kolleger, og det er rart at møde børnenes forældre, når de kommer og henter dem. Så bliver de tit hængende og sludrer lidt eller tager et brætspil. 

I AFTEN til København med nogle veninder og min søster, der, for at det ikke skal være løgn, hedder Koko Klokkeblomst. Det er dårligt vejr i dag, men så må vi jo drikke en kop te et sted. Det nytter ikke noget at lade være at hygge sig hele vinterhalvåret, bare fordi det er koldt. Jeg vil helst have en kreativ uddannelse. Jeg kunne tænke mig at lave film. Jeg tager også analoge fotos. Eller måske skulle man designe tøj. Jeg har selv lavet de bukser, jeg har på. Men jeg kan ikke udelukke, at jeg ender med at tage flere sabbatår. Til sidst vil jeg sende en hilsen til alle: Det skal nok gå, det hele, I skal bare være gode mod hinanden.

__________________________________

HODA BOTROS
52 år, Rungsted Station

JEG BOR I Hørsholm sammen med min mand og min søn, der går på Rungsted Gymnasium. Hørsholm er dejlig fredeligt. Min datter er flyttet hjemmefra og læser på Copen­hagen Business School. I dag er jeg på vej til Fisketorvet i København for at mødes med en veninde. Jeg har tænkt mig at shoppe lidt, måske noget tøj eller kosmetik. Bagefter spiser vi nok på en tyrkisk restaurant, som vi godt kan lide.

JEG ER uddannet i engelsk litteratur og arbejdede som oversætter i Irak. Da vi kom til Danmark for 20 år siden, blev jeg anbefalet at videreuddanne mig til lærer, men jeg fik ikke gennemført det. Siden har jeg blandt andet arbejdet i børnehave og som tjener. Jeg har ikke været tilbage i Irak, siden vi flygtede. Jeg kan godt savne det, men min mand og jeg tør ikke. Ud over en tante, jeg indimellem ringer til, har vi ikke noget familie dér. Resten er spredt i Sverige, Østrig og USA. 

JEG TALER mest arabisk og engelsk med mine børn, men for at blive bedre til dansk har jeg gået til dansk fire gange om ugen på VUC. De andre på holdet var mellem 18 og 54 år og kom mange steder fra: Afghanistan, Iran, Irak, Libanon, Congo. Og jeg fik en rigtig god veninde, hun er fra Tanzania.

__________________________________

MIKKEL JENSEN
Ejendomsservice-tekniker-elev, 23 år, Helsingør Station

JEG ER FØDT i Kastrup, hvor jeg stadig bor sammen med min mor. I dag er jeg på vej for at besøge min far, der bor i Gilleleje. Jeg skal hjælpe ham med hans telefon, og så skal vi have noget at spise. Måske går vi på Hay Yi, en kinesisk restaurant i Helsingør. Jeg tager til København igen i aften. Foreløbig har jeg ingen planer. I morgen skal jeg være sammen med en kammerat. Vi tager nok på Monaco, en bodega i Glostrup, og spiller billard.

PÅ MANDAG skal jeg begynde i min læreplads som ejendomsservicetekniker på et plejecenter på Østerbro. Det tager fire år, og jeg har lige afsluttet mit grundforløb på teknisk skole. Det er et spændende fag, som giver en bred viden om håndværk. Jeg ved noget om varmtvandsbeholdere, om lejlighedsvedligeholdelse, om murerarbejde og tømrerarbejde.

MIN FAR ER vvs’er, og det var jeg også ved at uddanne mig til. Men jeg var ikke parat. Jeg har også været i praktik i et supermarked og arbejdet på et lager. Nu er min drøm at færdiggøre det her. Jeg er ikke nervøs, men jeg har da lidt sommerfugle i maven. Men man skal ikke overtænke tingene. Så går det først galt.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af…

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jasper Carlberg

JEANETTE ANASTASIA ELBÆK
Studerende, 19 år, Aarhus Hovedbanegård

JEG ER PÅ VEJ hjem til Billund for at arbejde. I weekenderne spiller jeg musik og underholder børnene i Lalandia i Billund. Det har jeg gjort i to et halvt år nu. Jeg sidder med min guitar på en scene ved torvet i midten af vandlandet, hvor alle restauranterne ligger. Jeg spiller både min egen musik og nogle covers af kendte numre, så der er lidt for alle aldre og enhver smag. 

JEG ER LIGE flyttet til Aarhus, fordi jeg er startet på Aarhus Musikskole. Jeg går på MGK, som er et forberedende grundkursus for musikere, der gerne vil søge ind på musikkonservatoriet. Jeg drømmer om at blive musiker, men jeg er ikke helt sikker på, at konservatoriet er noget for mig, så det bruger jeg grundkurset til at finde ud af. Egentlig kommer jeg fra en lille by, der hedder Grindsted, men jeg plejer at sige Billund, fordi ingen ved, hvor Grindsted ligger. Det er nemmere at forklare på den måde.

DET ER ALTID svært at beskrive sin egen musik. Når jeg spiller selv, er det mest som singer-songwriter, men jeg er også med i et band, hvor vi spiller en blanding af funk og pop. Det hedder Colorblind og består af mig og nogle venner hjemmefra. I bandet synger jeg og spiller guitar, men jeg kan også spille klaver og lidt på trommer.

__________________________________

CHRISTIAN SKORKJÆR POULSEN
Pensionist, 80 år, Vejle Station

JEG ER FØDT helt ude ved Vesterhavet, men jeg er vokset op her i Vejle. Mine forældre flyttede hertil, da jeg var lille. Vi boede på Chr. Winthersvej, som er Danmarks stejleste vej. Om vinteren, når der var sne, stod vi på ski ned ad ­bakken.

SOM VOKSEN er jeg flyttet en del rundt og har arbejdet som folkeskolelærer flere steder, men nu er jeg vendt hjem. Jeg flyttede tilbage til Vejle, fordi jeg fik arbejde på en skole i byen, men også fordi jeg synes, at det er en dejlig by. Den bringer mange gode minder frem.

DET BEDSTE ved Vejle er den hyggelige gågade med mange gode forretninger og masser af liv. Og så er det også dejligt at være tæt på vandet og fjorden, som er virkelig smuk.

JEG HAR EN kæreste, der bor i Struer. Jeg er på vej derop for at holde weekend med hende. Vi bor hver for sig, men skiftes til at besøge hinanden. I denne weekend får vi gæster, og så skal vi også til min families årlige sammenkomst. Det er en fast tradition, hvor vi mødes og tager på udflugt sammen. Der er ikke længere børn i familien, og det kan mærkes på aktiviteterne. I år skal vi blandt andet i Viborg Domkirke, og så skal vi også se en kunstudstilling i byen.

__________________________________

ANNE KATHRINE EJLERSEN
HR-konsulent, 26 år, Fredericia Station

JEG ER PÅ VEJ hjem for at holde forlænget weekend hos min familie. Jeg har en søster, der bor i Aarhus, men hun er ikke hjemme, så mine forældre og jeg låner hendes lejlighed i weekenden. I aften skal jeg ud og spise med dem, og i morgen skal jeg besøge en veninde, der lige har født. 

OPRINDELIG ER JEG fra Viborg, og jeg har læst i Aarhus. De sidste to år har jeg boet i København sammen med min kæreste. Han er også konsulent og har været på arbejde i Fredericia i denne uge. Da jeg alligevel skulle til Aarhus, var det oplagt at besøge ham på vejen, så jeg har overnattet her i Fredericia i går.  

JEG HAR ALTID elsket at tegne. Det har jeg gjort lige så længe, jeg kan huske. Både min mormor og min farmor tegner. Det har vi fået meget tid til at gå med gennem årene. I dag tegner jeg i min fritid. Jeg kan både se min farmors og min mormors streg i mine illustrationer. Det gør mig glad.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet af…

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jasper Carlberg

SUSANNE STORM HANSEN
Sekretær, 54 år

JEG ER PÅ VEJ til Brejning ved Vejle til det årlige seminar for bestyrelsen og kredsformændene i Maskinmestrenes Forening. Det bliver afholdt på Comwell Kellers Park, som ligger med den flotteste udsigt til Vejle Fjord. Jeg sidder normalt på vores hovedkontor, der ligger lige bag Nyhavn i København, men vi har medlemmer i hele landet, og derfor går seminaret på runde mellem de forskellige landsdele.

JEG ER KONTORUDDANNET og har været sekretær i Maskinmesterforeningen i næsten 10 år. Jeg laver mange forskellige ting i mit job, men en af mine arbejdsopgaver er at arrangere møder og seminarer som det i weekenden. Jeg booker hotel, planlægger ankomst og afrejse og alt det andet praktiske. Det er også mig, der sørger for fester og underholdning. I aften har jeg for eksempel booket en tryllekunstner.

I MORGEN skal jeg til fødselsdag hos min storebror, der bor i København. Søndag skal vi ind og se den nye Jussi Adler-Olsen-film, ’Journal 64’, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Vi skal se filmen i Imperial, som er den bedste biograf i København, hvis du spørger mig.

__________________________________

HENRIK LUND
Biolog, 40 år

JEG BOR I Lund, som ligger fem-seks kilometer uden for Horsens. Jeg plejer at sige, at jeg valgte en by, der hedder det samme som mit efternavn, så jeg ikke glemmer, hvor jeg bor.

MIT JOB SOM biolog hos Danmarks Fiskeriforening går ud på at sørge for de bedste betingelser for erhvervsfiskerne. Hvis der for eksempel bliver bygget en vindmøllepark i havet.Det er mit arbejde at sørge for, at den ikke bliver placeret lige oven i de områder, hvor der er allerflest fisk.

I MIN FRITID er jeg selv lystfisker. Jeg har lige været i Skagen med min egen jolle, fordi den blåfinnede tun er kommet tilbage til de danske farvande. Det er verdens største tunart, der kan blive op til tre meter lang og veje over 500 kilo. Der er to forskellige bestande i verden, der gyder i Den Mexicanske Golf og i Middelhavet. For at finde ud af, hvor de kommer fra, har jeg netop været oppe og hjælpe nogle forskere fra DTU med at sætte satellit-mærker på dem. Efter et år ryger mærket af og sender et signal, som gør det muligt for os at spore, hvor tunen kommer fra.

DA JEG STUDEREDE, plejede jeg at være ude og fiske cirka 100 dage om året. I dag, hvor jeg også har fire børn at tage mig af, bliver det nok ikke til mere end 20.

__________________________________

PHILIP JENSEN
Studerende, 18 år

JEG KOMMER FRA Silkeborg, hvor jeg har boet hele mit liv. Jeg har spillet håndbold på højt plan i mange år, både i Silkeborg-Voel og Ry, hvor jeg spillede i 1. division. Desværre blev jeg nødt til at stoppe, fordi jeg blev ved med at få skader i anklerne, håndleddet og ryggen. Det er ret træls ikke at kunne spille længere, men i det mindste kan jeg stadig gå til fitness.

JEG BOR STADIG hjemme hos mine forældre, men jeg regner med at flytte hjemmefra inden så længe. Min kæreste og jeg har skrevet os op til nogle lejligheder i Fredericia, og nu går vi bare og venter på, at vi får tilbudt et sted. Min kæreste er fra Fyn, så vi har aftalt, at vi mødes på midten. 

I DAG SKAL JEG hjem til min kæreste, der bor i Middelfart. I morgen har jeg lovet at passe hendes søsters to børn på tre og fem år, mens de to søskende er til YouTube-awardshowet Guldtuben i København. Det er første gang, jeg skal passe dem, men jeg regner med, at jeg bare kan sætte en god film på og give dem noget slik. Så skal det nok gå.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På sporet

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Jasper Carlberg

PATRICK LUNDORFF
Programmør, 23 år

JEG HAR ALTID min blok på mig, for jeg kan godt lide at skrive poesi. Man kan beskrive så meget med få ord. En oplevelse, en stemning, noget, man ser på sin vej. Når jeg selv læser, er det mest længere tekster. Min yndlingsbog er ’Eragon’.  Jeg har læst den 24 gange.

JEG ER PÅ VEJ i lufthavnen og videre til England. Jeg skal over og besøge min kæreste. Jeg flytter snart selv til Nottingham, hvor jeg skal læse en bachelor i jura. Jeg er vant til at flytte, for jeg er født i Prag i Tjekkiet, og som lille boede min familie og jeg i Slovakiet, Polen, Italien og Østrig, inden vi kom til Danmark.

JEG IDENTIFICERER mig med bjergene i Slovakiet og Italien og historien, udsynet og kulturen i Wien, men som folk er det danskerne, jeg holder mest af. Det er få steder, du finder så åbne folk. Hvis du har brug for hjælp, er danskerne altid klar til at række en hånd ud.

JEG DRØMMERom et glad og frit liv. Lige nu arbejder jeg som programmør, og det vil jeg gerne blive ved med på hobby-plan. Jeg håber, at juraen og studier i intellektuel ejendomsret kan lære mig, hvordan jeg kan få et frit og selvstændigt liv.

__________________________________

REKAI CAMPBELL
Studerende, 21 år

DET ER ALTID kompliceret, når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra. Jeg plejer at kalde mig afrikansk-australsk. Jeg er født i Zimbabwe af en zimbabwisk far og en sydafrikansk mor. Som barn flyttede vi til Indonesien og senere til Australien, hvor vi boede, inden vi flyttede til Danmark. 

MIN FAR ARBEJDER i en dansk miljø-NGO. For syv år siden flyttede vi til Ringsted, og jeg gik på gymnasiet i Nyborg. Nu læser jeg til bygningskonstruktør i Aarhus, og i fritiden arbejder jeg som grafisk designer. Aarhus er virkelig nice. Der er butikker, barer og klubber, og man kan ofte få en snak med udlændinge, fordi der er mange internationale studerende.  

JEG ER VANT TIL at rykke rundt. Det er en kæmpe gave at få lov at opleve så mange kulturer. Udefra kan Danmark være meget rigidt. Alt er organiseret og planlagt, og folk her går meget op i, om bussen kommer bare få minutter for sent. Hvis den var forsinket i Australien, var det bare sådan, det var. 

JEG ER PÅ VEJ til min søsters dimission i Nyborg. Jeg kan savne vejret i Australien og dyrene i Zimbabwe, men jeg har ingen planer om at flytte fra Danmark foreløbig. Jeg kan virkelig godt lide ­viben her.

__________________________________

TRINE PEDERSEN
Lærer, 48 år

JEG HAR LIGE fået udskiftet mine krykker på hospitalet i Svendborg, og nu er jeg på vej hjem til Kværndrup. Jeg er født og opvokset her, og jeg kan virkelig godt lide området. Folk er laid back, og man er altid tæt på vandet.

I 1981 BRÆKKEDE  jeg mit ben i en bilulykke, og i 1990 brækkede det igen. Det voksede dårligt sammen, og i flere år havde jeg dårlig bevægelighed. Sidste år besluttede jeg mig for at blive opereret. Lægerne troede, de kunne fjerne et knoglestykke, så mit ben kunne blive bedre. Operationen gik fint, og bagefter skulle jeg have gået på krykker i 14 dage. Nu har jeg haft dem i over et halvt år. Arvævet har gjort mit ben stift.

JEG HAR ALTID bevæget mig meget og dyrket sport. I det sidste halve år har jeg været sygemeldt fra mit job på en heldagsskole, og jeg kan ikke køre bil eller hente ungerne. Vi skulle have været en måned af sted til Australien til efteråret. Men der er ikke noget ved at gå rundt i bushen og bjergene med krykker. Nu har vi aflyst turen.

DE SENESTE MÅNEDER har virkelig trukket tænder ud, men jeg nægter at gå helt i sort. Hvis dagen er dårlig, går jeg op og træner. Så har man det altid bedre, når man kommer hjem.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/