Indlæg

Blod, sved og tårer

Dine kropsvæsker kan fortælle, hvordan dit liv bliver, og kunstig intelligens forstår dig bedre end dig selv. Eksistensen kortlægges helt ud i krogene, og mens videnskaben jubler, advarer andre om overvågningssamfund og kinesiske tilstande. Ud & Se undersøger, om fremtiden er en datadrøm eller et hverdagsmareridt, og om vi har noget særligt at frygte herhjemme, hvor 10 små offentlige cifre følger os fra vugge til grav.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Simon Væth

THOMAS HELMIG OG Renée Toft Simonsen troede måske, at det var en privatsag. Sønnen Hugo Helmigs død i november. For hvis ikke døden er en privatsag, hvad er så egentlig?

Men selv om medierne da også ventede med at bringe nyheden om Hugo Helmigs død, til familien ni dage senere var klar til selv at fortælle om den på de sociale medier, var der en undtagelse.

Frihedens Stemme, som Rasmus Paludan er ansvarshavende chefredaktør for, skrev historien efter fire dage. 

”Hugo Helmig er død,” hed den kortfattede overskrift på artiklen. Her blev stifteren af partiet Stram Kurs citeret for, at den 24-årige musiker, som havde fortalt om sin kamp med angst og misbrug og kort forinden havde været ved at tage sit eget liv, forhåbentlig nu var et bedre sted: 

”Ligesom jeg selv oplevede han de nådesløse konsekvenser af at være i offentlighedens søgelys.” 

Der havde floreret rygter på internettet om dødsfaldet, og da det med Rasmus Paludans ord er ”pressens pligt at efterprøve påstande og rygter”, slog Frihedens Stemme Hugo Helmig op i Folkeregistret på Københavns Kommunes hjemmeside. For at gøre dette behøvede mediet blot at kende hans fødselsdato, som var offentligt kendt, og så ellers betale de krævede 75 kroner for forespørgslen.

”Personen er afgået ved døden 23.11.2022,” lød resultatet et øjeblik senere.

”Hvis man gerne vil vide, om folk er døde eller ej, er det den hurtigste, enkleste og mest sikre måde at få afklaret dette spørgsmål,” fortæller Rasmus Paludan i telefonen til Ud & Se.

”Hans pårørende og andre, som kender ham, kunne jo tage fejl. Men det gør Folkeregistret ikke. Det tager ikke fejl.”

TAL LYVER IKKE

Siden 1968 har Danmark haft et register over alle, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig. Alle kan logge sig ind på folkeregistrene og erhverve sig viden om navn, adresse, om en person er rejst til udlandet, er myndig eller død, medmindre vedkommende har registreret navne- og adressebeskyttelse.

FOLKEREGISTRET ER DOG langtfra det eneste offentlige register, hvor der ligger ’private’ data om dig – og data, som både offentlige myndigheder og andre har adgang til. Og vel at mærke uden at vi nødvendigvis ved dette. 

De offentlige myndigheder ligger inde med data om vores økonomi, sociale baggrund og adfærd samt ikke mindst sundhed. Det er oplysninger om alt lige fra aborter til psykiatriske lidelser og årsagen til vores død. Ja, har du været på session, kender de din IQ fra den obligatoriske intelligenstest. 

I århundreder har offentlige myndigheder skrevet det hele ned og gemt det, og i dag er oplysningerne koblet sammen af CPR-nummeret, de unikke 10 cifre, som alle i det danske folkeregister er blevet tildelt siden 1968.

Hvilket rejser spørgsmålet om ikke bare, hvad der ligger af oplysninger om den enkelte i de offentlige registre, men også om, hvem der – som i tilfældet med Hugo Helmig – kan få adgang til dem og til hvilket formål. Ikke mindst i fremtiden.

”NÅR DATA EKSISTERER, opstår der et pres for at anvende dem til alle mulige formål. Det advarede jeg om allerede for otte år siden i Dagens Medicin. Jeg kan finde artiklen, den står lige heromme,” siger Thomas Ploug, der er professor i dataetik ved Aalborg Universitet. 

Han vender sig halvt om i stolen og peger på bogreolen bag sig på kontoret. 

I 2015, da Thomas Ploug blev interviewet til Dagens Medicin, var han formand for en arbejdsgruppe under Etisk Råd, der så på brugen af de mange sundhedsoplysninger, der ligger i de offentlige registre – og på borgernes samtykke til brugen af disse. 

Eller mangel på samme. 

Dengang var personlig medicin, altså det at tilpasse behandlingen til den enkelte patient ved hjælp af viden om deres gener, det nye buzzword. Og Thomas Ploug advarede om, at det næste logiske skridt kunne blive at bruge denne viden til også at hjælpe samfundsøkonomien. Giver det for eksempel mening at bruge millioner af kroner på en længevarende uddannelse, hvis en gentest fra fødslen afslører, at et barn lider af den arvelige Huntingtons sygdom og altså vil dø, inden det fylder 40 år? Hvorfor ikke bruge pengene på den, som er født med en høj IQ – og kernesund?

Thomas Ploug forudså, at sådan en tankegang, der gør det muligt at sortere i mennesker, ville komme til at spille en langt større rolle i fremtiden – og han er ikke blevet mere optimistisk med årene, tværtimod. 

”Problemet er, at vi Danmark i årtier har haft en utrolig liberal databeskyttelseskultur. Der er nogle forskere og medicinalvirksomheder, som kigger på Danmark og siger: ’Det er et dataparadis.’ Og så er der andre, der kigger på Danmark og siger: ’Det er en bananrepublik.’ Den nuværende overvågning af borgerne i form af deres data er jo det, man drømte om i DDR,” siger professoren, der mener, at kulturen bliver svær at ændre, netop fordi den har været meget liberal i lang tid. 

”Det er altid vanskeligt at tage privilegier fra folk – og i dette tilfælde forskerne og offentlige myndigheder,” siger professoren.

FRA HANS VINDUER på anden sal er der udsigt over Københavns Sydhavn. Aalborg Universitet overtog i 2012 kontorbygningen fra det finske mobiltelefonselskab Nokia, og de 42.500 kvadratmeter er en påmindelse om, at ingen kan forudsige fremtiden. I starten og midten af 00’erne havde Nokia over halvdelen af markedet for mobiltelefoner, og selskabet var Finland og omvendt. 

”Hvis de kan i Finland, kan vi også,” lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2005, hvor han ustandseligt talte om finske patenter, finsk konkurrencedygtighed og Finland som verdensøkonomi. Indtil de ikke længere kunne.

Nokia forudså ikke, at fremtiden var smartphones. I dag er det svært at forestille sig en verden uden, og vores ivrige brug af dem fodrer internettet med stadig flere data om os, brugerne. Data af stadig flere typer. Og data, som bliver gjort relevante på helt nye og uforudsigelige måder af kunstig intelligens.

Maskinerne oplærer sig selv ved at opdage mønstre og sammenhænge i dataene, og data, som ingen førhen kunne se nogen mening i, finder pludselig uventede anvendelsesmuligheder. 

I USA har forskere for eksempel udviklet en maskine, som ved hjælp af kunstig intelligens, ud fra din måde at tale på, kan forudsige risikoen for at udvikle en psykose. Maskinen opfanger talemønstre, som selv ikke psykiatere ville lægge mærke til. 

”At forsøge at høre disse sproglige nuancer svarer til at forsøge at se mikroskopiske bakterier med det blotte øje,” har en af forskerne, Neguine Rezaii fra Harvard Medical School, forklaret. 

I 2014 PUBLICEREDE det kinesiske statsråd dokumentet ’Planlægning for konstruktion af et socialt kreditsystem’. Her kan man læse, hvordan det sociale kreditsystem skal være med til at skabe et ”harmonisk samfund” med ”social stabilitet”, befolket af ”oprigtige mennesker”. Blandt eksemplerne på sådanne handlinger, der kan svække den enkeltes sociale kreditværdighed, er overtrædelse af færdselsloven, rygning på røgfri arealer eller overdrevet gaming – og prisen kan være lavere internethastighed, forbud mod at flyve eller tage en togrejse på 1. klasse. 

Under interviewet understreger Thomas Ploug flere gange, at der er tale om en balancegang, og at han selvfølgelig godt forstår – og er enig i – behovet for at indsamle oplysninger og bruge dem til for eksempel at udvikle personlig medicin. Der er brug for at anerkende begge sider i debatten og finde fornuftige løsninger, mener professoren.

Men han fastholder, at presset for at samle og bruge oplysninger om statsborgere til stadig flere formål i sidste ende risikerer at føre til den sociale kontrol, som George Orwell allerede i 1949 beskrev i fremtidsromanen ’1984’, og som kan være ved at blive til virkelighed i Kina i dag.

”Der er mange, som forsker i data, der har svært ved at se, at det, at de undersøger, hvor mange der for eksempel kører over for rødt i et kryds her i Sydhavnen, skulle have noget at gøre med social kredit i Kina. Hvad taler du om? Men det er også en uvilje – eller villet blindhed – mod at se, at der er et større perspektiv, og at den danske stat har samlet enorme mængder data om borgerne.”

I SUNDHEDENS TJENESTE

Sundhedsdata samles i sundhedsregistre, der handler om alt fra sygdomme og behandlinger til økonomi og ansatte i sundhedsvæsenet. Der anslås at være 165 nationale sundhedsregistre, og dem har Sundhedsdatastyrelsen ansvaret for. Styrelsens indsamling af data er bestemt ved lov – enten i sundhedsloven eller andre love og bekendtgørelser. Her står der, hvad formålet med indsamlingen er, og om data kun må bruges til forskning og statistik, eller om de kan bruges til administrative formål, for eksempel til din behandling. Der står også, hvor mange oplysninger det er nødvendigt at indsamle, og hvor længe oplysningerne må gemmes.

I DAG HAR næsten alle danskere prøver af blod, urin eller dna liggende i Danmarks Nationale Biobank, som på sin hjemmeside reklamerer med at være en af verdens største og mest avancerede af sin slags. Mere præcist ligger der 14 millioner biologiske prøver i fryserne på Amager, hvoraf alene de såkaldte hælprøver udgør 2,5 millioner.

Siden 1982 er alle nyfødte blevet tilbudt en blodprøve fra hælen, der kan afsløre i alt 19 sjældne medfødte sygdomme, som alle kan behandles – blandt andet en række hormon- og stofskiftesygdomme.

”Det unikke er, at vi herhjemme har det hele samlet i ét register, CPR-registret, som er nøglen til danske data,” fortæller Biobankens direktør, Anne-Marie Vangsted, med henvisning til, at det gør danskerne til én stor undersøgt befolkningsgruppe. Det, som statistikere kalder en kohorte. 

”Hvis vi går til andre lande, har de også kohorter, men de har ikke hele befolkningen samlet i ét register.” 

Biobanken, som blev oprettet i 2012, er en fysisk bank, et nationalt register og et koordinerende center, der skal skabe én fælles indgang til alle biologiske prøver og én fælles udgang, hvor forskere og sundhedspersonale kan søge om – og få adgang til – oplysningerne. Med andre ord behøver forskere kun at lede ét sted, når de vil læse op på vores sundhedshistorie. I 2020 viste en opgørelse, at Biobanken på det tidspunkt havde udleveret 533.517 biologiske prøver til 203 forskningsprojekter, og at 22 procent af alle publikationer af danske forskere med biologisk materiale stammede herfra. 

For at forskerne kan få adgang til prøver, skal forskningsprojektet have ”væsentlig samfundsmæssig betydning”, og de skal arbejde ved en dansk offentlig eller alment velgørende forskningsinstitution, men det kan ske i samarbejde med private – og udenlandske – medicinalselskaber og forskere. Derudover kræves en godkendelse fra Datatilsynet, National Videnskabsetisk Komité og Biobankens eget indstillingsudvalg.

Biobanken er en del af Statens Serum Institut, og direktør Anne-Marie Vangsted har kontor i den hvide patricier­ejendom på Amager Boulevard i København, hvor Seruminstituttet oprindelig havde til huse, inden det rykkede ind i Artillerivejens Kasernes gamle bygninger tæt på. På et fladskærmsfjernsyn på kontorets væg viser Anne-Marie Vangsted en slide med overskriften ’Biobankens forskningspotentiale’ og giver et eksempel:

”Ved at kombinere CPR-nummeret og biologiske prøver kan vi forske i hele livsforløbet,” siger Anne-Marie Vangsted og nævner, at dette for eksempel har betydning for danskere med højt kolesteroltal, som to millioner af os lever med, og som ofte skyldes en kombination af arvelige faktorer, fed kost og for lidt motion. 

”Når vi ved det, kan vi prøve at forebygge sygdommen ved at starte behandlingen, før en person faktisk bliver syg,” forklarer Anne-Marie Vangsted. 

”Og så kan vi bagefter se i registrene, om de, som får behandlingen, også lever længere end dem, som ikke har fået den.”

MULIGHEDEN FOR AT kombinere store mængder persondata med biologisk materiale er ikke bare med til at hjælpe danskere med for højt kolesteroltal. Det gør Danmark og Biobanken attraktiv for både den danske og internationale medicinalbranche.

”Samarbejdet mellem life science-industrien og det danske sundhedsvæsen bidrager til, at vi får skabt et endnu stærkere velfærdssamfund i Danmark med bedre patientbehandling,” hedder det på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside – og både Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden var med til at betale en del af de i alt 179 millioner kroner, som det kostede at etablere Biobanken. 

Nogle mener dog, at håndtrykket mellem forskningen og de økonomiske interesser er potentielt usundt.

”Der er ekstremt fri adgang til danske sundhedsdata, og det bliver brugt meget aggressivt i forsøget på at tiltrække medicinalselskaber til landet,” siger Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der blev stiftet i 2002.

”Jeg har kaldt det ’borger til salg’. Det lyder selvfølgelig populistisk, men det er reelt det, som man gør. Man sælger borgerne som en slags forsøgspersoner til medicinalindustrien,” siger Jesper Lund over telefonen. Han har sendt et link til Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor spørgsmålet til interesserede selskaber lyder: 

”Ready to take a deep dive into Danish health data?”

Jesper Lund forstår godt, hvis forskere er begejstrede for de registerbaserede undersøgelser og deres muligheder for at sammenkøre et væld af relevante oplysninger. Og indtil nu er det kun blevet anvendt til gode formål, fremhæver han:

”Men jeg tror bare ikke, at det bliver ved med at gå, for der er både et øget fokus på dette og en øget risiko, for oplysningerne i baserne kan lække eller blive brugt til andre formål.

PÅ SIT KONTOR på Amager Boulevard understreger direktør Anne-Marie Vangsted flere gange, at Biobanken passer godt på oplysningerne. Ligesom hun understreger, at hun og hendes medarbejdere ikke gemmer data for at tage noget fra borgerne, men for at hjælpe samfundet:

”Hvis vi ikke har viden, kan vi ikke udvikle nye behandlingsformer og diagnostiske metoder. Når vi har en prøve liggende, er det ikke mig som individ, der har betydning. Det er den store mængde af data, som – når denne sammenstilles – kan give nogle svar og muligheder for at udvikle nye behandlinger. Det har ikke noget at gøre med, at man kommer og siger, at det er lige det og det individ, som vi gerne vil vide noget om. Det vil aldrig kunne tillades.” 

En undtagelse er politiet.

Biobankens oplysninger må ikke bruges til for eksempel at identificere gerningsmænd til forbrydelser. Men politiet har flere gange – med en dommerkendelse – fået adgang til biologiske oplysninger for at kunne identificere ofrene for forbrydelser eller ulykker. 

I 2000 fastslog hælprøverne, at to blodpletter i Marianne Pedersens bungalow i Rødovre stammede fra sønnerne Dennis og Brian, som Peter Lundin var mistænkt for at have dræbt. Og i Landspatientregisteret kunne politiet læse, at Marianne Pedersen på et tidspunkt havde undergået en underlivsundersøgelse. Da vævet fra sådanne prøver gemmes rutinemæssigt, lykkedes det derfor også at identificere hendes dna. Men man har aldrig fundet frem til de myrdedes jordiske rester.

MAN BLIVER IKKE SPURGT, inden Biobanken udleverer ens biologiske prøver til forskning. Til gengæld har alle mulighed for at bede om, at de bliver destrueret. Eller de kan kontakte Vævsanvendelsesregisteret. Dette register ligger inde med oplysninger om, hvilke borgere der har valgt, at deres oplysninger udelukkende må bruges til egen behandling eller til formål, der er relateret til denne. 

Sidste år havde Biobanken dog kun 102 såkaldte destruktionssager, hvilket kan skyldes, at de færreste måske ved, at prøverne bliver opbevaret. Hvis de har deltaget i et forskningsprojekt eller klinisk studie som hælprøverne, vil de ganske vist have underskrevet et såkaldt informeret samtykke. Men hvis der blot er tale om såkaldt restmateriale fra undersøgelser, som når du får taget en blodprøve hos lægen eller på hospitalet, kan dette ende i Biobanken. 

Anne-Marie Vangsted erkender, at nogle ikke læser det, som står med småt, eller blot bladrer om på sidste side og skriver under, som det netop skete med de såkaldte PCR-test under corona-epidemien. Disse endte til manges overraskelse i Biobanken.

”Det er der sikkert,” siger Anne-Marie Vangsted. 

”Men ligesom man bare klikker på ’jeg accepterer’ i bunden af en hjemmeside, ved man i det mindste, at man selv er ansvarlig for, at man ikke er fuldstændig oplyst.”

SYSTEMTÆNKNING

Kunstig intelligens er computerprogrammer og maskiner, som efterligner et eller flere aspekter af den menneskelige intelligens. Det gælder evnen til abstrakt tænkning, analyse, problemløsning, mønstergenkendelse, sprogbeherskelse og -forståelse, fornuftig handling og lignende. For eksempel computerprogrammer, der spiller skak, planlægger ruter eller laver talegenkendelse. Kunstig intelligens er også betegnelsen for et tværfagligt forskningsfelt, hvor man dels udforsker systemer, der kan udvise intelligent adfærd, dels konstruerer disse syntetisk i det omfang, det er muligt, ved udvikling af nye typer programmer og bearbejdning af viden.

DET OFFENTLIGE REGISTER, som ved allermest om de registrerede, er Nationalt Genom Center. Som navnet siger, ligger centret inde med oplysninger om de registreredes genom eller genetiske oplysninger, og IT-Politisk Forening har kaldt det ”et absolut højrisikoprojekt for det danske samfund”.

Nationalt Genom Center har ligesom Biobanken til huse på det indhegnede tidligere kaserneområde på Artillerivej. Men her er sikkerheden yderligere skærpet. Ved indgangen skal centrets kommunikationsmedarbejder bruge sit adgangskort to gange, for at vi kan komme igennem slusen til bygning 208. En gang for hende selv og en gang for journalisten. 

Samme morgen har CNN bragt nyheden om, at Storbritannien begynder at helgenom-sekventere – eller kortlægge – generne i 100.000 nyfødte børn, hvilket bliver det største studie af sin slags. Børnene bliver undersøgt for 200 sygdomme, som det er muligt at behandle, og undersøgelsen erstatter hælprøverne, der dækker færre sygdomme og hverken er lige så hurtige eller sikre. 

”Vi samarbejder med briterne og andre store nationale initiativer, og de har været en inspiration fra starten her i Danmark,” fortæller Nationalt Genom Centers administrerende direktør Bettina Lundgren.

”De startede bare 10 år før os.”

HERHJEMME OPRETTEDE MAN Nationalt Genom Center i 2019 med det formål netop at tilbyde helgenom-sekventering til patienter. Helgenom-sekventering er en kortlægning af alle dine gener, også kaldet dit genom. Viden om patientens genom er centralt inden for personlig medicin og kan – i kombination med andre relevante sundhedsdata – anvendes til udredning, diagnostik og behandling af sygdomme. Helgenom-sekventering tilbydes nu til 17 patientgrupper på tværs af landets fem regioner, og der ligger i skrivende stund 12.597 genomer i centrets database.

Ifølge Bettina Lundgren er ambitionen dog ikke, at vi en dag alle sammen skal få foretaget en helgenom-sekventering og have vores genom opbevaret i Nationalt Genom Center.

”Det er stadig en relativt dyr analyse, og hvis jeg kigger i krystalkuglen, er jeg ikke sikker på, at det er det, vi gør. Måske er det noget helt andet, som vi ikke kender i dag, som man får taget,” siger direktøren. Hun fortsætter:

”Man skal også huske på, at det ikke er alt, som generne er årsagen til. Mange tror, at fordi de får tilbudt en test, så får de også et svar. Ja, de får et svar. Men nogle af svarene kan også være negative. Altså at årsagen til, at du er syg, ikke skal findes i dine gener.”

RASKE PENGE 

Den såkaldte life science-industri, der laver medicin, lægemidler og bioteknologiske præparater, satte i 2022 rekord med en eksport for 175 milliarder kroner. En stigning på 23 milliarder kroner eller 15 procent i forhold til året forinden. Dermed udgør kategorien den største eksportgruppe i Danmark, og den siddende SVM-regering skriver i sit regeringsgrundlag ’Ansvar for Danmark’, at det er en udvikling, man vil støtte.

PÅ BORGERENS SIDE 

I dag arbejder danske projekter som CitizenKey og Data for Good Foundation på at skabe tekniske løsninger, hvor borgerne i højere grad skal give samtykke til, at deres oplysninger kan deles. Og hvis oplysningerne deles, at borgerne så kan være sikre på ikke at  blive genkendt. Eller risikere at få deres oplysninger kørt sammen med andre databaser med det resultat, at der skabes nye data, som kan misbruges mod den enkelte i samme proces.

I ’NO TIME TO DIE’, den seneste James Bond-film, er plottet, at skurken Lyutsifer Safin stjæler et hemmeligt biologisk våben fra den britiske efterretningstjeneste, et slags virus. Men i stedet for i første omgang at slå de smittede ihjel eller gøre dem syge spredes virusset, indtil det når sit mål – efter at være blevet programmeret til at gå efter en genetisk markør i en bestemt person eller gruppe mennesker. 

”Hvilket er det, som nogle er bange for,” siger Bettina Lundgren om filmens fremtidsscenarie og nævner, at hun lige har set TV 2’s kriminalserie ’DNA’, hvor Anders W. Berthelsens efterforsker, Rolf Larsen, opdager en systemfejl i Det Centrale Dna-profilregister hos Rigspolitiet.

Så vidt vides er der endnu ikke blevet udviklet biologiske våben rettet mod særlige genetiske markører. Men den amerikanske fremtidsforsker Alvin Toffler forudså for et kvart århundrede siden den dag, hvor videnskabsfolk udvikler sådanne patogener, der vil kunne ramme bestemte racer eller etniske grupper.

Bettina Lundgren fortæller, at Nationalt Genom Center for at øge sikkerheden netop ikke selv ligger inde med de enkeltes CPR-numre.

”Det er svært at tilgå data i Nationalt Genom Center, for ikke at sige umuligt. Det var også forudsætningen for eta­bleringen af centeret. Det skulle være så sikkert som overhovedet muligt. Men der er jo ikke noget i verden, som er fuldstændig sikkert. Selv om det teknisk set er sikkert, vil der altid være et menneskeligt element. ”

EFTER AT FRIHEDENS Stemme havde offentliggjort Hugo Helmigs død uden at søge forældrenes samtykke, klagede Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen til Pressenævnet. De mente, at artiklen krænkede privatlivets fred, idet de ikke ønskede, at dødsfaldet blev offentliggjort, før begravelsen havde fundet sted. 

Selv om Pressenævnet mener, at oplysningen om Hugo Helmigs dødsfald ”som udgangspunkt” hører under privatlivets fred, er konklusionen alligevel, at informations- og ytringsfriheden i den konkrete sag vejer tungest. 

”Nævnet har lagt vægt på, at den gengivne oplysning om [sønnens] dødsfald stammer fra en offentlig myndighed,” hedder det blandt andet i frikendelsen af mediet. 

Thomas Ploug mener, at sagen illustrerer dilemmaet med de mange offentlige registre med oplysninger om os alle sammen. 

”Der var ikke noget retsligt grundlag for at kunne beskytte sig selv. Der var ikke noget at komme efter. Men det er der jo alligevel, fordi familien ville have været glade for at have denne kontrol,” siger professoren i dataetik:

”Det er et eksempel på, at man i nogle situationer gerne vil have kontrol med sine data for på forskellige måder at kunne beskytte sig selv. Og så er det et eksempel, der kan være med til at skabe mistillid. Dem, der læser denne historie, vil jo tænke: ’Hvorfor har de ikke ret til at beskytte sig? Og har jeg heller ikke den ret? Kan jeg have tillid til, at de offentlige myndigheder beskytter mig?’”

/

Lige i øjet

Landskabet er fuldt af kunst skabt med blik for den danske natur. Gå med i fugleperspektiv, og nyd en håndfuld af de smukkeste, sjoveste og ældste værker, vi har derude.
Tekst:Frode Birk NielsenFoto:Carsten Ingemann

Den ­Uendelige Bro blev skabt til ARoS-eventet Sculpture by the Sea i 2015 af arkitekterne Johan Gjøde og Niels Povlsgaard. Siden blev kunstværket pillet ned, men efter ønske fra offentligheden bragte Aarhus Byråd det tilbage til Varna Strand, hvor du kan gå i ring og hoppe i vandet.

Gå en tur i De Geometriske Haver i Herning, tegnet af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen og realiseret i avnbøg efter hans død. Haverne er en del af museumsområdet Birk Centerpark, hvor du blandt andet kan besøge HEART og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Jættestuen Klekkendehøj mellem Tostenæs og Røddinge på Møns vestlige side blev anlagt for cirka 5.200 år siden. Der er fundet spor af plov under den, der vidner om, at jorden også dengang blev dyrket.

I Aabybro nord for Aalborg ligger Nordstjernen, et infrastrukturelt land art-værk udtænkt af billedhugger Kurt Tegtmeier og realiseret i 2004. Ud over den gennemskårne rødbrune skulptur består værket af omtrent 40 små bakker modelleret i muldjord og beklædt med græs – alle med en højde på to meter og en diameter på 12 meter.

Der passerer dagligt flere end 10.000 mennesker gennem rundkørslen Nordstjernen. Skulpturen i kunstværket er skabt i cortén-stål.

Billederne på disse sider stammer fra bogen ’Landskabskunst i Danmark’ af Frode Birk Nielsen, der beskriver 30 steder i det danske landskab. Ude på Muusmann Forlag.

/

En plads i solen

Når skyerne trækker sammen over eksistensen, og det regner indeni, kan alle længes efter et sted, hvor vejret er bedre, livet lettere, og pengene rækker til mere. I Sydspanien har en gruppe danskere set lyset og forladt hjemlige himmelstrøg til fordel for drømmen om et lille stykke paradis.
Tekst:Amalie HaunFoto:Mathias Eis

PALMERNE SVAJER BLIDT i vinden på strandpromenaden i Fuengirola. Til den ene side står beton­hoteller i hvid, fersken og pastelgul sirligt side om side og rejser sig mod himlen. Til den anden side ligger solslikkende gæster i strandstole med ansigterne vendt mod solen, imens Alboran-havet danner hvidt skum på bølgerne.

44-årige Martin Holm sidder i en sofa på en overdækket terrasse med tivolifarvede lyskæder i træbjælkerne. Han har en neongul lighter i sine kraftige hænder. Han triller den mellem sine fingre. Vender den rundt et par gange. Lægger lighteren over i højre hånd. Tilbage i den venstre. Og så fremdeles. En gang imellem trykker han på lighteren for at tænde en af sine røde West-cigaretter.

”Jeg har taget en beslutning om, at det skal være et nyt liv hernede,” siger han.

Hans store, blå øjne lyser op, når han taler om sin nye hverdag på Solkysten. 

”Jeg er startet på en frisk. Kommet ud af det lorteliv. Med alle de stoffer. Alt det pis,” siger Martin.

Tilbage i august 2020 pakkede han sin gamle Mitsubishi, og sammen med en kammerat kørte han fra Silkeborg af sted mod Spanien. Martin og kammeraten ville give livet i Spanien et skud.

Få dage inden Mette Frederiksen 11. marts samme år lukkede Danmark ned på grund af corona-pandemien, var Martin netop kommet hjem til Silkeborg. Han havde været på en tre-ugers rejse til Alicante ved den nordligere del af Spaniens sydkyst og havde oplevet en forandring i sig selv. Kroppen var anderledes. Hovedet var anderledes. Bedre.

Så måske det var værd at flytte til Spanien for at se, om den følelse kunne vare ved, tænkte han.

Der var alligevel ikke så meget at miste.

I Danmark, når livet var allerværst, manglede Martin sommetider mad i sit køleskab, fordi han ikke kunne gå ud. Blev han alligevel nødsaget til at handle, skulle det helst ske om aftenen, lige inden lukketid, for at undgå for mange mennesker. I løbet af 2015 stoppede han i en periode med at tage toget. Bus var bedre. Så kunne han hurtigere stå af, hvis kvælningsfornemmelsen, rystelserne, tørheden i munden og de svedige håndflader blev for meget.

Der faldt en smule ro på, da han fik tilkendt førtidspension i 2016, men livet blev alligevel aldrig helt godt.

Martin mener ikke selv, det ville være muligt for ham at beskrive, hvad han har oplevet, hvis han fortsat boede i Danmark. Men denne lørdag i Fuengirola sidder han helt roligt og fortæller – hvis man ser bort fra lighteren, der har fået sit eget liv i hans hænder. 

Han rejser sig fra sofaen for at gøre klar til sin næsten daglige gåtur med hunden Nala ned til byen. Han leder efter hundeposerne. Nala er egentlig ikke hans hund. Det er heller ikke hans hus. I øjeblikket sover Martin og kæresten Andrea på sofaen hos deres fælles veninde Daniella, mens de venter på, at lejligheden, de skal flytte ind i, bliver ledig.

Martin finder hundeposerne og giver Nala mundkurv på.

”Så er vi klar,” siger han. 

PÅ STRANDPROMENADEN rundt om hjørnet fra Candy World, der sælger sommertøj, børnerygsække med Spiderman og plastiklegetøj, blæser vinden ned i en lille gyde, hvor Step In Bar & Grill ligger.

12 plastborde med Carlsberg-logoer i kanten står placeret ude foran baren. 58-årige Henning Faber sidder ved det bageste bord med tre mænd, der er i gang med en samtale. Han er iført sort vindjakke, T-shirt og lange bukser med lommer på siderne.

Det er Hennings tre døtre, Heidi Sofia, Rikke og Julie, der alle er i tyverne, som ejer grillbaren, der primært sælger hotdogs. Henning og konen Louise har skudt deres opsparing i den. Ideen til at flytte til Spanien startede en aften, da tv-programmet ’Luksusfælden’ kørte hen over skærmen hjemme i Nordsjælland. En enlig mor med to børn boede på Solkysten og kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, hvorfor hun havde bedt programmets to eksperter om hjælp til at få privatøkonomien ind på rette spor. Henning kunne ikke få det til at give mening. Med de priser havde kvinden jo mulighed for at leve 30-40 procent billigere, mente han. Og så ”i varmen”.

Så da Henning Faber fik tilkendt førtidspension i 2018, sagde han: ”Jeg er den, der er smuttet”, og hele familien tog med ham til Costa del Sol.

Hennings drøm var først og fremmest at drive et bed & breakfast for mennesker, der ligesom ham selv har været i krig. Det skulle være et sted, hvor krigsveteraner kunne rejse til for at få ro. Få varme. Få en pause. I nærheden af mennesker, der forstod. Det var selvsamme grund, der fik Henning til at starte en klub for danske veteraner på Solkysten i 2019.

Det lykkedes familien Faber at få stablet et bed & breakfast for krigsveteraner på benene, men da corona-krisen ramte Spanien, blev familien tvunget til at lukke.

Det er derfor, Henning Faber sidder dér foran sine døtres hotdogbar, der åbnede 23. september 2022. Noget skal de jo lave. Henning vil gerne hjælpe sine døtre på vej med at drive forretningen. Give dem noget at leve af, nu da de alle har færdiggjort deres respektive studier. Og så vil han gerne selv have lidt at se til. Få noget bestilt, så tankerne kommer på afstand.

Henning sidder tilbagelænet i en hvid plastikstol med hænderne placeret på maven, mens han triller tommelfingre. Samtalen mellem de tre andre mænd flyver hen over hovedet på ham:

”Har du hørt, at Charlotte sælger tarteletter til 2 euro?”

”Det kan godt være, at jeg lige skal have en hotdog, inden jeg skal hjem og holde siesta.” 

Hennings øjne vender skråt nedad til højre, som om han befinder sig et andet sted end på sin stol i Fuengirola.

Han lever sit liv i flashbacks.

Henning Faber er ved at åbne Step In Bar & Grill, hvor der skal være fodboldarrangement samme dag.

COSTA DEL SOL har været igennem en enorm udvikling, siden de første charterfly fløj til Malaga med solhungrende og rejselystne danskere og andre europæere i 60’erne.

Før turismeindustrien for alvor kom frem, var Solkysten en relativt øde strækning. Malaga eksisterede som en af Spaniens større havnebyer, men ellers var der blot enkelte fiskerlandsbyer langs middelhavskysten på vej ned mod Gibraltar.

Så hvordan kan det være, at området har udviklet sig til den turistdestination, vi kender i dag?

Jo, der skete noget særlig vigtigt i 1959, da det diktatoriske styre med Franco i spidsen tog en stor beslutning.

”Man åbnede økonomien op, fordi den økonomiske ideologi, styret havde kørt indtil 1959, var ved at tage livet af spanierne. De kunne simpelthen ikke brødføde sig selv,” forklarer Carsten Jacob Humlebæk, der er lektor på Copenhagen Business School og forsker i spansk historie.

Det blev lige pludselig muligt for omverdenen at investere i det tidligere økonomisk lukkede Spanien, og turismen blev den industri, der drev den økonomiske udvikling på Costa del Sol. I høj grad på grund af vejret og ikke mindst de steder, hvor der var – og stadig er – god strand.

Costa del Sol blev et af de første steder, danskerne, briterne og tyskerne fløj til, da middelklassen i store dele af Europa havde fået penge på lommen, og de nye, smarte pakkeløsninger, charterselskaberne tilbød, vandt indpas. Herunder Spies og Tjæreborg Rejser i Danmark.

Laver man en hurtig internetsøgning, lader det til, at der er uenighed om, hvor grænserne for Solkysten egentlig går. Solkysten ligger i Spaniens sydligste region, Andalusien, og ifølge Den Store Danske strækker Costa del Sol sig mellem Almería og Gibraltar. En strækning på cirka 250 kilometer. Modsat afgrænser Google Maps Costa del Sol til at være lidt nord for byen Torremolinos, der ligger vest for Malaga, og ned til byen Manilva tæt på grænsen til Gibraltar. Carsten Jacob Humlebæk mener, at man skal se på stranden, når man prøver at afgrænse området rent geografisk.

”Jeg vil sige, at Costa del Sol som turistområde er fra Nerja (øst for Malaga, red.) og så hen forbi Marbella og et stykke ned, hvor det går hen mod Gibraltar,” siger forskeren. Det er nemlig uden for de områder, at stranden ikke længere er god, lyder det. Og uden en god strand ingen turisme.

I dag er Solkysten plastret til med høje betonhoteller langs og næsten helt ned til kysten, hvor der tidligere var ingenting. Det var særligt i området omkring Malaga, at antallet af højhushoteller og ferielejligheder eksploderede, da området blev en turistmagnet.

”Hvis der var nogen, der ville sætte et hotel op, fik de dybest set lov til det, eller også skulle de betale lidt smørelse hist og her,” siger Carsten Jacob Humlebæk. 

Der er næsten intet tilbage af de oprindelige fiskerlandsbyer, men det er svært at finde spaniere, der er triste over den udvikling, da turismen netop har givet et positivt skub til Spaniens økonomi, lyder det fra Carsten Jacob Humlebæk.

8.951

… danskere havde i 2021 permanent adresse i Spanien. 3.894 modtog førtids- eller folkepension. Malaga-provinsen er den provins, hvor der bor flest. I 2021 boede der 3.891 danskere i Malaga-provinsen.

Kilder: Espana National Statistics Institute og Udbetaling Danmark.

50-ÅRIGE DAVID KOPEL prøver at passe sig selv og have det godt.

Han har en vest på med små vægte i, der stabiliserer hans krop. Han har det med at hælde lidt til højre. Vesten føles tryg. Den minder om følelsen af at have målmandsdragten på, dengang han spillede ishockey på professionelt niveau. David sidder i sin petroleumsgrønne scooter, en Karma Electric Mobility.

For syv år siden blev David Kopel diagnosticeret med primær progressiv sklerose. En type sklerose, hvor kroppen langsomt bliver dårligere over tid. David kalder den selv ”en rigtig grim fætter”. Sygdommen gør, at han fryser i sit nervesystem, så han selv på lune sommerdage ifører sig skiunderbukser. Dertil kommer de daglige smerter i kroppen, en usikker balance og trætheden.

Så da David blev syg, indså han, at han måtte lave sit liv om. Kun gøre gode ting for sig selv. For fem år siden begyndte han at bruge vintermånederne på Solkysten. Mest af alt på grund af varmen og lyset, der hjælper på lysten til at stå op om morgenen. Selvom det lyder banalt, er lysten til at stå op om morgenen ifølge David afgørende for ikke at falde hen.

På havnemolen foran Davids lejlighed mødes han med Nadine for at se solnedgangen. De to mødte hinanden i Fuengirola og fandt ud af, at de begge havde sklerose. Nu ses de, hver gang de drager sydpå i vintermånederne.

David er altså det, de danskere, der bor fast på Solkysten, kalder for en ’trækfugl’, fordi han kun bor på Solkysten i vintermånederne. Helt præcis fra 1. november til 28. februar. 

”Det gør utrolig meget for mig at være her. Det gør det for alle danskere hernede. Det er samme agenda. Det er at nyde livet. Leve livet,” siger David denne eftermiddag på den lokale iscafé Heladería Valentino i Fuengirola. Han håber, det kan give ham fem år mere på benene at bruge vintermånederne på Costa del Sol. 

’Mañana, mañana’ er en spansk talemåde eller livsfilosofi, som David holder af at bruge. For hvad han ikke når i dag, når han måske dagen efter. Hvis han heller ikke når det dér, så er det også fint.

Han ved aldrig, hvordan næste dag ser ud. Nogle dage kan han kun kravle rundt på grund af smerter. Andre dage kan han gå med små skridt. Det er ikke til at vurdere, hvornår og hvordan de dage kommer. Derfor tager David én dag ad gangen og bruger sin tid i Fuengirola på én bestemt ting.

”Jeg nyder livet hernede og lever meget … Folk tror, at når jeg tager til Spanien, så er det party,” siger han og løfter sine hænder op over hovedet et par gange. Op og ned.

Han ryster på hovedet.

”Nej, det er helt stille og roligt.”

En dag i Fuengirola bruger han på at køre i sin scooter op og ned langs strandpromenaden. Spise et måltid mad på sin stamcafé, Go Green, der serverer friskpresset juice og vegetariske retter. Nyde solen. Nyde udsigten ud over Middelhavet. Og ikke mindst ryge cannabis. Cannabis giver ham ro i nervesystemet. Det tager smerterne, fortæller David Kopel, der har grønne, blanke øjne. De brune øjenbryn har det med at vende indad og op mod næseryggen, når han taler.

Det er sjældent, han ryger en hel joint ad gangen, som regel er det bare små hvæs. Han hiver recepten frem fra sin Carhartt-taske. Lægen ordinerer 30 gram til en måned, og oppe i sin lejlighed i det ferskenfarvede Stella Maris-højhus lige ud til havet har David syv forskellige typer cannabis liggende i en plastikbeholder.

Nede på jorden ved sin iscafé hiver David et aflangt, cylinderformet plastiketui frem med en joint i. Han spejder over til venstre for sig. Væk fra cafébordene.

”Nå, nu er der fri bane,” siger han og kører væk fra cafeen og tænder sin joint.

Familien holder pause under klargøringen af hotdogbaren for at fejre Hennings kone Louises fødselsdag med kagemand fra den lokale danske bager i Fuengirola.

HENNING FABER HAR fået mere ro i sit sind, efter at han og familien flyttede til Spanien. Men han ser det mere som en sidegevinst. Det var ikke noget, han aktivt søgte, da de flyttede til Costa del Sol. Det handlede i stedet om at gøre noget godt for andre og få et billigere, mere ferieagtigt liv.

”Jeg er ikke så stresset som i Danmark. Eller, det er jeg jo nok alligevel. Men jeg føler det ikke,” siger han.

Når man har været i krig og fået PTSD, kan man aldrig helt få ro. Oplevelserne kører som en indre film, hvor selv den mindste lille ting kan få dig tilbage til krigszonen. For Henning kan det være lugten af diesel eller duften af et mirabelletræ, der kan genstarte den indre film som en stor drøm, der ingen mening giver, men som alligevel er virkelig. Også selvom der ikke var nogen mirabelletræer dengang i Jugoslavien, fortæller den tidligere soldat.

Kører tankerne for hurtigt, har Henning fundet en kur i bjergene, der ligger bag ved Fuengirola. Fire til fem timer her. Helt alene. Dér finder han fred. For der er ingen larm. Ingenting. Han møder kun dyrene, og han har det med at tage de snoede stier – langt væk fra de anlagte vandreruter – opad. Sommetider må han kravle, andre gange klatre, for at komme opad.

”Jeg har en tilbøjelighed. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser. Det må godt være lidt farligt. Det er underligt. Og irriterende. For det er der ingen grund til,” siger han.

Han vandrer gerne det sted, skovbrandene raserede i sommeren 2022. Skoven ligger brak. Træstammerne er sorte. Nogle enkelte steder pibler grønt liv op af jorden, der minder ham om det halve år i Jugoslavien i 1993. Det år, Henning fyldte 30 år.

Det er ikke længere så ofte, han kommer i bjergene.

BAG VED BJERGET, Henning ynder at vandre på, bor 56-årige Lena Frandsen i byen Alhaurín el Grande. Hun dufter af sød sæbe og cigaretter, mens hun bevæger sig ned igennem byen til sin lokale stambar Bar el Timon. En mand vinker til hende fra en café på modsatte fortov.

”Jeg kender mange mennesker, men jeg ved sgu ikke, hvor jeg har mødt alle de mennesker henne. Et eller andet sted må jeg have mødt dem,” siger Lena.

Hun flyttede til Spanien i november 2019 efter det, hun husker som syv års hjemløshed i Danmark. Spanien har hun altid gerne villet bo i. Hvorfor lige Spanien ved hun ikke helt. Hun havde bare lyst til at prøve. Så da en af hendes danske venner i Fuengirola ringede og spurgte, om hun ikke flyttede til Spanien, og efter at Lena fik 30.000 kroner af sin eksmands svigermor, tog hun af sted, fortæller hun.

”Jeg syntes bare, det var røvsygt i Danmark, et eller andet sted. Der skulle ske noget nyt,” siger hun. 

Også selvom hendes to børn blev noget overraskede over, at det var Spanien, hun flyttede til, men de var i det mindste glade for, at ”mor ikke længere var hjemløs”, lyder det fra Lena, som er førtidspensionist og har problemer med sin ryg, der sender smerter ned i hendes højre ben.

På vej ned til Bar el Timon må hun sætte sig ned på diverse bænke, hun går forbi. Hun tager det i sit eget tempo. Det var også ryggen, der gjorde, at hun sagde nej tak til den bolig, boligselskabet tilbød hende, da de ville rive hendes gamle boligblok i Nakskov ned, fortæller hun. Den nye lejlighed lå nemlig på anden sal.

”Det ville jeg ikke, da jeg har smadret ryggen. Så kunne jeg sidde i mit eget lort.” 

I trods valgte Lena at gå på gaden. Hun troede ikke, gadelivet ville blive en permanent løsning. Hun gav det maks. en uge. For hvordan bliver man hjemløs? Men efter tre uger fik hun ikke længere sin førtidspension, fordi hun ikke havde nogen fast adresse, siger hun.

Lena begyndte at sælge ’Hus Forbi’. Og så gik tiden ellers med at bo på gaden, bo i telt eller campingvogn og køre rundt på landevejen i en elektrisk kabinescooter. Hun fortæller, at hendes daværende mand, Carsten, valgte at blive hjemløs sammen med hende, så de havde hinanden. Lena kan godt savne det uforudsigelige liv, hjemløsheden bar med sig, men noget af livet fra landevejen har hun også fundet i Spanien.

”Jeg har aldrig haft det bedre, siden jeg flyttede herned. Jeg har aldrig haft det så godt,” siger hun.

Efter Lena tog beslutningen om at flytte, boede hun først i Fuengirola hos sin kammerat, men byen var ikke noget for hende. Den var alt for turistet. Alt for dansk. Så efter en måneds tid flyttede hun om bag bjerget til Alhaurín el Grande. En rolig bjergby med hvide huse. Og det var her, det for første gang, siden hun blev hjemløs, lykkedes hende at få en lejlighed. Men den tænker hun egentlig ikke så meget på.

Lena Frandsen.

SKAL MAN PRØVE at se på gruppen af danskere, der bosætter sig på Solkysten, er Anne Leonora Blaakilde den rigtige at få fat på. Hun er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og har skrevet flere forskningsartikler om danske pensionister bosat på Costa del Sol. Skal hun karakterisere gruppen med ét ord, vil det være forskellighed.

”De er alle mulige typer af mennesker, der ikke har så meget andet til fælles, end at de vover at rejse ud,” siger Anne Leonora Blaakilde.

Alligevel er de danske pensionister ens på det punkt, at mange af dem er flyttet til Solkysten på grund af helbredsproblemer. De fleste lider af enten gigt, astma eller depression.

”De prøver at optimere deres liv og få en bedre livskvalitet i forhold til, at de oplever, at den er blevet dårligere i Danmark på grund af forskellige skavanker,” siger hun.

Mange af pensionisterne har rejst i Spanien, inden de flyttede til Costa del Sol, hvorfor de har oplevet forskellen på helbredet i Danmark og i Spanien. Det er solen og det tørre klima, der får pensionisterne til at føle, at de har det bedre. Samtidig påvirker sollyset også mulighederne for og lysten til at være sammen med andre. Komme ud. Opleve noget. Melde sig ind i en petanqueklub eller gå til spanskundervisning.

”De begynder at indtage den spanske måde at leve på, fordi klimaet er til det,” siger Anne Leonora Blaakilde og uddyber:

”Hvis du er blevet syg og svækket og har svært ved at leve et liv med godt humør og have et godt fysisk helbred i Danmark, så giver det bare top på, at du både kommer ned og får det bedre fysisk, og at du får mulighed for at leve bedre socialt.” 

Forklaringen på, at pensionisterne oplever mere socialt samvær med andre på Solkysten, kan vi også finde i, at de jo netop er pensionister. De har med andre ord tiden til at være sociale, forklarer lektoren.

SLUT MED SMUTHUL

Tidligere var der en skattefordel ved at bosætte sig i Spanien. Før 2008 kunne man nøjes med at

betale skat i Spanien, som er væsentlig lavere end skatten i Danmark. Det blev lavet om i 2008, hvor Danmark opsagde sin dobbeltbeskatningsaftale med Spanien og Frankrig. Danske pensionister, der
efter 2008 valgte at flytte til Spanien, skulle altså betale skat til både Danmark og Spanien.

DANMARK BLIVER OFTE refereret til som et stærkt foreningsland, og den kultur er blevet ført videre på Solkysten. Lidt uden for Fuengirolas pulserende byliv ligger de danske pensionisters højborg. I hvert fald for dem, der vil omgås andre danskere. 

Med dannebrog flagrende ved indgangen træder man ind i Club Danés. En dansk klub med dertilhørende restaurant, hvor velkendte klassikere som smørrebrød og fiskefilet med en skive citron bliver langet over disken og serveret på rød-hvide duge med Pjerrot og tivolifarver malet på væggene. Danskerklubben fungerer som mødested for især folkepensionister, der ønsker at være sociale og aktive med hinanden.

Ved de brune træbåse på en falmet lysegrøn skydebane hos Club Danés gøres der klar til hekseskydning, årets højdepunkt for den danske skydeklub. I dag findes den næste heksemester. På rad og række stiller pensionisterne sig i kø. Det første stykke bly blæser ud af luftgeværet og starter med at ramme plet. Derefter er det de næste i rækken til at hjælpe med at skære træpladen formet som en heks stille og roligt i stykker.

Reglerne er simple: Skyd hovedet af heksen. En alternativ fejring af sankthans. 

Klubbens kasserer, Finn Pedersen på 72 år, er dagens tovholder. Det er ham, der tager imod de to euro for at dyste med, og som lader geværet til den næste, der skal i aktion. Finn og hans kone, Clary, flyttede til Fuengirola for tre år siden med det klare mål at få et bedre helbred. De sagde farvel til drømmehuset på Møn, fordi de blot kunne gå få hundrede meter i det danske vejr. Nu er helbredet blevet bedre for dem begge på grund af det tørre klima, siger Finn.

”Jeg har det godt, mit helbred er godt, og mit humør er godt. Det er det gode liv. Det gode vejr og det sociale fællesskab er en bonus,” siger Finn.

Og Clary, der også forsøger at blive årets heksemester, er ikke i tvivl om, at vejret gør en stor forskel. For hende betyder det, at hun kan deltage i sociale aktiviteter, der i sidste ende bidrager til et godt liv for hende.

”Når jeg er i Spanien, så lever jeg. Når jeg er i Danmark, så overlever jeg. Det er forskellen. Det er på grund af lyset. Har man det bedre, så får man også et bedre humør,” siger 72-årige Clary. 

To timer senere lyder det sidste skud efterfulgt af en klapsalve. På en træplade hænger en flyvende heks med et afhugget hoved. En ny heksemester skriver sig på den ærefulde liste over vindere.

ET STENKAST FRA skydeklubben tropper en gruppe ældre herrer op på tennisbanen. Iført ens tøj, med ’Drengegymnastik’ trykt på ryggen, bliver de sidste sko bundet. ”Har I husket måtten, drenge?” spørger Henning Gjerstrup de 12 fremmødte, hvortil flere skal tjekke gymnastikposerne en ekstra gang. Jovist, de er der alle sammen, og nu kan pulsen begynde at stige.

På midten af tennisbanen begynder han at lave sprællemænd. ’Drengene’ følger trop, men i hvert sit tempo. Her er der plads til alle. Det er ikke tempoet eller udførelsen, der er i fokus, men bare det at få rørt sig, siger 75-årige Henning. Han er initiativtageren bag drengegymnastikken og står for træningsprogrammet.

”Det er svært at få rørt sig alene. Derfor er vi nogle gamle drenge, der mødes. Jeg har en tro på, at lever man lidt sundt og får lidt motion en gang imellem, så har vi det bedre,” siger Henning, der beskriver sig selv som ’bekvemmelighedsflygtning’.

I en pause er der flere, der spørger, om de ikke snart er færdige. Henning svarer: ”Det er lige tidligt nok, drenge”, og løfter trøjen op. 

”Vi skal huske at lufte dellerne,” siger han. 

I spredt flok begiver de sig på en lille gåtur rundt på tennisbanen. Enkelte sætter sig, for nu begynder rygøvelserne. Det er ikke alle, der har stærk nok ryg til at kunne være med.

”Dengang jeg dyrkede kampsport, klappede man to gange, og så kom folk på plads,” siger Henning til dem, der forsøger at finde undskyldninger for ikke at fortsætte. ”Jamen, Henning, det gør du jo ikke mere,” lyder det fra Bent på 84 år i midtergruppen.

Traditionen tro afsluttes dagens træning med socialt samvær i Club Danés’ restaurant, hvor de hver især får sig enten en kop kaffe eller en øl. Hver tirsdag mødes de for at holde hinanden op på, at motion er vigtigt, selvom man lever i et ferieparadis.

”Det sociale sammenhold er det vigtigste i min tilværelse,” siger Henning. 

”Vejret giver et andet socialt liv, som jeg nok har svært ved at finde i Danmark. Hvis ikke man havde det, og kun solen skinnede, så var det lidt fattigt at være her.”

DET ER IKKE hver dag, det er heller ikke hver uge, men sommetider kan Martin Holm godt finde på at ”drikke som et hul i jorden”. Mest af alt for at ruske op i hverdagens trivialiteter.

”Jeg føler, at jeg har fået et meget normalt, røvkedeligt liv i forhold til, at der var fuld hammer på, da jeg boede i Danmark. Så jeg synes da, det er blevet lidt borgerligt,” siger han.

Men han foretrækker nu alligevel det nye liv, for gigten i fingrene er næsten væk. Smerterne i ryggen er næsten væk. Den sociale angst invaliderer ikke længere dagligdagen, så han kan tage ud at handle og tro på, at de fleste mennesker vil ham det godt. Og ikke mindst er depressionen og de mørke tanker lagt i dvale.

”Solen gør så meget ved mit hoved. Den giver mig energi i stedet for, at jeg er deprimeret hjemme i mørke Danmark,” forklarer Martin.

Imens er medicinindtaget kommet ned på én pille Seroquel om dagen, fortæller han. Pillen hjælper på temperamentet og mod søvnløsheden. Med et tidligere kokainmisbrug kan man godt have svært ved at sove. Kokainen var en nem udvej, når livet blev for mørkt. En hurtig bane i bytte for et skud selvtillid.

Misbruget har Martin lagt fra sig, selvom han godt kan finde på at tage en bane kokain en gang imellem for hyggens skyld. Samtidig har Martin lagt det liv fra sig, der følger med, når man skal have penge til så mange stoffer. Hver dag.

DAVID KOPEL ER ikke i tvivl om, at han har fundet det gode liv ved at bo på Solkysten, når vinteren kommer til Danmark. Også selvom hans liv har forandret sig i en retning, han ikke havde forestillet sig, efter at han blev syg.

”Jeg prøver at leve så meget som muligt. Meget mere end før jeg blev syg. Meget mere. På den måde er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet syg, for mit liv er på mange måder meget bedre i dag,” siger han.

David prioriterer det, der gør ham glad og giver energi. Sol, varme, frisk luft, havet, fred og ro. Det er muligt, når han hverken har børn, kæreste eller økonomiske udfordringer, efter at han solgte sin gamle andelslejlighed på Østerbro. Han bruger ikke mentale ressourcer på at tænke på arbejde. Eller penge. Kun på at være til.

”Jeg føler mig hjemme hernede. Det gør jeg virkelig,” siger David.

Og så giver det ham ro, at han ved, hvad der skal ske, hvis sygdommen tager til.

”Jeg har givet mig selv det løfte, at hvis jeg ender med at sidde som en grøntsag, så tager jeg selv af sted. For så vil jeg ikke synes, at det er værdigt. Så det er jeg kommet frem til.”

I virkeligheden er han ikke så bange for døden. Det er mere smerterne, ubehaget i dagligdagen, der bekymrer ham.

”Døden er noget smukt. Jeg skal bare nå at leve nu,” siger han.

EN LILLE MAND uden så meget hår på hovedet og med buskede sorte øjenbryn kommer gående mod stambaren Bar el Timon. ”Nå, nu kommer balladen,” siger Lena. Det er Antonio. Han har en rød poloskjorte på, der er knappet lidt ned, så man kan se brysthårene.

”Hola, Lena.”

Det er hendes ’husvært’, som Lena siger. Hendes udlejer og ikke mindst gode ven. De drikker kaffe sammen hver morgen, spiller domino, og nogle gange kommer han med mad til hende. Andre gange laver de mad hver især og deler den med hinanden i ’madklubben’, som nogle andre mennesker fra byen også er en del af.

Det er byens fællesskab, der betyder noget. Åbenheden, og at tingene bare sker. Lena ved aldrig, hvornår ’madklubben’ begynder. Det sker af sig selv i ren spontanitet, hvis nogen fra gruppen har samlet sig i byen og er blevet sultne efter et par timer. Det kan hun godt lide.

”Jeg føler mig mere hjemme her end i Danmark,” siger hun.

Antonio sætter sig på en stol ved siden af Lena. Han begynder at hoste og harke, efter at han har taget et sug af en joint.

”Det er mini-Christiania, det her,” siger hun. ”Det er noget anderledes end nogen anden by, jeg har oplevet. Også i Spanien.” 

På et splitsekund rækker Antonio Lena en lille, aflang brun klump formet som en pølse, som hun hurtigt får lagt i sin cigaretpakke på bordet.

Deres måde at kommunikere på er en blanding af engelsk, dansk og spansk. Lena siger, at de har fundet deres eget sprog. De forstår hinanden, men ingen andre mennesker forstår det, når de taler sammen. Det er godt nok for hende. For hun har fundet et hjem, hvor hun kan gøre, hvad hun vil. Som hun vil.

HENNING FABERS VANDRETURE i bjergene er ikke altid lige jævnlige, fordi han bruger det meste af sin tid på at hjælpe sine døtre i Step In Bar & Grill. Han hjælper også denne morgen, hvor han klokken 9:50 ankommer sammen med sin datter Julie. De er altid de første til at møde på arbejde. Julie bor stadig hjemme, og faren kører hende.

Henning giver sig til at låse gitterporten op.

”Har man sagt A, må man også sige B,” siger han. 

Baren er fyldt op med havemøbler og parasoller, som Henning straks begynder at bære ud. Imens begynder Julie at gøre klar til hotdogbygning i køkkenet.

Henning hiver syv borde, stablet oven på hinanden, hen ad gulvet, så det skriger.

”Hvordan fanden var det nu?” spørger han for sig selv.

”Jeg er færdig i køkkenet,” siger Julie.

”Det var kraftstejleme hurtigt,” siger Henning. 

”Du kan være med til at tage borde ud.”

Far og datter får hurtigt stillet bordene på to rækker over for hinanden.

”Det var ikke så svært, vel?”

”Jo,” svarer Julie sarkastisk. 

”Skal jeg tage stolene ud?”

”Det må du gerne,” siger Henning, imens han er ved at sætte en forlængerledning op. 

Det kan være svært at sætte sig ind i konsekvent at have et ladt gevær i hånden. Når man skal på toilettet. Når man skal sove.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske, at man bliver vækket af skud om natten og aldrig af et vækkeur.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske konstant at være på vagt i en krigszone for så at komme hjem, hvor der er … ingenting.

Det er det, som Henning Faber stadig kæmper med inde i sig selv. Det er derfor, han konsekvent må være i gang. Hjælpe til i hotdogbaren, selvom han i virkeligheden ønsker sig noget andet.

”Lad mig sige det sådan her: Skulle jeg dø i dag, falde om, så lad mig ligge. Så får jeg fred. Sådan har jeg det. Selvom jeg er glad, og det kører, men kan jeg få chancen … så tager jeg den. For at få ro. Ikke at skulle bekymre sig. Lidt koldt, ikke,” siger Henning.

Derfor kan han heller ikke sige, at han har fået ultimativ ro på Solkysten. At han har fundet det gode liv. Selvom livet da helt klart er forbedret.

”Jeg har det bedre, end jeg havde det i Danmark.”  

For han føler ikke længere System-Danmarks usynlige vægt på sine skuldre. På den måde kan Henning koncentrere sig om at gøre det, han nu engang synes betyder mest.

”Det, der tilfredsstiller mig mest, er nok at hjælpe de andre. Være der. Hjælpe med alle mulige åndssvage ting. Det tror jeg er det, der betyder mest,” siger han.

Han håber mest af alt, at den lille hotdogbar med 17 forskellige hotdogs på menukortet får succes. Eller i hvert fald at pigerne – Heidi Sofia, Rikke og Julie – kan holde den kørende, og at den kan give dem økonomisk støtte.

Så kan Henning og konen Louise køre ud i verden i en autocamper. Se det hele. Hele tiden have mulighed for at rykke sig. Aldrig stå stille. Det vil være godt, synes Henning.

MARTIN HOLM FORTÆLLER, at han har været i fængsel ad to omgange for grov vold. Han har solgt stoffer for at få penge til sine egne. Og han har lavet inkasso-arbejde. Altså krævet penge ind med tæskehold. For sig selv eller for andre. Sommetider opkøbte han andres gæld i den kriminelle underverden for så at køre ud til det menneske, der skyldte penge, for at lægge renter på, fortæller han.

”Det er sådan noget, jeg har lavet. Også med min størrelse. Jeg har lidt størrelsen til at … jaeh.”

Han begynder at grine sin fedtmulelatter.

”Jeg var lidt pænere dengang.”

”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er jo ikke fedt at køre ud og smadre folk.”

For fem år siden kunne det gøre ham høj at slå på tæven. Gøre ham stærkere. Større. Vigtig.

I dag er han en anden, fortæller han.

”Jeg er jo mig selv hernede. Den, jeg godt kan lide at være. Jeg kunne ikke lide at være den anden person. Jeg følte, at jeg var en anden person, da jeg boede hjemme i Danmark. Det er jo et stort plus, at man kan se sig selv i øjnene, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, ikke?”

Martin afviser at have været medlem af en rockerklub. Men han kender da nogle rockere, siger han. Og det var da også, mens han befandt sig i kredse med Hells Angels og Bandidos, at stofmisbruget ifølge Martins lægejournal var allerværst. Martin tager i dag afstand fra rockermiljøet. Men han frygter, at han – hvis han var blevet i Danmark – var endt i et voldsomt stofmisbrug igen eller var kommet ud i en kriminel løbebane endnu en gang.

Det er også derfor, han er rejst til Solkysten. Han flygter ikke fra noget eller nogen. Hvis han gjorde, er Solkysten et ’dumt’ sted at tage til, ræsonnerer han. I stedet er Martin rejst fra Danmark for at starte forfra.

”Jeg føler, at jeg har fået det gode liv. Jeg kan være glad for den, jeg er, i stedet for at være destruktiv over for mig selv,” siger Martin.

Han glæder sig til at flytte sammen med Andrea. Hun kalder ham for Marcos. Han drømmer om, at de kan åbne en restaurant, hvor han kan lave lidt mad, og hun kan stå for den daglige drift som tjener. Indtil da må han spise flute til morgenmad. Ryge et par cigaretter. Gå en tur med hunden. Hente Andrea fra arbejde. Se fjernsyn om aftenen. Livet er stille.

/

Sagen der ikke vil dø

Mordet på Stine Geisler påvirkede en hel generation og ændrede det københavnske kvarter Pisserenden for altid. I fire år har forfatteren Peer Kaae jagtet nye kilder i den 33 år gamle, aldrig opklarede drabssag. Det er nu blevet til en bog – skrevet som en form for terapi.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

IFØLGE PEER KAAE har alle generationer et mord, man mindes med særlig gru, og mordet på Stine Geisler var hans generations.

5. juni 1990, dagen efter pinsekarnevallet i København, blev den 18-årige kvinde fundet i kælderen under Teglgårdstræde 15. Hendes hænder og hals var bundet med sort ledning, og to karklude var stoppet ind i hendes mund. 

Retsmedicinerne kunne efterfølgende konkludere, at karkludene var dødsårsagen. På hendes hals og arme blev der fundet snitsår, som var blevet påført efter mordet. Og måske mest besynderligt var liget overhældt med bonevoks og placeret oven på en pakke med kondomer, selvom intet seksuelt havde fundet sted. 

”Jeg ved, at det lyder grimt, men det er et meget malerisk mord. Det er næsten filmisk, at hele byen fester og larmer og danser rundt i samba-optog. Fulde folk sov i gaderne, og den mest nutidige sammenligning er nok Distortion. Men under overfladen bliver der begået et grusomt drab i en kælder på en ung, uskyldig kvinde. Den kontrast giver noget til historien, og derfor kastede medierne sig over sagen,” siger journalist og forfatter Peer Kaae, der arbejdede på Se og Hør, dengang morgenavisen med historien landede på hans skrivebord.

Pinsekarneval på Rådhuspladsen i København. Fra midten af 80’erne til starten af 90’erne havde karnevallet flere hundrede tusind besøgende hvert år. Foto: Foto Kim Agersten/Ritzau Scanpix

TEGLGÅRDSTRÆDE OG KVARTERET omkring har i generationer haft øgenavnet Pisserenden, fordi de besøgende på områdets mange værtshuse i tidligere tider var berygtede for at forrette deres nødtørft i det fri. 

I 90’erne var området et mærkværdigt sammenrend af folk og fæ, fortæller Peer Kaae. De kreative typer og de sidste rester af miljøet omkring pigtrådsmusikken hang ved kælderbaren Floss. 

Der var stoffer i omløb og slidt på den charmerende, boheme-agtige måde. Der var Men’s Bar, en bøssebar kun for mænd, og ofte de mere maskuline af slagsen med hang til læder og kæder. Der var Grønjakkerne, sydstatsglade ballademagere på motorcykler, som taget ud af filmen ’Easy Rider’.

Og ikke mindst var der Sabines Cafeteria. Et sted med orangemalede vægge og friskbrygget kaffe hele dagen. Der var sydlandsk stemning, tapas og spansk brandy, og lokalet fungerede nærmest som varmestue for journalister, fotografer, musikere og forfattere.

”Sabines var et kulturelt åndehul, hvor man mødtes til en øl og en snak. Og hele området emmede af det gamle København. Der var bz’ere i Larsbjørnsstræde, homobarer og jazzmusik. Det var et boblende kulturelt område. En slags parisisk latinerkvarter mellem de rigtig dyre adresser, Ørstedsparkens frie seksualitet og de kreative stamsteder,” siger Peer Kaae.

Det var den åndrige og trendy stemning, Stine Geisler voksede op i, og hun var som 18-årig Pisserende-beboer hjemmevant på Sabines Cafeteria, hvor hun dog sjældent købte mere end en kop kaffe. 

Det var blot 80 meter fra stamstedet og endnu kortere fra hendes egen lejlighed, at Stine Geisler blev fundet 5. juni, da en kok lukkede sig ind i kælderen under Teglkroen for at klæde om, inden hun skulle arbejde. Teglkroen brugte rummet som depot og omklædningsrum, og i kælderlysets grålige skær så hun skikkelsen af en pige, der var bundet med sort ledning.

Det var ikke kun de makabre og mystiske omstændigheder, men lige så meget, at Stine Geisler var en spændende karakter i sig selv, der gjorde, at mordet fik så stor opmærksomhed i samtiden, fortæller Peer Kaae, der i sin research til bogen ’Jagten på Stine Geislers morder’ har talt med en række kilder, der kom fast på Sabines i begyndelsen af 90’erne.

”Den her 18-årige pige sprudler af liv. Hun er lidt en rebel, hun er smuk, hun er intelligent, hun omgås kunstnere, forfattere og journalister. Hun er interesseret i musik og drømmer om at komme på konservatoriet. Flere, jeg har talt med, beskrev hende som en slags maskot for Sabines.”

ORD OM MORD 

Peer Kaae (f. 1965) er journalist og forfatter. I 1986 var han med til at starte musikbladet MIX, og efterfølgende arbejdede han i en årrække på Se og Hør. Ved siden af jobbet som journalist har han skrevet biografier om Karl Stegger, Tommy Seebach og Axel Strøbye. I 2010 skiftede han portrætlitteraturen ud med true crime, da han udgav bogen ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’. Siden har han udgivet flere bøger om uopklarede kriminalsager, herunder Højbjerg­drabet i Aarhus og historien om Danmarks eneste forsvundne spædbarn.

’Jagten på Stine Geislers morder’ udkommer 2. juni.

Foto: Ole Henning/Ritzau Scanpix

LANGT DE FLESTE mordsager bliver afsluttet med en domfældelse og lader en form for retfærdighed udspille sig. Men så er der de få drab, som fortsætter med at sidde i mennesker og områder som uløste gåder. Det er netop de sager, Peer Kaae har interesseret sig for i den senere del af sin karriere. 

I 2010 udgav han den første af to bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948. I årene efter skrev han om mordet på Marie Lock-Hansen, det såkaldte Højbjergdrab, fra 1967, hvor han rekonstruerede tiden omkring drabet minut for minut. Og de sidste fire år har han dykket ned i hver detalje af Stine Geislers sidste dage og timer for at kunne samle en tidslinje over drabet den juninat under pinsekarnevallet i 1990.

”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Højbjergmordet i Aarhus-forstaden og mordet på Stine Geisler i Teglgårdstræde. Det er de tre mest ikoniske og omtalte, mystiske og uopklarede drab fra det sidste århundrede,” siger Peer Kaae og forklarer, at langt de fleste mord, vi fortsætter med at tale om mange år senere, er bundet op på et sted. 

Hans nye bog er skrevet på en tvangstanke. Sådan beskriver han det i hvert fald selv i indledningen til bogen. Men selvom han ikke vil afsløre, hvad tvangstanken helt konkret indebærer, fordi det angiveligt vil ødelægge læseoplevelsen, vil han gerne forklare, at det handler om ham selv, en hovedmistænkt journalist og en forbandet tidslinje, der ikke stemmer, og som har rumsteret i hans hoved de sidste fire år. 

”Jeg har haft Stine Geisler i hovedet hver dag siden 2019. Der var ting i mit liv, som ikke fungerede, fordi jeg blev så påvirket af hver eneste detalje i sagen. Den her bog har virkelig trukket tænder ud, og hver nat vågnede jeg og skriblede en eller anden detalje ned, som måske – og højst sandsynligt ikke – kunne få tidslinjen for mordet til at give mening,” fortæller Peer Kaae, der besluttede sig for at skrive bogen som en form for terapi.

Resultatet er blevet et blandingsprodukt, der både er et stykke opklaringsarbejde og en personlig beretning om et helt livs mere eller mindre tilfældige oplevelser og møder, blandt andet med den mistænkte journalist, som Peer Kaae kendte personligt. Bare to dage efter mordet var de to sammen på Gentofte Stadion for at se Prince optræde.

Derudover byder bogens kildeliste på anonyme venner og veninder til Stine Geisler, en række af Peer Kaaes egne journalistvenner og -kolleger gennem tiden som musikjournalist og kriminalforfatter, unavngivne tippende politimænd, en navngiven tidligere drabschef samt en anonym tidligere bestyrer på Café Sommersko og en anonym forsvunden udenlandsk ekskone til den hovedmistænkte.

Peer Kaae har ikke skrevet en traditionel journalistisk bog, og fordi han selv indirekte har været involveret i mordsagen, mener forfatteren heller ikke, at der nogensinde er blevet begået et stykke true crime-litteratur som det, han har sendt til tryk. Andre har simpelthen ikke haft hans muligheder. 

”Det er i grunden en utrolig mærkelig bog, fordi det handler om mine egne oplevelser. Derfor er der heller ikke skrevet en bog, der minder om den,” siger Peer Kaae, der med egne ord altid har været ”en enspænderagtig lone wolf, der kravler rundt i mørket og tager hen på en bar og får en øl om aftenen”. 

Oprindeligt var det en anden bog, der satte gang i Peer Kaaes professionelle interesse for mordet. Det var Søren Baastrups ’En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler?’, som netop udkom i 2019, og Peer Kaae forklarer da også, at hans bog i høj grad står på skuldrene af Baastrups arbejde.

”Det er også grunden til, at jeg dedikerer min bog til ham. Men min bog bringer noget nyt på banen, og den stiller nogle spørgsmål, som ikke er blevet stillet før,” siger Peer Kaae, der ikke ønsker, at Stine Geisler-mordet skal blive underholdning, men har været drevet af sin trang til at frembringe ny viden i sagen. Om så han skulle arbejde i døgndrift. 

”Jeg synes ikke, man skal stå og underholde med seriemordere inde på Bremen Teater og svælge i detaljerne, medmindre man kan bidrage med noget til en eventuel opklaring. Det betyder ikke, at jeg er en engel, der aldrig er faldet i grøften, men jeg forsøger.”

STINE GEISLER 

Født 1972. Navngivet Anne Stine Geisler, men brugte aldrig sit fornavn. Hendes mor, Kirsten Geisler, var uddannet jurist og arbejdede både ved EU-repræsentationen i Bruxelles, i Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse. Faren, Steen Geisler, arbejdede som lærer på privatskolen Krebs’ Skole, hvor også Stine Geisler gik. Da hun blev dræbt, gik Stine Geisler på Christianshavns Gymnasium og arbejdede i sin fritid på Café Wilder på Christianshavn. Hun var 18 år gammel og havde netop fået et 13-tal i sin religionseksamen. Hun manglede kun enkelte eksamener og var få uger fra at blive student.

Foto: Søren Rud/Ritzau Scanpix

DAGEN EFTER STINE GEISLER blev fundet myrdet, var hun på forsiden af B.T.

’18-ÅRIG BAGBUNDET OG SEX-MYRDET’ stod der, hvilket ikke bare var grumt, men også decideret forkert. Den historie blev dagen efter fulgt op med forsiden: ’SADIST MYRDEDE UG-PIGE’. 

Et halvt år tidligere blev to sexarbejdere myrdet på Vesterbro. Hanne With blev stukket ihjel, mens Betina Christensen først blev fundet syv år senere af to kloakarbejdere i en af Kødbyens brønde. 

”Det er tragisk, at de mord ikke fik lige så meget opmærksomhed. Men jeg tror, at det skyldes kontrasterne i Stine Geislers mord, fordi hun ikke bevægede sig i et farligt eller utrygt miljø. Og så selvfølgelig alle de ubesvarede spørgsmål: Hvordan endte hun i den kælder? Kendte hun gerningsmanden? Hvorfor var hun sølet ind i bonevoks? Var det rituelt? Eller skulle det bare ligne noget rituelt?” spørger Peer Kaae.

Han mener, at en anden årsag til, at sagen fik så meget opmærksomhed, kan være, at der var mange ligheder med tv-serien ’Twin Peaks’, der blev vist på DR umiddelbart før mordet på Stine Geisler. Det viste sig nemlig, at Stine Geisler havde et forhold til en ældre musikjournalist på en stor dansk avis, manden, som efterfølgende blev og siden har været hovedmistænkt. Under afhøringen nægtede han først deres seksuelle forhold, men da politiet læste op fra Stine Geislers dagbog, erkendte han det.

”Det passer perfekt med, hvordan ’Twin Peaks’, den her mystiske og ekstremt uhyggelige serie, forløber. En ung og uskyldig kvinde bliver fundet død. Men så afslører hendes egen dagbog et dobbeltliv med en ældre elsker. Der er nogle klare paralleller, som bare gør hele sagen endnu mere mystisk,” siger Peer Kaae.

Fra sit kontor i Larslejsstræde kan han se ud over Pisserenden og Teglgårdstræde, hvor Stine Geisler boede, gik i byen og diskuterede med forfattere og journalister med en kop lunken kaffe i den ene hånd og en Queen’s-cigaret i den anden. Det var her, hun spiste aftensmad med sin familie, og stedet, hun cyklede fra, når hun skulle til Christianshavns Gymnasium eller på arbejde på Café Wilder. Og så var det der, hun endte sine dage i Teglkroens kælder.

”Hver gang jeg går forbi porten til Stine Geislers gård, tænker jeg på det mord, den pige og hendes familie. Som jeg også fortæller i bogen, ændrede området sig totalt efter mordet. Det gik fra at være let og sjovt, festligt og alkoholfyldt til det modsatte. Den glade og ubekymrede periode sluttede med mordet på Stine Geisler,” siger Peer Kaae om forbrydelsen, han betegner som det mest kendte kvindedrab for hans generation.

”Alle fulgte med i den sag, og alle kendte hendes navn. Andre generationer har det sådan med Peter Lundin eller Amagermanden. Og nogle vil have det sådan med mordet på Emilie Meng,” siger Peer Kaae i begyndelsen af april – blot to uger før en 32-årig mand anholdes for kidnapningen af en ung pige, hvorefter politiet kæder manden sammen med mordet på Emilie Meng.

LAMBADA-ALIBIET

I næsten et år arbejdede politiet uafbrudt på at løse mordet på Stine Geisler, og i den tid kom en lang række mistænkte i politiets søgelys. Den mand, der går under navnet ’Journalisten’, har været hovedmistænkt, siden det kom frem, at han havde en affære med hende.

Det er uvist, om Stine Geisler kort forinden havde stoppet forholdet, men det gik flere teorier på. Årsagen til, at han ikke blev sigtet for mordet, var et dengang vandtæt alibi om, at han dansede lambada med sin kone på Café Sommersko, og det faktum, at man ikke havde fysiske beviser for, at han havde gjort det. Det alibi er ifølge Peer Kaae smuldret på baggrund af de nye informationer fra både journalistens ekskone og den daværende bestyrer af Café Sommersko.

DA PEER KAAE gik ind i mordsagen i 2019, var det med et klart håb om at ringe på hos Stine Geislers mor, Kirsten Geisler, der boede lige rundt om hjørnet fra hans kontor. Han ville fortælle hende, hvem der slog hendes datter ihjel og hvorfor. Men til sin store ærgrelse nåede han det aldrig, fordi hun døde i 2020, 30 år efter mordet på datteren.

”Når jeg dykker ned i en sag, vil jeg gøre den ultimative forskel. Jeg skal ikke blot gengive et mord, jeg skal være en del af løsningen. Det gør ikke noget, at det er underholdende, men for at skrive en bog skal man udfordre det, der allerede er, og bringe noget nyt til bordet. True crime-genren bliver nogle gange lidt udvandet, fordi man bare fortæller det, vi allerede ved.”

Til spørgsmålet om, hvad han selv bringer til bordet, fortæller Peer Kaae, at han var i tvivl flere gange undervejs. Faktisk opgav han at skrive bogen i hvert fald tre gange, fordi han ikke kunne finde et bestemt vidne i sagen: journalistens amerikanske kone, der flyttede tilbage til USA efter affæren, drabet og en skilsmisse.

”Det tog mig 14 måneder at finde frem til hende ved at kombinere alle de oplysninger, jeg kunne skrabe sammen. Fødselsdag, alder, køn, stat, navn. Det var et vanvittigt arbejde, og i en periode forsøgte jeg at ringe til alle i staten med hendes navn. Jeg opgav at finde hende 20 gange, og det viste sig selvfølgelig, at hun havde skiftet navn. Men ad uransalige veje lykkedes det mig til sidst,” siger Peer Kaae og fortæller, at den hovedmistænkte journalist angiveligt forsøgte at holde ekskonen ude af efterforskningen så vidt muligt, og at hun kun blev afhørt en enkelt gang på gebrokkent dansk-engelsk. 

Med det i baghovedet vidste han, at ekskonen ville være et kronvidne, såfremt hun ønskede at være med.

”Efter mange års arbejde med gamle drabssager ved jeg, at der er to muligheder. Enten påvirker sagen stadig kilderne så meget, at de smækker røret på med det samme, eller også har de ventet 30 år på netop det opkald. Det viste sig, at ekskonen havde ventet. Det var dér, bogen blev til.”

Blomster ved porten til den baggård, hvor Stine Geisler blev fundet. På opslaget takker den 18-åriges forældre for deltagelsen og blomsterne og beder folk fortælle politiet, hvis de ved noget. Foto: Mads Winther/Ritzau Scanpix

POLITIETS EFTERFORSKNING er ifølge Peer Kaae et kapitel for sig. Han mener, at den var alt for bred i sin jagt på en ”pervers og sadistisk morder” i stedet for det mest sandsynlige i den type drab, som er en nær relation. Politiet ”huggede løs i tusind retninger” i stedet for at koncentrere sig om de hovedmistænkte og de konkrete mennesker omkring dem, argumenterer han. Det fremgår også af Peer Kaaes bog, at politiet har afhørt omkring 3.000 kilder, hvilket vidner om et enormt efterforskningsarbejde. Men forfatteren har egentlig ikke indblik i politiet efterforskning, fordi han ikke har kunnet få aktindsigt i deres tidslinjer, valg og fravalg.

Ud over journalisten er persongalleriet af mistænkte i sagen gennem tiden mildest talt ekstraordinært. 

Der er Peter Kronholm, som sad i sit kollektiv i Larsbjørnsstræde og spillede skak indtil klokken et om natten på mordaftenen. Han har intet alibi for sin færden efterfølgende, men der er heller intet, der kæder ham til mordet. Han er siden blevet døbt ’Klædeskabsmorderen’ og dømt for at slå sin kæreste ihjel og gemme hende i et skab – foruden anden voldelig kriminalitet og alfonseri.

Man har ved flere lejligheder forsøgt at kæde Amagermanden til mordet, men det er heller ikke lykkedes. 

Den såkaldte Rødovremand, som skændtes med Stine Geisler på mordnatten, fordi han kom med kommentarer om hendes bryster på Sabines, var også kort i politiets søgelys. Derudover er der en karakter med tilnavnet ’Rulleskøjteløberen’. Og en ukendt mand i læderbukser, som aldrig er blevet fundet.

Peer Kaae mener selv, at han ved at følge et gammelt tip, som politiet ikke tog seriøst dengang, er kommet frem til den ukendte mand i læderbukserne, som blev set af en vægter kort tid før mordet. Tippet førte ham til en gammel popmusiker, der skrev en sang om grønjakken og slagsbroren Danny, som drønede rundt på motorcykel i sine læderbukser og angiveligt var dybt betaget af Stine Geisler. 

”Han er, så vidt jeg ved, aldrig blevet undersøgt af politiet,” siger Peer Kaae, der dog stadig hælder til den hovedmistænkte journalist.

I deres telefonsamtale fortalte den amerikanske ekskone blandt andet, at hun var veninde med Stine Geisler, at Stine Geisler kom i hendes og journalistens hjem, og at eksmanden var dybt forelsket i Stine Geisler.

”Så journalistens historie om, at det var et kort forhold, han havde til Stine Geisler, faldt enormt hurtigt til jorden,” siger Peer Kaae.

Journalisten har selv fortalt, at han på mordnatten var sammen med sin kone, og at de var meget fulde på Café Sommersko, hvor de dansede lambada. Fra Café Sommersko skulle de være valset hjem arm i arm. 

Ekskonen husker den berusede dans, men har også fortalt Peer Kaae, at hun ikke så, om journalisten lagde sig til at sove ved siden af hende, da de kom hjem. Og så ryger hele journalistens alibi for den aften, mener Peer Kaae, der i sin research også har talt med den daværende bestyrer af Café Sommersko.

Bestyreren var til stede den aften i 1990, hvor han selv stod i baren, og hvor cafeen havde anlagt boule-bane i gården, fordi de forventede, at der ville komme mange mennesker forbi i forbindelse med karnevallet.

Han husker aftenen ret tydeligt og fortæller, at journalisten over halvanden time efter, at han var gået hjem med sin kone, vendte tilbage til Café Sommersko alene og opførte sig ”underligt”. 

Ifølge Peer Kaae blev bestyreren afhørt i 20 minutter umiddelbart efter mordet, men politiet vendte aldrig tilbage for at få den fulde historie om journalistens opførsel:

”Han er et utrolig troværdigt vidne, som kun udtalte sig om præcis det, han kunne huske. Jeg vil sige, at han er et kronvidne, som politiet fuldstændigt har misset.”

GRAVER-JOURNALIST ELLER GRAVRØVER?

”Der er nogle gange en kritik af krimijournalister og true crime-forfattere. Den går på, at familien skal trækkes igennem møllen og mordet igen. Men det er faktisk en misforståelse, at pårørende er imod, at man graver i en sag. I mange tilfælde er pårørende næsten glade for det, så længe man gør det ordentligt og respektfuldt. Nu lever Stine Geislers forældre ikke længere, men moren stillede sig jo frem gang på gang, fordi hun mente, at sagen ikke måtte blive glemt. Derfor synes jeg, at det er på sin plads at komme med bogen, så det ikke sker,” siger forfatter Peer Kaae.

I ARBEJDET MED bogen er Peer Kaae blevet bekræftet i, hvor ensomt det er at være forfatter. Især når emnet er true crime. Selvom han før har skrevet om kidnapninger og dobbeltmord, har de seneste fire års arbejde været de hårdeste i hans karriere – og skriveforløbet som et Tour de France kun bestående af enkeltstarter.

”Jeg har simpelthen været så involveret i den her sag, at det drev mig til vanvid. Jeg kunne ikke se en ende på det. Var jeg to år eller to dage fra at være færdig? Jeg sad på kontoret indtil klokken tre om natten i mere end et halvt år, fordi jeg skulle skrive mig ud af det,” siger Peer Kaae, der, nu hvor arbejdet er til ende, ikke har noget nyt bogprojekt eller nogen uopklarede mordsager, han planlægger at kaste sig over:

”Jeg er drænet. Jeg skal lige have en pause, for man kan sagtens føle sig som et dumt svin, der snuser i noget, man ikke burde. Du skal være usympatisk nogle gange, og du skal spørge ind til episoder, som ikke er behagelige for kilderne. Og du skal kontakte nogle mennesker, som ikke gider tale med dig. Det er ubehagelige opkald.”

I samme åndedrag siger forfatteren, at det skal gøres, fordi nogle folk skal konfronteres. Og nogle gange skal man ”trykke på sin indre psykopatknap”, som betyder, at han slår sine egne følelser fra i en kort periode. 

Den vigtigste at konfrontere var naturligvis den hovedmistænkte. Og Peer Kaae fik da også et indledende møde med ham – inden han havde talt med ekskonen og bestyreren fra Café Sommersko.

Journalisten virkede besynderligt upåvirket af sagen. I modsætning til alle andre, Peer Kaae har talt med fra området omkring Pisserenden, stamgæsterne på Sabines, ejeren, journalister og forfattere – alle fortæller de, at der var et før og et efter mordet på Stine Geisler. Bortset fra journalisten. Han ville faktisk helst ikke tale om det, siger Peer Kaae.

”Den eneste, mordet ikke interesserer, er åbenbart manden, der har haft et seksuelt forhold til hende. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har hørt.”

Efter at han havde talt med ekskonen og bestyreren, ville Peer Kaae foreholde journalisten deres forklaringer. Men til sin ærgrelse nåede han aldrig så langt, da journalisten døde på hospice få dage før, Peer Kaae ville konfrontere ham.

”Jeg ville meget gerne høre, hvad han sagde til mine nye oplysninger. Det er katastrofalt for mig, at vi aldrig fik mere end et indledende møde. Af den grund fik jeg aldrig spurgt, om han slog Stine Geisler ihjel.”

Politiet undersøger Stine Geislers cykel i jagten på spor i sagen. Foto: John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

’JAGTEN PÅ STINE GEISLERS MORDER’ peger ikke direkte på en skyldig. 

”Det er mit job at stille spørgsmål til den hovedmistænktes forklaring, og så må resten overlades til politiet,” siger Peer Kaae, der føler, at han – trods alt – er kommet i mål med det, han ville, og at han nu kan give slip på sagen.  

”Jeg har indset, at der nok ikke kommer en forløsning i min levetid. I alle drabssager er der ting, vi aldrig kommer til bunds i. De sidste par måneder har jeg ikke gravet i sagen, men det kan jo være, at der kommer et tip, som åbner den igen. Ellers må vi vente til 2065, hvor politiets efterforskning bliver offentlig.”

/

På åben gade

Stoffer, hjemløshed og mismod har været en bestandig del af 55-årige Flemming Pedersens liv. Men der har også været håb i mørket og et ønske om en anden tilværelse. I dag er han i metadonbehandling og både gadestemme og guide i sit eget liv.
Tekst og foto:Louise Elly Meyer

EFTERMIDDAGSSOLEN ER TRÆNGT gennem de ellers våde, grå himmelgardiner, da Flemming Pedersen står foran det lysende røde metro-M, der markerer elevatoren til stationen ved Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Puddelhunden Pixie, der trofast har fulgt sin ejer siden corona-nedlukningen og hjulpet gennem både sorg og abstinenser, snuser nysgerrigt asfalten tynd. Imens står Flemming Pedersen og tripper med en stak laminerede huskekort, han skal tale ud fra. Han er nyklippet, det korte hår er vippet op i en strit, og hans øjne er lyseblå og på én gang skarpe, men hårdt levet liv og metadon har lagt et slør over dem. Om lidt skal han, som en del af organisationen Gadens Stemmer, vise en flok gymnasielærere fra Middelfart rundt på Nørrebro, hans gamle hood, hvor han som hjemløs sov, tjente penge og fik sine stoffer. 

”Har I en bagkant?” spørger han gymnasielærerne, da de er ankommet og klar til en tur ned ad memory lane med den tidligere misbruger, der i dag er i metadonbehandling og bor i en lejlighed i Vanløse.

”For jeg snakker sgu som et maskingevær,” siger han og sætter en timer på sin telefon, så han kan blive advaret, når turens 90 minutter er ved at rinde ud.

Mødestedet er ikke tilfældigt. Flemming Pedersen fortæller, at det er et godt sted at sove under de hvide søjler ved den kirkelignende indgang til Assistens Kirkegård. Der er ly for regnen, og man kan ligge nogenlunde i fred, forklarer han. ”Fulde folk kan godt finde på at pisse på hjemløses soveposer, og jeg har også oplevet, at de har sat ild til dem,” fortæller han, mens gymnasielærerne er tavse, ramt af alvor, og en mand i skrædderstilling sidder under søjlerne på et liggeunderlag og tæller sine pantflasker. 

BAG OM BY-GUIDEN

Flemming Johannes Pedersen, 55 år, født og opvokset i Ikast. Ud af en søskendeflok på fire. Har boet i København siden 1999. Var i lære som maskinsnedker og møbelsnedker, inden misbruget tog over. Boede på gaden i fire år, da hans heroinmisbrug var på sit højeste. Har ikke rørt hårde stoffer i godt og vel 17 år og er i dag i metadonbehandling. Bor i en lejlighed i Vanløse med sin hund Pixie.

EGENTLIG STOD ET liv i misbrug ikke skrevet i kortene for Flemming Pedersen. Han voksede op i Ikast med to brødre og en søster, en far, der var skolelærer, og en mor, der pressede kjoler på en fabrik, og han havde, siger han, en god og tryg barndom. De tre søskende har alle haft gode, velbetalte jobs, og på spørgsmålet om, hvorfor det mon gik galt for ham, er han forsigtig. Ja, han sloges om forældrenes opmærksomhed med sin ene bror, der var en såkaldt pseudotvilling, men mest af alt fik han nok de forkerte venner som ung teenager.

Fra den første genstand på blå mandag trillede snebolden. Alkohol blev til hash, hash blev til amfetamin, der senere blev til heroin. Ad flere omgange prøvede han at lægge rusmidlerne bag sig. Han gik blandt andet i lære som maskinsnedker og møbelsnedker, fordi han ”godt kunne lide at have splinter i fingrene”. Men tilbagefaldene lurede altid lige om hjørnet, og i 1985 blev misbruget suppleret med sovepiller, nervepiller og ’Benzo’er’. 

Når medicinhåndbogen hvert år udkom i en fornyet udgave, stod Flemming Pedersen klar på biblioteket. Han skulle se, om der var nye medikamenter på markedet med nogle af ”de gode bivirkninger”. Sløvende medicin, der kunne slukke for de indre stemmer, der sagde, at han ikke duede til noget. 

”Misbrugslivet har været ledsaget af konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mine omgivelser,” siger han og fortæller, at han har været i behandling i hvert fald 25 gange med alskens metoder. Minnesota, Føniks og gestaltterapi. Og at han gennem hele sit voksenliv har holdt statusmøder med ’Den store sagsbehandler’, som Gud hedder i hans vokabularium.

Flemming Pedersen drømmer om at bygge sit eget Tiny House.

”NÅ, LAD OS komme videre,” siger han og sætter i galop med Pixie ved sin side, mens gymnasielærerne zigzagger gennem Nørrebros fredagsmylder med tourguiden i front. Endnu en fynsk gymnasielærer slutter sig stakåndet til flokken. Han troede, at mødestedet var Nørreport og ikke Nørrebro. Den veloplagte guide hilser den nytilkomne velkommen og tager flokken med gennem tunneller og under halvtage, der er gode at sove i og under. Nok var der mange forbipasserende, men i det mindste lugtede der ikke af lort og tis, som der ellers ofte gjorde på byens hjemløsesovepladser.

På Nørrebrogade stopper Flemming Pedersen op og peger på en stikvej: ”Dér er Diana vokset op,” siger han og fortæller, at Diana var narkoman og alkoholiker, men også hans kæreste og bedste ven. De gik gennem misbrugs­tiden sammen uden tag over hovedet. For to år siden døde hun efter  lang tids sygdom, og Flemming Pedersen har savnet hende på fuld tid lige siden. Han har også overvejet ”at følge efter hende”, for han har ikke fundet en, han har kunnet betro sig til siden. 

Han stoler hverken på sig selv eller ”de gamle hoveder” fra miljøet. De er alle sammen for betagede af suset, eller også lever de i konstant angst for tilbagefald. Men Pixie, hun har, sammen med Livslinjen, holdt hans fødder på jorden. 

”Jeg har fået noget at leve for igen. Jeg lever for de her ture. Det er faktisk som at gå til psykolog. Jeg får luftet ud ved at fortælle min historie.” 

Foran Stefanskirken, der står som et stoisk anker midt på Nørrebrogade, gør flokken holdt. Det var her, han tiggede, dengang han vejede 48 kilo og mere eller mindre levede af heroin. 

”Der var en fantastisk præst i kirken dengang, Anne hed hun. Hun var ikke bare en præst, hun var også en dygtig socialarbejder, og hun passede på os. Anne lånte gerne en hundredelap til de trængende, hvis bare de lovede at betale tilbage en dag. Man lever et liv i tæt berøring med døden, når man er misbruger,” siger han og spørger forsamlingen om, hvor mange de tror, der kommer til en begravelse af en hjemløs. En stilhed larmer. 

”Ikke så mange,” svarer en af gymnasielærerne.

”Til Dianas begravelse var der otte til stede i kirken. Inklusive mig, præsten og kordegnen.” 

GADENS STEMMER

Er en velgørende organisation, der tager dig med på byvandringer, hvor en guide fortæller sin selvoplevede historie om livets bagside og giver dig indsigt i for eksempel hjemløshed, psykisk sårbarhed, anbringelser, stofmisbrug, sexsalg og kriminalitet. Guiderne fra Gadens Stemmer kan opleves i København, Vejle, Esbjerg, Odense og fra april i Aalborg.

I 2022 havde Gadens Stemmer 18.800 gæster med på byvandringer. Godt 60 procent af dem var skoleelever. Se eventuelt mere på gadensstemmer.dk

FLEMMING OG DIANA søgte ofte ly hos et familiemedlem. Her skød de heroin i et af værelserne, og efter at have sovet forlod de det med slanger, pumper og blodrester på sengetøjet. 

”Helt inde i sjælen var jeg ikke ligeglad, men udadtil lod jeg bare som ingenting, siger han og stopper ved et højt etagebyggeri ved Lundtoftegade. Kæresteparret sov her med jævne mellemrum. De samlede dørmåtter sammen, så det ikke var så koldt at ligge på betongulvet, og på den måde tilbragte de flere juleaftener. 

”Det var det værste. Duften af julemad smøg sig ud over dørtærsklerne tilsat en lyd af liv og glade dage. Og det eneste, jeg kunne give min kæreste, var et skud heroin i armen. Det var ensomhed og mørke.”

Gymnasielærerne er fortsat tavse af alvor. 

 ”Når man er misbruger, handler det hele om at holde sig rask,” siger Flemming Pedersen og forklarer, at ’rask’ for en misbruger betyder at være på stoffer. Diana drak en halv kasse stærke øl om dagen, han skød heroin og tog alle de piller, han kunne få fat i. Engang tog han 256 metadoner og 40 sovepiller. Han ville egentlig dø, men faldt ikke engang i søvn, fordi hans krop havde vænnet sig til så høj en dosis af rusmidler. 

Af og til bliver Flemming Pedersens historie afbrudt af bedstemødre med slikgnaskende børnebørn i klapvogne, ølflasker, der klinker selvsikkert mellem unge venner, og af børnegrin og forældre-smalltalk på Flyverlegepladsen i Nørrebroparken.

”Byens rum har ændret sig for de hjemløse,” forklarer ’nedtour’-guiden og fortæller, at da det såkaldte zoneforbud kom i 2017, kunne de hjemløse ikke længere bare lægge sig hvor som helst og sove – politiet fik ret til at genne dem væk. 

”Det er svært at finde et offentligt sted at sove i dag, men dengang vi var hjemløse, Diana og mig, var vi heldige. Vi kunne sove på en bænk, hvis vi ville,” siger han og nikker mod de mange bænke, der flankerer Nørrebroparkens bøgeallé, og beretter om dengang, de to boede i telt en hel sommer på en græsplæne over for Føtex på Nordre Fasanvej. 

”Det var skidehyggeligt, og vi fik solgt en masse ’Hus Forbi’.”

Makkerparret Flemming og Pixie. Foto: Julie Holst

EFTERMIDDAGSSOLEN ER gået ned, og himlen er atter en grå, knyttet næve, mens flokken traver af sted ad den hvinende og hvæsende Jagtvej, der er en af Nørrebros asfalterede hovedblodårer. Gymnasielærerne laver små strækøvelser med hænderne i lommen for at holde kulden stangen, da Flemming Pedersen atter drejer ind på Assistens Kirkegård. Han viser rutineret rundt mellem grantræer og gravsten og stopper ved kunstneren Leif Sylvesters mindesten for de hjemløse, et værk, der skal minde om alle de udsatte, der ligger på de ukendtes grav. 

Da Diana døde, pungede han ud til et gravsted i den anden ende af byen, for han ville have et sted, hvor han kunne mindes. 

Han afslutter til klapsalver i tusmørket og siger: ”Hvis bare jeg kan hjælpe én ved at fortælle min historie, er det en god gerning og det hele værd.”

/

Og så er der mig, sagde hunden

Julemesserne er forbi, nu kommer skilsmisserne. Januar er højsæson for par, der går fra hinanden, men når et ægteskab går i hundene, bliver kæledyret ofte klemt mellem parterne. Ud & Se har opsnuset problemet.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Bernardo França

SKILSMISSER KAN være svære. Uanset om forholdet har været kort eller langvarigt, er der følelser på spil. Mange. Der bliver peget fingre, og anklagerne flyver gennem luften: Du sagde, du gjorde. Og så er der delingen af vragresterne fra det forliste forhold. Hvem får lejligheden? Bilen? Sofaen? Spisebordet? Fjernsynet? Bøgerne? Krystalkronen? Hunden?

Hvis det levende på listen springer i øjnene, skyldes det måske, at du – som rigtig mange andre danskere – snarere anser hunden som et medlem af familien end som en genstand. Sådan var det også for Lene Boutrup og Jørgen Koldt, da de blev skilt i 2006. Ingen af dem var i tvivl om, hvad der skulle ske med deres treårige West highland white terrier, Rosa.

”Det var som med børnene,” fortæller Lene Boutrup: ”Selvfølgelig skal de se både deres mor og far. Der var ikke nogen pris på hende, ligesom der heller ikke var det på børnene. Så vi behandlede hende på samme måde, og man betragter jo sin hund som et barn. Det gør jeg i hvert fald.”

Men det gør loven ikke. 

Nok taler dyrevelfærdsloven fra 2020 om, at dyr ikke bare er at betragte som genstande. De er ”levende og sansende væsner”. Men i familierettens øjne er husdyr, og altså hunden, stadig ejendom og anses som såkaldt løsøre. Hvis parterne ikke kan enes, tilfalder Buller eller Guffe den ægtefælle, som i sin tid købte og betalte for ham eller hende, og i hvis navn dyret er registreret i Dansk Hunderegister.

Det var Jørgen Koldts navn, der stod på kvitteringen for Rosa, og i hans navn, hun var registreret, selvom de sammen hentede hende på kennelen, hvor hvalpen var så lille, at den kunne sidde i Lene Boutrups hånd.

Men akkurat som med det yngste af parrets tre børn, som på det tidspunkt stadig boede hjemme, aftalte Jørgen Koldt og Lene Boutrup at skiftes til at have Rosa hver anden uge. Og da Rosa fik allergi, hvilket westies ofte får, slog de halv skade om dyrelægeregningerne og behandlingerne. Gennem årene løb det op i næsten et halvt hundrede tusind kroner.

”Vi havde også en delebil, men det gik ikke så godt som med Rosa. Der havde vi sværere ved at blive enige om, hvornår den skulle til reparation – og hvem der skulle betale regningen. Men med Rosa var vi enige,” siger Lene Boutrup.

”JEG DELER HUS med et par hunde,” svarer professor Peter Sandøe leende på spørgsmålet, om han selv har hund. 

”Min kone har hund,” understreger den 67-årige professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på sit kontor på Frederiksberg.

Hvis ægteparret en dag går fra hinanden, forsikrer Peter Sandøe, at han hverken vil gøre krav på Georg, den seksårige bouvier des Flandres, eller Edda, den otte måneder gamle lagotto romagnolo. Men det handler ikke om love og paragraffer: ”Jeg kan godt lide dem og står på venskabelig fod med dem, men jeg rejser for meget til, at jeg gider have hund.”

Alligevel efterlyser den tidligere mangeårige formand for Det Dyreetiske Råd en løsning for de hundeejere, der i en skilsmisse ikke kan blive enige om ’forældreretten’ over hunden. 

At ingen tidligere rigtig har interesseret sig for problemstillingen, overraskede Peter Sandøe, da han sidste år skrev den videnskabelige artikel ’Skillemissehunde – og familiedyrenes placering i familieretten’ sammen med adjunkt på Københavns Universitet Søren Stig Andersen. 

Det seneste årti har der herhjemme i gennemsnit været 16.000 skilsmisser om året, og da 20 procent af de danske familier holder hund, er der årligt 3.200 såkaldte skilsmissehunde. Heri er ikke medregnet par, som ikke er gift, og netop det at få en hund kan for unge være en prøve på ægteskabet og familielivet (uden at de måske tænker på, at en hund i snit lever i 14 år og dermed længere end mange ægteskaber).

Ude i verden er der i disse år et stigende fokus på problemet med skilsmissehunde. Det bugner derude med love, domme og artikler om emnet. Men ikke i Danmark.

”Det vakte min intellektuelle nysgerrighed,” fortæller Peter ­Sandøe.

”Det er jo fascinerende, hvordan hunde er trængt ind i vores liv og har fået fat i vores hjerter og tegnebøger,” siger professoren og henviser til en undersøgelse fra forskningscentret, der sidste år viste, at 83 procent af danskerne kan lide hunde. Ikke overraskende er andelen størst blandt dem, som har en. Her er tallet 99 procent.

EN MÆRKESAG

Dansk Hunderegister (DH) fører på vegne af Fødevarestyrelsen et landsdækkende register over hunde i Danmark. Hunderegisteret har eksisteret siden 1993, da det ved lov blev påbudt, at alle hunde i Danmark skal være mærket og registreret i DH. Registeret skal gøre det muligt at finde ejerne til mishandlede eller vanrøgtede hunde og drage dem til ansvar, sikre, at bortløbne eller stjålne hunde kan blive forenet med deres ejere, samt lette kampen mod smitsomme sygdomme og ulovlig handel over grænserne.

”HVORFOR BRUGER VI så meget energi på et dyr af en anden art? Følger man en striks darwinistisk tankegang, skulle vi bruge denne energi på os selv og vort eget afkom,” siger Peter Sandøe. Men det gør vi ikke, og af samme grund mener dyrevelfærdsforskeren, at løsningen på problemet med skilsmissehunde må være en ændring af familieretten eller indførelse af såkaldte pet nups eller ægtepagter for hunden. Med andre ord en slags kæledyrskontrakt om fordelingen af ejerskabet af – og samværet med – hunden samt de pligter, som medfølger. For hunden er ikke et stykke løsøre, mener professoren. 

For det første er der hensynet til hunden selv, dens tarv eller velfærd. Hvem af ægtefællerne har hunden bedst af at være hos? At tage hensyn til det vil bryde med vores forståelse af dyr som ejendom, og spørgsmålet er, hvad der menes med hundens tarv, samt hvordan domstolene skal kunne vurdere, hvad der er godt og dårligt for den. Hunde kan som bekendt, i modsætning til mennesker, ikke selv fortælle, hvem de ønsker at være hos.

For det andet er der hensynet til ægtefællernes følelser for hunden. Der er ganske vist en særlig bestemmelse i ægtefælleloven om såkaldt krydsende udtagelsesret, hvor domstolene for eksempel kan tildele den ene part boligen, selv om huset eller lejligheden står i den andens navn. Bestemmelsen kan komme på tale i skilsmissesager, hvor børnene stadig bor hjemme, så den ægtefælle, der hovedsagelig skal have børnene boende, kan opretholde hjemmet i vante omgivelser. Men ingen ved, hvordan en dommer vil se på spørgsmålet, hvis det er en hund, han eller hun skal tage stilling til. 

I USA, HVOR 40 procent af familiebefolkningen anslås at have hund i modsætning til de danske 20 procent, er der i disse år stadig flere eksempler på, at par, som skal skilles, er villige til at slås for retten til at beholde hunden.

Siden årtusindskiftet har flere amerikanske delstater haft principielle domme eller vedtaget love, der enten gør det obligatorisk eller muligt at inddrage hensynet til hundens tarv, når det skal besluttes, hvilken af ægtefællerne der får hunden i forbindelse med en skilsmisse. 

Senest underskrev delstaten New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i 2021 en lov, så det fremover bliver op til ægtefællerne og deres ­advokater at dokumentere, at netop de bedst kan tage vare på hunden. I modsætning til børn kan hunde dog ikke få udpeget en advokat til at repræsentere dem og tale på deres vegne. Ikke endnu i hvert fald. 

Udviklingen får flere til at tale om, at kampen for ikke bare hundes, men dyrs rettigheder generelt er den seneste frontlinje i en kamp, der trækker historiske tråde til for eksempel slaveriets ophævelse, kvinders stemmeret og homoseksuelles ret til at gifte sig. 

Den australske filosof og nytteetiker Peter Singer har sidestillet vores forskelsbehandling af dyr med racisme og mener, at vi om 100 år vil se tilbage på den måde, vi behandler dyrene på, som vi i dag ser tilbage på slavehandlen. Dyr bør være en del af vores moralske fællesskab, ligesom andre grupper og minoriteter er blevet det gennem historien efter først at være blevet holdt ude, mener filosoffen, der kalder det arts-chauvinisme, hvis vi undlader at tage hensyn til dyrene.

”Alle dyr er lige,” skriver Peter Singer i bogen ’Dyrenes frigørelse’, der har givet navn til den moderne bevægelse for dyrerettigheder. ”Det grundlæggende lighedsprincip kræver ikke en lige eller identisk behandling; det kræver lige hensyn,” siger Peter Singer, der mener, at det er lige så uacceptabelt at behandle mennesker umenneskeligt som at behandle dyr som en genstand, og at deres evne til at føle glæde og smerte er grund nok til at fastslå, at de har egne interesser.

DYRENES BESKYTTELSE har hovedkvarter i en toetagers bygning på Buddingevej i Søborg, der tidligere tilhørte Politiets Efterretningstjeneste. På parkeringspladsen venter to hvide varevogne. ”Dyreredning” og ”Dyr i nød? Ring 1812” står der med rødt på siden af bilerne, der holder foran bygningens rød-hvide motto: ”Dyrenes røgt viser menneskets røgt”.

Foreningen, der blev stiftet i 1875, tilbyder sine medlemmer at tegne et dyretestamente på familiedyr, herunder hunde, så der efterfølgende bliver taget hånd om dyret efter ejerens ønske. Næste skridt kan blive de tidligere nævnte pet nups – juridiske aftaler om et kæledyrs ejerskab og velfærd – fortæller familiedyrschef Jens Jokumsen.

”Skilsmisser er jo nogle gange grimme, og der kan dyrene også blive brugt,” siger Jens Jokumsen. Dyrenes Beskyttelse oplever i forbindelse med skilsmisser at få indleveret hunde af deres juridiske ejere, som på den måde ønsker at straffe ekspartneren ved at sikre, at vedkommende ikke kommer til at se hunden mere.

Foreningen har en aftale med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) om at passe voldsramte kvinders kæledyr på et internat, herunder hunde, mens kvinderne selv opholder sig på et center. Kvinderne kan dermed bedre forlade en voldelig mand uden at skulle bekymre sig om hunden – og derefter få tid til at finde en længerevarende løsning. 

VUF, VÆRN OG VELFÆRD

Folketinget vedtog i 2020 en såkaldt dyrevelfærdslov, som erstatter den mere end 100 gamle dyreværns­lov. Som det første land i verden er det skrevet ind i loven, at dyr er både ”levende og sansende væsner” og altså i stand til at føle og opfatte eller sanse både glæde og smerte. Det er en såkaldt rammelov, hvor Folketinget giver den til enhver tid siddende fødevareminister bemyndigelse til at fastsætte konkrete regler for dyrevelfærden for alt fra mindre kæledyr og hunde til de mange millioner dyr i dansk landbrug.

I USA VISER en undersøgelse, at mellem 25 og 40 procent af de ægtefæller, der bliver i et voldeligt forhold, gør det af frygt for, hvad der skal ske med kæledyret. Og i en anden amerikansk undersøgelse svarede 40 procent af de adspurgte kvindelige gifte hundeejere, at de fik større emotionel støtte fra deres hund, end de fik fra deres ægtefælle.

Pet nups og almindelige ægtepagter – nu med hund – kendes fra USA og flere europæiske lande, hvor stadig flere benytter sig af, at familieretsadvokater og dyreværnsorganisationer tilbyder disse. Hvilket ikke mindst skyldes en række kendissers brug af sådanne aftaler. 

”Vi vil altid være taknemmelige for den kærlighed, vi har delt, og vil altid arbejde sammen om at opdrage vores to smukke hunde,” skrev skuespillerne Christina Hendricks og Geoffrey Arend i en fælles erklæring, da de gik fra hinanden i 2019 efter 10 års ægteskab. 

Retten til yorkshireterrierne Boo og Pistol var også en del af skuespillerne Johnny Depp og Amber Heards omstridte og verdensudbredte skilsmisse (hun fik hundene samt hesten Arrow).

”Selvom man har lavet en sådan aftale i ’fredstid’, vil der dog stadig kunne være en række spørgsmål, når man bliver skilt, i forhold til dyrelægebehandling, foder og i sidste ende, hvornår man så skal afslutte livet,” siger Jens Jokumsen, der selv har to Jack Russell-terriere, Kalle på 11 år og Karla på halvandet.

”Der oplever jeg tit, at det er den part, som ikke længere har Fido i hverdagen, som mener, at nu skal han have fred. Men det synes den anden part ikke. Det kan man også blive uvenner over, så en aftale om at dele ejerskabet og samværet løser ikke alt,” siger Jens Jokumsen.

DET ANSLÅS, at der i Danmark er godt 800.000 hunde. Dog kendes det præcise antal ikke, eftersom mange hundeejere ikke afmelder deres døde hunde i Dansk Hunderegister.

Men hvor mange danskere ville herhjemme benytte muligheden for at tegne en pet nup, hvis – eller når – en sådan aftale bliver en realitet? Nok ikke så mange, lyder det fra formanden for Danske Familieadvokater, Anne Broksø.

”Det er ikke noget, folk kommer til at stå i kø for at bruge. De fleste mennesker lever ikke i den juridiske verden, hvor man husker på den slags. Nu siger jeg noget, som nok bærer præg af, at jeg ikke er hundeejer, men spørgsmålet er, hvor mange penge du vil bruge på at få hunden, hvis du kommer op og slås med ekshustruen eller eksmanden. Hvor mange vil bruge ressourcer på en advokat med en dyr timeløn for at få hunden? Dér tror jeg, at mange alligevel trækker sig.”

Alternativet er måske en egentlig bestemmelse i familieretten som i flere amerikanske delstater eller i en række europæiske lande som Schweiz, hvor retten til en hund tilfalder den part, der kan tage sig bedst af den ”ud fra et dyrevelfærdssynspunkt”.

Sidstnævnte tror Anne Broksø dog ikke på kommer til at ske. Ikke foreløbig. Det folkelige pres er der ikke, mener hun, og i forvejen er lovgivningen inden for familieretten præget af lang holdbarhed. Senest blev ægtefælleloven ændret i 2018 efter at have eksisteret næsten uændret siden 1922.

HVOR ER HUNDEN BEGRAVET?

Hunden er den nærmeste slægtning til ulven. Det antages, at ulve for 12.000-15.000 år siden knyttede sig til mennesker. Det ældste arkæologiske fund af en hund begravet sammen med et menneske er 10.000 år gammelt og stammer fra Israel.  Herhjemme blev hunden almindelig som kæledyr i begyndelsen af 1800-tallet, hvor der blev indført en hundeskat. Når ejerne havde betalt afgiften, modtog de som kvittering et hundetegn, som hunden bar i sit halsbånd. Hundeskatten blev afskaffet 1. januar 1970.

UNDER CORONAKRISEN blev hunde en slags levende lykkepille i pels. Sidste år blev der registreret 79.122 nye hunde i Dansk Hunderegister, hvilket var en stigning på 25 procent fra 2019 – før coronakrisens start. 

”Når verden er urolig og skummel, tyr vi til det nære og trygge – og det er det, som hunden repræsenterer. Hvilket også gør sig gældende i en skilsmissesituation, og derfor har så mange så svært ved at give slip,” siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub. 

Fra foreningen, der har 30.000 medlemmer, lyder også en advarsel mod at tro, at en pet nup eller en ændring af loven løser alle problemer med skilsmissehunde. 

”Det er en balancegang,” siger Lise Lotte Christensen.

”Det er godt at kende sin ret. Men når det gælder ansvaret som hundeejer, skal man i lige så høj grad kende sin pligt: Nemlig at man bør sætte hundens tarv først. Hvis noget står i en lov, risikerer man lidt at blive fritaget for selv at tænke på sin pligt i en skilsmissesituation – altså at hundens trivsel i hverdagen vægter rigtig højt. Når det er sagt, laves de bedste aftaler i fredstid, og det gælder også aftaler om, hvad der skal ske med hunden i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald.”

Adfærdskonsulenten anbefaler altid, at den ene af parterne får hunden på fuld tid, og at den anden bliver hundepasser, når der er brug for det. Hunde har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed. Selv har Lise Lotte Christensen to golden retrievere, Fiona på 10 år og Darleen på seks.

”Der er ofte stor berøringsangst ved at tale om det her. Men jeg plejer at anbefale, at man tænker over det, taler om det og meget gerne skriver det ned. Man kan jo ændre det hen ad vejen, hvis man finder på ny aftale.”

HUNDE SOVER I DAG mange steder med i sengen, de får jule- og fødselsdagsgaver, de sidder med ved bordet, og når hunde dør, bliver de stadig oftere begravet på dyregravpladser. Vores forhold til dyr kan i det hele taget vække mange stærke følelser, men sådan var det ikke for 30 år siden, da Peter Sandøe blev formand for Det Dyreetiske Råd i 1992.

”Dengang emmede dyrevelfærd af hønsestrik og hattedame,” siger Peter Sandøe, der peger på, at næsten alle partier i dag har en dyrevelfærdsordfører, og at emnet er dagsordensættende, men én ting har ikke ændret sig: Modsat lande som USA går vi mere op i dyrevelfærd end dyrerettigheder. Dyrenes Beskyttelse er for eksempel en dyrevelfærdsorganisation.

”Vi er tættere på bondesamfundet. Dyr er dyr, og mennesker er mennesker,” siger Peter Sandøe, der dog mener, at den danske stat i 2019 gik ”full monty på den amerikanske model” med købet af cirkuselefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt kamelen Ali. 

Elefanterne, som tilhørte Cirkus Arena og Cirkus Trapez, blev pludselig arbejdsløse, da Folketinget i 2018 forbød eksotiske dyr i cirkus. Efter lange tovtrækninger og en pludselig fnisegrinende statsminister i Folketinget lever dyrene i dag i Knuthenborg Safaripark. Det var aldrig på tale at aflive elefanterne, som det skete med giraffen Marius, da han i 2014 kom i ’overskud’ i København Zoo.

”Det er der, hvor vi er på vej hen. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Peter Sandøe. 

Får han ret, vil særligt hunde stå forrest i rettighedskøen.
Men hvad med skilsmisseparret Lene Boutrup og Jørgen Koldt og deres West highland white terrier Rosa? De to endte med at finde hinanden efter seks års adskillelse og bor nu atter sammen. Rosa døde i 2019.

”Jeg savner hende stadig,” siger Lene Boutrup.

/

Kraftspring

”Atomkraft? Nej tak,” sagde danskerne for 40 år siden, men i skyggen af en voksende klima- og energikrise er debatten vendt stærkt tilbage med gamle skræmmebilleder og ny teknologi. Er atomkraft en nødvendig energikilde til at sikre en bæredygtig fremtid? Eller er den for dyr, for besværlig og ikke mindst for farlig? Ud & Se forsøger at finde ind til kernen.
Tekst:Benjamin Dane

SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.

”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.

Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”

Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.

I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.  

Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?

Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.

”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”

Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.  

”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”

Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:

”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”

Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.

VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.

”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen. 

”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.

”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.

Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”

Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.

MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst. 

Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.

Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.

”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”

Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.

GRØN ELLER SORT? 

Atomkraft er ifølge Oxford Universitys statistikbank, Our World in Data, en af de mest CO2-neutrale energikilder målt i udledning per gigawatt-time. Samtidig viser tal fra Oxford University, at atomkraft er en af de energiformer, der har kostet færrest liv i forhold til den mængde energi, den har produceret. Universitetet har regnet på, hvor mange der hvert år ville dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 mennesker:

Kul: 25 mennesker
Olie: 18 mennesker
Gas: 3 mennesker
Biomasse: 5 mennesker
Vindkraft: 1 menneske per 25 år
Atomkraft: 1 menneske per 33 år
Solkraft: 1 menneske per 50 år

Kilde: Oxford University

PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.

”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.

Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.

”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”  

March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver

16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.

I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid. 

”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:

”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”

Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.

”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”

Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

KRAFT OG KATASTROFER

Mest berømt og berygtet er atomulykken i Tjernobyl. Natten til 26. april 1986 nedsmeltede reaktor 4 og slap store mængder radioaktivitet løs i atmosfæren. Sovjetiske myndigheder skjulte ulykken, der kostede 56 personer livet og førte til mindst 1.800 bekræftede tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn. Et område i en radius på 30 kilometer fra atomkraftværket blev evakueret og er fortsat erklæret ubeboeligt, selvom et mindre antal ukrainere fortsat lever i den lukkede zone. Ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA er det samlede dødstal 4.000-9.000. En Greenpeace-rapport fra 2006 estimerer imidlertid, at 93.000 risikerer at dø af strålingsrelaterede sygdomme.

Syv år tidligere, i 1979, svigtede en kølevandstilførsel på atomkraftværket Harrisburg på Three Mile Island i USA, og efterfølgende blev der begået menneskelige fejl, som førte til en delvis nedsmeltning af reaktoren. Det var udslip af radioaktivitet, men kun meget begrænset udslip i miljøet uden for anlægget. Oprydningen efter ulykken sluttede i 1993 og anslås at have kostet en milliard dollar.

I 2011 blev Japan ramt af et jordskælv i havet nordøst for Fukushima, der målte 9.0 på Richterskalaen. Jordskælvet skabte en tsunami, der oversvømmede det nærliggende atomkraftværk og medførte en delvis nedsmeltning samt en brinteksplosion i to af reaktorbygningerne. Radioaktivt materiale blev sluppet løs i atmosfæren, og tusinder af mennesker blev evakueret fra nærområdet. Oprydningen efter ulykken pågår fortsat og ventes at tage yderligere 30-40 år – og koste op mod 1.000 milliarder kroner. 2.202 døde, mens én person siden er død af kræft fra stråling.

Kilder: IAEA, Oxford University, United States Nuclear Regulatory Commission, Der Spiegel, The New York Times, Stanford University

DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer. 

”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”

I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.

”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg. 

Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.

GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.

”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.

Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.

Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.

”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.

De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.

”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.

Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver

SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.

”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.

Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.

”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.

Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.

”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.

At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:

”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.” 

I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.

”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”

JA ELLER NEJ

For:

• Atomkraftværker er så godt som CO2-neutrale
• Kan levere stabil elektricitet og varme
• Har lang levetid og er billige i drift
• Producerer store mængder energi
• Forurener mindre end kul, olie og gas
• Radioaktivt affald kan genbruges som brændsel i visse reaktorer

Imod:

• Atomkraftværker er meget dyre og ikke specielt klimavenlige at bygge
• Radioaktivt affald skal opbevares i mange tusind år
• Risikoen for ulykker er lille, men konsekvenserne kan være store
• Uran er besværligt, beskidt og ressourcekrævende at udvinde
• Uranberigelse er en vanskelig proces, der kræver særligt udstyr, som kun få lande i verden råder over

Kilder: IAEA, Niels Bohr Institutet, Stanford University

Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver

UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn. 

At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.

”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.

”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”

Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.

”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”

HVAD MED  TYSKERNE?

I kølvandet på ulykken i Fukushima besluttede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen at udfase atomkraft i Tyskland. I dag er der kun tre aktive atomkraftværker tilbage i landet. De skulle have været lukket 31. december i år, men på grund af energikrisen har den tyske forbundsregering valgt at holde liv i to af kraftværkerne til foreløbig april 2023. På trods af en grundlæggende atomskepsis i nabolandet mod syd støttede 60 procent af tyskerne ved redaktionens slutning en forlængelse af de eksisterende atomkraftværker. Ifølge Holger Sandte, der er født i Tyskland, men arbejder i Danmark som chefanalytiker for EKF Danmarks Eksportkreditfond, kommer en større revival af atomkraft nok ikke til at ske i Tyskland: ”Men det har vist sig at være en fejlslagen strategi at satse på især russisk gas. Nu står Tyskland med en stor udfordring.”

ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.

”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.

Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.

”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.

Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.

Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.

Barsebäck, oktober 2022.

TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.

En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”

/

Ovenfra og ned

Med 200 km/t og åbent vindue i alt slags vejr er Nicolas Cosedis fløjet hen over hele Danmark med en pilot og sit kamera. Året rundt har han fotograferet vores land, som ellers kun fuglene ser det, og de kærlige knips af kirkegårde, boligkvarterer, kuttere og kyststrækninger er samlet i udgivelsen ’Danmark fra skyen’ med tekster af Pernille Stensgaard. Velkommen om bord.
::

THORUP STRAND

Thorup Strand i Jammerbugten, hvor fiskerne stadig trækker deres kuttere op på land. De smukke buttede havbåde på stranden er et usædvanligt syn, et sus fra gamle dage. Fiskerlejets karisma er forstærket af tv-serien ’Gutterne på kutterne’ (2015-) om fem unge fiskere fra Thorup Strand. De er mediedarlings med skæg og kasketter, vores egen tids beundrede skagensfiskere med egen facebookside. Thorupfiskerne bruger skånsomme fangstmetoder og fører en daglig kamp mod de ødelæggende hollandske bomtrawlere. Bådene trækkes ud i Skagerrak af et spil på land forbundet med en wire forankret ude i vandet. En bulldozer slæber dem på land igen. I gamle dage foregik alt med håndkraft.

Mols Bjerge.

Rold Skov.

Faxe Kalkbrud.

Sankt Jørgens Sø, København.

HÅRNÅLESVINGET I GUDHJEM

Gudhjem går for at være landets eneste bjergby og har en fantastisk bjergvej med to hårnålesving, sprængt ind i Bokul-klippen i 1967. Vejen kaldes Serpentinervejen, formelt Nørresand, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5, det tætteste, vi kommer på en bjergvej i Danmark og cirka på Alpe d’Huez-niveau. Om sommeren er den ensrettet (nedefra), og det er ulovligt at cykle ned ad den. Klippeøen Bornholm har danmarksrekord i hårnålesving: Hele syv er der ifølge danskebjerge.dk, mens Sjælland for eksempel kun har to.

Gudhjem kliner sig op ad fjeldet, og nogle af byens smukkeste haver er sprængt ind i klipperne. Hovedgaden er også usædvanlig stejl med sin stigning på 10 procent; på glatte vinterdage kan den være umulig at komme op ad. Størstedelen af Danmarks landskab kan forklares med istidens gletsjerbevægelser. Fjeldet kom før isen og kunne modstå presset fra den. Derfor kan man på Nordbornholm og især på Hammerknuden se landets ældste landskab. Ren granit dækket af et tyndt lag jord.

Klippeløkken Stenbrud, Rønne.

CRH Concrete A/S, Viby Sjælland.

De Runde Haver i Nærum.

Urtehaven, Fredensborg Slot.

Urtehaven, Fredensborg Slot; Bispebjerg Kirkegård, København.

Haderslev Fjord.

Klaus Nars Holm, Farum Sø.

Furreby Kystbatteri, Løkken.

Tisvildeleje.

Skovshoved Havn.

’Danmark fra skyen’ af Nicolas Cosedis med tekst af Pernille Stensgaard er udgivet af Strandberg Publishing. Fotos og tekst på disse sider er fra bogen.

/

Motorvejens sidste mohikanere

Engang var det roger over og 10-4 at være langturschauffør. Jobbet som cowboy bag rattet var indbegrebet af udlængsel, sejlivet asfalt-romantik og idylliseret ensomhed. Men social dumping og billig arbejdskraft har overhalet trucker-kulturen, og yngre danske generationer længes ikke længere efter et liv på landevejene.
Tekst og foto:Lucas Stevns Wiingaard og Morten Høeberg Mortensen

Simon Bøhnke Larsen hænger ud over vinduet fra det store køretøj, som holder på gruspladsen i sønderjyske Christiansfeld. Den ser ny ud og er det også. Han er på vej ud på sin blot anden tur i den, til Rotterdam med møbler fra Jysk. Han kører om natten, sover om dagen. 

Den 29-årige fynbo har kørt lastbil i 11 år, og langt størstedelen af årene har været eksport fra Europas nordligste landeveje til Middelhavets kyststrækninger.

Den nye lastbil er af mærket DAF. Han er ellers Scania-mand. Det fortæller han selv, men havde han ikke nævnt det, havde man nok regnet det ud alligevel.

Han har gribben fra Scania-logoet tatoveret på benet, og ’Super’ står der skrevet på hans højre arm – en hyldest til den svenske lastbilsproducents legendariske motorlinje fra 70’erne. Ordet ’Vabis’ finder man på knoerne. Også en Scania-reference. Han har en V8-motor på hånden og et Wunderbaum-træ på armen. Lidt anonymt, men på hans venstre ben står der med små kurvede bogstaver: ”Freedom is a full tank.”

”Man bliver en sær snegl,” siger Simon Bøhnke Larsen om sit job og sit liv, som hænger uløseligt sammen. 

Han viser rundt i sit hjem. Køleskab der. Seng der. Mikroovn der. Det hele kan nås fra sædet, hvor han sidder. Kabinen ligner indersiden af en Gentlemen’s Club. Brunt læder i loftet med fordybninger og knapper i Chesterfield-stil. Frynser i forruden. Sengen bag sæderne er i velour af den slags, som trækker streger efter sig, når man rører det. Hele kabinen er oplyst i en dunkel rød farve. 

”Gejlet, gøglet og plysset,” som chaufføren selv stolt fastslår.

Og der skal komme endnu mere til med tiden, fortæller han. Han fjerner et lille stykke rødt fnuller fra instrumentbrættet og gør det klart, at man tager skoene af, inden man går ind.

”Det her er mit hjem. Mit hus er bare mit hus,” siger chaufføren, der bruger længere tid i førerhuset end i sit rigtige hus i Vejen, hvor hans kone og deres to sønner på halvandet og fire må vente indtil weekenden på at se deres mand og far igen. Ligesom de måtte sidste uge og ugen før den.

Han elsker det liv. Han elsker eventyret og det uforudsigelige, siger han stolt og ofte. Lige nu er han dog mest frustreret. Traileren, han skal have med, er forsinket. Og som lastbilchauffør tæller hvert minut.

Simon Bøhnke Larsen har brugt adskillige af sine egne penge på at ’gejle’ lastbilen. Blandt andet med rødt lys i kabinen.

TRANSPORTBRANCHEN ER UNDER pres. Forskellige estimater lyder på, at der i Danmark mangler mellem 2.500 og 10.000 lastbilchauffører. 

Mange af Danmarks cirka 27.000 chauffører er aldrende og nærmer sig pensionen, mens det er svært at lokke yngre armkræfter ind i førerhusene. Mange af problemerne har rod i det, nogle vil kalde ’arbejdsmarkedets frie bevægelighed’, mens andre vil bruge udtrykket ’social dumping’.

Historisk har man hyret udenlandsk arbejdskraft bag rattene, hvis man ikke har kunnet finde den inden for egne landegrænser, men chaufførmangel er et globalt problem, og alene i Europa manglede der i 2021 op mod 425.000 chauffører. Nogle frygter, at det tal vil have vokset sig større inden udgangen af 2022. Selv de lande, som den danske transportbranche oftest har hentet chauffører fra, for eksempel Polen og Rumænien, står nu selv og mangler i tusindvis.

I Storbritannien, hvor chaufførmanglen er eksploderet siden ­Brexit, har de første konsekvenser vist sig. Blandt andet måtte hæren indsættes i efteråret 2021 for at sikre levering af benzin til tankstationer.

I resten af Europa fylder de udenlandske chauffører mere og mere på vejene. En opgørelse fra Vejdirektoratet i 2018 viste, at 84 procent af de cirka 6.000 lastbiler, som dagligt krydsede den danske grænse, var udenlandske – den højeste andel nogensinde målt. 

Særligt andelen af østeuropæiske chauffører er steget. En udvikling, der tog fart, efter EU åbnede for det indre marked i 1993, og som accelererede yderligere efter unionens østudvidelse i 2004. Med ét kunne chauffører fra blandt andet Polen, Litauen og Ungarn frit bevæge sig rundt i Europa for at tage arbejde, og de var villige til at udføre arbejdet for færre penge end dem, der havde jobbene før dem.

”Konkurrencen blev forøget meget kraftigt, da man fik arbejdskraft fra de østeuropæiske lande, som var villig til at køre under nogle helt andre vilkår. For dem var 100 kroner i timen superattraktivt, for de var vant til 25. De var også villige til at køre længere tid og til at se stort på nogle af reglerne,” siger Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. 

Særligt under finanskrisen gik det stærkt, og mange tusind danske chaufførjob forsvandt til fordel for udenlandske chauffører.

”Det er klart, at når tilgangen af unge til den danske del af branchen ikke er så stor, som den burde være, flytter efterspørgslen hen, hvor udbuddet er,” siger Allan Larsen, professor i godstransport ved DTU.

En krop fyldt med trucker-tatoveringer.

DA SIMON BØHNKE LARSEN kører fra pladsen i Christiansfeld en time forsinket, kører en kollega den anden vej. Han får et horn, et par blink med lyset og et lille vink med på vejen. Imens mørket er ved at indhylle E45 sydgående, knager et regnestykke under chaufførens lyse hår.

Over ham sidder takografen, og han skæver til det lille lysende display, som dikterer, hvad han kan og ikke kan nå på turen. Maskinen holder styr på hans køre-hvile-tider. Han lister alle reglerne op i flæng i næsten højere hastighed, end han kører på vejen, og mere snørklet end de afkørsler, som springer ud af motorvejens asfalt.

I grove træk må han køre i 4,5 time, holde pause i 45 minutter og køre 4,5 time igen. Efter det skal han hvile i ni timer.

Køre-hvile-tids-reglerne er et nødvendigt onde for chauffører. Det ved Simon Bøhnke Larsen, og han ved, at reglerne kun er til for at beskytte ham og andre trafikanter. Og at branchen tidligere så stort på dem. Alligevel nager forsinkelsen ham. Han er bange for, at han ikke kan nå at aflevere varerne hos kunden i Holland, inden han skal hvile. Han vil gerne levere det bedste, siger han og samler et lille trådløst headset up fra en hylde ved instrumentbrættet, klemmer det rundt om øret og ringer til speditøren: ”Jeg er øh… først kommet af sted lidt i 21 og er meget forsinket, så jeg ved ikke, om jeg skal stille traileren et sted eller hvad?” 

Der bliver stille i begge ender af røret. Efter et par sekunder kan speditørens messen høres fra det lille headset, inden Simon lægger på og må afvente endnu et opkald med en ny plan.

”Der fuckede jeg lige hans aften op. Fordi vi er forsinkede, kan vi ikke nå at læsse af hos kunden, inden vi skal hvile.”

Det er bagsiden af den uforudsigelighed, han holder så meget af. 

”Det bliver tit noget rod, for nu skal han samle puslespillet igen, og så vil han til enhver tid presse lidt på. Om jeg ikke lige kan gøre dit eller lige dat. Og det kan jeg bare ikke, fordi så er der bøder, og det er mit kørekort, det går ud over,” siger han.

Både chauffør og vognmand straffes med bøder, hvis chaufføren ikke overholder køre-hvile-tids-reglerne, ligesom det kan koste chaufførens kørekort. Det samme gælder selvfølgelig fartbøder. Derudover kan chaufføren få bøder for mange andre ting som eksempelvis at holde forkert på rastepladser – bøder, der koster op mod 2.000 kroner og betales af egen lomme. Som Simon Bøhnke Larsen siger, er chaufførjobbet et af de eneste, hvor man skal tage sine egne penge med på arbejde. 

Kort efter passerer han grænsen til Tyskland, og et gult blink glitrer i mørket forude.

”Arh, det magter jeg ikke: en særtransport med politieskorte, dem kan vi bare ikke komme forbi. Det er ligesom ikke, fordi vi har pissegod tid i forvejen. Sådan noget forbandet fucking knep.”

På en tur til Holland stopper Simon Bøhnke Larsen i morgentimerne for at læsse fragten af på et gartneri i det vestlige Tyskland.

DE UDENLANDSKE CHAUFFØRER med deres lavere lønkrav og villighed til at arbejde mange (flere) timer og gerne uger og måneder i træk har ændret branchen. Nogle vognmænd og speditører så muligheden for at tjene ekstra ved at hyre chauffører til lavere lønninger, men da transportkøberne også lagde mærke til tendensen, ville de pludselig ikke betale det samme for transporten. 

I 2020 blev EU’s vejpakke vedtaget, og den er et forsøg fra unionens politikere på at tage livtag med den udvikling. Tanken bag var at udrydde den sociale dumping, så for eksempel danske chaufførers lønninger ikke ville blive presset af den udenlandske konkurrence, og faget igen ville blive mere attraktivt. 

Pakken er dog blevet kritiseret for ikke at tilgodese EU’s frie arbejdsmarkedsbevægelighed – en af grundsøjlerne i EU-samarbejdet. 

Vejpakken indeholder blandt andet regler om, at chauffører skal aflønnes efter det lønniveau, der er i det land, de kører i. Altså skal en rumænsk chauffør have dansk løn, når han kører i Danmark. Chaufførers ugentlige hvil på 45 timer må heller ikke holdes i lastbilen, men skal holdes et sted med ordentlige soveforhold og toiletter, og lastbiler skal hver ottende uge vende tilbage til det land, de er registreret i. 

”Ændringerne fjerner nogle af de konkurrencefordele, som øst­udvidelsen gav de udenlandske vognmænd og chauffører, og det kan komme danske chauffører til gode,” forklarer arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz. 

ASFALT-OVERARBEJDE

Lastbilchauffører arbejder flest timer om ugen i Danmark, viser en opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2018: 45,2 timer i gennemsnit. Det er ikke unormalt for chauffører at arbejde 60 timer eller derover. Til sammenligning arbejder den gennemsnitlige dansker i beskæftigelse 34 timer om ugen. Hver anden danske chauffør er desuden over 50 år gammel, hver femte over 60. Kun 13 procent af chaufførerne er under 30. Branche­organisationen ATL vurderede i 2021, at 4.000 af landets cirka 27.000 chauffører vil gå på pension inden for få år. Ifølge en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv fra 2022 angiver hver tredje virksomhed i branchen, at arbejdspresset er steget på de øvrige medarbejdere som følge af den manglende rekruttering.

ET LILLE PLING lyder i den store kabine, og en besked dukker op på Simon Bøhnke Larsens skærm til højre for rattet. Den er fra speditøren.

Nu skal han ikke til Holland alligevel, men i stedet bytte trailer med en kollega på en rasteplads syd for Hamborg. Simon skal i stedet trække kollegaens trailer tilbage til Christiansfeld.

Han ruller vinduet ned, så den kolde luft trænger ind i kabinen og blæser i hans lyse skæg, tænder en cigaret fra en lille tinæske og puster røgen ud i natten.

”Jeg hader, når de laver det om på den måde. Jeg ville gerne til Holland. Jeg gider sgu ikke bare køre ned og bytte et sted i Tyskland og så køre tilbage.”

Han har dog ikke tænkt sig at køre hjem til sin familie, selvom han pludselig har udsigt til at sove på dansk grund igen, og selvom der kun er 40 kilometer fra Christiansfeld til hjemmet i Vejen.

”For det første har jeg ikke en personbil i Christiansfeld. Jeg kunne måske skaffe et lift. Men for det andet …” Han holder en lille pause. Som om han godt ved, at det næste, der kommer ud af hans mund, er uforståeligt for de fleste.

”Jeg elsker min kone, jeg elsker mine børn, men mit hoved skal også fungere. Når jeg kører ud søndag, kommer jeg ikke hjem før fredag, og hvis jeg kommer hjem midt på ugen, kokser det i mit hoved. Jeg bliver i bilen hele ugen. Det er, fordi jeg godt kan lide det. Jeg elsker det her.”

Hvad siger din kone til det?

”Vi har været sammen i 10 år. Og hun er der da endnu.”

Simon ændrer toneleje, hans skuldre sænker sig, han taler langsommere, og han vælger sine ord som en mand, der ved, at han har hele natten til at forklare sig. Han ved også, at livet på landevejen nogle gange er en punktering snarere end den fulde tank, han hylder med blæk på sit ene ben. Ved siden af små kurvede bogstaver på hans venstre ben har han tatoveret et fladt dæk. ”Bad luck” står der over det.

Der går ikke mere end 10 minutter, før planerne ændrer sig. Endnu en gang. Vognmanden ringer og fortæller, at de kan mødes uden for Bremen, bytte trailer, og at Simon kan køre mod Holland med en last, som skal læsses af ved et par gartnerier i løbet af natten. Om morgenen kan han så læsse gasbeton på i Holland, som han skal have med tilbage til Danmark.

”Det er en sindssyg branche. Men jeg elsker friheden … Hvis jeg stopper med at køre lastbil, ved jeg ikke, hvad jeg skal.”

Trods store drømme fik Mads Sommer Schmidt nok af livet som lastbilchauffør.

MADS SOMMER SCHMIDT har altid elsket store maskiner, brølet under motorhjelmen, tanken om bare at være sin egen på vejene og alt det, der var ’drengerøv’ ved lastbiler. Selvom han hverken har far, onkel eller anden familie, der kører lastbil, som de fleste unge, der søger ind i branchen, var han solgt ved tanken om at bruge dagene på landevejene med hestekræfter under højrefoden. Han tog chaufføruddannelsen, da han blev 17, og hans start på både uddannelsen og senere læreplads var alt, han havde drømt om.

”Jeg elskede det i starten. Det var lortearbejdstider, men jeg hyggede mig. Jeg nød at køre på vejen, høre musik og snakke med venner hele dagen. Det var fedt,” siger han.

25-årige Mads Sommer Schmidt fra Rødkærsbro måtte dog foretage en karrieremæssig U-vending, inden han rigtig kom i gang med truckerlivet. På sin første læreplads var han dårlig til at sige fra over for opgaver, som var presset på tid. Han søgte væk fra firmaet, men det blev aldrig rigtig godt. Et andet sted kørte han med slagteriaffald, der er fritaget for køre-hvile-tiderne, men de skal stadig overholde arbejdstidsreglerne, og Mads Sommer Schmidt oplevede, at der blev set stort på dem. Nogle uger arbejdede han efter eget udsagn 90 timer om ugen.

”Det er en blanding af pres fra speditører, vognmænd og chaufføren selv. Jeg var den eneste, der spurgte, om vi ikke skulle slappe lidt af. ’Hvad fanden er du så chauffør for?’ sagde mine kolleger. Sådan er den generelle holdning i branchen. At man skal ikke blive chauffør, hvis man ikke er klar til at tage 100 timer om ugen. Der var helt klart et sammenstød mellem generationerne, en kløft mellem den nye og den gamle skole,” siger han.

Erik Emil Hansen er formand for Godschaufførernes Landsklub under 3F, og han genkender generationskløften. Mens mange af de ældre er godt tilfredse med at arbejde 60+ timer om ugen, vil de unge have tid til fritid og familie:

“Noget af det mest ødelæggende er, når chauffører taler ned til yngre kolleger, som siger fra over for de lange arbejdstider. Der er mange, som forsøger at hjælpe de unge, men der er også mange derude, som har en negativ holdning til dem. Mange ældre chauffører mener, at så længe helbredet er i orden, skal man arbejde solen sort.”  

Mange af de ensomme timer på landevejen bliver slået ihjel med telefonsamtaler med venner, kolleger og familie.

KLØFTEN SES OGSÅ på Facebook-siden ’Lastbilchauffør’. Gruppen har over 53.000 medlemmer og bruges til mange forskelligartede opslag, men dagligt debatteres netop arbejdstiderne.

Én fløj mener, at de mange arbejdstimer følger med livet som chauffør. Sådan har man kørt i mange år, og kan man ikke kan affinde sig med det, må man finde en anden branche. Den anden fløj slår et slag for, at branchen ikke behøver at være sådan, men kun bliver ved med at være det, fordi så mange chauffører accepterer det. 

Beskyldningerne er sjældent pæne. Mens den ene side mener, at chauffører, der gladelig arbejder mange timer, ikke har et liv og sikkert hverken kender deres børn eller kone, skriver den anden, at chauffører, som vil have mere fritid, er nogle curlingbørn, der ikke kan klare mosten. 

Den splittelse ser godsformand Erik Emil Hansen i den grad også ude på arbejdspladserne: ”Jeg bliver flov over, at unge mennesker møder den side af branchen. Det kan ikke være rigtigt, at man skal svine de unge mennesker til, fordi de gør det, som vi ældre skulle have gjort.”

Mads Sommer Schmidt måtte selv sige stop, da han kunne mærke stressen krybe ind over kroppen. Han kunne ikke få sit privatliv til at hænge sammen med de lange arbejdstider, og han følte sig presset, når han var på arbejde.

”Man skulle skynde sig, og man skulle stresse rundt. Man kunne ikke nå det hele. Så ringer kunderne, så ringer speditøren. Til sidst siger man bare: ’Fuck jer.’ Så kører man sit eget show. Og så kommer der selvfølgelig problemer. På min sidste tur slukkede jeg telefonen og kørte færdigt. Da jeg kom ned på lageret, måtte jeg ikke køre for dem længere. Der sluttede det for mig,” siger Mads Sommer Schmidt, der opgav drømmen om de store maskiner, da svigerfaren tilbød ham et arbejde som tagdækker. Han er stadig meget væk hjemmefra, men har nu en 37-timers arbejdsuge fordelt på 3,5 dage om ugen og en ekstra fridag. Og langt færre timer.

Simon Bøhnke Larsen gør en dyd ud af, at hans lastbil altid er ren og dufter godt. Han har derfor det ikoniske Wunderbaum-træ tatoveret på armen.

EFTER MANGE ÅRS prisræs og intens konkurrence i transportbranchen er forbrugere såvel som industrien forvænt med lave priser på transport. Og med lave priser planlægger speditørerne så mange transporter som muligt, hurtigst muligt, så der kan tjenes mest muligt. Nederst i fødekæden er chaufføren. Og ligesom Mads Sommer Schmidt oplever chaufførerne ofte, at de høje forventninger ikke hænger sammen med virkeligheden på vejene, forklarer Allan Larsen, professor i godstransport og logistik ved DTU.

”Speditører sidder jo ofte og presser deres underleverandører, som vognmænd og chauffører jo er, til at nå det hele. Det er en cowboy- og indianerbranche. Et vildt Vesten, hvor alle kneb gælder for at tjene penge. Der er meget lidt plads til fejltagelser og forsinkelser. Menneskene i førerhusene føler sig med rette ekstra pressede i sådan en situation,” siger Allan Larsen, som bemærker, at branchen ikke har den samme tiltrækningskraft, som den havde før i tiden: ”Man har vidst igennem nogle år, at det var et udfordret erhverv på mange måder. Og det er det jo, fordi der ikke er sindssygt mange unge, der synes, det er spændende at gå ind i den her branche. Og det er ikke kun i Danmark, det er også i resten af verden,” siger han.

I takt med teknologiens indtog i førerhuset er chaufførerne også kommet under øget kontrol fra speditører og vognmand, som kan følge med i chaufførens rute. Det påpeger arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldursson, der har forsket specifikt i lastbilchaufførers arbejdsvilkår.

”Lastbilchauffører er et af de mest kontrollerede folkefærd. Mange arbejdsgivere bruger det overvågningsudstyr, som sidder i moderne lastbiler, til at kontrollere chaufførens liv og færden i små detaljer. Det betyder, at man kan lægge strammere og strammere rammer ned over ruterne og stille større krav til chaufførens effektivitet. De økonomiske besparelser er små, og det forringede arbejdsmiljø kan på sigt blive dyrt, når folk fravælger branchen,” siger han.

For Mads Sommer Schmidt var det en dag nær gået galt. I en tåge af stress og træthed sad han og nikkede med hovedet i førerhuset.

”Jeg overså fuldstændigt en personbil. Min bil bremsede selv, og jeg tænkte først, at jeg var langt fra at ramme noget. Men da jeg kom tilbage på ruten dagen efter, indså jeg, at hvis min bil ikke var bremset af sig selv, havde jeg slået bilisten ihjel.” 

TONSENDE TRANSPORTBEHOV

Den samlede transportmængde har i mange år været stigende. I første kvartal af 2022 var den samlede lastbiltrafik på de danske motorveje steget med 29 procent sammenlignet med samme periode i 2010. I 2010 kørte 1,1 million lastbiler over Storebæltsbroen – det tal var i 2020 steget til 1,7 millioner. Selvom coronapandemien har mudret billedet lidt, er tendensen klar: Økonomisk vækst og den internethandel, de fleste af os benytter oftere og oftere, har øget behovet for lastbiltransport.

SIMON BØHNKE LARSEN tager en cigaret ud af sin tin-æske et minut eller to, før han ryger den. Han sætter den i munden med filteret bag fortænderne og papiret klistret til underlæben, og mens han kører gennem Hamborg, taler han og lader cigaretten danse op og ned under næsen.

Selvom han kun ser familie og venner i weekenden, føler han sig sjældent ensom. Hvis han keder sig, ser han Disney-film. Han kan godt lide ’Luftens helte’ eller den, der hedder ’Coco’. Han er god i sit eget selskab, siger han, og han kan bedst lide det sådan. Det samme gælder for hans kone, forklarer han. Hun er en selvstændig person og kan lide rutinerne derhjemme uden hans indblanding. Faktisk så meget, at når søndag kommer, glæder hun sig nogle gange til, at han kører ud igen. Det samme gør han. Han kunne nogle gange lige så godt ikke være til stede om søndagen, som han selv siger det. Det kribler for meget i fingrene og fødderne. 

Men børnene?

”De er jo ikke vant til andet,” siger 29-årige Simon, der selv er vokset op i et hjem med en far bag rattet og derfor har nedarvet diesel i blodet. Faren var vognmand, det samme var resten af omgangskredsen, og sådan er det også for Simon selv. Når han har weekend, er han ofte sammen med andre chauffører. De ’sparker dæk’ eller drikker øl. Begge dele helst samtidig.

Hans kone, siger han, var, helt fra starten for 10 år siden, med på, at han var eksportchauffør og derfor var ude i flere uger ad gangen. Og at det ikke ville ændre sig. 

”Jeg skal ikke være hjemme hver dag. Der kan måske være snak om, at jeg ikke skal være ude 2-3-4 uger ad gangen, men jeg skal i hvert fald kunne være af sted en uge,” siger han. 

Og det er han så. Kører søndag og er hjemme igen fredag eller lørdag. 

”Jeg ved godt, jeg lyder meget egoistisk, men det gør mig ikke ked af det, at jeg ikke ser mine børn mere, end jeg gør. I den forstand, at jeg ikke tænker på det. Hvis først jeg tænker på det, kan jeg ikke udføre mit arbejde. Og jeg tænker jo på dem. Men jeg tænker ikke på, at jeg går glip af ting og sager. Det undlader jeg, siger han og sukker i det røde skær fra kabinens lamper. 

”Det kan godt være, jeg favoriserer mit arbejde over familien. Men det her er mit liv og mit levebrød. Det gør, at jeg kan forsørge mine drenge. Jeg kunne godt finde mig et andet arbejde, men … laver jeg så det, jeg godt kan lide?”

Rasmus Valdemar Grøhn i sin lejlighed i Aarhus. Han har besøgt en del af landene på kortet på sine ture, hvor han ofte er af sted flere uger ad gangen.

VED GRUNDBERGSEE RASTSTÄTTE lidt uden for Bremen mødes Simon med sin vognmand, Kristian. Klokken er lidt i 1, og de står begge i shorts, upåvirkede af nattemperaturen, da de kobler trailerne fra bilerne og bytter om på dem. De har kendt hinanden i et par år. Kristian er lidt lavere og lidt rundere end Simon, og så glæder han sig til at komme hjem. Han har også familie, en kone og en datter. 

”Du er ude med en rigtig trucker. Simon er en rigtig trucker,” siger Kristian, der sætter sig op i den anden lastbil og giver hornet en tur, inden han kører retur mod Danmark.

Simon svarer med en lignende fanfare fra førerhuset og kører i retning mod nattens første kunde: et gartneri, som skal have leveret hylder til blomster.

En time senere stopper han for at holde sin 45-minutters pause. Bag disken på tankstationen står en tysk midaldrende herre, som serverer Simons første måltid på turen. En stor bleg bockwurst og et endnu blegere flute. Han får en lille pose med ketchup med, og mens han sidder i førerhuset og spiser, forstår han godt, at unge mennesker ikke søger ind i branchen, og at hans livsstil nok hører fortiden til.

”Jeg kan godt selv se, at det er fuldstændig blæst, det, jeg har gang i. Vi er en hadet branche. Lønnen er ikke særlig høj, og man er aldrig hjemme. Alligevel elsker jeg det kraftedeme. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet,” siger han.

Cecilie Slettemose er lige nu lærling hos en vestfynsk vognmand, hvor hun kører med sand og grus.

RASMUS VALDEMAR GRØHN er lige kommet hjem fra en lastbiltur til Rumænien og slapper nu af i sin lejlighed i Aarhus. Han er 24 år, elsker sit arbejde som eksportchauffør og er på mange måder et oplagt bud på, hvordan branchens fremtid kan se ud. Men ikke alligevel. For allerede nu ved han, at han en dag vil falde fra. 

Rasmus’ far var lastbilchauffør, og sønnen var aldrig i tvivl om, at livet på landevejen var vejen frem for ham. Alligevel tog han det lidt atypiske valg at få sig en studentereksamen i stedet for en læreplads.

“Mine jævnaldrende syntes ikke, det var det sejeste, når jeg sagde, at jeg ville være chauffør. Det var primært derfor, jeg tog gymnasiet. Man fik at vide fra omgangskredsen og lærerne, at man skulle noget mere,” siger Rasmus Valdemar Grøhn.  

Men allerede i 2. g sad han og gloede ud ad vinduet og dagdrømte om at køre verden tynd, og det kriblede i ham. 

”Efter gymnasiet var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare have det kørekort og komme af sted, siger den 24-årige sønderjyde, der i dag bor i Arhus. Han har kørt lastbil lige siden. Først ruter i Danmark og i de senere år eksportkørsel til blandt andet Spanien, Italien, Rumænien og Bulgarien.

”Jeg elsker det. Det er de store maskiner, det er selvstændigheden, og det er eventyret. Jeg er lige kommet hjem fra Rumænien, og det er jo skidespændende. Jeg kommer ud og ser de små byer og møder nogle helt andre mennesker, end man typisk ville gøre, hvis man bare var på ferie.”

Men der er også omkostninger. Det er et hårdt job, og han bruger meget tid væk fra venner og familie. Og så møder han ofte fordomme og et generelt negativt syn på faget.

”På Tinder skriver jeg ikke, at jeg er lastbilchauffør. Det lyder ikke så sexet,” som han siger. 

Indtil videre opvejer eventyret og de mange oplevelser det dårlige. I hvert fald for nu. For selvom Rasmus Valdemar Grøhn ligner en oplagt kandidat til branchens fremtid, har han altid vidst, at han ikke skulle være chauffør for altid. Når han en dag stifter familie, falder han fra.

”Jeg har virkelig intet dårligt at sige om min egen opvækst og om min far. Personligt vil jeg bare ikke være så meget væk fra mine børn, som han har været.”

NYE LOVE PÅ LANDEVEJEN

I 2002 vedtog EU et arbejdstidsdirektiv, der i teorien betød, at lastbilchauffører over en periode på seks måneder højst måtte arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit. En arbejdsuge måtte ikke overstige 60 timer, og hvis arbejdsdagen begyndte i tidsrummet klokken 00-04, måtte den højst vare 10 timer. Lovgivningen blev dog aldrig håndhævet, og mange danske chauffører har derfor arbejdet meget mere, end loven tillader. Som følge af EU’s vejpakke, der blev vedtaget i 2020, er man fra maj 2022 begyndt at håndhæve lovgivningen i Danmark. Det kan tvinge branchen til at gentænke sig selv og forsynings-kæden.

ISÆR ÉN GRUPPE har faget særlig svært ved både at tiltrække og fastholde: kvinder. I Danmark er 1 ud af 50 lastbilchauffører en kvinde. I Sverige er det 1 ud af 12.

Når en branche mangler arbejdskraft, er det i sagens natur en ulempe, at halvdelen af befolkningen ikke er interesseret i at gå ind i den.

Interesseorganisationen Transporterhvervets Uddannelser (TUR) udgav i 2021 en rapport, som undersøgte frafaldet på tværs af forskellige transportuddannelser – heriblandt Vejgodstransportuddannelsen, der uddanner lastbilchauffører. 

Rapporten viser blandt andet, at meget få kvinder går ind i faget, hvis de ikke allerede har kendskab til branchen, for eksempel gennem et familiemedlem. Og at det er sværere for kvindelige elever at få lærepladser. 

Rapporten viser samtidig, at der i jobbene og på uddannelserne er en mandsdomineret kultur med en ofte hård tone over for kvinder. Endelig konkluderer rapporten også – nok ikke overraskende – at de lange arbejdsdage og skæve arbejdstider kan være svære at forene med familielivet. Men der er undtagelser.

Cecilie Slettemose er 21 år og går på Vejgodstransportuddannelsen på EUC Lillebælt for at blive chauffør. Hendes drøm er at køre kranvogn ligesom sin far, og da hendes farbror er lastbilchauffør, har de store biler og friheden i førerhuset altid draget.

”Når jeg kører, føler jeg, at jeg er i min egen verden,” siger Cecilie Slettemose, der sagtens kan genkende, at hun er i en mandebranche, hvor der kan være en hård tone. Personligt trives hun dog godt i den slags og nyder at kunne svare igen.

”Men det er klart, at man skal kunne holde til noget,” siger hun.

Hun har svært ved at forestille sig, at hun selv skulle blive en af dem, der forlader branchen, men hun drømmer samtidig om at finde et job, hvor hun har tid til familien.

”Jeg går meget op i familie, så det skal der være plads til. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at køre langt, men det skal ikke være hver dag. Jeg skal komme hjem hver dag, så der også er tid til andre ting.” 

Willy ’Georgia Boy’ Davidsen har været chauffør i en tid, hvor branchen var præget af sprut, sammenhold og slangudtryk. Trucker-navnet ’Georgia Boy’ har han efter et regiment under den amerikanske borgerkrig, som var kendt for altid at komme tilbage, uanset hvor mange tæsk de fik.

HELE NATTEN HAR Simon Bøhnke Larsen kørt, og han krydser grænsen til Holland med solopgang i sidespejlene. Der er ingen bakker og en overflod af konsonanter på vejskiltene. Den sidste kunde på turen er i byen Meppel nordøst for Amsterdam. Her læsser han gasbeton, der skal med hjem til Danmark.

Takografen fortæller, at han har 1 time og 37 minutter tilbage, inden han skal holde sit ni-timers hvil. Ved en tankstation lidt uden for Meppel snakker han begejstret om en slags hollandsk frikadelle, men kommer kort tid efter tilbage til lastbilen med tre butterdejsindbagte retter i stedet. En med ost, en med pølse og en med fars. Men pyt, det er det, der driver ham. Oplevelserne, smagene, udsigterne, og hvordan lyset kan opleves forskelligt rundtomkring i landene: ”Lyset i Italien er som en gammel glødepære. Det danske lys er mere som koldt LED-lys,” siger han og fortæller om Sverige, hvor naturens lyde kan føles øredøvende, om ture til Nordnorge, hvor han ikke kunne kende forskel på nat og dag på grund af midnatssolen, og om at spise på landevejsbistroer i Italien og drikke med fremmede chauffører på rastepladser i Holland.

I barndommen tog hans mor ham med til kulturelle oplevelser, og han hadede det. I dag elsker han hende for det. Nu elsker han det, der er nyt og anderledes. Det er derfor, han ikke kan udholde tanken om kun at køre i Danmark. 

”Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg kiggede på en vej, drømte jeg om at køre i den retning. Bare køre og ikke vide, hvor man skulle hen, eller hvor man skulle stoppe. Jeg vil gerne smage mere, se mere, opleve mere. Og. Prøve. Det. Andre. Ikke. Prøver,” siger han, mens han banker ordene i takt på rattet. 

Lidt efter når vi grænsen til Tyskland. 

”Velkommen til at hade dit liv!” udbryder han, da han krydser grænsen tilbage til Danmarks sydlige nabo. Hans køretid udløber snart, og han trækker ind på en lille holdeplads i et solbeskinnet skovområde ud til landevejen. Der holder et par lastbiler i forvejen og en slidt campingvogn parkeret med et rødt paphjerte klistret på indersiden af ruden. En tysk chauffør kommer kørende ind på pladsen, og høj tysk heavy metal fylder trætoppene, da chaufføren åbner døren, smider røven ud over kanten på lastbilen og går baglæns ned. Han skæver mod Simon, der går en tur om DAF-lastbilen, som han stadig er ved at lære at kende og måske elske. Han spænder lige hjulene, og så er det fyraften. Han har ikke sovet siden i går eftermiddag. Han får en øl i solen, en til, og så går han i seng klokken 12:11.

PÅ E45 GÅR der sjældent mange minutter imellem, at en chauffør i modsatte vognbane sender en dyttende hilsen mod Willy Davidsen. Mange af dem kender han ikke. 

”Det er dem, der kender mig,” siger han.

Willy Davidsen med truckernavnet ’Mr. Georgia Boy’ er en af de gamle drenge og næppe branchens fremtid. Til gengæld er han på mange måder billedet på, hvordan livet som lastbilchauffør var engang. På godt og ondt.

Den erfarne chauffør er en lille robust herre med store hænder, der er sorte af dagens af- og pålæsning. Hans øjne er blå og nærmest lyser under skyggen på den kasket, han har trukket godt ned over hovedet. På overlæben sidder hans særlige signatur: et meget kraftigt overskæg. 

”Jeg ville simpelthen ikke bytte det for noget andet i verden,” siger han og taler ikke om overskægget, men om udsigten gennem den store forrude, da E45 slår smut over Skanderborg Sø på vej mod et distributionscenter i Uldum nær Horsens.

Mr. Georgia Boy er 73 år og var en del af truckernes storhedstid i 70’erne og 80’erne – en periode med filmen ’Convoy’ fra 1978, hvor Kris Kristofferson spillede ’Rubber Duck’ i hovedrollen som asfalt-rebelsk alfahan med bar brystkasse og solbriller. En rolle og en film, der påvirkede alle, og som stadig knirker i dækkene i dag.  

Sammen med danske ’Mr. President’ – en kultskikkelse i miljøet – er Mr. Georgia Boy æresmedlem i chaufførklubben ’Convoy Buddy’, og hvis man spørger ham, var næsten alt bedre i gamle dage:

”En typisk tur dengang kunne starte med, at man kørte ud klokken 16 og talte i walkie-talkie ned til den dansk-tyske grænse, hvor man holdt ind og fik et par øl. Dernæst gik turen til ’Frau Lehmann’ syd for Flensborg, hvor der blev fyldt på af tørre og våde varer. Så kunne turen gå videre mod Alex og hans beværtning ved Rendsborg. Når klokken så var ved at nærme sig 23, og man stadig kun havde tilbagelagt omkring 70 kilometer, kunne man gøre op for det ved at suse af sted – godt bedugget – mod Bilsen nord for Hamborg, hvor næste stop var en stripklub med fadølsanlæg. Sådan kunne man – alt afhængigt af rute – fortsætte rundt til de forskellige faste pladser, spisesteder og beværtninger rundtomkring i Europa. I sit eget tempo.”

Og undervejs stjal mange chauffører også af lasten. Når Willy Davidsen fra tid til anden fragtede ophængt kød, snuppede han indimellem lidt fra ladet. En af de første gange var Willy med til at grille oksemørbrad i en indkøbsvogn. Kødtyveriet blev efterhånden til en så fast tradition, at nogle chauffører begyndte at medbringe kødhakkere og kartofler og remedier til sovs.

”Hvis man havde nappet så meget kød, at det gjorde en mærkbar forskel på bilens vægt, fiksede man det ved at fylde godt med ragelse på ladet og hive den tungeste chauffør med som passager under næste kontrolvejning,” husker Mr. Georgia Boy, der som mange andre chauffører ikke kunne få hjem og førerhus til at passe sammen. Da han var 30, kostede livet på landevejene ham det første ægteskab.

”Jeg var ude at køre i syv uger til Mellemøsten. Jeg kom hjem i to dage og fik vasket tøj, så kørte jeg igen. Da jeg kom hjem, var hun flyttet,” siger Willy Davidsen.

Den fortælling er han ikke ene om. Mange af datidens chauffører er skilt minimum én gang, og en stående joke i branchen går på, at hvis en chauffør skulle være så heldig at fejre sølvbryllup, tæller det kun for et kobberbryllup. Han har jo kun været hjemme halvdelen af tiden. Og festen ville desuden være en god anledning til at møde de børn, man eventuelt skulle have fået undervejs.

Willy Davidsen er dog blevet gift igen og har i dag været sammen med sin kone i over 40 år – en kone, der tidligere selv har kørt lastbil. 

Simon Bøhnke Larsen er ikke selv troende, men fik engang en bibel foræret af en udenlandsk kollega fra en kristen trucker-menighed.

WILLY DAVIDSEN HOLDER ind hos distributionscentret i Uldum. ’Bongo Bjørn’, en af Willys kolleger, slentrer langsomt forbi Willys førerhus, griber fat i vinduesviskerne og hiver i dem, så de stritter lige ud i luften. En klassisk chauffør-narrestreg.

Willy kravler ned ad stigen og retter først på vinduesviskerne, hvorefter han stikker hovedet ind i centret og melder sin ankomst. Tilbage i bilen bakker han kontrolleret sin trailer ind i en gate og hopper atter ud af vognen for at spænde traileren af. Så finder han den nye trailer, han skal have med videre. 

”Der er løbet meget diesel gennem tanken,” siger Willy, der i dag er oldefar. De mange års hårdt arbejde kan mærkes. Alligevel regner han ikke med at gå frivilligt på pension.

”Jeg regner med at dø med træskoene på. Hvis det sker i bilen, håber jeg bare, at jeg holder stille imens,” siger Willy Davidsen, der godt ved, at ’den danske asfaltcowboy’ er en uddøende race. Men også, at han ikke kan gøre noget ved det: 

”Der er 168 timer på en uge. Hvorfor skal man så kun arbejde 37? Det er, som om folk ikke gider lave noget. Personligt har jeg det sådan, at man skal arbejde med det, man brænder for. Og ja, man skal være lidt idiot for at gide det her. Det kræver, at man ikke kan lade være.” 

”BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅT.”

Simon Bøhnke Larsen vågner til lyden af et insisterende lastbilhorn. Men det er det ikke, det er lyden af alarmen på hans telefon, og han rækker ud for at slukke den. Han må først køre klokken 19:23 igen, men kan godt lide at stå op i god tid, så han havde sat vækkeuret til klokken 18:30. Hans knurrende snorken fylder hurtigt kabinen igen. Lige fem minutter mere.  

Han ved godt, at hans døgnrytme er ’fucked’, siger han og står ud af førerhusets køjeseng. Selvom han er en høj mand, kan han sagtens stå oprejst i førerhuset, mens han tager denimshorts og en gul skovmandsskjorte frem. Han trasker ud af lastbilen, træder ned i sine træsko og slår et smut rundt om hjørnet af kabinen. Der lyder et lille pop, da han åbner et af lastbilens udvendige opbevaringsrum, og der går kun et kort øjeblik, før han åbner døren igen og placerer en gammel filterkaffemaskine på lastbilens gulv. Førerhuset, som før duftede rent af luftrenser, fyldes med kaffearoma, og Simon tager morgenens – som egentlig er aftenens – første slurk.

Han tager et håndklæde fra sin taske, svinger det rundt om nakken og går ud på asfalten på holdepladsen. Han tager en stor vanddunk fra opbevaringsrummet på siden af lastbilen og plasker vand under de søvnige øjne for at få dem til at klatre på plads. Så vasker han sit hår under vanddunkens tip. Han børster tænder, spytter skummet ud på asfalten under sig og starter motoren på det brølende bæst.

Så kommer han i tanke om, at han nok bør ringe til sin kone. 

KORT EFTER DEN dansk-tyske grænse holder Simon sin 45-minutters pause på holdepladsen Vognmandstanken nær Padborg. Der holder mange lastbiler med slukket kabinelys på gruspladsen.

”Et godt sted,” kalder han det. Der er rene toiletter og bade. Engang spiste han øllebrød her, men det lille cafeteria, Tulle’s Truckstop, serverer det ikke længere. Ingen andre ville åbenbart have øllebrød.

Simon skal stadig lidt længere nordpå. Turens sidste stop er Uldum, hvor han skal sætte traileren med gasbeton og bytte til Jysk-møbler, som så igen skal til Holland. Transportbranchens evindelige cirkel. 

”Som chauffør har man ikke noget liv, ikke i realiteten. Det er sådan, det hænger sammen. Hvis man ser det udefra, har jeg ikke noget liv. Jeg har en kone og to børn derhjemme, men dem ser jeg altså kun i weekenden,” siger han og svinger op ad vejen ved Jysks distributionscenter i Uldum og fortsætter til en lille grusvej.

’No lights’, står der på et skilt for foden af vejen. For enden holder lastbiler på stribe. Hvilende, ventende på næste last. Med chauffører indeni, der helst ikke vil vækkes af skarpe lyskegler. Simon kører op ad bakken. Beholder lyset på. Han skal finde traileren, som skal med retur, og han vil helst gøre det hurtigt. Klokken nærmer sig 02.00, og der bliver kortere mellem gabene for ham.

Han frygter sommetider, at branchen og tiden løber fra ham, som den har gjort med mange andre.

”Jeg er ræd for, at jeg ikke kan lave det her resten af mit liv. Jeg tænker ikke over det hver dag, men jeg er da ræd for, at det her forsvinder. At det ikke kan svare sig at lave det her, eller at vi ikke kan få lov til at køre på den her måde. Førhen var den danske eksportchauffør noget, man så hele tiden. Det gør man ikke i dag,” siger han.

Så finder han traileren, stiger ud i mørket og spænder den på.

Senere stopper han på Koldingvej i Vejle. Han lader motoren køre, og mens det røde, dunkle lys oplyser siden af hans ansigt, vender han sig mod passagersiden. Han ligner ikke en mand, der har kørt 1.200 kilometer på 30 timer, hvilet i ni, sovet i seks og læsset adskillige ton af og på lastbilen. Hans øjne er fyldt med liv.

”Jeg håber, du nød turen!” siger han og kører væk, op ad bakken, ud i natten. 

Med et langt tryk i hornet lader han Vejle vide, at han lige var forbi.

/

Ad Femern til

Rødbyhavn er rekordernes by. På Europas største byggeplads graver, støber, svejser og knokler over 1.000 arbejdere for at bygge Femern-forbindelsen, der med sine 18 kilometer mellem Danmark og Tyskland bliver verdens længste sænketunnel.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

DEN DIREKTE VEJ

Femern Bælt-forbindelsen, der skal stå færdig i 2029, er en del af fremtidens europæiske transportnetværk. Tunnelen bidrager til en grønnere omstilling af transportbranchen, eftersom trafikken føres ad den korteste rute. Dermed frigøres kapacitet på veje og jernbaner, og det bliver mere attraktivt at flytte godstransport fra lastbiler til miljøvenlige el-tog.

Den direkte rute mellem Skandinavien og Centraleuropa betyder også, at europæiske godstog, der i dag optager skinner på Fyn og Jylland, kan erstattes af flere passagertog mellem de danske landsdele. Rejsetiden for togpassagerer mellem København og Hamborg vil blive reduceret fra 4,5 time til 2,5 time. 

Mariusz Zyla arbejder med at jævne cementen – og fjerne luftbobler.

TUNGE TAL

Der skal bruges omkring tre millioner kubikmeter beton til projektet. Det er nok til et fortov hele vejen rundt om jorden ved ækvator. Der skal også bruges omkring 360.000 tons stål til byggeriet, hvilket  svarer til cirka 50 Eiffeltårne. Den midlertidige arbejdshavn vil modtage op mod 70.000 ton sten, sand og cement hver uge. Et nyt fragtskib ankommer cirka hver tredje dag. Til etablering af nye moler og diger er anvendt 2,2 millioner ton norsk granit.

Omkring dette skelet skal der støbes beton. Elementet udgør en test af røret til togkørsel.

Byggeriet kommer i løbet af sin levetid til at skabe tusinder af arbejdspladser – både ved selve byggeriet og hos underleverandørerne. Entreprenørerne opretter desuden mindst 500 lærlingeårsværk.

’Magnor’ (herover og til venstre) er verdens største flydende gravemaskine. I sin skovl kan den rumme en 20-fodscontainer,
og i hver skovlfuld snupper den cirka 67.000 kilo.

Skibet Vox Amalia skraber lag af havbunden og flytter jorden gennem et rør ind på land.

AF DEN RETTE STØBNING

Femern Bælt-forbindelsen er en sænketunnel ligesom Øresundstunnelen. Tunnelen opføres på land i 217 meter lange elementer, der sættes sammen på havbunden, indtil de danner en tunnel. De lange elementer (der laves trinvis i segmenter på 24 meter, der sammensættes) skal støbes i en fabrik ved Rødbyhavn på Lolland, der er en million kvadratmeter stor.

Hvert element vejer 73.500 tons (det samme som cirka 14.000 elefanter). I alt skal der produceres 79 standardelementer og 10 specialelementer, der får en slags ’kælderetage’ til drift og teknik, hvilket gør både byggeproces og vedligeholdelse nemmere. Støbningen foregår indendørs i klimakontrollerede haller, da man på den måde bedre kan sikre høj ensartethed og kvalitet i materialerne.  Femern Bælt-tunnelen er designet til at holde i mindst 120 år.

Pawel Piasecki arbejder i beton-test-området.

Tunnelfabrik B.

Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen taler og tager en selfie 8. juni til rejsegilde, da konstruktionen af den første af i alt tre betonproduktionshaller stod færdig.

Over 350 virksomheder bidrager til byggeriet. Cirka 60 procent er danske. I øjeblikket er 1.100 personer beskæftiget på projektet. Det tal vil stige betragteligt i de kommende år.

TUNNELSYN

I 2011 blev det besluttet, at Femern Bælt-forbindelsen skulle laves som en sænketunnel, da man i forvejen kendte til den type fra Øresundsforbindelsen, og fordi en sænketunnel har en række fordele frem for en bro. En tunnel er ikke påvirket af vind og vejr, og når den er færdig, påvirker den ikke længere det omkringliggende miljø. Budgettet for byggeriet er 55,1 milliarder kroner, og når anlægget – efter planen – åbner i 2029, vil der på den 18 kilometer lange strækning være en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor. I Danmark gøres jernbaneforbindelserne til og fra tunnelen klar til elektriske tog, der kan køre op til 200 km/t – hvilket også er fartgrænsen gennem tunnelen (mens den er 110 km/t for biler).

Arbejdshavnen og tunnelfabrikken er 1,5 kvadratkilometer. Byggepladsens samlede areal er over 3 kvadratkilometer.

Ved siden af tunnelbyggepladsen er der etableret en tunnelby til arbejdere – FLC Village – med plads til over 1.300 beboere. Byen har blandt andet biograf, kantine, fitnesscenter og egen sundhedsklinik.

/