Indlæg

Gynger og karruseller

Det går op og ned i forlystelsesbranchen. Men i fire årtier er det kun gået fremad for Døllefjelde-Musse Marked, som hvert år i bededagsferien har støvsuget sit lollandske lokalområde for mennesker. Nu er helligdagen aflyst, og markedets bærende kræfter frygter en knockout. Ud & Se tog til det sidste bededagsbrag på marken mellem Døllefjelde og Musse for at mætte øjnene og for at se, om det skulle lykkes den lokale nævekæmper Kem Ljungquist at erobre et mesterskabsbælte.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Iben Gad

DEN ALLERSIDSTE STORE BEDEDAG på Døllefjelde-Musse Marked begyndte tidlig morgen med gratis kaffe i Café Corner og sluttede om natten med musikeren Pattesutter i Markedsteltet. Og selvom mange fortalte mig, at én dag langtfra er nok til at indfange alt det, som markedet, der blandt venner bare kaldes Dølle, kan byde på, skete der ikke så lidt i timerne mellem de to yderpunkter. 

Jeg så en lokal mand knalde en udlænding i hovedet, så tuden brækkede. Jeg så en ung fyr fra Ringsted trække flere hund­rede kilo efter sig til sjællandsmesterskaberne i havetraktortræk i en ombygget havetraktor med navnet ’Fuck you Greta’, en maskine, han fik i konfirmationsgave, og som siden er blevet ombygget i en sådan grad, at den ikke længere kan slå græs. 

Jeg blev antastet af en ældre mand, der som en søvngænger forsøgte at sælge lodder til en tombola, hvor man kunne vinde enorme bamser og tarvelige trøstepræmier. Jeg så en dame med en amerikansk borgerkrigshat sælge luftgeværer med kikkertsigte. Jeg blev tilbudt en hel plade hash af en 16-årig fyr med ADHD i ungdomscampen. Han havde ikke sovet i over et døgn, fortalte han, hvorefter han også tilbød kokain, amfetamin og svampe, fordi alt åbenbart er tilgængeligt på Døllefjelde-Musse Marked, hvor bagmændene kommer med bæltetaskerne fulde på trods af snusende politihunde. Jeg så en ældre kvinde tage musikeren Chief 1 på måsen, mens han gik rundt blandt publikum i et propfuldt festtelt, hvortil han sagde, at man altså kunne blive fyret for sådan en hånd. Så grinte han og bad hende gøre det igen, og så grinte hele teltet med. 

Jeg talte med mennesker, der har været på markedspladsen, siden før de kunne gå, og jeg talte med deres forældre, som var med til at starte markedet, dengang heste og kaniner og den berygtede jyske forretningsmand Jens Peter Svendsen, bedre kendt som ’Låsby-Svendsen’, var en del af det. Jeg så to fuldvoksne mænd forsøge i fællesskab at presse en ’døllepølle’ ned i et alt for lille fransk hotdog-brød. Jeg så en præst, der for alt i verden ikke ville kramme en landevejsridder med kaldenavnet ’Storken’, og jeg overværede Finn Nørbygaard holde gudstjeneste om, tja, Finn Nørbygaard.

DØLLE-FAKTA

I 1972 udgav bandet Blue Boys sangen ’Døllefjelde-Musse’, længe før markedet var på tegnebrættet. De optrådte til det første Døllefjelde-Musse Marked i 1980.

I markedets 43 år har der været tre formænd.

I 2004 havde markedet sit største overskud nogensinde på 1,9 millioner kroner, som skulle fordeles til lokale foreninger.

Der bliver spist fire ton døllepøller på fire dage under Døllefjelde-Musse Marked.

Alligevel fortalte alle markedsgæsterne, at jeg ikke havde set noget endnu, og at jeg burde komme dagen efter, hvor det rigtig ville gå løs med damefrokosten, som er hele markedets store trækplaster – en kæmpe fest, hvor 1.600 damer iført tyrolerhatte, sombreroer og andre spændende hatte betaler for at rive tøjet af unge, lokale tjenere til lyden af et liveband. Som Simon Hansen, den socialdemokratiske borgmester i Guldborgsund Kommune, fortalte mig, lægger damerne alt, der hedder MeToo, inden de går ind i teltet, og mændene plejer at sige, at det er ligesom at se køerne komme på græs, når damerne kommer ud igen. En anden fortalte, at flere kvinder bliver hentet af ambulance, før de overhovedet rammer teltet, fordi de er så fulde, mens en helt tredje nævnte, at hvis mændene opførte sig som kvinderne, så ville de blive hentet af salatfadet.

Mændene har dog også deres frokost, om end herrefrokosten er noget mindre. Den sælger et par hundrede billetter, og selvom der både er bare babser og stegt flæsk, er det ikke en institution på samme måde som damefrokosten, der i år skulle husere for 22. gang. Men det nåede jeg heller ikke at opleve, ligesom jeg hverken nåede spøgelseshuset ’Falster House of Horror’ eller fik taget sigte i skydeteltet. Jeg fik ikke trukket ponytræk eller overfløjet markedspladsen i helikopter. Jeg mødte ikke Morten Messerschmidt, som ifølge elektroniske bannerreklamer i Nykøbing Falster ville gøre sin entré dagen efter, og jeg fandt aldrig Låsby-Svendsens søn, der angiveligt skulle have en kræmmerbod i nærheden af den gamle ølvogn. 

At gennemgå Døllefjelde-Musses markedsavis på bagkant er en lang erkendelse. Nej, jeg havde ikke tid nok til at opleve markedet i al dets magt og vælde. Det større spørgsmål er, om jeg får muligheden igen. For måske er tiden ved at rinde ud for Dølle.

Det skal tilføjes, at den mand, der fik en på lampen og brækkede næsen, selv bad om det. Eller, han var i hvert fald med på spillereglerne. For det skete i en titelkamp i sværvægtsklassen foran 2.500 mennesker i et tolvmasters markedstelt med internationale dommere fra bokseforbundet IBF på sidelinjen, hvor albanske Sefer Seferi mødte den 33-årige falstring Kem Ljungquist. En hovedattraktion, som også markedsavisen varmede op til:

”Kom og vær en del af Danmarks bedste publikum til en gratis, men historisk eftermiddag, hvor der tilmed kæmpes om den største titel i sværvægtsboksning på dansk jord nogensinde!”

Måske en overdrivelse, men arrangørerne peger på, at det er første gang, der bokses om en titel i et af de fire store forbund i sværvægtsklassen, og at det er paradoksalt, at det er gratis og på Døllefjelde-Musse Marked. Uanset hvad var det en stor og vigtig kamp for Kem Ljungquist, som ikke blot skulle bokse ved stævnet, men også stod som medarrangør af kampen. 

”OPRINDELIGT VILLE JEG gerne lave noget overdrevet. Jeg overvejede et stort amfiteater eller en boksering ved Dodekalitten, hvor Minds of 99 har holdt koncert,” siger den kronragede bokser to dage før kampen, mens han vasker tøj i sin lejlighed i Valby, hvor han bor med sin kæreste og deres søn, og hvor vi ad flere omgange må et smut i kælderen for at fylde vaskemaskinerne med trænings- og børnetøj og et smut på altanen for at få det hængt til tørre.

Men selvom Dodekalitten – et påskeøagtigt kompleks af 12 stenskulpturer, der står i kystlandskabet ved Kragenæs på Nordvest­lolland – kunne have været en spektakulær kulisse for hans kamp, var Døllefjelde-Musse Marked nu engang en mere håndgribelig størrelse. Som festglad falstring var det noget, Kem Ljungquist havde et forhold til, og så snart han fik talt sig ind på markedets formand, Per Hansen, havde de en aftale. 

Nu håber Kem Ljungquist, at kampen kan blive en ny begyndelse for hans karriere, som faldt fra hinanden under corona-pandemien. Alle hans boksekampe blev aflyst, hans promotor pressede ham på løn, og han følte sig i det hele taget ikke værdsat og endte med at gå ud af samarbejdet med det internationale promotorfirma Wasserman.

”Det var først og fremmest en lettelse at komme ud af kontrakten. Men jeg var også sindssygt bange. Jeg var lige blevet far, og nu stod jeg uden nogen indtægt. Det var et skelsættende tidspunkt i mit liv. Jeg har ingen uddannelse overhovedet, og skulle jeg nu gå tilbage til amatørboksningen?”

Det gjorde Kem Ljungquist i en kort periode, hvor han vandt danmarksmesterskabet som amatør i den tungeste vægtklasse.

”Men der indså jeg hurtigt, at jeg var færdig med at stå i en halvtom hal en søndag aften. Jeg troede, at jeg kun boksede for mig selv, men jeg fandt ud af, at jeg nok også bokser for publikum,” siger han.

Han beskriver selv sin tilbagevenden til professionel boksning som ’ægte Rocky-stil’. I stedet for at vente på en kontrakt, der muligvis aldrig ville komme, besluttede han at arrangere egne stævner med sin lillebror som promotor. På den måde kunne han tage sin boksning tilbage til det, han kom fra. Til familien og til Lolland-Falster, selvom han stadig drømmer om et stævne ved Dodekalitten. 

Kem Ljungquist går ikke op i detaljer, og han går slet ikke op i overflade, fortæller han. Han kunne aldrig drømme om at købe en dyr bil, det siger ham intet, og han er fuldstændig ligeglad med, om han skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, i Royal Arena eller King Abdullahs Sports City i Saudi-Arabien, hvor han boksede mod og vandt over egypteren Mourad Omar på blot seks minutter tilbage i 2018. Men uden en anerkendt promotor, der kan trække i trådene, bliver man nødt til selv at arbejde dét hårdere. Boksebraget på Døllefjelde-Musse bliver hans femte kamp på knap et år, mens de fleste professionelle boksere holder sig på omkring to-tre kampe om året.

Den manglende opmærksomhed på detaljer skinner også igennem i lejligheden i Valby, hvor Kem Ljungquist selv står for renoveringen. Der mangler lidt fodlister og en dørkarm hist og her. I gangen har han sat gipsplader op, men det er endnu ikke blevet spartlet og malet. Og så har han et værelse udelukkende til bokserod og puslebord, hvor han i en eller anden pose finder det boksebælte fra forbundet WBC, som han vandt i september 2022 i Nykøbing F. Hallen. 

”Min kæreste hader, at jeg er ligeglad med den slags. Men som jeg ser det, behøver jeg ikke være mere end en god far, en god kæreste og en god bokser.”

PÅ DØLLEFJELDE-MUSSE MARKED sammenligner man ofte sig selv med Roskilde Festival. Ikke på grund af størrelse, budget, klientel eller musikalsk kvalitet, men fordi begge støvsuger de omkringliggende byer, som bliver mennesketomme versioner af sig selv de dage, begivenhederne løber af stablen. En af de mest markante forskelle på Roskilde Festival og Døllefjelde-Musse Marked åbenbarer sig, når man ankommer til pladsen, hvor en lang slange af folk med tårer i øjnene kniber ballerne sammen, mens de venter på at komme på toilettet. Modsat de fleste festivaler, hvor toilet er gratis, og festivalplads er betalingsområde, har Døllefjelde-Musse Marked gratis adgang, men betalingstoiletter. Man kan derfor vælge at betale fem kroner for et enkelt toiletbesøg eller 25 kroner for et armbånd, der giver ubegrænset lokum, og jeg skynder mig at købe armbånd til toiletvognene, mens jeg overhører folk beklage sig – både over toiletkøen og over afskaffelsen af store bededag.

Siden 1980 har Døllefjelde-Musse Marked været drevet af hundredvis af frivillige, som kommer for at have en fest. Noget at samles om. Og noget, der kan støtte op om de lokale foreninger, som knap ville kunne køre rundt af sig selv. Overskuddet går derfor ikke til nogen ejer eller markindehaver. Pengene bliver i stedet fordelt til almennyttige formål. Over en million kroner bliver uddelt til Døllefjelde-Musse Idrætsforening, Holeby-Bursø Gymnastikforening, Sakskøbing Handicap og Senior Svømmeklub, Toreby Centrets Venner, Øster Ulslev Skytteforening, og man kunne blive ved. Skal volleyball-klubben have nye bolde, sender man en ansøgning til Dølle. Skal roklubben have et nyt bekosteligt ror, sender man en ansøgning til Dølle.

Med afskaffelsen af store bededag bliver markedet potentielt amputeret. Som formand Per Hansen har forklaret til Lolland-Falsters Folketidende, kan man miste en tredjedel af omsætningen, mens omkostningerne vil forblive det samme. Uden helligdagen kan det betyde, at folk ikke vil tage på miniferie på campingområdet, mener formanden. Skiltningen skal også laves som, hvilket vil koste 300.000-500.000 kroner. Og hvem tager til åbningskoncert torsdag aften, hvis man skal tidligt op på arbejde dagen efter?

FOR DE FLESTE danskere er det en fridag mindre i fremtiden. Lidt mindre smør på brødet, lidt flere grå hår i hovedet, lidt dybere rynker i panden. For Døllefjelde-Musse Marked kan det gå hen at blive en kniv i hjertet. Og den lokale socialdemokratiske afdeling i Guldborgsund Kommune er taget til Døllefjelde-Musse Marked med nervøsitet i knæleddene. Det er trods alt deres parti, der har været bannerfører og ansigt på afskaffelsen af bededagen.

Gæsterne har dog ikke været alt for grove over for ham, fortæller den socialdemokratiske borgmester Simon Hansen i et overdækket kræmmertelt blandt haglgeværer, sengespecialister og lugten af frisklavet crepe. Før borgmesterens ankomst har vrede lollikker ellers råbt ad Socialdemokratiets bod og spurgt, hvordan de kan tillade sig at komme på besøg til noget, de forsøger at smadre. Alligevel er borgmesteren fortrøstningsfuld. Han tror, de fleste forstår, at han som kommunalpolitiker ikke kan gøre så meget ved folketingspolitikernes beslutninger. Og han er da også en af de få socialdemokrater, der ikke blev boykottet af Fagbevægelsens Hovedorganisation, sandsynligvis fordi han offentligt har været ude at kritisere forløbet omkring afskaffelsen af helligdagen. Måske ved han, at der er stemmer i Døllefjelde-Musse. Han er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad markedet betyder for egnen.

”Der er hundredvis af frivillige, der langer fadøl over disken, sælger store pølser og sørger for, at det hele bare kører. At man med et knips kan tage det fra dem, det forstår jeg godt, man kan være harm over. Næste år skal de virkelig kæmpe for at trække det op på samme niveau. Se, hvor mange der er i dag. Så mange kommer der nok ikke næste år på en fredag uden fridag,” siger han og går op i et større perspektiv.

”Tingene er jo rykket væk. Der har været butiksdød, og gågaderne er blevet mindre. Alligevel kan frivillige kræfter holde fast i det her marked i efterhånden 43 år. I kommunen lavede vi for nogle år siden en kulturkanon, hvor borgerne kunne komme med forslag. I den kanon står Døllefjelde-Musse Marked, og det siger noget om, hvor vigtigt det er i folks bevidsthed. Nu kan det føles som endnu en ting, der bliver presset eller forsvinder fra området.” 

Men borgmesteren, som i en sidebemærkning fortæller, at hans storesøster er guddatter til Kem Ljungquists far, håber på, at de frivillige vil nytænke kræmmermarkedet til næste år, så det forbliver en attraktion – ligesom man har gjort i år ved at få boksning tilbage på markedspladsen.

DET ER MÅSKE meget godt, at Kem Ljungquist ikke har fine fornemmelser. Fra tidlig formiddag sidder samtlige boksere til dagens i alt fem kampe klemt sammen på de lave bænke i to små omklædningsrum i Døllefjelde-Musse Idrætsforenings klubhus, mens de venter på, at det er deres tur til at krydse markedspladsen med vagter på alle sider, som guider dem direkte ind i det enorme markedstelt med plads til tusindvis af mennesker.

Kem Ljungquist er hovednavnet og derfor også den sidste, der skal bokse. Med sine to meter og 114 kilo fylder han godt i omklædningsrummet. Men han synes ikke at have noget problem med trængslen. Tværtimod bliver han i takt med, at de andre forlader omklædningsrummet, stadig mere rastløs.

”Skal jeg bare sidde og glo her,” spørger han sin træner, Poul Duvill, der blandt andet har trænet bokserne Brian Nielsen og brødrene Bredahl samt tennisspillerne Caroline Wozniacki og Clara Tauson.

”Læg dig ned. Slap lidt af,” svarer træneren med munden fuld af nødder.

At han nu sidder i Kem Ljungquist ringhjørne og har trænet ham i seks måneder, var oprindeligt ikke en del af planen for ham.

”Jeg sagde nej flere gange, fordi jeg ikke gad den amatøragtige indstilling. Men så kom han rendende og beviste, at han ville køre professionelt, hvor man står mere fast, bliver mere bisset, træner mere og træner hårdere. Jeg bad ham om at gå all-in. Boksning er en pengesport, og det er en beskidt sport. Når man er på det niveau, vil den anden slå dig ihjel, hvis han kan komme til det,” siger Poul Duvill.

I mange år havde Kem Ljungquist svært ved netop det: at gå all-in. At låse sig fast på noget og ignorere resten af verden for dén ene ting.

”Jeg har levet en rodløs tilværelse i lange perioder af mit liv. Jeg har altid været ekstremt målrettet, men jeg har haft svært ved at finde min hylde,” siger han og begynder at remse en lang række mindre nederlag op.

Efter folkeskolen begyndte han som 16-årig på frisøruddannelsen, fordi han ville have sin egen barbersalon, hvilket han droppede under praktikken. Efterfølgende skulle han dagligt møde op på kommunen hos en vejleder, som fortalte, at han kunne undgå de daglige seancer, hvis han begyndte i 10. klasse. Så gjorde han det, hvorefter han begyndte på handelsskolernes grundforløb, hvor han startede og stoppede flere gange over de næste par år.

Han prøvede sig selv af som kok eller ernæringsassistent i en periode – han husker ikke hvilken af delene. Det droppede han også ud af. Han startede som tømrer, hvilket han godt kunne lide, men havde svært ved at holde fast i, og som 22-årig stoppede han igen. Men noget ændrede sig, da han mødte sin kæreste og flyttede til København. Pludselig havde han noget stabilt i sit liv, og da boksekarrieren formede sig, var det, som om fremtiden begyndte at give mening.

”For hver uddannelse, jeg fejlede eller ikke formåede at gennemføre, blev jeg mere og mere rodløs. Der var flere og flere steder, jeg ikke slog til, og i stedet gik jeg bare i byen med mine venner. Det var jo en deroute,” siger Kem Ljungquist.

”Men i bokseringen slog jeg til. Det blev min første sejr, og jeg forstod pludselig, hvad det vil sige at blive værdsat og være god nok. Jeg blev totalt høj af al den anerkendelse.”

KEM LJUNGQUIST VOKSEDE OP i et arbejderhjem i Nykøbing Falster, hvor alle var velkomne, og hvor venner og familie jævnligt kom forbi. Men til tider var det også et udfordret hjem, fortæller han, selvom han egentlig ikke har lyst til at dvæle alt for meget ved det. Han blev ikke slået, og der var ingen overgreb, men Kem Ljungquist lærte fra en tidlig alder, at der var større problemer og vigtigere udfordringer end hans egne. Det betød, at han aldrig har lært at bede andre om hjælp.

”Den dag i dag vægter jeg stadig alle andres problemer meget højere end mine egne,” siger han.

Men samtidig vil han gerne anerkendes og bevise, at ham, der droppede ud af alt og ikke kunne færdiggøre en uddannelse, faktisk kan udrette og opnå store ting. Tilsammen er det en giftig cocktail, siger han.

”Jeg hader at tale om det. Selv mine bedste venner ved ikke, at jeg har angst. Jeg har haft det hele livet, men det tog til i mine ungdomsår. Min kæreste fandt ud af det, da vi havde været sammen i syv år. Hun blev vildt ked af, at jeg aldrig havde fortalt, hvordan jeg havde det. Det er bare svært,” siger han.

Sidste gang Kem Ljungquist havde en periode, hvor angsten dominerede hans tilværelse, var for to år siden, da han fik opsagt sin professionelle kontrakt som bokser. Angsten faldt sammen med livskrisen, der opstod, mens han ikke anede, om han nogensinde skulle bokse professionelt igen. Men den tvivlende bokser var klar til forandring. Oplevelsen fik ham til at kontakte en mentaltræner, og det er nu mere end to år siden, han har haft et stort angstanfald. Han ved, at det højst sandsynligt ikke er noget, han kan slippe af med, men i det mindste er det under kontrol, også selvom han skal bokse sit livs vigtigste kamp.

”Den her kamp handler om liv og død. Hvis jeg taber kampen, skal jeg finde ud af, om jeg kan komme tilbage, eller om det skal være slut. Og så betyder det meget for mig personligt. Jeg gider sgu ikke være kendt på Lolland-Falster som ham, der fik fucking mange tæsk på Dølle.”

I 1980 VAR DER omkring 30.000 gæster, og Døllefjelde-Musse Marked endte med et overskud på 92.000 kroner. Der var 40 heste, og 56 kræmmere havde opstillet boder. Om lørdagen ankom 5.000 biler, som hver betalte fem kroner i parkeringsafgift, og måske vigtigst af alt spillede Blue Boys, der havde sat Døllefjelde-Musse på det danske landkort med deres sang om landsbyen med det besynderlige navn.

Året efter var der 50.000 gæster og et overskud på 150.000 kroner. Markedspladsen blev fordoblet, og 200 kræmmere meldte ­deres ankomst, mens stuntmanden Robert Gasser kastede sig ud fra 20 meters højde for at lande i en masse papkasser. I 1983 regnede det så meget, at 20 tons mudder skulle fjernes fra pladsen. I 1986 fik 77 bilister et girokort for ulovlig parkering på vejene omkring markedspladsen. I 1989 var Jørgen de Mylius konferencier ved et stort 60’er-bal, mens årets højdepunkt angiveligt var kvindelig mudderbrydning. 

I dag kommer flere end 120.000 mennesker over fire dage. Tilsammen spiser gæsterne et ton døllepøller om dagen, mens de genererer et overskud på en million kroner og mødes med de mennesker, de voksede op med. Fælles for de fleste lokale på pladsen er det, at Døllefjelde-Musse Marked er en tidskapsel, fortæller 36-årige Jesper Krag, der har været med 36 gange.

Han er født i landsbyen Store Musse og gik på den lokale Brydebjergskolen, som i dag er lukket, men dengang mødtes alle kammeraterne på kryds og tværs til Døllefjelde-Musse Marked.

Jesper Krag flyttede 10 kilometer væk fra Store Musse i 10 år, før han vendte tilbage til forældrene, familien og markedspladsen og købte hus i området. 

”Siden vi er blevet voksne, har det været en tradition, at alle de gamle fra området mødes om lørdagen til nogle øl.” 

For ham er markedet en del af livet ligesom jul, sankthans og påske. Og en modvægt til de døende landsbyer og de lukkede skoler og butikker, som han ser, hvis han tager rutebilen mod Rødby og vestpå mod Nakskov.

”Det betyder alt for området hernede. Jeg ved ikke, hvad fanden vi skulle gøre uden markedet.”

Jesper Krag var med, dengang Cult-teltet var epicenter for lokale slagsmål mellem falstringerne og mariboerne. Han var med, da motorcykelklubberne i 80’erne og 90’erne kom for at vise deres rygmærker og give en ørefigen. Og så har han været barn i karrusellerne, ung til koncerterne, og nu er han far og har smidt gps’er om halsen på sine små børn, så de kan drøne rundt.

”Men hvis du virkelig vil vide noget om Dølle, skal du tale med mine forældre.”

DET ER FØRSTE GANG, Kem Ljungquist skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, men det er ikke første gang, han er oppe at slås på Døllefjelde-Musse Marked. Ligesom Jesper Krag har han også været på markedspladsen i sin ungdom, og han husker også Cult-teltet:

”Det var ligesom en ­westernfilm, hvor folk røg ud gennem vinduerne.”

Nu har han forladt omklædningsrummet og er begyndt at småløbe til teltet, hvor bokseringen befinder sig. Han har blå overtrækssutter på fødderne, så den knastørre markedsplads ikke ødelægger hans boksesko. Da hans albanske modstander Sefer Seferi træder ind i ringen, er det til 50 Cents ’In da Club’. Kem Ljungquist ankommer til ’Mr. Swing King’ af Gnags og får smurt vaseline i hovedet af en langskægget hjælper i sit ringhjørne, før de 12 runder går i gang.

Det viser sig hurtigt, at Poul Duvills pisk igennem det sidste halve år har båret frugt. Den tårnhøje falstring er aggressiv, og albaneren falder til jorden i både første og anden runde, og hver gang begynder han næsten patetisk at kramme danskerens lår. Da nummerpigerne har vist sig et par gange, begynder der at lugte af tobak i teltet – det er et af Nykøbing Falsters kendteste bysbørn, forfatteren Knud Romer, der sidder blandt publikum og bakker på sin pibe. 

Efter tredje omgang taler Poul Duvill og Kem Ljungquist lidt forbi hinanden. Sidstnævnte påpeger, at modstanderen har brækket næsen, men det vil hans træner ikke høre på.

”Det er sgu da lige meget. Gå efter den!” svarer Poul Duvill.

Men Sefer Seferi kommer ikke ud fra tredje omgang, og næsen er i den grad brækket, midt på næseryggen, som om den var punkteret. Tydeligt lettet tager Kem Ljungquist mikrofonen og takker alle, der kom. Der er iskoldt i teltet, og hvid damp stiger fra bokserens isse og skuldre, mens han fortæller, at arrangementet ikke kunne være sket uden hans brødre, kæreste, sponsorer, træneren, Døllefjelde-Musse Marked og kommunen, som alle har hjulpet med penge eller tid.

Kem Ljungquist har stadig blod på handskerne, da han hænger dem i omklædningsrummet kort efter for at blive interviewet af TV 2, Radio SydhavsØerne og Boksenyt. Han får også gentaget, at han har været mere til stede denne gang, fordi han ikke skulle stå for alt selv.

Ved det seneste stævne, i september 2022 i Nykøbing, havde han nærmest ikke kunnet koncentrere sig om at bokse, fordi han skulle køre rundt med modstandere til og fra hoteller, sørge for, at bokseringen stod, hvor den skulle, og at der var musik i anlægget. Han købte flybilletter, og da et fly til Bosnien med tre boksere blev aflyst, skulle han ordne det hele med flyselskabet.

”Jeg nød det ikke, fordi jeg skulle stå for alt. Det var for hårdt. Bagefter var jeg helt udkørt,” fortæller han journalisterne.

Men denne gang har han haft bedre hjælp. Hans kæreste kørte rundt med den albanske modstander, mens hans to brødre, Magnus og Ketel, fungerede som henholdsvis promotor og altmuligmand. 

”Det er nu, de store kampe skal begynde. De store kampe i udlandet er lige rundt om hjørnet, og jeg får tilbud fra udlandet hver måned. De er bare ikke store nok endnu,” siger Kem Ljungquist, og pludselig kommer Knud Romer ind i omklædningsrummet for at ønske tillykke, sådan falstring til falstring. 

Da hele Kem Ljungquists følge er smuttet, går han selv i bad. Så sætter han sig med sit såkaldte team bestående af sponsorerne og hans tætteste familie til en middag. Han siger, at han skal tidligt i seng, men så griner han. Og så blinker han. 

NÆVERNE FRA NYKØBING

Kem Ljungquist, født 1990 i Nykøbing Falster. To meter høj, vejer 114 kg.

Flere gange dansk og nordisk mester i amatørrækken. Har bokset 15 professionelle kampe og vundet alle 15, heraf ni på knockout.

7. oktober forsvarer han sin IBF-titel mod sydafrikaneren Johnny Muller i Næstved. Bor til daglig i Valby med sin kæreste og deres søn.

DER ER SKET et stort holdskifte på markedspladsen. Havetraktortræk, ponytræk, cirkus og unge-disko er alt sammen lukket til fordel for DJ Hovmand i markeds-teltet og Chief 1 i festteltet. Børnefamilierne er smuttet hjem for at blive erstattet af både unge og ældre, som skal være ude hele natten. 

Sådan har det altid været, fortæller ægteparret Lars Krag og Britta Pommer, der har været frivillige på markedspladsen siden begyndelsen i 1980, og som har taget sønnen Jesper Krag med, fra han kom til verden – ham med de 36 Dølle-besøg på lige så mange leveår.

”Jeg har gjort det i alle de år, fordi det var sjovt at se det hele vokse. Og at finde ud af, at vi kan organisere noget så stort og samle så mange mennesker,” siger Britta Pommer.

Det var i stuen hjemme hos hendes far, at en grisehandler, en landmand, en entreprenør og nogle andre virksomme typer besluttede, at de ville lave en lokal sommerfest. Der blev skålet i nogle øl, måske endda en del øl, og så kom ideerne langsomt på bordet. Lars Krag blev udelukkende en del af selskabet, fordi han var hjemme hos Britta Pommer den dag. 

”Vi skulle bare have et lille markedsområde og en parkeringsplads, som skulle koste fem kroner. Men det var jo langt mere omfattende end først antaget, og pludselig traskede vi alle rundt i alt for store T-shirts med reflekser, der gik os til knæene, mens vi guidede nogle af landets største kræmmere til deres pladser,” fortæller han.

Britta Pommer har både været en del af bestyrelsen i 10 år og personalechef for 700 frivillige. Men de sidste par år har hun forsøgt at have en mindre krævende rolle som en del af personaleudvalget.

”Jeg havde en idé om, at jeg kunne gå ud af bestyrelsen, tage til mit sommerhus i Sverige og ankomme lige til markedsstart, men det var utrolig naivt. For man kan ikke stoppe som frivillig. Pludselig står jeg alligevel og laver mad til elektrikerne. Eller som i morges, hvor jeg hjalp billetfolkene,” siger hun.

Lars Krag derimod har en del af ansvaret for kræmmerne. Siden tredje år blev der organiseret madhold, el-hold, skraldehold og så videre. Alle sammen har de en kaptajn, og det er i dag Lars Krags job at sidde i det lille skur i informationsområdet, hvor han holder styr på de hold og på, hvor de forskellige kræmmere skal slå deres boder op. I år har den 63-årige entreprenør sammen med sin gruppe banket 1.200 metalpæle i jorden for at markere standene efter en plan, som står beskrevet på et kort, der hænger fast i hans skur.

”Vi vil have en fest, og så må vi sgu lægge de timer i det, som det kræver. Jeg har altid tænkt det som festen på Lolland. Den måtte aldrig gå ned,” siger han.

ÆGTEPARRET IMØDESER med spænding og nogen gru, hvordan området tager imod et Døllefjelde-Musse Marked uden helligdag. 

”Jeg havde aldrig set den komme. Jeg troede, at den var lagt i graven for år tilbage, da politikerne første gange talte om at afskaffe store bededag. I mit hoved var den stendød, og jeg blev rystet. Man smadrer jo den sidste fest på Lolland-Falster og Sydsjælland,” siger Lars Krag.

Det påvirker muligvis ægteparret ekstra hårdt, fordi de har været viklet ind i markedet igennem alle årene. De bor selv fem minutter fra markedspladsen, hvor der de første mange år blev afholdt efterfest, om de ønskede det eller ej. Nogle år skyndte de sig hjem og låste døren, fordi de ikke længere ville lægge hus til. Men de havde knap slukket lyset og var krøbet til køjs, før resten af bestyrelsen kom og bankede på.

”Og de blev ved, indtil der blev åbnet. Dengang havde vi jo kræfter til at feste videre bagefter. Det kan vi ikke i dag, fordi det er blevet så stort. I dag er vi helt flade,” siger Lars Krag.

Det har stormet hele dagen på markedspladsen, hvor forlystelserne har gynget og knirket. Flere boder har været ved at blæse væk, og en enkelt stand med udsalg af lædertasker lå næsten krøllet sammen hen imod aften. Da Lars Krag ankom klokken syv i morges, tænkte han over, hvad al den blæst mon ville gøre for besøgstallet. 

”Men allerede klokken 10 i morges var jeg overrasket, for det tyndede ikke ud. De kom sgu alligevel, selvom der var storm. Man kunne jo frygte, at teltene kom flyvende gennem luften, men vi har aldrig haft en alvorlig ulykke hernede med undtagelse af knivstikkeriet på parkeringspladsen sidste år,” siger Lars Krag og fortsætter:

”Da jeg var kommet mig lidt over alt det bededags-halløj, blev jeg enig med mig selv om, at det nok skal gå. Det bliver spændende, om det er helt tyndt fredag næste år, eller om folk tager en fridag for at komme til Dølle. Det er jeg lige ved at tro, at de gør.”

TEENAGERNE HÆNGER UD ved forlystelserne og drikker sig fulde uden for teltene. Jeg render ind i den 37-årige Guldborgsund-borgmester Simon Hansen, der er på vej til Østkyst Hustlers, hvor han sammen med en masse jævnaldrende skal se ungdomsidolerne og nikke i takt til ’Verdens længste rap’. Selv går jeg til den nærliggende Døllefjelde Kirke, hvor Finn Nørbygaard afholder gøglergudstjeneste. 

Det viser sig hurtigt, at jeg har misforstået konceptet. Jeg troede, at vi skulle opleve Finn Nørbygaard i fuldt flor som den satiriker, han er. Men det er i stedet en traditionel gudstjeneste med Finn Nørbygaard som gæsteprædikant for den traditionsrige begivenhed, hvor kirken i anledning af markedsdagene inviterer alle de omrejsende landevejsriddere på markedet til bededagsgudstjeneste.

Foran mig sidder en lille, gammel mand og ryger hash af en majspibe, og når vi får øjenkontakt, krøller hans ansigt sig op i et smil, der fylder hele hovedet. Og er Finn Nørbygaard ikke kommet for at riste folkekirken, bliver han til gengæld selv ristet af publikum.

Hver gang komikeren nævner, at han også er uddannet psykoterapeut, råber en gøgler, at han da godt nok lyder som en klog mand, og da Finn Nørbygaard fortæller en historie om, at Gud havde fortalt ham, at han skulle stoppe med at ryge, siger en anden gøgler: 

”Uha, fint besøg. Fine venner.”

Efter en omgang lokal gospel i kirken skynder jeg mig tilbage til markedspladsen. Fordi det blæser en pelikan, tager jeg imod et lift fra en lille, venlig kvinde med en hidsig kørestil. Som tilflytter kan hun fortælle, at Lolland-Falster er det fladeste sted, hun nogensinde har set, og at en, hun kender fra Gedser, engang sagde, at det blæser 300 dage om året her. De resterende stormer det.

Markedspladsen vælter med fulde teenagere, der kæmper for at komme ind i det store telt og høre den unge hitmager Gobs, der blandt andre har samarbejdet med Branco, Hjalmer og Thomas Helmig. 

I mylderet får jeg øje på Kem Ljungquists yngste bror, Ketel, der i grillbaren er i gang med at fortære en døllepølle. Måden, hvorpå han fører pølsen til munden, indikerer, at han har fået ikke så lidt at drikke til sponsormiddagen og koncerterne efterfølgende. Det medgiver han, inden han fortæller om, hvor utrolig glade og lettede alle brødrene er over resultatet og over, at storebror, der nu er taget videre i byen i Nykøbing for at fejre sejren med nogle venner, knap nok blev ramt af sin modstander. 

”Det eneste problem er, at jeg skal køre de små italienske dommere i lufthavnen i morgen klokken seks, så jeg skal hjem nu,” siger han.

På én gang glad og bedrøvet.

DE KAN OGSÅ DERES KRAM

Døllefjelde-Musse Marked er siden 1980 vokset til et af Danmarks mest prominente kræmmermarkeder med 120.000 besøgende over fire dage.

Fra 2024 vil det ikke længere ligge i bededagsferien, men i begyndelsen af maj.

To af landets andre store markedsbegivenheder er Vorbasse Marked, der siden 1730 har været årligt samlingssted for kræmmere og loppelus, og som over tre dage bliver besøgt af mere end 250.000 mennesker, og Hjallerup Marked, et af Nordeuropas største heste- og kræmmermarkeder, som kan spores tilbage til 1744, og hvor der deltager omkring 200.000 mennesker og 1.400 heste årligt.

FRA NÆSTE ÅR skal Døllefjelde-Musse Marked foregå den første weekend i maj, for første gang uden helligdag. En ny tradition skal etableres. Folk er angiveligt både blevet friet til og viet på Døllefjelde-Musse Marked. Jeg har sågar talt med en ung kvinde, der fandt sammen med sin kæreste, fordi han tilbød hende husly en aften, hun var for fuld til at køre hjem til Slemminge. De har været sammen lige siden.

”Hellere det end at miste kortet,” som hun formulerede det.

Det kan godt være, at jeg ikke har set de hønefulde damer med de skøre hatte, og at jeg ikke har mødt Messerschmidt på stemmejagt på Østlolland, og at jeg ikke fandt Låsby-Svendsens søn. Men jeg har da set noget, som ikke ser ud til at dø. Mens mørket og blæsten lægger sig over markedspladsen, bliver Pattesutter, musikeren bag numre som ’Hun rider på den’, ’Lille pik’ og ’Klamydia’, opgraderet fra Festteltet til det enorme Markedstelt, hvor han skal lukke og slukke den sidste store bededag, hvilket tyder på, at folket i hvert fald støtter op, når der er øl og musik involveret. Fra næste år håber Døllefjelde-Musse Marked på det bedste, mens de frygter det værste. Gæsterne er skidehamrende ærgerlige over, at de skal tage fri for at få den fulde oplevelse. Men mon ikke de gør det – som Lars Krag har besluttet sig for at håbe på. 

Hellere dét end at miste Dølle.

 

/

Den danske drøm

Danskerne elsker at besøge USA, og kærligheden er – langt hen ad vejen – gengældt. Vi kipper med Stars and Stripes i selskab med tre amerikanere, der endte med at slå sig ned her. Læs, hvad de mener om krammekultur, dyrlægens natmad og danskernes forhold til sex.

TOM HALE
Skuespiller

Camilla og jeg mødte hinanden i L.A. Vi fik vores første barn i L.A., men det var ikke dér, vi ville opdrage børn. Så flyttede vi til New York, og jeg arbejdede hele tiden, mens Camilla var nødt til at være hjemmegående, hvilket aldrig havde været hendes drøm. Vi havde ikke råd til dagpleje, så det gav ikke nogen mening for os at blive i USA. Jeg havde også altid ønsket at prøve at bo i Europa og tænkte: ”Jeg elsker min kone. Så vil jeg nok også elske Danmark.”

Min introduktion til Danmark var meget idyllisk. Det var sommeren 2001, og vi flyttede ind i en skurvogn hos mine svigerforældre, som drev et hønseri på deres gård i Dragør. Det var det, vi havde råd til. Lufthavnen lå tæt på, men bortset fra det var der bare ren natur rundt om os. Efter nogle måneder flyttede vi til Vangede, og Dan Turèlls ’Vangede billeder’ var den første danske bog, jeg læste.

Danskernes afslappede forhold til sex er meget anderledes, end hvor jeg kommer fra. Min familie i USA har irsk-italiensk baggrund, og sex har altid haft et slør af katolsk mystik og skyldfølelse over sig. Man skulle snige sig rundt, når man havde kærester med hjemme. Sex føltes ofte lidt som et oprør. Her i Danmark er man mere åbne omkring sex, og derfor har det været, ikke decideret mærkeligt, men i hvert fald nyt for mig, når nu mine egne børn har haft kærester med hjemme. Jeg mener, noget af det sjove ved at have sex som ung er også det med at snige sig rundt og faren for at blive opdaget.

Jeg plejede at kalde Danmark for umulighedernes land. Især som selvstændig kan det være besværligt at komme udefra, fordi I har et bestemt system og en masse regler, man skal følge. Danskere har også en holdning til alting og fortæller deres mening, uden at man har spurgt dem. Derfor anses danskere også af mange for at være uhøflige, og det er en stor misforståelse. Min teori er, at det åbne, demokratiske samfund i Danmark gør, at man er nødt til at tage stilling og mene noget. Man bliver heller ikke stødt over andres meninger. I USA er man mere reserveret på det punkt og tænker alt for meget over, hvad andre mennesker synes om én.

OM TOM

Tom Hale, 56 år, er opvokset i delstaten Connecticut og blev i 1998 gift med den danske skuespillerinde Camilla Søeberg. Sammen flyttede de til Danmark i 2001 og bor i dag i Holte. Parret har tre børn. Hale er også uddannet skuespiller og har haft roller i serier som ’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Bedrag’. I en årrække drev han cafeen Holberg no. 19 i København.

Man hører og taler meget om velfærdsstaten i Danmark, når man kommer udefra, men det var først under coronakrisen, at jeg for alvor gjorde brug af den. Jeg har altid arbejdet og havde aldrig fået økonomisk støtte indtil da. Som amerikaner har man bare fået indgroet denne frygt for at ryge helt på røven, hvis man ikke klarer sig arbejdsmæssigt. Man kan dø. Der er ingen til at gribe dig. Så det var en fantastisk følelse, da jeg pludselig havde brug for dagpenge i en periode. ”Åh, okay. Jeg behøver ikke arbejde hver dag. Jeg kommer ikke til at sulte. Mine børn skal nok klare sig.”

Jeg savner multikulturalismen. Jeg savner New York. Jeg savner virkelig at få enhver form for etnisk mad, når jeg vil have det. Nu er ramen (japansk nudelsuppe, red.) kommet til København, men hvad hvis jeg for eksempel har lyst til en cubansk sandwich? Og jeg savner virkelig at få god service i supermarkedet.

At være skuespiller i Danmark kan jeg virkelig godt lide. Man har respekt for håndværket, og stemningen er mere afslappet på settet end i USA. Folk er åbne og vil hjælpe hinanden. I USA er fagforeningerne så stærke, at det er meget specifikt, hvem der skal gøre hvad. Når jeg får roller i Danmark, er begrænsningen, at jeg næsten altid spiller amerikaner eller canadier. Tjek bare min IMDb.

Man får langt bedre behandling i Danmark, hvis man snakker engelsk frem for dansk med accent, og det er sjovt. Danskere er faktisk meget imødekommende, hvis man er turist eller gæst. Jeg har flere udenlandske venner, som egentlig har boet i Danmark i mange år og kan tale dansk, men stadig bruger det engelske sprog af den årsag.

Min bedste danske ven er forfatteren Niels Barfoed. Selvom han er 92, har han et ungt hjerte. Niels var stamgæst på den café, jeg åbnede på Holbergsgade i København efter at have boet her i nogle år. Min café hjalp mig med at få nye venner, og den hjalp min skuespillerkarriere. Den blev hurtigt et samlingspunkt for kunstnere, skuespillere og dansere fra Den Kongelige Ballet, men også for gartnere, smede og de lokale. Ole Ernst og Søren Malling var også blandt stamgæsterne, som kom for en øl eller kaffe. Niels var så fascineret af de mange forskellige karakterer, at han faktisk har skrevet en bog om cafeen (’Begyndelser til enden’, red.).

Jeg tilbringer meget tid i den danske natur. Jeg kører mountainbike i Rude Skov, den sjællandske nordkyst er smuk, og udsigten fra Møns Klint er fantastisk. Hvis mine amerikanske venner skal besøge København for første gang, råder jeg dem altid til at se byen fra vandet. Man kan tydeligt se, at det er en gammel havneby, og det er bare den bedste ting at gøre i en time for at slappe af og have lidt tid sammen.

KAY XANDER MELLISH
Forfatter

Det er begrænset, hvad amerikanere egentlig ved om Danmark. Jeg har boet i København siden 2000, men indtil for nylig troede min nevø på 16, der ellers er en begavet ung mand, at jeg boede i Denver i USA. Hvis man hører noget om Danmark, er det enten venstrefløjen, der siger: ”Det er et paradis. Vi skal leve mere som i Danmark.” Eller du har folk til højre, der advarer: ”Det er kommunisme. Det er forfærdeligt. Folk har ikke engang råd til biler og må cykle. Der er heller ingen innovation.” Amerikanerne aner virkelig ikke, hvad de taler om.

Man skal ikke sige: ”How are you,” til en dansker. I tager spørgsmålet alt for bogstaveligt og bliver alvorlige og går lidt i panik, inden I så begynder på en lang forklaring. Jeg siger i stedet: ”Good to see you”. Danskere bruger ikke smalltalk, fordi jeres baggrunde er meget ens, og I har automatisk tillid til hinanden. Derfor kan jeres humor også være mere grovkornet. USA er så stort et land, folk er meget forskellige, og man ved aldrig, hvor langt man kan gå med en joke, før man støder nogen. Vi bruger smalltalk til at komme på bølgelængde og opbygge tillid.

Jeg forelskede mig i København. Byen virkede sofistikeret uden at være for intens. Folk lavede interessante ting og talte om interessante ting, men de arbejdede ikke under et konstant pres. På Manhattan vil alle have dit job, din lejlighed, din kæreste og din plads i restauranten. Det er en evig konkurrence, hvilket kan være sjovt, når man er i tyverne, men da jeg blev ældre, ville jeg gerne leve lidt mere afslappet uden at give afkald på det intelligente og sofistikerede. Og jeg kunne se mig selv stifte familie her.

Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor danske cafeer serverer kaffe i høje glas uden hank. Det er så upraktisk. Jeres alkoholkultur undrer jeg mig også over. Jeg kan godt lide et glas vin eller at tage en enkelt øl en sommerdag, men jeg drikker mig aldrig sønder og sammen. Jeg ser danske forældre lade deres teenagere på 15 år drikke sig i hegnet, hvilket er helt vildt for mig. Lær dem at drikke ansvarligt.

Stockings kan være en sexet ting, men de lyder bestemt ikke sexede, når man kalder dem strømpebukser.

OM KAY

Kay Xander Mellish, 59 år, er opvokset i delstaten Wisconsin og flyttede i 2000 fra New York til Danmark efter at have rejst rundt i Skandinavien med en fransk veninde. Hun bor i dag med sin teenagedatter i det københavnske Nordvestkvarter. Hun har haft stillinger hos Danske Bank, Carlsberg og Saxo Bank og er nu selvstændig som foredragsholder, kulturcoach og forfatter.

Det er svært at få venner i Danmark. I værdsætter jeres gamle venner, og jeres venskaber har dybe rødder, hvilket er en smuk ting. Jeg ser min egen teenage­datter have det. Hun har en ven, som hun mødte, da de begge var få måneder gamle, og de er stadig gode venner. Men danskere bryder sig ikke om lette bekendtskaber, og det er en skam. Et let venskab har også en værdi. ”Du skal bo her et år. Lad os tage til koncert sammen eller drikke nogle øl efter arbejde.” Et venskab behøver ikke fortsætte resten af livet. Man kan bare hænge ud i en periode, og det er sjovt at møde mennesker fra forskellige lande.

Forloren hare eller dyrlægens natmad kan jeg ikke spise. Bare udseendet er skræmmende. Til gengæld er det danske bagværk hver en kalorie værd.

Danskere er meget ærlige og mener, hvad de siger. Det elsker jeg. Amerikanere har en frygtelig vane med at slynge ud: ”Vi burde tage en frokost sammen snart.” Og det ender ofte med et brudt løfte. Danskerne forventer, at man rent faktisk inviterer på frokost, hvis man siger det. Jeg rådgiver amerikanere, der laver forretning med danske firmaer, og for nylig fortalte en klient, at hendes nye nabo i Danmark havde tilbudt at køre hende til IKEA for at hente møbler. Den amerikanske kvinde var helt forvirret: ”Er hun oprigtig? Kan jeg tillade mig at sige ja tak?” Jeg svarede: ”Hvis hun har sagt det, så vil hun også køre dig derhen.”

Når man er inviteret hjem til middag hos venner og bekendte i USA, ønsker man ikke at blive der for længe. Man vil ikke være til besvær. Man får en dejlig middag, og efter desserten tager man enten videre eller hjem til sig selv igen. I Danmark venter man helt til midnat med at forlade selskabet. Man drikker en masse vin og snakker og snakker. I starten førte det ofte til misforståelser: ”Hvorfor tog Kay hjem allerede? Kunne hun ikke lide maden? Kunne hun ikke lide mig?” Jeg troede, jeg var betænksom.

Den Lille Havfrue er overvurderet. En amerikaner spurgte mig engang, om jeg vidste, hvordan han kunne købe billetter til Den Lille Havfrues observationsdæk på øverste etage. Jeg fortalte ham, at det ikke var muligt, og at han sandsynligvis havde puder i sit hus, der var større end statuen. Amerikanere elsker store puder. Alligevel fortæller jeg generelt folk, at de skal tage en bådtur og se statuen fra båden i stedet for. Man kan tage et par hurtige billeder og undgår at brække en ankel på de glatte sten.

KRISTOPHER SCHRAM
Kok

Som en kok, der har arbejdet på flere fine dining-restauranter i USA, krævede det ikke den store overtalelse at skulle flytte til København. Noma var talk of the world, når det kom til mad, så jeg var meget nysgerrig efter at opleve det på tætteste hånd. Min kæreste og jeg havde datet i halvandet år, og at bo i Danmark gav mest mening for os.

Madscenen i København eksploderede takket været Noma og Relæ de følgende år i 2012, 2013, 2014 og 2015. De bragte en masse talentfulde udenlandske kokke til landet, og så poppede det pludselig op med nye sjove og afslappede steder, ikke kun nynordiske restauranter. For mig har det gjort byen så meget mere interessant at bo i, fordi man nu har muligheden for at gå ud en hvilken som helst aften i ugen og få et godt måltid uden at skulle betale flere tusind kroner.

At kramme er ikke så stor en del af den amerikanske kultur. Vi har dette underlige bro hug, som jeg aldrig har været fan af, hvor man lige klapper hinanden på ryggen. Der er intet følelsesladet ved det. Her i Danmark registrerede jeg hurtigt, at man krammer sine venner, når man siger hej og farvel. Som tilflytter prøvede jeg at omfavne den kultur, så jeg gik altid med krammet, hvis jeg mødte venner eller bekendte til min kæreste, hvor det måske havde været mere passende med håndtrykket. Det satte mig i nogle akavede situationer. Da jeg senere mødte mine gamle venner fra USA og krammede dem, som man gør i Danmark, sagde de forbløffet: ”Dude, hvad laver du?”

Smørrebrød er fantastisk. Hvis jeg får en ven fra USA eller et andet land på besøg, inviterer jeg altid vedkommende ud til frokost på Restaurant Møntergade. Man får en øl, nogle snaps og så to stykker smørrebrød. Godt nok har man brug for at sove efter sådan et måltid, men man mærker virkelig, at man er i København, når man spiser smørrebrød. Det er anderledes end noget andet sted i verden.

Jeg har altid hadet smalltalk, som vi er kendt for at praktisere i USA. At tage hen til købmanden og blive bombarderet med snak om vejret eller anden løs snak. Derfor var det en øjenåbner for mig at komme til Danmark og så stoppe på cykel i myldretidstrafikken ved et lyskryds. At være omgivet af mennesker, og der er ikke én person, som siger noget til nogen. Alle kigger bare lige frem. De anerkender ikke engang din eksistens. Der er ikke et smil. Der er ikke noget. Jeg tror, at de fleste amerikanere nok ville mene, at det ikke var særlig venligt. Men jeg elsker det.

OM KRISTOPHER

Kristopher Schram, 40 år, er opvokset i New York og flyttede i 2011 til København for at bo sammen med sin danske kæreste. I dag bor parret på Frederiksberg med deres søn. Schram er uddannet kok, har været køkkenchef på Bæst, souschef på Manfreds og er nu indehaver af Diamond Slice, der serverer New York-style pizzaslices på Blågårdsgade på Nørrebro.

Jeg kan virkelig godt lide mortensaften. Den danske tilberedning af and er så god. I USA var min yndlingsferie også Thanks­giving, fordi der ikke skal ske andet end at spise og være sammen med venner og familie. Der er ingen gaver eller noget ræs. Og så må jeg bare sige, selvom det lyder cheesy, at jeg bliver blæst bagover af at fejre nytår i Danmark. Jeg kunne simpelthen ikke tro det, da jeg gik ud på gaden første gang og oplevede denne krigszone med fyrværkeri overalt i byen. Det ville aldrig kunne foregå i USA, hvor man sagsøger hinanden hele tiden.

København må være en af de bedste byer i verden at rejse til på en forlænget weekend. Der er så meget kultur. Der er gode museer. Der er god mad. Det er en smuk by. Det er nemt at komme rundt. Hvis man er god på cykel, kan man komme overalt på 10 minutter. Jeg elsker, når folk kommer her, og jeg kan vise dem rundt i tre eller fire dage. Jeg er meget stolt af det. Jeg elsker at give dem de lokale tip. For eksempel at tage til Refshaleøen en hverdag, hvor det føles meget mere lokalt. Starte med at få noget lækkert bagværk hos Lille Bakery, tage en svømmetur og så spise på La Banchina.

Faktisk elsker jeg det danske vejr. Det blæser, men er aldrig for koldt. I New York om vinteren kan man få det vildeste snevejr, og der kan være utrolig koldt. At man skal have en let jakke på om sommeren i Danmark, kan jeg godt lide.

Danskere har en tendens til at generalisere. For eksempel kan I godt lide at se mit eget hjemland, der har 330 millioner indbyggere, på én bestemt måde, og det er så uretfærdigt. Hvis man bor i Californien sammenlignet med Tennessee, er det to forskellige verdener. I dagens Amerika kan vi ikke blive enige om noget som helst. 

Det nynordiske køkken er forbi. Selv Noma laver ikke rigtig længere den slags mad og lukker også snart. Der vil være en ny madtendens, der tager over, men jeg tvivler på, at den starter i København. Den skal dog nok komme til København på et tidspunkt. Alle madtrends spreder sig.

OVER HERE

Ifølge den seneste opgørelse fra 1. januar i år bor der 9.928 amerikanske indvandrere i Danmark. Antallet er steget fra 7.371 i 2013. Ud over de 9.928 indvandrere er der yderligere 827 efterkommere. Amerikanernes interesse for Danmark som rejsedestination toppede i 2019. Her lød rekorden på flere end 800.000 amerikanske overnatninger. Efter nogle hårde år med corona og restriktioner var man i 2022 oppe på 80 procent af antallet af overnatninger fra 2019.

Otte ud af 10 amerikanske overnatninger i Danmark foretages i København. Amerikanerne søger især på dansk gastronomi og bagværk samt Tivoli og Legoland.

Kilder: Danmarks Statistik og VisitDenmark

/

Blod, sved og tårer

Dine kropsvæsker kan fortælle, hvordan dit liv bliver, og kunstig intelligens forstår dig bedre end dig selv. Eksistensen kortlægges helt ud i krogene, og mens videnskaben jubler, advarer andre om overvågningssamfund og kinesiske tilstande. Ud & Se undersøger, om fremtiden er en datadrøm eller et hverdagsmareridt, og om vi har noget særligt at frygte herhjemme, hvor 10 små offentlige cifre følger os fra vugge til grav.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Simon Væth

THOMAS HELMIG OG Renée Toft Simonsen troede måske, at det var en privatsag. Sønnen Hugo Helmigs død i november. For hvis ikke døden er en privatsag, hvad er så egentlig?

Men selv om medierne da også ventede med at bringe nyheden om Hugo Helmigs død, til familien ni dage senere var klar til selv at fortælle om den på de sociale medier, var der en undtagelse.

Frihedens Stemme, som Rasmus Paludan er ansvarshavende chefredaktør for, skrev historien efter fire dage. 

”Hugo Helmig er død,” hed den kortfattede overskrift på artiklen. Her blev stifteren af partiet Stram Kurs citeret for, at den 24-årige musiker, som havde fortalt om sin kamp med angst og misbrug og kort forinden havde været ved at tage sit eget liv, forhåbentlig nu var et bedre sted: 

”Ligesom jeg selv oplevede han de nådesløse konsekvenser af at være i offentlighedens søgelys.” 

Der havde floreret rygter på internettet om dødsfaldet, og da det med Rasmus Paludans ord er ”pressens pligt at efterprøve påstande og rygter”, slog Frihedens Stemme Hugo Helmig op i Folkeregistret på Københavns Kommunes hjemmeside. For at gøre dette behøvede mediet blot at kende hans fødselsdato, som var offentligt kendt, og så ellers betale de krævede 75 kroner for forespørgslen.

”Personen er afgået ved døden 23.11.2022,” lød resultatet et øjeblik senere.

”Hvis man gerne vil vide, om folk er døde eller ej, er det den hurtigste, enkleste og mest sikre måde at få afklaret dette spørgsmål,” fortæller Rasmus Paludan i telefonen til Ud & Se.

”Hans pårørende og andre, som kender ham, kunne jo tage fejl. Men det gør Folkeregistret ikke. Det tager ikke fejl.”

TAL LYVER IKKE

Siden 1968 har Danmark haft et register over alle, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig. Alle kan logge sig ind på folkeregistrene og erhverve sig viden om navn, adresse, om en person er rejst til udlandet, er myndig eller død, medmindre vedkommende har registreret navne- og adressebeskyttelse.

FOLKEREGISTRET ER DOG langtfra det eneste offentlige register, hvor der ligger ’private’ data om dig – og data, som både offentlige myndigheder og andre har adgang til. Og vel at mærke uden at vi nødvendigvis ved dette. 

De offentlige myndigheder ligger inde med data om vores økonomi, sociale baggrund og adfærd samt ikke mindst sundhed. Det er oplysninger om alt lige fra aborter til psykiatriske lidelser og årsagen til vores død. Ja, har du været på session, kender de din IQ fra den obligatoriske intelligenstest. 

I århundreder har offentlige myndigheder skrevet det hele ned og gemt det, og i dag er oplysningerne koblet sammen af CPR-nummeret, de unikke 10 cifre, som alle i det danske folkeregister er blevet tildelt siden 1968.

Hvilket rejser spørgsmålet om ikke bare, hvad der ligger af oplysninger om den enkelte i de offentlige registre, men også om, hvem der – som i tilfældet med Hugo Helmig – kan få adgang til dem og til hvilket formål. Ikke mindst i fremtiden.

”NÅR DATA EKSISTERER, opstår der et pres for at anvende dem til alle mulige formål. Det advarede jeg om allerede for otte år siden i Dagens Medicin. Jeg kan finde artiklen, den står lige heromme,” siger Thomas Ploug, der er professor i dataetik ved Aalborg Universitet. 

Han vender sig halvt om i stolen og peger på bogreolen bag sig på kontoret. 

I 2015, da Thomas Ploug blev interviewet til Dagens Medicin, var han formand for en arbejdsgruppe under Etisk Råd, der så på brugen af de mange sundhedsoplysninger, der ligger i de offentlige registre – og på borgernes samtykke til brugen af disse. 

Eller mangel på samme. 

Dengang var personlig medicin, altså det at tilpasse behandlingen til den enkelte patient ved hjælp af viden om deres gener, det nye buzzword. Og Thomas Ploug advarede om, at det næste logiske skridt kunne blive at bruge denne viden til også at hjælpe samfundsøkonomien. Giver det for eksempel mening at bruge millioner af kroner på en længevarende uddannelse, hvis en gentest fra fødslen afslører, at et barn lider af den arvelige Huntingtons sygdom og altså vil dø, inden det fylder 40 år? Hvorfor ikke bruge pengene på den, som er født med en høj IQ – og kernesund?

Thomas Ploug forudså, at sådan en tankegang, der gør det muligt at sortere i mennesker, ville komme til at spille en langt større rolle i fremtiden – og han er ikke blevet mere optimistisk med årene, tværtimod. 

”Problemet er, at vi Danmark i årtier har haft en utrolig liberal databeskyttelseskultur. Der er nogle forskere og medicinalvirksomheder, som kigger på Danmark og siger: ’Det er et dataparadis.’ Og så er der andre, der kigger på Danmark og siger: ’Det er en bananrepublik.’ Den nuværende overvågning af borgerne i form af deres data er jo det, man drømte om i DDR,” siger professoren, der mener, at kulturen bliver svær at ændre, netop fordi den har været meget liberal i lang tid. 

”Det er altid vanskeligt at tage privilegier fra folk – og i dette tilfælde forskerne og offentlige myndigheder,” siger professoren.

FRA HANS VINDUER på anden sal er der udsigt over Københavns Sydhavn. Aalborg Universitet overtog i 2012 kontorbygningen fra det finske mobiltelefonselskab Nokia, og de 42.500 kvadratmeter er en påmindelse om, at ingen kan forudsige fremtiden. I starten og midten af 00’erne havde Nokia over halvdelen af markedet for mobiltelefoner, og selskabet var Finland og omvendt. 

”Hvis de kan i Finland, kan vi også,” lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2005, hvor han ustandseligt talte om finske patenter, finsk konkurrencedygtighed og Finland som verdensøkonomi. Indtil de ikke længere kunne.

Nokia forudså ikke, at fremtiden var smartphones. I dag er det svært at forestille sig en verden uden, og vores ivrige brug af dem fodrer internettet med stadig flere data om os, brugerne. Data af stadig flere typer. Og data, som bliver gjort relevante på helt nye og uforudsigelige måder af kunstig intelligens.

Maskinerne oplærer sig selv ved at opdage mønstre og sammenhænge i dataene, og data, som ingen førhen kunne se nogen mening i, finder pludselig uventede anvendelsesmuligheder. 

I USA har forskere for eksempel udviklet en maskine, som ved hjælp af kunstig intelligens, ud fra din måde at tale på, kan forudsige risikoen for at udvikle en psykose. Maskinen opfanger talemønstre, som selv ikke psykiatere ville lægge mærke til. 

”At forsøge at høre disse sproglige nuancer svarer til at forsøge at se mikroskopiske bakterier med det blotte øje,” har en af forskerne, Neguine Rezaii fra Harvard Medical School, forklaret. 

I 2014 PUBLICEREDE det kinesiske statsråd dokumentet ’Planlægning for konstruktion af et socialt kreditsystem’. Her kan man læse, hvordan det sociale kreditsystem skal være med til at skabe et ”harmonisk samfund” med ”social stabilitet”, befolket af ”oprigtige mennesker”. Blandt eksemplerne på sådanne handlinger, der kan svække den enkeltes sociale kreditværdighed, er overtrædelse af færdselsloven, rygning på røgfri arealer eller overdrevet gaming – og prisen kan være lavere internethastighed, forbud mod at flyve eller tage en togrejse på 1. klasse. 

Under interviewet understreger Thomas Ploug flere gange, at der er tale om en balancegang, og at han selvfølgelig godt forstår – og er enig i – behovet for at indsamle oplysninger og bruge dem til for eksempel at udvikle personlig medicin. Der er brug for at anerkende begge sider i debatten og finde fornuftige løsninger, mener professoren.

Men han fastholder, at presset for at samle og bruge oplysninger om statsborgere til stadig flere formål i sidste ende risikerer at føre til den sociale kontrol, som George Orwell allerede i 1949 beskrev i fremtidsromanen ’1984’, og som kan være ved at blive til virkelighed i Kina i dag.

”Der er mange, som forsker i data, der har svært ved at se, at det, at de undersøger, hvor mange der for eksempel kører over for rødt i et kryds her i Sydhavnen, skulle have noget at gøre med social kredit i Kina. Hvad taler du om? Men det er også en uvilje – eller villet blindhed – mod at se, at der er et større perspektiv, og at den danske stat har samlet enorme mængder data om borgerne.”

I SUNDHEDENS TJENESTE

Sundhedsdata samles i sundhedsregistre, der handler om alt fra sygdomme og behandlinger til økonomi og ansatte i sundhedsvæsenet. Der anslås at være 165 nationale sundhedsregistre, og dem har Sundhedsdatastyrelsen ansvaret for. Styrelsens indsamling af data er bestemt ved lov – enten i sundhedsloven eller andre love og bekendtgørelser. Her står der, hvad formålet med indsamlingen er, og om data kun må bruges til forskning og statistik, eller om de kan bruges til administrative formål, for eksempel til din behandling. Der står også, hvor mange oplysninger det er nødvendigt at indsamle, og hvor længe oplysningerne må gemmes.

I DAG HAR næsten alle danskere prøver af blod, urin eller dna liggende i Danmarks Nationale Biobank, som på sin hjemmeside reklamerer med at være en af verdens største og mest avancerede af sin slags. Mere præcist ligger der 14 millioner biologiske prøver i fryserne på Amager, hvoraf alene de såkaldte hælprøver udgør 2,5 millioner.

Siden 1982 er alle nyfødte blevet tilbudt en blodprøve fra hælen, der kan afsløre i alt 19 sjældne medfødte sygdomme, som alle kan behandles – blandt andet en række hormon- og stofskiftesygdomme.

”Det unikke er, at vi herhjemme har det hele samlet i ét register, CPR-registret, som er nøglen til danske data,” fortæller Biobankens direktør, Anne-Marie Vangsted, med henvisning til, at det gør danskerne til én stor undersøgt befolkningsgruppe. Det, som statistikere kalder en kohorte. 

”Hvis vi går til andre lande, har de også kohorter, men de har ikke hele befolkningen samlet i ét register.” 

Biobanken, som blev oprettet i 2012, er en fysisk bank, et nationalt register og et koordinerende center, der skal skabe én fælles indgang til alle biologiske prøver og én fælles udgang, hvor forskere og sundhedspersonale kan søge om – og få adgang til – oplysningerne. Med andre ord behøver forskere kun at lede ét sted, når de vil læse op på vores sundhedshistorie. I 2020 viste en opgørelse, at Biobanken på det tidspunkt havde udleveret 533.517 biologiske prøver til 203 forskningsprojekter, og at 22 procent af alle publikationer af danske forskere med biologisk materiale stammede herfra. 

For at forskerne kan få adgang til prøver, skal forskningsprojektet have ”væsentlig samfundsmæssig betydning”, og de skal arbejde ved en dansk offentlig eller alment velgørende forskningsinstitution, men det kan ske i samarbejde med private – og udenlandske – medicinalselskaber og forskere. Derudover kræves en godkendelse fra Datatilsynet, National Videnskabsetisk Komité og Biobankens eget indstillingsudvalg.

Biobanken er en del af Statens Serum Institut, og direktør Anne-Marie Vangsted har kontor i den hvide patricier­ejendom på Amager Boulevard i København, hvor Seruminstituttet oprindelig havde til huse, inden det rykkede ind i Artillerivejens Kasernes gamle bygninger tæt på. På et fladskærmsfjernsyn på kontorets væg viser Anne-Marie Vangsted en slide med overskriften ’Biobankens forskningspotentiale’ og giver et eksempel:

”Ved at kombinere CPR-nummeret og biologiske prøver kan vi forske i hele livsforløbet,” siger Anne-Marie Vangsted og nævner, at dette for eksempel har betydning for danskere med højt kolesteroltal, som to millioner af os lever med, og som ofte skyldes en kombination af arvelige faktorer, fed kost og for lidt motion. 

”Når vi ved det, kan vi prøve at forebygge sygdommen ved at starte behandlingen, før en person faktisk bliver syg,” forklarer Anne-Marie Vangsted. 

”Og så kan vi bagefter se i registrene, om de, som får behandlingen, også lever længere end dem, som ikke har fået den.”

MULIGHEDEN FOR AT kombinere store mængder persondata med biologisk materiale er ikke bare med til at hjælpe danskere med for højt kolesteroltal. Det gør Danmark og Biobanken attraktiv for både den danske og internationale medicinalbranche.

”Samarbejdet mellem life science-industrien og det danske sundhedsvæsen bidrager til, at vi får skabt et endnu stærkere velfærdssamfund i Danmark med bedre patientbehandling,” hedder det på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside – og både Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden var med til at betale en del af de i alt 179 millioner kroner, som det kostede at etablere Biobanken. 

Nogle mener dog, at håndtrykket mellem forskningen og de økonomiske interesser er potentielt usundt.

”Der er ekstremt fri adgang til danske sundhedsdata, og det bliver brugt meget aggressivt i forsøget på at tiltrække medicinalselskaber til landet,” siger Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der blev stiftet i 2002.

”Jeg har kaldt det ’borger til salg’. Det lyder selvfølgelig populistisk, men det er reelt det, som man gør. Man sælger borgerne som en slags forsøgspersoner til medicinalindustrien,” siger Jesper Lund over telefonen. Han har sendt et link til Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor spørgsmålet til interesserede selskaber lyder: 

”Ready to take a deep dive into Danish health data?”

Jesper Lund forstår godt, hvis forskere er begejstrede for de registerbaserede undersøgelser og deres muligheder for at sammenkøre et væld af relevante oplysninger. Og indtil nu er det kun blevet anvendt til gode formål, fremhæver han:

”Men jeg tror bare ikke, at det bliver ved med at gå, for der er både et øget fokus på dette og en øget risiko, for oplysningerne i baserne kan lække eller blive brugt til andre formål.

PÅ SIT KONTOR på Amager Boulevard understreger direktør Anne-Marie Vangsted flere gange, at Biobanken passer godt på oplysningerne. Ligesom hun understreger, at hun og hendes medarbejdere ikke gemmer data for at tage noget fra borgerne, men for at hjælpe samfundet:

”Hvis vi ikke har viden, kan vi ikke udvikle nye behandlingsformer og diagnostiske metoder. Når vi har en prøve liggende, er det ikke mig som individ, der har betydning. Det er den store mængde af data, som – når denne sammenstilles – kan give nogle svar og muligheder for at udvikle nye behandlinger. Det har ikke noget at gøre med, at man kommer og siger, at det er lige det og det individ, som vi gerne vil vide noget om. Det vil aldrig kunne tillades.” 

En undtagelse er politiet.

Biobankens oplysninger må ikke bruges til for eksempel at identificere gerningsmænd til forbrydelser. Men politiet har flere gange – med en dommerkendelse – fået adgang til biologiske oplysninger for at kunne identificere ofrene for forbrydelser eller ulykker. 

I 2000 fastslog hælprøverne, at to blodpletter i Marianne Pedersens bungalow i Rødovre stammede fra sønnerne Dennis og Brian, som Peter Lundin var mistænkt for at have dræbt. Og i Landspatientregisteret kunne politiet læse, at Marianne Pedersen på et tidspunkt havde undergået en underlivsundersøgelse. Da vævet fra sådanne prøver gemmes rutinemæssigt, lykkedes det derfor også at identificere hendes dna. Men man har aldrig fundet frem til de myrdedes jordiske rester.

MAN BLIVER IKKE SPURGT, inden Biobanken udleverer ens biologiske prøver til forskning. Til gengæld har alle mulighed for at bede om, at de bliver destrueret. Eller de kan kontakte Vævsanvendelsesregisteret. Dette register ligger inde med oplysninger om, hvilke borgere der har valgt, at deres oplysninger udelukkende må bruges til egen behandling eller til formål, der er relateret til denne. 

Sidste år havde Biobanken dog kun 102 såkaldte destruktionssager, hvilket kan skyldes, at de færreste måske ved, at prøverne bliver opbevaret. Hvis de har deltaget i et forskningsprojekt eller klinisk studie som hælprøverne, vil de ganske vist have underskrevet et såkaldt informeret samtykke. Men hvis der blot er tale om såkaldt restmateriale fra undersøgelser, som når du får taget en blodprøve hos lægen eller på hospitalet, kan dette ende i Biobanken. 

Anne-Marie Vangsted erkender, at nogle ikke læser det, som står med småt, eller blot bladrer om på sidste side og skriver under, som det netop skete med de såkaldte PCR-test under corona-epidemien. Disse endte til manges overraskelse i Biobanken.

”Det er der sikkert,” siger Anne-Marie Vangsted. 

”Men ligesom man bare klikker på ’jeg accepterer’ i bunden af en hjemmeside, ved man i det mindste, at man selv er ansvarlig for, at man ikke er fuldstændig oplyst.”

SYSTEMTÆNKNING

Kunstig intelligens er computerprogrammer og maskiner, som efterligner et eller flere aspekter af den menneskelige intelligens. Det gælder evnen til abstrakt tænkning, analyse, problemløsning, mønstergenkendelse, sprogbeherskelse og -forståelse, fornuftig handling og lignende. For eksempel computerprogrammer, der spiller skak, planlægger ruter eller laver talegenkendelse. Kunstig intelligens er også betegnelsen for et tværfagligt forskningsfelt, hvor man dels udforsker systemer, der kan udvise intelligent adfærd, dels konstruerer disse syntetisk i det omfang, det er muligt, ved udvikling af nye typer programmer og bearbejdning af viden.

DET OFFENTLIGE REGISTER, som ved allermest om de registrerede, er Nationalt Genom Center. Som navnet siger, ligger centret inde med oplysninger om de registreredes genom eller genetiske oplysninger, og IT-Politisk Forening har kaldt det ”et absolut højrisikoprojekt for det danske samfund”.

Nationalt Genom Center har ligesom Biobanken til huse på det indhegnede tidligere kaserneområde på Artillerivej. Men her er sikkerheden yderligere skærpet. Ved indgangen skal centrets kommunikationsmedarbejder bruge sit adgangskort to gange, for at vi kan komme igennem slusen til bygning 208. En gang for hende selv og en gang for journalisten. 

Samme morgen har CNN bragt nyheden om, at Storbritannien begynder at helgenom-sekventere – eller kortlægge – generne i 100.000 nyfødte børn, hvilket bliver det største studie af sin slags. Børnene bliver undersøgt for 200 sygdomme, som det er muligt at behandle, og undersøgelsen erstatter hælprøverne, der dækker færre sygdomme og hverken er lige så hurtige eller sikre. 

”Vi samarbejder med briterne og andre store nationale initiativer, og de har været en inspiration fra starten her i Danmark,” fortæller Nationalt Genom Centers administrerende direktør Bettina Lundgren.

”De startede bare 10 år før os.”

HERHJEMME OPRETTEDE MAN Nationalt Genom Center i 2019 med det formål netop at tilbyde helgenom-sekventering til patienter. Helgenom-sekventering er en kortlægning af alle dine gener, også kaldet dit genom. Viden om patientens genom er centralt inden for personlig medicin og kan – i kombination med andre relevante sundhedsdata – anvendes til udredning, diagnostik og behandling af sygdomme. Helgenom-sekventering tilbydes nu til 17 patientgrupper på tværs af landets fem regioner, og der ligger i skrivende stund 12.597 genomer i centrets database.

Ifølge Bettina Lundgren er ambitionen dog ikke, at vi en dag alle sammen skal få foretaget en helgenom-sekventering og have vores genom opbevaret i Nationalt Genom Center.

”Det er stadig en relativt dyr analyse, og hvis jeg kigger i krystalkuglen, er jeg ikke sikker på, at det er det, vi gør. Måske er det noget helt andet, som vi ikke kender i dag, som man får taget,” siger direktøren. Hun fortsætter:

”Man skal også huske på, at det ikke er alt, som generne er årsagen til. Mange tror, at fordi de får tilbudt en test, så får de også et svar. Ja, de får et svar. Men nogle af svarene kan også være negative. Altså at årsagen til, at du er syg, ikke skal findes i dine gener.”

RASKE PENGE 

Den såkaldte life science-industri, der laver medicin, lægemidler og bioteknologiske præparater, satte i 2022 rekord med en eksport for 175 milliarder kroner. En stigning på 23 milliarder kroner eller 15 procent i forhold til året forinden. Dermed udgør kategorien den største eksportgruppe i Danmark, og den siddende SVM-regering skriver i sit regeringsgrundlag ’Ansvar for Danmark’, at det er en udvikling, man vil støtte.

PÅ BORGERENS SIDE 

I dag arbejder danske projekter som CitizenKey og Data for Good Foundation på at skabe tekniske løsninger, hvor borgerne i højere grad skal give samtykke til, at deres oplysninger kan deles. Og hvis oplysningerne deles, at borgerne så kan være sikre på ikke at  blive genkendt. Eller risikere at få deres oplysninger kørt sammen med andre databaser med det resultat, at der skabes nye data, som kan misbruges mod den enkelte i samme proces.

I ’NO TIME TO DIE’, den seneste James Bond-film, er plottet, at skurken Lyutsifer Safin stjæler et hemmeligt biologisk våben fra den britiske efterretningstjeneste, et slags virus. Men i stedet for i første omgang at slå de smittede ihjel eller gøre dem syge spredes virusset, indtil det når sit mål – efter at være blevet programmeret til at gå efter en genetisk markør i en bestemt person eller gruppe mennesker. 

”Hvilket er det, som nogle er bange for,” siger Bettina Lundgren om filmens fremtidsscenarie og nævner, at hun lige har set TV 2’s kriminalserie ’DNA’, hvor Anders W. Berthelsens efterforsker, Rolf Larsen, opdager en systemfejl i Det Centrale Dna-profilregister hos Rigspolitiet.

Så vidt vides er der endnu ikke blevet udviklet biologiske våben rettet mod særlige genetiske markører. Men den amerikanske fremtidsforsker Alvin Toffler forudså for et kvart århundrede siden den dag, hvor videnskabsfolk udvikler sådanne patogener, der vil kunne ramme bestemte racer eller etniske grupper.

Bettina Lundgren fortæller, at Nationalt Genom Center for at øge sikkerheden netop ikke selv ligger inde med de enkeltes CPR-numre.

”Det er svært at tilgå data i Nationalt Genom Center, for ikke at sige umuligt. Det var også forudsætningen for eta­bleringen af centeret. Det skulle være så sikkert som overhovedet muligt. Men der er jo ikke noget i verden, som er fuldstændig sikkert. Selv om det teknisk set er sikkert, vil der altid være et menneskeligt element. ”

EFTER AT FRIHEDENS Stemme havde offentliggjort Hugo Helmigs død uden at søge forældrenes samtykke, klagede Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen til Pressenævnet. De mente, at artiklen krænkede privatlivets fred, idet de ikke ønskede, at dødsfaldet blev offentliggjort, før begravelsen havde fundet sted. 

Selv om Pressenævnet mener, at oplysningen om Hugo Helmigs dødsfald ”som udgangspunkt” hører under privatlivets fred, er konklusionen alligevel, at informations- og ytringsfriheden i den konkrete sag vejer tungest. 

”Nævnet har lagt vægt på, at den gengivne oplysning om [sønnens] dødsfald stammer fra en offentlig myndighed,” hedder det blandt andet i frikendelsen af mediet. 

Thomas Ploug mener, at sagen illustrerer dilemmaet med de mange offentlige registre med oplysninger om os alle sammen. 

”Der var ikke noget retsligt grundlag for at kunne beskytte sig selv. Der var ikke noget at komme efter. Men det er der jo alligevel, fordi familien ville have været glade for at have denne kontrol,” siger professoren i dataetik:

”Det er et eksempel på, at man i nogle situationer gerne vil have kontrol med sine data for på forskellige måder at kunne beskytte sig selv. Og så er det et eksempel, der kan være med til at skabe mistillid. Dem, der læser denne historie, vil jo tænke: ’Hvorfor har de ikke ret til at beskytte sig? Og har jeg heller ikke den ret? Kan jeg have tillid til, at de offentlige myndigheder beskytter mig?’”

/

Lige i øjet

Landskabet er fuldt af kunst skabt med blik for den danske natur. Gå med i fugleperspektiv, og nyd en håndfuld af de smukkeste, sjoveste og ældste værker, vi har derude.
Tekst:Frode Birk NielsenFoto:Carsten Ingemann

Den ­Uendelige Bro blev skabt til ARoS-eventet Sculpture by the Sea i 2015 af arkitekterne Johan Gjøde og Niels Povlsgaard. Siden blev kunstværket pillet ned, men efter ønske fra offentligheden bragte Aarhus Byråd det tilbage til Varna Strand, hvor du kan gå i ring og hoppe i vandet.

Gå en tur i De Geometriske Haver i Herning, tegnet af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen og realiseret i avnbøg efter hans død. Haverne er en del af museumsområdet Birk Centerpark, hvor du blandt andet kan besøge HEART og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Jættestuen Klekkendehøj mellem Tostenæs og Røddinge på Møns vestlige side blev anlagt for cirka 5.200 år siden. Der er fundet spor af plov under den, der vidner om, at jorden også dengang blev dyrket.

I Aabybro nord for Aalborg ligger Nordstjernen, et infrastrukturelt land art-værk udtænkt af billedhugger Kurt Tegtmeier og realiseret i 2004. Ud over den gennemskårne rødbrune skulptur består værket af omtrent 40 små bakker modelleret i muldjord og beklædt med græs – alle med en højde på to meter og en diameter på 12 meter.

Der passerer dagligt flere end 10.000 mennesker gennem rundkørslen Nordstjernen. Skulpturen i kunstværket er skabt i cortén-stål.

Billederne på disse sider stammer fra bogen ’Landskabskunst i Danmark’ af Frode Birk Nielsen, der beskriver 30 steder i det danske landskab. Ude på Muusmann Forlag.

/

En plads i solen

Når skyerne trækker sammen over eksistensen, og det regner indeni, kan alle længes efter et sted, hvor vejret er bedre, livet lettere, og pengene rækker til mere. I Sydspanien har en gruppe danskere set lyset og forladt hjemlige himmelstrøg til fordel for drømmen om et lille stykke paradis.
Tekst:Amalie HaunFoto:Mathias Eis

PALMERNE SVAJER BLIDT i vinden på strandpromenaden i Fuengirola. Til den ene side står beton­hoteller i hvid, fersken og pastelgul sirligt side om side og rejser sig mod himlen. Til den anden side ligger solslikkende gæster i strandstole med ansigterne vendt mod solen, imens Alboran-havet danner hvidt skum på bølgerne.

44-årige Martin Holm sidder i en sofa på en overdækket terrasse med tivolifarvede lyskæder i træbjælkerne. Han har en neongul lighter i sine kraftige hænder. Han triller den mellem sine fingre. Vender den rundt et par gange. Lægger lighteren over i højre hånd. Tilbage i den venstre. Og så fremdeles. En gang imellem trykker han på lighteren for at tænde en af sine røde West-cigaretter.

”Jeg har taget en beslutning om, at det skal være et nyt liv hernede,” siger han.

Hans store, blå øjne lyser op, når han taler om sin nye hverdag på Solkysten. 

”Jeg er startet på en frisk. Kommet ud af det lorteliv. Med alle de stoffer. Alt det pis,” siger Martin.

Tilbage i august 2020 pakkede han sin gamle Mitsubishi, og sammen med en kammerat kørte han fra Silkeborg af sted mod Spanien. Martin og kammeraten ville give livet i Spanien et skud.

Få dage inden Mette Frederiksen 11. marts samme år lukkede Danmark ned på grund af corona-pandemien, var Martin netop kommet hjem til Silkeborg. Han havde været på en tre-ugers rejse til Alicante ved den nordligere del af Spaniens sydkyst og havde oplevet en forandring i sig selv. Kroppen var anderledes. Hovedet var anderledes. Bedre.

Så måske det var værd at flytte til Spanien for at se, om den følelse kunne vare ved, tænkte han.

Der var alligevel ikke så meget at miste.

I Danmark, når livet var allerværst, manglede Martin sommetider mad i sit køleskab, fordi han ikke kunne gå ud. Blev han alligevel nødsaget til at handle, skulle det helst ske om aftenen, lige inden lukketid, for at undgå for mange mennesker. I løbet af 2015 stoppede han i en periode med at tage toget. Bus var bedre. Så kunne han hurtigere stå af, hvis kvælningsfornemmelsen, rystelserne, tørheden i munden og de svedige håndflader blev for meget.

Der faldt en smule ro på, da han fik tilkendt førtidspension i 2016, men livet blev alligevel aldrig helt godt.

Martin mener ikke selv, det ville være muligt for ham at beskrive, hvad han har oplevet, hvis han fortsat boede i Danmark. Men denne lørdag i Fuengirola sidder han helt roligt og fortæller – hvis man ser bort fra lighteren, der har fået sit eget liv i hans hænder. 

Han rejser sig fra sofaen for at gøre klar til sin næsten daglige gåtur med hunden Nala ned til byen. Han leder efter hundeposerne. Nala er egentlig ikke hans hund. Det er heller ikke hans hus. I øjeblikket sover Martin og kæresten Andrea på sofaen hos deres fælles veninde Daniella, mens de venter på, at lejligheden, de skal flytte ind i, bliver ledig.

Martin finder hundeposerne og giver Nala mundkurv på.

”Så er vi klar,” siger han. 

PÅ STRANDPROMENADEN rundt om hjørnet fra Candy World, der sælger sommertøj, børnerygsække med Spiderman og plastiklegetøj, blæser vinden ned i en lille gyde, hvor Step In Bar & Grill ligger.

12 plastborde med Carlsberg-logoer i kanten står placeret ude foran baren. 58-årige Henning Faber sidder ved det bageste bord med tre mænd, der er i gang med en samtale. Han er iført sort vindjakke, T-shirt og lange bukser med lommer på siderne.

Det er Hennings tre døtre, Heidi Sofia, Rikke og Julie, der alle er i tyverne, som ejer grillbaren, der primært sælger hotdogs. Henning og konen Louise har skudt deres opsparing i den. Ideen til at flytte til Spanien startede en aften, da tv-programmet ’Luksusfælden’ kørte hen over skærmen hjemme i Nordsjælland. En enlig mor med to børn boede på Solkysten og kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, hvorfor hun havde bedt programmets to eksperter om hjælp til at få privatøkonomien ind på rette spor. Henning kunne ikke få det til at give mening. Med de priser havde kvinden jo mulighed for at leve 30-40 procent billigere, mente han. Og så ”i varmen”.

Så da Henning Faber fik tilkendt førtidspension i 2018, sagde han: ”Jeg er den, der er smuttet”, og hele familien tog med ham til Costa del Sol.

Hennings drøm var først og fremmest at drive et bed & breakfast for mennesker, der ligesom ham selv har været i krig. Det skulle være et sted, hvor krigsveteraner kunne rejse til for at få ro. Få varme. Få en pause. I nærheden af mennesker, der forstod. Det var selvsamme grund, der fik Henning til at starte en klub for danske veteraner på Solkysten i 2019.

Det lykkedes familien Faber at få stablet et bed & breakfast for krigsveteraner på benene, men da corona-krisen ramte Spanien, blev familien tvunget til at lukke.

Det er derfor, Henning Faber sidder dér foran sine døtres hotdogbar, der åbnede 23. september 2022. Noget skal de jo lave. Henning vil gerne hjælpe sine døtre på vej med at drive forretningen. Give dem noget at leve af, nu da de alle har færdiggjort deres respektive studier. Og så vil han gerne selv have lidt at se til. Få noget bestilt, så tankerne kommer på afstand.

Henning sidder tilbagelænet i en hvid plastikstol med hænderne placeret på maven, mens han triller tommelfingre. Samtalen mellem de tre andre mænd flyver hen over hovedet på ham:

”Har du hørt, at Charlotte sælger tarteletter til 2 euro?”

”Det kan godt være, at jeg lige skal have en hotdog, inden jeg skal hjem og holde siesta.” 

Hennings øjne vender skråt nedad til højre, som om han befinder sig et andet sted end på sin stol i Fuengirola.

Han lever sit liv i flashbacks.

Henning Faber er ved at åbne Step In Bar & Grill, hvor der skal være fodboldarrangement samme dag.

COSTA DEL SOL har været igennem en enorm udvikling, siden de første charterfly fløj til Malaga med solhungrende og rejselystne danskere og andre europæere i 60’erne.

Før turismeindustrien for alvor kom frem, var Solkysten en relativt øde strækning. Malaga eksisterede som en af Spaniens større havnebyer, men ellers var der blot enkelte fiskerlandsbyer langs middelhavskysten på vej ned mod Gibraltar.

Så hvordan kan det være, at området har udviklet sig til den turistdestination, vi kender i dag?

Jo, der skete noget særlig vigtigt i 1959, da det diktatoriske styre med Franco i spidsen tog en stor beslutning.

”Man åbnede økonomien op, fordi den økonomiske ideologi, styret havde kørt indtil 1959, var ved at tage livet af spanierne. De kunne simpelthen ikke brødføde sig selv,” forklarer Carsten Jacob Humlebæk, der er lektor på Copenhagen Business School og forsker i spansk historie.

Det blev lige pludselig muligt for omverdenen at investere i det tidligere økonomisk lukkede Spanien, og turismen blev den industri, der drev den økonomiske udvikling på Costa del Sol. I høj grad på grund af vejret og ikke mindst de steder, hvor der var – og stadig er – god strand.

Costa del Sol blev et af de første steder, danskerne, briterne og tyskerne fløj til, da middelklassen i store dele af Europa havde fået penge på lommen, og de nye, smarte pakkeløsninger, charterselskaberne tilbød, vandt indpas. Herunder Spies og Tjæreborg Rejser i Danmark.

Laver man en hurtig internetsøgning, lader det til, at der er uenighed om, hvor grænserne for Solkysten egentlig går. Solkysten ligger i Spaniens sydligste region, Andalusien, og ifølge Den Store Danske strækker Costa del Sol sig mellem Almería og Gibraltar. En strækning på cirka 250 kilometer. Modsat afgrænser Google Maps Costa del Sol til at være lidt nord for byen Torremolinos, der ligger vest for Malaga, og ned til byen Manilva tæt på grænsen til Gibraltar. Carsten Jacob Humlebæk mener, at man skal se på stranden, når man prøver at afgrænse området rent geografisk.

”Jeg vil sige, at Costa del Sol som turistområde er fra Nerja (øst for Malaga, red.) og så hen forbi Marbella og et stykke ned, hvor det går hen mod Gibraltar,” siger forskeren. Det er nemlig uden for de områder, at stranden ikke længere er god, lyder det. Og uden en god strand ingen turisme.

I dag er Solkysten plastret til med høje betonhoteller langs og næsten helt ned til kysten, hvor der tidligere var ingenting. Det var særligt i området omkring Malaga, at antallet af højhushoteller og ferielejligheder eksploderede, da området blev en turistmagnet.

”Hvis der var nogen, der ville sætte et hotel op, fik de dybest set lov til det, eller også skulle de betale lidt smørelse hist og her,” siger Carsten Jacob Humlebæk. 

Der er næsten intet tilbage af de oprindelige fiskerlandsbyer, men det er svært at finde spaniere, der er triste over den udvikling, da turismen netop har givet et positivt skub til Spaniens økonomi, lyder det fra Carsten Jacob Humlebæk.

8.951

… danskere havde i 2021 permanent adresse i Spanien. 3.894 modtog førtids- eller folkepension. Malaga-provinsen er den provins, hvor der bor flest. I 2021 boede der 3.891 danskere i Malaga-provinsen.

Kilder: Espana National Statistics Institute og Udbetaling Danmark.

50-ÅRIGE DAVID KOPEL prøver at passe sig selv og have det godt.

Han har en vest på med små vægte i, der stabiliserer hans krop. Han har det med at hælde lidt til højre. Vesten føles tryg. Den minder om følelsen af at have målmandsdragten på, dengang han spillede ishockey på professionelt niveau. David sidder i sin petroleumsgrønne scooter, en Karma Electric Mobility.

For syv år siden blev David Kopel diagnosticeret med primær progressiv sklerose. En type sklerose, hvor kroppen langsomt bliver dårligere over tid. David kalder den selv ”en rigtig grim fætter”. Sygdommen gør, at han fryser i sit nervesystem, så han selv på lune sommerdage ifører sig skiunderbukser. Dertil kommer de daglige smerter i kroppen, en usikker balance og trætheden.

Så da David blev syg, indså han, at han måtte lave sit liv om. Kun gøre gode ting for sig selv. For fem år siden begyndte han at bruge vintermånederne på Solkysten. Mest af alt på grund af varmen og lyset, der hjælper på lysten til at stå op om morgenen. Selvom det lyder banalt, er lysten til at stå op om morgenen ifølge David afgørende for ikke at falde hen.

På havnemolen foran Davids lejlighed mødes han med Nadine for at se solnedgangen. De to mødte hinanden i Fuengirola og fandt ud af, at de begge havde sklerose. Nu ses de, hver gang de drager sydpå i vintermånederne.

David er altså det, de danskere, der bor fast på Solkysten, kalder for en ’trækfugl’, fordi han kun bor på Solkysten i vintermånederne. Helt præcis fra 1. november til 28. februar. 

”Det gør utrolig meget for mig at være her. Det gør det for alle danskere hernede. Det er samme agenda. Det er at nyde livet. Leve livet,” siger David denne eftermiddag på den lokale iscafé Heladería Valentino i Fuengirola. Han håber, det kan give ham fem år mere på benene at bruge vintermånederne på Costa del Sol. 

’Mañana, mañana’ er en spansk talemåde eller livsfilosofi, som David holder af at bruge. For hvad han ikke når i dag, når han måske dagen efter. Hvis han heller ikke når det dér, så er det også fint.

Han ved aldrig, hvordan næste dag ser ud. Nogle dage kan han kun kravle rundt på grund af smerter. Andre dage kan han gå med små skridt. Det er ikke til at vurdere, hvornår og hvordan de dage kommer. Derfor tager David én dag ad gangen og bruger sin tid i Fuengirola på én bestemt ting.

”Jeg nyder livet hernede og lever meget … Folk tror, at når jeg tager til Spanien, så er det party,” siger han og løfter sine hænder op over hovedet et par gange. Op og ned.

Han ryster på hovedet.

”Nej, det er helt stille og roligt.”

En dag i Fuengirola bruger han på at køre i sin scooter op og ned langs strandpromenaden. Spise et måltid mad på sin stamcafé, Go Green, der serverer friskpresset juice og vegetariske retter. Nyde solen. Nyde udsigten ud over Middelhavet. Og ikke mindst ryge cannabis. Cannabis giver ham ro i nervesystemet. Det tager smerterne, fortæller David Kopel, der har grønne, blanke øjne. De brune øjenbryn har det med at vende indad og op mod næseryggen, når han taler.

Det er sjældent, han ryger en hel joint ad gangen, som regel er det bare små hvæs. Han hiver recepten frem fra sin Carhartt-taske. Lægen ordinerer 30 gram til en måned, og oppe i sin lejlighed i det ferskenfarvede Stella Maris-højhus lige ud til havet har David syv forskellige typer cannabis liggende i en plastikbeholder.

Nede på jorden ved sin iscafé hiver David et aflangt, cylinderformet plastiketui frem med en joint i. Han spejder over til venstre for sig. Væk fra cafébordene.

”Nå, nu er der fri bane,” siger han og kører væk fra cafeen og tænder sin joint.

Familien holder pause under klargøringen af hotdogbaren for at fejre Hennings kone Louises fødselsdag med kagemand fra den lokale danske bager i Fuengirola.

HENNING FABER HAR fået mere ro i sit sind, efter at han og familien flyttede til Spanien. Men han ser det mere som en sidegevinst. Det var ikke noget, han aktivt søgte, da de flyttede til Costa del Sol. Det handlede i stedet om at gøre noget godt for andre og få et billigere, mere ferieagtigt liv.

”Jeg er ikke så stresset som i Danmark. Eller, det er jeg jo nok alligevel. Men jeg føler det ikke,” siger han.

Når man har været i krig og fået PTSD, kan man aldrig helt få ro. Oplevelserne kører som en indre film, hvor selv den mindste lille ting kan få dig tilbage til krigszonen. For Henning kan det være lugten af diesel eller duften af et mirabelletræ, der kan genstarte den indre film som en stor drøm, der ingen mening giver, men som alligevel er virkelig. Også selvom der ikke var nogen mirabelletræer dengang i Jugoslavien, fortæller den tidligere soldat.

Kører tankerne for hurtigt, har Henning fundet en kur i bjergene, der ligger bag ved Fuengirola. Fire til fem timer her. Helt alene. Dér finder han fred. For der er ingen larm. Ingenting. Han møder kun dyrene, og han har det med at tage de snoede stier – langt væk fra de anlagte vandreruter – opad. Sommetider må han kravle, andre gange klatre, for at komme opad.

”Jeg har en tilbøjelighed. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser. Det må godt være lidt farligt. Det er underligt. Og irriterende. For det er der ingen grund til,” siger han.

Han vandrer gerne det sted, skovbrandene raserede i sommeren 2022. Skoven ligger brak. Træstammerne er sorte. Nogle enkelte steder pibler grønt liv op af jorden, der minder ham om det halve år i Jugoslavien i 1993. Det år, Henning fyldte 30 år.

Det er ikke længere så ofte, han kommer i bjergene.

BAG VED BJERGET, Henning ynder at vandre på, bor 56-årige Lena Frandsen i byen Alhaurín el Grande. Hun dufter af sød sæbe og cigaretter, mens hun bevæger sig ned igennem byen til sin lokale stambar Bar el Timon. En mand vinker til hende fra en café på modsatte fortov.

”Jeg kender mange mennesker, men jeg ved sgu ikke, hvor jeg har mødt alle de mennesker henne. Et eller andet sted må jeg have mødt dem,” siger Lena.

Hun flyttede til Spanien i november 2019 efter det, hun husker som syv års hjemløshed i Danmark. Spanien har hun altid gerne villet bo i. Hvorfor lige Spanien ved hun ikke helt. Hun havde bare lyst til at prøve. Så da en af hendes danske venner i Fuengirola ringede og spurgte, om hun ikke flyttede til Spanien, og efter at Lena fik 30.000 kroner af sin eksmands svigermor, tog hun af sted, fortæller hun.

”Jeg syntes bare, det var røvsygt i Danmark, et eller andet sted. Der skulle ske noget nyt,” siger hun. 

Også selvom hendes to børn blev noget overraskede over, at det var Spanien, hun flyttede til, men de var i det mindste glade for, at ”mor ikke længere var hjemløs”, lyder det fra Lena, som er førtidspensionist og har problemer med sin ryg, der sender smerter ned i hendes højre ben.

På vej ned til Bar el Timon må hun sætte sig ned på diverse bænke, hun går forbi. Hun tager det i sit eget tempo. Det var også ryggen, der gjorde, at hun sagde nej tak til den bolig, boligselskabet tilbød hende, da de ville rive hendes gamle boligblok i Nakskov ned, fortæller hun. Den nye lejlighed lå nemlig på anden sal.

”Det ville jeg ikke, da jeg har smadret ryggen. Så kunne jeg sidde i mit eget lort.” 

I trods valgte Lena at gå på gaden. Hun troede ikke, gadelivet ville blive en permanent løsning. Hun gav det maks. en uge. For hvordan bliver man hjemløs? Men efter tre uger fik hun ikke længere sin førtidspension, fordi hun ikke havde nogen fast adresse, siger hun.

Lena begyndte at sælge ’Hus Forbi’. Og så gik tiden ellers med at bo på gaden, bo i telt eller campingvogn og køre rundt på landevejen i en elektrisk kabinescooter. Hun fortæller, at hendes daværende mand, Carsten, valgte at blive hjemløs sammen med hende, så de havde hinanden. Lena kan godt savne det uforudsigelige liv, hjemløsheden bar med sig, men noget af livet fra landevejen har hun også fundet i Spanien.

”Jeg har aldrig haft det bedre, siden jeg flyttede herned. Jeg har aldrig haft det så godt,” siger hun.

Efter Lena tog beslutningen om at flytte, boede hun først i Fuengirola hos sin kammerat, men byen var ikke noget for hende. Den var alt for turistet. Alt for dansk. Så efter en måneds tid flyttede hun om bag bjerget til Alhaurín el Grande. En rolig bjergby med hvide huse. Og det var her, det for første gang, siden hun blev hjemløs, lykkedes hende at få en lejlighed. Men den tænker hun egentlig ikke så meget på.

Lena Frandsen.

SKAL MAN PRØVE at se på gruppen af danskere, der bosætter sig på Solkysten, er Anne Leonora Blaakilde den rigtige at få fat på. Hun er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og har skrevet flere forskningsartikler om danske pensionister bosat på Costa del Sol. Skal hun karakterisere gruppen med ét ord, vil det være forskellighed.

”De er alle mulige typer af mennesker, der ikke har så meget andet til fælles, end at de vover at rejse ud,” siger Anne Leonora Blaakilde.

Alligevel er de danske pensionister ens på det punkt, at mange af dem er flyttet til Solkysten på grund af helbredsproblemer. De fleste lider af enten gigt, astma eller depression.

”De prøver at optimere deres liv og få en bedre livskvalitet i forhold til, at de oplever, at den er blevet dårligere i Danmark på grund af forskellige skavanker,” siger hun.

Mange af pensionisterne har rejst i Spanien, inden de flyttede til Costa del Sol, hvorfor de har oplevet forskellen på helbredet i Danmark og i Spanien. Det er solen og det tørre klima, der får pensionisterne til at føle, at de har det bedre. Samtidig påvirker sollyset også mulighederne for og lysten til at være sammen med andre. Komme ud. Opleve noget. Melde sig ind i en petanqueklub eller gå til spanskundervisning.

”De begynder at indtage den spanske måde at leve på, fordi klimaet er til det,” siger Anne Leonora Blaakilde og uddyber:

”Hvis du er blevet syg og svækket og har svært ved at leve et liv med godt humør og have et godt fysisk helbred i Danmark, så giver det bare top på, at du både kommer ned og får det bedre fysisk, og at du får mulighed for at leve bedre socialt.” 

Forklaringen på, at pensionisterne oplever mere socialt samvær med andre på Solkysten, kan vi også finde i, at de jo netop er pensionister. De har med andre ord tiden til at være sociale, forklarer lektoren.

SLUT MED SMUTHUL

Tidligere var der en skattefordel ved at bosætte sig i Spanien. Før 2008 kunne man nøjes med at

betale skat i Spanien, som er væsentlig lavere end skatten i Danmark. Det blev lavet om i 2008, hvor Danmark opsagde sin dobbeltbeskatningsaftale med Spanien og Frankrig. Danske pensionister, der
efter 2008 valgte at flytte til Spanien, skulle altså betale skat til både Danmark og Spanien.

DANMARK BLIVER OFTE refereret til som et stærkt foreningsland, og den kultur er blevet ført videre på Solkysten. Lidt uden for Fuengirolas pulserende byliv ligger de danske pensionisters højborg. I hvert fald for dem, der vil omgås andre danskere. 

Med dannebrog flagrende ved indgangen træder man ind i Club Danés. En dansk klub med dertilhørende restaurant, hvor velkendte klassikere som smørrebrød og fiskefilet med en skive citron bliver langet over disken og serveret på rød-hvide duge med Pjerrot og tivolifarver malet på væggene. Danskerklubben fungerer som mødested for især folkepensionister, der ønsker at være sociale og aktive med hinanden.

Ved de brune træbåse på en falmet lysegrøn skydebane hos Club Danés gøres der klar til hekseskydning, årets højdepunkt for den danske skydeklub. I dag findes den næste heksemester. På rad og række stiller pensionisterne sig i kø. Det første stykke bly blæser ud af luftgeværet og starter med at ramme plet. Derefter er det de næste i rækken til at hjælpe med at skære træpladen formet som en heks stille og roligt i stykker.

Reglerne er simple: Skyd hovedet af heksen. En alternativ fejring af sankthans. 

Klubbens kasserer, Finn Pedersen på 72 år, er dagens tovholder. Det er ham, der tager imod de to euro for at dyste med, og som lader geværet til den næste, der skal i aktion. Finn og hans kone, Clary, flyttede til Fuengirola for tre år siden med det klare mål at få et bedre helbred. De sagde farvel til drømmehuset på Møn, fordi de blot kunne gå få hundrede meter i det danske vejr. Nu er helbredet blevet bedre for dem begge på grund af det tørre klima, siger Finn.

”Jeg har det godt, mit helbred er godt, og mit humør er godt. Det er det gode liv. Det gode vejr og det sociale fællesskab er en bonus,” siger Finn.

Og Clary, der også forsøger at blive årets heksemester, er ikke i tvivl om, at vejret gør en stor forskel. For hende betyder det, at hun kan deltage i sociale aktiviteter, der i sidste ende bidrager til et godt liv for hende.

”Når jeg er i Spanien, så lever jeg. Når jeg er i Danmark, så overlever jeg. Det er forskellen. Det er på grund af lyset. Har man det bedre, så får man også et bedre humør,” siger 72-årige Clary. 

To timer senere lyder det sidste skud efterfulgt af en klapsalve. På en træplade hænger en flyvende heks med et afhugget hoved. En ny heksemester skriver sig på den ærefulde liste over vindere.

ET STENKAST FRA skydeklubben tropper en gruppe ældre herrer op på tennisbanen. Iført ens tøj, med ’Drengegymnastik’ trykt på ryggen, bliver de sidste sko bundet. ”Har I husket måtten, drenge?” spørger Henning Gjerstrup de 12 fremmødte, hvortil flere skal tjekke gymnastikposerne en ekstra gang. Jovist, de er der alle sammen, og nu kan pulsen begynde at stige.

På midten af tennisbanen begynder han at lave sprællemænd. ’Drengene’ følger trop, men i hvert sit tempo. Her er der plads til alle. Det er ikke tempoet eller udførelsen, der er i fokus, men bare det at få rørt sig, siger 75-årige Henning. Han er initiativtageren bag drengegymnastikken og står for træningsprogrammet.

”Det er svært at få rørt sig alene. Derfor er vi nogle gamle drenge, der mødes. Jeg har en tro på, at lever man lidt sundt og får lidt motion en gang imellem, så har vi det bedre,” siger Henning, der beskriver sig selv som ’bekvemmelighedsflygtning’.

I en pause er der flere, der spørger, om de ikke snart er færdige. Henning svarer: ”Det er lige tidligt nok, drenge”, og løfter trøjen op. 

”Vi skal huske at lufte dellerne,” siger han. 

I spredt flok begiver de sig på en lille gåtur rundt på tennisbanen. Enkelte sætter sig, for nu begynder rygøvelserne. Det er ikke alle, der har stærk nok ryg til at kunne være med.

”Dengang jeg dyrkede kampsport, klappede man to gange, og så kom folk på plads,” siger Henning til dem, der forsøger at finde undskyldninger for ikke at fortsætte. ”Jamen, Henning, det gør du jo ikke mere,” lyder det fra Bent på 84 år i midtergruppen.

Traditionen tro afsluttes dagens træning med socialt samvær i Club Danés’ restaurant, hvor de hver især får sig enten en kop kaffe eller en øl. Hver tirsdag mødes de for at holde hinanden op på, at motion er vigtigt, selvom man lever i et ferieparadis.

”Det sociale sammenhold er det vigtigste i min tilværelse,” siger Henning. 

”Vejret giver et andet socialt liv, som jeg nok har svært ved at finde i Danmark. Hvis ikke man havde det, og kun solen skinnede, så var det lidt fattigt at være her.”

DET ER IKKE hver dag, det er heller ikke hver uge, men sommetider kan Martin Holm godt finde på at ”drikke som et hul i jorden”. Mest af alt for at ruske op i hverdagens trivialiteter.

”Jeg føler, at jeg har fået et meget normalt, røvkedeligt liv i forhold til, at der var fuld hammer på, da jeg boede i Danmark. Så jeg synes da, det er blevet lidt borgerligt,” siger han.

Men han foretrækker nu alligevel det nye liv, for gigten i fingrene er næsten væk. Smerterne i ryggen er næsten væk. Den sociale angst invaliderer ikke længere dagligdagen, så han kan tage ud at handle og tro på, at de fleste mennesker vil ham det godt. Og ikke mindst er depressionen og de mørke tanker lagt i dvale.

”Solen gør så meget ved mit hoved. Den giver mig energi i stedet for, at jeg er deprimeret hjemme i mørke Danmark,” forklarer Martin.

Imens er medicinindtaget kommet ned på én pille Seroquel om dagen, fortæller han. Pillen hjælper på temperamentet og mod søvnløsheden. Med et tidligere kokainmisbrug kan man godt have svært ved at sove. Kokainen var en nem udvej, når livet blev for mørkt. En hurtig bane i bytte for et skud selvtillid.

Misbruget har Martin lagt fra sig, selvom han godt kan finde på at tage en bane kokain en gang imellem for hyggens skyld. Samtidig har Martin lagt det liv fra sig, der følger med, når man skal have penge til så mange stoffer. Hver dag.

DAVID KOPEL ER ikke i tvivl om, at han har fundet det gode liv ved at bo på Solkysten, når vinteren kommer til Danmark. Også selvom hans liv har forandret sig i en retning, han ikke havde forestillet sig, efter at han blev syg.

”Jeg prøver at leve så meget som muligt. Meget mere end før jeg blev syg. Meget mere. På den måde er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet syg, for mit liv er på mange måder meget bedre i dag,” siger han.

David prioriterer det, der gør ham glad og giver energi. Sol, varme, frisk luft, havet, fred og ro. Det er muligt, når han hverken har børn, kæreste eller økonomiske udfordringer, efter at han solgte sin gamle andelslejlighed på Østerbro. Han bruger ikke mentale ressourcer på at tænke på arbejde. Eller penge. Kun på at være til.

”Jeg føler mig hjemme hernede. Det gør jeg virkelig,” siger David.

Og så giver det ham ro, at han ved, hvad der skal ske, hvis sygdommen tager til.

”Jeg har givet mig selv det løfte, at hvis jeg ender med at sidde som en grøntsag, så tager jeg selv af sted. For så vil jeg ikke synes, at det er værdigt. Så det er jeg kommet frem til.”

I virkeligheden er han ikke så bange for døden. Det er mere smerterne, ubehaget i dagligdagen, der bekymrer ham.

”Døden er noget smukt. Jeg skal bare nå at leve nu,” siger han.

EN LILLE MAND uden så meget hår på hovedet og med buskede sorte øjenbryn kommer gående mod stambaren Bar el Timon. ”Nå, nu kommer balladen,” siger Lena. Det er Antonio. Han har en rød poloskjorte på, der er knappet lidt ned, så man kan se brysthårene.

”Hola, Lena.”

Det er hendes ’husvært’, som Lena siger. Hendes udlejer og ikke mindst gode ven. De drikker kaffe sammen hver morgen, spiller domino, og nogle gange kommer han med mad til hende. Andre gange laver de mad hver især og deler den med hinanden i ’madklubben’, som nogle andre mennesker fra byen også er en del af.

Det er byens fællesskab, der betyder noget. Åbenheden, og at tingene bare sker. Lena ved aldrig, hvornår ’madklubben’ begynder. Det sker af sig selv i ren spontanitet, hvis nogen fra gruppen har samlet sig i byen og er blevet sultne efter et par timer. Det kan hun godt lide.

”Jeg føler mig mere hjemme her end i Danmark,” siger hun.

Antonio sætter sig på en stol ved siden af Lena. Han begynder at hoste og harke, efter at han har taget et sug af en joint.

”Det er mini-Christiania, det her,” siger hun. ”Det er noget anderledes end nogen anden by, jeg har oplevet. Også i Spanien.” 

På et splitsekund rækker Antonio Lena en lille, aflang brun klump formet som en pølse, som hun hurtigt får lagt i sin cigaretpakke på bordet.

Deres måde at kommunikere på er en blanding af engelsk, dansk og spansk. Lena siger, at de har fundet deres eget sprog. De forstår hinanden, men ingen andre mennesker forstår det, når de taler sammen. Det er godt nok for hende. For hun har fundet et hjem, hvor hun kan gøre, hvad hun vil. Som hun vil.

HENNING FABERS VANDRETURE i bjergene er ikke altid lige jævnlige, fordi han bruger det meste af sin tid på at hjælpe sine døtre i Step In Bar & Grill. Han hjælper også denne morgen, hvor han klokken 9:50 ankommer sammen med sin datter Julie. De er altid de første til at møde på arbejde. Julie bor stadig hjemme, og faren kører hende.

Henning giver sig til at låse gitterporten op.

”Har man sagt A, må man også sige B,” siger han. 

Baren er fyldt op med havemøbler og parasoller, som Henning straks begynder at bære ud. Imens begynder Julie at gøre klar til hotdogbygning i køkkenet.

Henning hiver syv borde, stablet oven på hinanden, hen ad gulvet, så det skriger.

”Hvordan fanden var det nu?” spørger han for sig selv.

”Jeg er færdig i køkkenet,” siger Julie.

”Det var kraftstejleme hurtigt,” siger Henning. 

”Du kan være med til at tage borde ud.”

Far og datter får hurtigt stillet bordene på to rækker over for hinanden.

”Det var ikke så svært, vel?”

”Jo,” svarer Julie sarkastisk. 

”Skal jeg tage stolene ud?”

”Det må du gerne,” siger Henning, imens han er ved at sætte en forlængerledning op. 

Det kan være svært at sætte sig ind i konsekvent at have et ladt gevær i hånden. Når man skal på toilettet. Når man skal sove.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske, at man bliver vækket af skud om natten og aldrig af et vækkeur.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske konstant at være på vagt i en krigszone for så at komme hjem, hvor der er … ingenting.

Det er det, som Henning Faber stadig kæmper med inde i sig selv. Det er derfor, han konsekvent må være i gang. Hjælpe til i hotdogbaren, selvom han i virkeligheden ønsker sig noget andet.

”Lad mig sige det sådan her: Skulle jeg dø i dag, falde om, så lad mig ligge. Så får jeg fred. Sådan har jeg det. Selvom jeg er glad, og det kører, men kan jeg få chancen … så tager jeg den. For at få ro. Ikke at skulle bekymre sig. Lidt koldt, ikke,” siger Henning.

Derfor kan han heller ikke sige, at han har fået ultimativ ro på Solkysten. At han har fundet det gode liv. Selvom livet da helt klart er forbedret.

”Jeg har det bedre, end jeg havde det i Danmark.”  

For han føler ikke længere System-Danmarks usynlige vægt på sine skuldre. På den måde kan Henning koncentrere sig om at gøre det, han nu engang synes betyder mest.

”Det, der tilfredsstiller mig mest, er nok at hjælpe de andre. Være der. Hjælpe med alle mulige åndssvage ting. Det tror jeg er det, der betyder mest,” siger han.

Han håber mest af alt, at den lille hotdogbar med 17 forskellige hotdogs på menukortet får succes. Eller i hvert fald at pigerne – Heidi Sofia, Rikke og Julie – kan holde den kørende, og at den kan give dem økonomisk støtte.

Så kan Henning og konen Louise køre ud i verden i en autocamper. Se det hele. Hele tiden have mulighed for at rykke sig. Aldrig stå stille. Det vil være godt, synes Henning.

MARTIN HOLM FORTÆLLER, at han har været i fængsel ad to omgange for grov vold. Han har solgt stoffer for at få penge til sine egne. Og han har lavet inkasso-arbejde. Altså krævet penge ind med tæskehold. For sig selv eller for andre. Sommetider opkøbte han andres gæld i den kriminelle underverden for så at køre ud til det menneske, der skyldte penge, for at lægge renter på, fortæller han.

”Det er sådan noget, jeg har lavet. Også med min størrelse. Jeg har lidt størrelsen til at … jaeh.”

Han begynder at grine sin fedtmulelatter.

”Jeg var lidt pænere dengang.”

”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er jo ikke fedt at køre ud og smadre folk.”

For fem år siden kunne det gøre ham høj at slå på tæven. Gøre ham stærkere. Større. Vigtig.

I dag er han en anden, fortæller han.

”Jeg er jo mig selv hernede. Den, jeg godt kan lide at være. Jeg kunne ikke lide at være den anden person. Jeg følte, at jeg var en anden person, da jeg boede hjemme i Danmark. Det er jo et stort plus, at man kan se sig selv i øjnene, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, ikke?”

Martin afviser at have været medlem af en rockerklub. Men han kender da nogle rockere, siger han. Og det var da også, mens han befandt sig i kredse med Hells Angels og Bandidos, at stofmisbruget ifølge Martins lægejournal var allerværst. Martin tager i dag afstand fra rockermiljøet. Men han frygter, at han – hvis han var blevet i Danmark – var endt i et voldsomt stofmisbrug igen eller var kommet ud i en kriminel løbebane endnu en gang.

Det er også derfor, han er rejst til Solkysten. Han flygter ikke fra noget eller nogen. Hvis han gjorde, er Solkysten et ’dumt’ sted at tage til, ræsonnerer han. I stedet er Martin rejst fra Danmark for at starte forfra.

”Jeg føler, at jeg har fået det gode liv. Jeg kan være glad for den, jeg er, i stedet for at være destruktiv over for mig selv,” siger Martin.

Han glæder sig til at flytte sammen med Andrea. Hun kalder ham for Marcos. Han drømmer om, at de kan åbne en restaurant, hvor han kan lave lidt mad, og hun kan stå for den daglige drift som tjener. Indtil da må han spise flute til morgenmad. Ryge et par cigaretter. Gå en tur med hunden. Hente Andrea fra arbejde. Se fjernsyn om aftenen. Livet er stille.

/

Sagen der ikke vil dø

Mordet på Stine Geisler påvirkede en hel generation og ændrede det københavnske kvarter Pisserenden for altid. I fire år har forfatteren Peer Kaae jagtet nye kilder i den 33 år gamle, aldrig opklarede drabssag. Det er nu blevet til en bog – skrevet som en form for terapi.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

IFØLGE PEER KAAE har alle generationer et mord, man mindes med særlig gru, og mordet på Stine Geisler var hans generations.

5. juni 1990, dagen efter pinsekarnevallet i København, blev den 18-årige kvinde fundet i kælderen under Teglgårdstræde 15. Hendes hænder og hals var bundet med sort ledning, og to karklude var stoppet ind i hendes mund. 

Retsmedicinerne kunne efterfølgende konkludere, at karkludene var dødsårsagen. På hendes hals og arme blev der fundet snitsår, som var blevet påført efter mordet. Og måske mest besynderligt var liget overhældt med bonevoks og placeret oven på en pakke med kondomer, selvom intet seksuelt havde fundet sted. 

”Jeg ved, at det lyder grimt, men det er et meget malerisk mord. Det er næsten filmisk, at hele byen fester og larmer og danser rundt i samba-optog. Fulde folk sov i gaderne, og den mest nutidige sammenligning er nok Distortion. Men under overfladen bliver der begået et grusomt drab i en kælder på en ung, uskyldig kvinde. Den kontrast giver noget til historien, og derfor kastede medierne sig over sagen,” siger journalist og forfatter Peer Kaae, der arbejdede på Se og Hør, dengang morgenavisen med historien landede på hans skrivebord.

Pinsekarneval på Rådhuspladsen i København. Fra midten af 80’erne til starten af 90’erne havde karnevallet flere hundrede tusind besøgende hvert år. Foto: Foto Kim Agersten/Ritzau Scanpix

TEGLGÅRDSTRÆDE OG KVARTERET omkring har i generationer haft øgenavnet Pisserenden, fordi de besøgende på områdets mange værtshuse i tidligere tider var berygtede for at forrette deres nødtørft i det fri. 

I 90’erne var området et mærkværdigt sammenrend af folk og fæ, fortæller Peer Kaae. De kreative typer og de sidste rester af miljøet omkring pigtrådsmusikken hang ved kælderbaren Floss. 

Der var stoffer i omløb og slidt på den charmerende, boheme-agtige måde. Der var Men’s Bar, en bøssebar kun for mænd, og ofte de mere maskuline af slagsen med hang til læder og kæder. Der var Grønjakkerne, sydstatsglade ballademagere på motorcykler, som taget ud af filmen ’Easy Rider’.

Og ikke mindst var der Sabines Cafeteria. Et sted med orangemalede vægge og friskbrygget kaffe hele dagen. Der var sydlandsk stemning, tapas og spansk brandy, og lokalet fungerede nærmest som varmestue for journalister, fotografer, musikere og forfattere.

”Sabines var et kulturelt åndehul, hvor man mødtes til en øl og en snak. Og hele området emmede af det gamle København. Der var bz’ere i Larsbjørnsstræde, homobarer og jazzmusik. Det var et boblende kulturelt område. En slags parisisk latinerkvarter mellem de rigtig dyre adresser, Ørstedsparkens frie seksualitet og de kreative stamsteder,” siger Peer Kaae.

Det var den åndrige og trendy stemning, Stine Geisler voksede op i, og hun var som 18-årig Pisserende-beboer hjemmevant på Sabines Cafeteria, hvor hun dog sjældent købte mere end en kop kaffe. 

Det var blot 80 meter fra stamstedet og endnu kortere fra hendes egen lejlighed, at Stine Geisler blev fundet 5. juni, da en kok lukkede sig ind i kælderen under Teglkroen for at klæde om, inden hun skulle arbejde. Teglkroen brugte rummet som depot og omklædningsrum, og i kælderlysets grålige skær så hun skikkelsen af en pige, der var bundet med sort ledning.

Det var ikke kun de makabre og mystiske omstændigheder, men lige så meget, at Stine Geisler var en spændende karakter i sig selv, der gjorde, at mordet fik så stor opmærksomhed i samtiden, fortæller Peer Kaae, der i sin research til bogen ’Jagten på Stine Geislers morder’ har talt med en række kilder, der kom fast på Sabines i begyndelsen af 90’erne.

”Den her 18-årige pige sprudler af liv. Hun er lidt en rebel, hun er smuk, hun er intelligent, hun omgås kunstnere, forfattere og journalister. Hun er interesseret i musik og drømmer om at komme på konservatoriet. Flere, jeg har talt med, beskrev hende som en slags maskot for Sabines.”

ORD OM MORD 

Peer Kaae (f. 1965) er journalist og forfatter. I 1986 var han med til at starte musikbladet MIX, og efterfølgende arbejdede han i en årrække på Se og Hør. Ved siden af jobbet som journalist har han skrevet biografier om Karl Stegger, Tommy Seebach og Axel Strøbye. I 2010 skiftede han portrætlitteraturen ud med true crime, da han udgav bogen ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’. Siden har han udgivet flere bøger om uopklarede kriminalsager, herunder Højbjerg­drabet i Aarhus og historien om Danmarks eneste forsvundne spædbarn.

’Jagten på Stine Geislers morder’ udkommer 2. juni.

Foto: Ole Henning/Ritzau Scanpix

LANGT DE FLESTE mordsager bliver afsluttet med en domfældelse og lader en form for retfærdighed udspille sig. Men så er der de få drab, som fortsætter med at sidde i mennesker og områder som uløste gåder. Det er netop de sager, Peer Kaae har interesseret sig for i den senere del af sin karriere. 

I 2010 udgav han den første af to bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948. I årene efter skrev han om mordet på Marie Lock-Hansen, det såkaldte Højbjergdrab, fra 1967, hvor han rekonstruerede tiden omkring drabet minut for minut. Og de sidste fire år har han dykket ned i hver detalje af Stine Geislers sidste dage og timer for at kunne samle en tidslinje over drabet den juninat under pinsekarnevallet i 1990.

”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Højbjergmordet i Aarhus-forstaden og mordet på Stine Geisler i Teglgårdstræde. Det er de tre mest ikoniske og omtalte, mystiske og uopklarede drab fra det sidste århundrede,” siger Peer Kaae og forklarer, at langt de fleste mord, vi fortsætter med at tale om mange år senere, er bundet op på et sted. 

Hans nye bog er skrevet på en tvangstanke. Sådan beskriver han det i hvert fald selv i indledningen til bogen. Men selvom han ikke vil afsløre, hvad tvangstanken helt konkret indebærer, fordi det angiveligt vil ødelægge læseoplevelsen, vil han gerne forklare, at det handler om ham selv, en hovedmistænkt journalist og en forbandet tidslinje, der ikke stemmer, og som har rumsteret i hans hoved de sidste fire år. 

”Jeg har haft Stine Geisler i hovedet hver dag siden 2019. Der var ting i mit liv, som ikke fungerede, fordi jeg blev så påvirket af hver eneste detalje i sagen. Den her bog har virkelig trukket tænder ud, og hver nat vågnede jeg og skriblede en eller anden detalje ned, som måske – og højst sandsynligt ikke – kunne få tidslinjen for mordet til at give mening,” fortæller Peer Kaae, der besluttede sig for at skrive bogen som en form for terapi.

Resultatet er blevet et blandingsprodukt, der både er et stykke opklaringsarbejde og en personlig beretning om et helt livs mere eller mindre tilfældige oplevelser og møder, blandt andet med den mistænkte journalist, som Peer Kaae kendte personligt. Bare to dage efter mordet var de to sammen på Gentofte Stadion for at se Prince optræde.

Derudover byder bogens kildeliste på anonyme venner og veninder til Stine Geisler, en række af Peer Kaaes egne journalistvenner og -kolleger gennem tiden som musikjournalist og kriminalforfatter, unavngivne tippende politimænd, en navngiven tidligere drabschef samt en anonym tidligere bestyrer på Café Sommersko og en anonym forsvunden udenlandsk ekskone til den hovedmistænkte.

Peer Kaae har ikke skrevet en traditionel journalistisk bog, og fordi han selv indirekte har været involveret i mordsagen, mener forfatteren heller ikke, at der nogensinde er blevet begået et stykke true crime-litteratur som det, han har sendt til tryk. Andre har simpelthen ikke haft hans muligheder. 

”Det er i grunden en utrolig mærkelig bog, fordi det handler om mine egne oplevelser. Derfor er der heller ikke skrevet en bog, der minder om den,” siger Peer Kaae, der med egne ord altid har været ”en enspænderagtig lone wolf, der kravler rundt i mørket og tager hen på en bar og får en øl om aftenen”. 

Oprindeligt var det en anden bog, der satte gang i Peer Kaaes professionelle interesse for mordet. Det var Søren Baastrups ’En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler?’, som netop udkom i 2019, og Peer Kaae forklarer da også, at hans bog i høj grad står på skuldrene af Baastrups arbejde.

”Det er også grunden til, at jeg dedikerer min bog til ham. Men min bog bringer noget nyt på banen, og den stiller nogle spørgsmål, som ikke er blevet stillet før,” siger Peer Kaae, der ikke ønsker, at Stine Geisler-mordet skal blive underholdning, men har været drevet af sin trang til at frembringe ny viden i sagen. Om så han skulle arbejde i døgndrift. 

”Jeg synes ikke, man skal stå og underholde med seriemordere inde på Bremen Teater og svælge i detaljerne, medmindre man kan bidrage med noget til en eventuel opklaring. Det betyder ikke, at jeg er en engel, der aldrig er faldet i grøften, men jeg forsøger.”

STINE GEISLER 

Født 1972. Navngivet Anne Stine Geisler, men brugte aldrig sit fornavn. Hendes mor, Kirsten Geisler, var uddannet jurist og arbejdede både ved EU-repræsentationen i Bruxelles, i Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse. Faren, Steen Geisler, arbejdede som lærer på privatskolen Krebs’ Skole, hvor også Stine Geisler gik. Da hun blev dræbt, gik Stine Geisler på Christianshavns Gymnasium og arbejdede i sin fritid på Café Wilder på Christianshavn. Hun var 18 år gammel og havde netop fået et 13-tal i sin religionseksamen. Hun manglede kun enkelte eksamener og var få uger fra at blive student.

Foto: Søren Rud/Ritzau Scanpix

DAGEN EFTER STINE GEISLER blev fundet myrdet, var hun på forsiden af B.T.

’18-ÅRIG BAGBUNDET OG SEX-MYRDET’ stod der, hvilket ikke bare var grumt, men også decideret forkert. Den historie blev dagen efter fulgt op med forsiden: ’SADIST MYRDEDE UG-PIGE’. 

Et halvt år tidligere blev to sexarbejdere myrdet på Vesterbro. Hanne With blev stukket ihjel, mens Betina Christensen først blev fundet syv år senere af to kloakarbejdere i en af Kødbyens brønde. 

”Det er tragisk, at de mord ikke fik lige så meget opmærksomhed. Men jeg tror, at det skyldes kontrasterne i Stine Geislers mord, fordi hun ikke bevægede sig i et farligt eller utrygt miljø. Og så selvfølgelig alle de ubesvarede spørgsmål: Hvordan endte hun i den kælder? Kendte hun gerningsmanden? Hvorfor var hun sølet ind i bonevoks? Var det rituelt? Eller skulle det bare ligne noget rituelt?” spørger Peer Kaae.

Han mener, at en anden årsag til, at sagen fik så meget opmærksomhed, kan være, at der var mange ligheder med tv-serien ’Twin Peaks’, der blev vist på DR umiddelbart før mordet på Stine Geisler. Det viste sig nemlig, at Stine Geisler havde et forhold til en ældre musikjournalist på en stor dansk avis, manden, som efterfølgende blev og siden har været hovedmistænkt. Under afhøringen nægtede han først deres seksuelle forhold, men da politiet læste op fra Stine Geislers dagbog, erkendte han det.

”Det passer perfekt med, hvordan ’Twin Peaks’, den her mystiske og ekstremt uhyggelige serie, forløber. En ung og uskyldig kvinde bliver fundet død. Men så afslører hendes egen dagbog et dobbeltliv med en ældre elsker. Der er nogle klare paralleller, som bare gør hele sagen endnu mere mystisk,” siger Peer Kaae.

Fra sit kontor i Larslejsstræde kan han se ud over Pisserenden og Teglgårdstræde, hvor Stine Geisler boede, gik i byen og diskuterede med forfattere og journalister med en kop lunken kaffe i den ene hånd og en Queen’s-cigaret i den anden. Det var her, hun spiste aftensmad med sin familie, og stedet, hun cyklede fra, når hun skulle til Christianshavns Gymnasium eller på arbejde på Café Wilder. Og så var det der, hun endte sine dage i Teglkroens kælder.

”Hver gang jeg går forbi porten til Stine Geislers gård, tænker jeg på det mord, den pige og hendes familie. Som jeg også fortæller i bogen, ændrede området sig totalt efter mordet. Det gik fra at være let og sjovt, festligt og alkoholfyldt til det modsatte. Den glade og ubekymrede periode sluttede med mordet på Stine Geisler,” siger Peer Kaae om forbrydelsen, han betegner som det mest kendte kvindedrab for hans generation.

”Alle fulgte med i den sag, og alle kendte hendes navn. Andre generationer har det sådan med Peter Lundin eller Amagermanden. Og nogle vil have det sådan med mordet på Emilie Meng,” siger Peer Kaae i begyndelsen af april – blot to uger før en 32-årig mand anholdes for kidnapningen af en ung pige, hvorefter politiet kæder manden sammen med mordet på Emilie Meng.

LAMBADA-ALIBIET

I næsten et år arbejdede politiet uafbrudt på at løse mordet på Stine Geisler, og i den tid kom en lang række mistænkte i politiets søgelys. Den mand, der går under navnet ’Journalisten’, har været hovedmistænkt, siden det kom frem, at han havde en affære med hende.

Det er uvist, om Stine Geisler kort forinden havde stoppet forholdet, men det gik flere teorier på. Årsagen til, at han ikke blev sigtet for mordet, var et dengang vandtæt alibi om, at han dansede lambada med sin kone på Café Sommersko, og det faktum, at man ikke havde fysiske beviser for, at han havde gjort det. Det alibi er ifølge Peer Kaae smuldret på baggrund af de nye informationer fra både journalistens ekskone og den daværende bestyrer af Café Sommersko.

DA PEER KAAE gik ind i mordsagen i 2019, var det med et klart håb om at ringe på hos Stine Geislers mor, Kirsten Geisler, der boede lige rundt om hjørnet fra hans kontor. Han ville fortælle hende, hvem der slog hendes datter ihjel og hvorfor. Men til sin store ærgrelse nåede han det aldrig, fordi hun døde i 2020, 30 år efter mordet på datteren.

”Når jeg dykker ned i en sag, vil jeg gøre den ultimative forskel. Jeg skal ikke blot gengive et mord, jeg skal være en del af løsningen. Det gør ikke noget, at det er underholdende, men for at skrive en bog skal man udfordre det, der allerede er, og bringe noget nyt til bordet. True crime-genren bliver nogle gange lidt udvandet, fordi man bare fortæller det, vi allerede ved.”

Til spørgsmålet om, hvad han selv bringer til bordet, fortæller Peer Kaae, at han var i tvivl flere gange undervejs. Faktisk opgav han at skrive bogen i hvert fald tre gange, fordi han ikke kunne finde et bestemt vidne i sagen: journalistens amerikanske kone, der flyttede tilbage til USA efter affæren, drabet og en skilsmisse.

”Det tog mig 14 måneder at finde frem til hende ved at kombinere alle de oplysninger, jeg kunne skrabe sammen. Fødselsdag, alder, køn, stat, navn. Det var et vanvittigt arbejde, og i en periode forsøgte jeg at ringe til alle i staten med hendes navn. Jeg opgav at finde hende 20 gange, og det viste sig selvfølgelig, at hun havde skiftet navn. Men ad uransalige veje lykkedes det mig til sidst,” siger Peer Kaae og fortæller, at den hovedmistænkte journalist angiveligt forsøgte at holde ekskonen ude af efterforskningen så vidt muligt, og at hun kun blev afhørt en enkelt gang på gebrokkent dansk-engelsk. 

Med det i baghovedet vidste han, at ekskonen ville være et kronvidne, såfremt hun ønskede at være med.

”Efter mange års arbejde med gamle drabssager ved jeg, at der er to muligheder. Enten påvirker sagen stadig kilderne så meget, at de smækker røret på med det samme, eller også har de ventet 30 år på netop det opkald. Det viste sig, at ekskonen havde ventet. Det var dér, bogen blev til.”

Blomster ved porten til den baggård, hvor Stine Geisler blev fundet. På opslaget takker den 18-åriges forældre for deltagelsen og blomsterne og beder folk fortælle politiet, hvis de ved noget. Foto: Mads Winther/Ritzau Scanpix

POLITIETS EFTERFORSKNING er ifølge Peer Kaae et kapitel for sig. Han mener, at den var alt for bred i sin jagt på en ”pervers og sadistisk morder” i stedet for det mest sandsynlige i den type drab, som er en nær relation. Politiet ”huggede løs i tusind retninger” i stedet for at koncentrere sig om de hovedmistænkte og de konkrete mennesker omkring dem, argumenterer han. Det fremgår også af Peer Kaaes bog, at politiet har afhørt omkring 3.000 kilder, hvilket vidner om et enormt efterforskningsarbejde. Men forfatteren har egentlig ikke indblik i politiet efterforskning, fordi han ikke har kunnet få aktindsigt i deres tidslinjer, valg og fravalg.

Ud over journalisten er persongalleriet af mistænkte i sagen gennem tiden mildest talt ekstraordinært. 

Der er Peter Kronholm, som sad i sit kollektiv i Larsbjørnsstræde og spillede skak indtil klokken et om natten på mordaftenen. Han har intet alibi for sin færden efterfølgende, men der er heller intet, der kæder ham til mordet. Han er siden blevet døbt ’Klædeskabsmorderen’ og dømt for at slå sin kæreste ihjel og gemme hende i et skab – foruden anden voldelig kriminalitet og alfonseri.

Man har ved flere lejligheder forsøgt at kæde Amagermanden til mordet, men det er heller ikke lykkedes. 

Den såkaldte Rødovremand, som skændtes med Stine Geisler på mordnatten, fordi han kom med kommentarer om hendes bryster på Sabines, var også kort i politiets søgelys. Derudover er der en karakter med tilnavnet ’Rulleskøjteløberen’. Og en ukendt mand i læderbukser, som aldrig er blevet fundet.

Peer Kaae mener selv, at han ved at følge et gammelt tip, som politiet ikke tog seriøst dengang, er kommet frem til den ukendte mand i læderbukserne, som blev set af en vægter kort tid før mordet. Tippet førte ham til en gammel popmusiker, der skrev en sang om grønjakken og slagsbroren Danny, som drønede rundt på motorcykel i sine læderbukser og angiveligt var dybt betaget af Stine Geisler. 

”Han er, så vidt jeg ved, aldrig blevet undersøgt af politiet,” siger Peer Kaae, der dog stadig hælder til den hovedmistænkte journalist.

I deres telefonsamtale fortalte den amerikanske ekskone blandt andet, at hun var veninde med Stine Geisler, at Stine Geisler kom i hendes og journalistens hjem, og at eksmanden var dybt forelsket i Stine Geisler.

”Så journalistens historie om, at det var et kort forhold, han havde til Stine Geisler, faldt enormt hurtigt til jorden,” siger Peer Kaae.

Journalisten har selv fortalt, at han på mordnatten var sammen med sin kone, og at de var meget fulde på Café Sommersko, hvor de dansede lambada. Fra Café Sommersko skulle de være valset hjem arm i arm. 

Ekskonen husker den berusede dans, men har også fortalt Peer Kaae, at hun ikke så, om journalisten lagde sig til at sove ved siden af hende, da de kom hjem. Og så ryger hele journalistens alibi for den aften, mener Peer Kaae, der i sin research også har talt med den daværende bestyrer af Café Sommersko.

Bestyreren var til stede den aften i 1990, hvor han selv stod i baren, og hvor cafeen havde anlagt boule-bane i gården, fordi de forventede, at der ville komme mange mennesker forbi i forbindelse med karnevallet.

Han husker aftenen ret tydeligt og fortæller, at journalisten over halvanden time efter, at han var gået hjem med sin kone, vendte tilbage til Café Sommersko alene og opførte sig ”underligt”. 

Ifølge Peer Kaae blev bestyreren afhørt i 20 minutter umiddelbart efter mordet, men politiet vendte aldrig tilbage for at få den fulde historie om journalistens opførsel:

”Han er et utrolig troværdigt vidne, som kun udtalte sig om præcis det, han kunne huske. Jeg vil sige, at han er et kronvidne, som politiet fuldstændigt har misset.”

GRAVER-JOURNALIST ELLER GRAVRØVER?

”Der er nogle gange en kritik af krimijournalister og true crime-forfattere. Den går på, at familien skal trækkes igennem møllen og mordet igen. Men det er faktisk en misforståelse, at pårørende er imod, at man graver i en sag. I mange tilfælde er pårørende næsten glade for det, så længe man gør det ordentligt og respektfuldt. Nu lever Stine Geislers forældre ikke længere, men moren stillede sig jo frem gang på gang, fordi hun mente, at sagen ikke måtte blive glemt. Derfor synes jeg, at det er på sin plads at komme med bogen, så det ikke sker,” siger forfatter Peer Kaae.

I ARBEJDET MED bogen er Peer Kaae blevet bekræftet i, hvor ensomt det er at være forfatter. Især når emnet er true crime. Selvom han før har skrevet om kidnapninger og dobbeltmord, har de seneste fire års arbejde været de hårdeste i hans karriere – og skriveforløbet som et Tour de France kun bestående af enkeltstarter.

”Jeg har simpelthen været så involveret i den her sag, at det drev mig til vanvid. Jeg kunne ikke se en ende på det. Var jeg to år eller to dage fra at være færdig? Jeg sad på kontoret indtil klokken tre om natten i mere end et halvt år, fordi jeg skulle skrive mig ud af det,” siger Peer Kaae, der, nu hvor arbejdet er til ende, ikke har noget nyt bogprojekt eller nogen uopklarede mordsager, han planlægger at kaste sig over:

”Jeg er drænet. Jeg skal lige have en pause, for man kan sagtens føle sig som et dumt svin, der snuser i noget, man ikke burde. Du skal være usympatisk nogle gange, og du skal spørge ind til episoder, som ikke er behagelige for kilderne. Og du skal kontakte nogle mennesker, som ikke gider tale med dig. Det er ubehagelige opkald.”

I samme åndedrag siger forfatteren, at det skal gøres, fordi nogle folk skal konfronteres. Og nogle gange skal man ”trykke på sin indre psykopatknap”, som betyder, at han slår sine egne følelser fra i en kort periode. 

Den vigtigste at konfrontere var naturligvis den hovedmistænkte. Og Peer Kaae fik da også et indledende møde med ham – inden han havde talt med ekskonen og bestyreren fra Café Sommersko.

Journalisten virkede besynderligt upåvirket af sagen. I modsætning til alle andre, Peer Kaae har talt med fra området omkring Pisserenden, stamgæsterne på Sabines, ejeren, journalister og forfattere – alle fortæller de, at der var et før og et efter mordet på Stine Geisler. Bortset fra journalisten. Han ville faktisk helst ikke tale om det, siger Peer Kaae.

”Den eneste, mordet ikke interesserer, er åbenbart manden, der har haft et seksuelt forhold til hende. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har hørt.”

Efter at han havde talt med ekskonen og bestyreren, ville Peer Kaae foreholde journalisten deres forklaringer. Men til sin ærgrelse nåede han aldrig så langt, da journalisten døde på hospice få dage før, Peer Kaae ville konfrontere ham.

”Jeg ville meget gerne høre, hvad han sagde til mine nye oplysninger. Det er katastrofalt for mig, at vi aldrig fik mere end et indledende møde. Af den grund fik jeg aldrig spurgt, om han slog Stine Geisler ihjel.”

Politiet undersøger Stine Geislers cykel i jagten på spor i sagen. Foto: John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

’JAGTEN PÅ STINE GEISLERS MORDER’ peger ikke direkte på en skyldig. 

”Det er mit job at stille spørgsmål til den hovedmistænktes forklaring, og så må resten overlades til politiet,” siger Peer Kaae, der føler, at han – trods alt – er kommet i mål med det, han ville, og at han nu kan give slip på sagen.  

”Jeg har indset, at der nok ikke kommer en forløsning i min levetid. I alle drabssager er der ting, vi aldrig kommer til bunds i. De sidste par måneder har jeg ikke gravet i sagen, men det kan jo være, at der kommer et tip, som åbner den igen. Ellers må vi vente til 2065, hvor politiets efterforskning bliver offentlig.”

/

På åben gade

Stoffer, hjemløshed og mismod har været en bestandig del af 55-årige Flemming Pedersens liv. Men der har også været håb i mørket og et ønske om en anden tilværelse. I dag er han i metadonbehandling og både gadestemme og guide i sit eget liv.
Tekst og foto:Louise Elly Meyer

EFTERMIDDAGSSOLEN ER TRÆNGT gennem de ellers våde, grå himmelgardiner, da Flemming Pedersen står foran det lysende røde metro-M, der markerer elevatoren til stationen ved Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Puddelhunden Pixie, der trofast har fulgt sin ejer siden corona-nedlukningen og hjulpet gennem både sorg og abstinenser, snuser nysgerrigt asfalten tynd. Imens står Flemming Pedersen og tripper med en stak laminerede huskekort, han skal tale ud fra. Han er nyklippet, det korte hår er vippet op i en strit, og hans øjne er lyseblå og på én gang skarpe, men hårdt levet liv og metadon har lagt et slør over dem. Om lidt skal han, som en del af organisationen Gadens Stemmer, vise en flok gymnasielærere fra Middelfart rundt på Nørrebro, hans gamle hood, hvor han som hjemløs sov, tjente penge og fik sine stoffer. 

”Har I en bagkant?” spørger han gymnasielærerne, da de er ankommet og klar til en tur ned ad memory lane med den tidligere misbruger, der i dag er i metadonbehandling og bor i en lejlighed i Vanløse.

”For jeg snakker sgu som et maskingevær,” siger han og sætter en timer på sin telefon, så han kan blive advaret, når turens 90 minutter er ved at rinde ud.

Mødestedet er ikke tilfældigt. Flemming Pedersen fortæller, at det er et godt sted at sove under de hvide søjler ved den kirkelignende indgang til Assistens Kirkegård. Der er ly for regnen, og man kan ligge nogenlunde i fred, forklarer han. ”Fulde folk kan godt finde på at pisse på hjemløses soveposer, og jeg har også oplevet, at de har sat ild til dem,” fortæller han, mens gymnasielærerne er tavse, ramt af alvor, og en mand i skrædderstilling sidder under søjlerne på et liggeunderlag og tæller sine pantflasker. 

BAG OM BY-GUIDEN

Flemming Johannes Pedersen, 55 år, født og opvokset i Ikast. Ud af en søskendeflok på fire. Har boet i København siden 1999. Var i lære som maskinsnedker og møbelsnedker, inden misbruget tog over. Boede på gaden i fire år, da hans heroinmisbrug var på sit højeste. Har ikke rørt hårde stoffer i godt og vel 17 år og er i dag i metadonbehandling. Bor i en lejlighed i Vanløse med sin hund Pixie.

EGENTLIG STOD ET liv i misbrug ikke skrevet i kortene for Flemming Pedersen. Han voksede op i Ikast med to brødre og en søster, en far, der var skolelærer, og en mor, der pressede kjoler på en fabrik, og han havde, siger han, en god og tryg barndom. De tre søskende har alle haft gode, velbetalte jobs, og på spørgsmålet om, hvorfor det mon gik galt for ham, er han forsigtig. Ja, han sloges om forældrenes opmærksomhed med sin ene bror, der var en såkaldt pseudotvilling, men mest af alt fik han nok de forkerte venner som ung teenager.

Fra den første genstand på blå mandag trillede snebolden. Alkohol blev til hash, hash blev til amfetamin, der senere blev til heroin. Ad flere omgange prøvede han at lægge rusmidlerne bag sig. Han gik blandt andet i lære som maskinsnedker og møbelsnedker, fordi han ”godt kunne lide at have splinter i fingrene”. Men tilbagefaldene lurede altid lige om hjørnet, og i 1985 blev misbruget suppleret med sovepiller, nervepiller og ’Benzo’er’. 

Når medicinhåndbogen hvert år udkom i en fornyet udgave, stod Flemming Pedersen klar på biblioteket. Han skulle se, om der var nye medikamenter på markedet med nogle af ”de gode bivirkninger”. Sløvende medicin, der kunne slukke for de indre stemmer, der sagde, at han ikke duede til noget. 

”Misbrugslivet har været ledsaget af konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mine omgivelser,” siger han og fortæller, at han har været i behandling i hvert fald 25 gange med alskens metoder. Minnesota, Føniks og gestaltterapi. Og at han gennem hele sit voksenliv har holdt statusmøder med ’Den store sagsbehandler’, som Gud hedder i hans vokabularium.

Flemming Pedersen drømmer om at bygge sit eget Tiny House.

”NÅ, LAD OS komme videre,” siger han og sætter i galop med Pixie ved sin side, mens gymnasielærerne zigzagger gennem Nørrebros fredagsmylder med tourguiden i front. Endnu en fynsk gymnasielærer slutter sig stakåndet til flokken. Han troede, at mødestedet var Nørreport og ikke Nørrebro. Den veloplagte guide hilser den nytilkomne velkommen og tager flokken med gennem tunneller og under halvtage, der er gode at sove i og under. Nok var der mange forbipasserende, men i det mindste lugtede der ikke af lort og tis, som der ellers ofte gjorde på byens hjemløsesovepladser.

På Nørrebrogade stopper Flemming Pedersen op og peger på en stikvej: ”Dér er Diana vokset op,” siger han og fortæller, at Diana var narkoman og alkoholiker, men også hans kæreste og bedste ven. De gik gennem misbrugs­tiden sammen uden tag over hovedet. For to år siden døde hun efter  lang tids sygdom, og Flemming Pedersen har savnet hende på fuld tid lige siden. Han har også overvejet ”at følge efter hende”, for han har ikke fundet en, han har kunnet betro sig til siden. 

Han stoler hverken på sig selv eller ”de gamle hoveder” fra miljøet. De er alle sammen for betagede af suset, eller også lever de i konstant angst for tilbagefald. Men Pixie, hun har, sammen med Livslinjen, holdt hans fødder på jorden. 

”Jeg har fået noget at leve for igen. Jeg lever for de her ture. Det er faktisk som at gå til psykolog. Jeg får luftet ud ved at fortælle min historie.” 

Foran Stefanskirken, der står som et stoisk anker midt på Nørrebrogade, gør flokken holdt. Det var her, han tiggede, dengang han vejede 48 kilo og mere eller mindre levede af heroin. 

”Der var en fantastisk præst i kirken dengang, Anne hed hun. Hun var ikke bare en præst, hun var også en dygtig socialarbejder, og hun passede på os. Anne lånte gerne en hundredelap til de trængende, hvis bare de lovede at betale tilbage en dag. Man lever et liv i tæt berøring med døden, når man er misbruger,” siger han og spørger forsamlingen om, hvor mange de tror, der kommer til en begravelse af en hjemløs. En stilhed larmer. 

”Ikke så mange,” svarer en af gymnasielærerne.

”Til Dianas begravelse var der otte til stede i kirken. Inklusive mig, præsten og kordegnen.” 

GADENS STEMMER

Er en velgørende organisation, der tager dig med på byvandringer, hvor en guide fortæller sin selvoplevede historie om livets bagside og giver dig indsigt i for eksempel hjemløshed, psykisk sårbarhed, anbringelser, stofmisbrug, sexsalg og kriminalitet. Guiderne fra Gadens Stemmer kan opleves i København, Vejle, Esbjerg, Odense og fra april i Aalborg.

I 2022 havde Gadens Stemmer 18.800 gæster med på byvandringer. Godt 60 procent af dem var skoleelever. Se eventuelt mere på gadensstemmer.dk

FLEMMING OG DIANA søgte ofte ly hos et familiemedlem. Her skød de heroin i et af værelserne, og efter at have sovet forlod de det med slanger, pumper og blodrester på sengetøjet. 

”Helt inde i sjælen var jeg ikke ligeglad, men udadtil lod jeg bare som ingenting, siger han og stopper ved et højt etagebyggeri ved Lundtoftegade. Kæresteparret sov her med jævne mellemrum. De samlede dørmåtter sammen, så det ikke var så koldt at ligge på betongulvet, og på den måde tilbragte de flere juleaftener. 

”Det var det værste. Duften af julemad smøg sig ud over dørtærsklerne tilsat en lyd af liv og glade dage. Og det eneste, jeg kunne give min kæreste, var et skud heroin i armen. Det var ensomhed og mørke.”

Gymnasielærerne er fortsat tavse af alvor. 

 ”Når man er misbruger, handler det hele om at holde sig rask,” siger Flemming Pedersen og forklarer, at ’rask’ for en misbruger betyder at være på stoffer. Diana drak en halv kasse stærke øl om dagen, han skød heroin og tog alle de piller, han kunne få fat i. Engang tog han 256 metadoner og 40 sovepiller. Han ville egentlig dø, men faldt ikke engang i søvn, fordi hans krop havde vænnet sig til så høj en dosis af rusmidler. 

Af og til bliver Flemming Pedersens historie afbrudt af bedstemødre med slikgnaskende børnebørn i klapvogne, ølflasker, der klinker selvsikkert mellem unge venner, og af børnegrin og forældre-smalltalk på Flyverlegepladsen i Nørrebroparken.

”Byens rum har ændret sig for de hjemløse,” forklarer ’nedtour’-guiden og fortæller, at da det såkaldte zoneforbud kom i 2017, kunne de hjemløse ikke længere bare lægge sig hvor som helst og sove – politiet fik ret til at genne dem væk. 

”Det er svært at finde et offentligt sted at sove i dag, men dengang vi var hjemløse, Diana og mig, var vi heldige. Vi kunne sove på en bænk, hvis vi ville,” siger han og nikker mod de mange bænke, der flankerer Nørrebroparkens bøgeallé, og beretter om dengang, de to boede i telt en hel sommer på en græsplæne over for Føtex på Nordre Fasanvej. 

”Det var skidehyggeligt, og vi fik solgt en masse ’Hus Forbi’.”

Makkerparret Flemming og Pixie. Foto: Julie Holst

EFTERMIDDAGSSOLEN ER gået ned, og himlen er atter en grå, knyttet næve, mens flokken traver af sted ad den hvinende og hvæsende Jagtvej, der er en af Nørrebros asfalterede hovedblodårer. Gymnasielærerne laver små strækøvelser med hænderne i lommen for at holde kulden stangen, da Flemming Pedersen atter drejer ind på Assistens Kirkegård. Han viser rutineret rundt mellem grantræer og gravsten og stopper ved kunstneren Leif Sylvesters mindesten for de hjemløse, et værk, der skal minde om alle de udsatte, der ligger på de ukendtes grav. 

Da Diana døde, pungede han ud til et gravsted i den anden ende af byen, for han ville have et sted, hvor han kunne mindes. 

Han afslutter til klapsalver i tusmørket og siger: ”Hvis bare jeg kan hjælpe én ved at fortælle min historie, er det en god gerning og det hele værd.”

/

Og så er der mig, sagde hunden

Julemesserne er forbi, nu kommer skilsmisserne. Januar er højsæson for par, der går fra hinanden, men når et ægteskab går i hundene, bliver kæledyret ofte klemt mellem parterne. Ud & Se har opsnuset problemet.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Bernardo França

SKILSMISSER KAN være svære. Uanset om forholdet har været kort eller langvarigt, er der følelser på spil. Mange. Der bliver peget fingre, og anklagerne flyver gennem luften: Du sagde, du gjorde. Og så er der delingen af vragresterne fra det forliste forhold. Hvem får lejligheden? Bilen? Sofaen? Spisebordet? Fjernsynet? Bøgerne? Krystalkronen? Hunden?

Hvis det levende på listen springer i øjnene, skyldes det måske, at du – som rigtig mange andre danskere – snarere anser hunden som et medlem af familien end som en genstand. Sådan var det også for Lene Boutrup og Jørgen Koldt, da de blev skilt i 2006. Ingen af dem var i tvivl om, hvad der skulle ske med deres treårige West highland white terrier, Rosa.

”Det var som med børnene,” fortæller Lene Boutrup: ”Selvfølgelig skal de se både deres mor og far. Der var ikke nogen pris på hende, ligesom der heller ikke var det på børnene. Så vi behandlede hende på samme måde, og man betragter jo sin hund som et barn. Det gør jeg i hvert fald.”

Men det gør loven ikke. 

Nok taler dyrevelfærdsloven fra 2020 om, at dyr ikke bare er at betragte som genstande. De er ”levende og sansende væsner”. Men i familierettens øjne er husdyr, og altså hunden, stadig ejendom og anses som såkaldt løsøre. Hvis parterne ikke kan enes, tilfalder Buller eller Guffe den ægtefælle, som i sin tid købte og betalte for ham eller hende, og i hvis navn dyret er registreret i Dansk Hunderegister.

Det var Jørgen Koldts navn, der stod på kvitteringen for Rosa, og i hans navn, hun var registreret, selvom de sammen hentede hende på kennelen, hvor hvalpen var så lille, at den kunne sidde i Lene Boutrups hånd.

Men akkurat som med det yngste af parrets tre børn, som på det tidspunkt stadig boede hjemme, aftalte Jørgen Koldt og Lene Boutrup at skiftes til at have Rosa hver anden uge. Og da Rosa fik allergi, hvilket westies ofte får, slog de halv skade om dyrelægeregningerne og behandlingerne. Gennem årene løb det op i næsten et halvt hundrede tusind kroner.

”Vi havde også en delebil, men det gik ikke så godt som med Rosa. Der havde vi sværere ved at blive enige om, hvornår den skulle til reparation – og hvem der skulle betale regningen. Men med Rosa var vi enige,” siger Lene Boutrup.

”JEG DELER HUS med et par hunde,” svarer professor Peter Sandøe leende på spørgsmålet, om han selv har hund. 

”Min kone har hund,” understreger den 67-årige professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på sit kontor på Frederiksberg.

Hvis ægteparret en dag går fra hinanden, forsikrer Peter Sandøe, at han hverken vil gøre krav på Georg, den seksårige bouvier des Flandres, eller Edda, den otte måneder gamle lagotto romagnolo. Men det handler ikke om love og paragraffer: ”Jeg kan godt lide dem og står på venskabelig fod med dem, men jeg rejser for meget til, at jeg gider have hund.”

Alligevel efterlyser den tidligere mangeårige formand for Det Dyreetiske Råd en løsning for de hundeejere, der i en skilsmisse ikke kan blive enige om ’forældreretten’ over hunden. 

At ingen tidligere rigtig har interesseret sig for problemstillingen, overraskede Peter Sandøe, da han sidste år skrev den videnskabelige artikel ’Skillemissehunde – og familiedyrenes placering i familieretten’ sammen med adjunkt på Københavns Universitet Søren Stig Andersen. 

Det seneste årti har der herhjemme i gennemsnit været 16.000 skilsmisser om året, og da 20 procent af de danske familier holder hund, er der årligt 3.200 såkaldte skilsmissehunde. Heri er ikke medregnet par, som ikke er gift, og netop det at få en hund kan for unge være en prøve på ægteskabet og familielivet (uden at de måske tænker på, at en hund i snit lever i 14 år og dermed længere end mange ægteskaber).

Ude i verden er der i disse år et stigende fokus på problemet med skilsmissehunde. Det bugner derude med love, domme og artikler om emnet. Men ikke i Danmark.

”Det vakte min intellektuelle nysgerrighed,” fortæller Peter ­Sandøe.

”Det er jo fascinerende, hvordan hunde er trængt ind i vores liv og har fået fat i vores hjerter og tegnebøger,” siger professoren og henviser til en undersøgelse fra forskningscentret, der sidste år viste, at 83 procent af danskerne kan lide hunde. Ikke overraskende er andelen størst blandt dem, som har en. Her er tallet 99 procent.

EN MÆRKESAG

Dansk Hunderegister (DH) fører på vegne af Fødevarestyrelsen et landsdækkende register over hunde i Danmark. Hunderegisteret har eksisteret siden 1993, da det ved lov blev påbudt, at alle hunde i Danmark skal være mærket og registreret i DH. Registeret skal gøre det muligt at finde ejerne til mishandlede eller vanrøgtede hunde og drage dem til ansvar, sikre, at bortløbne eller stjålne hunde kan blive forenet med deres ejere, samt lette kampen mod smitsomme sygdomme og ulovlig handel over grænserne.

”HVORFOR BRUGER VI så meget energi på et dyr af en anden art? Følger man en striks darwinistisk tankegang, skulle vi bruge denne energi på os selv og vort eget afkom,” siger Peter Sandøe. Men det gør vi ikke, og af samme grund mener dyrevelfærdsforskeren, at løsningen på problemet med skilsmissehunde må være en ændring af familieretten eller indførelse af såkaldte pet nups eller ægtepagter for hunden. Med andre ord en slags kæledyrskontrakt om fordelingen af ejerskabet af – og samværet med – hunden samt de pligter, som medfølger. For hunden er ikke et stykke løsøre, mener professoren. 

For det første er der hensynet til hunden selv, dens tarv eller velfærd. Hvem af ægtefællerne har hunden bedst af at være hos? At tage hensyn til det vil bryde med vores forståelse af dyr som ejendom, og spørgsmålet er, hvad der menes med hundens tarv, samt hvordan domstolene skal kunne vurdere, hvad der er godt og dårligt for den. Hunde kan som bekendt, i modsætning til mennesker, ikke selv fortælle, hvem de ønsker at være hos.

For det andet er der hensynet til ægtefællernes følelser for hunden. Der er ganske vist en særlig bestemmelse i ægtefælleloven om såkaldt krydsende udtagelsesret, hvor domstolene for eksempel kan tildele den ene part boligen, selv om huset eller lejligheden står i den andens navn. Bestemmelsen kan komme på tale i skilsmissesager, hvor børnene stadig bor hjemme, så den ægtefælle, der hovedsagelig skal have børnene boende, kan opretholde hjemmet i vante omgivelser. Men ingen ved, hvordan en dommer vil se på spørgsmålet, hvis det er en hund, han eller hun skal tage stilling til. 

I USA, HVOR 40 procent af familiebefolkningen anslås at have hund i modsætning til de danske 20 procent, er der i disse år stadig flere eksempler på, at par, som skal skilles, er villige til at slås for retten til at beholde hunden.

Siden årtusindskiftet har flere amerikanske delstater haft principielle domme eller vedtaget love, der enten gør det obligatorisk eller muligt at inddrage hensynet til hundens tarv, når det skal besluttes, hvilken af ægtefællerne der får hunden i forbindelse med en skilsmisse. 

Senest underskrev delstaten New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i 2021 en lov, så det fremover bliver op til ægtefællerne og deres ­advokater at dokumentere, at netop de bedst kan tage vare på hunden. I modsætning til børn kan hunde dog ikke få udpeget en advokat til at repræsentere dem og tale på deres vegne. Ikke endnu i hvert fald. 

Udviklingen får flere til at tale om, at kampen for ikke bare hundes, men dyrs rettigheder generelt er den seneste frontlinje i en kamp, der trækker historiske tråde til for eksempel slaveriets ophævelse, kvinders stemmeret og homoseksuelles ret til at gifte sig. 

Den australske filosof og nytteetiker Peter Singer har sidestillet vores forskelsbehandling af dyr med racisme og mener, at vi om 100 år vil se tilbage på den måde, vi behandler dyrene på, som vi i dag ser tilbage på slavehandlen. Dyr bør være en del af vores moralske fællesskab, ligesom andre grupper og minoriteter er blevet det gennem historien efter først at være blevet holdt ude, mener filosoffen, der kalder det arts-chauvinisme, hvis vi undlader at tage hensyn til dyrene.

”Alle dyr er lige,” skriver Peter Singer i bogen ’Dyrenes frigørelse’, der har givet navn til den moderne bevægelse for dyrerettigheder. ”Det grundlæggende lighedsprincip kræver ikke en lige eller identisk behandling; det kræver lige hensyn,” siger Peter Singer, der mener, at det er lige så uacceptabelt at behandle mennesker umenneskeligt som at behandle dyr som en genstand, og at deres evne til at føle glæde og smerte er grund nok til at fastslå, at de har egne interesser.

DYRENES BESKYTTELSE har hovedkvarter i en toetagers bygning på Buddingevej i Søborg, der tidligere tilhørte Politiets Efterretningstjeneste. På parkeringspladsen venter to hvide varevogne. ”Dyreredning” og ”Dyr i nød? Ring 1812” står der med rødt på siden af bilerne, der holder foran bygningens rød-hvide motto: ”Dyrenes røgt viser menneskets røgt”.

Foreningen, der blev stiftet i 1875, tilbyder sine medlemmer at tegne et dyretestamente på familiedyr, herunder hunde, så der efterfølgende bliver taget hånd om dyret efter ejerens ønske. Næste skridt kan blive de tidligere nævnte pet nups – juridiske aftaler om et kæledyrs ejerskab og velfærd – fortæller familiedyrschef Jens Jokumsen.

”Skilsmisser er jo nogle gange grimme, og der kan dyrene også blive brugt,” siger Jens Jokumsen. Dyrenes Beskyttelse oplever i forbindelse med skilsmisser at få indleveret hunde af deres juridiske ejere, som på den måde ønsker at straffe ekspartneren ved at sikre, at vedkommende ikke kommer til at se hunden mere.

Foreningen har en aftale med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) om at passe voldsramte kvinders kæledyr på et internat, herunder hunde, mens kvinderne selv opholder sig på et center. Kvinderne kan dermed bedre forlade en voldelig mand uden at skulle bekymre sig om hunden – og derefter få tid til at finde en længerevarende løsning. 

VUF, VÆRN OG VELFÆRD

Folketinget vedtog i 2020 en såkaldt dyrevelfærdslov, som erstatter den mere end 100 gamle dyreværns­lov. Som det første land i verden er det skrevet ind i loven, at dyr er både ”levende og sansende væsner” og altså i stand til at føle og opfatte eller sanse både glæde og smerte. Det er en såkaldt rammelov, hvor Folketinget giver den til enhver tid siddende fødevareminister bemyndigelse til at fastsætte konkrete regler for dyrevelfærden for alt fra mindre kæledyr og hunde til de mange millioner dyr i dansk landbrug.

I USA VISER en undersøgelse, at mellem 25 og 40 procent af de ægtefæller, der bliver i et voldeligt forhold, gør det af frygt for, hvad der skal ske med kæledyret. Og i en anden amerikansk undersøgelse svarede 40 procent af de adspurgte kvindelige gifte hundeejere, at de fik større emotionel støtte fra deres hund, end de fik fra deres ægtefælle.

Pet nups og almindelige ægtepagter – nu med hund – kendes fra USA og flere europæiske lande, hvor stadig flere benytter sig af, at familieretsadvokater og dyreværnsorganisationer tilbyder disse. Hvilket ikke mindst skyldes en række kendissers brug af sådanne aftaler. 

”Vi vil altid være taknemmelige for den kærlighed, vi har delt, og vil altid arbejde sammen om at opdrage vores to smukke hunde,” skrev skuespillerne Christina Hendricks og Geoffrey Arend i en fælles erklæring, da de gik fra hinanden i 2019 efter 10 års ægteskab. 

Retten til yorkshireterrierne Boo og Pistol var også en del af skuespillerne Johnny Depp og Amber Heards omstridte og verdensudbredte skilsmisse (hun fik hundene samt hesten Arrow).

”Selvom man har lavet en sådan aftale i ’fredstid’, vil der dog stadig kunne være en række spørgsmål, når man bliver skilt, i forhold til dyrelægebehandling, foder og i sidste ende, hvornår man så skal afslutte livet,” siger Jens Jokumsen, der selv har to Jack Russell-terriere, Kalle på 11 år og Karla på halvandet.

”Der oplever jeg tit, at det er den part, som ikke længere har Fido i hverdagen, som mener, at nu skal han have fred. Men det synes den anden part ikke. Det kan man også blive uvenner over, så en aftale om at dele ejerskabet og samværet løser ikke alt,” siger Jens Jokumsen.

DET ANSLÅS, at der i Danmark er godt 800.000 hunde. Dog kendes det præcise antal ikke, eftersom mange hundeejere ikke afmelder deres døde hunde i Dansk Hunderegister.

Men hvor mange danskere ville herhjemme benytte muligheden for at tegne en pet nup, hvis – eller når – en sådan aftale bliver en realitet? Nok ikke så mange, lyder det fra formanden for Danske Familieadvokater, Anne Broksø.

”Det er ikke noget, folk kommer til at stå i kø for at bruge. De fleste mennesker lever ikke i den juridiske verden, hvor man husker på den slags. Nu siger jeg noget, som nok bærer præg af, at jeg ikke er hundeejer, men spørgsmålet er, hvor mange penge du vil bruge på at få hunden, hvis du kommer op og slås med ekshustruen eller eksmanden. Hvor mange vil bruge ressourcer på en advokat med en dyr timeløn for at få hunden? Dér tror jeg, at mange alligevel trækker sig.”

Alternativet er måske en egentlig bestemmelse i familieretten som i flere amerikanske delstater eller i en række europæiske lande som Schweiz, hvor retten til en hund tilfalder den part, der kan tage sig bedst af den ”ud fra et dyrevelfærdssynspunkt”.

Sidstnævnte tror Anne Broksø dog ikke på kommer til at ske. Ikke foreløbig. Det folkelige pres er der ikke, mener hun, og i forvejen er lovgivningen inden for familieretten præget af lang holdbarhed. Senest blev ægtefælleloven ændret i 2018 efter at have eksisteret næsten uændret siden 1922.

HVOR ER HUNDEN BEGRAVET?

Hunden er den nærmeste slægtning til ulven. Det antages, at ulve for 12.000-15.000 år siden knyttede sig til mennesker. Det ældste arkæologiske fund af en hund begravet sammen med et menneske er 10.000 år gammelt og stammer fra Israel.  Herhjemme blev hunden almindelig som kæledyr i begyndelsen af 1800-tallet, hvor der blev indført en hundeskat. Når ejerne havde betalt afgiften, modtog de som kvittering et hundetegn, som hunden bar i sit halsbånd. Hundeskatten blev afskaffet 1. januar 1970.

UNDER CORONAKRISEN blev hunde en slags levende lykkepille i pels. Sidste år blev der registreret 79.122 nye hunde i Dansk Hunderegister, hvilket var en stigning på 25 procent fra 2019 – før coronakrisens start. 

”Når verden er urolig og skummel, tyr vi til det nære og trygge – og det er det, som hunden repræsenterer. Hvilket også gør sig gældende i en skilsmissesituation, og derfor har så mange så svært ved at give slip,” siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub. 

Fra foreningen, der har 30.000 medlemmer, lyder også en advarsel mod at tro, at en pet nup eller en ændring af loven løser alle problemer med skilsmissehunde. 

”Det er en balancegang,” siger Lise Lotte Christensen.

”Det er godt at kende sin ret. Men når det gælder ansvaret som hundeejer, skal man i lige så høj grad kende sin pligt: Nemlig at man bør sætte hundens tarv først. Hvis noget står i en lov, risikerer man lidt at blive fritaget for selv at tænke på sin pligt i en skilsmissesituation – altså at hundens trivsel i hverdagen vægter rigtig højt. Når det er sagt, laves de bedste aftaler i fredstid, og det gælder også aftaler om, hvad der skal ske med hunden i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald.”

Adfærdskonsulenten anbefaler altid, at den ene af parterne får hunden på fuld tid, og at den anden bliver hundepasser, når der er brug for det. Hunde har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed. Selv har Lise Lotte Christensen to golden retrievere, Fiona på 10 år og Darleen på seks.

”Der er ofte stor berøringsangst ved at tale om det her. Men jeg plejer at anbefale, at man tænker over det, taler om det og meget gerne skriver det ned. Man kan jo ændre det hen ad vejen, hvis man finder på ny aftale.”

HUNDE SOVER I DAG mange steder med i sengen, de får jule- og fødselsdagsgaver, de sidder med ved bordet, og når hunde dør, bliver de stadig oftere begravet på dyregravpladser. Vores forhold til dyr kan i det hele taget vække mange stærke følelser, men sådan var det ikke for 30 år siden, da Peter Sandøe blev formand for Det Dyreetiske Råd i 1992.

”Dengang emmede dyrevelfærd af hønsestrik og hattedame,” siger Peter Sandøe, der peger på, at næsten alle partier i dag har en dyrevelfærdsordfører, og at emnet er dagsordensættende, men én ting har ikke ændret sig: Modsat lande som USA går vi mere op i dyrevelfærd end dyrerettigheder. Dyrenes Beskyttelse er for eksempel en dyrevelfærdsorganisation.

”Vi er tættere på bondesamfundet. Dyr er dyr, og mennesker er mennesker,” siger Peter Sandøe, der dog mener, at den danske stat i 2019 gik ”full monty på den amerikanske model” med købet af cirkuselefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt kamelen Ali. 

Elefanterne, som tilhørte Cirkus Arena og Cirkus Trapez, blev pludselig arbejdsløse, da Folketinget i 2018 forbød eksotiske dyr i cirkus. Efter lange tovtrækninger og en pludselig fnisegrinende statsminister i Folketinget lever dyrene i dag i Knuthenborg Safaripark. Det var aldrig på tale at aflive elefanterne, som det skete med giraffen Marius, da han i 2014 kom i ’overskud’ i København Zoo.

”Det er der, hvor vi er på vej hen. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Peter Sandøe. 

Får han ret, vil særligt hunde stå forrest i rettighedskøen.
Men hvad med skilsmisseparret Lene Boutrup og Jørgen Koldt og deres West highland white terrier Rosa? De to endte med at finde hinanden efter seks års adskillelse og bor nu atter sammen. Rosa døde i 2019.

”Jeg savner hende stadig,” siger Lene Boutrup.

/

Kraftspring

”Atomkraft? Nej tak,” sagde danskerne for 40 år siden, men i skyggen af en voksende klima- og energikrise er debatten vendt stærkt tilbage med gamle skræmmebilleder og ny teknologi. Er atomkraft en nødvendig energikilde til at sikre en bæredygtig fremtid? Eller er den for dyr, for besværlig og ikke mindst for farlig? Ud & Se forsøger at finde ind til kernen.
Tekst:Benjamin Dane

SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.

”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.

Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”

Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.

I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.  

Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?

Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.

”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”

Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.  

”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”

Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:

”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”

Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.

VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.

”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen. 

”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.

”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.

Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”

Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.

MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst. 

Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.

Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.

”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”

Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.

GRØN ELLER SORT? 

Atomkraft er ifølge Oxford Universitys statistikbank, Our World in Data, en af de mest CO2-neutrale energikilder målt i udledning per gigawatt-time. Samtidig viser tal fra Oxford University, at atomkraft er en af de energiformer, der har kostet færrest liv i forhold til den mængde energi, den har produceret. Universitetet har regnet på, hvor mange der hvert år ville dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 mennesker:

Kul: 25 mennesker
Olie: 18 mennesker
Gas: 3 mennesker
Biomasse: 5 mennesker
Vindkraft: 1 menneske per 25 år
Atomkraft: 1 menneske per 33 år
Solkraft: 1 menneske per 50 år

Kilde: Oxford University

PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.

”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.

Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.

”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”  

March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver

16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.

I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid. 

”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:

”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”

Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.

”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”

Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

KRAFT OG KATASTROFER

Mest berømt og berygtet er atomulykken i Tjernobyl. Natten til 26. april 1986 nedsmeltede reaktor 4 og slap store mængder radioaktivitet løs i atmosfæren. Sovjetiske myndigheder skjulte ulykken, der kostede 56 personer livet og førte til mindst 1.800 bekræftede tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn. Et område i en radius på 30 kilometer fra atomkraftværket blev evakueret og er fortsat erklæret ubeboeligt, selvom et mindre antal ukrainere fortsat lever i den lukkede zone. Ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA er det samlede dødstal 4.000-9.000. En Greenpeace-rapport fra 2006 estimerer imidlertid, at 93.000 risikerer at dø af strålingsrelaterede sygdomme.

Syv år tidligere, i 1979, svigtede en kølevandstilførsel på atomkraftværket Harrisburg på Three Mile Island i USA, og efterfølgende blev der begået menneskelige fejl, som førte til en delvis nedsmeltning af reaktoren. Det var udslip af radioaktivitet, men kun meget begrænset udslip i miljøet uden for anlægget. Oprydningen efter ulykken sluttede i 1993 og anslås at have kostet en milliard dollar.

I 2011 blev Japan ramt af et jordskælv i havet nordøst for Fukushima, der målte 9.0 på Richterskalaen. Jordskælvet skabte en tsunami, der oversvømmede det nærliggende atomkraftværk og medførte en delvis nedsmeltning samt en brinteksplosion i to af reaktorbygningerne. Radioaktivt materiale blev sluppet løs i atmosfæren, og tusinder af mennesker blev evakueret fra nærområdet. Oprydningen efter ulykken pågår fortsat og ventes at tage yderligere 30-40 år – og koste op mod 1.000 milliarder kroner. 2.202 døde, mens én person siden er død af kræft fra stråling.

Kilder: IAEA, Oxford University, United States Nuclear Regulatory Commission, Der Spiegel, The New York Times, Stanford University

DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer. 

”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”

I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.

”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg. 

Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.

GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.

”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.

Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.

Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.

”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.

De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.

”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.

Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver

SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.

”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.

Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.

”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.

Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.

”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.

At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:

”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.” 

I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.

”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”

JA ELLER NEJ

For:

• Atomkraftværker er så godt som CO2-neutrale
• Kan levere stabil elektricitet og varme
• Har lang levetid og er billige i drift
• Producerer store mængder energi
• Forurener mindre end kul, olie og gas
• Radioaktivt affald kan genbruges som brændsel i visse reaktorer

Imod:

• Atomkraftværker er meget dyre og ikke specielt klimavenlige at bygge
• Radioaktivt affald skal opbevares i mange tusind år
• Risikoen for ulykker er lille, men konsekvenserne kan være store
• Uran er besværligt, beskidt og ressourcekrævende at udvinde
• Uranberigelse er en vanskelig proces, der kræver særligt udstyr, som kun få lande i verden råder over

Kilder: IAEA, Niels Bohr Institutet, Stanford University

Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver

UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn. 

At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.

”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.

”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”

Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.

”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”

HVAD MED  TYSKERNE?

I kølvandet på ulykken i Fukushima besluttede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen at udfase atomkraft i Tyskland. I dag er der kun tre aktive atomkraftværker tilbage i landet. De skulle have været lukket 31. december i år, men på grund af energikrisen har den tyske forbundsregering valgt at holde liv i to af kraftværkerne til foreløbig april 2023. På trods af en grundlæggende atomskepsis i nabolandet mod syd støttede 60 procent af tyskerne ved redaktionens slutning en forlængelse af de eksisterende atomkraftværker. Ifølge Holger Sandte, der er født i Tyskland, men arbejder i Danmark som chefanalytiker for EKF Danmarks Eksportkreditfond, kommer en større revival af atomkraft nok ikke til at ske i Tyskland: ”Men det har vist sig at være en fejlslagen strategi at satse på især russisk gas. Nu står Tyskland med en stor udfordring.”

ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.

”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.

Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.

”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.

Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.

Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.

Barsebäck, oktober 2022.

TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.

En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”

/

Ovenfra og ned

Med 200 km/t og åbent vindue i alt slags vejr er Nicolas Cosedis fløjet hen over hele Danmark med en pilot og sit kamera. Året rundt har han fotograferet vores land, som ellers kun fuglene ser det, og de kærlige knips af kirkegårde, boligkvarterer, kuttere og kyststrækninger er samlet i udgivelsen ’Danmark fra skyen’ med tekster af Pernille Stensgaard. Velkommen om bord.
::

THORUP STRAND

Thorup Strand i Jammerbugten, hvor fiskerne stadig trækker deres kuttere op på land. De smukke buttede havbåde på stranden er et usædvanligt syn, et sus fra gamle dage. Fiskerlejets karisma er forstærket af tv-serien ’Gutterne på kutterne’ (2015-) om fem unge fiskere fra Thorup Strand. De er mediedarlings med skæg og kasketter, vores egen tids beundrede skagensfiskere med egen facebookside. Thorupfiskerne bruger skånsomme fangstmetoder og fører en daglig kamp mod de ødelæggende hollandske bomtrawlere. Bådene trækkes ud i Skagerrak af et spil på land forbundet med en wire forankret ude i vandet. En bulldozer slæber dem på land igen. I gamle dage foregik alt med håndkraft.

Mols Bjerge.

Rold Skov.

Faxe Kalkbrud.

Sankt Jørgens Sø, København.

HÅRNÅLESVINGET I GUDHJEM

Gudhjem går for at være landets eneste bjergby og har en fantastisk bjergvej med to hårnålesving, sprængt ind i Bokul-klippen i 1967. Vejen kaldes Serpentinervejen, formelt Nørresand, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5, det tætteste, vi kommer på en bjergvej i Danmark og cirka på Alpe d’Huez-niveau. Om sommeren er den ensrettet (nedefra), og det er ulovligt at cykle ned ad den. Klippeøen Bornholm har danmarksrekord i hårnålesving: Hele syv er der ifølge danskebjerge.dk, mens Sjælland for eksempel kun har to.

Gudhjem kliner sig op ad fjeldet, og nogle af byens smukkeste haver er sprængt ind i klipperne. Hovedgaden er også usædvanlig stejl med sin stigning på 10 procent; på glatte vinterdage kan den være umulig at komme op ad. Størstedelen af Danmarks landskab kan forklares med istidens gletsjerbevægelser. Fjeldet kom før isen og kunne modstå presset fra den. Derfor kan man på Nordbornholm og især på Hammerknuden se landets ældste landskab. Ren granit dækket af et tyndt lag jord.

Klippeløkken Stenbrud, Rønne.

CRH Concrete A/S, Viby Sjælland.

De Runde Haver i Nærum.

Urtehaven, Fredensborg Slot.

Urtehaven, Fredensborg Slot; Bispebjerg Kirkegård, København.

Haderslev Fjord.

Klaus Nars Holm, Farum Sø.

Furreby Kystbatteri, Løkken.

Tisvildeleje.

Skovshoved Havn.

’Danmark fra skyen’ af Nicolas Cosedis med tekst af Pernille Stensgaard er udgivet af Strandberg Publishing. Fotos og tekst på disse sider er fra bogen.

/