JEG HAR FISKET, siden jeg var dreng i Esbjerg. Min far tog min bror og mig med ud. Vi cyklede ned til havnen, købte sandorme og kunne fange fladfisk, ulke og torsk fra molen. Senere, da jeg flyttede til Sjælland, fortsatte jeg med at fiske ved kysten. Det har i mange år været en fritidsinteresse ved siden af mit job som kriminaltekniker i NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet, red.), hvor jeg hjælper de forskellige politikredse i landet med at undersøge gerningssteder.
I 2006 købte jeg en lille jolle med motor, som ligger i Mosede Havn, en lille lystbådehavn tæt ved Greve, hvor jeg bor. I den begyndte jeg at lave trolling-fiskeri i Køge Bugt. Man trækker blink efter båden og håber, at der hopper en havørred eller en torsk på.
Det plejede der at gøre. Men for cirka 10 år siden blev det sværere. Så svært, at det til sidst nærmest var umuligt at fange en torsk i Køge Bugt. Dem, man fik, var små. I 2017 blev der indført kvoter på torsk for lystfiskere. Først måtte man fange fem, så tre, så én, og i dag er der nulkvote. Man må ikke tage en eneste torsk med hjem. Men der er aldrig rigtig nogen, der har målt, hvor mange torsk der faktisk var derude, da man indførte begrænsningerne. Man måler på, hvor mange der bliver fanget. Ikke hvor mange der er.
Når jeg taler med ældre fiskere nede ved havnen, fortæller de om dengang, de kunne sejle ud og fylde en spand med torsk på en formiddag. I dag er det umuligt. Der er mange forklaringer. Kystfiskeren peger på trollingfiskeren. Trollingfiskeren på fritidsfiskeren. Hvis det ikke er dem, er det sælerne. Eller skarven. Det er i hvert fald ikke os selv. Sådan har det det med at være.
Foto: Julie Zofia Paamand
JEG BEGYNDTE at tænke: Hvad kan man egentlig gøre? Og hvad er årsagen? Jeg læste en artikel om et genoprettet stenrev ved Læsø, Blue Reef. I årtier har man fisket sten op fra havbunden og brugt dem til moler og kystsikring. Det var ikke ulovligt – indtil 2009. Men når mange nok gør det længe nok, forsvinder stenene. Og med stenene forsvinder grundlaget for livet. Torsk er en revfisk. Den kan lide sten og huler. Det ved enhver, der har fisket.
På Als havde en forening etableret nye stenrev og fået dokumenteret, at det gav mere liv. Jeg kontaktede en forsker på DTU Aqua og spurgte, om Køge Bugt kunne være egnet til det samme. Det kunne den, sagde han. Der fandtes endda en rapport, der pegede på, at bugten var velegnet til at etablere stenrev – til gavn for både havmiljø og turisme.
I juni 2020 stiftede jeg Køge Bugt Stenrev. Jeg skrev på Facebook, at jeg ville arbejde for havmiljøet i Køge Bugt, og der gik ikke længe, før fiskere, dykkere, biologer, folk fra Danmarks Naturfredningsforening og erhvervsfolk meldte sig. Vi fik en hjemmeside og begyndte at søge penge.
KØGE BUGT ER plastret til med interesser: fiskeriområder, sandsugning, klappladser, havvindmøller, kabelkorridorer. Hver gang vi pegede på et område, var der noget, vi skulle tage hensyn til. Kyst-direktoratet skulle have ansøgninger. Projekterne kom i høring. Fiskeristyrelsen, Søfartsstyrelsen og andre myndigheder havde bemærkninger. Staten lavede en ny havplan, som rykkede rundt på tingene undervejs. Nogle steder protesterede borgere, fordi de var bange for at træde på sten, når de badede. Men vi fik bevillinger fra blandt andet Nordea-fonden og Velux Fonden.
Det første stenrev, ud for Jersie Strand, blev lagt ud i 2023. Siden er der kommet flere til, og i dag er der ni stenrev fordelt over hele Køge Bugt. Et af dem er et såkaldt biogent rev på otte meters dybde, hvor vi følger udviklingen og undersøger, hvordan muslinger og tang etablerer sig.
Når man skal etablere et stenrev, kræver det tegninger, forundersøgelser og scanninger af havbunden. Har man mange penge, kan man købe sten i Norge og få dem sejlet hertil. Det havde vi ikke. Ukraine-krigen fik priserne på materialer til at stige, og pludselig rakte bevillingerne ikke så langt. Så vi begyndte at indsamle sten via donationer. Entreprenører, VVS-firmaer og byggeselskaber ringede, når de havde store sten i overskud. Frivillige stillede arealer til rådighed, hvor vi kunne samle dem.
Foto: Hedeselskabet
DE BEDSTE STEN vejer mellem 500 kilo og et ton. De skal være store nok til at ligge stabilt og kunne stables, så der opstår huler. Det er hulrummene, der er afgørende. De små fisk skal kunne gemme sig. De større fisk skal kunne stå i læ og spare energi. Tang skal have noget hårdt at hæfte sig på, for tang har ikke rødder.
Når vi lægger stenene ud, går der ikke længe, før der sker noget. Allerede efter få måneder er der tang på. Muslinger sætter sig fast af sig selv. Rejer, krabber, tangnåle og kutlinger flytter ind. På de dybere rev på 10 meters vand har vi set fine bestande af mindre torsk.
Jeg har haft akvarier, siden jeg var barn. Hvis man vil have guppy-unger til at overleve, skal de have planter at gemme sig i. Det samme gælder i havet. Jo flere dage en lille torsk overlever, desto større er chancen for, at den selv bliver stor og kan gyde. Vi giver dem skjul og føde. Om det er nok til, at man på et tidspunkt kan begynde at fiske torsk i Køge Bugt igen, ved vi ikke endnu. Der mangler data. Det er noget af det, der har overrasket mig mest i hele processen: hvor lidt viden der egentlig findes om vores kystnære hav. Derfor laver vi selv undersøgelser af fisk, bundforhold og tangudvikling på vores rev. Vi vil gerne måle, om det faktisk virker.
Foto: Hedeselskabet
JEG FISKER NÆSTEN IKKE selv længere. Det er få dage om året, jeg kommer ud. Det ser sløjt ud derude. Men jeg har stadig min båd. Når jeg har politikere med ude ved revene, bliver de overraskede. De forstår, at der skal gøres noget. Vi har blandt andet været med til at få stoppet råstofindvinding ud for Køge. Staten har afsat 10 millioner kroner til at naturgenoprette et område, der har været udsat for sandsugning. Det er en kæmpe gulerod for mig. Det viser, at det nytter at blive ved.
Jeg vil gerne kunne fange en torsk igen. Tage min søn eller datter med ud. Se dem få en fisk på krogen og tage den med hjem og spise den. Der er en lille jæger i os alle. Men det handler også om noget større. Om at komme ud at opleve naturen. Det er ikke kun lystfiskere, der har glæde af et levende hav. Planeten overlever jo nok uden os. Men hvis vi selv vil have et ordentligt liv her, skal vi behandle havet og naturen ordentligt.
