Kan du huske et af de første opkald, der gjorde indtryk på dig?
”Kort tid efter jeg var startet, fik jeg et opkald om cirka 20 kasser levende krabber, der stod i ba-gende sol på en havnekaj. Uden vand. Jeg blev sendt derover, og stemningen blandt de lokale fiskere var ubehagelig. De mente ikke, jeg skulle blande mig. Jeg ringede til min daværende områdeformand, som sagde, at krabberne skulle sættes ud igen, for det var ulovligt. Jeg fik hjælp af Falck, og politiet måtte også møde op, fordi fiskerne blev lidt for nærgående. I situationen tænkte jeg kun på at hjælpe dyrene. Først bagefter tænkte jeg: ’Hold da op, de var sure.’”
Hvordan blev du en del af Dyrenes Beskyttelse?
”Jeg har været medlem, fra jeg var ganske ung, og aktiv som frivillig i 14 år. Jeg startede som kredsassistent, siden blev jeg kredsformand, og i dag er jeg områdeformand i Nordsjælland og sidder også i bestyrelsen. Jeg tager i gennemsnit mellem 250 og 300 sager om året i vores beredskab.”
Hvad er det typisk for sager, I får ind?
”Det kan være alt fra landbrugsdyr til familiedyr. Med landbrug er det tit sådan, at nogle kører lige på grænsen af, hvad der er lovligt. Dyrene er lige lidt for tynde. Det kan være svært, for de holder sig på kanten, og nogle landmænd er ikke særlig samarbejdsvillige. Jeg havde en sag, hvor jeg kunne se to meget magre køer ude fra vejen. Ejeren ville ikke lukke op og fik sine store hunde til at hoppe op ad døren og gø ad mig. Min mavefornemmelse sagde, at der var noget helt galt. Sagen blev politianmeldt, og Fødevarestyrelsen rykkede ud. Det viste sig, at der stod en hel lade med radmagre køer. Nogle måtte aflives på stedet, fordi de ikke kunne rejse sig. Sådan en sag er man glad for at få stoppet. Ejeren fik en kæmpe bøde, og domstolene er også blevet gode til at fratage folk retten til at have med dyr at gøre i nogle år.
I private hjem er det meget sjældent, at folk bevidst er onde ved deres dyr. Det er uvidenhed, sygdom, alder. Det kan vokse dem over hovedet. En hund med negle, der er vokset ind. En kat, der ikke er kommet til dyrlæge. Der kommer vi for at hjælpe, ikke for at skælde ud. Vi er jo ikke en myndighed.”
Hvem er det, der ringer til jer?
”Naboer, folk, der kører forbi en mark med køer, mennesker i lokalområdet. Børn er faktisk begyndt at finde ud af, at der er noget, der hedder 1812, de kan ringe til, hvis de ser et dyr i nød. Men vi ser desværre også meget chikane. Jeg vil sige, at i hvert fald halvdelen af sagerne kan være nabostridigheder. Så må vi køre ud, konstatere, at der ikke er noget galt, og sige det. De fleste tager det heldigvis pænt og synes trods alt, det er godt, at vi rykker ud, når vi får en bekymringshenvendelse.”
Hvordan vurderer du, hvornår der skal gribes ind med det samme?
”Vi har ikke selv lov til at fjerne dyr, og vi må ikke gå ind på privat område uden tilladelse. Skal et dyr fjernes, skal politiet ind over. Jeg var ude hos en hund med en stor kræftsvulst på halsen, som var sprunget op. Det løb med materie ud på gulvet. Ejeren mente, at hunden havde det fint, fordi den stadig spiste. Jeg forklarede, at det sidste, et dyr holder op med, er at spise. Den spiser, til den falder død om – det er dens instinkt. Han nægtede at ringe til en dyrlæge og bad mig gå. Jeg gik ud i min bil og ringede til politiet. De rykkede ud med det samme, og hunden blev aflivet.”
Merete Rask Egholm og Peanut. Foto: Privat
Hvad gør det ved dig at se den slags?
”Det gør ondt, at nogen ikke kan se, at det er helt galt. Jeg har tit siddet i min bil på vej hjem og råbt og skreget og tudet. Det, der holder mig oppe, er, at jeg fik gjort en forskel. Vi holder også kredsmøder, hvor vi mødes og taler om, hvad vi har været ude for. Der er indimellem nogen, som har brug for at komme af med et eller andet.”
I har også sociale sager. Hvad dækker det over?
”Det kan være en, der skal indlægges akut og har en kat eller hund. Eller en, der skal ind at sidde. Så hjælper vi med nødpasning i op til syv dage på vores internat i Roskilde. Ejeren skriver under på, at vi passer dyret i den periode. Ofte henter vi dyret. Hvis det viser sig, at ejeren ikke kommer hjem igen, måske fordi vedkommende skal på plejehjem, finder vi et nyt hjem til dyret.”
Hvordan oplever du udviklingen – er der kommet flere sager?
”Der er kommet flere grove sager. Jeg ved ikke, om det handler om økonomi eller tid, om folk ikke magter tingene. Men jeg synes, der er flere dyreværnssager i dag, end da jeg begyndte. Vi løber meget stærkt, så jeg er hele tiden ude at rekruttere nye frivillige. De skal igennem uddannelse og lære vores retningslinjer og værdier. Især respekt er vigtigt – både for dyret og for det menneske, vi kommer hos.”
Hvad skal man som almindelig borger være opmærksom på, hvis man mistænker, at nogen mishandler deres dyr?
”Hvis det handler om landbrugsdyr, kan man kigge på dyrets huld (hvor tykt eller tyndt dyret er, red.). Ser dyrene meget magre ud? Står køerne og brøler hele tiden? Det kan være tegn på, at de ikke får nok at spise eller drikke. Man må hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Med familiedyr: Ser hunden bange ud? Kryber den hen ad jorden? Er pelsen og kløerne i orden?”
Hvilken forskel føler du, I gør?
”Vi ved godt, at der er sager, vi ikke opdager. Men vi kan jo kun rykke ud til de sager, vi får besked om. Og for det enkelte dyr kan det være forskellen på liv og død.”
