Indlæg

Det begyndte med et hold ukrainske flygtninge i en autocamper. I dag leverer Jesper Tullin og foreningen Ukraines Fremtid ambulancer og livsvigtigt udstyr til soldater ved fronten.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EGENTLIG HAVDE HAN købt sin autocamper under pandemien og troede, at han skulle bruge den til at tage på ferie i i stedet for at flyve. Men i starten af marts 2022, en uge efter at Rusland havde påbegyndt invasionen af Ukraine, sad Jesper Tullin bag rattet på vej mod Polens sydøstlige grænse med alt andet end ferie som formål. TV 2 News var med og sendte live fra bagsædet. Resten af bilen – og 6-7 andre køretøjer – var fyldt med medicin, tøj og andet udstyr.

”Inden krigen brød ud, havde der jo været en lang periode med risiko for, at russerne ville angribe, så da invasionen kom, var vi allerede klar,” siger den 59-årige selvstændige ejendomsudvikler om den gruppe af forretningsfolk og venner, der sammen var blevet enige om, at hvis Rusland gjorde alvor af truslerne, måtte de gøre noget.

De havde skrevet ud i deres netværk, og hjemme hos Jesper Tullin i Vedbæk var der blevet afleveret medicin fra private læger og medicinalfirmaer, som havde tømt hylderne. Der var tøj, og en af bilerne kørte med en hestetrailer med en motorcykel, hvis de ikke kunne komme det sidste stykke frem til grænsen i bil på grund af kø. De havde også diesel med i store dunke, for ingen anede, om det ville være muligt at tanke.

 

Jesper Tullin med hjelm og skudsikker vest.

”Jeg kan huske, at jeg var noget bekymret for, at vi ville ende med bare at være i vejen,” fortæller Jesper Tullin. På det tidspunkt lød advarslen fra myndigheder og nødhjælpsorganisationer da også, at private ikke skulle sætte kurs mod grænsen. Systemet var i gang. Der var styr på det. Man ville bare gøre situationen værre. Men da de kom frem, var der ingen lange køer, blot forvirring og mennesker – primært kvinder – der stod med tasker og små børn og ingen plan. Hvis nogen havde styr på tingene, tænkte Jesper Tullin, var det ikke helt til at få øje på.

Gennem beskeder og kontakter – på Facebook, Telegram, Signal, hvad der nu virkede – fik han og vennerne kontakt til ukrainere, der ønskede at flygte til Danmark. De samlede kvinder og børn op, fandt et sted, hvor de kunne få ro, og da der var nok, kørte de hjem.

”Vi havde vel 25 personer med i bilerne,” siger han.

 

Typisk leverance: rygsække, mobile ultralydsscannere, blodvarmersystemer, kirurgisk udstyr.

DET GIK HURTIGT op for Jesper Tullin og hans venner, at det ikke var en skalerbar model. De kunne køre langt, bruge mange penge – og stadig kun hjælpe ganske få mennesker. Efter den første tur lavede de derfor en aftale med Vikingbus, som den næste måneds tid kørte frem og tilbage mellem grænseområderne og Danmark. Imens samlede gruppen flygtninge op og transporterede dem til en sikker facilitet. Der var frivillige læger og sygeplejersker med på næsten alle ture.

”Vi fik fragtet ca. 400 flygtninge til Danmark på den måde, men efter 3-4 uger begyndte nødhjælpsorganisationerne og FN-forbundet at få tingene sat i system, og vi besluttede at tage hjem,” fortæller Jesper Tullin.

I stedet brugte han måneder på alt det, der kommer efter flugten: indkvartering, skolepladser, møder med kommunen, psykologhjælp. Og på at få hverdagen til at hænge sammen for de familier, de havde taget med hjem. ”Men det var jo kun kvinderne og børnene, der var i sikkerhed,” som Jesper Tullin siger. Deres mænd, fædre, brødre og sønner var stadig i Ukraine og kæmpede ved fronten.

”Vi blev enige om, at det bedste, vi kunne gøre, var at forsøge at hjælpe dem.”

FRONTLINJER

Ukraines Fremtid er en dansk humanitær forening, der arrangerer nødhjælpsture og leverer udstyr til fronten, hospitaler og medicinske teams i Ukraine. Jesper Tullin er en ud af fire stiftere af foreningen.

Ifølge foreningen har den arrangeret 30 nødhjælpsture og leveret blandt andet ambulancer, medicinske tasker, bandager og udstyr til blodtransfusioner.

Foreningens arbejde kan støttes enten med engangsbidrag eller et fast medlemskab med månedlig betaling. Læs mere på ukrainesfremtid.dk

Den første tur med humanitær bistand ind i Ukraine var i februar 2023, et år efter krigens udbrud. Jesper Tullin tog af sted med to venner og en dansk-ukrainsk kvinde, der stammer fra byen Tjerkasy ved Dnepr-floden i det centrale Ukraine, hvor turen gik til. Med sig havde de alt fra generatorer til Lego-klodser og medicin.

De vidste ikke helt, hvad de gik ind til.

”Vi havde jo den der forestilling om, at lige så snart vi kom over grænsen, ville granaterne flyve om ørerne på os, men sådan foregik det heldigvis ikke,” siger Jesper Tullin. 

Alligevel var det et land, der bar præg af krig, som mødte dem med det samme, de kom over grænsen – og blandt andet blev instrueret i ikke at hjælpe hinanden, hvis en af dem blev ramt af en snigskytte.

”Hvis en af os blev skudt og lå der, måtte de andre ikke gå hen og hente ham. Det ville bare betyde, at de selv blev de næste.”

På vejen gennem Ukraine var der vejspærringer og mange tegn på kampe. Nogle af de steder, de kom på vejen til Tjerkasy, havde russerne været inde og var blevet slået tilbage. Blandt andet var Jesper Tullin og hans venner i Butja vest for hovedstaden Kyiv, hvor russiske styrker i foråret 2022 massakrerede flere hundrede civile. Jo længere østpå de kom, desto tydeligere blev krigens spor. Undervejs fik de kontakter, som hjalp dem til at komme videre – blandt andet mødte de guvernøren for Tjerkasy. De blev eskorteret til en militærbase, hvor de kunne aflevere deres medicinske udstyr.

På basen spiste Jesper Tullin frokost med helt unge ukrainske mænd, som var på vej til fronten i Bakhmut, der i månedsvis dannede ramme om så brutale kampe og med så mange dræbte, at området blev kaldt ’Kødhakkeren’. Da de havde spist, gik gruppen med hen til et lille kapel, hvor soldaterne bad en sidste bøn, inden de skulle af sted. Mange af dem tog afsked med hinanden, vel vidende at de med stor sandsynlighed ikke ville komme hjem igen.

”Det gav altså et sug i maven på en helt speciel måde,” siger Jesper Tullin. 

 

 

DET, DER STARTEDE med en tur til den polske grænse i en autocamper, er i dag blevet til foreningen Ukraines Fremtid, som i alt har arrangeret 30 nødhjælpsture til Ukraine. Jesper Tullin har ikke længere tal på, hvor mange gange han har været i det krigsramte land, men han har efterhånden ”fået mange stempler i passet”.

Nogle af turene er omfattende – som når der for eksempel skal leveres ambulancer og andre køretøjer – mens andre er mindre, mere enkeltstående ture, der dækker mere akutte behov. Foreningens arbejde finansieres gennem private donationer og bidrag fra virksomheder og fonde, og fokus er på medicinsk udstyr – siden starten for godt fire år siden har Ukraines Fremtid blandt andet doneret mere end 9.000 bandager, 750 medicinske tasker og 28 ambulancer.

”I øjeblikket fokuserer vi meget på noget, der hedder dry plasma,” fortæller Jesper Tullin. Dry plasma er frysetørret blodplasma i pulverform. Det kan blandes op med destilleret vand og gives hurtigt, når en såret soldat bløder, og tiden er knap.

”Når du skal give en blodtransfusion, anvendes normalt frosset blod, som skal holdes frosset og tempereres. Det er svært, når du ikke har elektricitet, og der er også en masse logistik i forhold til at matche blodtyper,” forklarer Jesper Tullin. ”Dry plasma kan tåle temperaturer fra frysepunktet til plus 30 grader, og det er universelt – du skal ikke matche blodtyper.” 

I en akut situation kan dry plasma være klar på 5-10 minutter, hvor frosset blod vil tage 30-40 minutter at klargøre. Det kan være forskellen på liv og død.

”Jeg tror, vi er de eneste, der leverer det, og det er også relativt kostbart, siger Jesper Tullin, ”men det er dér, vi har fundet noget, som for alvor gør en forskel.”

 

Udbombede bygninger i Butja.

DET ER OGSÅ grunden til, at han bliver ved. Følelsen af at gøre en helt konkret forskel, se, hvor nødhjælpen ender, og mærke, hvad den betyder for de mennesker, der modtager den. 

”Hvis vi ikke gør noget her, hvad bliver så det næste?” siger Jesper Tullin. ”Hvornår er det så pludselig os selv og vores nærmeste, vi skal forsvare?”

Men det er ikke uden omkostninger at rejse ind og ud af en krigszone, igen og igen. Jesper Tullin fortæller, at han det første halvandet års tid ikke tænkte så meget over det, følte sig stærk og godt tilpas mentalt. ”Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er kommet under huden på mig med tiden. Det, man oplever, har en pris.” 

Men så ser han ukrainerne. 

”Vi arbejder med folk, der har været i krig nonstop i fire år. Når de har ferie, har de en uge, hvor de får lov at være 100 kilometer væk fra fronten og sove lidt mere, end de plejer. Når man ser de ofre, som de yder, føler man, at det trods alt ikke koster ret meget for én selv.”

Jesper Tullin ved dog også godt, at det kan være risikabelt at sammenligne ens egen indsats med ukrainernes.

”Det kan gå hen og blive en blankocheck til, at man bare deltager i hvad som helst. Sandheden er jo også, at mange af de ukrainere, jeg taler om, aldrig kommer til at blive normale mennesker med en normal tilværelse igen.”

Hvordan forholder I jer til tidshorisonten? Ingen ved jo, om det her kommer til at vare et, to, fem eller 10 år endnu.

”Vi gør os overvejelser hele tiden, for ingen i gruppen – bortset fra en enkelt – har militær eller lægefaglig baggrund, og ingen af os er vant til, at krig fylder så meget i vores liv. Men vi arbejder ud fra den opfattelse, at et liv, vi kan være med til at redde i dag, er lige så meget værd som et liv, vi var med til at redde for fire år siden. Vores arbejde bliver jo heller ikke mindre vigtigt, uanset om Ukraine vinder eller ej.”

Indtil videre lægger Ukraines Fremtid planer for et år ad gangen. Nødhjælpsture for resten af 2026 er planlagt, derefter vurderer man, om opbakningen stadig er stor nok til, at projektet kan fortsætte. På årets første store tur skal fem ambulancer og en større mængde dry plasma leveres til fronten. Jesper Tullin skal selv af sted igen.

Da torskene forsvandt fra Køge Bugt, tog 57-årige Allan Scheller affære. Han står bag foreningen Køge Bugt Stenrev, der har samlet tonsvis af kampesten og lagt dem tilbage på havbunden i håbet om, at fiskene – og livet – vender tilbage.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Køge Bugt Stenrev

JEG HAR FISKET, siden jeg var dreng i Esbjerg. Min far tog min bror og mig med ud. Vi cyklede ned til havnen, købte sandorme og kunne fange fladfisk, ulke og torsk fra molen. Senere, da jeg flyttede til Sjælland, fortsatte jeg med at fiske ved kysten. Det har i mange år været en fritidsinteresse ved siden af mit job som kriminaltekniker i NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet, red.), hvor jeg hjælper de forskellige politikredse i landet med at undersøge gerningssteder.

I 2006 købte jeg en lille jolle med motor, som ligger i Mosede Havn, en lille lystbådehavn tæt ved Greve, hvor jeg bor. I den begyndte jeg at lave trolling-fiskeri i Køge Bugt. Man trækker blink efter båden og håber, at der hopper en havørred eller en torsk på.

Det plejede der at gøre. Men for cirka 10 år siden blev det sværere. Så svært, at det til sidst nærmest var umuligt at fange en torsk i Køge Bugt. Dem, man fik, var små. I 2017 blev der indført kvoter på torsk for lystfiskere. Først måtte man fange fem, så tre, så én, og i dag er der nulkvote. Man må ikke tage en eneste torsk med hjem. Men der er aldrig rigtig nogen, der har målt, hvor mange torsk der faktisk var derude, da man indførte begrænsningerne. Man måler på, hvor mange der bliver fanget. Ikke hvor mange der er.

Når jeg taler med ældre fiskere nede ved havnen, fortæller de om dengang, de kunne sejle ud og fylde en spand med torsk på en formiddag. I dag er det umuligt. Der er mange forklaringer. Kystfiskeren peger på trollingfiskeren. Trollingfiskeren på fritidsfiskeren. Hvis det ikke er dem, er det sælerne. Eller skarven. Det er i hvert fald ikke os selv. Sådan har det det med at være. 

Foto: Julie Zofia Paamand

JEG BEGYNDTE at tænke: Hvad kan man egentlig gøre? Og hvad er årsagen? Jeg læste en artikel om et genoprettet stenrev ved Læsø, Blue Reef. I årtier har man fisket sten op fra havbunden og brugt dem til moler og kystsikring. Det var ikke ulovligt – indtil 2009. Men når mange nok gør det længe nok, forsvinder stenene. Og med stenene forsvinder grundlaget for livet. Torsk er en revfisk. Den kan lide sten og huler. Det ved enhver, der har fisket.

På Als havde en forening etableret nye stenrev og fået dokumenteret, at det gav mere liv. Jeg kontaktede en forsker på DTU Aqua og spurgte, om Køge Bugt kunne være egnet til det samme. Det kunne den, sagde han. Der fandtes endda en rapport, der pegede på, at bugten var velegnet til at etablere stenrev – til gavn for både havmiljø og turisme.

I juni 2020 stiftede jeg Køge Bugt Stenrev. Jeg skrev på Facebook, at jeg ville arbejde for havmiljøet i Køge Bugt, og der gik ikke længe, før fiskere, dykkere, biologer, folk fra Danmarks Naturfredningsforening og erhvervsfolk meldte sig. Vi fik en hjemmeside og begyndte at søge penge.

TIL KAMP FOR TORSKEN

Køge Bugt Stenrev er en frivillig forening stiftet af Allan Scheller i juni 2020.

Foreningen, der er støttet af blandt andre Nordea-fonden og Velux Fonden, har rejst 18 millioner kroner til ni stenrev og formidlingsprojekter i alle syv kommuner i Køge Bugt-området, blandt andet stenrevet Strandgreven ved Mosede Fort nær Greve, opført af cirka 480 tons sten, Det Biogene Rev ved Solrød, hvor der dyrkes muslinger, og Klintekongen, der ligger en sømil fra Mosede Havn og er opført med sten fra blandt andet Nordhavnstunnellen.

Køge Bugt Stenrev indgår i forsknings- og udviklingsprojekter som Circle Reef, hvor forskere fra blandt andet DTU undersøger effekten af betonrev og stenrev på fisk og biodiversitet.

Foreningen har 480 betalende medlemmer. Du kan læse mere om, hvordan man støtter, på koege-bugtstenrev.dk

Kilder: Køge Bugt Stenrev, DTU, Greve Kommune

KØGE BUGT ER plastret til med interesser: fiskeriområder, sandsugning, klappladser, havvindmøller, kabelkorridorer. Hver gang vi pegede på et område, var der noget, vi skulle tage hensyn til. Kyst-direktoratet skulle have ansøgninger. Projekterne kom i høring. Fiskeristyrelsen, Søfartsstyrelsen og andre myndigheder havde bemærkninger. Staten lavede en ny havplan, som rykkede rundt på tingene undervejs. Nogle steder protesterede borgere, fordi de var bange for at træde på sten, når de badede. Men vi fik bevillinger fra blandt andet Nordea-fonden og Velux Fonden. 

Det første stenrev, ud for Jersie Strand, blev lagt ud i 2023. Siden er der kommet flere til, og i dag er der ni stenrev fordelt over hele Køge Bugt. Et af dem er et såkaldt biogent rev på otte meters dybde, hvor vi følger udviklingen og undersøger, hvordan muslinger og tang etablerer sig.

Når man skal etablere et stenrev, kræver det tegninger, forundersøgelser og scanninger af havbunden. Har man mange penge, kan man købe sten i Norge og få dem sejlet hertil. Det havde vi ikke. Ukraine-krigen fik priserne på materialer til at stige, og pludselig rakte bevillingerne ikke så langt. Så vi begyndte at indsamle sten via donationer. Entreprenører, VVS-firmaer og byggeselskaber ringede, når de havde store sten i overskud. Frivillige stillede arealer til rådighed, hvor vi kunne samle dem. 

Foto: Hedeselskabet

DE BEDSTE STEN vejer mellem 500 kilo og et ton. De skal være store nok til at ligge stabilt og kunne stables, så der opstår huler. Det er hulrummene, der er afgørende. De små fisk skal kunne gemme sig. De større fisk skal kunne stå i læ og spare energi. Tang skal have noget hårdt at hæfte sig på, for tang har ikke rødder.

Når vi lægger stenene ud, går der ikke længe, før der sker noget. Allerede efter få måneder er der tang på. Muslinger sætter sig fast af sig selv. Rejer, krabber, tangnåle og kutlinger flytter ind. På de dybere rev på 10 meters vand har vi set fine bestande af mindre torsk.

Jeg har haft akvarier, siden jeg var barn. Hvis man vil have guppy-unger til at overleve, skal de have planter at gemme sig i. Det samme gælder i havet. Jo flere dage en lille torsk overlever, desto større er chancen for, at den selv bliver stor og kan gyde. Vi giver dem skjul og føde. Om det er nok til, at man på et tidspunkt kan begynde at fiske torsk i Køge Bugt igen, ved vi ikke endnu. Der mangler data. Det er noget af det, der har overrasket mig mest i hele processen: hvor lidt viden der egentlig findes om vores kystnære hav. Derfor laver vi selv undersøgelser af fisk, bundforhold og tangudvikling på vores rev. Vi vil gerne måle, om det faktisk virker.

Foto: Hedeselskabet

JEG FISKER NÆSTEN IKKE selv længere. Det er få dage om året, jeg kommer ud. Det ser sløjt ud derude. Men jeg har stadig min båd. Når jeg har politikere med ude ved revene, bliver de overraskede. De forstår, at der skal gøres noget. Vi har blandt andet været med til at få stoppet råstofindvinding ud for Køge. Staten har afsat 10 millioner kroner til at naturgenoprette et område, der har været udsat for sandsugning. Det er en kæmpe gulerod for mig. Det viser, at det nytter at blive ved.

 Jeg vil gerne kunne fange en torsk igen. Tage min søn eller datter med ud. Se dem få en fisk på krogen og tage den med hjem og spise den. Der er en lille jæger i os alle. Men det handler også om noget større. Om at komme ud at opleve naturen. Det er ikke kun lystfiskere, der har glæde af et levende hav. Planeten overlever jo nok uden os. Men hvis vi selv vil have et ordentligt liv her, skal vi behandle havet og naturen ordentligt.

Dyrenes Beskyttelse rykker ud, når borgere ringer om dyr i nød, fortæller den 67-årige område-formand Merete Rask Egholm, der har hjulpet alt fra radmagre køer til syge hunde i parcelhuse.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Dyrenes Beskyttelse

Kan du huske et af de første opkald, der gjorde indtryk på dig?

”Kort tid efter jeg var startet, fik jeg et opkald om cirka 20 kasser levende krabber, der stod i ba-gende sol på en havnekaj. Uden vand. Jeg blev sendt derover, og stemningen blandt de lokale fiskere var ubehagelig. De mente ikke, jeg skulle blande mig. Jeg ringede til min daværende områdeformand, som sagde, at krabberne skulle sættes ud igen, for det var ulovligt. Jeg fik hjælp af Falck, og politiet måtte også møde op, fordi fiskerne blev lidt for nærgående. I situationen tænkte jeg kun på at hjælpe dyrene. Først bagefter tænkte jeg: ’Hold da op, de var sure.’”

Hvordan blev du en del af Dyrenes Beskyttelse?

”Jeg har været medlem, fra jeg var ganske ung, og aktiv som frivillig i 14 år. Jeg startede som kredsassistent, siden blev jeg kredsformand, og i dag er jeg områdeformand i Nordsjælland og sidder også i bestyrelsen. Jeg tager i gennemsnit mellem 250 og 300 sager om året i vores beredskab.” 

Hvad er det typisk for sager, I får ind?

”Det kan være alt fra landbrugsdyr til familiedyr. Med landbrug er det tit sådan, at nogle kører lige på grænsen af, hvad der er lovligt. Dyrene er lige lidt for tynde. Det kan være svært, for de holder sig på kanten, og nogle landmænd er ikke særlig samarbejdsvillige. Jeg havde en sag, hvor jeg kunne se to meget magre køer ude fra vejen. Ejeren ville ikke lukke op og fik sine store hunde til at hoppe op ad døren og gø ad mig. Min mavefornemmelse sagde, at der var noget helt galt. Sagen blev politianmeldt, og Fødevarestyrelsen rykkede ud. Det viste sig, at der stod en hel lade med radmagre køer. Nogle måtte aflives på stedet, fordi de ikke kunne rejse sig. Sådan en sag er man glad for at få stoppet. Ejeren fik en kæmpe bøde, og domstolene er også blevet gode til at fratage folk retten til at have med dyr at gøre i nogle år.

I private hjem er det meget sjældent, at folk bevidst er onde ved deres dyr. Det er uvidenhed, sygdom, alder. Det kan vokse dem over hovedet. En hund med negle, der er vokset ind. En kat, der ikke er kommet til dyrlæge. Der kommer vi for at hjælpe, ikke for at skælde ud. Vi er jo ikke en myndighed.”

DYRENES BEDSTE VENNER

Dyrenes Beskyttelse er Danmarks ældste og største dyreværnsorganisation, stiftet i 1875, og arbejder for at forbedre dyrs forhold i hjemmet, i landbruget og i naturen.

En central del af indsatsen er vagtcentralen på telefon 1812, som kan kontaktes døgnet rundt, når borgere er bekymrede for dyr i nød. Organisationens beredskab rykker årligt ud til over 18.000 sager.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

Hvem er det, der ringer til jer?

”Naboer, folk, der kører forbi en mark med køer, mennesker i lokalområdet. Børn er faktisk begyndt at finde ud af, at der er noget, der hedder 1812, de kan ringe til, hvis de ser et dyr i nød. Men vi ser desværre også meget chikane. Jeg vil sige, at i hvert fald halvdelen af sagerne kan være nabostridigheder. Så må vi køre ud, konstatere, at der ikke er noget galt, og sige det. De fleste tager det heldigvis pænt og synes trods alt, det er godt, at vi rykker ud, når vi får en bekymringshenvendelse.”

Hvordan vurderer du, hvornår der skal gribes ind med det samme?

”Vi har ikke selv lov til at fjerne dyr, og vi må ikke gå ind på privat område uden tilladelse. Skal et dyr fjernes, skal politiet ind over. Jeg var ude hos en hund med en stor kræftsvulst på halsen, som var sprunget op. Det løb med materie ud på gulvet. Ejeren mente, at hunden havde det fint, fordi den stadig spiste. Jeg forklarede, at det sidste, et dyr holder op med, er at spise. Den spiser, til den falder død om – det er dens instinkt. Han nægtede at ringe til en dyrlæge og bad mig gå. Jeg gik ud i min bil og ringede til politiet. De rykkede ud med det samme, og hunden blev aflivet.”

Merete Rask Egholm og Peanut. Foto: Privat

Hvad gør det ved dig at se den slags?

”Det gør ondt, at nogen ikke kan se, at det er helt galt. Jeg har tit siddet i min bil på vej hjem og råbt og skreget og tudet. Det, der holder mig oppe, er, at jeg fik gjort en forskel. Vi holder også kredsmøder, hvor vi mødes og taler om, hvad vi har været ude for. Der er indimellem nogen, som har brug for at komme af med et eller andet.”

I har også sociale sager. Hvad dækker det over?

”Det kan være en, der skal indlægges akut og har en kat eller hund. Eller en, der skal ind at sidde. Så hjælper vi med nødpasning i op til syv dage på vores internat i Roskilde. Ejeren skriver under på, at vi passer dyret i den periode. Ofte henter vi dyret. Hvis det viser sig, at ejeren ikke kommer hjem igen, måske fordi vedkommende skal på plejehjem, finder vi et nyt hjem til dyret.”

Hvordan oplever du udviklingen – er der kommet flere sager?

”Der er kommet flere grove sager. Jeg ved ikke, om det handler om økonomi eller tid, om folk ikke magter tingene. Men jeg synes, der er flere dyreværnssager i dag, end da jeg begyndte. Vi løber meget stærkt, så jeg er hele tiden ude at rekruttere nye frivillige. De skal igennem uddannelse og lære vores retningslinjer og værdier. Især respekt er vigtigt – både for dyret og for det menneske, vi kommer hos.”

DYR I KLEMME

I København rykker den såkaldte Dyreambulance ud til nødstedte dyr og kan i nogle tilfælde transportere dyr videre til internat eller vildtpleje. Ifølge Merete Rask Egholm handler mange sager om påkørsler.

”Men det kan også være et pindsvin, der er kommet i klemme i et jordbærnet, eller en måge, der sidder fast i et fodboldmål.”

Hvad skal man som almindelig borger være opmærksom på, hvis man mistænker, at nogen mishandler deres dyr?

”Hvis det handler om landbrugsdyr, kan man kigge på dyrets huld (hvor tykt eller tyndt dyret er, red.). Ser dyrene meget magre ud? Står køerne og brøler hele tiden? Det kan være tegn på, at de ikke får nok at spise eller drikke. Man må hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Med familiedyr: Ser hunden bange ud? Kryber den hen ad jorden? Er pelsen og kløerne i orden?”

Hvilken forskel  føler du, I gør?

”Vi ved godt, at der er sager, vi ikke opdager. Men vi kan jo kun rykke ud til de sager, vi får besked om. Og for det enkelte dyr kan det være forskellen på liv og død.”