Vi kan ikke se, hvad du får i gave i år, men vi kan hjælpe dig med at fordrive ventetiden med 7 tips til december.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Anne Mie Bak

FOR TRÆSJÆLE

Gruppen Dybfølt spiller chamber folk, kammermusik med rødder i folkemusik. Til daglig udgør bassist Mathæus Bech og cellist Kirstine Elise Pedersen duoen. På pladen ’Decembersol’ blander de velkendte og sjældne jule- og vintersange og allierer sig med violinist Lena Jonsson, oboist Henrik Goldschmidt samt Peter Kohlmetz Møller på klaver og ondes martenot – et tidligt elektronisk instrument, der tilføjer den nordiske strygermelankoli en vibrerende psykedelisk aura.

Ude på cd og streaming.

Foto: Anders Uhl

BJÆLDEROCK

Et storstilet juleprojekt har han gang i, Anders Knudsen. Den tidligere guitarist i bandet Dør Nr. 13 udgiver et julenummer om året, og om fem år vil han samle alle 10 numre på albummet ’2030 – A Christmas Odyssey’. I år når musikeren halvmaraton-mærket med udgivelsen af singlen ’Who Killed Santa Claus’. Du kan høre klingende bjælder og kimende klokker, møde 60’er-psykedelika, wall of sound og 00’er-garage, når Knudsen og hans syv mand store band varmer op til jul på randrusianske von Hatten og københavnske Rust.

Henholdsvis 19. og 20. december.

Foto: PR

PÅ GLATIS

Københavns streetfoodmarked og turistmagnet Reffen holder i år julen cool med en nyfrosset skøjtebane kaldet Skøjteøen. Og skulle selvsikre piruetter eller tøvende bambi-knæ ikke være nok til at trække dig ud på isen, lokker Skøjteøens vinbar Drueta (måske opkaldt efter den hedengangne sodavand af samme navn?) på 100 glas gratis gløgg hver søndag i december.

Foto: PR

RIMFROST

Knud Romer er med egne ord bidt af en gal julenisse. I år fejrer forfatteren højtiden med den poetiske julekalender ’24 dage med rim i december’. Romer har stået for ordene, mens kunstner Karin Rytter har stået for linoleumstrykkene, der ledsager hver dag op til jul og trækker på inspiration fra 1800-tallets engelske bogtrykker- og illustrationskunst.

Udgivet af Lindhardt og Ringhof. 

Foto: PR

ØSTERS I FARVER

Et gammelt husråd siger, at østers smager bedst i måneder med R i. Er du enig og på udkig efter variationsmuligheder til den klassiske sølvskinnende au naturel-servering med citronbåde, tilbyder gourmetkok Jonas Harboe Frederiksen en frisk palet med ’Pink Oyster’, et såkaldt manifest, der skal inspirere både nye og garvede slubrere. Bogen indeholder også 30 opskrifter, blandt andet på signaturøstersen med hybenrose og rabarber.  

Find den hos din boghandler.

Foto: PR

KLASSEFEST

Peter glæder sig som bekendt i denne tid. Men hvad har hans nye kammerat, gadedrengen Rasmus, at se frem til, og hvad kan de to lære af hinanden? I Odense Teaters musicalopsætning af ’Peters jul’ fusioneres Johann Krohns hyggelige gamle København med Mark Twains socialt kritiske fabel ’Prinsen og tiggerdrengen’. Forvent teatertrylleri, juletræer, skøjtebane og masser af sne.

Spiller i Arena Fyn 6.-21. december.

Tags:

SE MERE