Du har skrevet et universitets-speciale om humor i tv-julekalendere. Hvorfor det?
”Jeg er optaget af børnekultur, og hvordan man fortæller historier til børn. Dansk børnefjernsyn er noget, man er enormt stolt af i Danmark. Man siger ofte, at det er skabt på børnenes præmisser. Jeg valgte at undersøge tv-julekalenderen, fordi den som børne-genre har overlevet i 60 år. Hvert eneste år forholder folk sig til den, og seertallene er relativt uændrede. Man oplever noget sammen med sin familie i et lukket rum og går i skole næste dag, hvor de andre har oplevet det samme med deres familie. Man møder karaktererne i storcentre, rekvisitter går igen, og det bliver en del af en iscenesættelse af december i samfundet. Det går i arv i generationer.”
Hvordan er du gået til værks?
”Jeg har blandt andet set 120 afsnit af tv-julekalendere i min research. Jeg sad med min blok og noterede, hver gang der var eksempler på noget humoristisk, og jeg kunne tydeligt se, at jo tættere vi kom på nutiden, jo mindre havde jeg skrevet ned. Humoren forsvandt simpelthen. Det meste af skrivetiden var jeg i Rom, hvor jeg var flyttet ned med min kæreste. Julekalenderne var virkelig en kontrast til de sydeuropæiske rammer. Det var også lidt mærkeligt at sidde på et fly fra Firenze hjem til København og binge Pyrus.”
Hvordan har tv-julekalenderne udviklet sig?
”Som genre ikke særlig meget faktisk. Indholdsmæssigt er det en meget konservativ genre, som er national-refererende og ret moraliserende. Det handler om, at familien skal samles, så det kan blive jul igen, og fællesskabet kan cementeres. Jeg har været optaget af, hvorfor den her genre overhovedet har overlevet. Vi ved nogenlunde, hvordan det slutter, og at der altid er en mission, en irriterende lillesøster, en distræt far og en ond kapitalist. Hvorfor vil vi se det igen og igen? Det handler om det rituelle. At julekalenderen skal forløse et problem og få seerne til at føle sig som en familie.”
Og hvad med humoren?
”Tag ’Jullerup Færgeby’ fra 1974, hvor missionen er en leg, man kan tappe ind og ud af, og som er på børnenes præmisser. ’Nissebanden i Grønland’ fra 1989 er et eksempel på, hvordan karakterdrama og situationskomik hænger sammen. Karaktererne er genkendelige, man kan forudsige deres handlemønstre, og de afviger ikke. De forskellige bandemedlemmer spejler i deres sammenstød næsten en Holberg-komedie mellem forskellige klasser og generationer. Tempoet er højt, og humoren er sproglig, men også fysisk klovneagtig. I de tidlige julekalendere var det typisk midterbarnet eller en lille-søskende, mens det i dag er teenageren, der er hovedpersonen. I ’Tinkas juleeventyr’ fra 2017 deltager hovedpersonen ikke bare i missionen, hun er missionen, og hele verdensfreden er på spil. I takt med at hovedpersonen bliver ældre, bliver julekalenderne fyldt med stor alvor. Teenageren er i en udviklingsfase, som er sårbar, og ofte tilsat en følelse af at være misforstået. Ingen forstår deres mission, omkring dem går folk bare rundt og bager vaniljekranse, og det giver ikke plads til særlig meget selvironi. Omkring midt-00’erne bliver hovedpersonerne ældre, formen bliver mere drama, plottet alvorligt, og der bliver mindre plads til at grine ad sig selv.”
Hvad er humor egentlig?
”Humor-teorien er lang, men ordet humor betyder oprindeligt væske og stammer fra antikkens Grækenland. Man havde en idé om, at væskerne i kroppen skulle være i balance. Og det kom de af at grine. Det helt grundlæggende i humorteori er, at vi har en fælles, social forståelse, som der sker et brud på. Når det sker, får vi et lille gip, og så griner vi.”
Hvad karakteriserer julekalendere i dag?
”Det gør det eksistentielle drama, teenageren og missionen, der er blevet vigtig. Julekalenderne er gået fra at være en klassisk komedie til at være et drama. I dag er de også præget af en kæmpe nostalgi på en næsten ’Ringenes Herre’-agtig måde. Der er en længsel efter det oprindelige og det ægte, som står i kontrast til nutiden og et stresset byliv. I dag bliver handlingen mere over-forklaret, det er ikke så poetisk længere, for det er der ikke plads til i et langt gennemgående plot, der skal opsummeres. Familiejulekalenderen i dag er lidt mere Netflix-agtig i sin form og ikke længere knyttet til et kalenderformat i samme grad. Man følger hovedpersonens eksistentielle udviklingsrejse, og man identificerer sig med én hovedperson, som skal løse en mission. Men det er svært at lave supergodt drama, når man ved, hvordan det hele ender.”
