MIN MOR VAR au pair i Belgisk Congo og tog nogle trommer med hjem til Mariager, hvor hun kom fra. På Randers Gymnasium mødte hun så min far, som var københavner, og hvis man kom helt ovre fra København i 1956, var man som minimum jazzmusiker. Så alle troede, at han var trommeslager, og det tror jeg også, han selv troede.
Som 16-17-årige lavede de en musikalsk duo, hvor min far spillede bongotrommer, og min mor sang afrikanske sange, som hun havde lært i Congo. De var både i Otto Leis-ners radioshow og rundt på blokvognene for at optræde.
Senere overtog min far trommerne i bandet Safari Jazz, fordi de ikke kunne finde nogen anden trommeslager i Randers. Ham, der oprindeligt havde spillet trommer, havde været i Randers for at læse til arkitekt og skulle nu tilbage til London for at være med i et opstartet band, som de kaldte for The Rolling Stones. Så min far overtog pladsen i Safari Jazz efter Charlie Watts.
Der var altid en masse instrumenter hjemme i stuen, og fra jeg var helt lille, kravlede jeg rundt og truttede i trompeten, og hvad der ellers lå og flød på gulvet. Da min far i 1968 skulle spille en koncert på Jazzhus Tagskægget i Aarhus, havde han skrevet en lille sang til mig, hvor jeg skulle spille to toner. Jeg var fire år og kunne lige akkurat få lyd ud af en trompet.
Niårige Mek, 1973. Foto: Udlånt af Mek Pek
DET LÅ VEL i kortene, at jeg skulle spille musik, men jeg ville egentlig hellere være lydmand eller tekniker. Min far havde en Revox, hvor man kunne indspille sound on sound, og jeg lavede en masse ’trick’-optagelser, som min mor kaldte dem, hvor man spillede oven på samme spor. Hvis man overgjorde det, endte det i rent båndsus, men 3-4 instrumenter og en vokal kunne godt fungere.
I sommeren 1970 skulle min far optræde i Thylejren med sit beatorkester Blue Sun, og efterfølgende var de 180 hippier, der ville finde et nyt sted, hvor de kunne lave et storkollektiv, realisere sig selv og være selvforsynende. Tilfældigvis var Låsby-Svendsen gået konkurs – igen-igen – så han havde en kæmpestor forlystelsespark til salg for billige penge ved Toustrup Mark tæt ved Aarhus. Der var både restauranter, hestestalde, en bowlinghal, en gammel svæveflyver og sågar en nedlagt zoologisk have på grunden. Da vi var derude for at kigge første gang, stod der en udstoppet løve midt i det hele.
Fra jeg var syv år, var det mit hjem, og det var et fedt sted at vokse op. Mens de voksne lå i køkkenhaverne og lugede med røven bar, fik vi børn lov til at passe os selv. Jeg husker stadig, da vi opdagede de mange planter, der hang til tørre på et af lofterne – det var en af de sjovere dage.
Vi lavede også et børneband, der hed De Rå Rødder. Vi skrev sange, der handlede om at løbe hjemmefra, og vi optrådte på mindre festivaler rundtom i Jylland. Det samme gjorde vi med det børnerockband, jeg var med i på Århus Friskole: Louis & De Glade Grise. Det var meget lettere at få lov til at spille dengang. Der var fandeme så mange små festivaler i 70’erne, sådan nogle, private selv arrangerede, hvor de bankede en scene op på en græsplæne eller ned til en sø.
DA JEG VAR 14 år, hørte jeg Lost Kids’ første single, ’Hvem slikker hvems?’. Jeg syntes, den var så sjov, at jeg tog ind for at høre dem på Trinbrædtet i Aarhus. Det var i 1978, og der var stuvende fuldt i den lille sal. Det var Lost Kids’ debutkoncert, og de havde lige udgivet deres første single, ja, faktisk den første danske punksingle nogensinde.
Da de gik på scenen, var Jan Jet (frontmand i Lost Kids, 1952-2022, red.) malet hvid i hovedet og sort om øjnene, og han teede sig helt vanvittigt under koncerten. Jeg havde sådan en følelse af: ”Yes! Nu sker der noget!” Pludselig blev vi ramt af en helt ny energi. Det var hverken lyden eller musikken, der tiltrak mig, for jeg var mere til ska, reggae og calypso, og sammenlignet med det var punken stiv og underlig. Det var mere attituden og hele den historie, Sex Pistols havde bygget op, nogle måneder før Lost Kids udkom med deres debutsingle.
Som 14-årig var hele den verden bare fed – provokationen, energien. Hvor fanden kom det lige fra? Lost Kids inspirerede mig til at lave et skoleband, hvor vi skulle synge frække sange. Vi kaldte bandet for Spermoladerne og lavede sange som ’Sovs i bukserne’ og ’Se den lille …’. Det var ikke punk, men reggae, for reggaen var også lige kommet til Aarhus i 1978.
Storkollektiv ved Toustrup Mark uden for Aarhus, 1979. Foto: Udlånt af Mek Pek
I SLUTNINGEN AF 70’erne flyttede vi fra storkollektivet og ud på en gård i Ormslev lidt uden for Aarhus. Det var mine forældre, min søster og mig og min fars ven Søren. Vi holdt en kæmpe indflytterfest, som varede hen over tre dage. Jeg tror, der kom 300 mennesker. Jacob Haugaard slæbte halmballer ind i køkkenet, som folk lå hulter til bulter på og røg fjolletobak, og han rendte nøgen rundt på spisebordet og spillede tværfløjte. Han var altid stiv, altid nøgen og altid irriterende. Men også sjov.
Søren kendte alle i musikbranchen, så der blev sat scener op, og i løbet af de tre dage var der alle mulige, der spillede. Jeg optrådte selv med Spermoladerne, og da Lost Kids skulle spille efter os, så Jan Jet, hvordan jeg gav den gas på scenen med vores tåbelige tekster. Bagefter trak han mig til side og spurgte, om jeg kunne spille bas. ”Nej,” sagde jeg. ”Perfekt,” svarede han, ”vil du så ikke være bassist i Lost Kids?” Så jeg kom med i Lost Kids, fordi jeg ikke kunne spille bas.
Jeg var lige gået ud af 9. klasse og røg direkte ind i punkmiljøet. Da vi skulle øve første gang, måtte jeg vente to timer på de andre. Det viste sig, at de ikke kunne finde guitaristen Bølle. Han lå et eller andet sted med en sprøjte i armen. Tre uger senere skulle vi til København for at indspille det første album. I et par uger boede vi i studiet og sov på sofaerne. En dag kom vi til at snakke om, at alle de andre havde kælenavne: Jan Jet, Kose the Sylb, Bølle du Blond. Og Kate (Svanholm, red.) blev kaldt Pussy Punk. Jan spurgte mig, hvad jeg ville hedde. ”Det må du bestemme, så længe du ikke kalder mig Mek Pek, det er jeg altid blevet drillet med i skolen.” Så kom jeg selvfølgelig til at hedde Mek Pek.
Plakat, Lost Kids, 1980. Foto: Udlånt af Mek Pek
SELVOM JEG VAR tiltrukket af reggae, var jeg ikke tiltrukket af stilen med dreadlocks og hash – jeg faldt altid i søvn, når jeg røg hash, og det var som regel kedelige fester. Det var langt sjovere at være til punkfester, hvor man malede sig i hovedet og gik amok.
I de år var der diskere, rockere, hippier og punkere, og senere kom yuppierne, der gik op i at tjene penge og se lækre ud. Kort tid inden jeg kom med i Lost Kids, havde jeg selv været disker i en periode. Jeg var vild med John Travolta-filmene og kørte det bobbede hår og svaj-bukserne. Men det gjorde jeg op med, da jeg blev punker. Jeg begyndte at købe mit tøj i Kirkens Korshær og syede bukserne ind, så de var helt stramme. Jeg eksperimenterede med at farve mit hår i alle mulige farver med henna og brintoverilte, og jeg havde en hel masse øreringe. Det gik ud på at se provokerende ud, og det havde en slagside – jeg fik mange tæsk i de år.
Engang kom der en åben bil kørende med en flok yuppietyper oppe på sæderne med strøgne skjorter og trøjer bundet om halsen. Jeg gik sammen med Kate og vores ven Michael. Yuppierne råbte efter os, så jeg gav dem fingeren. Så stoppede de bilen og hoppede ud. Michael havde korte ben og kunne ikke løbe fra dem, så han fik tæsk, men Kate og jeg slap væk og gemte os i en busk, mens vi kunne høre, hvordan de rendte rundt og ledte efter os.
En anden gang sad jeg på Café Himmelblå og var måske lidt for smart. Da jeg gik hjem, kom to fyre rendende, som havde set sig vildt sure på mig. Jeg sparkede og slog og forsøgte at forsvare mig, men endte med to kæmpe sæbeøjne. Jeg fik virkelig sønderbank midt på gaden i Aarhus, mens folk bare gik forbi. Det satte en dæmper på, hvor meget jeg efterfølgende havde lyst til at provokere. Som purung teenager troede jeg, at jeg kunne tillade mig alt, men når man får gedigne tæsk, lærer man automatisk at rette lidt ind.
Lost Kids, 1980 (Mek Pek t.h.). Foto: Ole Buntzen
JAN JET STJAL med arme og ben, og de fleste Lost Kids-numre var rene rip-offs. Tag bare debut-ep’en ’Født som nul’, der var direkte stjålet fra Motörhead-albummet ’Born to Lose’. Men det var vi ligeglade med. Vi sagde bare, at det var Jan Jet, der havde skrevet det.
Lost Kids var det eneste punkband i Aarhus midtby. I København var der mange flere punkbands, og de sang som regel på engelsk med meget mørke tekster, blandt andet Sods med Steen Jørgensen i front.
Københavnerpunkerne syntes, at vi var useriøse, at vi var for mainstream, at det var partypunk, som de kaldte det, men Lost Kids var også det eneste punkband, der solgte plader og nåede bredt ud. Sods solgte vel 1.000 plader i alt. Vi solgte 10.000 alene på det første album og blev hyret til et væld af spillejobs.
Vi spillede til mange gymnasiefester, og det gik altid amok, men det var på sådan en påtaget måde, hvor gymnasieeleverne legede punkere og smadrede inventar, vinduer og alt muligt andet. Dengang stod det ikke i kontrakterne, at det var arrangørernes risiko, så når vi kom hjem efter at have spillet en uge i streg, var det med cirka 75 kroner på lommen. Resten var gået til at dække alt det, der var blevet ødelagt.
Det var en del af kutymen til punkkoncerter dengang, at folk gik amok. Nogle gange var det decideret sindssygt. Til en koncert på Østergades Hotel i Aarhus var der en, der skubbede så hårdt til bordet med højttalere og lydanlæg, at det hele væltede på gulvet. Min mor var inde for at høre os den aften og råbte til ham, at han var en idiot, og at han skulle stoppe. Så trak han en pistol. Alle smed sig ned på gulvet, mens vi uvidende spillede videre oppe på scenen. Jeg kunne godt se, der var tumult, men det var først bagefter, jeg forstod, hvad der var sket.
Der kom også tit rockere til Lost Kids’ koncerter. De skræmte alle de andre publikummer væk med deres opførsel. Det prøvede vi både i Horsens og i Roskilde, hvor de smadrede flasker i hovedet på sig selv og kastede op alle vegne, også i munden på hinanden. Der stod jeg bare på scenen og tænkte: ”Er den her koncert ikke snart færdig?” De befamlede Kate og var bare klamme på alle tænkelige måder. Der kunne man virkelig tale om rockere, der troede, at de var punkere.
Lost Kids-koncert (Mek Pek t.h.), 1980. Foto: Udlånt af Mek Pek
SELVOM VORES HJEMMEBANE var Aarhus, spillede vi også en del koncerter på Saltlageret i København. Det var et fedt sted med et rigtigt punkpublikum. Jeg kan også huske engang, hvor vi skulle spille i Huset i Magstræde. Man skulle altid selv slæbe gearet op, men da vi ankom, åbnede Jan Jet døren til bandbussen og stak af. Han skulle på Staden, og så kunne vi andre ellers klare resten.
Da koncerten skulle i gang, var han stadig ikke kommet tilbage. Vi sad omme i baglokalet, og der var virkelig dårlig stemning, men så, to minutter inden vi skulle på, gik døren op, og så stod han der, helt vild i ansigtet og med en flaske sprut i hånden.
Endelig var vi klar, men så skulle Jan lige skide først. Der var ikke noget toilet i baglokalet, så han satte sig op i håndvasken ovre i hjørnet. Først blev der bare grinet lidt, selvfølgelig ville han ikke gøre dét. Men så klemte han sådan en ordentlig tredagesbranderts-lort ud i håndvasken. Det er til dato det klammeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har aldrig siden sat mine fødder i det baglokale igen.
Smoking gun. Foto: Udlånt af Mek Pek
DET VAR RET anstrengende at turnere rundt med et band, hvor de fleste var på hårde stoffer. Vi måtte næsten altid køre rundt for at finde ud af, hvor Bølle kunne ligge og sove rusen ud. Herefter var det Jan Jet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har holdt ved Kalundborgfærgen lige før afgang, og hvor fanden er han nu? Og så kom han pludselig gående stangbacardi med en flaske sprut i hånden og et fuldemandsgrin i ansigtet: ”Hæhæhæ, rolig, rolig, færgen er jo ikke sejlet endnu.” På mirakuløs vis mindes jeg ikke, at vi missede nogen koncerter.
Kate og jeg blev hurtigt vilde med hinanden og endte med at blive kærester, men hun var også ude at skide på stoffer i en periode. Det var meget til og fra, og der var masser af jalousi, ikke mindst fra min side. I perioder, hvor vi ikke så hinanden så meget, havde hun andre kærester ved siden af, og når jeg opdagede det, gik vi fra hinanden, men så fandt vi som regel sammen igen. Sådan fortsatte det i flere år.
Man kan måske undre sig over, hvordan jeg selv slap ud af 80’erne og punk-æraen så relativt sund og rask og med helbredet i behold. Især taget i betragtning af, at jeg var den yngste. Men jeg tror faktisk, det var en fordel, for de andre passede på mig. De tilbød mig LSD og kokain, men aldrig heroin. Jeg var også for skræmt af at se på de andre. Kose var lige ved at dø på Kalundborgfærgen engang, og Bølle døde jo rent faktisk af stoffer til sidst Men jeg var heldig at være omgivet af nogle mennesker i Lost Kids, som passede på mig, selvom de selv var ude at skide.
MENS JEG SPILLEDE i Lost Kids, blev jeg ringet op af en booker, der ville høre, om jeg kunne stable et band på benene og optræde til en upcoming festival på Østergades Hotel. Jeg samlede en flok gamle kammerater fra friskolen for at spille ska og kaldte det for Mek Pek Party Band. Det skulle bare være en midlertidig ting, men vi fik ret hurtigt stor succes, så Jan Jet fyrede mig fra Lost Kids.
Mek Pek Party Band. Foto: Udlånt af Mek Pek
Kate var også lige blevet fyret, fordi hun spillede med i Repeat Repeat. Hvis nogen var det mindste besværlig eller irriterende, fyrede Jan Jet dem bare. Stille og roligt. Jan Jet var træt af, at det gik så godt for Mek Pek Party Band – vi vandt priser og fik tilbud om pladekontrakter – og han syntes, at det var smartere, hvis jeg forfulgte det.
I forbindelse med Lost Kids’ anden plade var Jan Jet træt af pladeselskabet, fordi de havde tvunget igennem, at Kate skulle være med, selvom Jan og Kate ikke kunne være i stue sammen. Jeg var stadig kæreste med Kate, så jeg følte mig som en lus mellem to negle. Det var en englænder, der var producerer, og det blev en meget mærkelig plade med både blæsere, olietønder og diskorytmer, så for at hævne os over for pladeselskabet og sikre os, at ingen gad købe pladen, erklærede vi punken for død. Det var en ret punket måde at slutte det hele på.
Mek Pek (øverst t.v.) på tur med Kim Larsen. Foto: Udlånt af Mek Pek
HVIS DER VAR noget, jeg lærte af Jan Jet, var det at optræde. Han var en sand mester i at vise attitude på scenen. Det tog jeg med mig over i Mek Pek Party Band, selvom musikken og udklædningen var en helt anden. Det var ska-stilen, det var jakkesæt, slips og blød hat.
Med Mek Pek Party Band gik det rigtig hurtigt. I 1983 blev vi sat til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival. Vi spillede foran 50.000 mennesker, det blev sendt på direkte tv, og det var alligevel større end noget, jeg havde prøvet med Lost Kids.
Senere kom jeg blandt andet til at turnere med Kim Larsen i et par år. Fordi jeg var en af de yngste i bandet, insisterede han på, at jeg skulle lave morgengymnastik med ham hver morgen. Han plejede at sige, at hvis man står og pisser og ikke kan se sin pik, så er det tid til morgengymnastik. Han lavede gymnastik som en sand Kaptajn Jespersen med armbøjninger og høje knæløft.
I teaterrollen som gårdskarlen Alfred i ’Emil fra Lønneberg’, 1999. Foto: Udlånt af Mek Pek
Efter at have spillet med Kim Larsen ville den danske medieverden pludselig have fat i mig. I 1987 lavede jeg ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard. Det var på DR, og før der var andre kanaler, så derfor blev jeg meget kendt på kort tid. Det væltede ind med tilbud om tv-værtsroller, filmroller, teaterroller og alt muligt. Jeg blev smigret og sagde ja til det meste.
På et tidspunkt var der en fra Danmarks Radio, der ringede og spurgte, om jeg ville indspille nogle klassiske børnesange. Jeg havde lige startet et rockabillyband, Mek and The Pek’a’billies, og da vi hørte, at man fik 15.000 kroner pr. børnesang, man indspillede, sagde vi ja. Efter en måned havde ’Åh abe’-pladen solgt guld. Det kan måske virke lidt skørt at gå fra punk til clean family entertainment. Ivan Pedersen fra Laban har tit sagt til mig, at jeg var heldig, at jeg startede som punker, for hvis man starter med noget, der er så crazy og undergrundsagtigt, bliver man på en måde ved med at blive respekteret.
Sådan har jeg også selv følt det, også efter jeg lavede en plade om en abe, der svinger sig fra gren til gren og tager bananer. Jeg bliver stadig mødt af: ”Du spillede punk i 70’erne. Respekt!”
Lost Kids spiller 26. september i K.B. Hallen.
