NÅR SOLENS STRÅLER bryder frem, er der nærmest fredfyldt stille i mange af Sydasiens mindre byer. De ældre eksemplarer af de natglammende hunde er ved at lægge sig til at sove i gaderne, og lyden af dyttende motorcykler og biler er dalet til et næsten udholdeligt niveau. Chai-sælgerne tænder deres gasblus og gør klar til at sælge krydret, varm mælke-te til de morgenfriske. Alt ånder fred og ro – indtil man ser og hører delinger af aber på vej ud over byens hustage.
Bum-bum-faldera, lyder det, aberne er i gang med en morgeninvasion, og hunde og mennesker bliver taget på sengen. Ballademagernes fremmarch vækker de mest uerfarne hunde, der lader sig provokere, og hurtigt er der igen glammen ledsaget af mennesker, der råber.
Langt de fleste by-boliger i Sydasien (Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Nepal, Bhutan og Maldiverne) har flade cementbelagte tagterrasser omkranset af cirka en meter høje mure. Terrasserne bruges til husligt arbejde, lagerplads og socialt samvær. Her opbevares vand i store plastbeholdere, vaskes tøj og foretages opvask, hårvask og babyvask. På terrassen tilberedes og spises chapati-brød, ris og curries, og om eftermiddagen knokler børn og unge med deres lektier eller ser film og YouTube på Smartphones. Piger laver selfies af sig selv og deres veninder, mens de øver sig i Bollywood-dans. Drenge øver sig i cricket eller sætter vindfølsomme drager med tynde liner op mod den svage vind. I den varme årstid er taget et afkølende hvile- eller soverum med fred, ro og udsigt til stjernerne.
Men ved daggry ændres freden til larm og ballade og ren gatecrashing fra de uindbudte morgenfriske aber på jagt efter morgenmad – hvis den ikke serveres, laver de tag selv-bord. I de store byer kan der være lang vej for aberne til plukkemodne fødeemner, så man må tage til takke med de fødevarer, som menneskene i få øjeblikke er uopmærksomme på. Potter og pander inspiceres, låg tages af gryder og opbevaringskasser, og tørsten stilles direkte fra de store sorte vandbeholdere, der står på hustagene. Nogle aber har endda lært sig at skrue låg af vandflasker og at drikke direkte af en flaske.
Især unge aber synes at nyde den støj, som de skaber ved at hoppe på tagterrassernes opbevaringsskures plast- og bliktage. Tv-antenner, paraboler og tørresnore bruges til akrobatiske øvelser. Står der solvarmeanlæg på taget, egner de sig glimrende som rutsjebaner.
DET GÅR TILBAGE for mange af Sydasiens mere end 50 forskellige abearter, der trues af skovhugst og eksplosiv urbanisering. Men rhesusaben (også kendt som gyldenrygget makak) og den grå langur (også kendt som hulman) klarer sig rigtig godt, både i højder, lavland, ørkener og byer. Høj intelligens og en alsidig smag, der sætter dem i stand til at overleve på en diæt af, ja, næsten hvad som helst, samt en særlig status i hindusamfund har givet dem et forspring. Der vurderes at leve mere end en halv million eksemplarer af de to arter rundtom i Asien, og de trives ikke mindst i byerne i Indien, Nepal, Sri Lanka og på Bali, hvor de bliver regnet for hellige af hinduer.
I det 2.000-3.000 år gamle hinduistiske epos ’Ramayana’, som handler om det godes sejr over det onde, fortælles om guden Rama og hans smukke nepalesiske hustru Sita. Kort fortalt bliver Sita kidnappet af en dæmonisk konge, Ravana, fra Sri Lanka, som holder hende fanget der. Rama må have hjælp af abernes konge Hanuman, som med sin hær af aber befrier Sita og bringer hende tilbage til Rama.
Orangemalede templer, stenfigurer og statuer af Hanuman ses overalt. Her anbringer folk spiselige offergaver, som både aber og hunde senere slås om. Hanuman afbildes sjældent som en nøgen abe, men er som regel iklædt tøj og oftest malet orange. For det meste har han i venstre hånd sin gada, en slags morgenstjerne, som er symbol på hengivenhed, styrke og retfærdighed. Superhelten Hanuman betragtes som en af de vigtigste guder, især af mandlige hinduer. Ifølge legenden er Hanuman en langur, og om aftenen fodrer mange borgere derfor langurerne med chapati, mens makak-aber tit må klare sig med køkkenaffald.
SELVOM ABERNE ER hellige, vil folk helst ikke dele deres mad eller tøj med dem. På de hustage, hvor dagens aberute er, står granvoksne mænd klar med slangebøsser eller sten i hånden, som de truer aberne med. Finkæmmede drenge i skoleuniform har cricketbats, bambusstokke eller kosteskafter mellem hænderne. Men ingen hindu kan finde på at dræbe en abe, da de frygter gudernes hævn.
Når frugt- og grøntmarkederne åbner om formiddagen, er det her, de fouragerende aber søger hen. Undervejs besøger de måske nogle af de utallige templer, hvor de troende har lagt offergaver til guderne, og de er ligeglade med, om de stjæler fra Buddha, Shiva, Ganesh – halv elefant, halv mand – eller Hanuman selv. Ikke engang den blodtørstige gudinde Kali er de bange for at bestjæle.
Også sælgerne på markederne har stokke og stave liggende parat til at slå ud efter aber og de hellige køer, som også er daglige gæster hos frugt- og grønthandlerne. Aberne er hurtigere til at flygte end køerne og passerer gaden i alle tænkelige niveauer. Selv det mindste fremspring kan bruges til at hæve sig op i eller sætte af fra.
Det massivt forgrenede, udviklede og indviklede elektriske luftledningsnet, nærmest en skov af el-lianer, ser bristefærdigt ud, men kan altid lige bære en abe mere på flugt fra en rasende banansælger eller en vågen hund. Og dog er risikoen stor, for ikke alle ledninger er isoleret, og nogle aber har ikke helt styr på deres lange hale, når de laver elektrisk boogie på de gyngende wirer. Overlever aben et elektrisk stød, er det spørgsmålet, om den overlever sammenstødet med gaden, når den bevidstløst falder. Og tager det ikke livet af den, kan de hunde, som den tidligere har drillet, stå klar med en hævnakt.
Om eftermiddagen napper aberne et eftermiddagshvil. Pludselig hopper fire af de store langurer ned på en parkeret bil, som får store buler i taget. Derefter hopper de tværs over gaden, griber fat i en markise og op på et langt bliktag, der løber hen over fem små forretninger. De tre af langurerne sætter sig på kanten af træet, mens den ene, sandsynligvis en teenager i ’løbetid’, hopper og bruger taget som stortromme. Han ræser hen ad taget i fuldt firspring. For enden står en lygtepæl, som han i et kæmpespring hopper op på, lander – stadig i fuld fart – og i én bevægelse sætter han fra i modsatte retning. Så løber han ned til modsatte ende af taget, vender om og gentager bevægelsen.
Søren Lauridsen er medlem af De Berejstes Klub og har siden 1981 været i Indien og Nepal et sted mellem 30 og 40 gange. Var igennem mange år forfatter på guide-bøgerne ’Turen går til Indien’ og ’Turen går til Nepal’.
