Indlæg

Engle og dæmoner

Nadia Kløvedal Reich voksede op blandt forfattere, kunstnere og søfarere i et af landets berømteste kollektiver. På godt og ondt er hendes livshistorie viklet ind i 70’ernes store sociale eksperiment. Nu bliver årtiets frihed og svigt, drømme og utilstrækkelighed vakt til live på en scene nær dig.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

NADIA KLØVEDAL REICH havde ét ønske, da hun og hendes tre halvsøskende i 2005 sad til en samtale med præsten om, hvad han skulle lægge vægt på i sin begravelsestale for deres far:

”Du skal tale om hans manglende nærvær som far,” sagde hun.

Det interesserede kun præsten i ringe grad. Han var optaget af Ebbe Kløvedal Reichs lange og indflydelsesrige virke som forfatter, redaktør, politisk debattør med mere – og privatpersonen Ebbe endte med at fylde forsvindende lidt i præstens tale.

Oplevelsen afspejlede, hvad Nadia Kløvedal Reich havde levet med siden sin barndom. 

Blandt meget andet udgav Ebbe Kløvedal Reich i årenes løb over 50 bøger, han engagerede sig i bevægelsen mod Vietnam-krigen, delte en politisk chillum med Klaus Rifbjerg og andre på trappen foran Kulturministeriet, vandt De Gyldne Laurbær for sin historiske roman ’Fæ og frænde’, var i en periode medlem af Radikale Venstre, stillede i 1990 op til Folketinget for Enhedslisten og antog hen ad vejen et grundtvigiansk-religiøst livssyn. 

I offentligheden var han en skikkelse, der inspirerede og fyldte noget for rigtig mange danskere, men på hjemmefronten var han ofte fjern. Fordybet i sine skriverier, forsvundet med en af sine utallige kærlighedsaffærer eller langt væk i drømmeland, når han sov den ud efter en sen aften med joints og festligt lag i kollektivet Maos Lyst.

”Ebbe var et paradoks. Jeg husker fra min barndom, at han kunne stå og tale til 1.000 mennesker fra en talerstol. Og bagefter kom alle hen og fortalte mig, hvor forbundne de følte sig med ham. De kunne virkelig identificere sig med ham og det, han sagde. På afstand kunne han skabe en helt magisk fornemmelse af, at vi mennesker hører sammen og er forbundet af de samme tanker. Men når det kom til det helt nære, var det svært for ham,” siger Nadia Kløvedal Reich.

BLOMSTERBØRNS BARN

Nadia Kløvedal Reich, 59 år. Datter af forfatter Ebbe Kløvedal Reich og kunstner Alice Møller Kristensen. Uddannet sociolog.

Forfatter til erindringsbogen ’Det bedste man kan sige’ fra 2023. Har blandt andet været forstander på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og fiktionschef i DR.

FOR TO ÅR siden udkom hun med bogen ’Det bedste man kan sige’, hvor hun skildrer opvæksten på tværs af Hellerup-kollektiverne Nordkrog, Maos Lyst og Hundrede Blomster. Skrivemaskinerne klaprede, utopier blev diskuteret over middagsbordet, og der var lys og flaskeklirren til sent i de tre kreative venstreorienterede brohoveder, der lå så tæt på de ellers pæne, borgerlige villaveje og havde så overlappende og flydende en beboermasse, at de blev kaldt for ’Landsbyen’. 

Mens Ebbe Kløvedal Reich flytter ind i Maos Lyst noget tid efter bruddet med Nadias mor, får moren – kunstner Alice Møller Kristensen – adresse i Nordkrog. 

På det tidspunkt er Nadia fire år gammel. Begge forældre er kreative, produktive, seksuelt højaktive væsner med appetit på tidens frie kærlighed, men ingen af de to kvalificerer sig til nogen omsorgsmedaljer.

I den lettere ende skildrer Nadia Kløvedal Reich, hvordan hun og mange af de andre børn ofte overlades til sig selv, mens de voksne arbejder, fester eller eksperimenterer med bevidsthedsudvidende stoffer. I princippet er kollektivernes idealistiske fællesskab fuldt af ’onkler’ og ’tanter’ – potentielle medforældre – men i praksis trækker mange voksne sig, når de kan slippe af sted med det. Mon ikke der er nogle andre i fællesskabet, der tager sig af det? Børn er ofte nogle, der skal afsættes – med enkelte undtagelser blandt nogle af de mest ansvarsfulde kollektiv-fædre og -mødre.

”Der var en behændig sammenhæng mellem de mere egocentrerede ting, de havde gang i, og den konstruktion, de havde skabt,” siger hun.

I den mere alvorlige ende af svigtskalaen figurerer en medfødt misdannelse mellem blæren og nyrerne, som Nadia Kløvedal Reich led af som barn. En læge, der bor i Hundrede Blomster, vurderer, at hun vil dø af nyresvigt som teenager, hvis der ikke gøres noget. Begge forældre er umiddelbart for berøringsangste til at handle på det, og det ender med at være morens kæreste Peter, der beslutter, at hun får den nødvendige operation. Situationen er langtfra ufarlig, og da Ebbe Kløvedal Reich i 11. time dukker op på hospitalet, lige inden operationen skal begynde, skæv, utilstrækkelig og lidt skamfuld, er det den syvårige Nadia, der giver ham løbepas.

”Du skal ikke være bekymret, jeg skal nok klare det, det lover jeg dig,” siger hun, og han giver hendes hånd et klem, inden han går ud ad døren igen.

Da hun vågner fra narkosen efter en vellykket operation, er det hendes mor og kæresten Peter samt Peters forældre, der står og smiler til hende og har blomster med. Hendes biologiske far er krøbet i skjul.

Gruppefoto i Maos Lyst. I midten ses Ebbe Kløvedal Reich. Foto: Privat

SOM TEENAGER FLYTTER Nadia Kløvedal fra ’Landsbyen’. Først bliver hun besætter, siden flytter hun ind i et kollektiv på Christiania og forfølger de idealer, hun er rundet af. Men efter en periode med for meget hash og en forslugen, grænsende til selvdestruktiv udforskning af sexlivet går hun ned med et angstanfald, konsulterer en psykiater og kvitter hashen. Som 16-årig rækker hun efter psykiaterens råd ud efter sine forældre. Hun skriver et brev til sin far, hvor hun insisterer på nye tider. Fra nu af vil hun have fødselsdagsmiddage og ferier ligesom i almindelige familier. Og i de kommende år forsøger han trods manglende organisatorisk talent at leve op til kravene – med størst held efter han kommer ud af en forsumpet periode og møder sin livsledsager Elise. 

Igennem årene overvejer Nadia Kløvedal Reich med mellemrum at slå hånden af sin far. Men hun forbliver trofast igennem hans liv og hjælper Elise med at pleje ham i hans sidste tid.

”Jeg har altid haft en stor længsel efter at høre til. Jeg er et familiemenneske,” siger Nadia Kløvedal Reich, der, mens faren ligger for døden, begynder arbejdet med at rydde op i sit indre familiære kaos og forsøge at forstå, hvad det er for et eksperiment, hun har været en del af gennem sin opvækst.

Hun forsøger at gå ham på klingen i forhold til hans svingende nærvær, indleder dybe samtaler med moren og udbreder efterhånden kildematerialet igennem interview med andre af kollektivisterne og minutiøs læsning af de husmødebøger, der er gemt tilbage fra 70’erne.

”Jeg er uddannet sociolog og gik metodisk til værks, da jeg begyndte at skrive min erindringsbog. For at skabe modet til at skrive bogen startede jeg på en autofiktiv roman ud fra kildematerialet, men det blev hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville stå ved, at det var virkeligt. Stå ved, at det er min erindring om det, der skete.” 

Foto: Privat

BOGEN, DER AF Politiken er blevet kaldt ”det kærligste karaktermord, man kan forestille sig”, udkom først næsten 20 år efter Ebbe Kløvedal Reichs død, men Nadia Kløvedal Reich er ikke i tvivl om, at hendes far ville have været tilfreds med den:

”Jeg er sikker på, at han ville have rummet kritikken. Han var ikke forfængelig. Han var altid optaget af det andet synspunkt. På den måde var han demokratiets mester. Jeg tror, han ville have sagt, at det var vigtigt at få min side af historien.”

Desuden har hun fået mange positive henvendelser fra farens gamle venner: ”De er kommet til mig og har fortalt, at nu har de læst min bog, de forstår tiden og relationen til deres børn på en ny måde. En har sågar skrevet et undskyldende brev til sin datter.” 

Nadia Kløvedals hensigt har dog ikke kun været at belyse 70’ernes vildfarelser.

”Jeg havde samtidig en stor lyst til at se på, hvad den tid også kunne, til at udtrykke min kærlighed til den. Vi har levet en del år, hvor 70’erne har været udskældte. Dæmoniserede. Men der er også gode ting, som er værd at huske på. Vi har været igennem en lang periode, hvor individet har været i centrum. Ideen om, at du er din egen lykkes smed, har ført til mange af de udfordringer, vi står med i dag. Vi er i virkeligheden ikke noget i os selv, og hvis vi skal overkomme klimadagsordenen, er vi nødt til at forstå os selv i forlængelse af hinanden, blive interesserede i, hvad vi kan sammen, og give afkald på en masse hver især.”

DET ER IKKE kun på det globale plan, at Nadia Kløvedal Reich mener, at 70’erne trods alt har noget at lære os. Det gælder også helt ned i den enkelte families opdragelse, som i dag er endt i den modsatte grøft. Med barnet som centrum.

”I en tid med digitalisering, hvor børn ikke bare løber ned i gården alene eller over til naboen og leger, tror jeg, det er usundt at gøre børnene til omdrejningspunkt. I dag kan man have diskussioner om, hvorvidt et niårigt barn skal have lov til at cykle i skole. Selvfølgelig skal de det. De skal lige lære det, men derefter, så er det af sted. De når ikke at gøre sig nogen erfaringer. De når ikke at lære noget. Føle noget. De når ikke at blive bange. Blive vrede. Der er så stor opmærksomhed på dem. Der er altid nogle inde at mærke for dem, inden de når at mærke noget selv. Mine forældre har altid frisat mig, sagt: ’Du gør, hvad du skal. Vi gør, hvad vi skal.’”

Kan du fremhæve en episode, hvor du er blevet sat fri med en god og lærerig virkning?

”Jeg var lige startet i 9. klasse, boligsituationen var helt håbløs i København, og jeg blev del af en ungdomsbesætterbevægelse. En dag kom jeg hjem til min mor og sagde: ’Nu skal jeg besætte nogle huse.’ Så sagde hun: ’Det kan jeg godt forstå. Og jeg er sikker på, at du vil lære meget mere af det end af at gå i skole.’ Efterfølgende gik hun med ned på skoleinspektørens kontor og sagde, at nu ville hun overtage skolingen. Hendes hjemmeskoling bestod så i, at jeg gik ud og besatte huse.”

Og hvad lærte du af det?

”At indgå i et kaotisk fællesskab. Jeg lærte, at man gerne må have en drøm og en idé. Og at man kan føre den ud i livet, hvis man er i stand til at gå sammen med de rigtige mennesker om at realisere den.”

FORTÆLLINGEN OM ET NAVN

Ebbe Reich læste tit højt for børnene i Maos Lyst af ’Ringenes Herre’, hvorfra han i 1970 fik ideen til navnet Kløvedal. Tanken var, at alle, der identificerede sig med nogle fælles tanker, skulle kunne tage det, og en dag troppede en flok kollektivister op hos Civilretsdirektoratet for at tilkøbe navnet for tre kroner pr. næse. Heriblandt søfarer Troels Kløvedal.

Den eneste, der ikke kunne finde sin dåbsattest, var Ebbe Reich, så i årevis stod der Hans Ebbe Reich på rudekuverterne fra det offentlige. Da Nadia Kløvedal Reich var gravid med sit første barn, bad hun ham få det ordnet, så hun formelt kunne kalde sig Kløvedal.

”Jeg var kommet til at identificere mig med det navn,” siger hun.

Imidlertid var navneloven blevet ændret. Nu var navnet alene Troels Kløvedals, fordi han havde gjort det til hele sit efternavn. Derfor kunne man ikke uden videre tage det. Men Ebbe Reich protesterede så højlydt hos Civilretsdirektoratet, at de endte med at give ham dispensation til Kløvedal på den betingelse, at han nedskrev fortællingen om navnet til Rigsarkivet.

DA TEATERKOMPAGNIET Teatergrad først kontaktede Nadia Kløvedal Reich med et forslag om at opføre hendes bog, havde hun lidt svært ved at se for sig, hvordan det skulle lade sig gøre at indkapsle dens knap 300 sider og 50 års dansk kulturhistorie og levet liv i én aftens teaterforestilling. Men med den Reumert-belønnede dramatiker Thomas Markmanns mellemkomst er der kommet et manuskript ud af det, som tro mod forlægget veksler mellem barnet Nadia og den voksne Nadia, der forsøger at forstå sig selv, sin søgen og sin tvivl igennem sin fortid.

”Det er interessant at se nogen tage et greb på noget, man har arbejdet så længe på og er så bekendt med i alle detaljer. Fra starten gjorde jeg mig klart, at det bygger på min bog og ligger tæt opad, men at det er et teaterstykke i sin egen ret. Jeg skal ikke stå på mål for det, men jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at besjæle stykket,” siger hun. 

Hun fortæller også, at det vigtigste succeskriterium for hende var, at skuespiller Brian Hjulmann kunne inkarnere hendes berømte far på en overbevisende måde.

”Det er Ebbe, folk havde en relation til. Det er ham, mange har meninger om og holdninger til. Hvis han ikke fungerer, fungerer stykket ikke, tænkte jeg. Min far var charmerende og generøs. Han havde stor autoritet i sin begavelse, men han var samtidig flegmatisk og kompleks. Jeg tænkte, at det måtte være svært at få alt det til at spille sammen i en karakter. Men allerede ved den første læseprøve tænkte jeg: ’Gud! Den unge Ebbe er til stede i det her rum.’ Også så meget, at jeg tænkte: ’Nu løber han med opmærksomheden.’”

Endnu en gang, fristes man til at sige.

Forestillingen ’Kløvedal – Det bedste man kan sige’ er på turné i hele landet frem til 11. oktober.

/

Århundredets fest

Det begyndte på et diskotek på Ibiza. Her fortæller eks-fodboldspilleren og idémanden Riffi Haddaoui om sin kærlighed til 90’erne og den fængende dansemusik, som publikum får lejlighed til at dele, når en ny musical rykker os tilbage til det ubekymrede årti.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

JEG HAR ALTID spillet angriber. Jeg var ikke den bedste på holdet i mine unge dage, men jeg gik all in. Min storebror var lidt mere talentfuld, jeg måtte arbejde hårdere. I slut-80’erne kom vi begge to til Brønshøj Boldklub.

Ved siden af arbejdede jeg på min stedfars nystartede radio, Radio Rødovre, en oldies-radio, der sendte til hele Storkøbenhavn og hovedsagelig spillede 60’er-musik. Samtidig arrangerede han 60’er-fester i kulturcenteret Viften, hvor han svingede mikrofonen som konferencier, spillede Beatles- og Elvis-plader og solgte 700-800 billetter på en weekend. 

Det var en lidt anderledes ungdom. Mange af mine venner mødtes hver weekend og festede. Det gik jeg glip af på grund af fodbolden, men jeg var meget musikinteresseret og lyttede til al den nye pop og rock.

I 1989 var jeg på træningstur med Brønshøj på Gran Canaria. Det var off-season, og vi fik lov at gå ud at hygge os lidt. En aften var vi på diskotek, da dj’en spillede en sang, der ikke lød som noget, jeg havde hørt før. Den havde et fedt house-beat, nogle lidt kolde synthesizer-akkorder og en god rap-stemme.Det var ikke Whitney Houston, Duran Duran, og hvad vi ellers gik og lyttede til. Den her musik gjorde noget andet ved mig. Lyden var hård, men også iørefaldende. Fuld af energi. Den virkede som skabt til at stå på et dansegulv. Jeg blev helt forelsket i den lyd og fandt bagefter ud af, at det var en belgisk gruppe, Technotronic, med nummeret ’Pump Up the Jam’. 

På Gran Canaria mødte jeg en pige fra Kiruna i Nordsverige, så mens min storebror skrev under med en fransk klub, tog jeg til prøvetræning i Kiruna FF – og kom på holdet. Efter noget tid flyttede jeg dog tilbage til Rødovre og kom på kontrakt i den lokale klub Avarta. 

En dag i 1993, hvor min stedfar var ovre for at se mig spille, faldt han om på parkeringspladsen. Vi mistede ham fra den ene dag til den anden, og min mor stod med et par udsolgte 60’er-fester i Viften. ”Du elsker da også musikken, ikke Riffi?” sagde hun. Min stedfar havde godt nok lært mig op i musikken i radiostudiet. Men jeg var introvert. ”Jeg kan ikke finde ud af at stå foran mennesker,” sagde jeg. 

Men jeg var den eneste, vi havde. Ellers måtte vi give folk deres penge tilbage. Så jeg endte på scenen som konferencier og dj. Det gik pissedårligt, men ikke så dårligt, at vi ikke holdt nogle flere fester. Efterhånden fik jeg lært det, og vi kunne drive radioen og festerne videre. Det var nemt, så længe jeg spillede i København, og da jeg bagefter prøvede fodboldlykken i England og Finland, prøvede jeg at planlægge det og komme hjem i weekender med arrangementer. 

Foto: PR

BOLDE I  LUFTEN

Riffi Haddaoui, 54 år.Professionel fodbold-spiller fra 1991 til 1998 i blandt andet Danmark, Sverige, Finland, England og Kina.

Iværksætter, dj og festivalarrangør bag konceptet ’Vi elsker’ siden 2012.

Idémand til musicalen ’What Is Love’.

I 2009, EFTER jeg var holdt op med at spille fodbold, blev jeg udstationeret i Holland som salgschef for en dansk virksomhed med kontor i Utrecht. En weekend, hvor jeg havde besøg af min storebror og en kammerat, skulle vi ud at have en øl og endte på et kæmpe diskotek til et 80’er-/90’er-arrangement. 

Der var dygtige dj’s, lokale sangerinder, der greb mikrofonen, og folk, der dansede 360 grader rundt om os i flere etager. Jeg kiggede på min storebror og min kammerat. ”Dét her, det er fedt. Det skal jeg lave derhjemme.” Det mindede mig om dengang, jeg selv købte cd’er med Snap og Dr. Alban, og hvad de ellers hed, som stod bag hittene i 90’erne.

Jeg tog hjem til min mor og forklarede hende ideen. Hun var ikke så varm på den. ”Vi har ikke de lyttere. Det er jo din årgang,” sagde hun. Og det var netop min pointe. På det tidspunkt var der færre og færre, der ville ud at danse til 60’er-musik. Og efter rygeloven var det blevet endnu sværere at samle den ældre generation i Viften.

Min mor gik med til at holde en 80’er-fest i Viften. Vi solgte kun 60 billetter, så på en måde fik hun ret, den gamle, men jeg lagde mærke til, at de 60, der var der, havde en kæmpe fest. Så jeg sagde: ”Jeg vil godt have lov at holde en til, for jeg tror, vi har fat i noget.”

Jeg kaldte den næste fest ’Vi elsker 90’erne og det bedste af 80’erne’, og vi solgte 450 billetter på 24 timer, så jeg besluttede at lave en lille turné ud af det og lejede Damhuskroen og fire sportshaller rundtom på Sjælland. 

Jeg tog kontakt til Therese Grankvist fra svenske Drömhus, der havde haft et kæmpe hit med ’Vill ha dig’ tilbage i 1998. Hun boede i London og spillede jobs på Ibiza og på klubber i den mere trendy ende. Men hun var frisk på at komme og synge nogle af de gamle sange. Jeg fik også fat på Julie Rugaard, kendt under kunstnernavnet Blå Øjne, som var klar på at hoppe i ringen igen. Dj- og konferencier-tjansen delte jeg med Dan Rachlin. Og vi ramte den turné lige i røven. Der var udsolgt alle steder.

Jeg ville have, at konceptet skulle blive kæmpestort. Det skulle være en festival-karavane rundt i landet, det skulle være udendørs med masser af artister. Ingen lange pauser og sceneskift. Ingen B-sider. Bare fest derudad. Jeg havde ikke en øre, men det lykkedes mig at finde en partner, som var med på visionen.

I begyndelsen sagde mange artister, vi henvendte os til: ”Mener I virkelig det?” Flere optrådte til havnefester på skrattende anlæg. Nogle havde helt opgivet musikken. Det føltes kæmpestort at kunne give danske bands som Me & My, Sound of Seduction og Cut ’n’ Move oplevelsen af kærlighed fra tusindvis af mennesker, der sang med på deres numre og hyldede dem for den rolle, de havde spillet i deres ungdom. Og efterhånden fik vi flere og flere internationale navne med.

FEST DERUDAD

Eurodance opstod i slutningen af 80’erne og blev meget udbredt på dansegulve og i radioer gennem 90’erne. Den elektroniske musik har rødder i disko, techno og hiphop, og der er ofte en kvindelig sanger og en mandlig rapper i front. Tyske Culture Beat og belgiske Technotronic er blandt pionererne, mens danske navne som Aqua og Whigfield fik verdensomspændende succes.

I EN ÅRRÆKKE var 90’ernes dansemusik fy-fy. Betragtet som one-hit wonders. Simple sange, der var lavet hjemme på computeren eller keyboardet i soveværelset. Ikke rigtig musik. De første år, hvor vi henvendte os på lokale radiostationer, ville de nærmest ikke snakke med os. Pressen ville ikke røre os. Men den her musik var folkets musik. Ni ud af 10, der var unge i 90’erne, havde hørt eller i hvert fald stødt på musikken. Og mange ville gerne høre den, når de gik på festival. Men de havde været tvunget til at undertrykke den trang, mens genren var i skammekrogen. Så vi ramte et vakuum.

I 2014 fik vi stablet en fest på benene på Rådhusplænen i Rødovre, hvor vi solgte 6.000 billetter og blandt andet havde Haddaway, Culture Beat og Whigfield på programmet. Folk hang i lygtepælene, og vi indså, at vi havde brug for et større sted. Så året efter fik jeg arrangeret med nogle folk fra Avarta  at vi kunne bruge deres baner i Rødovre.

I 2015 spurgte jeg Aqua, om de ville være med. De havde ikke spillet i syv år og var lidt tøvende. Jeg tog nogle møder med dem, og René Dif tog med ud at kigge på festivalen. Året efter var de med på hele turneen. Det er måske vores største scoop. Aqua er noget af det ypperste inden for vores genre.

Foto: PR

VI HAR GIVET folk en legeplads, hvor de ikke skal skamme sig over deres smag, og hvor de kan dele deres begejstring med tusindvis af andre mennesker, som måske også er klædt ud og har fået farvet håret. Vi tilbyder muligheden for at være teenager for en dag. For at drømme sig væk til en mere ubekymret tid. En tid, hvor mobiltelefonerne var store og klodsede, hvor der ikke fandtes sociale medier, og hvor man dyrkede sine venskaber og sit sociale liv på en mere ufiltreret måde.   

For nogle år siden fik jeg lyst til at skabe en 90’er-musical. Jeg var sikker på, at den musikscene havde nogle gode historier at byde på. Jeg snakkede med min gode ven, produceren og sangskriveren Chief 1, og han kunne også godt se det for sig. 

Så han skrev en historie om to venner, der starter med at sidde i 90’erne og lave eurodance-beats hjemme i stuen. De får sig en karismatisk forsanger, begynder at lægge klubberne ned, skriver kontrakt – og møder realiteterne i en branche, hvor musikere risikerer at blive udnyttet, snydt og spyttet ud igen. 

Jeg blev fanget af historien. Ligegyldigt hvilke artister jeg har talt med, som brød igennem i 90’erne, har de nogle hårde oplevelser i musikbranchen bag sig. Næsten alle har oplevet, at de ikke har fået det fulde udbytte af deres arbejde. Fredericia Musicalteater kunne også se potentialet i historien, og de satte os sammen med et produktionsteam og fik videreudviklet ideen til en forestilling. 

Jeg har været med til at føde ideen, men i den senere fase har min rolle været stort set udspillet. Det er lidt underligt at måtte give slip, for jeg lever og ånder for at skabe nye oplevelser. Men nu ligger min baby i Fredericia Musicalteaters hænder.

/

Det store lifehack

Kan kunstig intelligens hjælpe os med at redde verden, spørger instruktør og dramatiker Mikael Fock i ny, surrealistisk 3D-forestilling, der også inviterer publikum til at medbringe deres egne planter. Vi spørger ham om meningen med det hele.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration:Carl Emil Carlsen

’Paradis’, din nye forestilling, har ingen traditionel scenografi. Hvordan skal man se det for sig?

”Der er ingen fysiske kulisser, kun digitale billeder og universer, som bliver spejlet op på scenen. Publikum har 3D-briller på, så det fremstår som en komplet virtuel spil-verden, skuespillerne træder ind i. Det er som en virtual reality-oplevelse, hvor skuespillerne bare er til stede fysisk i det digitale rum.

Det er komplekst at sætte op, men jeg synes, teknologier er interessante. Nye teknologier giver muligheder for at fortælle nye historier og skabe nye verdener. Jeg holder meget af klassisk teater, men jeg synes også, vi er nødt til at lave nogle historier, der afspejler udviklingen og det, der foregår i vores liv her og nu – og en stor del af det er defineret af de nye teknologier.”

INTELLIGENT DESIGN

Mikael Fock har skabt forestillingen ’Paradis’ i samarbejde med billedkunstner og interaktionsdesigner Carl Emil Carlsen og AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Samme hold stod bag den prisbelønnede forestilling ’SKY66EN’. På scenen står de to skuespillere Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk, der får følgeskab af en kunstig intelligens udviklet specielt til forestillingen. ’Paradis’ spiller på Aveny-T fra 5. til 16. september.

Hvorfra kom ideen til den her historie?

”Der var to ting, vi ville tage fat i: klimakrisen og kunstig intelligens. I mine øjne de to største udfordringer, vi har i dag. Kunstig intelligens kan hjælpe os med at screene for kræft – og andre fantastiske ting. Kunstig intelligens kan også bruges af militærindustrien, og den kan gøre en hel ungdom afhængig af sociale medier.

Teknologien er både hjælpsom og problematisk. Nogle har en forhåbning om, at den kan hjælpe os med at løse klimakrisen. Hjælpe os med at blive bedre til at forstå os selv, og hvad vi har gang i, så vi bliver bedre til at være her sammen med de andre levende væsener på planeten. Kunstig intelligens er allerede langt i forhold til at bringe os mere i kontakt med den natur, som vi har mistet kontakten til. Kunstig intelligens har knækket koden til grisens sprog og til underjordiske svampenetværk. Og mange teknologer tror på, at AI-drevne løsninger bliver det, der redder os i sidste ende.”

Hvordan har I gjort de her store spørgsmål til dramatik?

”Teater er skønt, fordi man kan give krop til nogle vilde ideer og påstande. Stykkets hovedkarakterer er biologen Eva og kultur-antropologen Adam. Biologen siger: ’Teknologierne skal nok fikse vores verden, ligesom de altid har fikset vores problemer igennem tiden.’ Antropologen mener, at mennesket er problemet, og at vores forhold til naturen må ændre sig. Han siger: ’Der var engang noget, der hed Paradisets Have. Den blev vi strittet ud af. Kan AI knække koden og bringe os tilbage til paradiset?’

Jeg skal ikke spoile for meget om, hvad der så sker. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan redde verden – sammen med publikum, der inviteres til at tage planter med i teateret.”

Hvad skal planterne  i teatersalen?

”Planter har et liv, men ikke den slags liv, vi normalt tænker på. Og er derfor et eksempel på, hvordan vi har fjernet os fra naturen og mistet et fælles sprog. Vi giver planterne mulighed for at bidrage til musikken til forestillingen. Vores svenske komponist Paul Khadra har udforsket plantemusik. Han sætter sensorer på planterne. Planter har en puls. Den stiger, hvis du vander planten, giver den gødning, rører ved den eller sætter den sammen med andre planter. Det kan man høre, hvis man oversætter impulserne og forstærker lyden. På den måde kommer du måske lidt tættere på din plante i løbet af aftenen. Og så har du jo nogen, du kan snakke med om forestillingen bagefter.”

Går man opløftet hjem fra teateret?

”Ja, det synes jeg – og eftertænksom. Vi får jo nyheder hele tiden. Og verden er tosset. Great Barrier Reef smuldrer i varmen, og vanvittige videnskabsfolk forsøger at køle koralrevet ned med kunstig havgus. Golfstrømmen truer med at sætte ud, fordi isen smelter. Krill er ved at uddø og bryde fødekæden i verdenshavene. Mængden af information ender med at få os til at lukke øjnene. Vi kan jo ikke holde til det. Her tror jeg, kunsten og teateret kan være med til at åbne snakken om, hvad vi faktisk kan gøre i stedet for at gå handlingslammet rundt.” 

Foto: PR

FREMTIDENS MAND

Mikael Fock, 70 år. Dramatiker og instruktør.

Har igennem årene udforsket og udfordret teknologiernes dramatiske muligheder.

Er tidligere chef for Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør samt leder af CLICK Festival.

Vinder af en Reumert og en Prix Ars Electronica for 3D-forestillingen ’SKY66EN’, opsat på Aveny-T i 2023.

Er du selv teknologibegejstret?

”Jeg er hverken begejstret eller forskrækket. Jeg har med stor interesse arbejdet med teknologier gennem det meste af min karriere. Jeg synes, en af de største problemstillinger i dag er, at mange teknologier er gemt inde i vores smartphones og andre devices, og at de i stadig højere grad høster vores data og følelser på måder, som vi ikke er klar over. Hvilket fører til det helt store spørgsmål: Er det os, der styrer teknologierne, eller teknologierne, der styrer os?

Mit syn på det er, at hvis vi ikke giver de her teknologier – AI for eksempel – til kunstnere, teaterfolk og så videre, så er der ingen til at kaste skruenøgler ind i maskinrummet. Det er det, vi forsøger at gøre med den her forestilling. Hver aften forsøger vi i fællesskab med publikum og en improviserende AI at blive klogere på, hvad det er for en verden, vi lever i. Og hvad det er for et paradis, vi drømmer om. Det er seriøst. Og det er humoristisk. ”

/

Maven på rette sted

Mange af os har hende stående derhjemme på hylden, men hvem var egentlig denne Frøken Jensen, der har hjulpet til i danske køkkener i over 100 år? Bodil Jørgensen serverer sin version på Randers Teater.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Emilia Therese

Hvorfor inspirerede rollen som Frøken Jensen dig?

”Jeg spiller hende som barn, voksen og gammel og var ikke klar over, hvilken vild historie hun havde, inden jeg satte mig ind i det. Hun kom fra fattige kår som datter af en vognmand og værtshusholder. Forældrene døde, mens hun stadig var lille, og hun kom i pleje hos sin stedmormor og hjalp i en alder af 11 til på værtshuset, hvor hun lærte at lave lidt mad. Hun sparede penge sammen, og med hjælp fra familien kom hun efter sin konfirmation på Zahles husholdningsskole i København.

Herefter havde hun plads i forskellige husholdninger, blandt andet tjente hun et år i London, inden hun kom hjem og fik stillingen som husbestyrerinde hos familien Melchior, der bestyrede en drengeskole på Nørregade i København. Manden var netop blevet enkemand, og Frøken Jensen overtog styringen over den rodede husholdning. Hun lavede madplaner og økonomiske planer og skrev derudover klummer til husmødre for at få enderne til at mødes. Og med de penge finansierede hun sønnen Lauritz’ mesterlære som operasanger, mens faren en overgang var ved at gå rabundus.

Der er ikke noget, der tyder på, at de havde et forhold, de sov hver for sig, kan man se i rejsebeskrivelser. Vi insinuerer i stykket, at der var et tæt forhold til en veninde. Men det er bare noget, vi finder på.”

BAG OM BODIL

Bodil Jørgensen, 63 år. Opvokset i Vejen. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1990.

Har medvirket i blandt andet ’Idioterne’, ’Hvidsten Gruppen’ og satireshowet ’Rytteriet’. Var en årrække fastansat på Det Kongelige Teater.

Vinder af en Bodil og tre Roberter.

Har I råvarer med på scenen?

”Stykket lægger vægt på musik, kærlighed og mad. Der er ikke decideret mad på scenen, men vi har en pianist og en violinist og et kor med – som i et græsk drama eller en kabaret – der synger om legering og andre køkkenteknikker. Det er ret betagende. Og så har vi kogegrej. Rivejern, grydeskeer og så videre. Fra tinkrus til fint porcelæn, efterhånden som forestillingen skrider frem og ender i Dragør, hvor Lauritz får et sommerhus, efter at han er blevet en stor operasanger og en rig mand. ”

Hvad er dit forhold til ’Frøken Jensens Kogebog’?

”Min mor fik den af sin mor. Den var fedtet og brunlig, kan jeg huske, og min mor havde god brug for den, for hun var vist ikke specielt god til at lave mad, da hun og min far først flyttede fra landet ind til Vejen, hvor de havde fået arbejde som skolelærere. Hun slog simple ting op i den, hvordan man jævner en sovs for eksempel. Det er meget enkelt beskrevet hos Frøken Jensen.

På den måde har hun gjort livet nemmere for mange kvinder. Det var nu ikke, fordi mine forældre ikke gik op i, hvad vi puttede i munden. Min far anlagde køkkenhave, og vi havde ærter, salat, bønner, hindbær, kirsebær, ribs, jordbær og så videre. Og viktualiekælderen var fyldt med asier, rødbeder og andre syltede og henkogte ting. Vi børn hjalp meget til med høsten og nipperiet. Det kunne godt være lidt hårdt af og til.”

BAG OM BOGEN

Kristine Marie Jensen, 1858-1923.

Tjente fra 1880 indtil sin død som husbestyrerinde hos skolebestyrer J.C. Melchior.

Fik i 1901 udgivet sin første opskriftsamling, ’Frøken Jensens Kogebog’, Danmarks bedst solgte kogebog gennem tiden med over en million trykte eksemplarer.

Udgav også andre, mindre kendte titler, blandt andet ’Five o’Clock Tea’ og ’Svampe paa 100 Maader’.

Hvad var den første ret, du lærte at lave?

”Da jeg flyttede til Aarhus og læste engelsk på universitetet, boede jeg sammen med en veninde fra gymnasiet, Hannah, hvis mor var husholdningslærerinde, og hun lærte mig at lave fyldte hjerter med flødesovs og kartoffelmos. Ved siden af studierne fik jeg job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, og sammen lavede vi en forestilling, der hed ’Cirkus Fantaspastisk’. Efter den blev jeg bidt af skuespillet og flyttede til København for at gå på Statens Teaterskole. Jeg havde få penge, så jeg spiste masser af makrel i tomat, men lavede også varm mad til mig selv hver dag. Jeg husker specielt en kinesisk ret med scrambled eggs, nudler og hvidløg.” 

Har du en go-to-ret i dag?

”Det er mest min mand, der står for maden, og han laver falafler fra bunden og bager med surdej. Men hvis det er mig, så laver jeg en kyllingefrikassé, en kartoffelsuppe med porrer og pastinak eller koteletter i fad, hvor jeg dog bruger svinemørbrad. Da børnene var små, var der cocktailpølser i, men det har jeg droppet efter at have kigget på, hvad der egentlig er i sådan en lille pølse.”

Hvilket måltid vil du altid huske?

”Da jeg var barn, fik vi tit brunkål med et stykke rugbrød til. En simpel ret med kål, lidt kød, lidt flæsk og lidt gulerødder. Jeg elskede det, og lugten af brunkål bringer mig i dag tilbage, så jeg kan se min mor og min far sidde lige over for mig.”

Forestillingen ’Frøken Jensens Kogebog’ spiller på Randers Teater indtil 28. september.

/

Fra solo til disko

Alban Lendorf har været på en snurretur af succes, skader og sporskifter. Her fortæller den tidligere kongelige danser om at blive suget ind af piruetterne, om at kæmpe for at holde sig brugbar og om at fake sig til at hoftevrikke som John Travolta.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Miklos Szabo

JEG GIK TIL mange ting som dreng. Badminton, fægtning, bordtennis, karate, fodbold. Da jeg var 11, syntes min mor, jeg havde brug for noget andet end sport, og så kørte hun mig ind til prøven på Det Kongelige Teaters Balletskole. Jeg havde aldrig danset før, men blev optaget. På bagkant gik det op for mig, at det var ret svært at komme ind, og det var jo sådan set meget sejt.

Jeg tænkte, nu prøver vi det et år eller to – eller indtil de ikke gider have mig mere og smider mig ud. Men jeg blev hurtigt grebet af tilværelsen i eventyrfabrikken. Som balletbarn får man tidligt lov at være med i balletterne som statist. Vi stod ikke bare på en eller anden balletskole og lavede trin, som ikke gav nogen mening – vi var på scenen! Vi så de voksne dansere helt tæt på: ”Wauw, så lavede han lige fem piruetter og sprang op i luften!”

Foto: Frederik Lentz Andersen

DET HELE GIK ret stærkt. Fem år senere var jeg aspirant til Den Kongelige Ballets kompagni, to år efter blev jeg fastansat, og tre år efter igen blev jeg udnævnt til solodanser, altså en af de dansere, der altid danser hovedpartierne i balletterne. Det var fantastisk og sjovt. Jeg var meget passioneret.

I 2015 blev jeg som 25-årig ansat på American Ballet Theatre i New York som principal dancer, hvad der svarer til solodanser herhjemme. Det var sindssygt inspirerende, det var virkelig nogle dygtige dansere, jeg kom til at arbejde sammen med, og jeg lagde ekstra pres på mig selv. Når jeg stod til træning, tænkte jeg: ”Du kan ikke gå hjem fra træning, inden du har lavet syv perfekte piruetter efter hinanden.” Og når jeg så endelig lykkedes med at lave dem, sagde min perfektionisme: ”Hvorfor lavede du ikke otte?” Det kunne aldrig blive godt nok. Min perfektionisme bragte mig til New York, men den blev måske også destruktiv i det lange løb. Kroppen har jo brug for pauser. 

Jeg blev skadet i knæet og opereret ad flere omgange. Jeg genoptrænede og genoptrænede i løbet af et par år. Vi håbede alle sammen – lægerne, arbejdsgiveren og jeg selv – at lige om lidt, så var den god igen. Men jeg kunne ikke løbe. Jeg kunne gå nogenlunde normalt – lod i hvert fald, som om jeg ikke haltede. Indeni gik jeg og tænkte ’fuck’ og gruede for, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig kunne danse mere.

Men så, lige inden jeg blev 30, tog jeg beslutningen om at pensionere mig som danser. Jeg tænkte: ”Du har alligevel højst 10 år tilbage at danse i. Måske skulle du holde op med at være så ked af det og forsøge at blive skuespiller i stedet.” Jeg havde i mange år gået med en lidt hemmelig skuespillerdrøm, og mens jeg genoptrænede, var jeg begyndt at tage nogle private skuespillektioner i New York. 

ALBANSK FOR BEGYNDERE

Alban Lendorf, 34 år. Danser og autodidakt skuespiller.

Tidligere solodanser på Den Kongelige Ballet og American Ballet Theatre.

Har som skuespiller medvirket i flere tv-serier og i filmen ’Skyggen i mit øje’.

ALLIGEVEL VAR JEG lidt bange for at fejle, bange for, at jeg aldrig kunne blive en lige så god skuespiller som balletdanser, da jeg søgte ind på skuespillinjerne på Den Danske Scenekunstskole i både Odense og København. Jeg kom videre til den tredje og sidste prøve begge steder, men takkede nej til at gå op.

Jeg havde lige fået tilbudt den mandlige hovedrolle som Jean i Strindbergs ’Frk. Julie’ på Bellevue Teatret, og ville jeg lave den opgave, kunne jeg ikke også begynde på skolen. Jeg ville gerne have skolens blåstempling, men jeg ville virkelig også gerne lave det stykke, og jeg tror, jeg traf den rigtige beslutning. Thure Lindhardt instruerede, og jeg skulle spille over for Sonja Richter. Jeg var fuld af ærefrygt – tænk, at de stolede på mig – og som om det ikke var nok, mødte jeg en dag Ghita Nørby, der sagde: ”Du skal tage dig sammen, for Sonja Richter er ret god.”

Jeg havde lige haft en lille rolle i Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’, men der var ikke så mange replikker. I ’Frk. Julie’ var der fandeme mange ord. Men jeg havde ingen problemer med at bruge hele natten på at lære manuskriptet. Og vi fik fine anmeldelser.

Jeg kunne godt lide tanken om at have sagt farvel til balletten og lukket døren bag mig, men så, efter at jeg havde dyrket masser af yoga og taget tusindvis af isbade, fik mit knæ det pludselig mirakuløst meget bedre. Og da jeg sidste år blev tilbudt at medvirke i forestillingen ’Etudes’ på Det Kongelige Teater, slog jeg til. Når kroppen kunne, hvorfor så ikke? Jeg vil bare gerne være med i legen. Men allerhelst vil jeg stadig være skuespiller.

Jeg forventer ikke at få en stor karriere, men hvis jeg kan leve af det, indtil jeg er 65, så er jeg glad. Og skulle jeg være så usandsynlig heldig at få lov at medvirke i en film af Christopher Nolan eller Alejandro González Iñárritu, kunne jeg godt lægge mig lykkeligt til at dø. Jeg synes generelt, man skal have store drømme i livet.

Foto: Miklos Szabo

HER TIL EFTERÅRET spiller jeg hovedrollen som Tony Manero i ’Saturday Night Fever’. Under forberedelserne har jeg været lidt på udebane. Som balletdanser får du, fra du er helt lille, meget strenge regler for, hvor din hånd skal være, hvordan din holdning skal være. Der er et meget fast sprog. Og læreren eller instruktøren fortæller dig hele tiden, præcis hvad du skal, ned til en lillefinger.

På ’Saturday Night Fever’ er det mere loose. Løsere hofter, bogstavelig talt. Hvis jeg skal lave en improviseret showdance til prøverne, får jeg at vide, at nu skal jeg bare fyre den af. Jeg kaster mig ud i det, men faker også lidt. For den looseness kommer ikke naturligt til mig. Men efter et par ekstra øvetimer og efter at have lavet en lille koreografi inde i hovedet har jeg den.

Jeg deler hovedrollen med Silas Holst. Vi spiller hver halvdelen af forestillingerne, og det bliver til over 30 forestillinger til mig – helt uhørt mange for en balletdanser. Der er ikke så mange vrid i led og sener som i en ballet, men det kræver god kondition. 

Det gør mig intet at være en blæksprutte og lave lidt af hvert. Jeg er ikke kræsen. Om det er dans, skuespil eller musical. Når jeg står på scenen, får jeg en pause fra alle bekymringer. Så er jeg lige i nuet. Det er et drug. Der er noget på spil, og jeg kan lide nerverne forinden og den kontante afregning. Hvis det går godt, står folk og klapper ad dig. Det er et meget taknemmeligt arbejde. ν

’Saturday Night Fever – The Musical’ spiller fra 12. september til 17. november i henholdsvis Falkonersalen, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.

/

Sort humor

Vi har brug for at grine ad tabuerne, mener Mette Søndergaard Nielsen, der har skrevet den komiske tragedie ’Hold så kæft, Lars’ om en selvmordstruet ung kvinde.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jacob Østergaard Johansson

I DET ENE rum står Liv, klar til at bunde et pilleglas. I det andet står Lars og gør klar til hygge. 

”Kom ud og drik gin og tonics,” råber han.

Lettere irriteret stiller Liv pillerne fra sig og går ud til Lars og drinksene.   

Det er svært at få ro til at begå selvmord, for efter det, der bare skulle have været et engangsknald, er den velmenende Lars, der har studeret psykologi, ligesom bare blevet hængende i lejligheden. En umage forelskelse er opstået, hvor Lars forestiller sig, at han kan få den svært deprimerede Liv i godt humør igen, samtidig med at Liv nødig vil binde sig af angst for at trække Lars med sig ned, mens hun alligevel med sarkastisk en dag tilbage-energi tager for sig af retterne. 

”Hun har taget beslutningen – og kan derfor på en måde gøre, hvad hun vil i sin sidste tid. Så de spiser, drikker og knalder,” siger Mette Søndergaard Nielsen, inden hun tilføjer: ”Men det er selvfølgelig en kunstnerisk abstraktion fra min side. Folk, der er selvmordstruede af depression, er som oftest ikke i stand til at gå uden for en dør.”

Den 37-årige skuespiller, dramatiker og instruktør har skrevet manuskriptet til ’Hold så kæft, Lars’ og spiller selv forestillingens kvindelige hovedrolle.

”Jeg ved godt, man ikke skal sige den slags, men jeg syntes, at det var noget af det bedste, jeg havde skrevet, så jeg havde ikke lyst til at give rollen fra mig,” griner hun.

”Lars er fuld af gode intentioner, men forstår ikke, at det ikke handler om, at Liv skal tage sig sammen eller løbe en tur, fordi det producerer endorfiner,” siger Mette Søndergaard Nielsen.

DA IDÉEN FØRST opstod, var hun lidt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne det. Altså lave sjov med psykisk sygdom og selvmords-tanker:

”Det er et vigtigt emne – der er enormt meget mistrivsel blandt unge mennesker.  Vi har aldrig været rigere. Samtidig har vi aldrig haft det dårligere psykisk. Og jeg syntes, der var et godt dramatisk afsæt i et ungt menneske, der ikke kan holde ud at leve længere, og sammenstødet mellem to individer, der forelsker sig, men er to vidt forskellige steder i livet. Men jeg var ikke helt sikker på, om det nu virkelig også var en god idé. Ville folk grine ad sådan en forestilling?”

Da manuskriptet stadig var på et spædt stadie, indsendte hun nogle scener til en workshop på Det Kongelige Teater, hvor to skuespillere arbejdede med teksten et par dage, inden de fremførte den foran et publikum. Der var blandt andet en scene, hvor Lars har lukket for vandet og gassen, og Liv er skidesur, fordi han gør det så svært at komme herfra, og Mette Søndergaard Nielsen erfarede, at publikum var med på at grine ad den lavpraktiske absurditet midt i det tragiske.

”Det gav mig en følelse af, at jeg, snarere end at holde igen, skulle gå lige til kanten med mit manus,” siger hun. 

”Måske har vi netop brug for at få det hårde tabubelagte emne ind på den måde, så vi kan holde det ud. Intentionen har aldrig været at gøre grin med psykisk sygdom, snarere at fremstille, hvor svær den kan være at forstå for den raske.” 

GØR DET SELV

”Jeg blev født i det mørke Jylland, var et genert barn og hamrende dårlig i skolen. Jeg begyndte til amatørteater, som gav en mulighed for at lege, at jeg var en anden, og måske også en selvudvikling. Jeg tænkte, jeg skulle lave store dramaer, ’Medea’ og den slags, og søgte ind på skuespillerskolerne, men kom ikke ind. Så jeg lavede mine egne teatertrupper, var en knoklerøv og organisator, mødte en masse gode mennesker. Derfra var det meget learning by doing,” siger Mette Søndergaard Nielsen, der har skrevet og medvirket i en række tv-serier, teaterforestillinger og podcasts og måske er mest kendt som den ene halvdel af satireduoen bag DR 2-showet ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’.

HISTORIEN MELDER IKKE noget om, hvorfor Liv er blevet så deprimeret. Mette Søndergaard Nielsen har ladet det stå som et åbent spørgsmål, for at så mange som muligt kan relatere til den deprimeredes situation. Under arbejdet med manuskriptet har hun læst op på den psykiske sygdom og dens følger og også talt med en række psykiatere og patienter. Det bekræftede hendes billede af, at depression er en tabubelagt sygdom.
”Stress kan være lidt sexet, fordi den signalerer, at man har arbejdet hårdt og haft travlt. Det kan vi godt lide i vores samfund. Når nogle er effektive. Men depression er stilstand. Man går i stå, bogstavelig talt. Man producerer en tredjedel mindre spyt, kroppen går lidt i dvale, når du lider af en svær depression.” 

Samtalerne har også hjulpet dramatikeren med at sætte ord på, hvordan depressionen føles, så den på mange måder usynlige sygdom lettere kan forstås af dem, der aldrig har prøvet at have det på den måde. 

”Deres beskrivelser har hjulpet mig på vej til replikker som ’Jeg føler mig som en kattebakke’, ’Jeg føler mig som Egtved-pigen’ og ’Jeg føler mig som en hånd, der lige er blevet skidt i’. Det er ikke præcis deres ord, men min fortolkning af den tilstand i formuleringer, som flugter med Livs sarkastiske karakter. Humoren er hendes skjold, hun kan glide af på alting med sin jargon,” fortæller Mette Søndergaard Nielsen, der håber, at forestillingen kan være med til at åbne en samtale.

”Det bedste, man kan gøre, når man har en depression, er at få hjælp og behandling og tale med andre. Det er bare ikke altid lige nemt. Jeg håber, at nogen vil føle sig spejlet, og at andre vil tænke: ’Gud, det vidste jeg ikke’ eller ’Gud, hvor provokerende’. Jeg synes, vi har et kæmpe ansvar for at tale om det. Også i kunsten.” ν

’Hold så kæft, Lars’ spiller på Aveny-T i København 31. august – 21. september, hvorefter forestillingen tager på turné i hele landet.

/

Scener og celler

Cellebiologi, rockmusik og skrå brædder – Johan Olsens jobbeskrivelse er farverig. Gennem tiden har han både udgivet anmelderroste plader med Magtens Korridorer og modtaget hæder for sin formidling af naturvidenskab. Nu er han aktuel som hovedrolleindehaver i en ny Pink Floyd-teaterkoncert.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jessica Freisleben

GEDE-KRANIER FRA en vandretur i Grækenlands bjerge, sort-grumset hjemmebrygget snaps i store sylteglas, en fjer, en broderet måge og en lysende triceratops-lampe. Det er blot nogle af de ting, der omkranser computeren på Johan Olsens skrivebord. 

”Jeg skal lige have mine smøger,” siger han og forklarer, at han har lagt en plan. Han vil gerne gå en tur i Universitetsparken, der gemmer sig på den anden side af Biologisk Institut på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro i København. Johan Olsen tager guldindfattede Aviator-solbriller og en sort-falmet bondekasket på og griber et sølvetui indgraveret med et insekt. Cigaretterne.

Johan Olsens cv kan ved første øjekast synes broget og pege i mange retninger. Men da han viser vej ud mod parken, fortæller han, at forskningens og musikkens verden faktisk ikke ligger specielt langt fra hinanden. I hvert fald ikke for ham, når det kommer til arbejdsmetoder. 

”Begge dele har en kreativ proces, som er virkelig sjov. Når man skriver sange, får man en idé, der spirer ud af en stemning indeni. I forskning kommer ideerne fra den intuitive forståelse af det, man arbejder med. Man arbejder for at forstå et eller andet. Det har musikken, sangen og eksperimentet tilfælles. Det er en virkelig høj fornemmelse, når det lykkes. Både at skrive en sang og at gennemføre et eksperiment,” siger den teater-aktuelle biolog, der i efteråret skal optræde med Pink Floyds ’The Wall’-album på Østre Gasværk Teater. Det er den første teaterkoncert, han har sagt ja til at medvirke i, fordi han har et ganske særligt forhold til netop den plade. 

I BARNDOMSHJEMMET PÅ Østerbro var der to store idoler hjemme hos familien Olsen. Den ene var Charles Darwin, den anden var Niels Bohr. Tennisspilleren Björn Borg sneg sig ind på en tredjeplads. Faren var læge, men spillede bratsch i DR Symfoniorkestret stort set hele sit liv. Moren var fysik- og matematiklærer. Med andre ord var hjemmet spækket med naturvidenskab såvel som musik. Johan Olsen spillede selv violin og bratsch som sin far, og fra han var otte år, drømte han om at blive biolog. Pladesamlingen derhjemme bestod af indspilninger af klassisk musik og lidt Beatles, så det var i skolen, at Johan Olsen blev introduceret til ABBA og tidens rytmer i det hele taget. Som 12-årig sad han så til en fødselsdag, hvor fjernsynet kværnede i baggrunden. Mellem udsendelserne kørte tonerne og teksten ”All in all, it’s just another brick in the wall”, og den unge dreng var bjergtaget. 

”Jeg huskede bare det nummer der,” siger Johan Olsen og tager et sug af sin cigaret. 

”Og så tænkte jeg: ’Hold nu kæft, det er fedt, det der.’” 

Noget tid efter skulle familien på sin årlige ferie på en bondegård på Mors. En af feriedagene gik turen til et kræmmermarked, og her fandt Johan Olsen Pink Floyd-pladen i en stor bunke. 

”Jeg lånte penge af min far til at købe den,” husker han, mens han går forbi biologistuderende, der sidder under træerne og skriver avancerede formler på whiteboards, de har hevet med ud i skyggen. 

Tilbage på bondegården stod der en pladespiller oppe på loftet. Den havde ikke nogen forstærker, men Johan Olsen fandt ud af, at han kunne høre musikken alligevel, hvis han lagde øret helt tæt til pickuppen. Og sådan brugte han en sommerferie på at høre ’The Wall’ i en næsten hviskende version. 

”Da vi kom hjem, hørte jeg den altid. I årevis. Min mor var ved at blive sindssyg. Også min bror. Det var faktisk frygteligt for dem, og det var virkelig et issue i vores hjem,” siger han. 

For familiefredens skyld sørgede Johan Olsen imidlertid for at skrue ned, når han hørte, at hoveddøren gik op efterfulgt af morens skridt. 

”Det var et overlevelsesinstinkt. Min mor er fra Amager, ha ha. Men jeg havde virkelig en følelse af, at der var nogen derude, der forstod, hvad der foregik inden i mig, når jeg hørte musikken og læste teksterne.” 

ROCK OG KRYSTALLER

Johan Gotthardt Olsen, født 1969. Kandidat i biologi fra Københavns Universitet og ph.d. i proteinkrystallografi. Forsker og underviser på Biologisk Institut i København. Forsanger i det danske rockband Magtens Korridorer siden 1995. Medvært på DR-programmet ’Vildt naturligt’. Har udgivet adskillige børnebøger om naturvidenskab. Modtog i 2022 H.C. Ørsted Medaljen i sølv for ”fremragende formidling af naturvidenskab, herunder flittigt forfatterskab”. Aktuel i teaterkoncerten ’Another Brick in the Wall, Part 5’ på Østre Gasværk Teater, som har premiere 22. september.

VI HAR MISSET Newtons æbletræ!” udbryder Johan Olsen og skråner tilbage hen over Universitetsparkens svedne, gule græs, der har lidt under forsommerens tørke, hen imod et skævt, men frodigt grønt æbletræ. 

”Jeg har et ritual herude om efteråret, hvor jeg plukker et æble og spiser det. De er egentlig ikke særlig gode, men der er noget ophøjet ved at spise et æble, hvor jeg ved, at Isaac Newton har haft den samme smag i sin mund.” 

Historien forlyder, at astrofysikeren Jens Martin Knudsen fik fat på en stikling i haven hos Isaac Newton, tyngdelovens fader, som han tog med hjem og plantede lige her ved Københavns Universitet. 

Når frugterne atter skyder frem på Newtons æbletræ i Universitetsparken, skal Johan Olsen ikke kun gnaske sig igennem historiens vingesus, han skal også synge for på Pink Floyd-klassikerne på teaterscenen. Og selvom han efterhånden er ganske vant til at optræde, er der alligevel spænding at spore. For det er noget andet at optræde på teatret end – med hans egne ord – at ”stå og råbe folk ind i hovedet” med Magtens Korridorer, hvor han har været forsanger i snart tre årtier.

”På teatret er alt koreograferet. Jeg kommer ikke til at tage et skridt eller lave en eneste bevægelse, som ikke er aftalt på forhånd. Det er jo et kæmpe musikstykke med band og folk, der danser. Det er virkelig vigtigt, at du ved præcis, hvor du skal være på den scene,” siger Johan Olsen. 

”Jeg glæder mig sindssygt meget til at spille sammen med det store band på teatret. Hold kæft, hvor er de gode, mand.” 

Det metalliske cigaretetui og Ronson-lighteren bliver listet ned i lommen på de sorte, skinny rockstjerne-jeans igen. Johan Olsen går tilbage til start. Der er møde på instituttet om få minutter.

/

Ben i næsen

Adam Tocuyo er flasket op med teaterture og capoeira. Han har studeret hos Beyoncés koreograf og er sprunget fra en plads på Den Danske Scenekunstskole. Han har danset i Cirkusrevyen og ’Vild med dans’. Og nu har han helliget sig arbejdet hos Uppercut Danseteater, hvor han sætter sit præg på verden. Trin for trin.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Linda Johansen

JEG ER BLEVET kaldt ’Danse-Adam’, siden jeg var dreng. Og et eller andet sted har det nok altid ligget i kortene, at jeg skulle være danser. Min mor dansede og fotograferede professionelt som ung. Efter hun fik mig, uddannede hun sig til steinerpædagog. 

Jeg er vokset op uden min far. Min mor mødte ham i Venezuela. Jeg har ikke set ham i 17 år. Han er kunsthåndværker og musiker og laver instrumenter af alle slags naturmaterialer, tegner, maler, laver smykker og keramik og lever med naturen. Og min mor fortæller, at han også er en super danser.

Min mor har altid taget mig med i teatret, både bagved og som publikum. Jeg har set børneteater, danseteater, klovneri, cirkus og alt derimellem. Jeg gik på steinerskole det meste af min skoletid, hvor der også var scenekunst på skemaet. Alt i alt har jeg fået meget kunst ind i min opdragelse, og det gav mig tidligt et kald til selv at skulle stå på en scene.

SOM FEMÅRIG BEGYNDTE jeg til capoeira hos Mestre Steen, der leder capoeira-skolen Senzala i København. Jeg blev bedste ven med hans søn Isak, der gik på samme skole som mig, og som i dag er min personlige træner. Capoeira er en brasiliansk kampsport, som indeholder sang og musik og ligner en dans, men er et spil – en kamp, hvor det handler om at narre, finte og fælde hinanden. Capoeira har lært mig helt utroligt meget om kroppen, om musik, om kultur og nærvær. Måden, man bevæger sig i capoeira, følger, hvad vores krop er lavet til at kunne, og sporten har givet mig et stærkt fysisk fundament.

Da jeg var 14 år, tog min mor mig og mine søskende med ud i Dansekapellet, en dansescene og et uddannelsessted, som netop var åbnet ved Bispebjerg Torv i København. Hele familien startede til dans, og jeg begyndte til popping – det, vi tidligere kaldte electric boogie – og breakdance.

Efter 9. klasse tog jeg på idrætsefterskolen BGI Akademiet. Jeg ville gerne prøve parkour, selvom jeg vidste, at jeg ville danse. Men da parkour-linjen var fyldt op, valgte jeg danselinjen – vi var kun to drenge og 60 piger.

Da efterskoleåret var ved at være færdigt, tænkte jeg over, hvad jeg skulle gøre for at gavne muligheden for en dansekarriere bedst muligt. Jeg følte mig for ung til at starte på en danseuddannelse. Jeg var ikke klar til, at det skulle være så seriøst, endnu. Så jeg tog endnu et år på BGI’s danselinje, inden jeg som 17-årig søgte ind på tre forskellige private danseuddannelser – og kom ind på alle tre. 

Min sidste audition var på Sara Gaaardbos Danseuddannelsen. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl. Hun havde alt det, jeg søgte. En stor teknisk viden om kroppen og en enorm passion for sine elever og faget. Til optagelsessamtalen sagde hun, at jeg, hvis jeg startede på uddannelsen, ville kunne nå langt.

En dag på uddannelsen bestod af tekniktimer om morgenen og koreografi om eftermiddagen. 

BENARBEJDE

Adam Tocuyo, 24 år. Fra København.

Har gået på Vidar Skolen i Gentofte. Har boet tre år på Anholt med sin mor og søskende.

Har blandt meget andet danset i forestillingen ’Kalinka’, der vandt en Reumert, samt ’Vild med dans’, ’Cirkusrevyen’, Anne Linnet-teaterkoncerten ’Jeg er jo lige her’ og ’Westside Story’ på Malmö Opera og Operaen i København.  Har også medvirket i musikvideoer, tv-reklamer og talrige tv-produktioner.

Er aktuel i forestillingen ’Benched’ med dansekompagniet Uppercut, der blandt andet spiller på Aveny-T i København i november.

SARA KOM ALTID IND, også selv om det ikke var hendes time, og rettede på os elever. Hun forsøgte at få os til at forstå, hvad små justeringer i vores bevægelser betød for koreografien og teknikken. Og hun ønskede, at vi skulle lære, hvordan man bruger kroppen korrekt, så man ikke får skader, hvilket er mega-vigtigt, hvis man skal leve af sin krop. Hun er en hård og direkte læremester, men fuld af kærlighed. Og hun var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg følte, hun spejlede mit gåpåmod og så noget i mig. I dag er hun et kæmpe forbillede og en god ven.

Vi blev undervist af dansere, der arbejder professionelt i både ind- og udland. Jens Brøndum, som underviste i moderne dans og teknik, blev et vigtigt møde for mig. Da uddannelsen sluttede, tog han mig med til audition på forestillingen ’Vildheks’, da de manglede en såkaldt understudy til Jens’ rolle, en slags stand-in. Det endte med, at jeg i stedet fik min egen ensemblerolle og medvirkede i samtlige forestillinger. Jeg ville gerne bevise, at jeg havde lov til at være med, selvom jeg var ung og uerfaren, og jeg lagde fuld sjæl i forestillingerne – hver eneste aften.

Forestillingen satte gang i min karriere. En B&O-reklame, ’Gas galla’ i Østre Gasværk, ’Vildheks’ igen, ’Cirkusrevyen’, ’West Side Story’ på Malmö Opera og ’Terkel – The Motherfårking Musical’ er blandt de store produktioner og mange fede ting, jeg fik lov at lave de næste par år. 

I 2019 HAVDE jeg lyst til at videreuddanne mig, så jeg søgte ind på Scenekunstskolen og blev optaget. Inden jeg skulle begynde, tog jeg over sommerferien til Los Angeles sammen med min daværende kæreste og en ven. Jeg var nysgerrig efter at mærke stemningen i L.A. – den kommercielle dansebranches hovedstad – og fulgte et tre måneder langt intensivt kursus hos koreografen Dana Foglia, der blandt andet har arbejdet sammen med Jennifer Lopez, Beyoncé og Billie Eilish.

Vi dansede fire timer om dagen. Jeg elskede at være elev igen og kun at skulle fokusere på det. Jeg trives godt, når jeg har et klart fokus. Træningen var intens, og arbejdsmoralen på det højeste, da konkurrencen er så stor i USA. Det var vildt inspirerende.

Jeg kom hjem fra L.A. med en ny erfaring og følte, jeg var klar til at prøve kræfter med at danse mere kommercielt. Jeg besluttede derfor, at Scenekunstskolen ikke var noget for mig. I stedet skrev jeg til koreograf og danser Toniah Pedersen – der blandt andet arbejder på mange tv-produktioner – at jeg virkelig gerne ville arbejde med hende. 

Der gik lidt tid, før hun havde noget arbejde, men pludselig spurgte hun, om jeg ville være med i ’Vild med dans’-semifinalen, hvor vi skulle lave hiphop med deltagerne. Samme år fik jeg også min første mulighed hos Uppercut Danseteater. De har eksisteret i 40 år og er et anerkendt moderne dansekompagni. Jeg har fulgt med i deres produktioner, siden jeg startede med at danse på Dansekapellet, hvor de holder til.

Jeg følte det som en kæmpe ære, da de spurgte mig, om jeg ville træde til, da en af deres dansere var blevet skadet under premieren på forestillingen ’Jump’. Jeg sagde ja med en vis ærefrygt og fik fem dage til at lære hele forestillingen udenad.

 

I 2021 BLEV jeg en del af  Uppercuts ensemble til forestillingen ­’Benched’, som vi skulle lave til Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads, og som vi stadig turnerer med i ind- og udland. Vi spiller på Aveny-T i København og i Istanbul i efteråret, og vi skal til Canada med forestillingen i det nye år. Det glæder jeg mig vildt meget til.

Uppercut har de sidste år lavet en trilogi med ’svinet’ som gennemgående tema. Den udforsker, hvad det vil sige at være et svin, på godt og ondt. Jeg fik igen chancen for at være stand-in på første del af trilogien, ’Samba’, da den skulle til Tyskland, og da tredje del, ’Kalinka’, skulle laves sidste år, fik jeg min egen plads fra starten. Kalinka vandt en Reumert for årets danseforestilling. Jeg er virkelig stolt og taknemmelig over at have bidraget til det. At være med til at vinde en Reumert er meget stort. 

Nu er jeg blevet en tilbagevendende del af ensemblet hos Uppercut, og jeg har valgt at fokusere på det frem for store teaterproduktioner, da jeg kan mærke, hvor meget det udfordrer og udvikler mig. Jeg er dog kun tilknyttet fra forestilling til forestilling, og spilleperioderne er kortere end på de store teatre, hvilket betyder, at jeg i mellemtiden supplerer med andre små dansejob, undervisning og vagter i Lag­kagehuset.

Jeg ville ønske, at et kompagni som Uppercut kunne få statsstøtte, så de kunne fastansætte deres dansere, deriblandt mig. Man kan nogle helt andre ting sammen, når man har den base og tryghed og ikke skal bekymre sig om, hvor den næste månedsløn skal komme fra. Og ikke mindst ville det give muligheden for at møde ind hver dag og træne sammen fast, så man altid var i topform. 

Jeg håber, at jeg udretter noget, som jeg vil blive husket for. Jeg har en idé om, at jeg skal sætte mit aftryk i verden. Jeg vil gerne udfylde mit fulde potentiale, både personligt og som danser. De to går hånd i hånd, og der er masser, jeg stadig skal finde ud af.

Tak til Gaardbodans for lån af location.

/

Mørkets toner

Godnatsange, havbrus og motorcykel-gas. Hverdagen er fuld af lyde og musik, der forsøder såvel som generer. Marie Højlund har udforsket de fleste af dem både som forsker, musiker og nu som huskomponist på Aarhus Teater, hvor hun for tiden giver lyd til natten.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Morten Fauerby, Montgomery, Kim Glud

HVIS MAN LUKKER sine øjne og giver sig tid til virkelig at lytte, vælter det ind i øregangen med indtryk. Denne fredag eftermiddag på en velbesøgt café i indre København klirrer bestik mod porcelænstallerkner, biler gasser op og ned, cykelkæder rasler dovent, ringeklokker bimler, gæster og forbipasserende griner, og skraldespande bliver tømt og sat på plads med et højt klonk. Lydene fletter sig ind og ud af dette interview med Marie Højlund, der sidder i cafeens baggård med en tallerkenfuld højtbelagt smørrebrød.   

Når Marie Højlund tænker tilbage, har hun på en eller anden måde altid været draget af lydens verden, som ifølge hende især kommer stærkt til udtryk om natten. Som barn lå hun i sin seng i præstegården nær Silkeborg og lyttede til knirk og knagen, når hun ikke kunne sove. Der var ikke nogen naboer, og nattens lyde havde gode betingelser for at træde tydeligt frem. 

”Jeg har siden hen tænkt over, at jeg egentlig tror, at hele min interesse for lyd kommer derfra. Min søster faldt bare i søvn. Hun er meget visuel og arbejder også med design i dag. Men jeg lå og lyttede,” siger Marie Højlund, der i næste nu bliver afbrudt af en gennemtrængende og ubestemmelig høj brummelyd, der virker inciterende på lydkunstneren. Hun registrerer den med det samme, griner, spærrer øjne og mund op og fremkalder på imponerende vis en identisk brummen fra sit lunge-orkester. Som regel har hun en optager på sig, så hun løbende kan tilføje nye sounds til sin computers lydbibliotek, der er vokset i årevis. Denne brummen lader hun imidlertid passere og fortæller i stedet, at hun eksperimenterede med lyd på alle mulige måder, da hun voksede op. 

”Jeg lavede lydeksperimenter med min stemme nede i vores cykelkælder, da jeg var teenager. Der var meget rumklang dernede. Så stod jeg der og lavede noget, der hedder overtonesang, hvor man fremhæver nogle toner i sin stemme, så det lyder, som om man synger to toner på én gang,” siger Marie Højlund og forklarer, at hun overordnet kommer fra en musikalsk familie. De havde det obligatoriske klaver i hjemmet, men også et slægts-kor, som de af og til optrådte med. 

”Jeg kan huske, at jeg har åbnet klaveret og stået og sunget ned i strenge-kassen, fordi det gav en speciel lyd. Min far var præst, så jeg har også altid siddet i kirken til hans prædikener og lyttet til rumklangen. Stemmerne derinde og det skifte, der er i lydene, når man kommer udefra og går ind i kirkerummet.”

MARIE KOLDKJÆR HØJLUND

43 år. Lydkunstner og huskomponist på Aarhus Teater. Gift og mor til to børn. Uddannet audio­designer fra Aarhus Universitet. Har skrevet ph.d. om lyd og larm på hospitaler. Lektor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun skriver forskningsartikler og underviser. Udgiver musik under kunstnernavnet Kh Marie. Medlem af den danske rockgruppe Nephew. Har lavet lyd til sansefødestuerne i Region Midt- og Nordjylland. Hun står blandt meget andet også bag en fire timer lang løbe-symfoni og en danse-teaterproduktion baseret på kunstneren Björks musik. Modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderslegat 2023 for ”et høj­energisk virke i og omkring lyd og musik”. Tidligere har hun også modtaget musikprisen Steppeulven og scenekunstens Reumert-pris. Aktuel med teaterkoncerten ’Natten’, hvor hun laver lyd sammen med kunstnerduoen Den Sorte Skole, der vises indtil 27. september.

DET NÆSTE STORE ’lyd-skridt’ var for Marie Højlund, at hun efter gymnasiet flyttede til Aarhus. Her sparede hun penge sammen til at gå på et computerkursus på Byhøjskolen. 

”Jeg fik åbnet en helt ny verden. På computeren kunne jeg alle lyde. Jeg begyndte at lave musik på computeren, og i dag er den stadigvæk mit værktøj nummer ét. Den er jo på en måde et helt overjordisk instrument. Vi kan optage alting, vende det rundt, loope det, lave det om, mase lydene sammen og lægge 100 stemmer oven i hinanden,” siger hun. 

Silkeborgenserens repertoire er lige dele afvekslende og imponerende. Marie Højlund har forsket i lyd og larm, udgivet musik under kunstnernavnet Kh Marie, er en del af rockbandet Nephew, der lige nu holder pause, og har komponeret lyd til teaterforestillinger og lydtapeter til fødestuer. I september måned er hun så aktuel som huskomponist på Aarhus Teater med en teaterkoncert, der handler om netop natten. Forskellige godnatsange fra blandt andet Højskolesangbogen bliver nyfortolket af Marie Højlund i samarbejde med kunstnerduoen Den Sorte Skole.   

”Når jeg går i gang med arbejdet til en forestilling, starter jeg ikke med at lave musik. Jeg går i stedet virkelig meget ind i emnet. I forbindelse med den her forestilling er jeg gået ind i drømmefaser, hvad der egentlig sker, når vi sover, og hvordan jeg ville oversætte de stemninger til lyd,” siger lydkunstneren. 

”Jeg har selv haft en god og tryg barndom, men der lå helt klart et udtryk i natten, der var skummelt. Alle de små overhørte lyde, som vi ikke lægger mærke til i hverdagen. Det er, som om baggrunden træder frem om natten, naturen kommer til sin ret, og mange dyr vågner først op der. Menneskenes lyd dæmpes.”

HJERTELYDE

Bedste: ”Det er helt klichéagtigt at sige – og det her sker i øvrigt aldrig – men jeg tænker på lyden af ens børn, der for en gangs skyld bare hygger sig, snakker og har det godt sammen, imens man ligger på en strand med baggrundslyd af træer. Det må være den bedste lyd.”

Værste: ”Der er nogle lyde, som jeg virkelig kan blive vred over. For eksempel hvis man kommer gående inde i byen, og en motorcykel kommer forbi og gasser op. Det er jo en ekstremt kraftig og pludselig lyd. Der sker noget kropsligt. De værste lyde er dem, der går i kroppen.”

Marie Højlund skifter glidende mellem at svare som musiker og som forsker. Hun forklarer, at der er noget med de dybe frekvenser: Vores kroppe reagerer instinktivt på dem. 

”Hvis vi tænker evolutionært, har dybe frekvenser tidligere været et varsel, som har aktiveret vores alarmsystemer. For eksempel om vulkanudbrud eller jordskælv. Det er også derfor, at de fleste af os godt kan lide fuglekvidder. Det er noget med tryghed. For evolutionært set betød det, at der var fare på færde, når fuglene stoppede med at synge.” 

Med rolig midtjysk diktion beskriver Marie Højlund, hvordan lydene er essentielle i vores hverdag for både krop og sind. Hvordan de kan få os til at slappe af, til at drømme, til at blive vrede og til at blive glade. Noget af det mest skræmmende, hun kan forestille sig, er at miste hørelsen. 

”Hørelsen kan man faktisk træne, men den ændrer sig uundgåeligt over tid. For nogle somre siden sad jeg med mine forældre ved et bål, og jeg sagde: ’Ej, kan I høre, hvor det knitrer?’ Ingen af dem kunne høre det, fordi bål-knitren ligger i den høje ende af frekvensspektret, og det er deroppe, det aldersbetingede høretab starter.”

I cafeens baggård skramler containerne fortsat frem og tilbage mod skraldebilen. En motorcykel gasser op, mens rådhusklokkerne ringer. Marie Højlund vil helst ikke kategorisere noget som en forfærdelig eller dårlig lyd. Der er nogle lyde, der går i nervesystemet, ja, men mest af alt drømmer hun om, at vi tænker lyd mere ind i det offentlige rum. Og at vi snakker om lydene. 

”Vi skal sætte pris på de lyde, vi godt kan lide, og vi skal huske at dele dem med hinanden,” siger Marie Højlund, der har tænkt sig at nyde bålets knitren ekstra meget de næste mange år.

/

Frit tæppefald

Som scenetekniker på Odense Teater fører Pernille Bejder scenografernes vilde ideer ud i livet. I fem akter fortæller hun om håndværket bag kulisserne og om at slå iskoldt vand i blodet, når forestillingen ruller, og svævende rekvisitter falder ned.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Karoline Lieberkind

1.

Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket. 

Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.

Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.

PERNILLE BEJDER

39 år. Arbejder som scenetekniker på Odense Teater. Uddannet teatertekniker i 2011.

Har tidligere arbejdet på Aarhus Teater og bygget modeller til blandt andet Randers Regnskov. Bor i Bogense. Gift og mor til Svend, Gorm og Skjold. Bruger sin fritid med hænderne. Om så det gælder at restaurere hus, ordne have eller producere diverse legedimser til børnene.

2.

En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen. 

Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå. 

Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang. 

Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter. 

Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.

3.

Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op. 

Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillings­lederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer. 

Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab. 

SCENETEKNISK SET

En scenetekniker skaffer rekvisitter og sætter lys og lyd på teaterscenen. De er med, når kulisserne skal bygges, og når forestillingen kører. På Odense Teater er der syv sceneteknikere, et par elever og en teamleder.

4.

Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.

Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.

Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker. 

December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.

5.

Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten. 

Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være. 

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.

Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.

ODENSE  TEATER

er Danmarks næstældste og har rødder tilbage til 1796. H.C. Andersen arbejdede i en periode som plakatopsætter på teatret. I 1914 flyttede Odense Teater til sin nuværende residens på Jernbanegade. Dengang kunne man købe en flaske snaps til fem øre, og den første forestilling på det ’nye’ teater var ’Ole Lukøje’ af H.C. Andersen.

På Odense Teater hænger omkring 17.000 kostumer til minde om mere end 200 års teaterhistorie. Teateret har gennem tiden uddannet en række kendte skuespillere. Blandt andre Sonja Richter, Lars Ranthe, Nicolaj Kopernikus, Hella Joof og Thure Lindhardt.

/