Indlæg

Efter årtier med rynkede bryn fra eliten er SØREN FAULI pludselig blevet mangemillionær på butikskæden Normal. Nu har han råd til det meste, men hvad skal den 55-årige multisnakkende kunstner så bruge sin ustyrlige energi til? Ud & Se fulgte i sporene på en mand, mange måske har meninger om, men som ikke lader sig fange så let.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Isak Hoffmeyer

MAN KAN IKKE se ham, men man kan høre ham. Sammen med en håndværker kommer han gående bag en stor gipsplade, mens han højlydt dirigerer to andre håndværkere. Pludselig kan man se en hårtop stikke op bag gipspladen, der nærmest kommer svævende foran huset. Så træder han frem. I blå kedeldragt med et fyrværkeri af hvide malerpletter og sin evige e-cigaret, som han bapper ivrigt på.

”Ham der, han er fra Arbejdstilsynet, så nu kan I godt se at få ryddet op,” driller Søren Fauli håndværkerne, inden han giver hånd. 

Det er sidst på eftermiddagen, og den 55-årige instruktør og skuespiller er ved at runde endnu en arbejdsdag af i det store sommerhus i hipsterville, som han købte i forsommeren 2018, og som han siden har været i gang med at totalrenovere som selvudnævnt byggeleder. 

Kun murene står tilbage af det gamle hus. I haven ligger gamle sengemadrasser i en stak under plastic, og der er installeret et inter-
imistisk udekøkken under en slags presenning foran hoveddøren. Hvis Søren Fauli tog et af de mange nedfaldsæbler i haven og kastede det i retning af Restaurant Kongernes, kunne selv han, med sine utrænede arme, sikkert ramme en eller anden (anden) kendt på restaurantens terrasse. 

En adresse i nordsjællandske Tisvilde er på mange måder et statement – både for kultureliten, dens wannabees og for erhvervsfolk med store biler med tonede ruder. Sommerhuse tæt på centrum her koster mellem det fem- og tidobbelte af, hvad de koster andre steder i landets randområder.

MIDT I BYGGERODET introducerer han konen Annika Lillelund, der, blandt andet, er forfatter, og sine fem børn, der alle går ind og ud af huset. Fanny på 23 og Laurits på 19 er trukket i arbejdstøjet, de hjælper far med at gøre køkkenet færdigt. Billie på 16 viser en blå buksedragt frem, hun har købt i genbrug. 

De tre ældste børn har Søren Fauli med sin ekskone Barbara, og de to yngste med Annika. Daimi på otte og Alice på fem synes begge to, det er sjovt at kaste med pinde og slæbe rødder ind i det nye hus, men det synes deres far ikke. 

”Lad være med det. Det er der ikke plads til – endnu,” siger han bestemt, men uden at hidse sig op.

I udhuset kan børneflokken se frem til at få sovepladser til sig selv og vennerne, en hjemmebiograf og udendørs brusebad. Søren Fauli vil gerne have et flot hus, men ikke for enhver pris, derfor bliver Ikea-køkkenet forsynet med egetræsbordplader, som han har været på Fyn for at hente. 

Alle gulve er brudt op, så der kan installeres gulvvarme, og alle rum på anden etage er forvandlet fra små kasser til loft til kip. Lyst og luftigt skal huset blive, når det er færdigt. Man vil ikke kunne se, at huset oprindelig er fra 1921, og så alligevel: Hele vindues­partier på bagsiden af huset er pillet ud og erstattet med glas, der ser ud, som om det er gammelt.

”Jeg har instrueret min murer i, at intet må være lige. Der skal være buler hist og her. Hver gang håndværkerne laver en lille fejl, siger jeg: ’DET må I godt lade være.’ Det er fundamentalt for mig. Når noget er perfekt, gider vi det ikke alligevel. Det eneste, vi kan bruge, er det fejlagtige.” 

MIKAEL BERTELSEN
programchef på Radio24syv, barndomsven:

”Min far og Søren Faulis far Svend havde mødt hinanden i New York i 50’erne, hvor de blev venner. Da de kom til Danmark, købte de hver et bondehus i Kikhavn i et lille stråtækt landsbysamfund. Fra jeg var lille, har jeg tilbragt alle mine sommerferier deroppe. Søren var en fire år ældre dreng, jeg blev meget fascineret af. Han er og har altid været min fantasistorebror. Han havde altid det sidste nye, om så det var plader med Sweet, skateboard eller forstand på diskodans. Gennem ham fik jeg ny inspiration, og jeg kunne bagefter bruge månedsvis på at gå op i det samme som ham. Han kunne få mig til helt vanvittige ting. Engang løb vi rundt i klitterne og legede nazister. Han sagde til mig, at hvis ikke jeg trådte i en stor hundelort, var jeg ikke rigtig nazist. Så jeg kom selvfølgelig hjem smurt ind i hundelort.”

MANDEN MED TILNAVNET ’reklamebranchens Aladdin’ er ikke karrig med at sætte sig selv i spil. Som person, som filminstruktør, som skaber af farverige karakterer i reklamefilm, som ivrig debattør og som en pibende chokoladeskildpadde fra Toms. Han gætter på, at spørger man 100 mennesker om, hvad de forbinder ham med, vil 95 af dem referere til skildpadden.

”Det er hårdt at blive husket for det. Men ved du, hvad der er hårdere? Når jeg møder folk, der kigger ned i min Netto-pose og siger: ’Der er da ikke så mange Squaaash dernede’, fordi de tror, at jeg er Finn Nørbygaard,” siger Søren Fauli, inden han ikke kan lade være med at forsætte:

”En ting er dog endnu hårdere faktisk. Det er, når – og det sker ret tit – jeg bliver stoppet, og folk siger: ’Godt børne-tv’, fordi de tror, jeg er Pyrus. Det er eddermame ikke rart. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i at tegne et glansbillede af mig selv, men der er alligevel grænser.”

I november 2017 kom det frem, at Søren Fauli tjente mere end 50 millioner kroner ved at sælge sin andel af Normal-kæden til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der nu ejer aktiemajoriteten i den kraftigt ekspanderende butikskæde. 

Nogle af pengene er brugt på byggerodet i Tisvilde, hvor vi sætter os i det udendørs køkken ved siden af en brødrister. Vidste man ikke bedre, kunne pavillonen være et telt slået op på Roskilde Festival.

”At være byggeleder på sådan et projekt minder afsindig meget om at instruere en film. Ligegyldigt hvor jeg drejer hovedet hen, er der detaljer, jeg skal tage stilling til. Ham, der lige gik forbi dér, er en gudbenådet tømrer. Når det stikker ham, kan han udføre mirakler. Men hvis han har en dårlig dag, kan han næsten ingenting. Jeg kan ikke finde ud af at sige, at folk skal tage sig sammen.” 

HENRIK JUUL
samarbejdspartner og medejer af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners:

”Søren Fauli er den sidste model, de lavede på fabrikken, før de lukkede og slukkede. Jeg mødte ham første gang, da vi skulle lave reklamefilm for Kims for omkring 25 år siden. Vi skulle ud og kigge på, hvor vi kunne optage filmene, og jeg hentede Søren. På vejen siger han så, at han lige skulle ind på en tankstation. Og ud kom han med menstruationsbind. Jeg spurgte, hvad der foregik, og han svarede, at han havde fået en hæmoride, og den talte han så om uafbrudt fra København til Fyn. Den anekdote siger meget om Fauli. Han er ikke forsigtig, og han er helt uforstilt. Da vi landede på Fyn, tog han mig også lige med i Magasin. Han fik råbt så højt, at alle i varehuset kunne høre, at han skulle have ’røvsæbe’! ’Det hedder altså intimsæbe,’ forsøgte jeg.”

HUSPROJEKTET lægger pres på familielivet, selvom de også bor i en villa i Hellerup. Søren Fauli drømmer om sommerhuset om natten, når ellers han kan sove.

”Jeg er så stresset, at du slet ikke gør dig begreb om det. I dag har været en dårlig dag, og Annika har været røvirriteret på mig. Oprindelig troede jeg, at vi ville være færdige til efterårsferien.”

Annika, der også har arbejdsdragt på, smører sig en mad i ’køkkenet’ og tilbyder Dagmar-tærte. Hun interesserer sig ikke for byggeriet. Hun kan bedst lide overskuelige boligprojekter som for eksempel at male en væg.

”Vi lever forskellige liv lige nu, og det er ret voldsomt, men jeg ved godt, det har en ende, og så finder vi sammen igen.”

”Annika kan godt lide, at der er styr på tingene. På mange måder er det medicin for mig, for så bliver jeg mere struktureret,” svarer hendes mand, der sætter pris på et liv, han kalder småborgerligt og kontrolleret.

Ideen om selv at styre renoveringen kom af lediggang. Efter eget udsagn har Fauli, siden han fik kolossal succes med Normal-kæden, siddet og stirret ind i en væg og ”ikke lavet en skid”.

”Jeg har brug for, at der er nogen, der har brug for mig. Annika sagde på et tidspunkt, at jeg måtte se at komme i gang med et nyt projekt, og det blev så det her, selv om hun, set i bakspejlet, nok ikke skulle have sagt ja. Vi driver lidt fra hinanden,” siger Søren Fauli, der selv mener, at arbejdstelefonen ikke længere ringer så ofte, fordi folk tror, han altid har meget travlt. 

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mormor ’Besse’ havde eneret på tv-apparatet hver aften i hele sommerferien. Hun skulle absolut se ’Pressens TV-avis’, mens vi gerne ville se de amerikanske film på TV 2, der netop var gået i luften. Søren havde en teori om, at Besse efterhånden var blevet så gammel, at hun sad der i sin gyngestol kun for magtens skyld, men ikke rigtig kunne følge med længere. På Filmskolen lånte Søren noget videoudstyr, som vi satte op på kaminen. Vi brugte en hel dag på at koble det til tv-skærmen på den rigtige måde. Kameraet kunne nu optage Besse i gyngestolen og sende billederne af hende på skærmen. Og dér sad Besse så om aftenen og så tv med sig selv i hovedrollen. Uden at fortrække en mine.”

SELVOM HAN IKKE længere gider ”slikke røv på en 27-årig bureaudirektør, der tror, han er verdens klogeste”, laver han stadig af og til reklamefilm. Især for Normal-kæden. Et par uger efter byggemødet i Tisvilde kommer Søren Fauli en mandag morgen gående i Hellerup med sin uundværlige e-cigaret i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Filmholdet har udvalgt en pæn murermestervilla med glaserede tegl, hvor de skal optage en af dagens tre reklamefilm.

Fauli kalder dagens optagelse for ’sindssyg’, blandt andet fordi der indgår en hund: ”Børn og dyr er bare det sværeste.”

I filmen skal en kvinde komme gående i rød regnfrakke med sin hund, der hopper ind på en fremmed græsplæne og skider. Hun skal kigge undskyldende på den vrisne mand i vinduet, samle lorten op og skynde sig videre. Det er en af de mange akavede hverdagssituationer, de fleste af os kender. Hen over billederne kommer Søren Fauli senere til at speake: ”Bare rolig, det er helt normalt …”

Med på optagelserne er Torben Mouritsen, en af Normal-stifterne og nuværende direktør for kæden. Han viser sin nye iPhone XS til Søren Fauli, inden optagelserne for alvor går i gang. Mouritsen er imponeret over, at man kan justere på dybdeskarpheden i et billede, efter det er taget, og Søren Fauli driller ham med hans iver over den nye teknik:

”Der har ikke været noget nyt i en iPhone længe. Men se lige noget smart her,” siger han og demonstrerer, at han ved at trykke på sit Apple Watch kan få sin egen iPhone til at give lyd fra sig.

”Det er sgu praktisk, når man som jeg altid går og smider ting væk.”

De taler om, hvorvidt de måske kan få hunden til at skide rigtigt på græsplænen. Og skulle man i så fald bruge svesker eller amerikansk olie? Søren Fauli sikrer sig, at der er en kunstig hundelort med på optagelserne. Det er der.

”Øh, den lort der, den er da ret fast i det?” siger han og tilføjer: ”Lortearbejde!” Formiddagen fortsætter med lorte-vittigheder. I en pause mellem to kamera-indstillinger siger Fauli, at han er meget lidt autoritær som instruktør. 

Første take får positive ord fra instruktøren a la ”det der, det kan noget” eller ”den er sgu da meget god”. Alligevel har han hele tiden forslag til forbedringer. Da der er udfordringer med at time den måde, hunden hopper ind i haven på, agerer instruktøren sufflør og taler skuespilleren igennem optagelsen: ”Kig på hunden”, ”Slå dig på lommen”, ”Tag posen”, ”Saml lorten op”. 

Kun en enkelt gang beder Fauli om, at der skal være helt stille på settet, da der bliver hvisket for meget i krogene. 

”Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke koncentrere mig!”

Da indspilningerne næsten er færdige, går hunden hen til en hæk og skider. Rigtigt. Langt fra kameraer og filmfolk. 

HENRIK JUUL

”Der er en diskrepans mellem Søren Faulis voldsomme selvtillid og store usikkerhed. Selvtilliden redder ham gang på gang, for han er også skruppelløs. Engang havde han ødelagt sine hvide B&O-højttalere, men hans forældre havde et sæt magen til i træ. Hvad gjorde Søren? Han gik til farvehandleren og købte noget træklæb, han kunne klistre på sine egne højttalere, og byttede dem derefter ud med sine forældres i al hemmelighed. De kunne ikke forstå, at højttalerne lød mærkeligt, for de havde jo lige købt dem. Søren er vanvittig barnlig i ordets mest positive forstand. Men også nogle gange i den mest negative forstand. Han er meget selvoptaget. Det tiltalte ham at tjene lige så meget på få dage med reklamefilm som med en spillefilm på et helt år. Han har altid troet, at alt ville blive bedre, hvis han bare fik penge nok, men jeg er ikke sikker på, at det er sket. Nu keder han sig måske lidt. Eller meget. På den ene side er han ekstremt metodisk, men samtidig også ret sjusket, og det giver ham en særlig stil, som han behersker 100 procent.”

HAN VOKSEDE OP med en storesøster, der var fem år ældre, og med en fri opdragelse hos Svend og Mona i 60’erne og 70’erne på Frederiksberg. Moren døde som 85-årig i 2016, men Svend på 91 lever stadig. 

Mona Clemmensen var præget af krigen og af, at hendes far, BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen – efter at have fornærmet chefredaktøren på den nazistiske avis Fædrelandet – blev likvideret af den danske nazist Søren Kam.

Mona Clemmensen var ifølge sønnen en ”lidt skør journalist”, der skrev om kunsthåndværk og selv malede – med følelserne uden på tøjet. Sønnen har arvet sin følsomhed fra hende og sin evne til at se andre mennesker. Men ifølge ham selv også sit lave selvværd.

MIKAEL BERTELSEN

”Hans mor kunne godt være nervøs og neurotisk, så hun bevægede sig ikke meget væk fra gården i Kikhavn. En dag jeg kom løbende over for at lege med Søren, da solen var gået ned, gik det galt. Jeg bankede på vinduerne til soveværelset, hvor hun lå og sov, og hun vågnede med et sæt og råbte: ’Nu kommer tyskerne.’ Det var ret voldsomt, og hun kunne være tæt på nervesammenbrud i perioder. Søren tacklede det ved, at vi næste dag gik i gang med at bygge elementer til en kæmpestor scenografi til facaden af huset. Vi brugte flere dage på at lave perfekte menukort, der blev oversat til tysk, og som vi satte i glasrammer med små lamper. På dem stod: ’Gå indenfor i huset, og spørg om et bord.’ Vi satte borde op med rødternede duge indenfor og havde lavet et gigantisk skilt, hvor der stod ’Der Gelbe Gasthaus’. Kun for at se, om vi kunne få tyske turister til at gå direkte ind i stuen. Når jeg fortæller om det nu, indser jeg, at det nok var ondskabsfuldt. Men det var vores måde at overleve på som børn.”

FAR SVEND stod egentlig til at arve sin fars bogtrykkeri S.L. Møller, der en overgang var et af Danmarks største. Men da rotationspressen vandt indpas i 70’erne, ville typograferne til at begynde med ikke lade den køre i det tempo, den kunne. Derefter købte de en rotationspresse selv og udkonkurrerede farfar Fauli. Resultatet var, at Søren Faulis far måtte finde andet arbejde, og Søren Fauli husker tydeligt uroen fra sin barndom.

”Efter den nedtur prøvede min far at lave forretninger med andre, men han blev taget i røven og udnyttet. Min fars historie er historien om en mand, der ikke fik gjort det, han havde lyst til. Han burde have læst historie på universitetet. Jeg har helt sikkert villet bevise, at jeg kunne gøre det, min far ikke kunne. Det vil sige: lave det, jeg har haft lyst til, og tjene gode penge på det. Det er jo helt klassisk. Og det er også helt klassisk, at han ikke er så god til at rose mig. Han får ofte sagt noget kluntet, der lyder fornærmende, men jeg stoler da på hans kærlighed alligevel,” siger den 55-årige søn, der fortæller, at moren var bedre til at give udtryk for kærlighed. 

”Da jeg var syv år gammel, sad jeg og rimede på en biltur, mens min mor skrev det, jeg sagde, ned. Hun elskede digte, så ordene blev senere til en lille digtsamling med titlen ’Søren Syv’, som vi solgte i 100 duplikerede eksemplarer. Jeg tjente penge nok til at købe mig en gravemaskine. Men den særlige gave i det var, at jeg lærte ’at udkomme’. Fra jeg var helt lille, har det ’at udkomme’ været noget naturligt for mig. Generelt har jeg været sprængfyldt med selvtillid på den led. Det har været værre med selvværdet, der indimellem kan være ad helvede til.” 

Han blev mobbet i skolen, men mobbede også selv. 

”Mit selvbillede var, at jeg lå nederst i hierarkiet. Som den tykke dreng, der altid blev valgt til sidst, når der skulle spilles fodbold i gymnastiktimerne. Selvværdsproblemer har fyldt hele min karriere, men jeg har fået det bedre på den konto. Især efter at jeg er fyldt 50.”

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mor havde planlagt et loppemarked i Kikhavn, men hun var meget nervøs for, at der skulle komme for mange gæster, fordi der ikke var plads til så mange biler i landsbyen. Derfor nøjedes hun med at hænge sølle tre små A4-sedler op. Hun mente, det nok var bedst, hvis begivenheden voksede organisk fra år til år. Vi syntes, hun undersolgte begivenheden, så vi besluttede os for at hjælpe hende. Søren og jeg kørte ned i den lokale tømmerhandel, hvor vi købte materialer til et billboard, der blev to en halv meter i højden og fire meter i bredden. Det satte vi op ude ved landevejen. Vi malede det i fluorescerende orange og skrev med meget store bogstaver: ’Kæmpe loppemarked i Kikhavn på søndag. Kim Larsen og Bellami kommer måske og spiller.’ ’Måske’ var skrevet med bittesmå bogstaver. Bilerne holdt i kilometerlange køer, og en sværm invaderede byen.”

SOM UNG PUNKER blev Søren Fauli fascineret af at stå i opposition til samfundet. At være imod det hele, selv punkerne. De gik klædt i sort, men han valgte at gå i grønt. Lige fra undertøj over støvler til overtøj. 

Siden kom han ind på Kunstakademiet, men kunne ikke lide at stå med sine projekter alene. Så gik det bedre på Filmskolens instruktørlinje, hvor han blev forløst, fordi han kunne skabe sine produkter i samarbejde med andre. Søren Fauli ville ikke lave mystiske og deprimerende film som Lars von Trier og andre på den tid. Han kunne godt lide komedier eller i det mindste let forståelige film. 

Han begyndte allerede at lave dem lige efter filmskolen. For eksempel kultfilmen ’De skrigende halse’ fra 1993. Og man kaldte ham ’Fifty-fifty-Fauli’, opkaldt efter den på det tidspunkt nye kommercielle støtteordning på Det Danske Filminstitut. Han havde talrige idealistiske diskussioner med skuespillere dengang. Ni ud af 10 ville ikke nedlade sig til at være med i reklamefilm. I dag vil ni ud af 10 – mindst. 

Senere blev Søren Fauli instruktør af Kims-reklamefilmene, som han udviklede sammen med Henrik Juul. Og han lavede stribevis af andre hits i reklamefladerne. Hvem husker ikke Tuborg-reklamerne med Kirsten Lehfeldts refræn som fladpandet reklamemand: ”Det’ en ommer!” 

Men der kom også dårlige reklamer. Bunden er formentlig en serie netbaserede reklamer for hvidevarekæden Køle-Møller fra 2017. De var produceret uhyre billigt, og i en af dem går Søren Fauli ind og stjæler rødvin fra et køleskab hos Køle-Møller. Havde han ikke andre at spille sine kreative bolde op ad?

”Køle-Møller er en genistreg. Det er det vildeste, jeg har lavet, fordi de film ser ud, som om de er lavet af nogle, der ikke ved, hvordan man laver reklamefilm eller film. De er ægte dårlige. Ikke tilstræbt dårlige.” 

Hvor ligger glæden i at lave noget dårligt med vilje?

”Grinede du ikke af dem? Grinede du ikke af, hvor grotesk dårlige de var? Folk, der holder af mig og kender mig, elsker dem, fordi de er så dårlige. På et tidspunkt prøvede jeg at lave dem lidt bedre, men det fungerede slet ikke. Det er ikke bare endnu en amatøragtig reklame, forstår du? De film var anti på alle planer.” 

Men tror du, folk fanger det lag?

”Nej, jeg tror, folk tænker, at han har tabt sutten. Og det var også meningen.”

MIKAEL BERTELSEN

”På trods af at man godt af og til kan blive irriteret på Søren, kan man få stor glæde af hans måde at tænke på. Jeg møder mennesker, der ikke ved, at han er min bedste ven. Og så kan de sige noget i retning af, at han simpelthen er for meget og røvirriterende. Det kan jeg slet ikke genkende, for i mit billede har Søren haft afgørende betydning for mit liv. Søren er utrolig generøs i forhold til at fortælle om sine egne svagheder, og det gør jo, at man slapper af i hans selskab, fordi man ikke behøver være perfekt. Og så har Søren på afgørende tidspunkter i mit liv sagt ting til mig, som jeg godt kunne blive såret over i øjeblikket, men som siden hjalp mig. Da jeg i nogle år havde været chef på DR2, mente han for eksempel, at mit sprog var blevet ødelagt, og det klingede hult. Og der gik jeg rundt med en opfattelse af, at jeg var en chef med stor succes. Efter jeg havde tænkt over det, fandt jeg ud af, at det var på tide at lave noget andet.”

HAN STÅR i sin store hjørneejendom i Hellerup med telefonen for øret. Omkring ham er der masser af kunst i de lyse stuer. Nyt og gammelt mellem hinanden, fra Henry Heerup til Jan S. Hansen. 

Søren Fauli, afslappet klædt, sikrer sig, at han har nok benzin til sin e-cigaret, mens han afslutter et telefonopkald med Torben Mouritsen om de sidste rettelser til formuleringerne på nye butiksskilte. Så kan vi køre til Fredericia, hvor han skal holde et foredrag.

Vi kører i denne skribents bil, selvom den nyslåede mangemillionær har købt en ”hybrid-agtig Mercedes”.

”Jeg tænkte, at nu har jeg fået alle de her penge, og jeg er 55 år gammel, så må jeg for en gangs skyld prøve at have en stor bil. Jeg er ikke bilinteresseret som sådan, og jeg må indrømme, at det har været spild af penge. Jeg har det ikke så godt med signalværdien. At man er en af ’dem’. Det er praktisk, at man kan overhale hurtigt, men hvor mange hundrede tusind kroner er det værd? Det er lidt skørt. Mon ikke man kan få en billigere bil, der også kan flytte sig?” spørger Søren Fauli, der helst ikke vil tale om sine mange millioner.

”Kan du ikke skrive ’alle de her penge’ i stedet for? Det er ubehageligt for mine omgivelser hele tiden at læse beløbet.”

Men for en mand, der har en fortid som punker og siden blev en del af film- og reklameverdenen med mange kulturradikale mennesker omkring sig, har beløbet ændret hans liv. I begge miljøer er og var penge ikke rigtig noget, man talte højt om: 

”Punk er noget med at være i opposition til det bestående, sige det modsatte for at provokere. I den kulturradikale verden fandt jeg hurtigt ud af, at det mest provokerende var at tale det kommercielles sag. Og fordi jeg blev dygtig til det kommercielle, kom jeg med i Normal.” 

HENRIK JUUL 

”Søren Fauli er en blanding af total mangel på etikette og total mangel på, hvordan man skal opføre sig i et selskab. Og så alligevel ikke. Man skal jo kende reglerne for at kunne bryde dem. Han plejer at klage over, at jeg har proppet ham i så mange mærkelige kostumer gennem tiden, men grundlæggende kan han godt lide det. Han vil gerne vise, hvad man bliver til, hvis man lader sig købe for penge. Hvis der er en, der kan finde glæde ved jordisk gods, er det Søren. Efter optagelserne på Kims var Søren altid den, der tog flest chips med hjem. Han kan ikke lade være.”

NORMAL-KÆDEN har i dag allerede 150 butikker i fire lande og ekspanderer hurtigt. Kæden blev stiftet i 2013 af de to købmænd Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med ideen, inden den fandt sin endelige form. Skulle det være en abonnementsordning, lagervarehuse a la Harald Nyborg ved indfaldsvejene til de store byer eller netbutikker? Ingen af delene. Det blev til rigtige butikker med grundvarer til stabile, billige priser på grund af store indkøb og parallelimport.

For Søren Fauli begyndte partnerskabet 10 år tidligere. Dengang var Torben Mouritsen topchef i Punkt1, og i 2003 havde han brug for en reklamefilm. Derfor kontaktede han Fauli, der var kendt for at skabe specielle karakterer som for eksempel ’Polle fra Snave’.

Da Mouritsen senere solgte Punkt1 og etablerede hvidevarekæden Wupti med Claus Kristensen, ringede han igen til Fauli, der opfandt Wupti-Pede, en kriminel type med hue over hovedet og et drilsk smil. 

”Torben ville have en karakter lige så bemærkelsesværdig som Jørgen fra Kims eller Harry fra DSB-reklamerne, og jeg spurgte mig selv, hvad der mon var ledigt, og så kom jeg på, at det, vi endnu ikke havde set, var en reklame med en kriminel i hovedrollen. Og det kunne Torben godt lide. Det er muligt, at jeg er en fyr med nogle mærkelige ideer, men de er altså ofte båret af, at Torben er fucking modig,” fortæller Søren Fauli.

En bunke på omkring 20 korte reklamefilm blev klippet færdig, og i en af dem møder seerne ’Pede’ i et skummelt baglokale. Han sælger det samme som Wupti – printere, bærbare computere og fladskærme – men også lige hash og nøgler. 

”Vi havde på fornemmelsen, at vi stod med et hit, men hvad ville bestyrelsen mon sige til hash i deres reklamer? Torben besluttede at lade være med at vise filmene til bestyrelsen for at undgå, at de skulle få kolde fødder. Han løj om, at hans memory-stick ikke virkede,” husker Fauli.

Filmene blev sendt i tv fra 2006 og nogle år frem og fik mere end 200.000 likes på Facebook på et tidspunkt, hvor Carlsberg lå højest med omkring 10.000. 

MIKAEL BERTELSEN

”Han var en god købmand. Han solgte nogle Sweet-plakater til mig for 100 kroner, der lige var hevet ud af Vi Unge. Søren var antiautoritær i forhold til sine forældre og fuld af gode ideer. I sommeren 1974 var han lokomotivet i et projekt, hvor vi byggede en hule med tilknyttet vindmølle for at blive selvforsynende. Søren pressede sin far hårdt for, at han skulle betale materialerne. Havde vi holdt fast, var vi Vestas i dag.”

REKLAMEMANDEN kom med i Normal-kædens ejerkreds fra begyndelsen i 2013. Hans job var at lave historiefortællingen om den nye virksomhed: 

”Alle føler sig ensomme, og vi prøver alligevel alle sammen at være unikke. Jeg havde ideen til et maleri af en masse ens personer, der alle stod og sagde: ’Jeg er unik.’ Vi ledte efter et navn til kæden, og det blev Normal – altså det modsatte af unik. Ud fra en konstatering af, at det ikke er det unikke, men det normale, der binder os sammen,” siger han. 

Hvor stor en andel af kædens succes er din fortjeneste?

Før han svarer, tænker han sig om. Ukarakteristisk længe.

”Det ved jeg ikke. Jeg er da en del af succesen, men det vigtigste bag den er selvfølgelig, at både Bo og Torben kom fra en købmandsverden. Jeg opfandt vores antimaskot, Unik-manden. Hver gang vi kommer med et kommercielt budskab, piller han det ned, og jeg er vagthunden, der skal sørge for, at alle reklamefilm og tekstskilte holder den linje.” 

Hvorfor solgte du din andel af firmaet? 

”Jeg havde fornemmelsen af, at det var et godt tilbud, og jeg kunne ikke sige nej. Min økonomiske drøm rakte ikke længere end til at blive økonomisk uafhængig engang. Og det er jeg jo nu, så hvorfor beholde aktierne?”

Søren Fauli synes, det er forkert, at journalister kan gå ind og se regnskaber i kendte menneskers firmaer for at skrive nyheder om dem. Det gør Se & Hør blandt andet.

Han havde derfor en løgnehistorie klar, da han indleverede sit årsregnskab for 2017 med et overskud på 51,2 millioner kroner. 

Allerede dagen efter ringede Se & Hør, og som var det den pure sandhed, fortalte han journalisten, at han havde tjent pengene på at fremstille falske Pokémon-kort i Litauen. Krydret med et par realistiske facts om hans families baggrund som bogtrykkere slugte ugebladet historien råt. 

”Jeg var parat til at fyre historien af. Nogle timer senere ringede Ekstra-Bladet og Børsen, og historien fik flere detaljer om firmaet ’Fakey A/S’. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at blive ved med at lyve, indtil politiet stod og bankede på min dør med en stævning. Men der skete så det, at BT skrev, at man i Normal-kæden solgte falske Pokémon-kort.”

Det førte til en opringning fra Torben Mouritsen.

”Han syntes, min løgn var enormt sjov, men nu da virksomheden blev inddraget, ville han have den standset omgående. Jeg måtte ringe rundt og sige undskyld til alle journalisterne, men det gjorde ikke noget, for jeg havde understreget min pointe.”

Søren Fauli er samtidig bevidst om, at han ikke vil ændre livsstil alt for meget på grund af pengene.

”Jeg er godt nok flyttet til Hellerup, men jeg er stadig opmærksom på, om tuben med mayonnaise koster otte eller 17 kroner. Det kan jeg slet ikke lade være med. Når vi har venner, der synes, at Gucci-tasker er vildt seje, føler vi os fremmedgjorte. Et liv med penge er fuldstændig ligegyldigt. Hvis det var vigtigt, kunne jeg hurtigt finde andre at sammenligne mig med, der har flere penge end mig, og blive ulykkelig af det, og så bliver det skruen uden ende.” 

INDEN FOREDRAGET i Fredericia når Søren Fauli at spise en Whopper-menu på Burger King i byen. Det bliver til selfies med en moden mand og en gruppe på fire piger. 

”Jeg synes, det er mig, der har skabt det her med hele universer og karakterer i reklamer,” siger han, da de er gået. ”Andre har også arbejdet med det, men jeg har bidraget meget på det område ved netop at lave hele figurer. Fejlagtige karakterer i reklameblokken, hvor der før kun var perfekte billeder.”

Søren Fauli vandt engang respekt for sine korte dokumentarfilm ’Tvangsritualer’, ’Supermaterialisme’, ’Forsmåelse’ og især for kultfilmen ’De skrigende halse’. Men siden imponerede han ikke med filmene ’Grev Axel’ og ’Polle Fiction’.

”Hvorfor er min filmkarriere ikke gået bedre? Det har noget med komplekser at gøre. Mange skidegode ideer er blevet forpurret af mig selv, fordi jeg syntes, de var for dårlige. Det er helt absurd. Jeg arbejdede på en film, der skulle hedde ’De autonome’, men jeg smed manuskriptet væk, fordi jeg bildte mig selv ind, at det var en dårlig idé. Jeg ville lave en film om parterapi, men den blev siden lavet af andre. Det er virkelig skørt. Dybest set har jeg været ramt af ensomhed.” 

Søren Fauli har ikke konkrete ideer i skuffen, men drømmen om at give filmkarrieren et sidste skud er ved at genopstå. Han har allieret sig med instruktør og filmklipper Jacob Thuesen, der skal være executive producer på en eventuel spillefilm eller en tv-serie. 

”Så finder jeg ud af, hvad der er i posen. Jeg tror på, at jeg kan lave en komedie, der er ægte sjov, og som er drevet af smerten i karaktererne. De kulturradikale regner mig ikke for noget, og derfor er det et relevant spørgsmål, om jeg overhovedet kan få noget igennem på filminstituttet i dag. Men jeg må bare stole på mit talent.”

TORBEN MOURITSEN
ven og direktør i Normal: 

”Første gang jeg mødte ham, kom han vadende ind til et møde ude i lufthavnen i gummisko og stor sweater. Han fyldte rummet, og der stod et mylder af ideer i kø i hans hoved. Det væltede nærmest ud, og vi klikkede hurtigt. Også i vores snakke om andet end reklamefilm. Søren er jo enormt empatisk og fantastisk til at kunne gennemskue mennesker, og så har han en fænomenal forståelse for at koble den viden over på forretning. Vi kan se ind i hinandens verden. Når der kommer tusind ideer, kan jeg filtrere dem fra, der ikke fungerer, og så er vi gode til at udvikle videre. Jeg er vokset op med døve forældre, så jeg har nok en god indfølingsevne. Søren fylder noget, og det ved han også godt selv. Han er måske det eneste voksne menneske, man kan stå og skælde ud på, som man gør på børn. Han er lynende intelligent. Jeg har altid taget Søren Fauli meget alvorligt. Han er et meget ægte menneske.”

PÅ ”JYLLANDS NYE FAGMESSE for dig, der arrangerer møder, events og konferencer” skal Søren Fauli holde et oplæg på tre kvarter.

Han stiger ud af bilen. E-cigaretten er netop fyldt med væske. Han tager hættefrakken op om ørerne, skutter sig og sigter nølende mod indgangen. På vej fra parkeringspladsen til messecentret træder han på hver eneste af de hvide striber mellem parkeringsbåsene. Han har altid været plaget af tvangshandlinger, og de tager til, når han bliver nervøs. 

”Jeg hader at holde foredrag. Det minder mig om at gå i skole. Om hvor dårlig jeg var. Hvorfor gør jeg det så? Fordi de spurgte, om jeg ville. Jeg har svært ved at sige nej. Men også for pengenes skyld. Nu er jeg nervøs. Og bange. Jeg kan jo gå i stå. Det værste, der kan ske, er, at det ikke siger folk noget, eller jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige.”

Manden, der har booket Søren Fauli, er overstrømmende venlig: ”Du var altså god sidste gang,” siger han. 

Fauli går på scenen uden præsentation i den ene ende af messehallen. Overskriften er ’Det fejlagtige skaber opmærksomhed – det perfekte er kedeligt’. Omkring 30 mennesker trækker langsomt op mod scenen. Undseelig og skrutrygget kigger Søren Fauli til at begynde med mere ned i scenegulvet end ud mod publikum, mens han gnider sig nervøst i hænderne. Efterhånden som han kommer i gang med sin livsfortælling, retter han sig mere og mere op. Og der kommer flere tilhørere til. 

Da foredraget er færdigt, er der tre minutter til spørgsmål. En kvinde spørger, hvad han er mest stolt af.

”Mine børn. Nej, det er tarveligt at sige i den her sammenhæng. Jeg er mest stolt af den film, jeg lavede, der hedder ’De skrigende halse’. Jo, jeg er da også stolt af Normal. Jeg er stolt, når jeg ser en plasticpose komme gående på gaden, som jeg har været med til at lave. Men det er et svært spørgsmål. Sagen er, at jeg ikke selv synes, jeg er noget særligt.” 

Efter foredraget griber arrangøren en mikrofon og siger, at det er anden gang, han har hørt Søren Fauli. Og at han snildt kunne holde ud at høre ham en tredje gang. Søren Fauli når lige at mumle ”Det er sindssygt …”, inden mikrofonen bliver pillet af ham, og arrangøren fortsætter:

”Det var godt, du kom herover, Søren. Det, du siger, er ikke bare morsomt, det er tankevækkende på den rigtig gode måde.”

Efter foredraget er Søren Fauli ikke i særlig godt humør.

”Jeg var overbevist om, at jeg havde glemt at lyne min lynlås op. Jeg kunne ikke finde en naturlig måde at få det undersøgt på. Der kørte hele tiden en film inde i mit hoved om, at jeg havde åbent tissehul.”

Der var ingen ende på fortællingerne om de utallige lidelser,
da KNUD ROMER i sommer udkom med en roman efter 12 års pause. Men hvad er ægte, og hvad er iscenesat? Ud & Se har gennem et halvt år fulgt den vildtsnakkende forfatter, der måske – måske ikke – spiller rollen som ’rigtig kunstner’ på grænsen mellem gal og genial.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Jonas Pryner Andersen

HAN HAVDE en slukket pibe i hånden. På bordet foran radioværten stod en halv liter cola og en lille blikdåse med tobak. Der duftede varmt af kaffe, og dagens gæster var i gang med at få de sidste instruktioner. Den ene var professor i faststoffysik ved Niels Bohr Institutet, den anden studerende samme sted. De to mænd var inviteret for at tale om entropi – et begreb fra fysikkens verden, der er omtrent lige så svært at forstå for almindelige mennesker, som det er for børn at se logikken i sengetider. 

Udsendelsen gik i gang. Knud Romer åbnede med at fortælle sine lyttere, at uanset hvor meget vi alle sammen hopper og danser, vil det hele før eller siden være slut. 

”Alting ender med at være fuldstændig dødt, koldt stof, der er ligeligt fordelt i evighedernes evighed. Så Shakespeare, Einstein, Mahler, Mozart, Bach, dig og mig. Det er goodbeirut. Det har aldrig nogensinde eksisteret. Det hele er slut, før det rigtig er begyndt. Velkommen til en rigtig optimistisk time i ’Romerriget’.” 

Således opmuntret tog de tre mænd hul på en times snak, der skulle forsøge at indfange og udfolde et af fysikkens mysterier. Undervejs kæmpede den unge fysikstuderende, Bastian, en brav kamp for at klemme sig ind i samtalen. På den anden side af en lydtæt glasrude sad programmets producer og blev ved med at hviske små opfordringer i værtens høretelefoner: ”Knud, lad Bastian komme mere til.” ”Knud, hjælp lige Bastian på banen.” ”’Knud, vi vil rigtig gerne høre, hvad han har at sige.”

Knud Romer stillede straks sin unge gæst et spørgsmål, men den høflige Bastian kom sjældent langt ind i svaret, før værten afbrød ham. 

Mod slutningen af udsendelsen kiggede programmets redaktør forbi producerrummet. Hun så på sin kollega, smilede og rystede indforstået på hovedet: 

”Knud, for fanden, hold nu din kæft, og lad de andre komme til.” 

DA UDSENDELSEN var ved at være slut, stod han med sine høretelefoner og gjorde tilløb til at lukke ned. 

”Ved I hvad, min kærlighed til Niels Bohr Institutet er kun steget i denne her time. Jeg elsker jer,” lød det fra Knud Romer. 

Kort efter kunne man høre værten takke sine gæster højlydt ude på gangen. Så strøg han tilbage i studiet, pakkede sammen og gjorde klar til at holde fyraften. I hånden havde han et spritnyt eksemplar af sin seneste roman, der endnu ikke var udkommet. 

’Den svære toer’ havde medier og forlag med vanlig sans for offerliggørelse af succes døbt opfølgeren til debutromanen ’Den som blinker er bange for døden’, der udkom for 12 år siden, ryddede bordet med priser og solgte 200.000 eksemplarer. 

De første rygter om den nye romans ankomst var allerede begyndt at ulme sidste efterår, og i foråret blev det officielt: I midten af juni ville ’Kort over Paradis’ endelig lande. Da udgivelsesdatoen nærmede sig, indrykkede forlaget annoncer i aviser og blade, der buldrede løs med den dramatiske fortælling om,hvordan deres forfatter havde været ”12 år i helvede”.

Overskrifterne lagde sig naturligt i slipstrømmen på det narrativ, Knud Romer selv havde dyrket i årevis. Den 58-årige forfatter forsømte sjældent en lejlighed til at fortælle omverdenen, hvor hårdt han kæmpede med at holde sammen på sit liv som forfatter. Historier, der pegede på kunstens slægtskab med den menneskelige afgrund og mellem linjerne syntes at påstå, at man skulle være gal for at være genial. 

På vej gennem radiostationens åbne kontorlokaler stødte Knud Romer på en lille håndfuld kolleger over en kande kaffe. Da folk fik øje på forfatteren, smed de alt, hvad de havde i hænderne, og rejste sig for at give ham et kram og ønske ham tillykke med den nye bog.

”Tak! Er den ikke smuk?” spurgte Knud Romer og viste romanen frem. 

Han flåede det løse bogomslag af og kom ind til en tyk, sort bog med titlen og forfatterens navn skrevet med guldfarvede bogstaver i ryggen. 

”Kan I se, hvad det ligner?”

”En salmebog?” lød det forsigtigt fra en af forfatterens værtskolleger. 

”Nemlig! Det ligner en fucking salmebog.” 

Så forsvandt han ned ad en trappe med sin slukkede pibe i munden.

Knud Romer med begejstrede følgere. 

UGEN EFTER, på en gylden onsdag aften i juni med et dansk sommerlys af den slags, folk skriver sange om, afholdt Politiken et læserarrangement. Ude på fortovet foran avisens adresse på Rådhuspladsen stod stædige fans og ventede for at få en god siddeplads inde i foredragssalen. Der var pæne damer fra nordsjællandske læseklubber med deres Politiken Plus-kort helt fremme, aldrende mænd i ternede skovmandsskjorter og slidte storbybohemer med grå stænk i skægstubbene og Converse-sko på fødderne. Forrest i køen stod to voksne piger med tatoveringer på armene og strålede af forelskelse, når de talte om deres litterære helt. Der var gymnasiedrenge i lyse bukser og tynde fyre i tyverne med lange, tjavsede frisurer og blikke fulde af længsel efter at blive forstået. Alle var de mødt op for at se og høre Knud Romer fortælle om sit arbejde med ’Kort over Paradis’.

De første anmeld-elser var ikke landet endnu, men søndagen inden havde Politiken bragt et stort interview med forfatteren. Ligesom i andre medier foregik dele af interviewet på det psykiatriske privathospital i Nykøbing Sjælland, hvor en nedbrudt og nervesvækket Knud Romer havde ladet sig indlægge i ugerne efter, at han havde afleveret sin bog til tryk i slutningen af april. 

Undervejs i interviewet fortalte forfatteren om alle de forfærdelige oplevelser, der havde ramt ham i ugerne op til udgivelsen. Det lød som et postkort fra helvede, og Politikens læsere blev ikke et øjeblik ladt i tvivl om Knud Romers store ofre. 

Journalisten bag søndagsinterviewet sad oppe på scenen i nystrøget hvid skjorte og bladrede i sine noter, mens forfatteren lod sig udstyre med en mikrofon. Så gik arrangementet i gang. Politikens journalist stillede sit første spørgsmål, der i munden på de fleste forfattere sikkert ville udmønte sig i et svar på et par minutter. Men ikke Knud Romer. Han rykkede uroligt rundt på stolen og skramlede med sin vandflaske, mens han konstant talte og fyldte sig med nødder fra en lille skål på bordet. Til sidst måtte arrangørerne fjerne skålen, fordi gnaskeriet gik i mikrofonen og slørede for ordene. Knud Romer sansede ingenting. Han talte uforstyrret videre og så ud, som om han havde glemt, at Politikens journalist også var til stede. 

Forfatteren fortalte om sin livslange drøm om at udkomme på det tyske Insel Verlag, ”gudernes forlag”, der gennem tiderne kun havde ladet tre danske forfattere få æren: H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Herman Bang. Vel at mærke først efter deres død. 

Som helt ung teenager havde Knud Romer på ferierne hos sin tyske mormor trykket næsen mod ruden ind til forlaget i Lindenstraße i Frankfurt, mens han ”svor ved alt, hvad der var højt og helligt, og brødrene Grimm”, at han skulle blive den næste dansker, der fik adgang til de hellige haller. 

”Det er immervæk også et vist pres at lægge på sig selv,” sagde forfatteren muntert og så ud på sit publikum. 

Han fortalte, hvordan han i årtier drev hvileløst rundt i tilværelsen med følelsen af, at alt var forgæves, hvis ikke han en dag udkom på det prestigefyldte forlag. 

”Jeg sleb en sølvkugle i mit hjerte og sigtede mod stjernerne. Det var den umulige drøm. Hvis jeg ramte forbi, var det ude med mig,” lød det oppe fra scenen. 

Heldigvis for Knud Romer lykkedes missionen. I 2007 antog tyskerne den danske forfatters debutroman, og da bogen lå klar fra trykkeriet, inviterede forlaget ham til Frankfurt. 

”Når man udkommer på Insel Verlag, skal man signere den første bog i første oplag, som bliver sat ind i en bankboks, hvor samtlige bøger, der nogensinde er udgivet på forlaget, står bag lås og slå. De kom med min bog på et sølvfad og bad mig signere den med en fyldepen. Da jeg satte bogen ’Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod’ ind i reolen og blev en del af tysk litteratur, fik jeg min identitet.”

På vej ud af bankboksen kiggede forlags­direktøren alvorligt på sin danske forfatter og gjorde det klart for ham, at succesen med hans debut ikke var nogen fri­billet for den næste roman. Mange af Insel Verlags forfattere havde skuffet måttet se sig om efter et andet forlag, når de skulle udgive deres næste bog. 

”Fuck,” brølede Knud Romer ud over forsamlingen.

 

ROMER UNPLUGGED – DIREKTE FRA BÅNDOPTAGEREN

”Hvis ikke jeg har freden i mig selv, hvis ikke jeg kan falde til ro i en bevidsthed om, at intet er tabt, og alt er vundet, så klarer jeg ikke at blive blind. Derfor øver jeg mig i ikke at gå i panik. Jeg siger til mig selv, at jeg har min tilstedeværelse. Når jeg bliver blind, vil jeg stadig kunne mærke vindens susen, jeg vil stadig kunne høre bølgerne bruse, og jeg vil stadig kunne høre fuglene synge. Ved du hvad? Da jeg kom ned til mit hus i Præstø efter at have været indlagt på sindssygehospitalet, da kunne jeg høre fuglene synge nøjagtig lige så smukt som dengang, jeg var dreng. Hver gang jeg hører en solsort synge, så er jeg i paradis. Det er derfor, den er på forsiden af min bog. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg lytter til dens sang. Fordi den kvidrer. Det er klukkende, klart og perlende. Det er ren drift. Ren udtrykskraft. Den siger ’Gå væk’. Og den siger ’Kom’. Jeg kan huske, at jeg satte mig ud i haven en mild sommeraften, hvor nattergalen kom, og jeg lyttede til den og tænkte, at den lille fugl sidder dernede i krattet og synger, som om hele verdensrummet er dens territorium. Det var, som om stilheden blev til en klokke, hvor den slog sine toner. Og en anden lille nattergal kan høre sangen, og den finder frem til, hvor musikken kommer fra, for der er reden, som den skal bo i. Og sådan er det at synge, sådan er det at være digter, sådan er det at leve livet vertikalt med absolut rædsel og med absolut lykke. Med panisk drift og med panisk angst. Det er med pikken i stikkontakten, hvor du har ild i håret, hvor du synger af angst, og hvor du synger af lykke. Og det er så min skæbne. So be it! Jeg har altid været sådan her, og det kan jeg ikke ændre på.” 

DET VAR TILBAGE til start. Om igen med at skrive en ny roman, der kunne gå på vandet, hvis han skulle holde fast i sin identitet som tysk digter. Det var bare om at sætte sig ved computeren og lade sætningerne vokse frem. 

Men succesforfatteren følte, at han skrev med et viskelæder. Hver gang han kom i mål med en sætning, slettede han to andre og stillede spørgsmålstegn ved resten. Når man gør det længe nok, kommer først angsten og siden vanviddet krybende. Knud Romer blev ramt af begge dele, men kæmpede sig igennem og afleverede i 2010 en færdig roman, der tog læserne med til 70’ernes Iran og indviede dem i det kaotiske forløb frem mod shahens fald. 

Hans daværende redaktør på Lindhardt & Ringhof læste det nye manuskript og vendte tilbage med sin dom: Den første halvdel af bogen var noget af det bedste, hun nogensinde havde læst, den anden halvdel kom ingen vegne. 

Knud Romer indså, at han var nødt til at have det med, han så desperat havde forsøgt at slippe for: sig selv. 

Forfatteren skrev romanen om, men arbejdet løb i ring. Til sidst var han tæt på at opgive. I stedet kastede han sin energi over i andre projekter. Han fik et radioprogram på Radio24syv, han skrev velbetalte reklametekster, og han fik udgivet en moderne version af Halfdan Rasmussens ABC. 

I 2011 interviewede denne skribent ham. Dengang sad forfatteren og skrev i noget, der lignede en nedlagt cykelkælder i Indre København, som med tiden var forvandlet til en skønsom blanding af pulterkammer, litterært værksted og forladt marskandiserbutik. Ved døren stod et træbord med en kæmpemæssig grå computer, der lignede en rekvisit fra en fjern fortid. Der var rockwool i sække til at holde kulden ude, når vinteren satte ind. Og gult lagen for vinduet, så dagslyset ikke stak ind og forstyrrede skrivearbejdet.

Dengang fortalte Knud Romer også om sin kamp mod angsten, paranoiaen og forfølgelsesvanviddet, der klæbede til ham, når han skrev. Det lød blandt andet sådan her: 

”Jeg sidder mutters alene i en sort kælder og skriver og har ikke andre mennesker til at opretholde mit realitetsprincip med, ligesom jeg ikke har nogen konkret virkelighed at beskæftige mig med. Virkeligheden er min forestilling om den. Og alt, hvad jeg synes, tror og mener om ting, er kun i mit hoved. Der er kun min angst tilbage, og herfra begynder mine mytologiserende mareridtsforestillinger om virkeligheden at blive den virkelighed, jeg går rundt i. Jeg får fortolkningsvanvid. Simpelthen.” 

SÅ SKETE der noget. I et interview med Politiken i 2014 fortalte Knud Romer, at det ikke var sikkert, han nogensinde fik skrevet sin næste roman. Der var vigtigere ting i livet end at være forfatter. 

Men nogenlunde samtidig blev han indhentet af økonomiske realiteter. Pengene fra salget af den første roman var væk, det samme var forskudshonoraret på den næste, og efterspørgslen på ham som tekstforfatter svandt ind til ingenting. En konkurs truede i horisonten. 

Der var ingen vej udenom. Den ufærdige roman skulle gøres færdig. I tre intense år skrev Knud Romer på en cocktail af hvidvin og marihuana, mens verden ramlede uden for det tunnelsyn, der skulle til for at levere 527 sider lyrisk prosa på tysk niveau. Da han igen trådte ud i virkeligheden for at betale en solid skattegæld, opdagede han, at der var noget galt med hans øjne. 

Han havde godt lagt mærke til, at han i månederne op til udgivelsen konstant ramlede ind i dørkarme og snublede over kantsten, men der var ingen grund til at søge læge, syntes han. Først da han satte det sidste punktum i romanen og rejste sig fra computeren, gik det op for ham, at han havde brug for hjælp. 

Knud Romer havde på det tidspunkt hakket løs på sin bærbare fra klokken 22 om aftenen til klokken 6 om morgenen. Syv dage om ugen. Måned efter måned. Da øjenlægen kiggede nærmere, kunne han konstatere, at forfatteren havde fået grøn stær på begge øjne. Det højre  øje var allerede afgået ved døden, og på det venstre øje havde han kun halvdelen af synet tilbage. Det var i maj, og så brød Knud Romer sammen.

”VI KAN LIGE nå tre spørgsmål fra salen,” sagde Politikens journalist, der havde kæmpet som en bokser for at få lov til at stille gæsten fire spørgsmål i den halvanden time lange seance.

En ældre herre ville gerne vide, hvordan man som forfatter fandt på sine historier. Knud Romer lod et stort smil rydde ansigtet og gik straks i gang med at fortælle, hvordan han vandrede ind i den ene historie efter den anden, fordi han altid tog sig tid til at snakke med de folk, han mødte på sin vej. 

”Alle mennesker bærer rundt på eventyr,” lød det, da han 20 minutter senere satte punktum for sit svar. På det tidspunkt var tiden for længst gået, de sidste to spørgsmål blev droppet, og en kvinde i mørk nederdel inviterede folk, der gerne ville have signeret deres bøger, til at stille sig i kø foran et bord med papkasser fulde af den nye roman.

”Han stopper jo ikke med at snakke, medmindre man stikker ham en lussing,” sagde Bo Søndergaard, værten ved aftenens læser­arrangement og manden bag avisens store søndagsinterview, mens forfatteren bag os talte med sine læsere og skrev lange dedikationer i deres bøger.

 ”Der er noget barnligt, næsten uskyldigt over ham midt i al hans voldsomhed. Han elsker jo alle mennesker, der gider lytte til ham,” sagde Bo Søndergaard og pegede over mod den langstrakte kø af læsere, der ventede på at få skrevet i deres bøger: 

”Knud elsker søde sager. Coca-Cola, chokoladebarer, lakridser og vingummier, og den kø dér er lige så god som en kæmpe skål med Matador Mix. Han elsker det. Det gør publikum også. Han er et omrejsende tivoli af ord. Og læserne er vilde med fortællingen om den lidende og forpinte kunstner.”

Rundt om os var salen efterhånden ved at være tømt, og nu blev lyset på scenen også slukket. 

”Fem minutter mere, så er vi altså nødt til at stoppe,” lød det fra den mørke nederdel, der trampede utålmodigt rundt om bordet, hvor Knud Romer sad og skrev i folks bøger.

”Vi er allerede gået en halv time over tiden,” fortsatte hun anstrengt.

Knud Romer reagerede ikke. Det var som at se en fodboldkamp, hvor dommeren havde lagt en halv time til den ordinære spilletid. I kulissen stod en bredskuldret fyr fra et vagtselskab og trippede for at få låst salen af, så han kunne komme videre ud på sin rute rundt til aftenens andre kunder. 

En halv time senere trykkede Knud Romer hånd med køens sidste mand og sendte ham en strøm af takkegloser, fordi han havde ”ulejliget sig helt herind og valgt at bruge en smuk sommeraften på at lytte til ham”. 

Kort efter stod han ude på gaden med sin pibe i munden og et udmattet udtryk i ansigtet:

”Det gik sgu da meget godt. Gjorde det ikke?” 

”Jeg spillede rollen som den store forfatter,
der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Knud Romer

KNUD ROMER havde hen over årene haft fire redaktører inde over bogen. Den fjerde og sidste, Sune de Souza Schmidt-Madsen, var i 2014 hentet ind som chef for Lindhardt og Ringhofs skønlitterære afdeling, hvor han fik ansvaret for at holde en mindre flok af husets danske stjerner i ørerne. På det tidspunkt var der gået næsten otte år siden Knud Romers første roman, og den nye chef undrede sig over, hvor opfølgeren blev af. 

En dag inviterede han sin forfatter på frokost, så de kunne tale om fremtiden. Knud Romer snakkede uafbrudt i fire timer, og bagefter var Sune de Souza Schmidt-Madsen så blæst bagover af de mange historier fra forfatterens mund, at han foreslog ham at skrive dem ned. Det kunne der nemt komme nogle gode noveller ud af, mente han. 

”Knud er et veritabelt skatkammer af historier, og jeg tænkte, at når nu det var så svært for ham at få den anden roman gjort færdig, kunne vi begynde med at udgive en novellesamling, og så kunne han skrive romanen som sin tredje bog. Det var en fiks måde at få overstået den svære toer på,” fortalte Sune de Souza Schmidt-Madsen i telefonen dagen efter Politikens læserarrangement.

Knud Romer var ikke afvisende over for tanken, og de to mænd aftalte, at forfatteren skulle komme ind på sit kontor på forlaget, hvor han havde en computer stående. Men Knud Romer dukkede aldrig op. Den ene måned tog den anden, og til sidst besluttede den skønlitterære chef sig for at køre computeren hjem til forfatteren. 

Det kom der heller ingen noveller ud af. Men i stedet for at give op besluttede Sune de Souza Schmidt-Madsen sig for at optage Knud Romers ord på en diktafon og få dem skrevet ud. I et par måneder mødte han op i forfatterens lejlighed hver mandag for at trække historier ud af ham. 

Inde på forlaget blev unge praktikanter sat til at skrive Knud Romers fortællinger ud, og efterhånden som stakkene af papirer voksede, steg Sune de Souza Schmidt-Madsens begejstring. Men da forfatteren selv læste historierne efterfølgende, afviste han pure at udgive dem. Det litterære niveau var simpelthen ikke højt nok. Der var en grund til, at det, han arbejdede med, hed skønlitteratur. 

SOMMEREN NÆRMEDE sig sin afslutning, da Knud Romer optrådte på den internationale litteraturfestival Louisiana Literature. Den danske forfatter skulle lukke årets festival på den største af tre udendørsscener, der rejste sig som et stort cirkustelt i bunden af den frodige museumshave med udsigt til Øresund.

Klokken var lidt i fire søndag eftermiddag, og indenfor i teltet var alle sæder fyldt, længe inden arrangementet skulle begynde. Kvinder i lette sommerkjoler med rosévin i glassene diskuterede deres seneste læseoplevelser, mens midaldrende mænd med tættrimmede fuldskæg sad tavse og kiggede klogt i festivalprogrammet gennem mørke briller. 

De sidst ankomne havde klemt sig ind og fundet en ledig plet. Nu stod de skulder ved skulder langs siderne og ventede på forfatteren, mens en duft af sød tobak bredte sig. Arrangementet var som eneste optræden på festivalen programsat som en soloforestilling. Den dansktalende tyske journalist Marc-Christoph Wagner var konferencier, men der var ingen samtale, intet interview, ingen oplæsning. Kun Knud Romer og hans publikum. Når nu det alligevel ikke lod sig gøre at styre forfatteren, hvorfor så ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden?

Knud Romer stod ved siden af scenen og baksede med sin pibe. Han lignede en mand, der var holdt op med at sove. Bukserne var plettede, og den hvide skjorte krøllede som efter en lang flyrejse. Der var som at se en tuberkuloseplaget patient fra et fjernt århundrede. Den endeløse sommer havde tilsyneladende styret helt uden om forfatteren. Kinderne var blege og indsunkne, og der var mørke rande under øjnene.

Så møvede han sig op på scenen og kom på benene med hjælp fra en udstrakt hånd fra Marc-Christoph Wagner, der smilende bød velkommen og fortalte historien om, hvordan han og Knud havde mødt hinanden første gang over et par store fadøl på et værtshus i Nyhavn. Den tyske journalist havde instinktivt forelsket sig i Knud Romers talegaver, og siden havde de været venner.

”Tag godt imod ham,” sagde Marc-Christoph Wagner og pegede i retning af sin ven. 

Publikum klappede ekstatisk, og en ung fyr piftede, som var han til rockkoncert og ville hylde sine guitarhelte. Et øjeblik stod Knud Romer tavs og kiggede ud over de fyldte stolerækker. Han lignede en, der overvejede, hvordan han kunne tage flugten. Så trådte han frem til scenekanten. Et drenget smil gled umærkeligt hen over ansigtet og sparkede trætheden ned bagfra. 

”Hold kæft, hvor er jeg glad for at se jer.” 

Og så gik han i gang med at fortælle historien om de ’12 år i helvede’, som han havde opført adskillige gange i løbet af sommeren. I radioen, på nettet, i aviserne og på tv. Han fortalte om sin ungdoms tabte drømme og sit vilde liv i den københavnske undergrund.

”Jeg levede mit liv i en klinisk depression og læste Heidegger baglæns, mens jeg røg hash og pissede i tomme colaflasker,” råbte han på sit falsterske modersmål. 

Så kiggede han ud på sit publikum, der grinede, som om manden på scenen var en standupkomiker, der lige havde afleveret en gylden vittighed.

Denne skribent sad i salen og kom til at tænke på Dirch Passers optræden i Aveny Teatrets opsætning af John Steinbecks ’Mus og mænd’, som den udspiller sig i Martin Zandvliets film ’Dirch’ fra 2011. Nerverne skælver, da den folkekære komiker første gang træder ind på scenen som den enfoldige og bomstærke Lennie, hvis trang til at røre ved bløde ting fra første scene har kurs mod tragedien. Det er alvorlige sager. En fortælling renset for komik. Alligevel bryder salen ud i latter, da Dirch afleverer sin første replik. Han ignorerer reaktionen og fortsætter sit arbejde. Men løbet er kørt. Folk kan ikke slippe billedet af komikeren, og hver gang Dirch Passer åbner munden, finder latteren vej til scenen. Til sidst sker det uundgåelige. Dirch Passer bryder sammen. Midt på scenen. Utrøstelig over udsigten til for evigt at være lænket til rollen som gyngehoppende kæmpebaby.

Knud Romer om provinsen: ”Politikerne har brugt en masse energi på at tale provinsen så meget ned, at ingen længere gider bo derude. De har glemt, at Danmark ikke er en by. Det er et land, og ude i dét land bor befolkningen.” 

MODSAT DIRCH PASSER synes Knud Romer dog ikke at være tynget af sin rolle. Han er fuldstændig klar over, at der findes mennesker, som anser ham for at være en rablende galning, der insisterer på at lire abstrakte ligegyldigheder af sig. Andre mener, at der for længst er gået inflation i fænomenet Knud Romer. Og så er der dem, som ikke kan klare synet og lyden af forfatteren fra Falster. Selv er Knud Romer fuldstændig ligeglad. De kan rende ham et vist sted, han har ikke tænkt sig at holde sin kæft foreløbig. Han insisterer på at møde sine læsere og lyttere i de fælles grundvilkår – døden, sorgen, tabet, lidelserne, længslerne, angsten, skylden og skammen. 

Efter en halv times enetale brød Marc-Christoph Wagner ind og meddelte, at det var tid til at lade publikum komme på banen med spørgsmål. 

”Jamen, vi er slet ikke kommet til sindssygehospitalet endnu,” udbrød Knud Romer og vendte sig ud mod et telt fyldt med grinende ansigter. 

En ældre kvinde i blomstret kjole ville vide, hvor meget af romanen der var selvbiografisk, og en ung langhåret fyr fra den københavnske reklameverden stillede et indforstået spørgsmål, hvis pointe forsvandt i røgen fra forfatterens pibe. Til sidst rejste en yngre mand sig roligt op og fortalte om sin farmor, der havde været bibliotekar i Silkeborg, da Knud Romer udgav sin første roman. Biblioteket havde inviteret forfatteren til Jylland for at læse op af sin nye bog og fortælle om arbejdet med den. Forestillingen havde været spændende fra start til slut. Alligevel var det eneste, farmoren kunne huske fra besøget, at Knud Romer havde haft hvidt støv under sin næse, da han kom ud fra toilettet. Der blev stille i teltet. Så stillede den unge fyr sit spørgsmål:

”Er du ikke bange for, at den offentlige Knud Romer kommer til at stå i vejen for, hvad forfatteren Knud Romer gerne vil fortælle?” 

Hovedperson grinede og svarede kækt:

”Sorry, men det har været toiletpapir. Det lort har min kone for længst udryddet.”

 

ALLE VEJE FØRER TIL ROMER

Knud Romer Jørgensen er født i 1960 og voksede op som enebarn i Ny­købing Falster med en dansk far og en tysk mor, omringet af forældreomsorg, utøjlelig egoisme og de store følelsers forløsning i stablerne af roma­ner på det lokale bibliotek. Han drev kaotisk rundt i 17 års studier på litteraturvidenskab på Køben­havns Universitet, mens han skrev tekster, ingen gad publicere. I begyndelsen af 90’erne blev han ansat som tekstforfatter på Kunde & Co – på det tidspunkt et af Nordens største reklamebureauer. 

I 2006 debuterede han med den delvis selvbiografiske roman ’Den som blinker er bange for døden’, som solgte 200.000 eksemplarer og modtog en strøm af priser – blandt andet Weekendavisens Læserpris og De Gyldne Laurbær. 

Tidligere i år udkom ’Kort over Paradis’, som er solgt til oversættelse i flere lande, blandt andet til Insel Verlag i Tyskland. 

Knud Romer er flittig debattør, og gennem årene har han leveret en strøm af essays, kommentarer og avisartikler. Knud Romer har siden 2012 haft sit eget radioprogram, ’Romerriget’ på Radio24syv, der hver uge har over 100.000 lyttere.

UDE I HORISONTEN gled en kajak­roer lydløst gennem vigen, og højt over ham stod en måge stille i vinden. Der hang sprøde æbler på træerne i haven, og på den anden side af et vildtvoksende skel strakte roemarkerne sig så langt, at de næsten kravlede ud af synsfeltet. Sommer var blevet til efterår.

”Det her er det tætteste, man kan komme på Falster uden at være der,” sagde Knud Romer, da fotografen og jeg parkerede bilen og trådte ud i det knæhøje græs bag et lille hvidkalket stenhus med stråtækt tag nær Præstø. 

Vi var kørt fra København, en times bilkørsel ad sjællandske motorveje, inden vi slog ind på et net af småveje, der førte os gennem landsbyer med lukkede bagerforretninger og skilte, der opfordrede bilisterne til at sænke farten og passe på børnene. 

Hernede, i bunden af Sjælland, for enden af en smal grusvej, trampede Knud Romer gennem det våde efterårsgræs med sin pibe i munden, mens han begejstret berettede om, hvordan han i årevis havde ledt efter et hus, der kunne præstere de naturlandskaber, han længtes så voldsomt efter. For fem år siden havde han endelig fundet det perfekte sted, men nu truede den grønne stær med at skille dem ad. Hvis blindheden om lidt stjal de sidste rester af hans syn, kunne han ikke selv køre herned i bil, og så kunne han lige så godt sætte huset til salg.

”Der er ingen direkte forbindelser herned. Der er 20 kilometer til nærmeste togstation, og man kan ikke lige ringe efter en taxi. De findes ikke. Det er en katastrofe.” 

Det var først på eftermiddagen. Knud Romer havde været tidligt oppe, men håret tilhørte en mand, der lige var stået ud af sengen. Han satte nøglen i en afskallet trædør og skubbede den op. Indenfor var der koldt som i en gammel kælder. Det var tydeligvis ikke hver uge, huset fik besøg af sin ejer.

Forfatteren tændte for kaffemaskinen og vaskede en mælkeskummer fri for sure rester. Så gik han på knæ foran husets brændeovn for at sætte ild i et par stykker brænde. Rundt om på borde og stole stod halvtomme colaflasker, køkkenvasken flød med beskidte kaffekopper, og i vindueskarmen stod tre poser med sukker, som alle var åbne. Der var børnemalerier på væggene, spisebordet flød med gamle aviser, og rundt om på det knirkende trægulv havde små stakke med bøger slået rod. 

”Er her ikke vidunderligt?” jublede han. 

Gennem køkkenvinduet kunne man skimte verden udenfor. Det var ren postkort­idyl. Den vilde naturgrund, der omgav det lille fiskerhus, løb direkte ud i en vig, hvor en tæt skov af gyldne siv omringede en spinkel badebro med en gul robåd snøret fast til sig. På den anden side af vandet lå Jungshoved Kirke med sit hvidkalkede tårn og et rødt tegltag, hvorfra der var udsigt til en beskeden kirkegård med enkle gravsten.

”Der vil jeg begraves, når den tid kommer.”

Det her var hans paradis. Hele sommeren sang nattergalen og solsorten om kap med hinanden, og når mørket sænkede sig, fik man stukket øjnene ud, som forfatteren udtrykte det. 

”Hvis aldrig man har været et sted som det her, aner man ikke, hvor vild en dansk stjernehimmel kan tage sig ud. I byerne kan man ikke se en skid for alt det kunstige lys. Hernede slutter dagen i et magisk eventyr.”

Knud Romer foran sit hus nær Præstø.

HAN TALTE, som om nogen havde trukket ham op i ryggen. Hurtigt og uden pauser. Den ene sætning greb den næste, men det gjorde ikke så meget. 

”Jeg er meget romantisk, og jeg er ekstremt god til at idyllisere livet. Jeg sætter ord på alt det, menneskelivet består af, så folk kan få afløb for deres følelser og føle sig genkendt. ’Du er ikke alene, der er andre, der har det ligesom dig’, som den åndssvage sang lyder. Din nabo kæmper også. Skræller man den kulørte overflade af, lever vi kunstnere jo helt almindelige menneskeliv, og de oplevelser prøver vi så at udtrykke. Nogle af mine kolleger er mere private og meddeler sig kun gennem kunsten, mens jeg stiller mig op på ølkassen og råber løs. Det har jeg ikke noget problem med, men det kan godt være lidt hårdt for min familie.”

Han fortalte, hvordan hans kone havde jublet, da komikeren Mick Øgendahl stod frem og sagde, at han havde ladet sig indlægge på psykiatrisk hospital for at blive repareret. Og da bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen fortalte, at han havde fået elektrochokbehandling for at komme fri af en tung depression, ville hendes begejstring ingen ende tage. Det var modigt og vigtigt at tale om den slags, sagde hun til ham. 

”Men da hendes egen mand pludselig stillede sig frem og fortalte om sin indlæggelse, blev hun flov. En del af mig forstår jo godt hvorfor, men det er ikke flovt. Det kan ske for os alle sammen. Jeg vil bryde tabuer ned. Det er ikke kun de andre, der bryder sammen, det er ikke kun de andre, der bliver skilt og fyret, det er ikke kun de andre, der bliver syge, gamle og dør. Det er os alle sammen, og derfor skal vi tale om det. Men hvis nogen tror, det er sjovt at give interview på et sindssygehospital, kan de godt tro om.”

Han sad lidt uden at sige noget, så samlede han tråden op:

”Jeg har brugt 12 år af mit liv på at skrive den bog. Jeg har brug for, at den sælger, hvis jeg skal forsørge min familie.” 

Det var også grunden til, at Knud Romer besluttede sig for at spille med på myten om den forrykte kunstner og drive så meget storytelling ud af sit 14 dage lange ophold på privathospitalet i Nykøbing Sjælland som overhovedet muligt. 

”Jeg er gammel reklamemand, og jeg vidste da godt, hvordan omverdenen kiggede på mig, når jeg var indlagt på et privat sindssygehospital. Jeg manglede bare stråhatten, så ville jeg træde direkte ind i en flere hund­rede år gammel historie om den lidende kunstner, der laver stor kunst, fordi han har adgang til nogle helt særlige rum i menneskesjælen. Jeg spillede rollen som den store forfatter, der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Han rystede på hovedet. 

”Sådan noget pis,” råbte han så. 

”Der er intet kreativt opbyggeligt ved at få et grænsepsykotisk sammenbrud og skrige af angst og eksistentiel rædsel.”

DE FÆRRESTE er efterhånden i tvivl om, at Knud Romers liv har været fuldt af pinsler. Men de er kommet af sig selv, fordi han identificerede sig så meget med drømmen om at blive tysk digter. 

”Det var den drøm, der fødte mig. Jeg kunne ikke give op. Det kan jeg stadig ikke, og det er lige meget, hvordan jeg har det med den. Om jeg lider eller jubler, om det bygger mig op eller bryder mig ned. Det er mig. Det er Knud. Det er mit kød og blod.” 

Virkelighed og fiktion flyder sammen. Præcis som i romanerne. For Knud Romers vedkommende er der ingen forskel. Kunsten og det virkelige liv vikler sig ind i hinanden. Og de påvirker hinanden, forklarede han fra en stol foran brændeovnens knitrende ild. 

Han fortalte om dengang, hans far blev dement. Til sidst anede den gamle mand ikke, hvem han selv var. Han kunne ikke engang kende sin egen søn.

”Den fortvivlelse fylder ret meget i min nye bog. For nogle år siden skrev jeg en salme om, hvordan det er at se et menneske, man elsker, forsvinde ind i demensens tåger. Komponisten Bent Sørensen satte musik til, så Radiopigekoret kunne synge den for 2.000 demente og deres pårørende i Tivoli. Fortæl mig, hvornår livet holder op, og kunsten tager over. Og omvendt. Vi fortæller historier for at skabe mening. Mine romaner er lige så virkelige og uvirkelige som mit liv.” 

Han sad lidt uden at sige noget, så tog munden tilløb til endnu en omgang:

”Hvordan bliver man til den, man er?” spurgte han og svarede selv med det samme: 

”Man starter med nogle rammer og nogle evner. Så har man et mål, og hvis man skal nå det mål, er man nødt til at flytte sig. Kommer man fra provinsen, rejser man til storbyen. Kommer man fra et småborgerligt hjem, flytter man i hippiekollektiv. Kommer man fra et håndværkerhjem, drømmer man om at gå på universitetet. Man skal bryde rammerne. Men det er ikke nogen let opgave.” 

Han rejste sig op og lagde an til at opføre en af de små teaterforestillinger, der gik hånd i hånd med mange af hans pointer. 

”Nå, man er nok fin på den,” lød det på syngende bondsk. 

”Det er åbenbart ikke godt nok at være landmand. Nej, man skal på universitetet og blive klog.” 

Han rystede på hovedet ad ordene.

”Den slags gør sindssygt ondt at lægge ryg til. Det er skyld og skam for fuld udblæsning. Men der er ingen vej udenom.”

 

DEN UNGE ROMER

I sin ungdom blev Knud Romer mødt af en mur af afvisninger, når han forsøgte at overtale aviser og magasiner til at bringe hans artikler. På forlagene smilede de overbærende, og i et af afslagene mente redaktøren ligefrem, at kvaliteten var så dårlig, at indholdet end ikke duede som Ga-Jol-æske-lyrik. 

Til sidst gik han rundt på gader og stræder og solgte et blad, han selv havde fotokopieret og clipset sammen. Her fik man artikler om letopløselige stoffer, en guide til Københavns offentlige toiletter, fortællingen om det lyshårede ABBA-medlem Agnetha Fältskog og hendes bagdels betydning for den svenske popgruppes succes samt en 10 sider lang historie om selvhængning som vej til seksuel ophidselse. Artiklen havde titlen ’Please Be Tender When You Cut Me Down’. 

Da Knud Romer kom på internettet i midten af 90’erne, mailede han artiklen til Det Sexologiske Institut i Washington, som svarede, at det var et værdifuldt stykke grundforskning, som de gerne ville publicere i deres database.

MAN SKAL altså flytte sig og bryde grænser for at blive bedre til at skrive. Og en flaske vin og en joint kan være doping til at nå målet. I hvert fald når man er ung. 

”Man forsøger at knække sig selv og komme steder hen, man ikke ville være nået frem til, hvis man havde fulgt den slagne vej. Det var tanken bag mit misbrug. Men det er fuldstændig misforstået,” fnyste han og mente, at det at være forfatter på mange måder var som at være cykelrytter. Det er elitesport, og hvis ikke man kan komme øverst på skamlen uden doping, skal man ikke sætte sig op på cyklen. Så skal man lave noget andet. 

”Min kone har altid sagt: ’Knud, hvis det er det, der skal til for, at du kan præstere, er du ikke født til det. Så laver du noget, du ikke burde lave.’ Og jeg giver hende helt ret. Jeg har lagt forhindringer i vejen for mig selv med min destruktive livsstil, og jeg er ret sikker på, at jeg var nået hurtigere frem til målet, hvis jeg havde været bedre ved mig selv.”

Han sad lidt og tænkte. 

”Men vi er ikke kilde til vores egne idealer,” lød det så. ”Det er noget, vi lærer. De store mestre bliver hyldet, når de dør, og jeg tør ikke tænke på deres ægtefæller og deres familie. De har fandeme ikke haft det sjovt. Mange af de store kunstnere har drukket sig ihjel, mens konen holdt sammen på familien. Eller også har børnene skullet holde sammen på sig selv, fordi mor festede med. Men det ser man ikke. Det er ikke de billeder, offentligheden dyrker. Den hylder kun den store kunstner og hans udødelige værker. Min store ulykke er, at jeg som helt ung besluttede mig for, at jeg ville være den største prosaist i det danske sprog, jeg ville være tysk digter, og jeg ville udkomme på Insel Verlag. Det var min eneste kilde til betydning, og så rakte jeg ud efter inspiration i alle mine litterære helte.” 

Den walisiske poet Dylan Thomas drak sig ihjel, den franske digter Arthur Rimbaud blev sindssyg, og kunstmaleren Vincent van Gogh skar sit ene øre af. Hvis ikke man drak, tog stoffer eller lod sig indrullere i mørket, ville man aldrig nå op på niveau med de store. Det var rationalet.

”Jeg fulgte trop og levede kunstnermyten ud. Den er ekstremt destruktiv, og den store sandhed er, at det ikke er svært at pisse i en flaske og holde op med at gå i bad. Det er ikke svært at drikke sig fra sans og samling eller sniffe en bane kokain. Det er ikke svært at ryge smøger og drukne sig i sex. Det er regelmæssigheden og hverdagens disciplin, der kræver kræfter. Enhver kan skubbe til glasset, så det falder på gulvet og går i stykker. Det svære er at lave glasset og vaske det op.” 

Knud Romer om stjernerne: ”De fleste børn vokser op uden at kunne se Mælkevejen, fordi lysene i byerne stjæler mørket. De misser oplevelsen af at være en del af noget større.”

NOGLE DAGE senere var Knud Romer tilbage i sin og konens lejlighed i Indre København. Det var sidst på formiddagen, og forfatteren stod i køkkenet med det sidste af oprydningen fra gårsdagens madlavning. Der var gryder med indtørrede rester af kartoffelmos og pander med brune striber af smeltet smør. Forfatteren talte som en skuespiller, der havde lært sine replikker udenad, mens han fyldte opvaskemaskinen med samme elegance, som en fyrbøder skovler kul i en ovn. Han var i storform. I hvert fald verbalt.

”Det eneste, jeg rigtig kan finde ud af i livet, er at tale og skrive,” sagde han og trak overbærende på skuldrene.

I samme øjeblik kom hans kone hjem med deres ældste datter, som var blevet syg i skolen og nu skulle bruge stuen til at hvile sig i. Knud Romer foreslog, at vi rykkede hen på hans yndlingscafé, der lå i en kælder lige rundt om hjørnet. 

Vi slog os ned udenfor på et par kolde klapstole, så forfatteren kunne ryge på sin pibe. 

Al angst er i sidste ende angst for døden, sagde Knud Romer. Og den angst er ikke for børn. Eller voksne for den sags skyld. Døden er den ultimative indsnævring. Det utænkelige. Evighedernes evighed. Forstår man det, behandler man livet med den største nænsomhed.

”Jeg har altid levet med ryggen til døden, fordi jeg var så bange for den. Jeg forstod ikke, hvorfor folk ikke løb rundt og skreg af rædsel over manglen på information. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad sker der? Det aner ingen af os. Vi er her, men vi ved ikke, hvorfor vi er her. Vi ved ikke, hvor vi skal hen. Og det finder vi heller aldrig ud af.”

Så citerede han en af sine store helte, pseudonymdigteren Novalis, der engang havde skrevet: ”Wo gehen wir hin? Immer nach Hause.” 

”Vi har en længsel i os efter at komme hjem. Efter absolut selvnærvær. Men det er ikke muligt. Alligevel længes vi efter det, og fordi det er uopnåeligt, længes vi endnu mere. Det er derfor, at den kvinde, man ikke kan få, gør én vanvittig. Pludselig forstår man, at man er en gåde for sig selv. Vi er skygger kastet af en sol, som er bag vores ryg, og vi kan godt blive naturvidenskabeligt klogere, men hvad meningen med det hele er, det kommer vi aldrig til at forstå. Og det er angstprovokerende ad helvede til,” lød det højt og næsten muntert. 

Men vi skal ikke fortvivle af den grund, sagde forfatteren. Eventyret kommer fra manglen på information. Det er dér, vi kan undres og fortrylles. 

”Det er der, livet begynder,” råbte han. 

Så fortalte han om en oplevelse, han havde haft i sommer. Han havde været med sine to døtre til fægtning på Hellerup Havn, og mens han ventede på, at de skulle blive færdige, genkendte han pludselig duften af tjære og saltvand i luften. Hans ører fangede lyden af bølger, der skvulpede mod havnekajen, og sejlsnore, der slog mod skibenes master. Han mærkede solen varme huden på sine arme, der stak ud fra en krøllet T-shirt. Med ét var han fem år igen.

”Jeg var en lille lyshåret dreng med fregner, der lå på bådebroen og fiskede krabber med et afskåret rødspættehoved på min hjemmelavede fiskesnøre. Pludselig kiggede jeg op. Bag mig stod en gammel mand med sin pibe i munden. Og den gamle mand, det var mig.”

 

VIKTOR AXELSEN er Danmarks største badmintonstjerne. Men hvorfra fik en genert og nørdet fynsk dreng viljen til at komme helt derop? Kan han blive der? Og hvorfor er hans deltagelse på landsholdet og i de næste olympiske lege truet? Ud & Se tegner et slagkraftigt portræt af en original dansk atlet, der er noget for sig og sætter sine bolde, som han vil.
Tekst:Frank StokholmFoto:Ricky John Molloy

“SER DU NOGET?”

Scannerens koboltblå, mellemblå og grønne dioder lyser en smule op i det dunkle, vinduesløse aflukke. Briksen i Team Danmarks center i Brøndby er lysegrå, forhænget mellemgråt, og gulvfilten mørkegrå. Vægdekorationen er fire plancher med skeletdele.

På briksen sidder Danmarks højest rangerede badmintonspiller og ser drænet ud. Han ser ikke ud til at have startet dagen iført sin sædvanlige lyskasket, hvor LED-pærer under skyggen sender opkvikkende blåt lys ind i øjnene. Det kække Tintin-løft af pandehåret er helt fraværende, og i det normalt ubekymrede ansigt krydser en fure panden.

Viktor Axelsen er iført sit ’Yonex-suit’, som søsteren Johanne kalder det, mens han vrider overkroppen i det, der kunne være en øvelse til at øge ryggens smidighed og rotationen under de smash, som har sikret ham førstepladsen på verdensranglisten. Men lige nu, efterhånden som lægen flytter scanneren langs fodryggen, er det et fortvivlet forsøg på at aflæse skærmen for eventuelle skader. 

”Ikke rigtigt,” svarer Team Danmark-lægen, der er en sorthåret mand med velsiddende sorte jeans, sort T-shirt, sorte sneakers med kridhvid bund og fine tider i indendørs roning. 

Et par meter derfra overvåger Sean Casey, en amerikaner med titaniumbriller og biceps tykkere end lægge, behandlingen. Han er Viktor Axelsens fysiske træner, kostvejleder – og bofælle. Når han træder ind i et rum, scanner han automatisk de tilstedeværende for kropsholdning, bevægelsesmønstre, mulige skavanker og øvelser, han kan anbefale i situationen. Ikke at han tænker over det, det er bare noget, han gør, ligesom han trækker vejret. 

Tidligere sov han på en madras på gulvet i den danske verdensstjernes lejlighed, men efter Viktor Axelsen i 2017 blev verdensmester og fik en kraftigt forbedret sponsoraftale, blev der råd til en større lejlighed og et mere fast samarbejde. Nu har amerikaneren sit eget værelse hos Viktor Axelsen. Helt konfliktfrit var det ikke. Først landstræneren og siden sportschefen i Badminton Danmark ville gerne vide, hvorfor Viktor Axelsen hyrede egne folk i stedet for at bruge forbundets eksperter. Men det er svært at bremse en verdensmester, som har fået råd til selv at betale for at blive bedre.

 

BADMINTON

Spillet kan godt have en snert af overklasse. At plukke fjer fra haner eller gæs, stikke dem i et stykke kork eller lignende og så slå fjerbolden frem og tilbage med to bat er ikke nyt. 

’Shuttlecock’ som er et af spillets oprindelige navne, findes der spor af 2.000 år tilbage i Japan, Kina, Thailand og Indien. I 1500-tallet, ved vi fra Europas fyrstemalere, spillede Frans I af Frankrig et sådant spil. Det samme gjorde dronning Kristina af Sverige i 1600-tallet og Frederik Vilhelm III af Preussen i starten af 1800-tallet. 

Gennem 1800-tallet var det udbredt i områder af Indien, og de britiske koloniherrer tog det med hjem, herunder til det britiske gods Badminton House i Sydvestengland, som en regnvejrsdag i sommeren 1873 noget tvivlsomt fik ry for at have opfundet spillet. I 1899 afholdes det første All England. 

I Danmark spilles i 1917 badminton på enkelte godser, og i 1925 tager Foreningsdanmark fat. Til en start i Skovshoved, men derfra snart videre ud, især omkring de store byer, og især i de store byers mere velstillede kvarterer, hvor der i første del af 1900-tallet var en særlig smag for sportsgrene importeret fra England, tidens førende magt. 

Siden har velfærdssamfundet med dets vældige opbygning af sportshaller selvfølgelig jævnet en del ud på spillets sociale profil blandt Danmarks knap 120.000 badmintonspillere. Stadig ses det sociale aftryk dog i 2018 i de føren­de klubbers placering rundt i Danmark. 

Af de 10 hold i Badmintonligaen ligger fem ved København, to i Aarhus og et i Odense. To af klubberne ligger i landets rigeste kommune, Gentofte, og endnu en lidt derfra i Værløse. Aarhus-klubberne ligger i velstående Marselisborg og Højbjerg, og med placeringen i Munkebjerg-kvarteret i Odense er også Viktor Axelsens barndomsklub OBK en del af den fortælling.

VIKTOR AXELSENS mundvige hænger nedad. Helt som forudsagt af hans far, Henrik Axelsen, der ud over at være ophav og manager også er den ofte lukkede port, journalister skal igennem, hvis de har et ærinde med badmintonstjernen. Henrik Axelsen ved, hvordan skader sætter sig i sønnens humør. Dagen før rådede han til at udsætte interviewet nogle dage. 

”Viktor er sur,” forklarede faren.

Den 24-årige søn, der sidder der på en briks i starten af endnu en lummer dag i slutningen af august, er dog snarere trist end sur. Tre uger tidligere mistede han sit verdensmesterskab til Kento Momota, den irriterende japaner. Og om tre uger starter Japan Open, hvor Axelsen er seedet til at møde Momota i semifinalen. 1-8 står det i deres indbyrdes opgør. Axelsen ligger stadig nummer 1 på verdensranglisten, men lige nu er der én, som er bedre, og Axelsen kan ikke træne igennem. Lægen kan stadig ikke finde ud af, hvorfor foden er øm.

”Skal jeg skaffe en tid til en MR-scanning?”

Overlæge Christoffer Brushøj kender atleters frygt, og især Viktor Axelsens, for badmintonkarrierer slutter ofte med skader. Axelsen så det ske for sin første helt, Peter Gade, der i 2006 toppede verdensranglisten som den seneste dansker før Viktor Axelsen. Som niårig rakte den ambitiøse dreng autografbogen frem mod Peter Gade, og fra han var 16, nåede Viktor at træne sammen med sin helt, som var svækket af skader. 

”Han havde en ild i øjnene, som jeg ikke har set på samme måde hos andre danske spillere. Viktors ild genkendte jeg fra mig selv,” husker Peter Gade. 

”Det er en ild, ikke mange mennesker har.”

ANGE kinesiske kvinder husker Bao Chunlai med det blide ansigt og pandehåret trukket skråt ned over panden, som Beatles i 1961. På YouTube ligger kvindernes sammenklippede videoer, hvor den unge Bao Chunlai svæver op og stiksmasher til kinesisk kærlighedsmusik

Bao Chunlai og Viktor Axelsen har noget af den samme følsomhed på banen. En gennemsigtighed i ansigtet, en sårbarhed. Ikke som deres fælles modstander Lin Dan, den femdobbelte verdensmester, dobbelte OL-guldvinder og måske den største spiller gennem tiderne – en tatoveret mand med bad boy-øjne, en streg af et overskæg og en vis historik for at blive indfanget af kinesiske paparazzifotografer med en anden kvinde end konen. Lin Dan poserer som model for sit eget underbuksebrand, og selvom der på nettet er bloggere, der mener, at den mandigt udseende kineser fremtræder vel photoshoppet, så har sådanne mænd selvfølgelig deres publikum. 

Men i dag kommer de kinesiske kvinder også flyvende til Danmark for at aflevere bamser til ’Viktor’  – eller An Sai Long, som de kalder ham: ’rolig konkurrenceminded drage’.  Og de sender også scrapbøger, hvor fotos af den danske helt garneres med indsatte hjerter, portrættegninger med sølvtusch af Odenses ’anden store søn’, H.C. Andersen, og med sirlige rækker af de kinesiske skrifttegn, de elsker den unge dansker for at have lært sig. 

Viktor Axelsen husker sagtens Bao Chunlai. Hundredvis af timer sad teenageren Viktor og så sit idols kampe på YouTube i grynede optagelser fra kinesisk tv. På et sprog, han ønskede at forstå, så han kunne lære mere om sin langlemmede helt. 

Drømmen om at blive verdensmester havde drengen fra Odense allerede, da han som niårig mødte op i den mørke hal en time før de andre – og en halv time før træneren – og alene stod og spillede bolden lodret i vejret. Igen og igen. 

Men en sen vækstspurt trak teenagerens krop ud af de kendte badmintonproportioner. Pludselig blev han 194 cm høj og fik et bryst så bredt, at han mere lignede en udsmider end en smidig ketsjer-ekvilibrist.

Trænere og spillere begyndte at hviske om, at dén krop ikke var bygget til badminton. Sporten har altid været domineret af små, vævre, konditionsstærke spillere med hurtigheden i offensiven og det lave tyngdepunkt i defensiven. Når man ser Viktor Axelsen sammen med landsholdskollegerne, kan han stadig godt ligne en håndboldspiller, der er faret vild. 

Viktor Axelsen i Valby.

MEN HAN VILLE være verdensmester. I badminton. Da han blev lang, googlede han lange badmintonspillere og fandt netop sin helt i den 191 centimeter høje Bao Chunlai. Og lærte sig, hvad han havde lært. For et par år siden, da Axelsen havde terpet kinesisk længe nok til at turde skrive på sproget, kontaktede han Bao og håbede, at de en dag kunne spille sammen. Allerede da var det klart, at eleven var forbi mesteren. Viktor Axelsen havde ikke bare lært sig det, angrebsspilleren Bao kunne, men også det, han ikke kunne. 

Da Axelsen under VM i Glasgow i august 2017 i finalen mødte den aldrende kineser Lin Dan, var danskeren en langt kraftigere mand end den spinkle Bao Chunlai

Axelsens timer i vægtrummet havde givet ham musklerne til at spille længe med bøjede knæ og lavt tyngdepunkt, og efter hvert slag var han – modsat Bao – hurtigt tilbage i banens centrum, hvorfra han som en kæmpekrage brugte sit vingefang til at dække banen af, lurende på det camouflerede krydsdrop eller stiksmashet, som ingen gør danskeren efter. 

Barneårenes ensomme timer med at slå fjerbolden lodret i vejret har sat sig i et uortodokst netspil. Når man skyder lodret op, rykker skulderen på en måde, den ikke gør, når man spiller vandret hen over nettet. 

I ungdomsårene havde Viktor Axelsen stadig det vilde ryk i skulderen, når boldene blev spillet kort, og han skulle finde en stejl vej over nettet. Med tiden har han lært at låse skulderen, men i håndleddets ryk, når Viktor Axelsen laver sine krydsnetdrop på tværs af forbanen, findes en bevægelse, som ingen anden bruger. 

En spiller som Viktor Axelsen er aldrig set før. Så knusende var Axelsen, da han først brød igennem som verdensmester, at han det følgende halve år med sit kantede og aparte angrebsspil samlebåndssejrede i de store turneringer i Japan, Indien, Dubai og Malaysia og nåede finalen i China Open.

I januar 2018 udtalte den tidligere OL-guldvinder Poul-Erik Høyer, præsident for Det Internationale Badmintonforbund, at Axelsens niveau nu var som i Lin Dans storhedstid, og at Axelsen måske kunne overgå legenden. 

Få uger senere, under en turnering i Indonesien, landede Axelsen forkert, slog et stykke brusk løs og blev fløjet hjem til operation. Siden har han ikke kunnet finde formen, og nu ligger han der på briksen igen.

Mens Viktor Axelsen snører et af sine 19 par Yonex-sko, størrelse 46 på venstre og 47 på højre fod, retter lægen blikket mod Sean Casey. Han træder straks nogle skridt frem, og under lægens hurtige strøm af engelske og latinske gloser nikker amerikaneren et par gange. Han behøver ikke stille spørgsmål.

Træning i Brøndby Hallen.

LIDT SENERE træder den lille amerikaner og den store dansker ind i Team Danmarks træningshal i Brøndby. Selvom Axelsens venstre ankel skal skånes, er han afhængig af træning. Når han er på ferie med kæresten, er han i fitnesscentret hver morgen og helst også et par eftermiddage. Når han ser ’Westworld’ på HBO, har han undervejs brug for lige at rejse sig, strække ud og squatte lidt, inden han igen sætter sig og ser videre. Og når han taler om kvaliteten af hotellerne på sine mange rejser, er det mest fitnesscentrene, han taler om. 

Energien genkender Viktor Lundager Axelsen fra moren, Gitte Lundager, som hver morgen stod op klokken fem for at løbe 10 kilometer, inden hun åbnede frisørsalonen, og som snart havde sønnen løbende ved sin side. 

”Hvis man virkelig havde villet det,” siger Viktor Axelsen, ”kunne jeg godt have fået noget ADHD-medicin, da jeg var mindre.”

Træningshallen med et gulv af rødmalede træplader ligger oppe under taget. Fra vinduer i skråvæggene falder lyset ind. Langs væggene står løbebånd, crosstrainere, bodybikes, romaskiner og træningsbænke. Rundt i rummet ligger håndvægte og vægtskiver, og på væggene hænger kæmpe fotostater af sejrende danske atleter, selvfølgelig også Viktor Axelsen. 

Team Danmarks træningscenter er det ypperste i kongeriget, men ikke mere ypperligt, end at Sean Casey kender en håndfuld mindre amerikanske universiteter, som har bedre faciliteter. Caseys yndlingsfilm er ’Rocky 4’, hvor Dolph Lundgren spiller en sovjetisk bokser, som skal have bank. En del danskere vil huske filmen for den sovjetiske boksers hustru, spillet af en indledningsvis udtalt 80’er-kølig Brigitte Nielsen, som undervejs i filmen tør op og til slut i en lille hvid nederdel overgiver sig til friheden, Vesten og især til Sylvester Stallone. 

For den 170 centimeter høje Casey ligger nøglescenen noget tidligere i ”that life-changing movie”, som han leende udtrykker det. Inden det store opgør følger vi Lundgren og Stallone bygge kroppene op. Svedende, glinsende, muskelsvulmende mænd, der gør klar til kamp – den ene iført rød spandex-bryderdragt i et højteknologisk sovjetrussisk træningscenter, mens den anden kløver brænde, løber på tilfrosne å-løb eller laver pull-ups i en høfyldt lade. Forskellige træningsmetoder, fælles mål: mænd, der bliver større. 

Filmen katapulterede Sean Casey ind i fitnessmiljøet, i starten med fokus på bodybuilding og vægtløftning, men efterhånden med en ambition om at være træner for olympiske medaljetagere. I én forstand kan den ambition allerede siges at være indfriet. Da Viktor Axelsen vandt bronze i Rio i 2016, havde Casey rådgivet ham i to år. Men noget tyder på, at drømmen er større, både hos Casey og Axelsen. Ingen af dem har meldt ambitionsniveauet ud for OL 2020 i Tokyo, Momotas hjemmebane. Men det kræver en stor drøm, før en 35-årig træner, som har haft både quarterbacks og olympiske svømmere som kunder, vælger at slå sig ned på en madras på et stuegulv i Valby, mere end 6.000 kilometer fra Wis­consin. 

 

VIKTOR PÅ KINESISK

Efter træning tager Viktor Axelsen gerne en til to timers kinesisk undervisning online med en privatlærer, mens han sidder med sine NormaTec-støvler, som med trykluft masserer affaldsstoffer ud af musklerne i fødder og ben. 

Rygtet om danskerens kundskaber fik de kinesiske spillere til at holde op med at diskutere taktik, mens han var til stede. 

Da han ved OL i Rio i 2016 havde kvalificeret sig til bronzekamp mod Kinas stjerne Lin Dan, bad kinesisk stats-tv, CCTV, ham give et interview direkte på kinesisk. Interviewet ændrede omgående

Viktor Axelsens status i Kina, kunne han se på tilstrømningen til hans profil på de kinesiske sociale medier Weibo og WeChat, som han selv skriver opdateringer til.

I Kina har Viktor Axelsen kælenavnet An Sai Long (rolig konkurrenceminded drage). Når han møder den olympiske mester Chen Long, taler kineserne om ’dragernes kamp’.  

Da Axelsen i 2017 som nykåret verdensmester kom til China Open og mødte et ungt kinesisk talent, hørte han kinesernes kampråb, ”jiā yóu”, som han tit har hørt publikum råbe, når han spillede mod Lin Dan. Men nu var det ham, publikum heppede på. ”An Sai Long, jiā yóu!” – mod en af deres egne. 

I 2017 var Axelsen hovedfigur i et dansk erhvervsfremstød sammen med kronprins Frederik.
Den entreprenant tænkende Henrik Axelsen har beta­versionen af en hjemmeside med Viktor Axelsen-produkter klar – eksempelvis Viktor Axelsen-cykler målrettet det kinesiske marked. 

Danmarks næststørste fitnesskæde, Loop Fitness, åbner i slutningen af 2018 sin første afdeling i Guang­dong-provinsen i Kina. Viktor Axelsen bruges i fremstødet og får til gengæld, hvad hans far betegner som ”en betydelig ejerandel” af Loop Fitness i Kina. 

ALLE DANSKE spillere siger, at de vil være verdensmestre, har Sean Casey bemærket, men ingen af dem varmer op som Viktor Axelsen. Sean Casey har været længe nok i landet til at vide, at de sociale koder er anderledes end i USA. Når Sean Casey træner i sin hvide tanktop, kigger danskerne, og for en sikkerheds skyld har amerikaneren spurgt Viktor Axelsen, om det er okay med tanktoppen. For Viktor er det ikke bare okay, det er en befrielse, for danskerne kigger også efter Viktor Axelsen. 

Når danskeren har varmet op til kampene med sin krabbegang sidelæns gennem hallen med armene i møllesving, har de kigget. Når han satte sig i flyet med sine sorte fivefinger-sko med koboltblå tæer og sine blue light blocking briller med gult brilleglas, som fik ham til at ligne Bono, vendte landsholdskammeraterne sig om i sædet foran og sagde ”Ai, Viggo” (‘Viggo’ er landsholdets kælenavn for Viktor Axelsen, red.) – uden at forholde sig til brillernes betydning for nattesøvn, REM-faser og fedtforbrænding.  

Selv hans mor fandt det vanskeligt at se ’Game of Thrones’ på hans laptop, fordi han – ud over sine egne gule brilleglas – for en sikkerheds skyld havde downloadet et særligt gulfilter. (”Man vænner sig til det,” siger Gitte Lundager). 

Hans fase med et halssmykke af kobber for at styrke blodcirkulationen faldt heller ikke i landholdskammeraternes smag, skønt de af alle burde kunne forstå, at der må være noget i det, når den olympiske mester Chen Long bærer kobbersmykker. 

Og det år, hvor Viktor var særligt optaget af grounding, tænkte selv hans søster, Johanne, sit. Når broren hver 14. dag kom ”hjem til Odense”, som han stadig efter syv år i København kalder det, var det selvfølgelig praktisk, at faren havde fået en have. Hvis man rigtig vil grounde, skal man helst stå på jorden med bare tæer i en time, uanset årstid. Og hvorfor ikke, når man alligevel skal ind til bymidten, bare fortsætte på bare tæer? Dér standsede søster Johanne ham og sendte ham tilbage efter sko.

Selv borgerne i Odense standsede op på vandringen ved Munkedammen, en strimmel park syd for bymidten, når Viktor Axelsen løbetrænede her iført sin åndedrætsblokerende maske (iltmangel får musklerne til at arbejde tre gange så hårdt) og lignede en skurk fra en Batman-film. 

I DAG HAR Axelsen lagt nogle af de mere viltre eksperimenter bag sig, men bemærkningerne kommer stadig efter formiddagstræningen, når spillerne klokken 11 samles i restauranten i Idrættens Hus og bestiller retterne fra menukortet – pariserbøf, stjerneskud, clubsandwich – mens Axelsen åbner sin plasticæske med broccoli og canadisk laks (ikke norsk, bedre omega 3/6-forhold, vigtigt for musklernes restitution efter træning).

”Grin du bare,” plejer Viktor Axelsen at sige med pegefingeren rettet mod søsteren, når hans norm-overskridende optimeringsforsøg kalder på hendes kommentar, ”men det er videnskabeligt bevist.” 

Viljen til at afprøve nye metoder har gjort ham bedre end de andre, men nogle gange også dårligere. Som 17-årig flyttede stortalentet alene til København for at træne med Peter Gade og resten af eliten. I sin søgen efter genvejen til badmintontronen fulgte han i hastig rækkefølge skiftende kostregimer – vegetar, veganer, palæo, low carb high fat, hvad kurene nu hed – og han blev tyndere og tyndere og dårligere og dårligere, også til badminton. Når man har en fedtprocent på 5,6, bliver man træt, og så vinder man ikke badmintonkampe. 

Moren holdt om sin afpillede søn og mærkede det: ”Han var kold. Dét kunne jeg ikke. Dér besluttede jeg at sælge frisørsalonen i Odense og flytte til København.” 

To år klippede Gitte Lundager på fuld tid i hovedstaden, og yderligere to år pendlede kvinden med smag for leopardprikkede jakker og sko med kvast frem og tilbage mellem saloner i Odense og Lyngby, så hun kunne sove på sønnens sofa, se ’Game of Thrones’ i gulfilter og om morgenen, lettere irriteret, bede sønnen om at slå lyskaskettens skygge op, for hun ville se hans øjne. 

”Viktor var en meget følsom dreng,” siger Gitte Lundager, som kun en mor kan sige det, ”og det er han stadig.” 

 

VIKTOR AXELSEN PÅ BANEN

2000: Starter som seksårig til ’sandkassetræning’ i Odense Badminton Klub, mens hans far spiller sin ugentlige kamp. Fire år senere kåres han som Årets Spiller af klubben. I dag hænger omkring 150 fotos af Viktor Axelsen på væggen ud for omklædningsrummene. 

2006: Bliver som 12-årig første gang danmarksmester i sin aldersklasse.

2010: Vinder som 16-årig U19-VM i Mexico og kåres som Årets Fund i dansk idræt af Politiken og Danmarks Idrætsforbund. Sejren vækker opsigt, dels fordi Axelsen er den eneste ikke-asiat, der har vundet titlen, dels fordi han var 1-2 år yngre end sine modstandere.

2016: Vinder OL-bronze i Rio efter sejr i tre sæt mod Lin Dan. Vinder samme år sæsonfinalen i Dubai. Er 1. single, da Danmark som det første ikke-asiatiske hold vinder Thomas Cup – mændenes verdensmesterskab for hold.

2017: Vinder i Glasgow VM i herresingle som den første dansker i 20 år. Kåres som Årets Sportsnavn af Jyllands-Posten i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund. Overtager efter sejr i Japan Open førstepladsen på verdensranglisten.

2018: Genvinder EM efter en langvarig skade. Han fastholder førstepladsen på verdensranglisten gennem et år, hvorefter den overtages af Kento Momota. I oktober udkom bogen ’Viktor Axelsen – Den danske drage’.

OBK-HALLEN, Odense Badminton Klubs hal, blev bygget først i 30’erne. Et funktionalistisk udtryk af røde og gule sten og et nøgternt jerngelænder på altanen over indgangspartiet brydes af en lilla farve, der ikke har været på mode siden starten af 90’erne – og som nu skaller let på bogstaverne OBK. Viktor Axelsens første barndomshjem lå i parallelgaden få hundrede meter væk fra den hal, som han i artikler og bøger undervejs har beskrevet med ord som ”frirum”, ”tilflugtssted” eller fortalelsen ”dengang jeg boede i OBK”. 

Viktor var otte, og søsteren syv, da faren flyttede sammen med en anden kvinde og hendes tre børn i en lejlighed rundt om hjørnet i Munkebjergkvarteret tæt på centrum.

Nogle måneder kæmpede moren for byhuset i H.C. Andersens Gade, hvor familien havde haft 300 kvadratmeter fra kælder til kvist, og hvor Viktor i stuen på første sal havde spillet fjerbolden mod skråvæggen, mens han drømte sig i alverdens finaler. Da hun flyttede, og flyttede igen, tog det nogle år, før der rigtig var ro på. Når de var hos faren, var de syv mennesker i en treværelses på 80 kvadratmeter. Faren og hans nye kone sov på en sovesofa i stuen. Når Viktor og søsteren skulle puttes i køjesengene, holdt faren deres hænder, til de sov. 

Viktor Axelsen taler i telefon med sin far hver dag. Og med sin mor. Og med sin søster, hvis de ikke snapchatter. Han har købt en villalejlighed i barndomskvarteret, så søsteren har et sted at bo, mens hun læser psykologi. Når han hver anden uge tager hjem til Odense og gerne tager både træner og kæreste med, bor de i kælderen hos søsteren i en separat lejlighed med proteinpulver i skufferne og Yonex-sko i skabene. 

På hans Facebook-side er billedet af ham og søsteren på vel fire og fem år i deres legebiler lagt ud sammen med billedet af de to som voksne med sammenkrøllede ben i de samme gule biler. Søsteren havde håbet, at det var broren, der skulle sætte studenterhuen på hende, men da hun trådte ud ad døren, kunne han kun være med over Skype fra en turnering i Australien, grædende af bevægelse, som det tit sker for ham, særligt når det handler om hende.

SKILSMISSER kommer i forskellige former, og noget er lykkedes, når tidligere ægtefæller og deres partner, som her, ender med at blive inviteret med til den fraskiltes bryllup. Men stadig sidder den jo i Johanne og Viktor – som i så mange. Med Johanne Axelsens ord: ”Det blev vigtigt for os at holde sammen, når nu de ikke kunne finde ud af det.” 

Efter skilsmissen trak Viktor ned i hallen, mere end før. Her fandt han andre, hvis forældre var skilt, og her – i et lillebitte hjørne af Foreningsdanmark – mødte han træneren, som en dag prikkede til ham og spurgte, om han ikke ville træne med de lidt ældre børn, og som under turene lod ham sove på sit værelse, da det var sværest. 

Her sad han på et af stofsæderne på den hævede bænkerække i højre side langs hallens syv grønne badmintonbaner under neonrør og dannebrogsflag og ventede på, at den ene eller anden spiller måske manglede en makker og gerne ville spille med lille Viktor, som spurgte så pænt og altid huskede at sige tak. 

For førsteholdet blev han en slags maskot, og efter træning satte holdets bedste mand, landsholdsspilleren Rasmus Nielsen, sig på gulvet og spillede kvartbane mod den lille lyshårede dreng med det ildrøde ansigt, som kastede sig efter alt. 

Når Viktor Axelsen vender hjem til Odense, vender han også hjem til OBK. Efter træningen i den dybe, vinduesløse hal med det grønmalede loft hvilende på betonbuer tager han gerne de 20 trin, som stadig sidder i kroppen, og som leder op til cafeteriaet, hvor han nogle gange fik en frikadellesandwich. På vejen op ad de grånistrede linoleumstrin passerer han teaktræsbrættet på den hvide væg, hvor et nyt messingskilt med navnet på Årets Spiller år for år sættes op under forgængerne. ’Viktor L. Axelsen’ står der på et skilt fra 2004. Klubben kårede en dreng på 10.

“ALLE MENNESKER,” som Viktor Axelsens far, Henrik Axelsen, gerne understreger det, ”er født i bar røv”, men alligevel er det fair at sige, at han og familien blev bemærket blandt lægernes, advokaternes, ingeniørernes, assurandørernes og virksomhedsejernes sønner og døtre, da først Axelsen-klanen weekend efter weekend begyndte at hjemsøge badmintonstævner landet rundt. 

Den sorte Toyota Corolla af ældre dato, hvor der på et klistermærke stod ”Rigtige badmintonspillere går til stregen”, blev gerne parkeret helt henne ved indgangen til hallen. Med et organisationstalent så robust, at hans voksne børn i dag kalder ham ’Kejseren’, samlede far Axelsen sin flok og indtog sportshaller og gymnastiksale. Når de andre forældre typisk tog deres børn med på hotellet, rullede familien Axelsen soveposerne ud. Nogle familier brugte 100.000 kroner på en sæson, hvis deres barn skulle have elitetræning og deltage i udenlandske stævner med far eller mor og et hotel oveni.

Når de andre tog på restaurant eller i hallens café, greb Henrik Axelsen ned i den gulgrønne plastickurv, han brugte timer på at fylde med det helt rette mix af snacks og madvarer. Det gjaldt om, husker Johanne Axelsen, at holde Viktor væk fra cafeteriet.

DE YNGSTE spillere blev gerne enten i Jylland, på Fyn eller på Sjælland og spillede mod andre fra samme landsdel. Frederik Colberg, en assurandørsøn fra Holbæk med en overlegen teknik og et lidt nonchalant opvarmningsprogram, var ’Kongen af Sjælland’. Colberg havde hørt om en, der vandt det hele på Fyn, og nogle hævdede endda, at drengen fra Fyn nødigt spillede uden først at have lavet 100 englehop, men Frederik Colberg tænkte, ”at han bare var endnu en, der skulle have nogle tæsk”. 

Mette Poulsen, i dag dansk mester i damesingle, spillede på banen ved siden af, da ’Kongen af Fyn’ endelig opsøgte ’Kongen af Sjælland’ i en hal i Hillerød. Det begyndte som en jævnbyrdig kamp, men endte som en massakre.

”Jeg glemmer ikke, hvor store tæsk Frederik fik den dag,” siger hun. ”Viktor var uhyggelig. Han har det der dræberblik. Øjnene er totalt fokuserede. Han lærte i en tidlig alder at lukke alt ude og være i zonen. Han var tidligt i gang med kost, styrketræning, sportspsykolog. Alle drømmer om at blive verdensmester, men Viktor har lagt en plan for alle døgnets 24 timer, så han kan nå målet. Det har jeg ikke set hos andre, måske bortset fra Peter Gade. Allerede dengang var Viktor et skridt foran os andre. Han havde de der øjne, der bare kiggede 10 år frem, føler jeg nu.”

Frederik Colberg blev siden ven og endog doublemakker med Viktor, som fascineret iagttog, hvordan vennens familie på kun fire medlemmer kunne bo i så stort et hus. At Colberg holdt en årrække som doublemakker, må karakteriseres som en bedrift. 

Viktor stoppede tidligt med fodbold, for selvom han var over hele banen, tabte holdet jo på grund af andre. Men i badminton blev selv søster Johanne som doublemakker dirigeret frem til nettet og ud i siden, så Viktor kunne klare spillet én mod to. Forsøgte hun at række ketsjeren ud efter en bold, hørte hun brølet bagfra: ”Neeej, jeg har!” 

Spillede Viktor mod moren, sneg han gerne ketsjeren over i venstre hånd, og hvis hun endnu en gang ikke mestrede det baghåndslob, han ellers havde instrueret hende så grundigt i, vendte sønnen sig mod moren, tudbrølende: ”Hvordan kan du være så dårlig?”

I mixed double rottede Frederik Colberg og Mette Poulsen sig sammen, for selvom Viktor var den bedste spiller, var han ikke den bedste makker.

”Frustrationerne over makkeren drev ud af øjnene på ham. Det gjaldt om at tænde den vrede. Frederik og jeg dyrkede den for at få ham derop, hvor alt kollapsede,” siger Mette Poulsen og tilføjer tilfreds: ”Jeg har kun tabt to gange til Viktor i mixed double.” 

Det var i single, Viktor drømte om at blive verdensmester. Og allerede fra sønnen var ni, begyndte hans far at lægge planer for, hvordan en verdensmester i herresingle kunne blive rig. 

”Meget tidligt begyndte hans far at slå et meget stort brød op,” husker Frederik Colberg. ”Før vi andre havde fået tandbøjlerne af, havde Viktor et sponsorat på 150.000 kroner.”

Johanne Axelsen fulgte med til stævnerne, selvom hun hurtigt indså, at hun ikke kunne spille mod de bedste. For hende handlede det om noget, som er større end badminton. 

”Mange familier har måltidet som det særlige øjeblik, hvor de samles og snakker. Hos os blev det særlige øjeblik køreturene til Viktors stævner. Når vi kørte gennem landet i den sorte Corolla, var vi kun os tre. I bilen kunne vi tale om alt. Den der grønne plastickurv var en legende i badmintonhallerne, og vi havde en fest. Det var dér, vi var familie, og far stillede altid op. Det var hans måde at gøre det godt igen, tror jeg.”

 

VIKTOR AXELSEN PÅ HJEMMEBANE

Født 4. januar 1994 i Odense. Faren Henrik Axelsen drev en årrække et mindre reklamebureau, men arbejder nu på fuld tid som manager for sønnen. Moren Gitte Lundager har i det centrale Odense en butik med frisørsalon, kosmetik og modetøj.

Nåede allerede i folkeskolen det højeste niveau i ’World of Warcraft’. Hans foretrukne figurer var Rogues – ikke spillets stærkeste krigere, men ofte de mest udspekulerede med sans for skyggeskjul og bagholdsangreb.

Måtte kun gå i badmintonhallen, hvis han lavede sine lektier. Da han som 17-årig flyttede alene til København og blev en del af landsholdscentret, kunne reglen ikke længere håndhæves. ”Jeg tror virkelig gerne, jeg vil prøve at gøre det lidt mere seriøst denne her gang,” sagde Viktor, da han mødte op til samfundsfag på HF ved Brøndby Gymnasium. Det var sidste gang, lærerne og klassen så ham.
Har, som resten af de mandlige landsholdsspillere, en ting med at hæfte flyselskabernes kuffertmærker på ryggen af den ene eller anden kollega, når de går gennem lufthavnen.

Har købt byggeforeningshus i Valby. I stueetagen indrettes lejlighed til Sean Casey. Ovenpå skal Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde bo. Bag bygningen indrettes træningscenter i et gammelt autoværksted, hvor Viktor Axelsen glæder sig til at skrue op for hiphop med Eminem, Rick Ross og Kendrick Lamar og ”smide rundt med vægtene, sådan lidt badass”.

DØRTELEFONENS navneskilt er skrevet med stejl håndskrift på krøllet papir, som når navnene ikke har hængt længe og ikke skal hænge længe. Hussoklen står i ny mellemgrå beton, og facaderne er af brune murstensskaller.

Rundt om hjørnet er en Mercedes CLA 200 i polarsølv med tre par Yonex-sko i bagagerummet parkeret lidt ud over båsens hvide streg – hastigt trukket ind i P-båsen med forhjulene drejende skarpt mod venstre. 

Vi er fortsat i august, en dag efter Viktor Axelsen lå på lægens briks, og der er stadig lang tid til, at Manager Axelsen tager den sædvanlige tur til København for at skifte sønnens dæk fra sommer- til vinterdæk.

Viktor Axelsen har købt hus, ikke så langt fra lejligheden i Valby, hvor den indflyttende kvinde, Natalia Koch Rohde,  som hun hedder, så småt er gået i gang med en første bølge af feminin tilretning. Lejligheden består af et mindre, aflangt køkken-alrum og tre værelser – et til Sean Casey, et til rod, og så Natalia og Viktors soveværelse, hvor det to gange har været nødvendigt at tilkalde gardinmanden for at få mørklægningsgardinet til at slutte helt tæt. 

Til en start har Natalia Koch Roh­de, som spiller for Skovshoved Badminton, de regerende danmarksmestre, lavet en første grovsortering i roderummet. 

”Og dem her,” sagde hun og holdt et par fivefinger-sko med struttende gummitæer ud i strakt arm, ”er vi enige om skal ud, ikke?”

At Viktor Axelsen nu ikke længere er single uden for banen, kan – fremhæver flere familiemedlemmer – vise sig at få en afdæmpende effekt på mandens trang til at eksperimentere. Sådan noget som et ilttelt, for eksempel, er jo super spændende, for tænk, hvis der er nogle marginaler at hente dér. På den anden side, med Viktor Axelsens egne ord: ”Det går nok ikke med: ’Nå, godnat, skat, nu smutter jeg lige ind i stuen til iltteltet.’ Den tror jeg ikke, jeg kan køre igennem – selvom det ville være grineren at prøve.”

Barndomsveninden Mette Schytt hører til dem, der kender Viktor Axelsen bedst. Hun har selv sit navn på et messingskilt på teaktræsbrættet i OBK – Årets Spiller i 2008, fire år efter Viktor – og han er gudfar til hendes førstefødte. (Ja, han græd, gudfaren). Mette Schytt har stået lige ved siden af i alle årene med et blik, som både er vennens, badmintonspillerens og kvindens: 

”Som kæreste skal man ikke tro, at man er vigtigere end badminton. Når han nærmer sig næste kamp, kan du tydeligt mærke det. Han stempler ud. Han er i rummet, og han er der ikke. Jeg har set nogle stykker, som troede, at de skulle konkurrere med badminton, og det er dumt. Man skal ikke konkurrere med badminton, for den kamp kan man ikke vinde. Det har Natalia forstået.” 

Træning i Anja Andersen Hallen.

SEAN CASEY trækker ind på sit værelse. Natalia er her ikke. Egentlig var Sean i gang med bogen ’Why We Sleep’ af professor Matthew Walker, som er leder for Berkeley-universitetets søvnlaboratorium. Emnet har optaget Viktor Axelsen i årevis. Om natten bærer han et armbånd, som måler, hvor roligt han ligger, og længden af drømmefaserne i REM-søvnen. Men lige nu ændrer Viktor Axelsens ømme fod Sean Caseys prioriteter. 

Liggende på sin seng med laptoppen som eneste lyskilde i et halvdunkelt rum studerer han muligheder for at accelerere helbredelse af skader ved varme- og kuldepåvirkning. Under turneringer sørger han for, at hotellerne efter kamp står klar med isbadet til den danske atlet, men det er jo en generel behandling for at restituere. Der findes langt mere præcise metoder for punkttilførsel af kulde eller varme på skader, og måske kan det give Axelsen nogle flere træningsdage inden næste opgør med Momota. 

Viktor Axelsen serverer kaffe, da vi mødes i lejligheden. Hans kop bliver den sidste med koffein, før han tager til Asien for at spille. Nogle uger før de store turneringer faser han koffeinen ud, så kroppen ikke udvikler koffein-tolerance. På den måde får han maksimal effekt af en stærk kop kaffe inden kampene. 

Vi taler om, hvordan det var at vokse til som den dreng, der altid var to år yngre end de andre i talentgrupperne, og som med sine ældre kammerater tidligt så først Danmark og siden verden gennem sin sport, og som derfor lærte noget andet end klassekammeraterne på Fyn. Vi taler om, hvordan det er, for en mand så introvert som ham, at tackle at blive hvermandseje, og at det ville være dejligt, hvis menneskene på cafeerne, gaderne og i supermarkedet nogle gange valgte at overse den generte mand. 

Vi taler også om bøgerne i reolen med de mange sportsbiografier og om Viktor Axelsens fascination af tennisspilleren Andre Agassi, hvis ture op og ned ad verdensranglisten lige så meget var ture op og ned i livet i en evig søgen efter udvikling, som Viktor Axelsen genkender fra sig selv. 

Vi taler om, hvordan de bedste golfspillere og tennisspillere – modsat badmintonspillerne – for længst er brudt ud af forbundene og har skabt egne stabe af trænere, behandlere og managere som selvstændige erhvervsdrivende udi egen sport. Og vi taler om kontraktfornyelsen med Yonex i 2017, som fuldkommen forandrede Viktor Axelsens liv.

Kontrakten giver Viktor Axelsen over ti millioner kroner om året i fire år. Det gør ham hverken til Caroline Wozniacki eller Christian Eriksen, og der findes en håndfuld danske fodboldspillere, som tjener mere end det. Stadig er det et beløb, som ikke er set i dansk badminton før. Det gør også sponsorkonflikten mellem Badminton Danmark og elitespillerne – eller mere præcist mellem badmintonforbundet og Viktor Axelsen – mere eksplosiv. Det handler om, hvad landsholdsspillerne skal stille op til for at give forbundet sponsorindtægter, altså den samme type konflikt, som netop har kørt mellem fodboldlandsholdet og DBU. Da vi mødes i lejligheden, ligger konflikten stadig og ulmer. Det er blandt andet derfor, badmintonlederne er så opmærksomme, når deres største stjerne kommer anstigende med sin helt private fysiske træner. 

Endelig taler vi om, hvordan hans gråd er skiftet, nu hvor det oftere er de store sejre end de store nederlag, som frisætter følelserne. Viktor Axelsen er ikke den første, som har oplevet tilstanden af ’flow’, og heller ikke den første, som bliver mere end bevæget, da han fortæller om de der fortættede, magiske øjeblikke af forstærket følesans:

”Kroppen spiller af sig selv, mens du bare kigger på inde fra dit hoved. Du føler med ketsjeren, hvordan ketsjeren ligger i hånden; sveden i venstre hånd, når du skal serve; modstanderens bevægelse, når du ånder ud en sidste gang, server, og kroppen tager over. Du ser tingene tydeligt: Enten er den ude, og så lader du den gå, eller også spiller du bolden af dig selv med det slag, som føles mest naturligt. Din krop observerer bedre og reagerer langt stærkere end normalt. Du sidder som den lille person inde bag dine øjne, og når du så er i duellen, spiller kroppen bare. Jeg prøver at komme i zonen til træning, men zonen-zonen – det er i kampene, det sker, og i de store kampe i de store turneringer. Det er mit drug. Det er den følelse, jeg jagter som atlet.”

FÅ DAGE SENERE starter balladen. Vi er i september, og Badminton Danmark har opsagt sponsoraftalen med elitespillerne. Forbundet ønsker at tjene flere penge. Spillerne skal stille op til mere og gå med til at lade deres billeder og navne bruge på flere måder af forbundets sponsorer. Fra 1. december kan spillerne kun være på landsholdet og kun deltage i træningen i Brøndby, hvis de accepterer en ny aftale. Gør de ikke det, er også deltagelse i EM, VM og OL i fare.

For direktør Bo Jensen, Badminton Danmark, handler det om at følge med udviklingen. Når japanerne ruster så kraftigt op, som de gør i disse år, må Danmark også gøre mere. Når danskerne tager til VM eller All England, har godt 20 spillere fire-fem trænere og behandlere med sig. Men japanerne satser stort op til OL 2020 i Tokyo, og de har stabe, der er lige så store som antallet af spillere. I løbet af få år er Japan kommet op og ligger nu side om side med ellers suveræne Kina. 

Dér er Danmark ikke, men på ryggen af Foreningsdanmark er over årtier skabt et eliteproducerende miljø, hvor klubberne udvikler de yngste, og hvor talenter fra 13-årsalderen sluses ind i nationale programmer. I de store uddannelsesbyer er der skabt elitecentre. De 30 bedste spillere er samlet i Brøndby, hvor de kan trække på trænere, kostvejledere, sportspsykologer, læger, fysioterapeuter og ikke mindst hinanden. Sådan er den danske medaljemaskine bygget, den eneste uden for Asien. 

Det koster ifølge Bo Jensen godt en halv million kroner om året at have en spiller i landsholdscentret. Udgiften er ligeligt fordelt mellem Badminton Danmark og Team Danmark. Typisk går der seks-syv år, før en ung spiller her er modnet og vinder sin første medalje til VM eller OL. Når talenterne er blevet til stjerner, kan de klare sig. Men ingen bliver stjerner uden at gå gennem Foreningsdanmarks medaljemaskine, og hvis stjernerne smutter, er der ingen til at give videre til de næste, sådan som Peter Gade engang gav videre til en ung Viktor Axelsen. Men skal den danske medaljemaskine blive ved med at virke, lyder direktør Bo Jensens argument, kræver det flere penge. Forbundet må tjene flere sponsorkroner. 

FOR FAMILIEN AXELSEN er situationen prekær. Af alle landsholdsspillerne er Viktor Axelsen med længder det mest værdifulde brand. De penge, forbundet ønsker at tjene på hans navn, mister han nemt selv. Når Viktor Axelsen taler kinesisk, handler det også om at positionere ham på det kinesiske marked. Når han har 203.000 følgere på Instagram, 110.000 på Facebook og 70.000 på kinesiske Weibo – færre end Lin Dan, men flere end Momota – så er det noget, Yonex spørger ind til som det første under kontraktforhandlingerne. Og når konkurrenten Victor kan købe sig til pladsen på Viktor Axelsens bryst under EM, VM og landskampe, trækker det selvfølgelig fra i hans værdi for Yonex.

Hvordan forhandlingerne ender, er uvist, da Ud & Se går i trykken. Men det er klart for alle involverede, at Badminton Danmarks og Viktor Axelsens interesser her er på kollisionskurs. Det kan ende med et brud.

”Den kamp var der også, da jeg spillede, og før min tid”, siger Peter Gade. 

”Datidens spillere brød også ud, på deres måde. Poul-Erik Høyer, Peter Rasmussen, Morten Frost og Thomas Stuer-Lauridsen boede alle sammen i England, da de havde fået deres gennembrud. Badminton er en old school idræt, styret af forbundene, ikke som ATP i tennis og PGA i golf. Hvis de bedste spillere bryder ud, fjerner de grundlaget for, at forbundene kan styre elitebadminton.”

Om det sker, må tiden vise. Modsat tennis og golf er de fleste topspillere i badminton rundet af meget kollektive systemer. Kineserne bliver samlet i lejre fra 13-årsalderen, og også de voksne topspillere skal ligge i deres senge klokken 22, når der gås kontrolrunde. Lin Dan blev for stærk og brød ud. 22-årige Shi Yuqi boede der stadig, da han i foråret vandt All England. Sydkorea har et tilsvarende system. Så der er noget, der holder på strukturen, men selvfølgelig også en markedsøkonomi, som skubber og frister.

I Indien er lokale matadorer og den største sportskanal gået sammen om et mesterskab mellem forskellige byer. Spillerne købes på auktion, og Viktor Axelsen stiller i år op for Ahmedabad Smash Masters. Tre uger tager turneringen, to millioner kroner får han for ulejligheden. Tilsvarende privatturneringer vokser frem i andre asiatiske lande. 

Peter Gade kan selv blive en del af en sådan udvikling med det netop etablerede Peter Gade Academy, hvor elitespillere kan købe sig til privat træning. Måske en vej frem for Viktor Axelsen. 

FOR LANDSTRÆNER Jakob Høi må konflikten gerne lande anderledes. Indledningsvis er han afmålt, da han bliver bedt om en kommentar. Hele situationen omkring familien Axelsen er eksplosiv, og lederne i Badminton Danmark er omhyggelige med ikke at sige noget, der kan antænde noget som helst. Men Jakob Høi ved godt, hvorfor han bliver spurgt. For det var ham, som for 15 år siden som træner i OBK prikkede til Viktor og spurgte, om ikke han ville træne med de lidt ældre børn. Det var ham, der tog Viktor ind på værelset, dengang det var sværest. Det var ham, der, da han kom for at tænde hallens lys, bagerst i hallen så en dreng skyde fjerbolden op og op igen. Og nu er der noget, Jakob Høi godt vil sige til læserne, men vist mest til Viktor:

”Når vi så Viktor dengang, var det, fordi vi så hans forelskelse i badminton. Vigtigere end at lære børn teknikken er det at sørge for deres forelskelse i miljøet. Viktor er blevet så god på grund af kærlighed til spillet. Nogle gange ser man Viktor lave utrolige slag. Men for os, der kender Viktor, er det ikke utroligt, at han pludselig trækker ketsjeren om bag ryggen og sender bolden tilbage. De slag har han leget frem, siden han var otte. Hvis du ser hans ansigt, så er han ikke engang overrasket over, at de kommer over. Ydmygheden sidder dybt i Viktor. Han ved godt, hvad det er for et miljø, som har hjulpet ham til at nå dertil, hvor han er kommet nu. Han ved godt, at dagens topspillere sidder på skuldrene af gårsdagens. Jeg ved godt, at mange prikker ham på skulderen nu. Lokker ham. Jeg ved godt, at der åbner sig mange muligheder for ham. Men jeg håber, at han husker, hvor kærligheden til spillet kom fra.” 

DEN 7. SEPTEMBER klokken 13:02 skrår et fly opad mod en grå himmel, mens en Mercedes i polarsølv standser ved lufthavnens parkeringsbom.

En kvindearm rækker ud mod automaten, og nogle øjeblikke senere sender hun et grin gennem det åbne bilvindue, mens den høje mand på sædet ved siden af trykker sig ned og læner hovedet mod hendes skulder. Fra bagsædet smiler en mindre mand i hvid T-shirt. Så er bilen forbi, nede ad rampen, drejet til venstre og til venstre igen, inden den standser nogle meter efter åbningen, hvor lysende gule bogstaver leder mod terminal 2 og 3. 

Da kufferter, tasker og rygsække er ude af bilen, fryser gruppen et øjeblik. Viktor Axelsen læner sig frem, og Natalia Koch Rohde, en 180 centimeter høj kvinde med løftet hestehale, trækker højre arm rundt om hans nakke, så kroppene låser i et A.

Sean Casey drejer hovedet halvvejs væk. Fra parkeringskælderens betonlofter og vægge kommer ekkoet af et kys, og øjeblikket efter endnu et. Så opløses A’et. Viktor tager den sølvgrå rullekuffert og den blå Yonex-taske med sit navn og flag trykt på siden. Natalia giver Sean er kammeratligt dask. Så er hun på vej mod bilen, og de to er allerede nogle skridt inde i gangtunnelen.

Når han træner, er foden stadig øm, men MR-scanningen viste ingen brud, og her i  lufthavnen mærker Viktor Axelsen ikke noget. 

”Business Class?”

Viktor Axelsen nikker til SAS-kvinden med det brune hår samlet i en knold. Kroppen restituerer bedre på business class. Det er videnskabeligt bevist. Den sølvgrå kuffert vejer 28,9 kilo, men kvinden bag skranken siger ingenting. Otte kilo vejer hans Norma­Tec-støvler, som masserer benene efter kamp, og dem har han ikke hørt noget ‘Ai, Viggo’ til, siden Team Danmark-centret selv anskaffede sig et par. Et kilo proteinpulver og halvandet kilo proteinbarer vejer også, mens de sædvanlige fem kilo havregryn denne gang er sløjfet. I Tokyo kan Sean Casey opstøve økologiske havregryn, den helt nødvendige kost to en halv time før kamp. 

På trappen op er Sean Casey hurtigt fire trin foran, men midtvejs indhenter Viktor Axelsen ham. Resten af vejen følges de ad. Da de når toppen, fortsætter de, den store skikkelse og den lille, uden at se sig tilbage.

 

Der ligger altid en bananskræl og venter på, at vi glider i den. Og når vi ligger dér og roder rundt, opstår det sjove. Midt i ydmygelsen, midt i tragedien. Det kender BODIL JØRGENSEN alt til fra sit liv og sine figurer. I 12 kapitler fortæller hun her om at falde og rejse sig igen. Og falde og rejse sig igen.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.

BODIL JØRGENSEN

57 år. Opvokset i Vejen. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har sønnen Østen og datteren Rigmor. Har sønnen Johannes fra sit ægteskab med Henrik Sartou. Var i en årrække fastansat på Det Kongelige Teater. Hendes film tæller blandt andet ’Idioterne’, ’Klinkevals’, ’Hvidsten Gruppen’, ’Hævnen’ og ’All Inclusive’. I Rytteriet har hun blandt andet præsenteret figurer som Rita, den desillusionerede præst, den vrede sønderjyde og Trines mor.

 

Alle kender navnet TROELS KLØVEDAL. Siden 70’erne har den 75-årige hippiekaptajn været ledestjerne for hundredtusindvis af danskeres udlængsel. Men nu er han syg, afkræftet og næsten lam. Øjnene, ørerne og hjernen fungerer stadig, men resten smuldrer. Næste gang han rejser sig og går, er det for at tage turen over på den anden side. I en mailkorrespondance med Ud & Se giver han her sit sidste interview.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Erik Giele/Ritzau Scanpix, The Noun Project

STEMMEN NÅR helt ud over gårdspladsens kantede brosten. Den er trist, næsten klagende. 

Da jeg nærmer mig det hvidkalkede hus, kan jeg høre, at det er Maria Callas, der er på besøg i radioen. Lyden af hendes sang  sætter sig i kødet.  Hele morgenen har sendefladen på tv og radio været viklet ind i nyheden om digteren Benny Andersens død. Inden jeg kørte hjemmefra, læste jeg et tilfældigt opslag på Facebook, der enkelt og effektfuldt indfangede den følelse, som mange voksne danskere sikkert slæber rundt på: ”Nu falder de store.” 

Jeg er kørt langt ud på Djursland for at besøge sejleren, foredragsholderen, forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal på hans firelængede gård i den lille landsby Gravlev. Det er en fredag i august, og en af de varmeste somre nogensinde nærmer sig sin afslutning. I morges lå der en skarp bund af kulde i luften – den, som altid rammer, når den ulmende sensommer sætter ind.

Jeg står i solskin foran en grønmalet hoveddør og tager tilløb til at banke på. 

Dunk, dunk, dunk.

En gang til. Der sker ingenting. Igen. Stadig intet tegn på liv på den anden side, bortset fra den højlydte musik, der trænger ud gennem de lukkede vinduer. Så glider døren pludselig op. En kvinde i tynd uldsweater kigger på mig med milde øjne gennem et par runde stålbriller. Hun byder indenfor og lader hånden signalere, at jeg skal beholde skoene på.

”Den slags bekymrer vi os ikke om her i huset,” smiler hun og viser vej gennem entreen og videre ind i huset.

”Han sidder inde i stuen og venter på dig.”

Ombord på Nordkaperen, 1979.

ET PAR MÅNEDER tidligere landede den første mail i min indbakke. Den dødssyge søfarer havde sagt ja til at lade sig interviewe en sidste gang over mail. Tale kunne han ikke længere på grund af den sjældne nervesygdom ALS, der i 2016 på uforklarlig vis ramte ham som en højresvingsulykke. Brutalt og uden varsel.

Siden havde sygdommen stædigt ædt af Troels Kløvedals førlighed, så han nu var endt i en elektrisk kørestol og en lånt hospitalsseng med et fast hold af plejere, der hjalp ham gennem dagen. 

I løbet af foråret gik det for alvor den forkerte vej. Benene kunne ikke længere bære ham, kræfterne forlod stille hans arme og hænder, og nogle nætter var smerterne i kroppen så stærke, at han kæmpede for overhovedet at falde i søvn. Han havde for længst mistet evnen til at spise fast føde, og i mange måneder var alle måltider kommet ind via en tynd plasticslange. Flydende og uden smag. Lungerne havde også givet op, og nu trak han vejret med hjælp fra en respirator, der var opereret ind i halsen. Det var ved at være sidste udkald. 

Jeg havde aldrig mødt manden personligt. Kendte ham kun fra distancen som den sejlende eventyrer, der som ung langhåret hippie havde købt et rustent sejlskib af stål sammen med en flok venner og var stævnet ud for at bruge sit liv på det, de fleste drømmer om, men de færreste formår. For de fleste svigter modet, fornuften vinder, og drømmen om den store jordomrejse smuldrer ned til en måneds rygsæksrejse på Cuba, en interrailtur rundt i Europa eller en forlænget vinterferie i Thailand.    

Nogle dage inden havde jeg sendt ham en længere præsentation af mig selv, der indviede ham i, hvordan jeg som ung, inspireret af netop hans begejstring for verden, havde kastet mig ud i et seks måneder langt dannelsestogt. En tur, der blandt andet tog mig ud på en 3.000 kilometer lang cykeltur ned gennem Europas kringlede net af småveje. 

Jeg fortrød i det sekund, jeg havde klikket på send. Hvad skulle Troels Kløvedal bruge mine beskedne rejseminder til, når hans egen erindring rummede billederne af tre jordomsejlinger? Jeg forestillede mig, at han gennem årene måtte have lagt ører til et hav af personlige historier fra beundrende landsmænd og efterhånden havde mistet interessen for den slags rejsestof. Men svaret, der tikkede ind dagen efter, var renset for overbærende hovedrysten. 

Kære Marcus
Tak for din lange, udførlige mail. Sikken en tur på cykel! Den fik jeg lyst til at cykle. Jeg er som bekendt syg ad helvede til af denne besynderlige sjældne sygdom, ALS. I går hostede jeg blod op af lungerne, men i dag har jeg det bedre. Jeg har meget svært ved at skrive, da mine arme og fingre er så svage, og jeg kan jo ikke tale og spise, men vi finder ud af et interview på en eller anden måde. (…) Kronprinsen har i øvrigt lige skrevet, at han med stor glæde vil åbne den store udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus til oktober. Og Lis Sørensen vil synge sin sang ’Verden er i farver’, som jo har været lidt af en kendingsmelodi til mine udsendelser.
Kærlig hilsen Troels

“Når man er død, er man død.
Man giver verden videre til børn og unge,
hvad enten man er forælder til dem eller ej.”

HVORDAN ER DET mon for en mand, der har dyrket et liv i grænseløs frihed, pludselig at være låst fast i sin krop? I prologen til sin erindringsbog ’Alle mine morgener på jorden’ beskriver Troels Kløvedal ”det vidunderlige ved at vågne for et åbent koøje, hvis vinden og søen har tilladt det, stå op, sætte vand over, springe splitternøgen på hovedet i vandet, svømme to gange rundt om skibet, kravle op ad badelejderen, tørre sig på agterdækket, lave kaffe og langsomt se de andre vågne og komme til syne”.  

Den form for formidling af basal frihed har givet de svimlende salgstal, som hans bøger har leveret siden den første udgivelse, ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978. En bog, der af mange af tidens unge blev betragtet som en slags instruktionsbog i, hvordan livet skulle leves. 

Kære Troels
Tak for din mail. ”Havet er så blåt, som et øje kan se” fra sangen ’Verden er i farver’ er en ubetalelig linje! Jeg ved fra dine beskrivelser – både i bøgerne og på tv – at du har haft mange morgener på jorden med fremmede og farverige udsigter. Hvordan ser det ud, derfra hvor du sidder nu?
Kærlig hilsen Marcus

Svaret tikkede ind et par timer senere, og man skulle ikke mange linjer ned i teksten for at konstatere, at nok havde Troels Kløvedal mistet sin evne til at tale, men fornemmelsen for at formulere sig var tydeligvis intakt. 

Kære Marcus
Når man mister sin bevægelighed, går man jo fra den store verden til den lille verden. Jeg har en smuk bondehave med mange gamle frugttræer og anlagde for 15 år siden en større frugthave ude på den frugtbare eng i forlængelse med haven. Jeg drømte som barn om at blive zoolog og har altid været interesseret i botanik. Det betyder nu, at jeg fra min elektriske kørestol har masser af tid til at beundre denne verden igen. Jeg studerer admiralsommerfuglene på nært hold i timevis, og der er ikke en knop på mine mange frugttræer, som jeg ikke holder øje med. Ligesom jeg hver morgen holder øje med, at jorden drejer. Gården ligger sydvendt, og den 21. december går solen lige over bøgeskoven bag marken, og der er mere sol i stuerne end på en sommerdag, fordi den nu kaster sine stråler ind under stråtaget.

Han skrev også om, hvordan han sad oppe i sommernætterne, viklet ind i dyner og tæpper, og betragtede sine elskede navigationsstjerner, mens han lyttede til dyrene, der puslede rundt i havens træer og krat: 

Jeg har også tjek på alle fuglene, og jeg har en havørn svævende over gården, som har rede nede ved min bådebro i Stubbe Sø. Der går tit store fugletræk over gården, og jeg kan følge med i, hvordan fuglene opfører sig nede i mosen. Gøgen er her stadig, men nattergalen kommer desværre ikke mere. En due har for øvrigt lige bygget rede i mit selvplantede birketræ på gårdspladsen. Sådan er min udsigt nu.
Kærlig hilsen Troels

 

KLØVEDAL PÅ MUSEUM

1. november søsætter Naturhistorisk Museum i Aarhus udstillingen ’Frihedens værksted’ i samarbejde med Nordea-fonden. Her kan man opleve Troels Kløvedals eventyrlige sejlerliv og møde med mange af verdens forskellige kulturer.

Udstillingen sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen – tæt på og i pagt med naturen. Undervejs kan gæsterne blandt andet opleve aldrig tidligere viste klip fra rejserne med Nordkaperen og en lang række af Troels Kløvedals private ejendele – genstande, der aldrig har været udstillet før. 

Udstillingen stiller også skarpt på livets store spørgsmål om kærlighed, frihed og fællesskab. Den handler om at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for dens kræfter og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden.

Man kan gå på opdagelse i et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden. Derudover vil man kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs.

Der vil være et ’raritetskabinet’ over spændende private genstande fra de mange rejser, og udstillingen vil have udblik til verdens fjerneste egne – fra Bali over Kina til Påskeøen – men også til Danmark og Djursland, hvor Troels Kløvedal føler sig hjemme.

Udstillingen løber til 8. september 2019, hvorefter den flytter til M/S Museet for Søfart i Helsingør. 

VI VAR I GANG, og hovedpersonen var i bedre form, end jeg havde forestillet mig. Det lovede godt for fortsættelsen. 

Kære Troels
Du har brugt det meste af dit voksne liv på at sejle. Hvad er det ved havet, der gjorde, at du var nødt til at blive ved at opsøge det?
Kærlig hilsen Marcus

Mailen røg af sted sent om aftenen. Allerede næste morgen lå der et svar i min indbakke. 

Kære Marcus
Fascinationen af havet er jo omsiggribende. For det første så giver det en vidunderlig følelse at kunne sætte sig ned med sine søkort og planlægge en rejse ud i verden, lige derhen man vil. En vidunderlig følelse af frihed, og man skal ikke spørge om lov nogen steder. Verden er stadig så åben, at hvis en flok drenge og piger bygger en tømmerflåde og siger, at nu vil de sejle til Stillehavet, så er der ikke en kat, der kan forhindre eller forbyde dem det. Nu er gps’en jo opfundet, men før i tiden sejlede vi på den astronomiske navigation, og man gjorde stjernehimlen til en kær og fortrolig ven, der viste én vej. Derudover så ligger alle verdens kulturer åben for én, lige til at sætte sig ind i og besøge. Og så er der fornemmelsen ved at sejle oven på de abyssale dybder (4-km-gennemsnittet for verdenshavene), friheden ved at befinde sig mellem vejret, skyerne, stjernerne og så verdenshavet, som man kan dykke i. Man ved jo stadig mindre om livet på havets bund, end hvad der sker på månen.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Jeg ved fra dine bøger, at det aldrig for alvor er gået galt ude på havet, at du og Nordkaperen aldrig har haft alvorlige uheld i de mange år, I har sejlet sammen. Men har du aldrig været i situationer, hvor du var rigtig bange?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Held er jo en mærkelig størrelse, men som hippiekaptajn var vi jo imod autoriteter. Så i stedet for at komme med ’sådan-og-sådan-ordrer’ lod vi tvivlen komme op til overfladen. Når man lægger 10.000 kurser i sit liv, vil man statistisk altid lave en fejl, og bare en enkelt fejl, så ligger du jo oppe på revet. Derfor har vi altid ladet en anden se på kursen og udregningerne, for man kunne jo have gjort noget forkert. Det har meget af den moderne ledelseskultur taget til sig.
Før opfindelsen af gps’en og de moderne vejrmeldinger vidste vi aldrig, hvad der ventede os, og derfor sejlede vi også igennem mange flere storme, end moderne sejlere gør i dag, hvor man uden problemer kan se, hvordan vejret bliver i lang tid frem.
Da jeg var i starten af tyverne, var jeg selvfølgelig nervøs over, hvad skibet kunne holde til, når vi skulle over Biscayen. Jeg mener, at udtrykket ’Kun en tåbe frygter ikke havet’ er helt forkert. Man skal respektere havet, men ikke frygte det. Frygt kan ingen bruge til noget, og slet ikke en sømand.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Dine bøger og dine tv-udsendelser er gennemsyret af kærlighed til den viden, man kan læse sig til – både den strengt faglige viden og det eksistentielle klarsyn, som god litteratur bærer i sig. Jeg ved, at du er vild med en af litteraturens tunge drenge, russiske Lev Tolstoj. Hvad er det, han og den slags skønlitteratur kan give et menneske?
Kærlig hilsen Marcus 

På Nordkaperen, 1983.

I EN UGE hørte jeg ingenting. Der var intet tegn på liv. Jeg væbnede mig med tålmodighed og tænkte på alle de mennesker, der tidligere måtte gøre det samme, når deres sejlende fædre eller ægtemænd var på havet i månedsvis, indimellem i årevis, uden at give lyd fra sig. Pludselig skete der noget.

Kære Marcus
Jeg har svigtet dig lidt på det sidste. Det skyldes, at jeg på opfordring fra Aarhus Universitet og deres Center for Rusmiddelforskning har skrevet et essay om beruselse. Og så er jeg blevet oldefar i nat, da mit barnebarn Emils kæreste har fået en lille dreng.
Kærlig hilsen Troels

Han havde vedhæftet sit essay, der var sat til at lande i fagbladet STOF på den anden side af sommerferien. Der var ikke sparet på linjerne, og Troels Kløvedal fortalte om svendene på det skibsværft i Helsingør, hvor han som ung kom i lære som skibsbygger. De fleste af dem nøjedes med at drikke en enkelt bajer i frokostpausen, eller når de skulle fejre en kammerats fødselsdag. Men indimellem var han også stødt på kolleger, der drak for at slå problemerne ud af hovedet. 

Senere i livet oplevede han mænd, der forvandlede sig til rene uhyrer med løse lussinger i hænderne, når alkoholen gik i blodet på dem. Han fortalte om mennesker med stort talent, der endte i rendestenen eller på en bænk i Ørstedsparken med en flaske i hånden. Selv havde han aldrig brugt alkoholen til at dulme eller flygte fra livet. For ham var der mere hjælp at hente i litteraturen. Undervejs i essayet citerede han en af sine yndlingsdigtere, Charles Baudelaire:

”Berus jer! Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg, hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: ’Det er beruselsens time!’ For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”

FRA ERICHSEN TIL KLØVEDAL

Troels Kløvedal blev født med efternavet Beha Erichsen. Da han i slutningen af 60’erne flyttede ind i det legendariske Svanemølle-kollektiv Maos Lyst i Hellerup, skiftede han Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal –
ligesom resten af kollektivets beboere.
Navnet stammer fra J.R.R. Tolkiens berømte eventyr ’Ringenes Herre’, hvor Kløvedal er navnet på elvernes yderste forsvarsværk mod det onde. Efternavnet skulle symbolisere det stærke fællesskab mellem husets beboere.

I TROELS KLØVEDALS erindringsbog ’Den tynde hud’ fra 1994 tager eventyreren for første gang offentligt livtag med sin smertefulde opvækst. Det hele begyndte ellers godt. Han blev født ind i familien Beha Erichsen i en lejlighed på Østerbro som det mellemste barn i en børneflok på fem, der blandt andre talte den senere socialrådgiver og politiker Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen. Da han var syv år gammel, indtraf katastrofen. Hans forældre blev skilt, og børnene blev sendt i familiepleje rundt om i landet. Troels kom ned til en bondegård på Lolland. Sin far mistede han kontakten med. Tre år senere blev de fire yngste børn genforenet med deres mor, men da Troels var 11 år gammel, døde hun, børnene blev igen sendt i pleje, og da Troels ikke trivedes, røg han på kostskole. 

Og sådan fortsatte benspændene. Men hvor andre skæbnefæller brugte alkohol og stoffer til at lægge arm med livssmerten, kastede han sig over fællesskabet og det frie liv på havet. 

Kære Troels
Tak for dit essay. Det virker, som om du har været dygtig til at få det bedste ud af livet på trods af en start, der kunne have spændt ben for mange andre og ført dem i armene på nederlaget. Hvor kommer den evne til at overleve og komme videre fra?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Min evne til at få noget ud af tilværelsen har sikkert mange forklaringer, men lige fra jeg var lille, elskede jeg skovene, vandhullerne, salamandrene, fuglerederne, haletudserne, der blev til frøer. Hvis ikke min mor var død, var jeg blevet zoolog. Men ved at være forældreløs opdagede jeg, at jeg selv måtte tage livet i mine hænder. Det gik op for mig, at jeg selv skulle og kunne forme min tilværelse, sådan som jeg ville. Denne følelse af at være et frit menneske slog ned i mig allerede, da jeg blev smidt ud af Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk i Nordsjælland som 15-årig.
Kærlig hilsen Troels

Troels Kløvedal, 2004.

I TRE ÅR havde han siddet på skolebænken og stirret ud ad vinduerne på Det Kongelige Opfostringshus, indtil lærerne besluttede sig for, at drengen var dum, smed ham ud og sendte ham i lære som skibsbygger. Siden sprang han fra lærepladsen og fortsatte som skibselektriker, inden han ad omveje endte i teaterverdenen og til sidst i filmbranchen, hvor han hurtigt arbejdede sig op i hierarkiet som filmfotograf.

Netop som han var ved at sætte aftryk og erobre sig et navn, købte han og en flok venner et sejlskib, satte det i stand og begyndte at drømme om fjerne togter. I sin seneste bog fortæller Troels Kløvedal om en episode, hvor han efter nogle år i filmbranchen får tilbudt et attraktivt job som filmfotograf på en stor produktion, der skal filmatisere Shakespeares ’King Lear’. Men desværre for filmfotografen Kløvedal havde eventyreren Kløvedal allerede en aftale med sine venner på Nordkaperen om, at de skulle bruge sommeren på at sejle til Middelhavet:  

”Skulle jeg vælge en karriere i film­branchen eller stå til søs, fuldstændig udsigtsløst og med en gammel, rusten skude og så bare ud i verden? Skulle jeg vælge filmen eller et liv som sømand med alt, hvad det ville indebære af glæde og skuffelser, men som i hvert fald var spændende og vildt udfordrende?”

Kære Troels
Tak for mailen om at klare sig på trods. I dag synes ungdommen at blive pacet frem til at skulle præstere allerede fra folkeskolen. Nu er det næsten utænkeligt at ’hoppe rundt’ i livet af lyst, som du og mange af dine venner gjorde i 60’erne og 70’erne. Hvad vil du råde nutidens unge til i den forbindelse?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Jeg skal ikke råde ungdommen, men jeg har sagt til alle mine børn, at de skal gå efter, hvad der interesserer dem. Ikke efter en karriere eller penge. Man kan fint blive mæt af havregrød. Det har de også gjort, og de er lykkelige, velfungerende mennesker. Jeg har også sagt til dem, at de skal gå efter dem, der søger sandheden, men at de skal være på vagt over for dem, der siger, at de har fundet den. Man kan vel sin Sokrates.
Kærlig hilsen Troels

Typisk Troels Kløvedal. Sådan lige at slå et smut forbi en forfatter, kaste opmærksomheden over på filosofien eller hente referencer fra en roman, når han skulle forklare sig. Mønsteret er det samme i hans bøger. Overalt er der henvisninger til verdenshistoriens intellektuelle fyrtårne, der hjælper med at kortlægge tilværelsen. I en af sine første mails fortalte han, hvor meget han hadede at gå i skole. Men så kom bøgerne ind i hans liv, og det var en åbenbaring. Han opfordrede mig til at gå ind på Gyldendals hjemmeside, hvor han havde skrevet en tekst om, hvordan litteraturen i åbnede sig for ham og ændrede alt.

Jeg fandt teksten ’Sådan blev jeg en læsehest’ og snublede over denne passage:

”Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som seksårig. Når min far tog mig med ud at køre på dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i. Da mine forældre blev skilt, og jeg kom i pleje på en gård på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk novemberdag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe til ham, og jeg gik efter ham i plovfuren og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her:  ’Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage’. Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920. Da jeg blev genforenet med mine søskende, og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B.S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ude i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater. Jeg forstod på en eller anden måde, at litteratur er skrevne ord om, hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten.”

“Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften,
jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet,
og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.”

SAMME AFTEN satte jeg mig til tasterne. Jeg ville gerne have mere at vide om, hvordan Troels Kløvedal var i stand til at vriste sig fri af modgangen og finde vej gennem livet. Mennesker, som oplever en voldsom modstand tidligt i livet, risikerer let at forfalde til vrede og bitterhed. Hvordan havde han været i stand til at styre fri af det? Og hvad betød det for hans evne til selv at være far?

Dagen efter modtog jeg en kort mail. Troels Kløvedals fysiske tilstand var forværret, og snart kunne han ikke bruge sine fingre til at skrive med. 

Kære Marcus
Jeg har så svært ved at skrive nu og har slåfejl i hvert eneste ord. Jeg skal i gang med at lære at skrive med mine øjne på en speciel computer. Det bliver svært, så jeg tror, vi bliver nødt til at slutte nu. Læs mine bøger. Se mine film.
Kærlig hilsen Troels

Jeg skrev til ham, at jeg forstod hans beslutning. Selvfølgelig var han nødt til at stoppe skriveriet, når situationen udviklede sig, som den gjorde. Næste dag tikkede en ny mail ind. 

Kære Marcus
Jeg skal nok forsætte, men det er så store spørgsmål, du stiller, at det nærmest kræver en halv bog at besvare dem. For 25 år siden udgav jeg essayet ’Brev til min søn’ i en antologi udgivet af Gyldendal sammen med en række andre danske forfattere. Jeg er grundig. Det er på 25 sider. Få fat i den!
Kærlig hilsen Troels

Jeg gik straks i gang med at lede efter antologien, men det var ikke nogen let opgave. Bogen fandtes ikke længere på markedet. Den var heller ikke til at opdrive i landets antikvariater. Jeg ringede til Gyldendal og fik fat i en af forlagets pressefolk. Egentlig var hun på vej hjem, men nu hvor det handlede om Troels Kløvedal, ville hun gerne bruge sin fyraften på at hjælpe. 

En halv time efter ringede hun tilbage. Det var kun lykkedes hende at finde et enkelt eksemplar af bogen bagerst i arkiverne skjult i en papkasse med tilfældige fagbøger. Det måtte være skæbnens arbejde, sagde hun og sendte en mail med fotografier af de 25 tætskrevne bogsider, der udgjorde brevet til hans førstefødte søn Mikkel (tv-værten Mikkel Beha Erichsen). 

Ordene var 23 år gamle, og Troels Kløvedal skriver dem fra en strandbar i den indiske delstat Kerala, hvor han og resten af Nordkaperens besætning har smidt anker. Sætningerne driver af sansninger og tager læseren med ind i den tropiske eftermiddag, hvor ”varmen endelig slipper sit hede tag, sollyset får farve igen og går langt ind gennem kokospalmernes grene, skyggerne bliver flimrende og får hele landskabet til at dirre”. 

Der er nærvær i ordene og en sitrende trang til at inddrage andre i sine tanker og oplevelser. Og selv om Troels Kløvedal dengang kun var i begyndelsen af halvtredserne, kredser han omkring døden. Ikke mindst sin egen: 

”Jeg tænker sommetider på de eventyr, jeg læste for dig, da du var lille, og som jeg nu genlæser for Sille. Jeg elsker stadig de historier, hvor den gamle konge mæt af dage kan mærke, at nu skal han dø, og indkalder sin søn til en sidste samtale. Så fortæller den gamle om en sorg, der tynger hans hjerte, og som han gerne ser løst for at få sin sjælefred. Den kærlige søn lover, at det skal han nok sørge for, og den gamle lægger sig veltilfreds tilbage i puderne og udånder. Som den ældste af søskendeflokken både på din mors og min side må du jo se i øjnene, at du på et eller andet tidspunkt kommer til at tage nogle alvorlige beslutninger, fordi vi forhåbentlig dør før dig selv. 

Det, jeg skriver nu, må du ikke opfatte som noget patetisk eller odiøst, men simpelthen som et redskab på samme måde, som vi har indøvet om bord, hvad hver især skal gøre, hvis vi pludselig kommer ud i en ulykke, noget, som altid kan ske til søs såvel som på landjorden. Jeg ved, at når nogle går i sorg eller panik, bliver vedkommende næsten altid handlingslammet, og derfor er det godt at have aftalt, hvad der bør gøres. Jorden er jo et farligt sted at leve på, man dør af det til sidst.” 

Herfra følger et par sider med grundige anvisninger til, hvad Mikkel skulle gøre, når hans far døde. Skete det til søs, skulle sønnen ikke bekymre sig, for så var hans far i gode hænder. Troels Kløvedal nød billedet af sig selv glide ned mod den store grav på oceanets bund. Det passede ham godt at ende sine dage i den maritime fødekæde. Døde han derimod på landjorden et sted i udlandet, skulle han begraves efter de lokale skikke, og åndede han ud hjemme i Danmark, ville han begraves i kirken i Hyllested, som han så ofte var trasket forbi på sin vej hjem til gården efter at have afleveret ungerne i skole eller børnehave. 

Det var ikke, fordi han var troende. Slet ikke. Troels Kløvedal havde det anstrengt med religioner, skrev han. Ikke mindst den kristne, fordi den har et tortureret menneske på et kors som symbol. Men det betød ikke, at han ikke satte pris på kirker. Tværtimod havde han altid nydt at besøge dem på sine rejser rundt i verden. Han vidste også, hvilke salmer  der skulle synges.

Kære Troels
Undervejs i dit brev til Mikkel kommer du ind på din egen død, og du beder ham sørge for, at Jakob Knudsens ’Se, nu stiger solen af havets skød’ ­synges til din begravelse. Du skriver, at der i den salme står alt det, der gør livet værd at leve. Brevet er skrevet tilbage i 90’erne, hvor din livssituation var ganske anderledes end nu. Hvad gør livet værd at leve i dag?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
’Se, nu stiger solen af havet skød’ er en pragtfuld hyldest til livet. Jakob Knudsen kunne jo godt være en sur og gnaven præst, men denne morgen ser han virkelig det store liv. Det, der gør mit liv værd at leve i dag, er, at jeg har den dejligste kontakt med mine børn, mine børnebørn, mine gamle kærester og de piger, jeg har været gift med. Mine venner og mit store publikum. Hver dag får jeg lange mails og breve fra mennesker, som mine bøger har betydet noget for. Det mærker jeg! Og så har jeg en dejlig kone, som jeg lige har foræret en smuk sommerkjole, som hun kom hjem og viste mig svingende omkring mit skrivebord.
Både de gamle grækere og kineserne var enige om, at den eneste måde, en mand kunne holde ud at blive gammel på, var, at han havde tre ting: en smuk kone, en dejlig have og et godt bibliotek. Jeg har alle tre ting.
Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften, jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet, og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.
Kærlig hilsen Troels

Ps: Jeg har sendt dig vedhæftede artikel. Dør jeg ikke snart, så bliver det sådan her.

Far og søn, Stillehavet, 1976.

HAN HAVDE vedhæftet en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor en overlæge fra Aarhus Universitetshospital usentimentalt fortalte om, hvordan han og hans team af sygeplejere hjalp ALS-patienter med at komme herfra, når de ikke længere ønskede at leve. Overlægen så opgaven som et ansvar, han ikke kunne styre uden om. Når først han havde sat en patient i respirator, var han også nødt til at hjælpe dem af med apparatet, hvis det var det, de ønskede: 

”Det kan godt føles meget uvirkeligt at gå ind ad døren til en levende patient, og når man så går ud ad døren igen, skal de pårørende til at ringe til bedemanden (…) Hvis de stadig holder fast i beslutningen, fortæller jeg dem altid, at de højst sandsynligt dør, når vi tager respiratorbehandlingen fra dem. Men vi fortæller dem også, at vi vil lindre deres lidelse og lufthunger (…) Så anlægger jeg droppet med sovemedicin og smertestillende medicin, og på den måde lægger vi patienten i en form for døsende tilstand. De får morfin og Stesolid, og det gør, at patienten ikke føler lufthunger eller smerte, således at de ikke lider ved ikke at kunne trække vejret. Vi taler altid til vedkommende, der sover, for høresansen er den sidste sans, man taber. Derfor kan det være, at de kan høre, hvad vi snakker om. Når jeg har sikret mig, at de sover dybt, slukker jeg for respiratoren og tager respiratorslangen fra. De dør efterfølgende af, at de ikke får luft.”

 

FAMILIEN DER SEJLER

Troels Kløvedal har fem børn med fire forskellige kvinder. Den mest kendte af børnene er den ældste søn, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, som han fik med kæresten Marianne Kjær i 1966. Efter Mikkel fulgte Lærke (1978), Gurli Marie (1979), Sille (1985) og Asbjørn (1997). Det sidst ankomne medlem af børneflokken har Troels Kløvedal sammen med sin nuværende kone, gymnasielærer Anne Marie Meldgaard. 

Alle fem børn har sejlet med deres far i korte og længere stræk, og to af dem, Gurli Marie og Asbjørn, spiller hovedrollerne i to af eventyrerens børnebøger, der efter planen bliver genudgivet senere på året. 

Mikkel Beha Erichsen har fået to drenge, Theis og Emil, der for alvor er fulgt i kølvandet på deres farfars eventyrlystne sejlerliv. 

Theis og Emil var kun 20 og 23 år gamle, da de drog ud på en tre år lang jordomsejling med familien Beha Erichsens eget skib ’Havanna’. Mange danskere kiggede med hjemmefra, da rejsen også blev til den populære tv-serie ’Kurs mod fjerne kyster’, der har kørt i fire sæsoner på TV2. 

Mikkel Beha Erichsen blev tidligere på året optaget som medlem i Eventyrernes Klub. Medlemslisten tæller selvfølgelig også Troels Kløvedal, der gennem årene har holdt over 2.000 offentlige foredrag om sit eventyrlige liv.  

Troels Kløvedals yngste søn, Asbjørn, der blev færdig som student i sommer, hopper i løbet af efteråret om bord på Skoleskibet Danmark for at opleve livet på havet på egen hånd. 

VI NÆRMEDE OS også en form for afslutning. Det var tid til at lukke ned for samtalen. Ethvert menneske er en gåde. Når det lever, og når det dør. På et tidspunkt er man nødt til at acceptere, at man ikke kommer opklaringen nærmere ved at stille flere spørgsmål. Men jeg vidste, at Strauss, Mozart, Bach, Mahler og andre komponisters udødelige værker havde en beroligende virkning på hans indre landskaber, når de blev spillet for fuld udblæsning. De fremkaldte skønheden i livet, som han sagde. I en af sine første mails fortalte han om, hvordan han flere gange tidligere havde lagt vejen forbi P2-programmet ’Natsværmeren’ for at spille sine yndlingsstykker. Og længere fremme i samme mail skrev han begejstret:

”I nat sendte værten på programmet ’Natsværmeren’, Minna Grooss, mig en kærlig elskelig hilsen og spillede smuk musik for mig i et par timer.”

Hvorfor sendte radioværten en hilsen? Jeg skrev hende en mail. Hun svarede tilbage med det samme.

Kære Marcus
Jeg kender ikke den gamle kaptajn, men jeg fik lyst til at hylde ham og hans tilgang til livet, mens han stadig lever. Som et rejsende menneske har jeg altid elsket Troels Kløvedals nysgerrige og åbne tilgang til andre kulturer, uanset hvor fremmede de måtte forekomme. For mig er han en brobygger mellem kontinenter og nu også mellem liv og død. Min pointe i ’Natsværmeren’ var at hylde hans indre rejse nu, hvor han ikke længere er fysisk. Hans evne til og mod på at blive ved med at gå på opdagelse. Det er smukt og lærerigt, at han på trods af forandring stadig går på opdagelse, nu fra en ny kaj – den indre. Og så er jeg – lad os sige – mættet af de mange ’dødsannoncer’ på Facebook og synes, at vi skal turde hylde de levende, mens de er syge, og ikke kun, når de er døde.
Kh Minna 

Døden var ikke noget tabu for Troels Kløvedal, selvom religionens fortællinger om et lykkeligt efterliv aldrig havde bidt på ham. Men skulle han vælge mellem vores kristne tro og nogle af de østerlandske religioner, han havde mødt på sin vej, var han ikke i tvivl om, at valget ville falde ud til Buddhas og den japanske zens fordel. Det betød ikke, at han forholdt sig undersøgende til reinkarnation eller hentede forløsning i nirvana. Direkte adspurgt, hvad han troede, der skete med mennesket, når det døde, var svaret afklaret:

Kære Marcus
Der er jo ingen, der ved, hvad der sker, når vi dør. De troende ved jo ikke mere end os andre. Jeg tror hverken på genopstandelse eller reinkarnation. Når man er død, er man død. Man giver verden videre til børn og unge, hvad enten man er forælder til dem eller ej. Tro er jo et langt stykke hen ad vejen en trøstende gud, fordi man er angst for at dø. Et håb om, at man selv eller ens sjæl lever videre. Men det er jo noget helt naturligt, at vi dør, og jeg har altid holdt af det naturlige. Som jeg skriver i slutningen af min sidste bog: ”Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning, og nye skud gror mod solen og lyset.”
Når jeg ser den blå planet udefra og selv har sejlet tusindvis af sømil på den, op og ned ad hver eneste bølge, er jeg helt med på naturvidenskaben, som har givet mig så mange store oplevelser. Det var i skovene i Jægerspris, at min interesse for naturvidenskaben blev skabt. Jeg har lige genlæst en af mine yndlingsfilosoffer, Spinoza, som lang tid før oplysningstiden satte sig op imod den katolske kirke. Han var på sporet af naturvidenskaben, og han sagde, at mirakler var naturstridige. Og så sagde han noget, som rammer mig lige i hjertet i dag, nemlig at livet ”er at kunne bevæge sig”. Den rammer mig jo nu, hvor jeg selv er mere og mere hjælpeløs, og mit bevægelsesapparat sættes ud af funktion. I morgen vil en af mine venner sejle mig fra Grenå til Ebeltoft. Der er stærke mænd derude, som kan løfte mig om bord.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Du har været gift et par gange og har børn med fire forskellige kvinder. Du fortæller, at du føler dig privilegeret over at have delt livet med så skønne kvinder. Og at du har et tæt og nært forhold til alle dine børns mødre. Hvordan er det lykkedes dig at komme så helskindet ud af dine brud?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Jeg skriver i min sidste bog, at kærlighed er noget, man giver. Ikke noget, man kan forlange. Man må så bare håbe på, at man får noget tilbage. Vi lever jo i en tid med århundreders kristen kærlighedskultur bag os med ægteskabet som det bærende, så det er hårde historiske traditioner at gå op imod. Det diskuterede vi meget i mit gamle kollektiv Maos Lyst. Symbiosen mellem sex og kærlighed er selvfølgelig det, vi alle går efter, men man oplever også, at de to ting er adskilte. Derfor eksperimenterede vi med kærlighedsbegrebet. Det lærte vi en masse af, og at få børn sammen var jo bare vidunderligt. Så ja, kærligheden til hinanden bevarede vi, fordi vi holdt af hinanden på mange planer. Jeg er jo selv et barn af en forfærdelig skilsmisse, der bragte mig på børnehjem fra et ellers dejligt velfungerende hjem. Så der var god grund til at undersøge kærlighedens veje og vildveje, som Suzanne Brøgger engang skrev en god bog om. Hun giver mig i øvrigt et kapitel og den kærligste hilsen på vej ind i døden i sin sidste bog ’Norsk omelet’.
Kærlig hilsen Troels  

Senere på dagen købte jeg Suzanne Brøggers ’Norsk omelet’ for at se, hvad hun havde skrevet om Troels Kløvedal. Afsnittet er kort og bærer overskriften ’Hvordan skal man dø?’ Til sidst i teksten henvender Suzanne Brøgger sig direkte til sin ven: 

”Kære gamle kaptajn
Jeg venter Kedelhatten (kælenavn for Suzanne Brøggers mand, Keld, red.) heroppe i Nordnorge, hvor jeg møder den åbenhed og tillid, som kendetegner kysternes folk, og som du selv har mødt gennem et langt liv med åbenhed og tillid. Det er det bedste liv. Og det er meningen med livet på jorden. Men den livsrejse kræver mod. Ligesom den sidste rejse kræver mod. Men alle helte skal gennem dødsriget, det ved du jo. Og du er ikke alene, vi følges alle ad, før eller senere. Vi ses! Som man siger. Jeg skal ikke udtale mig om, hvilken vind jeg ønsker dig, for det har jeg ikke forstand på. Men godt, at du har dine kære og nære omkring dig.
Kærlig hilsen Suzanne.” 

Jeg skrev til Suzanne Brøgger. Dagen efter modtog jeg en kort mail med en venlig besked om, at jeg kunne ringe til hende, hvis jeg ville høre mere. 

”Troels er en af de få fra 68-generationen, der har været i stand til at udfolde mange af hippiebevægelsens helt grundlæggende visioner,” sagde hun i telefonen næste formiddag.   

”Han har været på en mission, der rakte ud over ham selv, og han har altid insisteret på at inddrage andre i sine eventyr. Har han virkelig forpligtet sig på fællesskabet i alle dets former og udtryk. Troels fortsætter med gavmildt at dele ud af sig selv i dødens stund. Det er meget heltemodigt, synes jeg. Han lærer os andre, hvordan man dør. Han gør os klogere på noget, som vi alle skal igennem engang. Det er meget smukt og meningsfuldt.” 

Hun holdt en kort pause og lod stilheden tage over.   

”Hvorfor holde døden skjult,” spurgte hun så retorisk og svarede selv: ”Livet er uendelig skrøbeligt. Det er et grundvilkår, som gælder os alle. Vi mennesker er så ufattelig lette at skubbe til, og derfor skal vi nyde livet, mens vi har det.”  

Det lød banalt, det vidste Suzanne Brøgger godt, men det banale er ofte det, der kommer tættest på sandheden: 

”Troels har en stærk bevidsthed om, at han har fået livet foræret og skal miste det igen. Døden har fulgt ham det meste af livet. Hans mor døde jo fra ham, mens han stadig var et barn, og når mennesker tidligt oplever at miste en af deres allernærmeste, bliver døden ofte en klangbund i livet. Det kan være en voldsom byrde at bære på, men det kan også sætte én fri. Det kan få én til at leve sit eget liv stærkere og være mere tro mod sin natur og sine inderste drømme, fordi man helt grundlæggende forstår, at livet er så ufattelig kort.”

KLØVEDAL PÅ TV OG TRYK

Troels Kløvedal skrev sin første bog ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978, og siden er det blevet til over 20 bøger. I 2017 udgav han erindringsbogen ’Alle mine morgener på jorden’, der er solgt i over 125.000 eksemplarer. Troels Kløvedal har desuden lavet et hav af tv-udsendelser om og fra sine rejser. I 2016 tog han seerne med til sit elskede græske øhav, og i 2010 skabte han den populære serie om flådens historie, der i løbet af syv udsendelser indvier danskerne i deres flådes imponerende bedrifter gennem 500 år.

DER SIDDER HAN SÅ. I bunden af husets største stue. Bag et skrivebord i mørkt egetræ, der vrimler med bøger, avisudklip, fotografier, huskesedler. Med ryggen til et af de store verdenskort, som mange danske skolebørn kender fra deres klasseværelse. Iført et par kakifarvede shorts og en tynd sommerskjorte i eksotisk mønster, der instinktivt leder tankerne hen på palmesus og hvide sandstrande. Mere i live, end jeg på forhånd forestillede mig. Hans krop er ganske vist præget af sygdommens hærgen, men inde bag de mørke læsebriller er han der endnu. Det samme er den store guldring i venstre øre, som med årene er blevet den sejlende kaptajns signatur.    

Han kan ikke længere gå ved egen hjælp, men hans arme og hænder bærer stadig bevægelsens kraft i sig. I hvert fald lidt endnu. Dagen før har han haft besøg af en sygeplejerske, der er i gang med at lære ham at skrive med sine øjne. 

Indtil videre har den højre pegefinger stadig nogle sætninger i sig. Det går langsomt med at skrive tanker og svar ned, men det går, og den sorte iPad i skødet på ham er ikke i ro ret længe ad gangen. Foran ham på skrivebordet står en bærbar computer, som han bruger til at læse og skrive sine mails på, og på ryggen af hans elektriske kørestol hænger en aflang kasse med knapper, slanger og ledninger. Det er respiratoren, som trofast og rytmisk trækker vejret for ham døgnet rundt.  

Resten af huset er en lang bevisførelse for beboernes livsstil. Selv nu, hvor Naturhistorisk Museum i Aarhus har været forbi efter hundredvis af genstande til deres store efterårsudstilling om den danske eventyrer, er der rigeligt med eksotisk løsøre til at indrette adskillige villaer med. Masker, slangeskind, landkort, vaser, krukker, amforaer, dyrehorn, hvaltænder, udstoppede fugle – og modelskibe i træ.

Ved siden af hans bærbare computer ligger en 13 år gammel udgave af børnebogen ’Med Asbjørn på de store oceaner’, som netop er genudgivet. Den kulørte fotobog med Troels Kløvedals yngste søn Asbjørn som fortællingens omdrejningspunkt trækker læseren ind i en verden med tropiske storme, snorkling og prustende kaskelothvaler. 

Troels Kløvedal har brugt det meste af sin morgen på at læse forordet til den nye udgave, som Asbjørn har skrevet og sendt til sin far for at få hans syn på indholdet. Over den 75-årige kaptajn hænger en fregatfugl. I fuld størrelse og elegant skåret ud i træ. Det er en gave fra en vestjysk fisker, der har fulgt Troels Kløvedal gennem fjernsynsskærmen, siden han var dreng.  

”Jeg synes, du skal gå en tur ud i min have og se dig omkring. Nede i bunden ligger min skriverhytte, den skal du opleve. Husk at plukke et Guldborgæble på vejen, de smager vidunderligt lige nu,” skriver han på sin iPad. 

Jeg trasker hen over den afsvedne græsplæne, der skråner let ned mod et åbent engstykke, hvor en lille flok heste hænger dovent ud. Flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter, som ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre. 

Døren ind til den sortmalede skriverhytte står ulåst, men det virker, som om det er længe siden, nogen sidst har brugt stedet. Indenfor hænger en støvet duft af glemt sommer. Væggene er beklædt med lyse træbrædder, der hist og her lækker små klatter af harpiks. Plakater, fotografier og børnetegninger kæmper om opmærksomheden. Et sted hænger en skifteramme med malaysiske sommerfugle på nåle, og rundt på væggene forsøger reoler i forskellige størrelser at holde styr på rækkerne af bøger og gamle kassettebånd.   

På arbejdsbordet med udsigt til en frodig eng og et stykke dansk bøgeskov ligger en sort kikkert og venter på at blive brugt. I vindueskarmen har en række kulørte konkylier fundet deres plads, og i et hjørne af rummet har nogen glemt en kop med en sjat kaffe. Det ligner et postkort fra 70’erne. Eller en genbrugsbutik på landet. Med cd-afspiller, støvede magasiner og plakater, der reklamerer for foredrag, som for længst er afholdt. 

PÅ VEJ TILBAGE til huset samler jeg et æble op og sætter tænderne i det. Han har ret. De smager, som kun danske æbler gør. Sødme og syre samlet i ét. Øjeblikket efter er jeg tilbage i stuen og til lyden af Mozart. 

Troels Kløvedal griber ud efter fjern-betjeningen og skruer ned for musikken.  

”Har du set, at Benny er død,” skriver han så. 

Jeg nikker.

”Han var en god ven. Han sendte søde breve til mig, efter jeg blev syg. Nu er han selv borte,” står der på skærmen. 

Jeg finder et digt af Benny Andersen frem, som jeg tilfældigt faldt over i morges og skrev ned i min notesbog, inden jeg kørte hjemmefra. Jeg læser ordene højt:

Ode til døden
Når jeg kun tænker på mig selv
Tænker jeg: godt nok
Du har slået nogle skæve
Men også sat dig nogle spor
Har en hel del at fortryde
Og en del at være stolt af
Facit: Det ku’ ha’ gået meget værre

Han griber ud efter sin iPad og lader sin finger hoppe rundt på skærmen, mens sætningen tager form.

”Det er sådan, jeg har det.”

Jeg fortæller om min samtale med Suzanne Brøgger. At hun håber på at kunne give lidt af sin livsvisdom videre, inden hun skal herfra.

”Hvad håber du på, at du giver videre til dine nære,” spørger jeg.

Han sidder lidt uden at bevæge sig. Så tager fingeren tilløb og begynder at skrive.

”At være taknemmelig over livet. Jeg er selv et taknemmeligt menneske. Det er fantastisk, at jeg har fået lov til at leve i en tid uden krig. Uden frygt. I konstant stigende velstand. Der har været så mange muligheder.”   

Vi sidder sammen i musikken et stykke tid og kigger ud på græsplænen, der har genvundet lidt af sin grønne farve oven på sommerens tørke. Så løfter han iPad’en og skriver:

”Jeg har stadig så svært ved at fatte, at min sunde krop er blevet ramt af denne her sygdom.”

Vi kigger på hinanden. Jeg nikker. 

Han fortæller, at han det meste af sit liv er vågnet op og har tænkt, at ”det hele en dag ender med to meter jord over kistelåget”. Det har aldrig gjort ham ked af det, skriver han. 

Et sted i huset åbner en dør sig. Lyden af fodtrin efterfølges af plasticposer, der rasler mod hinanden. Det er Troels Kløvedals kone Else Marie, der er vendt hjem fra indkøbstur. Hun stiller poserne fra sig på køkkengulvet og kommer ind i stuen for at hilse på.  

Så giver han tegn til den kvindelige plejer, der åbnede døren for nogle timer siden, og som nu sidder i hjørnet af stuen og strikker. Han har brug for at få fjernet det slim, der flere gange om dagen samler sig som en klump i halsen på ham. 

Mens plejeren gør sit arbejde, følger jeg med Else Marie ud i køkkenet. Hun smiler forsigtigt: 

”Det er hårdt at se ham ende sådan her. Men han er sej og klarer det flot.” 

Bag os er den kvindelige plejer i gang med at fylde et glas med rødvin fra en treliters bag-in-box, der står på køkkenbordet ved siden af et stort køleskab.  

”Det får ham til at slappe af,” fortæller Else Marie. 

 ”Hans læge siger, at det er meget bedre end den beroligende nervemedicin, hun ellers udskriver til sin patienter.” 

Jeg træder tilbage i stuen og fortæller ham, at jeg vil køre hjemad. 

”Jeg er også træt nu,” skriver han og lægger sin hånd oven på min. I døren på vej ud vender jeg mig om og kigger hen mod skrivebordet. Troels Kløvedal fanger mit blik og løfter besværet sine hænder op i luften til en farvelhilsen, inden han skruer op for musikken og griber fat i musen til sin bærbare computer.  

Kort efter sidder jeg igen i min bil. Mens dækkene knaser sig op ad den smalle grusvej, kommer jeg i tanke om en passage fra ’Alle mine morgener på jorden’, som jeg næsten kan udenad:  

”Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.”

 

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Hun ville blive til noget og nogen i det danske litteraturmiljø. Men efter fire forsøg opgav DORTHE NORS. Siden har den 48-årige forfatter fundet sin egen vej til succes i udlandet. Ud & Se tog til New York for at følge flugten fra hønsegården.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Jens Honoré

HUN ELSKER overblik, men denne formiddag er hun ved at miste det. På en barstol bag Starbucks-indhegningen i Københavns Lufthavn taler hun i telefon med store øjne, mens hun nulrer plasticlåget på en tom americano. Hendes Delta Airlines-fly mod John F. Kennedy-lufthavnen i New York letter snart, og hendes telefon bliver bare ved med at bimle. 

Tidligere på dagen modtog hun en mail fra det amerikanske magasin The New Yorker med besked om, at de gerne ville bringe endnu en af hendes noveller.

Det var få minutter efter nyheden om, at hendes kommende bog, ’Kort over Canada’, var solgt til oversættelse i Italien og Holland allerede inden den danske udgivelse. 

Oveni har The Guardian samme morgen bragt en længere klumme om feminisme og #MeToo, som Dorthe Nors har skrevet på bestilling til avisen. En presseansvarlig fra Nors’ danske forlag er i røret for at høre, hvad de skal svare Berlingske-journalisten, der er ved at skrive en artikel under overskriften ’Forfatter langer ud efter ældre danske mænd i The Guardian’.

”Altså, jeg synes sgu ikke, der er så meget mere at sige. Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke har mere at tilføje? Jeg er nødt til at boarde nu. Kan vi ikke lige tales ved, når jeg er landet?” siger hun og lægger på.

For at undgå jetlag i den kommende uge, hvor hun skal på turné i USA og interviewes om ’Spejl, skulder, blink’, der i 2017 blev nomineret til en Man Booker International-pris, har hun i dagevis barberet en halv time af døgnet og er gået tidligere og tidligere i seng hjemme i vestjyske Vedersø. 

Tidligere på året læste Dorthe Nors op i Stockholm efterfulgt af en turné til Belgien og Holland for at promovere bogen, der foreløbig er oversat til 17 sprog. 

”Jeg kan stadig godt få det sådan: Hvad fanden er det, der foregår?” siger hun, da hun lidt efter haster mod gaten i Terminal 2 med Kazuo Ishiguros ’Resten af dagen’ i hånden.

”Hvis nogen havde sagt det her for 20 år siden …. altså, jeg synes jo også selv, det er en vild historie.” 

TO ÅRTIER TIDLIGERE afleverede Dorthe Nors et speciale i nordisk litteratur og kunsthistorie på Aarhus Universitet efter i årevis at have beskæftiget sig med Sveriges største forfatterskaber – fra Kerstin Ekman til Per Olov Enquist. Nu ville hun fandeme gøre alvor af den forfatterdrøm, der havde erobret hende, siden hun i 10-årsalderen begyndte at småskrive digte, dramaer og historier i Sinding-Ørre nordvest for Herning – et landsbysogn præget af Venstre-vælgere, Indre Mission og grundtvigiansk tankegods.

I 2001 blev hendes første manuskript optaget. ’Soul’ hed bogen, og senere kom to andre romaner, der fik rosende, men beskeden modtagelse. Hun forsøgte – med egne ord – at imitere de dramatisk spillende strygere, der gjaldede i de store svenske forfatterskaber. Men efter tre ’orkester’-romaner uden særlig opmærksomhed besluttede hun i 2008 at skære hårdt ned på partituret. 300 tætskrevne romansider blev i novellesamlingen ’Kantslag’ i stedet til 15 korte, sirligt filede noveller med menneskefortællinger.

Bogen fik en pæn modtagelse i flere danske aviser, men ellers skete der det samme for hende som for så mange andre håbefulde danske forfattere: ingenting.

Samtidig løb genrebeslægtede forfattere som Naja Marie Aidt og Helle Helle med stor opmærksomhed for bøgerne ’Bavian’ og ’Ned til hundene’, mens forfatterdebutanter som Christina Hagen blev udråbt til fremtidens litterære fakkelbærere. Ingen nævnte Nors. ’Kantslag’ solgte ikke, og den gav ikke adgang til de litteraturfestivaler og oplæsningsjob, der er afgørende for en forfatterkarriere herhjemme.

Flere år forinden var hun flyttet til København fra Aarhus for at komme tættere på det litterære miljø. Men hendes mission – at leve af sit forfatterskab – havde slået fejl. Hun følte det, som om hun gik rundt med en buket blomster, ingen rigtig gad tage imod.

SKRIFTTEGN

Dorthe Nors er født i 1970 og har skrevet ’Soul’ (2001), ’Stor­mesteren’ (2003), ’Ann Lie’ (2005), ’Kantslag’ (2008), ’Dage’ (2010), ’Minna mangler et øvelokale’ (2013), ’Spejl, skulder, blink’ (2016) og ’Kort over Canada’ (2018).

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Anede ikke, hvor jeg skulle tage hen,” siger hun dagen efter flyveturen på en italiensk restaurant i Greenwich Village, mens hun spiser frokost få blokke fra The Marlton Hotel, hvor hendes amerikanske forlag har indlogeret hende.

Der er 27 grader, og tøjet klistrer. Dorthe Nors er i sort, det rødbrune hår er sat op i en knold, og hun har bestilt en salat. Senere skal hun læse op i en boghandel i SoHo, og har man én gang gjort det i overmæt tilstand, gør man det ikke igen, siger hun.

I erkendelsen af, at hun aldrig rigtig ville blive en del af det litterære miljø i København, opsagde hun i efteråret 2013 sin lejlighed i Valby.

Her sad hun mellem flyttekasser, da en mail tikkede ind: 

”Godt nyt. The New Yorker vil gerne trykke ’Hejren’,” stod der. Afsenderen var en amerikansk forlægger, som Dorthe Nors nogle år tidligere var kommet i kontakt med efter at have guidet en gruppe amerikanske forfattere rundt på Christiania i København. 

Guide-tjansen havde efterfølgende udmøntet sig i tekstudvekslinger, og to af gæsterne – forfatterne Junot Díaz og Rick Moody – havde anbefalet Nors i deres amerikanske netværk. Efter at have fået trykt et par noveller i amerikanske tidsskrifter, blev Dorthe Nors spottet af New Yorker-forlæggeren Brigid Hughes, der ville udgive Nors i USA. Og snart havde forlæggeren – uden at Dorthe Nors anede det – fået antaget hende og novellen ’Hejren’ i The New Yorker, verdens vel nok mest hæderkronede magasin. Som den første dansker nogensindee.

FOR DORTHE NORS var det en mavesugende katapultering. Når man bliver trykt i The New Yorker, både ser og mener verdens medie- og bogbranche pludselig noget. Mens Dorthe Nors flyttede ind på en nedlagt skole i Dollerup Bakker i Midtjylland, væltede anmelderroserne for ’Kantslag’ – oversat til ’Karate Chop’ – ind fra de store aviser og magasiner. 

The New York Times elskede den, det samme gjorde Los Angeles Times. Oprah Winfrey sammenlignede Dorthe Nors’ ”sublime” stil med den enkle, danske møbeltradition, og journalister fra BBC, The Atlantic og The Independent begyndte at ringe for at lave interview med ’the Queen of the Nordic short story’.

”Det var, som om det bare blev ved og ved og ved. Og det bundede ikke i, at jeg havde stået med tungen ud af halsen blandt de rigtige folk til litteraturfester i København,” siger hun, mens en infernalsk tudende brandbil kører forbi. Hun tipper næsten hvidvinsglasset i forskrækkelse.  

Hun er ’landskabsafhængig’, siger hun, da chokket har lagt sig. Selvom hun elsker storbyernes buldren, sætter hun pris på en hverdag, hvor hun kan rulle rundt alene i det vestjyske landskab i sin koksgrå Toyota Aygo uden klimaanlæg, med nedrullede vinduer og høj musik, hun kan synge med på. Men hver nytårsaften spørger hun sig selv: Hvor har jeg lyst til at bo næste år?

”Jeg er solitær af natur, og jeg trives godt med at skifte miljø. Det, der typisk rodfæster folk, er jo børn. Og jeg har ikke børn.”

Det er også sjældent, at karaktererne i hendes bøger har børn.

 

DORTHE NORS OM …

… at blive nomineret til bøgernes Golden Globe
”Jeg stod med en grensaks i haven i Vedersø, da mit forlag ringede og sagde, jeg var blandt de nominerede til Man Booker International 2017.Jeg tudede af lykke i to dage. Jeg er aldrig blevet nomineret til noget i Danmark, så det betød ekstra meget at blive nomineret til en af verdens vildeste litterære priser. Jeg fløj over til overrækkelsen i London sammen med bogens oversætter, Misha ­Hoekstra, der også var nomineret, og det var fuldstændig lige meget, at vi ikke vandt. Jeg har aftalt med min norske kollega Roy Jacobsen, der også var nomineret, at vi en dag skal mødes på et værtshus og læse vores takketaler op. Den ligger stadig i min selskabstaske.”

… at tjene penge
”Man bliver ikke rig af gode anmeldelser og flot omtale. Derfor skal jeg leve af alt det udenom: oplæsninger, foredrag og så videre. Jeg havde møde med min bankdame for nylig, der altid griner af mig og siger: ’Rolig Dorthe, du har en stabil indkomst nu.’ Men når man har været så meget på røven som mig og har levet hele og halve år af nudler fra Søstrene Grene, er der aldrig nogen, der får mig overbevist om, at nu er jeg sikret.” 

’Skulder, spejl, blink’, som Dorthe Nors er i USA for at promovere, handler om Sonja, en singlekvinde midt livet, der har besluttet sig for at tage kørekort, men har overordentlig svært ved at finde det rigtige gear – i bilen såvel som i tilværelsen. 

Selv kalder Dorthe Nors Sonja for et misfit, en famlende kvinde, der lever i konstant forskydning fra verden. Sådan er personerne i hendes historier ofte. 

”Derhjemme bliver især aldrende kvin­der i læsekredssegmentet ofte provokeret over mine kvindelige karakterer, fordi de kan være handlingslammede og uden den der fulde livskontrol. De spørger: ’Hvorfor tager hun sig ikke bare sammen?’ Jeg ser mine karakterer som søgende, som nogle, der ikke har fundet den endegyldige formel på livet eller følger den slagne vej. Min erfaring si­ger mig, at de kvinder, der bliver provokeret over karaktererne, ofte er dem, der selv har haft børneflokke, og hver eneste gang, de har været tæt på at kigge ned i den eksistentielle afgrund, i stedet har sagt: ’Der skal vaskes gulv.’”

Luftfugtigheden bedøver, tre drenge i 10-årsalderen stopper op ved bordet for at sælge Oreos og slik til støtte for deres basketballklub. Dorthe Nors smiler pænt nej tak og forsøger med en viftende serviet at holde varmen på afstand. 

”Det ville være en stor, fed løgn, hvis jeg sagde, at der ikke var en flig af mig selv i de karakterer, jeg skriver om. Selvfølgelig er der det. Karakteren Sonja er ekstremt utilpasset, og det er jeg givetvis også selv,” halvgriner hun, da hun går fra restauranten og mod sit hotel for at øve aftenens oplæsning.

”Alt muligt inspirerer mig. Den der for eksempel,” siger hun og peger på en storsavlende sortbrun boxer, der lunter forbi i lyskrydset.

”Har du lagt mærke til, hvor meget karakter hundene i den her by har? Det er helt sindssygt. Måske ender en af dem i en novelle en dag.” 

”GOD DAMN IT,” siger hun fem timer senere og kigger først på klokken, tydeligt irriteret, derefter mildt på de fire mennesker, der indtil videre er mødt op i boghandlen McNally Jackson. Forretningen – en af New Yorks føren­de bogbutikker – er tætpakket på førstesalen, hvor cafeens espressomaskine sprutter, men i kælderetagen, hvor Dorthe Nors om lidt skal på scenen, er der lidt for stille. 

Selvom The New York Times få dage forinden har sat ’Mirror, Shoulder, Signal’ på ugens liste over bedste nye bøger, er hun i New York City, steroidbyen, hvor folk har for travlt til at lufte deres egne hunde.

”Bare rolig, det bliver godt,” siger Arianna Rebolini, kvinden, der skal interviewe Dorthe Nors. Rebolini er bogredaktør på det amerikanske medie BuzzFeed, og som hyppig interviewer ved hun, at oplæsninger er totalt uforudsigelige. Der kan komme alt mellem to og 200 mennesker.

Dorthe Nors tager sin sorte habitjakke af. Og på igen. Klokken er otte minutter over starttidspunktet, da fem yderligere gæster dumper ind, og hun begynder at læse uddrag fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. 

Hendes engelsk er fejlfrit, smukt faktisk. Kun en enkelt gang i det efterfølgende interview leder hun efter det rette ord.

På stolerækkerne vil en indisk-amerikaner gerne vide, hvordan Nors balancerer mellem humor og tragedie. En kinesisk-amerikansk kvinde spørger, hvordan det er at blive oversat til så mange sprog, mens en ældre dame med blå briller, ternet kjole og et gigantisk halssmykke spørger, hvorfra Nors henter sin inspiration. 

Nors nævner en oplevelse i metroen, der blev til en novelle, og hunden i krydset, der måske en dag kan blive det. 

DORTHE NORS OM …

 

… at være kvindelig forfatter
”Når en stor mandlig forfatter skriver om sit liv, kalder vi det ’en vigtig dannelsesroman’. Når en kvinde gør det samme, kalder vi det for et værk ’om at være kvinde’. Se på Karl Ove Knausgård, som jeg tit bliver konfronteret med i udlandet. Jeg siger altid, at jeg synes, han er fantastisk, for det synes jeg. Men jeg siger også, at mit køn aldrig havde fået lov til at skrive ’Min kamp’. Hvis en midaldrende kvinde brugte seks tykke bind på at wanke sig selv, var hun blevet kaldt en selvoptaget kælling.”

… at skrive
”I de sidste fire år har jeg boet i et lille hus i Vedersø i Vestjylland. Jeg er totalt afhængig af at kunne trække mig ind og ud af store byer. Her er jeg tæt på Vesterhavet og kommer meget mere sammen med mine naboer, end jeg gjorde, da jeg boede i Valby. En optimal skrivedag starter klokken otte om morgenen. Jeg tager ørepropper i, tjekker ikke mobilen, og hvis mine naboer ringer på, er det bare ærgerligt. Jeg deaktiverer også helst Facebook, når jeg er i en skriveperiode. Over middag svarer jeg på mails, planlægger foredrag og er i dialog med forlag og journalister.”

En mørkhåret kvinde, der sidder på første række og noterer ivrigt, rækker hånden op: ”For mig – en kvinde i fyrrerne uden børn – har dine karakterer været et sjældent interessant møde. Jeg mener …  Sonja er en litterær karakter, som jeg for en gang skyld kan spejle mig i,” siger kvinden, der bagefter præsenterer sig som Therese Cox. 

Den 42-årige ph.d.-studerende fra Columbia University fortæller, at hun ved et tilfælde snublede over et Dorthe Nors-uddrag på Twitter, blev forelsket i stilen og siden har læst alt af Nors, der er blevet oversat til engelsk.

”Der er en særlig humor i hendes stil, som jeg virkelig godt kan lide. Måske er det noget særligt dansk,” siger hun, da arrangementet er slut. 

Dorthe Nors taler med personalet i McNally Jackson, vender Trump, vejret og verdens litterære tilstand.

”De forbindelser, miljøet omkring en butik som McNally Jackson har, skal man ikke undervurdere. Et job her kan betyde nye job andre steder. Det handler om at gøre sig synlig,” siger forfatteren på vej ud af forretningen. 

Tusmørket har lagt sig over Manhattan, en taxa dytter, holder ind og samler tre kvinder i stiletter og korte kjoler op på Spring Street. Dorthe Nors har smidt hælene og er skiftet til kondisko. Hun vil hjem på hotellet, men lige nu er hun sulten. Hun har ikke spist siden salaten til frokost og sætter sig på en neonoplyst salatbar på West 8th Street med en yoghurt og en Diet Coke.

”Lagde du mærke til, at de slet ikke spurgte om Danmark? Jeg tror faktisk, at det er første gang, det er sket herovre,” siger hun.

PÅ DEAN STREET i Brooklyn, i en gammel lagerhal i rødsten, holder Dorthe Nors aftenen efter lanceringsfest hos A Public Space, et velanskrevet newyorkerforlag og -tidsskrift, der er kendt for at spotte og trykke fremtidens forfatternavne. 

Der er disket op med pindemadder, kold hvidvin og øl, og forbi defilerer en rank kvinde med grånende page. Det er Brigid Hughes,  den tidligere chefredaktør på The Paris Review – et af verdens førende litterære tidsskrifter – og den person, der ivrigst har hjulpet Dorthe Nors frem på det amerikanske marked.

I really loved her work,” siger hun, gør ’Dorthe’ til ’Dårtiiieee’ og fortsætter: ”Nogle gange finder folk deres hjem langt hjemmefra. Dorthe har virkelig fået en fanbase herovre.” 

I dag driver Brigid Hughes sit eget forlag, scouter talenter for de store udgivere og afholder populære skrivekurser. Foruden forlagsfolk og forbindelser – én erklærer det som aftenens hovedmål at komme i snak med Brigid Hughes og få en plads på morgendagens fuldt bookede skrivekursus – er der flere danske ansigter iblandt. 

Forfatteren Naja Marie Aidt, der bor lige om hjørnet, er mødt op, det samme er forfatteren Christian Mørk, som også bor i Brooklyn, ligesom debattøren Emma Holten, der er gået i skrivelejr i New York. 

Dorthe Nors læser en passage op fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. Folk smågriner, nipper til deres glas, og bagefter er der spørgsmål fra salen. Hurtigt kommer snakken til at handle om ’hygge’ – det danske fænomen, der skrives flest internationale bøger om i disse år – og Dorthe Nors ranker ryggen.

”Hygge er en skøn ting ved Danmark …,” starter hun, og man fornemmer, der er et los på vej.

”… men det er også et system til social kontrol.”

Og så fortæller hun, storgestikulerende og med en ikke udrilsk tone i stemmen, hvordan ’hygge’ er en ”konsensussøgende undertrykkelse” af følelser i et fællesskab bestående af først og fremmest hvide danskere, der har bløde tæpper og ild i pejsen. 

Og om, hvordan enhver, der formaster sig til at tale om sin dårlige dag eller personlige kriser, vil blive beskyldt for at ’ødelægge hyggen’.

Christian Mørk slår en skraldlatter op, mens Emma Holten storsmiler og nikker.

Dorthe Nors har gjort det til et kendetegn at ridse i sit hjemlands eventyrfernis. I maj skrev hun en klumme i The Guardian om ulvedebatten, hvor hun kritiserede selvtægten og en stigende angst for det ukendte. 

Måneden forinden havde hun luftet samme synspunkt i et P1-program og blev derefter på Facebook mødt med kommentarer som ’redepisser’, ligesom der pludselig var færre hilsner på gaden i hjembyen i Vestjylland.

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker, at jeg vil sige noget, der kan sætte Danmark i et dårligt lys. Der er bare medier, der spørger sådan nogle som mig om alt fra indvandring og smykkelov til #MeToo og ulvedebat, og så er vi da nødt til at svare oprigtigt. Alt andet er jo falsk. Ligesom det vil være en løgn ikke at nævne, at der er en dobbelthed i et fænomen som den danske hygge. Vi danskere er opvokset med, at hvis der kommer gæster til vores land, skal vi tale pænt om det hele: Grundtvig, H.C. Andersen, cykelstierne og Olsen-Banden. Det er også fint nok, jeg gør det selv. Men der er også mindre gode ting. Og du kan ikke rejse rundt i verden som forfatter og virke troværdig, hvis du samtidig skal have en T-shirt på, hvorpå der står ’Dorthe Nors, Danmarks Turistråd’.”

GÅRSDAGENS lanceringsfest endte på et pizzeria i Brooklyn med Naja Marie Aidt, og i formiddags sad hun alene i yndlingsparken Washington Square Park og hørte et fucking godt jazzorkester, fortæller hun, da hun om eftermiddagen sidder i den mørke, mahognibeklædte lobby på sit hotel.

”Det er det, der er så vildt ved den her by. Der er stor kunst lige for næsen af dig hele tiden.”

I mange år skrev hun til lyden af Charlie Parkers saxofon, og som barn sang hun ustandselig. Hvis hun som teenager havde syntes, at hun var pæn nok, havde hun måske gjort mere ud af musikken, siger hun.

”Jeg er vokset op med ABBA. Jeg havde en god veninde, en smuk, lille brunette, som jeg engang sang for derhjemme. Da jeg var færdig med at synge, sagde hun: ’Det er virkelig ærgerligt, du er så grim, Dorthe. Du kunne være blevet en stor sangstjerne.’ Når jeg i dag skal styles eller fotograferes, kan jeg af og til stadig høre hende sige, at mine hænder ligner grisetæer. Ha, det er helt åndssvagt, ikke? Men sådan er det.”

I morges meddelte hendes svenske agentur, at hendes nye bog, ’Kort over Canada’, skal oversættes til italiensk. Det betyder, at den er planlagt til udkomme i seks lande inden udgivelsen i Danmark.

I morgen tager hun Amtrak-toget til Boston, hvor hun har en oplæsning med den amerikanske forfatter Jennifer Haigh. Bagefter går turen til Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor hendes amerikanske forlag, Graywolf Press, har planlagt en lanceringsfest.

Dorthe Nors ved godt, at danske kolleger ville give alt for den internationale opmærksomhed, hun har fået gennem de seneste år.

Stiller du sig selv tusinddollarspørgsmålet ”Hvorfor lige Dorthe Nors?” 

”Altså … den korte form er hellig i USA. Der findes ingen store amerikanske forfattere, der ikke kan deres korte form. Det er sådan, du får udgivet tekster herovre. Du skal igennem litteraturmagasinerne. Du skal kunne fortælle kort, præcist og ramme et nærvær i løbet af de første fem linjer. Ellers er folk videre. Derhjemme handler det mere om at skrive langt og …”

Hun holder en pause. Tager tilløb. 

”Nej, jeg har faktisk lyst til at sige: Jeg har succes, fordi jeg kan det, jeg laver. Fordi jeg har arbejdet pissehårdt for det her og ventet i 12 år, før jeg kunne leve af mit arbejde.”

Hun smiler. Ser nærmest lettet ud.

”Fra starten sagde jeg til mig selv, at jeg som forfatter ville kendes på, hvad jeg kunne – ikke hvem jeg drak øl med, pettede offentligt med eller likede på Facebook. Der var flere, der sagde til mig, at ’sådan fungerer det jo ikke, Dorthe’. Men det har det altså gjort for mig. Jeg kom ind som fucking Klods-Hans.”