Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”