Indlæg

De knap så forenede stater

USA går til valg i en tid præget af splittelse, usikkerhed og krise. Vi har udvalgt 10 kulturelle værker, der belyser nationens problemer fra kyst til kyst og fra storby-slum til udkants-døs.
Tekst:Tonny VormFoto:Fred Hayes/The Weinstein Company

DEM, INGEN SAVNER

’Wind River’ (2017) er en moderne western, der udspiller sig i et indianerreservat i det kuldslåede og sneklædte Wyoming. Hertil ankommer en uerfaren kvindelig FBI-agent (Elizabeth Olsen) for at opklare drabet på en teenagepige. Pigen er tilsyneladende blevet mishandlet og voldtaget, inden hun er flygtet barfodet ud i den iskolde nat, hvor hun er frosset ihjel.

Sagen viser sig at være lige så kringlet at finde rundt i som egnens store vildmark, og først da en lokal jæger (Jeremy Renner) træder i karakter, begynder konturerne af en større forbrydelse at tegne sig. Den debuterende instruktør Taylor Sheridan vandt instruktørprisen i Cannes for dette rystende, stemningsfulde drama, der gør det klart, at mordet på pigen har rødder i et samfundsmæssigt problem, nemlig det hvide USA’s behandling af en af landets mest marginaliserede befolkninger, de indfødte amerikanere. Pointen slås fast lige inden filmens afsluttende rulletekster, hvor det fortælles, at man fra officielt hold fører statistik over savnede personer i USA – bortset fra savnede indianerkvinder. 

Kan blandt andet streames på Filmstriben.

FØDT TIL AT FEJLE

’Demon Copperhead’ er en vred, stærk og glimtvist morsom murstensroman, der skildrer et udkants-USA i bjergegnen Appalacherne, hvor opioid-feberen brænder stærkt, og hver dag er en kamp for overlevelse. Her bliver romanens fortæller Damon Fields født på toiletgulvet i en trailerpark af en enlig teenagemor, der er misbruger og ryger ind og ud af afvænningsklinikker. Hun er ikke ”en del af ligningen”, som han siger. ”Det var mig, der havde den sværeste opgave.”

Damon, der kaldes ’Demon’ på grund af sit røde hår, må nemlig klare sig selv både hjemme i traileren med sin stedfar og i skolen og senere hos plejefamilierne, på footballbanen og i de tilfældige job, han siden får. De små samfund omkring ham er plaget af fattigdom og vold, alkohol og stoffer, og spørgsmålet er, om Damons ukue-lighed, intelligens og humor er nok til at knække misbrugsmønsteret og sikre ham en nogenlunde anstændig form for tilværelse. Barbara Kingsolvers bog vandt USA’s fornemste litterære pris, Pulitzerprisen, sidste år og er netop udkommet på dansk. Første sætning: ”Først blev jeg jo født.”

Udkommet på Gyldendal.

Foto: Gene Page/Hulu

BEDØVENDE LIGEGLAD

’Dopesick’ (2021) handler om USA’s omfattende opioidkrise, der ødelægger hele samfund og årligt sender tusinder i døden. Tv-serien udspiller sig – ligesom den handlingsmæssigt beslægtede roman ’Demon Copperhead’, i Appalacherne, hvor den håbløse tilværelse ofte dulmes med druk og smertestillende piller. For mange starter afhængigheden med en recept på OxyContin, hvilket også er tilfældet for seriens Betsy (Kaitlyn Dever), der har dårlig ryg, men endnu dårligere råd til at blive hjemme fra jobbet i den lokale mine.

OxyContin fremstilles af medicinalgiganten Purdue Pharma, der i fiktiv form er seriens store skurk og skabt af en velhavende grisk familie uden moralske grænser. Over for dem står både samvittighedsfulde amerikanske politikere og et ressourcesvagt retssystem, der på det nærmeste er magtesløst, når landets store firmaer begynder at spille med musklerne. Serien er inspireret af bogen ’Dopesick: Dealers, Doctors and the Drug Company That Addicted America’ (2018), skrevet af journalisten Beth Macy.

Kan streames på Disney+.

STOF TIL EFTERTANKE

Don Winslow har i en række romanværker belyst, hvordan narkokriminaliteten forgrener sig ud i alle kroge af det amerikanske samfund. Hovedværket er den episke trilogi, der starter med ’I hundenes vold’ (2005) og afsluttes med ’Grænsen’ (2019). Anslaget i begge titler er ligesom i bind to, ’The Cartel’ (2015), som vi ikke har fået på dansk, USA’s krig mod de mexicanske narkokarteller, og i ’Grænsen’ trækker Winslow for alvor konflikterne ud på hjemlandets gader.

Seriens gennemgående hovedperson er Art Keller fra det amerikanske Drug Enforcement Agency, DEA, hvis efterforskning og kamp for at stoppe heroinhandlen sender ham fra slumkvarterernes stinkende narkobuler og moderne statsfængsler til en korrupt politisk administration styret af en Trump-lignende præsident, der er dybt involveret i både ejendomshandel og hvidvaskning af narkopenge. Art Keller er, viser det sig, ikke kun i krig med de mexicanske karteller, men også sit eget fortabte land. Første sætning: ”Keller ser barnet og kikkertsigtet i samme øjeblik.”

Udkommet på Harper Collins.

ALT ER PÅ SPIL

Kendrick Lamars ’Mr. Morale & The Big Steppers’ (2022) skildrer et dybt traumatiseret og skævvredet USA. Det tekstmæssige afsæt er rapperens egen opvækst med en følelseskold far, en mor, der blev voldtaget, transkønnede familiemedlemmer og venner, der blev dræbt eller fængslet. Rytmen er rastløs og iblandet elementer fra både jazz og funk, og med sin cykliske melodik afspejler den tilværelsen for et hjemsøgt sort USA forankret i flere hundrede års slaveri, fattigdom og racisme.

”They raped our mothers, then they raped our sisters / then they made us watch, then made us rape each other,” lyder det et sted på dobbeltalbummet, der også runder wokeness og cancel culture, COVID og kapitalisme, pillemisbrug, giftig maskulinitet og alt, hvad der ellers er med til at ødelægge små liv og store samfund i det moderne USA. Sort protestmusik – fra Paul Robeson og Billie Holiday til Marvin Gaye og N.W.A. – har ofte været enten appellerende eller aggressiv i sit udtryk. Kendrick Lamar favner begge dele, og ud over at belyse, hvad han kalder generational trauma, insisterer han på, at smerten kan heles ved hjælp af terapi, kærlighed og forandringer. 

Foto: A24

NÅR KRIGEN KOMMER

I ’Civil War’ (2024) sendes vi på en dystopisk og hæsblæsende rejse gennem et USA, der i den nære fremtid er revet over af en blodig borgerkrig. I filmen begiver en lille gruppe journalister sig fra New York mod Washington, hvor præsidenten har barrikaderet sig i Det Hvide Hus. Målet er at få et interview med ham og undervejs tage billeder af de slagmarker og øde landskaber, der møder dem. ’Civil War’ er ikke interesseret i de nærmere omstændigheder vedrørende de stridende parters bevæggrunde, eller hvordan krigen startede, og det er heller ikke en film, der prøver at forklare det spændte USA’s nuværende politiske dagsordener.

Rædslerne fra krige og konflikter rundtom i verden har brændt sig fast på nethinden hos den garvede krigsfotograf Lee Smith (Kirsten Dunst), men hun ved, at det ikke er hendes opgave at spekulere over de etiske aspekter ved det, hun ser i linsen. Hendes job er at tage de billeder, som får andre til at stille spørgsmål. Nogenlunde samme ærinde synes instruktør Alex Garland at være ude i med sin film, der blandt andet pointerer, at USA’s største fjende er USA selv.

Kan blandt andet ses hos Blockbuster.

EKKO AF EN BRAND

Hvordan opnår vi et samfund uden racediskrimination? Spørgsmålet gløder i den farvede homo-seksuelle James Baldwins ’Næste gang ilden’, der er formet som to breve til forfatterens lille nevø. ”Dette uskyldige land anbragte dig i en ghetto, hvor det faktisk havde til hensigt at lade dig gå til grunde,” skriver Baldwin i bogen, der hviler på hans egne erfaringer fra opvæksten i Harlem og en ungdom præget af racisme og politivold og dertil en frygt så stor, at den, inden han flygtede til Paris som 24-årig, truede med at sætte sig som selvhad og bitterhed.

Essay-klassikeren fra 1963 fik en nærmest profetisk klang, da flere af USA’s storbyer de følgende år kogte over af raceoptøjer, og den er ligesom resten af Baldwins forfatterskab atter aktuel (og netop nyoversat til dansk) i en tid, hvor farvede, homoseksuelle, latinoer og andre af USA’s minoriteter kræver at blive behandlet, hørt og accepteret på lige fod med den hvide mand. I titlen ligger der også en advarsel om, at der vil følge bål og brand i gaderne, hvis ikke det snart sker. Første sætning: ”Jeg er begyndt på dette brev fem gange og har revet det i stykker fem gange.” 

Udkommet på Gyldendal.

IKKE JUST DISNEY

Den arketypiske amerikanske fortælling om spændingen mellem sol og skygge udspiller sig oftest i Californiens velkendte noir-kulisser, men i instruktør Sean Bakers film ’The Florida Project’ befinder vi os, som titlen antyder, i den lige så solrige stat på østkysten. I skyggen af Disney World i Orlando ligger et lyserødt motel ved navn The Magic Castle. Her bor Moonee (Brooklynn Prince) på seks år med sin 22-årige enlige mor Halley (Bria Vinaite), der har droppet jobbet som stripper, fordi kunderne mente, at de havde ret til at få mere for pengene.

Trods navnet er der ikke meget magisk over motellet, der flankeres af indkøbscentre, våbenhandlere, stripklubber og souvenir-shops, men Moonee boltrer sig ubekymret med sine to bedste venner, spytter på fremmede gæsters biler og kravler over hegnet til de nærliggende byggepladser. Fantasien og energien er, hvad den amerikanske drøm er støbt af, og det har Moonee masser af, men ude på vejen drøner bilerne farefuldt forbi, og endnu mere truende ser det ud for Halley, der i kampen for at få økonomien til at hænge sammen ender i et uføre, som datteren aner, men ikke helt forstår. Trods den lille families dystre udsigter er der noget livsbekræftende og meget amerikansk over ’The Florida Project’, som i øvrigt var navnet på Walt Disneys store forlystelsespark i 1960, inden den blev bygget. 

Kan streames på Filmstriben.

SURVIVAL KIT

Bruce Springsteens gennembrudsalbum fra 1975 er måske en af de største musikalske skildringer af den amerikanske drøm. ’Born to Run’ handler om håb og længsler og fanger stemmen hos en ungdom vokset op i et udsigtsløst samfund og et politisk klima præget af arbejdsløshed, økonomisk krise og en Vietnam-krig, der koster menneskeliv og trækker ud til ingen verdens nytte. Fri abort, feminisme og homoseksuelles rettigheder blev heftigt debatteret i årtiet, hvis sociale og kulturelle klima på mange måder er sammenligneligt med det nuværende. På pladen fremmaner Springsteen en ung arbejderklasse, der føler sig svigtet, og som om natten indimellem ”could hear the whole damn city crying”, som han synger i ’Backstreets’.

I titelnummeret er hjembyen i New Jersey ”a death trap, a suicide rap/Oh baby we gotta get out while we’re still young” – og hele albummet en energiladet opfordring til at jagte ”the runaway American dream”, inden det er for sent. Kort efter ’Born to Run’ udkom, dukkede Springsteen op på forsiden af tidsskriftet Time, hvori han gav udtryk for, at hans sange primært handlede om ”overlevelse, hvordan du klarer dig helskindet igennem dagen”. Stemningen i USA på det tidspunkt understreges af, at Time i samme nummer skrev om mordforsøgene på præsident Ford, efterdønningerne af Watergate-skandalen og staten New Yorks dybe økonomiske krise.   

Foto: HBO

FOLLOW THE MONEY

Med afsæt i Baltimores narkohandel skildrer ’The Wire’ (2002-08) et moderne USA præget af stærke race- og klasseskel. I seriens mange parallelle handlingsspor møder vi ud over pushere og betjente også skolelærere, journalister, fagforeningsledere, havnearbejdere, politikere og jurister, hvis fortællinger smelter sammen til et billede af et fragmenteret og forældet samfund, der paradoksalt nok kun hænger sammen på grund af penge og kriminalitet. Landets retslige og politiske institutioner er præget af korruption og forfald, og systemet tjener udelukkende de velhavendes interesser, mens tilværelsen for de mindre heldige er ved at smuldre.

I en af seriens nøglescener udspørger detektiven Jimmy McNulty (Dominic West) en ung sort mand om en dreng, der ligger myrdet foran dem. Den døde dreng var ofte med til terningspil på fortovet, men når der var mange penge på spil, stjal han dem og stak af. McNulty spørger, hvorfor drengen så fik lov at være med. ”Det’ Amerika, mand,” lyder svaret. Mere end 20 år efter serien første gang blev vist på HBO, kåres den ofte som en af amerikansk tv-histories bedste, hvilket naturligvis også skyldes, at den stadig er relevant. 

’The Wire’ kan streames på Max.

Tonny Vorm er cand.mag. i amerikanske studier, forfatter og kritiker ved Information.

/

Under overfladen

Den ukrainske avantgardefotograf Boris Mikhailov måtte i mange år fotografere i det skjulte af frygt for repressalier fra KGB og det kommunistiske regime. Ny udstilling viser hans livsværk, der har fået ny mening i lyset af krigen i hans hjemland.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Selvportræt fra serien ’Case History’, 1997-98. © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn

Du er født og opvokset i Kharkiv, Ukraine. Hvordan var livet for dig som barn?

”Mine forældre var begge ingeniører. De studerede sammen og dimitterede begge med udmærkelse fra Kharkiv Polytechnic Institute i 1937. Efterfølgende var de heldige at sikre sig en beskeden lejlighed i et nybygget lejlighedskompleks i hjertet af byen. Min barndom var præget af krigen og en allestedsnærværende følelse af frygt.

En af mine tidligste erindringer er fra 1941, da jeg var tre år gammel. Min far havde forladt hjemmet for at tjene i militæret, og jeg var alene med min mor, som var jødisk. Med hjælp fra hendes arbejdsgiver på Malyshev-fabrikken, der producerede sovjetiske tanks, flygtede vi til Kirov i godsvognen på et af de sidste tog, der forlod Kharkiv, før byen blev besat af nazisterne. Vi vendte tilbage i 1943, men mindet blev hos mig, og selv mange år senere, efter Sovjetunionens sammenbrud, sad rædslen ved at blive vækket af luftalarmens hyl stadig i mig.”

I serien ’Red’ (1968-75) illustrerer Mikhailov, hvordan det kommunistiske symbol, farven rød, gennemsyrede alt i det sovjetiske Ukraine.

Hvordan fandt du din vej ind i fotografi?

”Ligesom mine forældre forfulgte jeg en karriere inden for ingeniørfaget. Men da jeg i begyndelsen af 60’erne meldte mig ind i filmklubben på det regionale fagforeningshus for amatørkunst, vakte det min søgen efter ytringsfrihed.

I midten af 60’erne foreslog jeg ledelsen af den statsejede fabrik, hvor jeg var ansat, et nyt projekt: en kort dokumentarfilm om fabrikkens historie. Til dette formål gav de mig både et filmkamera og et fotografiapparat. Jeg meldte mig ind i Kharkiv fotoklub og brugte al min fritid på fotografering og eksperimenter i mørkekammeret. I starten forsøgte jeg at efterligne de effekter, jeg så i tyske og tjekkiske fotomagasiner, og tog billeder af nøgne modeller.”

BAG KAMERAET

Boris Mikhailov, født 1938 i Kharkiv, Ukraine. Uddannet ingeniør. Selvlært fotograf.

Havde sine første fotoudstillinger i Kharkiv i 60’erne, hvor han fotograferede hverdagslivet under det kommunistiske regime i Sovjetunionen. Har siden Sovjetunionens sammenbrud haft udstillinger over hele verden, og hans værker er at finde i de permanente samlinger på nogle af verdens mest fremtrædende kunstmuseer som MoMa i New York samt Tate og Victoria and Albert Museum i London.

Udstillingen ’Ukrainian Diary’ kan opleves i Den Sorte Diamant i København frem til 11. januar.

Men under kommuniststyret var det kun tilladt at tage ’autoriserede’ billeder …

”Regimet havde meget strenge regler. Alt, hvad der kunne tolkes som at sætte den sovjetiske livsstil i et dårligt lys, herunder fattigdom, sygdom eller beruselse, var forbudt. Selv fotos af jernbanestationer kunne føre til mistanke om spionage. Billeder af den nøgne menneskekrop – bortset fra dem, der var afbildet i gamle mestermalerier på museerne – blev betragtet som pornografiske og derfor en forbrydelse. Rationalet bag censuren var ikke primært moralsk, men snarere socialt. Formålet var at indgyde en følelse af skam over kroppen og udøve kontrol gennem frygt og skyld.

Da jeg begyndte at fotografere, arbejdede jeg under jorden, ude af stand til at udstille mit arbejde. Det gav mig betydelig frihed til at eksperimentere uden at bekymre mig om censur. Men efter mine første offentlige udstillinger, som var knyttet til fotoklubben, og mine rejser for at deltage ved fotofestivaler i Litauen fik jeg mange problemer med KGB. De ransagede mørkekammeret på fabrikken, fandt mine fotos af nøgne kvinder, afhørte mig, ransagede min lejlighed, ødelagde mit arbejde og fik mig fyret fra
mit job.” 

Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.

I ’Case History’ (1997-98) portrætterer Mikhailov de mange hjemløse og fortabte, der blev glemt efter Sovjetunionens sammenbrud.

Var du ikke bange? 

”I lang tid var jeg stresset og bange, men det gav mig også værdifuld indsigt. Det lærte mig at udvise forsigtighed i mit arbejde og at opretholde en indre styrke og overbevisning. Det lykkedes mig at overvinde frygten og fortsætte med at forfølge de fotografiske projekter, som jeg følte, jeg måtte føre ud i livet.”

Så hvordan lykkedes det dig at omgå censuren?

”Selvom det officielt var forbudt at tage billeder af almindelige hverdagsmennesker og -scener i Kharkiv, var dette emnet for min årelange serie ’Black Archive’, som jeg påbegyndte i 1968. Det var nødvendigt for mig at tage disse fotografier i hemmelighed, ofte ved at fotografere folk bagfra på gaden. Jeg brugte bevidst ’dårlige’ fotografiske teknikker for at producere billeder af markant ringere kvalitet, som dermed fremstod mere tilforladelige. Jeg overtrådte reelt de etablerede normer og konventioner for sovjetisk fotografi, både i forhold til det indhold, jeg fangede, og den måde, jeg fangede det på: dårligt fotografi af et dårligt liv.”

Håndkoloreret portræt af to unge mænd. Fra serien ’Luriki’, 1971-85.

Hvordan ændrede dit liv og arbejde sig efter Sovjetunionens fald?

”Umiddelbart blev det, der skulle have været en fejring, til et kollaps. Ukraine var i laser. Gaderne var fyldt med fattigdom. Jeg gik ud med et panoramakamera og lavede serien ’By the Ground’, der begyndte med et fotografi af en kvinde, som lå på jorden – en af de første hjemløse, jeg nogensinde havde set. Jeg fik større frihed i mit arbejde og begyndte at lege med og manipulere mine billeder.

I 1991 var Sovjetunionen blevet brudt op i 15 selvstændige nationale republikker, og jeg skabte en serie selvportrætter med titlen ’National Hero’, hvor jeg var i tøj prydet med ukrainske ornamenter. På et billede er jeg klædt som soldat, hvor traditionelt ukrainsk broderi erstatter sovjetiske insignier på min uniform, som om jeg forsøgte at forudse den visuelle identitet, der ville opstå med dannelsen af en ny nation.”

Hvad kan folk forvente, når de besøger din udstilling ’Ukrainian Diary’ i København?

”På en måde er udstillingen min livsdagbog, hvor fotografiet formidler observationer, minder, indtryk og stemninger. Det handler både om det personlige og det sociale, og man kan se lidt af alt, hvad jeg har foretaget mig som fotograf. Det er en samling af mange serier, gamle og nye, alle meget forskellige, men konceptuelt forenet: Samlet set udfordrer udstillingen de konventionelle grænser for fotografi.”

Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.

Hvordan er du påvirket af den nuværende krig i Ukraine – som menneske og som kunstner? 

”Krigen ændrede mit liv fuldstændigt. Vores børn fra Kharkiv, to hele familier, er flyttet til Berlin for at bo hos os. Udfordringerne ved denne omvæltning og den daglige hjertesorg over nyhederne fra Ukraine betyder, at jeg føler mere angst i mit liv end tidligere. I lyset af det hele genovervejer jeg for tiden mit arbejde for at finde en æstetisk tilgang, der kan afspejle de komplekse følelser, krigen vækker i mig.

Jeg ser tilbage på mine tidligere værker og finder nye betydninger og metaforer, og det giver mig en følelse af, at det, jeg gjorde for længe siden, stadig er relevant. Og et håb, ja, endda en optimisme omkring det arbejde, jeg i øjeblikket beskæftiger mig med. Måske vil det også vise sig at være vigtigt.”

Alle billeder af Boris Mikhailov © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn

/

Oktober-fest

Hvad skal I lave, hvor skal I hen, og hvad skal I se? Fem tips til farverige, indsigtsfulde og skrækindjagende efterårsdage på tværs af landet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Bastholm

ÅNDERNES HUS

Omkring allehelgensaften er der som bekendt forøget risiko for at rende ind i genfærd og andre ugudelige skabninger. Også på midtfynske Egeskov Slot, hvor trolde, hekse, zombier og massemordere i anledning af halloween flytter ind i slotsparken i oktober, og børnene blandt andet kan gå på skattejagt, bage snobrød og lade sig skræmme i flere styrker, alt afhængigt af alder og mod.

12.-20. oktober – også 20.-29. oktober (dog kun pynt og ingen events). Læs mere om efterårs-feriens events på egeskov.dk 

HELT NED I PLOVFUREN

Tag til Moesgaard, og få det hedensk, når det arkæologiske og etnografiske museum slår dørene op for en særudstilling om dengang for omtrent 10.000 år siden, hvor mennesket holdt op med at leve nomadisk og i stedet begyndte at dyrke jorden og blev optaget af de guder, der giver frøet kraft til at spire og gro. ’Moder Jord’ følger stenaldermenneskets dyrkelse af det guddommelige fra den første frugtbarhedskult i Mellemøsten til gådefulde ceremonier ved Stonehenge, og udstillingen bygger på helt ny forskning.

Åben fra 11. oktober. 

Foto: PR

TALER DU ULDJYSK?

Fra gammel tid har man fremstillet uld og garn på heden i området omkring Herning, og byens økonomiske vækst i anden halvdel af 1900-tallet blev skabt af en tekstilindustri, der er så kulturelt velforankret, at den er kommet på museum. For tiden kan du blandt andet besøge udstillingen ’We Are the Champions’ – en fortælling om 70 års sportstøj, foreningsliv og storklubber, hvor du kan lave flotte mønstre på Stadium Styleren eller tage et slag bordhåndbold.

Læs mere om Tekstilmuseet på museummidtjylland.dk

NØRDPARADIS

Dan Turèll skrev engang sådan cirka, at han havde al sin livslærdom fra Anders And. Selvfølgelig som en an(d)ti-elitær provokation, men også i reel respekt for tegneseriemediet. Heldigvis bliver man i vore dage aldrig for stor til at læse Anders And. Bare spørg Radio Rackham, det sandsynligvis mest dybdegående, belæste og passionerede reservat for kunstformen i Danmark. Tegneren Thomas Thorhauge, kunsthistorikeren Matthias Wivel og den visuelle redaktør Frederik Storm er værterne, der pingponger, inviterer gæster i studiet og tager hjemlig og international tegneseriekultur under analytisk behandling.

Find en skatkiste af episoder på SoundCloud.

TIDSREJSE

Får du også gåsehud af fryd ved tanken om de næsten ubegribeligt forvoksede reptiler, der engang gjorde jorden usikker? På Lolland, nærmere bestemt på Evolutionsmuseet i Knuthenborg, kan du komme millioner af år tilbage i tiden og helt tæt på velbevarede uddøde kød- og planteædere som allosaurus og torosaurus såvel som flotte eksemplarer af kæmpedovendyret og archaeopteryx, den fjerklædte dinosaurus, du ved, som palæontologerne interesserer sig brændende for, fordi den repræsenterer et mellemstadie mellem dino og fugl.

 

/

Med på vognen

Vi har samlet oktobers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:HMG/Hamburgviews/Matthias Plander

MØD MUREN

Bunkeren i Hamborgs Feldstrasse blev bygget som værn mod allieret luftskyts. Efter krigen overvejede man at fjerne den 75 meter brede og 35 meter høje betongigant, der ligger i Sankt Pauli-kvarteret, men frygtede, at sprængstoffet, der skulle bruges til at vælte den, også ville få de omkringliggende bygninger til at smuldre. Siden rykkede kreative erhverv og natteliv ind bag de tre en halv meter tykke mure, og efter fem års byggeri åbnede Feldstrasse-bunkeren denne sommer i en helt ny, forgrønnet version med 20 ekstra meter tilføjet i højden og et frodigt udvalg af gastronomi, hoteldrift, musik samt et museum om den mørkere del af bunkerens historie.

Læs mere på hamburgbunker.com

Foto: Rico Feldfoss

ØRET TIL JORDEN

Ud på tur, aldrig sur, siger nordmændene. Men måske bliver smilet endnu bredere med den rette musik, for eksempel Carl Nielsens, som nu er blevet knyttet til en stribe fynske landskaber mellem Odense og Faaborg på 12 ruter, der tilsammen udgør Carl Nielsens Camino. Lydvandringen på i alt 120 kilometer er blevet til gennem 34 nyindspilninger af Carl Nielsen og efter interview med mere end 50 lokale fynboer og Nielsen-eksperter. Prøv for eksempel seks kilometers typisk fynsk husmandslandskab fra Freltofte Fælled til Nørre Lyndelse Kirke med ’Tågen letter’ i hovedtelefonerne, og hør om kompositionens blodige baggrund.

Download appen Useeum, og lyt gratis til Carl Nielsens Camino.

Det folkekære Svinkløv Badehotel ligger i bunden af Jammerbugten. Illustration: Martin Schwartz

STAYCATION

Du kender muligvis Martin Schwartz for hans minutiøst tegnede, collageagtige plakater med den mest ikoniske arkitektur fra København og andre europæiske storbyer. Nu har den omhygge-lige illustrator rettet blikket mod monumenter, palæer og langt mere ydmyge bygninger rundtomkring i vores eget lille land – fra Amalienborg og nu nedbrændte Børsen over fiskepakhuse i Skagen og en pølsevogn i Slagelse til en diskret stationsbygning i Fruens Bøge. Nyd det hele og meget mere hjemme fra lænestolen med bogen ’Danmark i detaljen’, der tillige er en malebog for alle med tålmodighed og sirlig tuschføring.

Udkommer i oktober på Grønningen 1.

Stik af Crispin de Pas fra 1648: Djævleklædte fyrværkere genner lastefulde kvinder ind i et flammende dragegab til en af Christian IV’s fyrværkeriforestillinger på Københavns slotsplads. Foto: Det Kongelige Bibliotek

BÅL OG BRAND

Mange fakta omkring hekseprocesserne i 1600-tallets Danmark er dunkle, men vi ved, at Christian IV personligt involverede sig i sagerne mod Maren Splids, Christenze Kruckow og Maren Ringsbjerg, som han fik til Københavns Slot, hvor de blev dømt for trolddom. Slottet står ikke længere, men ruinerne findes under Christiansborg Slot, og her kan du for tiden opleve en udstilling om de tre kvinder og den frygtelige død, de mødte. Scenograf Ditte Marie Walter Tygesen og museet HEX! i Ribe har været indover, og Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl og Vigga Bro lægger stemmer til.

’Magt & magi – Dømt som heks på kongens slot’ løber frem til 27. april 2025.

Foto: Kunsten

SSSH!

Brug for ekstra ro mellem ørerne? Kunsten i Aalborg inviterer på udvalgte tidspunkter igennem efteråret sine gæster til at opleve museet med telefonen på lydløs og tasker, jakker, sko og samtaler parkeret i garderoben. Brug for eksempel stilletimerne til at fordybe dig i værker af senegalesiske Omar Victor Diop, ungarsk-danske Orsolya Bagala eller helt danske Esben Weile Kjær, og gem diskussionen til bagefter.

Prøv Silent Hour mellem 9:00 og 10:00 første søndag i oktober, november og december. 

/

Med på vognen

Vi har samlet septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Kåre Viemose

HELT ÆRLIGT, IGÅ!

Aarhus – kystens, smilets, havnens (og fodboldens) by – kender mange måske på overfladen, men med guidebogen ’Hva’ saa!’ i hånden kan du tage til verdens mindste storby og opdage flere af dens hemmeligheder. Guiden er blandt andet bygget op som en slags memory lane-samtale mellem Lars Muhl og Andreo Mielczarek, man møder derudover 40 kendte aarhusianere, og så byder den på masser af konkrete tips om byen, det er svært ikke at holde af.

’Hva’ saa!’ er udkommet på forlaget Frydenlund.

Foto: Daniel Rasmussen

SKÆRMSMART VINGESUS

’To bot or not to bot’ er det nye spørgsmål i Helsingør, hvor verdens første byhistoriske AI-guide nu kan besvare (næsten) alle de spørgsmål, du måtte gå rundt med. Den kunstigt intelligente byguide fungerer som en chatbot, og den er stopfodret med 18.000 sider historiske dokumenter fra Museum Helsingør. Vil du for eksempel vide, hvem der har boet i Strandgade nummer 27, griber du bare smartphonen og spørger den, når du går forbi.

Se mere på museum-helsingor.dk

Foto: Hvide Sande Masterclass

KLASSISKE LYDBØLGER FRA VESTERHAVET

Hvide Sande er for nogle en gammel vittighed om, hvor man har været på ferie, hvis man er bleg. For andre er det -stedet for surfere, fiskere og stiv vind fra æ -westkyst. Men hvert år i september forvandles den lille by til en farverig og kosmopolitisk bølge af klassisk musik under Hvide Sande Masterclass. 13.-21. september giver 25 unge musikere fra 10 forskellige lande – coachet af fem professorer – den maks. havgas og fremfører 11 koncerter. 

Se mere på hvidesande-masterclass.dk

‘Trilogi med støvsugere II’, 1996-97, Statens Museum for Kunst. Foto: Jacob Skou-Hansen.

DOMINA SPILLER DOMINO

Inge Ellegaard (1953-2010) har været på vej ud i glemslen. Men med udstillingen ’Inge Ellegaard – Billeddomino’, den første museumsudstilling af kunstnerens værker i 24 år, sætter Sorø Kunstmuseum fokus på den modsatrettede vildskab og struktur, det maleriske talent og den drillesyge humor, der kendetegner 80’er-kunstneren. Tag selv til Sorø, og sug hendes billedverden til dig. Udstillingen er åben 6. september – 23. februar 2025.

Se mere på sorøkunstmuseum.dk 

Foto: Malthe Ivarsson

ARBEJD, ARBEJD!

Vi er 9 til 5 en nation, der definerer os gennem arbejde, og selvom ikke alle elsker det, elsker vi at tale om det. Fra 6. til 22. september smøger Golden Days ærmerne op og går til kaffemaskinen, til møde og til makronerne med mere end 200 festivalarran-gementer – -koncerter, byvandringer, fyraftens–øl, film og fællessang.

Se mere på goldendays.dk

Foto: Charlotte Lydholm, Kirkefondet

KIRKER I VEJEN

Pump cyklen – og eventuelt din indre pilgrim – og tag på opdagelse blandt den del af vores kulturbygninger, der bærer kors. 421 kirker i hele Danmark er med i årets to brochurer over danske vejkirker og andre åbne kirker – en for Jylland og en for Øerne. Brochurerne, der udgives af Kirkefondet, har komplette oplysninger på kirkernes beliggenhed, åbningstider, seværdigheder, arrangementer, natur, specielle gravsteder – og stik til din el-cykel.

Se mere på vejkirker.dk

/

Vindstyrke

Tobias Kippenberger fløj fra reden med en rockstjernedrøm. Nu vender han tilbage til Esbjerg for at sætte havnebyen på festival-landkortet og blæse nyt musikalsk liv i fødebyen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Philip Skovgaard

MENS MANGE ANDRE danskere gik rundt i deres corona-boble og mærkede nye drømme og ambitioner melde sig i maven, efterlod nedlukningens lange solskinsdage en lyst inden i Tobias Kippenberger til at give noget igen til sin hjemby.

”Når jeg tænker tilbage på Esbjerg i mine teenageår, havde jeg et fedt øvelokale, og jeg gik på et fedt gymnasium med mange sjove mennesker. Der var et kulturhus for unge, hvor jeg og mit band fik frie hænder til at arrangere koncerter. Jeg arbejdede som frivillig på Tobakken, byens største spillested, hvor jeg kunne komme tæt på de rigtige musikere og snuse til backstagelivet. Nogle havde tænkt sig om og arbejdet for, at den slags oplevelser var lagt til rette for mig. Men i bakspejlet har jeg det også, som om jeg var lidt utaknemmelig dengang,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at synge i The Floor Is Made of Lava omkring afslutningen på folkeskolen og skyndte sig til København sammen med bandkammeraterne, så snart de var blevet studenter.

”Vi havde udlængsel og store armbevægelser, som vi følte, Esbjerg ikke kunne levere på. Vi havde høje tanker om os selv. Og vi ville gerne have et større publikum,” siger den nu forhenværende forsanger.

Foto: NorSea

I KØBENHAVN OPDAGEDE de, at det var meget sværere at tiltrække publikum, end det havde været hjemme i Esbjerg, men de kløede på, spillede på halvtomme cafeer og knoklede for at blive Månedens Demo i Gaffa, og efterhånden fik de hul igennem til en pæn position på den danske indie-scene med prisnomineringer og flere storspillende radiosingler. Og en gang eller to om året vendte de hjem for at spille på Tobakken eller til en byfest.

”Det var en meget positiv oplevelse at vende hjem til Esbjerg. Vi fik et klart kernepublikum og blev altid taget imod med klapsalver og kyshånd. Man bliver måske mere interessant, når man bevæger sig uden for bygrænsen – og klarer den,” siger Tobias Kippenberger.

Tre album med tilhørende turneer blev det til i løbet af de syv år, der gik, inden bandet holdt sin sidste koncert på Plænen i Tivoli en septemberfredag i 2013.

”Det var syv intense år. Jeg tænkte nærmest kun fra hånden til munden. Men til sidst blev jeg ramt af en lyst til at blive voksen, til at have lidt længere lys på,” fortæller han.

”Måske var vi kreativt nået i mål med hinanden i bandet. Vi havde drevet det til noget fedt, som vi endda kunne leve af. Men måske var der også en tvivl på, at succesen kunne vare ved, at vi kunne vinde verdensherredømmet med vores musik?”

MANDEN PÅ BROEN

Tobias Kippenberger, 40 år. Fra Esbjerg.

Festivaldirektør for Suset.

Har arbejdet med bogholderi, økonomisk rådgivning og været forsanger i bandet The Floor Is Made of Lava.

Ifølge forsangeren var det ikke vanskeligt at trække sig tilbage fra rampelyset. I virkeligheden havde han aldrig levet for opmærksomheden – var der en rød løber, blev den undgået nærmest demonstrativt. Og sideløbende var han begyndt på Rytmisk Musikkonservatoriums bacheloruddannelse Music Management – med hans egne ord en lidt flygtig uddannelse rørt sammen af lidt musikhistorie, lidt markedsføring og lidt jura. Men også økonomistyring, som fik ham til at se lyset, mens han svedte over et merchandise-regnskab for bandet og kæmpede med at få kredit og debet, aktiver og passiver til at gå op. Følelsen, da det lykkedes, var velkendt.

”Jeg har altid nydt fordybelsen. Da jeg spillede i band, var det måske ved at sidde oppe til klokken fire og skrive på en sang og prøve at få ordene til at skabe en reference, en cirkulær bevægelse eller på en tredje måde gøre teksten spændende. Nu var det så fordybelsen i tallene i et regnskab,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at lave regnskaber for andre musikere, da The Floor Is Made of Lava lukkede ned. Snart opbyggede han sig en kundegruppe i miljøet.

”Jeg havde jo ingen revisoruddannelse, men måske talte vi samme sprog. Måske følte de artister sig ikke lige så skyldige, når de kom og afleverede en gammel Netto-pose fyldt med krøllede kvitteringer til mig, som de ville have gjort over for et eller andet stift jakkesæt.”

Foto: NorSea

MED TIDEN VAR det ikke kun krøllede kvitteringer fra turbus-livet, han tog sig af. Efterhånden havde flere af kunderne både bestyrelser og organisationsstruktur. Tobias Kippenbergers opgaver spredte sig over både bogholderi, administration og økonomisk rådgivning, og en dag tilbød en kunde ham en stilling i en ny startup, der skulle lancere en online billetplatform. Havde han lyst til at prøve at arbejde med IT, spurgte de og gjorde ham til landechef for den nye platform, Tikkio.

”Jeg har aldrig været god til at sætte mig på en stol og læse op på ting. Jeg er mere learning by doing, men jeg har åbenbart en tro på, at jeg altid kan lære noget nyt og få det til at fungere,” siger Tobias Kippenberger, der sammen med sin nye arbejdsgiver rendte panden mod en mur, da corona i 2020 kom ind på scenen og minimerede mulighederne for at sælge billetter til noget som helst.

Han blev fritstillet og gik rundt i sin have i det gode vejr i noget, der føltes som en evighed. Gjorde sig lidt tanker. Og fik lyst til at gøre en indsats for den musikalske talentmasse i Esbjerg.

”Jeg var på det tidspunkt engageret i et talentprogram i København og tænkte, at man måtte kunne lave noget tilsvarende i Esbjerg.”

De næste par år rejste Tobias Kippenberger ikke bare til Esbjerg i ny og næ for at besøge sin mor og sine svigerforældre, men også ofte for at tale med de unge, med kulturbranchen, med rådhuset og med erhvervslivet – for bedre at forstå, hvad det egentlig er for et sted, han kommer fra. 

Esbjerg har ry for at være god til at omstille sig og har igennem sin godt 150 år lange historie både været afskibningspunkt for landbrugsvarer til England, vigtig fiskerihavn, knudepunkt for offshore-trafik og centrum for vindenergi og grøn omstilling. Senest er Esbjerg Havn på NATO’s ønskeliste, hvis sejlrenden kan blive uddybet nok til de store krigsskibe. 

Mange forbinder imidlertid stadig byen med brune værtshuse, rødspætter i dyngevis og en på kassen, hvis man stikker en udefrakommende næse for langt frem. Samtidig har byen desperat brug for nyt blod for at kunne opretholde sin rivende kommercielle udvikling. Men landets femtestørste by er måske nok en af Danmarks yngste byer, men ikke nødvendigvis nogen magnet for unge tilflyttere.

”Erhvervslivet er lykkedes med at skabe virkelig mange arbejdspladser og har trukket mange virksomheder til byen. Der er vindkraft. Power to X-anlæg. Det er sindssygt, hvad der foregår på den havn,” siger Tobias Kippenberger. 

”Men man har også svært ved at tiltrække den bedst uddannede del af arbejdsstyrken. Engang var det et fiskersamfund, nu har man brug for jurister og ingeniører. Den rekruttering er ikke i mål. Der er kommunen og erhvervslivet enige i, at det godt kan betale sig at gøre byen mere attraktiv.”

ALT GODT FRA HAVET

Havnen danner rammen, og havnen bliver et gennemgående tema på den nye festival, hvor der blandt andet kommer til at være knallertræs på havnen ved den lokale Puch Maxi-klub Maxi Maniacs og – håber festivaldirektøren – lokale specialiteter som bakskuld (saltet, lufttørret skærising) og kaffepunch.

UNDER ARBEJDET MED byens musikalske talent fik Tobias Kippenberger den idé at skabe en ny stor musikfestival, lige dér, midt på havnen. I knap 30 år havde man Esbjerg Rock Festival, men den opløste sig selv efter 2018-udgaven på grund af dårlig økonomi. Sidste år gik Tobakken konkurs, stedet åbner dig igen i august, men kulturlivet mangler infrastruktur.

”Alle store, moderne musikproduktioner hænger lyd- og lysanlæg op i loftet. Men Esbjerg har ingen scene, der kan rumme de største danske navne. Der er kun en håndboldhal med et skrøbeligt gammelt loft. Så de største danske artister kører bare i en bue udenom. Hele Sydjylland er skåret af,” siger Tobias Kippenberger, der sidste år begyndte som direktør for Suset, den nye festival, der har premiere på Esbjerg Havn i august i år. 

I ryggen har han koncert- og festivalarrangøren Live Nation, der blandt andet har nyere danske festivaler som Heartland og Copenhell i porteføljen, og i partnerkredsen finder man også Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn og repræsentanter for det lokale erhvervsliv. På plakaten hedder hovednavnene blandt andet Teddy Swims, Medina, D-A-D, Andreas Odbjerg og Tessa, og omgivelserne bliver asfalt og beton, kajkanter, bliklagerhaller og høje lysmaster.

”Suset er en mainstream-festival, og ambitionen er i første omgang at få de største danske artister tilbage til Esbjerg. Det synes jeg, byen fortjener. Samtidig er en festival mere end musikken, så vi forsøger at skabe en totaloplevelse, der trækker på Esbjergs identitet som havneby. Det skal være et særligt univers, du kan træde ind i, som du ikke får på andre festivaler. Vi drømmer om at få et 20 meter højt skib til at lægge til kaj og danne kulisse. Vi drømmer om en kæmpe kran inde midt på pladsen, hvor vi kan indrette en bar og hænge en kæmpe diskokugle i hejseværket.”

Og hvorfor kalder I festivalen Suset?

”Det er en del af esbjergensernes egen kernefortælling: Her blæser det altid. Det ville vi gerne finde et positivt ord for. I Esbjerg kan der være en tendens til at tale sig selv lidt ned. Jeg vil hellere tale det op.”

Suset finder sted for første gang på Esbjerg Havn 16.-17. august. Der er 10.000 billetter til salg. Hør blandt andre Teddy Swims, Anne Linnet, Noah Carter, Malte Ebert, Nik & Jay og Magtens Korridorer.

/

Spændt op til lir

Rigtige senge og blomster i vaser. Glamping er populært, og de bløde overnatningssteder findes overalt i landet. Hollandske Tirza Snip og hendes partner forelskede sig på et danmarksbesøg i Langeland og endte med at slå teltpælene ned.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:Tiki Camp

JEG ER VOKSET op med traditionel camping med telt og er ikke så meget til hoteller, fordi man er inde i en bygning. Jeg vil hellere være tæt på naturen. I Amsterdam boede vi midt i byen og havde travle jobs i mediebranchen – jeg i marketing, og min partner Nicki Dreyer arbejdede med tv – og når vi skulle have en pause fra hverdagen, kunne vi godt lide at tage på ture og være udendørs, men med en vis komfort. Jeg tror, det er det, folk vil have nu, fordi alting går så hurtigt. Når man tager på ferie, vil man gerne have en pause fra de mange indtryk og bare hænge ud. 

Vi ville gerne have en anden livsstil og starte noget, som kunne forene de ting, vi elsker: natur, dyr, camping, ø-stemning og stil. Og gøre de ting tilgængelige for andre. Så vi kiggede os omkring uden for Holland, hvor der er meget pakket, og det var svært at finde et godt sted. Vi kørte først sydpå i vores gamle Hymer-autocamper, men vi blev enige om, at det er for varmt for os i Sydeuropa, og at vi hellere ville kigge mod nord. Glamping var ikke planen fra starten, men den idé begyndte at udvikle sig.

VI KENDTE IKKE noget til Danmark, men vi kiggede på Sverige på grund af naturen, de rare mennesker og de fine, gamle skoler. Ved et tilfælde faldt Nicki på nettet over et hus på Langeland, og så tænkte vi, at vi måske skulle tjekke Danmark ud. Da vi kørte herop for at se huset, tænkte vi bare: ”Wow!” Især Fyn var meget smuk at køre igennem, og Langeland havde mange gamle gårde, som var billigt til salg. 

Gården, vi kiggede på, var med bindingsværk og stråtag og var meget charmerende. Det var vinter, og vi tænkte, at når vi allerede syntes, at det var skønt dér, måtte det være ekstremt skønt om sommeren. Vi var her i februar og flyttede herop i juni.

Vi vil gerne være et sted, hvor der er rigtig rart at være, og jeg kan sige, at når vores gæster kommer her, sætter de automatisk tempoet ned og laver mad over bål, hilser på dyrene, går en tur igennem køkkenhaven og siger til os, at det er virkelig rart. Det er et lille sted, så vi føler det næsten, som om folk er gæster i vores private hjem. Vi følte os selv stressede i Amsterdam og kunne nogle gange miste forbindelsen til hinanden og til os selv, fordi vi altid var online. Det, vi skaber her, er et sted, hvor folk kan genskabe forbindelsen til hinanden og slappe af.  Mange finder sig til rette i deres telt, giver det et personligt touch, nulstiller og nyder forbindelsen med naturen.

ER DU OGSÅ EN TELTHUND, DER GLAMMER?

I Tranekær på Langeland kan du bo i glampingtelt, træhytte eller i en såkaldt star dome med panoramavindue. Der er badefaciliteter, sauna, legeplads og klatretræer, klappedyr, brænde til at lave bål med og et fælles køkken med pizzaovn.

Der er masser af andre steder i landet, der også tilbyder glamping. Find dem på campanyon.com eller på glampingguiden.dk

I ÅRENE EFTER vi åbnede vores glamping camp i 2018, så vi, at mange andre steder poppede op, og efter corona gik det hurtigt. Jeg tror, det skyldes, at glamping er en kombination af at være på et hotelværelse og i naturen. Du har komforten, men kan samtidig høre fuglene synge om morgenen.

Når man skal på ferie, vil man gerne have garanti for vejret, men det findes jo ikke. Det er sjovt, for i Danmark er folk faktisk meget afslappede i forhold til vejret. Sikkert fordi de er vant til, at det er foranderligt. Typisk gør folk sig det hyggeligt indendørs, og vi har forskellige overnatningsmuligheder, så hvis folk er meget bekymrede, vil vi anbefale at booke et af de større steder, hvor der er mere plads til indendørs hygge. Men selv det år, hvor det regnede i hele juli, var der hele tiden børn ude at lege.

Tirza Snip (t.h.) og Nicki Dreyer forlod Amsterdam i 2018. De har en datter på tre og venter en lille dreng. Til familien hører også to hunde og to katte.

VI ELSKER DANMARK om sommeren, når solen skinner, markerne er gule, og aftnerne er lange. Det er nemt at komme ud i naturen i Danmark, og her er ikke lige så mange mennesker som i Holland. Det er meget afslappet her.

Det, vi virkelig godt kan lide på Langeland – og det gælder nok for det meste af landet – er, at du altid er tæt på stranden. Her er også vilde heste, og hvis man kigger godt efter på markerne, kan man også se kaniner, rådyr og andre vilde dyr. Vi tænker tit, at vi på Langeland om sommeren bor i landskabet fra ’Teletubbies’. Naturen er så nuttet her med bakker og en lille smilende sol.

/

Mordets gåde

De optræder i bøger, på film og på tv, men desværre også i virkeligheden. Florence McLean er ekspert i seriemordere, men hvordan undgår psykologen og forfatteren at lade ondskaben påvirke sit humør?
Tekst:Rikke Thue PoulsenIllustration:The Noun Project

Du er uddannet psykolog og har skrevet speciale om seriemordere. Hvad var det, der interesserede dig?

”Du kan næsten ikke finde noget værre end mennesker, der slår andre mennesker ihjel for at udleve noget psykologisk og få kontrol eller magt, som seriemordere gør.

Der er jo mange andre ting, man kunne vælge at gøre, så hvorfor gå ud og slå nogen ihjel? Det er det store spørgsmål. I dag ved jeg meget mere om, hvad det er, der får dem til det, men følelsesmæssigt har jeg stadig svært ved at forstå det.”

Hvad karakteriserer en seriemorder?

”Næsten alle seriemordere har selv været udsat for noget forfærdeligt tidligere i livet. Men det, de udlever, når de slår ihjel, er forskelligt fra person til person. Så man kan ikke definere én type. Men når nogen spørger: ’Hvordan spotter man en seriemorder?’, så siger jeg: ’Prøv at kigge dig omkring, og find den mest charmerende, almindelige og venlige person.’ Ofte har man ingen mulighed for at se det udefra, og når der er begået et mord, hører man tit folk sige: ’Åh gud, var det ham? Det kan jeg ikke tro, han var da så sød.’ Ja, præcis. ”

Til dit speciale og i din forskning har du været i kontakt med langt over 100 seriemordere. Hvordan fungerede kontakten?

”Jeg fik adresserne på en masse seriemordere af mine kontakter i branchen og lavede et spørgeskema, som jeg sendte til dem med brev. Det var spørgsmål som ’Hvorfor tror du selv, at du er blevet seriemorder?’ og ’Hvad tror du, der skulle til, for at du ikke var blevet seriemorder?’ De fleste af dem vidste jeg kun var seriemordere, men ikke hvad de havde lavet, eller hvem og hvor mange de havde slået ihjel, fordi det ikke var selve drabene, jeg var interesseret i, men mennesket bag.

Nogle spurgte, om jeg ville komme på besøg eller sende billeder af mig selv, men det havde jeg besluttet mig for, at jeg på ingen måde ville. Det var min måde at styre, at det ikke var en relation. Vi var ikke venner, selvom jeg havde en god tone med dem.”

Foto: Thomas Howalt Andersen

OMRIDS AF FLORENCE

Florence McLean, 59 år. Foredrags-holder og forfatter.

Uddannet psykolog. Criminal profiler og gerningssteds-analytiker.

Har medvirket i tv-dokumentarer som ’Kriminelt’ og ’Når mænd slår kvinder ihjel’ på DR.

Forfatter til blandt andet ’Ondskabens psykologi – Profiler af seriemordere’. Udkommer med sin tredje bog i 2025.

Er der en af de seriemordere, du havde kontakt til, som du husker særligt godt?

”Jeg husker især Arthur Shawcross, som er en af dem, jeg har kommunikeret længst tid med, 2-3 år, og en af dem, jeg godt kendte til på forhånd. Han blev kaldt ’The Genesee River Killer’. Først voldtog han to børn og slog dem ihjel, efterfølgende slog han 11 kvinder ihjel. Han var slående normal at kommunikere med, selvom han havde haft et traumatisk liv, hvor han var blevet udsat for både fysisk, psykisk og seksuel mishandling. Han fik diagnosen PTSD, og han havde svært ved at få livet til at hænge sammen. Jeg har meget empati med Arthur Shawcross. Lige indtil han begår sit første drab, så har jeg ingen empati længere. Jeg har lavet en model, som jeg kalder multifaktormodellen, med 29 kendetegn, som man skal se efter, hvis man vil udpege en potentiel seriemorder. Det er tegn, som mange seriemordere har, og Arthur Shawcross opfyldte stort set alle sammen, blandt andet dyremishandling, ildspåsættelse, ufrivillig vandladning efter det 12. år, ondskabsfuldhed over for andre børn og en traumatisk barndom.”

Hvordan bliver du påvirket af kommunikationen med den slags mennesker?

”Jeg tror ikke, man kan undgå på den ene eller den anden måde at være påvirket af det. Men jeg har nogle strategier, jeg har opbygget over mange år. Jeg sidder for eksempel ikke og researcher om aftenen. Og, ja, seriemord er forfærdelige. Men man skal huske på, at jeg kommer jo ind i det her, når folk er døde. Jeg kan distancere mig lidt fra det. 

Så ingen mareridt?

”Nej, faktisk ikke. Jo, forleden havde jeg et mareridt, hvor jeg havde et arbejde i kommunen – det var frygteligt, ha ha! Men nej, jeg har ikke mareridt om seriemordere. Det er nok, fordi jeg bearbejder det, jeg beskæftiger mig med. Jeg har min egen supervisor, som er en psykolog, jeg har haft siden 2004, og som jeg bruger i mange sammenhænge. Jeg har Bent Isager-Nielsen (tidligere drabschef i Rigspolitiet, red.), som er min sparringspartner, mentor og en god ven. Derudover skriver jeg det hele ned og holder foredrag om det. Så jeg har hele tiden en ventilering i gang.” 

Tror du, det kræver et bestemt slags menneske at lave det, du gør?

”Jeg tror, det kræver nogle stærke strategier. Da jeg blev psykolog, fandt jeg ret hurtigt ud af, at du ikke kan hjælpe folk, hvis du bliver personligt påvirket af deres problemer. Du er nødt til at kunne distancere dig fra det for at kunne holde faget ud. Og så tror jeg også, at det kræver meget nysgerrighed på mennesker. Som psykolog er jeg nødt til at være nysgerrig i forhold til det, den, jeg sidder over for, fortæller mig. Når nogen fortæller mig, at de har gjort noget forfærdeligt, bliver jeg ved med at spørge ind, for eksempel ’Hvorfor? Hvad tænkte du? Hvad var dine følelser omkring det?’ I sidste ende handler det om at forstå mennesket, og jeg kan ikke forstå personen, hvis jeg ikke ved præcis, hvad det handler om – selvom det er voldsomme ting.”

OMRIDS AF EN MORDER

En criminal profiler udarbejder gerningsmandsprofiler og hjælper politiet. Profileren får oplysninger om sagen, efterforskningen og gerningsstedet, men uden politiets hypoteser for ikke at blive påvirket. Herudfra forsøger profileren at tegne et billede af den type person, der kunne have begået forbrydelsen.

Hvis et offer er blevet kidnappet på åben gade ved højlys dag, tyder det på en rolig og målrettet gerningsmand, der har kendskab til området. Personen vil muligvis også føle sig overlegen, da det er en forbrydelse med mange risici,

Charles Manson – kultlederen, der stod bag ni mord i 1969 – havde store mindreværdskomplekser omkring sin højde. John E. Douglas, der var med til at udvikle profileringsmetoden i starten af 70’erne, anbefalede derfor politiet at sætte ham på en højere stol under afhøringerne. Dermed var der større sandsynlighed for, at han ville indrømme sine forbrydelser, end hvis han følte sig nedgjort.

Hvorfor har vi ikke hørt meget om seriemordere i Danmark?

”Vi har dem jo nok. Jeg tror bare, de bliver taget første gang. Politiet er ret dygtige til at opklare sager. Vi er jo ikke et stort land, og vi har CPR-numre, så man er meget hurtig til at finde ud af, hvem folk er. Og så er vi trods alt også et skolelærersamfund, som jeg kalder det. Vi er bedre til at anmelde hinanden, hvis man ser noget bekymrende, end i USA. Vi stoler på politiet, og vi er ikke bange for at kontakte dem, hvis man har set noget i forbindelse med en sag. Vi er ikke bange for at blive fængslet og mistænkeliggjort uden grund.”

Du har efteruddannet dig til criminal profiler i USA, altså en, der laver gerningsmandsprofiler. Hvad bruger du den ekspertise til?

”I Danmark bruger man ikke rigtig criminal profiling, men efterforskere tager nogle af elementerne fra profiling og inkorporerer i deres arbejde. Jeg bliver indimellem spurgt om sparring i aktuelle eller kolde sager. Min viden står til rådighed for alle, der kan bruge den til noget. Men mit arbejde består mest i at skrive bøger, lave podcasts, tv-dokumentarer og holde foredrag ved siden af mine supervisionsopgaver og en håndfuld klienter.”

True crime-genren er meget populær herhjemme. Hvorfor tror du, at mord og forbrydelser fascinerer folk?

”Dengang folk blev halshugget på torvet, stod der også masser af mennesker og kiggede på. Det er jo det her med, at drab er det værst tænkelige, og det har nok altid fascineret os mennesker.”

/

Smut forbi

Pak sommernellikerne, og tag på tur til enten Ribe, Rudkøbing eller Roskilde – tre danske købstæder med historisk vingesus, lækker mad, skønne omgivelser, kunst og storslået natur.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:

RUDKØBING

Hop bare i havnen

Små byhuse veksler med gamle købmandsgårde ved siden af havnen, der er portalen til Det Sydfynske Øhav. Om sommeren er ø-hop noget af det hyggeligste, og fra Rudkøbing kan du tage færgen til Ærø og Strynø. På havnen kan du også snuppe en bordtenniskamp, låne en cykel eller benytte badeanstalten. Lige syd for havnen er der en fin sandstrand, men du kan også bare tage en dukkert direkte fra kajen.

Er du helt Ørsted?

Rudkøbing er H.C. Ørsteds fødeby, og den berømte fysiker pryder byen nær Gaasetorvet som statue. På Østergade 48 hos H.C. Ørsted Selskabet er der mulighed for at få indblik i fysikeren/kemikerens liv og i hans opdagelse af elektromagnetismen med en fin, lille udstilling. Du kan også selv forsøge dig med små eksperimenter. hcoersted.dk

Foto: Visit Langeland

Fra ko til bistro 

Kør sydpå, og nyd en frokost på Broløkke Herregård. Her er en tidligere kostald blevet transformeret til en moderne bistro, som i sommerhalvåret byder på retter med lokale råvarer fra Fyn og Langeland og på øl fra Broløkkes eget bryggeri. Du kan også besøge Restaurant 1758, som om aftenen serverer en femretters gourmetmenu. brolokke.dk

Fugle og hestekræfter

Kan du lide at kigge på fugle, så fortsæt til sydspidsen af Langeland, og stop ved naturreservatet Gulstav Mose, hvor der er fugletårn og bålplads. På græssletterne omkring mosen kan du desuden opleve flokke af vilde heste af racen exmoor, som græsser vildt i området i sommerhalvåret.

Foto: Sandra Gonon

Gimme shelter 

Naturen er en stor del af oplevelsen på Langeland, så hvorfor ikke sove i frisk luft omgivet af træer og med havudsigt? Nord for Rudkøbing ved Pæregård Strand er der mulighed for at overnatte i arkitekttegnede sheltere med plads til 3-5 personer. visitlangeland.dk 

Dyk ned i spionhistorien  

Langelandsfortet er et museum, der fortæller om den kolde krig. Her kan man komme ind i en bunker, som oprindeligt blev bygget til, at Danmarks Radio kunne sende fra under en potentielt kommende krig. langelandsfortet.dk

Klassisk himmel 

Siden 2019 har Steensgaard Gods på Nordlangeland lagt park og plæne til opera, operette og musical i begyndelsen af august. Tag picnickurv med, og nyd en frokost i parken inden koncerten. steensgaardopenair.dk

Foto: Mik Dahl/Storyflight

ROSKILDE

Driv den af

Fra Roskilde Havn kan du gå et stykke langs Fjordstien og finde vej til Sct. Hans Have Café – en lille oase, hvor du kan spise grøn frokost under vinrankerne i et af de store drivhuse. Der er også en lille butik, og du kan købe planter og krydderurter med hjem. Du kan også booke en frokost eller aftensmad på den traditionsrige færge M/S Saga­fjord og sejlende proppe både mund og øjne på Roskilde Fjord. scthanshave.dk, sagafjord.dk

Højt til loftet  

Uanset om du er historieinteresseret eller ej, så tag et smut forbi Roskilde Domkirke, og sug indtrykkene fra arkitektur, kalkmalerier, skulpturer og monumental – og royal – storhed til dig fra den UNESCO-udnævnte verdensarv. roskildedomkirke.dk

Gourmet i grunden  

Bestil bord på Raadhuskælderen, og se frem til en middag i omgivelser, der emmer af historie. Restauranten ligger ved siden af domkirken i hyggelige, rustikke lokaler under byens rådhus. Er vejret til det, så bed om et bord i gårdhaven. raadhuskaelderen.dk

Foto: Vikingeskibsmuseet

Vikingsize 

Vikingeskibsmuseet ligger helt ned til vandet i Roskilde Havn og med udsigt til fjorden gennem museets vinduer er det fascinerende at betragte de velbevarede rester fra de fem originale vikingeskibe. Sæt også tid af til at gå rundt i Sagnlandet Lejres forhistoriske miljøer og værksteder. Kongehallen, som er en genopførelse af Danmarks største vikingehal, giver et stærkt indblik i vikingernes boformer og byggemetoder. vikingeskibsmuseet.dk, sagnlandet.dk

Rok dig lidt

Tjek programmet på spillestedet Gimle, for hvad ville passe bedre end en koncert i den gode, gamle festivalby? Giv også turen tunerpedal ved at besøge museet Ragnarock, som i lyd og billeder fortæller om rock og ungdomskultur siden 50’erne. gimle.dk, museumragnarock.dk

Foto: Kenn Thomsen, Frydenlund

Rundtenom 

I og omkring Roskilde og Roskilde Fjord ligger der en mængde oplevelser og venter. Tag for eksempel en tur med trækfærgen over Kornerup Å, besøg modeljernbaneklubben i Hornsherred, eller gå en tur med en alpaca i Skuldelev. Find ud af hvordan og meget mere i ’111 steder ved Roskilde Fjord, som du skal se’, der netop er udkommet på Frydenlund.

Foto: Knud Erik Christensen

RIBE

Dommens dag

Danmarks ældste købstad rejser sig Harry Potter-agtigt i det flade marskland ved Vadehavet. Fra Ribe Domkirke kan man se ud over havet og til Esbjerg og Fanø. Landets eneste fem-skibede kirke rummer på grund af om- og tilbygninger igennem århundreder mange forskellige spændende stilarter og detaljer. Se, om du kan spotte Carl-Henning Pedersens bidrag til kirkens kunstværker. ribe-domkirke.dk

Kaffepause

I bymidten nær Ribe Å ligger Terpager & Co., som byder på nøje udvalgte lysristede specialkaffer. Den familiedrevne café har også et godt frokost- og vinmenukort, og ved siden af er en kjøbmandsbutik, som er en lille tidsrejse til de gode, gamle dage. terpagerogco.dk

Mægtigt vægtigt 

I gamle dage gik vægterne rundt og tændte gadelygterne og sang små vers. Den tradition er blevet genoptaget fra juni til oktober til glæde for besøgende, som kan gå med og høre om byens historie undervejs. Turen går igennem centrum af byen, hvor gadestrukturen er stort set uændret siden middelalderen.

Foto: Sydvestjyske Museer

Riis Rejser

Jacob A. Riis var en dansk-amerikansk journalist, fotograf og social reformator, som rejste fra fødebyen Ribe som ung og med sit kamera dokumenterede fattige immigranters kår i New York. Fotomuseet i hans navn giver et spændende indblik i både hans og immigranternes liv. jacobariismuseum.dk

Børn i bomulden

Ribe Kunstmuseum finder du i en fredet og totalrestaureret 1800-talsvilla, som oprindeligt var privat bolig for en prominent bomuldsfabrikant. Bag den renæssanceinspirerede facade kan du opleve dansk kunst fra 1750 til 1940 og fra 8. juni til 15. september særudstillingen ’Kids’ med fotos, du ville ønske, du selv havde taget af dine børn. ribekunstmuseum.dk

Chokodrys

Kan du lide kvalitetschokolade, laver den canadiske kok, bager og chocolatier Timothy Ibbitson fyldte chokolader og flødeboller, som er små kunstværker. Måske kan du også nå et chokoladekursus. temperchokolade.com

Foto: Adam Mørk

Tag med på træk 

Vadehavscentret, tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, rummer udstillinger om trækfugle og livet omkring Vadehavet. Centrets arkitektur afspejler naturen med blandt andet det karakteristiske tag belagt med 25.000 bundter tagrør. Kombinér besøget med en gåtur i nationalparken, som har status som verdensarv. vadehavscentret.dk

/

Med på vognen

Vi har samlet sommerens bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Estate of Vivian Maier, Courtesy of Maloof Collection and Howard Greenberg Gallery, NY

GADETEATER

Butiksliv, bevægelse og biler. Godtfolk, facader og følelser uden på tøjet. Det offentlige rum er en myldrende scene for den, der kigger efter. Amerikanske Vivian Maier levede et stilfærdigt liv som barnepige og plejer og stiftede ikke familie, men brugte fritiden på igennem årtier at knipse sine omgivelser i blandt andet New York og Chicago med sit Rolleiflex. Hendes hundredvis af fotos forblev ukendte for offentligheden, indtil de bortauktioneredes kort efter hendes død i 2009. Siden har hendes stjerne været stigende, og Maier betragtes i dag som en dristig gadekronikør på linje med hæderkronede street-pionerer som Henri Cartier-Bresson og Diane Arbus. Nu kan du se omkring 150 af den mystiske Maiers værker i Aalborg.

Indtil 22. september på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg.

GLÆDENS DRUER

Dansk vin? For et kvart århundrede siden en lidt grinagtig idé, men i dag en realitet takket være klimaforandringerne, kundskaberne hos producenterne og de løsere liggende gastro-penge i danske lommer. Danmark er efterhånden ved at blive et vinland, og der er nu så mange gode glas at nyde, at Groblaa Forlag har set sit snit til at udgive en guide til over 100 danske producenter. Bliv klogere på druer, stokke og jordbundsforhold, og læs også om vingården, der er begyndt at levere til en tostjernet Michelin-restaurant i Frankrig, og om vinbonden fra Jylland, der vandt guldmedalje for sin hvidvin til messen Dansk Vinskue, men aldrig har smagt sin egen vin, da han er tidligere alkoholiker. 

Læs mere på groblaa.dk/vinruten

Foto: David Stjernholm

STENBRUD

Parken ved Gl. Holtegaard har fået nye, underlige fliser. Kunstner Nina Beier har nemlig strøet den med flader af marmor og natursten, der oprindeligt er udskåret til bordplader til køkkener og badeværelser, men som i deres nye omgivelser i et udvalgt felt i parken fremstår som kæmpemæssige puslespilsbrikker, der ikke passer nogen steder. Beier har i det hele taget udfordret barokhavens stringente udtryk, idet der i løbet af sommeren gror vild bevoksning op gennem åbningerne på fremmedelementerne.

Nina Beiers ’Ø’ kan ses indtil 1. december. Barokhaven er åben for offentligheden året rundt. 

Foto: Mads Bordinggaard/Earthlander Media

SKÆRMYDSLER

Mange af tidens ubalancer i sind og sjæl vurderes at strømme fra den lysende smartphoneskærm og direkte ind bag vores pandevæg. Men glemmer vi i al bekymringen, hvilken ressource digitaliseringen også er, og hvilke muligheder teknologien giver os for at kommunikere, arbejde og udtrykke os? Arrangørerne af Resonans Festival tror, at vi har brug for et helt nyt dannelsesbegreb, der sætter os i stand til bedre at forstå, agere og trives i den digitale tidsalder, og i årets fjerde udgave af festivalen har man indkaldt blandt andre Svend Brinkmann, Jonatan Spang og Johanne Schmidt-Nielsen til at drøfte, hvordan det kunne se ud.

Oure Højskole, 24. august. Læs mere på resonans.live

Foto: Pia Burmøller Hansen

KIG UNDER HÆKKEN

Danmarks pindsvin er i tilbagegang i hele Europa, da deres levesteder i naturen forsvinder, og selv om mange af os nyder at få dem på besøg, er en veltrimmet villahave heller ikke ideel for den piggede kratlusker. WWF Verdensnaturfonden lancerer derfor i samarbejde med Nordea-fonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen kampagnen ’Danmarks pindsvin’. Vil du give en hånd med, kan du sætte kryds i kalenderen 10. august, hvor Danmarks pindsvin skal tælles. 

Læs mere, og tilmeld dig på wwf.dk/kaemper-for/natur-i-danmark/pindsvin/

HIMMEL OG ORD

Kalligrafi betyder ’kunsten at skrive smukt’ på græsk – en genre, som mange dygtige penselførere kastede sig over i middelalderens islamiske verden. Et smukt håndskriftarbejde, for eksempel i form af koran-citater, blev betragtet som en hyldest til Gud, fortæller museumsinspektør Peter Wandel, en af mændene bag Davids Samlings udstilling ’Mere end ord – Kalligrafi fra den islamiske verden’, i en pressemeddelelse. 

128 værker kan ses i København til januar 2025.

Foto: Jasko Bobar

PLASTIK-OPERATION

I omegnen af 1.000 ton plastikaffald skyller hvert år ind på den jyske vestkyst ifølge miljøorganisationen Plastic Change. Og skrues der ikke ned for forureningen, vil der i 2050 være mere plastik i verdenshavene end fisk, varsler WHO. Den på Fanø bosiddende kunstner Annemette Beck sætter fokus på den uheldige udvikling med sin nye udstilling, hvor hun har anvendt materialer som gamle gummihandsker, udslidte balloner, nylonreb og andet affald, hun har fundet under sine gåture på Fanøs brede sandstrande.

’Kunst – for havet’ kan ses på Fanø Kunstmuseum (17 værker) indtil 20. oktober og på Vadehavscentret (12 værker) indtil 31. oktober.

/