JEG HAR ALTID spillet angriber. Jeg var ikke den bedste på holdet i mine unge dage, men jeg gik all in. Min storebror var lidt mere talentfuld, jeg måtte arbejde hårdere. I slut-80’erne kom vi begge to til Brønshøj Boldklub.
Ved siden af arbejdede jeg på min stedfars nystartede radio, Radio Rødovre, en oldies-radio, der sendte til hele Storkøbenhavn og hovedsagelig spillede 60’er-musik. Samtidig arrangerede han 60’er-fester i kulturcenteret Viften, hvor han svingede mikrofonen som konferencier, spillede Beatles- og Elvis-plader og solgte 700-800 billetter på en weekend.
Det var en lidt anderledes ungdom. Mange af mine venner mødtes hver weekend og festede. Det gik jeg glip af på grund af fodbolden, men jeg var meget musikinteresseret og lyttede til al den nye pop og rock.
I 1989 var jeg på træningstur med Brønshøj på Gran Canaria. Det var off-season, og vi fik lov at gå ud at hygge os lidt. En aften var vi på diskotek, da dj’en spillede en sang, der ikke lød som noget, jeg havde hørt før. Den havde et fedt house-beat, nogle lidt kolde synthesizer-akkorder og en god rap-stemme.Det var ikke Whitney Houston, Duran Duran, og hvad vi ellers gik og lyttede til. Den her musik gjorde noget andet ved mig. Lyden var hård, men også iørefaldende. Fuld af energi. Den virkede som skabt til at stå på et dansegulv. Jeg blev helt forelsket i den lyd og fandt bagefter ud af, at det var en belgisk gruppe, Technotronic, med nummeret ’Pump Up the Jam’.
På Gran Canaria mødte jeg en pige fra Kiruna i Nordsverige, så mens min storebror skrev under med en fransk klub, tog jeg til prøvetræning i Kiruna FF – og kom på holdet. Efter noget tid flyttede jeg dog tilbage til Rødovre og kom på kontrakt i den lokale klub Avarta.
En dag i 1993, hvor min stedfar var ovre for at se mig spille, faldt han om på parkeringspladsen. Vi mistede ham fra den ene dag til den anden, og min mor stod med et par udsolgte 60’er-fester i Viften. ”Du elsker da også musikken, ikke Riffi?” sagde hun. Min stedfar havde godt nok lært mig op i musikken i radiostudiet. Men jeg var introvert. ”Jeg kan ikke finde ud af at stå foran mennesker,” sagde jeg.
Men jeg var den eneste, vi havde. Ellers måtte vi give folk deres penge tilbage. Så jeg endte på scenen som konferencier og dj. Det gik pissedårligt, men ikke så dårligt, at vi ikke holdt nogle flere fester. Efterhånden fik jeg lært det, og vi kunne drive radioen og festerne videre. Det var nemt, så længe jeg spillede i København, og da jeg bagefter prøvede fodboldlykken i England og Finland, prøvede jeg at planlægge det og komme hjem i weekender med arrangementer.
Foto: PR
I 2009, EFTER jeg var holdt op med at spille fodbold, blev jeg udstationeret i Holland som salgschef for en dansk virksomhed med kontor i Utrecht. En weekend, hvor jeg havde besøg af min storebror og en kammerat, skulle vi ud at have en øl og endte på et kæmpe diskotek til et 80’er-/90’er-arrangement.
Der var dygtige dj’s, lokale sangerinder, der greb mikrofonen, og folk, der dansede 360 grader rundt om os i flere etager. Jeg kiggede på min storebror og min kammerat. ”Dét her, det er fedt. Det skal jeg lave derhjemme.” Det mindede mig om dengang, jeg selv købte cd’er med Snap og Dr. Alban, og hvad de ellers hed, som stod bag hittene i 90’erne.
Jeg tog hjem til min mor og forklarede hende ideen. Hun var ikke så varm på den. ”Vi har ikke de lyttere. Det er jo din årgang,” sagde hun. Og det var netop min pointe. På det tidspunkt var der færre og færre, der ville ud at danse til 60’er-musik. Og efter rygeloven var det blevet endnu sværere at samle den ældre generation i Viften.
Min mor gik med til at holde en 80’er-fest i Viften. Vi solgte kun 60 billetter, så på en måde fik hun ret, den gamle, men jeg lagde mærke til, at de 60, der var der, havde en kæmpe fest. Så jeg sagde: ”Jeg vil godt have lov at holde en til, for jeg tror, vi har fat i noget.”
Jeg kaldte den næste fest ’Vi elsker 90’erne og det bedste af 80’erne’, og vi solgte 450 billetter på 24 timer, så jeg besluttede at lave en lille turné ud af det og lejede Damhuskroen og fire sportshaller rundtom på Sjælland.
Jeg tog kontakt til Therese Grankvist fra svenske Drömhus, der havde haft et kæmpe hit med ’Vill ha dig’ tilbage i 1998. Hun boede i London og spillede jobs på Ibiza og på klubber i den mere trendy ende. Men hun var frisk på at komme og synge nogle af de gamle sange. Jeg fik også fat på Julie Rugaard, kendt under kunstnernavnet Blå Øjne, som var klar på at hoppe i ringen igen. Dj- og konferencier-tjansen delte jeg med Dan Rachlin. Og vi ramte den turné lige i røven. Der var udsolgt alle steder.
Jeg ville have, at konceptet skulle blive kæmpestort. Det skulle være en festival-karavane rundt i landet, det skulle være udendørs med masser af artister. Ingen lange pauser og sceneskift. Ingen B-sider. Bare fest derudad. Jeg havde ikke en øre, men det lykkedes mig at finde en partner, som var med på visionen.
I begyndelsen sagde mange artister, vi henvendte os til: ”Mener I virkelig det?” Flere optrådte til havnefester på skrattende anlæg. Nogle havde helt opgivet musikken. Det føltes kæmpestort at kunne give danske bands som Me & My, Sound of Seduction og Cut ’n’ Move oplevelsen af kærlighed fra tusindvis af mennesker, der sang med på deres numre og hyldede dem for den rolle, de havde spillet i deres ungdom. Og efterhånden fik vi flere og flere internationale navne med.
I EN ÅRRÆKKE var 90’ernes dansemusik fy-fy. Betragtet som one-hit wonders. Simple sange, der var lavet hjemme på computeren eller keyboardet i soveværelset. Ikke rigtig musik. De første år, hvor vi henvendte os på lokale radiostationer, ville de nærmest ikke snakke med os. Pressen ville ikke røre os. Men den her musik var folkets musik. Ni ud af 10, der var unge i 90’erne, havde hørt eller i hvert fald stødt på musikken. Og mange ville gerne høre den, når de gik på festival. Men de havde været tvunget til at undertrykke den trang, mens genren var i skammekrogen. Så vi ramte et vakuum.
I 2014 fik vi stablet en fest på benene på Rådhusplænen i Rødovre, hvor vi solgte 6.000 billetter og blandt andet havde Haddaway, Culture Beat og Whigfield på programmet. Folk hang i lygtepælene, og vi indså, at vi havde brug for et større sted. Så året efter fik jeg arrangeret med nogle folk fra Avarta at vi kunne bruge deres baner i Rødovre.
I 2015 spurgte jeg Aqua, om de ville være med. De havde ikke spillet i syv år og var lidt tøvende. Jeg tog nogle møder med dem, og René Dif tog med ud at kigge på festivalen. Året efter var de med på hele turneen. Det er måske vores største scoop. Aqua er noget af det ypperste inden for vores genre.
Foto: PR
VI HAR GIVET folk en legeplads, hvor de ikke skal skamme sig over deres smag, og hvor de kan dele deres begejstring med tusindvis af andre mennesker, som måske også er klædt ud og har fået farvet håret. Vi tilbyder muligheden for at være teenager for en dag. For at drømme sig væk til en mere ubekymret tid. En tid, hvor mobiltelefonerne var store og klodsede, hvor der ikke fandtes sociale medier, og hvor man dyrkede sine venskaber og sit sociale liv på en mere ufiltreret måde.
For nogle år siden fik jeg lyst til at skabe en 90’er-musical. Jeg var sikker på, at den musikscene havde nogle gode historier at byde på. Jeg snakkede med min gode ven, produceren og sangskriveren Chief 1, og han kunne også godt se det for sig.
Så han skrev en historie om to venner, der starter med at sidde i 90’erne og lave eurodance-beats hjemme i stuen. De får sig en karismatisk forsanger, begynder at lægge klubberne ned, skriver kontrakt – og møder realiteterne i en branche, hvor musikere risikerer at blive udnyttet, snydt og spyttet ud igen.
Jeg blev fanget af historien. Ligegyldigt hvilke artister jeg har talt med, som brød igennem i 90’erne, har de nogle hårde oplevelser i musikbranchen bag sig. Næsten alle har oplevet, at de ikke har fået det fulde udbytte af deres arbejde. Fredericia Musicalteater kunne også se potentialet i historien, og de satte os sammen med et produktionsteam og fik videreudviklet ideen til en forestilling.
Jeg har været med til at føde ideen, men i den senere fase har min rolle været stort set udspillet. Det er lidt underligt at måtte give slip, for jeg lever og ånder for at skabe nye oplevelser. Men nu ligger min baby i Fredericia Musicalteaters hænder.
