Indlæg

Han blev kendt for tegneseriestriber, børnebøger og film, men har nu kastet sig ind i klimakampen med et bæredygtigt rejsebureau og en grøn skole. Anders Morgenthaler er blevet frelst. Og han står ved det.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Andreas Omvik

Hvornår blev du klimabevidst?

”Det er en bevægelse, der er sket over de sidste 10-15 år. Det startede nok, da min kone og jeg fik vores første barn. Dels begyndte vi helt lavpraktisk at kigge på babytøj og -mad uden kemiske tilsætningsstoffer, men jeg tror også, man kigger på fremtiden med andre briller, når man bliver forælder. For 5-6 år siden var jeg i Los Angeles om sommeren, og selvom man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem klima og vejret, husker jeg, hvordan rekordtemperaturer og ekstrem tørke derovre fik mig til at tænke: ’Der er noget galt’ – på samme måde, som folk herhjemme for alvor begyndte at reagere efter den rekordvarme sommer i 2018. Senere begyndte jeg at sætte mig ind i forskningen på området, og det var der, jeg opdagede, at klimaforandringerne ikke er noget, vi først kommer til at se konsekvenserne af om 50 eller 100 år. Det foregår lige her og nu, og der er brug for at gøre noget hurtigst muligt.”

Hvilke initiativer har du selv taget for at leve mere klimavenligt?

”Det er cirka 10 år siden, at min kone besluttede sig for at blive vegetar. Det var mig, der stod for madlavningen derhjemme, og jeg havde ikke noget synderligt imod at lave vegetarisk mad. Jeg kunne jo bare spise kød til frokost på arbejdet, hvis jeg ville, tænkte jeg. I starten lavede jeg vegetarmad og tilsatte måske bacon i min egen portion, men de senere år er jeg selv begyndt at spise vegetarisk og bevæger mig længere og længere mod kun at spise plantebaseret. Efter en anden tur til Los Angeles stoppede jeg med at flyve som privatperson, og inden for det sidste halvandet år er jeg også stoppet med at flyve i arbejdsregi, ligesom jeg prøver at implementere det i mit og Mikael Wulffs produktionsselskab. Og så har jeg købt en elbil.”

Anders Morgenthaler (f. 1972) er tegner, forfatter, filminstruktør med mere. Kendt for blandt andet tegneseriestriben ’Wulffmorgenthaler’.

Men betyder det overhovedet noget, hvad du gør som individ?

”Isoleret set, nej. At man gør noget klimavenligt som individ, kan faktisk gå hen og skygge for, at man engagerer sig i klimafællesskaber – og det er dem, der virkelig rykker noget. Se på Greta Thunberg og Fridays For Future eller Den Grønne Studenterbevægelse herhjemme, som virkelig formår at sætte en dagsorden, fordi de er mange, som løfter i flok. Derfor giver det mening at leve meget klimavenligt, fordi man i fælleskabet opnår en større troværdighed og man har et ideal at samles om. Selv har jeg lavet podcasts om klimaet for at sprede mit budskab, og derudover har jeg været med til at starte en klimavenlig friskole og Den Grønne Rejse.”

Den Grønne Rejse er et klimavenligt rejsebureau. Hvordan opstod ideen til det?

”For et par år siden var jeg inviteret til en middag efter en gæsteforelæsning om bæredygtig økonomi på Københavns Universitet med den britiske økonom Kate Raworth. Jeg havde nogle interessante samtaler, som fik mig til at tænke på den danske andelsbevægelse, der har betydet enormt meget for, hvordan vores samfund har udviklet sig. Jeg ville gerne stoppe med at flyve og i stedet rejse med tog, men frem for blot at lave den ændring i mit eget liv kunne jeg gøre en større forskel ved at starte et rejsebureau, der udbyder klimavenlige charterrejser. Det er inspireret af andelsbevægelsen, fordi målet ikke kun er at investere i os selv, men også i udvikling af CO2-neutralt syntetisk brændstof, samtidig med at det er et politisk-aktivistisk fællesskab, som lobbyer for beskatning af fossile brændstoffer. Jeg har startet selskabet sammen med to andre. Vi ejer en mindre del hver, og resten skal være medlemsejet af folk, der gerne vil rejse mere bæredygtigt.”

Men er det ikke mere klimavenlige at lade være med at rejse?

”Det mest klimavenlige er ikke at røre sig ud af flækken og stoppe med at trække vejret. Men det er jo ikke en realistisk mulighed. I stedet handler det om at ændre vores vaner, så vi fortsat kan leve på en måde, som er god og genkendelig i forhold til det, vi har været vant til, men uden at belaste klimaet lige så meget. Derfor tilbyder vi rejser med tog – foreløbig til Sverige, Norge, Tyskland og Østrig – for både firmaer og privatpersoner, hvor alt på forhånd er tilrettelagt, så det bliver så klimavenligt som muligt.”

GRØNNE FINGERREGLER

Anders Morgenthalers tre råd til at rejse.

1. Drop flyet. Det er den største klimasynder, når du rejser. Tag i stedet toget, og skam dig ikke over at leje en bil til at komme videre, når du er fremme – det belaster ikke klimaet i nær samme grad.

2. Vælg dit hotel ud fra klimaet. Nogle hoteller får deres strøm fra vedvarende energikilder, går ind for genbrug og tager socialt ansvar.

3. Tænk over, hvad du spiser. Både på hotellet og når du er ude, er det – som til hverdag – bedre at spise en plantebaseret kost med fortrinsvis lokale råvarer.

Du er også involveret i Den Grønne Friskole på Amager. Hvad går den ud på?

”Skolen er oprindelig min kones idé. Tanken er, at den skal uddanne børn til at tage del i den grønne omstilling og til at være modstandsdygtige over for de ændringer, som klimaforandringerne medfører, men uden at skræmme dem. Det handler ikke om at vise billeder af isbjørne på smeltende isflager eller fortælle dem, at verden går under, men snarere om at give dem nogle kompetencer til at tage aktivt del i samfundet og være handlekraftige i en omskiftelig tid.”

Hvad lærer børnene der, som de ikke lærer på andre skoler?

”Jeg ved ikke, om de specifikt lærer noget, som man ikke kan lære andre steder. Men blandt andet har vi fokus på, at børnene skal arbejde lige så meget med deres hænder som deres hjerne. Når de eksempelvis bliver undervist i matematik, skal de ud over at regne også bruge matematikken til at lave et fysisk projekt – måske bygge noget – som har en funktion og kan bruges af enten dem selv eller andre efterfølgende.”

Udendørs undervisning på Den Grønne Friskole på Amager.

Møder du folk, som synes, at du er frelst, når du taler om klimaet?

”Hele tiden. Jeg tager rundt og holder foredrag om, hvordan jeg er gået fra at omlægge mine egne vaner til også at investere i grønne fællesskaber, og det hedder faktisk ’frelst’. Alt det, jeg siger, kan virke frelst, men det har jeg ikke noget problem med. Der er masser af forskning, som viser, at det er vores sociale sfære, som afholder os fra at handle. Vi vil helst ikke stikke ud. Hvis der er tradition for at rejse på ferie med fly fire gange om året i din familie, så vil de kigge underligt på dig, når du kommer og siger, at det vil du ikke længere – og derfor lader du måske være med at sige noget. Hvis det skal ændre sig, er der nogen, som er nødt til at gå forrest. Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke vil ligge under for, om folk synes, jeg er frelst.”

DONUT-ØKONOMI

Anders Morgenthaler er inspireret af den britiske Oxford- og Cambridge-økonom Kate Raworth, der har udviklet den såkaldte donut-model som et modsvar til den klassiske vækstøkonomi, der ifølge hende ikke tager tilstrækkelig højde for klimaet.

Modellen består af to cirkler: Den inderste udgør samfundets sociale fundament, som økonomien skal bidrage til i form af blandt andet sundhed, bolig, lighed, fred og politisk indflydelse. Den ydre cirkel bestemmer de planetære grænser såsom klimaforandringer, luftforurening og tab af biodiversitet. Mellemrummet mellem de to cirkler er lejet for den optimale økonomi, der hverken driver rovdrift på naturen i jagten på profit eller står så meget i stampe, at bunden falder ud af samfundet.

Kan en klimaaktivist som dig stadig få klimaskam?

”Det har jeg konstant. Når jeg eksempelvis køber en elbil, får jeg straks at vide, at produktionen af litium til batteriet, som den kører på, er skadelig for miljøet. Men samlet set er det stadig bedre for miljøet end en almindelig bil. Vores samfund er i dag indrettet på en måde, som gør det umuligt ikke at belaste klimaet på den ene eller anden måde. Ingen kan leve et normalt liv og samtidig være fuldstændig konsekvente i deres valg. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre, hvad man kan.”

Er du klimaoptimist eller -pessimist?

”Lad mig sige det på den her måde: Vi løser ikke klimakrisen ved at være pessimistiske, men optimismen og håbet må heller ikke få os til at læne os tilbage, for så ender det galt.”

Klumpfisk, tun og giftige larver. Klimaforandringerne fører nye dyrearter med sig sydfra. Det er spektakulært, men måske også skrækindjagende. Hvor svært får vores eksisterende dyr ved at klare sig i konkurrencen med de nytilkomne?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Colourbox, privat

EN MORGEN i september 2014 trak en fisker fra Rødvig på Stevns en ni kilo tung og 50 centimeter lang klumpfisk ud af sit garn. Fundet var opsigtsvækkende, fordi den særpræget udseende fisk – som kan blive op til 3,5 meter lang – normalt befinder sig bedst på breddegrader med varmere vand end i de danske farvande. Og fiskeren i Rødvig var ikke alene: I resten af 2014 blev der registreret ikke mindre end 80 fund af klumpfisk i Danmark. Et usædvanlig højt tal i betragtning af, at der ifølge Verdensnaturfonden kun var registreret 350 af slagsen herhjemme siden 1800-tallet.

I december sidste år dukkede klumpfisken op på ny, da en hundelufter ved Ronæs på Fyn fandt et dødt eksemplar skyllet op af det kolde vand, hvilket er den tilstand, de fleste klumpfisk opdages i. Det varme efterårsvand får dem til at søge ind fra oceanet, men når vinteren kommer, mister de energi, og de, der ikke når ud til det varmere vand, bliver drevet med strømmen ind til kysterne, hvor de til sidst dør. Den uheldige klumpfisk ligger nu i en fryser hos forsknings- og formidlingsinstitutionen Fjord & Bælt i Kerteminde, hvor biologer studerer den for at lære mere om dens vandring, vækst og yngleforhold, og hvor publikum har kunnet opleve den blive dissekeret. 

Klumpfisken er den tungeste benfisk i verden og kan veje op til 2,3 ton.

Der er stadig meget, man ikke ved om klumpfisken, men blandt eksperter er der grundlæggende enighed om, hvorfor den er kommet til Danmark: Klimaforandringerne og varmere temperaturer både på lands og til vands tiltrækker fisken på samme måde som den sjældne blåfinnede tun, der i 2019 blev set i Danmark efter at have været betragtet som forsvundet i godt 50 år. En nyhed, der formentlig får fiskere til at slikke sig om munden ved tanken om, at det en dag kan blive lovligt at fiske tun i danske farvande.

Begge fisk er eksempler på, at klimaforandringerne kan komme til at ændre det danske dyreliv, forklarer Peter Lyhne Højberg, naturforvalter i Miljøstyrelsen.

”Når klimaet ændrer sig, kan der komme nye arter til, lige så vel som eksisterende arter risikerer at få det sværere eller helt forsvinde. Dyr, som i dag har Danmark som deres nordlige grænse for, hvor de kan trives, vil søge herop i større grad – og omvendt,” siger han.

Blodcikaden trives i Midt- og Sønderjylland.

TRE NYE DYR

Ud af terrariet
Den gul- og rødørede terrapin – bedre kendt som sumpskildpadden – har hidtil primært levet som kæledyr i terrarier i danske hjem. Nogle sætter dem fri, når de bliver gamle, men selv om sumpskildpadden godt kan overleve i den danske natur, er her ikke varmt nok til, at den er i stand til at yngle. Det kan ændre sig i takt med, at temperaturen stiger.

Behåret fare
Egeprocessionsspinderlarven, en lille larve, der lever på egetræer, er på vej op gennem Tyskland og forventes inden længe at nå Danmark. Forskere og myndigheder holder særligt øje med larven, der har 62.000 hvide hår, da den udskiller et protein, som er giftigt og kan medføre kraftige hudirritationer, udslæt og i nogle tilfælde åndedrætsbesvær. Den er i familie med fyrreprocessionsspinderen, der ligeledes er giftig, og som i Danmark udelukkende findes ved Dueodde på Bornholm.

Smukke vinger
Blodcikaden dukkede op for første gang i Danmark lige nord for den tyske grænse i 2006. Med det varmere vejr har den spredt sig op gennem Jylland, hvor den i 2019 blev spottet omkring Viborg. Den er kendetegnet ved sine flotte røde og sorte vinger og betragtes i dag som et almindeligt udbredt insekt i Danmark.

Ifølge Peter Lyhne Højberg, der arbejder med beskyttede arter  og invasive arter – dyr og planter, der spreder sig til områder, hvor de ikke hører hjemme, og som har en negativ effekt på biodiversiteten – er der endnu ikke kendte eksempler på, at vi har mistet dyr i Danmark alene på grund af klimaforandringer. 

Men ifølge en rapport fra Verdensnaturfonden kan temperaturstigninger få store konsekvenser for dyrelivet i hele verden, og i særligt udsatte områder som eksempelvis Amazonas risikerer halvdelen af dyre- og plantearterne at været forsvundet ved udgangen af dette århundrede.

”Endelig vil klimaforandringer også få betydning for fødekæden og dominansforhold mellem dyr,” siger Peter Lyhne Højberg og nævner som eksempel stillehavs­østersen, der blev indført bevidst i blandt andet Limfjorden, fordi man troede, at den ikke kunne yngle i det kolde vand:

”Men stigende temperaturer har fået den til at sprede sig, og det er et problem for danske østers og blåmuslinger, som den udkonkurrerer.”

Dyrelivet har altid ændret sig i takt med klimaet, men ifølge Peter
Lyhne Højberg er forskellen nu, at de menneskeskabte klimaforandringer sker langt hurtigere og mere voldsomt end de naturlige, hvor små temperaturstigninger eller -fald har taget flere tusind år. Af samme grund er det svært at forudsige præcis, hvad der kommer til at ske med det danske dyreliv, når vejret bliver varmere, da det kan have meget forskellig betydning fra art til art: 

De mest udsatte er dem, der relativt set har sværest ved at finde sig et nyt hjem, hvis nye dyr møver sig ind på dem, for eksempel mindre pattedyr og padder, for hvem det kan være fatalt bare at forcere en mark på vejen mellem to habitater.

”For disse arter kan klimaforandringerne have store negative konsekvenser, fordi de ikke har mulighed for at tilpasse sig ved at flytte sig væk – modsat fugle og insekter. Man kan forestille sig, at for arter, som i forvejen er pressede på grund af manglende levesteder, vil klimaforandringerne have store negative konsekvenser, der kan medføre, at arterne i hvert fald lokalt forsvinder,” siger Peter Lyhne Højberg.

Duehøgen er blandt de dyr, der er på rødlisten fra 2020.

PÅ VEJ ELLER HELT VÆK

Den danske rødliste, der udkom første gang i 1990, er en vurdering af dyre- og plantearters risiko for at uddø på baggrund af internationale regler og kriterier fastsat af International Union for Conservation of Nature (IUCN). Siden 2014 har 25 artseksperter vurderet status på 13.300 dyr og planter i Danmark, svarende til cirka en tredjedel af det samlede antal arter i landet. Heraf vurderes 4.500 dyre- og plantearter at være truede, og 386 arter er helt forsvundet ifølge den seneste danske rødliste, der er udgivet i januar 2020.

Fra 2000 til 2015 blev der ifølge Naturhistorisk Museum i Aarhus registreret 542 nye dyrearter i Danmark. Størstedelen af dem er fluer, møl og andre insekter, som de færreste lægger mærke til, mens andre – som ulven – har fået massiv opmærksomhed. I løbet af det seneste århundrede er der også forsvundet mange arter fra den danske natur.

Men man kan ikke alene gøre klimaforandringerne til syndebuk. Først og fremmest er det nemlig landbrug og bebyggelse, opdæmning og udretning af vandløb og andre tilpasninger af naturen, der får biodiversiteten til at falde, forklarer Jesper Erenskjold Moeslund, forsker ved Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet:

”Gennem mange år har vi opdyrket og tilpasset naturen til vores egen fordel. Det betyder, at der bliver mindre plads til planter og dyr, som mister deres naturlige levesteder. Den faldende biodiversitet er ikke en trussel for os mennesker som sådan,” siger han.

”Men hvis man gerne vil have en mangfoldig natur, er det et stort problem. Den eneste måde at vende udviklingen på er at give naturen mere plads.”

 

CO2-støvsugere, plasticspisende bakterier og mini-droner som afløsere for bierne. Forskere verden over lægger hjernerne i blød for at udvikle nye klima-teknologier.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:The Noun Project

CO2-FANGST

Forestil dig, hvis vi kunne støvsuge CO2 ud af atmosfæren og dermed bekæmpe klimakrisen. Det lyder muligvis utopisk, men ikke desto mindre er såkaldt carbon capture-teknologi et af videnskabens mere seriøse bud på, hvordan vi kan sætte fart i den grønne omstilling. Forskere verden over er i gang med at afprøve forskellige teknologier til at indfange CO2 og eksempelvis transportere den ned i undergrunden via boreplatforme fra olie- og gasproduktion, som har efterladt plads til flere hundrede års CO2-udledninger.

Teknologien kan ikke bare vise sig nyttig, men decideret nødvendig: Ifølge FN’s klimapanel IPCC er det nemlig ikke længere nok at reducere den globale CO2-udledning med 100 procent. Der skal også gøres noget ved den ophobning af CO2, som allerede er sluppet løs i atmosfæren, hvis vi skal nå i mål.

DEN RETTE DOSIS

Data fra satellitter, algoritmer og kunstig intelligens er de tre ingredienser i den danske virksomhed DHI GRAS’ opskrift på, hvordan vi løser et betydeligt klimaproblem: det voldsomme overforbrug af vand i landbruget. Den teknologiske løsning, der har tiltrukket sig international opmærksomhed, kortlægger marker, så landmænd kan se, hvor meget vand afgrøder som eksempelvis korn, vin og avocadoer afgiver i fordampning, og dermed også præcis, hvor meget vand de har brug for at få tilført. DHI GRAS har fået støtte til videreudvikling fra Microsofts program for bæredygtige projekter, og teknologien blev sidste år søsat i et étårigt pilotprojekt på 2.000 hektar landbrugsjord i Uganda.

FLYV GRØNT

På Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er danske forskere sammen med en gruppe kolleger fra Stanford i USA i gang med et stort og muligvis banebrydende projekt, som de kalder Energy X. Bag titlen, der er en halvdårlig science fiction-film værdig, gemmer sig et forsøg på at omdanne CO2 i atmosfæren til klimavenligt brændstof. Ved hjælp af en katalysator og elektricitet lykkedes det sidste år forskerne at omdanne CO2 til kulilte, der – hvis man tilsætter brint – kan laves til syntetisk diesel.

Teknologien er endnu et stykke fra at kunne sendes på markedet, men vil ifølge forskerne fra DTU og Stanford på sigt kunne gøre både fly-, skibs- og biltrafik samt store dele af industrien bæredygtig og udkonkurrere andre metoder, da den ikke kræver ny infrastruktur, som det er tilfældet med elektrificering af transport.

PLAST PÅ MENUEN

På en losseplads i havnebyen Sakai i Japan gjorde en gruppe forskere fra University of Portsmouth i 2016 ved et uheld en overraskende opdagelse: Mens de var i gang med at kortlægge et naturligt enzyms egenskaber, kom de til at forårsage en mutation. Resultatet var en bakterie, som ’spiser’ hård plastic langt hurtigere, end naturen er i stand til at slippe af med den. Dermed kan en nedbrydningsproces, der normalt tager flere hundrede år, klares på en brøkdel af den tid. 

Samtidig håber forskerne at kunne bruge bakterien til at producere ny plastic uden brug af olie. Andre forskere peger dog på, at den plasticspisende bakterie ikke er et quickfix af verdens voksende plasticproblem, hvor cirka otte millioner tons plastic hvert år dumpes i havene, og at det først og fremmest stadig er vigtigst at reducere det globale forbrug af plastic.

DRONERNE OG BLOMSTERNE

75 procent af alle jordens afgrøder – fra korn over gulerødder, chokolade til kaffe – er afhængige af bestøvning. Derfor er det et stort problem, at vi med menneskeskabte klimaforandringer er godt i gang med at udrydde store dele af verdens bestand af bier og andre bestøvende arter som eksempelvis sommerfugle. Nødløsningen kan i stedet blive bittesmå droner, der kan overtage insekternes job. 

I Japan har forskere gennemført forsøg med en lille drone udstyret med hår fra en malerpensel og en særlig gel, som gør den i stand til at opfange pollen fra en blomst og transportere den til en anden. Den dårlige nyhed er, at teknologien stadig er langtfra så effektiv som den ægte vare, og derfor arbejder forskerne på at anvende kunstig intelligens at kunne efterligne de rigtige insekters bevægelser og opførsel.

 

Kloden brænder, og mange unge frygter fremtiden. Så meget, at flere af dem slet ikke tror, der er en fremtid. De er vrede, de er skuffede, og de er holdt op med at tro på, at de voksne kan løse klimaproblemerne. Nu prøver de selv at råbe verden op. Men hvem er de, og hvad driver dem? Ud & Se har været på gaden og rundt i Danmark for at følge de unge klimaaktivister.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Thomas Nielsen

DER ER TRÆNGSEL på Strøget i København den sidste fredag i november. Mellem toner fra gademusikanter og duften af brændte mandler halser folk i store jakker ind og ud af butikker med proppede plasticposer og fladskærme under armene. I vinduerne forsøger iøjnefaldende ’Black Friday Sale’-skilte at overbyde hinanden. ’20 procent!’ ’25 procent!’ ’50!’ ’60!’ ’70!’

Pludselig er det, som om indkøbsræset forstener. Folk stopper op, retter blikket længere ned ad gaden. Gradvist æder taktfaste slagord sig ind på lydtæppet. Lidt efter kan man ikke høre andet:

”Stop Black Friday – Klimahandling hver dag! Stop Black Friday – Klimahandling hver dag!”

Så dukker de op. Anført af to motorcykelbetjente kommer over tusind unge marcherende ned ad gaden, mens de fortsætter med at råbe. De forreste bærer et stort, hvidt banner med teksten ’Klimastrejke’.

På Højbro Plads løfter en ældre mand desorienteret blikket fra sin hotdog, mens en flok ældre kvinder med rødmossede kinder og permanentkrøller bag pandebånd smiler overbærende. Ved siden af siger en midaldrende mand med revisorbriller lavmælt til sin kone:

”Det er jo bare tomme floskler.”

Konen nikker, enig og irriteret.

”Mon ikke hver eneste af de søde, søde unger har en iPhone i lommen?” kvitterer hun sarkastisk, før hun hastigt trækker både sin mand og indkøbsposerne ned ad en sidegade. 

Imens fortsætter de hundredvis af råbende unge i den modsatte retning. Kort efter er også de væk, slagordene forstummer i novemberblæsten, og Strøget forvandles til sig selv igen.

Esther Kjeldahl holder tale foran Klimaministeriet i København. 

ET PAR UGER TIDLIGERE beder 25-årige Esther Kjeldahl om ordet. Det er en sen mandag eftermiddag, og mere end 100 mennesker er samlet i Studenterhuset i København. Foran en projektor med ordet ‘KLIMAKRISEMØDE’ sidder klimaordførere for regeringens støttepartier, Ida Auken, Signe Munk og Mai Villadsen (De Radikale, SF og Enhedslisten). Ved siden af hænger et banner fra Den Grønne Studenterbevægelse, der har stået for arrangementet, fordi de er bekymrede for, at regeringen ikke prioriterer klimaet ambitiøst nok. Til stede er også en række grønne ngo’er, og ja, klimaminister Dan Jørgensen (Socialdemokratiet) var også inviteret, men som en ung kvinde fortalte ved velkomsten, har han ”endnu en gang for travlt til os”.

Esther Kjeldahls brune hår krøller på skuldrene af hendes orange trøje, da hun rejser sig fra en af de bagerste stolerækker. I næsten to timer er der blevet snakket og diskuteret tal, visioner og udfordringer i ét væk. Lyden fra en insisterende fløjte fra en souvenirshop, der spiller samme melodi om og om igen, sniger sig ind gennem et åbent vindue, mens en mand, der ligner julemanden i civil, vralter rundt og knipser løs med et kamera.

”Jeg har bare lige brug for at sige noget,” siger hun og flagrer livligt med armene:

”Inden det hele drukner i alle mulige tal, er det vigtigt, vi lige bliver mindet om, hvad vi kæmper for. 96 procent af alle danske unge mellem 18 og 29 år mener, klimakrisen er et problem. Det samme gælder 88 procent af den danske befolkning. I Amazonas bliver klimaaktivister slået ihjel, men herhjemme har vi mulighed for rent faktisk at gøre noget. Det vil gøre mig så ked af det, hvis vi glemmer dyrene og planterne og babyerne …”

Mens hun taler, knækker hendes stemme en smule. Hun rømmer sig:

”Det er så vigtigt, vi kæmper fuldt ud for den her sag.”

Da hun sætter sig, er det til eftermiddagens største og længste klapsalver. 

25-årige Esther Kjeldahl på sit værelse i Valby.

MEDMINDRE MAN HAR boet under en sten, kan man ikke have overset, at der er noget i gære. Siden dengang 15-årige Greta Thunberg i august 2018 satte sig på en trappesten foran Riksdagen i Stockholm med et papskilt med ordene ’Skolstrejk för klimatet’, har en støt voksende klimabevægelse anført af unge rejst sig over det meste af kloden. I september 2019 gik over fire millioner unge på gaderne i over 4.500 byer i mere end 150 lande. For første gang er klimaforandringer for alvor kommet på dagsordenen, og herhjemme blev folketingsvalget i juni 2019 af mange betegnet som ’klimavalget’. 

For den globale bevægelse blev det et hidtidigt klimaks, da Greta Thunberg i september samme år holdt tale for verdens ledere til FN’s klimatopmøde. Den rørstrømske dundertale og ikke mindst måden, den blev holdt på, fik masser af kritik, både fra almindelige mennesker og fra en lang række prominente navne, heriblandt Donald Trump og Vladimir Putin. Men den fik mindst lige så meget støtte, og sideløbende har titusindvis af forskere været ude og erklære støtte til klimastrejkerne. 

”Måske er der nogen, der synes, det var for meget,” siger Esther Kjeldahl, da klimakrisemødet er slut. Tilbage i salen er de godt 50 unge fra Den Grønne Studenterbevægelse ved at gøre klar til at bruge resten af aftenen på at drøfte, hvordan de mest effektivt fortsætter klimakampen på forskellige fronter.

”Men jeg var virkelig nødt til at hacke det møde, for det hele ender altid i gamle mænd, der rejser sig op og snakker karbon-budgetter. Jeg var nødt til at ofre min egen sejhed og stille mig op og snakke følelser,” fortsætter hun og slår en latter op. Så bliver hun igen seriøs:

”Bemærkede du, at Ida Auken sagde, at nu måtte vi ikke gå hjem og være skuffede, fordi det ikke går hurtigt nok? At vi skulle være stolte af Danmark. Men hvordan tror hun, det fungerer? Jo længere der er mellem, hvad dem på de magtfulde positioner gør, og hvad vi kræver, jo mere blod på tanden får vi. Det er jo ikke sådan, at vi bare tænker: ’Nå, æv, så går vi hjem i seng.’ Vi skulle helt hen til sidste udkald, før vi mobiliserede os. Vi stopper ikke igen.”

KLIMA-KÆMPERNE

Den danske klima­kamp er anført af en lang række organisationer og bevægelser såsom Bedsteforældrenes Klimaaktion, AnsvarligFremtid, Den Grønne Studenterbevægelse, Extinction Rebellion, 350 klimabevægelsen i Danmark, Klimaforældrene – Parents for Future, NOAH, Greenpeace, Omstilling Nu, Verdens Skove, Klimakollektivet, 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling, Skifergas NEJ TAK, Oxfam IBIS, Danmarks Naturfredningsforening, Amnesty International Danmark og Fridays for Future med sloganet ’Er der en voksen til stede?’, der er født ud af Greta Thunbergs skolestrejker.

DET VAR MED følelsen af en stor, lurende fare, Esther Kjeldahl voksede op. De første år boede familien i Bruxelles i Belgien, eftersom hendes far var ansat i Europa-Kommissionen som vicekabinetschef for Ritt Bjerregaard, men da hun var seks, flyttede de til Valby ved København. Inderst inde vidste hun tidligt, at der var et eller andet galt: Alle historier, der havde med uoprettelige forandringer at gøre, fik hende til at græde. Som da hendes storesøster fortalte hende, at der en dag ikke ville være mere olie i undergrunden. I dag ville hun ønske, at olien slap op, men dengang betød oplysningen, at hun ikke kunne sove i flere nætter i træk. Hun var også bange for alt, der havde med ild at gøre, selv bål i haven kunne få hende til at gå i panik. 

Men det var først, da hun gik i 6. klasse, at den indre frygt fik et ansigt. Hele skolen havde emneuge om global opvarmning og skulle blandt andet se filmen ’En ubekvem sandhed’, hvor man følger den forhenværende amerikanske vicepræsident Al Gore, der italesætter klimaforandringerne og de potentielt katastrofale følger for den menneskelige civilisation.

”Og så, ja …,” siger Esther Kjeldahl: ”Så glemte jeg det ligesom aldrig rigtig igen. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne spole tiden tilbage til før, jeg så filmen. Men der var sket et spring i min bevidsthed.”

Hver gang hun i årene efter fandt en firkløver eller så et stjerneskud, ønskede hun sig, at klimaforandringerne ville stoppe. Nogle gange tog hun mod til sig og spurgte de voksne – forældre og lærere – hvordan det egentlig gik, men hver gang blev det afværget med, at det nok skulle ordne sig. 

”Det blev ligesom bare antaget, at det ville løse sig af sig selv, og selvom jeg allerede dengang var skeptisk, var de jo voksne, så jeg regnede med, at de vidste mere, end jeg gjorde,” siger hun. 

På et tidspunkt fik de til opgave i skolen at skrive opfindsomme sedler, der skulle fungere som påmindelser om at spare på strømmen. I fællesskab udtænkte de små remser, der blev hængt op ved siden af stikkontakter og vandhaner. 

”Det er jo så fucked, når jeg tænker over det. Hvad havde de seriøst regnet med? Fair nok at bevidstgøre os om en mere spareagtig tilgang. Men de gjorde jo aldrig selv noget. Det er så tarveligt. Det er snart 15 år siden nu … Var der virkelig ingen, der kunne have gjort noget mere i mellemtiden?” 

Selv tog Esther Kjeldahl kampen op på personligt plan de efterfølgende år – blev vegetar, stoppede med at flyve og købte kun genbrugstøj. Men hun havde kronisk dårlig samvittighed over ikke at gøre nok, og når hun en gang imellem var alene med sin mor eller far, fik hun en nedsmeltning.

”Folk siger, man ikke må snakke om klimaangst af en eller anden grund. Jeg forstår det ikke helt, for jeg har haft seriøs klimaangst. Jeg har haft perioder, hvor jeg er vågnet hver nat med en kvælende fornemmelse af at være fanget på den her planet.”

Da hun i 2017 skrev sin bachelor i filosofi på Københavns Universitet, besluttede hun at undersøge, hvad der afholdt folk fra at blive klimaaktivister. Her opdagede hun, at rigtig mange undervurderer, hvor meget andre bekymrer sig.

”Man føler sig som den eneste, og så kan det være svært at indrømme over for andre, for man gider ikke være en outsider. Men sandheden er, at næsten hele Danmarks ungdom mener, at klimakrisen er et alvorligt problem. Det er virkelig, virkelig mange mennesker og virkelig mange bekymringer.”

Hun blev interviewet til P1 om sit bachelorprojekt, og efterfølgende modtog hun overraskende mange henvendelser fra andre unge. Dengang havde ingen endnu hørt om Greta Thunberg, men Esther Kjeldahl besluttede sig for at kalde til samling, og ud af det voksede Den Grønne Studenterbevægelse i foråret 2018.

”Det var 50-året for ungdomsoprøret, og flere kendte stemmer havde været ude og spørge, hvor nutidens oprør var henne. Så vi tænkte: ’Nu giver vi jer fandeme det ungdomsoprør!’”

Den Grønne Studenterbevægelse foran Klima-, Energi- og Forsynings-ministeriet.

PÅ NØRRE ALLÉ i Aarhus klistrer cigaretskod og brune blade sig til fortovet. En ung kvinde med uglet hår og en frysepizza under armen trasker døsigt ud af Rema 1000 og fortsætter ned ad den øde, ellers normalt travle gade. Det er tidlig søndag formiddag i studiebyen, men på første sal i UngK er der ingen tømmermænd at spore – de eneste festrester er fra en kradsbørstig bordbombe, der engang blev skudt op under lampen over spisebordet. 

Knap 40 unge er på Den Grønne Studenterbevægelses initiativ mødt op til en ’klimakrav-workshop’ for at bruge hele dagen på at udtænke og nedskrive krav til den grønne omstilling, som de kan stille til landets uddannelsesinstitutioner – fra folkeskoleniveau til universitetsniveau. 

De har inviteret en professor fra universitetet til at give sit besyv med, Heather Swanson hedder hun, og på gebrokkent dansk bekendtgør hun, at hun vil sætte sig ned under sit åbningsoplæg, for kropssprog betyder noget, og hun har ikke tænkt sig at være der med professorhatten på. Ikke desto mindre gennemgår hun den efterfølgende halve time en PowerPoint-præsentation, der ville få de fleste studerende til at overveje at kvitte studiet for et job som bartender. 

Men kun enkelte gab bliver kvalt i knyttede næver undervejs. I stedet lytter de fremmødte, nikker og siger ’mmmh’, og nogle skribler ivrigt ned i notesbøger.

Det er en generation, der er blevet skudt meget i skoene. At de er curlingbørn, der ikke tør møde reelle udfordringer, men lader deres forældre gøre arbejdet. At de er asociale og spilder tiden og livet med ligegyldigt bras på internettet. Måske er der noget om det, men samtidig er de den første generation siden 70’erne, der i stor stil samles for at kræve forandring. Og modsat generationen lige over deres egen, der er berømt og berygtet for altid at bære et ironisk skjold foran sig, gider de ikke finde sig i mere pis. Når andre holder weekend, mødes curlingbørnene tidligt, og der er ingen gulerod i form af fest bagefter. De er kommet for klimaet, intet andet, og kampen er for vigtig til ikke at tage seriøs, så de humoristiske indspark er begrænset til de ordspil, de laver på deres bannere. 

Da professoren lidt senere er sendt ud ad døren igen, tager en ung kvinde med blond hestehale ordet. Hun spilder ikke tiden:

”Enten er man med på den grønne omstilling,” siger hun, ”eller også arbejder man imod. Der er ingen mellemvej.”

Bevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion støtter de unge.

EN AF DE UNGE er 17-årige Asmus Lewis. Han er i grå fleecetrøje, har brunt bølget hår og to små ringe i det ene øre. Han har været tidligt oppe, til daglig bor han på et kollegium i Nyborg, hvor han går i 1. g på gymnasiet. Selvom han altid har været politisk interesseret, blev han først for et par måneder siden en aktiv del af klimabevægelsen på Fyn. Her opdagede han til sin overraskelse, at det ikke bare var unge, der ”rendte rundt og fjollede og kunne lide noget med klimaet”, men rent faktisk tog det alvorligt og gik op i at planlægge og stille ambitiøse krav til politikerne. 

”Jeg kan ikke komme på en eneste god grund til ikke at kæmpe for klimaet. Der sker kæmpe forandringer og store naturkatastrofelignende tilstande mange steder. Jeg er ret bekymret, men samtidig har jeg det også sådan, at det kunne være så meget værre, hvis vi ikke gjorde noget, kolossalt meget værre,” siger han med små strejf af fynsk dialekt.

Den fynske klimabevægelse er dog ikke noget damplokomotiv endnu. Selvom de gradvist bliver flere, består gruppen af særligt aktive ikke af meget mere end 10 unge, og til tider kan klimakampen godt føles lidt fjern i Nyborg:

”Men så snart man tager rundt og mødes med de andre, og man ser, hvordan bevægelsen vokser i alle verdens hjørner, er det virkelig fedt.”

På ét punkt stikker Asmus Lewis dog ud. Blot otte af de knap 40 unge i UngK denne søndag formiddag er mænd, og det samme billede ser man overalt, hvor såvel Den Grønne Studenterbevægelse som Fridays for Future bevæger sig. Det er kvinder og piger, der fører an i klimakampen. 

”Det er svært at sige, hvad det skyldes, men jeg tror måske … ” Asmus Lewis vejer sine ord en ekstra gang: ”Selvom den er ved at være udfaset, er der stadig den her machokultur, hvor drenge holder sig i grupper og ikke tør mene noget, som resten af gruppen ikke mener. Der bliver hurtigt taget fat i noget, som andre griner af, og så kan det være svært pludselig at tale om, at man oprigtigt bekymrer sig for klimaet.” 

I Studenterhuset i København planlægger Selma Montgomery (t.h.) sammen med andre unge fra Fridays for Future aktionen ’Green Friday’ i slutningen af november.

“VED DU, HVAD DU ER? Du er et dumt svin!”

Den tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt står med løftet pegefinger på skæld ud-måden op i ansigtet på en ældre mand med sort tophue, regnbuefarvet Greenpeace-paraply og et fjoget smil på læben.

”Du skal ikke kalde mig et blålys. Det finder jeg mig ikke i,” sprutter Lars Christian Lilleholt og gentager sine ord fra før: ”Du er godt nok et dumt svin.”

Bag dem prøver solen forgæves at tvinge sig gennem de grå skyer en tidlig morgen i november. To store træer i vejkanten drysser brune blade, og mens folk haster forbi på cykel, har cirka 30 aktivister samlet sig foran Klimaministeriet ved Holmens Kanal i København. Et banner med teksten ’Some like it hot, the planet does not’ stikker op fra folkemængden ved hovedindgangen til ministeriet, der som en hilsen fra fortiden stadig har ordet ’Overformynderiet’ stående hen over sig.

Skal man tale om et historisk magtcentrum i Danmark, ville det ikke være helt skævt at sætte knappenålen her. Christiansborg ligger til den ene side, Nationalbanken til den anden, og foran to store byggekraner ligger Børsen lige fremme. Fondsbørsen har skiftet adresse, men de tre magtfulde institutioner har været med til at definere samfundets strukturer i århundreder, og for klimaaktivister står de som et symbol på dem, der svigtede. 

Hver torsdag morgen det forgangne år har Den Grønne Studenterbevægelse sammen med blandt andre Bedsteforældrenes Klimaaktion arrangeret ’Klimapåmindelsen’ foran enten Christiansborg eller Klimaministeriet – en tilbagevendende reminder til de folkevalgte. 

Ida Auken, Signe Munk og Mai Villadsen ankommer for at deltage i forhandlinger med klimaminister Dan Jørgensen inde i bygningen, og særligt de to sidste høster krammere i forbifarten. Også en klatøjet Morten Messerschmidt møver sig gennem mængden.

”Hej Morten!” råber en kvinde: ”Gå nu ind og kæmp for den grønne dagsorden!”

”Hvem har dog inviteret ham med?” råber en anden.

”Har I ikke et arbejde?” vrisser Messerschmidt og lukker døren efter sig.

I udkanten af det hele med en kop kaffe og en smøg står Kasper Colling, forfatteren, der har bekendtgjort, at han ville sætte forfatterskabet på pause for at blive taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen. Derfra kan han observere et par ældre kvinder, der deler sanghæfter ud med hjemmestrikkede klimasange, der – bortset fra emnet – minder om den slags, man finder til konfirmationer og 70-årsfødselsdage. Med sin guitar forsøger en ældre mand at lede de fremmødte sikkert gennem sangen ’Green Friday’ skrevet på Kim Larsens ’Papirklip’ og en udknaldet version af Queens ’We Will Rock You’: 

”KLI – MA – LE – DER: RYK-NU!”

Scenariet er som et mikrokosmos af den optrukne, offentlige klimadebat, og i midten af det hele, i en opsat sygeseng, der skal symbolisere klimapolitikkens skrantende tilstand, ligger en 14-årig pige med store brune krøller.

14-årige Selma Montgomery er en af de mest aktive i bevægelsen Fridays for Future. Her er hun på sit værelse på Islands Brygge i København.

SELMA TO MONTGOMERY er navnet på en berømt borgerrettighedsprotest i 60’ernes USA. Med Martin Luther King i spidsen marcherede tusindvis af sorte og hvide amerikanere fra byen Selma i Alabama til hovedstaden Montgomery, og protesterne førte i sidste ende til, at præsident Lyndon B. Johnson underskrev ’Voting Rights Act’, der definitivt sikrede sortes stemmeret. 

Men Selma Montgomery er også navnet på en 14-årig skolepige fra København, der det seneste år er blevet en af de mest aktive stemmer i de helt unges klimakamp herhjemme, og faktisk anede hun slet ikke det med det symbolske navnesammenfald, før hun blev gjort opmærksom på det af en af de andre i bevægelsen.

Et par uger efter ’Klimapåmindelsen’ sidder hun i en lænestol i Kulturhuset på Islandsbrygge med en Cola Zero. 

”Mine forældre har aldrig været aktivistiske, så det er et rent tilfælde,” siger hun med ægte københavnerdialekt og smiler stort: ”Men det er et meget kraftfuldt navn.”

Hun er iført lyseblå Kappa-jakke, mørkeblå jeans og hvide sneaks, og når hun snakker, trækker hun på de sidste stavelser i sine sætninger – som i ’Black Fridayyy’. I foråret 2019 deltog hun i to klimastrejker arrangeret af Fridays for Future, hvor hun mødte andre unge, der kæmpede for det, hun selv fandt vigtigt. Det var først, da hun fandt ud af, at det var muligt at gøre noget, at hun turde erkende over for sig selv, hvor skræmt over klimaforandringerne hun i virkeligheden var. Så hun besluttede sig for at gå all in. Derefter begyndte hendes andre hverdagsaktiviteter hurtigt at virke ligegyldige. 

”Jeg oplever tit voksne, der nærmest klapper mig på hovedet og siger: ’Fedt, du har fundet noget, der optager dig.’ Det er ikke gået op for dem, at jeg ikke gør det her, fordi det er sjovt, men fordi jeg er hunderæd for, hvad der sker, hvis jeg ikke gør det,” siger Selma Montgomery uden at fortrække en mine: 

”Men jeg stiller da også tit mig selv spørgsmålet: Hvorfor står jeg overhovedet her? Hvorfor er det os, der skal gøre det? Hvorfor var der ikke nogen voksne, der tog sig af problemerne for 20 år siden?”

HVIS MAN SÆTTER en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den straks springe ud. Men hvis man først begynder at koge vandet, når den allerede er i vandet, vil den blive siddende, indtil den dør. 

Det billede er ofte blevet brugt i forsøget på at forstå, hvorfor så få lader sig påvirke af opdateringer om klodens tilstand. Jævnligt kommer der nye rapporter fra førende forskere med mere og mere alarmerende advarsler om fremtidsudsigterne. Alligevel fortsætter de fleste med at leve, som om ingenting var sket. 

”Det er jo det store mysterium: Hvad skal der til, før folk bliver alarmistiske? For det er kun en lille del af befolkningen, der tilhører den kategori. Jeg gør, og det gør Greta Thunberg nok også,” siger Esther Kjeldahl en tidlig fredag eftermiddag i Frederiksberg Have i København. Selvom solen kaster sin stråler, er det isnende koldt, og hendes beige genbrugsjakke er ikke rustet til at stå imod, så hun gestikulerer med hænderne og danser på stedet for at holde varmen.

”Som ung er det jo almindeligt at forestille sig, hvordan ens liv vil udfolde sig i fremtiden. Det kan jeg ikke længere. Jeg ved ikke, hvordan andre kan, men jeg tror, det er, fordi det er så voldsomme kendsgerninger, at man ikke kan rumme dem. Man kan ikke tage det ind uden at blive slået helt ud og ligge paralyseret på sofaen,” siger hun og tænker sig ekstra om et øjeblik:

”Det er en mærkelig følelse. På den ene side har man lyst til at råbe det ud til hele verden: Vågn op! Det er nu, venner! Men samtidig er jeg i konstant konflikt med mig selv, for jeg vil ikke såre dem, jeg elsker, ved at fortælle alle de forfærdelige sandheder. Jeg har ikke lyst til at tage deres lykke og drømme fra dem, for jeg kan se, de har det godt med de valg, de har taget.”

Dagen forinden er Esther Kjeldahl kommet tilbage til Danmark – med toget – efter en uge i Bruxelles, hvor hun var i EU for at foreslå en løsning til at få flere til at tage toget. I det hele taget er hendes kalender fyldt ud fra morgen til aften alle ugens syv dage. Siden hun i sommeren 2019 afsluttede sin master i filosofi og public policy på London School of Economics, har hun lagt alle sine kræfter i klimaaktivisme.

”Det virker til, at de fleste har mere tid til at tage i byen og se film på Netflix. Det ville helt sikkert også være dejligt. Men jeg ville have svært ved at nyde det, når jeg samtidig ved, at vi har så travlt med at redde planeten. Jeg ved godt, mange vil finde det overdrevet, men hvis jeg har en hel dag, hvor jeg slet ikke laver klimaaktivisme, føler jeg, at jeg svigter dyrene, planterne, børnene. Det er jo dem, vi kæmper for, for ja, der vil nok være oversvømmelser, fødevarekollaps og alle mulige konflikter, og i værste fald bryder det danske samfund sammen i min levetid, men det er jo ikke os, som er her nu, der bliver hårdest ramt.”

Tidligere gennemlæste Esther Kjeldahl alle nye klimarapporter, der kom ud. Men hver gang blev hun decideret deprimeret og kunne ikke gå rundt og glæde sig over noget i dagligdagen – det hele virkede så formålsløst. På et tidspunkt sendte hendes hollandske veninde en artikel fra The Guardian, hvor en forsker konkluderede, at alt håb var ude, og kampen allerede var tabt.

”Den artikel paralyserede mig fuldstændig. Jeg blev så ked af det og vred og ringede til min far og skældte ham ud: ’Du kunne have gjort noget, du var voksen i 90’erne, og du vidste godt det her!’ Men efter jeg havde skældt ham ud, blev jeg  helt modløs og spurgte ham: ’Hvad nytter det her egentlig? Kampen er jo tabt.’ Så sagde han: ’Men Esther, det hjælper jo stadig at kæmpe for, at det bliver mindre slemt.’”

De efterfølgende uger brugte hun på at samle stumperne, før hun tænkte: ’Nu må jeg bare kæmpe herfra.’

”Jeg har stort set holdt mig fra nyheder om klimaet siden. Jeg ved alligevel, at de bliver værre for hver gang.”

Klara Sørensen taler til omkring 50 andre unge fra Den Grønne Studenterbevægelse.

DET GODE LIV er bøffer, nyt tøj og biler,” forklarer en mand omkring de 30 år med stort skæg, man-bun og blomstret genbrugsskjorte, der hoster sig gennem sine sætninger. Det er onsdag aften i Studenterhuset i København midt i oktober, og sammen med en karseklippet fyr i armygrøn sweatshirt er han i færd med at holde oplæg om ’Klimasamtalen’ – en slags guide til at gennemgå ’konkrete metoder til at overbevise din kødelskende onkel, din stokkonservative kollega og din velmenende ven om at engagere sig i den grønne omstilling’, som der stod i invitationen. Arrangørerne havde forventet i omegnen af 30, og derfor står de fleste sorte stole tomme – der er blot dukket ni op. De lytter til gengæld koncentreret.

”Normalt handler samtaler om gode relationer og god stemning, de bevæger sig inden for gængse normer. Det kan være om vejret, ‘Gift ved første blik’ eller ’Den store bagedyst’,” forklarer den anden og får de fremmødte til at grine: ”Men klimasamtalen er noget andet, den hører uden for de normer.”

En ung kvinde med næsepiercing bryder ivrigt ind:

”Folk bliver virkelig provokerede, når man snakker klimaforandringer,” siger hun og skal til at fortsætte sin sætning, men ender med at slå opgivende ud med armene i stedet. 

Så tilføjer hun alligevel: ”Jeg tror, jeg har brug for noget klima anger management.”

Den karseklippede foredragsholder nikker forstående og byder ind med eget eksempel:

”Jeg er klimavegetar,” forklarer han, ”og da jeg sagde det i min familie første gang, begyndte min onkel at skrige af grin. Jeg hader ham.”

Han stopper op og stirrer et øjeblik tomt ud i rummet, mens folk griner.

”Jeg hader ham virkelig,” gentager han.

5 PÅ DEN ENE SIDE 

”Jeg vil have jer til at føle den frygt, jeg føler hver dag. Jeg vil have, I skal handle, som om der er ild i huset, for det er der.”
Greta Thunberg i sin tale i FN i september 2019

”Greta Thunberg er allerede en af vores planets største fortalere”
Barack Obama, tidligere amerikansk præsident

”Historien vil dømme os for, hvad vi gør i dag for at sikre, at fremtidens generationer kan nyde den samme beboelige planet, som vi så tydeligt har taget for givet. Jeg håber, at Gretas besked er et wakeup-call til verdens ledere overalt.”
Leonardo DiCaprio, amerikansk skuespiller

“Kære Greta Thunberg. Vær klar over, at under alle broer, der nogensinde er blevet bygget, har der også boet en trold – nogle gange mere end én. Men brobyggeriet er vigtigere end trolden.”
Anne Hathaway, amerikansk skuespillerinde

”Hvordan kan man synke så lavt, at man kritiserer et barns udseende? En ung pige. Grunden er selvfølgelig, at man er løbet tør for modargumenter.”
Björn Ulvaeus, ABBA

PÅ EN AF DE BAGERSTE stole sidder 27-årige Mads Tudvad. Han har jævnligt oplevet, hvordan samtaler om klimaet dør i sociale sammenhænge. Ingen gider tage bolden op. Senest til hans nevøs fødselsdag, da han forsøgte at fortælle, at han var blevet meget aktiv i klimabevægelsen, hvorefter alle gjorde deres for at skifte emne hurtigst muligt.

”Jeg har stort set givet op på de her private kød-fly-samtaler,” forklarer han godt en måned senere over et glas juice på en café på Nørrebro. Hans lange, mørke hår er sat op i en knold.

”Min onkel kan godt lide at stikke til mig, men før vi kommer i gang, har hans kone brudt ind. Nu undgår jeg stort set emnet for familiefredens skyld. Men det er hele tiden en afvejning, for vi er jo også nødt til at insistere på at tage de diskussioner en gang imellem.”

Det var egentlig ad omveje, Mads Tudvad blev engageret i klimakampen. Da han flyttede til hovedstaden fra en lille provinsby på Sydsjælland for at studere til lærer, endte han i et studiepolitisk miljø og opdagede, hvor relativt nemt det var at få indflydelse. Efter otte måneder var han forperson i professionshøjskolens studenterråd, men da han på et tidspunkt havde brug for at slippe det, og ”Greta-effekten samtidig havde ramt”, mødte han i stedet op til et mandagsmøde i Den Grønne Studenterbevægelse. Han havde en aftale med sin daværende kæreste om at være hjemme klokken 19, men blev så opslugt, at han kom dumpende næsten seks timer senere.

”Jeg har været involveret i forskellige studenterpolitiske organer, hvor man skulle hive i alle og tilbyde gratis kaffe, kage, aftensmad og øl bare for at samle 10. Her blev der ikke tilbudt noget, men alligevel var der mødt over 50 frem med et kæmpe engagement.”

Mads Tudvad taler med små tilløb, men så snart han er i gang, vælter ordene ud af ham. I hans øjne er klimakampens vel nok største fjende forbrugsfiksering, og når ganske få personer i verden ejer det samme som den fattigste halvdel, bør det stå åbenlyst for enhver, at der er noget helt galt med selve systemet. Han tror, at mange gerne vil gøre noget for klimaet, men den største illusion er, at det handler om at købe lidt mindre kød og flyve lidt mindre, siger han. Alene det, at ’kødskam’ og ’flyskam’ er en ting, giver ham lyst til at skrige til himlen, for den eneste skam burde være ’mangel-på-demokratisk-handling’-skam. 

”Hvis man ikke spiser kød eller flyver, bliver man skudt i skoene, at man er hellig, og hvis man spiser kød og flyver, er man en hykler. Den hellige position er ikke relaterbar for 95 procent af danskerne, og der er heller ingen, der har lyst til at være en hykler,” siger Mads Tudvad og fortsætter: ”Det er en kamp, vi kan kæmpe og vinde sammen. Men problemet er, at vi kaster caps lock-beskeder efter hinanden på Facebook og graver grøfter. Vi skal have den store masse med, men hele den demokratiske samtale er udfordret af måden, vi snakker om det på. Kan vi ikke i stedet snakke om, hvordan vi gør det her til et stort, fælles samlingsprojekt?”

Mads Tudvad tror dog på, at forandringerne langsomt sker. I sommer, forklarer han, havde Sønderjylland den første tyfon i umindelige tider, marts var den vådeste længe, selvom der ikke faldt en dråbe de tre første uger, og efteråret 2019 er det vådeste nogensinde.

”Samtidig var der over 40 grader i mange sydeuropæiske byer, som mange danskere på sommerferie oplevede. Det er ekstreme vejrfænomener, og jeg tror, det begynder at gå op for mange. Og jeg tror inderligt på, at vi unge klimakæmpere er en hjørnesten i det.”

5 PÅ DEN ANDEN SIDE

”Jeg må skuffe jer, men jeg deler ikke den generelle begejstring for Greta Thunbergs tale.”
Vladimir Putin, russisk præsident

”Ja, global opvarmning er reel og menneskeskabt. Gretas udsagn om, at klimaændringer er verdens ende, er dog ubegrundet.”
Bjørn Lomborg, leder af Copenhagen Consensus Center

”Hvor vover du at stå der og belære os, din forkælede møgunge.”
Jeremy Clarkson, tidligere ’Top Gear’-vært

”Hun bliver værre og værre. Den seneste tale var fuldstændig overskruet, det var en gang væmmelig følelsesporno. Alle de mennesker, der labber det i sig, de har skabt en kult.”
Søren Espersen, Dansk Folkeparti (efter Greta Thunbergs tale i FN i september 2019)

”Hvordan kan medierne give taletid til sådan en møgunge?”
Jair Bolsonaro, Brasiliens præsident

EN UGES TID før Black Friday trasker Selma Montgomery og en mindre gruppe skoleelever ind i Studenterhuset. De har falafler i hånden og er hipster-smarte i tøjet. De skal planlægge Fridays for Futures skolestrejke, der i anledningen er blevet døbt ’Green Friday’. Mens de brainstormer ved bordet, opstår ideen om at holde begravelses-optog for overforbrugskulturen gennem Strøget.

Black Friday er blot en lille begivenhed i det store billede, forklarer Selma Montgomery, men der er noget ved begivenheden, ”der stikker dybere”. 

”Jeg ved godt, det ikke hjælper at stå og råbe over en eller anden generationskløft, for det er hele samfundsstrukturen, der for længe har været bygget op til at skabe en klimakrise. Man har skabt et system og en tankegang, hvor man er ligeglad med den jord, vi lever på, og blot tænker på at tjene flere og flere penge. Dét har skabt klimakrisen.”

I det forgange år har Fridays for Future arrangeret klimastrejker i 35 danske byer, og i den københavnske afdeling er de lige knap 50 aktive skoleelever – et tal, der støt og stille vokser. 

”Mange af mine kammerater er nok der, hvor jeg var for et år siden: Hvor det langsomt går op for dem, at de kan gøre en forskel. Det kan godt være, der er nogle, som snakker om, at vi er ved at miste momentum i samfundet. Men blandt de unge er vi i hvert fald ikke.”

Siden Selma Montgomery kastede sig fuldt ind i klimakampen, er hendes skolegang kommet i anden række, og de seneste måneder er fraværsprocenten steget til næsten 70 procent. Selv mener hun ikke, hun reelt har et valg: 

”Nogle gange rammer det mig som en mavepuster. Hvad nu, hvis vi ikke får klaret det her? Hvad nu, hvis skrækscenarierne går i opfyldelse? Så føles det hele lige meget, for hvorfor blive ved med at kæmpe, hvis det alligevel ikke gør en forskel? Så ligger jeg i sengen en uge, indtil jeg indser, at det fandeme ikke gør det bedre at ligge der. Mit overlevelsesinstinkt vender tilbage, nej, fandeme, jeg må tilbage og kæmpe.” 

PÅ EN BÆNK i centrum af Silkeborg ligger en gennemblødt og udtværet formiddagsavis med forsiden opad. Den melder om, at den største Black Friday nogensinde er i vente. Biler på vej hjem fra arbejde passerer, mens det vælter ned, som det har gjort hele dagen fra grå skyer, der netop er blevet visket ud i et stædigt efterårsmørke. 

Set fra et københavnsk perspektiv må den globale klimakamp nogle gange virke uoverskueligt stor, set fra Silkeborg må den føles nærmest umulig. Ikke desto mindre har ni 19-årige piger forskanset sig om et stort træbord i Ungekulturhuset. Der er kaffe, havremælk og hjemmelavede chokoladescones, og mens Kirstine Grove Dahl med åben laptop gennemgår de forskellige punkter på dagsordenen, er de andre i færd med at skrive og male på en stak gamle kaffekopper. De har fundet dem i genbrugsbutikker, og nu vil de pryde dem med klimabudskaber og sælge dem videre. Overskuddet skal gå til et klimavenligt formål, men det er lige så meget en gimmick for at skabe klimabevidsthed rundt om i byens hjem. ’Polerne smelter’ står der over påmalede istapper på den ene, ’Fight like you’d fight for a discounted toaster’ på en anden. 

Mindst én gang om ugen mødes de unge aktivister i byen og drøfter aktioner, der skal i støbeskeen. Denne eftermiddag skal de blive enige om, hvem der nedskriver de krav, de har tænkt sig at stille til uddannelsesinstitutionerne om øget klimabevidsthed, ligesom de skal beslutte, om de vil være endnu mere til stede til byrådsmøderne. Det hele foregår i rask tempo, men det er i en positiv tone, og ingen sidder med armene over kors. Hvis nogen siger noget, der er særlig godt, knipser, ikke klapper, de andre begejstret. Det vigtigste punkt er planlæggelsen af næste klimastrejke. Sidste gang forventede de mellem 50 og 100, men 400 dukkede op. Nu gør de det igen, og det betyder, at der også skal styr på, hvilke sange der skal synges.

”Kan vi ikke nok droppe ’Imagine’? Det bliver altså lidt …,” siger Kirstine Grove Dahl og behøver ikke komme det nærmere. De andre begynder at grine. John Lennons fredssang fra 70’erne bliver hurtigt streget af listen. 

DET ER EN VILD fornemmelse på den ene side at sidde og hygge sig, drikke kaffe og spise scones,” siger 19-årige Kirstine Grove Dahl senere samme aften, ”… og på den anden side være midt i noget, der er så vigtigt og meningsfyldt.” 

Hun har brunt pagehår, store brune øjne og en grå trøje med blomster ned ad den ene side. Selvom hun smiler, når hun snakker sit rolige midtjyske, er intet af det, hun siger, for sjov. For et par år siden fik hun øjnene op for klimakrisen, og som mange andre i den aktive bevægelse startede det med en kamp på personligt plan. Men med tiden gik det op for hende, at det ikke var nok ”at vælge havremælken over mælken”. Så da klimabevægelsen skød frem i Silkeborg, sprang hun på. 

”Det er så barske omstændigheder, vi er på vej mod, og jeg forstår godt, hvis man har lyst til at ignorere det. Men heldigvis er vi mange, hvor håbet overskygger den frygt, vi føler.”

Ud over København og Aarhus er Den Grønne Studenterbevægelse aktiv i syv af landets byer. 

Det var en gruppe gymnasieelever, der tog initiativ til at starte op i Silkeborg for knap et år siden. En af dem var Kamille Søgaard Funding, der også er til stede i Ungekulturhuset. Hun har store, runde briller og grønt pandebånd over sit blonde hår. 

”Jeg har tit en mærkelig blandet følelse af total afmagt og mega kampgejst. Nogle gange føler jeg, at jeg ingenting selv kan gøre, at det kun er de strukturelle forandringer, der egentlig batter, og så får jeg lyst til at grave mig ned i et meget dybt, sort klimahul. Men selvom jeg bare er et menneske, og vi bare er en lille fraktion i Silkeborg, ved jeg også, at vi er en del af en kæmpestor fælles kamp. Vi er ikke politikere, men vi kan være med til at råbe dem op og sige: ’Hallo, vi skal have fundet en løsning.’” 

Drypvist siger de ni 19-årige piger farvel for at traske ud i regnvejret og hjem til deres værelser. Der er opgaver, der skal afleveres, og en gallaaften, der skal gøres klar, før klimakampen fortsætter dagen efter. 

Udenfor i regnen står Kirstine Grove Dahl.

”Vi har alle sammen fået et wakeup-call, og det er helt vildt kraftigt. Desværre tror jeg ikke, vi har tid til at vente på, at vi, der står på gaden, kommer til at træffe beslutningerne. Det er derfor, vi kræver, at de, der kan, træffer beslutningerne for os. Jeg er reelt bange …,” siger hun.

Hun stopper op et øjeblik og kigger eftertænksomt frem for sig. Så starter hun sin sætning på ny: 

”Jeg er reelt bange for, hvad der skal ske, hvis vi ikke ser handling nu.”

De unge tegner en streg for hver af de 68.508 underskrifter, de har indsamlet for et borgerforslag om en ny klimalov.

DET ER DET VÆRST tænkelige vejr. Det blæser og vælter ned med regn, der bliver til sne, der bliver til slud, der bliver til regn igen. Dråberne falder tungt og laver store vandpytter i asfaltens ujævnheder på Christiansborg Slotsplads. Hvis klimabevægelsen har brug for en lakmustest, er Black Friday, denne sidste fredag i november, ideel. 

Til at begynde med ligner det ikke nogen sejrsgang. På scenen er Bwalya Sørensen, talspersonen for Black Lives Matter i Danmark, ved at orkestrere en lang, udsyret slagordsøvelse. Hun indledte med at bekendtgøre, at ”jeg er selvfølgelig med på climate justice”, og nu råber hun udsagn, som folk skal besvare ved at råbe ”Shut it down”, og brøler selv i mikrofonen, så Christiansborgs vægge næsten slår sprækker.

”THIS POLLUTION” – ”Shut it down”.

”THIS CLIMATE CHANGE” – ”Shut it down”.

Mindre end 500 er mødt frem og står forfrosne og puster hvid ånde ud i den kolde luft, mens duknakkede bannere forsøger at holde stand mod vinden. En gruppe aktivister fra Extinction Rebellion (et netværk udsprunget af den britiske Occupy-bevægelse) møver rundt med et kæmpemæssigt tredelt banner, og man kan ikke stå stille samme sted i mere end to minutter, før en repræsentant fra Veganerpartiet forsøger at kapre ens underskrift. Akkompagneret af politiet i to salatfade er en større gruppe fra Det Frie Gymnasium netop troppet op og har medbragt et banner med teksten: ”Grøn, rød, sort. Borgen er noget lort.”

Men da klokken nærmer sig 13, og marchen skal til at gå i gang, vælter det pludselig ind med unge fra alle sider. Det er som en scene fra ’Ringenes Herre’, hvor de store hære akkurat til sidst støder til. På ingen tid er antallet fordoblet. Nede i folkemængden står Esther Kjeldahl med røde kinder og skutter sig: 

”Man bliver tit modløs, fordi der ikke sker en skid, og man aldrig ser nogen, der for alvor gør noget,” siger hun med klaprende tænder: ”På den anden side er vi lige nu vidner til den største massemobilisering nogensinde i verdenshistorien.” 

Måske har hun ret, måske ikke. Dette er en historie, der foregår, mens den skrives, og intet er derfor sikkert. Ikke ud over, at hvis man spørger de unge aktivister, er kampen kun lige begyndt. 

Mens solen bryder gennem skydækket, træder Selma Montgomery op på scenen med rødt tørklæde over de brune krøller. Hendes unge stemme dundrer gennem blæsten:

”Det er på tide, at de, der har magten, tager fucking ansvar for vores klode.”

Så sættes optoget i gang. Ligesom i tusindvis af andre byer rundt om i verden samme dag vader de unge gennem Københavns gader, råbende og med bannere med kontante budskaber blafrende over sig. 

”Wow, hvor er de mange,” siger en lille dreng til sin mor, da mængden af marcherende unge lidt senere drejer ned ad Strøget i København, mens slagordene tordner i luften:

”VI – VIL HA’ – EN GRØN, RET-FÆR-DIG FRE-E-EMTID!”