Indlæg

Forældede skinnebredder, voldsomme oversvømmelser og løbske spøgelsestog. Jernbaneforbindelsen mellem Indien og Nepal har haft sine forhindringer. Nu ser det ud til, at den endelig er oppe at køre igen. Ud & Se fik lov at glide med på en prøvetur.
Tekst og foto:Søren Lauridsen

Ingen støj eller møg? Slet ingen bumpende metallisk skrigende skinnelyd eller søgang? Aldrig har jeg i mine mere end 40 år med togrejser i Indien og Nepal oplevet så flot og moderne et tog som det, jeg fik lov at komme med på, da det rullede ud på sin jomfrutur på den nye forbindelse mellem Nepal og Indien. 

Ny er forbindelsen egentlig ikke. Den stammer tilbage fra 1937, hvor briter lagde skinnerne på strækningen, der forbinder den hellige nepalesiske by Janakpur med Jaynagar, en grænseby i den indiske Bihar-provins. Med ruten kunne engelske firmaer forholdsvis let fragte tømmer fra det skovrige område omkring Janakpur til Indien og videre på det store indiske jernbanenet til havnebyer som Calcutta (nu: Kolkata), hvorfra der kunne sejles mod andre kontinenter. 

Det gamle, ofte overfyldte og nu pensionerede tog på Janakpur-linjen.

Janakpur Railway kan bruges til at rejse ind i Nepal på, hvis man er i Indien. Fra Janakpur er der indenrigsfly til både Kathmandu og Pokhara.

Senere blev der koblet passagervogne på fragttogene, da Janakpur var en vigtig pilgrimsby for hinduer – også fra Indien – og i årtier var der gang i trafikken på den eneste brugbare togstrækning i Nepal. Men materiellet blev nedslidt, og i 2001 startede derouten for alvor, da en del af skinnelegemet samt to broer skyllede væk under monsunens sommerregn. Derefter kørte man kun med passagerer på banens to lokomotiver, fem vogne og tilbageværende skinner. Selv om lokomotivet kørte med sneglefart på det smalle og ujævne skinnelegeme, gyngede vognene op og ned samt fra side til side som et skib. Der var mange nedbrud på materiel, og de stadig færre afgange gjorde, at der altid var alt for mange passagerer om bord. Kun få af passagererne betalte – de der kom først og fik en bænkeplads. Mange passagerer sad på taget af vognene og på selve lokomotivet, og der var flere ulykker med fatal udgang.

I august 2012 blev det decideret bizart. En lokomotivfører var ved at fylde brændstof på i Jaynagar, Indien. Hvad der herefter gik galt, har ingen officiel forklaring. Rygter sagde, at en abe havde overtaget styringen med toget. I alt fald begyndte lokomotivet pludselig at køre uden føreren. Passagervognene var endnu ikke koblet til, da det tonstunge lokomotiv stak af over grænsen til Nepal og fortsatte på den 30 kilometer lange rute. Normalt tog det to en halv time at gennemføre turen, men det førerløse tog klarede ruten på kun 45 minutter. Det lykkedes i sidste øjeblik at åbne et mekanisk sporskifte kort før Janakpur Station, hvorved lokomotivet ledtes ind på et i forvejen ødelagt sidespor, hvor monsunregnen gennem et par måneder havde omdannet jorden til en mudderpøl. Det frembrusende lokomotiv satte sig uhjælpeligt fast, og ingen kom noget til. Derefter var der kun ét udkørt lokomotiv tilbage til at tage slæbet, og det blev nærmest hverdagshændelser, at en vogn røg af sporet, eller at akslerne knækkede. I 2014 ophørte togdriften helt. 

Pankaj Kumar Ohja i det nye førerhus.

Jernbanelegemet ligger af hensyn til monsunen højere end omgivelserne, og skinnerne er – selv uden tog – meget populære blandt fodgængere og handlende. Her ånder fred og ro, da der ikke kører biler – og kun ganske få motorcykler. I de sidste fire år er der opstået små markeder op ad skinnelegemet.

Det blev derefter besluttet at genanlægge jernbanen, denne gang med brede spor. Den oprindelige Janakpur Railway var med såkaldt narrow gauge-skinneafstand (76,2 cm), men nu ville man have broad gauge-skinner (skinneafstand 167,6 cm), der kunne kobles direkte på Indiens 68.000 kilometer lange jernbanenet og, hvem ved, måske en dag føres tværs over Nepal. I maj 2019 inviterede det statslige Nepal Railway derfor det indiske selskab Konkan Railway, der forbinder de indiske storbyer Mumbai og Mangalore, til et samarbejde om at drive jernbanen. To nye diesel-elektriske lokomotiver samt fem passagervogne – de to endda med aircondition – blev bestilt hos den indiske togproducent Medha, og de arriverede i september 2020, hvor skinnelegemet lå køreklart. Et par prøvekørsler blev foretaget, men da Nepal som så ofte før skiftede regering, blev tidligere beslutninger annulleret, nyt personale skulle ansættes, og til borgernes skuffelse blev opstarten udsat.

Halvandet år senere, i februar 2022, blev nye prøvekørsler sat i gang, først med en firehjulet motoriseret skinne-trolley. Testpiloten Bindeshwar Thakur havde ombygget sin ældre Yamaha RX 100-motorcykel, så den blev skinneklar, med kickstarter, udstødningsrør, gashåndtag samt – det vigtigste i både indisk og nepalesisk trafik – et horn, der virker!  Efter et par spark på kickstarteren og lidt opstartsrøg tøffede den af sted. Men Janakpurs borgere og de fritgående dyr var ikke vant til færdsel på skinnerne, så Bindeshwar måtte dytte og råbe for at få mennesker, køer og geder væk fra skinnerne. Indimellem måtte han endda stå af og argumentere eller sågar skubbe.

Free seating på det gamle Janakpur-tog. Ruten mellem Jaynagar i Indien og Janakpur i Nepal går gennem Nepals lavland, det såkaldte Terai. Ruten, der i dag er 35 kilometer, skal senere forlænges med 10 kilometer mod nord til byen Bardibas, hvor man kan tage videre ad Nepals længste vej, den 1.026 kilometer lange East-West Highway.

Kort efter blev første prøvekørsel med et regelret togsæt sat i gang, og jeg var så heldig at få lov til at være ene passager om bord, da toget første gang langsomt tøffede af sted. Mens vi kørte forbi med en hastighed på 10-15 km/t, stod folk langs banelegemet med nysgerrige og forventningsfulde øjne og beundrede det flotte nye tog. Mange filmede med deres mobiler. Og jeg forstod dem. Toget er helt moderne og har international klasse. Ifølge Pankaj Kumar Ojha, den indiske ingeniør, der stod for testkørslerne, er toget klar. Dog forudser han ét problem: Toget har kun western style WC. Mange indere og nepalesere foretrækker et hul i gulvet og bryder sig ikke om at sidde på et toiletsæde, hvorfor de sandsynligvis vil vælge at sætte sig på hug på sædet med al den risiko, det medfører under kørslen. 

Efter fem dage med vellykkede kørsler annonceredes det, at toget var klar til at fragte passagerer. De måtte dog tålmodigt vente lidt endnu på den vigtige officielle åbning af banen med en fællesoptræden af Nepals premierminister Sher Bahadur Deuba og Indiens ditto, Narendra Modi. Det kneb dog, måske specielt for sidstsnævnte, med et finde tid i kalenderen. Men endelig lykkedes det 2. april at afholde en ceremoni i den indiske hovedstad New Delhi, over 1.000 kilometer væk.

Søren Lauridsen er forfatter til guidebogen ’Turen går til Nepal’.

50-årige William Sørensen har arbejdet i DSB over halvdelen af sit liv. Noget af det, han elsker mest ved sit job som togfører er at møde mennesker fra forskellige afkroge af Danmark og verden.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg tjekker billetter og fløjter afgang. Jeg har været i DSB i 27 år og har været togfører i alle årene. Selvom det er den eneste stilling, jeg har haft i DSB, har jeg også fået lov til at lave ting, jobbet som togfører ikke normalt indebærer. Jeg har for eksempel kørt rigtig mange særtog. Jeg har blandt andet kørt skitog til Østrig, og så var jeg med, da vi i 2005 kørte et gallatog til Odense i forbindelse med H.C. Andersens 200-års fødselsdag.”

Hvilken strækning er du togfører på?

”Jeg kører hovedsageligt på strækningen mellem København og Padborg. Toget kører helt til Hamborg, men vi overleverer toget til tyskerne ved grænsen, så jeg kører kun til Padborg. På det seneste har jeg mødt mange ukrainske flygtninge på strækningen. De krydser grænsen mellem Danmark og Tyskland i tog.”

Hvordan tager du hånd om ukrainerne?

”Jeg bruger for eksempel Google Translate, som kan læse tekst op på andre sprog, når jeg kalder ud i toget. Så sætter jeg telefonen ned til højttaleren, så der også er udkald på ukrainsk. I ekstraordinære tilfælde kan jeg også godt finde på at reservere pladser til dem. Det kan for eksempel være, hvis der er mange mennesker i toget, og der er en mor med sit lille barn. Så kan jeg reservere sæder, så der ikke er andre, der booker dem.”

Er der en oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?

”Min kollega og jeg mødte en ældre ukrainsk mand i et tog, der skulle ankomme til Københavns Hovedbanegård klokken 21:33. Han ville gerne videre til Oslo samme aften, men jeg var nødt til at forklare ham, at der ikke var flere afgange den dag, og så begyndte han at græde. Han var bange for, at han ville blive efterladt alene, og at han skulle sove på gaden.”

Hvordan håndterede du det?

”Jeg forklarede ham, at Røde Kors har en tryghedszone på Københavns Hovedbanegård, men det endte faktisk med, at der var en passager, der betalte et hotelværelse til ham. Han var så taknemmelig for vores hjælp, at han insisterede på, at vi skulle komme til Ukraine og besøge ham, når krigen var slut. Så vi udvekslede telefonnumre, og vi fik hans adresse. Da jeg kom hjem den aften, kunne jeg ikke sove, fordi jeg lå og spekulerede på den ældre herre. Morgenen efter tog jeg derfor hen til det hotel, han var blevet indkvarteret på, for at sikre mig, at han var kommet af sted til Oslo. Det var han.”

Hvordan har krigen i Ukraine udfordret dit arbejde som togfører?

”Det er mest min egen moral, der bliver udfordret. Jeg kunne jo bare være en kold skid og passe mit arbejde, som om alt var i den fineste orden. Så det er mit eget behov for at hjælpe, der bliver udfordret, for man kan ikke redde alle. Men hvis man bare kan gøre nogle små ting som at tilbyde dem en kop kaffe, lave udkald på ukrainsk eller give dem et stykke chokolade, er det min opfattelse, at man kan gøre en forskel.”

Når temperaturen stiger, kan skinnerne udvide sig. Bliver de for varme, sløver det togdriften, der i værste fald kan gå helt i stå. Se her, hvad Banedanmark gør for at holde hovedet og sporet koldt.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakob Wedendahl

SOMMER OG SOL

Når vejrudsigten siger 25 grader, svag vind og høj sol, kan skinnetemperaturen overstige 40 grader. Det er ved denne temperatur, at skinnerne begynder at udvide sig. Det er således kun på såkaldte meteorologiske sommerdage, hvor lufttemperaturen er 25 grader eller over, at der er risiko for udvidelse.

SPÆNDINGEN STIGER

Spændingen i togskinnerne varierer alt efter, hvor varmt eller koldt vejret er. På de allervarmeste sommerdage kan skinnerne udvide sig, og det kan være nødvendigt for lokomotivførerne at sænke farten – eller helt standse toget. Det er dog yderst sjældent, at det er nødvendigt at indstille trafikken på grund af varme skinner. Jo bedre skinnerne er vedligeholdt, og jo yngre de er, desto mindre er risikoen.

AFTERSUN

Skinnerne er generelt vedligeholdt, så de kan klare meget høje temperaturer. På dage, hvor skinnetemperaturen overstiger 40 grader, bliver toghastigheden på enkelte kortere strækninger sat ned til 80 km/t. Den nedsatte hastighed bidrager til at bringe temperaturen i skinnerne ned. Når temperaturen falder i løbet af aftenen, kan hastigheden atter sættes op.

HIV OG TRÆK

Ved skinnernes neutraltemperatur på cirka 20 grader er der hverken træk eller tryk i dem. Men temperaturen i skinnerne varierer som det danske vejr, og Banedanmark arbejder året rundt på at udligne spændingen i skinnerne, så den hele tiden er tilpasset vejrforholdene. Dette gøres ved at skære skinnen over og løsne den fra svellerne, så den kan trækkes fra hinanden. Herefter beregnes det, hvor meget skinne der skal tages ud af sporet, hvilket afhænger af den aktuelle skinnetemperatur. Til sidst trækkes skinnen sammen, sættes fast til svellerne og svejses sammen igen.

GRÆNSEKONTROL

Banedanmark har mobile temperaturmålere, der gør det muligt at fjernovervåge temperaturen i skinnerne, hvor der er behov. Hvis skinnetemperaturen når op på 38 grader, modtager Banedanmarks varmevagt en varslings-sms. Overstiger temperaturen grænsen på 40 grader, rykker varmevagten ud til det specifikke område for at inspicere sporet. I meget sjældne tilfælde kan høj varme få sporet til at udvide sig så meget, at skinnerne bliver bragt ud af form.

Kilde: Banedanmark

 

58-årige Helle Bech Johansen er koordinerende driftsleder i DSB.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg skal hele tiden kunne redegøre for trafikken – måske ikke ned til det enkelte tog, men jeg skal kunne give en overordnet beskrivelse. Som koordinerende driftsleder er det min opgave at overvåge trafikken og planlægge, hvordan trafikken skal afvikles, hvis der opstår uforudsete hændelser. Det kan for eksempel være personpåkørsler, skinnebrud, eller hvis en køreledning falder ned. Stedet vil typisk blive spærret af, hvis det sker. Så kan man vende togene på hver side af hændelsen og sætte nogle togbusser ind på strækningen. Hvis der sker noget i Hovedstadsområdet, for eksempel i Glostrup, så fjern- og regionaltog ikke kan køre mellem Høje-Taastrup og Københavns Hovedbanegård, kan vi få passagererne over i S-toget i stedet for.”

Hvordan er dine arbejdstider?

”I min afdeling arbejder vi 365 dage om året, døgnet rundt. Man kan enten have morgenvagt, eftermiddags- og aftenvagt eller natte­vagt. Derfor arbejder vi også i weekender og på helligdage, men så må jeg bare lægge mine fritidsaktiviteter med venner og familie på andre tidspunkter. Vagterne går på skift, og en gang imellem bytter vi, hvis man har fået en vagt, der ikke passer så godt. Noget af det, jeg godt kan lide ved de skiftende arbejdstider, er, at jeg nogle gange kan have fri en hel uge, uden jeg skal bruge ferie på det, fordi jeg har arbejdet meget på et andet tidspunkt.”

Hvad har du lavet tidligere?

”Jeg søgte ind i DSB i 1985, hvor jeg uddannede mig som hurtigbus, som det så smukt hedder. Det var en ny uddannelse, DSB oprettede i 80’erne for at skabe nye ledere. Da jeg var færdig med uddannelsen, som tog to år, var det meningen, at jeg skulle søge en lederstilling, men der var ikke rigtig nogen, så jeg fik job i DSB’s specialrejser i stedet for. Her fik jeg ansvaret for flexvogne, som var tre vogne, der kunne indrettes som dansevogne, konferencevogne, spisevogne og alt muligt andet. I dag har vi ikke flexvogne mere, men to af de vogne, jeg havde ansvaret for dengang, kører for dronningen i dag. Efter det har jeg både arbejdet i Trafikinformation og som almindelig driftsleder, inden jeg blev koordinerende driftsleder sidste efterår.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg elsker at gå Camino i Spanien. Jeg har lige været af sted i maj måned i år, men gik denne gang kun 100 kilometer. Første gang var i 2015 sammen med min storesøster. Vi fik så mange vabler, at jeg tænkte: ’Det skal jeg bare aldrig igen!’ Men efter to år tænkte jeg, at det skulle være løgn. Det var min drøm at gå hele den store Camino, så jeg tog bare af sted igen. Alene. Og så gik jeg alle 800 kilometer.”

Her får du sommerens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

SOMMERJOB

Hen over sommeren udfører Banedanmark sporarbejde på en række strækninger. Det betyder blandt andet, at der ikke kører regional- og InterCity-tog mellem København H og Høje-Taastrup mellem 4. og 24. juli. Man kan i stedet tage S-tog linje B, som kører hvert 10. minut i dagtimerne. Også mellem Aarhus H og Fredericia kan man mellem 15. og 24. juli opleve færre tog, ændrede køretider og længere rejsetid. I begge tilfælde er det en god idé at holde øje med den opdaterede rejseplanen.dk.

NYE TOGTIDER

100 Coradia Stream el-togsæt fra franske Alstom forventes modtaget op mod et halvt år senere end den oprindelige tidsplan. De nye el-togsæt skulle have været sat i drift i december 2024, men det er nu ændret til medio 2025. Det er den generelle usikkerhed med forsyninger verden over samt andre faktorer, der ændrer tidsplanen – blandt andet en række ændringer på togets design, som er nødvendige, for at Danmark modtager optimale togsæt. Coradia Stream el-togsættene skal afløse DSB’s nuværende IC3-, IR4- og IC4-tog og skal udgøre rygraden i landsdelstrafikken, ligesom de vil blive indsat i dele af den regionale trafik.

Foto: René Strandbygaard

VIDSTE DU, AT …

… det i år er 25 år siden, det første tog kørte over og under Storebælt med Dronning Margrethe og Prins Henrik i førerrummet? Storebæltsforbindelsen forkortede rejsetiden mellem København og Aarhus med en time og skabte et regulært boom i togrejser på tværs af Danmark. Siden dengang er den 20 kilometer lange tur 75 meter under havoverfladen taget mere end en million toggange.

NØDLINE

Før man kunne udløse en nødbremse, var der i stedet en line, der fulgte togstammen og kørte gennem kroge ved kanten af togvognenes tag. Linen var forbundet til lokomotivets dampfløjte (se billedet), og passagererne kunne række armen ud og trække i linen, hvis noget var galt. I Danmark blev toglinen almindelig på persontog fra 1880’erne, men allerede fra 1890’erne begyndte DSB at indføre et bremsesystem, som gjorde det muligt for passagererne at standse toget ved træk i en nødbremse.

26. juni 1847 blev den første jernbanestrækning i Danmark indviet mellem Roskilde og København. Hop med på jubilæumstoget, kør en tur ad Danmarks første jernbane, og se, hvordan den har udviklet sig gennem sine 175 år.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakob Wedendahl

DAMP AF, OG SKRU OP

Det allerførste tog, der kørte på Roskildebanen, var Danmarks første damplokomotiv, ODIN. I køreplanen var der tre daglige afgange fra hver station. Toget afgik fra Roskilde klokken 6:00, 13:00 og 21:00, mens det kørte fra København klokken 7:30, 14:30 og 22:30. I dag kører der gennemsnitligt 237 el- og dieseldrevne fjern- og regionaltog i døgnet på strækningen. Det forventes desuden, at der fra omkring 2029 også skal køre S-tog mellem København og Roskilde.

HVEM STÅR AF I ROSKILDE?

I 1847 var det primært københavnere, der tog til endestationen Roskilde for at se domkirken og udforske byen. I dag er det særligt pendlere, der står af på stationen. I 2017 var der i gennemsnit 29.000 daglige passagerer, der ankom til eller rejste fra Roskilde Station.

Tog mod København passerer viadukt ved Gamle Carlsberg. Illustrationen er lavet af kunstneren H.G.F. Holm i 1849, og typisk for tiden er viadukten gjort ekstra imponerende, ved at toget er mindre end i virkeligheden.

NYE HESTEKRÆFTER

D Danmark fik sin første jernbane, blev toget det hurtigste transportmiddel i Danmark. Tidligere tog det omkring 2,5 timer at komme fra København til Roskilde i hestevogn. Med toget tog det nu kun 53 minutter. I dag tager det mellem 21 og 27 minutter afhængigt af, hvor mange stationer toget standser ved undervejs.

EN LÆNGERE BANE

I 1856 blev Roskildebanen forlænget til Korsør. Hidtil havde flere haft svært ved at se behovet for en jernbane, men nu begyndte den at give mening, da man kunne rejse og transportere gods på tværs af hele Sjælland. Derudover kunne man fra Korsør komme videre med færge til blandt andet Fyn og Kiel.

Stationsbygningen i Roskilde tegnet 1849. Murkronerne, der ses på toppen af tårnene, blev fjer­net i 1871. Ved tårnenes fod ses to boder, hvor der indtil 1850 blev opkrævet bytold af varer, som ankom med toget. Foto: Danmarks Jernbanemuseum

SEKSCIFRET SUCCES

I det første hele driftsår for jernbanen var der 260.187 passagerer, hvoraf 153.861 kørte direkte mellem Roskilde og København. De resterende 106.326 passagerer stod om bord på de mellemliggende stationer Valby, Glostrup, Kjøgeveien og Hedehusene. Passagertallet oversteg alle forventninger, og på travle dage måtte man indsætte ekstra vogne. I dag rejser i omegnen af 1.800.000 personer årligt mellem Københavns Hovedbanegård og Roskilde Station.

Kilder: Danmarks Jernbanemuseum, DSB, passagertal.dk

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

IRENE SHIM
76 år, pensionist, Nivå Station

Jeg har lige været ude hos Lauritz.com og hente alt det her stads. Det er et pejsesæt i kobber, som skal stå ved vores kamin i Asserbo, hvor min mand og jeg har sommerhus. Der er brandspand, brændespand, blæsebælg og alt, man skal bruge. Det må næsten være noget antikt, men jeg var den eneste, der kom med et bud.

I mit arbejdsliv har jeg lavet en masse grundforskning i grænseområdet mellem fysik og kemi og været lektor i kemi. Jeg er faktisk kvan- tekemiker, så jeg har lavet utallige beregninger af elektroner i molekyler. Det er på meget store compu- tere og ufattelig svært at forklare.

I 1980 flyttede jeg tre år til Texas for at fortsætte min forskning. Det var i en college- by mellem Houston og Dallas. Det var ligesom at træde ind i en cowboyfilm, hvor jeg var hende tossen, der cyklede rundt. Det gør de ikke meget. Min kollega var tysker, så vi endte med at være to tosser, der cyklede rundt.

__________________________________

LINDA KURAKINA
21 år, tjener, Helsingør Station

Jeg kom til Danmark for et år siden. Jeg er oprindeligt fra Letland, hvor mine forældre og mine søskende stadig bor. Det var min tante, som overtalte mig til at komme og bo hos hende i Snekkersten. Jeg er meget overrasket over, hvor venlige folk er. Alle siger hej på gaden og smiler, mens folk er mere indelukkede i Letland.

Min fritid er meget sparsom. Når jeg ikke arbejder, studerer jeg dansk, står på rulleskøjter og dyrker kampsport. Hele min familie står på rulleskøjter og dyrker thaiboksning og krav maga, en israelsk kampsportsform. Lige nu har jeg sår på mine knoer fra træning.

I fremtiden vil jeg gerne åbne mit eget konditori. På den måde kan jeg både blande det lettiske køkken og det danske. Der er mange forskellige slags mad i mit liv. Jeg arbejder som tjener på en thailandsk restaurant, min tantes mand er fra Mellemøsten og spiser meget arabisk mad, og så er der det danske og det lettiske. Måske skal jeg blande det hele en dag.

__________________________________

STIG HANSEN
67 år, teknisk ejendomsleder, Hillerød Station

Jeg har lige fået fri fra arbejde og skal med toget videre til Vejby. Det er en lille landsby mellem Helsinge og Tisvildeleje med to supermarkeder, kirke, skole og plejehjem. Jeg er oprindeligt fra en lille by, der hedder Sigerslevøster. Den ligger to kilometer
fra Sigerslevvester. Men vi boede faktisk mellem de to byer, så vi plejede at sige, at hønsene gik rundt i et andet sogn.

Min moderne stilling hedder teknisk ejendomsleder, men i gamle dage sagde man bare pedel. Jeg sørger for, at huset kører, at der er varme i radiatorer og lys i lamperne. Men jeg laver også alle mulige andre ting, fordi jeg arbejder på en specialskole for udviklingshæmmede børn. Jeg er uddannet kloakmester, men jeg har aldrig arbejdet med kloak. Jeg startede som tekniker på et egnsteater i Odense i 80’erne, hvor jeg lavede alt andet end at stå på scenen.

De sidste fem år er jeg begyndt at høre mere klassisk musik igen, som Verdi, Mahler og Händel. Men jeg hører praktisk talt alt undtagen bebop. Det kan jeg ikke holde ud at høre på. Selv har jeg kun spillet husmandsguitar, men så kom jeg til at putte en vinkelsliber på min finger. Siden det skete, har fingeren opført sig lidt anderledes, end den skulle.

 

Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

DØRE TIL FREMTIDEN

De københavnske S-tog bliver de kommende år sat i stand, og de første nymalede togsæt er allerede på vej ud på skinnerne efter at være blevet malet i den kendte røde farve – men nu med grå døre, der gør det lettere også for svagtseende at finde indgangen. Undervejs i arbejdet kommer der til at køre fine og færdige togsæt rundt skulder ved skulder med togsæt, der har fået taget folien af for at blive klar til behandling. Det tager tid at komme gennem alle togsættene, og det sidste forventes at være færdigt med udgangen af 2025.

SPOR I KØREPLANEN

Banedanmark udfører spor­arbejde mellem København H og Høje-Taastrup. Det betyder, at linje B frem til 8. juni kører mellem Farum og Glostrup hvert 10. minut og mellem ­Farum og ­Høje-Taastrup hvert 20. minut. Fra 9. juni til og med 22. juni og igen fra 4. juli til 24. juli kører linje B mellem Farum og Taa­strup hvert 10. minut og mellem Farum og ­Høje-Taastrup hvert 20. minut.

CO2-OVERBLIK

Uanset om du pendler fra Køge til Nørreport eller tager toget til Hamborg, udleder du langt mindre CO2 end på samme tur bag rattet i en bil. Det viser udregninger foretaget af DSB baseret på tal fra den uafhængige rådgivningsvirksomhed COWI, hvor CO2-udledningen på 10 af de mest populære strækninger er kortlagt. Eksempelvis udleder du som togpassager på strækningen København – Odense fire gange mindre CO2 end i bil. Mellem Køge og Nørreport udleder bilen 10 gange så meget CO2 som S-toget. 

Se det nye strækningskort på dsb.dk/miljø

Vi fejrer jubilæet for indvielsen af den første jernbanestrækning i Danmark. Her er 10 historier fra dengang og nu, der kører på skinner.
Tekst:Christian MartinezFoto:Danmarks Jernbanemuseum

BANEBØRSTER

De første jernbaner i Danmark blev anlagt af private selskaber, som også stod for driften. Hvis ikke man tæller strækningen Altona-Kiel med fra 1844, der dengang var dansk, blev den første strækning fra København til Roskilde indviet i 1847. Den var anlagt af Det Sjællandske Jernbaneselskab, der senere blev overtaget af staten. I Jylland og på Fyn var det britiske entreprenører, der lagde sporene med brug af danske håndværkere. De blev kaldt ’banebørster’ og var kendt for at være nogle barske drenge, der rejste med arbejdet, boede i skure og drak, som fik de penge for det. På selve dagen for den første togrejse strømmede folk til for at opleve damplokomotivet Odin trække 11 vogne – inklusive kong Christian VIII – hele vejen til Roskilde. 15 år efter Roskilde-København blev indviet, kunne jyderne åbne den første strækning i hovedlandet.

En tekniker efterser centraluret på Hellerup Station, 1952. Centraluret styrede alle stationsurene på hovedstadsområdets S-bane. Synkrone, præcise ure var måske det vigtigste element i at gennemføre en intensiv drift med stiv køreplan mellem de tætliggende S-togsstationer.

TOG TIL TIDEN

I begyndelsen kørte togene ikke helt efter køreplanen. I midten af 1800-tallet havde de færreste danskere et ur, så man orienterede sig efter solens position eller kirkeklokken. Med jernbanens udbredelse blev stationsuret den nye standard, men selv den tid var længe unøjagtig, for det var først i 1880, at man i Danmark indførte en fælles tid for hele landet (som blev telegraferet rundt). Inden da havde hver by sin egen lokaltid, hvilket var en hovedpine for alle, der ville køre på minuttet. Det gjorde heller ikke tingene nemmere, at det var stationsforstanderen, der bestemte, hvornår togene kørte. Og eftersom han havde ret til også at sælge øl, brændevin og kaffe, havde han en interesse i, at toget først kørte, når folk lige havde nået at handle. 

DANMARK PÅ SKINNER

De danske jernbaner består i dag af 3.500 kilometer jernbanestrækning. Det svarer til halvdelen af den danske kystlinje eller mere end en tur fra København til Nordafrika. Målt på banekilometer toppede vi i 1930, hvor Danmark var dækket af et fintmasket jernbanenet på over 5.300 kilometer. Det skyldtes ikke mindst de mange små lokalbaner, der opstod i perioden, men som måtte lukke igen i 60’erne, hvor de blev udkonkurreret af busser, lastbiler og den stigende privatbilisme.

Vogn fremstillet på Randers Jernbanevogn-Fabrik (senere Scandia), 1871.

KLASSEREJSE

De fleste var enige om, at toget var et fremskridt, men derfor kunne forholdene godt være usle. I alt fald hvis man rejste på 3. klasse, hvor folk sad på hårde træbænke, uden opvarmning og med en kupé kun oplyst af en olielampe eller et stearinlys. Det peb ind ad utætte døre og sidevægge, og endelig kunne støjen være ulidelig, når togene undervejs skulle rangeres ved stationerne. I 1911 modtog Skive Folkeblad en klage fra en rejsende, der var træt af ventetiden, den evige rysten fra vognene og kulden. Han var også træt af, at olie fra lamperne dryppede ned på folks tøj. ”Det er nok bedre at rejse til fods,” konkluderede han.  DSB afskaffede først 3. klasse i 1934, men formodes at have udskiftet olielamperne inden.

FARLIG PASSAGER

I 1918 blev verden ramt af influenza-pandemien den spanske syge, der kostede over 50 millioner mennesker livet. Da sygdommen ramte Danmark i sommeren 1918, var politikerne tilbageholdende med at iværksætte nedlukninger. Smitten spredte sig dog så rasende hurtigt, at Sundhedsstyrelsen under epidemiens anden bølge i oktober indførte restriktioner og indskærpede, at togvogne skulle udluftes og rengøres hyppigt. DSB iværksatte også tiltag for at forhindre overfyldte vogne. Det skete ud fra en formodning om, at udbygningen af det danske transportsystem havde bidraget til spredningen. Man kunne nemlig sammenligne med 1820’ernes koppe-epidemi, der havde spredt sig fra København til Vendsyssel. Dengang var smitten flere år om at ramme hele landet, mens den spanske syge ramte København og Nordjylland inden for samme måned. I alt blev en million danskere syge, heraf mistede 15.000 livet.

Afsporet ammunitionstog ved den første vellykkede jernbanesabotage i Danmark mellem Espergærde og Snekkersten, natten mellem 6. og 7. november 1942.

KRIG PÅ BANEN

Under den tyske besættelse af Danmark spillede togtransport en vigtig rolle, når tungt materiel skulle fragtes over land. Tyskerne brugte Danmarks jernbanenet til at fragte tropper og materiel til Norge gennem Sverige og til havne i Nordjylland. Modstandsbevægelsen angreb af samme årsag tyske togtransporter, typisk med bomber langs sporene. Som hævn udførte danske tyskvenlige på tysk ordre modsabotage, som også gik ud over dansk togtransport. Modstandsbevægelsens angreb på jernbanen fik ikke stor betydning for krigens udfald, men havde stor symbolsk betydning. Den første vellykkede sabotageaktion mod et tysk militærtog skete ved Snekkersten i november 1942. Det gik dog ikke altid kun ud over godset: Da Petergruppen som kontrasabotage sprængte et dansk passagertog nord for Hobro i oktober 1944, blev 10 mennesker dræbt.

Passagerafdeling for rygere, 1962.

RYG OG REJS

I  70’erne var halvdelen af kupeerne i S-togene rygerkupeer. I begyndelsen af 00’erne var rygerpladserne faldet til en ottendedel. Men selv det var måske for meget, lød det i 2004 fra stabsdirektør Hans Munck: ”En gennemsnitlig S-togsrejse varer 15 minutter. Og når rejsen ikke er længere, kan folk godt vente med at ryge.” I 2005 blev der indført rygeforbud i alle S-tog. Siden 2014 har der været rygeforbud på alle DSB’s perroner og i alle tog.

Lokomotivfyrbøder på Københavns Godsbanegård retter fyret til, 1957. Foto: Sven Rodevang

FARVEL TIL FYRBØDEREN

Fyrbøderen er den person, der på en dampmaskine forsyner fyret med brændsel i form af kul, koks eller træ. Det var fyrbøderens opgave at få den maksimale energi ud af brændslet, hvorfor han skulle være i stand til at aflæse belastningen på maskinen, så der kunne opretholdes et højt damptryk. Men selvom damplokomotiver blev anvendt i Danmark både under og efter anden verdenskrig – grundet oliemangel – var teknologien på retur: I 1952 bestilte DSB de fire første dieselelektriske lokomotiver fra Sverige: Litra MY blev rygraden i DSB’s person- og godstrafik i årtier. Det ’dieselelektriske’ bestod i at lade en dieselmotor lave strøm til en elmotor, der sad mellem hjulene og omsatte trækkraften til skinnerne. Det var banebrydende (undskyld), fordi man sparede meget brændstof i forhold til kulforbruget på damplokomotiverne. Desuden sparede man en mand, da fyrbøderen nu var overflødig. MY 1159 kørte sin sidste officielle tur i 2001.

GALE STREGER KOSTER

Graffitien kom til Danmark i begyndelsen af 80’erne, inspireret af dokumentarfilm som ’Style Wars’, der blev sendt på tv og introducerede danskerne for hiphopkulturen. Vi lærte ord som ’tag’ at kende, når en graffitimaler sætter sin signatur, og selvom der var langt fra New Yorks Subway til Brønshøj eller Avedøre, blev DSB’s tog snart et yndet mål. Nikolaj Peyk fra Østkyst Hustlers har tidligere udtalt, at han sammen med vennerne i graffitigruppen Whap Gang stod bag Danmarks første toggraffiti i 1984. Graffiti er ikke længere det fænomen, det engang var, men det er langtfra forsvundet: Det koster op mod 100.000 kroner at fjerne graffiti fra en togvogn. DSB brugte i 2021 samlet omkring 71 millioner kroner på at rydde op efter graffitihærværk på togene.

Politiassistent Jørn Moos fremviser bazooka fundet i lejligheden i Blekingegade. Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

MILLIONER I TASKEN

2. maj 1989 åbnede kriminalinspektør Jørn Moos døren til Blekingegade 2 og fandt et gemmested med planer over røverier og kidnapninger, falske id-kort og våben. Hermed faldt brikkerne på plads i en række sager, som i årevis havde ligget uopklarede. En af dem var et forsøg på at afpresse DSB’s daværende generaldirektør, Ole Andresen. Den teori fremlagde Moos i bogen ’Blekingegadebetjenten’ fra 2007, hvor kriminalinspektøren beskriver de hektiske sommerdage i 1987, hvor der blev skudt mod et tog og sat ild til et S-tog – alt sammen i forsøget på at true generaldirektøren til at udlevere 3,5 millioner kroner. Da politiet ikke ønskede at udsætte Andresen for fare, blev Jørn Moos valgt til at spille rollen som DSB-chef i en Hollywood-agtig udveksling. Han blev sminket, fik farvet hår og blev iført direktørens tøj, inden han med tasken fuld af kontanter fulgte afpressernes instruktioner (som indebar flere togture). I sidste ende fik de ikke pengene, og man ved ikke, hvem, der stod bag, men Jørn Moos mener, at forløbet minder meget om Blekingegadebandens planlagte, men aldrig realiserede kidnapning af den svenske rigmand Jörn Rausing.

57 år-rige Jesper Mølgård er senior miljøkonsulent i DSB og ansvarlig for at måle af og nedbringe lokomotivernes CO2-udledning.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg arbejder med DSB’s miljøpåvirkning. Jeg har blandt andet ansvaret for de beregninger, der viser, hvor meget CO2 de forskellige lokomotiver og togsæt udleder, og jeg er med til at vurdere, hvordan vi kan reducere energiforbruget.”

Hvad kunne det være for tiltag?

”Vores tog bruger hele tiden energi. Når det kører, men også når det holder stille. Der er for eksempel varme på, så togene ikke bliver for kolde, og der er lys tændt, når rengøringspersonalet skal til. Nogle steder holder dieseltogsættene derfor i tomgang. Jeg er med til at undersøge, om det er muligt at koble dem på el, så de får strøm fra et kabel i stedet for. Vi arbejder også på at få bedre styring af indeklima og luftskifte i de forskellige materieltyper. Alt sammen for at spare energi.”

Hvorfor er dit job vigtigt?

”Det er afgørende at vise kunderne, at toget er en del af løsningen på klimakrisen. De beregninger, jeg er med til at lave, gør det nemmere at vise, at toget er et mere bæredygtigt alternativ til andre transportformer som for eksempel biler, fly og færger. Når jeg laver beregninger, er det gennemsnitlige størrelser. Man kan sagtens tage toget en søndag aften, hvor der ikke er så mange passagerer med, og udledningen per passager selvfølgelig er højere, fordi der er færre at fordele den på.”

Hvad lavede du, inden du blev miljø-konsulent?

”Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet i DSB i 33 år. Jeg har siddet i mange forskellige jobfunktioner. Jeg har både siddet med planlægning, passagertællinger og udliciteret rengøring, men jeg kan ikke huske, hvor mange stillingsbetegnelser jeg har haft.”

Det var mange år … 

”Det var det første jobtilbud, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, og jeg tog bare imod det. Jeg fik hurtigt en god fornemmelse, fordi jeg er i en virksomhed, hvor produktet giver mening. Toget er et bæredygtigt valg, og det er på samme tid med til at reducere trængslen på vejene, specielt i de store byer. Derudover giver det mennesker, der ikke har bil, mulighed for at rejse. Desuden kan jeg godt lide, at alle har en holdning til DSB. Det har aldrig generet mig, at jeg skal diskutere rejsekort og forsinkelser til privatarrangementer – jeg synes, det er sjovt.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg spiller backgammon. Jeg spillede rigtig meget i 90’erne og blev faktisk danmarksmester i backgammon i 1996 – men så fik jeg børn og lagde det lidt på hylden. Jeg har kun spillet i tre år, siden jeg genoptog det, men jeg spiller i 1. division, som er den næstbedste række. Det svinger lidt, hvor mange turneringer jeg deltager i, men målet, da jeg begyndte igen, var, at jeg skulle til udlandet og spille. Så jeg var i London i februar og Venedig i april. Derudover er jeg formand i Omø Brugsforening og er med til at drive en mindre købmand på den lille vestsjællandske ø, hvor jeg har sommerhus.”

Ifølge en gennemsnitsberegning udleder et InterCity-tog 29 gram CO2 per passager per tilbagelagt kilometer, mens et indenrigsfly udleder 160 gram, og en konventionel bil 119 gram. En elbil udleder 13 gram, mens DSB’s elektriske Vectron-tog udleder 6 gram per personkilometer.