JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor en sporvogn kører mig over. Først lyden af en klokke, der ringer. Og så bliver jeg kørt over. Og vågner.
Det har jeg altid drømt. Et par gange om måneden. For ikke særlig længe siden besøgte jeg min mor sammen med min søn. Hvis der er noget, der er kedeligt, er det at høre om andre folks drømme, men jeg fortalte hende så om min drøm. Så sagde hun: ”Ej, husker du dét? Det var i 1964 eller sådan noget. Vi kom kørende på Amagerbro og skulle ned ad Holmbladsgade, og jeg havde lige fået kørekort. Vi holdt på skinnerne, jeg så ikke sporvognen komme, og den kørte ind i os, så bilen blev slæbt med. Du har nok været to år.” Det må have ligget i min underbevidsthed. Vi havde aldrig talt om det før.
Hr. og fru Holm foran huset på Løjtegårdsvej. Foto: Privat
Det første, jeg selv kan huske, er min far og mig, der holder for rødt ved det gamle vandtårn. Jeg er 4-5 år gammel. Min far hopper ud af bilen, løber over til en anden bil, og der opstår noget slagsmål og råberi. Min far kommer tilbage i bilen og siger: ”Nu skal vi ud og have en iskage på Amagerbrogade.” Iskage var ikke noget, man bare fik dengang. Højst en gang om året. Da der bliver grønt, og vi kører forbi den anden bil, ser jeg, min mor sidder derinde. Hun havde givet en kollega et lift efter arbejde, og min far troede, hun var ham utro. Jeg tror, det var den dag, de blev skilt.
Fra venstre: Storebror Eskild, Brian og vennen Carsten. Foto: Privat
JEG GIK PÅ Løjtegårdsskolen på Løjtegårdsvej. Lige overfor lå Løjtehus Restaurant. Da jeg var barn, tænkte jeg, at det kun var de rige, der havde råd til at gå ud at spise. Jeg drømte i mange år om at få en fiskefilet. Jeg kan huske, der gik rygter om, at man kunne få fiskefilet med remoulade på. Jeg drømte sådan om at få et stykke fisk med remoulade. Det gjorde jeg ligesom aldrig. Der var ingen penge til den slags, vi fik heller aldrig sodavand.
Da jeg senere blev murer, og jeg hver anden torsdag fik min løn i en kuvert, kørte min far og jeg ud på Pernille’s Kaffebar. Den første gang jeg stod der – det har været i 1979 – og vi skulle vælge smørrebrød … Det var ligesom at skulle vælge mellem en Ferrari og en Lamborghini.
Når jeg spørger mine gamle venner, husker de mig som en stille dreng i skolen. Den, der kom fra det bedste hjem. Der er nok en gran af sandhed i det. Personligt husker jeg det helt modsat.
Jeg kunne ikke tale, så jeg gik til talepædagog hver torsdag. Jeg både stammede og læspede. Det var voldsomt. Hver torsdag når jeg vågnede, håbede jeg fandeme, at jeg var død, for på skolen var der et samtaleanlæg, og det blev altid kaldt ud på hele skolen: ”Brian Holm Sørensen skal til talepædagog.” Alle kunne høre det. Og så var der tæsk i frikvarteret. De store drenge stod og ventede: ”Der kommer sprogspasseren!” Det sjove er, at den del er der ikke rigtig nogen af mine klassekammerater, der kan huske. De husker mig som en, der var rimelig kvik i skolen. Mig? Jeg var sgu da den største taber, syntes jeg selv. Virkeligheden ligger nok et sted midtimellem.
Foto: Privat
MIN MOR HAVDE fået en ny kæreste, det var min stedfar ’HC’, som var programmør, og de var flyttet i en lejlighed i Vinkelhusene ved det gamle vandtårn i rundkørslen på Englandsvej. Et nybyggeri. Store, høje skyskrabere. Det var ligesom at flytte til Manhattan. På et tidspunkt blev Tårnby Torv bygget lige ved siden af. I vores øjne var det som et vaskeægte shopping mall. På hjørnet lå der en butik, der solgte farvefjernsyn. Det var første gang, jeg så en cowboyfilm i farver. Bagefter kunne vi så gå over i skolen og sige, at vi havde set en cowboyfilm i farver. Vi behøvede jo ikke at sige, at det var i tv-forretningen på Tårnby Torv.
Senere fik jeg arbejde hos pølsemanden på torvet. Men jeg fik ikke nogen penge for det. Når jeg havde lagt lidt timer i vognen, kunne jeg få en kradser. Sådan var det. Hvis man ikke havde nogen penge, var det jo godt nok. I de år gik jeg også og drømte om at få en klump kandissukker. Jeg kan huske, det kostede en krone, men jeg havde jo aldrig en krone. Til gengæld kunne jeg så arbejde lidt ved pølsemanden og få et brød med ketchup og sennep.
Jeg kan huske, at min storebror og jeg havde fået øje på en plastikprærievogn i en legetøjsforretning. Vi stod altid og drømte om at få en hver. Vi sparede og sparede, men det lykkedes kraftedeme aldrig. Vi havde fået hver vores sparegris, men der kom aldrig rigtig nogen penge i. På et tidspunkt kom min mor og HC og sagde, at de syntes, vi skulle tømme sparegrisene og give halvdelen af vores penge til de fattige i Afrika. Der var altid noget om hungersnød i tv’et, så jeg vidste godt, hvad de talte om. Men det gjorde sgu ondt på mig. I forvejen spiste jeg en masse mad, som jeg ikke kunne lide, fordi min mor altid sagde, at der var fattige i Afrika, der aldrig fik noget mad på bordet. Kun når jeg kastede op, fik jeg lov til at slippe. Det vil sige kogt torsk, lever og tomat. Den dag i dag kaster jeg stadig op lige med det samme, hvis jeg får en tomat i munden.
Næste dag, efter vi havde afleveret halvdelen af vores penge, stod der en prærievogn til os hver, som min mor og HC havde købt til os. Dér kom meningen. Vi skulle lære at gøre noget for andre. Han døde af kræft sidste år, HC. Hold kæft, hvor var jeg ked af det. Han er den klogeste mand, jeg har mødt i mit liv.
Vægttræning i 1979. Foto: Privat
Svendeprøve på Murerskolen i Rødovre, 1982, efter en eksamen, der blev forsinket et halvt år på grund af cykelløb i læretiden. Foto: Privat
JEG DRAK ALDRIG rigtig alkohol som ung. Jeg røg heller ikke hash. Det interesserede mig ikke rigtig at gå til fester. Vi havde selvfølgelig Løjtehus, men dér kom alle rockerne. Så havde vi Karossen, men der var kun åbent om vinteren. Det var ligesom et kort vindue, vi havde til at gå ud. Og håbe på, at man kunne score nogle damer, hvad vi så aldrig kunne dér, desværre.
På Løjtehus kunne man decideret blive slået ihjel. Den fornemmelse havde jeg den første og eneste gang, jeg var der. Det var som at være på en fyrværkerifabrik, der hvert et sekund kunne antænde ild. Jeg var der med min ven Skralde-Gert, der var begyndt at hænge ud med rockerne. Hold kæft, hvor var jeg bange. Rockerne stod og lignede pirater med læderjakke og klap for øjet. Politiet kom næsten hver fredag, og det gjorde de også dén aften. Jeg kom der aldrig igen. Men vi var alligevel for nysgerrige til helt at blive væk, så om fredagen lagde vi os på et tag ude bagved og holdt øje. Med os havde vi en masse gamle flasker, som vi kunne kaste efter rockerne, hvis de fik øje på os. Og når politiet kom, og det hele gik amok, havde vi vores flugtveje. Det var lidt som en drive-in-bio at ligge dér.
DM i enkeltstart med Leif Mortensen ud ad vinduet. Brian Holm sluttede med en deklassering, fordi han undervejs kom til at slå en motorcykelbetjent. Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix
DERHJEMME FIK VI at vide, at vi skulle dyrke en form for sport eller idræt. Jeg gik til karate, boksning, atletik, alt muligt. Men ligesom alle andre drømte jeg om at blive fodboldspiller. Jeg plagede og plagede om at få lov til at starte. Endelig fik jeg en blå trøje, hvide shorts og røde strømper – Tårnbys spillerdragt. Men det var om vinteren, hvilket vil sige, at det foregik indendørs og i kanvassko, hvilket der ikke var råd til, mente min mor. Hun sagde, at jeg måtte spille i mine ørkenstøvler. Det var det eneste, man gik i dengang. Jeg tænkte: ”Fint nok” og gik over i klubben.
Jeg havde mit tøj med i en plastikpose, det havde man altid. Da jeg havde taget mit nye tøj på, stod jeg og lurede på de andre, og de havde fandeme de smarteste kanvassko med mærker på siden og alting. Jeg sagde til træneren, at jeg havde glemt mine sko. Jeg syntes simpelthen, det var for flovt. Jeg blev sat på mål, men at stå på mål indendørs i strømpesokker … det var altså ikke godt. Jeg skøjtede rundt, og målene haglede ind. Næste gang sagde jeg det samme, og jeg røg på mål igen. Jeg var altid den sidste til at blive valgt. Efter en måned eller to kom træneren hen til mig og sagde: ”Ved du hvad, du bliver aldrig fodboldspiller. Du skal ikke komme igen.” Det er ikke, fordi jeg hader fodbold i dag, men jeg har altid forbundet det med nederlag.
Danmarksmester i 100 kilometer holdløb for seniorer i 1982. Foto: Privat
ET PAR ÅR EFTER købte min far en cykel til mig. En hvid Peugeot med skærme på. Det var ikke rigtig nogen racercykel, men den havde gedebukkestyr, og så var det en racercykel. I 1971 blev jeg meldt ind i Amager Cykle Ring. Min far gik på det tidspunkt på Neptun Allé og murede for nogle, der hed familien Madsen. Deres drenge kørte cykelløb, og af dem fik jeg en cykelkasket og et par cykelbukser med hul i. Jeg begyndte så at køre løb, men min mor ville ikke have, at jeg tog skærmene af cyklen, fordi jeg også brugte den til hverdag, og så blev jeg jo beskidt. Så jeg kørte løb med dynamolygte på forskærmen. Det var der sgu ikke meget race over.
Jeg begyndte først for alvor at komme ind på sporet i vinteren 1978-79. Jeg tror, at jeg indtil da var blevet sidst til alle løb, jeg havde kørt. Det handlede om kammeratskab og sammenhold. Men så kom Leif Mortensen, der havde været verdensmester, til klubben som træner. Han spurgte mig, hvor meget jeg trænede. Det var egentlig ikke noget, jeg gjorde mig i. Jeg kørte bare løb hver søndag, og min store drøm var sådan set stadig at køre motocross eller speedway.
Leif spurgte så, om jeg var interesseret i at få et træningsprogram. Først var jeg sådan: Hvad fanden er det? Men hvis han sagde det, måtte jeg hellere få det, jeg havde jo set ham i fjernsynet. Året efter fik jeg en sølvmedalje til DM. Inden da havde jeg ikke fået en eneste præmie. Året efter igen blev jeg danmarksmester i flere discipliner. Og så gik det hurtigt. Jeg havde aldrig været god til noget, men nu fik jeg pludselig troen på det. Nu skulle jeg fandeme vise dem. Min indebrændthed bragte mig langt, og cyklingen blev min religion.
Atlanta under OL 1996: Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm, Jesper Skibby og Lars Michaelsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Nf/Ritzau Scanpix
MIT FØRSTE ÅR som professionel i Belgien kørte jeg rigtig stærkt. Det efterfølgende år, en forårsdag, rejste min mor, min lillebror Kelvin og Leif Mortensen ned for at se mig køre et løb i Vilvoorde. Jeg havde ikke rigtig nogen penge, men nu var der jo besøg hjemmefra, og så vidste jeg godt, at jeg skulle betale for aftensmaden bagefter. Det var sådan, man gjorde, havde Leif fortalt mig. Der var pengepræmier til de 30 første i et løb, så jeg stak og stak og stak for at komme af sted. På et tidspunkt kørte der 25 mand af sted i et udbrud. Uden mig. Jeg havde været med i alt, og nu var 25 mand af sted, og der var fem præmier tilbage. Jeg var rasende og kørte som en vanvittig. Jeg skulle simpelthen vinde nogle penge. Og så røg jeg på røven i en massespurt.
50-års fødselsdag hos Paul Weller med Paul Smith og Bradley Wiggins. Foto: Privat
Jeg blev erklæret død. Mit kranie var flækket. Da min mor kom ind på hospitalet, fik jeg den sidste olie af en katolsk præst, der stod og messede. Min mor påstår stadig, at det var den dag, hun blev gråhåret. Min lillebror Kelvin, der var 10-11 år, syntes heller ikke, det var særlig sjovt.
Efter tre dage vågnede jeg op. Det første, jeg mærkede, var hovedpinen. Det føltes, som om to mænd på skift slog en hammer ned i mit hoved. Hver gang jeg hostede, røg der blod ud af mine ører, fordi begge mine trommehinder var røget. Men efter fem uger sad jeg på en cykel igen. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne være så uheldig to gange i mit liv. Jeg følte, at jeg den dag blev usårlig, udødelig. Det var jeg så ikke alligevel, fandt jeg ud af.
