Kokken og restauratøren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Dennis Morton, Colourbox

DIGET VED KALVEBOD FÆLLED, KØBENHAVN

”Jeg har altid syntes, cykling var omstændeligt, men har fundet ny kærlighed til det under corona. Når man sidder på en racercykel, gider man ikke stoppe for meget, og turen vest om Amager er ideel. 10 minutter fra centrum kan man rigtig få vind i håret.”

SVINKLØV BADEHOTEL, VENDSYSSEL

”Jeg prøver at komme der hvert år. Det er umuligt at få et bord eller et værelse, men jeg kender Kenneth Toft-Hansen, der driver det. Nogle fordele skal man have som kok. Vi løber ture sammen på stranden, og jeg lader mig forkæle. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre.”

DET KONGELIGE TEATER, KØBENHAVN

”Da jeg var ung og arbejdede gratis på en trestjernet restaurant i Paris, sagde køkkenchefen, at jeg skulle sørge for at få noget kultur og ikke kun lære noget om mad. I dag kommer jeg vel i Det Kongelige Teater fem gange om året. I perioder får jeg det ikke gjort, men heldigvis er bygningen så majestætisk, at man ikke lige glemmer den.”

Bo Bech, 48, er kok, forhenværende ejer af Restaurant Geist i København og har medvirket i tv-programmet ’Med kniven for struben’. Han er aktuel med rejsereportage-kogebogen ’The Relation between Us’.

Tags:
SE MERE