“FANTASTISK MÅNGA!”
En midaldrende kvinde er steget ud af sin bil og skuer med et smil ud over det grønmelerede vådområde. Hun refererer ikke til de mange biler på den interimistiske parkeringsplads og heller ikke til gåsegangen af publikum med Gore-Tex på fødderne og gigantiske telelinser over skulderen. Genstanden for hendes begejstring er de grå, langbenede fugle med deres strudseagtige kost af en hale og de lakrøde aftegninger i nakken, der flokkes i forårsdisen. Og de er virkelig mange.
Over 12.000 traner blev der talt et par dage tidligere her i det lille østskånske naturreservat Pulken-Yngsjön, der med den helt rette flyveafstand til lagunelandet omkring Rügen i Nordtyskland – det forrige stop på trækruten nordover gennem Europa – udgør en lækker mellemlanding og et muligt ynglested for tranerne.
De finder føde på de oversvømmede enge og lokkes også af landmændenes omkringliggende marker, hvorfor flere landmænd selv vælger at køre korn ud til tranerne på engen i stedet for at få plyndret deres afgrøder. Og på den måde forstærkes de store flyveres årlige tilbagevenden til området, der hvert år i slutningen af marts og begyndelsen af april får danske og svenske fugleentusiaster til at flokkes og nærstudere Europas højeste fugl – og måske få den berømte tranedans, tranernes parringsspil, i kikkerten.
Foto: Shutterstock
DET FLADE AGERBRUGSLANDSKAB omkring Pulken-Yngsjön i Skånes nordøstlige hjørne ligner til forveksling noget, vi kender hjemmefra – Skåne er Sveriges største landbrugsregion. Vil man hellere besigtige grundfjeld end lerjord, er Söderåsen godt 80 kilometer længere vestpå et af de mest spektakulære bud i Sydsverige.
’Skånes Grand Canyon’ kaldes nationalparken af og til. Og selv om lokaliteten med sin frodige løvskov (en af Nordeuropas største med 16 sammenhængende kvadratkilometer af blandt andet bøg, eg, hassel og ask) ikke minder vældig meget om Arizonas rødgolde moder-slugt, byder Söderåsen – ligesom sin amerikanske storesøster – på betagende udsigtspunkter og dramatiske kløfter.
Panoramaerne, højdeudfordringerne og de mange stier drager vandrere, mountainbikere og teltliggere. Kanosejlads, ridning og svampejagt er også populært – en aktiv indsats for at bevare skoven så uberørt som muligt med masser af døde og rådnende træer gør sit for biodiversiteten.
Efterhånden er det ikke kun spejdere og motionstyper, sjældne svampe og sælsomme insekter, der finder vej til Söderåsen. men også et mere adstadigt turistbus-publikum. En halv million mennesker nyder årligt parkens storslåede natur og udsigten fra Kopparhatten, der med sine 200 meter udgør det højeste punkt, hvorfra man for en stund kan føle sig som kongen af åsen, mens man kaster blikket nordpå mod Småland – og endnu flere træer.
Nationalparken, der blev dannet i 2001 for at værne om et landskab, der vurderes at være op mod 80 millioner år gammelt, oplever derfor i disse år den samme udfordring, som mange andre populære rejsemål: Pizzabakker, engangsemballage fra måltidssalater og tomme ølflasker efterlades af skovsvin i naturen og forøger parkpersonalets arbejdspukkel.
”Hver time, vi skal bruge på at håndtere andres affald, er en time, der går fra vores arbejde med naturbeskyttelse og friluftsliv,” udtalte parkchef Tove Hultberg til SVT sidste sommer. Særligt hjælpsomt anlagte besøgende kan nu få udleveret plastsække og give en hånd med i indsamlingen.
Lars Vilks’ ’Nimis’ på Kullen er muligvis Nordens største byggelegeplads. Foto: Colourbox
EN, DER FORMÅEDE at gøre indsamlingen af ting, der flyder rundt i naturen, til kunst, var Lars Vilks, der på en skrænt på nordsiden af den vestskånske halvø Kullen har rejst en kæmpemæssig skulptur, ’Nimis’, konstrueret af drivtømmer, pinde, planker og brædder.
Kunstneren og kunstprofessoren, der i sidste del af sit liv var mest berømt for sin Muhammed-tegning og levede med eskorte, kom allerede dengang i 80’erne, da han påbegyndte ’Nimis’, i karambolage med de svenske myndigheder. De ønskede ’Nimis’ fjernet, da de mente, det var et byggeri uden tilladelse og ikke, som Vilks mente, et stykke installationskunst.
Siden hen lå Vilks ad flere omgange i retssag med staten og modtog dagbøder, ligesom ’Nimis’ har været ramt af hærværk og ildspåsættelse.
Efter Vilks’ død i 2021 ligger den der dog endnu, den over hundrede meter brede trælabyrint, som det står besøgende frit for at kravle rundt på og fare vild i. I dag udgør den omstridte konstruktion en af de kendteste attraktioner i naturreservatet Kullaberg – højderyggen, der skyder op af Øresund på den yderste spids af Kullen.
Foto: Visit Skåne/Apeloga
Med masser af havudsigt, stejle klipper og ruter i forskellige sværhedsgrader er Kullaberg et populært udflugtsmål for klatrere, havdykkere, kajakroere og, måske først og fremmest, vandrere. De mest ambitiøse vandrer samtlige 70 kilometer rundt om hele Kullen, hvor man kan overnatte på alt fra shelter til Grand Hotel.
Turen, der går fra Helsingborg til Ütvälinge, kaldes populært for Kullaleden (Kullen-stien) og fører ad natursti og grusvej forbi mondæne Mölle, hvor Selma Lagerlöf og August Strindberg engang ferierede, og den klejne fiskerlandsby og tidligere kunstnerkoloni Arild, som danske P.S. Krøyer besøgte flere somre i træk. Af nulevende stjerner på strækningen kan nævnes kronhjort og marsvin (sidstnævnte ses bedst fra søsiden på en marsvinesafari) og Sveriges højest beliggende fyrtårn. Siden 1200-tallet har Kullaberg fungeret som fyrplads, og i mere end 20 år var Tycho Brahe ansvarshavende for kystoplysningen. Det nuværende fyr stammer fra 1900-tallet.
Foto: Shutterstock
TRANER ER MONOGAME og bliver sammen hele livet, men glemmer ikke romantikken, selv om årene går. Hvert år, når parringssæsonen kommer, byder de deres mage op til den såkaldte tranedans, trompeterer af fuld hals, bukker hovederne mod hinanden og springer ivrigt op fra jorden. Foreløbig nøjes den fjerklædte forsamling i Pulken-Yngsjö denne dag dog med at traske omkring med vand om anklerne og lede efter en tudse til frokosten eller hvile sig lidt oven på flyveturen, mens de fylder luften med hæse triller.
Et enligt storkepar har fundet sig en afsides dam, hvor de leder efter padder, mens tranerne i tusindvis indtager hovedstrøget foran det såkaldte fuglemuseum – et forhøjet dæk, hvor de besøgende trænges med deres kikkerter, mens den lokale fodboldforening sælger läsk og korv fra en bod nedenfor.
Tranerne er det store trækplaster på strandengene. Men de er ikke de eneste fugle, der myldrer til området, der engang var fuldstændig dækket af søvand, men som blev delvist tørlagt ved noget dige-bygning i 1770’erne, som ændrede på forløbet af den nærliggende Helge Å. I løbet af hele vinterhalvåret patruljerer konge- og havørne i luften, og når foråret kommer, indfinder krikænder, blisænder, skeænder og flere andre andearter sig, inden tranerne kommer sidst i marts og dominerer området, inden de drager videre og overlader scenen til vadefugle som viber, spover og bekkasiner.
Men se, hvad er nu det? En af de mange tusind traner ligner en, der tager mod til sig. Den tager et par trin over mod en artsfælle. Bukker hovedet, spreder vingerne. Gør et par prøvende hop, inden den lander halvt oven i den udkårne med et undskyldende udtryk. Tranen trækker sig tilbage. Dansegulvet var vist ikke helt klar endnu.
