Indlæg

Inden JAN GUILLOU skabte storsælgende roman-føljetoner om hårdkogte agenter og korsfarere, slog han sit navn fast ved at afsløre kostskolevold og forsvarshemmeligheder. Snart færdiggør han endnu en saga om – nå ja – hele det 20. århundrede. Ud & Se har fulgt det 75-årige svenske fænomen, der godt kan lide at prædike, men ikke selv er en messedreng.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

“DU FORSTÅR SVENSK. Hvor dejligt!”

Jan Guillous kone og agent Ann-Marie Skarp roser taxachaufføren: ”Generelt er danskerne ikke så gode til svensk. Men stiger du på en taxa i København, så forstår de, hvad du siger. Hvordan kan det være?”

”Tjooh. Sverige var jo en del af Danmark engang,” funderer chaufføren og smiler i skægget, mens han styrer sin vogn fra holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård og ud i trafikken på Bernstorffsgade. Det kvikke svar udløser latter fra både sortklædte Ann-Marie Skarp på bagsædet og fra hendes ufattelig produktive forfattermand Jan Guillou, der sidder i en brun rulamsjakke på forsædet. Ud over at være kone er Ann-Marie Skarp også kompagnon i Piratförlaget, og der er glidende overgang mellem rollerne som ægtefælle og personlig assistent. Det er Ann-Marie Skarp, der sørger for den lune temperatur i taxaen og den muntre smalltalk: om kalvekødet og blæksprutten, som de spiste aftenen forinden på en italiensk restaurant i København; om fodboldkampene, som de nåede at se på hotellet efter middagen, og om det dejlige feriehus ved Ebeltoft, som Jan Guillous danske udgiver Modtryk stiller til rådighed for sine forfattere.

Denne grå lørdag er destinationen dog ikke Mols, men Amager, hvor Jan Guillou om en halv times tid skal give et jubilæumsinterview på  bogmessen.

”I min ungdom ville jeg være en fin forfatter. Det var vulgært at skrive noget, der blev læst,” siger Jan Guillou, der har solgt over tre millioner eksemplarer af sine bøger alene i Danmark. For tiden viser C More serien ’Hamilton’, inspireret af hans krimier.

JAN GUILLOU forpasser nødig en lejlighed til at møde sit publikum, og i løbet af de sidste 30 år har han besøgt stort set alle de messer, der ville se ham. I København begynder han altid seancen med en dram og en øl, således også nu, hvor han sidder i det trange baglokale i Modtryks messestand med et glas brown ale i den ene hånd og et plastik-shotglas med Gammel Dansk i den anden, mens han tygger en fyldt chokoladekugle i sig og har afslået tilbuddet om frokost.  

”Jeg vil også have en Gammel Dansk,” siger redaktør Trine Busch, der er i kamelbrunt jakkesæt og himmelblå skjorte.

”Skal vi have en mere?” foreslår redaktøren.

Jan Guillou tøver et øjeblik, inden han accepterer.

”Ja, én. Det er jo mest symbolsk,” siger han, mens han rejser sig, og Ann-Marie Skarp tørrer sin mands mundvig ren for chokolade.

JAN THE MAN

Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou blev født i 1944 som barn af en svensk mor af velhavende norsk familie og en fransk far, der kom til Sverige som søn af en handels­attaché ved den franske ambassade i Stockholm.

Studerede jura, men droppede uddannelsen til fordel for journalistik. I venstrefløjsmagasinet Folket i Bild/Kulturfront slog han sit navn fast i den bredere offentlighed, da han i 1973 afslørede en hemmelig efterretningstjeneste under det svenske forsvar, som spionerede på Palæstina-bevægelsen og andre venstrefløjsaktivister.

Siden skabte han sig en karriere som romanforfatter, og igennem årtier har han været aktiv i den svenske samfundsdebat som kolumnist for socialdemokratiske Aftonbladet.

BOGFORUM ER IKKE for fumlegængere. Man må konstant være opmærksom og lægge planer for sin færden. Publikumssnak bruser i ørerne, mumlende, mikrofonforstærkede stemmer rumler som fjern torden fra forskellige hjørner, og det er svært, hvis ikke umuligt, at finde retning og ro. En sød, skarp lugt af bagværk, pølser og maskinkaffe hænger under messehallens høje lofter. ’Skønlitteratur på P1’s Klaus Rothstein tripper rundt efter nærmeste toilet, kulturkendissen Anders Lund Madsen og hans lange brune lokker vugger under en militærkasket, og dér går Weekendavisens langlemmede bogredaktør forbi som en vadefugl – med et lille barn på vingen. 

Pænt ubemærket blandt de lokale danske literary celebs trænger Jan Guillou igennem menneskehavet og hen til et par hundrede siddende og stående mennesker. De har øjnene rettet mod Bella Scenen og har endnu ikke lagt mærke til, at genstanden for deres opmærksomhed er ankommet og står lige bag dem. 

”Tillykke med de 20 år,” siger en for­lags­medarbejder.

”Hvad for noget?” spørger Jan Guillou.

”Dine 20 år på Bogforum!”

”Har jeg været her så mange …” siger Jan Guillou og bliver afbrudt af en høj mand med hvidt hår og skæg, der kommer ind fra venstre og stikker ham en bog med et sort- og rødternet smudsbind og en gylden Porsche på forsiden. Jan Guillou signerer, og den hvidskæggede takker:

”Det er 10. år i træk, jeg får din autograf.”

TRE TIMER TIDLIGERE sidder Jan Guillou i en blød lænestol på Hotel Nimb i København og taler om ’Det store århundrede’, hans romanserie om 1900-tallet, som med ’Den anden dødssynd’ er nået frem til de grådige og vulgære 80’ere – illustreret af en guldlakeret sportsvogn på forsiden. Selv synes forfatteren at have fundet sin tøjstil i 70’erne. Fra den afslappet åbenstående skjortekrave til buksebenskantens lette bootcut er hans krop – tæt som en jærv – klædt i vejrbidt indigoblåt cowboystof. Stemmen, der på roligt, artikuleret stockholmsk leverer pointerne, er en docents, men underarmene, der svulmer ud af de opsmøgede ærmegab, ligner mere en mellemvægtsboksers.

Fænomenet Guillou – overklasse af fødsel, proletar af mening – har, siden han i 2011 begyndte på sine bøger om 1900-tallet, hvert år udgivet et nyt bind i føljetonen. 

Du har arbejdet indgående med århundredet. Har du et favoritårti?

”De politiske 60’ere. I Danmark havde I jo terrorister. Jeg kendte dem, der blev til Blekingegadebanden, jeg mødte dem i Palæstina-bevægelsen, hvor der var nogle, der mente, at man skulle støtte den radikale kommunistiske del af den palæstinensiske frihedskamp. Det førte til beslutningen om at røve banker og stjæle våben og give byttet til PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, red.). Det var sjovt at være i København og diskutere politik, der var altid masser af røg og øl, og det var altid under mindre restriktive former end i Stockholm. Det var danskerne, der lærte mig at ryge hash. Men svenskerne og nordmændene kom ikke så godt overens med de danske kammerater, rent politisk. Vi mente ikke, at vold ville være effektivt. Tyskland var dengang et afskrækkende eksempel. Da der kom folk til os og ville give os håndgranater, vidste vi, hvad de havde gang i.”

Og det oplevede du?

”En mand – han kaldte sig Rolf Svensson – kom i 1969 til Palæstina-gruppens lokaler i Stockholm, hvor vi havde travlt med at male plakater, lave stencils og sende pakker ud til venstreboghandlere. Han tilbød at hjælpe, og da han havde været med i fire dage, sagde han, at han havde adgang til håndgranater. Han mente, at man ville kunne gennemføre et angreb på den store synagoge i Stockholm og nå væk igen på mindre end et minut. Vi svarede: ’Adjö!’ Så forsvandt han. Nogle måneder senere dukkede han op i Danmark, hvor han blev pågrebet på et hotelværelse med en håndgranat, en pistol og ammunition i selskab med en palæstinenser og en iraker med planer om at myrde den israelske premierminister David Ben-Gurion. 

Derefter blev agenterne meget bedre. Men i 1973 afslørede jeg og en kollega i et tidsskrift hele den statslige organisation, der overvågede den svenske venstrefløj. Med navn og billede på alle medlemmer. Det tog den flere år at komme sig. Og i Palæstina-bevægelsen kunne vi puste ud. Vores tab blev meget begrænsede. Kun to af os kom i fængsel. Jeg var den ene.”

Hvornår fandt du ud af, at du var socialist?

”Jeg er jo naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, og det var ikke pænt at tale om politik ved middagsbordet. Men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt, asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod. Men de, der sad på magten, mente, at hvis vi var imod USA’s krig, så var vi kommunister. Okay, gamle skiderikker, så er jeg kommunist! Det var en krig, der radikaliserede og tilspidsede generationskløften. Siden da har jeg været venstreekstremist.”

Var du klar over i din barndom, at du var privilegeret?

”Ja, ja. Vi havde tjenestefolk.”

Følte du nogen skam over dine privilegier?

”I 60’erne og 70’erne snobbede man nedad. Det var fint at komme fra arbejderklassen og grimt at komme fra overklassen. Kammeraterne overdrev gerne deres arbejderklassebaggrund. Jeg indtog holdningen, at man ikke kan vælge sine forældre. Lenin og Karl Marx var jo også fra borgerlige miljøer. Der er stor forskel på klassetilhørsforhold og klassestandpunkt. Det er din stillingtagen, der er afgørende. Jeg ændrede aldrig på mit sprog eller mine vaner. Jeg holdt stadig døren for kvinderne. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt. Det var værre for dem, der forsøgte at spille teater.”

Hvornår vidste du, at du ville – og kunne – skrive?

”Jeg skrev bedre end de andre i min skoleklasse. Det er jo ikke et tilstrækkeligt statistisk grundlag, men sammenligningen med de 20 andre gav en illusion af talent. Da jeg var teenager, ville jeg være en fin forfatter. Genial. I 60’erne kom ’den nye franske roman’, der i hovedsagen indebar at skrive uforståeligt. Alain Robbe-Grillet var gudfaren for den stil. Jeg imiterede den og skrev ’genialt’. Det kan en hvilken som helst idiot gøre. Så kom 1968. Og det, der skulle stå i Palæstina-bulletinerne, i Vietnam-bulletinerne, i vores flyveblade, i vores aviser, skulle være klart som vand. Alt skulle være forståeligt, og vi skulle nå så mange læsere som muligt. Det blev umoralsk at være et geni.”

Og nu skriver du for masserne?  

”Jeg holdt helt op med at skrive litteratur og begyndte at lave journalistik. Som 22-årig lavede jeg en historie fra Kiruna i Nord­sverige om samer, der ikke fik plads på alderdomshjem, men måtte sove i garager i minus 40 grader. En politisk leder i byen udtalte, at de ikke havde brug for at komme ind på plejehjemmet, fordi de som naturfolk havde en anden biologisk forudsætning for at klare kulden. Jeg var sammen med en vældig god fotograf, og hans billeder havde enorm effekt. Pang! Det var det første scoop. Politikeren blev nødt til at gå af. Og samerne strøg ind på plejehjemmet. Sikke en kraft, der findes i journalistikken, tænkte jeg. Siden havde jeg heldet med mig igen, da en redaktionschef stak hovedet ind og spurgte: ’Er der nogen af jer, der ved noget om kostskoler for overklassen?’ ’Joh,’ sagde jeg og aflagde min gamle skole Solbacka et besøg. Næsten alle drengene havde formuende forældre, og fotografi var en populær sport. 12-årige løb rundt med Nikons motorkameraer, der kunne tage fem billeder i sekundet. Jeg udlovede en dusør: ’1.000 kroner til den, der kan tage det bedste mishandlingsbillede. Vi ses i sløjdlokalet klokken et!’ Vi fik en billedserie, der slog alle rekorder. Først et billede af en 12-årig dreng og en knytnæve på vej fra en lærer. I det andet billede ser man knytnæven ramme, og i det tredje ligger eleven på jorden, mens læreren står bøjet over ham. Det var mere billedernes fortjeneste end mine ord, men et scoop var hjemme, og staten trak sit bidrag til skolen.”

I 1981 udgav du romanen ’Ondskaben’ om det voldelige miljø på Solbacka. I den beskriver du en stedfar, der slog dig. Bogen blev meget læst, og endnu flere så filmen, der kom i 2003. Men din mor tog afstand og sagde, at du altid havde haft svært ved at skille fantasi fra virkelighed. 

”Hos borgerskabet må ingenting komme ud. Familiehemmeligheder angår ingen andre. Og journalister er et pak, der spreder rygter og usandheder. Så naturligvis mente hun, at hendes søn forbrød sig mod den gode opdragelse, han havde fået. Men det er nu ikke sjovt at have en mor, der siger, man lyver.”

Snakkede I om det?

”Nej. Vi talte slet ikke med hinanden de sidste 10-15 år af hendes liv.”

I GUILLOU-TINEN

”Forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede i militært omringede ghetto­områder.”

– Aftonbladet, 2001

”Jeg slog ham sønder og sammen. Han blev båret ind i en ambulance. Siden så jeg ham aldrig igen i det virkelige liv.”

– Sagt til Dagens Nyheter i 2003 om stedfaren Nils Hansén

”Säpo synes at tage mine forbindelser med KGB betydelig mere roligt end Expressen.”

– Aftonbladet, 2009, efter Expressens afsløring af, at Guillou som ung havde samarbejdet med KGB, ifølge ham selv for at infiltrere og afsløre organisationens operationer i Sverige.

ØJNENE ER LISTIGT smalle, ellers er alt andet på Jan Guillou stort. Den tykke, hvide manke. Fødderne i de cognacbrune læderstøvler. Den levemandstunge mave bag denimskjorten. Næverne.  

Jan Guillou kigger på mikrofonen i venstre hånd, mens han, som en fornøjet crooner, slår ud med den højre. Gestussen løsner panderynkerne hos publikum, der under de første par spørgsmål har kroget nakkerne og lagt hænder og bogmesseprogrammer bag ørerne for bedre at høre den svenske forfatter. Med en pludselig bedre lydgengivelse bliver det mindre anstrengt at følge samtalen: I Jan Guillous 10 måneder i fængsel havde han tid til at læse og lure krimiforfatterne Sjöwall og Wahlöö tricks af. Hans produktivitet er enorm. Blot den del, der er oversat til dansk, fylder ifølge den kvindelige interviewer 10 hyldemeter. Hans seneste bedrift, 10-bindsværket ’Det store århundrede’, er næsten fuldendt.

”Jeg mangler én bog – så kan jeg dø,” siger han og smiler.

Intervieweren, der aner, at forfatteren måske ikke kommer til at udånde hen over tastaturet, spørger, hvad der skal til for at få ham til at fortsætte.

”Sådan gider jeg ikke tænke,” siger Jan Guillou og indlægger en kunstpause.

”’Det store århundrede’ er det sværeste, det hårdeste, jeg nogensinde har lavet. Hvis jeg klarer det, har jeg gjort det umulige.” 

Jan Guillou slapper af med et brev snus i mundhulen.

TO EN HALV TIME tidligere på hotellet spørger denne artikels reporter, om man, som en mand som ham, kan tillade sig at holde døren for kvinderne i Sverige efter MeToo.

”Ja, det synes jeg, jeg kan. Mange kendte svenskere blev slæbt gennem sølet i forbindelse med MeToo, men jeg klarede mig udenom. Jeg har altid opført mig som en gentleman, og i det hele taget har jeg altid været forsigtig. Med alt. Sådan er det, når man bliver en kendt person.”

Men føler du dig i farezonen med din identitet som hvid succesfuld macho-mand, der skriver om agenter og korsfarere – og bruger fritiden på at gå på jagt?

”Macho kan sagtens indebære, at man bestiger bjerge og jager isbjørne og løver, uden at man opfører sig dårligt over for kvinder. Dét er ikke macho ifølge min tradition. Til gengæld har jeg været i mange hårde diskussioner med feminister. De har en ulykkelig tendens til at tage fejl. I 80’erne opstod der en teori om, at hvis kvinder var blevet voldtaget som børn, ville de censurere det i deres hukommelse, men at særlige eksperter kunne fremkalde de skjulte minder. Kvinder huskede pludselig, at de var blevet voldtaget en hel sommer igennem af far eller farfar i brændeskuret, og det førte til, at cirka 200 mænd i Sverige blev dømt. Jeg bekæmpede fænomenet. I dag er der ingen i Sverige, der mener, at den slags fortrængte minder findes. Men prisen blev, at feministerne mente, at sådan nogle som mig var for voldtægt. Og igen i dag tager feminister fejl angående seksuelle forbrydelser. I Sverige er ganske få mænd blevet stillet for en domstol i forbindelse med #MeToo, men mere end 20 kendte personer har fået deres liv og karriere slået i stykker, fordi det har været muligt at fremføre alle slags anklager i pressen med navn og billede – i en grad, vi slet ikke plejer at se. Jeg siger: Lad os holde os til retssystemet og ikke praktisere lynch-justits.”

I Sverige har man indført en lov om samtykke før sex. Er det en god konsekvens? 

”Jeg har endnu ikke forstået, hvilken forskel det skulle indebære. Seksuelle handlinger skal naturligvis altid være frivillige. Ingen har nogensinde sagt andet. Men nu skal vi have en ekstra lov, der siger det. Hvad er der progressivt i det?”

Der kan måske ligge nogle grænseoverskridende trin i forførelsesakten, der gør det svært at sige fra. Nu har man fået mulighed for at være enige på en helt firkantet måde.

”Jo. Men selv om man skriver en kontrakt, kan man jo ændre mening bagefter. Og man kan jo få lyst til at sige: Kontrakten gælder ikke længere, fjern hænderne! Den lov er symbolsk. Den udtrykker samfundets modvilje mod seksuelle overgreb, men gør reelt ingen forskel. Det er stadig lige svært at bevise.”

“NU SKAL VI KLAPPE ad Jan,” siger intervieweren opfordrende til publikum, da hun rejser sig fra sin stol på Bella Scenen. 75-årige Jan Guillou rejser sig også, lidt forsigtigt. Klapsalverne smælder mod loftet, mens han nonchalant svinger en rød buket roser foran sig. Så dør applausen ud, folk begynder at strømme mod de gratis glas cava til venstre for scenen. I et hjørne af buffeten er der cupcakes med forsider fra forfatterskabet trykt i frugtfarve i cremen. I den anden side glimter stakke af ’Den anden dødssynd’ rødt, sort og gyldent. En kvinde i sort jaket, orange halsklud, pudderfarvede stiletter og med håret sat i en luftig fuglerede-knold tager imod betalingen på MobilePay. 

Den svenske cowboy står foran en konstant kø og signerer bøger i løbet af den næste halve times tid. Flere ældre læsere har anskaffet sig den seneste udgivelse på bogmessen, men der er også en blond, crewcuttet yngling i militærstøvler, der har taget fire bind om tempelridderen Arn med hjemmefra for at få forfatterens signatur.

”Jan afbryder aldrig en signeringskø,” fortæller Modtryk-redaktør Trine Busch.

”Selv ikke når dagens program er overstået. Så sætter han sig ud foran vores stand for at sælge bøger og møde sine læsere. Han er meget professionel.”

JAN-BØGERNE

Jan Guillou har skrevet 51 bøger. Mest kendt er han for de 13, der handler om den svenske greve og efterretningsagent Carl Hamilton (udgivet 1986-2008), sine fire romaner om tempelridderen Arn Magnusson (1998-2001) og den delvist selvbiografiske ’Ondskaben’ (1981). Jan Guillous krimier om Carl Hamilton er solgt i over fem millioner eksemplarer, mens Arn-bøgerne har solgt 2,2 millioner eksemplarer. Det vurderes, at to millioner svenskere har læst ’Ondskaben’.

TO TIMER TIDLIGERE på Nimb fortæller den storsælgende socialist, at det nye årti bliver et mareridt: ”Det er ikke længere klasse mod klasse, men race og religion, der er vor tids afgørende spørgsmål. Dæmoniseringen af muslimer er sket gradvist siden den kolde krigs ophør, og i dag er den total. I dag har vi racistpartier over hele Europa. Det er, som om vi ikke har udviklet os siden korstogstiden. Det er meget nedslående. Sverigedemokraterne optræder nu som en slags teologiske eksperter på Islam. For den, der ved noget om religion og religionshistorie, fremstår de jo så enfoldige som den nazistiske propaganda mod jøderne.”

Det er vel ikke kun islamkritik, der får folk i Europa til at stemme til højre, men vel også frygten for at miste materielle goder, arbejde, kultur? Findes der ikke indvandrerskepsis uden antiislamisme?

”I løbet af de seneste 100 år har den svenske stat haft held til at absorbere den ene kategori efter den anden. 300.000 finner er totalt integreret i Sverige efter anden verdenskrig. 100.000 polakker. Tjekker. Ungarere. Folk fra hele Jugoslavien er jo en del af Sverige i dag som alle andre, selv om de har navne, der ender på -ić. Men lige nu er flygtningemængden for stor. Vi har et teknisk-økonomisk problem. Og det kan man diskutere.”

’Gösta’, en aktuel tv-serie på HBO af din landsmand Lukas Moodysson, handler om en ung mand, der er sød og god og altid prøver at gøre det rigtige. Alle omkring ham ender med at udnytte det på den ene eller anden måde. Mange, der ser den serie rundtomkring i Europa, vil sikkert tolke det som et billede på svenskerne: I er for gode …

”Jo. Men vores erfaring er jo, at det kan vi godt overkomme. Lige nu, hvor der er kommet for mange på én gang, har vi et problem. Men jeg er sikker på, at vi også løser det. Men det kommer til at tage tid, og lige nu har vi en dårlig udvikling i retning af proletarisering af indvandrere, dårligere skoler, mindre uddannelse og flere kriminelle. Det kommer vi til at arbejde med et godt stykke ud i fremtiden.”

Hvad tænker du om den eksplosive kriminalitet i Malmø?

”Vi har en voldsbølge lige nu, som er unik. Men hvis man sammenligner det totale antal af voldsforbrydelser i Sverige, er det ikke på samme niveau som i 90’erne. Vi har rekord i skydninger, ja. Gangstere, der skyder hinanden. Og det er vældig spektakulært – ikke noget, medierne lader sig gå forbi. Det er ikke, fordi Sverige uden for Malmø ryster i sin grundvold af angst, men det er selvfølgelig et problem – som vi nok skal få løst. Enten er det forbi med gangsterne, når de har skudt hinanden tilstrækkelig meget, eller også sætter politiet hårdere ind, man ændrer på loven, får taget deres våben fra dem, og de bliver sat i fængsel. Det kommer til at tage tid, men det er jo ikke noget, et moderne samfund kan tillade fortsætter.”

Vi har indført kontrol af svenskere ved den danske grænse. Ser du det som en bevægelse, der kommer over hele Europa? 

”Det er symbolpolitik med xenofobien som det vigtigste element. Der er ingen praktisk grund til at tro, at Danmark har brug for at beskytte sig mod svensk kriminalitet … Jeg klarede mig i hvert fald igennem grænsekontrollen i går, ha ha.”

Hvilke følelser giver det dig at komme til Danmark?

”Det er fantastisk. Jeg er måske Danmarks mest læste udenlandske forfatter og får altid en vældig god modtagelse. Jeg har en indledning, jeg har brugt i 10 år på messer: ’Ud over Pia Kjærsgaard i en tv-debat har jeg aldrig mødt en fra Dansk Folkeparti. Fordi mine rejser altid har med bøger at gøre, og Dansk Folkeparti læser ikke bøger. Findes der nogen af jer her blandt publikum?’ plejer jeg at spørge.”

Ja, så tør man i hvert fald ikke række hånden op …

”Som svensker er jeg naturligvis ked af den kontinuerlige Sweden-bashing. Man hører altid, at vi aldrig taler om indvandrerspørgsmål. Men for helvede, vi taler ikke om andet for tiden. Vi er vant til det, og det er ingen dansk specialitet. Sverige bliver altid fremhævet i politiske diskussioner, enten som forbillede eller skræmmeeksempel. Det liberale USA bruger os som eksempel på, at man kan have en sygeforsikring uden at være kommunister af den grund. De konservative amerikanere siger: ’Se, hvad indvandringen har medført. Sverige er ved at blive et gangstervælde.’ I Tyskland siger socialdemokraterne, at vi er et idealsamfund, mens højrefløjen mener, at vi er ved at gå under i socialistisk tyranni.”

‘TRICKLE-DOWN-ECONOMICS’ står der øverst på et A4-papir med noter, som Jan Guillou har printet ud og taget med sig, og som han sidder og kigger på ved forlaget Modtryks stand. Om lidt skal han interviewes igen, denne gang på Rød Scene. Her vil der blive zoomet ind på hans seneste bog, og derfor har han noteret forskellige nøgleord for 80’erne – herunder Ronald Reagan-administrationens forventninger om, at skattelettelser til de rige ville skabe produktivitet og dryppe velstand ned til de laveste samfundsklasser. 

Senere på dagen skal han indspille et par videohilsner til læserne på henholdsvis lyd- og e-bogstjenesten Mofibo og netboghandlen Saxo.com. Og i morgen går det løs igen med flere interview.

Men lige nu skal han skrive endnu en autograf. En midaldrende kvinde har købt ’Den anden dødssynd’ og vil gerne give den til sin kæreste i julegave.

”Han hedder Mik. M-I-K,” siger hun.

Jan Guillou tager imod bogen og slår op på titelbladet. Snekalotten på hans Montblanc-fyldepen titter op mellem knoerne på hans enorme hånd, mens han skriver:

”Til Mik fra julemanden. Jan Guillou.”

 

Den svenske krone er lav, solen står højt, så hvorfor ikke tage hinsidan til Malmø – Sveriges mest festlige og farverige provinsby. Bad i havet, i kulturtilbud, i billige indkøb, i fatöl på byens torve i varmelampernes sommerskær, eller gnask krebs, og dans solen sort i august til Malmöfestivalen.
Tekst:Jens VilstrupFoto:Colourbox, privat, Ritzau/Scanpix

MALMØ PÅ TO MINUTTER

’Nordens Chicago’ har mange medier døbt Malmø. Tilnavnet skyldes de mange bombesprængninger, bandeopgør og skyderier, der de senere år har plaget byen, men selve storbybetegnelsen er ikke ramt helt ved siden af. Malmø er indbyggermæssigt præcis på størrelse med Aarhus – der bor 340.000 i byen –  men den omfangsmæssige og internationale fornemmelse i havne-, industri- og fæstningsbyen er langt større i Sveriges tredjestørste by end i Danmarks andenstørste. 

Malmø er Sveriges hurtigst voksende storby. Siden 1990 er den vokset med 37 procent, byen har 186 forskellige nationaliteter, og hver tredje indbygger i Malmø er født uden for Sverige.

Trods problemer med kriminalitet er Malmø overvejende et roligt sted – både i ordets svenske og danske betydning. Byen er gammel, fra 1300-tallet, samtidig meget moderne, og blandt hus- og butiksfacader, der pludselig sætter én tilbage til 1950’erne, glider trafikken (næsten irriterende) langsomt og hensynsfuldt, man hilser pænt på butikspersonalet, lægger sine varer, så stregkoderne vender arbejdsvenligt, skyller sæben af, når man har vasket op, tager altid skoene af, når man er på besøg, man siger aldrig noget fornærmende, man udviser i det hele taget hensyn og holder sig tilbage – ude og hjemme. 

Men gå ud, det kan de i Malmø. Byen har et hav af barer og restauranter med udeservering – langt flere end for eksem­pel storebroren Göteborg. Og selvom svenskerne måske selv synes, de er klimarigtige, så holder glødende varmelamper – der overalt på byens torve og gader skyder op som stålchampignoner – godt gang i udefesten. I weekenden er nattelivet decideret dunkende, byen går sent i seng, langt senere end andre byer af samme størrelse. Om det midt om natten gælder en pludselig Max-burger, en homo-bar, endnu en drink, en fatöl eller et dansegulv, der nægter at stå stille, er Malmø med på vognen.

4 KVARTERER, DU SKAL KOLLA

Gamla Staden
Kun en vejrtrækning eller to fra byens banegård spreder byens ældste kvarter – en ø omgivet af kanaler – sig med irrede tårne, imposante bygninger og knoklede brostensgader. Tag på en af Gamla Stadens restauranter eller sidegadebarer, køb eksklusivt modetøj i dens små, smalle gader, køb stangtøj eller stort ind langs hovedstrøget og gågaden Södergatan, eller tag en udeslapper på en af Lilla Torgs mange serveringssteder. Lilla Torg er Malmøs store, ølslurkende Nyhavns-agtige centrum.

Västre Hamnen
Er man til vindtunneler, rig ungdom og tilbageflyttet alderdom i højhuse med altaner, store blanke glasfacader og pludseligt cool barer og spisesteder, skal man tage til Västra Hamnen, hvor Skandinaviens højeste bygning, Turning Torso på 190 meter, knejser hvidt og drejende ud over Øresund. Hop eventuelt i havet fra bydelens mange varme trætrapper eller pontoner ved Sundspromenaden, hvor folk slænger sig om sommeren.

Davidshall/Triangeln
I direkte forlængelse af Gamla Staden og blot nogle skridt over kanalen ved Davidsbron, hvor berømte svenskere har fået deres sko støbt og foreviget, og hvorunder folk sejler i pedalbåde eller sidder sommeren væk på stentrapper, fortsætter by- og cafélivet og shoppingmulighederne om muligt endnu mere hektisk. Gå endnu mere shop-, café- og bar-amok i Davidshall, eller tag til Triangeln, hvis togstation modernistisk buler sig som en halvcirkel op af asfalten, gå en tur i områdets bil-afspærrede ’sommergader’, og sæt dig i parasolskyggerne og sig: ”Tjänare, en kall öl, tack.” 

Möllevången
Möllevången, i folkemunde bare ’Möllan’, ligger lidt længere sydpå end Triangeln, og det er her, det går ned, hvis man ikke er i Lilla Torgs opadpegende aldersgruppe, selvom man også her sidder ude under varmelamper med drinks og store starke. Det traditionelle arbejderkvarter rundt om de mange fortovsbarer er en slags Nørrebro, det vrimler med indvandrerkiosker, med veganske og udenlandske restauranter, valuta-exchange-steder, billige frisører, vandpibebarer, der er graffiti her, der og alle vegne, og centrum, Möllevångstorget, er fra mandag til lørdag i dagtimerne et eksotisk frugt-, grønt- og madmarked.

5 TING, DU SKAL ÄTA

Korv med mos – Denne absolutte klassiker serveres ikke længere på hvert et torv i Malmø. Men fortvivl ej. Find for eksempel Korvhuset – enten tæt ved togstationen på Gyllenpalmsgatan 2 eller tæt på shoppingområdet i Davidshall på Västrä Kanalgatan 1 – og gå om bord i byens lækreste pølser i supercool, svenske retro-omgivelser. Er du ude på sjov, så snup surkål eller rejesalat med til din mos.

Godis Svenskerne har vel nærmest opfundet bland selv-slik-konceptet: lösgodis. Sverige har ingen afgifter på slik, alle købmænd og supermarkeder har gigantiske godis-områder, og det er billigere end i Tyskland, så grib en (stor) spand, og fyld lystigt op.

Gå på fika – Uanset hvor du befinder dig i Sverige, kan de ikke få nok af kanelboller og kaffe, såkaldt fika. Det er svenskernes samværshygge nummer et og indebærer kaffe (’fika’ er en særlig svensk snakke-bagvendt-version af kaffe), en bolle eller en kage og masser af snak.

Lunch – I Danmark er vi all in på brunch, men i Sverige går man på lunch – udtales lønsj – der er den store tallerken-åbenbaring. Gå på jagt efter skiltene omkring frokosttid, og find store tre-retters lunch-menuer overalt i byen til omkring 100 svenske kroner.

Saluhall – Lyst til en hipsterhapser? Tæt på universitetet i Malmø ligger Saluhall i vindblæste omgivelser i en rustrød bygning, der ligner en sportshal, men hvor det gælder om at have det flotteste forklæde, det længste skæg og de lækreste delikatesser. Prøv for eksempel en af de mange retter med halloumi – den fede saltede, mellemøstlige ost, der er uhyre populær i Malmø.

5 X UD I DET (GUL)BLÅ

Kungsparken/Slottsparken og Malmøhus
Kungsparken og Slottsparken, der er adskilt af en af byens mange kanaler, er Malmøs ældste park og populær som udflugts-og spadsereturssted. Midt i det hele spejler den restaurerede toldborg fra Kalmarunionen og det senere lokale danske kongeslot Malmøhus sig i det stille voldgravsvand. Indenfor i Nordens ældst bevarede renæssanceslot, der blev svensk i 1658, er der teknik-, søfarts- og kunstmuseum, og udenfor er der en kæmpe økologisk have med øko-grøntsager til salg og café.

Ribersborg Strand og Kallbadet
I forlængelse af Kungsparken ud mod havet strækker den to kilometer lange Ribersborg Strand, ’Ribban’, sig blødt, fladt og sommerindbydende med udsigt til Øresundsbroen og Danmark til den ene side og det lokalberømte ’Kallis’ eller Kallbadet og The Turning Torso til den anden. Ribersborg Kallbadhus er en smuk, gammel træ-badeanstalt midt ude på vandet, hvor man kan springe ganske naken (kønsopdelt) i vandet og bagefter tage sig en tur i sauna eller en bit mat eller en öl på stedets restaurant, der klogt har indrettet to forskelligtvendte udeserveringsområder, så man altid sidder i læ. Kallbadet er ikke en lukket klub, som badeanstalter oftest er det i Danmark, der er adgang för alla. 

Folkets Park
Det er sommerens mest populære mødested. Parken, der ligger i det klassiske arbejderkvarter Möllevången, har i 100 år været malmøgensernes foretrukne oase og er det stadig. Drik en øl på Far i Hatten, nap en kebab, spil minigolf, tag børnene med på legepladserne, nyd springvandene, hæng ud med skaterne på ramperne og graffitimalerne, der aldrig bliver færdige, se en koncert fra Stora Scenen, og tjek det svenske kvinde- og herrelandsholds fodboldprogram. Spiller de, bliver det vist på storskærm. Vinder de, er der folkefest.  

Kanalrundfart eller tramp-selv
At bevæge sig roligt på vand gennem en by, enten ved egen kraft og motor eller andres, kan bare noget særligt. Hop på en kanalrundfart tæt på Centralstationen ved Norra Vallgatan 60, og sejl en lille times tid gennem de mange stille kanaler, mens du får byens historie serveret. Du kan også leje din egen elektriske GoBoat eller hoppe på en vandcykel – en trampbåt – for eksempel midt i byen hos City Boats mellem Davidshallsbron og Amiralsbron i Raoul Wallenbergs Park. 

Rosengården
Hvorfor ikke ved selvsyn se, hvad det på mange måder berygtede forstadsområde Rosengården er for et sted? Tag bussen eller din cykel ud ad Amiralsgatan, og drej af ved Rosengården Centrum midt i det store, indvandrerdominerede område, hvor højhusene er bygget i 60’erne og 70’erne. Kønt er det måske ikke, men bylamperne er formet som en slags mellemøstlige moskékupler, mænd hænger ud foran butikkerne, burka-kvinderne spadserer rundt i grupper, børn cykler rundt og spiser is, og så kan man jo altid gå til frisøren og blive klippet ligesom Zlatan Ibrahimovic – Rosengårdens absolut mest berømte bysbarn – eller tjekke spillet ud på Zlatan Court, som five-a-side-fodboldbanen i en af indergårdene ved Cronmans Väg hedder. 

DANS OG TRÆD TIL

Malmöfestivalen
Fra fredag 9. august og en uge frem forvandler parker, gader, stræder og torve i Malmø sig til én stor, fed folkefest med stort indledende fælles krebse-kalas – kräftskivan – på Stortorget, med et hav af madboder, med masser af (gratis) koncerter, gadekunst, teater og kulturoptrædener og med det i Sverige så populære dans på kvällen, hvor folk i (næsten) alle aldre giver den fuld gas på det store fælles dansegulv, den såkaldte dansbanan. Mere end en million mennesker besøger hvert år festivalen, og skulle du blive ekstra grebet af musikken i år, er der mulighed for at blive gift midt på dansegulvet. Programmet var ved redaktionens slutning ikke færdigt. Se mere på malmöfestivalen.se

Malmø på cykel
Byen er ideel til pedaler. Udvid horisonten, og træd rundt i byen, i dens mange grønne parker eller ud til stranden. I Øresundstoget kan du medbringe din cykel fra Danmark og tilbage igen. Du kan også nappe en af de mange bycykler, der holder lige uden for Malmø Centralstation, eller leje en cykel – for eksempel hos Travelshop lige bag Centralstationen (i modsat retning af byen) på Carlsgatan 4a.

10 STEDER AT HÆNGE UD I MALMØ

Anbefalet af svenske Carl-Oskar Jonsson, 27-årig skrivende kunstner og lokal udhænger.

1. Gamle Nobes Bodega
Kvarterets lokale kro nummer et – uanset hvilket kvarter du bor i. Folk er ikke uden grund vendt tilbage til dette sted siden 1937. Kålbuddingen føles eksotisk, og øllen er billig. ”En rigtig bar,” siger stamgæsterne, ”Den er go’ nok,” siger de, der bare drysser forbi. Kristianstadsgatan 36.

2. Riket
Formentlig Lars von Triers favorit. Charmerende og med et cool personale, som ved, hvad de laver. Spis en bid mad, eller sid i baren. Hyggeligt om tirsdagen, men måske særligt om fredagen, hvor kælderen er berygtet for en vis vildskab – på den gode måde. Erik Dahlbergsgatan 5.

3. Far i Hatten
Lige lukt i Folkets Park med sommerens måske bedste udeservering (varmelamper, tjek!). En sjov fusion af Christiania og de gamle familiehaver på Frederiksberg i København. Der er dansegulv (under tag) og indimellem svensk benspjæt til livebands. Midt i Folkets Park. 

4. Metro
Næste stop er Metro, som ligger midt i Möllan – området omkring Möllevångstorget. Her findes enorme mængder (desværre ret dyre) øl at vælge imellem og festlig stemning på alle måder. Ängelholmsgatan 14.

5. Belle Epoque
Alle byer har et fransk sted, det her er Malmøs. Spiller ofte høj musik og er gode til at lave cocktails. Frankofil or not, det her er hot. Södra Skolgatan 43.

6. Malmö Live Skybar
En skybar er altid en skybar, siger de udsigtsløse. Men tag op på 25. sal, og nyd et mavesugende vue over Malmø, mens du napper en drink eller øl. Har man råd til at give den gas ved baren, føles Skybar lidt ligesom New York – hvis man kniber øjnene sammen. Citadellsvägen 4.

7. Café Basement
Venlige priser, og betjeningen er ligefrem og uden tingeltangel. Om man sidder udenfor eller indenfor i hjørneejendommen, gør ikke så meget. Der er gode vibes all around. Långgårdsgatan 8.

8. Mineral 
Et mineral er en fast kemisk sammensætning, som forekommer i naturen, og her tales der naturligvis om naturvin, selvom man drikker øl. Fancypancy? Måske. Hyggeligt? Ja! Hvorfor ikke starte aftenen her? Sankt Knuts väg 13.

9. Bastard
Her går alle for tiden ud, det er et rigtig in-sted. Svært at få bord, og folk går planken ud (især Bastard-planken med lækkerier og lufttørret pølse). Smager efter sigende lidt af Bæst på Nørrebro i København. Mäster Johansgatan 11.

10. Grand
Åbent længe, og der er spark i dansegulvet. Selvom du måske ikke har noget at fejre, føler du, at det har du alligevel, når du kommer ind på Grand. Et perfekt sted at afslutte aftenen. Monbijougatan 17.

KØB IND OG KØB BILLET

Shop og sov
Engang var det dem, der kom til os for at fylde indkøbsposerne. I dag er det omvendt (på nær sprut). Den svenske krone har længe ligget omkring 70 danske øre, og næsten alting er billigere i Malmø end i København. Gå butiksamok i gaderne, tag i storcenteret Triangelns Köpcentrum, eller vær doven, og stå af toget til Malmø på futuristiske Hyllie Station, og gå direkte i gigantcentret Emporia. Skal du bo på hotel, er det nærmest til halva priset i forhold til København. 

Tag toget
I dagtimerne er der fra Københavns Hovedbanegård afgang hvert 20. minut med Øresundstoget til Malmø – og tilbage igen. Toget stopper på den svenske side i Hyllie, Triangeln og på Malmø Centralstation. Billetten koster hver vej 91 kroner. En cykelbillet koster 46 kroner.