Indlæg

Antallet af skuddræbte slår rekorder på den svenske side af Øresund, politiet står magtesløse tilbage, og den blodige kriminalitet er et vigtigt emne til Sveriges riksdagsvalg i september. Ud & Se er taget hinsidan for at undersøge, hvordan Pippi Langstrømpes hjemland blev det sted i Vesteuropa, der har flest bandedrab.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Lars Bech

DEN SKÅNSKE LUFT er varm og tåget om formiddagen den 26. august 2019, da den svenske læge Karolin Hakim bevæger sig fra sin opgang og ned på Sergels Vej i Malmø med sin kæreste og sit nyfødte barn. På tværs af Sergels Vej, i det attraktive Ribersborg-kvarter, løber en sø mellem egetræer og siv og munder ud i Malmøs Copacabana, som stranden kaldes på Tripadvisor. Her promenerer malmøitter, spiser is i sensommersolens stråler og springer hovedspring fra Ribersborg Kallbadhus. Til den ene side kan badegæsterne kigge på Øresundsbroen og den amagerkanske fugleø Saltholm. Til den anden side mod Malmø Centrum og den 190 meter høje bygning Turning Torso, der snor sig gradvist op i luften som en croissant-dej trukket ud af en dåse. 

De tre går mod en bil på en parkeringsplads. Karolin Hakim har iranske rødder, langt, mørkt hår og brune øjne. For et par måneder siden afsluttede hun sin lægeeksamen, og et par uger senere fødte hun en datter. Karolin Hakim er i selskab med sin kæreste, Naief Adawi, som har palæstinensiske rødder og bærer parrets nyfødte baby i sine arme. 

Tre mænd står på lur og venter på dem rundt om et hjørne ved siden af den hvide boligblok. To af mændene bærer pistoler, deres hoveder er presset ind under hætter og kraver på deres jakker. De spurter hen imod Naief Adawi, og de skyder, mens den tredje mand sætter sig ind i en sølvgrå Mercedes bag ved Sergels Grill nogle meter derfra. 

Naief Adawi flygter, han løber uden om kuglerne og taber barnet på parkeringspladsen. Karolin Hakim skriger og skynder sig at løfte sin datter op fra asfalten. De bevæbnede mænd vender sig i stedet mod hende. Hun bønfalder dem om at lade hende gå, men den ene mand affyrer et skud, som rammer hendes overkrop, og hun falder sammen på fortovet bag grillbaren. Manden går nærmere. Så skyder han den nybagte mor og læge på klos hold.

NOGLE GADER DERFRA har en mand en samtale i sine høretelefoner, der pludselig overdøves. Først synes han, det lyder som brædder, der kastes ud ad et vindue, fortæller han senere til avisen Sydsvenskan. Så går det op for ham. Han er sygeplejerske og uddannet i hjerte-lunge-redning og sætter i løb mod skudsalverne. Fra en altan i nærheden forsøger en beboer, der også er læge, at tage billeder af hændelsen med sin telefon, men hans hænder ryster for meget. Han ser moren og barnet og råber: ”Pas på babyen!” Gerningsmændene bevæger sig væk, og lægen skynder sig derhen. Karolin Hakim ligger på fortovet med åbne øjne i en sø af blod. Flere mennesker stimler sammen omkring hende. Da lægen og sygeplejersken ankommer, har en kvinde samlet babyen op og båret hende hen til en restaurant i nærheden. Barnet er sluppet med skader fra faldet. Lægen udfører sammen med sygeplejersken og en anden kvinde kompressioner på hendes bryst. Lidt efter kommer Naief Adawi, Karolin Hakims kæreste, tilbage. Et ægtepar tager mod ham og fører ham hen til hans overlevende datter.

Den første patruljebil ankommer 5-8 minutter efter skuddene. Politiet fortæller senere, at de formoder, at gerningsmændenes mål var kæresten Naief Adawi. I 2010 blev han idømt otte års fængsel for at have deltaget i et af danmarkshistoriens største røverier, da Dansk Værdihåndtering i Brøndby to år tidligere blev lænset for mere end 60 millioner kroner.  Karolin Hakim bliver kørt på hospitalet, men dør allerede under behandlingen. Til svensk presse kalder øjenvidner drabet for en ren henrettelse.

JOURNALISTEN PALMKVIST

Joakim Palmkvist (født 1967) er journalist på avisen Sydsvenskan, hvor han dækker kriminalitet og drabssager, som han har beskæftiget sig med i 25 år. Han er uddannet i statskundskab ved Lunds Universitet og er forfatter til en række bøger om skyggesiderne af det svenske samfund, herunder blandt andet ’Den undre världen – En personlig betrak­telse’ om organiseret kriminalitet i Sverige, ’Den vedervärdige boktjuven’ om kannibalen Bengt Hjalmarsson, ’Äventyr i Svenssonland – Seriemördaren Peter Mangs’ og ’Maffiakrig – Nio avrättade män och staden de levde i’ om Malmøs bandekrig, som han skrev i samarbejde med journalisten Tobias Barkman. Joakim Palmkvist bor med sin kone og to børn i Skåne.

”DÉR ER NOGLE af de frikendte,” siger Joakim Palmkvist og vender blikket i retning af en gruppe unge med indvandrerbaggrund i sorte dynejakker og hættetrøjer, der sidder foran den brune retsbygning i Malmø. Den 55-årige svensker er journalist på Sydsvenskan og serverer et solidt håndtryk med store, ru hænder. Det er september 2021 og den første dag i ’Operation Snake’ – den største retssag i Skåne i 25 år målt på antallet af anklagede. 

Politiaktionen har fået sit navn efter de involveredes evne til at sno sig som slanger. 15 mænd sidder for retten og er ifølge anklagemyndigheden flettet sammen i tre bander, der tilsammen kalder sig ’Alliancen’. 

Mændene er tiltalt for mordplaner på i alt otte personer, der har forbindelse til den danske statsborger Amir Mekky, der er opvokset i Malmø, går under navnet ’Bokseren’ og sidder varetægtsfængslet i Spanien efter at have været eftersøgt for mord, narkohandel og hvidvask. Da vi lidt efter står i kø til en kaffemaskine i ventelokalet ved siden af retssalen, hiver Joakim Palmkvist en stak papirer op af sin skuldertaske. 

”Her er galleriet over de mistænkte,” siger han og peger på anklageskriftet og på mugshots af en gruppe sammenbidte mænd med udenlandske rødder. Under deres navne står de aliasser, som mændene har brugt i EncroChat, en teletjeneste, som organiserede kriminelle på tværs af Europa brugte som kommunikationsværktøj, indtil politiet fik adgang til systemet i 2020. 

”’Bokseren’ ville have en større bid af det svenske narkomarked, og siden har der været en lang række mord,” nedkoger Joakim Palmkvist situationen. 

En af de døde er Karolin Hakim, og hendes kæreste er blandt de anklagede i det enorme sagskompleks, der trækker tråde langt ned i den moderne svenske kriminalitet. 

Mændene er i håndjern og bliver fulgt ind i retssalen en efter en af politivagter, mens de flankeres af advokater i jakkesæt og tilbagestrøget, glinsende hår. 

Joakim Palmkvist sidder på tilhørerpladserne bag en glasplade, mens anklagerne bliver læst op og visuelt vist på fladskærme; anklageskriftet er spækket med korrespondancer i EncroChat og overvågningsbilleder.

Et billede af ’Bokseren’ bliver vist, han har et tomt udtryk i øjnene og en hårdt prøvet næseryg, der er i sync med hans kælenavn.

”Så kommer vi til den person, som vi mener er årsag til konflikten,” siger chefanklager Anna Edebalk. 

Ved synet af ’Bokseren’ skærer nogle af de unge mænd på tilhørerrækkerne ansigter og mumler. I pausen trykker Joakim Palmkvist en klump snus op under overlæben og går hen og taler med et par forsvarsadvokater.

”Beviserne kommer vi til at slås om,” siger Markus Bergdahl, der er i ternet habitjakke med charmeklud. Han er advokat for en af de mange anklagede, en mand, der på EncroChat har kaldt sig ’Waterbee’. 

Efter afhøringerne trækker Joakim Palmkvist en skinnende rød og hvid knallert med en orange mælkekasse bagpå forbi tyrkiske restauranter og bagerier, der frister med kanelbullar. Undervejs fortæller den svenske journalist, at politiet tidligere har afhørt Markus Bergdahl, fordi en EncroChat-telefon var registreret i hans navn. Svensk politi udgav for nylig en rapport, hvoraf det fremgik, at kriminelle i mange tilfælde har fået assistance til deres forretninger af advokater, men forsvarsadvokaten i denne sag har nægtet kendskab til telefonen, siger journalisten fra Sydsvenskan.

”Operation Snake drejer sig om tunge spillere, der tidligere var konkurrenter og tydeligt har korresponderet om, hvem der skulle dø. Flere hundrede markante kriminelle sidder fængslet i Sverige lige nu, mange af dem i Skåne, men alligevel har der aldrig været mere og billigere narkotika i omløb. Det må betyde, at nye folk, som måske er for smarte til at lade sig fange af dataovervågning, har taget over.”

Journalisten kigger på sin knallert.

”Det var terapi for mig at restaurere den for seks år siden, mens jeg var inde i hovedet på en seriemorder, som jeg skrev en bog om (Peter Mangs, red.),” siger han og kører væk på den lille knallert med hovedet presset ind i en lille rund hjelm.

Malmø-bydelen Rosengård søndag 17. april om formiddagen. Dagen før var der oprør med blandt andet afbrænding af politibiler.

HARDCORE KRIMINELLE I Sverige er ofte smartere, end politiet tillader. Og mere koldblodige og hensynsløse. Selvom mange sidder i fængsel, går mange andre fri. I 2017 anslog politiets nationale operativ-afdeling, at 200 kriminelle netværk havde etableret sig i udsatte boligområder i den sydlige halvdel af Sverige. For en håndfuld år siden fik Malmø øgenavnet ’Nordens Chicago’, da mængden af skuddrab og bombeeksplosioner løb som flammer på en tør kornmark, men de seneste år har der været færre skuddrab i Sveriges port til Danmark, der også er brohoved for narkotika og våben. 

På landsplan sætter antallet af svenske skuddrab dog stadig rekorder: Ifølge en rapport, der blev udgivet i 2021 af det kriminalpræventive Brottsförebyggande Rådet, forkortet Brå, ligger Sverige nummer 1 i antallet af skuddræbte blandt de 22 europæiske lande, som indgik i undersøgelsen. Og mens antallet af skuddræbte de senere år er faldet i de fleste europæiske lande, er antallet mere end fordoblet i Sverige mellem 2011 og 2019.

Alene fra 2018 til 2021 har der været 175 skuddrab og 1.347 skudtilfælde i Sverige. 80 procent af drabene forbindes med organiseret kriminalitet. I Danmark blev der i samme periode registreret 33 drab og 167 skudepisoder relateret til rocker- og bandemiljøet.

”Som vi er organiseret nu, kan vi ikke klare det,” sagde en politiinspektør fra det nordlige Stockholm til Sveriges Television i oktober sidste år. 

Mellem 2015 og 2019 faldt der ingen domme i efterforskningen af cirka 80 procent af Stockholms drabssager, og nogle måneder før politiinspektørens udtalelse sad Gøteborgs integrationsbetjent Ulf Boström på tv-skærmen med tårer i øjnene og udtrykte sin magtesløshed over bandeproblemernes blodige omfang.

”JAG VIL INTE!” råber en mand på græsplænen foran politiuddannelsen på Malmø Universitet. To unge fyre i politiuniform og refleksveste presser ham op ad en patruljebil. Bag mondæne, moderne lejlighedsbygninger ligger skinnende sejlbåde i en lystbådehavn, og foran indgangen til den rødstensfarvede universitetsbygning svajer en mand i luften med en spiritusflaske mellem hænderne, mens han råber: ”Jag är fan inte full!” De højtråbende mænd er skuespillere, og de studerende i refleksveste øver hverdagssituationer for svenske betjente. I polisutbildingens underetage står studerende på række med skarpladte pistoler.

Gustav, der er politistuderende, trykker på aftrækkeren med bøjede knæ: Bang, bang! Patronerne hamrer gennem pap-torsoen i den anden ende af lokalet, og projektilerne lander på det bløde gulv. Gustav vil være anonym for at værne om sin sikkerhed, når han snart skal ud i marken som politibetjent, og ingen af de andre politistuderende vil udtale sig med rigtige navne og til citat. 

Den 25-årige politistuderende har blå øjne, et trimmet skæg langs kæben og en bølget hårpragt. Uddannelsen følger et såkaldt normkritisk spor, der handler om at gøre sig bevidst om sine egne fordomme og ikke handle efter dem. 

”Vi skal granske os selv,” siger den politistuderende og nævner en undersøgelse fra Brå, der skal afklare, om folk med anden etnisk baggrund end svensk oplever diskrimination fra politiet. Personer med udenlandsk baggrund mistænkes oftere for at begå kriminalitet, viser et studie fra Brå. Samtidig står de formentlig for de fleste skuddrab i landet. I en analyse i Dagens Nyheter i 2021 fremgik det, at 85 procent af de personer, som anholdes eller retsforfølges for våbenkriminalitet i Sverige, er født i udlandet eller har mindst én forælder, som er.

”Jeg vil få en klump i maven,” siger Gustav, da vi bagefter sidder i et undervisningslokale et andet sted i bygningen, og jeg spørger, hvordan han vil have det, hvis, eller når, han for første gang skal trække sit våben over for en kriminel.

Forrige sommer blev en betjent dræbt af skud i et boligområde i Gøteborg.

”Hvad hvis det havde været mig?” siger Gustav, prikker sig på brystet foran den skudsikre vest og fortsætter: ”Det er en forfærdelig udvikling. Vi lever i et af de mest privilegerede lande i verden, så det er utroligt, at det sker så ofte.”

DØDELIGE TAL

I 2021 blev 44 personer dræbt med skydevåben i Sverige, der har det højeste antal skuddrab blandt vest- og centraleuropæiske lande (ifølge en rapport fra Sveriges kriminalitetsforebyggende råd, Brå). Efter en lang periode med en faldende tendens begyndte dødbringende vold med skydevåben at stige i midten af ​​00’erne i Sverige. I mange andre europæiske lande er dødelig vold, både generelt og med skydevåben, fortsat med at falde, som det lyder i præsentationen af Brås rapport. Politiets bandeekspert Gunnar Appelgren spår over for SVT, at Sverige har et ”forfærdeligt år“ foran sig, hvis tendensen fortsætter, da der typisk begås flere drab hen over sommeren. En række undersøgelser viser, at personer med udenlandsk baggrund står for størstedelen af hård kriminalitet i Sverige. Til og med maj måned har der hidtil været 31 skuddrab i Sverige.

MALMØ ER VOKSET som betonkantareller på epo. 350.000 mennesker bor i dag i Sveriges snabbast voksende by. I 1995 boede der cirka 235.000. Der er mænd med sikkerhedshjelme overalt i byen, og de talrige byggekraner ligner fiskestænger klar til at dumpe deres kroge fast i fundamentet på den skånske metropol, som rummer mennesker fra 179 lande. Næsten halvdelen af byens indbyggere har udenlandsk baggrund, og en tredjedel af dem er født i et andet land. En højere andel end i både Stockholm og Gøteborg. I bogen ’Malmö – Världens svenskaste stad’ fra 2011 beskriver den svenske journalist Per Svensson, hvordan byen med den umættelige sult efter vækst, de høje huse, den rå beton og de mange indvandrere indkapsler det moderne Sverige.

Et par kilometer fra den centrale bydel skyder de beigefarvede betonblokke i forstaden Rosengård i vejret. I blokkene bor 24.000 mennesker, hvoraf 86 procent har udenlandsk baggrund, og på en gavl, synlig fra den firesporede Amiralsgatan, der æder sig gennem Rosengård, hænger en mosaik med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, bydelens berømte søn. Forårssolen luner, dovne måger napper til skrald foran Rosengård Centrum. Det er ramadan, den muslimske højtid, og i glasmontren ved centrets svingdøre er der udstillet islamiske souvenirs og dadler. Centeret dufter surt af rengøringsmiddel, der er kø hos svensk borgerservice, men der er ikke meget aktivitet i grøntsagsboderne og i tøjbutikkerne. Forstadsdøsen og dens flig af tristesse står i modsætning til de dage i påsken, hvor dele af bydelen var i brand. Der blev sat ild til en skole og en bus, politibetjente blev ifølge SVT angrebet med sten og molotovcocktails, og en fotograf fra danske TV 2 blev sparket i brystet. Den hardcore islamkritiker Rasmus Paludan var på Sveriges-turné for at futte koraner af, og hans provokation sendte hundreder af unge mænd på kogepunktet i en hærværksrus i Rosengård, men også i Stockholm, Örebro og Linköping. I alt 14 civile og 26 politibetjente kom til skade ifølge svensk politi. Optøjerne så ud til at være koordinerede, og mange af de unge var kendte ansigter fra banderne, sagde Sveriges rigspolitichef på en efterfølgende pressekonference. 

NOGLE DAGE EFTER optøjerne blev en ung mand efterlyst for drabsforsøg, da en kugle gik gennem et lejlighedsvindue i bydelen i en anden sammenhæng, og i Rosengård Centrum spørger jeg en lav fyr med briller om, hvad han synes om situationen. 

”Politiet kommer alt for sent og er for lidt til stede,” siger han og holder fingrene på brillerne for at signalere, at politiet skal åbne øjnene. 

”Fuck you,” siger han med adresse til ordensmagten og derefter bestemt, at han ikke vil citeres med navn, inden han pisker af sted med en mobiltelefon i hånden og armene i sving foran overkroppen, som om han svømmer crawl.

To fyre på omkring de 30 drikker dåsejuice ved et spisested i centeret, der reklamerer med köfte i flammer. 

”Vi er imod vandalisme, men vi er også imod at sprede had,” siger den ene om Paludan-besøget. 

Han har trimmet fuldskæg, en sixpence på hovedet og taler med dyb stemme på engelsk, det foretrækker de begge, da det kniber med at forstå dansk. 

”Det er unge, der er ude om aftenen og ikke har nærværende forældre. De laver kriminalitet og får hurtige penge mellem hænderne” siger han og gnider fingrene sammen: ”De er fyldt med had.” 

Ved bordene bag os sidder ældre mænd med hæse stemmer og sutter på tandstikkere. 

”Jeg har aldrig begået kriminalitet. Min mor ville blive ked af det, hvis jeg lavede ballade,” siger den anden fyr, der har stram sideskilning og tydelige kindben. Ingen af dem vil citeres med navn. 

”De unge ryger kun i fængsel et par år for grov kriminalitet, så kommer de ud igen og slår måske nogen ihjel,” siger fyren med sixpence. 

AT SVERIGE IKKE straffer de kriminelle hårdt nok, siger mange i Rosengård, også 18-årige Hussain, som sidder i en frisørsalon, hvor han får barberet siderne på hovedet med en guldfarvet hårtrimmer, så det mørke hår på øverste etage står i luften som karse fra en bakke. 

”Jeg kender ingen, der laver kriminalitet, men jeg anerkender, at der er mange udlændinge, som gør det. Jeg tror, de mangler uddannelse,” siger han, da vi har sat os på en bænk. ’Antiracisme – Det handlar om våra liv’, står der på et klistermærke på en skraldespand bag os.

Hussain er ved at uddanne sig inden for IT, han er i træningssæt og hvide gummisko. 

”Du kan også spørge min ven Azim,” siger han og peger på en 19-årig fyr, også i træningstøj, som kommer gående med laskede skridt, mens han misser med øjnene i solens stråler. De har begge pakistansk baggrund og veksler ord på urdu. 

”Shit,” siger Azim og løfter bryn, da jeg bemærker, at Sverige har det højeste antal skuddræbte i Vesteuropa.

Væk fra os står der ’Välkommen till HELL’ på et skilt foran en boligblok som en kommentar til den omfattende videoovervågning i Rosengård. For et par uger siden blev en mand anholdt og mistænkt for drabsforsøg efter en skudepisode på den lokale kirkegård og gravplads. 

En kvinde i blomstret sommerkjole og håret sat op vipper i en bil en autostol op med sin fire måneder gamle datter på bagsædet. Hina Mahmood er 29 år og har boet det meste af sit liv på Nørrebro i København og i Ishøj. Siden boede hun tre år i Rosengård, da hun blev familiesammenført med sin mand i Sverige. Parret bor i dag i en anden bydel i Malmø, og lige nu er hun forbi sin bror, der har en lejlighed i en af blokkene. Hun har ikke selv overværet vold eller kriminalitet i bydelen, siger hun, men Hina Mahmoods storebror har siddet i fængsel flere gange og er blevet taget med pistoler, da familien boede i Danmark. Broren er ikke længere involveret i kriminalitet. Han blev fedtet ind i en forkert omgangskreds, siger hun.

UDEN FOR MALMØ BYRET står regnen ned i stænger, og indenfor har flere af de velfriserede forsvarsadvokater i Operation Snake fået vådt hår. Inde i retten mener forsvarer Markus Bergdahl, at ”anklagemyndigheden har begået fejl”, mens han kigger op mod dommeren. Det er fransk og ikke svensk lovgivning, der har gjort det muligt at få adgang til EncroChat-materialet, og det mener forsvarsadvokaten belaster sagen. Joakim Palmkvist sidder på tilhørerrækkerne og noterer det hele på sin laptop.

Nogle dage efter sidder han på Sydsvenskans redaktion i et åbent kontorlandskab på fjerde sal, der har et storcenter i underetagen. På gaden udenfor snor grønne elbusser sig forbi Triangeln Station, som er en del af Citytunneln, der betjener Øresundsforbindelsen fra København, inden toget rammer Malmø Centralstation. Journalisten har dækket organiseret kriminalitet i 25 år, og han siger, at den svenske underverden er blevet større og mere rå gennem årene.

”De skyder oftere efter hovedet i dag. Det er i højere grad blevet alle mod alle, og det er ikke så velstruktureret et magthierarki som for 20 år siden. Der er en myriade af forklaringer på landets problemer med bander og skuddrab, og den udbredte tavshedskultur står højt på listen. Når få bliver dømt, fordi der ikke er nogen, der tør vidne, breder tystnadskulturen sig endnu mere,” siger Joakim Palmkvist og anslår, at den svenske tavshedskultur slog rødder for 10-12 år siden samtidig med et generationsskifte i banderne.

Flere stemmer i Sverige vil have, at anklagemyndigheden kan benytte sig af anonyme vidner, ligesom tilfældet er på vores side af Øresund. I Danmark kan sociale myndigheder, Skattestyrelsen og politiet få adgang til hinandens registre, hvilket ikke er muligt i Sverige. Det er et problem, mener Joakim Palmkvist:

”Der findes familier, som officielt ikke tjener nogen penge eller får sociale tilskud, men betaler husleje, sender deres børn i skole og lever af gangster-virksomhed. Hvis man kunne samkøre registre, kunne man få bedre overblik over kriminalitetens finansieringskilder.”

RIKS-VÅBEN

I bogen ’Vapen­smederna – Männen som beväpnar Sveriges kriminella’ fortæller de svenske journalister Mathias Ståhle og Jani Pirttisalo, hvordan mangelfulde våbenlove i EU og Sverige har givet de kriminelle nem adgang til pistoler og automatvåben. Mange af de kriminelles våben handles lovligt i andre EU-lande og bygges derefter om i Sverige, fortæller forfatterne i bogen. Og når svensk politi ransager en våbensmedje, er det ikke muligt at dømme for besiddelse af ulovlige våben, hvis våbnene ikke er færdigsamlede. I 2021 udkom en rapport fra politiet i Stockholm, som viste, at 1.300 våben er i omløb blandt kriminelle alene i den svenske hovedstad.

”40 procent af våbnene kommer fra det tidligere Jugoslavien, Kina og Rusland. Derudover ser vi, at 35 procent af våbnene er ombyggede start- og tåregasvåben, der hovedsageligt er kommet hertil fra andre lande,” har Joakim Sturup, analytiker hos Stockholms politi og forfatter til rapporten, sagt til SVT.

I 2019 GENTOG statsminister Stefan Löfven, at der ikke er sammenhæng mellem bandekriminalitet og indvandring; et synspunkt, der i årtier ikke bare har præget den svenske debat, men har monopoliseret den. En slags politisk tystnadskultur, der har lagt en dyne af tavshed over emnet. Et år senere vendte Löfven dog på en svensk tallerken og kædede kriminaliteten sammen med fejlslagen integration. 

Debatten om indvandring har rykket sig markant i Sverige i de senere år, konstaterer Joakim Palmkvist, der forklarer, at den nu forhenværende premierministers ord mest handlede om klasse.

”Det er mennesker, som ikke er blevet integreret, men er havnet nederst på den sociale rangstige og derfor begår kriminalitet, var statsministerens analyse. Det er også et klasseproblem, mener jeg, men der er også dem, som primært er havnet i skidt selskab, fordi der findes så mange kriminelle omkring dem.”

Hvorfor nævner svenske journalister ikke etnicitet, når de dækker kriminalitet?

”Hvis et vidne siger, at gerningsmanden så arabisk ud, skriver jeg det som signalement. Men jeg skriver ikke, at gerningsmanden havde arabisk baggrund, hvis hans etniske rødder ikke har betydning for, hvilken kriminalitet han har begået, og han er født i Sverige.”

Har befolkningen ikke brug for at blive informeret om den kriminelles etniske baggrund, så de kan blive klogere på, hvor problemerne eksisterer?

”Den oplysning gør ikke læserne meget klogere. I Malmø har næsten halvdelen af indbyggerne udenlandsk baggrund.”

TINO SANANDAJI ER økonom på Stockholm School of Economics, og han mener, at den svenske journaliststand har svigtet. Journalisterne har ikke gjort deres job godt nok, fordi de ikke har beskrevet de kriminelles etnicitet, og de har svigtet ved i for høj grad at præsentere befolkningen for ren matematisk statistik koblet sammen med akademiske stemmer, der har givet et fordrejet indtryk af bandeproblemernes omfang.

”De svenske mediers dækning har dog ændret sig – af samme årsag som Stefan Löfvens holdning tog en drejning: fordi deres position blev uholdbar i forhold til den offentlige mening,” siger den 42-årige økonom, der har skrevet flere kritiske bøger om Sveriges indvandringspolitik.

Den svenske debat om integration har i årtier været tabuiseret, siger Tino Sanandaji. En udvikling, som han mener går tilbage til 80’erne og 90’erne.

”Sverige har haft store problemer med højreekstremistisk vold mod immigranter. Nynazister brugte immigranters forbrydelser til at retfærdiggøre deres handlinger, men når forbindelsen mellem kriminalitet og migration blev påpeget fra ’ikke-racister’, blev kritikken stemplet som racisme.”

Og tabuet blev bare styrket, da det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, mener han.

”Medierne og den akademiske elite blev enige om, at kriminalitet intet havde med immigration at gøre. Årsagen til problemerne var altid ’klasseskel’,” siger Tino Sanandaji, der opridser flere grunde til, at det ikke giver mening at stirre sig blind på begrebet klasseskel:

”Mennesker, som har psykiske problemer, dårlig selvkontrol og ingen uddannelse, er mere tilbøjelige til at klare sig dårligt på arbejdsmarkedet, og de omstændigheder øger risikoen for kriminalitet. Men det beviser ikke, at fattigdom fører til kriminalitet. Der er masser af fattige mennesker, som ikke begår kriminalitet. Fænomener som machokultur og ideer om vold og ære er udbredt i kriminelle kredse. Og selv hvis vi antog, at problemerne kun handlede om klasse, ville dem, der siger, at mindre immigration fører til mindre kriminalitet, have en pointe.”

DRABELIGE DATA

Hemmelig dataaflæsning har vist sig at være et afgørende værktøj for svensk politi i opklaringen af grove kriminalsager. Dataaflæsning af krypterede teletjenester, som kriminelle bruger, fører til læssevis af spor, men der mangler ressourcer til at forfølge sagerne, lød det i 2021 fra svensk politi. Store dele af efterforskningsmaterialet risikerer dermed at ende ingen vegne. De opsnappede beskeder indeholder ofte beviser for narkohandel, overfald og endda mordplaner.

”Hvis vi havde flere efterforskere med de rigtige kompetencer, kunne vi have gjort væsentligt mere,” har politiets ekspert i banderelateret kriminalitet Gunnar Appelgren sagt til Sydsvenskan.

I MALMØ-BYDELEN Lindängen zigzagger drenge på store mountainbikes mellem blokkene, hvor der bor cirka 7.000 mennesker. I stuelejligheder med udestuer sidder ældre beboere og stirrer i deres telefoner, og foran dem hviler Alan Soranson kroppen over et hegn ved Högaholmsskolans legeplads. Han er født i iransk Kurdistan og har boet i Lindängen i en årrække. Lindängen er, ligesom Rosengård, på Sveriges liste over ’særligt udsatte områder’, og i januar blev en mand skuddræbt i en trappeopgang i bydelen. 

Alan Soranson har et bamset ansigt, buskede bryn og briller. De kriminelle har det for let, mener han. 

”Hvis der ikke er konsekvens, er der ingen respekt. Det gælder også for børnene,” siger han og peger bag over skulderen med en tommelfinger. Den 59-årige pædagog er i læderjakke og refleksvest, hvor der står ’Malmö Stad’. 

Hvorfor taler vidner ikke med politiet?

”Folk er bange for at sige noget, og de ved, det ikke hjælper. Politiet ved, hvem de kriminelle er. De har deres navne stående på lister. Men når de kriminelle ryger i retten, bliver de stillet for en dommer og sendt ud i det fri,” siger Alan Soranson. 

En far, der er skulderbred som et cykelstyr, kommer gående med sine to voksne sønner på vej ind i en opgang. De har små vandflasker og poser med pitabrød i hænderne og vil ikke citeres med navne. 

”De kriminelle hævner sig, derfor taler folk ikke. Men politikerne tager heller ikke nok ansvar,” siger en af sønnerne med foroverbøjet kropsholdning. 

Et par blokke længere væk står en 44-årig mand og vasker en varevogn med kost og sæbe. Han er kompakt, arbejdsmuskuløs og sætter sig på bagsmækken af sin bil,mens han taler bosnisk med sin datter i telefonen og hiver en Winston op af en cigaretæske. 

”De mennesker, der bor i velhavende områder, vil gerne tale med politiet. Men ingen investerer i noget i Lindängen. Der er så meget lort her. Trust me. 

Vi kommunikerer på engelsk, og jeg får hans fulde navn, som jeg – igen – ikke må skrive. Den 44-årige har en dyb klangbund i stemmen og en tynd guldkæde om halsen. Han ejer et rengøringsfirma og har boet i Lindängen i 10 år. 

Ville du tale med politiet, hvis du så et menneske blive skudt?

”Ja, ingen skal have lov at tage et andet menneskes liv. Men hvis regeringen er ligeglad, hvorfor skulle jeg så ikke være det?” siger den 44-årige, der kender mange bosniere, som kom herop under krigen på Balkan og fik socialhjælp. 

”30 år senere …” siger han og laver pauser mellem ordene for at dramatisere sin forargelse: 

”De. Sidder. Stadig. Derhjemme. Og Sverige gør ingenting. Hvis deres børn laver kriminalitet, får de bare endnu mere hjælp fra regeringen.” 

Rengøringsmanden har også boet flere år i Danmark, og han er begejstret for den danske regerings konsekvens over for sine borgere.

”Hvis den danske regering siger nej, så mener de nej,” siger han og råber efter mig, da vi har ønsket hinanden god eftermiddag: ”Du lover mig, du ikke skriver mit navn.”

SVENSK STIGNING

Fra 1985 til 2017 er andelen af svenskere, som er født uden for landet – eller har mindst en forælder, som er – vokset fra 18 til 34 procent.

Malmø-bydelen Lindängen.

BYEN LUND ER på lavt blus. Bortset fra en karavane af børnehavebørn og få cyklister, der bakser i lavt gear op ad de stejle gader, er der ikke mange mennesker at spore fra banegården og op mod Skånes Universitetshospital, der fra luften ligner et kæmpe kors. En del af beboerne er stuvet sammen i forelæsningslokaler på Lunds Universitet lige ved siden af. Her går 50.000 studerende, og tusindvis af dem pendler hver dag de 20 kilometer fra ‘tvillingebyen’ Malmø.

”Der var et kæmpe slagsmål med 50-60 personer lige derude,” siger Ardavan Khoshnood, ph.d., akutlæge og kriminolog, da han tager imod i jeans og sweatshirt i hospitalets stueetage, mens han peger ud bag patienter i kørestole ved indgangen. 

I september 2021 var der et masseslagsmål foran hospitalet en dag ved 13-tiden. På en mobiloptagelse fra SVT kan man se, hvordan flokke af mænd slår og tramper på hinanden, mens politifolk forsøger at adskille kamphanerne. Ardavan Khoshnood havde et kursus for medicinstuderende den dag, og de fulgte med fra et vindue, da grupper af unge med indvandrerbaggrund slog løs med de bare næver.

”De studerende var chokerede. Og jeg tænkte: Er det her, Sverige er på vej hen?” siger den skaldede kriminolog, da vi har fundet et mindre konferencerum at sætte os i. Politiet formoder, at konflikten opstod mellem to familier i et boligkvarter, hvor en person blev kørt på hospitalet efter et slagsmål. På en restaurant stødte grupperingerne senere atter sammen, flere blev kvæstet og kørt på hospitalet, og politiet karakteriserede et af tilfældene som drabsforsøg. Foran hospitalet udspillede sig tredje akt.

”Tænk, at mange mænd var klar til at slås så tidligt på eftermiddagen. Det var skræmmende,” siger Ardavan Khoshnood, der forelæser i kriminologi på Malmø Universitets politiuddannelse. Han sætter en pegefinger på tindingen.

”Når de kriminelle bliver snuppet af politiet, siger de ikke et kvæk. Når de ender på hospitalet, siger de lidt mere. Jeg er nødt til at vide, om de fik slag i hovedet, og i hvilken retning kniven kom fra. Jeg får mulighed for at se, hvem ofrene for kriminaliteten er, og det bidrager til mit kendskab som kriminolog,” siger han.

Frem til 2018 blev en person, der besad et ulovligt våben, ikke automatisk varetægtsfængslet i Sverige, men kunne se frem til en retssag flere måneder senere. Da man ændrede lovgivningen, steg antallet af varetægtsfængslinger, siger Ardavan Khoshnood, men bemærker, at der ikke blev færre skuddræbte af den grund. 

”Hvorfor mon?” spørger han og drager en parallel til hospitalsverdenen for at besvare sit eget spørgsmål: ”Hvis læger opdager en tumor, må de gå aggressivt til værks i behandlingen med det samme. Hvis kræften når at sprede sig, er det for sent. Men i Sverige har folk været bange for at tale om problemet, fordi de har været bange for at blive stemplet som fremmedfjendske.”

SVENSK DØDSRAP

I oktober 2021 blev rapperen Einar skudt og dræbt af to maskerede mænd i Stockholm. Rapperen havde vundet flere musikpriser og var en af Sveriges mest populære musiknavne. Men han havde også forbindelse til Stockholms hårde bandemiljø og var tidligere blevet udsat for kidnapning, som blandt andet blev planlagt af en anden gangsterrapper, Yasin Mahamoud, som er en del af banden Shottaz, der er i dødbringende konflikt med Dødspatruljen i Stockholm-forstaden Rinkeby.

Gangsterrap har i årevis toppet hitlisterne i Sverige, og i sangteksterne hyldes døde eller fængslede bandemedlemmer. På det seneste er svenske meningsdannere og politikere begyndt at lange ud efter glorificeringen af genren, da mange af rapperne har modtaget fængselsdomme og er involveret i grov kriminalitet.

Akutmodtagelsen, Skånes Universitetshospital. Her modtager læge og kriminolog Ardavan Khoshnood blandt andet skud- og knivofre. Ambulancen har direkte indkørsel og kan parkeres ved døren.

BLANDT KRIMINOLOGER ER der dem, der mener, at højere straffe ikke virker, og at snuden skal holdes i et forebyggelses-spor, men der er også dem, der mener, at en øget strafferamme kan være brugbar. Læge og kriminolog Ardavan Khoshnood er i sidstnævnte gruppe.

”Jeg tror ikke, at strengere straffe vil have en afskrækkende effekt på de hårdeste kriminelle, men jo længere tid de sidder bag tremmer, jo mindre vold kan de begå i samfundet. Der følger også flere beføjelser med hos politiet, hvis strafferammen øges. Vi bør have en lovgivning, der ligner den, I har i Danmark,” siger han med reference til, at dansk politi kan kropsvisitere og ransage biler uden særlig mistanke i definerede visitationszoner i begrænsede perioder, ligesom domstolene kan give dobbelt straf, hvis lovovertrædelser forbindes med bandekriminalitet.

Forskellen på strafferammerne i Danmark og Sverige blev understreget i forbindelse med et dobbeltdrab i Herlev i 2019, der havde sit udspring i den dødbringende konflikt mellem de svensk-somaliske bander Dødspatruljen og Shottaz fra Stockholm-forstaden Rinkeby. Mindst 10 drab sættes i forbindelse med den blodige rivalisering, I Danmark blev fem mænd udsendt fra Dødspatruljen dømt for drabene i Herlev. Tre af dem blev idømt fængsel på livstid, mens de to sidste, der var under 18 år, fik fængsel i 16 år. Det var første gang i Danmark, at der blev udmålt så lang en fængselsstraf til gerningsmænd, der var under 18 år på gerningstidspunktet. 

Til sammenligning fik et andet medlem af Dødspatruljen tre år på en lukket institution i Sverige, efter han som 16-årig skød og dræbte en person i Rinkeby. Læg dertil, at i Sverige fik unge mellem 18 og 20 år indtil for nylig ’strafrabat’, hvis de kendte sig skyldige i grov kriminalitet – en ordning, som regeringen dog har skrottet. 

”Det har kun været længere nede i hierarkiet, at politifolk har råbt op. Hos den øverste ledelse var, og er, det et spørgsmål om politik. De politiske vinde i Riksdagen har ikke blæst i retning af højere straffe og dermed flere beføjelser til politiet,” siger Ardavan Khoshnood.

Rosengård Centrum. Vejen i forgrunden er Amiralsgatan. I baggrunden indkøbscenterets parkeringsplads og Rosengård.

I 2020 VAR DER 25 skuddrab i Stockholm. Året efter blev 22 personer dræbt med håndvåben i hovedstaden. I Malmø er mordraten til gengæld dykket. Politiet, kommunen og kriminalforsorgen indgik i 2018 et samarbejde under navnet Sluta Skjut. Filosofien bag ’Stop Skud’ er at udpege de centrale spillere i den kriminelle underverden, holde møder med dem og vise dem konsekvenserne af den dødbringende kriminalitet samt at få de kriminelle til at forstå, at politiet er i haserne på dem, indtil de siger farvel til bandelivet. Gør de det, bliver de tilbudt hjælp i form af bolig, uddannelse eller et exit-program. 

Sveriges justitsminister Morgan Johansson bebudede i 2021, at regeringen vil have strategien Sluta Skjut til at spille en rolle i kampen mod skyderierne i andre svenske byer, ligesom der skal tilføres to milliarder ekstra kroner til svensk politi, der gradvist har fået flere økonomiske midler siden 2015. Samtidig har antallet af svenske politistuderende aldrig været højere. 

Kriminologer fra Malmø Universitet har undersøgt effekten af Sluta Skjut og nåede ikke frem til entydige konklusioner. Men hos Malmø Politi fremhæves programmet alligevel som en vigtig faktor. 

”Os, der arbejder med Sluta Skjut, som er en del af en langsigtet strategi, er overbeviste om, at programmet har haft indflydelse på udviklingen. Det er for kort tid til at kunne sige noget om programmets effekt,” skriver Glen Sjögren, politikommissær i Malmø Syd, i en mail.  

DRAB PÅ VESTERBRO

I februar 2022 blev en mand ved navn Salam Al-Jawahiri skudt og dræbt på Vesterbro i København af to mænd på en motorcykel. Den dræbte var ven af Amir Mekky, også kaldet ’Bokseren’. Drabet på Vesterbro ligner et lejemord, siger den svenske journalist Joakim Palmkvist, der fortæller, at Salam Al-Jawahiri havde mange fjender. I marts måned blev to mænd på 18 og 35 år udleveret fra Sverige og varetægtsfængslet i Danmark for drabet på Salam Al-Jawahiri.

I Lund mener akutlæge og kriminolog Ardavan Khoshnood, at der findes mange forklaringer på udviklingen i Malmø, som ikke nødvendigvis handler om Sluta Skjut. Blandt andet at der gennem årene har været så mange mord i byen, at de kriminelle har skudt og dræbt hinanden. Og samtidig sidder de narkobosser, som stadig er i live, nu i fængsel.

”Malmø havde i mange år flere dødelige skyderier end i Stockholm i forhold til byernes størrelse. Byen indstillede sig tidligere på realiteterne. Malmø er meget mindre end Stockholm, det er nemmere at holde styr på de kriminelle, og der er et hurtigere informationsflow for politiet fra den ene ende af byen til den anden,” siger kriminologen, der mener, at Sveriges integrationsproblemer er åbenlyse, men at spørgsmålet om mulige kulturelle årsager til kriminaliteten er svært at få greb om.

”Folk med mellemøstlig baggrund har ikke et særligt belæg for at blive kriminelle. Jeg er selv indvandrer og begår ikke kriminalitet. Men Sverige betaler en pris for at have taget imod virkelig mange asylansøgere gennem årene og placeret dem i udsatte boligområder uden at stille krav.”

Holma, højhusområde i Hyllie uden for Malmø. Her i P-kælderen mødte Sydsvenskan-journalist Joakim Palmkvist for et par år siden en våbenhandler for at lave interview.

SELV I DEN KRIMINELLE underverden opfattes drabet på Karolin Hakim med afsky, og blandt andet derfor mener politiet, at opklaringsmulighederne er gode. En 19-årig mand, som politiet mener er ejeren af den sølvgrå Mercedes, der blev brugt som flugtbil – og efter mordet blev fundet i brand få kilometer fra gerningsstedet – er blevet varetægtsfængslet og sigtet for medvirken til drab. Den mistænkte har dog et alibi. Han sad som tiltalt i Helsingborg i en anden sag, mens Karolin Hakim blev dræbt. 

En uges tid efter drabet bliver den 19-årige mistænkte, som også sættes i forbindelse med drab og narkohandel i Helsingborg, dog løsladt. Karolin Hakim begraves 18. september. Under ceremonien i kirken breder hjerteskærende råb sig fra de efterladte. Efter begravelsen takker den dræbte kvindes familie de fremmødte i et brev, hvor de også henvender sig til den, der dræbte Karolin Hakim: ”Uanset hvor umenneskelig du er, vil du forhåbentlig have et hjerte, et knust hjerte, der altid vil gøre ondt.” 

Politiet frigiver flere billeder med gerningspersonerne i håb om hjælp fra den svenske befolkning. Flere mistænkte anholdes, men de løslades igen, blandt andet en 23-årig mand, der – selvom han bliver frifundet – sættes i forbindelse med drabet på en 24-årig mand i Nydalaparken i Malmø i juli 2018. 

Den 23-årige er ifølge Sydsvenskan dybt involveret i byens kriminelle netværk og har været mistænkt for andre drab, men han går foreløbig fri på grund af svag bevisbyrde. 

I et andet, måske tilhørende sagskompleks bliver tre mænd et par uger før drabet i Nydalaparken skudt og dræbt uden for en internetcafé i Malmø. Tripledrabet betragtes som begyndelsen på en drabelig konflikt mellem rivaliserende grupper i Malmø, og målet er angiveligt gangsterbossen Amir Mekky, ’Bokseren’, som bliver såret foran internetcafeen. 

Politiet varetægtsfængsler samtidig en anden mulig gerningsmand for drabet på Karolin Hakim, en 22-årig, der i forvejen afsoner en dom for grov kriminalitet. Men politiet mangler de afgørende beviser for hans medvirken til drabet. I august 2021 bliver han løsladt fra sin varetægtsfængsling, men forbliver bag tremmer for den dom, han modtog i en anden sag. 

Politiet og anklagemyndigheden prøver, men de har hidtil ikke fundet den rette mistænkte og fået vedkommende dømt. Sagsanklageren fortæller dog til svenske medier, at hun håber, at politiets adgang til EncroChat-materialet kan være med til at opklare sagen. I juli 2022 er endnu ingen blevet dømt for drabet på Karolin Hakim.

DOMME I ’SLANGESAGEN’

I marts faldt byrettens afgørelse i Operation Snake. To af de 15 tiltalte blev frifundet, den ene af dem var Karolin Hakims kæreste, som var sigtet for mordplaner på syv personer, men retten i Malmø fandt ikke hans medvirken bevist.

Resten fik fængselsstraffe, der strakte sig fra seks måneder til syv år. Den ene af de tre anklagere, Helena Ljunggren, fortalte til Sydsvenskan, at anklagemyndigheden var tilfredse med, at de fleste blev dømt. Samtidig konstaterede hun, at dommene i sagen generelt var lave.

”Straffe på tre til fire år for konkrete planer om at dræbe et andet menneske er ikke specielt afskrækkende.”

BLÆSTEN BIDER en anelse i kinderne, og Joakim Palmkvist har pakket sig ind i en vindjakke og en sixpence på hovedet. Han står på Sergels Vej i Malmø og peger hen mod de fortovsfliser, hvor Karolin Hakim blev dræbt for snart tre år siden. De mange vinduer i de høje boligblokke, der omkranser gerningsstedet, gør det nemt at forestille sig, hvordan beboere fulgte med, da kvinden med barnet i favnen blev skudt i hovedet. 

Men selv om mordet på Karolin Hakim også i den kriminelle underverden var langt over stregen, har politiet ikke med sikkerhed kunnet forbinde en gerningsmand med forbrydelsen. 

”Blot fordi de kriminelle taler på gaden, er det ikke ensbetydende med, at de vil sige noget i retten,” siger Joakim Palmkvist, mens vi spiser en sprød falafel på Sergels Grill, og journalisten fortæller, at mange af alliancerne er drevet af lejemord.

”Et lejemord forbinder den person, der bestiller mordet, med den person, der udfører det. Parterne kan ikke tørre skraldet af på hinanden. Fremvæksten af lejemord er et spørgsmål om adgang til våben,” siger han og banker en knytnæve på sin ene pegefinger på et smalt bord ved grillbarens vinduer og tilføjer: ”Og beredvillighed.”

Hvor kommer de bandekriminelles selvtillid fra?

”De bliver jo sjældent pågrebet,” siger han, går udenfor og hiver tobak fra en cigarillo ned i lungerne.

Inden JAN GUILLOU skabte storsælgende roman-føljetoner om hårdkogte agenter og korsfarere, slog han sit navn fast ved at afsløre kostskolevold og forsvarshemmeligheder. Snart færdiggør han endnu en saga om – nå ja – hele det 20. århundrede. Ud & Se har fulgt det 75-årige svenske fænomen, der godt kan lide at prædike, men ikke selv er en messedreng.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

“DU FORSTÅR SVENSK. Hvor dejligt!”

Jan Guillous kone og agent Ann-Marie Skarp roser taxachaufføren: ”Generelt er danskerne ikke så gode til svensk. Men stiger du på en taxa i København, så forstår de, hvad du siger. Hvordan kan det være?”

”Tjooh. Sverige var jo en del af Danmark engang,” funderer chaufføren og smiler i skægget, mens han styrer sin vogn fra holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård og ud i trafikken på Bernstorffsgade. Det kvikke svar udløser latter fra både sortklædte Ann-Marie Skarp på bagsædet og fra hendes ufattelig produktive forfattermand Jan Guillou, der sidder i en brun rulamsjakke på forsædet. Ud over at være kone er Ann-Marie Skarp også kompagnon i Piratförlaget, og der er glidende overgang mellem rollerne som ægtefælle og personlig assistent. Det er Ann-Marie Skarp, der sørger for den lune temperatur i taxaen og den muntre smalltalk: om kalvekødet og blæksprutten, som de spiste aftenen forinden på en italiensk restaurant i København; om fodboldkampene, som de nåede at se på hotellet efter middagen, og om det dejlige feriehus ved Ebeltoft, som Jan Guillous danske udgiver Modtryk stiller til rådighed for sine forfattere.

Denne grå lørdag er destinationen dog ikke Mols, men Amager, hvor Jan Guillou om en halv times tid skal give et jubilæumsinterview på  bogmessen.

”I min ungdom ville jeg være en fin forfatter. Det var vulgært at skrive noget, der blev læst,” siger Jan Guillou, der har solgt over tre millioner eksemplarer af sine bøger alene i Danmark. For tiden viser C More serien ’Hamilton’, inspireret af hans krimier.

JAN GUILLOU forpasser nødig en lejlighed til at møde sit publikum, og i løbet af de sidste 30 år har han besøgt stort set alle de messer, der ville se ham. I København begynder han altid seancen med en dram og en øl, således også nu, hvor han sidder i det trange baglokale i Modtryks messestand med et glas brown ale i den ene hånd og et plastik-shotglas med Gammel Dansk i den anden, mens han tygger en fyldt chokoladekugle i sig og har afslået tilbuddet om frokost.  

”Jeg vil også have en Gammel Dansk,” siger redaktør Trine Busch, der er i kamelbrunt jakkesæt og himmelblå skjorte.

”Skal vi have en mere?” foreslår redaktøren.

Jan Guillou tøver et øjeblik, inden han accepterer.

”Ja, én. Det er jo mest symbolsk,” siger han, mens han rejser sig, og Ann-Marie Skarp tørrer sin mands mundvig ren for chokolade.

JAN THE MAN

Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou blev født i 1944 som barn af en svensk mor af velhavende norsk familie og en fransk far, der kom til Sverige som søn af en handels­attaché ved den franske ambassade i Stockholm.

Studerede jura, men droppede uddannelsen til fordel for journalistik. I venstrefløjsmagasinet Folket i Bild/Kulturfront slog han sit navn fast i den bredere offentlighed, da han i 1973 afslørede en hemmelig efterretningstjeneste under det svenske forsvar, som spionerede på Palæstina-bevægelsen og andre venstrefløjsaktivister.

Siden skabte han sig en karriere som romanforfatter, og igennem årtier har han været aktiv i den svenske samfundsdebat som kolumnist for socialdemokratiske Aftonbladet.

BOGFORUM ER IKKE for fumlegængere. Man må konstant være opmærksom og lægge planer for sin færden. Publikumssnak bruser i ørerne, mumlende, mikrofonforstærkede stemmer rumler som fjern torden fra forskellige hjørner, og det er svært, hvis ikke umuligt, at finde retning og ro. En sød, skarp lugt af bagværk, pølser og maskinkaffe hænger under messehallens høje lofter. ’Skønlitteratur på P1’s Klaus Rothstein tripper rundt efter nærmeste toilet, kulturkendissen Anders Lund Madsen og hans lange brune lokker vugger under en militærkasket, og dér går Weekendavisens langlemmede bogredaktør forbi som en vadefugl – med et lille barn på vingen. 

Pænt ubemærket blandt de lokale danske literary celebs trænger Jan Guillou igennem menneskehavet og hen til et par hundrede siddende og stående mennesker. De har øjnene rettet mod Bella Scenen og har endnu ikke lagt mærke til, at genstanden for deres opmærksomhed er ankommet og står lige bag dem. 

”Tillykke med de 20 år,” siger en for­lags­medarbejder.

”Hvad for noget?” spørger Jan Guillou.

”Dine 20 år på Bogforum!”

”Har jeg været her så mange …” siger Jan Guillou og bliver afbrudt af en høj mand med hvidt hår og skæg, der kommer ind fra venstre og stikker ham en bog med et sort- og rødternet smudsbind og en gylden Porsche på forsiden. Jan Guillou signerer, og den hvidskæggede takker:

”Det er 10. år i træk, jeg får din autograf.”

TRE TIMER TIDLIGERE sidder Jan Guillou i en blød lænestol på Hotel Nimb i København og taler om ’Det store århundrede’, hans romanserie om 1900-tallet, som med ’Den anden dødssynd’ er nået frem til de grådige og vulgære 80’ere – illustreret af en guldlakeret sportsvogn på forsiden. Selv synes forfatteren at have fundet sin tøjstil i 70’erne. Fra den afslappet åbenstående skjortekrave til buksebenskantens lette bootcut er hans krop – tæt som en jærv – klædt i vejrbidt indigoblåt cowboystof. Stemmen, der på roligt, artikuleret stockholmsk leverer pointerne, er en docents, men underarmene, der svulmer ud af de opsmøgede ærmegab, ligner mere en mellemvægtsboksers.

Fænomenet Guillou – overklasse af fødsel, proletar af mening – har, siden han i 2011 begyndte på sine bøger om 1900-tallet, hvert år udgivet et nyt bind i føljetonen. 

Du har arbejdet indgående med århundredet. Har du et favoritårti?

”De politiske 60’ere. I Danmark havde I jo terrorister. Jeg kendte dem, der blev til Blekingegadebanden, jeg mødte dem i Palæstina-bevægelsen, hvor der var nogle, der mente, at man skulle støtte den radikale kommunistiske del af den palæstinensiske frihedskamp. Det førte til beslutningen om at røve banker og stjæle våben og give byttet til PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, red.). Det var sjovt at være i København og diskutere politik, der var altid masser af røg og øl, og det var altid under mindre restriktive former end i Stockholm. Det var danskerne, der lærte mig at ryge hash. Men svenskerne og nordmændene kom ikke så godt overens med de danske kammerater, rent politisk. Vi mente ikke, at vold ville være effektivt. Tyskland var dengang et afskrækkende eksempel. Da der kom folk til os og ville give os håndgranater, vidste vi, hvad de havde gang i.”

Og det oplevede du?

”En mand – han kaldte sig Rolf Svensson – kom i 1969 til Palæstina-gruppens lokaler i Stockholm, hvor vi havde travlt med at male plakater, lave stencils og sende pakker ud til venstreboghandlere. Han tilbød at hjælpe, og da han havde været med i fire dage, sagde han, at han havde adgang til håndgranater. Han mente, at man ville kunne gennemføre et angreb på den store synagoge i Stockholm og nå væk igen på mindre end et minut. Vi svarede: ’Adjö!’ Så forsvandt han. Nogle måneder senere dukkede han op i Danmark, hvor han blev pågrebet på et hotelværelse med en håndgranat, en pistol og ammunition i selskab med en palæstinenser og en iraker med planer om at myrde den israelske premierminister David Ben-Gurion. 

Derefter blev agenterne meget bedre. Men i 1973 afslørede jeg og en kollega i et tidsskrift hele den statslige organisation, der overvågede den svenske venstrefløj. Med navn og billede på alle medlemmer. Det tog den flere år at komme sig. Og i Palæstina-bevægelsen kunne vi puste ud. Vores tab blev meget begrænsede. Kun to af os kom i fængsel. Jeg var den ene.”

Hvornår fandt du ud af, at du var socialist?

”Jeg er jo naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, og det var ikke pænt at tale om politik ved middagsbordet. Men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt, asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod. Men de, der sad på magten, mente, at hvis vi var imod USA’s krig, så var vi kommunister. Okay, gamle skiderikker, så er jeg kommunist! Det var en krig, der radikaliserede og tilspidsede generationskløften. Siden da har jeg været venstreekstremist.”

Var du klar over i din barndom, at du var privilegeret?

”Ja, ja. Vi havde tjenestefolk.”

Følte du nogen skam over dine privilegier?

”I 60’erne og 70’erne snobbede man nedad. Det var fint at komme fra arbejderklassen og grimt at komme fra overklassen. Kammeraterne overdrev gerne deres arbejderklassebaggrund. Jeg indtog holdningen, at man ikke kan vælge sine forældre. Lenin og Karl Marx var jo også fra borgerlige miljøer. Der er stor forskel på klassetilhørsforhold og klassestandpunkt. Det er din stillingtagen, der er afgørende. Jeg ændrede aldrig på mit sprog eller mine vaner. Jeg holdt stadig døren for kvinderne. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt. Det var værre for dem, der forsøgte at spille teater.”

Hvornår vidste du, at du ville – og kunne – skrive?

”Jeg skrev bedre end de andre i min skoleklasse. Det er jo ikke et tilstrækkeligt statistisk grundlag, men sammenligningen med de 20 andre gav en illusion af talent. Da jeg var teenager, ville jeg være en fin forfatter. Genial. I 60’erne kom ’den nye franske roman’, der i hovedsagen indebar at skrive uforståeligt. Alain Robbe-Grillet var gudfaren for den stil. Jeg imiterede den og skrev ’genialt’. Det kan en hvilken som helst idiot gøre. Så kom 1968. Og det, der skulle stå i Palæstina-bulletinerne, i Vietnam-bulletinerne, i vores flyveblade, i vores aviser, skulle være klart som vand. Alt skulle være forståeligt, og vi skulle nå så mange læsere som muligt. Det blev umoralsk at være et geni.”

Og nu skriver du for masserne?  

”Jeg holdt helt op med at skrive litteratur og begyndte at lave journalistik. Som 22-årig lavede jeg en historie fra Kiruna i Nord­sverige om samer, der ikke fik plads på alderdomshjem, men måtte sove i garager i minus 40 grader. En politisk leder i byen udtalte, at de ikke havde brug for at komme ind på plejehjemmet, fordi de som naturfolk havde en anden biologisk forudsætning for at klare kulden. Jeg var sammen med en vældig god fotograf, og hans billeder havde enorm effekt. Pang! Det var det første scoop. Politikeren blev nødt til at gå af. Og samerne strøg ind på plejehjemmet. Sikke en kraft, der findes i journalistikken, tænkte jeg. Siden havde jeg heldet med mig igen, da en redaktionschef stak hovedet ind og spurgte: ’Er der nogen af jer, der ved noget om kostskoler for overklassen?’ ’Joh,’ sagde jeg og aflagde min gamle skole Solbacka et besøg. Næsten alle drengene havde formuende forældre, og fotografi var en populær sport. 12-årige løb rundt med Nikons motorkameraer, der kunne tage fem billeder i sekundet. Jeg udlovede en dusør: ’1.000 kroner til den, der kan tage det bedste mishandlingsbillede. Vi ses i sløjdlokalet klokken et!’ Vi fik en billedserie, der slog alle rekorder. Først et billede af en 12-årig dreng og en knytnæve på vej fra en lærer. I det andet billede ser man knytnæven ramme, og i det tredje ligger eleven på jorden, mens læreren står bøjet over ham. Det var mere billedernes fortjeneste end mine ord, men et scoop var hjemme, og staten trak sit bidrag til skolen.”

I 1981 udgav du romanen ’Ondskaben’ om det voldelige miljø på Solbacka. I den beskriver du en stedfar, der slog dig. Bogen blev meget læst, og endnu flere så filmen, der kom i 2003. Men din mor tog afstand og sagde, at du altid havde haft svært ved at skille fantasi fra virkelighed. 

”Hos borgerskabet må ingenting komme ud. Familiehemmeligheder angår ingen andre. Og journalister er et pak, der spreder rygter og usandheder. Så naturligvis mente hun, at hendes søn forbrød sig mod den gode opdragelse, han havde fået. Men det er nu ikke sjovt at have en mor, der siger, man lyver.”

Snakkede I om det?

”Nej. Vi talte slet ikke med hinanden de sidste 10-15 år af hendes liv.”

I GUILLOU-TINEN

”Forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede i militært omringede ghetto­områder.”

– Aftonbladet, 2001

”Jeg slog ham sønder og sammen. Han blev båret ind i en ambulance. Siden så jeg ham aldrig igen i det virkelige liv.”

– Sagt til Dagens Nyheter i 2003 om stedfaren Nils Hansén

”Säpo synes at tage mine forbindelser med KGB betydelig mere roligt end Expressen.”

– Aftonbladet, 2009, efter Expressens afsløring af, at Guillou som ung havde samarbejdet med KGB, ifølge ham selv for at infiltrere og afsløre organisationens operationer i Sverige.

ØJNENE ER LISTIGT smalle, ellers er alt andet på Jan Guillou stort. Den tykke, hvide manke. Fødderne i de cognacbrune læderstøvler. Den levemandstunge mave bag denimskjorten. Næverne.  

Jan Guillou kigger på mikrofonen i venstre hånd, mens han, som en fornøjet crooner, slår ud med den højre. Gestussen løsner panderynkerne hos publikum, der under de første par spørgsmål har kroget nakkerne og lagt hænder og bogmesseprogrammer bag ørerne for bedre at høre den svenske forfatter. Med en pludselig bedre lydgengivelse bliver det mindre anstrengt at følge samtalen: I Jan Guillous 10 måneder i fængsel havde han tid til at læse og lure krimiforfatterne Sjöwall og Wahlöö tricks af. Hans produktivitet er enorm. Blot den del, der er oversat til dansk, fylder ifølge den kvindelige interviewer 10 hyldemeter. Hans seneste bedrift, 10-bindsværket ’Det store århundrede’, er næsten fuldendt.

”Jeg mangler én bog – så kan jeg dø,” siger han og smiler.

Intervieweren, der aner, at forfatteren måske ikke kommer til at udånde hen over tastaturet, spørger, hvad der skal til for at få ham til at fortsætte.

”Sådan gider jeg ikke tænke,” siger Jan Guillou og indlægger en kunstpause.

”’Det store århundrede’ er det sværeste, det hårdeste, jeg nogensinde har lavet. Hvis jeg klarer det, har jeg gjort det umulige.” 

Jan Guillou slapper af med et brev snus i mundhulen.

TO EN HALV TIME tidligere på hotellet spørger denne artikels reporter, om man, som en mand som ham, kan tillade sig at holde døren for kvinderne i Sverige efter MeToo.

”Ja, det synes jeg, jeg kan. Mange kendte svenskere blev slæbt gennem sølet i forbindelse med MeToo, men jeg klarede mig udenom. Jeg har altid opført mig som en gentleman, og i det hele taget har jeg altid været forsigtig. Med alt. Sådan er det, når man bliver en kendt person.”

Men føler du dig i farezonen med din identitet som hvid succesfuld macho-mand, der skriver om agenter og korsfarere – og bruger fritiden på at gå på jagt?

”Macho kan sagtens indebære, at man bestiger bjerge og jager isbjørne og løver, uden at man opfører sig dårligt over for kvinder. Dét er ikke macho ifølge min tradition. Til gengæld har jeg været i mange hårde diskussioner med feminister. De har en ulykkelig tendens til at tage fejl. I 80’erne opstod der en teori om, at hvis kvinder var blevet voldtaget som børn, ville de censurere det i deres hukommelse, men at særlige eksperter kunne fremkalde de skjulte minder. Kvinder huskede pludselig, at de var blevet voldtaget en hel sommer igennem af far eller farfar i brændeskuret, og det førte til, at cirka 200 mænd i Sverige blev dømt. Jeg bekæmpede fænomenet. I dag er der ingen i Sverige, der mener, at den slags fortrængte minder findes. Men prisen blev, at feministerne mente, at sådan nogle som mig var for voldtægt. Og igen i dag tager feminister fejl angående seksuelle forbrydelser. I Sverige er ganske få mænd blevet stillet for en domstol i forbindelse med #MeToo, men mere end 20 kendte personer har fået deres liv og karriere slået i stykker, fordi det har været muligt at fremføre alle slags anklager i pressen med navn og billede – i en grad, vi slet ikke plejer at se. Jeg siger: Lad os holde os til retssystemet og ikke praktisere lynch-justits.”

I Sverige har man indført en lov om samtykke før sex. Er det en god konsekvens? 

”Jeg har endnu ikke forstået, hvilken forskel det skulle indebære. Seksuelle handlinger skal naturligvis altid være frivillige. Ingen har nogensinde sagt andet. Men nu skal vi have en ekstra lov, der siger det. Hvad er der progressivt i det?”

Der kan måske ligge nogle grænseoverskridende trin i forførelsesakten, der gør det svært at sige fra. Nu har man fået mulighed for at være enige på en helt firkantet måde.

”Jo. Men selv om man skriver en kontrakt, kan man jo ændre mening bagefter. Og man kan jo få lyst til at sige: Kontrakten gælder ikke længere, fjern hænderne! Den lov er symbolsk. Den udtrykker samfundets modvilje mod seksuelle overgreb, men gør reelt ingen forskel. Det er stadig lige svært at bevise.”

“NU SKAL VI KLAPPE ad Jan,” siger intervieweren opfordrende til publikum, da hun rejser sig fra sin stol på Bella Scenen. 75-årige Jan Guillou rejser sig også, lidt forsigtigt. Klapsalverne smælder mod loftet, mens han nonchalant svinger en rød buket roser foran sig. Så dør applausen ud, folk begynder at strømme mod de gratis glas cava til venstre for scenen. I et hjørne af buffeten er der cupcakes med forsider fra forfatterskabet trykt i frugtfarve i cremen. I den anden side glimter stakke af ’Den anden dødssynd’ rødt, sort og gyldent. En kvinde i sort jaket, orange halsklud, pudderfarvede stiletter og med håret sat i en luftig fuglerede-knold tager imod betalingen på MobilePay. 

Den svenske cowboy står foran en konstant kø og signerer bøger i løbet af den næste halve times tid. Flere ældre læsere har anskaffet sig den seneste udgivelse på bogmessen, men der er også en blond, crewcuttet yngling i militærstøvler, der har taget fire bind om tempelridderen Arn med hjemmefra for at få forfatterens signatur.

”Jan afbryder aldrig en signeringskø,” fortæller Modtryk-redaktør Trine Busch.

”Selv ikke når dagens program er overstået. Så sætter han sig ud foran vores stand for at sælge bøger og møde sine læsere. Han er meget professionel.”

JAN-BØGERNE

Jan Guillou har skrevet 51 bøger. Mest kendt er han for de 13, der handler om den svenske greve og efterretningsagent Carl Hamilton (udgivet 1986-2008), sine fire romaner om tempelridderen Arn Magnusson (1998-2001) og den delvist selvbiografiske ’Ondskaben’ (1981). Jan Guillous krimier om Carl Hamilton er solgt i over fem millioner eksemplarer, mens Arn-bøgerne har solgt 2,2 millioner eksemplarer. Det vurderes, at to millioner svenskere har læst ’Ondskaben’.

TO TIMER TIDLIGERE på Nimb fortæller den storsælgende socialist, at det nye årti bliver et mareridt: ”Det er ikke længere klasse mod klasse, men race og religion, der er vor tids afgørende spørgsmål. Dæmoniseringen af muslimer er sket gradvist siden den kolde krigs ophør, og i dag er den total. I dag har vi racistpartier over hele Europa. Det er, som om vi ikke har udviklet os siden korstogstiden. Det er meget nedslående. Sverigedemokraterne optræder nu som en slags teologiske eksperter på Islam. For den, der ved noget om religion og religionshistorie, fremstår de jo så enfoldige som den nazistiske propaganda mod jøderne.”

Det er vel ikke kun islamkritik, der får folk i Europa til at stemme til højre, men vel også frygten for at miste materielle goder, arbejde, kultur? Findes der ikke indvandrerskepsis uden antiislamisme?

”I løbet af de seneste 100 år har den svenske stat haft held til at absorbere den ene kategori efter den anden. 300.000 finner er totalt integreret i Sverige efter anden verdenskrig. 100.000 polakker. Tjekker. Ungarere. Folk fra hele Jugoslavien er jo en del af Sverige i dag som alle andre, selv om de har navne, der ender på -ić. Men lige nu er flygtningemængden for stor. Vi har et teknisk-økonomisk problem. Og det kan man diskutere.”

’Gösta’, en aktuel tv-serie på HBO af din landsmand Lukas Moodysson, handler om en ung mand, der er sød og god og altid prøver at gøre det rigtige. Alle omkring ham ender med at udnytte det på den ene eller anden måde. Mange, der ser den serie rundtomkring i Europa, vil sikkert tolke det som et billede på svenskerne: I er for gode …

”Jo. Men vores erfaring er jo, at det kan vi godt overkomme. Lige nu, hvor der er kommet for mange på én gang, har vi et problem. Men jeg er sikker på, at vi også løser det. Men det kommer til at tage tid, og lige nu har vi en dårlig udvikling i retning af proletarisering af indvandrere, dårligere skoler, mindre uddannelse og flere kriminelle. Det kommer vi til at arbejde med et godt stykke ud i fremtiden.”

Hvad tænker du om den eksplosive kriminalitet i Malmø?

”Vi har en voldsbølge lige nu, som er unik. Men hvis man sammenligner det totale antal af voldsforbrydelser i Sverige, er det ikke på samme niveau som i 90’erne. Vi har rekord i skydninger, ja. Gangstere, der skyder hinanden. Og det er vældig spektakulært – ikke noget, medierne lader sig gå forbi. Det er ikke, fordi Sverige uden for Malmø ryster i sin grundvold af angst, men det er selvfølgelig et problem – som vi nok skal få løst. Enten er det forbi med gangsterne, når de har skudt hinanden tilstrækkelig meget, eller også sætter politiet hårdere ind, man ændrer på loven, får taget deres våben fra dem, og de bliver sat i fængsel. Det kommer til at tage tid, men det er jo ikke noget, et moderne samfund kan tillade fortsætter.”

Vi har indført kontrol af svenskere ved den danske grænse. Ser du det som en bevægelse, der kommer over hele Europa? 

”Det er symbolpolitik med xenofobien som det vigtigste element. Der er ingen praktisk grund til at tro, at Danmark har brug for at beskytte sig mod svensk kriminalitet … Jeg klarede mig i hvert fald igennem grænsekontrollen i går, ha ha.”

Hvilke følelser giver det dig at komme til Danmark?

”Det er fantastisk. Jeg er måske Danmarks mest læste udenlandske forfatter og får altid en vældig god modtagelse. Jeg har en indledning, jeg har brugt i 10 år på messer: ’Ud over Pia Kjærsgaard i en tv-debat har jeg aldrig mødt en fra Dansk Folkeparti. Fordi mine rejser altid har med bøger at gøre, og Dansk Folkeparti læser ikke bøger. Findes der nogen af jer her blandt publikum?’ plejer jeg at spørge.”

Ja, så tør man i hvert fald ikke række hånden op …

”Som svensker er jeg naturligvis ked af den kontinuerlige Sweden-bashing. Man hører altid, at vi aldrig taler om indvandrerspørgsmål. Men for helvede, vi taler ikke om andet for tiden. Vi er vant til det, og det er ingen dansk specialitet. Sverige bliver altid fremhævet i politiske diskussioner, enten som forbillede eller skræmmeeksempel. Det liberale USA bruger os som eksempel på, at man kan have en sygeforsikring uden at være kommunister af den grund. De konservative amerikanere siger: ’Se, hvad indvandringen har medført. Sverige er ved at blive et gangstervælde.’ I Tyskland siger socialdemokraterne, at vi er et idealsamfund, mens højrefløjen mener, at vi er ved at gå under i socialistisk tyranni.”

‘TRICKLE-DOWN-ECONOMICS’ står der øverst på et A4-papir med noter, som Jan Guillou har printet ud og taget med sig, og som han sidder og kigger på ved forlaget Modtryks stand. Om lidt skal han interviewes igen, denne gang på Rød Scene. Her vil der blive zoomet ind på hans seneste bog, og derfor har han noteret forskellige nøgleord for 80’erne – herunder Ronald Reagan-administrationens forventninger om, at skattelettelser til de rige ville skabe produktivitet og dryppe velstand ned til de laveste samfundsklasser. 

Senere på dagen skal han indspille et par videohilsner til læserne på henholdsvis lyd- og e-bogstjenesten Mofibo og netboghandlen Saxo.com. Og i morgen går det løs igen med flere interview.

Men lige nu skal han skrive endnu en autograf. En midaldrende kvinde har købt ’Den anden dødssynd’ og vil gerne give den til sin kæreste i julegave.

”Han hedder Mik. M-I-K,” siger hun.

Jan Guillou tager imod bogen og slår op på titelbladet. Snekalotten på hans Montblanc-fyldepen titter op mellem knoerne på hans enorme hånd, mens han skriver:

”Til Mik fra julemanden. Jan Guillou.”

 

Den svenske krone er lav, solen står højt, så hvorfor ikke tage hinsidan til Malmø – Sveriges mest festlige og farverige provinsby. Bad i havet, i kulturtilbud, i billige indkøb, i fatöl på byens torve i varmelampernes sommerskær, eller gnask krebs, og dans solen sort i august til Malmöfestivalen.
Tekst:Jens VilstrupFoto:Colourbox, privat, Ritzau/Scanpix

MALMØ PÅ TO MINUTTER

’Nordens Chicago’ har mange medier døbt Malmø. Tilnavnet skyldes de mange bombesprængninger, bandeopgør og skyderier, der de senere år har plaget byen, men selve storbybetegnelsen er ikke ramt helt ved siden af. Malmø er indbyggermæssigt præcis på størrelse med Aarhus – der bor 340.000 i byen –  men den omfangsmæssige og internationale fornemmelse i havne-, industri- og fæstningsbyen er langt større i Sveriges tredjestørste by end i Danmarks andenstørste. 

Malmø er Sveriges hurtigst voksende storby. Siden 1990 er den vokset med 37 procent, byen har 186 forskellige nationaliteter, og hver tredje indbygger i Malmø er født uden for Sverige.

Trods problemer med kriminalitet er Malmø overvejende et roligt sted – både i ordets svenske og danske betydning. Byen er gammel, fra 1300-tallet, samtidig meget moderne, og blandt hus- og butiksfacader, der pludselig sætter én tilbage til 1950’erne, glider trafikken (næsten irriterende) langsomt og hensynsfuldt, man hilser pænt på butikspersonalet, lægger sine varer, så stregkoderne vender arbejdsvenligt, skyller sæben af, når man har vasket op, tager altid skoene af, når man er på besøg, man siger aldrig noget fornærmende, man udviser i det hele taget hensyn og holder sig tilbage – ude og hjemme. 

Men gå ud, det kan de i Malmø. Byen har et hav af barer og restauranter med udeservering – langt flere end for eksem­pel storebroren Göteborg. Og selvom svenskerne måske selv synes, de er klimarigtige, så holder glødende varmelamper – der overalt på byens torve og gader skyder op som stålchampignoner – godt gang i udefesten. I weekenden er nattelivet decideret dunkende, byen går sent i seng, langt senere end andre byer af samme størrelse. Om det midt om natten gælder en pludselig Max-burger, en homo-bar, endnu en drink, en fatöl eller et dansegulv, der nægter at stå stille, er Malmø med på vognen.

4 KVARTERER, DU SKAL KOLLA

Gamla Staden
Kun en vejrtrækning eller to fra byens banegård spreder byens ældste kvarter – en ø omgivet af kanaler – sig med irrede tårne, imposante bygninger og knoklede brostensgader. Tag på en af Gamla Stadens restauranter eller sidegadebarer, køb eksklusivt modetøj i dens små, smalle gader, køb stangtøj eller stort ind langs hovedstrøget og gågaden Södergatan, eller tag en udeslapper på en af Lilla Torgs mange serveringssteder. Lilla Torg er Malmøs store, ølslurkende Nyhavns-agtige centrum.

Västre Hamnen
Er man til vindtunneler, rig ungdom og tilbageflyttet alderdom i højhuse med altaner, store blanke glasfacader og pludseligt cool barer og spisesteder, skal man tage til Västra Hamnen, hvor Skandinaviens højeste bygning, Turning Torso på 190 meter, knejser hvidt og drejende ud over Øresund. Hop eventuelt i havet fra bydelens mange varme trætrapper eller pontoner ved Sundspromenaden, hvor folk slænger sig om sommeren.

Davidshall/Triangeln
I direkte forlængelse af Gamla Staden og blot nogle skridt over kanalen ved Davidsbron, hvor berømte svenskere har fået deres sko støbt og foreviget, og hvorunder folk sejler i pedalbåde eller sidder sommeren væk på stentrapper, fortsætter by- og cafélivet og shoppingmulighederne om muligt endnu mere hektisk. Gå endnu mere shop-, café- og bar-amok i Davidshall, eller tag til Triangeln, hvis togstation modernistisk buler sig som en halvcirkel op af asfalten, gå en tur i områdets bil-afspærrede ’sommergader’, og sæt dig i parasolskyggerne og sig: ”Tjänare, en kall öl, tack.” 

Möllevången
Möllevången, i folkemunde bare ’Möllan’, ligger lidt længere sydpå end Triangeln, og det er her, det går ned, hvis man ikke er i Lilla Torgs opadpegende aldersgruppe, selvom man også her sidder ude under varmelamper med drinks og store starke. Det traditionelle arbejderkvarter rundt om de mange fortovsbarer er en slags Nørrebro, det vrimler med indvandrerkiosker, med veganske og udenlandske restauranter, valuta-exchange-steder, billige frisører, vandpibebarer, der er graffiti her, der og alle vegne, og centrum, Möllevångstorget, er fra mandag til lørdag i dagtimerne et eksotisk frugt-, grønt- og madmarked.

5 TING, DU SKAL ÄTA

Korv med mos – Denne absolutte klassiker serveres ikke længere på hvert et torv i Malmø. Men fortvivl ej. Find for eksempel Korvhuset – enten tæt ved togstationen på Gyllenpalmsgatan 2 eller tæt på shoppingområdet i Davidshall på Västrä Kanalgatan 1 – og gå om bord i byens lækreste pølser i supercool, svenske retro-omgivelser. Er du ude på sjov, så snup surkål eller rejesalat med til din mos.

Godis Svenskerne har vel nærmest opfundet bland selv-slik-konceptet: lösgodis. Sverige har ingen afgifter på slik, alle købmænd og supermarkeder har gigantiske godis-områder, og det er billigere end i Tyskland, så grib en (stor) spand, og fyld lystigt op.

Gå på fika – Uanset hvor du befinder dig i Sverige, kan de ikke få nok af kanelboller og kaffe, såkaldt fika. Det er svenskernes samværshygge nummer et og indebærer kaffe (’fika’ er en særlig svensk snakke-bagvendt-version af kaffe), en bolle eller en kage og masser af snak.

Lunch – I Danmark er vi all in på brunch, men i Sverige går man på lunch – udtales lønsj – der er den store tallerken-åbenbaring. Gå på jagt efter skiltene omkring frokosttid, og find store tre-retters lunch-menuer overalt i byen til omkring 100 svenske kroner.

Saluhall – Lyst til en hipsterhapser? Tæt på universitetet i Malmø ligger Saluhall i vindblæste omgivelser i en rustrød bygning, der ligner en sportshal, men hvor det gælder om at have det flotteste forklæde, det længste skæg og de lækreste delikatesser. Prøv for eksempel en af de mange retter med halloumi – den fede saltede, mellemøstlige ost, der er uhyre populær i Malmø.

5 X UD I DET (GUL)BLÅ

Kungsparken/Slottsparken og Malmøhus
Kungsparken og Slottsparken, der er adskilt af en af byens mange kanaler, er Malmøs ældste park og populær som udflugts-og spadsereturssted. Midt i det hele spejler den restaurerede toldborg fra Kalmarunionen og det senere lokale danske kongeslot Malmøhus sig i det stille voldgravsvand. Indenfor i Nordens ældst bevarede renæssanceslot, der blev svensk i 1658, er der teknik-, søfarts- og kunstmuseum, og udenfor er der en kæmpe økologisk have med øko-grøntsager til salg og café.

Ribersborg Strand og Kallbadet
I forlængelse af Kungsparken ud mod havet strækker den to kilometer lange Ribersborg Strand, ’Ribban’, sig blødt, fladt og sommerindbydende med udsigt til Øresundsbroen og Danmark til den ene side og det lokalberømte ’Kallis’ eller Kallbadet og The Turning Torso til den anden. Ribersborg Kallbadhus er en smuk, gammel træ-badeanstalt midt ude på vandet, hvor man kan springe ganske naken (kønsopdelt) i vandet og bagefter tage sig en tur i sauna eller en bit mat eller en öl på stedets restaurant, der klogt har indrettet to forskelligtvendte udeserveringsområder, så man altid sidder i læ. Kallbadet er ikke en lukket klub, som badeanstalter oftest er det i Danmark, der er adgang för alla. 

Folkets Park
Det er sommerens mest populære mødested. Parken, der ligger i det klassiske arbejderkvarter Möllevången, har i 100 år været malmøgensernes foretrukne oase og er det stadig. Drik en øl på Far i Hatten, nap en kebab, spil minigolf, tag børnene med på legepladserne, nyd springvandene, hæng ud med skaterne på ramperne og graffitimalerne, der aldrig bliver færdige, se en koncert fra Stora Scenen, og tjek det svenske kvinde- og herrelandsholds fodboldprogram. Spiller de, bliver det vist på storskærm. Vinder de, er der folkefest.  

Kanalrundfart eller tramp-selv
At bevæge sig roligt på vand gennem en by, enten ved egen kraft og motor eller andres, kan bare noget særligt. Hop på en kanalrundfart tæt på Centralstationen ved Norra Vallgatan 60, og sejl en lille times tid gennem de mange stille kanaler, mens du får byens historie serveret. Du kan også leje din egen elektriske GoBoat eller hoppe på en vandcykel – en trampbåt – for eksempel midt i byen hos City Boats mellem Davidshallsbron og Amiralsbron i Raoul Wallenbergs Park. 

Rosengården
Hvorfor ikke ved selvsyn se, hvad det på mange måder berygtede forstadsområde Rosengården er for et sted? Tag bussen eller din cykel ud ad Amiralsgatan, og drej af ved Rosengården Centrum midt i det store, indvandrerdominerede område, hvor højhusene er bygget i 60’erne og 70’erne. Kønt er det måske ikke, men bylamperne er formet som en slags mellemøstlige moskékupler, mænd hænger ud foran butikkerne, burka-kvinderne spadserer rundt i grupper, børn cykler rundt og spiser is, og så kan man jo altid gå til frisøren og blive klippet ligesom Zlatan Ibrahimovic – Rosengårdens absolut mest berømte bysbarn – eller tjekke spillet ud på Zlatan Court, som five-a-side-fodboldbanen i en af indergårdene ved Cronmans Väg hedder. 

DANS OG TRÆD TIL

Malmöfestivalen
Fra fredag 9. august og en uge frem forvandler parker, gader, stræder og torve i Malmø sig til én stor, fed folkefest med stort indledende fælles krebse-kalas – kräftskivan – på Stortorget, med et hav af madboder, med masser af (gratis) koncerter, gadekunst, teater og kulturoptrædener og med det i Sverige så populære dans på kvällen, hvor folk i (næsten) alle aldre giver den fuld gas på det store fælles dansegulv, den såkaldte dansbanan. Mere end en million mennesker besøger hvert år festivalen, og skulle du blive ekstra grebet af musikken i år, er der mulighed for at blive gift midt på dansegulvet. Programmet var ved redaktionens slutning ikke færdigt. Se mere på malmöfestivalen.se

Malmø på cykel
Byen er ideel til pedaler. Udvid horisonten, og træd rundt i byen, i dens mange grønne parker eller ud til stranden. I Øresundstoget kan du medbringe din cykel fra Danmark og tilbage igen. Du kan også nappe en af de mange bycykler, der holder lige uden for Malmø Centralstation, eller leje en cykel – for eksempel hos Travelshop lige bag Centralstationen (i modsat retning af byen) på Carlsgatan 4a.

10 STEDER AT HÆNGE UD I MALMØ

Anbefalet af svenske Carl-Oskar Jonsson, 27-årig skrivende kunstner og lokal udhænger.

1. Gamle Nobes Bodega
Kvarterets lokale kro nummer et – uanset hvilket kvarter du bor i. Folk er ikke uden grund vendt tilbage til dette sted siden 1937. Kålbuddingen føles eksotisk, og øllen er billig. ”En rigtig bar,” siger stamgæsterne, ”Den er go’ nok,” siger de, der bare drysser forbi. Kristianstadsgatan 36.

2. Riket
Formentlig Lars von Triers favorit. Charmerende og med et cool personale, som ved, hvad de laver. Spis en bid mad, eller sid i baren. Hyggeligt om tirsdagen, men måske særligt om fredagen, hvor kælderen er berygtet for en vis vildskab – på den gode måde. Erik Dahlbergsgatan 5.

3. Far i Hatten
Lige lukt i Folkets Park med sommerens måske bedste udeservering (varmelamper, tjek!). En sjov fusion af Christiania og de gamle familiehaver på Frederiksberg i København. Der er dansegulv (under tag) og indimellem svensk benspjæt til livebands. Midt i Folkets Park. 

4. Metro
Næste stop er Metro, som ligger midt i Möllan – området omkring Möllevångstorget. Her findes enorme mængder (desværre ret dyre) øl at vælge imellem og festlig stemning på alle måder. Ängelholmsgatan 14.

5. Belle Epoque
Alle byer har et fransk sted, det her er Malmøs. Spiller ofte høj musik og er gode til at lave cocktails. Frankofil or not, det her er hot. Södra Skolgatan 43.

6. Malmö Live Skybar
En skybar er altid en skybar, siger de udsigtsløse. Men tag op på 25. sal, og nyd et mavesugende vue over Malmø, mens du napper en drink eller øl. Har man råd til at give den gas ved baren, føles Skybar lidt ligesom New York – hvis man kniber øjnene sammen. Citadellsvägen 4.

7. Café Basement
Venlige priser, og betjeningen er ligefrem og uden tingeltangel. Om man sidder udenfor eller indenfor i hjørneejendommen, gør ikke så meget. Der er gode vibes all around. Långgårdsgatan 8.

8. Mineral 
Et mineral er en fast kemisk sammensætning, som forekommer i naturen, og her tales der naturligvis om naturvin, selvom man drikker øl. Fancypancy? Måske. Hyggeligt? Ja! Hvorfor ikke starte aftenen her? Sankt Knuts väg 13.

9. Bastard
Her går alle for tiden ud, det er et rigtig in-sted. Svært at få bord, og folk går planken ud (især Bastard-planken med lækkerier og lufttørret pølse). Smager efter sigende lidt af Bæst på Nørrebro i København. Mäster Johansgatan 11.

10. Grand
Åbent længe, og der er spark i dansegulvet. Selvom du måske ikke har noget at fejre, føler du, at det har du alligevel, når du kommer ind på Grand. Et perfekt sted at afslutte aftenen. Monbijougatan 17.

KØB IND OG KØB BILLET

Shop og sov
Engang var det dem, der kom til os for at fylde indkøbsposerne. I dag er det omvendt (på nær sprut). Den svenske krone har længe ligget omkring 70 danske øre, og næsten alting er billigere i Malmø end i København. Gå butiksamok i gaderne, tag i storcenteret Triangelns Köpcentrum, eller vær doven, og stå af toget til Malmø på futuristiske Hyllie Station, og gå direkte i gigantcentret Emporia. Skal du bo på hotel, er det nærmest til halva priset i forhold til København. 

Tag toget
I dagtimerne er der fra Københavns Hovedbanegård afgang hvert 20. minut med Øresundstoget til Malmø – og tilbage igen. Toget stopper på den svenske side i Hyllie, Triangeln og på Malmø Centralstation. Billetten koster hver vej 91 kroner. En cykelbillet koster 46 kroner.