”JEG KUNNE GODT tænke mig at leje Venedig,” siger jeg i telefonen, da jeg ringer til byens rådhus. 

”Hvad vil du?” siger en mistroisk kvindestemme efter mange lange sekunders stilhed.

Jeg prøver igen.

”Ja, altså … jeg vil gerne leje Venedig.”

Ny pause. Endnu længere.  

”Det … kan man ikke. Og desuden tror jeg ikke, at man kan det nogen steder i verden,” siger kvinden og lyder mere irriteret end mistroisk. 

Jeg sammenflikker et nyt spørgsmål på forfjamsket italiensk, men så bliver jeg afbrudt.

”Ej, nu lægger jeg på.”

Duuut duuut duuut.

Okay, måske er det et dumt spørgsmål. Men var det ikke netop det, Jeff Bezos – ejeren af Amazon og verdens for tiden fjerderigeste menneske – gjorde, da han i sommer indtog den berømte by med et slæng af internationale superstjerner og en livgarde af marinesoldater for at holde bryllup? Altså lejede Venedig?

Det er i hvert fald det, han blev kritiseret for. I månederne, ugerne og dagene op til, at techmogulen skulle komme med det store ’ja’ i Venedig 27. juni, begyndte lokale aktivistgrupper at sige ’nej’. De arrangerede borgermøder. Demonstrationer. De hængte anti-Bezos-bannere op på byens historiske bygninger og truede med at blokere de verdenshistoriske kanaler med oppustelige krokodiller. ”Hvis du kan leje Venedig til dit bryllup, kan du også betale mere i skat,” stod der for eksempel på et kæmpe banner, der var spændt ud over Markuspladsens piazza-fliser.  

Alt sammen for at forpurre Bezos’ bryllupsplaner og for at sige: ”Venedig er ikke til salg. Venedig er ikke til leje. Jeff Bezos, din superkapitalist, hold dig væk.”

Trods protesterne løb det tre dage lange bryllup dog nogenlunde af stablen, som det sig hør og bør, når man er super rich: Jeff Bezos blev viet og betalte et godt stykke over 300 millioner kroner for festen. Hans brud, Laura Sanchez, skiftede tøj 27 gange, mens gommen selv dansede rundt i bar, gammelmandstrænet overkrop. Superstjerner som Leonardo DiCaprio, Kim Kardashian, Ivanka Trump og Bill Gates fløj ind, deltog i skumfester i den flydende by og fløj hjem igen i cirka 90 privatfly. 

I OKTOBER ER skummet og superstjernerne forsvundet fra Venedig. Ligesom tilsyneladende også det meste af sommerens vrede. Hist og pist hænger der stadig et par falmede plakater med anti-Amazon-slagord. Men hverdags-venetianerne lader til at have glemt alt om Jeff og hans hang til at bruge det gamle Europa som kulisse til sine nye penge.

”Hvem?” brummer en bister barista igennem et gråsprængt overskæg på størrelse med et kostehoved og langer en espresso over disken.

”Har du hørt om Jeff Be-zos?” spørger jeg igen og udtaler hver stavelse overdrevet tydeligt.

Han ryster på hovedet og overskægget. De andre gæster, der drikker kaffe ved disken, reagerer heller ikke synderligt.

”Altså ham den superrige amerikaner, der blev gift her i sommer?” prøver jeg.

”Nå ham …,” siger den bistre barista og trækker på skuldrene. ”Ja, hvad med ham?”

Det er ikke, fordi venetianerne ikke er sure. De fleste, opdager jeg efter et par dage i gondolernes by, er faktisk edderspændt frustrerede. Måske var Jeff Bezos dråben, der fik kanalerne til at flyde over med en længe gemt frustration. Det er nemlig ikke én amerikaner på besøg, der får venetianerne op i det røde felt, men en hel masse af dem. Og for den sags skyld også tyskere og englændere og kinesere og franskmænd.

SIDSTE ÅR SLOG 744 millioner turister et smut forbi Europa. Tilfældigvis lige så mange, som der bor på kontinentet. Og turisterne fordelte sig ikke jævnt. De fleste vender snuden mod de samme hotspots: 50 millioner til Paris, 20 millioner til Rom, 15 millioner til Amsterdam, og 15 igen til Barcelona. Det er ikke nyt, at netop de klassiske kulturhovedstæder tiltrækker turister. Men det er nyt, at de lader til at være ved at krakelere under det store turisttryk. Og i sommer skete der noget. Fra Lissabon til Genova begyndte lokale at protestere mod masseturismen, mod rullekufferterne og selfiestængerne. Og intet sted gik det hedere for sig end i solens turistplagede hjemland, Spanien. 

Fra Gran Canaria til Granada gik lokale på gaden og demonstrerede, skød med vandpistoler efter ferierejsende og hængte skilte og klistermærker op med tekster som: ”Hvis det er turistsæson, hvorfor må jeg så ikke skyde dem?” I Barcelona indtog hundredvis af vrede cataloniere Ramblaen med røgbomber og råbte slagord som ”Jeres ferie, min elendighed!” eller ”Turisme slår min by ihjel”. På Mallorca stoppede demonstranter med nødblus en dobbeltdækkerbus med turister og hængte et banner på siden med ordene ”Stop turistificeringen!”

Selv ude i små europæiske afkroge har turismen og dens problemer indfundet sig. I den bittelille østrigske by Hallstatt har man for eksempel været nødt til at sætte et hegn op for at blokere udsigten over Alperne, der dagligt tiltrak op mod 30.000 selfiesultne turister.

”Europa er unik, fordi der er så meget kulturarv inden for så kort afstand,” fortæller Monica Bernardi, professor i sociologi på Milano-Bicocca Universitet. ”Byer og lande er ekstremt tæt på hinanden, og der er et væld af tog, fly og veje, der kan transportere dig fra én ikonisk kulturhovedstad til en anden på bare få timer. Det samme kan man ikke sige om resten af verden,” siger professoren, der dog også fremhæver noget dybere symbolik, der får Europas sirenekald til at virke ekstra lokkende. 

”Verdenskendte byer som Paris, Rom og Barcelona, UNESCO-verdensarv og en lang tradition for kulturturisme fungerer simpelthen som magneter. At rejse igennem Europa er som at bevæge sig igennem århundreder af kultur, civilisation og historie på et par dage. Og at se de gamle kulturhovedstæder, monumenterne og kunstværkerne tillader også, at du føler, at du kan kalde dig europæer eller global borger. Det europæiske kontinent er blevet til et sted, hvor kultur også er noget, der forbruges,” siger Monica Bernardi og peger på de problemer, kulturforbruget og masseturismen skaber: Boligmarkedet bliver skæv-vredet af korttidsudlejning. En stor del af turtistindtjeningen fosser ud af byerne og ned i internationale virksomheders pengekasser, mens omkostningerne, skraldet og generne bliver i lokalområdet. Og så medfører masseturismen i Europa, at hele byer mister deres identitet, bliver tømt for lokale og ender som turisttivolier. 

I VENEDIG ER DER guldgondoler med fossende chokoladevandfald, der er turistboder, der er så smækfyldt med kasketter og krimskrams, at de truer med at brase sammen, og mens jeg bliver skubbet igennem byen af en horde turister, glimter butiksvinduerne: plastiksmykker, neonfarvede fjerpenne, nøgleringe, køleskabsmagneter … og underbukser.

Inden jeg bliver skyllet videre af turiststrømmen, kaster jeg et hurtigt blik ned ad en sidegade, hvor en gruppe asiatiske kvinder filmer TikTok-danse. I den næste står en indisk kok ved bagdøren til en restaurant og pulser sørgmodigt på en cigaret i halvmørket. 

Engang var Venedig en af verdens mægtigste bystater og svang hårdhændet taktstokken over hele Middelhavets økonomi. I dag er selfiestænger det eneste, der svinges i UNESCO-verdensarvsbyen, hvis centrum minder om en forjaget forlystelsespark. -Eller om et ret forfærdeligt frilandsmuseum.

For hvert år ankommer 30 millioner turister til Venedig. Det svarer til 100.000 om dagen, et tal, der er mere end dobbelt så stort som Venedigs hastigt svindende indbyggertal. Et faktum, der gør mange venetianere temmelig harme og får nogen til at sige, at turisterne er i gang med at slå byen ihjel.

Men hvorfor egentlig? Turistindustrien sprøjter årligt cirka to milliarder euro ind i byens økonomi og umiddelbart lige ned i venetianernes lommefor. Og ud over at skabe menneskelige trafikpropper i centrum virker de bæltetaskebærende og kasketklædte turister ret så harmløse – lidt irriterende, bevares. Men ligefrem bymordere?

Giorgio Bruse, kunstner og indfødt venetianer.

”LORTEANSIGTER.” I et kort øjeblik tror jeg, at den 84-årige kunstner Giorgio Bruse taler om turister. Men det viser sig, at han taler om komøg, da han stolt stiller sig ved siden af en stak billeder med sirlige guldrammer. Midt i hvert af dem er en uformelig brun masse, som Giorgio Bruse har tegnet mund og øjne på. Ægte billeder af ægte kokasser fra hellige køer i Indien, præciserer kunstneren, der har inviteret mig hjem i sin enorme spraglede bohemebolig for at tale om turister og det Venedig, der var engang. 

Da jeg i går mødte ham på en bar, virkede det som en god idé. Men nu, da Giorgio Bruse står foran mig uden bukser med et tæppe viklet om livet, sit hvide hår strittende i alle retninger og et lidt vildt blik i øjnene, mens han beskriver de finere detaljer ved kokassekunst, begynder jeg at tvivle. Da han hiver et skjold af næsehorns-læder frem og fortaber sig i anekdoter om sine rejser i de nordindiske jungler, bliver tvivlen asiatisk i sin vælde. Men heldigvis kommer den 84-årige multikunstner tilbage på sporet.

”De her billeder kunne aldrig blive udstillet i Venedig i dag. Alt er poleret og turistificeret. Det hele handler om at tjene penge. Der er ingen frihed eller kreativitet længere.”

Var der engang det? 

”Gu’ fanden var der det!” udbryder Giorgio Bruse. ”Indtil for 30 år siden var byen fyldt til randen med kunstnere, digtere og malere,” siger kunstneren og begynder at tegne billedet af det Venedig, han kendte i sin ungdom. Et, der virker rimelig svært at forestille sig i dag. 

I 60’erne boede der 175.000 mennesker i Venedig. Butikkerne i centrum solgte ikke kun køleskabsmagneter, der var slagtere, isenkræmmere og grønthandlere. Børn spillede fodbold på pladserne. Med en gennemsnitlig gage kunne man tage på bar med sine venner natten lang. Og man kunne gå tur med sin kæreste på -Markuspladsen uden at snuble over turisterne. 

For der var skam også turister, dengang en ung Giorgio Bruse spankulerede rundt på Markuspladsen klædt ud som -maleren Rembrandt og tjente en skilling ved at tage billeder med ferierejsende. ”Five -dollars, seven with the flash,” siger han og blinker til mig med et showman-smil, der ikke er blevet rustent efter 60 års pause. 

Men turisterne dengang, siger Giorgio Bruse, var anderledes. For det første, og måske allervigtigst, var der langt færre af dem. Men de var også interesserede i byens kultur, kunst og museer. Og når man talte med dem, føltes det som en samtale. Som en udveksling. Et møde mellem to verdener.

Fast forward til i dag: Giorgio Bruse må tit finde sig i at spise morgenmad på café, mens 30 måbende amerikanere stirrer på hans småkager, og deres turguide messer: ”Authentic Venetian biscuits. Authentic Venetian biscuits.” 

Priserne på dagligvarer er steget markant, og han må kæmpe med turister for at komme til hos sin lokale bager. Han er endda blevet smidt ud af sin stambar, fordi han ikke brugte lige så mange penge som amerikanerne eller kineserne. Kort sagt føler Giorgio Bruse sig fremmed i sin fødeby.

”Altså, folk kommer op til mig på gaden og siger: ’Are you a real Venetian? Wooow! Woow!’ Og så tager de et billede af mig. Ja, jeg er venetianer, hvad rager det dig? Vi er i Venedig. Jeg føler mig som en abe,” siger Giorgio Bruse og himler opgivende med øjnene.

Men hvis det er så forfærdeligt at bo i Venedig, hvorfor flytter du så ikke?

Et tvært udtryk glider over Giorgio Bruses ansigt.

”Hvorfor skulle jeg tage væk? Turisterne kan tage væk. Det er min by. Jeg har altid boet her!”

”STEEEVE, STEEEVE, WHERE ARE YOU?” hyler en amerikansk kvinde og kigger fortabt rundt blandt de mange smartphone-bevæbnede turister, der vrimler på Markuspladsen og får den ikoniske piazza i midten af Venedigs historiske centrum til at summe i en melting pot af sprog. Enkelte turguider væver sig igennem menneskehavet med stimer af kunder i deres kølvand, mens de i skrattende headseats fortæller, at pladsen plejede at være den tidligere maritime republiks finansielle og religiøse magtcentrum. Og man må sige, at der stadig er power over den enorme hvide basilika, der tårner over pladsen og i løbet af Venedigs over 1.000 år lange historie løbende er blevet pimpet med kriminelle mængder marmor, guld og stjålne skulpturer og bytte fra andre lande. Bare for at vise, hvor vidt den egentlig ret lille bys indflydelse spændte. For at vise, hvem der var boss. 

Selvom Venedig består af mere end 121 øer, 435 broer og 177 kanaler, den ene mere charmerende end den anden, går langt størstedelen af turisterne stålsat efter Markuspladsen og Rialtobroen et stenkast væk. Mange af dem er nemlig såkaldte daytrippers – rejsende, der kun bliver hængende et par timer. Måske er de krydstogtsgæster på afmønstring eller kinesere på en grand bus tour mellem de største europæiske storbyer. Resultatet er, at de kun lige har tid til at møve sig gennem kødranden af turister, der står langs Rialtobroens gelænder, og snuppe en altafgørende selfie. Til at klemme en bid mad ned på en af de utallige såkaldte autentiske italienske restauranter, der serverer alt fra lynstegte nudler til hamburgere under farverige lyskæder langs Canal Grande. Og måske kan daytripperne også lige nå en tur med et par af byens 400 gondolierer, der med korslagte arme, solbriller og AirPods er klar til at færge en familie rundt i kanalerne i 30 minutter for den nette sum af 500 kroner. 

Men Venedig er mere. Med et vejnet, der er mere kringlet end plottet i en Dan Brown-roman, er der potentiale for at fare vild ved hvert eneste sving. For at fortabe sig i blindgyder gennemvædet af historie … og fugt. Og for at forsvinde ned ad en sidegade flankeret af pastelfarvede og fallerede bygninger, der pludselig fører over en smal kanal via en charmerende bro og åbner sig til en lille plads eller campo og en snert af det gamle Venedig. Her kan man nemlig stadig valse ind på en bacaro – en bodega – og bede om en ’skygge’ af vin – en ombra, som venetianerne siger – og tygge sig igennem et par cicchetti, små stykker franskbrød med topping, der bedst kan beskrives som en form for venetiansk smørrebrød. Selvfølgelig koster begge dele dobbelt så meget som i resten af Italien, og bordene rundtomkring er stadig mere fyldte med turister end venetianere. Men bliver man ved med at gå, sker der noget mærkeligt. 

Ikke meget mere end 10 minutters gang fra turistgedemarkedet i centrum ankommer jeg til en stor, tom plads i Cannaregio-kvarteret. Her er ingen gadesælgere, ingen turister … faktisk bare ingen. En radio spiller blues langt væk. Noget vasketøj blafrer i vinden. Ellers er her bomstille. 

Da en ældre mand i blå regnfrakke dukker op på den anden side af pladsen og nærmer sig med hastige skridt, griber jeg chancen og vinker til ham. 

”Sig frem,” siger han prompte.

”Hvor er alle folk henne?”

Han kigger lidt forvirret på mig. Som om det først er nu, det går op for ham, at vi er de eneste to mennesker til stede.

”Nååå … jamen, her er der ikke nogen, der bor længere,” siger manden, inden han forsvinder rundt om et hjørne og efterlader mig alene på pladsen igen.

På 50 år er Venedigs indbyggertal faldet med over 50 procent. Og det har en masse at gøre med turisme. Med masseturisme. For i takt med at byen er blevet et mere og mere attråværdigt sted at bo og besøge, har huspriserne taget himmelflugten, og antallet af Airbnb-udlejninger er eksploderet.

I dag er der omkring 8.000 Airbnbs i Venedig, og der er samlet set flere sengepladser til turister, end der er indbyggere i byen.

En husejer kan tjene fire gange så meget på at udleje sin bolig til en amerikansk turist som til en af de lokale – også selvom den står tom det meste af året. 

Imens har helt almindelige venetianere svært ved at finde et sted at bo, der er til at betale. Ofte ender de helt med at forlade den flydende by og tage ind på terra firma – fastlandet.

Den udvikling får mange venetianere til at mene, at turismen er ved at tage livet af Venedig. 

Og måske er byen allerede død. Den er i hvert fald begravet.

Matteo Secchi, leder af aktivistgruppen Venessia.

”JEG ER NOK den mest interviewede venetianer i verdenshistorien,” siger Matteo Secchi med et lidt selvtilfreds smil, da han sætter sig ned på baren foran mig, tager en slurk af et glas kulsort likør og kører hånden gennem sit sølvgrå hår. Selvtilfreds eller ej, hans navn er at finde i artikler fra næsten alle store internationale medier. The New York Times, The Washington Post, The Guardian, BBC. You name it. Matteo Secchi har huseret i deres spalter. 

I snart 20 år har lederen af aktivistgruppen Venessia stået bag ’modstandskampen’, som Matteo Secchi kalder de kreative stunts, der alle har haft til formål at gøre opmærksom på, at Venedig er ved at synke under vægten af masseturisme. 

Sammen med Venessia brasede Matteo Secchi for eksempel ind i Venedigs byråd med rullekufferter på slæb og bad politikerne om at smide dem på porten, inden de stigende huspriser gjorde, at de blev nødt til at flytte alligevel. Han har danset rundt i det historiske centrum klædt ud som en Disney-figur, fordi Venedig var ved at blive til Veniceland. Han har sejlet ud foran krydstogtsskibe i små gummibåde for at stoppe mastodonterne i at læsse turister af. Og han har også fragtet en kiste ned foran rådhuset og ceremonielt begravet gondolernes by, da indbyggertallet røg under 60.000 i 2009. I dag er det faldet yderligere og ligger på lige knap 48.000. I en by, der har 30 millioner turister om året. 

Virker jeres modstandskamp?

”De store problemer kan vi ikke gøre noget ved: masseturisme, affolkning, stigende huspriser. Vi er bare en lille gruppe aktivister uden penge. Men vi kan gøre opmærksom på, at der er noget galt,” siger Matteo Secchi og fortsætter:

”For snart mange år siden lavede byen en strategisk fejl. Vi lagde alt an på turisme og lukkede ned for de andre industrier. Resultatet er, at Venedig i dag er som en heroinmisbruger. Vi har brug for turister for at overleve, men det er det samme, der slår os ihjel. Prøv at se på mig: Hvis du tager turisterne væk fra mig, så dør jeg jo,” siger Matteo Secchi, der arbejder som natreceptionist på sin fars hotel.

Det virker, som om de fleste venetianere mener, at turisme er et problem. Hvorfor gør man ikke noget?

”Det skal du ikke spørge mig om. Vi er mange gange kommet med forslag til, hvad politikerne kunne gøre. Men de har ikke villet lytte.”

Venessia har blandt andet foreslået et øjeblikkeligt stop for nye kortidsudlejninger og Airbnbs i byen. Samtidig har gruppen foreslået, at man simpelthen lukker for adgangen til byen, når der ikke er plads til flere turister. Det har Venedigs kommune imidlertid ikke gjort. I stedet har den introduceret en indgangsbillet til byen på 5-10 euro i turisthøjsæsonen. Den har også skruet priserne op på byens havnebusser for turister. Og så har kommunen oprettet et kontrolcenter, der overvåger turismen, og udviklet en kampagne, ’Respect Venice’, der opfordrer turister til at opføre sig ordentligt. 

Men ifølge Matteo Secchi har intet af det hjulpet en tøddel. Det var ellers meningen, at Venedigs byråd i år skulle have behandlet et forslag om at begrænse korttidsudlejninger som Airbnbs i byen. Men i september valgte borgmesteren at udskyde beslutningen til efter kommunalvalgene. Pudsig timing?

”Sagen er, at vi er nødt til at tage langsigtede beslutninger for at løse problemet med turisme. Men det er svært, for når du rører ved turismen, er der en masse mennesker, der mister penge. Og måske ser vi først resultaterne, længe efter du er gået af som politiker. Så er det bedre at tage beslutninger, der viser resultater, mens du er ved magten, så du kan blive genvalgt,” siger Matteo Secchi og kigger lidt træt på mig. 

Der er en dansk sang, der hedder ’Se Venedig og dø’. Kan man lave den om til ’Se Venedig dø’? 

”Bravo! Bravo!” siger Matteo Secchi og griner. Så læner han sig tilbage i stolen, og pludselig lægger hans lattermilde ansigt sig i alvorlige folder: ”Vi som venetianere er døende, helt sikkert. Derfor er Venedig også ved at dø. Indtil videre er der stadig folk som mig, der har balls, men når de sidste venetianere forsvinder, så er det ciao. Løbet er kørt.” 

DA MUREN FALDT, begyndte hele verden at tænke på globalisering, fri handel og en æra af fred. Eller næsten hele verden, for der var én amerikansk finansjournalist, der fik en anden tanke: Hvad ville alt det her betyde for turismen? En hel del, skulle det vise sig. 

Journalisten med den profetiske undren hedder Elizabeth Becker. I dag er hun 78 år, og i løbet af sin lange karriere har hun været korrespondent under Vietnamkrigen, skrevet om international politik og økonomi fra næsten hele verden og vundet priser for sin dækning af 9/11. Hun er også en af de meget få vestlige journalister, der har interviewet den cambodianske diktator Pol Pot. 

Da globaliseringen for alvor bankede på i starten af 00’erne, arbejdede hun på The New York Times som international finanskorrespondent, og da hun fortalte sine redaktører, at hun gerne ville skrive om turismeindustrien, fik hun tomme blikke i bytte.

”Turisme er ikke en industri. Det er en fritidsinteresse,” sagde redaktørerne dengang til Elizabeth Becker, der i dag kunne komme med et velberettiget I told you so til sine gamle chefer. 

For kort tid efter skete der noget. Den globale turisme eksploderede.

En kombination af billige flybilletter, internettet, åbne grænser og globalise-ring gjorde det at rejse nemmere og mere tilgængeligt end nogensinde før. Fra 2000 til 2018 fordobledes antallet af turister på verdensplan fra 700 millioner til 1,4 milliarder om året. I dag arbejder ét ud af 10 mennesker med turisme. Turismeindustrien er den største arbejdsgiver i verden.

Mens turistindustrien tog fart, var Elizabeth Becker begyndt at rejse verden rundt og undersøge fænomenet fra top til tå på egen hånd. Lige fra rælingen på enorme krydstogtsskibe til basecamps i Himalayabjergene kunne den amerikanske journalist konstatere én ting: Det store antal turister var simpelthen i gang med at ødelægge verdens vidundere og gøre livet ulideligt for de lokale.

I Cambodia er det hellige tempel -Angkor Wat ved at blive slidt væk af turistfødder. Samme skæbne lider Machu Picchu i Peru. Og Mount Everest er blevet dynget til i skrald – og det, der er værre – fra horderne af eventyrsøgende alpinister. Ved et lokalt supermarked i japanske Fujikawaguchiko, der med sit vidunderlige vue til Fuji-bjerget konsekvent blev overrendt af turister, har man valgt at opsætte en stor, sort skærm. Men de lavede bare huller i skærmen. Altså turisterne.

Det føles, som om turismen er røget ud af kontrol. Kan vi gøre noget ved det? 

”Der er der ikke ét svar på. Det er derfor, jeg har skrevet en hel bog om det,” siger Elizabeth Becker, der i 2013 udgav ’Overbooked – The Exploding Business of Tourism and Travel’, mens hun blinker fra den anden side af Atlanten på et Zoom-opkald. 

Den amerikanske journalist peger på to lande – Bhutan og Nepal – som skoleeksempler på, hvor godt eller galt det kan gå. De to asiatiske lande ligger et bjergstenkast fra hinanden, men har haft radikalt forskellig tilgang til turisme. Bhutan har fra starten haft fokus på at skabe en lille, men højkvalitets turistindustri. Blandt andet ved at kræve en daglig turistafgift på 100 dollars. I Nepal sigtede man i stedet efter at tiltrække så mange turister som muligt for at booste økonomien.

”Da Bhutan indførte de her meget høje afgifter på turister, sagde alle: ’Nej, nej, nej. Det er udemokratisk. Det går ikke.’ Imens åbnede Nepal for alle. Og se bare, hvad der er sket i mellemtiden,” siger Elizabeth Becker og peger på, at Bhutan blandt andet har brugt indtægterne fra sine turistafgifter på at sikre gratis uddannelse og sundhedspleje til landets borgere og til at vedligeholde kulturelle traditioner, opgradere infrastruktur og øge sin bæredygtighed. Det har blandt andet medført, at det lille asiatiske land er et af få CO₂-negative lande i verden. 

I Nepal gik det anderledes: ”De blev jo fuldstændig overrendt af turister. I dag er Mount Everest dækket af skrald. De har fået stjålet utallige statuer fra deres templer, og det er langtfra alle nepalesere, der har fået gavn af turismen,” siger Elizabeth Becker, der har en – relativt simpel – løsning på at komme masseturisme til livs. 

”Man er simpelthen nødt til at stoppe folk fra at komme. Begrænse krydstogtsskibe. Begrænse fly. Begrænse antallet af hoteller og Airbnbs. Og begrænse antallet af turister. Det er noget, man kan lovgive om på et lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det er muligt,” siger den amerikanske journalist. 

I EN STUVENDE fuld venetiansk havnebus kigger jeg på de ærværdige gamle bygninger, der glider forbi i solnedgangens lys. Det er svært ikke at blive forelsket i Venedig. Også trods de mange turister, man gnubber skuldre med. Kanalerne. De smalle, snørklede gader. Byen er bygget på et fundament af mudder og 10 millioner træpæle, og alligevel har Venedig eksisteret i over 1.000 år.  

Et amerikansk ægtepar vælter ind på havnebussen ved næste stop. Og imens de wrestler med deres enorme rullekufferter, får vi øjenkontakt.

”Er I lige ankommet?” spørger jeg.

”Ja, ja, vi glæder os. Vi skal bo lige midt i centrum,” siger manden med et kæmpestort amerikansk smil. Jeg smiler tilbage på dansk.

”Har du et godt råd til Venedig?”

Jeg tøver. 

”I kunne prøve at tage lidt væk fra centrum. Der er der nogle vildt flotte kvarterer og ingen turister.”

Det amerikanske smil forsvinder.

”Ah …,” siger parret og kigger skuffet på hinanden.

”Det må vi se, om vi har tid til. Vi skal i hvert fald se Rialtobroen og Markuspladsen.”

”Hvor længe bliver I?”

”Åh, bare en nat. I går var vi i Firenze, og i morgen tager vi til Dubrovnik. Europa er fantastisk.”

ER DET HER nøglen til et langt og sundt liv? Det føles mere som et fåreyver. Et overraskende varmt et, skulle jeg hilse og sige. Klokken er syv om morgenen, og jeg står med et får mellem knæene på bjerget Monte Perdedu, dybt inde i Sardiniens hjerte. Ved siden af mig går hyrden Francesco Lai rundt og bræger.

”Bæh, bæh, bæh,” siger han, mens hans omkring 30 får kigger forvirret på ham i støvregnen.

Vi er i gang med at malke. Eller det vil sige, Francesco malker. Jeg har det mere, som om jeg er endt i en brydekamp med et yver. En iskold vind blæser durk gennem min skaljakke. Og det ser ikke ud til, at regnen kommer til at stoppe. Kan det virkelig passe, at det er sådan her, man skal leve for at blive 100?

Det virker usandsynligt. Men forskningen fortæller en anden historie, og den 50-årige Francesco Lai kan meget vel ende med at leve længere end 27-årige mig. Han bor nemlig i en del af Sardinien, hvor indbyggerne bliver gamle. Meget gamle.

En af verdens ældste og den ældste italiener nogensinde, 113-årige Antonio Todde, kom fra området her. Og i Seulo, som Francesco Lais landsby hedder, er det ikke unormalt at runde 100. Indtil for nylig var der syv +100-årige blandt byens cirka 800 indbyggere. I øjeblikket er det tal nede på tre, men statistisk set er der 10 gange så mange 90-100-årige her, som der er i Danmark.

Det er dog ikke det mest imponerende. For imens jeg okser rundt i byens stejle gader, støder jeg konstant ind i 70-, 80-, og 90-årige, der både ligner og opfører sig, som om der burde stå 20 år mindre på deres dåbsattest. Hvad er hemmeligheden?

Måske at de sardinske bjerge er en af de såkaldte Blue Zones-områder, der også tæller Okinawa i Japan, Nicoya i Costa Rica, den græske ø Ikaria og Loma Linda i Californien.

På trods af forskellige kulturer, levevis og afstand har de fem steder noget til fælles: en markant højere gennemsnitslevealder, ualmindeligt mange 100-årige og få af de livsstilssygdomme, der ellers hærger Vesten. I årevis har forskere målt indbyggerne i de blå zoner i et forsøg på at forstå, hvorfor det netop er dér, der bliver produceret en strøm af sprællevende +100-årige.

91-årige Giovanni Piciocheddu producerer stadig omkring 400 liter vin om året.

JEG GÅR OM KAP med en 91-årig mand. Og er ved at tabe. Eller sådan føles det i hvert fald, imens jeg følger med Giovanni Piciocheddu op til hans vinmark.

Turen på et par kilometer byder på bakkedrag og stigninger, der giver mig sved på panden og mine ubehjælpsomt formulerede italienske spørgsmål en stakåndet kvalitet. 

Men det gør ikke så meget. For imens Giovanni skridter af sted, i hvad der bedst kan beskrives som en form for seulesisk powerwalk, deler han gladeligt – og i en næsten uafbrudt talestrøm – ud af sine tanker og sit liv.

Han fortæller om sin far og søster, der begge blev 102. Om en kusine, der blev 106. Om dengang han havde et æsel. Om planter, man plejede at spise, da han var barn. Om at sulte i efterkrigsårene. Og om hvor vigtigt det er at arbejde og aldrig tage stoffer. Alt imens hans ben bevæger sig som trommestikker op ad de stejle stier. På et tidspunkt gør han endda et lille hop. 

Jeg tror ikke mine egne øjne. Skulle den mand virkelig forestille at være 91?

Ved hans vinmark gør Giovannis powerwalk og talestrøm heldigvis et ophold. Og efter jeg har fået vejret, siger jeg til ham, at han burde se, hvordan 90-årige mennesker er i Danmark. At det er de færreste, der ville kunne holde trit med ham. Men Giovanni smiler bare fiffigt og klapper sig selv på brystet. ”Det vigtige er ikke at blive gammel, men at være sund i så lang tid som muligt.”

Men hvad er hemmeligheden bag, at du er blevet ved med at være sund i så lang tid?

”Jeg har været capraro – gedehyrde. Det tror jeg har gjort en forskel. Der er ikke et sted i de her bjerge, hvor jeg ikke har sat mine ben.”

Ligesom langt de fleste andre ældre mænd i Seulo har Giovanni brugt mange år – i hans tilfælde 25 – på at traske op og ned ad skrappe stigninger med får og geder på slæb. Men der findes nu engang hyrder mange steder i verden, hvor man ikke bliver 100. Så det kan ikke være hele forklaringen.

Efter at have malket følger Francesco Lai hver morgen sine får op til dagens græsgang.

OVER ET GLAS sardinsk brændevin fortæller 93-årige Nello mig, at han holder sig fra rødt kød. Og desuden altid spiser små portioner. På den lokale frokostrestaurant falder jeg i snak med to 70-årige mænd, der er overbevist om, at de aldrig bliver 100. For de allerældste i Seulo har nemlig alle sammen sultet som børn, fortæller de mig. 

Tre ældre kvinder på en bænk siger, at Seulo har lavet en pagt med Gud – og begynder så at fnise som små skolepiger. Andre igen fortæller mig, at det er, fordi Italiens reneste luft findes her. At det er, fordi de spiser gode råvarer. At vinen, de drikker i området, Cannonau, holder dem unge. Borgmesteren, Enrico Murgia, peger i stedet på seulesernes gener – og så er der måske også noget med indbyggernes  tarmflora.

I de fem dage, jeg er i byen, spørger jeg nogenlunde hver eneste seuleser, jeg kan komme i nærheden af, om det samme. Jo ældre, jo bedre:

Hvordan kan det være, at I lever så længe?

Da jeg en aften går forbi en ældre kvinde, der nyder solnedgangen fra sin trappesten, kan jeg heller ikke dy mig.  Men tante Irma, som den 92-årige kvinde bliver kaldt, slår bare ud med armene.

”Jeg ved det simpelthen ikke.” 

Hun kigger lidt overbærende på mig fra sin trappesten, inden hun med imponerede hast forsvinder ind i sin stue.

Jeg er langtfra den første journalist, der har opsøgt den lille bjergby og dens indbyggere. Her har været amerikanske, tyske, franske og japanske medier på besøg. Ja, selv ’High School Musical’-stjernen Zac Efron har været et smut forbi Seulo med sin Netflix-serie ’Down to Earth’. Den store mediebevågenhed har ført til en del kærkommen turisme i en ellers rimelig-glemt-og-ret-langt-fra-havet-by på Sardinien. 

Tre ældre mænd nyder et glas Prosecco efter frokost.

FOR CIRKA OTTE år siden satte Seulos borgmester, Enrico Murgia (ham med tarmfloraen), et skilt op ved indgangen til byen: ’BLUE ZONE, SEULO, VERDENS MEST LÆNGSTLEVENDE KOMMUNE’.

Samtidig fik han også sat storformatbilleder op langs byens gader af de 100-årige, Seulo har produceret igennem årene. Foran dem kan man tit finde en bjergtaget turist, som før eller siden lægger penge hos byens supermarkeder eller restauranter. Med de artikler, Netflix-serier og dokumentarer, der er kommet i de seneste år, er Seulo blevet et decideret udflugtsmål. 

Og imens jeg vandrer rundt i byens kringlede gader og hjertevarmt bliver hilst på af de lokale, som inviterer mig på kaffe eller hjem til overdådige frokoster, bliver en skeptisk tanke ved at svirre rundt om mig som en flue om en sardinsk pecorino-ost: Hvad er beviset egentlig for, at seuleserne er så gamle, som de siger, at de er?

Den skepsis deler andre. Faktisk er der forskere, der mener, at de blå zoner er et produkt af tvivlsom forskning og et godt skud mediehype. Ja, at Blue Zones slet ikke findes.

I stedet peger forskere på, at antallet af 100-årige i de fem blå zoner er blevet gjort kunstigt højt af upålidelige folkeregistre, administrative fejl eller simpelthen ren og skær pensionssvindel. 

I 2012 opdagede man for eksempel i Grækenland, at 72 procent af de 100-årige, der stadig modtog pension, faktisk var døde. Nogenlunde samtidig annoncerede den japanske regering, at fire femtedele af dens efter sigende +100-årige indbyggere allerede havde stillet træskoene. 

Og man må sige, at det er vand på de skeptiske forskeres mølle, at ordet Blue Zone i dag er et registreret varemærke, der har solgt en del kogebøger – og er ejet af Adventist Health, en amerikansk frikirke.

DER VAR INGEN, der troede på Giovanni Pes, da den sardinske professor i medicin i 90’erne fandt frem til, at der var ualmindeligt mange 100-årige mænd på Sardinien. Og da han delte sin opdagelse med det internationale forskermiljø, rystede hans kolleger på hovedet. 

Den må du længere ud på landet med, sagde de alle sammen – undtagen en enkelt forsker, belgiske Michel Poulain, der indvilligede i at dobbelttjekke Giovanni Pes’ resultater.

I seks måneder tøffede de to forskere rundt mellem små sardinske landsbyer i en gammel Fiat Panda og gennemgik møjsommeligt det ene folkeregister efter det andet. 

Fandt de en by med et særligt højt antal 100-årige, tegnede Pes en blå cirkel på et papirkort.

Det er derfra, navnet Blue Zone kommer.

Efterhånden gik det op for Pes og Poulain, at de blå cirkler, og byerne med ekstra høj levealder, var koncentreret i ét område på Sardinien. Oppe i bjergene.

I 2004 udgav de en forskningsartikel, der rigtignok skabte bølger i miljøet: Der var ualmindeligt mange 100-årige på Sardinien, og Giovanni Pes fik oprejsning. 

Men vi havde nok aldrig hørt om Blue Zones, hvis ikke en amerikansk journalist ved navn Dan Buettner en dag havde banket på døren til Giovanni Pes’ kontor.

Maddalena og Isabella.

Bedste-og oldemor Giuseppina.

”KUNNE I TÆNKE JER at rejse verden rundt og lede efter andre Blue Zones med et internationalt anerkendt medie som sponsor?” spurgte Dan Buettner, og Giovanni Pes og Michel Poulain sagde ja tak.

Den amerikanske freelancejournalist og eventyrer havde læst Pes og Poulains studie og ville skrive en artikel om det sardinske longevity-fænomen. Men samtidig bryggede Buettner på større planer: Han ville stable en forskningsekspedition på benene i samarbejde med National Geographic for at finde andre Blue Zones. Med skulle Pes og Poulain, der med deres forskerevner kunne verificere og undersøge de 100-årige, de ville finde. Det blev til flere ekspeditioner og Blue Zones igennem årene. Men langsomt slog samarbejdet sprækker, da Dan Buettner død og pine ville have en Blue Zone i USA for at kunne sælge sin historie til et amerikansk publikum. 

Imidlertid kunne Pes og Poulain ikke finde noget sted i Amerika, der nåede de andre Blue Zones til sokkeholderne. Alligevel insisterede Buett-ner, og derfor fandt de to forskere lidt vrangvilligt frem til Loma Linda i Californien, hvor indbyggerne i hvert fald lever længere, end amerikanere normalt gør.

UDEN PES OG POULAINS viden registrerede Dan Buettner ’Blue Zone’ som et varemærke. I årenes løb oprettede han også en konsulentvirksomhed med samme navn og begyndte at rådgive amerikanske byer, der ønskede sundere indbyggere. 

Han skrev bestsellerkogebøger med opskrifter fra de blå zoner, han begyndte at udbyde madlavningskurser, og han anlagde sager mod virksomheder, hvis de anvendte varemærket uden hans tilladelse. Kort sagt blev de blå zoner til et forretningseventyr for den amerikanske journalist – der i 2020 solgte sin virksomhed og varemærket til kirken Adventist Health i Californien. Hvor meget kirken gav, er ikke offentligt tilgængeligt, men kirken er big business. Ifølge dens egen hjemmeside omsatte den i 2024 for knap syv milliarder dollar og tjente 152 millioner dollar før skat. 

Den kommercielle udvikling huede ikke Pes og Poulain, og til sidst faldt trekløveret definitivt fra hinanden. Det betyder også, at det i dag er uklart, præcis hvad en Blue Zone er, hvem der bestemmer det, og hvor mange der egentlig er. Hverken Pes eller Poulain anerkender længere Loma Linda som en blå zone. Dan Buettner er kommet frem til, at Singapore er en Blue Zone 2.0, mens Poulain har slået en blå cirkel om den caribiske ø Martinique. Men hvad med Giovanni Pes? 

DA PROFESSOREN TONER frem på min computerskærm, og samtalen uundgåeligt falder på Dan Buettner, ser Giovanni Pes lidt træt på mig og siger: ”Jeg er en gammel sardinsk professor, og det vil jeg gerne blive ved med at være. Det interesserer mig på ingen måde at blive rig på Blue Zones. Det, der interesserer mig, er at finde svaret på, hvorfor man lever så længe der.”

Svaret har Giovanni Pes jagtet i snart 27 år, og ifølge ham drejer det sig hverken om genetik, tarmflora, sult, middagslur eller for den sags skyld en pagt med Gud. For der har ikke altid været en overflod af 100-årige i Sardiniens bjerge. 

Faktisk begyndte de først at dukke op i midten af det 20. århundrede. Og det har noget at gøre med ferskner. I 60’erne kom der frisk frugt på supermarkedshylderne i Seulo. Og B-vitamin, der ellers havde manglet i indbyggernes kroppe. Malaria, der havde hærget den centrale del af Sardinien i århundreder, var endelig blevet udryddet. Samtidig var der også kommet nærhospitaler til, så man ikke længere skulle køre i flere timer for at blive behandlet for en infektion eller et brækket ben. Med andre ord var moderniteten kommet til byen.

Alt imens blev indbyggerne ved med at leve på traditionel vis: med hyrdegerningen, uforarbejdet mad og stærke sociale relationer.

Ifølge den sardinske professor var det de tre ting – et fysisk aktivt liv, sund, uforarbejdet mad, gode venner og familie – der, tilsat et skud antibiotika, førte til seulesernes imponerende longevity.

”Det er vigtigt at slå fast, at det her er hypoteser. Vi har ikke fundet noget endeligt svar endnu. Og det gør vi måske heller aldrig,” siger professoren, der dog fremhæver, at et fysisk aktivt liv, stærke sociale bånd og god ernæring var noget, man så i alle fem Blue Zones.

Ja, den forrige sætning er i datid. For sagen er, at de blå zoner er ved at forsvinde. Okinawa er den eneste region i Japan, hvor levealderen er faldet i de sidste 10 år. I Nicoya i Costa Rica har forskere for nylig fundet frem til, at personer født efter 1930 ikke lever længere end andre steder i verden, og californiske Loma Linda er måske slet ikke engang en Blue Zone.

Spørger man Giovanni Pes, er den blå zone også ved at forsvinde fra Sardinien. Moderniteten er ved at tage overhånd.

DA MICHAEL JACKSON moonwalkede for første gang, og ’Tilbage til fremtiden’ tog biografgængere med storm, vandrede unge seulesiske hyrder stadig rundt i bjergene og overnattede i simple stenhytter. Helt indtil slutningen af 80’erne gjorde det utilgængelige terræn i bjergene, at det tog for lang tid at gå frem og tilbage mellem byer og græsningsarealer. Derfor gik hyrderne med dyrene i flere uger ad gangen. Året rundt. Vinter, sommer, sne, regn. I dag kører de fleste hyrder op på bjerget i firhjulstrækkere, malker og kommer ned igen samme dag. Om vinteren står fårene i opvarmede stalde. Vinmarkerne, der plejede at være allemandseje, er langsomt ved at forsvinde. Det samme er køkkenhaverne.

Når jeg spørger de ældre seulesere, hvad de plejede at spise, er bønner, kartofler og suppe det første, der falder dem ind. I dag er det pasta og store mængder kød og ost, der er på frokostbordene. Og til morgenmad de samme fabriksproducerede kiks, der bliver spist overalt i Italien. Men den største ændring er måske, at folk forsvinder.

Hver eftermiddag dukker klynger af ældre mænd og kvinder op i Seulos gader.

80-ÅRIGE GIUSEPPINA LAIS stue burde have en svingdør. I den time, jeg er på besøg, vælter det ind med slægtninge, der en kop hvinende sød kaffe senere er væk igen. Lige nu er det de to oldebørn Marco og Isabella, der klatrer rundt i møblerne eller smyger sig om Giuseppina i lænestolen, mens hun prøver at koncentrere sig om mine spørgsmål.

Da Isabellas mor – og Giuseppinas barnebarn – kommer højgravid ind ad døren, er det første gang, jeg ser nogen på min alder i Seulo. 

Jeg spørger Maddalena, som hun hedder, hvad hun synes om at bo her. Men i stedet for at rose Seulo til skyerne trækker hun lidt på sit svar.

”Der er mange andre steder, jeg også godt kunne tænke mig at bo,” siger hun og stryger ømt en hårlok bag datterens øre. ”Jeg håber, at hun flytter langt væk fra Seulo.”

I den anden ende af stuen sidder Giuseppina og hendes 46-årige søn Peggy, der netop er dumpet ind, og nikker. 

”Her er der jo ikke noget længere,” siger Giuseppina Lai stille. Da hun var ung, var der 2.000 mennesker i Seulo. I dag er der knap 800. Skolerne i området er for længst lukket, der bliver født meget få børn, og de unge mennesker flytter til ’kontinentet’ – som de kalder Italien her i Seulo – for at arbejde eller studere i storbyerne.

”Om 20 år, når min mor ikke længere er her, hvad kommer der så til at være? Seulo bliver bare en lille turistby fyldt med pensionister. Og bliver du her som 20-årig, så er det jo slut. De unge mennesker skal have et bedre liv,” siger sønnen Peggy og fremhæver et paradoks, der synes fremtrædende her i byen. For mens folk fortæller, at livet er godt i Seulo, og at de ikke kunne drømme om et andet, virker det samtidig til, at forældrene ikke synes, at det liv, de lever, er godt nok til deres børn – at deres fremtid i stedet skal findes i storbyerne, langt fra den blå zone i bjergene. 

I SIDSTE ENDE lader det til, at hemmeligheden bag de lange liv i de blå zoner er råd, enhver læge eller lignende kunne give os kunne give: Spis sundt, hav stærke sociale bånd, og bevæg dig dagligt. 

Mens de sardinske bjerge bliver små i bakspejlet, og de bugtede veje rettes til en lige, flad autostrada, tænker jeg over, at der måske slet ikke er nogen hemmelighed at finde i de blå zoner, men nærmere en barsk sandhed om vores moderne samfund: Den måde, vi lever på, slår os tidligere ihjel. Så hvad skal vi gøre? Skifte parcelhuset ud med en stenhytte og en flok får?

”Glem det. Forget it. Det kan man simpelthen ikke,” siger Giovanni Pes som noget af det sidste i vores video-opkald.

”Du kan ikke bo i et moderne, postindustrielt samfund og leve, som hyrderne gjorde engang. Men vi kan selvfølgelig blive inspireret af enkelte dele af de blå zoner. Og øget fysisk aktivitet er ikke en dårlig idé,” siger den sardinske professor, der, siden han fik øjnene op for de blå zoner, er begyndt at gå alle vegne i et tjept tempo frem for at tage bilen i hjembyen Sassari.

Måske skulle jeg også begynde at gå en seulesisk powerwalk hver morgen? 

Om ikke for at blive 100 år gammel, men så i hvert fald for at kunne følge lidt bedre med, næste gang en 91-årig sardiner vil vise mig sin vinmark.

I UDKANTEN AF Diyarbakir vifter en taxichauffør med armene i arrigskab på vej mod byens største fodboldstadion. På kurdisk hedder millionbyen i det sydøstlige Tyrkiet Amed, og klubben Amedspor, regionens stolthed, skal spille hjemmekamp.  

”Klubbens navn er meget, meget vigtigt,” siger chaufføren, der er vred på de regeringstro tyrkere, der ikke synes, det burde være tilladt at opkalde en fodboldklub efter et bynavn, som officielt ikke eksisterer. Som gestus, fordi vi skal ind at se hans helte, lader han os ikke betale for turen.

Foran det ottekantede stadion, som er plantet på en skaldet mark, kører pansrede tyrkiske politivogne med vandkanoner og holder øje med fans, der køber sesamkranse og klubtørklæder. Amedspor lejer sig ind på det store stadion, og da lyden af den tyrkiske nationalsang gjalder ud af højttalerne, begynder hundredvis af kurdere at pifte intensivt, mens bevæbnede politifolk højtideligt stiller sig på række til tonerne af Tyrkiets selvstændighedsmarch.

”Efter en mørk tid kommer revolutionens lys,” står der på et banner, hvor en capo med megafon gejler op til at brøle slagsange om samhørigheden med bjergene, der strækker sig over det sydøstlige Tyrkiet og ind i Iran, Irak og Syrien. ”Kun bjergene er kurdernes venner,” som et kurdisk ordsprog lyder.

”Politiet kan ikke lide os,” siger Tarik og kigger op mod den ene endetribune, hvor kurdiske fans er i konflikt med den tyrkiske ordensmagt. Der er plads til 33.000 på lægterne, som er to tredjedele fyldt til opgøret i Tyrkiets næstbedste række mod Iğdır FK, der er rejst hertil tæt fra grænsen til Armenien.

En afbrænder af Amedspors angriber får den 23-årige teologistuderende til at bide sig i læben og spænde knoer. Tarik og hans kammerat Mustafa er klædt i Amedspors hvide, grønne og røde farver, som også udgør striberne i det kurdiske flag. Det politisk betændte stykke stof er ellers ikke at spore på tribunerne – og Amedspor-tilhængere er tidligere blevet arresteret for at vifte med flaget, selvom der ikke findes en lov, som forbyder det.

”Vi er to nationer i det samme land, men magthaverne vil udslette alt kurdisk. De betragter os som andenrangsborgere,” siger Mustafa, der naturligt som et åndedrag ignorerer, at der ikke findes en kurdisk nation. 

En technosang med kurdisk sækkepibe hamrer løs i pausen, mens Tarik danser med hænderne bag ryggen og halsen fra side til side i en kurdisk variant af the chicken dance. ”Vi danser, selvom vi ikke har scoret. Jeg er meget stolt af at være kurder. Hvis jeg bliver genfødt, vil jeg være kurder igen,” siger Tarik, der ligesom Mustafa foretrækker at udelade sit efternavn. 

Den drengede energi forvandler sig til frustration i løbet af anden halvleg, hvor en uskøn affære ender målløs. Tarik sparker til en plastikstol, sætter sig på hug og undskylder sit følelsesudbrud. Men han er fortrøstningsfuld. ”Om tre år er vi i Champions League,” siger han under halvmånen, der hænger i mørket over fodboldarenaen og lyser på de skuffede fans. 

”ORDET KURDER ER opstået fra de lyde, fødderne frembringer, når man træder på nyfalden sne,” sagde Tyrkiets daværende præsident Kenan Evren i 1980. Dengang var betegnelsen kurder og det kurdiske sprog forbudt offentligt i Tyrkiet, hvor kurderne i stedet blev stemplet som bjergtyrkere, og alle synlige kendetegn på den store minoritets eksistens blev fejet ind under de tyrkiske tæpper. Siden det moderne Tyrkiets fødsel har det såkaldte kurdiske spørgsmål været gloende varmt under fødderne på landets ledere som kul under et kebabspyd. I Tyrkiet er cirka hver femte borger kurder, der bor 30-40 millioner kurdere på kloden, og de betragtes som det største folkeslag med eget sprog, som ikke har sit eget land.

Kampen for flere rettigheder har ført til mere end 40.000 døde over de seneste 40 år, hvor Kurdsistans Arbejderparti PKK har været i både slumrende og sydende konflikt med tyrkisk militær. PKK skrinlagde officielt ambitionen om et selvstændigt Kurdistan i 90’erne, men kampene fortsatte, og den tidligere marxistiske organisation står på EU’s og USA’s liste over terrorgrupper. 

Under Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan er teaterstykker og film på kurdisk blevet bandlyst, kurdiske politikere er blevet fængslet, ligesom kurdiske borgmestre er blevet fjernet fra deres poster og smidt i fængsel – alt sammen på baggrund af anklager om terrorforbindelser, hvilket i flere tilfælde har mødt kritik fra menneskerettighedsorganisationer. 

I nabolandet Syrien har kurdiske oprørsbevægelser bekæmpet Islamisk Stat med støtte fra blandt andet USA, og mens diktatoren Bashar al-Assad er stukket af, støttes landets nye regime af den tyrkiske stat. Kurderne er derfor trængt endnu længere op ad de solmættede bjergskråninger i kampene mod den tyrkiske overmagt. 

I februar i år opfordrede grundlæggeren af det kurdiske arbejderparti, Abdullah Öcalan, fra sin fængsels-celle i Istanbul sine folk til at nedlægge våbnene. Nogle måneder senere kom den historiske melding så om PKK’s opløsning. 

Men er der kun tale om en pause, eller er fred på længere sigt realistisk? 

Kurdere må kun få undervisning få timer om ugen på det modersmål, de betragter som et fælles barn, og de frygter at blive kulturelt opslugt af de tyrkere, de deler statsborgerskab, religion og jord under fødderne med.

I SUR, Diyarbakirs historiske og mest religiøse bydel – hapser en fugl solsikkefrø fra en kurv blandt små tårne af blå mandler og blandt friturestegte sukkerkager i skyer af røg. Souvenirbutikker sælger lightere med billeder af kunstnere som folkesangeren Ahmet Kaya, der var forfulgt af tyrkiske nationalister, og filminstruktøren Yilmaz Güney, som skød og dræbte en dommer og senere brød ud af fængslet og gik i eksil. 

Her i bydelen eksisterede nogle af verdenshistoriens første bosættelser for 10.000 år siden, og for cirka 110 år siden blev armeniere druknet i floden Tigris, der løber forbi den knap seks kilometer lange bymur. Det armenske folkedrab skete under Osmannerrigets sidste krampetrækninger, men stadig i dag benægtes drabene – der anslås at have kostet en million armeniere livet – af det officielle Tyrkiet.

For 10 år siden, i 2015 og 2016, kæmpede tyrkisk militær og PKK blodige kampe i Sur, da kurdiske politikere havde annonceret selvstyre i bydelen, og fredsforhandlinger brød sammen. Kampene efterlod store dele af området i ruiner, men i dag går kurdiske og tyrkiske turister rundt med selfie-stænger, mens skeer klirrer mod tulipanformede teglas, og ældre herrer sidder med bedekæder i hænderne.  

På den anden side af bymuren demonstrerer mænd og kvinder på række, mens de holder skilte med billeder af forsvundne børn, ægtemænd og brødre.

”Officielt var han løsladt, men han kom aldrig ud fra politistationen. Han blev tortureret over hele kroppen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagde, at den tyrkiske stat var ansvarlig, men vi står stadig uden svar,” siger en pårørende med dirrende stemme i en mikrofon, mens han kigger mod et kamera fra en kurdisk tv-kanal. Den samme demonstration er blevet holdt mere end 800 uger i træk, og forsamlingen knæler i et minuts stilhed foran en mindevæg med navne på børn, der blev dræbt under kampene i byen for 10 år siden.

Sabahat Bayram krammer en planke med et billede af sin storebror. Han forsvandt i 1996 i familiens landsby, fortæller hun. ”De tyrkiske soldater tog ham, og de forsøgte at brænde vores landsby ned for at tvinge os til at flytte. Dette land har brug for fred,” siger Sabahat Bayram med et opgivende blik. Ansigtet under tørklædet er smalt og spidst. 

”Kurdere og tyrkere burde kunne leve sammen som brødre og søstre. Men jeg er bange for at sige, at jeg er kurder.”

ET ANDET STED i Diyarbakir, i et højhuskvarter, suger en højst seks år gammel dreng af en cigaret på en legeplads. Drengen inhalerer til perfektion, inden han knipser skoddet væk som en cool og erfaren ryger. Hans jævnaldrende kammerater sætter ild til cigaret-æskens plastfolie, mens de kigger på Ud & Ses udsendte og råber: ”Money, money.” 

I et højhus ved siden af legepladsen står en flok gymnasiepiger på en indbygget balkon og skråler med på en ørehænger af den tyrkiske sanger Emir Şamur. Pigerne holder frikvarter på deres gymnasium, hvor timerne foregår i små lokaler, mens Tyrkiets landsfader Kemal Atatürk kigger med fra billederne på væggene. 

”De ting, der er slettet fra mine øjne, er i mit hjerte,” synger pigerne unisont med den bløde tyrkiske popstemme fra en telefon. 

”Mange tyrkere er mere europæiske end os,” siger 17-årige Hira Yesijkaja. Så kommer elevernes mandlige underviser ud på balkonen og banker på sit armbåndsur med en pegefinger og siger, at frikvarteret er forbi. 

”Men vi er ikke så traditionelle som tidligere generationer af unge kurdere. De spurgte altid de ældre om lov til alting,” siger 19-årige Nurşin Baly, som taler i munden på sin veninde, mens de begge fniser og driller deres lærer og beder ham om at vente et øjeblik. 

Højere oppe i samme bygning sidder Neşet Girasun, Amedspors advokat, bag et skrivebord fyldt med sagsmapper og under skyggen af et kæmpe kompas, der lyser under loftet. På vegne af fodboldklubben sagsøger han tyrkiske politikere, når de kalder Amedspor for en ”terrorist-klub”. 

”De anklager har ingen forbindelse til virkeligheden,” siger den gråskæggede advokat om to verserende sager, hvor nationalistiske politikere har stemplet klubben i offentligheden. 

Neşet Girasun finder sin Zippo-lighter frem, tænder en tynd cigaret og åbner et vindue. 

”Rundtomkring i Europa, i Tyrkiet, Iran, Syrien, Irak og Iran ser kurderne på Amedspor som deres landshold. Klubbens potentiale er grænseløst,” siger han og løfter armene i vejret, som om han skal til at lette fra kontorstolen. 

Han mener ikke, at PKK er en terror-bevægelse. ”Definitionen af terrorisme er uklar,” siger advokaten, der alligevel hilser gruppens opløsning velkommen: ”Både kurdere, tyrkere og Amedspor vil drage nytte af det. Hidtil er kurdernes retmæssige krav blevet kriminaliseret på grund af den væbnede kamp.” 

På advokatens kontor hænger et billede af den kurdiske menneskerettighedsadvokat Tahir Elçi, der blev dræbt under en skudveksling mellem tyrkisk politi og PKK’s daværende militante ungdomsbevægelse YDG-H i Sur i 2015. I juli 2024 blev tre tyrkiske betjente frikendt i sagen, og en måned senere blev en café i Sur – som er ejet af den afdøde advokats enke – angrebet med skud og granater. På advokatkontoret hænger også et tegnet portræt af den 1.000 år gamle muslimske hærfører Saladin, der havde kurdisk baggrund. Billedet er en gave fra den terrordømte kurdiske politiker Selahattin Demirtaş, der har siddet fængslet siden 2016. Advokaten kigger på maleriet med et stolt blik gennem runde briller. 

”Demirtaş og Amedspor er de to mest populære kurdiske symboler. De viser begge sulten efter sejr.”

ET PAR TIMERS kørsel øst for Diyarbakir undersøger checkpoint-vagter bilisternes køretøjer for smuglervarer. Grupper af får danner lydige formationer bag deres hyrder, og langs de bjergrige landeveje snor en 900 kilometer lang grænsemur sig til Syrien. Muren blev bygget i 2017 og skulle forhindre både Islamisk Stat og kurdiske bjergstyrker i at indtage tyrkisk jord. 

Tæt på Tyrkiets grænse til Irak og et solidt skud med en slangebøsse fra Syrien ligger Cizre på en kunstig ø i Tigris-floden. Byen var et knudepunkt for handel i ældgamle dage og i nyere tid skueplads for ildkampe mellem kurdiske militser og tyrkisk militær.

På rådhuset i Cizre sidder et par hundrede kurdere i en sal og griner. 

”Børns mentale helbred tager så let skade nu om dage,” siger komikeren Erdal Kaya på kurdisk og tegner et fjernsyn i luften. ”Hvis nogen bliver slået i en film, siger forældrene: ’Åhh, sluk det, mine børn bliver ødelagt,’” siger han og forsøger at ligne en ømskindet forælder med flagrende hænder. ”Men hvis du samtidig giver din søn et navn som Tunahan Sevim (traditionelt tyrkisk navn, red.), hvordan kan du så tro, at barnet lider overlast af at se en film?” måber komikeren. Flere kurdere i salen vrider sig i stolen af grin.

”Husker I jeres barndom?” fortsætter han og sætter sig på hug. ”Vores fædre gav os lussinger, indtil vi var udmattede,” siger han og svinger håndmadderne i luften. ”’Hvis du græder mere, slår jeg dig igen,’ sagde min far, og hvis jeg ikke græd, slog han også. Det var et paradoks,” siger komikeren. ”Måske nogle af jer føler skam over at rejse en hånd i vejret (’løfte’ er i denne sammenhæng det samme som ’rejse’ på kurdisk, red.). Men rejsning er en god ting.” 

Komikeren fanger en tydelig latter hos en herre blandt publikum og peger på ham i salen. ”Hvorfor griner du så højlydt? Du er en ond mand, det var ikke det, du tror, vi talte om.” 

Lemse Geldi ler, så tårerne presser mod hendes øjenkroge. ”Det er lettere for mig at føle forbindelse til humoren, når historierne bliver fremført på mit modersmål,” fortæller den 25-årige sygeplejerske i pausen. 

MINUTTER SENERE afslører Erdal Kaya, hvad kurdere risikerer af pinligheder, hvis de bryder med traditionerne til en bryllupsfest. Parret i centrum i komikerens fortælling har forberedt sig på, at de skal danse salsa. Men brudens søster har ikke forstået, at de sædvanlige ritualer er droppet. ”Hun tager mikrofonen og råber lelelele,” råber komikeren og laver en gennemtrængende, rullende lyd, som om han var en kvindelig gæst til et typisk mellemøstligt bryllup. Erdal Kaya danser rundt på scenen, mens han synger en kurdisk bryllupssang, og publikum klapper i takt. Han inviterer til kædedans, mens han skifter til rollen som bruden, der tager sig til hovedet, kigger fortvivlet på sin søster og siger: ”Du har ødelagt det hele.” Publikum sprutter af grin. 

”Hans show kommer fra hjertet,” siger Dilvan Iziki, da showet er færdigt. Han står med sin kone i menneskemængden, mens Erdal Kaya er omringet af selfie-hungrende fans. 

Den kurdiske komiker og skuespiller ville helst være fri for at optræde foran den tyrkiske nations tydelige symboler, men da hans standupshow foregik i en offentlig bygning, var han flankeret af det tyrkiske flag og et portræt af Kemal Atatürk. 

”Det er uheldigt og ironisk. Tyrkiet føles ikke som vores land,” siger Erdal Kaya en smule forpustet.

”Når jeg optræder på kurdisk, bliver mit show automatisk forbundet med politik, men jeg vil normalisere kunst på kurdisk. Men heller ikke i aften faldt det kurdiske sprog naturligt blandt alle,” fortæller komikeren med ærgrelse i stemmen: ”Flere gange når jeg henvendte mig til publikum, svarede de tilbage på tyrkisk.”

PÅ ET SKINNENDE rådhuskontor sidder byens pro-kurdiske borgmester. Det overdådige rum blev renoveret af en regerings-håndplukket administrator, da den daværende kurdiske borgmester blev smidt på porten på grund af anklager om terrorforbindelser. 

”Hele rummet blev forvandlet til luksus,” siger Serra Bucak om de svulstige mahognimøbler og guldpaneler. 

Selv blev hun valgt til posten i 2024 for partiet DEM i makkerskab med en mandlig kollega ”for at sikre repræsentation af begge køn”, forklarer hun.

Opløsningen af PKK skal blive et vendepunkt, mener borgmesteren.

”Det er en beslutning, der pålægger alle parter et stort ansvar for, at Tyrkiet igen bliver et demokratisk land og en retsstat. Syge kurdiske politiske fanger bør nu løslades, og kurdere bør kunne få undervisning på vores modersmål,” siger borgmesteren, der dog mener, at regeringen ønsker at begrænse udviklingen i Diyarbakir, så hendes parti vil miste nøglerne til borgmesterkontoret. 

”Vi har forsøgt at få en jernbane i byen, men det må vi ikke engang få lov til at bygge,” siger hun. 

Et par uger efter PKK-formand Abdullah Öcalans opfordring til våbenhvile blev Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu smidt i fængsel – beskyldt for korruption – og anholdelsen af den populære borgmester fik hundredtusindvis af tyrkere til at gå på gaden og protestere.

”Vi havde håbet at se en regering, der tog demokratiske skridt efter Öcalans håndsrækning om fred, men det, der skete i Istanbul, hører ikke hjemme i et demokrati,” siger Serra Bucak, hvis parti arbejder for en grad af selvstyre for kurderne. På samme måde som regioner i flere europæiske lande, forklarer hun.

”Vi ønsker en model som i Tyskland og Schweiz med delstater, hvor der er plads til forskellighed.”

”TYRKIET ER LIG med Erdoğan. Vi har brug for at vise vores kærlighed til ham,” siger regeringspartiets lokale AKP-medlem İbrahim Aylak, tager sig til brystet og kigger på sin præsident, som hænger på væggene, hvor end man vender sig på partiets adresse i Diyarbakir. 

”Tyrkiet var et andet land før Erdoğans tid. I dag har vi hospitaler, som europæiske lande ikke kan hamle op med,” siger lokalpolitikeren, der er velduftende, i moderne habitjakke og hvide gummisko. En assistent fjerner vores te, før glassene er tomme, og bringer nye forsyninger, mens İbrahim Aylak tager en dyb indånding og folder hænderne med et skinnende guldur om håndleddet. 

”Kurderne var med til at forsvare Osmannerriget under første verdenskrig. Kurderne har tidligere været undertrykte, men i dag besidder mange kurdere vigtige stillinger i landet,” siger han og understreger, at han selv er kurder. 

”Men der findes kun ét flag i vores land,” siger han og peger på Tyrkiets flag.

İbrahim Aylak køber ikke kritikken af regeringens indflydelse på domstolene og de mange fængslinger: ”Det er mennesker, der er dømt for kriminalitet. Men for at skjule det faktum påstår mange, at regeringen blander sig i domstolenes arbejde.” 

Til borgmesterens lokale kritik af regeringen svarer han, at kommunen ikke bruger pengene særlig fornuftigt. ”Jeg vil vise jer et eksempel,” siger han og tilbyder et lift til et område, som han mener, bystyret har forsømt. 

”Må jeg få din båndoptagelse? Bare som et minde,” smiler İbrahim Aylak diskret, inden vi forlader kontoret. Han fortæller, at hans kones familie har boet i Danmark i flere år, inden de vendte tilbage til Tyrkiet.

”Danmark er smukt og passer godt på naturen. Har vi ingen natur, har vi ingen menneskehed,” fortsætter politikeren, og vi kører ud til en stor, knoldet jordplet fyldt med tidsler. 

”Her plejede at være masser af træer,” siger İbrahim Aylak og åbner armene for at vise vingefanget af sine grønne ambitioner. ”Her kunne være en nationalpark. Men regeringen forhindrer vel også bystyret i at give planterne vand,” griner han ironisk. 

PÅ EN ALTAN i en befærdet gade i centrum af Diyarbakir blafrer Kurdistans flag. 

Indenfor finder man 67-årige Serhad Amedi, der bor i Rødovre, er næstformand i det kurdiske socialistparti PSK og på ferie i sin fødeby. Sammen med en større flok ældre mandlige partikolleger sidder han under billeder af kurdiske hærførere og forklarer, at han rejste til Danmark som politisk flygtning i 1984 under Tyrkiets militærdiktatur. 

”Vi gik den demokratiske vej og brugte ikke våben, men mange af mine kammerater blev udsat for tortur og smidt i fængsel,” fortæller han, og både han og hans partikolleger griner i skægget, da jeg spørger, hvorfor der ikke er kvinder i lokalet. De forsikrer mig om, at der skam findes personer af hunkøn i partiet. Og siger derefter, at terrorstemplet ikke giver mening i en militær konflikt med den tyrkiske stat.

Serhad Amedi betragter dog PKK’s beslutning om at opgive voldspolitikken som positiv.

”Men kampen slutter først, når kurderne opnår frihed,” siger han og fortæller, at han en dag sad i en samtale på kurdisk med en kammerat i Istanbul, da en tyrker spurgte, hvilket sprog de talte.

”Vi sagde, at vi talte fransk. Vi var bange for at få tæsk.” 

Den erfarne socialist er også bekymret for, at det kurdiske sprog, som de unge får ind med modermælken, ikke er nærende nok. 

”De unge får ikke lært kurdisk og ser kun tyrkisk fjernsyn. Hvis vi ikke har vores sprog, stopper vi med at eksistere som folk,” siger han og børster fingrene sammen, som om der slipper sand ud gennem hans fingre.

”ALLAHU AKBAR,” råbte tre personer angiveligt, da de angreb to cafeer i Diyarbakir-bydelen Sur med skudsalver i sommeren 2024. De bevæbnede islamister forlangte, at udskænkningsstederne skulle stoppe med at servere alkohol og skulle tvinge deres kvindelige gæster til at gå i mere konservative klæder.  

Lørdag aften i kælderen under The Green Park Hotel er der ikke meget islamisk fundamentalisme over den kurdiske dj, der med solbriller og vest fyrer op under en benhård techno-bas, mens lokale unge vrider deres kroppe i hakkende rytmer, ryger cigaretter og drikker øl med solbriller på. 

Vores lokale udlejer byder på en øl i baren, han finder sin telefon frem og skriver en besked på tyrkisk med Googles oversætterfunktion: ”Er kurdere ikke mere gæstfrie end tyrkere?” står der. Han besvarer selv beskeden et par sekunder efter. ”Vi er mere gæstfrie end tyrkere,” skriver han og smiler stort, mens diskokuglen i loftet sender strejf af lys hen over det mørke kælderrum. 

22-årige ’Baran’ i baggy jeans og løsthængende polotrøje griner, mens han telefon-filmer sine venner, der smyger sig på hug over dansegulvet. Han studerer tysk på universitetet i Diyarbakir, hans mor er fra byen, og hun bønfaldt ham om at flytte hertil fra Izmir på den tyrkiske vestkyst, hvor han er vokset op. 

”I Izmir er folk ligeglade med, at jeg er kurder,” råber han, mens hans stemme drukner i den trampende lyd fra højttalerne. 

”Mange unge kurdere vil bare have fred. Terroristerne fra PKK har ikke kæmpet vores kamp,” siger han og fortæller, at hans onkel var en del af PKK i mange år og sad i fængsel for deres skyld, ”men de var komplet ligeglade med ham.” 

Lidt senere kommer Baran op i vinbaren, der ligger oven på techno-kælderen. Han ser nervøs ud. 

”Hvis jeg siger noget kritisk om PKK, kan jeg få problemer, og hvis jeg siger noget positivt, kan staten komme efter mig,” siger den tyskstuderende kurder, der gerne vil undgå at kunne spores på Google. Derfor er navnet i denne artikel opdigtet. 

Han er i byen med sin 19-årige veninde, der også studerer tysk, og hun er mere stridslysten end sin kammerat, men stadig bange og vil kun bruge sit mellemnavn, Deniz. Pupillerne bag hendes blå kontaktlinser udvider sig af irritation ved tanken om en fredsaftale med den tyrkiske stat. 

”Jeg vil ikke have fred, så længe vi skal tvinges til at være tyrkere,” siger hun og tager sig til hovedet, inden hun stryger tilbage på dansegulvet og rykker med skuldrene fra side til side.

I ET STUDIE på Amed Radyo Tv sidder en kvindelig vært og spiller numre med kurdiske strengeinstrumenter, men også den italienske modstandssang ’Bella ciao’. I lokalet ved siden af står chefen for den eneste private kurdiske tv-kanal i Tyrkiet og sparker i luften på sit kontor. Ferad Memedoğlu kigger ud ad vinduet og peger mod et sendetårn i Diyarbakirs horisont, mens han fortæller, at den kurdiske radio- og tv-kanals sendesignal er blevet ødelagt seks gange.

”Senest ødelagde de en metaldør, klatrede op til vores parabol og skar kablet over. Men de rørte ikke de andres kabler. Sabotagen sker kun, fordi vi hedder Amed Radio og ikke går på knæ for autoriteterne,” siger mediebossen og bukker overkroppen mod bordpladen. 

”Politiet kom, børstede efter fingeraftryk og sagde farvel. De mange indbrud lugter af politisk indblanding. I Tyrkiet er der pressefrihed i de minutter, der går, fra man ytrer sig, til man bliver arresteret,” siger Ferad Memedoğlu.

Tv- og radio-domstolen i Tyrkiet er ifølge Ferad Memedoğlu hurtigt ude med riven, hvis der bliver sagt noget kritisk i æteren om landets -præsident – eller hvis der bliver spillet kurdiske sange med politisk indhold. 

”Vi har fået bøder, haft sort skærm og været lukket midlertidigt ned flere gange. Men i det mindste tør vi godt spille musik i radioen i øjeblikket, hvor der bliver sunget om Kurdistan. Det ville vi ikke risikere, hvis ikke der var udsigt til en fredsløsning.” 

Ferad Memedoğlu bor i en lejlighed i etagen under kontoret, og på mediekanalens gange hænger der billeder af ham liggende på langs i de kurdiske bjerge, mens han kæler for kameraet med brune dådyrøjne og åbenstående skjorte. Han er også skuespiller og har spillet den mandlige muslimske hovedrolle i en filmromance, hvor han forelsker sig i en armensk kristen kvinde. Han har også indspillet flere musikalbum med kurdisk pop, og på kontoret finder han et af sine cd-covere frem.

”Jeg har fået et godkendelsesstempel fra ministeriet, men jeg tør ikke spille mine egne sange på radioen. Hvis du synger ’rejs jer’ om folket i en by som Diyarbakir, venter der problemer,” siger han og smiler opgivende, men stadig tv-venligt. 

PÅ BYENS UNIVERSITET spiser de studerende pide, kebab og drikker te, og i caféområdet sidder Baran og taler bedre engelsk end de fleste unge kurdere i Diyarbakir. Han har arbejdet på et callcenter for Pizza Hut, hvor han servicerede kunder fra USA, han har også kværnet zombie-apokalypsen ’Walking Dead’ og andre amerikanske tv-serier igennem på samlebånd. 

Over for ham sidder Deniz og ser klatøjet ud, mens hun flyder ud i en plastikstol. Hun har ikke sovet siden turen på technoklubben i lørdags – hun har skrevet beskeder nonstop med en fyr, som dansede ”like crazy” på dansegulvet, og i går aftes kunne hun ikke falde i søvn  

Baran drømmer om at flytte til USA. ”Mulighedernes land, jo,” siger han og skjuler et usikkert smil bag sin ene hånd. Tyrkiets økonomi tør han ikke satse sin fremtid på, og Diyarbakir er meget konservativt, mener han.

”Mange kurdere her fra området udvikler sig ikke, går for lidt i skole og bruger for meget tid på byens gadehjørner. Hvis de flyttede til det vestlige Tyrkiet, ville de opleve, at de færreste tyrkere har et problem med dem.” Han piller ved sine øreringe og ser irriteret ud. 

”De unge i Diyarbakir mener ikke, at en mand bør gå med øreringe. Jeg har fået så mange kommentarer og stirrende blikke ved busstoppesteder.” 

Deniz nikker. ”I Diyarbakir er det heller ikke normalt at se et ungt kærestepar hånd i hånd. Og hvis jeg går rundt i en crop top, kigger folk på mig sådan her,” siger hun og skærer et ansigt, der ser påtaget forarget ud. 

”Mange kurdere favoriserer drengene i deres opdragelse. Heldigvis tænker min familie ikke på den måde. Det handler om uddannelse,” siger Deniz og rækker sine cigaretter hen over bordet til Baran. 

EN ANDEN DENIZ er en journalist, der hedder Serinci til efternavn. Han er forfatter til flere bøger om Tyrkiet og kurdisk kultur og politik. Og så er han blandt de cirka 35.000-40.000 borgere i Danmark med kurdiske rødder. Han fortæller, at kurdernes dyrkelse af klassiske familiestrukturer til dels skyldes manglende tillid til den tyrkiske stat. 

”Kurderne er bundet sammen af følelsen af at være forfulgt og undertrykt, hvilket har styrket familiens og stammernes betydning,” siger forfatteren, der fortæller, at det blotte øje ikke altid kan adskille kurdere fra tyrkere, og da de også deler religion, er sproget derfor den vigtigste markør for mange kurdere. 

Og så er der det med PPK og gruppens opløsning, der ifølge forfatteren ikke er så overraskende.

”Alle kurdiske oprør er ebbet ud før eller siden, og PKK har længe været tvunget i knæ militært. Men at påklistre PKK terrorstemplet har i flere år været en forsimpling. PKK er et mangeforgrenet organ, der blandt andet har hjulpet med at løsrive kvinderne fra gamle normer og givet dem mulighed for at kæmpe på lige fod med mændene. Nogle af organisationens guerillaer har bevidst slået civile ihjel, men man kan ikke skære alle over én kam. Samtidig har PKK dog haft svært ved at håndhæve de menneskerettigheder, man har hævdet at kæmpe for, og i mange år betød frafald eller kritik en risiko for at blive dræbt.” 

Deniz Serinci blev i 2019 selv stemplet som terrorsympatisør af en regeringstro tyrkisk tænketank, og han har ikke turdet rejse til Tyrkiet siden. Og han tror ikke, at forbrødring mellem kurderne og den tyrkiske stat venter rundt om hjørnet. Præsidenten har for meget at tabe, mener han. 

”Langvarig fred vil kræve flere rettigheder til kurderne, og så vil Erdoğan formentlig miste mange nationalistiske stemmer. Som Tyrkiets præsident Süleyman Demirel sagde i 1998, vil kurderne have deres egen stat i morgen, hvis de får mulighed for at dyrke deres sprog i dag.”

I bydelen Sur hælder tjenere tyk, sød kurdisk kaffe i små papkrus til forbipasserende. Turistbetjente stiller nysgerrige spørgsmål og beder om en selfie, som de sender rundt til andre betjente i en chatgruppe på WhatsApp. 

”De er bange for, at du er udenlandsk agent,” siger vores fixer.

Turister tager billeder af en af Tyrkiets ældste moskeer, stormoskeen i Diyarbakir, hvor et kirketårn er pakket ind i en minaret, og i de snævre, labyrintiske gader dufter krydderierne i næsen. 

En ældre herre sidder i en frisørstol. Han er far til 10 børn, men unge kurdere lytter ikke til de ældre, fortæller han. 

”Gud står for opdragelsen af vores børn,” siger han, griner og vifter frisøren væk med en hånd, da han forsøger at børste hår af mandens skuldre. Han rejser sig fra stolen og tager sin hat på. Den nyklippede herre vil fortælle os noget vigtigt. Han finder sin telefon, mens alvoren sniger sig frem i hans ansigt. Den ene af hans døtre rejste væk med PKK for flere år siden for at bekæmpe Islamisk Stat, fortæller han og viser et billede af datteren i kamp-uniform. 

”Hun har ikke kontaktet mig siden,” siger han og sukker dybt. ”Sådan er skæbnen i vores region.” 

Manden går rundt om hjørnet, hvor en af hans yngre sønner er ved at lukke familiens tøjbutik ned for i dag. Faderen stopper op, ser tænkende ud. Han beder sin søn om at træde nogle meter væk. ”Min datter er terrorist i statens øjne. Hvis hun forbindes med mit navn, kan det være, at de kommer efter mig,” siger den ældre herre, som derfor får lov at forblive anonym i denne artikel. Så går han med sin søn hen til den store moské for at bede dagens femte og sidste bøn. 

SØD TOBAK FRA vandpiber danner tykke spor af røg blandt gæsterne ved bordene på en café i centrum af Diyar-bakir. En muezzin messer fra minareten bag en lille dreng, der kigger gennem ruden til cafeen, hvor en fladskærm viser kampen mellem Manisa FK og Amedspor. Fire unge kurdere kæderyger med nervøs intensitet, mens byens helte på udebane forsøger at gøre den flade nullert fra sidst god igen. 

Affæren på grønsværen i det vestlige Tyrkiet får ingen imponerende stilkarakter, men pludselig bliver en bold fra en Amedspor-spiller headet mod bagerste stolpe og går i mål. De unge fyre stryger i vejret med knyttede næver og lettelsens smil. 

”Vi har mødt så meget undertrykkelse, vi eksisterer for at støtte vores hold,” skriver 20-årige Yusuf Islam på sin telefon i Google Translate og viser mig sit svar på skærmen. 

Han er klædt i en Amedspor-trøje, og han rækker telefonen til 18-årige Arda Ózbay, der i en T-shirt med den afdøde amerikanske rapper 2Pac taster løs. 

De to kammerater korrigerer mig med ivrighed på telefonen, da jeg som en del af et spørgsmål vist får antydet, at vi befinder os i Tyrkiet. 

”Det her er Kurdistan,” skriver de på telefonen.

AMEDSPORS OFFENSIVSPILLERE har fået blod på tanden, bolden strejfer en forsvarsspiller, snyder målmanden, og et afrettet skud går i mål. Forløsningen får de fire kurdiske venner på cafeen til at stryge op under taget og ryste hinandens skuldre, mens de skråler. 

En tjener blæser i en vandpibe for at varme redskabet op for en gæst. Men så ændrer kampen karakter. 

Hjemmeholdet reducerer på straffespark. Minutter senere udligner Manisa FK på et uheldigt selvmål. De fire venner synker ned i stolene og puster afmægtigt cigaretrøgen op i loftet. Yusuf Islam råber ukvemsord på kurdisk, som han på sin telefon oversætter til son of a bitch. 

En far, som ser kampen med sin søn, forlader cafeen slukøret. 

Da Amedspor i sidste øjeblik får hjørnespark, sætter Arda Ózbay hænderne foran øjnene og beder til Allah. 

Men chancen løber ud i ingenting. Kampen slutter uafgjort, og på vandpibe-cafeen føles resultatet som et nederlag. Telefonen skifter hænder mellem Yusuf og Arda. De unge kurdere forsøger at hanke op i sig selv, mens de skriver: ”Vi er ikke et folk, der så let mister håbet.”

LANGS EN MOTORVEJ i Lagos er to unge mænd i gang med at tæve hinanden i gruset. Et par gutter forsøger at stoppe kamphanerne, mens andre springer til for at udvide slagsmålet. Nogle meter derfra sidder en større gruppe mennesker under en motorvejsbro og betragter optrinnet med business as usual–udtryk i ansigterne, mens de kigger på deres smartphones. 

Længere inde i hjertet af megabyen står 20-30 mænd og råber og peger hinanden i ansigterne på en tankstation for at komme først i køen til de skrabede mængder benzin. Nigeria er en af verdens mest olierige nationer, og de sorte dråber udgør næsten al landets eksport, men i Lagos, der er et økonomisk knudepunkt i Vestafrika, er der ikke brændstof nok til alle. Ingen andre i gadebilledet ænser dog den benzin-tørstige klynge på tankstationen. Anslag af desperation er en del af byens puls, tapet og akustik, hvor millioner af nigerianere bruger mere end seks år af deres liv i trafikken. 

Telefonnumre på chauffører, pengeudlånere, solcelle-investorer, sekretærer og hushjælp er skrevet på murene langs de flersporede veje, men mange steder står der også ’Not for sale – Beware of 419’ – et tal, der henviser til en paragraf i landets straffelov, der omhandler svindlere, som sælger ting, de ikke ejer.

Blandt smadrede folkevognsbusser og privatbilister, der i køerne ikke kan rykke sig ud af fjedrene, forsøger gadesælgere at komme af med dartspil, spejle, bananer og plakatkunst med solnedgange og halvnøgne damer. På kæmpe billboards, som danner skygge til vejenes hjemløse, fortæller tandsmilende typer om Guds velsignelse, om realityshows eller om indsigter i vejen til rigdom på sociale medier, og fra en plakat på et markedsstræde reklamerer en politiker med gratis wi-fi. Alle ved dog, at politikerens internet slet ikke virker, fortæller en lokal chauffør. 

Lagos er en make it or break it-city, folk strømmer hertil fra resten af Nigeria og fra Vestafrika, og kan man med sin telefon klare den her i ’det blomstrende, ødelagte Nigerias New York’ – som Los Angeles Times har kaldt byen – kan man klare den alle steder i Afrika. 

MILLIONER AF NIGERIANERE har nemmere adgang til en smartphone, end de har til pålidelig elektricitet, og overalt i Lagos er smartphones klistret til folks hænder som en forlængelse af deres kroppe. I et land med 40 procent arbejdsløshed er en smartphone og dens mulighed for at optage billeder og lyd blevet en vej frem, væk og måske op. 

Nollywood kaldes Nigerias filmindustri, der med centrum i Lagos vokser og vokser midt i landets vildnis af økonomisk krise og korruption, og drømmen om at blive opdaget og måske blive til noget på skærmen driver håbet for stadig flere.

Usynlighedens kviksand truer rundt om alle gadehjørner i metropolen med cirka 23 millioner indbyggere, og en håbefuld skuespiller kan derfor sagtens også være stuntmand og producer, en makeupartist er måske også dj og produktionsassistent, og en klipper kan også være SoMe-manager eller rapper. 

I Nigeria kræves ikke vanskelige tilladelser eller velpolstrede budgetter, men kun et kamera – eller en smartphone – for at skyde og færdiggøre en film i en boomende, anarkistisk filmindustri, der sørger for job til omkring en million mennesker. 

Nollywood-industrien, der primært servicerer det afrikanske kontinent, men har fået tag i Netflix og andre globale streamingtjenester, producerer årligt et antal udgivelser, som på verdensplan kun overgås af Bollywood i Indien. Branchen bliver af nigerianske politikere kaldt for landets nye olie, der skal dryppe økonomisk fremgang og global anerkendelse ud over Afrikas mest folkerige nation, hvor to tredjedele lever for under to dollar om dagen, hvor den såkaldte median-indbygger er knap 18 år, og hvor fattigdommen er voksende.

Drømmen om hurtige penge og fremgang blev oprindelig plantet i 1992, hvor filmen ’Living in Bondage’ satte gang i Nigerias første filmiske nybølge (i filmen dræber en mand sin kone og ofrer hende for at få adgang til rigdom), og ifølge skuespiller Tega Olose lever den drøm sitrende videre i nutidens mange telefonhænder. I en donutbar i et storcenter i Lagos siger han, at mange nye skuespillere indimellem ser på sig selv som prostituerede, der må hoppe på flere og flere kunder. 

”Vejen til økonomisk stabilitet findes gennem en stærk tilstedeværelse på sociale medier. Så øges vores værdi og forhandlingsmagt,” fortæller skuespilleren, inden han bliver omringet af fans, der vil fange ham med deres telefoner. 

Pludselig går strømmen i gadelygterne i Lagos, men de blå telefonskærme lyser stadig. Jagten efter følgere, penge og publikum er i den grad levende, og nigerianerne filmer og tager selfies, som de trækker vejret. 

Skuespilleren Tega Olose har 6.500 følgere på Instagram og kæmper for at få flere.

23-ÅRIGE OBETTA Chukwuebuka Luke – eller bare Olek, som han kalder sig – er en af de tusindvis af unge nigerianske skuespillere in spe, som vil med på bølgen. 

En dag sad han i sin lille lejlighed i Lagos og optog sig selv på sin iPhone 6, mens han sugede luft ind med næsen og hostede af gråd. ”Jeg var sur på dig, fordi du skred. Jeg var kun otte år,” sagde han i sin monolog på telefonskærmen, gispede efter vejret og snøftede, mens han dumpede hovedet i hænderne og malede al den smerte frem i mimikken, som det improviserede drama om en dreng, der bliver forladt af sin far, kunne trække. 

Olek finder selv på sine monologer, som han sender til folk med fødderne i Nigerias filmindustri. Derefter folder han sine hænder og kigger mod himlen og håber, at Gud og en filmproducent i Lagos hører hans bønner. 

Olek har en tå indenfor i Nolly-wood og går rundt foran en bygning, der hælder som et overbelastet palmetræ og udlejes som filmstudie i det nordøstlige Lagos, inden han løfter en generator ud af en minibus i selskab med en gut, der kalder sig MC Zubby.

De to er såkaldte personal assistents på optagelserne til spillefilmen ’My School Daughter’, der filmes på fem dage, smides på YouTube og koster cirka 2.700 dollar at producere. 

”Jeg ved godt, I ikke tror på den slags,” siger Olek, prikker mig på skulderen og hentyder til vesterlændinge, mens vi kigger ned i MC Zubbys telefon. På skærmen kører en sketch med en mand, der har indgået en pagt med djævlen for at blive rig. 

MC ZUBBY HEDDER egentlig Nwachi Nzube Prince, han er 24 år, og han er skitmaker, som er et udbredt fænomen  i den nedre del af Nollywoods statuspyramide. De korte videoer, som ofte indebærer slapstick og falde-på-halen-komik, ryger på Instagram og TikTok, og derefter skal likes og emojis forhåbentlig bære skit-skaberne frem til betalte jobs i filmindustrien. 

”Det er svært at blive anerkendt som upcomer,” siger MC Zubby og ryster på skuldrene i sin Balenciaga-T-shirt. 

I en minibus kører crewet hen til en kiosk, hvor der skal skydes scener til YouTube-filmen, og på bagsædet af en anden bil sidder to kvindelige skuespillere. Den ene prøver at spise en risret fra en plastiktallerken, mens bilen hopper hen over hullede veje, og damerne flækker af grin og taler såkaldt broken English i en cocktail af igbo og yoruba – to af de største sprog i Nigeria – blandet op med engelsk.

Den ene hedder Chisom Umennadi, hun skal spille med i scenen i kiosken, hun har et tykt ar hen over halsen efter en operation, og hun drømmer om ”de store platforme”, som hun siger med blød og stolt stemme: ”Netflix. That is the goal.”

Håbefulde Olek tjekker sine SoMe-profiler under optagelserne til endnu en YouTube-spillefilm.

DAGENS FILM HANDLER om en kvinde, der har fået så mange aborter som ung, at hendes livmoder er blevet ødelagt. Nu planlægger kvinden at liste sovepiller ned i glasset til en yngre kvinde, som skal voldtages af hendes ægtemand, så han kan få sit ønskebarn. Historiens morale om konsekvensen af ungdommelig promiskuitet får instruktør Kingsley Fresh Onyenma til at smile i skægget foran kiosken. Han er tidligere fodboldspiller og har skudt 50 film på tre år.

En kvinde kommer gående med glinsende paryk. 

”Jeg er klar,” siger Genny Uzoma, som ’hustruen’ hedder i virkeligheden, og hun sætter sig højtideligt tilbagelænet i en airconditioneret bil, mens film-crewet bærer gear rundt i stegende hede, og MC Zubby på sin telefon optager behind the scenes til instruktørens SoMe-kanaler.

En restaurant bag kiosken bliver brugt som sminkerum til optagelserne, og her får skuespillerne lagt makeup, mens de har næser og øjne i deres Instagram-feeds. I lokalet sidder også en kraftig, barfodet herre i et turkis outfit, han ejer restauranten, og han får hældt en urtedrik op fra en plastikdunk. 

”I skaber ikke content til forretningen,” siger han med en autoritativ røst, der nærmest drukner i lyden af piskende gulvventilatorer. 

”Hvor er telefonen?” spørger han lidt efter og kigger rundt. Åbenbart er der forsvundet en telefon fra en skuffe, og restaurantejeren vil ikke hæve mødet, før en synder kryber til korset. Pludselig går strømmen i lokalet, ventilationen forsvinder, og skuespillerne skal have duppet deres pander for sved. 

Samtidig, inde i kiosken, bliver udstyret gjort klar til scenen. Olek hopper ud fra den klemte butik og fortæller, at han har været statist på et par nigerianske film og haft enkelte replikker. Og at hans forbillede er den hårdtpumpede hollywoodstjerne Dwayne ’The Rock’ Johnson. 

”Måske er jeg for ambitiøs,” siger Olek med et genert blik, som han vasker væk med et grin og en piruet i luften, mens han lader, som om han skyder en basketbold i en kurv. 

Lidt efter har Olek sneget sig ind i kiosken igen, han leger kameramand og filmer tæt på de kvindelige skuespillere med sin telefon. 

”Don’t try to film inside me,” siger Chisom Umennadi og kigger irriteret på ham, mens hun tager sig til brystet. 

Bagved, omme i restauranten, rister bossen stadig sine ansatte. 

”Lagde du telefonen tilbage, efter du tog dine snaps? Hver gang nogen fortæller dig, at du ligner en skønhedsdronning, smider du dine billeder på nettet,” siger han til en kvinde med en hestehale ud af hullet i sin kasket. Den unge kvinde nægter at have taget telefonen, restaurantbossen truer med at ringe til politiet, men han lader ikke til at få nogen af de ansatte til at påtage sig skylden i løbet af de par timer, han holder dem fast i sit forhør.

Tilbage i kiosken skal scenen i kassen. Skuespillerne og resten af filmholdet beder alle fadervor og slår korsets tegn, på nær en lydmand, som sætter hænderne foran øjnene og siger Allahu Akbar. Instruktøren Kingsley Fresh Onyenma, der ud over at være filmmand også er skuespilscoach og content creator, kigger i sin monitor. Så råber han: ”ACTION.”

Olek (th.) kæmper for at få roller i Nollywood, men Hollywood er hans helt store drøm.

LAGOS ER ADSKILT mellem et fattigt fastland og en gruppe mere velhavende hel- og halvøer, hvor trafikken glider mere glat. Victoria Island er epicentrum for meget af filmindustriens glimmer og glamour, og her skyder megabygninger i brutalistisk, kinesisk-modernistisk og afrikansk-futurisk stil i vejret og lader hånt om ædruelige byplanlæggeres drøm om arkitektonisk sammenhæng. Øens offentlige rum og dens private arrangementer er adskilt af vagter med våben og mure af stål, og i underetagen hos luksuscentret EbonyLife Place står to orangehårede kvinder og twerker foran en slank mand med guldkæde og blank læderjakke bag en dj-pult. Dj’en vrider kroppen elektrisk, fyrer op for basgangen, og næsten alle i lokalet filmer det røvrystende spektakel på deres telefoner. 

En gruppe unge kvinder skal i biografen nogle etager længere oppe i centret og har travlt med at lave trutmunde. Kvinderne snor sig rundt om gelændere og poserer, som var de født til disciplinen, mens deres telefoner blitzer løs. ’Give Girls Money,’ står der over brystet på en af kvinderne, som sulter efter sit spejlbillede og tager rundt regnet hundrede selfies på få minutter. 

Biografgængerne i EbonyLife Place står skarpt i veloursæt, skinnende loafers og gummisko og dufter af parfume og popcorn. 

”Folk klæder sig pænt på, når de går i biografen,” siger Blossom, der står bag en disk og sælger sodavand. Hendes krøllede lokker falder ned over ørerne som mågevinger, og hun forsøger med charme og stædige smil at afværge irritationen hos en muskuløs fyr med to telefoner fremme. Han ruller vredt med øjnene og vrisser over tempoet i hendes servering, mens strømmen kommer og går. 

I 2010 var der kun tre reelle biografer tilbage i Nigeria. Dengang blev de fleste Nollywood-film brændt på cd’er og solgt på ulovlige markeder, hvilket gjorde det vanskeligt at tjene penge i branchen, hvor the big buck er forbeholdt en snæver A-liste. Men gradvist steg mængden af mere professionelle film, og senere kom Netflix, Amazon, de afrikanske streamingtjenester samt YouTube og pillede brodden ud af cd-piraterne. 

I dag er der cirka 50 biografer i landet – tallet er svært at gøre op, fordi mange steder åbner og lukker konstant – men langt de fleste findes i Lagos, og de har en lettere eksklusiv odeur over sig. 

Fyren, der sælger popcorn med salt, sukker og chokolade, fortæller, at de fleste biografgængere kommer her for at se hollywoodfilm, medmindre store blockbusters fra Nollywood ruller over lærredet, såsom ’Beasts of Two Worlds’, der handler om en konges kamp for at bevare sin trone, eller ’Funmilayo Ransome-Kuti’ om den aktivistiske mor til Nigerias musikalske folkehelt, den afdøde Fela Kuti. 

Et ægtepar i fyrrerne skal se den nyeste film i ’Mad Max’-serien fra Hollywood. 

”Enhver kan lave en film, men fortællingerne halter,” siger manden om stilen fra Nollywood, mens han svarer beskeder på sin telefon. Hans kone, Bola, glider over i køen til snacks. Hendes filmsmag glider, i modsætning til hendes mands, mod Nollywood. 

”Det er en proces,” siger hun og smiler. 

Instruktør Kingsley Fresh Onyenma og skuespiller Chisom Umennadi.

AT TRÆKKE LUFT ind i ’slummens Venedig’, som bydelen Makoko kaldes, føles som at tage en slurk af røgen fra et bål. Regnen står ned i stænger, og der lugter af benzin, fosfor og svovl, som snører halsen sammen. Ingen ved, hvor mange her bor, slag på tasken svinger med flere hundrede tusind, men sikkert er det, at husene står på pæle, der stikker op fra havet, mens de dele af området, der er landfast, er forbundet af stisystemer, hvor jorden er presset sammen af plastikflasker, blikdåser og pap. 

Den nigerianske journalist Tolu Ogunlesi har i The Guardian kaldt det flydende slumkvarter for ’Lagos-politikernes mareridt’, da ingen bilister, som kører over byens mest trafikerede bro fra de rige øer til fastlandet, kan ignorere synet af Makoko i vandoverfladen. Makokos ’gondolierer’ skærer årerne gennem vandet, der er fyldt med skrald, og balancerer i bare tæer på rælingen af smalle fiskerbåde. Børn i skoleuniformer får undervisning under bliktagene, beboere børster tænder og barberer sig i snævre døråbninger, og væggene på de tilsodede og porøse huse ligner brændt avispapir. 

På Floating Bar er blinkende lyskæder bundet rundt om huspælene, på et vægmaleri indenfor penetreres en kvinde med tungen ud ad mundvigen af en mand med et knoglelignende lem, og på en tv-skærm kører en amerikansk film med Jennifer Lopez. 

I baren præsenterer en kok sig som Maurice, og han peger på et af slumkvarterets musikalske håb, som sidder på beværtningen med regndråber i skægget, fletninger bundet stramt i nakken og en hættetrøje, hvor der står ’Wratty G – The Maktown Boy’. 

”Alle vil have selfies med ham,” siger Maurice, mens Wratty G henter sin hæse stemme et stykke nede i halsen. 

”Mit talent kommer fra Gud,” siger den 35-årige afropop-sanger, mens en fyr på barens veranda står og pisser ned i vandet, hvor en kvinde ikke langt derfra sorterer mango i sin båd.

Wratty G fortæller, at han promoverer sin musik på Facebook, Instagram og TikTok, men stadig har til gode at se ”a whole lotta money”, og at han leder efter finansiering til sin næste musikvideo.

”Verden skal nok lytte til mig,” siger han. Hvis Wratty G får mange følgere på sociale medier, vil han få mulighed for at promovere produkter, forklarer han. ”Fol-low-ers.” De tre vigtige stavelser bliver sagt langsomt og præcist, mens Wratty G åbner sine arme som Messias.

Wratty G er et af talenterne i Nigerias musikindustri.

MURE ER SAT op mellem togskinner og gader i Lagos for at forhindre sælgere i at afsætte frugt og elektronik midt på jernbanen, hvilket tusindvis af lokale gjorde for et par år siden, så lokomotivførerne måtte blæse for sælgernes liv i hornet. Der er dog stadig små boder langs skinnerne, og på en gangbro sidder en ung kvinde med blottet, højgravid mave foran en pose småmønter og en megafon, som blæser gospelsang. Kvinden nynner en remse og kigger på forbipasserende med desperate øjne.

De fleste varer på markederne i Lagos er fra Kina. Mannequinerne er blege, men formerne er afrikanske. Foran en slags fabrikshal fyldt med små bikse kommer en ung fyr, som ser bedøvet og åndsfraværende ud. Han slæber på en rygsæk og er på vej til togstationen. 

”Jeg er kunstner, men har brug for en mentor. Hvad med jeres brand?” spørger han, da han ser fotografens kamera. På et splitsekund samler en gruppe højrøstede fyre sig rundt om os. Vi skal videre nu, siger de lokale, som vi har allieret os med, når vi bevæger os rundt i Lagos’ gader. Hvis vi bliver her, skal vi hoste op med penge, får vi at vide, sådan er proceduren mange steder i Lagos, hvis man er ikke-afrikaner og bevæger sig rundt med en synlig kameralinse. 

En stor del af byrummet bliver efter sigende kontrolleret af gadebander – såkaldte area boys – der kradser penge ind fra folk, der gør noget usædvanligt. Området ved markedet i hjertet af Lagos’ fastland er ingen undtagelse, informeres vi af vores lokale hjælpere. Vi løsriver os fra vrede stemmer og blikke og stryger hurtigt videre til kvarteret Yaba, der er kendt som byens tech hub.

Her sidder 24-årige Harry Godfrey i en frisørsalon og kigger på sig selv i spejlet, mens han får nivelleret skægget med mikrometers præcision. Den digitale kunstner kan lide, hvad han ser. Harry Godfrey taler mekanisk og koncist, og under forklædet med amerikanske stjerner og striber skjuler han ikke selvtilliden på sin nigerianske generations vegne. 

”Vi er vibrerende individer på jagt efter økonomisk frihed. Vi er intelligente og finder hurtige løsninger på vores problemer,” siger Harry Godfrey, der laver kunst på computer og iPad, men også vægmalerier, som han viser på sin telefon, mens han beroliger sig med, at Ud & Se har fået navnet på hans instagram-konto. Harry Godfrey sigter efter de fine gallerier i London og USA, og han bebrejder ikke de unge nigerianere, som tager den barske og illegale vej mod den nordlige halvkugle: ”De prøver at redde deres liv.” 

”Eh-mmm,” siger en kvinde, der sidder bag os i en Louis Vuitton-trøje med Andersine og frembringer et ordløst amen, mens hun suger i en pose isvand. 

”De skal passe på, at de ikke falder i de forkerte hænder,” råber kvinden, der hedder Viola. Hun ryster på hovedet, så hendes tunge øreringe svinger rundt i luften, mens hun brokker sig over værdien af den nigerianske møntenhed, naira. 

”Landets økonomi er fjendtlig,” siger Viola, og Harry Godfrey nikker. Hans fleksible karakter vil dog ikke lade sig tæmme af nationens tilstand, og nu er der ikke en finger at sætte på hverken skægget eller hans veltrimmede frisure. ”I am not going to lie about it,” siger Harry Godfrey og kigger sig i spejlet: ”Jeg tror også, jeg kan blive skuespiller.” 

Kunstner Harry Godfrey er også klar til filmindustrien.

PÅ HALVØEN LEKKI i det nordøstlige Lagos løber 23-årige Olek i træningstøj og kondisko rundt foran et hvidskinnende hotel med græske søjler. Den unge skuespiller-aspirant drøner med et drenget smil forbi en kvinde, som sidder på en kantsten i hotel-uniform, mens han løfter armene i triumf, som var han Sylvester Stallone i ’Rocky’. 

Olek er housekeeper på det mondæne hotel Presken White House, han er smuttet ud ad porten for at holde pause, og han taler lavmælt, mens han gnasker forpustet i et tyggegummi: ”På hotellet skal de helst ikke vide, at jeg er into movies,” siger han. Oleks chef skal helst ikke blive bekymret for, om den unge mand kan finde tid til at passe sit arbejde, forklarer han. Men hvis Olek en dag bliver filmstjerne, løber han aldrig igen ind ad porten til flere døgnvagter på hotellet. 

”Så fuck det her job,” siger han og spjætter med de spinkle arme. 

Mens gartnere børster blade væk med sivkoste og finkæmmer græsplæner foran skinnende palæer, fortæller Olek, at han betaler sine yngre søskendes regninger, at hans mor er syg, og hans far er død, så han kan ikke smide gulvmoppen og de hvide håndklæder – endnu. 

Han drømmer om skurkeroller, ”not the lover boy role”, siger han og forsikrer mig om, at han også kan spille rollen som blid fyr. Olek prikker én på skulderen, når han vil sige noget vigtigt, og hvis han virkelig vil vokse som skuespiller, siger han, må han orientere sig mod Hollywood. Derfor ser han amerikanske film og tager ved lære af skuespillernes ansigtsudtryk. 

Drømmen om at komme på skærmen blev plantet, da han som barn blev en del af dramaholdet i den lokale kirke i den østlige stat Enugu, hvor han er fra. Han fik ros for sit skuespil, og så ”voksede hans hoved”. Men hans mor mente, at skuespillere, der render rundt med pistoler på lærredet, må være dårlige mennesker, så Olek begyndte at studere til katolsk præst. På en religiøs skole ville en af de lærde hjælpe ham med et stipendium til at spille basketball i USA. Olek skadede dog sit knæ ”playing with the big boys”, fortæller han og tager sig til knæet. Da han også dumpede i latin, kunne han hverken blive præst eller sportsudøver, og han rejste fra sin hjemstavn til Burkina Faso og siden til Lagos uden penge. 

”Jeg var strandet og forvirret,” fortæller han.

I STORBYEN VASKEDE han biler for småpenge og boede på gaden, ofte uden at sove om natten, fordi myggene ikke lod ham lukke et øje. ”I was doing the whole street thing,” siger han og kigger over portene i det tavse overklassekvarter, hvor fuglene får lov at kvidre uforstyrret. Men så fik han en tjans i en shawarmabiks og serverede kebab for en mand, som skaffede ham job på et hotel. En dag sad en kunstner og fik en drink i hotelbaren. 

”Jeg sagde: ’Please. I want to act’,” fortæller Olek og ser lidende ud. Kunstneren pegede ham i retning af en gratis filmskole, som blev springbræt til en rolle som statist i et kirkekor i filmen ’Ijakumo – The Born Again Stripper’, hvori en præst opdager, at hans yndlingsstripper faktisk er worship leader i hans egen kirke. 

”Forbindelser er vejen til roller i Nollywood,” siger Olek og gentager: ”If you don’t have connections …” 

På det modsatte fortov på villavejen i Lekki stryger en fyr med hoftevrikkende gang forbi os og taler i telefon, mens han lægger hovedet på skrå. ”Girl, I was in this vulnerable place,” siger han og vifter med fingrene. ”Men hvis denne producer ringer … I don’t mind,” siger fyren i telefonen, inden han går forbi os. Oleks vakse øjne spotter et par andre gutter længere nede ad vejen, som åbenbart har set sig lune på fotografens kamera. Vi bevæger os hurtigere tilbage til hotellet. 

”Hvis ikke I var hvide,” siger Olek og kigger sig over skuldrene, ”ville de ikke try that shit with me.” Han puster sig op i den spinkle krop og griber lejligheden til at leve sig ind i rollen som den hårde fyr, han drømmer om at vise verden, han kan spille. 

Der er cirka 250 etniske grupper i Lagos. Yoruba-stammen er den dominerende gruppe.

PÅ VICTORIA ISLAND rulles store Nollywood-smil ud på en grøn løber foran Terra Kulture. På gaden udenfor hænger hjemløse og tilfældige forhutlede gadestrejfere ud, men på kulturcentrets matrikel er tandsmilene kridhvide, og de traditionelle afrikanske ekviperinger snorlige og velstrøgne. 

I anledningen af Africa Memorial Day er skuespillere, instruktører og andre kendisser samlet til et event, hvor Nigerias afrikanske arv og stolthed skal hyldes. Telefoner skifter hænder blandt mænd og kvinder i silkesæt og flydende kapper. 

”Hvem tager mine snaps?” bliver der råbt i panik, og ingen chancer forspildes til gruppeselfies med de fremmødte notabiliteter. 

”Jeg er superbegejstret for at stå ved siden af et ikon,” siger en korthåret kvinde med breaking news-musikalitet i stemmen og en lang mikrofon i hånden. Hun sender live til en nyhedskanal på YouTube fra arrangementet, og hun er i gang med at spørge den kendte aktivist og advokat Femi Falana, hvad han udleder af dagens temaer, som er historisk bevidsthed og national enhed. 

Med blød hat, briller på næsen og hænderne under en blågul kappe fortæller 66-årige Femi Falana behersket om Nigerias rige fortid. Men han får hurtigt talt sig så varm i mikrofonen, at hans ord runger hele vejen ned til salen: ”Der er ingen national enhed. Det er ren luft,” råber advokaten og vifter med armene. ”Den herskende klasse, som udnytter os, er forenet. De er forenede i at plyndre landet for skatte.” 

Femi Falana trykker brillerne på plads og retter skytset mod den europæiske kolonisering af Afrika. Han lader, som om han bladrer med fingrene: ”Vi læser stadig om fordelene ved kolonialismen i vores historiebøger. Fordelene ved undertrykkelse og udnyttelse?” spørger han retorisk ophidset og banker hårdt en håndryg ned i en håndflade.

”De bragte kristendom og tvang os til at ændre vores navne. Vi tror, at vi er civiliserede, fordi vi taler engelsk til vores børn,” råber Femi Falana og ler hånligt, mens tv-værten vender sig mod kameraet for at gengive dundertalen i hurtige overskrifter. 

Skuespillere, producere og musikere hylder Nigerias rødder til Africa Memorial Day.

DR. FRICK ER en anden af dagens notabiliteter. Arrangementets konferencier glider ned i et møbel med leopardprint, hvor komikeren, skuespilleren, debattøren og familierådgiveren, som hans titler lyder på sociale medier, foreviges i kongestols-portræt på læssevis af telefoner. Hans smil skinner under en rund hat, ditto gør hans spidse sko og et håndtag i guld på hans stok. 

Fred Frick Otite – som er hans borgerlige navn – er ikke pjattet med begrebet Nollywood, der blev opfundet af avisen New York Times i begyndelsen af 00’erne, fortæller han i et hurtigt interview med Ud & Se. 

”Globaliseringens præg på branchen er en uafvendelig kraft, alle ønsker sig rigdom og berømmelse, men den lagosianske livsstil brødføder også konstant underholdningsindustrien med bizarre, chokerende og komiske lunser til kunstnerisk inspiration.”

Dr. Frick hviler hænderne på sin stok og forklarer videre: ”Måden, vi lever uden for skærmen, er underholdning. Du kan se en herre i jakkesæt, som tæver en kontrollør midt på gaden med en mappe i den ene hånd. Eller den smukkeste kvinde, som virker fejlplaceret som parkbetjent, eller små børn, der stjæler de voksnes telefoner på gaden. Lagos er fuld af kreativitet og mod, men du knækker, hvis du ikke hustler og deltager i rotteræset. Håbet om det store gennembrud giver næring til overlevelse.”

Lidt senere, inde i salen i Terra Kulture er telefonerne publikums øjne. Som ornitologer, der spejder i kikkerter, er de små linser zoomet ind på scenen, hvor dansere med håndholdte hestehaler bevæger sig i takt til dundrende trommeslag og en sitrende fløjte. Der stryger flammer og røg op fra en kurv i håret på en af danserne. Mens rytmerne blæser på scenen, fniser K Pack og Dee Shola udenfor over et spil kalaha på den grønne løber.

K PACK LEVERER musik til film, og han har en lædertaske under armen. Dee Shola er fotograf på gyserfilm, og hun taler med stakåndet iver om at nedbryde grænser og stereotyper i Nollywood.

”Tidligere skulle nigerianske film have en bestemt morale. Nu lærer vi at ryste os fri af bestemte kasser,” siger hun, mens K Pack nikker og færdiggør hendes sætninger. 

”Og vi udvikler os,” siger han med blid stemme. K Pack har samme afrikanske hestehale liggende på bordet, som danserne svinger på scenen. Musikeren vifter med hestehalen, løfter bryn og når lige at åbne munden for at forklare, hvad halens formål er, da en kvinde stryger forbi i en knaldfarvet kjole og opsnuser det, han er i gang med at sige: ”Black magic,” råber de begge i kor. 

K Pack smiler med et drilsk smil og et sitrende blik: ”Vi kan ikke benægte, at de hvide filmskabere gør det godt, men pludselig rykker vi nigerianere – and it will be amazing.” 

K Pack (t.v.) og Dee Shola er sikre på, at fremtiden tilhører Nollywood.

PÅ EN GRUSVEJ i det vestlige Lagos står MC Zubby og banker på en hospitalsbog, der skal forestille en bibel. ”Guds barn bør angre, da Guds rige venter til sidst,” siger den unge skitmaker. Hans skæg er blødt, blikket er blidt, han svinger uroligt med overkroppen, og han er iført en krøllet, hvid skjorte og en sixpence-hat, for i dag skal han ikke være personal assistant, men er i stedet ved at glide i karakter som falsk præst med sit sædvanlige hold af sketch-skabere.  

”Din forkyndelse skal være mere energisk. I need your acting, Zubby!” siger en fyr, der kalder sig Big Sam, mens han knytter en næve. 

MC Zubby nikker og råber sin næste replik: ”Angr, du skal angre!” 

Big Sam, der også er model og tøjdesigner, er i baggy jeans og T-shirt, som han har klippet af ved navlen. Han filmer med sin telefon, mens han instruerer en anden gut i en basketballtrøje i at bevæge sig hurtigere ind i billedet. Om lidt skal Big Sam træde ind i rollen som dødeligt syg lokal galning, der har brug for præstens helbredelse. 

To unge kvinder går forbi, vender sig om og poserer til Ud & Se’s fotograf og til sketch-holdets telefoner, mens de fniser. Vennen Ekeki er også med på sketchholdet, han er i badesandaler og nålestribet skjorte, og han holder styr på kulissen og har overblikket over omgivelserne. 

”Du har vel ikke en bibel, vi kan låne?” spørger Ekeki, da han ser en pige stikke hovedet ud fra en port foran en stor villa.

”God bless,” siger Ekeki, da pigen lidt efter vender tilbage med et troværdigt eksemplar af den hellige skrift. 

Foran mobilskærmen hiver filmgalningens bror, med bævrende læber og skælvende ben, fat i MC Zubby og råber på præstens hjælp. 

”Gud skal nok sætte ham fri,” siger MC Zubby og trykker hænderne mod jorden, mens Big Sam følger efter med sin telefon og hængerøvsbukserne halvt nede om knæene. 

Næste scene kræver en anden location, det duer ikke at bringe selve galningen i spil med et stort hus som baggrundskulisse. 

”Det er en komedie, folk vil ikke tro på, at galningen bor her. Vi får mange følgere, hvis seerne griner, forstår du?” siger Ekeki.

Alle arbejder gratis på sketchen, og MC Zubby arbejder også som vinduespudser, da hans kunstneriske forretning ”is not yet monetized”. MC Zubby løfter telefonen i vejret og siger, at han har brug for betaling for sine optagelser, så han kan rykke op i de højere luftlag. 

Wrooom! brøler et fly i luften fra Egyptian Air, og man får lyst til at dukke sig. Der er et stykke vej til lufthavnen, men ikke længere, end at flyvemaskinerne sluger lyden fra replikkerne. 

Big Sam har smidt sin stumpede T-shirt til rollen, han sætter sig under et træ og sætter et palmeblad fast under sin halskæde. Han griner med galningens latter, mens han dasker lyden fra en tom plastikflaske. Big Sam hvæser ad MC Zubby og langer ud efter ham, da den falske præst nærmer sig for at lægge hånd på hans fletninger. Da galningen opdager, at velsignelsen ikke virker, rejser han sig og stikker MC Zubby en lang lussing på halsen. 

Bagefter kigger de på optagelserne på telefonen og blåstempler grinende deres optagelser. 

It’s a wrap.