Indlæg

Da en blind rovfugl landede på hendes hånd, vidste Louise Vedel, at hun havde fat i noget. Hun sagde farvel til København og karriereræs og startede Falkecenter Samsø, som i dag huser ørne, falke, ugler og ravne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Erik Schou, Knud Erik, Michael Lauritzen

JEG ER VOKSET op på en kalkunfarm på Lolland i den lille by Keldernæs ud for Askø og Fejø og syv kilometer fra Knuthenborg Safaripark. Mine forældre havde kontor i vores stuehus, hvor alle medarbejdere kom og fik deres morgenkaffe og ostemadder hver morgen og til frokost. Vi var tre søskende og havde fire hunde, heste og fugle over det hele.

Min SFO var en trampolin i baghaven, en tv-stue fyldt med tegneserier, et krea-rum, og om vinteren var der så meget sne, at vi stod på ski ned ad kalkunhusenes tage. Jeg fik altid at vide, at hvis jeg ville underholdes, så måtte jeg selv finde på noget. Kun uintelligente børn keder sig, sagde min far. Det var mantraet, og så måtte man rode på værkstedet.

Jeg havde både parakitter og undulater, som jeg passede og plejede, men min virkelige fascination var rovfugle. Siden har jeg fundet digte om ørne, som jeg skrev, da jeg var ni år gammel. Men dengang måtte jeg slå mig til tåls med Keldernæs’ malermesters fugle. Karlo, som han hed, havde en kæmpe hal fyldt med eksotiske fugle og store papegøjer. Jeg cyklede ofte hen til ham for at sludre og fodre fuglene. En gang imellem stak de af, og så sad der en rød ara i træet ud for vores gård.

Som ung ville jeg bare væk fra det lollandske landmiljø, og da jeg som 17-årig kom hjem fra et efterskoleophold, flyttede jeg væk fra mudderet og gummistøvlerne med målet om aldrig at komme tilbage. Mens mine forældre var ved at gå konkurs med kalkunfarmen, flyttede jeg ind hos min søster, som læste til afspændingspædagog i København.

Hornuglen Tykke Bertha.

Teaterverdenen var tilpas langt fra landmiljøet, tænkte jeg og begyndte på Skandinavisk Teaterskole, en flerårig privat skuespilleruddannelse. I de år handlede alt om skuespil. Da jeg blev færdig, var jeg til en del auditions og fik nogle små roller på Folketeatret. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om skuespilmiljøet, som var præget af rundsavsmentalitet.

I stedet begyndte jeg på noget, der hed Bagscenen, et kreativt tilbud hos Teknisk Skole i København, som skulle minde lidt om Kaospiloterne i Aarhus. Derigennem blev jeg frivillig i Øksnehallen, hvor jeg senere blev fastansat som projektkoordinator. I små 10 år arbejdede jeg med at søge penge til kulturarrangementer, stå for events og den slags. Sideløbende betalte de for en efteruddannelse i strategiarbejde.

Da jeg blev færdig med den, var jeg helt udkørt. Jeg havde haft snuden i et karrierespor i mange år og trængte virkelig til at komme ud af stærekassen. Da jeg beklagede mig til mine forældre, spurgte min mor: ”Hvad blev det til med de fugle der?”

Mine forældre var flyttet til Tenerife, hvor der var en stor park med over 200 rovfugle, og på et tidspunkt, hvor jeg havde ni ugers ferie og afspadsering, forsøgte jeg at få en praktikplads i parken. For at forbedre mine chancer fik vi en dyrlæge, vi kender på Lolland, til at forfalske et dokument om, at jeg havde brug for at lære noget om rovfugle i forbindelse med min uddannelse. Det var fup og fidus, men det gav mig praktikpladsen.

Andesvågen Inge.

FALKECENTER SAMSØ

På rovfuglecentret har 48-årige Louise Vedel 23 fugle. Blandt andet amerikansk havørn, russisk steppeørn, lannerfalk, sakerfalk, afrikansk hornugle, dværghornugle, tårnfalk og nordisk ravn. Hun tilbyder falkonerskole, teambuildingkurser, privatarrangementer og undervisning gennem skoletjenesten. Hun har en fultidsansat dyrepasser og to deltidsansatte til hjælp i det daglige. I sommermånederne med flest shows er de fire falkonerer.

DA JEG HAVDE været der i 14 dage, klaskede min kollega en dag et stort kyllingelår i hånden på mig og gav mig besked på at spæne af sted. Der sad 200 mennesker og kiggede på, mens en ørn, der var blind på det ene øje, kom direkte mod mig, mens den skiftevis fløj på ryggen og på maven for at få fuldt udsyn. Det var den vildeste lykkefølelse, da den landede på min hånd. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Fra det sekund vidste jeg, at jeg skulle være falkoner.

To år senere lejede jeg sammen med min daværende kæreste en lille ejendom af Brattingsborg Gods på Samsø, hvor vi testede mulighederne for et falkecenter. På det tidspunkt havde vi en canadisk hornugle, en musvåge, en russisk steppeørn og nogle lannerfalke, som vi alle sammen havde hentet på Tenerife. 

Vi delte 3.600 løbesedler ud den sommer og tjente, så vi akkurat kunne leve af det. Derefter investerede jeg i et nedlagt griselandbrug med stor stald og en trelænget gård. Det var nedslidt, men placeringen og udendørsarealet, hvor fuglene skulle flyve, var bare superfedt. 

Vi rendte rundt i arbejdstøj hele vinteren, for at det kunne stå klar til foråret. Jeg fik skaffet fondsmidler til at etablere en parkeringsplads, og den overskydende jord brugte vi til at bygge en udendørsarena. 

En dag ringede kongehuset og spurgte, om Prins Henrik måtte komme forbi, når kongeskibet slog forbi Samsø på sit sommertogt. Alt var én stor mudderpøl, så vi købte 22 ton rullegræs, og pludselig så det faktisk godt ud. Prinsgemalen sendte en ørn af sted, og den landede på ham igen, hvorefter vi blev inviteret til taffel. Først spiste vi med prinsen, og så sad vi og talte om fugle med dronningen på en lille skibsbænk. Vi kom direkte på forsiden af Billed-Bladet, Familie Journal og alt det der.

DE FØRSTE TRE ÅR kunne vi ikke leve af falkecentret, så jeg var tjener ved siden af, og min kæreste kørte gravemaskine. Jeg fik også et marketingjob i en lokal virksomhed, men sidste år opsagde jeg stillingen, da jeg endelig kunne leve af livet som falkoner. I mellemtiden var min kæreste og jeg gået fra hinanden.

Man knytter et tæt bånd til fuglene. Jeg havde en slagfalk, der hed Erna, fordi hun altid satte sig på min nabo Ernas tag. Hun var ekstremt egenrådig, så jeg havde hende med i huset og på toilettet for at skabe tillid. Jeg havde hende konstant på hånden i tre måneder, og til sidst var hun fuldstændig fantastisk. Men en dag satte jeg hende sammen med en avlshan, og næste morgen fandt jeg hende uden hoved. Der tudede jeg virkelig.

Rovfugle er ekstremt hierarkiske egoister og tøver ikke med at æde hinanden, hvis de er sultne. Sult er også vigtigt, når man skal skabe tillid mellem falk og falkoner. Langsomt tilvænner man fuglen til at spise af hånden, og når den er tryg, sætter man en GPS på den og går over til udendørs træning. En falk kan nappe 1.000 kilometer på en dag, så der er det rart af have styr på den.

Fugle er fløjet væk for mig, men jeg har kun overnattet ude én gang, da en falk fløj væk fra øen, og jeg måtte tage til Djursland og pejle mig ind på den. Jeg kunne ikke nå at lokke den ned inden solnedgang og var nødt til at overnatte i min bil. Morgenen efter kom den straks ned på handsken.

For to år siden lavede jeg det gamle maskinhus om til indendørs flyvearena beklædt med træ og med tribuner hele vejen rundt og plads til 120 mennesker. Den bruger vi til privatvisninger, eller hvis det er virkelig dårligt vejr.
Hvert show starter med lidt uformel træning, hvor publikum kan komme helt tæt på og spørge ind til fuglene. Derefter går vi ned på arenaen, hvor fuglene flyver hen over hovederne på publikum, mens vi render rundt bag dem og fortæller om vingefang og vægt. Der kommer det, jeg lærte på skuespilskolen, mig virkelig til gode.

Louise Vedel træner rovfuglene dagligt. Går der for længe imellem træninger, mister fuglene tilliden.

EN AF ATTRAKTIONERNE er vores nordiske ravn Liselotte. Hun sidder herude og pifter efter hunden, og når postmanden kommer, hilser hun og siger hej. Det er en fantastisk fugl, men jeg kan ikke bruge hende frit længere, fordi hun begyndte at stjæle fra publikum. Hun har stjålet sutter og solbriller, og hendes bror stjal cykelhjelme. I en tid fløj broren frit ved godset, men vi endte med at få ham tilbage, fordi han hærgede hele øen og pillede kit ud af sommerhusvinduerne.

I seks år har Mikkel Rolighed Nør arbejdet i Jesperhus Feriepark på Mors, hvor han har spillet abe, pirat og kokken Dellekaj. Vi spurgte ham, hvordan livet ser ud inde fra kostumet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Mikkel Rolighed Nør

Du har spillet både abe, pirat og kokken Dellekaj fra Jungledyret Hugo-universet. Hvordan kom du til det?

”Ved at spørge rigtig pænt. Jeg er selv vokset op på Mors med Jesperhus lige ved siden af. Det var et sted, min familie tog hen på en fridag. Som 15-årig fik jeg sommerferiejob som opsyn ved trampolinerne, så jeg kunne tjene penge til at gå i byen, købe computerspil, eller hvad det nu var. Da jeg kom i gymnasiet, havde jeg flere venner, som arbejdede herude, og en dag besluttede jeg at spørge i underholdningsafdelingen, om jeg ikke måtte give figurerne et skud. Weekenden efter var jeg med til en komsammen, hvor vi spiste sammen og kørte gokart. Kort tid efter fik jeg min første rolle som abe.” 

Skulle du så arbejde dig op fra aberne til de store roller?

”Det var et spørgsmål om at få noget erfaring. Alle startede som abe. Aberne havde ingen replikker, så der kunne man lære at gebærde sig og spille skuespil i de store maskotdragter. Det er ikke det samme som filmskuespil eller teater, fordi du ikke har nogen mimik, og aberne ikke har en stemme. Derfor er du nødt til at lære at bruge din krop mere udtryksfuldt og begå dig på en scene. Den første talende karakter, jeg spillede, var Jungledyret Hugo. I slutningen af mit første år blev Dellekaj en del af showet. Den karakter var jeg helt hooked på.” 

MORS’ DRENG

Mikkel Rolighed Nør, 23, har arbejdet i forlystelsesparken Jesperhus Feriepark på Mors, siden han var 15 år gammel. To år senere fik han sin første rolle som abe, og siden har han spillet næsten alle roller i parkens mange Hugo-shows. Han studerer film- og tv-produktion på Medieskolerne i Viborg.

Hvad tiltalte dig ved Dellekaj?

”Hvor Rita, aberne og Hugo er mere barnlige, kan man med Dellekajs humor både ramme de voksne og børnene, hvis man er god. Det vigtigste er selvfølgelig børnene, men hvis vi også kan få de voksne til at grine, er det helt perfekt. Jeg hopper stadig i et abekostume, hvis lokummet brænder, men Dellekaj er den fedeste karakter og den mest behagelige dragt, fordi det kun er et hoved, lange strømper, en tyk mave og et forklæde, mens de andre kostumer er heldragter.” 

Er det hårdt at spille i en maskotdragt?

”I det tidlige forår er den faktisk ret lækker at få på, fordi det er som at træde ind i en flyverdragt, men til sommer kampsveder vi. Vi drikker meget vand, og når det er helt slemt, har vi også nogle baljer med isvand omme bagved, så vi kan blive kølet ned. Dragten suger til sig og kan godt blive tung, når man sveder i den – jeg har også lavet videoer i vores badeland, hvor dragterne blev helt vildt tunge. Men vi har kun hovederne på i 25 minutter ad gangen, så det er lige til at overskue.”

Hvor mange gange har du optrådt?

”Vi har mellem 50 og 60 shows på en uge i højsæsonen, så et slag på tasken er, at jeg nok har spillet 150 piratshows og omkring 900 Hugo-shows. I højsæsonen er der morgengymnastik med aberne Zik og Zak, fire Hugo-shows i parken i løbet af dagen, om aftenen er der piratshow i Piratkroen, og nede på campingscenen spiller maskotterne godnatshow.”

De mange Hugo-shows er både populære i Jesperhus og på YouTube, hvor ferieparken distribuerer børnevenlig underholdning.

Bliver du aldrig træt af at trække i kostumet?

”Ikke rigtig. Der bliver hele tiden skrevet nye historier. Jeg vil skyde på, at der er nye manuskripter 3-4 gange om året. Lige nu er der for eksempel et påskeshow, og vi har lige haft et fastelavnsshow. Så jeg står ikke op og tænker, at jeg ikke orker at være Dellekaj igen. Det er et arbejde, men det er et sjovt arbejde.”

Hvordan foregår en sommersæson?

”Vi kan alle sammen bo i nogle af parkens udlejningshytter, når vi skal spille. Sidste år boede jeg i parken to en halv måned i træk, fordi jeg skulle optræde så meget. Der var EM i fodbold om aftenen, så når vi havde fri, satte vi os og så Danmark spille, mens vi drak en fyraftensøl. Men det bliver ikke til mange sene aftenener og abefest, for vi er virkelig trætte efter sådan en dag. Det er fysisk hårdt, det er varmt, og det er mange timer.”

Du spiller også i et piratshow. Hvad er det for noget?

”Det er et dinner-show, hvor gæsterne sidder og spiser, mens vi opfører et stort show i Piratkroen med karaktererne Rødspætte, Romkugle og Admiral Fjæsing. Rødspætte er stærk og modig. Romkugle er klog og flink. Og Fjæsing er magtliderlig og vild med konkurrencer. Igennem showet kommer både Rita, Hugo og Dellekaj på scenen, og det elsker børnene.” 

Hvad har været din største oplevelse?

”Da jeg første gang skulle spille guitar til et piratshow. På det tidspunkt var pirat noget af det største, du kunne blive, fordi det krævede mest skuespilerfaring. Efterfølgende blev jeg instrueret i, hvordan jeg skulle spille, synge og optræde foran et publikum på campingscenen til voksenkoncerterne. Der spiller vi Kim Larsen, Gnags og Shu-bi-dua for de voksne, når børnene er gået i seng.”

Zaco Sonne har altid elsket dyr, og halvdelen af sit liv har han taget sig af tigre. Her fortæller den 45-årige rovdyrpasser om at holde raceduer som dreng, om at sige farvel til en dræbt huntiger og om at corona-teste en af de store katte.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sebastian Dall Mayoni, Privat

LIGE SÅ LÆNGE Zaco Sonne kan huske, har han været vild med dyr. Det begyndte med fugle. Han fik nemlig sin første høne, da han var fire år gammel og boede i parcelhus i Karise på Sydsjælland. Og da han var 10 år gammel, fik han sin første racedue af sin cerut-rygende nabo, hvis have var fyldt med volierer. Så måtte hans far bygge et dueslag.

”Jeg var flere gange til udstilling i kæmpe messehaller i Leipzig og Hann­over, hvor der var tusindvis af bure med racefugle. Så kom jeg altid hjem og bad min far om ikke at blive sur, fordi jeg havde taget nye fugle med fra Tyskland,” fortæller Zaco Sonne, der i dag er rovdyrpasser i Zoologisk Have København, hvor han står for træningen af havens tiger Sasha, som ligger på en afsats og følger med, mens Zaco Sonne fortæller, hvordan han kom fra duer til store rovdyr. Så peger han på gulvet lige inden for tremmerne:

”Selvfølgelig skulle du lægge en lort dér, når vi får gæster,” siger han henvendt til tigeren, mens han nærstuderer ekskrementerne.

”Nogle gange spiser hun græs, men det der ligner bambusblade.”

Fascinationen af fugle overbeviste ham om, at han skulle arbejde med dyr, og efter folkeskolen begyndte han på dyrepasseruddannelsen i Roskilde, som gav ham både en dyrepasserkæreste og en elevplads i Zoo.

MASSER AF DYREVENNER

Zaco Sonne, 45, er gift med pingvinpasseren, som han bor med på en gård i Slagelse. Han opdrætter peruvianske hårløse hunde, som han tager på udstilling med rundt i Europa. I rovdyrsafdelingen i Zoo er han en blandt tre dyrepassere. Ud over tigre passer de også oddere, vombatter, leoparder, røde pandaer, brunbjørne, myreslugere, tasmanske pungdjævle og mange flere dyr. De tasmanske pungdjævle var en fødselsgave fra Tasmanien, da Prins Christian blev født i 2005.

SIDSTE ÅR KUNNE Zaco Sonne holde 25-årsjubilæum i Zoo, når man tæller elevtiden med, som begyndte i juni 1996. Dengang var han både i centralkøkkenet, hos elefanterne, i tropeområdet, hos søløverne og i det hele taget de fleste steder i haven, men da han efter elevtiden fik et vikariat og senere en fast stilling, arbejdede han udelukkende hos rovdyrene. 

”Det var helt tilfældigt, at jeg endte hos tigrene. Men det er et fedt dyr at arbejde med, fordi de er så interesserede i, hvad man går og laver. Du kan se, at hun hele tiden følger med,” siger han og viser, hvordan han træner huntigeren.

Med en beholder fyldt med kødlunser om livet markerer rovdyrpasseren med en pegepind forskellige steder i buret. Hver gang tigeren følger med hen til punktet, bruger han en klikker, ligesom man ville gøre det til hundetræning.

”Jeg træner dem jo ikke til at stå på hovedet eller hoppe gennem ildringe,” fortæller han.

”Det er øvelser som at stikke poten ud, så vi kan give injektioner, bedøvelse og tjekke neglene. Eller at lægge sig sådan, at vi kan tage blodprøver fra halen. Jeg har trænet hende til at lægge sig op ad hegnet, så halen kan komme ud lige dér,” siger han og peger på et lille rum i tremmerne, hvor halen bliver placeret.

Da en forsker for år tilbage ville lave undersøgelser af tiger-urin, trænede Zaco Sonne en tigerhan til at tisse i en skål på kommando. Og i begyndelsen af corona-pandemien lærte han tigeren Sasha at placere sit hoved i en gummiring, så han kunne udføre corona-test i tigersnuden. I zoologiske haver i både Sverige, USA og Holland blev tigre og løver smittet, og i flere tilfælde døde de. Det ville man ikke risikere i København.

”Så jeg trænede Sasha til, at jeg kunne stikke en vatpind op i næsen på hende. Og det var altså de gamle test, der skulle helt op i hjernekassen. Det kunne hun ikke lide, men hun gjorde det, selvom hun bare kunne gå sin vej, hvis hun ville.”

Zaco Sonne overtog jobbet, da den forhenværende tigerpasser gik på pension i år 2000. Det var samme år, som han flyttede til en gård i Slagelse sammen med sin mand, som samtidig blev ansat i Zoo som pingvinpasser. På gården fik de geder, får, duer, perlehøns, kalkuner og påfugle, som rendte rundt på taget. Men som fuldtidsdyrepasser blev det til sidst for meget. 

”Jeg havde ikke de fire timer om dagen, det krævede at passe alle dyrene,” siger Zaco Sonne, der dog ikke har skubbet alle dyr ud af sit liv. I dag har han 10 peruvianske hårløse hunde, som han træner på stort set samme måde som huntigeren i zoo, fortæller han.

KATTEKONGE

Amurtigeren, også kaldet den sibiriske tiger, er verdens tungeste katteart. Den vejer 100-300 kilo og måler 140-280 centimeter. Den almindelige levetid er 15-20 år, og den lever i det østlige Rusland samt det nordøstlige Kina. Den lever af stenbukke, antiloper, hjorte, okser, vildsvin og fugle. I Zoologisk Have København får tigeren omkring 12 kilo kød om ugen fordelt over nogle dage. I naturen, hvor tigeren vil være mere aktiv, kan den spise 50 kilo kød på en gang, hvorefter den vil slå mave i flere dage. Amurtigeren er stærkt truet af krybskytteri, blandt andet på grund af en overtro om, at indtagelse af dens kød og knogler har en helbredende effekt. Der findes under 400 amurtigre på verdensplan.

I SINE MANGE år som tigerpasser har han både opfostret tigre født i Zoologisk Have København og arbejdet med at tilpasse indhentede tigre fra andre zoologiske haver. Han har sågar opflasket tigerunger, som han kunne følge rundt inden for indhegningen. Da de blev ældre, blev han dog opfordret til at holde sig på den anden side af hegnet.

Sasha blev født i Zoologisk Have København 18. april 2013. Hun er en amurtiger, også kaldet en sibirisk tiger. Det er den tungeste katteart i verden, og en velvoksen han vejer mere end selv de største hanløver. Præcis hvor stor tigeren er, viser sig, da den nærmer sig tremmerne, og Zaco Sonne tager sin hue af og stikker hovedet helt hen til den. Tigeren begynder med tungt åndedræt at snuse til hans hår og gaber. Dyrepasserens hoved ville snildt kunne være i tigerens mund, hvis ikke der var tremmer imellem.

”Nu kommer der snart en ny han til hende,” fortæller Zaco Sonne.

I 2018 forsøgte man sig med at lukke en anden han ind til Sasha og hendes søster Olga i håb om, at de ville parre sig. Men i stedet endte Olga og den nye han i kamp med hinanden, en kamp, der endte med Olgas død.

”Jeg var ikke på arbejde den dag,” siger Zaco Sonne.

”Det var en kollega, der ringede og fortalte det. Jeg græd ikke, men jeg var ked af det og simpelthen så sur på hannen. Olga var ekstremt intelligent og tillidsfuld, hvor søsteren her er lidt mere skeptisk,” siger han og peger på Sasha, der har lagt sig tilbage på en afsats.

Da hantigeren noget tid senere gik til angreb på Sasha, indså personalet, at de var nødt til at sende ham væk. Og nu har de så ventet et par år på et fredeligere handyr.

”Omkring påske kommer der en ny fra Frankrig. Han har gået sammen med andre hunner og fået unger med dem, så der er gode chancer for, at han også vil være god ved hende. Men jeg har stadig mine bekymringer, for nu er hun jo ved at blive en gammel dame, der måske er lidt sær i kanten. Det bliver spændende, om de vil acceptere hinanden.”