I SLUTNINGEN AF juni 2024 forsvandt en 15 meter lang dinosaur i posten. Seks store kasser med knogler fra en camarasaurus grandis – en langhalset, planteædende dinosaur – var på vej fra Utah i USA til Evolutionsmuseet på Lolland, da Christoffer Knuth fik et opkald fra fragtfirmaet: Dinosaurskelettet med en samlet vægt på over et ton var helt uforklarligt blevet væk et sted mellem Zürich og København.
”Jeg ringede til Gud og hvermand, men ingen kunne fortælle mig, hvor den var,” siger den 51-årige lensgreve og ejer af Knuthenborg Gods, der driver både Evolutionsmuseet og Knuthenborg Safaripark.
”Nogle sagde, at den var ankommet til København, andre, at den befandt sig i Zürich. En tredje mente, at den stadig var i Florida, som var det sted, den angiveligt skulle have forladt USA. Og på et tidspunkt var der en, der påstod, at den var blevet efterladt på en parkeringsplads i Californien.”
Christoffer Knuth i Wyoming.
Sådan gik over en uge. Museet måtte udskyde præsentationen af et af verdens bedst bevarede og mest intakte langhalsskeletter, og det hold amerikanske specialister, der var fløjet ind for at samle det, blev mere og mere utålmodige. ’Elin’, som dinosauren var blevet navngivet, var blevet udgravet i Wyoming i 2019, og det havde taget forskere fra University of Utah fem år at undersøge og istandsætte den. 10.000-12.000 arbejdstimer i alt, anslår Christoffer Knuth, der sov temmelig uroligt i de dage.
”Først forsvandt den, så dukkede den ene halvdel op, og så endelig fik vi en melding om, at den ville ankomme til Lolland i en lastbil. Den kom klokken 22 om aftenen, og det tog os til klokken seks næste morgen at få den samlet.”
I dag er den 150 millioner år gamle dinosaur udstillet på Evolutionsmuseet, men Christoffer Knuth har stadig ingen forklaring på, hvordan den kunne forsvinde – og lige så pludseligt dukke op igen. Til gengæld husker han tydeligt de mange reaktioner på den bizarre sag:
”På sociale medier gav folk straks PostNord skylden, selvom de intet havde haft med sagen at gøre.”
Camarasaurus grandis – dinosauren, der forsvandt i posten.
EVOLUTIONSMUSEET åbnede i 2022, men tanken om et forhistorisk museum på Lolland er omkring 10 år gammel. Christoffer Knuth, der med egne ord altid har været lidt af en dyrenørd, så museet som en naturlig videreudvikling af den safaripark, hans far etablerede, da han i 1969 erhvervede fem zebraer, tre strudse og tre nilgai-antiloper.
”Når du interesserer dig tilstrækkeligt meget for vilde dyr,” forklarer Knuth, ”vil du på et tidspunkt komme til at spørge dig selv: Hvad er vildere end en løve? Hvad er større end en elefant? Tænker du den tanke til ende, kan du næsten ikke undgå at snuble over dinosaurer.”
Lensgrevens ambition var at skabe Europas førende dinosaursamling med ægte fossiler, ikke de plastikmodeller, man kan opleve på mange naturhistoriske museer. Men han erkender, at det til at begynde med virkede som et uoverskueligt projekt.
”Hvordan kommer man i kontakt med nogen, der ved noget om dinosaurer? Snyder de ikke bare én? Er det ikke bare en gammel ko, de beder dig om at grave op? Jeg begyndte at researche og fandt ud af, at når man skal grave efter dinosaurer, handler det om at kende de rigtige mennesker. Heldigvis kom jeg i kontakt med Mark Loewen fra universitetet i Utah, en meget anerkendt forsker, og Brock Sisson, en fantastisk palæontolog, som vi stadig arbejder sammen med i dag.”
Christoffer Knuth og den amerikanske palæontolog Brock Sisson undersøger en stegosaurus i laboratoriet i Utah.
I samarbejde med dem fik Evolutionsmuseet mulighed for at grave hos en landmand i delstaten Wyoming, hvis kvægranch for mange millioner år siden havde et vandløb, hvor dinosaurerne søgte hen. I modsætning til Danmark, hvor alle eventuelle fund er begravet under et kilometertykt lag af muldjord, er store områder i USA stadig dækket af den samme overfladejord som i jura- og kridttiden (66-201 millioner år siden), og derfor kan man bogstaveligt talt finde dinosaurknogler i sin baghave. En anden afgørende forskel er, at mens alle naturhistoriske dyrefund i Danmark tilhører staten – også kaldet danekræ i modsætning til danefæ – har man i USA ret til at beholde alt, hvad man finder på sin egen jord.
”Af de to årsager bliver langt de fleste dinosaurfund gjort i USA og visse steder i Asien, og det er også en af grundene til, at der ud over os ikke findes ret mange andre dinosaursamlinger i Europa,” siger Christoffer Knuth og fortæller, at dinosaurudgravninger foregår i tre trin:
Først fjerner man det øverste lag af muld med en rendegraver. Derefter løsner man den hårde jord med hakker og skovle, ofte i hold af fem til 10 mand. Dukker der noget op, som kunne ligne en dinosaur, graver man i en stor bue udenom, til sidst ved hjælp af knive og pensler, indtil man har en stor klump forstenet jord, der køres til yderligere undersøgelser. Processen kan vare flere måneder, og ifølge Christoffer Knuth er dinosaurjagt i det hele taget lidt af en tålmodighedstest.
”Meget af tiden finder man bare en enkelt eller to løse knogler,” siger han, ”men andre gange ved man med det samme, at her er noget særligt. For eksempel når man finder et kranie.”
FLERE AF DE mest spektakulære dinosaurer, man kan opleve på Evolutionsmuseet, stammer fra udgravningen i Wyoming. Den visuelt mest spektakulære er ’Big Joe’, en ni meter lang og 3,5 meter høj allosaurus, der er forgænger til den berømte tyrannosaurus rex, kendt fra blandt andet ’Jurassic Park’. Andre fossiler har man erhvervet fra andre amerikanske udgravninger, som for eksempel en lokiceratops rangiformis, en helt ny dinosaurart opdaget i Montana i 2019, der ikke findes andre steder i verden end på museet på Lolland.
Christoffer Knuth fortæller, at de bedst bevarede fossiler er så sjældne, at Evolutionsmuseet ofte er i konkurrence med store udenlandske museer om at få fat i store og vigtige fund.
Lokiceratops er en nyopdaget dinosaurart, der kun kan opleves på Lolland.
”Dinosaurer oplever helt klart en stigende opmærksomhed internationalt. Konkurrencen handler både om at have adgang til de bedste udgravninger og om at samarbejde med de bedste forskere,” siger han. ”De store museer i USA er meget aktive, og senest er der også mellemøstlige aktører i for eksempel Abu Dhabi, der har været særdeles købelystne og med uanede midler. Og så er der os på Lolland, i al sin komik.”
Et andet sted, hvor dinosaurerne er på fremmarch, er på det kommercielle marked. I 2020 blev en T-Rex solgt hos auktionshuset Christie’s for 213 millioner kroner, og sidste år blev verdensrekorden atter slået, da den amerikanske hedgefund-milliardær Ken Griffin købte en stegosaurus for næsten 300 millioner kroner. De vilde hammerslag har skabt debat blandt palæontologer, der er bange for kommercialiseringen af videnskabeligt vigtige fund, men for Christoffer Knuth er udviklingen positiv.
Allosaurus er forløberen for den berømte T-Rex.
”DET ER SLET ikke noget, vi kan eller skal konkurrere med. Det er milliardærer, der kæmper mod milliardærer om at købe dinosaurer, der allerede er udgravet, hvorimod vi arbejder med selv at grave fossilerne op af jorden. Men egentlig synes jeg kun, det er godt med de store hammerslag – de er med til at skabe endnu mere opmærksomhed omkring dinosaurer. Kritikerne glemmer også indimellem, at langt de fleste store dinosaurer købt på auktion ender med at blive doneret eller lånt ud til museer, hvor alle kan have glæde af dem,” siger Christoffer Knuth og fortæller, at Evolutionsmuseets fokus – modsat auktionernes – ikke nødvendigvis er rettet mod de største og mest imponerende dinosaurer, men derimod mod dem, der har den bedste historie og størst videnskabelig betydning. Som eksempel peger han på lokiceratopsen, der bortset fra to store horn hverken er den største eller mest imponerende dinosaur.
”Når du ser den, tænker du: Er det virkelig dét? Men da den blev fundet, gik den verden rundt, fordi den kan fortælle en megavigtig historie om fortidens biodiversitet, fordi man har fundet ud af, at den levede side om side med tre andre hornede dinosaurer for næsten 80 millioner år siden. Tidligere troede man, at kun to arter af hornede dinosaurer kunne leve sammen uden at udkonkurrere hinanden. Så den er med til at gøre os klogere på, hvordan verden så ud engang. Og det er dét, vi gerne vil på museet.”
