Indlæg

Gamle flammer

De rejser, de elsker, de tør satse. De ældre er hot stuff og indtager hovedrollen i en ny generation af tv-programmer, hvor seniorerne viser vejen og minder os andre om, at håb og nysgerrighed er livets egentlige drivkraft.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Simon Linnemann/DR

I SYVENDE AFSNIT af ’Hotel Romantik’ sidder 70-årige Bente Andersen og 76-årige Kjeld Marslew på et værelse på Hotel Schatzalp i bjergene over byen Davos. De taler om ”intimitet” – eller rent ud sagt: sex.

”Når man når vores alder, tænker man: Hvorfor gjorde jeg det ikke noget mere?” siger Bente, der er fra København og bor i Rønne, mens Kjeld fra Glumsø nikker.

Kameraet klipper til et interview med Bente:

”Det (sex, red.) er jo naturens nervepille,” siger hun og kigger direkte ud på seerne. ”Folk, de spiser stresspiller, og jeg ved fandeme ikke hvad. Hvorfor boller de ikke bare noget mere?”

Og tilbage til hotelværelset, hvor Kjeld med henvisning til kameramanden siger:

”Nå, skal vi se at få smidt ham ud?”

Bente griner: 

”Skal vi se at få tøjet af?”

Næsten en million seere fulgte med i hvert afsnit af ’Hotel Romantik’ – DR’s nye realitysatsning, hvor 20 seniorer mellem 62 og 78 år tog til Schweiz og tjekkede ind på alpehotellet for at finde kærligheden, guidet af værtsparret Sofie Linde og Joakim Ingversen. Og det var ikke kun seerne, der var begejstrede for ’Hotel Romantik’. Programmet blev mødt af et stort set enigt anmelderkorps, der blandt andet roste det for at skildre de ældre deltagere på en måde, vi ikke er vant til: som hele mennesker med samme håb, længsler – og ikke mindst begær – som alle andre.

”Det føles, som om alle har set ’Hotel Romantik’ denne sommer,” kunne man læse i Politiken, der også skrev: ”Seniordatingprogrammet har været en kæmpesucces for DR, og overalt har der lydt begejstrede ’livsbekræftende!’ og ’tænk, at de er ligesom os!’ Lidt, som om det er kommet bag på de yngre generationer, at ældre også er en slags mennesker. Forestil dig de samme udbrud om nogen med et andet køn eller en anden hudfarve end én selv. Nej, vel?”

ÆLDRE I HOVEDROLLEN

’100 år og en sommer’ (DR)

Dokumentar i fire dele, der følger otte danskere over 100 år. Med yoga, fællesspisning, billardklub og neglesalon skildrer serien, hvordan livet og hverdagen ser ud for de ældste af os.

’The Later Daters’ (Netflix)

Michelle Obama-produceret realityserie, hvor singler over 50 søger kærligheden igen. Serien er blevet rost for sin varme og humor og for at vise, at romantik ikke har nogen udløbsdato.

’The Thursday Murder Club’ (Netflix)

Filmatiseringen af Richard Osmans bestseller om fire pensionister, der opklarer mordmysterier fra deres plejehjem. Med Helen Mirren og Pierce Brosnan i hovedrollerne skildrer filmen ældre som handlekraftige, nysgerrige – og fulde af liv.

TIMME BISGAARD MUNK, der er ph.d. i sociale medier og redaktør på mediet Copenhagen Review of Communication, peger på, at ’Hotel Romantik’s store gennemslagskraft netop skyldes, at det tager en voksende, men underrepræsenteret del af befolkningen alvorligt: Ifølge Danmarks Statistik er hver femte dansker i dag over 65, og i 2050 ventes næsten hver 10. dansker at være over 80 år. Det betyder flere år på arbejdsmarkedet for nogle, flere rejser og oplevelser for andre – og for mange en alderdom, der leves helt anderledes, end da bedsteforældregenerationen satte sig til rette i gyngestolen. 

”Der er en eksplosion af ældre mennesker, men de fylder utrolig lidt i forhold til, hvor mange de er,” siger Timme Bisgaard Munk. ”Det befriende er, at en serie som ’Hotel Romantik’ insisterer på at vise dem på deres egne præmisser – som seksuelle væsener, som mennesker med drømme og livsprojekter. De bliver taget alvorligt i deres kærlighed, deres håb og deres begær. Det er vi ikke vant til at se.” 

Ifølge kommunikationseksperten har de ældre indtil nu været ”underlagt en usympatisk aldersracisme i vores evigt ungdomsdyrkende offentlighed”. Han ser ’Hotel Romantik’ som en modgift og som et billede på en større bevægelse: Flere lever længere, flere er sunde langt op i årene, og flere har penge at forbruge. Alligevel har det billede, vi møder i medier og populærkultur, indtil nu været præget af fortidens forestilling om alderdommen som en tid med ild i pejsen og børnebørn på skødet.

”Men de generationer, der bliver gamle nu, vil ikke være gamle på samme måde, som folk var gamle i gamle dage,” siger Timme Bisgaard Munk. ”De gider ikke sidde passivt derhjemme. De vil være aktive, rejse, opleve og have et kærlighedsliv. Og langsomt begynder det at bryde igennem i vores kultur.”

Ifølge Timme Bisgaard Munk er det netop denne forskydning, der har skabt plads til et realityprogram om ældre mennesker og deres kærlighedsliv. ’Hotel Romantik’ er måske det første eksempel, men ikke blot et kuriosum, hvis man spørger ham: 

”Når du ændrer befolkningens alderssammensætning dramatisk, ændrer det også kulturen,” siger han.

Verdensdamerne (fra venstre) Merete A. Baird, Lotte Tegner Freddie og Bente Scavenius besøger Rüstem Pasha-moskeen i Istanbul. Foto: DR

HVOR ’HOTEL ROMANTIK’ viser seniorer på kærlighedsjagt, kaster DR-serien ’Verdensdamerne’ et lidt andet blik på alderdommen. Her følger vi tre modne kvinder – journalisterne Lotte Tegner Freddie (90) og Merete A. Baird (88) og kunsthistoriker Bente Scavenius (80) – på kulturrejser i ind- og udland. De besøger museer, kunsthåndværkere og historiske steder, mens de deler erfaringer, anekdoter og personlige betragtninger. Programmet, der blev vist første gang i 2020, har høstet stor ros for sin autentiske tilgang til samtaler om alder, kultur og kvindeliv, og da Ud & Se fanger Lotte Tegner Freddie på telefonen, er hun netop kommet hjem fra optagelser til fjerde sæson af ’Verdensdamerne’ på Bornholm.

”Ej, det var bedårende. Simpelthen. Ja, det er et eventyr,” siger hun begejstret og begynder at fortælle om keramikværksteder, kunstmuseer og skjulte perler, som holdet har besøgt. Hendes stemme summer af energi.

Hun skulle ikke tænke længe, da hun i sin tid blev spurgt af en redaktør på DR, om hun ville medvirke i det populære kulturprogram.

”Det er da et drømmejob at kunne få lov til at rejse rundt, vise spændende ting og få penge for det,” siger hun med et grin.

Hun oplever, at responsen fra seerne er overvældende. 

”Det er ligegyldigt, hvor vi er – på gaden, på museer eller hoteller – folk kommer hen og siger, at de er så glade for det, og at de håber, der kommer mere. Det er meget rørende.”

Og det er ikke kun hendes jævnaldrende, der ser med, fortæller hun.

”Der er mange unge mennesker, som er glade for programmet. De lærer noget, de ikke vidste i forvejen. Kultur er jo ikke aldersbestemt.” 

En verdensdame i Lissabon. Foto: DR

OGSÅ LOTTE TEGNER FREDDIE bemærker, at billedet af ældre i medierne har ændret sig. Da hun selv var ung, trak ældre mennesker sig tilbage, levede stille liv, satte sig hen i hjørnet, ”og så skete der ikke mere med dem”, som hun siger. 

”Ingen interesserede sig for dem, og de blev ikke fremstillet ret meget i medierne. Men det har heldigvis forandret sig fuldstændig.”

I dag siger hun ligefrem, at hun ikke føler, at ”der er noget, der hedder alder mere. Vi kan jo lave de samme ting som unge, hvis vi vil. Måske kan vi ikke svinge i trapez, men vi kan i hvert fald gå til rockkoncerter – og på diskotek, hvis man kan få nogen til at gå med.”

Selv insisterer hun på, at hun ikke er på tv, fordi hun er 90, men fordi hun stadig har noget, andre har brug for. 

”Jeg er meget taknemmelig for, at der er nogen, der vil bruge mig. Jeg bliver ikke hyret til ting på grund af min alder, men fordi jeg kan noget. Og det er jo rart, at der er nogen, der kan se det,” siger hun.

Hun er fuldt bevidst om, at det også kunne have været anderledes, at hun er ”smadderheldig”, at hun er ved sine fulde fem, har hjernen i behold og ikke er syg og dårlig. Langtfra alle på hendes alder er lige så privilegerede, men alligevel oplever hun, at hendes synlighed gør en forskel for andre ældre.

”Jeg har en Instagram-konto, hvor jeg får afsindig mange tilkendegivelser om, at jeg betyder noget. Folk skriver, at de bliver inspireret af mig og af det, jeg kan. Det rører mig meget,” fortæller hun.

”Jeg er 74 år nu, og jeg leger sgu videre,” sagde Jørgen Skouboe, kendt fra ’Nak & æd’, for nylig i et tv-interview. Foto: Jens Skov/DR

NÅR HUNDREDTUSINDER af danskere følger seniorer på date i Schweiz eller tre kvinder i firserne og halvfemserne på kulturrejse til Wien, Lissabon, Bornholm og Sydfyn, handler det ifølge Timme Bisgaard Munk også om, at de ældre kan noget, som yngre generationer måske har glemt: De tør satse, hvor vi andre tøver. I stedet for at swipe videre i jagten på noget bedre siger deltagerne i ’Hotel Romantik’ ja og kaster sig ud på gyngende grund.

”De gamle forelsker sig måske i hinanden, men vi forelsker os i deres håb og drømme,” siger Timme Bisgaard Munk, der kalder håbet for programmets egentlige hovedperson. Som eksempel peger han på Kjeld Marslew, der er tidligere speditør, og som i 2023 mistede sin kone gennem 35 år: ”Jeg ønsker ikke at give slip på tosomheden og oplevelsesfællesskabet,” siger han i ’Hotel Romantik’ – og ender med at finde Bente Andersen, som han ved programmets afslutning vælger at blive på hotellet sammen med i stedet for at rejse hjem alene.

”De ældre tager deres liv alvorligt,” siger Timme Bisgaard Munk. ”Når de søger kærlighed, er det med en erfaring om, hvad en relation faktisk er. Og det er noget, vi andre kan lære af – håbet, alvoren, troen på stadig at ville noget med livet.”

Eller som Lotte Tegner Freddie siger, da hun skal forklare, hvorfor hun i en alder af 90 år stadig bliver ved at rejse land og rige rundt, lave tv, medvirke i radioprogrammer, holde foredrag og i det hele taget være en offentlig person:

”Det handler om at være nysgerrig, have et åbent sind og lyst til at opleve nyt. Hvis man mister den lyst, er det slut.”

/

Uhæmmet kreativitet

Han fik en hjerneskade ved fødslen, blev sendt i specialklasse, tegnede mærkelige figurer og insisterede på at strikke, selvom faren mente, det var pigearbejde. I dag er Kenneth Rasmussen anerkendt kunstner med udstillinger i hele verden – og nu på Arken, som han fylder med strikkede skulpturer, keramiske figurer og enorme linoleumstryk.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

JEG ER FØDT i 1971. Nogle gange gør de mig et år yngre og skriver, at jeg er født i 1972. Men det er altså i 1971. Jeg voksede op i sådan en boligforening, der hedder Rundhøj – i Aarhus. En bygning med betontrappe, så det larmede, når man rendte op og ned i træsko. Der var terrazzogulv ude på badeværelset. Der kunne man rigtig sidde og falde i staver og tegne.

Jeg tegnede figurer, Cjørkebønkere kaldte jeg dem. Opkaldt efter Sissel Kyrkjebø. De opstod i hovedet eller fantasien. Jeg kan ikke forklare det. Man forestiller sig dem jo bare. Og siden jeg begyndte at tegne dem, har jeg ikke kunnet komme af med dem. På et tidspunkt sagde min far: ”Kan du da for fanden ikke tegne andet end sådan nogle?” Jeg blev bare ved. Mange børn holder op på et tidspunkt, men nogle få bliver ved, og det er så dem, der bliver kunstnere eller designere eller arkitekter.

Min far var havnearbejder og fisker. Han kunne ikke sige ret meget uden at bruge, jeg ved ikke hvor mange bandeord. Så han kunne jo ikke rigtig sige til mig, at jeg ikke skulle bande: ”Jeg vil kraftedeme ikke høre på dit banderi, mand.” Det lærer man jo ikke af. Så jeg er lidt præget. Det kan jeg sgu ikke gøre for. Sommetider kom han hjem med en ordentlig brandert på. Den ene dag kunne han være sjov, den næste dag kunne han være ondskabsfuld.

Udstillingsvue Kenneth Rasmussen. Foto: Mark Dyer og Randers Kunstmuseum

MIN MOR LÆRTE mig at strikke, da jeg var 8-9 år. Hun var skeptisk. Hvad fanden laver en dreng på 8-9 år med strikkepinde? Men jeg syntes, det så interessant ud. Jeg begyndte med at fingerstrikke, men hun var ikke så god til at lære fra sig. Det ærgrer mig sådan, at hun ikke nåede at få at se, hvad det endte med. Min far sagde, at jeg burde have været en pige – men det havde jo været værre, hvis han sagde, at jeg skulle have været en plet på lagnet. Jeg var sådan lidt på tværs. Jeg blev fotograferet med en fodbold, da jeg var to år gammel, og siden har det raget mig en høstblomst.

MANDEN MED MASKEN

Kenneth Rasmussen, 53 år. Kunstner. Laver strik, hækling, maleri, keramik og linoleumstryk.

Har haft soloudstilling på Randers Kunstmuseum (2022), har udstillet på museer og udstillingssteder i blandt andet Sverige, Frankrig, Australien, New York, Japan og Tyskland og medvirket på kunstmesserne Art Brut Biënnale i hollandske Hengelo og Outsider Art Fair i Paris.

Tilknyttet FOF’s kunstskole Bifrost i Randers for voksne med særlige behov, der bliver undervist af professionelle kunstnere. Rasmussen og Bifrost portrætteres i DR-dokumentarserien ’Originalerne’.

Aktuel med sin første soloudstilling på Arken, ’For helvede mand’, der kan opleves frem til 26. april 2026.

Jeg pådrog mig en hjerneskade, da jeg blev født. Der var noget, der ikke åbnede sig, som det skulle. Der var ikke rigtig nogen, der snakkede om det. Først da jeg kom i et bofællesskab som voksen, i 1991, var der nogen, der spurgte: ”Er der virkelig ikke nogen, der har snakket med dig om, hvorfor du er handicappet?” I skolen gik jeg i specialklasse – eller centerklasse, som det hed. En form for hjælpeklasse. Når man er udviklingshæmmet, lærer man langsommere. Man skal have det ind med ske. Skåret ud i pap. Man kan være lidt tungere at danse med.

JEG HAVDE ET håb om at blive kunstner. Efter skolen havde jeg forskellige jobs. Det første var som ufaglært linnedportør på Aarhus Amtssygehus. Det næste var på en genbrugsfabrik i Lystrup. Så medhjælper ude på kirkegården i Vejlby. Efter det kom jeg på kunstlinjen på Egmont Højskolen og så på Det Kreative Værksted i Malling. Der blev det lidt mere seriøst med kunsten. Jeg så i fjernsynet, jeg kan ikke huske, hvornår det var – engang i starten af 90’erne – at der fandtes en kunstskole for udviklingshæmmede. I nogle år gik jeg og drømte, men der skete sgu ikke så meget. Jeg havde også et mindre problem med alkohol. Og det var nogle stærke øl. Elefanter. I dag er alkoholen rejst, men elefanterne er der stadig i min kunst.

Foto: PR

I 2000 kom jeg ind på kunstskolen Bifrost. Jeg flyttede fra Aarhus til Randers. Aarhus kunne godt finde ud af at lave ARoS, men de kunne ikke finde ud af at lave noget for de udviklingshæmmede. På Bifrost kunne jeg male, lave keramik, linoleum, strik. Jeg begyndte at strikke i plastikposer. Dengang fik man dem jo kastet i hovedet, det gør man ikke længere. I dag laver jeg også keramik og store linoleumssnit.

Jeg bor i en lejlighed tæt på Bifrost, hvor jeg også har mit eget værksted. Der sidder jeg, når jeg har fri. Jeg er nok lidt en arbejdsnarkoman. Jeg nyder at sidde i fred og ro og bare fordybe mig. Nogle dage tager vi på udflugter og til ferniseringer, men andre dage kan jeg bare sidde og tegne. Det varierer lidt hvor længe alt efter mit humør, og hvor godt jeg har sovet.

ET AF MINE værker hedder ’Kenneth Rasmussen hader det 21. århundrede’. Jeg er meget dårlig til IT, det skal jeg også have ind med ske. Hvis man ikke forstår IT, er man et andenrangsmenneske. Man bliver skubbet bagud i køen, bare fordi man ikke har en dyr computer eller en smart telefon. Det pisser mig lidt af en gang imellem. Jeg bruger nok en del vrede i min kunst. Jeg synes, at man ser ned på de udviklingshæmmede. Man bliver betragtet som en, der ikke kan slå et søm i en kolort uden at ødelægge begge dele.

Foto: DR

Det er en sejr for mig at blive anerkendt som kunstner. Jeg er jo den første med udviklingshandicap på Randers Kunstmuseum og nu på Arken. Mine værker har været udstillet i hele verden. Det er jeg da lykkelig for. Ellers ville jeg da også være et kæmpe skarn. Jeg har også været med i DR-serien ’Originalerne’, og der skete virkelig noget. Nu er der folk, der stopper mig på gaden og siger: ”Sikke god kunst, du laver”, eller ”Tak for din kunst.” Nogle siger også: ”Tillykke med gennembruddet.” Det er folk, jeg slet ikke kender. Nu kommer der snart tre nye udsendelser, men så håber jeg også, det stopper. Jeg kunne godt bruge et pusterum fra alt det kamerahalløj. Selvom man er berømt eller berygtet, har man jo stadig ret til et privatliv.

Jeg er taknemmelig for at have fundet et sted som Bifrost. Ellers var jeg da en slem idiot. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer mig, men jeg håber, at ARoS en dag åbner døren for mig. Man kan godt tage aarhusianeren ud af Aarhus, men man kan ikke tage Aarhus ud af aarhusianeren. Det ville betyde meget for mig at udstille der. 

Jeg bliver aldrig færdig med min kunst. Ars longa, vita brevis. Kunsten er lang, livet er kort.

 

/

Miss Nelly og jeg

I rollen som mand i dametøj i de populære ’Børnene fra Sølvgade’-film er 48-årige Jakob Fauerby blevet et forbillede for både børn og voksne. Her fortæller han om at være homoseksuel skuespiller i 00’erne, om at styrte på legetøjsmotorcykel og om et telefonopkald, der ændrede hans liv.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Anne Schwartz

Hvordan opdagede du, at du havde et talent?

”Jeg tror, at jeg, lige siden jeg var lille dreng, har været klar over, at jeg kunne sætte mig ind i andre menneskers liv og indleve mig så meget i det, at det på en eller anden måde blev troværdigt. Allerede i skolen iscenesatte jeg ’Matador’ i frikvartererne, spillede selv Maude og fik mine klassekammerater til at spille de andre karakterer. Der var – og er stadig – noget helt vidunderligt i at miste sig selv og forsvinde ind i en rolle.”

Hvad har været den største forhindring for at realisere det?

”Jeg er ret overbevist om, at det at være åbent homoseksuel har forhindret mig i at få roller. I dag er det ikke helt samme problem, men da jeg kom ud af Teaterskolen i 00’erne, var det et emne. Heteroseksuelle mænd kunne få priser for at spille homoseksuelle, men homoseksuelle mænd kunne ikke spille heteroseksuelle. Derfor er jeg også så taknemmelig for, at jeg i dag får lov at spille Miss Nelly, en mand, der bedst kan lide at gå i dametøj, og som er den perfekte ’mor’ for de her forældreløse børn i ’Børnene fra Sølvgade’. Da jeg voksede op, fandtes sådan en karakter slet ikke. I dag møder jeg både voksne og børn, som siger, at alle burde have en Miss Nelly.”

Hvad betragter du som din største bedrift?

”At have lavet min egen satiregruppe sammen med mine bedste venner, Laus Høybye og Mille Lehfeldt. Det startede, mens vi gik på Teaterskolen og talte om, at vi burde lave noget musikalsk satire, fordi vi altid var ved at dø af grin, når vi var sammen – og kunne mærke, at vi kunne noget sammen. Platt-form er mit faglige højdepunkt, fordi vi har skabt det selv. Det er som at have et band. Og det hænger også lidt sammen med at have svært ved at få roller. Jeg ville ikke have haft en karriere i dag, hvis vi ikke havde lavet Platt-form.”

Jakob Fauerby (t.v.) og satiregruppen Platt-form laver ’Året der gak’ på TV 2 Charlie. Foto: PR

Har du en fobi?

”Mange. Jeg er multi-fobiker. Jeg er rædselsslagen for at flyve, jeg hader højder, jeg kan ikke være i små rum. Det gav mig problemer i ’Børnene fra Sølvgade tager kampen op’, hvor det egentlig var meningen, at jeg skulle op i en luftballon. Jeg havde jo nok gjort det, hvis instruktøren og producenten havde insisteret, men det endte med, at manuskriptet blev skrevet om, så jeg slap.”

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

”Man overlever ikke livet, hvis man ikke lever og er fuldstændig den, man er. Ingen kan blive rigtig lykkelig, hvis de ikke får lov til at være sig selv.”

Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Jeg kunne fjerne en masse bekymringer fra 14-årige Jakob, hvis jeg kunne sige: Bare rolig, det kommer til at gå godt. Du bliver gift, du får børn. Verden ændrer sig. Du får lov til at være den, du er. Og så ville jeg tilføje: Husk at få dig en pensionsopsparing.”

Hvem er dit forbillede?

”Min mor. Hun døde af kræft i 2011, og jeg bruger stadig hendes stemme som et kompas i livet: Hvad ville mor sige? Hun var klog, ordentlig, sjov og dejlig. Fagligt er Kirsten Lehfeldt mit forbillede. Hun har kendt mig, siden jeg var ung, og hun er hele Platt-forms mor. Jeg ringer tit til hende, når jeg er i tvivl om et job – og ofte ender det så med, at jeg siger nej.”

LIVET I FAUERBY

Jakob Fauerby, 48 år. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2006. Har medvirket i spillefilm, kortfilm, tv-serier, teater og arbejdet som tv-vært.

Siden 2020 næstforperson for Dansk Skuespillerforbund.

Bor i København med sin mand, Anders Fauerby. Sammen med veninden Rebecca Sølvsteen har de datteren Anna og bonussønnen Isaak.

Aktuel i ’Børnene fra Sølvgade tager kampen op’, der har biografpremiere 9. oktober.

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”Jeg har haft en god, tryg og kærlig barndom med mange små nedslag: at spille tennis på en blind vej, weekender hos min oldemor. Jeg voksede op i Smidstrup ved Gilleleje, et lille sted med 200-300 fastboende, men om sommeren blev vi 5.000. Der var marker, gravhøje, en lille skov og stranden tæt på. Et helt univers, man kunne lege i.”

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har fået?

”Det var, da Mehdi Avaz, instruktøren for ’Børnene fra Sølvgade’, ringede og spurgte, om jeg ville spille Miss Nelly. Jeg havde lige læst bogen for mit ældste barn, som ikke rigtig blev fanget af den, men den fangede mig. Hele mit hjerte skreg: Please sig, at jeg skal spille Miss Nelly. Og da han så spurgte, råbte jeg bare ”Ja!” alt for højt ind i røret. Jeg var bestemt ikke hard to get.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et ar på hagen, fordi jeg som barn styrtede på en legetøjsmotorcykel hjemme på vores lille, lukkede vej i Smidstrup og hamrede hovedet ind i en postkasse. På skadestuen ventede vi så længe, at såret ikke længere kunne sys, så jeg fik plaster på, og det var dét. Med tiden blev det til et stort ar på hagen. Da mine børn var mindre, plejede jeg at bilde dem ind, at jeg havde fået det i krig.”

Jakob Fauerby har kaldt rollen som Miss Nelly for den bedste og vigtigste i karrieren. Foto: Anne Schwartz

Hvornår har du været rigtig bange?

”Da min mor ringede og fortalte, at hun havde kræft. Mens hun stadig levede, ringede vi sammen hver dag, og den dag havde jeg glemt, at hun skulle til en undersøgelse på hospitalet. Jeg stod i min gamle lejlighed og kiggede ud over Amager Fælled en meget smuk dag i november, da jeg tog telefonen. Min mor sagde: ’Skat, jeg er ked af det, men det er kræft.’ Jeg faldt sammen på gulvet og græd. Hun døde et år senere, og det tab har givet mig en grund-angst for at miste, som er blevet forstærket af selv at få børn. Jeg har prøvet at vågne i min seng og tro, at min datter var død, så meget, at jeg skreg til min mand, at han skulle ringe 112, og nåede at bære hende ind i stuen for at give kunstigt åndedræt, inden jeg kom til mig selv og opdagede, at hun bare sov.”

Hvad er det værste ved at blive ældre?

”Denne sommer holdt vi skærmfri sommerferie med børnene, hvilket betød, at vi i stedet lavede en masse udendørs aktiviteter. For eksempel sjippede vi, og det var intet problem, men så ville ungerne lave vejrmøller. Jeg er skidegod til at lave vejrmøller, men da jeg skulle til at gøre det, kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke turde lade min gamle krop kaste sig ud i det. Som skuespiller har jeg været vant til at kaste mig selv rundt på scenen i flere timer ad gangen, men det kan jeg ikke længere. Nu gør det jo en lille smule ondt, bare når jeg vågner og skal ud af sengen om morgenen.”

Hvordan kunne du godt tænke dig at dø?

”Folk siger tit, at de ville ønske, at hjertet bare holdt op med at slå, og at de kunne sove ind uden varsel. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg nåede jo at have et år med min mor, inden hun døde, hvor jeg tog plejeorlov, og det var et sindssygt hårdt og smertefuldt forløb, men jeg ville ikke have været det foruden. Jeg nåede at sige farvel, og da hun døde, stod jeg med en følelse af rent savn og sorg – der var ikke noget, jeg ikke havde fået sagt, eller noget, vi aldrig fik talt om. Det vil jeg gerne give til mine elskede: at vi når at sige farvel til hinanden. Så i den bedste af alle verdener ligger jeg gammel og mæt af dage omgivet af alle mine nærmeste, inden jeg tilfreds kan møde, hvad det end er, der kommer.”

/

Med på vognen

Her får du oktobers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Jonas Lysholdt Ejderskov/WWF Verdensnaturfonden

KURS MOD BUNDEN

Engang bugnede Sejerøbugten af liv, men stenfiskeri, bundtrawl og næringsstofudledning fra landbruget har fået fisk og andre dyr til at søge væk. I løbet af de næste fem år skal der derfor bygges stenrev, plantes ålegræs, etableres muslingebanker og udsættes en halv million torsk, som kan boltre sig i deres nye, naturgenoprettede hjem. Bag projektet står WWF Verdensnaturfonden i partnerskab med kommuner, organisationer og universiteter og med 33 millioner i støtte fra Endangered Landscapes & Seascapes Programme ved Cambridge Universitet, der har udpeget Sejerøbugten som et af syv projekter i Europa.

Foto: PR

ARV FOR DEN!

Det er 30 år siden, at Roskilde Domkirke fik status som verdensarv, og de tre årtier på Unescos liste bliver fejret i og omkring kirken tre dage i oktober. Der vil blandt andet være rundvisning i Roskilde Kloster, fernisering på billedkunstner Sophia Kal-kaus nye udstilling i domkirken og forfattersamtale med Lea Korsgaard, der har jagtet danske sommerfugle og meningen med livet i sin bog ’Inden året er omme’. 23. oktober er der gratis entré til kirken klokken 9-16.

Bjørn Nørgaard, ’Recycling Art’, 2016, Edition Block. Foto: Uwe Walther

GENBRUGS-FEST

Tal R, Bjørn Nørgaard, Sonja Ferlov Mancoba, Chris Cunningham og Edvard Munch er blandt lysene i kagen, når den københavnske kunstinstitution Gammel Strand fejrer 200-års fødselsdag og genbesøger cremen af tidligere udstillede kunstnere.

Udstillingen ’Når vi døde vågner’ kan ses indtil 11. januar 2026.

Foto: Colourbox

KNAP SÅ VARME KARTOFLER

Engang var folva, sieglinde, alouette og andre sorter selvklare favoritter på danske middagsborde. Men nu har de været ude i kulden for længe, ikke mindst hos de yngre generationer, mener brancheorganisationen Danske Kartofler, der sammen med Culinary Institute by Vejle Erhverv har inviteret hele landet til sammen med en slægtning at gå i køkkenet derhjemme og opfinde en helt ny familie-ret til konkurrencen ’Sammen om kartoflen’. Vinder-retten kåres 14. oktober på Vejle Rådhus som del af byens kartoffelfest.

Læs mere på danskekartofler.dk/sammen-om-kartoflen/

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

UNDER HJELMEN

Hvad bad førende vikinger om hos frisøren i tiden omkring år 1000? Midterskilning – hvis man skal vurdere ud fra en lille brik fra datidens populære brætspil hnefatafl. Figuren, der er i hvalrostand og forestiller en konge, stammer fra en vikingegrav ved Oslofjorden. Den har ligget opmagasineret på Nationalmuseet i et par hundrede år, men for nylig blev den støvet af og vist på museets udstilling om vølver. Museumsinspektør Peter Pentz spærrede øjnene op: ”Det er første gang, vi har en så udførlig figur af en mandlig viking, hvor vi kan se hårpragten hele vejen rundt. Det er unikt,” siger han i en pressemeddelelse. Brikken, der også har langt flettet skæg og bakkenbarter, er nu blevet del af en artikel i tidsskriftet Medieval Archaeology.

Foto: Gadens Stemmer

ØRET TIL GADEN

Det hårde liv er svært at overse, når man træder ud af Københavns Hovedbanegård mod Istedgade. Midt i Vester-bros larmende restaurations- og forlystelseskvarter vrimler det med misbrug og fortabelse. Sådan kan det i hvert fald tage sig ud.

Vil du have flere nuancer på, arrangerer Gadens Stemmer byvandringer i gademiljøet med værter, der kender det indefra. På den måde forsøger den socioøkonomiske virksomhed at hjælpe udsatte folk tilbage på fode. For tiden er der 40 ansatte ’gadeguider’, og i september blev de tre medarbejdere Philip, Julie og Henrik æret med en flise hver på hjørnet af Istedgade og Colbjørnsensgade, begyndelsen på en alternativ walk of fame. Se, om du kan finde dem.

Gadens Stemmer arrangerer byvandringer året rundt i København, Odense, Aalborg og Vejle.

’Mimertræet i sne’, Richard Mortensen. Foto: Kunstmuseum Trapholt

VED EN SKILLEVÆG

Trapholt står over for en større transformation og udbygning, der går i gang ved årsskiftet. Men inden museet midlertidigt må lukke, smækker det dørene op for en sidste stor udstilling og plastrer væggene i det centrale galleri til med et bredt udvalg fra samlingerne. Det er figurativt, det er abstrakt, det er foto, grafik, maleri og tekstilkunst, og det fortæller kunsthistorien om rødderne tilbage til Koldings Kunstforening fra 1902 – som siden 1982 er blevet videreudviklet gennem Trapholts arbejde.

’Trapholt – Til vægs’ kan ses frem til 30. december 2025.

/

Engle og dæmoner

Nadia Kløvedal Reich voksede op blandt forfattere, kunstnere og søfarere i et af landets berømteste kollektiver. På godt og ondt er hendes livshistorie viklet ind i 70’ernes store sociale eksperiment. Nu bliver årtiets frihed og svigt, drømme og utilstrækkelighed vakt til live på en scene nær dig.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

NADIA KLØVEDAL REICH havde ét ønske, da hun og hendes tre halvsøskende i 2005 sad til en samtale med præsten om, hvad han skulle lægge vægt på i sin begravelsestale for deres far:

”Du skal tale om hans manglende nærvær som far,” sagde hun.

Det interesserede kun præsten i ringe grad. Han var optaget af Ebbe Kløvedal Reichs lange og indflydelsesrige virke som forfatter, redaktør, politisk debattør med mere – og privatpersonen Ebbe endte med at fylde forsvindende lidt i præstens tale.

Oplevelsen afspejlede, hvad Nadia Kløvedal Reich havde levet med siden sin barndom. 

Blandt meget andet udgav Ebbe Kløvedal Reich i årenes løb over 50 bøger, han engagerede sig i bevægelsen mod Vietnam-krigen, delte en politisk chillum med Klaus Rifbjerg og andre på trappen foran Kulturministeriet, vandt De Gyldne Laurbær for sin historiske roman ’Fæ og frænde’, var i en periode medlem af Radikale Venstre, stillede i 1990 op til Folketinget for Enhedslisten og antog hen ad vejen et grundtvigiansk-religiøst livssyn. 

I offentligheden var han en skikkelse, der inspirerede og fyldte noget for rigtig mange danskere, men på hjemmefronten var han ofte fjern. Fordybet i sine skriverier, forsvundet med en af sine utallige kærlighedsaffærer eller langt væk i drømmeland, når han sov den ud efter en sen aften med joints og festligt lag i kollektivet Maos Lyst.

”Ebbe var et paradoks. Jeg husker fra min barndom, at han kunne stå og tale til 1.000 mennesker fra en talerstol. Og bagefter kom alle hen og fortalte mig, hvor forbundne de følte sig med ham. De kunne virkelig identificere sig med ham og det, han sagde. På afstand kunne han skabe en helt magisk fornemmelse af, at vi mennesker hører sammen og er forbundet af de samme tanker. Men når det kom til det helt nære, var det svært for ham,” siger Nadia Kløvedal Reich.

BLOMSTERBØRNS BARN

Nadia Kløvedal Reich, 59 år. Datter af forfatter Ebbe Kløvedal Reich og kunstner Alice Møller Kristensen. Uddannet sociolog.

Forfatter til erindringsbogen ’Det bedste man kan sige’ fra 2023. Har blandt andet været forstander på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og fiktionschef i DR.

FOR TO ÅR siden udkom hun med bogen ’Det bedste man kan sige’, hvor hun skildrer opvæksten på tværs af Hellerup-kollektiverne Nordkrog, Maos Lyst og Hundrede Blomster. Skrivemaskinerne klaprede, utopier blev diskuteret over middagsbordet, og der var lys og flaskeklirren til sent i de tre kreative venstreorienterede brohoveder, der lå så tæt på de ellers pæne, borgerlige villaveje og havde så overlappende og flydende en beboermasse, at de blev kaldt for ’Landsbyen’. 

Mens Ebbe Kløvedal Reich flytter ind i Maos Lyst noget tid efter bruddet med Nadias mor, får moren – kunstner Alice Møller Kristensen – adresse i Nordkrog. 

På det tidspunkt er Nadia fire år gammel. Begge forældre er kreative, produktive, seksuelt højaktive væsner med appetit på tidens frie kærlighed, men ingen af de to kvalificerer sig til nogen omsorgsmedaljer.

I den lettere ende skildrer Nadia Kløvedal Reich, hvordan hun og mange af de andre børn ofte overlades til sig selv, mens de voksne arbejder, fester eller eksperimenterer med bevidsthedsudvidende stoffer. I princippet er kollektivernes idealistiske fællesskab fuldt af ’onkler’ og ’tanter’ – potentielle medforældre – men i praksis trækker mange voksne sig, når de kan slippe af sted med det. Mon ikke der er nogle andre i fællesskabet, der tager sig af det? Børn er ofte nogle, der skal afsættes – med enkelte undtagelser blandt nogle af de mest ansvarsfulde kollektiv-fædre og -mødre.

”Der var en behændig sammenhæng mellem de mere egocentrerede ting, de havde gang i, og den konstruktion, de havde skabt,” siger hun.

I den mere alvorlige ende af svigtskalaen figurerer en medfødt misdannelse mellem blæren og nyrerne, som Nadia Kløvedal Reich led af som barn. En læge, der bor i Hundrede Blomster, vurderer, at hun vil dø af nyresvigt som teenager, hvis der ikke gøres noget. Begge forældre er umiddelbart for berøringsangste til at handle på det, og det ender med at være morens kæreste Peter, der beslutter, at hun får den nødvendige operation. Situationen er langtfra ufarlig, og da Ebbe Kløvedal Reich i 11. time dukker op på hospitalet, lige inden operationen skal begynde, skæv, utilstrækkelig og lidt skamfuld, er det den syvårige Nadia, der giver ham løbepas.

”Du skal ikke være bekymret, jeg skal nok klare det, det lover jeg dig,” siger hun, og han giver hendes hånd et klem, inden han går ud ad døren igen.

Da hun vågner fra narkosen efter en vellykket operation, er det hendes mor og kæresten Peter samt Peters forældre, der står og smiler til hende og har blomster med. Hendes biologiske far er krøbet i skjul.

Gruppefoto i Maos Lyst. I midten ses Ebbe Kløvedal Reich. Foto: Privat

SOM TEENAGER FLYTTER Nadia Kløvedal fra ’Landsbyen’. Først bliver hun besætter, siden flytter hun ind i et kollektiv på Christiania og forfølger de idealer, hun er rundet af. Men efter en periode med for meget hash og en forslugen, grænsende til selvdestruktiv udforskning af sexlivet går hun ned med et angstanfald, konsulterer en psykiater og kvitter hashen. Som 16-årig rækker hun efter psykiaterens råd ud efter sine forældre. Hun skriver et brev til sin far, hvor hun insisterer på nye tider. Fra nu af vil hun have fødselsdagsmiddage og ferier ligesom i almindelige familier. Og i de kommende år forsøger han trods manglende organisatorisk talent at leve op til kravene – med størst held efter han kommer ud af en forsumpet periode og møder sin livsledsager Elise. 

Igennem årene overvejer Nadia Kløvedal Reich med mellemrum at slå hånden af sin far. Men hun forbliver trofast igennem hans liv og hjælper Elise med at pleje ham i hans sidste tid.

”Jeg har altid haft en stor længsel efter at høre til. Jeg er et familiemenneske,” siger Nadia Kløvedal Reich, der, mens faren ligger for døden, begynder arbejdet med at rydde op i sit indre familiære kaos og forsøge at forstå, hvad det er for et eksperiment, hun har været en del af gennem sin opvækst.

Hun forsøger at gå ham på klingen i forhold til hans svingende nærvær, indleder dybe samtaler med moren og udbreder efterhånden kildematerialet igennem interview med andre af kollektivisterne og minutiøs læsning af de husmødebøger, der er gemt tilbage fra 70’erne.

”Jeg er uddannet sociolog og gik metodisk til værks, da jeg begyndte at skrive min erindringsbog. For at skabe modet til at skrive bogen startede jeg på en autofiktiv roman ud fra kildematerialet, men det blev hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville stå ved, at det var virkeligt. Stå ved, at det er min erindring om det, der skete.” 

Foto: Privat

BOGEN, DER AF Politiken er blevet kaldt ”det kærligste karaktermord, man kan forestille sig”, udkom først næsten 20 år efter Ebbe Kløvedal Reichs død, men Nadia Kløvedal Reich er ikke i tvivl om, at hendes far ville have været tilfreds med den:

”Jeg er sikker på, at han ville have rummet kritikken. Han var ikke forfængelig. Han var altid optaget af det andet synspunkt. På den måde var han demokratiets mester. Jeg tror, han ville have sagt, at det var vigtigt at få min side af historien.”

Desuden har hun fået mange positive henvendelser fra farens gamle venner: ”De er kommet til mig og har fortalt, at nu har de læst min bog, de forstår tiden og relationen til deres børn på en ny måde. En har sågar skrevet et undskyldende brev til sin datter.” 

Nadia Kløvedals hensigt har dog ikke kun været at belyse 70’ernes vildfarelser.

”Jeg havde samtidig en stor lyst til at se på, hvad den tid også kunne, til at udtrykke min kærlighed til den. Vi har levet en del år, hvor 70’erne har været udskældte. Dæmoniserede. Men der er også gode ting, som er værd at huske på. Vi har været igennem en lang periode, hvor individet har været i centrum. Ideen om, at du er din egen lykkes smed, har ført til mange af de udfordringer, vi står med i dag. Vi er i virkeligheden ikke noget i os selv, og hvis vi skal overkomme klimadagsordenen, er vi nødt til at forstå os selv i forlængelse af hinanden, blive interesserede i, hvad vi kan sammen, og give afkald på en masse hver især.”

DET ER IKKE kun på det globale plan, at Nadia Kløvedal Reich mener, at 70’erne trods alt har noget at lære os. Det gælder også helt ned i den enkelte families opdragelse, som i dag er endt i den modsatte grøft. Med barnet som centrum.

”I en tid med digitalisering, hvor børn ikke bare løber ned i gården alene eller over til naboen og leger, tror jeg, det er usundt at gøre børnene til omdrejningspunkt. I dag kan man have diskussioner om, hvorvidt et niårigt barn skal have lov til at cykle i skole. Selvfølgelig skal de det. De skal lige lære det, men derefter, så er det af sted. De når ikke at gøre sig nogen erfaringer. De når ikke at lære noget. Føle noget. De når ikke at blive bange. Blive vrede. Der er så stor opmærksomhed på dem. Der er altid nogle inde at mærke for dem, inden de når at mærke noget selv. Mine forældre har altid frisat mig, sagt: ’Du gør, hvad du skal. Vi gør, hvad vi skal.’”

Kan du fremhæve en episode, hvor du er blevet sat fri med en god og lærerig virkning?

”Jeg var lige startet i 9. klasse, boligsituationen var helt håbløs i København, og jeg blev del af en ungdomsbesætterbevægelse. En dag kom jeg hjem til min mor og sagde: ’Nu skal jeg besætte nogle huse.’ Så sagde hun: ’Det kan jeg godt forstå. Og jeg er sikker på, at du vil lære meget mere af det end af at gå i skole.’ Efterfølgende gik hun med ned på skoleinspektørens kontor og sagde, at nu ville hun overtage skolingen. Hendes hjemmeskoling bestod så i, at jeg gik ud og besatte huse.”

Og hvad lærte du af det?

”At indgå i et kaotisk fællesskab. Jeg lærte, at man gerne må have en drøm og en idé. Og at man kan føre den ud i livet, hvis man er i stand til at gå sammen med de rigtige mennesker om at realisere den.”

FORTÆLLINGEN OM ET NAVN

Ebbe Reich læste tit højt for børnene i Maos Lyst af ’Ringenes Herre’, hvorfra han i 1970 fik ideen til navnet Kløvedal. Tanken var, at alle, der identificerede sig med nogle fælles tanker, skulle kunne tage det, og en dag troppede en flok kollektivister op hos Civilretsdirektoratet for at tilkøbe navnet for tre kroner pr. næse. Heriblandt søfarer Troels Kløvedal.

Den eneste, der ikke kunne finde sin dåbsattest, var Ebbe Reich, så i årevis stod der Hans Ebbe Reich på rudekuverterne fra det offentlige. Da Nadia Kløvedal Reich var gravid med sit første barn, bad hun ham få det ordnet, så hun formelt kunne kalde sig Kløvedal.

”Jeg var kommet til at identificere mig med det navn,” siger hun.

Imidlertid var navneloven blevet ændret. Nu var navnet alene Troels Kløvedals, fordi han havde gjort det til hele sit efternavn. Derfor kunne man ikke uden videre tage det. Men Ebbe Reich protesterede så højlydt hos Civilretsdirektoratet, at de endte med at give ham dispensation til Kløvedal på den betingelse, at han nedskrev fortællingen om navnet til Rigsarkivet.

DA TEATERKOMPAGNIET Teatergrad først kontaktede Nadia Kløvedal Reich med et forslag om at opføre hendes bog, havde hun lidt svært ved at se for sig, hvordan det skulle lade sig gøre at indkapsle dens knap 300 sider og 50 års dansk kulturhistorie og levet liv i én aftens teaterforestilling. Men med den Reumert-belønnede dramatiker Thomas Markmanns mellemkomst er der kommet et manuskript ud af det, som tro mod forlægget veksler mellem barnet Nadia og den voksne Nadia, der forsøger at forstå sig selv, sin søgen og sin tvivl igennem sin fortid.

”Det er interessant at se nogen tage et greb på noget, man har arbejdet så længe på og er så bekendt med i alle detaljer. Fra starten gjorde jeg mig klart, at det bygger på min bog og ligger tæt opad, men at det er et teaterstykke i sin egen ret. Jeg skal ikke stå på mål for det, men jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at besjæle stykket,” siger hun. 

Hun fortæller også, at det vigtigste succeskriterium for hende var, at skuespiller Brian Hjulmann kunne inkarnere hendes berømte far på en overbevisende måde.

”Det er Ebbe, folk havde en relation til. Det er ham, mange har meninger om og holdninger til. Hvis han ikke fungerer, fungerer stykket ikke, tænkte jeg. Min far var charmerende og generøs. Han havde stor autoritet i sin begavelse, men han var samtidig flegmatisk og kompleks. Jeg tænkte, at det måtte være svært at få alt det til at spille sammen i en karakter. Men allerede ved den første læseprøve tænkte jeg: ’Gud! Den unge Ebbe er til stede i det her rum.’ Også så meget, at jeg tænkte: ’Nu løber han med opmærksomheden.’”

Endnu en gang, fristes man til at sige.

Forestillingen ’Kløvedal – Det bedste man kan sige’ er på turné i hele landet frem til 11. oktober.

/

Århundredets fest

Det begyndte på et diskotek på Ibiza. Her fortæller eks-fodboldspilleren og idémanden Riffi Haddaoui om sin kærlighed til 90’erne og den fængende dansemusik, som publikum får lejlighed til at dele, når en ny musical rykker os tilbage til det ubekymrede årti.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

JEG HAR ALTID spillet angriber. Jeg var ikke den bedste på holdet i mine unge dage, men jeg gik all in. Min storebror var lidt mere talentfuld, jeg måtte arbejde hårdere. I slut-80’erne kom vi begge to til Brønshøj Boldklub.

Ved siden af arbejdede jeg på min stedfars nystartede radio, Radio Rødovre, en oldies-radio, der sendte til hele Storkøbenhavn og hovedsagelig spillede 60’er-musik. Samtidig arrangerede han 60’er-fester i kulturcenteret Viften, hvor han svingede mikrofonen som konferencier, spillede Beatles- og Elvis-plader og solgte 700-800 billetter på en weekend. 

Det var en lidt anderledes ungdom. Mange af mine venner mødtes hver weekend og festede. Det gik jeg glip af på grund af fodbolden, men jeg var meget musikinteresseret og lyttede til al den nye pop og rock.

I 1989 var jeg på træningstur med Brønshøj på Gran Canaria. Det var off-season, og vi fik lov at gå ud at hygge os lidt. En aften var vi på diskotek, da dj’en spillede en sang, der ikke lød som noget, jeg havde hørt før. Den havde et fedt house-beat, nogle lidt kolde synthesizer-akkorder og en god rap-stemme.Det var ikke Whitney Houston, Duran Duran, og hvad vi ellers gik og lyttede til. Den her musik gjorde noget andet ved mig. Lyden var hård, men også iørefaldende. Fuld af energi. Den virkede som skabt til at stå på et dansegulv. Jeg blev helt forelsket i den lyd og fandt bagefter ud af, at det var en belgisk gruppe, Technotronic, med nummeret ’Pump Up the Jam’. 

På Gran Canaria mødte jeg en pige fra Kiruna i Nordsverige, så mens min storebror skrev under med en fransk klub, tog jeg til prøvetræning i Kiruna FF – og kom på holdet. Efter noget tid flyttede jeg dog tilbage til Rødovre og kom på kontrakt i den lokale klub Avarta. 

En dag i 1993, hvor min stedfar var ovre for at se mig spille, faldt han om på parkeringspladsen. Vi mistede ham fra den ene dag til den anden, og min mor stod med et par udsolgte 60’er-fester i Viften. ”Du elsker da også musikken, ikke Riffi?” sagde hun. Min stedfar havde godt nok lært mig op i musikken i radiostudiet. Men jeg var introvert. ”Jeg kan ikke finde ud af at stå foran mennesker,” sagde jeg. 

Men jeg var den eneste, vi havde. Ellers måtte vi give folk deres penge tilbage. Så jeg endte på scenen som konferencier og dj. Det gik pissedårligt, men ikke så dårligt, at vi ikke holdt nogle flere fester. Efterhånden fik jeg lært det, og vi kunne drive radioen og festerne videre. Det var nemt, så længe jeg spillede i København, og da jeg bagefter prøvede fodboldlykken i England og Finland, prøvede jeg at planlægge det og komme hjem i weekender med arrangementer. 

Foto: PR

BOLDE I  LUFTEN

Riffi Haddaoui, 54 år.Professionel fodbold-spiller fra 1991 til 1998 i blandt andet Danmark, Sverige, Finland, England og Kina.

Iværksætter, dj og festivalarrangør bag konceptet ’Vi elsker’ siden 2012.

Idémand til musicalen ’What Is Love’.

I 2009, EFTER jeg var holdt op med at spille fodbold, blev jeg udstationeret i Holland som salgschef for en dansk virksomhed med kontor i Utrecht. En weekend, hvor jeg havde besøg af min storebror og en kammerat, skulle vi ud at have en øl og endte på et kæmpe diskotek til et 80’er-/90’er-arrangement. 

Der var dygtige dj’s, lokale sangerinder, der greb mikrofonen, og folk, der dansede 360 grader rundt om os i flere etager. Jeg kiggede på min storebror og min kammerat. ”Dét her, det er fedt. Det skal jeg lave derhjemme.” Det mindede mig om dengang, jeg selv købte cd’er med Snap og Dr. Alban, og hvad de ellers hed, som stod bag hittene i 90’erne.

Jeg tog hjem til min mor og forklarede hende ideen. Hun var ikke så varm på den. ”Vi har ikke de lyttere. Det er jo din årgang,” sagde hun. Og det var netop min pointe. På det tidspunkt var der færre og færre, der ville ud at danse til 60’er-musik. Og efter rygeloven var det blevet endnu sværere at samle den ældre generation i Viften.

Min mor gik med til at holde en 80’er-fest i Viften. Vi solgte kun 60 billetter, så på en måde fik hun ret, den gamle, men jeg lagde mærke til, at de 60, der var der, havde en kæmpe fest. Så jeg sagde: ”Jeg vil godt have lov at holde en til, for jeg tror, vi har fat i noget.”

Jeg kaldte den næste fest ’Vi elsker 90’erne og det bedste af 80’erne’, og vi solgte 450 billetter på 24 timer, så jeg besluttede at lave en lille turné ud af det og lejede Damhuskroen og fire sportshaller rundtom på Sjælland. 

Jeg tog kontakt til Therese Grankvist fra svenske Drömhus, der havde haft et kæmpe hit med ’Vill ha dig’ tilbage i 1998. Hun boede i London og spillede jobs på Ibiza og på klubber i den mere trendy ende. Men hun var frisk på at komme og synge nogle af de gamle sange. Jeg fik også fat på Julie Rugaard, kendt under kunstnernavnet Blå Øjne, som var klar på at hoppe i ringen igen. Dj- og konferencier-tjansen delte jeg med Dan Rachlin. Og vi ramte den turné lige i røven. Der var udsolgt alle steder.

Jeg ville have, at konceptet skulle blive kæmpestort. Det skulle være en festival-karavane rundt i landet, det skulle være udendørs med masser af artister. Ingen lange pauser og sceneskift. Ingen B-sider. Bare fest derudad. Jeg havde ikke en øre, men det lykkedes mig at finde en partner, som var med på visionen.

I begyndelsen sagde mange artister, vi henvendte os til: ”Mener I virkelig det?” Flere optrådte til havnefester på skrattende anlæg. Nogle havde helt opgivet musikken. Det føltes kæmpestort at kunne give danske bands som Me & My, Sound of Seduction og Cut ’n’ Move oplevelsen af kærlighed fra tusindvis af mennesker, der sang med på deres numre og hyldede dem for den rolle, de havde spillet i deres ungdom. Og efterhånden fik vi flere og flere internationale navne med.

FEST DERUDAD

Eurodance opstod i slutningen af 80’erne og blev meget udbredt på dansegulve og i radioer gennem 90’erne. Den elektroniske musik har rødder i disko, techno og hiphop, og der er ofte en kvindelig sanger og en mandlig rapper i front. Tyske Culture Beat og belgiske Technotronic er blandt pionererne, mens danske navne som Aqua og Whigfield fik verdensomspændende succes.

I EN ÅRRÆKKE var 90’ernes dansemusik fy-fy. Betragtet som one-hit wonders. Simple sange, der var lavet hjemme på computeren eller keyboardet i soveværelset. Ikke rigtig musik. De første år, hvor vi henvendte os på lokale radiostationer, ville de nærmest ikke snakke med os. Pressen ville ikke røre os. Men den her musik var folkets musik. Ni ud af 10, der var unge i 90’erne, havde hørt eller i hvert fald stødt på musikken. Og mange ville gerne høre den, når de gik på festival. Men de havde været tvunget til at undertrykke den trang, mens genren var i skammekrogen. Så vi ramte et vakuum.

I 2014 fik vi stablet en fest på benene på Rådhusplænen i Rødovre, hvor vi solgte 6.000 billetter og blandt andet havde Haddaway, Culture Beat og Whigfield på programmet. Folk hang i lygtepælene, og vi indså, at vi havde brug for et større sted. Så året efter fik jeg arrangeret med nogle folk fra Avarta  at vi kunne bruge deres baner i Rødovre.

I 2015 spurgte jeg Aqua, om de ville være med. De havde ikke spillet i syv år og var lidt tøvende. Jeg tog nogle møder med dem, og René Dif tog med ud at kigge på festivalen. Året efter var de med på hele turneen. Det er måske vores største scoop. Aqua er noget af det ypperste inden for vores genre.

Foto: PR

VI HAR GIVET folk en legeplads, hvor de ikke skal skamme sig over deres smag, og hvor de kan dele deres begejstring med tusindvis af andre mennesker, som måske også er klædt ud og har fået farvet håret. Vi tilbyder muligheden for at være teenager for en dag. For at drømme sig væk til en mere ubekymret tid. En tid, hvor mobiltelefonerne var store og klodsede, hvor der ikke fandtes sociale medier, og hvor man dyrkede sine venskaber og sit sociale liv på en mere ufiltreret måde.   

For nogle år siden fik jeg lyst til at skabe en 90’er-musical. Jeg var sikker på, at den musikscene havde nogle gode historier at byde på. Jeg snakkede med min gode ven, produceren og sangskriveren Chief 1, og han kunne også godt se det for sig. 

Så han skrev en historie om to venner, der starter med at sidde i 90’erne og lave eurodance-beats hjemme i stuen. De får sig en karismatisk forsanger, begynder at lægge klubberne ned, skriver kontrakt – og møder realiteterne i en branche, hvor musikere risikerer at blive udnyttet, snydt og spyttet ud igen. 

Jeg blev fanget af historien. Ligegyldigt hvilke artister jeg har talt med, som brød igennem i 90’erne, har de nogle hårde oplevelser i musikbranchen bag sig. Næsten alle har oplevet, at de ikke har fået det fulde udbytte af deres arbejde. Fredericia Musicalteater kunne også se potentialet i historien, og de satte os sammen med et produktionsteam og fik videreudviklet ideen til en forestilling. 

Jeg har været med til at føde ideen, men i den senere fase har min rolle været stort set udspillet. Det er lidt underligt at måtte give slip, for jeg lever og ånder for at skabe nye oplevelser. Men nu ligger min baby i Fredericia Musicalteaters hænder.

/

Det store lifehack

Kan kunstig intelligens hjælpe os med at redde verden, spørger instruktør og dramatiker Mikael Fock i ny, surrealistisk 3D-forestilling, der også inviterer publikum til at medbringe deres egne planter. Vi spørger ham om meningen med det hele.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration:Carl Emil Carlsen

’Paradis’, din nye forestilling, har ingen traditionel scenografi. Hvordan skal man se det for sig?

”Der er ingen fysiske kulisser, kun digitale billeder og universer, som bliver spejlet op på scenen. Publikum har 3D-briller på, så det fremstår som en komplet virtuel spil-verden, skuespillerne træder ind i. Det er som en virtual reality-oplevelse, hvor skuespillerne bare er til stede fysisk i det digitale rum.

Det er komplekst at sætte op, men jeg synes, teknologier er interessante. Nye teknologier giver muligheder for at fortælle nye historier og skabe nye verdener. Jeg holder meget af klassisk teater, men jeg synes også, vi er nødt til at lave nogle historier, der afspejler udviklingen og det, der foregår i vores liv her og nu – og en stor del af det er defineret af de nye teknologier.”

INTELLIGENT DESIGN

Mikael Fock har skabt forestillingen ’Paradis’ i samarbejde med billedkunstner og interaktionsdesigner Carl Emil Carlsen og AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Samme hold stod bag den prisbelønnede forestilling ’SKY66EN’. På scenen står de to skuespillere Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk, der får følgeskab af en kunstig intelligens udviklet specielt til forestillingen. ’Paradis’ spiller på Aveny-T fra 5. til 16. september.

Hvorfra kom ideen til den her historie?

”Der var to ting, vi ville tage fat i: klimakrisen og kunstig intelligens. I mine øjne de to største udfordringer, vi har i dag. Kunstig intelligens kan hjælpe os med at screene for kræft – og andre fantastiske ting. Kunstig intelligens kan også bruges af militærindustrien, og den kan gøre en hel ungdom afhængig af sociale medier.

Teknologien er både hjælpsom og problematisk. Nogle har en forhåbning om, at den kan hjælpe os med at løse klimakrisen. Hjælpe os med at blive bedre til at forstå os selv, og hvad vi har gang i, så vi bliver bedre til at være her sammen med de andre levende væsener på planeten. Kunstig intelligens er allerede langt i forhold til at bringe os mere i kontakt med den natur, som vi har mistet kontakten til. Kunstig intelligens har knækket koden til grisens sprog og til underjordiske svampenetværk. Og mange teknologer tror på, at AI-drevne løsninger bliver det, der redder os i sidste ende.”

Hvordan har I gjort de her store spørgsmål til dramatik?

”Teater er skønt, fordi man kan give krop til nogle vilde ideer og påstande. Stykkets hovedkarakterer er biologen Eva og kultur-antropologen Adam. Biologen siger: ’Teknologierne skal nok fikse vores verden, ligesom de altid har fikset vores problemer igennem tiden.’ Antropologen mener, at mennesket er problemet, og at vores forhold til naturen må ændre sig. Han siger: ’Der var engang noget, der hed Paradisets Have. Den blev vi strittet ud af. Kan AI knække koden og bringe os tilbage til paradiset?’

Jeg skal ikke spoile for meget om, hvad der så sker. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan redde verden – sammen med publikum, der inviteres til at tage planter med i teateret.”

Hvad skal planterne  i teatersalen?

”Planter har et liv, men ikke den slags liv, vi normalt tænker på. Og er derfor et eksempel på, hvordan vi har fjernet os fra naturen og mistet et fælles sprog. Vi giver planterne mulighed for at bidrage til musikken til forestillingen. Vores svenske komponist Paul Khadra har udforsket plantemusik. Han sætter sensorer på planterne. Planter har en puls. Den stiger, hvis du vander planten, giver den gødning, rører ved den eller sætter den sammen med andre planter. Det kan man høre, hvis man oversætter impulserne og forstærker lyden. På den måde kommer du måske lidt tættere på din plante i løbet af aftenen. Og så har du jo nogen, du kan snakke med om forestillingen bagefter.”

Går man opløftet hjem fra teateret?

”Ja, det synes jeg – og eftertænksom. Vi får jo nyheder hele tiden. Og verden er tosset. Great Barrier Reef smuldrer i varmen, og vanvittige videnskabsfolk forsøger at køle koralrevet ned med kunstig havgus. Golfstrømmen truer med at sætte ud, fordi isen smelter. Krill er ved at uddø og bryde fødekæden i verdenshavene. Mængden af information ender med at få os til at lukke øjnene. Vi kan jo ikke holde til det. Her tror jeg, kunsten og teateret kan være med til at åbne snakken om, hvad vi faktisk kan gøre i stedet for at gå handlingslammet rundt.” 

Foto: PR

FREMTIDENS MAND

Mikael Fock, 70 år. Dramatiker og instruktør.

Har igennem årene udforsket og udfordret teknologiernes dramatiske muligheder.

Er tidligere chef for Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør samt leder af CLICK Festival.

Vinder af en Reumert og en Prix Ars Electronica for 3D-forestillingen ’SKY66EN’, opsat på Aveny-T i 2023.

Er du selv teknologibegejstret?

”Jeg er hverken begejstret eller forskrækket. Jeg har med stor interesse arbejdet med teknologier gennem det meste af min karriere. Jeg synes, en af de største problemstillinger i dag er, at mange teknologier er gemt inde i vores smartphones og andre devices, og at de i stadig højere grad høster vores data og følelser på måder, som vi ikke er klar over. Hvilket fører til det helt store spørgsmål: Er det os, der styrer teknologierne, eller teknologierne, der styrer os?

Mit syn på det er, at hvis vi ikke giver de her teknologier – AI for eksempel – til kunstnere, teaterfolk og så videre, så er der ingen til at kaste skruenøgler ind i maskinrummet. Det er det, vi forsøger at gøre med den her forestilling. Hver aften forsøger vi i fællesskab med publikum og en improviserende AI at blive klogere på, hvad det er for en verden, vi lever i. Og hvad det er for et paradis, vi drømmer om. Det er seriøst. Og det er humoristisk. ”

/

Med på vognen

Her får du septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Pernille Klemp

HVAD ER DER I VEJEN?

Ja, der er faktisk en ret laber art deco-udstilling i tre etager på Vejen Kunstmuseum, der ligger blot få minutters gang fra byens togstation. Anledningen er 100-året for verdensudstillingen i Paris i 1925, hvor flere af de danske bidrag blev præmieret, og hvoraf mange i dag anses som hovedværker i dansk designhistorie. Art deco satte sit præg på boliger, teatre, biografer og hoteller, og vil du smutte en smuk tur tilbage i tiden, så stå af i Vejen.

Se mere på vejenkunstmuseum.dk

John Kørners monster-fortolkning. Foto: Gammelgaard

HELT MONSTRØS I HERLEV

Vi ser dem mange steder, selvom de måske ikke findes, vi taler om dem, og nogle drikker dem endda. På udstillingen ’Monster Monster’ på Gammelgaard i Herlev kan du se kunstnerne Christina Hamre, Fredrik Tydén, Henrik Plenge Jakobsen, John Kørner, Julie Nord, Rolf Nowotny og Sahar Jamili fortolke begrebet og fænomenet monstre i alverdens afskygninger. Der er fri entré.

Vises fra 14. september til 23. november. Se mere på gammelgaard.dk

Foto: PR

BRÆNDENDE KÆRLIGHED

Fra 5. til 21. september 2025 inviterer Golden Days på flirt, stævnemøder og romantik i en storstilet jagt på kærlighedens mysterium med over 300 arrangementer i København – fra koncerter, byvandringer, stævnemøder og filmvisninger til fællessang, quizzer og omvisninger. Tag for eksempel med til kæmpe globryllup på et vikingeskib, tag til heartbreak-musikbanko, eller dans natten sort med din udkårne til gadefest.

Se mere på goldendays.dk 

Kristian Mainz. ’Dykkende sule’. Foto: Ole Friis

BEVINGET KUNST

Johannes Larsen Museet i Kerteminde har rakt op mod himlen og ud til over 400 danske og internationale kunstnere for få deres bud på nutidig fuglekunst. Ud af 1.450 indsendte værker har museet udvalgt 69 værker i forskellige kunstneriske genrer, der alle er skabt fra 2002 til 2025 og dermed giver et kalejdoskopisk indblik i vores forhold til naturen – og dens fuglekald.

’Fugl 2025’ åbner 13. september og vises til midt i januar 2026. 

Francis Picabia, ’The Washer-women’, 1949, SMK. Foto: SMK

GALE STREGER

Centre Pompidou i Paris lukker snart ned i årevis på grund af en omfattende renovering, men er du til surrealisme og streger ud over det sædvanlige, kan du fra 13. september på Statens Museum for Kunst gå om bord i tegninger af blandt andre Salvador Dalí, André Masson og Méret Oppenheim, udlånt fra det franske museum. Udstillingen ’Surrealisme på papir’ indeholder også masser af tegninger fra danske malere og surrealister som Wilhelm Freddie og Franciska Clausen.

Se mere på smk.dk 

Foto: ©Yinan Liu /UPY 2025

SVØMMENDE PLETSKUD

Den Blå Planet på Amager tager et ekstra dyk under overfladen med fotoudstillingen ’Underwater Photographer of the Year 2025’, hvor du kan se de bedste undervandsfotos fra hele verden. Nyd de mange fotos af for eksempel babyhvaler, kæmpesvinefisk og fascinerende hajer. Vinderbillederne, der er udvalgt blandt over 7.000 indsendte fotos, vises indtil 31. oktober.

Se mere på denblaaplanet.dk

 

/

Flaskens ånd

En pludselig stigning i salget af Jolly Cola vidner om signalværdien af, hvad vi hælder i os. Og det er ikke første gang, politiske spørgsmål har fået danskerne til at sige Jolly til deres cola. Vi skænker et overblik over den dansk-amerikanske colahistorie, så du kan snakke med til havefesten.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Foto: Walther Månsson/ Ritzau Scanpix

DU ER MÅSKE stødt på dem i supermarkedet. Folk, der render rundt med flueben i øjnene, et tilfreds drag om munden og favn og indkøbskurv fuld af Jolly Cola. Ja, måske er du faktisk selv en af dem, der har taget bestik af tiden og hamstret den danske colavariant til en truende belejring, forsyningskrise eller konfirmationsfest. 

I takt med at Trumps Grønlands-trusler, toldsatser og transatlantiske tilsvininger har sat amerikanske varer længere og længere ind i skammekrogen, er stadig flere nemlig kommet i tanke om det ærkedanske colaalternativ, der ellers var faldet en del støv på i de seneste årtier. 

Og det har kunnet mærkes hos Bryggeriet Vestfyen, hvor travlheden for alvor indfandt sig, efter at man i februar relancerede Jolly Cola i en ny, granatbuttet 33-centiliters plastikflaske – en slags dåsealternativ, bare med skruelåg.

Flaskerne blev revet væk på to dage, og senere meldte både Rema, Coop og grænsebutikken Fleggaard om gevaldige spring i Jolly-omsætningen. Alt i alt solgte Vestfyen i løbet af årets første måneder 70 procent mere end sidste år af såvel blanke, røde coladåser som de små plastflasker. Og på bryggeriet i Assens kaldte medvinden alle mand på dæk.

”Nærmest hver dag har vi været nødt til at ændre vores produktionsmål på grund af de ordrer og henvendelser, vi har modtaget. Vi har opskaleret bemandingen, i perioder har vi arbejdet i døgndrift, og vi har permanent ansat flere hænder,” fortæller senior brand manager Thomas Lindegaard.

BRAND MANAGEREN GAV sig til at overveje, hvad der kunne få den vaniljesorte læskedrik med de varme noter af nellike, kanel og appelsin længere frem på hylderne og i forbrugernes bevidsthed, allerede inden han blev ansat hos Vestfyen. 

For fem år siden skrev han nemlig kandidatopgave i erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet og brugte Jolly Cola som case. Dengang satte han fingeren på det måske største problem, distributionen: Jolly Cola var ikke længere fast sortiment i alle supermarkeder, kiosker og minimarkeder, muligvis fordi varemærket havde hvilet lidt på laurbærrene. I hvert fald var der brug for at ruske op i det og markedsføre det til en ny generation. 

”Jolly har levet lidt på fordums styrke. Vi var nødt til at finde ud af, hvor brandet er i dag, og gøre det mere nutidigt, moderne og relevant,” siger Thomas Lindegaard, der som brand manager har fået foretaget et såkaldt landscape study for at afsøge dale og bakketoppe i forbrugernes opfattelse af Jolly Cola.

”Vi fandt ud af, at danskhed er brandets stærkeste egenskab,” siger Thomas Lindegaard, der havde i sinde at slå på netop danskheden i en ny reklamekampagne, allerede inden den amerikanske præsident hen over foråret i galopperende tempo gjorde sit lands eksportprodukter non grata kloden over – hvilket kun gjorde det endnu mere oplagt at bruge fjendebilledet i promoveringen.

Så i foråret rullede omtrent 30 bybusser rundt i Danmark pakket ind i reklamebannere med budskabet ’Helt specielt dansk’, hvor en cowboyhat blev stillet over for en klaphat, og de to hovedbeklædninger scorede henholdsvis 0 og 100 procent i danskhed.

For så vidt at Thomas Lindegaard efterfølgende fik henvendelser fra både danske og udenlandske medier, der ville høre mere om ideerne bag, opfatter han kampagnen som vellykket.

”Med danskheden som fundament forsøgte vi at tage noget samfundsrelevant og gribe det an med Jolly’sk kant. Vi er måske det eneste brand, der kan tillade os dét,” siger han. ”Nu er Jolly igen et modspil.” 

Mimersgade, København, 1973. Foto: Mogens Falk-Sørensen/Københavns Stadsarkiv

DET ER NÆSTEN umuligt at sige Jolly uden at nævne den oprindelige coladrik, der blev opfundet i Atlanta i 1886 af den amerikanske farmaceut John S. Pemberton og markedsført som et opkvikkende, kulsyretilsat medikament, der dengang også indeholdt lidt kokain, deraf navnet Coca-Cola. Drikken, der siden hen blev så udbredt, at dens varemærke i dag ofte vurderes som verdens mest genkendelige, var dog længe om at slå igennem herhjemme. 

I Danmark fik Wiibroe i Helsingør og bryggeriet Premier i Esbjerg i 1935 licens til at producere drikken på basis af amerikansk colakoncentrat fremstillet efter en tophemmelig opskrift med det mystiske navn ’7x’. Men danskerne tog ikke rigtig colaen til sig, og modstanden i bryggeribranchen mod den importerede læskedrik var til at tage og føle på. 

Historikerne Klaus Petersen og Nils Arne Sørensen nævner i deres artikel ’Tørstens allerbedste ven – Colaens danmarkshistorie fra 1930’erne til 1960’erne’, at Wiibroe blev idømt en bøde af Bryggeriforeningen for at have overskredet reglerne for markedsføring, efter at bryggeriet havde uddelt 1.500 af de kurvede colaflasker gratis til teglværksarbejderne på Teglholmen og værftsarbejderne hos B&W. Den tyske besættelse besværliggjorde gennembruddet yderligere, Coca-Cola trak alle medarbejdere hjem fra deres København-kontor, det blev sværere og sværere at få leveret det essentielle koncentrat, og i 1942 stoppede produktionen i Danmark helt. 

Men på ryggen af amerikanske soldaters succes-rige fremtog under befrielsen af Europa prøvede Coca-Cola-koncernen endnu en gang at vinde terræn efter krigens afslutning. I Frankrig mødte forsøget modstand fra kommunister og vinbønder tillige, der advarede mod coca-colonisering og kulturelt forfald og – forgæves – forsøgte at få drikken forbudt. I Sverige blev Coca-Cola en kortere overgang helt forbudt på grund af indholdet af fosfor og koffein – måske spøgte frygten for kokainen fra drikkens tidlige år. I Danmark var forhindringen i første omgang efterkrigstidens sukkerrationering, siden fulgte en colaafgift, der skulle værne om salget af mineralvand og øl – navnlig sidstnævnte.

”Skulle disse coladrikke finde udbredelse her i landet, vil det formentlig gå ud over ølsalget og derigennem ikke blot over bryggerierne, men også over statens finanser, for hvilke ølsalget jo er en meget betydelig kilde,” udtalte finansminister Thorkil Kristensen (V) i Landstinget i 1953, efter at et stort set enigt Folketing havde vedtaget en afgift på én krone pr. liter på alle coladrikke. I modsætning kunne andre læskedrikke nøjes med en afgift på 12 øre literen.

SELVOM AFGIFTEN gjaldt alle cola-drikke, også eventuelle danske alternativer, opfattede Coca-Cola Company det som klar protektionistisk, anti-amerikansk lovgivning. Atlanta-giganten tog spørgsmålet op med sin regering, der blev anmodet om at lægge pres på Danmark, og i 1954 indgav den amerikanske ambassade i Danmark en række protestnoter til det danske udenrigsministerium. I de kommende år blev protesterne gentaget, mens repræsentanter for Coca-Cola blev sendt i byen for at pointere i danske medier, at Danmark var det eneste land i Vesteuropa med sådan en politik. Folketinget holdt dog fast i det, der i folkemunde blev kendt som Coca-Cola-afgiften. I den danske presse kørte debatten for og imod, og blandt andet afholdsbevægelser og frihandelsfortalere argumenterede ligeledes for en afskaffelse. 

I 1959 var sammenholdet i Folketinget feset ud, og 1. juli samme år ophørte colabeskatningen. Tidligere samme år, hvor alt tydede på, at det ville gå den vej, stiftede en sammenslutning af 18 danske bryggerier med Carlsberg og Tuborg i front aktieselskabet Dansk Coladrik. Samarbejdet perfektionerede en formular, der skulle stå klar til modstandskamp på flaske, når den karakteristiske Coca-Cola-flaske (der angivelig var formgivet med Mae West som forbillede) lige om lidt vendte tilbage på det danske marked. Man skulle selvfølgelig også finde på et navn til det danske colahåb, og både Silver Cola og Happy Cola var oppe at vende – endda også Ola Cola, som jurister i gruppen mente nok ville kunne holde vand efter et eventuelt sagsanlæg fra Coca-Cola Company. Til sidst faldt valget dog på Jolly Cola.

Da det blev sommer, colaafgiften lettede, og landet på ny kunne læske sig med den rødbrune, koffeinholdige drik, købte danskerne allerede første måned ni millioner flasker Jolly Cola, mens Coca-Cola, der foreløbig udelukkende produceredes på Sjælland og hovedsagelig blev solgt i København, ’kun’ solgte fem millioner flasker. 

Efter første år havde Jolly Cola en andel på over 10 procent af læskedrikmarkedet og var væsentlig større end sin amerikanske konkurrent.
I kølvandet på Jolly brusede en række mindre, danske colamærker såsom Pari-Cola, Skt. Pauls Cola og Vebo Cola frem rundtom i Danmark, men Jolly forblev det danske alternativ, selvom danskheden ikke var et salgsargument i reklamerne dengang. Coca-Cola voksede dog støt, mens coladrikke generelt fyldte stadig mere i danske drikkeglas op gennem 60’erne og 70’erne. Alligevel tegnede Jolly Cola sig stadig i de årtier for omkring 40 procent af alt colasalg, mens Coca-Cola lå lige over 50 procent, og de små, lokale colabryggerier opsugede resterne.

”Jeg skrev om det søde liv, men man må ikke nævne noget om sukker i forbindelse med Coca-Cola. Jeg kaldte den sort champagne, og man må ikke nævne noget om alkohol.”
Knud Romer, forfatter

1976 LANCEREDE Jolly sloganet, der for mange stadig hænger ved i dag – ’Sig Jolly til din cola’ – og omkring Vietnamkrigens afslutning var Jolly stadig et populært anti–amerikansk forbrugervalg. Men rundt om hjørnet, i 80’erne, lurede en ny-popularisering af amerikansk kultur – og nedgangen for Jolly. Som daværende Jolly-marketingchef Hans Clausager i 1989 udtalte til Berlingske Tidende: ”En god Vietnamkrig ville være gefundenes Fressen for os nu.”

Amerikanske Pepsi var kommet til på det danske marked og havde gang i sin egen aggressive globale markedsføringskrig mod Coca-Cola. Samtidig begyndte Carlsberg at købe sig ind i firmaet Dadeko, der stod for den danske produktion af Coca-Cola, og sideløbende dalede Carlsbergs interesse for at holde Jolly sprudlende. Da Carlsberg i 1992 helt opkøbte Dadeko, marginaliseredes Jolly-brandet yderligere. Og selvom en dugget Jolly-flaske og fotomodel Tina Kjærs ”to modne frugter” i en hed og humoristisk biografreklame samme år ramte danskerne i både gane og lattermuskler, fortsatte nedgangen, indtil Carlsberg i 1997 solgte Dansk Coladrik A/S videre til bryggeriet Albani, der dog ikke formåede at bremse nedturen, heller ikke med et dyrt sponsorat for det danske kvindelandshold i håndbold. Det var i denne periode, at Jolly forsvandt fra hylderne hos blandt andet FDB på grund af det sløje salg. 

I 2003 overtog Bryggeriet Vestfyen produktionen og den svindende markedsandel, der i dag ligger på omtrent én procent af colasalget. Og selvom den nye fremgang kun repræsenterer en krusning i markedet, er der for Vestfyen og for Thomas Lindegaard tale om et ocean af opgang. Det eneste, der ærgrer senior brand manageren midt i al succesen, er, at man kunne have taget et endnu større spring end de i skrivende stund 70 procent, hvis man ikke var kommet i flaskehalsproblemer.

”Jeg tror, vi kunne have firedoblet omsætningen, hvis vi ikke var løbet ind i forsyningsvanskeligheder,” siger Thomas Lindegaard.

”Men det har været en udfordring i forhold til emballage. I forhold til at have flasker nok.”

COLA-KOLOSSER

De 18 bryggerier Carlsberg, Tuborg, Stjernen, Wiibroe, Kalundborg Bryggeri, Slagelse Bryghus, Nykøbing F Bryghus, Svendborg Bryghus, Carlsminde, Vestfyens, Slotsmøllens Fabrikker, Ceres, Odin, Albani, Thor, Aalborg Aktie-Bryggerier, Vendia og Thisted Bryghus stiftede i 1959 Dansk Coladrik A/S, der stod klar med Jolly Cola ved colaafgiftens afskaffelse.

Heroverfor stod firmaerne Dadeko samt Willian & Madsen, der aftappede og solgte Coca-Cola på licens henholdsvis øst og vest for Storebælt. De to sidstnævnte fusionerede i 1980 og blev i 1992 opkøbt af Carlsberg.

”HVAD SKAL DET gøre godt for?” svarer forfatter og forhenværende reklamemand Knud Romer på spørgsmålet om, hvorvidt han kunne finde på at droppe sin daglige halvanden liter Coca-Cola til fordel for et dansk alternativ.

”Jeg kan meget godt lide Jolly Cola. Jeg synes, den smager skidegodt. Harboe kan rende og hoppe, og Pepsi hader jeg som fanden. Jolly er et fint alternativ til Coca-Cola, men når det kommer til stykket, bliver begge dele jo produceret i Danmark. Så kan det godt være, der bliver sendt lidt avance frem og tilbage til USA, men altså, det gør ikke fra eller til.”

Knud Romer forelskede sig i Coca-Cola, da han første gang satte en flaske for munden i sin barndom på Falster. Ud over vanilje, citron og karamel smagte den mørke eliksir af ungdomsoprør the American way.

”Flowerpower, det søde liv, fællesskab.”

Siden har forfatteren næret stærke følelser for Coca-Cola, og på den ene eller anden måde misser han sjældent en lejlighed til at lovprise drikken, når han medvirker i interview.

”Det er noget pjat, selvfølgelig. Jeg kan også godt lide kukure og mekaniske tog,” siger Knud Romer, der i sin tid som reklamemand en overgang arbejdede med Coca-Cola i Norden og drømte om at lave en pendant til den gyldne billet i børnebogsklassikeren ’Charlie og chokoladefabrikken’, hvor fundet af en enkelt kapsel på en enkelt flaske ville udløse, ikke et besøg hos Coca-Cola, men udbetaling af de 80 millioner, som Knud Romer forvaltede i sit markedsføringsbudget. 

”Som en stakkels fattig flaskedreng så kunne finde og sende tilbage til Pakistan eller noget. Men det må man ikke ifølge markedsføringslovgivningen,” siger Knud Romer.

FORFATTEREN HAR SELV oplevet sit eget lille Coca-Cola-eventyr. I forbindelse med Coca-Colas 125-årsfødselsdag i 2011 sendte han et brev til Coca-Cola Company, hvor han udtrykte sin ”uendelige kærlighed” til sodavanden.

”Det lyder måske fantastisk, men Coca-Cola har fået mig op af sengen og trukket mig gennem studierne og holdt mig ved selskab i endeløse nætter, hvor jeg sad alene og skrev og drømte om at blive forfatter, og sådan har jeg det stadig,” skrev han blandt andet i sin tekst, der endte med at blive sat op i colaflaskens ikoniske svungne kontur, hvid skrift på rød baggrund, på en plakat, der indgik i fødselsdagskampagnen. Inden da havde teksten dog været en tur over Atlanten til godkendelse.

”Jeg brød nogle af reglerne. Jeg skrev om det søde liv, men man må ikke nævne noget om sukker i forbindelse med Coca-Cola. Jeg kaldte den for sort champagne, og man må ikke nævne noget om alkohol. Men de godkendte den sgu. Det var bingo,” siger Knud Romer, der som tak modtog en dåse fra firmaet med påskriften ’Share a Coke with Knud’, angivelig den eneste af sin slags i verden.

Dåsen blev ikke drukket, men gemt på hylden, indtil relikviet for et par år siden ved et uheld blev væltet på gulvet af en lysmand og eksploderede under en tv-optagelse i Knud Romers hjem til programmet ’Kender du typen’.

”Nu er der så kommet en ’Share a Coke with Knud’-dåse på markedet,” fortæller Knud Romer.

”Men det kan være lige meget. Jeg plejede at have den eneste.”

Men drømmen om frihed på flaske lever videre – som en slags omvendt sindbillede på Make America Great Again-bevægelsen.

”Coca-Cola er Elvis Presley og tyggegummi og liberale værdier. Alt det, USA ikke er længere. Men Coca-Cola Company ændrer ikke deres værdier, bare fordi en abe med håndgranater er kommet til magten.” 

/

Fanget i historien

Som teenager fattede Karoline Stjernfelt interesse for dramaet om Dronning Caroline Mathilde og livlægen Johann Struensee. Snart blev den unge serie-skaber suget ind i et univers af storladne slotte, seksuel skandale og sociale reformer. Nu, 13 år senere, er hun klar til at forlade 1700-tallet igen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Marie Hald

EN BRUN HEST ruller sig i støvet i sin fold og vrinsker. 

”Ha, hvor er den sød,” griner Karoline Stjernfelt.

Den hvide hest i nabofolden bliver inspireret og tager sig også et støvbad.

”Det er frederiksborgheste,” forklarer den 32-årige tegneserietegner med det korte, afblegede strithår.

Hun har taget Ud & Se med til Christiansborg Ridebane for at sætte en ramme om de sidste 13 år af sit liv, som har været viet til hvide parykker, hårdt korsetterede kavalergange og nogle af historiebøgernes vildeste hofintriger.

”Caroline Mathilde red også rundt på den slags heste, når hun tog sig en ridetur her overskrævs på hesten, iført herretøj – til stor forargelse for hoffet,” siger Karoline Stjernfelt, der blev inspireret til at lave en tegneserie om trekantsdramaet mellem kongeparret Christian VII og Caroline Mathilde og den tysk-danske læge Johann Struensee, da hun omkring eksamenstid i 3. g læste Per Olov Enquists roman ’Livlægens besøg’. 

”Den kunne være fed at lave som tegneserie, tænkte jeg. Jeg så ét bind for mig på 128 sider. Det skulle jeg nok kunne have færdig på et år.”

Inden hun fik set sig om, havde hun dog brugt over et halvt år alene på at læse op på epoken, sætte sig ind i persongalleriet omkring hoffet og undersøge, hvordan kongens København tog sig ud i sidste halvdel af 1700-tallet.

”Jeg tænkte, at jo mere nøjagtigt jeg genskabte København og de slotte, som udgjorde de menneskers verden, jo tættere kom jeg på virkelighedens 1700-tal, og des mere ægte ville mine hovedpersoner føles. Jeg kan godt lide, at det er et København, vi stadig kender. Når Caroline Mathilde bliver arresteret, er det foregået lige her på Slotsholmen. Det minder læseren om, at det er vores fælles historie. At de var lige så virkelige, som vi er.”

I FULDT TRESPRING

Karoline Stjernfelt

32 år. Født i København. Uddannet fra Serieskolan i Malmø.

Debuterede i 2015 med ’I morgen bliver bedre 1: Kongen’. I 2020 kom ’Dronningen’, og i år trilogiens sidste bind, ’Lægen’.

Hædret med Pingprisen, Kulturministeriets Illustratorpris og Claus Deleuran Prisen og støttet af Statens Kunstfond.

Indtil 24. august kan man se en udstilling om trilogien på Kunsthal Augustiana ved Augustenborg Slot.

DA DET VAR tid til at forlade Serieskolan i Malmø, hvor Karoline Stjernfelt tilbragte årene efter gymnasiet, stod hun med kun 18 sort-hvide sider. Og ingen SU.

Så hun fik sig et arbejde i tegneseriebutikken Faraos Cigarer og en tegnestueplads i København, hvor hun knoklede, inden hun mødte i butikken, og strøg ned om aftenen, når hun havde fri. Imens voksede og voksede værket. Da serien var over 300 sider, og hun langtfra syntes, hun var i mål, besluttede hun, at hun havde brug for en trilogi for at komme af med alt, hvad hun havde på hjerte. 

”I starten troede jeg, at det mest skulle handle om Struensee. Han er mærkelig, farverig, kompliceret. Men så endte jeg med at blive megainteresseret i kongeparret, det hele voksede, og der kom mange forskellige temaer ind.”

At en trilogi så passede med et bind til hver af dramaets tre hovedpersoner – kongen, dronningen og lægen – kunne næsten virke som en velovervejet plan. Og da hun i 2015, efter tre års energiudladning, debuterede som serieskaber med første bind af ’I morgen bliver bedre’, fik hun gode anmeldelser, branchens fineste priser – og et digert materiale at vedlægge sine fondsansøgninger.

MED STØTTE OG anerkendelse kunne man tro, at der kom mere ro over arbejdet. Men de næste år blev hårdere endnu, for nu, hvor hun ikke havde andet at lave, følte hun, at hun skulle bruge alle sine vågne timer på bind nummer to – der selvfølgelig også hurtigt fik vokseværk.

”Jeg var 19, da jeg gik i gang med første bind, som blev til på ren energi. Men jeg havde aldrig fået noget system, jeg havde aldrig fået nogen sunde rutiner. Så da jeg havde været i gang med toeren i fire år, gik jeg ned med stress.”

Karoline Stjernfelt trak stikket og kiggede ud i luften, indtil hun fik det bedre, og da hun var klar igen, søgte hun om et arbejdsophold på Animationsskolen i Viborg, hvor hun på sit lille værelse i den gamle kasernebygning boede dør om dør med 8-9 andre animatorer og tegneserietegnere fra hele verden. Da opholdet var ved at være ovre, havde corona lige indfundet sig, hele verden stod stille, og der var ingen, der var klar til eller interesserede i at overtage værelserne. Så skolen gav dem lov til at blive hængende.

”Vi var under 10 mennesker, havde vores egen boble, spiste brunch og holdt dansefester i parkeringskælderen. Da jeg kom hjem, havde jeg en færdig tegneserie. Det var det bedste år af mit liv,” siger Karoline Stjernfelt.

Nu ventede tredje og sidste bind, og hun var endnu ikke nået til det, man kalder Struensee-perioden, som er den periode i danmarkshistorien, hvor Struensee bliver forfremmet til såkaldt kabinetsminister og kan udstede ordrer i kongens navn og egenhændigt gennemføre en række radikale sociale reformer. En sammensværgelse mod Struensee anført af enkedronning Juliane Marie, Christian VII’s stedmor, sætter en stopper for eksperimenterne, Struensee ender hovedløs på Øster Fælled, Caroline Mathilde dør tidligt i sit ufrivillige eksil i tyske Celle, og Christian VII’s sindslidelser eskalerer.

PRAGT OG SKAM – 3 ENEVÆLDIGE SLOTTE

”Christiansborg er brændt to gange. Det, vi kender i dag, er tredje version. Det første Christiansborg var enormt. Resten af byen lå nærmest betuttet rundt-om, og selve størrelsen fortæller noget om, hvor meget af byen der var dedikeret til slottet, hvem der var vigtig. Hele byen handler om det slot og det hof. Vi har en idé om, at alle konger op til 1800-tallet i hele Europa kunne gøre nærmest, hvad de ville. Men de fleste andre steder var de begrænset af noget adel og noget parlament. Et ægte enevældeprincip var ret unikt for Danmark.”

”Amalienborg var ikke oprindeligt kongens residens, men blev bygget til fire adelige familier. De fire palæer blev placeret rundt om den franske billedhugger Salys rytterstatue af Frederik V, der kostede mere end alle fire palæer. Det vil sige kongen i midten og adelen rundtom. I lige linje har du så Marmorkirken – dengang kaldet Frederikskirken – der holder øje med dem alle. Det er et verdensbillede. Som Mærsk Mc-Kinney Møller færdiggjorde i den anden retning – Operaen ligger på den samme arkitektoniske akse.”

”Hirschholm lå på en ø i Hørsholm Slotssø. Her tilbringer Caroline Mathilde og Struensee en jubel-sommer i 1771, men da de tager hjem i efteråret, er folkestemningen vendt imod dem. Det skal have været et storslået slot med springvand indeni, men kongefamilien brugte det aldrig mere efter den sommer. Det blev revet ned, da man skulle bruge sten til et nyt Christiansborg, efter det første brændte i 1794. Folk har kaldt det ’slottet, der døde af skam’. Men det var nu også bygget på et dårligt fundament og stod og sank stille og roligt i søen.”

Så der var nok af ramasjang at fylde albumsiderne med, men Karoline Stjernfelt var nødsaget til at se bort fra mange begivenheder, da sidetallet sprang op over de 260. For eksempel et tidligere fejlslagent kupforsøg mod Struensee udtænkt af hans ven ved hoffet Enevold Brandt. Der var også mindre vigtige, men farverige begivenheder, såsom Christian VII, der sætter ild til en af Caroline Mathildes hunde.

”Jeg tænkte: Det skal da med! Det er et fantastisk billede, fordi det er så forfærdeligt. Men det gjorde ikke noget for historien,” siger Karoline Stjernfelt, der efter endnu fem års arbejde og endnu en presset slutspurt udgav sidste bind i sin trilogi i maj i år.

Du har tilbragt i alt 13 år sammen med dem. Kan man godt blive træt af sine karakterer efter så lang tid i deres selskab?

”Generelt har jeg haft det skidesjovt. Men der var et tidspunkt mod slutningen, hvor jeg glædede mig til, at Struensee skulle have hovedet hugget af – ha ha – fordi han var så svær at skrive frem. Der er så mange ting, han gør, hvor man tænker: Hvorfor i alverden gjorde du det? Han gør sig uvenner med kirken, med militæret, med adelen. Han tænker, at målet helliger midlet, at folk vil ende med at kunne se, hvor gode hans ideer er. Men folket sidder derude og føler sig fuldstændig kørt af sporet. Folk hader Struensee. Han er ikke engang adelig, hvordan har han gjort sig fortjent til magten? Samtidig har han et forhold til dronningen, som han intet gør for at skjule. Jamen altså, kan du ikke selv se, at det er dumt?” 

Nu har du levet i 1700-tallet hele dit voksne liv. Har du nogle ideer om, hvad epoken har af relevans for os i dag?

”Jeg gik jo ikke i gang med det her værk på grund af 1700-tallet og oplysningstiden. Jeg gik i gang på grund af det personlige drama. De almenmenneskelige følelser. Kongeparrets ensomhed, kongens psykiske sygdom, Struensees ekstreme idealisme, Caroline Mathildes kærlighed. Jeg så det som en græsk tragedie,” svarer Karoline Stjernfelt afværgende, suger luft ind og stirrer gennem sine spejlglassolbriller hen over ridebanen, de dovne heste og videre hen mod Christiansborg. 

Hun har fået spørgsmålet før og slår sig lidt i tøjret, inden hun udlægger sit værks skolemæssige nytte-værdi. Men hun skal ikke lede længe efter svaret.

”Hvis der alligevel er noget, vi kan lære af historien, så er det, at mange af de ting, vi tager for givet i dag, ikke er kommet ud af ingenting. Vores samfund er bygget på ytringsfrihed og andre principper, som folk har kæmpet for og i Struensees tilfælde er død for. Han foreslog, at kirken skulle blande sig uden om, hvad du laver i dit ægteskab – eller udenfor. Han gennemførte, at politiet ikke bare kunne trænge ind i dit hjem uden en kendelse. I datiden syntes almindelige folk, det var sindssyge ideer. Ting, der virker som universelle i dag, er rettigheder, vi giver os selv som samfund. De er ikke kommet gratis. Og de kan fjernes igen.”

Det kan se ud, som om du er debuteret med dit livsværk. Hvad skal du nu?

”Jeg kan godt mærke, jeg er lidt i fødselsdepression. Jeg har haft mit eget dukkehus i min hjerne, som jeg har kunnet gå rundt i og omarrangere og placere alle mine følelser i. Det har været skønt. Og det har også taget overhånd. Nogle gange har det fyldt mere end mit virkelige liv. Så nu skal jeg slappe lidt af. Få mig nogle bedre arbejdsvaner. Men den næste obsession venter om hjørnet. Jeg har selvfølgelig fået mange ideer, mens jeg var i gang. Også til historiske værker – desværre.”

/