Nadia Kløvedal Reich voksede op blandt forfattere, kunstnere og søfarere i et af landets berømteste kollektiver. På godt og ondt er hendes livshistorie
viklet ind i 70’ernes store sociale eksperiment. Nu bliver årtiets frihed og svigt, drømme og utilstrækkelighed vakt til live på en scene nær dig.
NADIA KLØVEDAL REICH havde ét ønske, da hun og hendes tre halvsøskende i 2005 sad til en samtale med præsten om, hvad han skulle lægge vægt på i sin begravelsestale for deres far:
”Du skal tale om hans manglende nærvær som far,” sagde hun.
Det interesserede kun præsten i ringe grad. Han var optaget af Ebbe Kløvedal Reichs lange og indflydelsesrige virke som forfatter, redaktør, politisk debattør med mere – og privatpersonen Ebbe endte med at fylde forsvindende lidt i præstens tale.
Oplevelsen afspejlede, hvad Nadia Kløvedal Reich havde levet med siden sin barndom.
Blandt meget andet udgav Ebbe Kløvedal Reich i årenes løb over 50 bøger, han engagerede sig i bevægelsen mod Vietnam-krigen, delte en politisk chillum med Klaus Rifbjerg og andre på trappen foran Kulturministeriet, vandt De Gyldne Laurbær for sin historiske roman ’Fæ og frænde’, var i en periode medlem af Radikale Venstre, stillede i 1990 op til Folketinget for Enhedslisten og antog hen ad vejen et grundtvigiansk-religiøst livssyn.
I offentligheden var han en skikkelse, der inspirerede og fyldte noget for rigtig mange danskere, men på hjemmefronten var han ofte fjern. Fordybet i sine skriverier, forsvundet med en af sine utallige kærlighedsaffærer eller langt væk i drømmeland, når han sov den ud efter en sen aften med joints og festligt lag i kollektivet Maos Lyst.
”Ebbe var et paradoks. Jeg husker fra min barndom, at han kunne stå og tale til 1.000 mennesker fra en talerstol. Og bagefter kom alle hen og fortalte mig, hvor forbundne de følte sig med ham. De kunne virkelig identificere sig med ham og det, han sagde. På afstand kunne han skabe en helt magisk fornemmelse af, at vi mennesker hører sammen og er forbundet af de samme tanker. Men når det kom til det helt nære, var det svært for ham,” siger Nadia Kløvedal Reich.
BLOMSTERBØRNS BARN
Nadia Kløvedal Reich, 59 år. Datter af forfatter Ebbe Kløvedal Reich og kunstner Alice Møller Kristensen. Uddannet sociolog.
Forfatter til erindringsbogen ’Det bedste man kan sige’ fra 2023. Har blandt andet været forstander på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og fiktionschef i DR.
FOR TO ÅR siden udkom hun med bogen ’Det bedste man kan sige’, hvor hun skildrer opvæksten på tværs af Hellerup-kollektiverne Nordkrog, Maos Lyst og Hundrede Blomster. Skrivemaskinerne klaprede, utopier blev diskuteret over middagsbordet, og der var lys og flaskeklirren til sent i de tre kreative venstreorienterede brohoveder, der lå så tæt på de ellers pæne, borgerlige villaveje og havde så overlappende og flydende en beboermasse, at de blev kaldt for ’Landsbyen’.
Mens Ebbe Kløvedal Reich flytter ind i Maos Lyst noget tid efter bruddet med Nadias mor, får moren – kunstner Alice Møller Kristensen – adresse i Nordkrog.
På det tidspunkt er Nadia fire år gammel. Begge forældre er kreative, produktive, seksuelt højaktive væsner med appetit på tidens frie kærlighed, men ingen af de to kvalificerer sig til nogen omsorgsmedaljer.
I den lettere ende skildrer Nadia Kløvedal Reich, hvordan hun og mange af de andre børn ofte overlades til sig selv, mens de voksne arbejder, fester eller eksperimenterer med bevidsthedsudvidende stoffer. I princippet er kollektivernes idealistiske fællesskab fuldt af ’onkler’ og ’tanter’ – potentielle medforældre – men i praksis trækker mange voksne sig, når de kan slippe af sted med det. Mon ikke der er nogle andre i fællesskabet, der tager sig af det? Børn er ofte nogle, der skal afsættes – med enkelte undtagelser blandt nogle af de mest ansvarsfulde kollektiv-fædre og -mødre.
”Der var en behændig sammenhæng mellem de mere egocentrerede ting, de havde gang i, og den konstruktion, de havde skabt,” siger hun.
I den mere alvorlige ende af svigtskalaen figurerer en medfødt misdannelse mellem blæren og nyrerne, som Nadia Kløvedal Reich led af som barn. En læge, der bor i Hundrede Blomster, vurderer, at hun vil dø af nyresvigt som teenager, hvis der ikke gøres noget. Begge forældre er umiddelbart for berøringsangste til at handle på det, og det ender med at være morens kæreste Peter, der beslutter, at hun får den nødvendige operation. Situationen er langtfra ufarlig, og da Ebbe Kløvedal Reich i 11. time dukker op på hospitalet, lige inden operationen skal begynde, skæv, utilstrækkelig og lidt skamfuld, er det den syvårige Nadia, der giver ham løbepas.
”Du skal ikke være bekymret, jeg skal nok klare det, det lover jeg dig,” siger hun, og han giver hendes hånd et klem, inden han går ud ad døren igen.
Da hun vågner fra narkosen efter en vellykket operation, er det hendes mor og kæresten Peter samt Peters forældre, der står og smiler til hende og har blomster med. Hendes biologiske far er krøbet i skjul.
Gruppefoto i Maos Lyst. I midten ses Ebbe Kløvedal Reich. Foto: Privat
SOM TEENAGER FLYTTER Nadia Kløvedal fra ’Landsbyen’. Først bliver hun besætter, siden flytter hun ind i et kollektiv på Christiania og forfølger de idealer, hun er rundet af. Men efter en periode med for meget hash og en forslugen, grænsende til selvdestruktiv udforskning af sexlivet går hun ned med et angstanfald, konsulterer en psykiater og kvitter hashen. Som 16-årig rækker hun efter psykiaterens råd ud efter sine forældre. Hun skriver et brev til sin far, hvor hun insisterer på nye tider. Fra nu af vil hun have fødselsdagsmiddage og ferier ligesom i almindelige familier. Og i de kommende år forsøger han trods manglende organisatorisk talent at leve op til kravene – med størst held efter han kommer ud af en forsumpet periode og møder sin livsledsager Elise.
Igennem årene overvejer Nadia Kløvedal Reich med mellemrum at slå hånden af sin far. Men hun forbliver trofast igennem hans liv og hjælper Elise med at pleje ham i hans sidste tid.
”Jeg har altid haft en stor længsel efter at høre til. Jeg er et familiemenneske,” siger Nadia Kløvedal Reich, der, mens faren ligger for døden, begynder arbejdet med at rydde op i sit indre familiære kaos og forsøge at forstå, hvad det er for et eksperiment, hun har været en del af gennem sin opvækst.
Hun forsøger at gå ham på klingen i forhold til hans svingende nærvær, indleder dybe samtaler med moren og udbreder efterhånden kildematerialet igennem interview med andre af kollektivisterne og minutiøs læsning af de husmødebøger, der er gemt tilbage fra 70’erne.
”Jeg er uddannet sociolog og gik metodisk til værks, da jeg begyndte at skrive min erindringsbog. For at skabe modet til at skrive bogen startede jeg på en autofiktiv roman ud fra kildematerialet, men det blev hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville stå ved, at det var virkeligt. Stå ved, at det er min erindring om det, der skete.”
Foto: Privat
BOGEN, DER AF Politiken er blevet kaldt ”det kærligste karaktermord, man kan forestille sig”, udkom først næsten 20 år efter Ebbe Kløvedal Reichs død, men Nadia Kløvedal Reich er ikke i tvivl om, at hendes far ville have været tilfreds med den:
”Jeg er sikker på, at han ville have rummet kritikken. Han var ikke forfængelig. Han var altid optaget af det andet synspunkt. På den måde var han demokratiets mester. Jeg tror, han ville have sagt, at det var vigtigt at få min side af historien.”
Desuden har hun fået mange positive henvendelser fra farens gamle venner: ”De er kommet til mig og har fortalt, at nu har de læst min bog, de forstår tiden og relationen til deres børn på en ny måde. En har sågar skrevet et undskyldende brev til sin datter.”
Nadia Kløvedals hensigt har dog ikke kun været at belyse 70’ernes vildfarelser.
”Jeg havde samtidig en stor lyst til at se på, hvad den tid også kunne, til at udtrykke min kærlighed til den. Vi har levet en del år, hvor 70’erne har været udskældte. Dæmoniserede. Men der er også gode ting, som er værd at huske på. Vi har været igennem en lang periode, hvor individet har været i centrum. Ideen om, at du er din egen lykkes smed, har ført til mange af de udfordringer, vi står med i dag. Vi er i virkeligheden ikke noget i os selv, og hvis vi skal overkomme klimadagsordenen, er vi nødt til at forstå os selv i forlængelse af hinanden, blive interesserede i, hvad vi kan sammen, og give afkald på en masse hver især.”
DET ER IKKE kun på det globale plan, at Nadia Kløvedal Reich mener, at 70’erne trods alt har noget at lære os. Det gælder også helt ned i den enkelte families opdragelse, som i dag er endt i den modsatte grøft. Med barnet som centrum.
”I en tid med digitalisering, hvor børn ikke bare løber ned i gården alene eller over til naboen og leger, tror jeg, det er usundt at gøre børnene til omdrejningspunkt. I dag kan man have diskussioner om, hvorvidt et niårigt barn skal have lov til at cykle i skole. Selvfølgelig skal de det. De skal lige lære det, men derefter, så er det af sted. De når ikke at gøre sig nogen erfaringer. De når ikke at lære noget. Føle noget. De når ikke at blive bange. Blive vrede. Der er så stor opmærksomhed på dem. Der er altid nogle inde at mærke for dem, inden de når at mærke noget selv. Mine forældre har altid frisat mig, sagt: ’Du gør, hvad du skal. Vi gør, hvad vi skal.’”
Kan du fremhæve en episode, hvor du er blevet sat fri med en god og lærerig virkning?
”Jeg var lige startet i 9. klasse, boligsituationen var helt håbløs i København, og jeg blev del af en ungdomsbesætterbevægelse. En dag kom jeg hjem til min mor og sagde: ’Nu skal jeg besætte nogle huse.’ Så sagde hun: ’Det kan jeg godt forstå. Og jeg er sikker på, at du vil lære meget mere af det end af at gå i skole.’ Efterfølgende gik hun med ned på skoleinspektørens kontor og sagde, at nu ville hun overtage skolingen. Hendes hjemmeskoling bestod så i, at jeg gik ud og besatte huse.”
Og hvad lærte du af det?
”At indgå i et kaotisk fællesskab. Jeg lærte, at man gerne må have en drøm og en idé. Og at man kan føre den ud i livet, hvis man er i stand til at gå sammen med de rigtige mennesker om at realisere den.”
FORTÆLLINGEN OM ET NAVN
Ebbe Reich læste tit højt for børnene i Maos Lyst af ’Ringenes Herre’, hvorfra han i 1970 fik ideen til navnet Kløvedal. Tanken var, at alle, der identificerede sig med nogle fælles tanker, skulle kunne tage det, og en dag troppede en flok kollektivister op hos Civilretsdirektoratet for at tilkøbe navnet for tre kroner pr. næse. Heriblandt søfarer Troels Kløvedal.
Den eneste, der ikke kunne finde sin dåbsattest, var Ebbe Reich, så i årevis stod der Hans Ebbe Reich på rudekuverterne fra det offentlige. Da Nadia Kløvedal Reich var gravid med sit første barn, bad hun ham få det ordnet, så hun formelt kunne kalde sig Kløvedal.
”Jeg var kommet til at identificere mig med det navn,” siger hun.
Imidlertid var navneloven blevet ændret. Nu var navnet alene Troels Kløvedals, fordi han havde gjort det til hele sit efternavn. Derfor kunne man ikke uden videre tage det. Men Ebbe Reich protesterede så højlydt hos Civilretsdirektoratet, at de endte med at give ham dispensation til Kløvedal på den betingelse, at han nedskrev fortællingen om navnet til Rigsarkivet.
DA TEATERKOMPAGNIET Teatergrad først kontaktede Nadia Kløvedal Reich med et forslag om at opføre hendes bog, havde hun lidt svært ved at se for sig, hvordan det skulle lade sig gøre at indkapsle dens knap 300 sider og 50 års dansk kulturhistorie og levet liv i én aftens teaterforestilling. Men med den Reumert-belønnede dramatiker Thomas Markmanns mellemkomst er der kommet et manuskript ud af det, som tro mod forlægget veksler mellem barnet Nadia og den voksne Nadia, der forsøger at forstå sig selv, sin søgen og sin tvivl igennem sin fortid.
”Det er interessant at se nogen tage et greb på noget, man har arbejdet så længe på og er så bekendt med i alle detaljer. Fra starten gjorde jeg mig klart, at det bygger på min bog og ligger tæt opad, men at det er et teaterstykke i sin egen ret. Jeg skal ikke stå på mål for det, men jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at besjæle stykket,” siger hun.
Hun fortæller også, at det vigtigste succeskriterium for hende var, at skuespiller Brian Hjulmann kunne inkarnere hendes berømte far på en overbevisende måde.
”Det er Ebbe, folk havde en relation til. Det er ham, mange har meninger om og holdninger til. Hvis han ikke fungerer, fungerer stykket ikke, tænkte jeg. Min far var charmerende og generøs. Han havde stor autoritet i sin begavelse, men han var samtidig flegmatisk og kompleks. Jeg tænkte, at det måtte være svært at få alt det til at spille sammen i en karakter. Men allerede ved den første læseprøve tænkte jeg: ’Gud! Den unge Ebbe er til stede i det her rum.’ Også så meget, at jeg tænkte: ’Nu løber han med opmærksomheden.’”
Endnu en gang, fristes man til at sige.
Forestillingen ’Kløvedal – Det bedste man kan sige’ er på turné i hele landet frem til 11. oktober.
