Indlæg

Tv-værten udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:PR, Colourbox

SDR. FELDING

”Min familie og jeg flyttede hertil fra Herning, da jeg var 10 år. Den tryghed, der er i at vokse op i et lille samfund, hvor alle kender hinanden, har formet mig. Det første kys fik jeg i Sdr. Felding. Mange af min ungdoms erotiske oplevelser er foregået her, så både min krop og mit sind er formet af byen. På mange måder er jeg stadig bare Karen Marie og Bjarnes søn fra Sdr. Felding.”

RØRVIG

”Tidligere kendte jeg kun Rørvig som en reference fra en gammel Lex & Klatten-sang. Men jeg må sige, at byen og hele området har betaget mig. Jeg er kommet der de sidste 15 år i min svigerfamilies sommerhus, og jeg nyder især de mange sommerdage ved vandet, i kajakken eller på SUP-boardet. En løbetur om morgenen rundt i Rørvig, inden den rigtig er vågnet, og et dyp i havet bagefter er den bedste måde at starte en sommerdag på.”

 HUMLEBY, KØBENHAVN

”Jeg har altid elsket det her gamle rækkehuskvarter i København. I sig selv står det som et levn fra fortiden midt i en by, der er i evig forandring. Jeg er så privilegeret at bo lige midt i det. Jeg holder af at se årets gang i Humleby, og det bedste, jeg ved, er, når sneen har lagt sig som et hvidt tæppe, for så ligner det ganske enkelt mere et julekort, end de fleste julekort gør.”

Thomas Skov, 36 år, journalist, tv-vært og forfatter. Aktuel med ’Snip snap snork – Julehistorier fra Sovgodtersgade’, som han har skrevet sammen med Martin Sommer og sin kone Emilie Bruhn. Politikens Forlag. 

Forfatteren og musikeren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nilas RD, Colourbox

ASSISTENS KIRKEGÅRD, KØBENHAVN

”Jeg bor tæt på og kommer flere gange om ugen på kirkegården, der har været fast kulisse i mit liv. Jeg har været på dates og gået fra kærester her, mine skilsmisseforældre overdrog mig ofte her som barn, og det var her, min far, da jeg var otte år, spurgte mig, om jeg ville med til Iran på sommerferie. Det lød som et eventyr, men endte med at blive til en slags bortførelse.”

LILLEBÆLTSBROEN

”Jeg holder foredrag og underviser i rap og kommer meget rundt i Danmark. Toget er blevet en slags kontor, men jeg kigger altid op, når jeg passerer Den Gamle Lillebæltsbro, hvor man får sådan et fint overblik over et af de smukkeste landskaber i landet.”

HELLIGPEDER, BORNHOLM

”Sidst jeg var på Bornholm, opdagede jeg ved et tilfælde dette lillebitte fiskerleje, en hemmelig lille plet på turist­øen, hvor det er, som om tiden er gået i stå, og bådene vipper filmisk op og ned.”

Shahin Aakjær, 32, er forfatter, musiker, rejseleder og medstifter af sitet altom­iran.dk. Han er aktuel med den selvbiografiske bog ’Verdensbarn – Kan man bortføre sin egen søn?’

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DET SYDFYNSKE ØHAV 

”Jeg kommer selv fra Fyn og elsker naturen, stemningen og fællesskabet på Ærø, Skarø og de andre små sydfynske øer, som har plads til langsommelighed om vinteren og blomstrer af aktivitet og kultur om sommeren. Til sommer skal jeg selv være gæst til festivalen Avernax på Avernakø.”

PUMPEHUSETS BYHAVE, KØBENHAVN

”Jeg bor i København og har brugt mange sommeraftner her med øl, kulørte lamper i træerne og glade mennesker. På den udendørs scene kan man opleve ny, inspirerende musik helt gratis, så jeg tager ofte derhen helt spontant.”

SYDHAVNSTIPPEN, KØBENHAVN

”Jeg har øvelokale lige i nærheden, og når jeg skriver sange, kan jeg godt lide at gå en tur og få inspiration. Midt i byen er her rå, selvgroet natur, små kunstinstallationer, åben himmel, luft, havudsigt og alpakaer.”

Terese Skovhus, 33, laver dansksproget musik under kunstnernavnet Terese. I marts udgav hun ep’en ’Sjælens lommer’.

Skuespilleren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sissel M. Abel

DEN RØDE PLADS, KØBENHAVN

”Jeg bor i Brønshøj, og der er ikke langt til Nørrebro, hvor jeg går i træningscenter eller mødes med folk til kaffe. Det er Københavns mest diverse kvarter, hvor hudfarver, faggrupper og socialklasser blandes – og et inspirerende sted at gå tur, hvis jeg arbejder med at skabe en karakter.”

HARESKOVEN, SJÆLLAND 

”Jeg er opvokset i Ballerup, lige op ad skoven, uden at værdsætte den specielt. Med tiden har naturen fået større værdi for mig, og med sine kæmpe træer er den god at gå rundt i, når jeg har brug for at reflektere og tænke kreativt. Eller bare for en pause, hvor jeg ikke skal præstere.”

GLYPTOTEKET, KØBENHAVN

”Et herligt, kæmpestort museum med blandt andet egyptisk, romersk og fransk kunst. Vinterhaven med palmerne er et åndehul. Her er dejligt varmt. Det er som at komme sydpå og mærke noget eksotisk midt i København.”

Skuespiller Arian Kashef, 26, er kendt fra blandt andet serien ’Kastanjemanden’ og filmen ’Shorta’. Fra 9. til 21. december er han aktuel i familieforestillingen ’Cirkus Jul’ på Tangkrogen i Aarhus.

Skuespilleren og sangeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nikoline Liv Andersen, Colourbox

TINGSTEDET, KØBENHAVN

”På det gamle torv i Valby, hvor jeg bor, går jeg til ostemanden, fiskemanden og skomageren. Det gamle Valby emmer af kultur og landsbystemning – indimellem ringer turister på for at se vores baggård, hvor der blev optaget nogle scener med Dynamit-Harry til Olsen-Banden.” 

AGRI BAVNEHØJ, MOLS

”Min kone og jeg vandrer overalt, vi kan komme til det, og et par gange om året går vi Bjergetapen i Mols Bjerge, vel nok Danmarks mest kuperede terræn. Her er vilde heste og udsigt over det meste af Mols, Aarhusbugten og Samsø.”

FREDERICIA

”Jeg underviser på Musical­akademiet i Fredericia og elsker det kvadratiske gadenet og voldanlægget med kanonerne, der blev anlagt af Frederik III, da han grundlagde fæstningsbyen i 1650. Jeg er også undervandsjæger og fanger torsk og makrel i Lillebælt, Danmarks dybeste, mest strømfyldte farvand.”

Ole Boisen, 56, er skuespiller og sanger. 3.-28. november er han aktuel i ’Shu-bi-dua The Musical’ på Fredericia Musicalteater. Forestillingen tager på danmarksturné i 2022.

Designeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Casper Sejersen, Colourbox

SEJERØ

”Mine forældre byggede deres sommerhus her, da jeg var teenager. I dag har jeg og mine søskende overtaget det. Lige så snart jeg er på færgen, giver jeg slip på bekymringerne. Nu er jeg bare her. Så ser man øens blide bakker og dens sparsomme træer nærme sig. Det er som at sejle ind i et Lundbye-maleri.”

NEKSELØBUGTEN

”Jeg kommer fra lillebitte Starreklinte ved Nekseløbugten. Området byder på havudsigt og supersmukke landskaber som de fredede bløde højdedrag Bjergene og på industrielt landbrug med plastik over markerne og jordbær i plastiktunneller. Det er både attråværdigt og almindeligt.” 

NYBODER-KVARTERET, KØBENHAVN

”Jeg har min tegnestue i kvarteret, hvor knaldgule lave Nyboder-huse skabt af Christian IV til flådens folk mødes med modernistisk arkitektur som Dronningegården. Her er city stadig næsten uberørt af smarte butikker, tempoet er lavt, og roen får det hele til at hænge sammen.”

Cecilie Manz, 49, er designer og står blandt andet bag B&O-højttalere og Fritz Hansen-møbler. Fra 16. september kan hendes formgivning opleves på en stor udstilling på Dansk Arkitektur Center.

Kunstneren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, Colourbox

HELLERUP STRAND, KØBENHAVN

”Jeg bor på Frederiksberg, på grænsen til Nørrebro. Vil jeg se vandet eller bade i byen, tager jeg ud til dette lille stykke strand. Om morgenen er det ikke så befolket. Jeg har været der en del for at lave research til mit værk ’Klit’, en strandbiotop, der bliver opført ved HF & VUC FYN Odense næste år.”

ELSEHOVED, VEJSTRUP, FYN

”Elsehoved er min barndoms og ungdoms strand. Jeg kommer her stadig, nu med min søn, når vi besøger mine forældre. Den er omgivet af nåleskov og hybenkrat og har den karakteristiske duft af skov og hav. Går man ud til det lille fyrtårn, ser man Storebæltsbroen til venstre og Langelandsbroen på højre hånd. Der er noget uendeligt over det sted.”

LUMSÅS SØNDERSTRAND, ODSHERRED, SJÆLLAND

”Her besøgte jeg som barn min farmor og hendes mand i deres sommerhus. Der er et voldsomt flot klitlandskab og en vild sandbund. Jeg har minder herfra om kolbøtter i vand, lyng og duften af fyrretræer.”

Hvad har antropolog og forfatter Dennis Nørmark altid med sig på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

1.

”Jeg har skrevet en bog om at være effektiv på arbejde og få det bedste ud af den tid, man har. På farten holder jeg mange møder. Jeg sidder sjældent i stillekupé og har altid mine store, klodsede B&O-hovedtelefoner med. De har også god lyd, hvis jeg lytter til musik eller ser film på vej hjem.” 

2.

”Jeg har altid et langt HDMI-kabel med, når jeg skal rundt og holde foredrag – under normale forhold cirka tre dage om måneden – og overnatter på hotel. Så kan jeg forbinde min computer med tv’et og se, hvad jeg har lyst til. Den analoge forbindelse fungerer altid.”

3.

”Jeg læser faglitteratur til daglig og prøver at presse skønlitteraturen ind på rejser. Næste gang forventer jeg et godt grin af Stine Pilgaards ’Meter i sekundet’, der handler om et højskolemiljø. Jeg har selv brugt en del af mit liv i den bizarre verden, hvor arbejde og fritid smelter helt sammen – og er stadig bestyrelsesformand for en højskole i Aarhus.”

Dennis Nørmark, 43, er antropolog, forfatter og foredragsholder. Han er aktuel med bogen ’Tilbage til arbejdet – Sådan bekæmper vi pseudoarbejde i organisationer’.

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

VEJBY STRAND, NORDSJÆLLAND

”Jeg har sommerhus i dette område, som er dejligt ukendt, men ligger i cykelafstand til Tisvilde, når jeg vil lade op på croissanter, cortadoer og sushi. Kommer du forbi, så besøg det bakkede lyngområde Heatherhill, og gå tur blandt får og paraglidere.”

CHRISTIANSHAVN, KØBENHAVN

”En god smeltedigel af superlækre cafeer og restauranter og folk, der sidder med en øl på bolværket, som de har gjort de sidste 40 år. Jeg boede her i slut-80’erne og har stadig et lille kontor, hvorfra jeg kan sidde og kigge ud på kanalerne, mens Vor Frelsers Kirke spiller ’Mariehønen evigglad’.”

SØNDERBORG, ALS

”Begge mine bedsteforældrepar boede i Sønderborg. Min farfar kom til byen som hollandsk konsul – derfra har jeg mit efternavn – og jeg boede i en periode med min mormor og morfar på Sønderborg Statsskole, hvor min morfar var rektor. Byen er utrolig smuk, der er aldrig  langt til vand, og man mærker historiens vingesus ved Sønderborg Slot og Dybbøl.”

Marianne Van Toornburg, 57, har blandt andet sunget med Anne Linnet, Miss B. Haven, Sweethearts, Anne Dorte Michelsen og Master Fatman. 7. maj udkom hendes nye album, ’Simpelt’.