DER ER JUBILÆUM i Vojens, byens berømte speedwayarena fylder 50, og inden den store weekend beskriver Ib Søby det, der skal ske: ”Man skal tilbage til skudduellen mellem Wyatt Earp og Clanton-brødrene ved O.K. Corral i 1881 for at finde noget, der er tilnærmelsesvis lige så dramatisk.”
Den garvede speedwaykommentator er tændt, jubilæumsweekenden er propfyldt med håndgas og løb, ikke mindst tre VM-finaler inklusive det sidste og afgørende VM Grand Prix. Og det kunne ikke være bedre timet, for det er historisk tæt mellem to kombattanter, siger stemmen, der for DR har kommenteret næsten 200 VM Grand Prix-løb og i dag er speedwayarenaens pressechef.
”Hvem bliver det? Bartosz Zmarzlik, den polske superstjerne, der kan vinde for sjette gang, hvilket kun to andre har præsteret igennem 102 år, han står over for årets komet, en ung australier, Brady Kurtz, der kører sin første sæson … Det vil være første gang, en rookie vinder VM-titlen i sin debutsæson.”
Der er også en anden årsag til, at det er en særlig begivenhed, fortæller speakeren. En af byens store helte, ja, en af landets store helte, speedwaylegenden Ole Olsen, skal nemlig hædres.
”Det eneste er bare,” siger Ib Søby, da han ellers har talt sig helt varm, ”det er som regel nemmere at komme i audiens hos kongen end hos Ole Olsen.”
I ET STILLE industrikvarter nær speedwayarenaen og på parkeringspladsen foran Vojens Motorsport Arena, hvor der køres gokart, er der nærmest festivalstemning et par uger senere. Autocampere med udenlandske nummerplader er linet op alle vegne, og i et af forteltene griller et tysk ægtepar og deres voksne søn kæmpestore pølser og drikker kæmpestore øl til at starte dagen på.
De er kommet fra Hamborg-egnen for at følge speedwaydramaet og har camperet på parkeringspladsen siden torsdag aften. Forældrene er fra det gamle Østtyskland, hvor sporten var – og stadig er – en sand folkesport. Hvert år rejser de Europa rundt og følger speedwaystævner på VM-ruten. Tidligere i år har de været i War-szawa og Målilla, og i næste uge venter et løb i Pardubice i Tjekkiet, men for nu står den på Vojens:
”Det er en smuk bane i Vojens, selvom jeg bedre kan lide den i Sverige. Det er til gengæld fedt med hele det her campingområde,” siger sønnen Brian Chudasch.
Det er direktøren i Vojens Motorsport Arena, Gitte Schlünssen, der efter i flere år at have sagt nej til, at speedwayentusiasterne må bruge hendes gokart-areal, har forbarmet sig, fordi så mange har ringet og tigget hende.
”Det ser fint og fredeligt ud nu, men i morgen ligner det lort, og så er det mig, der må gå og rydde op,” fortæller hun lidt efter i den tilstødende hovedbygning, hvor det bugner med pokaler i skabene, og hvor brugte racerkørerdragter fra blandt andre Kevin Magnussen hænger på væggene sammen med et citat fra Arnold Schwarzenegger: ”You can have results or excuses, not both.”
Gokartbanen er endnu ældre end speedwayarenaen og blev grundlagt i 1963 af en bondemand med rigelig plads, der besluttede sig for at glæde de udstationerede amerikanere på Flyvestation Skrydstrup. Først lavede han en sandbane, som han senere asfalterede, og i 1999 købte Gitte Schlünssen den så, selvom hun egentlig er uddannet kosmetolog. Efter mange år i Berlin måtte hun konstatere, at der var mere interesse for ræs end for kosmetik på hjemstavnen, og hun sadlede om. Hendes 16-årige gokart-gale søn tegnede skitsen til en ny bane, som er den, der bliver brugt i dag.
”Den er bygget som en racerbane, så alle svingene er forskellige, hvilket gør den udfordrende. Når de stemmer om den bedste bane i Danmark, vinder vi hver gang.”
I LARMEN fra de gokarts, der allerede brænder dæk af, er kæresteparret Lasse og Josefine ved at gøre klar til et par omgange i pitområdet.
”Der er nok lidt rust, der skal bankes af,” konstaterer Lasse, der i ungdomsårene vandt både regionale jyske mesterskaber og et enkelt danmarksmesterskab, men de seneste år har haft travlt med at uddanne sig til mekaniker. Josefine er mere vedholdende med at komme på banen, selvom hun er ved at færdiggøre gymnasiet. De mødte hinanden på motorsportsarenaen for lidt over to år siden.
”Vi begyndte at se lidt til hinanden, og så kunne jeg hjælpe hende lidt med nogle ting på hendes gokart,” siger Lasse, inden de begge to ruller af sted i hver deres hvid-grønne gokart – han lige foran hende.
”Det er meget sødt, det der,” konstaterer Gitte Schlünssen, der står og følger med. ”Det er jo lidt en egoistsport, men så står de alligevel og snakker lidt i ryttergården, og så opstår sådan noget.”
Lidt efter overhaler Josefine kæresten i et sving, og herfra fortsætter hun med at øge afstanden. Efter små 10 minutter kører han i pitten, og lidt efter kommer også hun susende i fuld fart og trækker hårdt i håndbremsen, så gokarten glider rundt og stopper perfekt med spidsen ind mod hans. Hun træder ud med et smil.
”Det var fedt,” siger hun og fortæller, at de tidligere i år kørte mod hinanden i et stort løb med 30 kørere.
”Der blev jeg treer, og Lasse blev …”
”Syv-otter eller sådan noget?”
”Nej, 10’er!”
”Nå, men det var så også mit første løb efter måske fire års pause. Det er den detalje, du altid lige glemmer,” siger han og kan ikke lade være med at smile. ”Jaja, sådan kan man prikke lidt til hinanden i ny og næ.”
Gitte Schlünssen trasker tilbage mod receptionen for at tage imod den næste omgang gokartkørere. Efter mange år på egnen er hun faldet godt til.
”Det eneste dårlige ved at flytte til Vojens er faktisk maden. Især når man kommer fra Berlin. Her vrimler ikke ligefrem med spændende muligheder. Der er Phunky, og ellers er det pizzeriaer.”
PHUNKY ER ENDNU ikke åbnet, men det er Vojens Stenovns Pizza ved Rådhuscentret, byens vel egentlige centrum med bibliotek, bageri, fitnesscenter og indkøbsmuligheder, der har hjemme i flade bygninger omkring en halvtom parkeringsplads. Her sidder veninderne Ruth og Vita som de eneste kunder, den første lokal Vojensborger, den anden tilflytter. De mødte hinanden i Gågruppen, der samles hver onsdag formiddag foran Kvickly og går 4-5 kilometer. Bagefter stødte de så på hinanden igen inde i Kvickly, og så kunne tilflytteren ikke dy sig: ”Når vi bliver ved med at mødes, kan du lige så godt komme hjem til mig og drikke kaffe.”
”Vi har snakket sammen siden og udvidet det lidt med en pizza en gang imellem,” fortæller Vita, der også er medlem af Elcykelgruppen, hvor Johnny og Steen hver mandag står for at lave nye ruter i området.
”Jeg vidste jo ikke engang, hvor butikkerne var, da jeg flyttede herned. Jeg vidste intet. Jeg ringede bare, og så havde jeg en lejlighed. Men på den her måde får jeg da set lidt.”
Vita boede egentlig i København, men havde sagt til sin søn, der har sin daglige gang på Flyvestation Skrydstrup, at hvis han begyndte at få børn, skulle hun nok komme. Så tidligere i år byttede hun hovedstaden ud med Vojens.
”De er utrolig flinke her i Vojens. Det er noget helt andet, end hvad jeg har prøvet andre steder. Det eneste, der trækker lidt ned, er, at de stemmer Dansk Folkeparti.”
Ruth smiler overbærende. ”Jamen, alle folk er jo flinke, hvis man selv kommer og er flink,” siger hun.
”Efter jeg er flyttet hertil, kommer jeg meget mere ud og møder mennesker, end da jeg boede i København,” fortsætter Vita. ”Det hele er jo lige uden for døren, foreningslivet. Det er bare at vælge. Det eneste, jeg kan savne, er noget spirituelt, men det er de ikke meget for her. Og så er jeg vegetar. Det er nærmest fuldstændig umuligt at få vegetarmad i miles omkreds.”
Hun må derfor nøjes med den vegetarpizza, hun har fundet på menukortet i Vojens Stenovns Pizza. Hun lægger bestikket fra sig, kigger på veninden.
”Hvad så, Ruth, skal vi så hjem til mig og have kage? Jeg har stadig noget fra i går.”
”Det kan da ikke passe.”
”Jo, jeg købte jo en hel stang af det der vandkringle.”
”Jamen, det er vi nødt til så.”
Speedwaykører Anders Thomsen.
RINGER MAN TIL byens foreninger for at invitere sig selv på besøg, tror folk enten, at man er en tricktyv, eller også kan det praktisk ikke lade sig gøre. Som eksempelvis med Svæveflyveklubben, der har hjemme ved Flyvestation Skrydstrup, og hvor verdenssituationen gør, at man skal sikkerhedsgodkendes flere dage forinden. Men der er et sted i byen, hvor man bare kan dukke op: Congo Bar i Søndergade.
Den brune bodega har hjemme i tilbygningen til et rødt murstenshus over for et socialt boligbyggeri. Tre unge fyre på scooter bryder stilheden på gaden, der, selvom den er en af byens mest centrale, mest ligner en rolig villavej. Indenfor i baren, i tågen af tobaksrøg, står den pensionerede flisemurer Ebbe og får sig en flaskeøl, mens snakken går rundt om de små, dugbeklædte borde.
”Nu er der rigtig mange i dag, fordi de skal til speedway. Så mange plejer her ikke at være, ej, nej, nej,” siger han på hæst sønderjysk.
Selv skal han ikke med til aftenens løb, men 50 år tidligere var han til åbningsløbet, hvor 42.000 mennesker stod som sild i en tønde. Han er født og opvokset i Vojens og har boet her hele sit liv, selvom der egentlig ikke er særlig meget at foretage sig.
”Jeg har rejst meget, for Vojens by er jo røvkedelig. Her sker ikke en skid,” siger han og lægger tryk på: ”Altså, ikke en skid.”
Med fire børn og otte børnebørn, der alle sammen bor lige i nærheden, er der dog ikke længere nogen grund til at tage væk: ”Så hva’ fa’en. Nu bliver jeg her, og så kommer jeg herned og får en 2-3 bajere om dagen. Sådan cirka.”
Ved siden af Ebbe har jernbanearbejderne Erik og Oluf slået sig ned i deres arbejdstøj. Ligesom flere af de andre stamgæster i baren har de fået serveret en tallerken med tre tarteletter foran sig af den vietnamesiske kromutter Tot.
”Når man kommer ind, er det første, hun siger: ’Sulten?’ Uanset om man svarer ja eller nej, serverer hun tre tarteletter,” siger Erik og griber anledningen til at levere far-joken over dem alle, mens Oluf ruller med øjnene: ”Ja, nogle ta’r det tungt, andre tarteletter.”
Kim og Tot foran Congo Bar.
UDE I KØKKENET render Tot og Kim rundt med barnebarnet i hælene, fylder øl i køleskabene og koger tarteletfyld i en stor gryde. Det er deres søn Thoai Kim, der ejer Congo Bar, ligesom han også ejer Phunky, men det er forældrene, der driver baren, som de snart har gjort i 25 år. De kender stamgæsterne så godt, at da de weekenden forinden fejrede guldbryllup, kom en del af dem forbi for at vække med sang og æresport.
Da de i 1979 flygtede fra det kommunistiske regime i Vietnam, anede de ikke, hvad slutdestinationen var, og Dansk Flygtningehjælp sendte dem til Sønderjylland.
”Vi kom her i februar måned, hvor det var så koldt og ingen folk på gaden. I Vietnam er der altid mennesker, så vi savnede vores land. Men nu er vi vant til det,” siger Tot glad.
Bartenderen stikker hovedet ind i køkkenet og spørger, om hun må tage to omgange tarteletter mere til et par sultne kunder.
”Ja ja, dem nupper du bare.”
Et andet sted på Congo Bar har speedwayvennerne Karsten og Karina og Tanja og Thomas slået sig ned ved et bord. På en smartphone følger de med i livestreamingen af kvalifikationsrunderne ovre fra arenaen, der skal afgøre banevalg og nummerstart senere. Planen er, at de skal derover en times tid senere. De to par kommer henholdsvis fra Stevns og Silkeborg, men mødes hvert år i Vojens, hvor de har gjort det til en tradition at se det årlige speedwayløb. I år er det 11. år i træk.
”Det er verdens største speedwayarrangement, men det fede og det, vi godt kan lide, er, at det er neutralt positivt. Du sidder med polakker, tyskere, nordmænd og australiere, og alle er glade og fester med hinanden. Det er ikke, ligesom når du ser Brøndby og FCK, og fansene skal holdes adskilt,” siger Karsten entusiastisk med svømmende øjne og bapper på en smøg: ”Alle har den samme holdning: Vi har respekt for kørerne. Folk forstår ikke, hvor voldsom sporten er. Sådan en speedwaycykel er en dræbermaskine. Der er vitterlig ingen bremse, så den eneste måde at stoppe er ved at tage gassen af. Den ser simpel og kedelig ud, men den er så vild og voldsom.”
De har alle sammen tøj på, hvor der står ’Team Tossi’. Det kalder de sig på den årlige tur til Vojens.
”Det er jysk for tosset,” forklarer Karina pædagogisk.
På trøjerne er der trykt et barometer over fuldskabsniveau, der er ved at loade som et computerprogram. Det går stadig lidt langsomt. De var også ude dagen forinden, fortæller Thomas. ”Den var helt nede i formiddag, men nu er vi på vej op igen.”
Gitte Schlünssen, ejer af gokart-banen i Vojens.
EN FLOK POLSKE venner har parkeret deres autocamper i buskadset på en sidevej tæt ved speedwayarenaen. Der flyder med madrester, spiritusflasker og skrald på campingbordet. Der bliver drukket vodkasjusser til tårnhøj techno, det er weekend uden konerne, og den skal ikke have for lidt.
”We’re drinking all the time.”
”Yes, all the times!”
Hvis der er én ting, der forbinder danskere og polakker, er det Vojens og speedway. Engang var det danskerne, der styrede begivenhederne – som i 1988, hvor Erik Gundersen, Hans Nielsen og Jan O. Pedersen sluttede på de tre øverste trin på medaljeskamlen til verdensmesterskabet – men nu om dage har polakkerne overtaget, ikke mindst Bartosz Zmarzlik, som de pløkstive polakker håber bliver verdensmester igen i aften. Men de har også en anden favorit, danske Anders Thomsen.
”Vi elsker Anders Thomsen!” brøler den ene på gebrokkent engelsk og tager sit halstørklæde af, hvor der kort og godt står ”Anders Thomsen”, og svinger det i luften.
Indenfor i ryttergården på Vojens Speedway Center trasker netop Anders Thomsen rundt og tager det helt cool, selvom de mange mekanikere i færd med at teste speedwaycykler skaber et sandt lydinferno, og pressefolk fra alverdens lande løber rundt med store mikrofoner og kameramænd i hælene for at få et hurtigt interview i kassen.
Ud over stjernerne Zmarzlik og Kurtz er Anders Thomsen måske den mest ombejlede. I 2015 vandt han danmarksmesterskabet med Munkebo Scorpions og fejrede det ved at smide klunset, hvilket indbragte ham prisen for ’Årets jubelscene’ ved det stort anlagte show ’Sport 2015’. Siden da er det blevet en fast tradition for ham at fejre sine sejre ved at køre en æresrunde kun i underbukser. Dét elsker speedwaypublikummet, ikke mindst det internationale.
”Herhjemme kan jeg gå ned ad gaden, og ingen aner, hvem jeg er, men når jeg er i Polen for at køre, kan jeg ikke være i fred et øjeblik,” fortæller han. Dårlig nok har han sagt sin sætning færdig, før han bliver overfaldet af polske fans, der har sneget sig ind i ryttergården og overdynger ham med komplimenter og selfieforespørgsler.
UDEN FOR RYTTERGÅRDEN står små grupper af fans og forsøger at spotte idolerne igennem og over hegnet, der omkranser sportsstjernerne og resten af maskineriet. Der er ved at være fyldt godt op på både tilskuerpladserne og på græsvoldene rundt om arenaen, hvor folk drikker fadøl og spiser grillpølser i skæret fra lysmasterne. Netop fadøl, grillpølser og hotdogs er det eneste, man kan få i de mange teltboder rundt om arenaen – foruden energidrik af mærket Monster, der måske er aftenens bedste sællert.
I det særlige fanområde sidder fem letpåklædte kvinder i Monster-outfit klar til at få taget billeder sammen med mænd med drengede smil, og da Zmarzlik, Kurtz, Thomsen og de andre tropper op til den faste autografskrivning, vokser der hurtigt en kø frem, der er så lang og ivrig, at en bredskuldret og bidsk udseende sønderjysk sikkerhedsvagt må stille sig i vejen og agere blokade.
Ved presserummet, en beskeden papkasselignende hvid bygning, render Ib Søby rundt og stresser. Han har pudset brillerne og rettet blikket mod stakken af papirer i hånden.
”I aften skal jeg byde velkommen til 120 lande og hele lortet. Jeg skal også lave et interview med Ole Olsen i tredje slæbepause inde midt på banen for ligesom at hædre ham 50 år efter åbningen og sige: ’Det her er dit livsværk, Ole,’” siger pressechefen for Vojens Speedway Center, der tidligere var kommentator på Danmarks Radio i 18 år.
”Speedway er en lille, skrøbelig sportsgren, som stadig får enorm opmærksomhed. Det er den største motorsportsbegivenhed på dansk grund. Tv-mæssigt er det større end Eurovision.”
Omkring 160 millioner ser Eurovision, mens der ikke findes tilsvarende tal for speedwayløb, men Ib Søby har ikke svært ved at lade sig begejstre, når der skal køres ræs på den ovale grusbane. Det er den største dag på året, og det er tilmed godt speedwayvejr, nej, perfekt speedwayvejr.
”18 grader og en smule blæst, så banen bliver tør. Det er rigtig, rigtig godt, også for motorerne og kørerne. Prøv at forestille dig at sidde med en styrthjelm, og sveden løber ned i øjnene. Det her er almost perfect. Så glæder vi os til en historisk aften. Det bliver det!” fastslår Ib Søby, der må videre igen.
”En anden, der ved alt om speedway, er ham, der står med hatten,” siger han og nikker mod en høj mand, der har slået sig ned på en klapstol på arenaens bedste udsigtspost.
”Man skal passe på med at sige alt. Men jeg tror ikke, du kan spørge mig om noget, jeg ikke kan svare på.” siger manden selv, der præsenterer sig som Thomas Schack. Han har været en del af miljøet i flere årtier som holdleder, turneringsansvarlig, pressechef, assisterende landstræner, banespeaker og forskelligt andet.
”Som alle andre i min generation så jeg Ole Olsen, da han blev verdensmester i 70’erne. Vi havde kun ét tv-program, så når der var speedway, så man speedway. Dengang var Ole den største overhovedet.”
I starten af 90’erne flyttede Thomas Schack til Jylland og lærte Lone, der sidder på en klapstol ved siden af, at kende. Hun blev hans hustru, og hendes far var formand i Holsted Speedway Klub. Derfor var Thomas Schack ”ligesom nødt til at begynde at interessere sig en lille smule mere for det”. På det tidspunkt arbejdede han på en lokal radiostation i Esbjerg og sendte live fra løbene, og før han fik set sig om, blev han også medkommentator i fjernsynet.
”Jeg sagde bare ja for at imponere svigerfar, men da ham den anden bød velkommen på direkte tv, lagde han ud med at sige: ’Ved min side sidder ekspertkommentator Thomas Schack. Hvad synes du om banen i dag?’ Jeg tænkte bare: ’Fuck, fuck, fuck’ og endte med at sige: ’Jeg tror, de kommer til at køre stærkt i dag.’ I andet heat blev der slået banerekord. Så jeg var jo ekspert.”
Han slår en høj, kraftfuld latter op: ”Jeg vil så sige, at siden da er jeg blevet rigtig ekspert.”
MØRKET LÆGGER sig, og stemningen stiger på Vojens Speedway Center. Techno-remixet af ’Bella ciao’ brager ud af højttalerne, mens de letpåklædte Monster-kvinder kaster merchandise op på tilskuerrækkerne. Banespeakeren forsøger at gejle folk op ved at teste antallet af fremmødte fra forskellige lande og konkluderer til sidst: ”I think we have a little bit more Polish guys.”
På tribunen har Team Tossi også indfundet sig.
”Det er bare noget helt andet at se det live end i fjernsynet,” siger Karsten med en ny smøg i hånden og en stemme, der er steget et nøk i rustenhed, da starten går på aftenens første løb. ”Det er ligesom at sidde ved Gardasøen og bælle Amarone, og så ender man med at købe seks flasker med hjem. Det smager bare ikke af det samme, når man ikke får hele stemningen med. Man skal mærke farten, duften, larmen.”
I pausen bliver Ole Olsen kørt rundt på banen i en åben sportsvogn, mens hyldesten gjalder ned over ham i et samstemmigt kor fra de cirka 15.000 fans: ”Olø! Olø! Olø!”
Resten af aftenen tilbringer han i et næsten skjult hjørne af et særligt afgrænset område, side om side med landstræneren Nicki Pedersen.
Indenfor på banen lægger stjernen Bartosz Zmarzlik benhårdt ud, mens unge Brady Kurtz bider sig fast. Da vi når til finalen, er det stadig lige så spændende, som Ib Søby og resten af speedwaypublikummet har drømt om.
Først skal der dog fyres op for fællessang, men teknikken driller og får speakeren til at udbryde: ”Åh, det er ligesom at stå på Crazy Daisy og vente på, at musikken går i gang.” Så starter ’Sweet Caroline’ endelig, og kulminationen af opbygget stemning og spænding får Nicki Pedersen, der ikke har sunget med på nogen af aftenens numre, til at brøle med på omkvædet: ”Oh no no, good times never seemed so good!”
Udfordreren Kurtz er hurtigst ude af starthullerne, folk råber og skriger i larmen fra speedwaymotorerne, der får fuld skrue. Polakken er garvet nok til at køre en sikker andenplads hjem, og det er nok i det samlede regnskab. Kurtz bliver aftenens vinder, Zmarzlik sæsonens. Den efterfølgende præmieceremoni er badet i flammer og techno. Der er smilende Monster-piger og masser af champagne. Den store sejrherre Zmarzlik bliver interviewet på storskærm, og det viser sig, egentlig overraskende, at han har en høj fistelstemme. Men de seks titler kan ingen tage fra ham, og da den polske nationalsang skal spilles over anlægget, tager Thomas Schack hatten af og holder den over brystkassen.
Og så åbner himlen sig pludselig. En syndflod vælter ned over de mange speedwayfans, der skynder sig i læ. Kun de mest hardcore polske fans lader sig bade i regnen og fortsætter med at synge slagsange om polske legender. Hvad angår Ole Olsen, er han for længst lusket væk i natten.
NÆSTE DAG ER speedwaylegenden stadig ikke til at støve op, så vi tager forbi Sydjysk Sparekasse Arena i den anden ende af byen, der er industriel og virker menneskeforladt. Her ligger en tankstation og en stor tøjbutik, der hedder Dansk, med sloganet ”Vi klæ’r familien på”.
For enden af Stadionparken ligger forskellige sportshaller i klassiske lyse mursten side om side, heriblandt ishockeyklubben, et andet af byens store samlingssteder, hvor høje toner fra Drake og Lil Waynes ’The Motto’ lyder i omklædningsrummet. U16-drengene fra Vojens Ishockey Klub skal i aktion mod rivalerne fra Aalborg.
”Ét minut!” råber head coach Thomas Glad.
Alle er i færd med at iklæde sig de blå dragter, snøre skøjter og stramme hjelme. Så fiser musikken ud.
”Yes! Hør efter, drenge! Så er det fucking game faces på! Vi er nødt til at vise dem, at det er os, der ejer det her sted. Det er vores is. Okay? Bid dem i knæhaserne! Lad være med at spille curling. Hvis I gerne vil gå til curling, så kender Thor tiderne, og han tager jer gerne med til det. All right? Brug kroppen, brug vores fysik. All right? Kom ned, regroup. Hvor mange gange kan vi regroup’e?”
”Så mange gange, vi vil.”
”Tak, Sigge! Så mange gange, som vi overhovedet vil. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Vi skal bare score én gang, så vinder vi, ikk’os, Nikolaj?”
”Jo,” svarer målmanden.
”Drenge, simpel, god hockey. Så kommer vi eddertæskeme langt. Hvor lang tid har vi til istid?”
”Fire minutter,” melder den anden træner.
”Kom, op at stå, drenge.”
Da alle har rejst sig og samlet sig i en cirkel, overtager anføreren ordet: ”Nu går vi ind og knokler røven ud af bukserne, og så vinder vi den her fucking kamp. Come on … COME ON!”
BRIAN AHRENKIEL VISER vej ad de kringlede gange under tribunen i ishockeyarenaen. Ligesom mange andre i Vojens arbejder han på Flyvestation Skrydstrup – som maskinmester – men han er også frivillig formand i amatørafdelingen, hvor de gør, hvad de kan for de unge sønderjyder, fortæller han. ”Det har vist sig, at nogle af dem, der har lidt svært ved at sidde stille i skolen, faktisk har rigtig godt af at komme her. Vi har kørt et forsøg med morgentræninger. Så kom de unge lige herned og fik brændt krudtet af. Det var lærerne helt pjattede med.”
Han fører ind til den professionelle afdeling, hvor indrammede værdier som ansvarlighed, hårdt arbejde og ydmyghed hænger på væggen. SønderjyskE Ishockey har landets største fanklub målt på medlemmer, og de har vundet Super-isligaen syv gange, hvad de ophængte guldhjelme og opstillede pokaler vidner om.
I et tilstødende vaskerum kører vaskemaskinerne på fuldt tryk.
”I gamle dage blev tøjet bare smidt i en kurv og hængt i et rum ude bagved, det stank ad helvedes til,” fortæller vaskemanden Uwe Nielsen. ”Ishockeyspillere er jo lidt overtroiske, så nogle af dem ville slet ikke have vasket deres tøj hen over en sæson. Det var simpelthen forfærdeligt.”
Uwe var egentlig håndboldmand, men da hans søn forelskede sig i isen, gav han en hånd med i klubben, og så har han været her siden. Først som holdleder i over 20 år og nu, i sin pensionisttilværelse, som vaskemand.
”Ja, så er det jo blevet en livsstil,” siger han og fortæller, at adskillige andre pensionister hjælper til rundt om holdet – med at reparere udstyr, sy, trykke reklamer.
Han tager os med ind i omklædningsrummet, hvor stjernerne fra SønderjyskE Ishockey holder til. Skøjter, hjelme og rygskjold ligger klar på pladserne. Et stort logo for klubben pryder midten af gulvet.
”Hvis I har mange penge, skal I bare træde på logoet,” siger Brian.
”Ja, det koster 500 til bødekassen,” tilføjer Uwe. ”Prins Joachim jokkede på det, da vi vandt guld i 2015. Han var nede i omklædningsrummet efter kampen, og han hev pungen op med det samme.”
PLUDSELIG ER DER bud fra Ole Olsen. En sms tikker ind: Han inviterer på kaffe. Over stok og sten går turen ad øde, kringlede landeveje til Sommersted lidt nord for Vojens, hvor legenden i årevis har boet i landsbyens gamle præstebolig, en hvid bygning med stråtækt tag og en stor have ude bagved, der ligger omkranset af høje træer.
”Velkommen, velkommen,” siger han med en dialekt, der ikke fornægter de sønderjyske aner.
Han viser vej ind til sit kontor for enden af en lang gang, hvor der hænger trofæer på væggene og speedwaymemorabilia af enhver slags. Et stort oversigtsbillede af Vojens Speedway Center, forskellige billeder af ham selv i aktion på speedwaycyklen eller med store pokaler i armene – og også et fra dengang, han var med i ’Vild med dans’ og havde Marianne Eihilt som dansepartner.
”Jeg sagde ellers til TV 2, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg kan kun køre totakt og firetakt, men så blev vi enige om, at hvis jeg kunne få hende der, så …”
Han nikker mod en hjelm på en kommode, der ligesom de fleste andre møbler på kontoret er i tungt, mørkt træ: ”Det er Erik Gundersens hjelm. Han var den første danske verdensmester efter mig, og fordi jeg havde hjulpet ham, spurgte han, hvad jeg skulle have for det. Så sagde jeg: ’Jeg skal sgu ikke have noget, men du kan da give mig din hjelm.’”
Ved den ene endevæg står et kæmpestort mørkebrunt pokalskab. Han har vundet 300 af dem i tidens løb, og langt de fleste står på loftet, fortæller han. ”Det er fandeme for meget, når man også skal pudse hele lortet.”
Han fisker en lille undseelig sølvpokal frem. Den første, den, han vandt i 1963, samme eftermiddag som han havde fået sin banelicens.
”Min mor sagde: ’Hvis bare du kører pokalen hjem, skal jeg nok pudse den.’ Det holdt hun så hurtigt op med.”
FOR 79-ÅRIGE OLE OLSEN startede det, da han var syv. Ved Bøghoved Skov vest for Haderslev blev der kørt jordbaneløb to gange om året, og her kunne de unge knægte få en billet, hvis de stillede med en rive og hjalp med at klargøre banen. Dengang var Arne Pander det store idol, og den unge Ole klippede notitser ud af avisen, når der blev skrevet om ham.
Sammen med 3-4 andre kammerater tog han tit ud til Fredsted, hvor den ene havde en onkel, der ud over at være landmand var kasserer i Haderslev Motorsport. Han havde en masse grej liggende, blandt andet køreveste med numre på, som knægtene kunne iklæde sig for at lege, at det var dem, der var de rigtige motorkørere.
Da han senere blev bydreng i en købmandsforretning i Haderslev, kom han en dag forbi et autoværksted for at levere varer – og i samme øjeblik kom en ung fyr trillende på en 150 kubik DKW. Ejeren inviterede ham til at kigge nærmere på motorcyklen og efterfølgende også til at sidde på den. Hjemme hos forældrene om aftenen sagde han til sin mor: ”Jeg kunne godt tænke mig at køre motorløb.” Men moren sendte ham videre til faren, der som sædvanlig sad med avisen efter aftensmaden.
”Far, jeg kunne godt tænke mig at køre motorløb.” Han sænkede avisen, stirrede og sagde: ”Står der noget på ryggen af mig?” ”Hvad mener du?” ”Ja, står der idiot på ryggen af mig? Det kan jo for fanden ikke lade sig gøre. Hvor vil du få penge til en motorcykel fra?”
Ole Olsens første pokal, vundet i 1963.
DET HJALP NOK heller ikke, at han som 14-årig kom til at låne en knallert et par gange.
Og så havde han og en kammerat løbet ærinder for nogle af læderjakkerne i byen for til gengæld at få lov til at pudse deres motorcykler.
”De fik lokket os til at lave et lille job på parkeringspladsen i Haderslev. Dengang havde man en bundprop i bilernes benzintank, så vi kravlede indunder og tankede lidt hist og her, og det gik fint, så kunne man jo komme tilbage til læderjakkerne med 4-5 liter.”
Den lille manøvre sluttede dog brat, da han lå inde under en bil, og der pludselig var en mand, der stak hovedet ned og sagde: ”Hvad laver du?” ”Ikke noget,” svarede Ole, men den købte politimanden ikke.
En uges tid eller to efter ville Ole Olsens forældre gerne lige snakke med ham. Hvis han kunne holde sig fra de andre lømler, og hvis han selv kunne spare sammen til det, måtte han gerne få en motorcykel og begynde at køre motorløb.
Han sled i det, både som bydreng og avisdreng, og ønskede sig udelukkende penge til sin konfirmation, og til sidst havde han samlet nok sammen til at anskaffe sig en gammel Husqvarna. Mens de andre fejrede blå mandag, hentede han sin motorcykel tidligt om morgenen og trak den ud til en grusgrav i udkanten af Haderslev, hvor han kørte resten af dagen, indtil der ikke var mere benzin på.
Derhjemme kunne hans far ikke dy sig for også lige at bese den og stak ned og hentede fem liter benzin. Ole Olsen fik overbevist sin far om, at han kunne tage en enkelt forsigtig tur ned igennem baghaven, mens faren kiggede på. Det sprøjtede med grus og møg, men han gav den alligevel et gear mere. Med det resultat, at han ikke nåede at stoppe og røg lige igennem genboens bøgehæk.
”Da jeg blev verdensmester, tog avisen et billede, hvor genboen stod og pegede på det hul, jeg havde lavet i hækken dengang på min allerførste motorcykel. I avisen er han citeret for at sige: ’Jeg fortalte allerede hans far dengang, at den knejt, han bliver til noget!’ Det er fandeme den største løgn, jeg nogensinde har hørt,” siger Ole Olsen og brøler af grin.
DET FØRSTE ÅR blev Ole Olsen jysk mester på Husqvarnaen, dernæst dobbelt dansk juniormester, og få år senere røg han til England på sin første professionelle kontrakt. Herhjemme kendte de færreste til ham, men det ændrede sig, da han vandt verdensmesterskabet på Ullevi Stadion i Gøteborg i 1971.
Da han året efter skulle forsvare titlen på Wembley, blev det vist på Danmarks Radio, og hele nationen fulgte med: ”Der blev jeg frygtelig berømt, jeg havde jo vundet VM med maksimumpoint oppe i Sverige, så nu troede alle, inklusive mig selv, at jeg skulle være verdensmester igen og give dem alle sammen baghjul.”
Men foran 100.000 tilskuere kom Ole Olsen dårligt fra start i første heat. Alligevel fik han kørt sig op igennem feltet og lå på andenpladsen med en omgang tilbage. Nu skulle han bare have fat i svenskeren foran sig, men han oversatsede, og pludselig var motorcyklen væk under ham.
”Jeg vidste, at hele nationen så med, og jeg vidste også, at alle nu sad og sagde: ’Typisk dansk! Klovnen vælter, når han næsten er foran!’ De har nok været lige ved at slukke, men da jeg så vandt de fire næste heat og tabte verdensmesterskabet med ét point, syntes de fandengaleme, det var synd for mig. Så jeg blev sgu nok næsten endnu mere populær, end hvis jeg havde vundet.”
I 1975 vandt han verdensmesterskabet igen, og så stak det af. Til en autografskrivning på torvet i Ringsted dukkede 5.000 mennesker op, og han måtte til sidst flygte ind i Matas og gemme sig. Og i Rosengårdcentret i Odense måtte politiet lukke hele arrangementet ned, fordi folk råbte og skreg og gik amok for at få fat i ham. Til et sponsorarrangement for Sodastream, som både Ole Olsen og Kevin Keegan var med til, var den engelske fodboldspiller angivelig målløs.
”Keegan sagde, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Han mente ikke, sådan noget kunne ske i England.”
Samme år som sit andet verdensmesterskab fik Ole Olsen iværksat, at Danmark skulle have en speedwaybane af ordentlig kvalitet.
”Der var mange, der rystede på hovedet,” siger han og fortæller, at otte kommuner bejlede til ham for at få lokket hans speedwaybane til, men at han valgte Vojens, som virkede mest handlekraftige. De havde samtidig en gammel grusgrav ude omkring flyvestationen, som de ikke vidste, hvad de skulle med.
På væggen hænger en plakat fra Vojens Speedway Centers åbning 21. september 1975, og nu er han blevet hædret i anledning af banens 50-årsjubilæum.
”Det var meget voldsomt for mig dengang, og det var også voldsomt i går. Det var meget bevægende. Jeg har haft lidt held i den i mit liv, og folk kommer og siger goddag, som om de kender mig. Det er helt i orden med mig. Det var sgu værre, hvis de tænkte: ’Se lige, nu kommer det røvhul gående.’”
TILBAGE I VOJENS er der 1. januar-stemning. Mens søvnige polakker trækker deres autocampere mod landevejen, fisker Jacob Olsen cigaretter frem fra jakkelommen og tager klatøjet et ordentligt hvæs indenfor i Vojens Speedway Center. For syv år siden overtog han direktørposten for speedwayarenaen, som hans far grundlagde i sin tid.
”Vi har jo sat Vojens på kortet og ikke kun lands-kortet, men world wide. Det udspringer nok af den her kærlighed, vi føler til sporten i hele vores familie. Det er jo sådan lidt vores baby.”
I de første mange år af sit liv var der kun én ting, der betød noget for ham, og det var, at han skulle være verdensmester i speedway ligesom sin far. I de tidlige år gik det godt. Han blev dansk ungdomsmester og kom også til England og blev professionel, men så stoppede han som 23-årig.
”Jeg havde nogle skader, og lige pludselig blev jeg bare mættet af det hele,” siger han og tager et sug mere på cigaretten. ”Mange har spurgt, om det har været svært at skulle leve op til min far, men jeg ved jo ikke, hvordan det er ikke at være Ole Olsens søn.”
I dag er Jacob Olsen bare stolt af sin far og glad for, at han har fået lov til at rejse verden rundt på grund af farens karriere. Også selvom de aldrig rigtig har kunnet være i fred. Der var altid nogen, der ville have en sludder og en autograf.
”Min far har opdraget mig og min lillebror til at forstå, at speedwaysporten har gjort så meget godt for familien, og vi skal respektere alle, så længe de respekterer os. Han har jo skabt speedwaysporten i Danmark. Som jeg plejer at sige, så var der dengang Tarok, og der var Ole Olsen. Der er unge mennesker, der aldrig nogensinde har set ham køre, men som alligevel godt ved, hvem min far er.”
Om det er Ole Olsen, de ser for sig, de tre unge knægte i dynejakker, der gasser godt op på deres scootere ned igennem de ellers tomme gader i Vojens, er ikke til at sige, men søndag eftermiddag er det den eneste larm, der løfter sig fra den lille provinsby og stiger op mod den grå himmel.
