Indlæg

Vand og brød

Aarhus Havn har fået vokseværk, havnebisserne har hældt bajerne i vasken, og efterhånden har alting forandret sig. Altså lige bortset fra aarhusianerne selv. Ud & Se tog en tur i kranen for at finde ud af, hvordan livet er på og omkring Danmarks største havn, og hvordan den præger byen og resten af landet.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Thomas Ford

KRANFØREREN CLAUS POULSEN har rundet 60, men tilbagelægger de mange trin op i sin lyseblå kran, som var han en ung konkurrenceklatrer. Bum, bum, bum, så står han foran sit førerhus i sin gule vest 25 meter over Aarhus med morgensolen skinnende i øjnene.

”Det er herinde, vi leger,” siger han og griber fat i joysticket, der ligner en retro gaming-controller.

Han sætter den øverste del af kranen i bevægelse og tager en udsigtsmæssig omgang rundt på det kæmpemæssige havneareal, Danmarks og en af Nordeuropas største erhvervshavne, hvor tusindvis af containere står stablet og ligner små legetøjstogvogne. Lastbiler drøner frem og tilbage og læsser på og af, og på den anden side af vandet åbenbarer Aarhus Ø sig med alle sine arkitekttegnede højhuse, heriblandt selvfølgelig Lighthouse, landets højeste bygning.

Det er Aarhus anno 2025, det nye og moderne Aarhus, og det ved Claus om nogen, for han har været kranfører på havnen i 40 år – for nylig fik han brev fra kongen – og fulgt udviklingen på nærmeste hold. Det var hans onkel, der selv var kranfører på havnen, som i 1985 spurgte, om det måske ikke kunne være noget for ham også.

”Og så er jeg sgu bleven,” konstaterer han på trofast østjysk. ”Når først man falder ind hernede, så hænger man ved. Det er hyggeligt. Der er en masse frihed under ansvar, og der er ikke rigtig nogen, der kommer og råber ad en.”

Havmågerne blafrer over det blå havnebassin. Ved siden af hans egen kran står flere andre og ligner store dinosaurer, der har fået klippet halen.

”Det har været fedt at opleve havnen gå fra at være en lille containerhavn med et par gamle hakkebrætter af kraner til i dag, hvor vi har mange, og de kører fantastisk. Du får ikke havnekraner, der kører bedre end dem her i hele verden. Aarhus Maskinfabrik, de kan fandeme lave kraner.”

 

Claus Løgager Poulsen har set lidt af hvert.

FAKTISK KAN CLAUS bedst opsummere, hvor meget der har forandret sig siden 80’erne, med et enkelt ord: ”Alt.” Det hele er blevet meget større, meget mere professionelt. Den største ændring har dog nok været, at havnearbejderne ikke drikker mere.

”Det var jo sindssygt, da jeg startede herude i sin tid. De fleste startede med en øl til morgenmaden, tog 2-3 stykker til frokost, og så var der desuden drikkepauser i løbet af dagen. Jeg kunne godt lide tiderne dengang, for det var også en epoke, men det var ikke så fedt at se ens kolleger være skidefulde.”

Det var så også, som han siger, meget lange dage med hårdt fysisk arbejde, hvilket også satte sit aftryk på jargonen:

”Havnearbejdere var nogle hårde hunde. De råbte og skreg, og hvis man ikke havde psyken til det, så gik det sgu galt.”

Det første stykke tid var der også en ældre havnearbejder, der altid råbte og skreg ad ham. Han insisterede på, at kranens kæder ikke måtte slingre, men skulle dale lige ned i hånden på ham, når han tog imod lasten. Claus sad og svedte i kranen og forsøgte sit bedste, men den garvede havnearbejder blev ved med at råbe og skrige. Til sidst holdt han helt stille, indtil kæderne ikke bevægede sig det mindste, og så firede han dem ned i hånden på ham.

Enhver kunne se, at de aldrig ville blive færdige på den måde. Til næste drikkepause kom den anden hen til ham: ”Nå, lad os bare slutte fred nu.” ”Hvorfor? Det går da meget godt.” ”Nej, vi bliver aldrig færdige, så du gør det bare, som du plejer, og jeg siger ikke mere.”

”Fint, så kørte det. Så var jeg ligesom blevet accepteret,” smiler Claus.

Det med tonen gav sig selv, da man gik væk fra at drikke øl hele tiden, fortæller han, og i dag er havnearbejderne ikke bare blevet ædru, men også høflige. Og sikkerheden er også en anden. Han har haft mange nærved-oplevelser i årenes løb, der stadig sidder i ham, ikke mindst dengang, hvor han fik en havnearbejder, der havde fået lastens kæder omkring benet, med op i kranen.

”Ham nåede jeg lige at løfte et par meter, før han faldt af igen. Han fik en helvedes masse blå mærker, men heldigvis ikke mere end det. Men den sidder stadig i mig. Jeg synes godt, man kan mærke, at man ligesom bliver fyldt op af alle de gange, hvor hjertet har siddet i halsen.”

Han husker også engang, hvor en havnearbejder spurgte ham, om han ikke godt ville løfte containeren op igen, fordi han gerne ville have sin hånd tilbage. Ingen af dem turde besigtige skadernes omfang før skadestuen, hvor handsken blev løftet af, og det viste sig kun at dreje sig om det yderste af pegefingeren.

”Det er ikke ufarligt, når man leger med sådan en her,” siger han og nikker mod kranens gribearm. ”Hvis man får fingrene i klemme, så gør det altså av.”

LAG PÅ LAG

Donald Trumps toldkrig har fået containere til at hobe sig op i mange store europæiske havne som Rotterdam, men også Aarhus, hvor man plejede at stable containere i tre lag. Men i perioder er det nu i fem lag. På årets første seks måneder var mere end 350.000 containere igennem havnen, hvilket også skyldes nye ruter til havnen, og man har flere gange i år slået rekord for antal containere håndteret på en uge. Alene i juli havde man 45 procent højere containeromsætning end i juli sidste år.

I GAMLE DAGE KUNNE enhver vade ned på havnen i Aarhus og se, hvordan havnearbejderne gik og arbejdede. Sådan er det ikke længere, for området har været spærret af siden 2001, hvor flyene ramte World Trade Center, og man besluttede at gøre ikke bare alle lufthavne, men også alle havne til topsikrede områder. 

Derfor må Ud & Se også vises rundt af ikke bare en, men to pressemedarbejdere ved Aarhus Havn iført sikkerhedsvest og hjelm, men uden beføjelser til at udtale sig direkte til citat – sådan er selskabets retningslinjer. Alligevel kan den ene godt fortælle, at de fleste i Jylland har en holdning til Aarhus Havn, selvom området er blevet lukket land, og det er på godt og ondt, for selvom havnen skaber arbejdspladser, er der også dem, der synes, at den larmer og ikke mindst lugter. Faktisk har man i mange år snakket om Aarhus-lugten, en karakteristisk ”kvalm, sursød hunde-lortedunst”, der i perioder omgiver hele midtbyen, som det blev beskrevet i en Weekendavisen-artikel om netop det tema. Her blev to af byens gamle industrivirksomheder, Dansk Landbrugs Grovvareselskab og den gamle Aarhus Oliefabrik, udpeget som mulige hovedsyndere, selvom begge benægtede.

I Aarhus hænger byen og havnen tæt sammen. Det var først, da Aarhus Havn blev grundlagt i 1845, at byen begyndte at få vokseværk. På få årtier voksede man fra 5.000 indbyggere til 50.000 og overhalede både Randers, Aalborg og Odense og blev til Danmarks næststørste by. Det skyldtes hovedsageligt det voksende erhvervsliv, hvor netop Aarhus Oliefabrik var en af de store spillere og i 1905 stod for over 10 procent af Danmarks eksport – svarende til Novo Nordisk i dag.

I 1928 opførte Aarhus Oliefabrik et silopakhus, der ved opførelsen var det største betonbyggeri i Skandinavien, og få år efter rundede Aarhus 100.000 indbyggere. Siden er både havneområdet og byen bare vokset og vokset. Sidste år blev AAK’s nye biobrændselsanlæg på havnen nomineret til ’Bedste bygning’ til Aarhus Arkitekturpris. Nye tider, nye tider. Og så alligevel. For med 10 millioner tons gods om året skal der også nogle lastbiler igennem – 3.500 lastbiler i havneområdet hvert eneste døgn – og så kommer det, fortæller pressefolkene, til i det mindste at støje en lille smule nogle steder.

Da Ud & Se nogle dage senere får den travle direktør for det hele, Thomas Haber Borch, i røret, siger han: ”Som Danmarks største erhvervshavn er det os, der forbinder Danmark med resten af verden. Den telefon, du snakker i nu, er næsten 100 procent sikkert kommet igennem Aarhus Havn, og det gælder for rigtig mange af de varer og genstande, den danske befolkning bruger til daglig.”

 

Rundt regnet, fortæller han, er det 75 procent af alle varer ind og ud af Danmark, der går via vandvejen, og eftersom Aarhus Havn står for 73 procent af den samlede containertrafik, er det tæt på alt.

Den pointe gentager de to pressemedarbejdere også, mens vi bevæger os igennem havneområdet, hvor lastbiler samler dyrefoder op fra kæmpestore grå siloer, henter byggematerialer som grus, sten og sand og fylder vogne op med diesel og benzin, der pumpes direkte fra containerskibe via under-søiske rør.
Det er tøj, sko og computere. Det er fødevarer, svinekød og rejer. Det kan være et eller andet vigtigt produkt, der skal ind i en eller anden vigtig maskine, og der sidder nogle kloge hoveder og regner på, hvordan det hele hurtigst, nemmest og smartest kan fordeles fra containerskibene og rundt til hele landet, fortæller de.

Der arbejder flere tusind mennesker fordelt på 200 virksomheder, hvor den største på selve havnen er APM Terminals, et datterselskab til Mærsk, og den største, der er til stede på havnen, er MSC – verdens største containerrederi. 

For tiden er 99,7 procent af havneområdet udlejet, men Aarhus Havn har netop sat gang i at etablere en ny kaj på 430 meter. Der er også dem, der drømmer om med milliardinvesteringer at gøre Aarhus Havn til en såkaldt ’superhavn’, for selvom man efterhånden er lige så stor som Gøteborg Havn, kan det, som pressefolkene fortæller, blive meget større. For selvom vi er rimelig store i Danmark, er vi i sammenligning med Hamborg små. I sammenligning med Rotterdam er Hamborg lille. Og i sammenligning med alt i Kina er Rotterdam ingenting.

VED KAJEN ER den rød-hvide vindstrømpe spændt helt ud. Her er kranarbejdere ved at læsse containere på det store, røde tankskib Tukuma Arctica. Det er selve livsnerven til Grønland, som Aarhus Havn selv formulerer det, for alt dansk gods, der skal derop, bliver fragtet fra Aarhus Havn. Den anden vej kommer der hovedsageligt rejer og fisk.

Såkaldte straddle carriers piler omkring som mystiske sci-fi-væsener og transporterer containere til og fra kranerne, der læsser dem om bord på skibet – det hele som en stor velsmurt maskine.

Lidt efter ankommer et endnu større containerskib, Enforcer, der er undervejs på en ny rute, der har Gdansk, Klaipeda og Gøteborg som stop og skal binde hele Østeuropa bedre sammen.

De to pressemedarbejdere står med store øjne og betragter, hvordan kaptajnen roligt lægger det mørkeblå containerskib til kaj med en misundelsesværdig parallelparkering. Ude på vandet nærmer også containerskibet Helgafell sig.

Man kan følge med i alle de containerskibe, der sejler ind og ud af Aarhus Havn, på deres hjemmeside, og det er der forbavsende mange, der gør, men der er ingen, der følger så grundigt med som dem, der sidder i Aarhus Havns kommandocentral. Her er de det, man nok vil kalde ’skibsbegejstrede’. 

Der står legetøjsskibe på hylder og kommoder, der hænger billeder af skibe på væggen, og en model af M/S Arosia er indrammet i en glasboks. Den ene af de fire såkaldte kundekoordinatorer, Dorthe, er sågar gudmor til et japansk containerskib, som hun ikke har set siden jomfrurejsen i 2009, hvor det kom forbi Danmark, men som stadig sejler rundt derude på den blå planet.

En drømmekage i ovnen har fået det til at dufte af brun farin i hele kommandocentralen. Her er ansatte til stede i alle døgnets timer året rundt:

”Jeg synes, det er spændende, at man er first point of contact, både for import og eksport ud af Danmark. Det er sådan en ret unik position,” siger Dorthe Rasmussen, der er med til at planlægge skibene ind og ud af havnen – hvor de skal ligge, hvilke kraner de skal bruge, og hvilke assistancer de skal bruge af lods og slæbebåde.

 

Andreas Hermansson holder fod på sejlforholdene i havnen for søfolk, der ankommer fra nær og fjern.

På skærme kan man følge med i kameraer fra hele havnen. Der er også informationer om skibenes kompasretning, vindretningen og vanddybderne rundtom i havnen:

”Der skal ikke ligge mange cykelstyr på bunden, som skraber imod, før det går galt,” siger hun og retter fokus mod den sidste skærm med vagtlisten, en oversigt over alle skibe, man forventer i den nærmeste fremtid. Tre dage senere ankommer det 399 meter lange Mærsk-skib Madison – et af de helt store containerskibe.

For Dorthe er det sjove ved arbejdet at få puslespillet til at gå op hver dag og få afværget ”den værste hurlumhej”, også selvom eksempelvis et uvejr skulle skabe en kædereaktion, så der pludselig ankommer mange flere skibe til Aarhus Havn end planlagt.

”Men så finder vi også ud af det. Det hele går nok alligevel,” siger hun roligt, og man tænker, at det er fint, at det er jyder, der styrer Danmarks største havn. Der er ingen panik at spore i kontrolrummet. Heller ikke selvom der faktisk er meget mere travlt for tiden, blandt andet som resultat af flere nye ruter til Aarhus Havn og så lidt storpolitik oveni.

”Der er problemer på kontinentet på grund af alt det der, Trump har sat i gang med toldsatser alle mulige steder. Normalt handler de jo meget sammen, Kina og USA, men fordi de slås toldmæssigt, er der meget, der lander som mellemstation i Europa, og så bliver der fyldt op i havnene,” siger hun og tilføjer:

”Det er ligesom ham Mirco fra TV 2 News, der siger, at det er rigtig godt for kommentatorerne, når der er ballade i USA, for så har de noget at lave. Det er det samme med os.”

SÅ ER DER BUD efter en lods, og svenske Andreas Hermansson må i arbejdstøjet. Solen har skinnet hele morgenen, men da han nærmer sig havnefronten, er de grå skyer trukket op. Han hopper om bord i det røde lodsfartøj Aarhus Pilot, der kort efter bryder bølgerne med dannebrog viftende fra agterenden.

Det er 30 år siden, Andreas startede som matros, men da han på en af sine første ture fik lov til at styre roret på skibet, mens det sejlede op ad Mississippi-floden igennem New Orleans med fuldmånen i baggrunden, var han for alvor solgt til et liv på havet. Han uddannede sig som skibsfører og sejlede forskellige små og store skibe, også krydstogtskibe, og på sådan et mødte han sin danske kone og endte i Aarhus Havn som lods. Eller kendtmand, som det faktisk hed i gamle dage:

”Når skibene kommer ind, skal jeg hjælpe kaptajnen med at komme ind til kajen på den sikreste måde. Det er derfor, jeg er om bord. Som en kendt mand, der kender de lokale forhold. Det er ikke bare at sejle skibet fra A til B. Der er også hele den psykologiske del. Kaptajnen kender ikke mig, jeg kender ikke ham, jeg kender ikke besætningen, jeg kender ikke skibet. Jeg har måske 30 sekunder til at overbevise ham om det, jeg kan.”

Han tjekker altid nationalitet og alder på kaptajnen på forhånd, så han ved, hvad der venter ham. De russiske kaptajner er typisk de mest besværlige at have med at gøre. Dem skal man ikke forvente sig mange smil af. I den anden ende af kulturspektret finder man de skandinaviske skippere, der er gemytlige og som regel sejler skibet selv. Her kommer han mest bare om bord for en kop kaffe.

Han lodser op mod 300 skibe om året, så han har efterhånden set lidt af hvert:

”Det skib, jeg skal ud til nu, er bare en lillebitte knallert på 55 meter. Men i går nat havde jeg et containerskib på 366 meter. Der er forskel på størrelsen, men det er faktisk de små, der er sjovest, for det kræver lidt mere arbejde.”

Når han arbejder, skal han helst ikke have mere end hvilepuls. Der er nemlig store summer på spil, når man guider sådan et containerskib i land.

”Sådan et stort Mærsk-skib koster vel omkring en milliard kroner, så det ville være en dyr bule at komme til at lave.”

Efter en kort sejlads når lodsfartøjet frem til containerskibet, hvor et flag fra Antigua blafrer i vinden. Fire knægte, lige fyldt 18 år, hvis overhovedet det, kigger frem fra dækket med ansigter, der har set ingenting og alting. En rebstige bliver kastet ud over rælingen, og Andreas kravler om bord.

 

Man kan se langt fra toppen af det 142 meter høje Lighthouse.

ET ANDET STED ved havnefronten i Aarhus er der gang i svingdøren. Lighthouse er med sine 142 meter Danmarks højeste bygning – i hvert fald for nu, for ikke langt herfra vokser Mindet sig dag for dag højere og højere op i himlen med ambitioner om at ende på 145 meter. Det kan ikke blive stort nok i Aarhus.

”Ja, de bygger jo nede på Sydhavnen. Hver anden uge hører jeg noget nyt – enten bliver de lidt højere eller lidt mindre. Det er ærgerligt, hvis vi ryger ned på en andenplads, men så må vi jo prale med, at vi stadig er det højeste beboelseshus i Danmark. For dernede er det rent erhverv,” siger den unge mand i receptionen.

Det var i 2007, at Aarhus Havn ophørte med at være et lukket industriområde og i stedet blev et åbent byrum for byens beboere. Siden er det skudt op med højhuse alle vegne, og nogle af dem har modtaget roser, blandt andet Lighthouse, der i tv-programmet ’Er der en arkitekt til stede?’ fik tv-vært og arkitekt Ane Cortzen til at sige: ”Er det ikke fascinerende, at så stor en bygning kan være så delikat og så sprød, når man kommer tæt på? Nam-nam, man får lyst til at spise det.”

En kritiker af havneområdet er den verdensberømte arkitekt Jan Gehl, der til TV 2 Østjylland kaldte Aarhus for en ’hotelby’: ”Jeg plejer at kalde det for hotelbyer, fordi du har en seng at sove i og en flot udsigt, men ikke meget mere. Der er ingen fællesrum i bydelen, hvor man har lyst til at opholde sig.”

Elevatordøren går op, og receptionisten gelejder os ind:

”I skal ikke trykke på noget. Den kører op af sig selv, det har jeg sørget for. Det tager kun 29 sekunder at komme op på 43. etage. Det er den hurtigste elevator i Danmark.”

ROCKERE PÅ HAVNEN?

I 2023 kom det frem, at 30 fuldtids- eller løstansatte i Mærsks datterselskab APM Terminals havde forbindelse til Hells Angels. Tidligere er der blevet beslaglagt 36 kilo kokain i en kølecontainer på Aarhus Havn, men ingen er blevet pågrebet i at smugle ulovlige stoffer ind i havnen. ”Det er et meget, meget forkert billede at tro, at rockere styrer begivenhederne på Aarhus Havn. Vi har forskellige sikkerhedskrav, som myndighederne hele tiden følger op på. Selvfølgelig er det en god historie for pressen, men det handler om enkeltpersoner og er ikke repræsentativt for de mange tusinder af folk, der render rundt i havnen hver eneste dag,” siger direktør Thomas Haber Borch.

I P. CLAUSENS FISKEHANDEL husker man de gode, gamle dage i Aarhus, om ikke andet så i form af indrammede billeder på væggen. Det ældste er fra 1888 og viser en kunde på en tømmerflåde, der venter på, at fiskehandleren flår en rødspætte på den lille træpram ved kajen, hvorfra man solgte friskfanget fisk.

Siden dengang er Danmarks ældste fiskehandel gået i arv fra far til søn igennem fem generationer, så det i dag er Jakob Clausen, der langer fisk over disken.

”Der er meget af havnens charme, der er gået af. Når jeg snakker med min far og ser billeder fra gamle dage, er der jo rigtig meget af historien om den gamle fiskerihavn i Aarhus, som rigtig mange mennesker slet ikke ved noget om i dag,” siger han og fortæller, at trækutterne tidligere lå til kajs og solgte fisk på auktion to gange i døgnet, fordi man hev så meget i nettene.

Det er ved at være længe siden nu. Den sidste fisk blev solgt på auktion i 2002, og nu om dage er der kun en enkelt fisker tilbage i Aarhus, der stadig sælger hummere over kaj. Men i fiskehandlen er der travlt. Et ældre ægtepar skal have en kullerfilet og en ordentlig stak linemuslinger med hjem til weekenden, en lille børnefamilie ender på syv rødspættefileter – mens forældrene betaler, betragter sønnerne de levende hummere i akvariet – og en ung kvinde har udset sig havtaskekæberne og har brug for rådgivning:

”Vil du vurdere, at der er nok til tre personer her?” 

”Ja ja, snildt!”

Selvom Jakob Clausen har drevet P. Clausens Fiskehandel i otte år nu, forsøgte hans far faktisk altid at tale ham væk fra havnen. Han var selv blevet revet ud af 6. klasse og placeret i fiskehandlen, da der var brug for mandskab, så han ville ikke have, at hans egen søn skulle føle sig tvunget til noget. Han havde egentlig også planer om at søge ind på Journalisthøjskolen, men så åbnede muligheden sig for at drive fiskehandlen videre.

”Jeg har altid godt kunnet lide miljøet, og at vi lidt er en modvægt til bevægelsen i samfundet, hvor alting skal være så sterilt. Hernede er det sådan en lille tidsboble. Der er bare et andet miljø og en anden jargon på en havn end mange andre steder i samfundet, og det kan jeg rigtig godt lide.”

 

Jakob Clausens holdning til fisk har gjort ham upopulær i branchen.

TIDLIGERE I ÅR skabte Jakob Clausen virak i fiskehandlerkredse, da han bekendtgjorde, at han ikke længere ville sælge opdrættet fisk, også selvom det ville koste ham en betragtelig del af omsætningen. For P. Clausens Fiskehandel er det indtil videre gået fint, kunderne har støttet op, men i branchen er han blevet persona non grata og smidt ud af Danske Fiskehandlere.

”Jeg savner mine kolleger, men samtidig er jeg ikke blevet fiskehandler for at få venner. Jeg har gode bekendte og en god familie i forvejen, så det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil have, at vi skal blive bedre, både som forretning og som forbrugere, når det kommer til at spise ordentlige fødevarer. Vi behøver ikke at finde på alle mulige nye ting og begynde at spise myrer og tang og alt sådan noget. Vi skal bare træde et skridt tilbage og kigge på, hvordan man gjorde det i gamle dage.”

For nylig blev Jakob Clausen far for tredje gang. Alle tre børn er for små til at forstå, hvad der foregår i fiskehandlen, og derfor ved han af gode grunde ikke, hvad de vil tænke om hele foretagendet en dag. Han ved dog, at han ikke har tænkt sig at presse dem til at blive sjette generation af Clausen-fiskehandlere i Aarhus:

”Det er en branche, som man virkelig skal have en kæmpe kærlighed til, hvis man skal gide den. For mig er det meget mere styret af miljø end af forretning. Vi har mange unge mennesker gående, som er skoletrætte, men ikke ved, hvad de ellers skal gøre. De har godt af at komme et sted som hos os, hvor de både får at vide, at de skal holde deres kæft, men også får et klap på skulderen, når de gør det godt.”

I TRÆSKIBSHAVNEN lidt derfra drikker en håndfuld træskibsentusiaster den faste formiddagskaffe. Hver dag mødes de klokken 11 og snakker om løst og fast, for eksempel skibe og vejret.

”Hvad er det for et vejr, det er blevet lige pludselig?” udbryder Nina Bargisen, da hun ankommer lidt efter de andre med vinden i håret.

Det er Danmarks største træskibshavn med den største samling af træfartøjer herhjemme. Lige knap 100 klassiske skibe og både, blandt andet vikingeskibe, der i flere tilfælde er blevet erklæret bevaringsværdige som dansk maritim kulturarv. Dannebrog blafrer i toppen af de mange høje master, der rager op i den blå himmel.

For de flestes tilfælde er det en dyr fornøjelse at eje et træskib, for det kræver konstant vedligeholdelse.

”Du kan nogenlunde opleve, hvad det vil sige at eje et træskib, hvis du stiller dig hjem under den kolde bruser i morgen tidlig og begynder at rive 100-kronesedler i stykker,” siger en pensioneret mand med lilla fleecetrøje og kasket på hovedet.

Så bryder Nina Bargisen ind med en længere beretning fra den foregående weekend, hvor solen stod højt på himlen, og hun spontant tog ud for at sejle med sin veninde:

”Vi havde haft et vedligeholdelsesforår, som var virkelig hårdt. Hver gang vi blev færdige med noget, var der noget nyt, der var råddent eller skulle fikses. Men så sejlede vi endelig af sted, ud på vandet, op med sejlene, og skibet begyndte at bruse. Så kiggede vi bare på hinanden – der fik vi tilbagebetalingen for alle de timer, vi har bandet og svovlet og været helt sorte i hovedet af bejdse og slået os over fingrene med hammeren. Når først man sejler ud i sit træskib, er det federe end noget som helst andet.”

Hun er selv formand for Træskibsforeningen, der i år fylder 40 år, mens selve Træskibshavnen siden 1998 har ligget på den alleryderste plads i havnen.

”Den gode historie går på, at man fik irriteret havnedirektøren så meget, at han til sidst sagde, at så kan de der irriterende træskibsfolk få et område for sig selv længst væk fra alle os andre, og så har vi fred for dem,” fortæller hun.

”Med tiden er der så blevet bygget alt det møg derovre,” siger manden fra før og nikker over mod Aarhus Ø og sejlsportscentrets store grå betonbygning. ”Der var jo også store planer om at ødelægge det her totalt ved at anlægge en å, der skulle følge jernbanesporet. Alle de politikere, der ville have det, er heldigvis væk nu, så det bliver ikke til noget. Men det skal du ikke skrive noget om, for så kan det være, de genoptager sagen!”

Han tager en tår af kaffen.

”Ej, men det ser sgu da ikke pænt ud derovre. Det værste er det der skide sejlsportscenter, de har lavet. Det har taget hele udsigten for os. Det er en rigtig øjebæ.”

Det får en ældre kvinde i en rød vindjakke til at indskyde: ”Det må du til gengæld gerne skrive.”

Lidt efter trasker Nina Bargisen ad molen og hen til det træskib, som hun er næstkommanderende på – en tro kopi af Spray, det skib, som amerikanske -Joshua Slocum i 1895 sejlede jorden rundt i, hvorved den tidligere kaptajn blev den første til at gøre rejsen alene. Hun er det, hun selv beskriver som ”arveligt belastet” i forhold til træskibe, for hendes far ejede et, og så er hun nærmest vokset op på lystbådehavnen. I årenes løb har hele området ændret sig fundamentalt, men om det er til det gode eller det dårlige, er hun mere i tvivl om.

”Nu er jeg så en af dem, der har valgt at bosætte mig på Aarhus Ø, så jeg hader det ikke så meget, som mange andre gør, for jeg bor virkelig fedt.”

 

I Træskibsforeningen peger man gerne fingre ad nymodens tiltag i havnen.

EN MASSE NYE cafeer og restauranter er poppet op ved havnefronten. Folk slikker sol i liggestole og bestiller Aperol Spritz og hvidvin med udenlandsk accent, selvom klokken kun lige har rundet frokosttid. Ved siden af Street Coffee er der gang i kabelbanerne i Aarhus Watersports Complex.

Driftschefen Mathias Jepsen styrer slagets gang, som han har gjort det i flere år nu, selvom han ikke rigtig dyrker vandsport selv.

”Det er ikke bare wakeboard hernede, det er virkelig et fællesskab,” siger han, og for 30-årige Mathias er det også meget mere end det. 

Han voksede op i Malling, en forstad til Aarhus, hvor han havde naturlige fællesskaber igennem opvæksten – skolen, fodboldklubben, den slags. Men da alle blev ældre, og folk flyttede væk og startede på universitetet, blev han hægtet af, og så blev det bare værre og værre. Med tiden udviklede han en slem social angst, en spiseforstyrrelse og lidt forskelligt andet oveni og endte med at gå sygemeldt, fra han var 18 år, til han blev 25. I de sidste tre år forlod han slet ikke sin lejlighed, men levede bare indenfor og spillede computer.

I de svære år holdt han en smule liv i kontakten til barndomsvennen Kenneth. Da han så startede Aarhus Watersports Complex, fik han lokket Mathias til at komme ned på havnen for at se det. Bare fem minutter hver anden dag. Så blev det langsomt mere og mere, og nu lever han nærmest ved havnen døgnet rundt.

”Når man står på den anden side af sådan noget, er det svært overhovedet at forstå, hvordan man kom igennem det. Men i dag har jeg aldrig haft det bedre. Det har været en kæmpe livredder for mig. Sådan er det faktisk for rigtig mange hernede, at de er kommet ud af en sygdomsperiode og lige så stille har skullet vende tilbage til livet. Det er jo også det, der er så fedt ved vand, ikke? Det kan virkelig noget.”

En gruppe mænd i trediverne stiller sig ved havnefronten og kigger på kabelbanerne.

”Har I brug for noget, gutter?” spørger Mathias Jepsen.

”Vi har først tid om halvanden time, men så skulle det være et krus øl eller sådan noget,” svarer den ene.

”Ved I hvad, jeg kan godt sælge jer en stor fadøl til 35 kroner stykket.”

”Kan du det? Ej, så skal vi sgu lige have en omgang.”

Driftschefen render ind i den store træskursbygning og smækker kort efter vinduet op, så det pludselig er en bar, der serverer fadøl. Da venneflokken har fået noget at slukke tørsten med, vender han tilbage.

”Det knap så fede,” siger han så, ”er, at det er sidste sæson, hvor vi får lov til at køre det. Der skal opføres et hotel, og så er der ikke længere plads til os. Vi knokler for at finde en løsning, men lige nu er intet sikkert. Det ville altså være sørgeligt.”

ET AF DE STEDER, der efterhånden har prøvet at blive flyttet mange gange, er Havnens Perle, det gamle spisested fra 1962, der nu har hjemme på Dagmar Petersens Gade lige ved siden af en byggeplads. Det er her, man stolt bryster sig af at have vundet ’Byens Bedste Pølsevogn’ hele tre gange samt prisen ’Danmarks Bedste Bøfsandwich’, og selvom det hele efterhånden ligger langt tilbage, er der travlt i biksen, hvor håndværkere og studerende på frokostpause fortærer bøfsandwich badet i brun sovs og ristede løg.

På de orange vægge hænger skilte og plakater med Hulk, Muhammad Ali, Coca-Cola, Tintin og tusind andre ting, og i en indrammet avisartikel fra Århus Stiftstidende beretter en sjællandsk tilflytter om sit første møde med Havnens Perle: ”Som sjællænder har jeg aldrig set større svineri på én tallerken. Jeg greb for første gang bestik for at spise en bøfsandwich og skar en bid af madbjerget. Bombardementet af tekstur- og smagsindtryk burde i teorien få smagsløgene til at implodere i det øjeblik, remoulade, rødbede, stærk sennep og tyk brun sovs rammer mundhulen, men af uforklarlige årsager gik det hele op i en højere enhed.”

Ejeren er ikke til stede, men personalet ringer ham op, og han lover at være der halvanden time senere for at fortælle om den historiske fastfoodrestaurant. Men da vi tropper op igen efter en time og tre kvarter, er han allerede smuttet igen efter at være blevet interviewet af tre antropologistuderende fra København, der har sat sig for at lave en dokumentar om Havnens Perle. Så meget for jagten på autenticitet. 

SÅ ER DER bedre held på Cirkuskroen, hvor stamgæsterne holder hof. Her har alle kælenavne. Der er ’Maleren’, ’Sømanden’, ’Slagteren’ og ’Helikopteren’, og nej, det er ikke derfor, men fordi han engang arbejdede med Forsvarets landingshelikopter, og propellen ikke rigtig klingede. Der er også ’Papegøjen’, der altid svarer, uanset hvem der bliver spurgt, og så er der selvfølgelig ’Klovnen’, der ved synet af den langhårede Ud & Se-journalist udbryder: ”Har I ingen frisører i København!?” Og inden der er gået længe, er jeg blevet døbt ’Blondinen’.

Det er ’Klovnen’s datter og svigersøn, der driver Cirkuskroen, men han var selv ejer i mange år og begyndte allerede at komme her som 18-årig.

”Det var dengang, havnefesten lå lige overfor. Så var man lige nede og få et par på snuden, og så gik man herover og fik et par til.”

I gamle dage var Cirkuskroen en magnet for havnens folk. Der var mange fiskere, rockere og øretæver i luften, siger han.

”Cirkuskroen har altid haft et skidt rygte, og jeg siger rygte, for det var det faktisk kun. Der var mange, der kom og provokerede, fordi de skulle se, om det var rigtigt, at de slåssede hernede, og så fik de nogle på skallen og blev smidt ud, men mere var der ikke i det. Hvis du ikke var provokerende, var du velkommen. Så sad du og snakkede med alle de gamle fiskere og fik en bajer med dem.”

Så bryder ’Papegøjen’ ind – det har været for længe for ham at holde mund. Han fortæller, at han selv tidligere kom på Lecoq, Smagløs og de andre ’fine steder’ i Aarhus. Han turde ikke tage på Cirkuskroen, for han havde hørt, at det var et hårdt sted med fiskere, havnearbejdere og navneskilte på stolene. En aften tog han alligevel mod til sig og spurgte bartenderen, om det var okay, at han satte sig på en stol.

”Han kiggede bare mærkeligt på mig. Jamen, sker der ikke noget? Nej, der sker ikke en skid, for helvede, sagde han så, og der skete sgu aldrig en skid.”

”Siden har vi ikke kunnet komme af med ham!” brøler ’Sømanden’.

 

Lars Brændstrup Andersen bedre kendt som ’Klovnen’.

SOM HISTORIEN GÅR, var det et medlem af cirkusdynastiet Cirkus Miehe, der i 1960 købte et hus på Skovvejen, hvor der lå et værtshus i forvejen, og omdøbte det til Cirkuskroen. I 1997 overtog ’Klovnen’ – med det borgerlige navn Lars Brændstrup Andersen – så biksen. Et umiddelbart naturligt match, men hvor kommer navnet så fra, tænker du måske?

”Kig på, hvordan han opfører sig,” siger ’Helikopteren’.

”Du har siddet og snakket med ham i otte minutter,” istemmer ’Papegøjen’.

I mange år havde man på Cirkuskroen både en tant & fjas-klub og en spareklub for de mange stamgæster, hvor der blev arrangeret udflugter og oplevelser, hovedsageligt drukture til andre barer. 

”Var I ikke på Mallorca på et tidspunkt?” spørger ’Sømanden’ med tryk på L’erne og begynder at klukke af grin.

”Jo, det var dengang med spareboksene. De er blevet ulovlige i dag. De mente jo, at vi snød ad helvedes til med sorte penge og sådan noget,” fortæller ’Klovnen’.

”Det gjorde vi sgu da også,” tilføjer ’Helikopteren’.

I spareklubben smed man minimum 20 kroner i en boks en gang om ugen, ellers fik man en bøde, som også gik til puljen. Sidst på året fik man udbetalt alle de penge, man havde sparet, så man havde råd til julegaver. Renter og bøder tog de ud at rejse for. Der var 75 medlemmer, da spareklubben var på sit højeste, og på et tidspunkt oprettede de også en femårsboks, hvor de skulle spare sammen i fem år.

”Og det var dem, vi tog til Mallorca for!” udbryder ’Klovnen’ højt og lykkeligt.

”Jeg kan huske, da I kom hjem igen. ’Jamen var I her ikke i torsdags?’ ’Jo jo, vi har allerede været dernede.’ Det er helt vildt at tage til Mallorca for to dage. Hold kæft, en fest!” siger -’Sømanden’ og er helt rød i hovedet af at grine.

Midt i det hele kommer tre unge Aarhus-hipstere ind for at tanke Ceres Top i baren.

”Der er ved at ske et generationsskifte, men det er også naturligt, for rigtig mange af de gamle er himlet, eller også er de på vej. Til gengæld er der kommet en masse unge mennesker ind, som fylder det hele. Torsdag og fredag aften er det sgu svært at være mig og mit gangstativ,” siger ’Papegøjen’ bagefter.

Nu er de tilbageværende 10 stamgæster ved at spare op til den allersidste fællestur. De ved endnu ikke, hvor de skal hen. 

”Der er ikke særlig mange penge, så det kan være, vi ikke kommer længere end til Tivoli Friheden,” siger ’Papegøjen’, før ’Klovnen’ stemmer i:

”Måske får vi råd til et turpas!”

/

Det store rejsegilde

Overalt i Danmark vælter det frem med højhuse, broer, supersygehuse og sportsarenaer. Men de storstilede byggerier går ofte i hårdknude, og byggesjusk, budgetoverskridelser og forsinkelser plager mange af projekterne. Ud & Se løfter stenene og forsøger at finde ud af, hvad der foregår.
Tekst:Alexander Rich HenningsenFoto:Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

BYGNINGEN LIGNER NOGET fra en sci-fi-film. En halvfærdig, gigantisk rumraket, som i al hast er blevet forladt og nu står og peger op i den mælkegrå himmel.

Måske skulle den have bragt menneskehedens pionerer til Mars, men det blev aldrig til noget, og nu blander glas, stål og beton sig i en flosset pærevælling. Vinden synger i de tomme åbninger på den halvfærdige facade. De områder, hvor der er kommet glas op, skinner som spejlreflekterende briller. Langs bygningens sider er der elevatorer til materialer og mandskab, men som bremseskiver på en forladt bil er maskineriet dækket af et tyndt lag rust. Løse plastikstrimler og ledningsstumper blafrer i blæsten, klasker mod den ru beton. Et stykke løstsiddende metal slår mod en af bærepillerne med en urytmisk lyd i vinden. Kling, kling, kling.

Omkring bygningen ligger efterladte byggematerialer og skrald. Ukrudt er skudt op i det lysebrune grus langs det delvist væltede trådhegn, der omgiver byggepladsen. Man kan gå derind, hvis man vil, men pladsen er tom. En rød lift holder foran en stabel paller, mørke af fugt. Liften står stille, med sænket arm, i dvale. En post-apokalyptisk stemning præger stedet, man fristes til at spejde efter røgudvikling i horisonten, snuse ind for at finde ud af, om luften er fuld af giftig kemi, lytte efter sirener. En voldgrav breder sig i bananform omkring halvdelen af bygningen, gråbrunt muddervand med små krappe bølger på. Lyden af metal mod bærepille fortsætter ufortrødent. Kling, kling, kling.

Nyt hospital, Nordsjælland, 2023. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

NEJ, DET ER ikke fiktion. Det er en helt almindelig dag i Danmarks hovedstad, og det forladte byggeri hedder Njals Tårn – et højhus på 86 meter i et nybygget kvarter på Amager ikke så langt fra Københavns centrum. Tårnet skulle have stået færdigt i 2023 og været et slags omdrejningspunkt i et af de mange nybyggerkvarterer, København er blevet så fuldt af i de senere år. Det er omgivet af lavere lejlighedskomplekser, som i modsætning til det tomme tårn for længst er beboede, men tilflytterne, der skulle have indtaget de nye ejerlejligheder i tårnet og skabt liv i området, kom aldrig.

I 2020 afslørede undersøgelser af højhusets fundament – foretaget efter et anonymt tip – at en del af den anvendte beton ikke levede op til de rigtige standarder. Senere viste det sig, at flere af betonsøjlerne, der løber hele vejen op gennem bygningen, heller ikke var gode nok, hvilket en række medier, især Ingeniøren, har beskrevet.

Et selskab under hovedentreprenøren Bach Gruppen havde fejlet med betonleverancerne, byggearbejdet blev bremset, og Københavns Kommune politianmeldte Bach Gruppen. Bygningens bæreevne burde have været minimum 35 på måleenheden megapascal, som angiver, hvor meget tryk et fundament skal kunne holde til. 35 megapascal svarer til det tryk, som 3.500 tons trykker på én kvadratmeter. Ud fra målingerne kunne bæreevnen i fundamentet under Njals Tårn ikke fastlægges til mere end 12 megapascal – cirka hvad man anbefaler i et fundament under et almindeligt parcelhus. 

Selvom politiet valgte ikke at rejse tiltale, og man efter afsløringerne har arbejdet på at styrke bygningen, står byggearbejdet stadig stille her fem år efter. Lige nu venter Københavns Kommune, der skal give tilladelse til en genoptagelse af arbejdet, på en endelig rapport om bygningens tilstand udarbejdet af en såkaldt tredjepartskontrollant. Rapporten skal laves af et firma, der ikke har relation til nogen af de virksomheder, som har været med til at opføre bygningen.

”Det er sådan set ikke kompleksiteten i byggeriet, der er problemet i denne sag. Problemet er, at vi blev udsat for svindel, da man støbte bundpladen under Njals Tårn. Bundpladen er en slags ballast under tårnet og ikke som sådan et fundament. Vi har for flere år siden udført en erstatning for bundpladen,” fortæller Martin Rasmussen, direktør i Bach-gruppen.

Niels Bohr Bygningen, 2021. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

”ISÆR OM AFTENEN er det trist. Der er så mørkt derovre. Den der kolos står der bare og er helt tom. Jeg savner liv. Det er ikke ret hyggeligt med det store, tomme tårn,” siger 70-årige Jane Strube, der er nabo til Njals Tårn, og kigger lige ud på det fra sin lejlighed. I april 2022 flyttede hun fra Jylland og ind i det dengang nyopførte Gislegård for at komme tættere på familie og venner, og hun er egentlig glad for kvarteret, der ligger centralt og er nabo til Islands Brygge. 

”Vi skal bygge ordentligt i Danmark,” siger Jane Strube og holder en kort pause, ånder ud. ”Men det skal gå så hurtigt i dag. I min egen bygning er der også ofte problemer. Før boede jeg i et hus fra 1897, der var ikke den slags problemer. Det handler om at tjene penge i en fart, den tanke kan man ikke lade være med at få.”

Historien om Njals Tårn er i den ekstreme ende, men kigger man på adskillige af de senere års storstilede prestigebyggerier, pibler det frem med det, man i gamle dage ville kalde K3’ere, i tilstandsrapporten. Dertil kommer forsinkelser (ofte på flere år) og budgetoverskridelser (ofte på flere milliarder). Det er nærmest svært at finde et megaprojekt, der ikke ender med at blive beskyldt for at være et skandalebyggeri.

Christian Koch er professor i architectural engineering ved Syddansk Universitet og forsker i samspillet mellem byggeledelse, organisering og teknologi. Han kigger i sin forskning på tværs af byggeprocesser, og for ham er det karakteristisk for især store byggerier, at problemer har det med at brede sig. Som en snebold, der begynder at rulle og bliver en stor kugle af byggetekniske, politiske, juridiske og menneskelige fejl. 

”Det er ikke kun et ledelsesproblem, det er ikke kun et byggeteknisk problem, det er ikke kun et politisk problem, det er alle problemer på én gang. De mudrer sig sammen, når vi taler megaprojekter,” siger professoren.

Filmtaget, 2024. Foto: Emil Bay/Ritzau Scanpix

KØBENHAVNS UNIVERSITETS nye bygning på 52.000 kvadratmeter på Jagtvej i København blev indviet sidste år. Niels Bohr Bygningen hedder den, og som den ligger der på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro, ligner den endnu et stort glasklædt rumskib med buede vinduer og ståldragere. De store, lyse lokaler inde i bygningen skal rumme tusindvis af forskere og studerende fra fag som fysik, kemi, datalogi og matematik, men under den skinnende hightech-overflade gemmer sig en af de seneste års største danske byggefadæser. Byggeriet blev forsinket i otte år og overskred budgettet med mere end tre milliarder kroner.

Da bygningen endelig åbnede, kunne kemikerne ikke bruge laboratorierne endnu, da det var uklart, om udluftningen var i stand til at håndtere giftstoffer. Det var langtfra det eneste problem. Allerede til at begynde med var der ifølge bygherren – den danske stat repræsenteret ved Bygningsstyrelsen – problemer med de projekttegninger og 3D-modeller, bygningen skulle opføres ud fra. Modellerne var mangelfulde, lød kritikken. Det arbejde, den spanske hovedentreprenør Inabensa udførte, var også mangelfuldt, mente Bygningsstyrelsen. Eksempelvis var man undervejs nødt til at rive 2,5 kilometer ventilationsrør ned igen samt flere kilometer vand- og afløbsrør.

På grund af vådt vejr begyndte der tilmed at sive vand ind i bygningen under arbejdet. Det beskadigede entreprenørens udstyr og førte til en civil retssag mellem Bygningsstyrelsen og Inabensa om, hvem der havde ansvaret for at erstatte det. 

Generelt var byggeprocessen præget af samarbejdsvanskeligheder mellem de i alt ni involverede entreprenørvirksomheder, og så var der den såkaldte stinkskab-skandale. Et stinkskab er et glasskab med kraftig udsugning beregnet til kemiske eksperimenter, men bygherren havde ikke skrevet de korrekte stinkskabe ind i udbudsmaterialet, og derfor blev der bestilt 200 forkerte skabe, som man senere var nødt til at udskifte. Det betød, at man var nødt til at ombygge flere af bygningens laboratorier.

”Noget starter ét sted, og så bliver det hurtigt et problem et andet sted i processen. I Niels Bohr Bygningen havde man for eksempel det her famøse problem med ventilationssystemet, der skulle udskiftes. Det startede som et byggeteknisk problem, men blev så hurtigt et kontraktligt og juridisk – og senere nærmest et politisk problem,” forklarer professor Christian Koch.

IKKE BARE MEGA, MEN GIGA

Den danske stat og Københavns Kommune er i gang med at bygge Lynetteholmen – en kunstig ø, hvorpå en helt ny bydel skal rejse sig ude i Øresund. Arbejdet forventes at stå færdig i 2070. Øen skal huse boliger til 35.000 mennesker og lige så mange arbejdspladser. Lynetteholmen er også et klimasikringsprojekt, der skal beskytte København mod kommende vandstandsstigninger og stormfloder. Infrastrukturen, der omgiver projektet, heriblandt en metrolinje ud til øen, vil koste et ukendt antal milliarder.

Ansvarsfordelingen mellem de ledende aktører i projektet var åbenbart også uklar. Derfor blev det besluttet, at Vejdirektoratet – som ministeriet mente havde stor erfaring med at styre store infrastrukturprojekter – skulle overtage bygherrerollen.

Det kan virke påfaldende, at det ofte går så galt. Er der nogen, der profiterer af det?

”Ja, masser!” udbryder Christian Koch. ”Stort set alle, der bygger for det offentlige, profiterer af budgetoverskridelserne, både rådgivende virksomheder og entreprenørfirmaer. Man har det her begreb, der hedder loophole engineering. Det betyder, at man projekterer byggeriet med en forhåndsviden om, at der er huller, som senere skal fyldes ud. At der mangler noget, kort sagt.”

De mangler kan rådgiverne så fortælle bygherren om hen ad vejen, forklarer professoren, gerne når byggeriet har stået på i en vis periode, og man er nået forbi et point of no return, hvor det er for sent at bremse processen. Skulle man droppe hele Niels Bohr Bygningen, fordi 2,5 kilometer ventilationsrør skulle udskiftes? Nej, selvfølgelig ikke.

”Det er standard i kontrakterne, at entreprenøren kan fakturere ekstra for såkaldte ændrings- og tillægsarbejder. Det er en udbredt praksis, at entreprenører tjener ekstra på den måde. Først på et for sent tidspunkt begynder bygherren at straffe med dagbøder eller lignende,” mener Christian Koch.

Et megaprojekt er en besværlig hårbolle af processer, og opførelsen af bygninger til mange milliarder kroner er en ekstremt kompliceret affære. Derfor kan det være svært og nogle gange nærmest umuligt for bygherrerne at have det fulde overblik 

”Det offentlige har det problem, at der de sidste 30-40 år er skåret ned på bygherrekompetencer. Det offentlige er simpelthen ikke en dygtig og ressourcefuld nok bygherre. Det kan øge risikoen på projekterne,” siger Christian Koch, der også mener, at det er for nemt at blive ved med at stå i spidsen for projekter, selvom man har været involveret i adskillige skandalebyggerier:

 ”Folk drages for lidt til ansvar,  synes jeg. Jeg ser direktører, der går direkte fra et skandaleprojekt over til et nyt stort milliardprojekt.” 

Demonstration mod Lynetteholmen, 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I AARHUS ER et nyt stadion under opførelse. Byggeriet er en del af Vision Kongelunden, som Aarhus Kommune står bag, og ifølge projektets grafisk smukt opsatte hjemmeside skal ”Kongelunden i Aarhus (…) være byens grønne hjerte og et samlingspunkt for alle”.  

Selve stadionet har navnet ’Skovens Arena’, det er tegnet af den prestigefulde britiske tegnestue Zaha Hadid Architects, og det opføres med hjælp fra de danske rådgivningsfirmaer SWECO og Skovens Natur. Visionen er et blødt, firkantet stadion med organisk buede ståldragere med lyse trælameller imellem. Lidt som en blød fuglerede. Hvis fuglen vel at mærke var en blank stålrobotfugl. Ligesom med andre nye bygninger i landet kunne det nye Aarhus Stadion godt ligne -noget, der var landet fra det ydre rum.

Oprindeligt skulle stadionet, som Aarhus Kommune betaler hovedparten af, koste omkring 600 millioner kroner. Nu er prisen kommet et stykke over en milliard. 

Per Nikolaj Bukh er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet og har indgående kendskab til økonomien i megaprojekterne. Ifølge ham er det ikke nødvendigvis et problem, hvis et budget bliver overskredet. Det kan der være mange gode grunde til, mener han. 

Problemet opstår, hvis et projekt rummer nogle løfter, der påstås at kunne opnås for en given pris, og det så viser sig at være fugle på taget. Selvom der ifølge Per Nikolaj Bukh ikke grundlæggende er stor forskel på offentlige og private byggerier, hvad angår risiko for budgetoverskridelser, er det ofte de offentlige projekter, der lider under et mismatch mellem det lovede og det færdige resultat.

”Der kan ligge en forklaring i, at de store offentlige projekter er politisk vedtagne. Nogle politikere ønsker at gennemføre et projekt, men det er måske svært at få flertal for. I den situation kan et projekt være mere spiseligt, hvis prisen ser lav ud. Det fører til, at man afsætter et for lille budget for at få det stemt igennem. Det er ret klassisk for politisk vedtagne visionære projekter, og det er nok det, der er sket med det nye stadion i Aarhus,” mener Per Nikolaj Bukh.

Aarhus Stadion, 2025. Foto: Kenneth Bagge Jørgensen/Biofoto/Ritzau Scanpix

MEGAPROJEKTERNES EGENART kan også være med til at få prisen til at stige uventet. En del af de nye byggerier er ofte meget specielle og ikke afprøvede før. 

Per Nikolaj Bukh fremhæver Filmtaget – en open air-biograf på toppen af Det Danske Filminstituts bygning i centrum af København – som eksempel på et projekt, der sandsynligvis overskred budgettet, fordi det er så særligt. Projektet skulle have kostet knap 40 millioner kroner, men endte med en pris på 150 millioner – og en årelang forsinkelse. Kort efter indvielsen sidste år begyndte der også at opstå vandskader.

”Filmtaget er ikke så stort økonomisk set, men det er et højst usædvanligt projekt. Den forhøjede pris skyldes nok, at man her har gjort noget, man aldrig har gjort før: Man ville anlægge det her helt nye tag med en biograf, bar og så videre oven på en gammel bygning i indre by i København. Det ser ud til, at man har undervurderet, hvor meget forstærkning og afstivning det har krævet. Det burde man måske have undersøgt nærmere. Men de her overskridelser har det bare med at ske, når man bygger noget, man aldrig før har bygget,” forklarer Per Nikolaj Bukh.

Derudover mener han, at det er vigtigt at huske på, at når visse megaprojekter får en tur i mediemøllen som ’skandaler’, dækker det over, at sådan cirka alle byggeprocesser har problemer med økonomien.

”Problemet med at styre økonomien går på tværs af det offentlige og det private og faktisk også på tværs af store og små projekter. Men fordi store offentlige projekter altid skal offentliggøre budgettet før start, bliver en overskridelse tydeligere. Private aktører kan nemmere ’sluge’ en budgetoverskridelse, uden nogen hører om det,” siger professor Bukh.

OVER BUDGET – 4 OFFENTLIGE PROJEKTER

Supersygehusene 

I Nordsjælland har sygehusbyggeriet brugt 3,5 milliarder kroner mere end forventet og er seks år bagud i forhold til tidsplanen. Tilsammen har forsinkelser og fejl på de i alt seks nye supersygehuse, der også bygges i Aarhus, Aalborg, Gødstrup, Odense og Køge, kostet knap 10 milliarder kroner mere end planlagt. Fire sygehuse har overskredet deres budget, tre har måttet skære ned, og fem har oplevet forsinkelser.

Hovedstadens Letbane 

Kommer til at køre fra Lundtofte Station i Lyngby til Ishøj Station. Er blevet mere end en milliard kroner dyrere, end man regnede med. Forventet åbning i 2025. Ifølge letbanens direktør Erik Skotting skyldes overskridelsen øgede priser, ustabile forsyningskæder samt problemer med at komme af med overskudsjord. Efter planen har Region Hovedstaden og 11 hovedstadskommuner betalt gælden i år 2079.

DR Koncerthuset

Forsinkelser og budget-overskridelser på mere end dobbelt så meget som oprindeligt budgetteret. Det var realiteten, da DR Koncerthuset, tegnet af den berømte arkitekt Jean Nouvel, åbnede i 2009. Budgettet blev overskredet med en milliard kroner – eller 250 procent af det oprindelige budget. I kølvandet på fadæsen måtte 500 DR-medarbejdere stoppe, inklusive daværende generaldirektør Christian Nissen.

Storebæltsbroen 

Det oprindelige budget, inklusive jernbane- og motorvejsdelen, var 13,9 milliarder (1988-kroner). De samlede anlægsomkostninger blev senere sat til 21,4 milliarder. Egentlig skulle projektet være tilbagebetalt via broafgifterne i 2022, men vi betaler stadig. Blandt andet fordi staten har indført en såkaldt ’udbytteforpligtelse’ på knap 10 milliarder kroner årligt. De penge bruges på andre infrastrukturprojekter.

SPØRGSMÅLET ER, hvad der kan gøres. Er det bare et vilkår, at store byggerier ender i et miskmask af fejl, forsinkelser og budgetoverskridelser? Ifølge Christian Koch fra SDU er der en række ting, man kan tage fat på for at undgå eller minimere risikoen for, at det går galt, når vi bygger stort.

”Først og fremmest skal man have en langt bedre folkelig forankring. Borgerne skal simpelthen inddrages langt mere i planlægningen af projekterne, de skal opleve at blive hørt. Hvis man inddrager befolkningen bredt, kan flere se værdien i et projekt, også selvom der eventuelt kommer en budgetoverskridelse,” påpeger Koch, der atter understreger Danmarks problem med bygherrekompetence.

”Der er simpelthen ikke nok mennesker med forstand på at styre et stort byggeprojekt, især ikke i det offentlige. Paradoksalt nok, eftersom vi bygger flere store byggerier end nogensinde. Det er et ret stort og generelt samfundsproblem, synes jeg. Når vi nu bygger så mange og så store projekter hele tiden. ”

Der er også det, Christian Koch kalder ”den danske teknologiske underlegenhed”. Mange tænker måske, at danske entreprenørfirmaer er teknologiske first movers, men det er ikke sandheden. Store tyske, hollandske, italienske og franske entreprenører arbejder ofte med teknologier, der er langt smartere og bedre end dem, de danske firmaer råder over, mener professoren. 

”Byggeteknisk er vi ofte ramt af et dilemma. Danske firmaer er teknologisk underlegne i sammenligning med udenlandske entreprenører. Til gengæld lider de udenlandske firmaer under, at de ikke kender danske forhold særlig godt,” mener Christian Koch og tilføjer: ”Megaprojekternes udfordringer kan løses, men der er for mange interesser, der vil det anderledes.”

Alexander Rich Henningsen er sociolog og redaktør på magasinet Atlas. Han debuterede i 2024 med romanen ’Mother Earth – En forvaltningsgyser’, der skildrer opførelsen af et utopisk højhus.

/

Den nøgne sandhed

Vi danskere var engang verdenskendte for at være nøgne i tide og utide, men sådan er det ikke længere. Hvad er der sket? Er det kun gamle hængerøve, der gør det, og hvorfor er der stadig bar numse-tvang i Aarhus?
Tekst:Kim KristensenFoto:Ole Henning/Ritzau Scanpix

”DU KAN KENDE mig på mine fødder, jeg går barfodet året rundt,” har Torben Larsen skrevet i forvejen.

”Det smager lidt af naturisme,” siger den hvidhårede 76-årige tidligere gymnasielærer på Sorø Station, og han er da også den eneste uden sko, som denne dag i januar venter under stationens halvtag på toget fra København. Temperaturen er lige over frysepunktet, og Torben Larsens fødder er røde og blå af kulde. Men det er sundt, forsikrer formanden for Danske Naturister. Det og en snaps om morgenen. 

”Jeg bliver aldrig forkølet,” forklarer han i bilen på vej tilbage til villaen ved Tuelsø nordøst for den midtsjællandske stationsby. Her bor han sammen med hustruen, som også er naturist, og han har hellere end gerne villet mødes. Ikke bare for at snakke om, hvad han kalder en ”kedelig tendens” i samfundet, men også dens konsekvenser. For os alle.

Det årlige nøgenløb på Roskilde Festival, 2024. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

PROBLEMET, OM MAN VIL, er, at der bliver mindre og mindre nøgenhed i det offentlige rum. Og Torben Larsen er ikke den eneste, det giver grå hår i hovedet. 

”Mennesket fødes nøgent, men overalt er det i klæder,” konstaterede det britiske tidsskrift The Economist for nylig – i en omskrivning af oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseaus ord – med henvisning til, at europæerne er ved at miste deres forkærlighed for at smide tøjet. I Tyskland måtte den største naturistforening aflyse festlighederne i forbindelse med 75-årsjubilæet på grund af manglende interesse, og i Frankrig har le topless på stranden mistet sin tiltrækning. Eller i det mindste for udøverne. I 1984 havde næsten halvdelen af de franske kvinder gået topløs på stranden, hvorimod det nu er under hver femte. Og det er tre gange så populært i landet at droppe bikinitoppen blandt kvinder over 65 som i aldersgruppen mellem 18 og 24 år.

Samme tendens gør sig gældende i Danmark, selvom vi ellers plejede at være de første til at lade beklædningsgenstandene falde. 

”Du havde ikke fortalt mig, at du flyttede til en sexby,” udbrød Kay Xander Mellishs bedstemor, da barnebarnet i 2000 skiftede adresse fra New York til København. ”Det var opfattelsen af Danmark dengang,” fortæller forfatteren til ’How to Live in Denmark’. 

Kay Xander Mellish vidste ganske vist ligesom bedstemoren, at Danmark som det første land havde frigivet pornoen i 1969. Men hun blev overrasket over, at kvinderne gik nøgne rundt i omklædningsrummet, hvorimod amerikanere ville svøbe et håndklæde rundt om kroppen. Og på samme måde tog danskerne badetøjet af, når de tog brusebad. Alle kunne se hinanden nøgne. 

”Så det er sjovt, at det i dag, et kvart århundrede senere, er kommet dertil, at folk ikke længere vil gå rundt nøgne,” siger Kay Xander Mellish. ”Eller hvis de gør det, så tænker de fleste: ’Hvorfor har hun ikke noget tøj på?’”

NATURIST ELLER NUDIST?

Egentlig er der ikke nogen forskel på naturisme og nudisme, begreberne er synonymer. Af historiske årsager foretrækker de fleste dog at blive kaldt naturister.

Nudisme kommer af det latinske ord nudus, som betyder ’nøgen’, mens naturisme kommer af ordet natura, der er latin for ’fødsel’.

Nudisme er en betegnelse, man brugte i 30’erne, da nøgenkulturen havde sin første opblomstring. Naturisme opstod i 60’erne og 70’erne i kulturens anden opblomstring, da  man ønskede at lægge afstand til kredse, der sammenblandede nudisme med ekshibitionisme.

DANSKE NATURISTERS medlemstal er faldet fra 1.200 i 2014, hvor Torben Larsen blev medlem, og til i dag 800 (den konkurrerende forening Dansk Naturist Union har 600). Og medlemmernes alder taler formanden helst ikke om. Heller ikke, om de bliver ældre.  (”Kan du ikke skrive, at aldersprofilen desværre er på den forkerte side af 50?”).

”Nøgenheden privatiseres mere og mere,” siger Torben Larsen, efter at vi har sat os ved stuebordet med udsigt gennem panoramavinduerne til søen for enden af haven og græsplænen.

”Man lukker sig om sig selv og vægrer sig ved eksponering af kroppen.”

Naturisterne har ellers prøvet alt. Gåture og orienteringsløb i skovene (Naturstyrelsen tillod i 2016 nøgenhed i statsskovene), badning, svømning, minigolf, museumsbesøg, wellness, kurbade, fitness, yoga og selvfølgelig bowling. ”Husk nu at bruge de rigtige kugler,” lød en af opfordringerne på Facebook til opslaget med nøgenbowling.

”You name it, we got it,” konstaterer Torben Larsen. 

Selvom han kalder det at gå uden tøj for en ”spirituel oplevelse”, er det for naturister banalt set et praktisk spørgsmål: Hvorfor gå med tøj, hvis det ikke har nogen funktion? Både badning og solbadning er mere praktisk foruden. Selv går formanden rundt nøgen derhjemme, både indendørs og ude i haven, når han slår græs. Han er blevet fotograferet ved åbningen af Mathilde Grafströms udstilling ’Female Beauty – Nude in the Public Space’ på Kongens Nytorv, i forbindelse med artikler, og også da TV Øst kom på besøg på Orø i Isefjord, som naturisterne havde indtaget for en stund. Hver gang uden tøj på. 

”Torben, du kunne i det mindste have taget et slips på,” bemærkede en af kollegerne på gymnasiet dagen efter den sidste oplevelse. 

Folk spørger ofte Torben Larsen, om han også kunne finde på at gå nøgen rundt nede i Netto, og svaret lyder, at det kunne han. Sagtens. Hvis tiden var til det. 

”Men den er ikke moden til det. Og spørgsmålet er desværre, om den nogensinde bliver det. Frisind handler om, at man kan gøre, hvad man vil, bare det ikke skader andre. Men desværre lever vi i en tid, hvor man kan blive hængt ud på alle mulige medier.”

Nudister spiller volleyball, 1972. Foto: Knud Jacobsen/Ritzau Scanpix

DET VAKTE OPSTANDELSE, da to topløse unge kvinder i sommeren 2021 tog sol på deres altan på Vesterbro i København. Flere naboer klagede over deres ”letpåklædte adfærd”, og ejendommens administration kunne i første omgang ikke bare lukke øjnene. Kvinderne blev venligt, men bestemt bedt om at ”tage hensyn til, at det ikke er alle, der trives med at kunne se hinandens kropsdele”.

Først efter kvinderne havde skrevet et opslag på Instagram og senere et debatindlæg i Politiken, hvor de kaldte henstillingen for et røveri af frihed og ”retten til at bestemme over sin egen krop”, blev den trukket tilbage, og de fik en undskyldning. Der var tale om deres egen matrikel, og de måtte klæde sig, som de havde lyst til.

Hvornår bikinitoppen fik et comeback,
er ikke nedfældet i historiebøgerne. Men direktøren for KVINFO, Henriette Laursen, mener, at den kvindelige krop begyndte at blive seksualiseret, objektiviseret og kommercialiseret – hun vil endda sige ”pornoficeret” – i 80’erne. 

I 70’erne var porno begyndt at blive mere og mere udbredt efter at være blevet tilladt i årtiet tidligere. Pludselig var der nu nøgne kroppe overalt i film og reklamer, og efterfølgende kom der om muligt endnu flere med fremkomsten af internettet. Mens nøgenhed havde været normalt i billed- og billedhuggerkunsten, tog det tid, før den slog igennem i filmmediet (i 1967 advarede retningslinjerne for de amerikanske filmselskaber i Hollywood stadig om, at ”fuldstændig nøgenhed er aldrig tilladt”).

”Det betyder alt sammen nogle nye værdier, hvor kroppen igen bliver forbundet med skam og noget forbudt. Det naturlige ryger også med perfekthedskulturen. Man kan ikke vise sin krop frem, hvis den ikke er perfekt. Kroppen bliver mere privat og noget, man er mere blufærdig med at vise frem,” siger Henriette Laursen.

Kvindefestival i Fælleparken, 1979. Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

EN MENINGSMÅLING afslørede i 2015, at kun fire procent af danske kvinder badede topløst ’altid eller for det meste’, mens 85 procent gjorde det ’aldrig’ eller ’sjældent’. Tendensen til at dække sig til var stærkest hos de unge kvinder (ligesom i Frankrig). Tre ud af fem kvinder mellem 18 og 39 år havde aldrig vist sig topløse på en strand og gjorde det stadig ikke. 66 procent mente dog ved samme lejlighed, at det var uproblematisk, at kvinder viste sig uden top.

”Dengang var du en snerpe af den anden verden, hvis du ikke gik topløs,” fortæller Emilia van Hauen om sin ungdom i 80’erne og husker, at alle kvinder helst skulle gå uden. Eller det var i hvert fald det normale. Selv havde den i dag 59-årige kultursociolog ikke lyst til at smide toppen. 

”Så fra at kvinderne engang ikke gik topløse, til at de skulle det, og så absolut ikke skulle det, er vi i dag kommet dertil, at de selv bestemmer det. Nogle gør det, og andre gør det ikke. Der er ikke længere en dominerende måde at opføre sig på, når det handler om kroppen. Hvilket knytter sig til hele diskussionen om diversitet: Der er plads til alt og det hele.”

FORBRYDELSE OG STRAF 

Straffelovens § 232 taler om, at ”den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år”. Adfærden skal være ”egnet til at krænke”. Gerningspersonens egen opfattelse heraf er uden betydning.

PÅ CHARLOTTENLUND SØBAD nord for København fortæller en elektronisk tavle med rødt, at luften er 5,2 grader, vandet 3,6 – og at vandkvaliteten er grøn. Eller rettere sagt: På Søbadet taler de aldrig om, at vandet bare er ’grønt’. Det er grønt, gråt, blødt, silkeblødt, hårdt, klart, rent, stormgrumset eller varmt i forhold til luften. 

”Vi har landets flotteste kontor‚” siger bestyrelsesformand Bent Jørgensen og trækker persiennerne op, så Københavns skyline kan ses sydpå over vandet.

Vinterbaderne plejede at være hjælpe-tropper i kampen mod textilerne (som na-tu-rister kalder dem, der bruger badetøj). Det er nemlig svært at bade med tøj på om vinteren. En våd badedragt fryser til is, så de fleste bader uden. 

Men de senere års tilstrømning til vinterbadeklubber og -foreninger har gjort, at sommerens diskussion om nøgenhed på stranden nu også er flyttet til vinteren – og ikke mindst indendørs i saunaerne. I 2015 var der 98 vinterbadeforeninger og 27.677 medlemmer og altså vinterbadere. Sidste år var tallet steget til 188 foreninger og 75.837 medlemmer.

Selv blev Bent Jørgensen vinterbader i 1990 efter at have lagt mærke til, at naboen på vejen altid tog af sted om eftermiddagen for senere at vende hjem med farve i kinderne og glød i øjnene

”Du kan løbe en lang tur, og så har du den der følelse af velvære bagefter,” fortæller Bent Jørgensen. ”Men du kan få nøjagtig den samme følelse ved at hoppe i det kolde vand i 30 sekunder – og så en varm sauna. Jeg var solgt på stedet.”

I SOMMERHALVÅRET, hvor Charlottenlund Søbad er åbent for offentligheden i døgnets lyse timer, er mænd og kvinder adskilte, mens medlemmerne i vinterhalvåret deler både havet og saunaen. På broen er der diskretionslinjer som i en bank, og de badende venter i vandet, til dem foran er kommet helt op ad stigen. Og i saunaen skal man være tildækket. Noget, som bestyrelsen har måttet understrege: Et dækkende håndklæde skal være dækkende. Men tidligere klædte mænd og kvinder om i et fælles omklædningsrum for vinterbadere, og kvinderne sad topløse i saunaen (ligesom på stranden).

”Helt klart,” svarer Bent Jørgensen på spørgsmålet, om de yngre medlemmer er mere blufærdige.

”Da jeg var ung i 60’erne og 70’erne, og i min generation, lå folk nøgne på stranden – også i Gentofte. Man lå, som Gud havde skabt én. Jeg kan helt klart se, at de unge er mere bornerte og forsigtige med at vise sig uden tøj på.” 

Få hundrede meter fra Søbadet, på Strandlund nær ved Charlottenlund Fort, kæmper Gentofte Kommune for at slippe af med den lille strands standhaftige nøgne rygte. Modsat Donald Trump, der har fået Google til at ændre Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske, har kommunen foreløbig ikke haft held til at få søgemaskinen til at lade være med at kalde stranden for en ’nudiststrand’, selvom kommunen mener, at den netop ikke er dette. ”Der skal være plads til alle; både dem, der bader med og uden tøj på,” oplyser Gentofte Kommune i en mail. 

Amager, 1985. Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix

VERDENS STØRSTE VINTERBADEKLUB ligger i Aarhus, og her har medlemmerne af Vikingeklubben Jomsborg på Den Permanente Badeanstalt i fem af de syv saunaer udsigt over Aarhus Bugt og byen – og i dem alle syv til hinandens private dele. På Charlottenlund Søbad husker de repræsentanter, der tog til smilets by for at fejre klubbens 75-årsjubilæum, at det dengang føltes ubehageligt at sidde nøgne, lår ved lår, i saunaen.

”Vi er da selv lidt stolte over, at vi er mønsterbrydere, hvis man kan kalde det sådan,” siger formanden, 62-årige Bent Kræmer, med henvisning til, at der som udgangspunkt er bar numse-tvang i den store badeklub. Det foregår au naturel både i og uden for vandet. 

Selvom Bent Kræmer ikke har registreret, at de yngre medlemmer er mere blufærdige end de ældre, erkender han, at årsagen kan være enkel. Det, at de ved, at det er tvunget, kan forklare, at kun 400 medlemmer ud af i alt 11.000 er under 25 år.

Landsformanden for Sammenslutningen af Vinterbadeforeninger i Danmark, Jørgen Hedevang, oplever det også i sin egen forening i Aalborg, Isbjørnen, Her lader foreningen det være op til medlemmerne, om de vil være nøgne i saunaen eller sidde med et håndklæde om sig.

”Der var faktisk rigtig mange unge i aftes, da jeg sad i vores sauna, og de fleste sad med håndklæder omkring sig,” fortæller Jørgen Hedevang, der plejer at sige, at han ”har passeret de 60, og så snakker vi ikke mere om det”.

”Det er dog svært at tage som udtryk for noget, for vi har jo ikke lavet nogen målinger. Men måske er der lidt med, at det ikke er helt naturligt at være nøgen for de unge. Og så ved jeg ikke, om det er fra 25 til 40 eller går helt op til 50 år.”

En sommerdag ved Den Permanente i Aarhus. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

SIDSTE ÅR MÅTTE Silkeborg Kommune skride ind og kræve, at Sauna- og Vinterbadeforeningen Almind-Wellet tillod brugen af badetøj i saunaen. Det skete, efter at medlemmer havde reageret mod den ”påtvungne nøgenhed” i det nye bad ved Almind Sø. For nogle var det et spørgsmål om blufærdighed. For andre var det akavet at møde naboen, klienten eller de andre forældre fra børnenes skole. Altså nøgne.

Naboerne var heller ikke begejstrede for udsigten: ”De mennesker, der kommer herned, skulle måske stå derhjemme, tage tøjet af, kigge sig selv i spejlet og spørge: Er det her nu også en god idé,” lød det fra en af naboerne i TV 2 Østjylland.

Ifølge Julia Lahme, der er etnolog, livsstilsekspert og direktør i eget kommunikationsbureau, skal forklaringen på de ældre vinterbaderes holdning findes i starten af det 20. århundrede og i den tyske såkaldte Freikörper-kultur – eller frikropskultur – som ikke bare søgte tilbage til naturen og det sunde i at udsætte (hele) kroppen for luft og solskin. De vendte også ryggen til de sociale forskelle, som beklædning signalerer.

”Her handler det om at lede efter fællesnævnere, og lige så snart vi tager tøjet af, er vi alle lige,” siger Julie Lahme, der er 47 og selv begyndte – iført badetøj – at hoppe i vandet i vinter.

”Men de yngre generationer er vokset op med, at selvom vi tager tøjet af, er vi alligevel ikke lige. De unge bliver i dag i en helt anden grad vurderet på, hvordan de ser ud, end førhen.”

NØGEN PÅ STRANDEN?

Der findes ingen lov i Danmark, der direkte fastsætter, hvad naturister må og ikke må.

Den offentlige orden reguleres efter politiets ordensbekendtgørelse.

Der findes kun få begrænsninger i forhold til nøgenbadning. I 1976 afgjorde Justitsministeriet, at nøgenbadning og solbadning på stranden uden tøj ikke i sig selv kan anses for at være uanstændig opførsel, så længe man viser hensyn.

TØVER DE YNGRE generationer med at smide tøjet, har de helt unge allerede fravalgt det, lyder det fra Majbrit Berlau, direktøren for Sex & Samfund. Årsag: de høje krav og forventninger til ikke mindst de unge pigers krop. 

En undersøgelse, som Voxmeter har foretaget til Sex & Samfunds undervisningskampagne ’Uge Sex’, afslører, at halvdelen af børn og unge mellem 15 og 18 år mener, at udseendet spiller en stor rolle for at blive accepteret i skolen. Hver tredje har oplevet, at nogen er blevet holdt udenfor på grund af deres krop eller udseende. Og mere end ni ud af 10 siger, at der bliver talt grimt om andres krop eller udseende.

Majbrit Berlau tilskriver det, at de sociale medier – og medier generelt – i dag kører 24/7, så kravet om ’det perfekte’ hele tiden er tilstedeværende i de unges liv.

”Resultatet er, at kroppen og udseendet nu også er blevet en del af den kontrol, som de unge udsættes for, for at blive en del af fællesskabet. Når det er sagt, så har der altid været kropsidealer. Kroppen og udseendet har altid betydet noget, og mennesker, som er blevet set som smukke, har haft et nemmere liv. Men det er nu flyttet helt ind i klasselokalet på en måde, der er hårdere end tidligere,” siger direktøren. 

Ni ud af 10 af pigerne og halvdelen af drengene i undersøgelsen har det seneste halve år foretaget mindst én handling for at kontrollere deres fremtoning på grund af negative tanker om kroppen. Nogle tager løsere tøj på. Andre dækker huden med makeup. Eller de undgår at vise kroppen helt eller delvist nøgen frem i det offentlige rum og fravælger omklædningsrum og svømmehaller. En af de adspurgte i undersøgelsen fortæller, at det på hendes tidligere skole blev omtalt som ”klamt” at gå i bad (med andre), og at nogle elever blev bagtalt efter fællesbadet.

Badeanstalten Helgoland, 1982. Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

MARIA HYBHOLT BEGYNDTE at forske i kroppen og den nøgne version af den, efter hun blev opmærksom på, at unge piger ofte gik ud på toilettet og brugte deodorant. Både når pigerne lige var kommet ud fra sportshallen i en tætsiddende gymnastikdragt, og når de om sommeren lå i bikini på stranden. 

Hvad var forskellen på de to situationer – og på den næsten nøgne og den helt nøgne krop – spurgte lektoren på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet sig selv. 

Hendes svar lyder, at det handler om kontrol. 

”Der er et øget behov for at kunne kontrollere, hvem der ser én nøgen, hvor man er nøgen – og hvordan man er nøgen,” siger Maria Hybholt. 

”Så det handler ikke så meget om blufærdighed som om at undgå risikoen for skam. Det er det, kontrol handler om: at man ikke skal tabe ansigt i forskellige sammenhænge. Og det behov er steget efter fremkomsten af mobiltelefoner og sociale medier, fordi det gør det sværere at afgrænse det rum, vi befinder os i. ’What happens in Vegas stays in Vegas’ er ikke længere gældende,” mener forskeren.

De senere år har flere danske svømmehaller ansat ’vagter’ for at sikre sig, at alle, både unge og ældre, forinden vasker sig og dermed sikrer rent badevand. Og i en del andre er der lavet private badekabiner som supplement til fællesbadet og/eller badeforhæng i brusekabinerne og omklædningsrummene. 

I 2007 indtog 10 topløse kvinder DGI-byen i København for at ”afsexualisere kvinders bryster”. De var inspireret af den svenske feministgruppe Bara Bröst, der samme år havde indledt en kampagne for at få lov til at bade topløse i broderlandets svømmehaller. Men et år efter de danske kvinder havde fået en sådan i de københavnske svømmehaller, viste en opgørelse, at ingen havde takket ja til tilbuddet. 

De private kabiner og bruseforhæng, man ser i dag, er blandt andet et forsøg på at imødekomme danske muslimer. En hovedregel i islam er, at man ikke blotter sine genitalier foran personer af samme køn. 

I 2004 gik det op for australieren Aheda Zanetti, at der ikke fandtes bade- og sportstøj til muslimske kvinder. Derfor opfandt hun burkinien (en sammentrækning af burka og bikini) – en badedragt, der dækker hele kroppen undtagen hænder, fødder og ansigt. 

NØGEN DERHJEMME?

Hvis du går nøgen rundt i dit hjem, skal du ikke være nervøs for at blive beskyldt for krænkende adfærd.

Men kan din nabo, genbo eller folk på gaden frit se ind gennem vinduerne, kan du risikere at blive tiltalt for blufærdighedskrænkelse, hvis adfærden har seksuel karakter – samleje, berøring eller onani – og du samtidig ved, at folk kan se dig, eller du må have indset, at de kunne.

Opholder du dig i din have, må du også gøre, hvad du har lyst til, så længe du ikke krænker folk, som udefra har let ved at se ind uden at skulle gøre sig anstrengelser – for eksempel ved at bruge en stige eller lave et hul i hækken.

I KVINDERNES BYGNING i det indre København hænger et fotografi fra grundlovsdag 2015, hvor et optog af hvidklædte kvinder gik fra Kastellet på Østerbro til Christiansborg Slotsplads for at fejre 100-året for kvindernes stemmeret. Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde Helena Gleesborg er flagbærer på fotografiet, og samme år blev hun også fotograferet på Roskilde Festival i forbindelse med kampagnen ’Free the Nipple’ – en protest mod kønsdiskriminering, seksualisering af kvindekroppen og censur på sociale medier som Facebook og Instagram (hvor mænd godt må vise bare overkroppe).

”Det kan være en styrke at stille sig frem nøgen som kvinde, når man selv vil det,” siger Helena Gleesborg Hansen og nævner rapperen Kanye Wests kæreste, Bianca Censori, der på den røde løber til Grammy Awards i februar i år pludselig smed sin pelsfrakke og praktisk talt var nøgen på nær et stykke gennemsigtigt stof.

”Men det kan også være undertrykkende, så det er et godt billede på debatten om nøgenhed i det offentlige rum. Det kan både være udtryk for kvindernes styrke – og en undertrykkelse af dem,” mener Helena Gleesborg.

Undertrykkende eller frigørende? Kanye West og Bianca Censori til Grammy Awards, februar 2025. I maj forbød Cannes Film Festival nøgenhed på den røde løber. Foto: Javier Rojas/Zuma/Ritzau Scanpix

SIDEN LADY GODIVA ifølge legenden red nøgen gennem Coventrys gader for at få eftergivet indbyggernes gæld, har kvinder brugt deres nøgne krop som våben. Fordi kvindernes sociale status i højere grad end mændenes har været knyttet til kroppen, har de været mindre tilbøjelige til at vise sig nøgne. Desto stærkere signal har det sendt, når de alligevel gjorde det. 

Den canadiske medieforsker Marshall McLuhan erklærede i sin tid, at ”mediet er budskabet”, og i 60’erne og 70’erne blev den nøgne krop eksemplet. I den rette sammenhæng udtrykte det at klæde sig af tidens budskab: frihed. ’Bar røv i 60’erne’, kaldte forfatteren Ole Grünbaum ligefrem sine erindringer om årtiet.

Yoko Ono optrådte første gang i 1964 i Tokyo med ’Cut Piece’, hvor hun siddende på en scene opfordrede publikum til at klippe et stykke af hendes tøj, indtil hun var helt nøgen. Herhjemme gik billedkunstneren Lene Adler Petersen i 1969 nøgen gennem Børsen bærende på et kors, og billedet gik verden rundt. Og i de senere år(tier) har kvinder – og ofte også mænd – smidt tøjet blandt andet i kalendere for at støtte sager som fred, sygdom, sport, dyrerettigheder og klimaet. 

Men nøgenhed – og især kvindernes – bliver ikke på samme måde som tidligere set som udtryk for frigørelse. 

”70’erne er tilbage,” lød en af kommentarerne på Facebook til det topløse fotografi af Helena Gleesborg Hansen på Roskilde Festival. Ellers husker hun mest, at kampagnen blev mødt med ”utrolig meget sexisme og grænseoverskridende adfærd og tilråb fra mænd, som ikke kunne respektere det”.

”Det er meget individuelt, om man er blufærdig, og kvinder er vidt forskellige. Men samfundet har stadig nogle kønsstereotype forventninger til kvinder om, at vi skal være lidt blufærdige og helst ikke må vise for meget hud, være for meget fremme i skoene og være for seksualiserede. Så bliver vi slutshamet,” siger hun.

Selvom der er mange grunde til danskernes kropslige dækmanøvrer, kalder antropolog, kønsforsker og forfatter Christian Groes dem alligevel for et paradoks. 

For samtidig viser flere og flere sig frem på de sociale medier, i reality-programmer har unge (igen) sex for åben skærm, ligesom diversitet og kropspositivisme, altså rettigheder og muligheder for alle kroppe på tværs af kønsidentitet, etnicitet, funktionalitet, helbred og vægt, er buzzwords i 2025. 

”Det kan måske skyldes, at vi lever i en tid, hvor kroppen i høj grad bliver seksualiseret, så den nøgne krop pludselig bliver et problem. Nøgenhed bliver enten betragtet som noget seksuelt eller mærkeligt, så når man støder på naturister, oplever mange det som noget ubehageligt.”  

Yoko Onos forestilling ’Cut Piece’ fra 1964 vises i Tyskland, 2024. Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix

I 2015 KRITISEREDE Dansk Folkeparti den ’Danmarksfilm’, som skulle vises til indvandringsprøven for udlændinge, der gerne ville hertil, for at mangle bare bryster. Det skete med henvisning til, at de viste den nøgne sandhed i Holland, som havde lavet en lignende film om det, der kan forekomme på en vestlig badestrand. ”Kan man ikke tåle at se et par bare danske bryster, så skal man nok slet ikke tage hertil‚” forklarede partiets daværende integrationsordfører, Peter Skaarup.

Året efter smed naturistformand Torben Larsen som nævnt tøjet på Kongens Nytorv. Det skete, efter at Københavns Politi ellers i første omgang havde vurderet, at Mathilde Grafströms fotografier var blufærdighedskrænkende. Et forbud, som vakte international opsigt og på lederplads fik Berlingske til at advare mod ”den nye puritanisme”. Efterfølgende måtte kunstneren efter hærværk mod fotografierne opgive at udstille dem andre steder i landet.

”Vi ser blod og mord på tv i bedste sendetid, men nøgne kroppe er tilsyneladende anstødeligt,” sagde daværende kulturminister – og vinterbader – Bertel Haarder, da udstillingen endelig åbnede i juli.

INDEN DET AMERIKANSKE regeringsskifte i år var Bent Jørgensen, bestyrelsesformanden for Charlottenlund Søbad, inviteret til et arrangement på den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro i København. Her blev han præsenteret for den daværende amerikanske ambassadør Alan Leven-thal og hustruen Sherry Marcus. 

Det amerikanske par var, i forsøget på at indleve sig i den danske kultur, blandt andet begyndt at vinterbade i Øresund ud for ambassadørboligen Rydhave i Charlottenlund, og ambassadørparret havde offentligt fortalt, at de elskede det danske udtryk: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.” 

Ja, de havde jo faktisk mødtes tidligere, bemærkede Bent Jørgensen, da han konverserede ambassadørens hustru. Om end under mindre formelle omstændigheder. Hvortil Sherry Marcus bemærkede:

”Jeg kunne slet ikke genkende dig med tøj på, Bent.”

/

Lige midt imellem

Grønland og Danmark har i århundreder været i familie, og titusindvis af mennesker har i dag sammenfiltrede rødder begge steder. Mød syv grønlandske danskere og danske grønlændere, der lever med et ben i hvert land.
Tekst og foto:Shazia Khan

SIRÍ PAULSEN
35 år

”Min mor er etnisk grønlandsk fra Nuuk, og min far er etnisk dansk og tysk. Jeg er vokset op i Grønland, Norge og Danmark. Jeg har boet i Norge i fire år og har læst i fire år i USA. Her mødte jeg en franskmand, som jeg har børn med og bor sammen med i København. Efter at vi har forsøgt at bo både i Nuuk og i Frankrig, fungerer det rigtig godt at have små børn i København. I Frankrig var jeg nødt til at være hjemmegående for at passe børnene, og i Nuuk havde vi et godt liv, men for min franske mand var det svært at blive en del af samfundet.

Spektret mellem det grønlandske og det danske er i høj grad min identitet. Jeg kunne også  sige tomrummet mellem Grønland og Danmark. Der er meget at forholde sig til, bekymre sig om og være forurettet over. Selvom der faktisk bor flere anden- og tredjegenerationsgrønlændere i Danmark, end der er grønlændere i Grønland, er det alligevel så få, at ikke alle danskere kender en grønlænder. Lige nu går det virkelig hurtigt fremad med formidlingen af Grønland, men Danmark og danskerne skal vide mere om Grønland.

Der er stadigvæk mange fordomme om grønlændere i Danmark, men mine muligheder har været bedre, fordi jeg taler dansk flydende, og fordi jeg godt kan ligne en fra Portugal eller Frankrig. Det har hjulpet mig meget.

Nuuk er der, hvor vores familie har hjemme. Min generation er den sidste, der blev opdelt med sprog i folkeskolen. Jeg gik i den danske klasse. Selvom mine forældre prøvede at opretholde dobbeltsproget, lurede vi børn hurtigt, at min mor godt kunne forstå dansk. Jeg ved, hvordan ordene skal udtales, men jeg føler mig ikke flydende på grønlandsk.

Vi er opdraget med, at vi er grønlændere og danskere på én og samme tid. Det er jeg taknemlig for. Følelsen af at skulle vælge kan gøre, at man havner i ingenmandsland. Nogle kæmper med ikke rigtig at føle sig helt grønlandske eller helt danske, men jeg kan være begge dele. Og jeg vil lære mine børn, at de kan være både grønlandske, danske og franske.

Min mor lavede grønlandsk mad med grønlandske råvarer, rensdyr eller fisk. Maden, og andre små ting, betyder meget – også for min franske mand.

Da jeg var barn, fyldte samtalerne om middagsbordet rigtig meget. Min mor var journalist, min far var jurist, og mine brødre var rebelske. Der var store snakke og diskussioner om principper. Nogle gange har det været svært at forholde sig til så store emner, men det har givet mig en styrke og en ro. Min grundfølelse er: Jeg må gerne være her, og jeg må gerne blande mig. Uden det ville det have været svært at flytte så meget rundt. Rodløsheden – eller rettere sagt det at have rødder forskellige steder – har været naturligt fra dag ét.

Det er en glæde og en frihed, mine børn fortjener. Man må gerne pakke og rejse ud og prøve lykken et andet sted. Man behøver ikke være bange for at opleve og undersøge verden.

Når jeg savner Nuuk, savner jeg tempoet og humoren. Man behøver ikke opretholde så meget facade. I Grønland har man lov til at være der, bare fordi man er. I Danmark og Frankrig – det er nok noget europæisk – skal man kræve opmærksomhed, og man skal afstemme, hvor meget opmærksomhed man tager. I Grønland er der en mere naturlig interaktion – man har en forståelse for, at folk har forskellige temperamenter.  Jeg savner også vejret og naturen i Grønland. Det er naturen, der bestemmer. Jeg kan blive helt forgabt i, hvor smukt der er. Og så er der et godt kunstnermiljø, der er en bro mellem akademikere og kunstnere, og der er gode institutioner. Jeg er vokset op med at savne nogen eller noget, uanset hvor jeg boede henne. Men det ser jeg som et privilegie.”

CHARLIE ANDERSEN
47 år

”Jeg bor på Syddyssen på Christiania sammen med min 15-årige søn Karl Alfred og min ven Mikkel. Min mor er grønlænder, min far er dansk-tysk, og vi boede i Danmark. På et tidspunkt blev mine forældre separeret, og min mor flyttede os tilbage til Grønland. Jeg ligner en grønlænder, men jeg gik i danskerklassen. Det var svært at falde til i Grønland. Jeg blev mobbet af de grønlandske børn i skolen. Hvert frikvarter spyttede dem fra grønlænderklassen på mig. Hjemme lærte vi ikke grønlandsk, det var kun sådan noget kortfattet kommandosprog fra min mors side – og en lussing, hvis man ikke parerede ordre. 

Senere flyttede vi tilbage til Danmark, til Lolland. Det var det værste sted for sådan en som mig. De havde aldrig set en med mørk hud og sort hår før. Jeg cyklede 22 kilometer ud til en ven, jeg havde på Lolland, og fik lov at låne hans guitar. Jeg sad derhjemme og spillede løs på den. Mine forældre kom aldrig hjem, de festede. Guitaren blev talerør for min smerte over min opvækst og mit savn af Grønland.

Jeg blev smidt ud hjemmefra som 17-årig, og jeg besluttede mig for at tage tilbage til Grønland. Den første aften jeg ankom til Qaqortoq, fik jeg bank af en gruppe unge grønlændere, fordi jeg ikke kunne tale grønlandsk. De kaldte mig for ’en dansker i forklædning’. Det gjorde meget ondt. 

Heldigvis havde jeg en ven, der var fanger, og han tog mig med ud at sejle. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Når man er ens indeni, behøver man ikke at snakke hele tiden. 

Jeg tog tilbage til Danmark og boede nogen tid hos min farmor på Amager, og efterhånden kom jeg så til Christiania. Her kunne jeg være mig selv. 

De første år boede jeg i en skurvogn. For 10 år siden gik vi i gang med at bygge huset om, og da vi gravede ud til nyt fundament, lagde vi jorden ude i sivene. Den havde samme form som Grønland, og jeg døbte stedet ’Little Greenland’. 

Jeg har en halvbror fra Nordgrønland, der døde, men jeg havde ikke 25.000 kroner til flybilletten, så jeg kunne ikke komme til hans begravelse. Jeg sad længe herude og græd og kiggede ud over vandet. Der har altid været vand omkring mig. 

Jeg har haft nogle fantastiske år her. Her føler jeg mig hjemme. Her har jeg sat rødder. Jeg bygger stadig på huset og spiller musik med min ven Mikkel. Jeg er stolt, når min søn siger, at han er kvart grønlænder. Jeg håber bare, at der er nogen, der kan lære ham sproget.”

LAILA LUND ALTINBAS
35 år

”Jeg kommer fra Aasiaat i Grønland. Jeg flyttede til Danmark, da jeg var 18, og har boet her det meste af tiden siden. Jeg arbejder primært med kunst fra og om Grønland, og jeg laver kunstformidling for forskellige organisationer. Det sidste halve år på mit studie i kunsthistorie søgte jeg om at komme til Nuuk, hvor jeg lavede en udstilling sammen med Nuuk Kunstmuseum, som jeg skrev speciale om. Det var der, jeg igen begyndte at interessere mig for Grønland, som jeg ellers ikke havde haft noget at gøre med, efter jeg flyttede.

Jeg har altid følt, at jeg ikke var grønlandsk nok, fordi jeg ikke taler grønlandsk. Jeg håbede, at når jeg flyttede til Danmark, ville jeg føle et større tilhørsforhold, men sådan var det ikke. Der var en masse ting, der gjorde, at jeg ikke rigtig var helt dansk, og det arbejdede jeg med som ung. Jeg prøvede at finde det danske i mig selv, men jeg havde noget uforløst i forhold til det grønlandske. Det var derfor, jeg ville til Nuuk. Da jeg boede i Grønland, blev jeg ikke ligefrem mobbet, men jeg blev drillet. Jeg var hende, der var dansk. Min mor har altid talt grønlandsk til os, og vi svarede hende på dansk. Så jeg forstår rigtig meget, men det med selv at lave sætninger har jeg ikke fået øvet mig i.

Jeg beskæftiger mig med det grønlandske, fordi jeg gerne vil bevise over for mig selv, at jeg er grønlandsk nok. Og fordi der ikke findes ret mange grønlandske kulturhistorikere. Der er nok at tage fat i. At jeg har forskellige nationaliteter, giver nogle andre vinkler. Jeg kommer med et andet blik, synes jeg. Jeg kan måske finde nogle blinde vinkler, som andre kan misse. Kunst viser forskellige vinkler på verden, og jeg tror oprigtigt på, at kunsten kan åbne folks blikke for, at der er mange andre måder at se verden på end den, de selv har. Jeg vil aldrig være 100 procent hjemme ét sted, men det tænker jeg, at der er en styrke i.

Da jeg flyttede til Danmark, gik det overordnet set meget godt. De tog mig ind i min gymnasieklasse, som jeg var, men der var nogle ting, hvor jeg kunne mærke, at jeg var anderledes. Det danske sprog, jeg havde, var noget helt andet end det, man bruger her. Og på universitetet var der rigtig mange ord, jeg ikke kendte, ligesom den referenceramme, de andre havde i forhold til kunst, var anderledes end det, jeg kendte til. De havde jo været på utallige kunstmuseer og kendte for eksempel Asger Jorn, som jeg stiftede bekendtskab med for første gang. Det er ikke kun en kulturel forskel, det kunne lige såvel have været en klasseforskel. Hvis man ikke kommer fra en kultur-elite-familie, ville man nok heller ikke kende Asger Jorn.

Jeg har utallige gange holdt kaffemik til min fødselsdag, ligesom jeg altid har gjort i Grønland, men det er aldrig det samme. Selvom jeg siger til mine danske bekendte, at de bare skal komme forbi og gå igen, når de har lyst, er det bare ikke et koncept, de kan forstå. De kommer alligevel klokken 14 og går klokken 17. Det er bare et lille eksempel på, at der er nogle ting, man ikke kan få, når man er her. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den danske natur. Når jeg er i en skov, føler jeg mig malplaceret. Når jeg er i Grønland, føler jeg mig hjemme i fjeldene, min krop ved, hvordan den skal begå sig. Jeg synes stadig, det er svært. Når jeg tager i skoven med mine børn, ved jeg ikke, hvad man skal lave der. Jeg var 15, da jeg første gang klatrede i et træ. Mine børn får aldrig det samme forhold til naturen som mit, men så får de noget andet. De lærer byen, landbruget og skoven at kende.

I lang tid troede jeg, at jeg var halv, men jeg er jo hel på alle mulige måder, det har bare taget mig lidt længere tid at finde ud af, at jeg er det. Min mand og jeg har begge to kulturer. Hans forældre er tyrkiske, og han er født og opvokset her, men har aldrig fået lov til at blive set som dansk, fordi folk straks på hans navn kan se, at han ikke er det. Ironisk nok tror mange, når de møder ham, at han hedder Benjamin og ikke Ibrahim. De kan ikke få det til at hænge sammen med, at han taler perfekt dansk. En af de ting, vi fandt hinanden i, er, at vi begge to føler os splittede. Vi føler, at nogen udefra prøver at definere, hvem vi er.  Men vi har lært, at det er der ikke nogen, der skal. Det er os selv, der definerer det.”

LARS OLAF SØVNDAHL PETERSEN
32 år

”Jeg arbejder som  diplomat, og har boet i Algeriet, Mali, Bruxelles og rundt-omkring i Danmark, i København og på Fyn. Nu har jeg en dejlig base sammen med min kæreste på Amager. Jeg er født i Danmark, mens begge mine forældre er født og opvokset i Grønland af danske fædre og grønlandske mødre, så jeg er både grønlandsk og dansk. Jeg har boet mest i Danmark i løbet af min opvækst, men jeg har tilbragt rigtig mange somre i Sydvestgrønland i en lille bygd, der hedder Igaliku, hvor min mormors familie kommer fra. Jeg boede i Bruxelles, fra jeg var 11, til jeg blev 14, og senere boede jeg der atter i et halvt år, mens jeg var i praktik hos den danske EU-repræsentation.

Det har overvejende været en gave at have det grønlandske og det danske med mig. Men i min barndom og ungdom kunne jeg opleve det som en smule fremmedgørende. Jeg taler ikke grønlandsk. Når jeg var i Danmark, lignede jeg en grønlænder, og når jeg var i Grønland, kunne jeg kun tale dansk. Jeg er da nogle gange blevet mobbet i folkeskolen på grund af det grønlandske, men omvendt havde jeg i Grønland ikke altid et fælles sprog med mange af de andre børn, og det gav en naturlig afstand.

Den fremmedgørende følelse kan jeg til tider stadig godt have, men det fyldte mere, da jeg var yngre. Når man føler sig midt imellem to nationer, to sprog, to kulturer, bliver den tredje, fjerde, femte kultur også mere spændende. Det bliver mere naturligt at opsøge nye ting.

Jeg har spillet meget fodbold, og det blev en anden måde at finde fællesskab på, hvor sprog ikke var så vigtigt. Det har været naturligt for mig i de der skift at holde fast i vennerne, uanset hvor de kom fra, og hvilket sprog de talte. Jeg har venner, fra da jeg var barn, og jeg bliver ved med at få nye venner. Jeg har været heldig, jeg har haft nemt ved at finde nogle dejlige venner og dybe venskaber, og jeg gør mig umage med at holde venskaberne ved lige.

I mit voksenliv er det med nationalfølelse blevet mindre vigtigt for mig. Jeg har ikke det store behov for at identificere mig med Grønland, Danmark eller med Belgien, som jeg nogle gange kalder mit tredje hjemland.

Jeg savner ikke særlig meget. Det har jeg aldrig gjort. Men jeg tror, at jeg nogle gange godt kan miste noget, jeg ikke er bevidst om, i hverdagen. For eksempel når jeg var i Algeriet, og verden begyndte at føles lidt lukket. Når jeg så kom til Danmark og var blandt mine venner, åbnede verden sig igen. Der blev højere til loftet, og jeg fik mere overskud. Det er en kontakt, jeg skal sørge for at holde ved lige gennem telefonsamtaler, mails eller lige en besked til mine venner om noget, der er sket. Men i hverdagen opleves det ikke i synderlig grad som et savn. 

Når jeg er i Igaliku, er der langt til alting. Det er det sted i verden, jeg kan slappe allermest af og finde ro. Jeg går lange ture, vandrer, fisker og tager ud at sejle. Jeg har altid haft brug for at være alene en gang imellem og lade op, det er jeg blevet mere bevidst om med alderen. For mig har Igaliku altid været synonymt med en base og et helle i mit liv.

Det er aspekterne af afsavn: Jeg kan mærke, at jeg mister noget undervejs, som jeg så genopdager, når jeg kommer tilbage til det. Og jeg har brug for et sted, hvor der er afstand til alt, til mennesker, til store begivenheder eller bare til trafik og støj. 

Fodbold var for mig også et frirum, især da jeg var ung. Det var reflekterende, jeg blev stille, og man kom ned i sin krop.

Der er både noget madkultur, musikkultur og festkultur, som er forskelligt på tværs af det danske og det grønlandske – og det europæiske og internationale. Men så igen, det er ikke så forskelligt. Det er god marketing, at Danmark har kunnet bilde verden ind, at hygge kun er noget, der findes i Danmark. Jeg har endnu ikke været i et land, hvor det ikke findes. Det hedder bare noget andet.”

NAJA ABELSEN
60 år

”Jeg er født i Danmark, flyttede til Grønland i 1980 og boede der, fra jeg var syv, til jeg blev 15. At komme fra Frederikssund til Grønland var helt vildt, og det var en lykkelig barndom. Vi gik i fjeldet, og ingen anede, hvor vi var. Vi kunne falde i kløfter, søer og elve. Og nogle gange faldt vi faktisk i, men vi kom altid op igen. Hvis en kløft bare fortsatte, kunne vi enten gå flere kilometer udenom eller sige: Okay, vi hopper. Så står man der som barn på kanten af en kløft og skal finde mod til at hoppe halvanden meter. Man forbereder sig, kroppen forbereder sig, man lærer en urkraft at kende som barn. 

Vi skulle også stå fast på isen eller på våde sten, og i skolen havde vi sådan nogle balancelege og stå fast-lege. Vi lærte at stå fast og få jordforbindelse. Det følger med resten af livet. 

Dengang i 70’erne gik jeg i en dansk klasse, og der kom danske børn, hvis forældre var på en toårs kontrakt. Det anede jeg ikke noget om dengang, og jeg knyttede mig til piger og venner i klassen, der bagefter bare rejste igen. Efter 7-8 år, hvor jeg hele tiden mistede venner, fik jeg et traume, som afholdt mig fra at knytte mig til nogen.

Da jeg kom til Danmark, talte jeg stadig dansk, på den måde var det ikke et problem. Men jeg ville ikke knytte mig til nogen som helst. Det var der nogle af de søde piger i gymnasiet, der ikke forstod, de ville bare gerne være venner med mig. 

Jeg har haft et godt og privilegeret liv som billedkunstner. Det har jeg altid villet være. Jeg sad og tegnede alvorligt allerede som 8-9-årig. Jeg ville gerne på Kunstakademiet, men blev ikke optaget, så det blev Designskolen i stedet. Jeg har arbejdet som kunstner og udført bestillingsarbejder lige siden. Når jeg tegner i dag, bliver det ofte dyr og mennesker, jeg tegnede, da jeg var barn. Mennesker, der forgrener sig i dans, grønlandsk mytologi.

For tiden er der et grønlandsk identitetstema. Hvem er rigtig grønlandsk, og hvem er dansk? 

Men jeg er 60 år, og det overstod jeg i min ungdom, så det interesserer mig ikke så meget. Selvom man mener det godt, kan det hurtigt kamme over og blive en udelukkelsesmekanisme, jeg ikke bryder mig om. 

Jeg var heldig som barn, fordi jeg havde en grønlandsk far og en dansk mor. De var nogle seje forældre. Men som teenager lavede jeg den ungdommelige kortslutning, at alt, der havde med Grønland at gøre, måtte jeg kaste væk. Det var ikke kun mig, der lukkede ned for Grønland og min far. I min familie snakkede vi faktisk ikke om ham i mange år. Det var i virkeligheden meget traumatisk. Langt senere fik jeg en kæreste, som syntes, at det var spændende med en grønlandsk kæreste. Han spurgte jævnligt til min far og det grønlandske liv, og jeg gled bare af. Men langsomt startede det en proces mod at nærme mig Grønland og lukke lidt op for at tale om min far. Jeg fik også arbejde, der havde med Grønland at gøre. Kunst er altid en form for terapi, og jeg blev inviteret til at udstille i Grønland og udstille i Det Grønlandske Hus. Så den der identitetssøgen blev jeg nærmest tvunget til at tage stilling til. 

I dag synes jeg, det er fedt at kunne trække på det bedste fra to kulturer. Faren ved at tilhøre én kultur er jo, at man hurtigt kan blive racist, men når man selv består af to, skal man forholde sig til flere traditioner og sprog, flere af alting. Man bliver tvunget til at være mere eftertænksom. Det synes jeg er en god ting. 

I 70’erne skulle børn af blandede ægteskaber helst vælge dansk, det var fremtiden og uddannelsessproget. Man havde en frygt for, at børn ville blive ’dobbelt halvsprogede’, altså at de ikke kunne tale nogen af sprogene ordentligt. Sikke et fantastisk udtryk: dobbelt halvsproget!

Min far var en meget stolt mand. Han kæmpede længe med svære følger efter forfrysningsskader, som han fik, da hans båd på en jagt rev sig løs fra isen. Han måtte hoppe i vandet for at nå båden og sejle hjem. Hans kropstemperatur var 21 grader, da de fandt ham.  Smerterne forfulgte ham, han blev dårligt behandlet og måtte tigge om medicin. Det var under hans værdighed. En dag lænede han sig op ad en klippe, hvor han kunne sidde og nyde fjorden og solnedgangen. Han nød det sidste smukke, han skulle se i sit liv, så tog han sin salonriffel og skød sig ind i munden og op i hjernen. Den scene har jeg tegnet tre gange. Der var en stor værdighed i det, som jeg ikke kunne se de første mange år. Men jeg har lært at respektere det.”

NUKAATA A. JEREMIASSEN
27 år

”Jeg er født i Nanortalik, og jeg har boet i Aalborg, siden jeg fyldte 18. Da vi flyttede til Danmark, var det til Kongerslev (cirka 25 kilometer sydøst for Aalborg, red.). Her boede jeg, fra jeg var
12-13 år, med min mor, min søster og min nu afdøde stedfar. Vi var de eneste grønlændere i byen, og alle vidste, hvem vi var.

I starten kunne jeg ikke snakke og forstå så meget dansk, men alligevel fik jeg nogle gode venner i skolen. Jeg brugte kropssprog i stedet for. Vi kommunikerede med hinanden på den måde, og vi har holdt kontakten i mange år efter. Det er en sjov tanke, at selvom jeg ikke kunne dansk, kunne vi alligevel blive venner. 

Jeg taler grønlandsk, men der var en periode, hvor jeg faktisk var ved at glemme sproget, fordi jeg snakkede dansk dagligt med mine venner og på skolen. Jeg fik en grønlandsk kæreste, der ikke var så god til dansk, så derfra begyndte jeg at lære grønlandsk igen. 

Jeg startede på Arctic Street Food i Aalborg (nu Arctic Street Lab, red.), hvor vi taler grønlandsk, og på den måde vedligeholder jeg det. Jeg taler også grønlandsk med min mor. Jeg er glad for, at jeg kan snakke og forstå grønlandsk, for jeg vil ikke føle mig udenfor. Det kan godt være, vi bor i Danmark, men der er jo også mange grønlændere her, og jeg vil gerne kunne sproget, det er jo der, jeg er født. Man kan også blive dømt for ikke at kunne tale grønlandsk. For nogle grønlændere er det en dårlig ting. Så bliver man set som en dansker. 

Jeg savner Grønland, især naturen, vennerne og familien. Jeg har mange barndomsvenner i Nanortalik, som jeg stadig har kontakt til. Når jeg savner Grønland, kan jeg finde på at gå en tur ved vandet. Og så prøver jeg at være sammen med mine grønlandske venner. Når man er sammen, føler man sig lidt hjemme, fordi man snakker grønlandsk, og man kan sidde og hygge sig, spille kort og høre musik. 

Jeg drømmer om at blive pædagog for at hjælpe børn og unge. Jeg vil gerne give dem det, jeg aldrig selv har fået. Jeg har været igennem en masse ting, der har gjort mig til den, jeg er. Jeg vil gerne være en voksen, børn og unge kan se op til, som forstår dem og kan sætte sig ind i, hvordan de har det. Jeg havde det svært, og det var svært at række hånden ud til nogen. Men når man bliver ældre, forstår man, at det er bedre at række ud efter hjælp.”

LAILA VETTERLAIN
34 år

”Egentlig er jeg født i Ilulissat, men jeg er vokset op i Nuuk med en dansk far og en grønlandsk mor. Mit modersmål er grønlandsk – men det er også dansk. Min stedfar arbejdede meget i Danmark, så hvert år havde jeg en lang sommerferie og gik på Karrebæk Skole en måneds tid. Jeg var eksotisk og spændende i de andre børns øjne i den måned, så det gik fint, lige indtil vi flyttede herned. Jeg var 14 år, og jeg var ikke klar til det. Vi flyttede til Karrebæk i et sommerhusområde, hvor der nærmest kun var mennesker to måneder om året. Resten af tiden var der helt mørkt.

Det var ikke sjovt, jeg havde hjemve. Folk var søde, men der var også meget drilleri. Det at være grønlænder var pludselig et problem. Nu var jeg ikke spændende længere, for nu skulle jeg være der og være en del af det. Det var svært. Men jeg var vant til at være forkert, for i Grønland var jeg for dansk. Det mærkede jeg, når jeg kom tilbage til Grønland på ferie hos min far om sommeren. Er Laila ikke blevet for dansk? Er hun blevet sådan en dansker-tøs? Mine veninder svarede, at jeg var den samme Laila, jeg altid havde været. Men det er noget, man kan mærke.

Hvad gør man, når man er for dansk til at være grønlænder og for grønlandsk til at være dansker? I mange år gad jeg ikke have noget med min etnicitet at gøre. Der var altid noget i mig, der var anderledes, som faldt udenfor. Men da jeg kom på efterskole, følte jeg for første gang, at jeg virkelig faldt til. Dér kunne jeg bare være mig. Der var også nogle grønlandske unge, og nogle af dem kunne ikke dansk. Jeg fik lov til at være midtimellem. For første gang i mit liv var jeg hel: Jeg var både-og. Jeg oplevede at være en del af mange fællesskaber. Det gav mig ro. 

Som ung i Danmark cyklede jeg ud på stranden, kiggede på stjernerne og tegnede. Det gør jeg stadig: tager ud i naturen og sidder og tegner for mig selv. Når jeg er alene, er jeg bare mig. Jeg kan slappe af og trække vejret dybt. Det gjorde jeg også som barn i Nuuk, hvor jeg havde en rute op i fjeldet. Når jeg får lov at være alene, er jeg bare mig.

Jeg har flyttet meget rundt i mit liv. Jeg er ikke rodløs. Jeg er som en potteplante. Hvis du giver mig sol og vand, og jeg har min potte og mine rødder med mig, kan jeg sagtens leve. 

Da jeg var barn, forestillede jeg mig København som kæmpestor. Så jeg var ivrig efter at flytte til København og bo på Nørrebro, og det gør jeg i dag med min datter på ni år. I den danske hverdag, er det ’i går’, ’i morgen’, ’lige om lidt’. Når jeg vender tilbage til Grønland, finder jeg tilbage til nuet. Jeg elsker spontaniteten og den grounding, jeg får af at være i naturen. Jeg savner det grønlandske, det spontane. Det at gøre tingene her og nu.”

De interviewede på disse sider er udvalgt fra Shazia Khans portrætserie ’Siulit (Ancestors)’, der har været udstillet i Danmark og Grønland og bliver vist til Folkemødet 2025. Teksterne er udarbejdet af Ole Reimer og redigeret af redaktionen på Ud & Se. Find flere portrætter, og se mere på shaz.dk/Ancestors-Siulit.

/

Kønnenes kamp

Danmark har – som andre europæiske lande – vedtaget værnepligt for kvinder. Er det kun rimeligt, at kvinder også skal være soldater? Eller er det en ny bombe i ligestillingsdebatten? Ud & Se tager dig med til fronten af et dilemma, der kan angribes fra flere sider.
Tekst:Kim KristensenFoto:Henning Bagger/Ritzau Scanpix

KRIGEN HAR IKKE et kvindeligt ansigt. Det slår den hviderussiske nobelprisvinder i litteratur Svetlana Aleksijevitj fast i en af sine mest læste bøger, der netop har den titel og bygger på interview med mere end 500 kvindelige soldater, der kæmpede under anden verdenskrig. En million sovjetiske kvinder deltog i krigen mod tyskerne på lige fod med mænd, men siden blev de nærmest skrevet ud af historiebøgerne, glemt i eftertiden. Eller betragtet med mistænksomhed og ligefrem foragt, fordi Stalin trods mobiliseringen af kvinderne fastholdt parolen om ’Mænd til fronten, kvinder på hjemmefronten’.

Men ”den kvindelige krig var mere skræmmende end den mandlige”, skriver Svetlana Aleksijevitj. Mens mændene fra barns-ben var forberedt på måske at skulle bære våben og kunne gemme sig bag historiens fascination af krig som en ’mandlig’ begivenhed, var de kvindelige soldater ifølge forfatteren i højere grad fanget af andre følelser.

Meget har ændret sig siden dengang, men Forsvaret er traditionelt blevet opfattet som et mandeerhverv, og krig som udtryk for maskulinitetens værste side: aggressivitet. Kvinders angiveligt manglende aggressivitet har, sammen med en angiveligt svagere fysik, historisk været to vigtige indvendinger mod kvindelige soldater og kvindelig værnepligt. Det tredje (mod)argument er, at kvinder skulle ødelægge gruppedynamikken, og at grupper af kun mænd – og for den sags skyld også kvinder – fungerer anderledes end blandede. 

Men hvorfor skal der egentlig ikke være statslig ligestilling i det job, det er at være soldat?

”Vi står i en udfordret situation, fordi Rusland fører en fuldstændig hensynsløs krig i Ukraine,” forklarede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om baggrunden for, at et bredt flertal i Folketinget i april vedtog at forlænge værnepligten og at -tvangsindkalde kvinder til militæret, såfremt der ikke er nok frivillige mænd og kvinder til at nå et nyt mål om 7.500 danske værnepligtige. 

Beslutningen er nogle, især en del feminister, uenige i. Som Svetlana Aleksijevitj skriver: ”I centrum stod altid krigens uudholdelighed og modvilje mod at dø, men endnu større var modviljen mod at dræbe, for kvinden er jo den, som giver liv. Skænker livet. Hun bærer det i sig, og hun opfostrer det. Jeg fandt ud af, at det var sværere for kvinderne at dræbe.”

Anika Tronier. Foto: Privat

EN AF DE DANSKE kvinder, der har været i krig, er 40-årige Anika Tronier. Hun bor i Dragør med sin ægtemand og tre døtre og er netop vendt hjem fra Grønland efter at have været vært på optagelsen af anden sæson af Danmarks Radios ’Slædepatruljen’. 

Siden 1950 har soldater på hundeslæde og i makkerpar patruljeret de enorme afstande i det ubeboede Nordøstgrønland og tilbragt nætterne i telte, hvor himmel og jord kan stå i ét, mens temperaturerne kan nå ned til minus 50 grader. Foreløbig helt uden deltagelse af kvinder.

I første sæson af tv-programmet var det udelukkende kvinder, som deltog i konkurrencen om at være med i Slædepatruljen Sirius. Men i denne sæson har der været deltagere af begge køn.

”I specialstyrkerne snakker man om, at kvinderne ødelægger gruppedynamikken, men det synes vi jo ikke helt, vel?” siger Anika Tronier og griner. ”Så vi tager både mænd og kvinder med denne gang. For netop at vise: Okay? Så gruppedynamikken bliver ødelagt af kvinder …?”

Efter gymnasiet var Anika Tronier træt af bøgerne, og da hun var god til sport og idræt og en dag håbede at blive politibetjent, lå det ligefor at benytte værneretten – altså retten til at melde sig frivilligt til Forsvaret. På den måde endte hun som eneste kvinde på det første danske hold soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor der kan blive op til 50 grader i ørkenen.

”Jeg har været i krig, og krig udvasker køn,” fortæller Anika Tronier, der også er mentaltræner samt underviser i Forsvaret, om de fem uger i sommeren 2006, hvor hun deltog i kampene om byen Musa Qala. De længstvarende kampe, som nogen dansk enhed har deltaget i siden 1864.

Danskeren med de grønne øjne og det lange, lyse hår fik tilnavnet ’Combat-Barbie’ af de britiske soldater i den sydlige provins, og den britiske journalist og forfatter Patrick Bishop skrev efterfølgende i bogen ’3 Para’, at Anika Tronier var en ”bemærkelsesværdig effektiv maskingeværskytte”. Og at det blev sagt om hende, at hun aldrig tillod øjenkontakt med en eneste britisk soldat under hele udstationeringen.

”I krig skal du overleve, og så skal jeg love dig for, at en kvinde også bliver aggressiv. Eller kæmper. Lige meget hvem hun er,” siger Anika Tronier.

Titusindvis af kvinder kæmpede som guerillasoldater for Viet Cong under Vietnam-krigen mod USA fra 1961 til 1975. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

PARTIERNE BAG forsvarsforliget håber, at flere kvinder ligesom anika tronier trækker i trøjen, hvis forligets mål om 7.500 Danske værnepligtige skal nås.

”Der er behov for et bredere grundlag for at rekruttere, der inkluderer alle køn,” har Troels Lund Poulsen forklaret, og Forsvaret ryddede allerede tidligere på året op i listen af krav til de værnepligtige.

Hverken en højde under 155 centimeter, store bryster eller seksuelle afvigelser skal længere forhindre såvel mænd som kvinder i at aftjene værnepligt. Det skete med baggrund i, at over halvdelen af ungdomsårgangene blev kasseret. 

Sidste år, hvor der var blot 11 militærnægtere, aftjente 4.700 unge over 18 år deres værnepligt eller -ret. En fjerdedel af dem var kvinder, og antallet, som møder op på Forsvarets Dag (tidligere kaldet sessionen), har været støt stigende, siden de fik værneretten i 1998. 

Kvinder udgør dog stadig kun en tiendedel af det såkaldte stampersonel – dem, der bliver ansat som konstabler, sergenter og officerer. Ifølge de seneste tal blev hver femte værnepligtige kvinde i perioden fra 2018 til 2020 efterfølgende fastansat mod hver fjerde mand.

Kvinders værnepligt får dog først praktisk betydning, hvis der ikke kommer nok frivillige i de kommende år(tier). I dag er der cirka 35.000 15-årige drenge og 34.000 jævnaldrende piger, og de op til 7.500 værnepligtige skal altså findes i denne flok, når ligestillingen i værnepligten træder i kraft i januar 2027.

”Når der er krig, bør selv kvinder kæmpe,” mente Ho Chi Minh (i midten), der allerede i kampen mod kolonimagten Frankrig (1946-65) mobiliserede særlige kvindelige brigader. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

KVINDER HAR ALTID deltaget i krige, men de har sjældent været krigens forreste ansigter, og først under anden verdenskrig indgik kvinderne i militære styrker. En kvart million i de britiske styrker, en halv million i de amerikanske og tyske og som nævnt én million i de russiske. Modsat i Den Røde Hær, hvor mange af kvinderne kæmpede ved fronten, var de dog ikke i kamp.

I Den Røde Hær blev den grænse mellem mænd og kvinder, som tidligere kun var blevet overskredet i borgerkrige og partisanbevægelser, ophævet af en regulær hær. Tyskerne betragtede til gengæld ikke kvindelige soldater som en del af fjendens hær, men som såkaldte degenererede eksistenser. Det betød, at kvinderne ikke fik beskyttelse som krigsfanger. De blev enten henrettet, overført til koncentrationslejre eller brugt som tvangsarbejdere.

Efter anden verdenskrig blev kvinder kendt som en del af IDF (Israel Defense Forces) ved staten Israels oprettelse i 1948, og der blev indført værnepligt for dem. Men kvinderne blev udelukket fra kamptjeneste, fordi religiøse grupper modsatte sig, at de bar våben. Det er først i de seneste årtier, at israelske kvinder har deltaget i egentlige kampenheder. I Israel er værnepligten i dag mindst 24 måneder for kvinder og mindst 36 for mænd.  

I Vietnam kæmpede mere end en million nordvietnamesiske kvinder i 60’erne og 70’erne mod amerikanerne i integrerede enheder under mottoet ’Når der er krig, må selv kvinder kæmpe’. Den mest kendte kvindelige soldat i den sydvietnamesiske hær var seniorsergent Ho Thi Que fra Mekong-deltaet, som blev kaldt ’Tiger Lady’. Hun blev i 1965 skudt og dræbt af ægtemanden, major Le Van Dan, som forklarede, at hustruen var gået til angreb med en kniv efter at have fundet ham sammen med en yngre kvinde. Le Van Dan hævdede under den efterfølgende retssag, at det var selvforsvar, og sagde, at ”hendes jalousi var lige så stærk som hendes mod i kamp”.

Senest deltog kurdiske kvinder i kampene mod Islamisk Stat (IS) og anslås at have udgjort en tredjedel af kombattanterne. I Syrien dannede kvinderne i 2013 forsvars-enheden YPJ, som kæmpede ved siden af den mandlige del af hæren (YPG) i Folkets Beskyttelseshær. Mustafa Kemal Topal, som er adjunkt ved Roskilde Universitet (RUC), beskriver i bogen ’Women Fighters in the Kurdish National Movement’, hvordan de kvindelige soldater i Kurdistans Arbejderparti (PKK) til forskel for mændene også har en kønsdagsorden. Kvinderne ønsker med deres deltagelse i krigen ikke blot at befri nationen, men også at forbedre deres egne vilkår i et mandsdomineret samfund. 

I DANMARK ER vi gået noget mindre krigerisk til værks. I 1939 blev det frivillige Danske Kvinders Beredskab oprettet af Indenrigsministeriet for at stå for evakuering af civilbefolkningen i tilfælde af et luftangreb på København. Håbet var, at kvinderne kunne bidrage med noget, som de sikkert var gode til, nemlig at snakke. I hvert fald hed det i et mødereferat, at medlemmerne skulle ”berolige Publikum og tillige give de fornødne Oplysninger om, hvad der sker, og hvad man har i vente – med andre Ord et ’Snakkekorps’.”

Mere end 40.000 kvinder meldte sig i løbet af krigen, beredskabet bredte sig fra storbyerne til resten af landet med lokale underafdelinger, og der blev taget kontakt til de andre nordiske lande og deres lottekorps. Den finske Lotta Svärd-bevægelse var opkaldt efter en kvinde i Johan Ludvig Runebergs digtkreds ’Fændrik Stål’, som fulgte sin mand til fronten og hjalp soldaterne under den finske krig. Medlemmerne af Danske Kvinders Beredskab blev derefter Danmarks Lottekorps, og medlemmerne blev kaldt lotter.

Samtidig var Den Danske Brigade blevet oprettet i Sverige efter den tyske besættelse i 1940, og de kvindelige flygtninge dannede et lottekorps, som stod for at lave mad, gøre rent og store dele af militærstyrkens kontorarbejde.

Chefen for den danske militærlejr i Håtunaholm, kaptajn Helge Jensen, havde ellers den opfattelse, at alt, hvad der risikerede at aflede opmærksomheden fra at uddanne hårdføre, disciplinerede elitesoldater, var en vederstyggelighed. Hvilket ’Marokko-Jensen’ eller blot ’Marokko’, som Helge Jensen blev kaldt efter i sine yngre dage at have tjent i Fremmedlegionen, mente gjaldt kvinder i lejren i Uppland. Da lejrchefen blev påtvunget indkvartering af lotterne, indskrænkede han kvindernes bevægelsesfrihed og lod om natten dobbeltposter patruljere foran indgangen til deres kvarter.

”Sjældent har vist nogen kvindes dyd været så velbevogtet som disse lotters,” hedder det i Knud J.V. Jespersens ’Brigaden – Den danske Brigade i Sverige 1943-1945’.

Danske lotter, 1978. Foto: Erik Kragh/Ritzau Scanpix

EFTER ANDEN VERDENSKRIG fortsatte Danske Kvinders Beredskab med at høre under Indenrigsministeriet, mens Danmarks Lottekorps blev en selvstændig organisation, som ønskede, at kvinder fik mulighed for en karriere i Forsvaret. Ikke forstået på den måde, at kvinderne blev iført kamp-uniformer og eventuelt sendt til fronten, men som dem, der frigjorde mændene fra de hidtidige opgaver bag fronten. 

Indtil 70’erne var det almindeligt, også i kvindeorganisationer, at betragte de to køn som forskellige. Ud fra denne betragtning påtog mænd og kvinder sig forskellige opgaver i samfundet, og lotterne tog sig først og fremmest af de opgaver, som en ’husmoder’ tog sig af derhjemme.

”Det var en åbning for, at kvinderne kunne hjælpe med og være en del af forsvaret,” siger Helle Strandgaard Jensen, lektor i samtidskulturhistorie på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og medforfatter til ’Danmarks lotter – I uniform og forklæde for fædrelandet’. ”Det, at de overhovedet fik lov at træde ind i Forsvaret, var et stort skridt i sig selv. I dag er udgangspunktet til gengæld, at kvinder og mænd kan yde det samme. Man ser på den enkelte soldat, og hvad denne kan yde.”

I 1989 blev Danmarks Lottekorps nedlagt, og året efter Danske Kvinders Beredskab som en konsekvens af ligestillingspolitikken i Hjemmeværnet og Civilforsvaret, som korpsene kom til at høre under. Det gav ikke længere mening med særskilte kvindelige korps, efter at det allerede i 1962 i personelloven var blevet slået fast, at såvel mænd som kvinder kunne ansættes som stampersonel i Forsvaret og altså som konstabler og sergenter.

De første kvindelige konstabelelever blev antaget i 1971, men kvinderne blev ikke ansat i enheder, der risikerede at komme i kamp. En begrænsning, som stadig gjaldt, da kvinder i 1974 fik mulighed for at uddanne sig til officerer.

Men da ligebehandlingsloven blev vedtaget i 1978, blev begrænsningerne ophævet i de følgende år – den sidste i 1992, hvor kvinder fik mulighed for at blive uddannet som jagerpilot. Indtil da havde Forsvaret fået dispensation fra loven, fordi man frygtede, at flyets acceleration skadede kvindens reproduktive organer.

Senest fik kvinderne værneretten i slutningen af 90’erne, og siden 2015 har de fået en invitation til Forsvarets Dag i deres e-boks. I modsætning til mændene har kvinderne hverken pligt til at møde op på dagen eller fortsætte som værnepligtige, hvis de takker ja til tilbuddet. De kan springe fra med en måneds varsel uden grund.

Flagdag for Danmarks udsendte. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau scanpix

PÅ TRODS AF kvindernes kamp for at blive ligestillet med mændene i Forsvaret er Dansk Kvindesamfund, som ”arbejder for fuld ligestilling og ligeværd for kvinder og mænd”, modstander af værnepligt for kvinder. Eller rettere sagt: modstander af værnepligt for såvel kvinder som mænd. Ønsket om ligestilling mellem kvinder og mænd i Forsvaret ender i dette tilfælde med at give førstnævnte en pligt i stedet for en yderligere rettighed.

”Det ligger i vores dna, at vi arbejder for fred,” siger Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde Helena Gleesborg Hansen med henvisning til, at Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af Matilde og Fredrik Bajer, og at sidstnævnte var veteran fra krigen i 1864 og i 1908 fik Nobels Fredspris for sit fredsarbejde.

I 2000 vedtog FN en resolution om ’Kvinder, fred og sikkerhed’, som første gang slog fast, at kvinder ikke blot skal beskyttes bedre i krige og konflikter, men at de også skal involveres i arbejdet med at forebygge og løse konflikter. Baggrunden var de blodige borgerkrige årtiet forinden i Rwanda, det tidligere Jugoslavien, DR Congo, Sierra Leone og Liberia. Krige, hvor der var utallige eksempler på, at voldtægt og mange andre former for vold mod kvinder systematisk blev brugt som et våben.

”Ultimativt er det (værnepligten, red.) at blive trænet til at slå andre mennesker ihjel og drage i krig, og det er ikke noget, som nogen skal tvinges til,” siger Helena Gleesborg Hansen.

Det lægger Forsvaret heller ikke skjul på trods forsvarsministerens forblommede formuleringer om, at kvinderne resulterer i ”flere kompetencer”, en ”bedre opgaveløsning” og et ”mere alsidigt og mere komplet forsvar”.

”Vi bliver bedre til at løse vores kerneopgaver, når vi har et godt mix af mænd og kvinder,” sagde chefen for Forsvarsstaben Kenneth Pedersen sidste år på Folkemødet på Bornholm under en debat med overskriften ’Machokultur eller hønsegård’: ”Lidt skarpt sagt gør diversitet os simpelthen bedre til at slå ihjel.”

UNIFORM MED KVINDELIGT INDHOLD

Den højest rangerede kvinde i Forsvaret, generalmajor Jette Albinus, har fortalt til Politiken, hvordan hun i 1988 på sergentskolen fik ”underbukser med gylp og en kold skulder”. Selv om uniformen i dag signalerer, at der kun er ét køn – soldat – er Forsvaret i gang med at anskaffe særskilt udrustning og mundering til kvinder, herunder idrætstøj, idrætssko, undertøj, udgangsuniformer og ballistiske beskyttelsesveste. Der kommer også særlige uniformsbukser til gravide.

I starten af året kom der nyt undertøj til de kvindelige soldater. Soldaternes medlemsblad Fagligt Forsvar har set undertøjet efter i sømmene og konstaterer, at det er lavet af et tyndere materiale samt er ”flammehæmmende og en hipstermodel, dog uden ben, hvilket forhåbentlig vil give en bedre komfort”.

”DER ER EN meget maskuliniseret kultur i Forsvaret, og der har nok været en forståelse eller forventning om, at sådan skulle det også være,” siger forkvinde for Kvindelige Veteraner Karen Philippa Larsen, der skriver ph.d. om Ruslands brug af private militærstyrker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Det er kort inden, at forsvarsforliget bliver aftalt, og forkvinden er netop kommet tilbage fra et møde på Christiansborg med Liberal Alliance om værnepligten for kvinder. Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, havde skrevet på X, at sønnen, der har meldt sig til Livgarden, er en ”høj og veltrænet fodboldspiller på 86 kilo”: ”Jeg har ingen krav om, hvilket køn hans delingsfæller skal have, men jeg forventer af dem, at de kan bære min søn væk fra slagmarken, hvis han såres, ligesom han kan bære dem væk.”

”Det handler om, at Forsvaret er en institution, som historisk har været skabt og primært har været befolket af mænd,” fortsætter Karen Philippa Larsen, som er tidligere sprogofficer og har været udsendt til Ukraine.

Sidste år viste en undersøgelse, at 32 procent af kvinderne i det danske forsvar inden for det seneste år havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Et tal, der dækker over alt fra nedsættende tale til overgreb. For mænd var tallet 8,4 procent.

Når Karen Philippa Larsen skal sætte ord på mange kvinders møde med Forsvarets maskuline kultur, bruger hun udtrykket ’knappenålsoplevelser’. At blive stukket med en knappenål en enkelt gang er måske ikke så ubehageligt. Men det begynder det at blive, hvis det sker igen og igen. ”Kvinder kan sagtens have en helt almindelig hverdag i Forsvaret og så alligevel på alle mulige måder blive mindet om, at de er noget andet end normen. Det kan være sprogbrugen eller bare det, at kvinderne får komplimenter om deres udseende. Det er jo ikke et problem i sig selv, men det sker bare meget sjældent, at de mandlige kolleger får sådanne komplimenter.”

Tidligere på året blev en mandlig seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste for blandt andet at have kaldt en kvindelig sergent for ’yngste fisse’.

”Nyeste mandlige sergent blev kaldt ’yngste pik’. Jeg var så ’yngste fisse’,” forklarede kvinden i Københavns Byret. Seniorsergenten har anket dommen.

Dronning Margrethe inspicerer Kvindeligt Flyverkorps, 1978. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

PÅ KASERNERNE HAR det i høj grad handlet om at være stærk og stoisk. Og lade arbejdet komme før familien. Noget, som blev præsent for to et halvt år siden, da billeder af ukrainske fædre, der tårevædede tog afsked med familien, gik verden rundt efter Ruslands invasion. Dagen derpå mobiliserede præsident Volodymyr Zelenskyj landets værnepligtige og medlemmer af reserven og forbød mænd mellem 18 og 60 at forlade Ukraine. Kvinderne kunne derimod tage børnene og flygte. 

Men uden for kasernen er opgøret i gang.

”Der er forskel på, hvordan man er en god mand og soldat inde på kasernen og udenfor,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen, der er tidligere sprogofficer, to gange har været udsendt til Afghanistan, og som skriver en ph.d. på Aalborg Universitet med arbejdstitlen ’A Few Good Men – Om gode soldater og gode mænd i Hæren.”

”Der er en gruppe mænd, som stadig lever med de mere traditionelle idealer om maskulinitet. Men samtidig taler de ind i de moderne idealer om faderskab og refleksion over deres følelser og det at være en ligeværdig partner i hjemmet. Man kan se, at de har svært ved at leve op til sidstnævnte.” I Forsvaret har der af samme grund været en tro på, at ligestillingen mellem kønnene efterhånden kommer af sig selv – ikke mindst på grund af den kønsneutrale rekrutteringsstrategi med parolen

’Der findes kun ét køn i Forsvaret, og det er soldat’.

Forsvarets kultur, hvor soldaterne ikke bare bliver bedt om i yderste konsekvens at ofre livet i krigen, men at kæmpe for hinanden, risikerer dog at få kvinderne til at tøve – eller lade være – med at råbe op eller gå til deres foresatte, hvis de oplever problemer. Hvis de bliver chikaneret, får uniformer, der ikke passer, eller mangler sanitetsmidler.

Cecilie Schacht Madsen, videnskabelig assistent på Københavns Universitet, og Mie Madsen, videnskabelig assistent på Steno Diabetes Center Copenhagen, har undersøgt effekten af forsøget på at udviske køn på Forsvarets officersuddannelser. De advarer om, at udviskningen kan blive kontraproduktiv. Det er ikke nok at lade være med at snakke om køn, hvis Forsvarets kultur netop stadig er maskulin. En af de interviewede kadetter i undersøgelsen fortæller for eksempel, hvordan hun fik menstruation under en felttur og fandt det ”bøvlet” at få skaffet sanitetsmidler: ”Det er lidt svært at sige til en mand, jeg ikke kender, at jeg bløder som et vandfald, jeg har virkelig brug for nogle ting.”

”Det endte med at blive et problem, fordi det var en samtale, som ikke var taget forinden,” siger Cecilie Schacht Madsen, der fortæller, at man de fleste steder i Forsvaret trækker kvinderne til side og snakker om menstruation. 

”Hvilket betyder, at det allerede dér bliver et spørgsmål om, at menstruation er noget, kvinderne håndterer for sig selv. Vi mener ikke, at det skal være op til den enkelte kvinde at håndtere et biologisk aspekt, som potentielt halvdelen af Forsvarets ansatte kan opleve under øvelser. Når man har en førstehjælpskasse med alle mulige andre ting, hvorfor er der så ikke også tamponer eller bind i den?”

AMAZONER OG SKJOLDMØER

Homer beskrev første gang i ’Iliaden’, hvordan ”mandhaftige, stridbare kvinder” kom Troja til hjælp. Ordet amazon betyder ”uden bryst”, da kvinderne angiveligt afskar højre bryst for bedre at kunne spænde en bue.

Amazonfloden fik sit navn efter, at spanske erobrere i 1542 blev angrebet af indfødte krigere, som spanierne mente var kvinder. Ifølge ekspeditionens historieskriver, Gaspar de Carvajal, var kvinderne høje, gik med bue og pile og kæmpede ”lige så meget som 10 indianske mænd”.

I den nordiske mytologi omtales valkyrier som ryttere med spyd og hjelm, og i den norrøne litteratur er skjoldmøer jordiske kvinder, som kæmper på lige fod med mændene.

I SVERIGE BLEV værnepligten suspenderet i 2010, men da den syv år senere blev genindført, gjaldt den nu også for kvinder. Baggrunden var den forværrede sikkerhedssituation og problemer med at rekruttere nok frivillige. Sverige gik dermed i fodsporet på Norge, som indførte værnepligt for kvinder i 2015 (Holland er det tredje land i NATO, som i dag har værnepligt for kvinder).

Dag Ellingsen, seniorforsker og sociolog ved Arbeidsforskningsinstituttet samt professor ved Politihøgskolen i Oslo, understreger, at de fleste værnepligtige, både mænd og kvinder, i virkeligheden er frivillige. Det skyldes, at de i første omgang melder sig som interesserede i at aftjene værnepligt. Modsat Danmark sorterer Norge (og Sverige) i de værnepligtige og optager de bedst egnede. Resultatet er en gruppe motiverede kvinder, som på ingen måde er fysisk svage.

I Norge var 33,5 procent af de værnepligtige således kvinder i 2023 mod 13,6 procent i 2014. ”Hele diskussionen om kvindernes fysik er gledet i baggrunden og er ikke længere et samtaleemne. De har bevist, at de godt kan klare opgaverne. Kvinderne er med andre ord blevet accepteret,” fortæller Dag Ellingsen.

Dag Ellingsen og kollegaen Ulla-Britt Lilleaas har i et forskningsprojekt vist, at det hverken er svært eller medfører en høj risiko for seksuelle krænkelser, når mænd og kvinder bor sammen og deler værelser på kasernerne. Tværtimod. Atmosfæren er blevet mindre seksualiseret, og de flere kvinder giver bedre trivsel blandt de værnepligtige, fordi det er blevet mere accepteret at snakke om personlige problemer og for eksempel føle hjemve. Noget, som gør, at mændene psykisk har fået det bedre. 

Da Sverige genindførte værnepligten i 2018, var 15 procent af de værnepligtige kvinder, et tal, som nu er steget til 20 procent – og håbet er 30 procent i 2030.

”Mange af de problemer, som vi har haft med sexchikane og andet, er faktisk blevet færre, i takt med at der er kommet flere kvinder,” siger Alma Persson, lektor ved Linköpings Universitet, der forsker i køn og identitet i det svenske forsvar.

Kvinderne fortæller, at kønnet betyder så meget mere, når de kun udgør en lille andel af soldaterne. Et problem, Forsvaret herhjemme tidligere har beskrevet som ’akvariefisk-syndromet’, som er bagdelen – og nogle gange også fordelen – ved konstant at være udsat for andres blikke. Ifølge Sanna Strand, der forsker ved Stockholms Universitet i rekrutteringen af kvinder til forsvaret i Norge og Sverige, er det svært reelt at opgøre betydningen af kvindernes indtog. ”Der er nok lige så mange definitioner på krigens ansigt og oplevelser af militærtræningen, som der er værnepligtige,” siger hun.

”Men selvfølgelig betyder det noget, at kvinderne bliver indkaldt, og regeringen ønsker helt klart at sende et signal med værnepligten om, at både mænd og kvinder har ansvaret for at forsvare nationen – og at begge køn kan blive ofret for nationen i tilfælde af en krig. På lang sigt får det betydning for kønsrollerne og potentielt også for ligestillingen i samfundet. Men det sker ikke i løbet af en enkelt nat.”

LARS R. MØLLER husker stadig, hvordan han for et kvart århundrede siden hørte et ”ikke videre politisk korrekt” foredrag af den israelske militærhistoriker Martin van Creveld. Foredraget hed ’Den store illusion – Kvinder i det moderne militær’. Pointen var, at kvinder hverken i fortiden, nutiden eller fremtiden havde noget at gøre i forsvaret. Og hvis kvinderne alligevel var der, skyldtes det, at der ikke længere var nogen fare for et land.

Den 70-årige pensionerede oberst, som i 1994 stod i spidsen for ’Operation Bølle-bank’ i det tidligere Jugoslavien, hvor dan-ske soldater for første gang siden anden verdenskrig kom i kamp, har ’kontortid’ mellem 9:30 og 11:00, mens han går morgentur med schæferhunden Møffe. Resten af dagen er han optaget af at lægge sidste hånd på første del af et kommende tobindsværk om ’Krigens tænkere’.

Lars R. Møller skal først lige have et headset på, så begge hænder er frie, hvis nu hunden får øje på et egern eller en kat på turen. Ellers er Møffe ”fredelig som en marokkopude”.

Han besluttede sig for selv at undersøge sagen, inden han forfaldt til en ”oberst Hackel-lignende” mening, som han siger

I bogen ’Kvinder i kamp’ gør han op med myten om, at krigen har et mandligt ansigt. Hvis mænd oprindeligt var bedre soldater, fordi brugen af et sværd eller en økse afhang af fysisk styrke, ændrede det sig allerede med buen og pilen, og siden har den teknologiske udvikling udlignet kønnenes såkaldte kampevne.

”Jeg opfatter ikke kvinder som en anden race,” siger Lars R. Møller i telefonen.

”Det er jo det, som ligger i spørgsmålet: Den her race, hvilke karakteristika har den? Møffe, han er en schæferhund. Han er vagtsom og kan også skrue bissen på. Men jeg opfatter kvinder som mennesker, og det, man har brug for, er mennesker i Forsvaret. Det helt afgørende for, om mennesker kan være soldater eller ej, er, om de har mod til at trykke på aftrækkeren. Det er det helt afgørende. Modet er ikke en mande- eller kvindeting. Modet er en mennesketing.”

Soldater med forbindelse til Kurdistans Frihedsparti. Foto: Safin Hamid/AFP/Ritzau Scanpix

EFTER AT VÆRE kommet hjem fra Afghanistan cyklede Anika Tronier fra København, hvor hun dengang boede, og ud til Dragør Fort. Fra toppen af fortet, som blev anlagt i årene op til første verdenskrig for at beskytte hovedstaden mod angreb fra søsiden, havde hun udsigt over Øresund, byen, havnen, broen til Sverige, de gamle kanongrave og strandengene.

Afghanistan havde været en anden verden, og Anika Tronier følte sig fremmedgjort over for sine venner. Hendes verden var så anderledes end deres civile. En verden, de havde svært ved at forstå og sætte sig ind i.

I dag har hun ét råd til den kommende kvindelige værnepligtige: ”Stå ved dig selv!” siger hun og smiler.

”Jeg prøvede at være usynlig og gå i ét med væggen. Jeg prøvede at ligne en mand mest muligt og troede, at en god soldat var en, som aldrig bad om hjælp, for så kan man ikke sine ting. Ingen tårer og ingen sårbarhed, for så kan man jo ikke slå ihjel. Og jeg skulle aldrig fejle, for så bekræftede jeg fordommene om, at kvinder ikke var gode nok. Lad være med at efterlade dig selv derhjemme. Husk, at du er kvinde, og stå ved det. Du kan alligevel ikke skjule det, skulle jeg hilse og sige.”

/

Koldt vand i blodet

På Anholt midt ude i Kattegat var det engang øens fyrtårn, der blev kæmpet om. Men nu knokler øen og dens få beboere mod klimaforandringer, ekstremt vejr og et sultent hav, der bare æder og æder. Ud & Se tog til Danmarks mest isolerede ø, som 50.000 feriedanskere besøger hvert år.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Kim Frost

GRUSET KNASER UNDER cykeldækkene på Bygaden i Anholt By, vasketøj vajer i vinden i de blomstrende haver, og en plæneklipper brummer et sted. Det må være en god dag for ejendomsmæglere, det sprudler af forår i Danmark, og midt ude i Kattegat, tre timers sejlads fra fastlandet, viser Anholt med sine 130 fastboende borgere og sin lavhede kaldet ’Ørkenen’ sig fra sin smukkeste side. 

Bag et sort plankeværk i midten af øens eneste by ligger Kammerherregaarden. Det gamle hvide murstenshus signalerer ikke herregård eller gods, kun en lille messingplade på plankeværket afslører, at huset har en anden historie end de andre på Anholt. Jens Christian Rostgaard von der Maase tager imod med et hjerteligt håndtryk, han er godsejer og 10.-generationsarving til godset Anholt. Helt tilbage fra midten af 1600-tallet var Anholt et gods, ejet af von der Maases forfædre, som forpagtede jorden ud til småbønder og fiskere, indtil de i starten af 1900-tallet begyndte at sælge grunde fra. Kammerherregaarden er ikke meget større end en stor villa i byen, men stuerne em- mer af historie og nostalgi. Guldindrammede portrætmalerier på væggene skildrer forfædrene, et sted stikker et farvefoto af Jens Christian Rostgaard von der Maase og dronning Margrethe ud, og en kakkelovnsskærm med signerede portrætter vidner om en svunden tid, hvor omgangskredsen bestod af kongelige og adelige familier.

Han og kæresten Elisabeth Millang serverer mousserende vin i haven under en majestætisk blodbøg, mens godsejeren fortæller, at øens centrale placering i Kattegat har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Fyret på øens nordøstspids var et vigtigt pejlemærke, når sømagter skulle passere Kattegat på vej ind i Østersøen. Under Englandskrigene i starten af 1800-tallet slukkede danskerne for fyret med det resultat, at et engelsk orlogsskib strandede på øen. Det fik den engelske flåde til at besætte Anholt og tage kontrol med fyret. Trods forsøg på at generobre øen holdt englænderne den besat frem til Kielertraktatens indgåelse i januar 1814.

”Det var ret pinligt for danskerne, for englænderne vidste fuldstændigt, hvad der ville ske, fordi de havde spioner på Djursland, hvor danskerne sejlede ud fra. Englænderne lå og ventede på Sønderstrand og i Pakhusbugten, og da danskerne kom, blev de mejet ned. Men englænderne behandlede faktisk anholterne godt. Og de fine generaler kunne jo ikke sidde derude på fyret, de skulle være inde i byen, så de bemægtigede sig huset her,” fortæller Jens Christian Rostgaard von der Maase, men her slutter historien ikke. 

”Mange år senere sænkede gulvet i huset sig, og man måtte grave ud til støttebjælker. Man fandt et skelet, og man mener, det må have været en af de engelske generaler. Man lagde skelettet ud på en avis, for at det kunne tørre, og så var der nogle herovre, der solgte fingrene. Det er derfor, det spøger.”

”Ja, siger Elisabeth Millang, ”her er meget stille. Men om morgenen er der bare lyde nedenunder. Og når jeg så går ned, så er der ikke nogen.”

Jens Christian Rostgaard von der Maase og Elisabeth Millang.

Et er dog datiden, noget andet er nutiden. Von der Maases lille dynasti på Anholt er blevet mindre, i takt med at både den nuværende godsejer og hans forfædre har solgt jord fra, og i dag er en stor del af matriklen fredet natur. Fredninger tager klima og vejrguder dog ikke højde for, og vind, vejr og vand har i stigende tempo spist af de fredede områder på øen. Havstrømme og vind får sandet til at flytte sig langs øen og ændre kystlinjen. Processen er naturlig, men er blevet forstærket både af mere ekstremt vejr, og fordi man i mange år har udvundet sand, ral og grus i havet ud for Anholt.

”Nede på Sønderbjerg er kysten virkelig hård mod landskabet, og juridisk set er det lidt interessant, fordi Sønderbjerg er fredet,” forklarer 74-årige Jens Christian Rostgaard von der Maase, der også er advokat.

”Sønderbjerg ryger lige så langsomt ud i havet. Det undrer mig, at fredningsmyndighederne ikke har grebet ind og sagt, at nu skal vi redde den jord, som vi har fredet for at bevare. Nu står vi og ser på, at den skrider ned i havet.”

Jens og Berit Rosendal.

ET AF DE STEDER, hvor erosionen har ramt hårdest, er strækningen ved Anholt Camping lidt nordøst for havnen. Foran et smukt træhus med græs på taget sidder campingpladsens ejere Jens og Berit Rosendal i skyggen og drikker kaffe. 

”Jeg kom til at læse Jyllands-Posten en søndag, og der stod, at der var en campingplads til salg. Og så sagde jeg til Berit, om ikke vi skulle prøve det. Vi var lige blevet færdiguddannet begge to, hun var på barsel, og vi havde sådan en udlængsel. Vi skulle i hvert fald ikke bo i en forstad til Aarhus i et parcelhus,” siger Jens Rosendal med et smil. 

På campingpladsen overnatter en god del af de cirka 50.000 turister, der hvert år lægger turen forbi Anholt. Nogle af dem er fastliggere, der netop har valgt Anholt Camping, fordi det er lidt mere råt, og der er lidt færre hoppeborge og lidt mindre minigolf her end på mange andre campingpladser.  Campingvognene står i et måneagtigt landskab, omsluttet af kridhvidt sand og klitter, der munder ud i en flad strand med roligt vand og næsten ingen bølger. Men Anholt Campings privilegerede adgang til stranden er dog ikke kun et trækplaster, den har også udgjort en konkret trussel mod dens eksistens. Kattegats bølger spiser støt og roligt af Anholts nordlige kyst, og i takt med at stormene på øen er blevet voldsommere, har havet ædt en hel hektar af campingpladsens areal.

VOLDSOMT VEJR

De hyppigere og voldsommere vejrhændelser medfører erosion, hvor havet spiser større og større stykker af kysten. Problemet er særligt udtalt på Anholt, der med sin placering midt i Kattegat er hårdt ramt, når stormene ruller ind over Danmark. De seneste 25 år er Anholts nordlige kystlinje blevet rykket 30 meter tilbage. Vandstanden i de danske farvande forventes at stige med 30-60 centimeter frem mod slutningen af dette århundrede, forventer Danmarks Meteorologiske Institut. På Anholt oplever man allerede mere hyppigt højvande og oversvømmelser, særligt af Anholt Havn.

Kilder: DMI, COWI

Anholt Camping.

Jens og Berit og de andre anholtere havde ellers længe forsøgt at råbe politikerne op og få hjælp til at lave et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte Anholts nordlige kyst. Men selvom havet år for år spiste mere af kysten, faldt øboernes nødråb for døve øren. 

”Vi havde snakket kystsikring i 15 år, men det lykkedes først at råbe politikerne op, da vejen var spist i 2011. Men sådan er det jo i mange tilfælde, der sker først noget, når katastrofen er sket,” siger Jens Rosendal med reference til en særlig slem novemberstorm i 2011, der rev store stykker af øens ene hovedvej, Nordstrandvej, med sig og gjorde det synligt helt ind til fastlandet, at Anholt havde et problem.

”Men Bodil i 2013 var nok den værste storm,” fortæller 55-årige Berit Rosendal. ”Vandet slog ind over hele campingpladsen. Det undgik lige nøjagtigt at komme ind i vores hus, men vores butik stod under vand. Der stod stikflammer ud af vores el-stander, og jeg måtte ringe til 46 personer og sige, at deres campingvogne stod under vand. Det var altså ikke sjovt.” 

57-årige Jens Rosendal rykker lidt længere ind i skyggen og supplerer: ”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os halvanden meter højvande, vel? I hvert fald ikke for 10 år siden.”

Liselotte Arentz.

LISELOTTE ARENTZ VIRKER som en kvinde, der har svært ved at sidde stille. Hun svinger den hvide kassevogn, som udgør øens eneste taxa, ind i vejkanten, smækker døren op og fjerner i al hast en stak papirer og et par nøglebundter, så der er plads på passagersædet. Til daglig driver hun og manden Jan både Anholt Taxa, et entreprenørfirma, distribuerer øl og sodavand for Carlsberg, og, nå ja, så har de også en håndfuld køer gående. ”Vi laver stort set det hele på øen undtagen at passe folks børn.” siger hun med et grin.

Liselotte Arentz styrer med sikker hånd minibussen ad øens snørklede veje gennem fyrreskoven op mod øens højeste punkt. ”Jeg kan ikke huske, hvilken af stormene det var, men jeg kan huske, at de sagde, at det var en 100-årshændelse. Okay, så gik der ikke andet end et år eller måske kun et halvt, og så kom der en 100-årshændelse til. Og det grinte vi af, for nu kom der hele tiden de her 100-årsstorme. Men så blev vejen taget, og der var forsyningslinjer, vand og strøm, og det hele blev blotlagt.”

Som daværende formand for Anholt Borgerforening gik Liselotte til møder med Norddjurs Kommune og med Kystdirektoratet. Anholterne fik tegnet et bud på et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte øen mod de voldsomme bølger, men anlægget stod til at koste 16,7 millioner kroner – et beløb, der skulle betales af de kun tre grundejere, hvis ejendomme gik ud til kysten i de berørte områder. 

Det var en uoverkommelig pris, men stormene blev voldsommere og kom oftere, så noget måtte gøres. ”På et tidspunkt, da vi fik en af de her storme, måske var det Urd, tænkte jeg: ’Vi er simpelthen også nødt til at gøre noget selv.’ Og så fandt jeg på det her med crowdfunding. Jeg tænkte, at en crowdfunding på 500.000, det er lidt noller, vi var nødt til i hvert fald at samle en million kroner ind. En million ville jo ikke udgøre meget ud af de 16,7 millioner, projektet stod til at koste, men det ville trods alt gøre, at vi selv kom med noget.”

Liselottes crowdfunding tog hurtigt fart, og både øboere og sommergæster i alle aldre kom med forskellige kreative bidrag: ”Nogle børn samlede pant, og vores børnehavebørn samlede asfalt, der var gået i stykker oppe på Nordstrandvej, limede fyrfadslys på og solgte dem. Altså alt muligt mærkeligt fandt folk på.”

DET TOG ET år at nå millionen, de resterende penge kom fra en statslig ø-pulje, lodsejernes bidrag og kommunen, og i 2019 kunne Anholt indvie sit kystsikringsanlæg.

62-årige Liselotte Arentz holder ind på et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over Anholt Havn og sikringsanlægget. Tre lange stensætninger lidt ud for kysten danner to små laguner, og sammen med en høfde oppe på stranden knuser stensætningerne de største bølger, inden de når ind på land. Anlægget er bygget til at kunne holde i 50 år og til at beskytte mod såkaldte 50-årshændelser. 

Anholterne er godt tilfredse med deres nye anlæg, men de ved også, at det ekstreme vejr er kommet for at blive. Stormene bliver voldsommere og hyppigere, og det, der for blot få år siden var en 50-årshændelse, kan nu forekomme flere gange på et år. 

”Vi er jo vant til det, så det er ikke sådan, at vi bliver bange. Men når det stormer, kører min mand Jan rundt om natten og holder øje med væltede træer. Er det sket, kan ambulance og brandberedskab ikke komme frem. Og det er lige præcis i ekstremt vejr, at der pludselig sker et eller andet, hvor det er nødvendigt, at beredskabet kan komme ud. Vi kan jo ikke bare kalde på hjælp. Så på den måde skal vi være lidt …” Hun trækker på det og fortsætter: ”Man skal tænke: ’Hvad kan gå galt?’, og så gøre nogle ting, så det ikke går galt.”

Anholt har altid været udsat og sårbar, og anholterne er vant til at klare sig selv. Og for Liselotte Arentz er det en af de gode ting ved at bo på øen.

”Vi er jo nødt til at hugge en hæl og klippe en tå og finde en løsning. Det er den mentalitet, vi har herovre. Man lærer at klare tingene, og man finder ud af, at man kan mere, end man tror.”

Storm og erosion er dog ikke den eneste konsekvens af klimaforandringerne. Den kraftigere blæst presser store vandmasser ind og ud af Kattegat og Øresund med hyppigere oversvømmelser af Anholt Havn til følge. Anholterne har de sidste par år stadig oftere oplevet, at vandet står ind over kajen, og så må Liselotte og Jan køre ud med sandsække til de restauranter, der holder til på havnen.

Morten Abildstrøm.

FLERE ØBOERE ER begyndt at spørge sig selv, om øen er rustet til at beskytte sig mod naturens kræfter og det voldsommere vejr. En af dem er Morten Abildstrøm, der på en gårdsplads byder indenfor i et hus i skovbrynet et par hundrede meter fra Anholt By. De eneste lyde, der når herud, er vindens susen i trækronerne, et par solsorte, der synger aftensang, og en enlig bil, der triller forbi på vejen i ny og næ.

”Jeg kom herover for 32 år siden med min kone Lotte, der desværre er død nu. Hun sad i 17 år på TV-avisen som nyhedsjournalist, og jeg kom fra en baggrund i teater- og reklamefilmbranchen. Vi ville ikke blive gamle i vores mediejobs, og da vi var i slutningen af trediverne, sprang vi ud på dybt vand, og det lykkedes os at bygge en levedygtig business på Anholt. Vi havde begge to lyst til at arbejde med vores hænder, og vi var interesserede i naturen, så vi etablerede Anholt Gartneri og Naturpleje.”

Parallelt med gartneriet blev Morten Abild­strøm for 20 år siden leder af brandstationen på øen, der blandt andet har ansvar for at slukke brand og håndtere olieforurening. I Danmark er det lovpligtigt, at alle småøer har et beredskab, der kan slukke brand, og på Anholt består beredskabet af ni frivillige brandmænd.

KLIMØ-ÆNDRINGER 

De danske småøer kan blive særligt hårdt ramt af fremtidens ekstreme vejr. Mange af øerne er lavtliggende og særligt udsatte for stormflod og havvandsstigning, De har også længere til hjælp ved ekstreme vejrhændelser. Øerne er forpligtet ved lov til at have eget redningsberedskab, men ifølge sociolog Nina Baron fra Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole er de lokale beredskaber på øerne sjældent klædt ordentligt på til at håndtere ekstremt vejr. Samtidig står øerne ofte bagerst i køen, når det kommer til finansiering af forebyggende tiltag.

Kilder: Sammenslutningen af Danske Småøer, Nina Baron

Da Morten Abild­strøm i sin tid blev en del af beredskabet, var det meget begrænset, hvad øen rådede over af slukningsudstyr, og han fortæller med stolthed, hvordan han har været med til at styrke øens brandberedskab. Med støtte fra blandt andet TrygFonden anskaffede han og kollegerne en ATV med højtrykspumpe og andet udstyr, der kan slukke brande i de svært fremkommelige fredede områder på øen.

Men når snakken falder på det voldsomme vejr, som de senere år har ramt øen, bliver 67-årige Morten Abild­strøm mere afmålt. Mens beredskabet på Anholt er rustet til at slukke brande i de fredede ørkenlandskaber, mangler øen stadig den fornødne støtte til at håndtere de ekstreme vejrhændelser. 

”Vi har ingen watertubes, vi har ikke nogen flydespærringer, vi har ingen sandsække, alt det der har vi slet ikke. Vi har snakket om det, og politikerne har lovet, og du ved, hvordan det er. Så bliver de valgt, og så glemmer de hurtigt, hvad de lovede, inden de blev valgt.”

For Morten Abildstrøm hænger spørgsmålet om kystsikring sammen med en langt større diskussion om, hvad man vil med øen i en fremtid, hvor klimaforandringer og ekstreme vejrhændelser er hverdag, og hvor det, der plejede at være 100-årshændelser, pludselig indtræffer med jævne mellemrum. 

”Jeg tør vædde med, at hvis du spørger rundtomkring i Norddjurs Kommune, er der rigtig mange, der er skidetrætte af at høre om de der 130 mennesker ovre på Anholt. Og så skal du huske en anden ting: Anholt-færgen, som sejler fra Grenaa og herover, er jo en kæmpe CO2-udleder for Norddjurs Kommune. Og den kører også med underskud hvert år. Men man skal jo tage en beslutning. Vil du have et helårssamfund herovre, eller hvordan vil du gøre det? Grunden til, at folk synes, at Anholt er interessant, er jo blandt andet fordi der er et helårssamfund herovre. Man kan også lave det om, og så kan man bare sige, at den første turist, der kommer til påske, henter nøglen ovre på borgmesterkontoret, og den sidste afleverer den igen efter efterårsferien i uge 42.”

I DET SKINNENDE orange redningsfartøj, der optager størstedelen af pladsen i dokken på Anholt Redningsstation, kravler Bent Rasmussen op i styrehuset. Båden er omgivet af slanger, pumper og værktøj, alting har sin faste plads og er klar til at blive taget i brug, når Bent Rasmussen og hans kolleger med under 20 minutters varsel rykker ud for at hjælpe skibe i havsnød.

”Jeg er født og opvokset på Anholt og flyttede herfra, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg tog ud at fiske nogle år og boede på Vesterbro i København. Min kone og jeg er begge fra Anholt, vi gik i skole sammen, og vores familier har boet herovre de sidste 6-7 generationer, så vi endte med at flytte tilbage.” 59-årige Bent Rasmussen griner lidt, mens han letter på kasketten med Søværnets logo og kører hånden gennem det gråsprængte hår. 

”Det er 30 år siden, og vi fik fire børn, den sidste bor stadig hjemme. Jeg søgte ind i redningsstationen frivilligt, blev bådfører kortvarigt, og så blev jeg stationsleder for et par og 20 år siden.”

Redningsstationen på Anholt er en af 21 redningsstationer, som Forsvaret driver rundtomkring i Danmark, og som har til opgave at assistere folk, der kommer i havsnød.

ØEN MIDT I SØEN

Anholt er Danmarks mest isolerede ø-samfund. Øen har cirka 130 indbyggere og et areal på 22 kvadratkilometer, hvoraf omtrent 85 procent er fredet natur. Størstedelen af øen er dækket af lavheden ’Ørkenen’, og den eneste by er Anholt By. Øens beboere arbejder mest med turisme, fiskeri, byggeri, gartneri, undervisning, børnepasning og ældre- og sygepleje. Hvert år i sommersæsonen besøger cirka 50.000 turister Anholt, og turen dertil går enten med færge fra Grenaa eller med taxa-fly fra Roskilde – hvis man ikke sejler selv.

I dag dækker Bent Rasmussen og hans kolleger et stort område af Kattegat, og de bliver sendt til opgaver både ved Læsø, Aarhus Bugt, Nordjylland og Sverige.

Ligesom de fleste andre anholtere har Bent Rasmussen dog adskillige jobs. ”Tingene skal jo løses herovre,” som han siger. Han henter og afleverer post ved færgen, passer en vejrstation for DMI, og så er han ansat som sognefoged – en tjans, der blandt andet indebærer, at han fungerer som politimyndighed på øen størstedelen af året, hvor der ikke er noget fast politi til stede. 

”Sognefogeden er den øverste myndighed. Det handler om at få øen til at køre om vinteren og tage tingene i opløbet. Vi plejer at kunne finde ud af det sammen. Der er selvfølgelig nogle gange, hvor man siger: ’Nu får du ikke flere chancer’, men det meste kan løses med en rolig tilgang og lidt sund fornuft,” forklarer Bent Rasmussen, der kan tilkalde forstærkning fra politiet på fastlandet, hvis det skulle blive nødvendigt. 

”Det er trygt for øen at vide, at vi ikke er glemt herude, men vi er også rigtig gode til at passe på hinanden, synes jeg,” siger Bent Rasmussen, der klør sig i skægstubbene og tænker sig lidt om, før han fortsætter: ”Man er også god på øen til ligesom selv at justere, hvor grænsen er henne, hvad der er acceptabelt. Et sted som her skal du ikke gøre ret meget forkert, så er det et træls sted at være. Du kan jo ikke bare lige flytte. Der er ikke noget hærværk eller graffiti, og hvis der er et eller andet, finder vi ud af det. Nu har jeg været sognefoged siden 2004, og jeg har aldrig brugt magt, og jeg har aldrig anholdt nogen. Det handler om ikke at piske en stemning op. Jeg tror, at alle med en fornuftig tilgang til tingene vil kunne løse sådan en opgave her. Det handler om at se løsninger i stedet for problemer.” 

Redningsbådens radio skratter, og sognefogeden skruer ned for lydstyrken, inden han fortsætter: ”Sådan en stilling kan jo misbruges frygteligt. Politiet har myndighed, men den skal helst være til gavn for borgerne … Uden at vi sidder knæene af hinanden herovre er det vigtigt, at vi giver folk samme behandling. Man kunne lave rigtig meget lort som øvrighedsperson sådan et sted her.”

PÅ HAVNEN HAR et par ældre mænd i arbejdstøj indfundet sig foran købmanden med hver deres kolde dåseøl, og en enlig hundelufter tusser ned ad vejen mod Casablanca Hostel. Det er mandag morgen i maj, og havnen er stille, færgen er sejlet til Grenaa 07:50, og den kommer først tilbage i eftermiddag. 

Færgen bliver igen og igen fremhævet som øens livsnerve – det er den, anholterne tager, når de skal besøge deres familie på fastlandet, når skoleeleverne skal i svømmehal i Grenaa, når der skal julegaveshoppes i Aarhus, når børnene skal til bøjletandlæge, eller når øboerne skal til familiefester.

Den seneste tid er færgen dog stadig oftere blevet aflyst på grund af højvande i Anholt Havn, og anholterne har måttet ændre planer i sidste øjeblik eller rejse en dag før, når der er udsigt til kraftig vind, højvande og risiko for aflysninger.

Problematikken ligger mange anholtere meget på sinde, deriblandt Liselotte Arentz: ”Havnen er ikke højvandssikret. Og det kunne være lige meget, hvis det bare er en gang imellem, men hvis det er hele tiden, får man jo et problem.”

Morten Abildstrøm stemmer i: ”Vi skal jo tage fat på det der klimatilpasning. Men det er en alt for stor opgave for kommunerne, alt for dyrt. Derfor skal kystsikring og klimatilpasning i Danmark løftes op på nationalt plan og finansieres nationalt. Hvis ikke man gør noget, er der jo ikke nogen havn på Anholt i år 2100.”

KYSTEN ER IKKE SÅ KLAR 

Danmark har cirka 8.000 kilometer kystlinje, der med havstigninger og voldsomme vejrhændelser mange steder står til at blive markant forandret i de kommende år. I 2023 lancerede regeringen en plan for klimatilpasning, der fordelte 1,3 milliarder kroner til udsatte kystområder. Særligt den jyske vestkyst blev prioriteret med 1,1 milliarder kroner. De resterende udsatte kystområder fik en mindre pulje på 168 millioner kroner. I Danmark er det hovedreglen, at det er den grundejer, der har brug for kystsikringen, der skal betale. I mange tilfælde går grundejere derfor sammen for at eta­blere kystsikringsanlæg i fællesskab.

GÅTUREN FRA HAVNEN til Anholt By går langs enge med græssende heste og gennem en skov, hvor duften af fyrretræer og syrener rammer næseborene med fuld kraft. Både luften og drikkevandet smager umiddelbart renere her end i resten af landet. Ældgamle egetræer strækker sig mod en knaldblå himmel, en kongeørn cirkler et sted over trætoppene, og nogle børn cykler i fuld fart ned ad en bakke i tryg vished om, at øens få biler er på lang afstand i skovens stilhed.

Er Anholt det perfekte sted at være barn? Svarene blandt tre af de otte teenagere – ud af i alt 16 fastboende børn – er både-og. En af dem er Bent Rasmussens 15-årige søn, hvis far åbner den lave dør i bindingsværkshuset og råber, så det gjalder: ”Hans! Hans!” 

”Han er garanteret på toilettet med sin telefon. De unge mennesker!” Bent Rasmussen himler med øjnene, og efter lidt tid viser Hans sig i døråbningen iført mørkt joggingtøj og et lidt forvirret ansigtsudtryk. Var det i dag, vi skulle snakke? Indenfor i hjørnesofaen får han dog hurtigt talt sig varm, når snakken falder på, hvad der er det bedste ved at være barn og ung på Anholt.

”Sammenholdet. Man kan sige, at jeg er venner med alle på skolen. Og man er også gode venner med mange af de voksne. Hvis man boede i en storby, ville man ikke kende hinanden på den måde.” 

Alba, Mille og Hans.

To af klassekammeraterne, 15-årige Alba Esperanca Trolle Smed og 13-årige Mille Egelund Pedersen, deler Hans’ opfattelse. 

”Fællesskabet! Sammenholdet!” udbryder de i munden på hinanden i den villa, Alba deler med sin mor, efter at de flyttede hertil fra Odense for fem år siden. Ligesom Mille, der har boet i Grenaa som yngre, kender Alba til forskellen på at bo på fastlandet og på en lille ø som Anholt: ”Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var is og sol det hele, det var også vinter og skole,” siger Alba, mens de røde negle piller ved hendes guldhalskæde.

”Vi har sådan en leg, der hedder gemme-fange. Om aftenen mødes vi alle sammen henne på noget, der hedder Jordemoderpladsen. Vi har en Snapchat-tråd, hvor vi aftaler det, og så går vi rundt og banker på dørene hos dem, der ikke har telefon, og spørger, hvem der vil være med,” fortæller Mille, der i sin mørke sweatshirt og store guldøreringe lige så godt kunne befinde sig på Strøget i Aarhus eller på Fisketorvet i København.

Alba og Mille er øens eneste teenagepiger, og de er tætte veninder. 

”Det er egentlig ret mærkeligt, fordi vi bliver jo nødt til … Hvis vi nu bliver uvenner, så bliver vi nødt til at blive venner igen. Ellers går det jo ikke,” siger Alba og tager en slurk sodavand.

De særlige venskaber kan Hans tale med om: ”Man kan jo ikke bare sådan få nye venner, så hvis man bliver uvenner med sine venner, glemmer man det hurtigt. Og så skynder man sig at blive gode venner igen.”

ØENS UNGE HAR dog et netværk af venner på fastlandet, som de skriver sammen med på telefonen og tager ind og besøger med mellemrum. 

”Man kan godt have det lidt kedeligt i weekenderne. Jeg skriver meget med min veninde ovre på fastlandet, som skal til fest hver weekend, og så står jeg selv sådan … ja, hvad laver jeg? Jeg sidder med min telefon,” siger Alba. 

Mille supplerer: ”Altså, man kan da godt lige tænke: ’Ej, jeg gad sgu da godt være med lige nu.’ Men … man sidder jo fem timer væk. Nogle gange er det megafedt at være her, men andre gange er det også lidt træls.”

De tre teenagere er efterhånden vant til andre unges fordomme om ø-livet og til at skulle svare på dumme spørgsmål: ”’Har I nogensinde set en McDonald’s?’ kan de finde på at spørge om,” fortæller Mille med et grin. ”’Har I overhovedet internet derovre?’” tilføjer Alba. 

Netop internetforbindelse og smart­phones er med til at gøre de unges ø-tilværelse sammenlignelig med de fleste andre danske teenageres.

Hans mener selv, at han bruger omkring 5-6 timer på skærmen hver dag. Tiden går med gaming, serier, at holde kontakt med venner på fastlandet og netshopping, da Brugsen er den eneste butik på øen, der har åbent hele året. 

”Folk tror, at vi er sådan nogle naturbørn herovre,” griner Mille, mens Hans fortæller, at han ikke bruger naturen så meget, som da han var yngre: ”Jeg kan ikke rigtig se et formål med det. Det er lidt kedeligt, jeg vil hellere spille sammen med mine venner.”

DE DANSKES ØER 

Danmark har godt og vel 400 øer, hvoraf omtrent 80 er beboede. 27 af de beboede øer er organiseret i Sammenslutningen af Danske Småøer, der har det til fælles, at de har færre end 1.200 indbyggere, ikke har broforbindelse til fastlandet og ikke udgør deres egen kommune.

SKOLEN PÅ ANHOLT går til 9. klassetrin, og i 15- eller 16-årsalderen skifter langt de fleste unge derfor ø-livet ud med en tilværelse i Grenaa eller Aarhus med kollegie og ungdomsuddannelse. Det er tidligt at flytte hjemmefra, men er det noget, de unge glæder sig til eller frygter? 

Hans er ikke bekymret, selvom han ved, at det bliver hårdt: ”Det er selvfølgelig svært, men det er også med til at gøre én moden. Og man bliver på en måde stærkere, mere selvstændig.”

Alba er mest bekymret for alle de valg, hun skal træffe: ”Jeg tror, at det, jeg er mest bange for, er alle de planer, man skal lægge for fremtiden. Jeg havde ikke engang valgt, hvilken efterskole jeg skulle på. Og så skulle jeg sidde der og finde ud af, hvilken uddannelse jeg vil tage.”

Når snakken falder på de unges fremtidsdrømme, har både Alba, Mille og Hans planer, der ligger uden for Anholt. Mille drømmer om at blive frisør, Alba vil gerne være advokat, mens Hans 

ikke har besluttet, hvad han vil, ud over at blive noget andet end det, man kan blive på Anholt.

”Jeg drømmer meget om at komme ud i verden og bo og sådan,” forklarer Alba. ”Men jeg vil gerne vise mine børn øen og have sommerhus herovre. Jeg vil ikke tabe gnisten for Anholt nogensinde.”

/

Spændt op til lir

Rigtige senge og blomster i vaser. Glamping er populært, og de bløde overnatningssteder findes overalt i landet. Hollandske Tirza Snip og hendes partner forelskede sig på et danmarksbesøg i Langeland og endte med at slå teltpælene ned.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:Tiki Camp

JEG ER VOKSET op med traditionel camping med telt og er ikke så meget til hoteller, fordi man er inde i en bygning. Jeg vil hellere være tæt på naturen. I Amsterdam boede vi midt i byen og havde travle jobs i mediebranchen – jeg i marketing, og min partner Nicki Dreyer arbejdede med tv – og når vi skulle have en pause fra hverdagen, kunne vi godt lide at tage på ture og være udendørs, men med en vis komfort. Jeg tror, det er det, folk vil have nu, fordi alting går så hurtigt. Når man tager på ferie, vil man gerne have en pause fra de mange indtryk og bare hænge ud. 

Vi ville gerne have en anden livsstil og starte noget, som kunne forene de ting, vi elsker: natur, dyr, camping, ø-stemning og stil. Og gøre de ting tilgængelige for andre. Så vi kiggede os omkring uden for Holland, hvor der er meget pakket, og det var svært at finde et godt sted. Vi kørte først sydpå i vores gamle Hymer-autocamper, men vi blev enige om, at det er for varmt for os i Sydeuropa, og at vi hellere ville kigge mod nord. Glamping var ikke planen fra starten, men den idé begyndte at udvikle sig.

VI KENDTE IKKE noget til Danmark, men vi kiggede på Sverige på grund af naturen, de rare mennesker og de fine, gamle skoler. Ved et tilfælde faldt Nicki på nettet over et hus på Langeland, og så tænkte vi, at vi måske skulle tjekke Danmark ud. Da vi kørte herop for at se huset, tænkte vi bare: ”Wow!” Især Fyn var meget smuk at køre igennem, og Langeland havde mange gamle gårde, som var billigt til salg. 

Gården, vi kiggede på, var med bindingsværk og stråtag og var meget charmerende. Det var vinter, og vi tænkte, at når vi allerede syntes, at det var skønt dér, måtte det være ekstremt skønt om sommeren. Vi var her i februar og flyttede herop i juni.

Vi vil gerne være et sted, hvor der er rigtig rart at være, og jeg kan sige, at når vores gæster kommer her, sætter de automatisk tempoet ned og laver mad over bål, hilser på dyrene, går en tur igennem køkkenhaven og siger til os, at det er virkelig rart. Det er et lille sted, så vi føler det næsten, som om folk er gæster i vores private hjem. Vi følte os selv stressede i Amsterdam og kunne nogle gange miste forbindelsen til hinanden og til os selv, fordi vi altid var online. Det, vi skaber her, er et sted, hvor folk kan genskabe forbindelsen til hinanden og slappe af.  Mange finder sig til rette i deres telt, giver det et personligt touch, nulstiller og nyder forbindelsen med naturen.

ER DU OGSÅ EN TELTHUND, DER GLAMMER?

I Tranekær på Langeland kan du bo i glampingtelt, træhytte eller i en såkaldt star dome med panoramavindue. Der er badefaciliteter, sauna, legeplads og klatretræer, klappedyr, brænde til at lave bål med og et fælles køkken med pizzaovn.

Der er masser af andre steder i landet, der også tilbyder glamping. Find dem på campanyon.com eller på glampingguiden.dk

I ÅRENE EFTER vi åbnede vores glamping camp i 2018, så vi, at mange andre steder poppede op, og efter corona gik det hurtigt. Jeg tror, det skyldes, at glamping er en kombination af at være på et hotelværelse og i naturen. Du har komforten, men kan samtidig høre fuglene synge om morgenen.

Når man skal på ferie, vil man gerne have garanti for vejret, men det findes jo ikke. Det er sjovt, for i Danmark er folk faktisk meget afslappede i forhold til vejret. Sikkert fordi de er vant til, at det er foranderligt. Typisk gør folk sig det hyggeligt indendørs, og vi har forskellige overnatningsmuligheder, så hvis folk er meget bekymrede, vil vi anbefale at booke et af de større steder, hvor der er mere plads til indendørs hygge. Men selv det år, hvor det regnede i hele juli, var der hele tiden børn ude at lege.

Tirza Snip (t.h.) og Nicki Dreyer forlod Amsterdam i 2018. De har en datter på tre og venter en lille dreng. Til familien hører også to hunde og to katte.

VI ELSKER DANMARK om sommeren, når solen skinner, markerne er gule, og aftnerne er lange. Det er nemt at komme ud i naturen i Danmark, og her er ikke lige så mange mennesker som i Holland. Det er meget afslappet her.

Det, vi virkelig godt kan lide på Langeland – og det gælder nok for det meste af landet – er, at du altid er tæt på stranden. Her er også vilde heste, og hvis man kigger godt efter på markerne, kan man også se kaniner, rådyr og andre vilde dyr. Vi tænker tit, at vi på Langeland om sommeren bor i landskabet fra ’Teletubbies’. Naturen er så nuttet her med bakker og en lille smilende sol.

/

Smut forbi

Pak sommernellikerne, og tag på tur til enten Ribe, Rudkøbing eller Roskilde – tre danske købstæder med historisk vingesus, lækker mad, skønne omgivelser, kunst og storslået natur.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:

RUDKØBING

Hop bare i havnen

Små byhuse veksler med gamle købmandsgårde ved siden af havnen, der er portalen til Det Sydfynske Øhav. Om sommeren er ø-hop noget af det hyggeligste, og fra Rudkøbing kan du tage færgen til Ærø og Strynø. På havnen kan du også snuppe en bordtenniskamp, låne en cykel eller benytte badeanstalten. Lige syd for havnen er der en fin sandstrand, men du kan også bare tage en dukkert direkte fra kajen.

Er du helt Ørsted?

Rudkøbing er H.C. Ørsteds fødeby, og den berømte fysiker pryder byen nær Gaasetorvet som statue. På Østergade 48 hos H.C. Ørsted Selskabet er der mulighed for at få indblik i fysikeren/kemikerens liv og i hans opdagelse af elektromagnetismen med en fin, lille udstilling. Du kan også selv forsøge dig med små eksperimenter. hcoersted.dk

Foto: Visit Langeland

Fra ko til bistro 

Kør sydpå, og nyd en frokost på Broløkke Herregård. Her er en tidligere kostald blevet transformeret til en moderne bistro, som i sommerhalvåret byder på retter med lokale råvarer fra Fyn og Langeland og på øl fra Broløkkes eget bryggeri. Du kan også besøge Restaurant 1758, som om aftenen serverer en femretters gourmetmenu. brolokke.dk

Fugle og hestekræfter

Kan du lide at kigge på fugle, så fortsæt til sydspidsen af Langeland, og stop ved naturreservatet Gulstav Mose, hvor der er fugletårn og bålplads. På græssletterne omkring mosen kan du desuden opleve flokke af vilde heste af racen exmoor, som græsser vildt i området i sommerhalvåret.

Foto: Sandra Gonon

Gimme shelter 

Naturen er en stor del af oplevelsen på Langeland, så hvorfor ikke sove i frisk luft omgivet af træer og med havudsigt? Nord for Rudkøbing ved Pæregård Strand er der mulighed for at overnatte i arkitekttegnede sheltere med plads til 3-5 personer. visitlangeland.dk 

Dyk ned i spionhistorien  

Langelandsfortet er et museum, der fortæller om den kolde krig. Her kan man komme ind i en bunker, som oprindeligt blev bygget til, at Danmarks Radio kunne sende fra under en potentielt kommende krig. langelandsfortet.dk

Klassisk himmel 

Siden 2019 har Steensgaard Gods på Nordlangeland lagt park og plæne til opera, operette og musical i begyndelsen af august. Tag picnickurv med, og nyd en frokost i parken inden koncerten. steensgaardopenair.dk

Foto: Mik Dahl/Storyflight

ROSKILDE

Driv den af

Fra Roskilde Havn kan du gå et stykke langs Fjordstien og finde vej til Sct. Hans Have Café – en lille oase, hvor du kan spise grøn frokost under vinrankerne i et af de store drivhuse. Der er også en lille butik, og du kan købe planter og krydderurter med hjem. Du kan også booke en frokost eller aftensmad på den traditionsrige færge M/S Saga­fjord og sejlende proppe både mund og øjne på Roskilde Fjord. scthanshave.dk, sagafjord.dk

Højt til loftet  

Uanset om du er historieinteresseret eller ej, så tag et smut forbi Roskilde Domkirke, og sug indtrykkene fra arkitektur, kalkmalerier, skulpturer og monumental – og royal – storhed til dig fra den UNESCO-udnævnte verdensarv. roskildedomkirke.dk

Gourmet i grunden  

Bestil bord på Raadhuskælderen, og se frem til en middag i omgivelser, der emmer af historie. Restauranten ligger ved siden af domkirken i hyggelige, rustikke lokaler under byens rådhus. Er vejret til det, så bed om et bord i gårdhaven. raadhuskaelderen.dk

Foto: Vikingeskibsmuseet

Vikingsize 

Vikingeskibsmuseet ligger helt ned til vandet i Roskilde Havn og med udsigt til fjorden gennem museets vinduer er det fascinerende at betragte de velbevarede rester fra de fem originale vikingeskibe. Sæt også tid af til at gå rundt i Sagnlandet Lejres forhistoriske miljøer og værksteder. Kongehallen, som er en genopførelse af Danmarks største vikingehal, giver et stærkt indblik i vikingernes boformer og byggemetoder. vikingeskibsmuseet.dk, sagnlandet.dk

Rok dig lidt

Tjek programmet på spillestedet Gimle, for hvad ville passe bedre end en koncert i den gode, gamle festivalby? Giv også turen tunerpedal ved at besøge museet Ragnarock, som i lyd og billeder fortæller om rock og ungdomskultur siden 50’erne. gimle.dk, museumragnarock.dk

Foto: Kenn Thomsen, Frydenlund

Rundtenom 

I og omkring Roskilde og Roskilde Fjord ligger der en mængde oplevelser og venter. Tag for eksempel en tur med trækfærgen over Kornerup Å, besøg modeljernbaneklubben i Hornsherred, eller gå en tur med en alpaca i Skuldelev. Find ud af hvordan og meget mere i ’111 steder ved Roskilde Fjord, som du skal se’, der netop er udkommet på Frydenlund.

Foto: Knud Erik Christensen

RIBE

Dommens dag

Danmarks ældste købstad rejser sig Harry Potter-agtigt i det flade marskland ved Vadehavet. Fra Ribe Domkirke kan man se ud over havet og til Esbjerg og Fanø. Landets eneste fem-skibede kirke rummer på grund af om- og tilbygninger igennem århundreder mange forskellige spændende stilarter og detaljer. Se, om du kan spotte Carl-Henning Pedersens bidrag til kirkens kunstværker. ribe-domkirke.dk

Kaffepause

I bymidten nær Ribe Å ligger Terpager & Co., som byder på nøje udvalgte lysristede specialkaffer. Den familiedrevne café har også et godt frokost- og vinmenukort, og ved siden af er en kjøbmandsbutik, som er en lille tidsrejse til de gode, gamle dage. terpagerogco.dk

Mægtigt vægtigt 

I gamle dage gik vægterne rundt og tændte gadelygterne og sang små vers. Den tradition er blevet genoptaget fra juni til oktober til glæde for besøgende, som kan gå med og høre om byens historie undervejs. Turen går igennem centrum af byen, hvor gadestrukturen er stort set uændret siden middelalderen.

Foto: Sydvestjyske Museer

Riis Rejser

Jacob A. Riis var en dansk-amerikansk journalist, fotograf og social reformator, som rejste fra fødebyen Ribe som ung og med sit kamera dokumenterede fattige immigranters kår i New York. Fotomuseet i hans navn giver et spændende indblik i både hans og immigranternes liv. jacobariismuseum.dk

Børn i bomulden

Ribe Kunstmuseum finder du i en fredet og totalrestaureret 1800-talsvilla, som oprindeligt var privat bolig for en prominent bomuldsfabrikant. Bag den renæssanceinspirerede facade kan du opleve dansk kunst fra 1750 til 1940 og fra 8. juni til 15. september særudstillingen ’Kids’ med fotos, du ville ønske, du selv havde taget af dine børn. ribekunstmuseum.dk

Chokodrys

Kan du lide kvalitetschokolade, laver den canadiske kok, bager og chocolatier Timothy Ibbitson fyldte chokolader og flødeboller, som er små kunstværker. Måske kan du også nå et chokoladekursus. temperchokolade.com

Foto: Adam Mørk

Tag med på træk 

Vadehavscentret, tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, rummer udstillinger om trækfugle og livet omkring Vadehavet. Centrets arkitektur afspejler naturen med blandt andet det karakteristiske tag belagt med 25.000 bundter tagrør. Kombinér besøget med en gåtur i nationalparken, som har status som verdensarv. vadehavscentret.dk

/

Det lange farvel

Snart lukker og slukker Irma sine sidste butikker, og dermed er 137 års danmarkshistorie og et følelsesladet købmandseventyr forbi. Forfatter og kulturhistoriker Dorthe Chakravarty går til kassen og giver dig indsigt i supermarkedskæden, der med kløgt, kvalitet – og kærlighed – greb den danske folke- og forbrugersjæl.
Tekst:Hanne KornvigFoto:Per Bech Petersen

Det begyndte med æg. Og en driftig kvindelig grundlægger. I 1886 tog Karen Marie Schepler, enke og enlig forsørger til tre børn, en kurv på armen og købte æg på landet, som hun solgte med fortjeneste i byen. Det gik godt, og der var basis for at sælge flere varer: smør, margarine, røget flæsk. Men fordi Karen Marie Schepler var kvinde, kunne hun ikke få lov at etablere sig som butiksejer. Sammen med sin søn Carl åbnede hun en kælderbutik i Ravnsborggade i København, og ud af de solgte æg i kælderen klækkedes Danmarks ældste dagligvarekæde, der i 1907 fik navnet Irma – oprindeligt et margarinenavn, der skulle konkurrere med Oma. 

Irma var i over 100 år en pioner inden for butiksdrift og dansk dagligvarehandel, men så, nej, ikke længere. Coop, der i 1982 opkøbte Irma, lukker inden sommeren 2024 de sidste butikker i kæden, som Irmas tidligere direktør Alfred Josefsen har kaldt for ”et nationalklenodie på linje med Lego og Tivoli”. Han har også beskrevet Irma som ”en følelse”. 

Og det har han ret i, mener Dorthe Chakravarty, kvinden bag bogen ’Irma – Alt det, du havde glemt, du kunne huske’:

”Når jeg har spurgt ind til folks forhold til Irma, begynder de at slå med tungen, som om de smager på Irma. Eller de bevæger fingrene mod hinanden, som står de med et stykke stof, som de skal vurdere kvaliteten på. Irma er en følelse. Selvom man helt kynisk kunne sige: ’Jamen, det er jo bare en butik.’” 

Foto: Hans Ole Madsen

Alfred Josefsen har også talt om ’den særlige Irma-ånd’. Hvad var det for en ånd?

”Det var en ånd, der handlede om, at Irma i 130 år var i stand til at holde fast i nogle værdier og holdninger, som ramte nogle kunder lige i hjertet, og som gav mening i deres liv. Irma-ånden var båret af nogle dygtige købmænd, der kunne levere varer, men også kultur og skabe en stærk Irma-identitet. Men personalet har også været med til at skabe Irma-ånden. Nogle har arbejdet i Irma i årtier, i generationer, ansatte har mødt hinanden, forelsket sig, er blevet gift og har fået deres sønner og døtre ind i butikken. Det har været en god arbejdsplads, hvilket har smittet af i butikken. Du skulle betale lidt mere for din vin eller for dit brød, men det, du betalte for, var kvalitet, som du blev hjulpet frem til. Du betalte for Irma-ånden. Og som kunde blev du selv en del af den ånd.” 

Man blev smittet med Irma-ånden?

”’Har du nogensinde oplevet at handle i Irma, hvor en anden kunde kører op i hælene på dig med sin indkøbsvogn?’ svarede Alfred Josefsen, da jeg spurgte ham om Irma-ånden. Og nej, det havde jeg ikke. Den gode stemning smittede af på kunderne. Man opførte sig lidt bedre, var mere venlig. Man sparkede ikke bare sin kurv hen ad gulvet, man bar den pænt hen til kassen. Man hjalp hinanden: ’Tag du bare den sidste pakke smør, jeg skal nok klare mig.’ Så ja, man blev smittet af en ånd, der bestod af ledelse, personale og kunder i et stærkt samspil. Det var en fælles følelse. Havde man handlet i Irma, havde man gjort sig umage.” 

Foto: Hans Ole Madsen

FIRE FAVORITTER 

1. Kaffe

”Den blå Irma-kaffe er en signaturvare. Kaffen er supervigtig for alle købmænd, fordi danskerne elsker kaffe. Irma-kaffen er hentet fra Brasilien af direktør Børge Olsen, der medbragte postevand fra Danmark for at afprøve, hvad der skete, når den brasilianske kaffebønne mødte det danske vand fra hanen. Det viste sig at være en god kombination. Irma reklamerer med kaffen overalt, den slår igennem. De lancerer kaffen på sporvogne, og i 1957 sender Irma en kaffesporvogn rundt i København, hvor skuespillere som Dirch Passer serverer frisk kaffe til alle, der hopper på vognen. I 60’erne kan kunderne også ringe til Irma-fonen og få bragt frisklavet kolbekaffe ud fra en trehjulet Vespa-scooter.”

2. Dåsemad

”Til at begynde med er Irma ikke dyr og dejlig. Irma er dejlig og billig. Det er det, man slår sig op på. Et af de helt store hit bliver Irmas dåsevarer som boller i karry, forloren skildpadde og gule ærter. Dåsemaden bliver Irmas signatur. Det er mad, der skal lette hverdagen for husmoren. Men dåsemaden bliver også et kæmpe hit hos enlige, ældre, unge og skilsmisseforældre.”

3. Toiletpapir 

”Toiletpapiret med de blå striber affødte et ramaskrig hos kunderne, da Irma i 2021 ville liste det ud af sortimentet, hvilket de også opgav. Københavnerne er nostalgiske og sværger til de æstetiske striber på deres toiletruller.”

4. Engangstrusser

”Engangstrussen er ikke et af ikonerne, men et supersjovt eksempel på at kunne afkode en tid og et marked i 60’erne, hvor man er vild med plastik og engangsting. Havde man menstruation, var man fri for at bøvle med plettede trusser, men smed dem bare ud bagefter. Engangstrusserne var som skabt til at have med på Irmas ferier. Syv trusser til syv dage. Og intet vasketøj.”

I efterkrigstiden og frem til 70’erne var Irmas kernekunde husmoren, som daværende direktør Børge Olsen gav navnet fru Jensen. Hvem var hun?

”Fru Jensen var en stærk karakter i Irma, for i de år var det kvinderne, der drev husholdningerne, og dem, der sad på husholdningsbudgettet. En god husmor driver en fornuftig, stram og økonomisk husholdning og sørger for at servere ordentlig og ernæringsrigtig kost til sin familie. Irma hjalp fru Jensen med gode og sunde varer til en billig penge. Derudover havde Irma også blik for at lette fru Jensens travle hverdag med nemme færdigretter på dåse, med enkle madopskrifter og effektivt køkkeninventar.”

Hvad havde Børge Olsen ellers blik for?

”Han skabte også en kultur ved at bringe kunsten ind i Irma-kundernes hverdag. Han fik kunstnere som Per Arnoldi, Peter Bonnén, Erik Clausen, Leif Sylvester og mange andre til at udsmykke butiksvægge, plastikposer og de ikoniske Irma-dåser til at opbevare kaffe i. Børge Olsen demokratiserede samtidskunsten, som både kunne være dyr, elitær og fremmedgørende for mange, og gjorde den prisvenlig og tilgængelig. Det samme skete med rejsebureauet Irmapas. Det var et besynderligt sidekick, men det blev også et hit. Det begyndte med, at Irma gerne ville sende medarbejderne på ferie. I begyndelsen herhjemme, men da Spies og Tjæreborg begyndte at arrangere charterrejser til Syden, gjorde Irma det samme. Både ansatte og kunder kunne rejse med Irmapas og lære om nye kulturer, spise noget dejlig mad og drikke noget skøn vin. Når kunderne så kom hjem igen, kunne de gå i Irma og købe alt det, de havde smagt på deres ferie.”

Kunstposer og maosko. Sidstnævnte kan stadig købes hos Coop.

I 00’erne spottede direktør Alfred Josefsen en ny kernekunde – ’livsnyderen’. Hvem var det? 

”På trods af finanskrisen i 2008 var der en penge­rigelighed, en vækst og en opskruet forbrugsglæde. Der var folk, der gerne ville have gode og lækre varer, håndlavede og fra speciallandbrug, varer, som kostede mere. Alfred Josefsen læste tidsånden og red med på bølgen med ny nordisk madkultur og med økologiske råvarer rettet mod ’livsnyderen’, som bor på Sjælland, typisk i hovedstadsområdet, er to i husstanden, har en god indkomst, går op i kvalitet og elsker at læse om fødevarernes rejse fra jord til bord. Irma elskede storytelling og leverede den i deres kundeblad Krydderiet og på nettet, så kunderne kunne mærke kulturen, historien og identiteten omkring deres varer.”

Er det sådan, Irma-kunden så sig selv? Som livsnyder? 

”Jeg tror ikke, at den almindelige Irma-kunde gjorde det. Eller som et elitært folkefærd med masser af penge, som de brugte på specialvarer fra Irma. Mange københavnere voksede op med Irma i 70’erne og 80’erne, og de så sig selv som almindelige danskere med helt almindelige jobs, som altid havde købt deres varer i Irma. De huskede personalet, huskede handleturen med farmor, hvor de fik en Irma-dukke, eller huskede duften ved kaffemøllen, når de malede deres egen Irma-kaffe. Gode hverdagsoplevelser, som stod stærkt i deres erindring.”

Irma-spaghetti på gaflen og mæthed for halvanden krone. Foto: Hans Ole Madsen

Hvad er historien bag Irmas økologiske satsning?

”I slut-90’erne var økologi ikke-eksisterende for de fleste danskere. Noget, som kun blev dyrket af lidt underlige og alternative mennesker, men det lavede Irma om på. De begyndte at have fokus på, hvor råvarerne kom fra, og hvordan de var dyrket. Irma spottede, at det fokus kunne gå hen og blive stort. I 00’erne adopterede Irma øen Livø i Limfjorden, der kun dyrker økologisk landbrug. Irma satsede stort på Livø og blev eneaftager af alle deres varer. På samme tid fik Irma øje på Thise Mejeri, der også ligger ved Limfjorden. Mejeriet var ikke særlig stort, da Irma satte ind, men det blev det. Irma løftede Thise Mejeri og deres økologiske produkter, mælken, smørret, det hele. Økologi blev mere og mere noget, alle talte om, og op gennem 10’erne blev økologi ikke længere en underlig, alternativ livsførelse.” 

Kan du forklare, hvad der får voksne mennesker til at gå på gaden med sørgebind og slå ring om deres lokale Irma-butik, mens de synger ’I kan ikke slå os ihjel’? 

”Det har at gøre med Irmas lange historie. Når man overlever i over 100 år, hvilket mange dagligvarekæder ikke har kunnet præstere, står man stærkt i folks bevidsthed. Irma har ikke bare solgt varer, de har været kulturbærende og -fremmende. Dannende. Og dristige. De har været klare i spyttet om deres værdier og holdninger. Børge Olsen var ikke bange for at lægge sig ud med det danske landbrug og slagterierne ved at sige, at de danske flæskestege ikke var gode nok, eller at de røde pølser var den rene gift. Det var virkelig et statement at gå ud med i pressen. Men han kunne så også lancere varer, der var bedre end dem, han kritiserede. Hvis man leder efter Irma-skandaler, finder man ikke nogen. Irma har lavet fejl og satset på nogle varer, som kunderne ikke gad, men der er ikke nogen fødevareskandaler. Man sagde ikke bare noget, man gjorde det også. Det fremkalder stærke følelser. Og får folk til at gå på gaden og protestere – tror jeg.” 

Irma og Netto drillede hinanden ved Nørreport Station, hvor de to butikker lå klos op ad hinanden. Oplev eventuelt mere Irma-historie på Designmuseum Danmark i København, der indtil 11. august viser særudstillingen ’Irma – En designhistorie’. Foto: Brandhouse / Subsero

Hvad kan vi lære af Irma?

”At det betaler sig at være modig. At det betaler sig at have en stærk identitet. Og tro på kvalitet. Irma har lært os, at købmandskab ikke bare kan være stærkt i sit forretningsudtryk, men også personligt. Både Børge Olsen og Alfred Josefsen har villet noget, troet noget og ment noget. Det har gjort en forskel.” 

Snart er Irma-eventyret slut, og så alligevel ikke helt. Irma-kaffen, kinaskoene og 250 andre Irma-varer kan købes i Coops butikker. Kommer der nogen og samler Irma-ægget op?

”Det tror jeg ikke. Jeg tror, der kommer noget andet. Når jeg holder foredrag rundtom i landet, også på Fyn og i Jylland, ser jeg fødevaremarkeder og gårdbutikker med restauranter, hvor de har mange kunder, og det ser ud til at gå godt. Så der er en efterspørgsel på kvalitetsfødevarer. Behovet er der, og det lever. Og det lever godt.”

Dorthe Chakravarty, f. 1971, er historiker og forfatter til blandt andet ’Nielsine Nielsen – Danmarks første kvindelige læge og akademiker’ (med Sarah von Essen), ’Husmor i en rationeringstid – Køkkenliv under besættelsen’ og ’Tjenestepigerne – 100 års historie om stemmeret og ligestilling’. ’Irma – Alt det, du havde glemt, du kunne huske’ er udkommet på Strandberg Publishing.

/

Drømmejob

Mens de fleste af os ser dyner, er der hundredtusindvis af danskere, der passer deres arbejde. Mød en lattermild salgsassistent, en bager med fart på og en teamleder med tog i blodet. Find ud af, hvordan de vender op og ned på døgnrytmen, og hvorfor de med åbne øjne holder sig vågne i døgnets mørke timer.
Tekst og foto:Rasmus H. Breum

TANJA KJÆR 
Salgsassistent

For otte år siden blev jeg ramt af en forbigående blodprop, som midlertidigt stoppede blodtilførslen til et område i hjernen, inden den opløste sig selv og igen lod blodet strømme frit.

Jeg mistede mit sprog fuldstændigt, så de første tre måneder efter indlæggelsen brugte jeg på at genoptræne det. Jeg sad med en pædagogisk assistent-uddannelse, som jeg egentlig ikke var ret begejstret for, og tanken om at gå derhjemme stressede mig. 

Der skulle ske noget nyt i mit liv, så da min veninde foreslog at besøge en håndlæser, sagde jeg ja. Jeg har aldrig troet på den slags, men da håndlæseren nævnte salgsvejen som en fremtid for mig, tænkte jeg: ”Hvorfor ikke?” Og nu er jeg altså her.

Jeg er ordblind, talblind og har altid kæmpet meget med mit selvværd. Men det her job giver mig en kæmpe tro på mig selv. Jeg er min egen chef om natten – det er jeg nødt til, for der er kun mig. Man skal virkelig stole på sine egne evner, og så føler jeg mig bare enormt sej, når jeg har kørt sådan en nat igennem. 

Jeg er alene om beslutningerne og konflikterne, og hvis jeg laver noget lort om natten, må jeg stå til regnskab for det, når morgenvagten møder ind. Jeg bliver en lille smule mere voksen efter hver nattevagt.

Jeg har altid været typen, der falder i søvn klokken 10 på sofaen til en film. Natarbejde havde aldrig strejfet mig som en mulighed, før jobcentret foreslog det, lige da jeg var blevet færdig som salgsassistent. Jeg var en zombie den første måned, hvor jeg skulle vænne mig til min nye, skæve døgnrytme. Men nu kører det. 

Jeg er som regel ret frisk om natten, men de dage, hvor jeg er mest træt, kan jeg godt finde på at lave lidt sprællemænd og squats bag kassen. Jeg vil gerne være frisk over for kunderne. Hvis jeg var kunde, ville jeg elske at møde mig bag kassen til en hyggesnak.

Der var en nat, hvor et fuldt kærestepar kom ind for at købe pølsehorn. Jeg talte venligt med fyren, som jeg gør med alle mine kunder. Jeg kunne godt se, at kvinden blev irriteret og var på vej ud af butikken, men jeg tænkte ikke, det havde noget med mig at gøre. Pludselig vendte hun sig bare om og tyrede det der pølsehorn efter mig, så jeg nærmest måtte søge dækning bag kassen. Det er sådan nogle ting, der kan ske om natten, og det må man tage med. Så kan man grine lidt af det bagefter. 

TANKENS KRAFT

Det var noget af et chok for dengang 24-årige Tanja Kjær, da lægen fortalte, at hun nok var blevet ramt af en forbigående blodprop. I dag står den 32-årige på femte år bag kassen på en Circle K-tank i Holstebro, hvor hun servicerer nattens bilister med et evigt halvmånesmil på læben.

Jeg føler mig vigtig på det her job, fordi der er folk, som har behov for os om natten. Jeg kan sørge for, at mine kunder får en ekstra øl på vej i byen, en akut liter mælk til morgenmaden eller et smurt rundstykke på vej til byggepladsen. Det er en tryghed for kunden at vide, at der altid er nogen her. Og jeg er jo mere end hende, der langer hotdogs og kaffe over disken. Jeg kan både sætte plaster på, hvis du er kommet til skade, og ringe til en taxa, hvis du er blevet lidt for fuld.

Det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har sat en udløbsdato på min tid som natarbejder. Hver gang butiksdøren går op, og en ny kunde træder ind, er jeg indstillet på at være smilende, frisk og give den kunde den allerbedste oplevelse. Jeg spørger ofte, hvor folk er på vej hen, og forsøger gerne at smide en sjov kommentar med på vejen. Der er nok også folk, der synes, jeg er for meget, men det må man tage med.

MÅNESKINSARBEJDE

I 2022 arbejdede 294.000 personer regelmæssigt om natten i Danmark. Det svarer til knap hver 10. i den danske arbejdsstyrke.

PALLE THOMSEN
Bager

Jeg kan lægge mig ned og sove når som helst. Det er man nødt til at kunne som bager. Jeg tror, jeg sover omkring fem timer i døgnet. Hvis man er typen, der skal sove otte timer på faste tidspunkter for at få en god dag, er det nok ikke det her fag, man skal satse på. 

Når jeg skal møde klokken to om natten, plejer jeg at gå i seng klokken 22 og så sove i et par timer. Når jeg nogle gange skal møde omkring midnat, får jeg nok bare for lidt søvn.

På trods af det er der ikke rigtig tid til at være træt i de første mange timer. Det er virkelig sjældent, der ikke er travlt, så jeg er i gang hele tiden uden ret mange pauser. Folk forventer at kunne købe friskbagt morgenbrød, og når deadline er 6:15 på det bagværk, der skal ud til købmændene, er det jo nødt til at foregå i de helt tidlige morgentimer. Så jeg drikker utrolig meget kaffe.

Jeg arbejder alle hverdage og hver anden weekend. Det bliver nok til et sted mellem 50 og 90 arbejdstimer. Det betyder selvfølgelig, at der er nogle ting, jeg må afveje på den sociale front. På den ene side er det virkelig hårdt at have været til fest indtil klokken 23 og så skulle møde på arbejde tre timer senere – altså både fysisk og mentalt. Men det er også hårdt at sige nej til sociale arrangementer. Det ville være ærgerligt, hvis arbejdet gik ud over det.

På andre punkter giver natarbejde faktisk mere tid med familien. Jeg er jo hjemme, når mine drenge kommer hjem fra skole, og har en masse god eftermiddagstid sammen med dem. Og så tager vi også gerne forbi stadion og ser lidt bold, når Vejle spiller. Jeg har nok været i det her i så mange år, at jeg finder de plusser, der er.

DET DAGLIGE MORGENBRØD

46-årige Palle Thomsen har 29 års erfaring som bager og driver i dag Palles Bageri med udsigt til Vejle Stadion. Sammen med svende og lærlinge bruger han natten og de tidlige morgentimer på at gøre grovbirkes, wienerstænger og italienske femkornsbrød klar til butikkens egen montre og til seks lokale købmænd, der får bagværket leveret med chauffør.

Jeg ser, hvad jeg har udrettet, hver eneste dag. Det er nok noget af det, jeg bedst kan lide ved mit job. Det er helt konkrete små ting, man kan se på og rette ind til i morgen. Her til morgen var der nogle rundstykker, der blev lidt for lyse. De er ikke dårlige, men de kan godt blive bedre. Så må jeg bare sørge for, at hæveprocessen bliver knap så varm i morgen. På den måde kan man hele tiden optimere og sørge for at holde kvaliteten i top.

Jeg voksede op med en far, der var bager, og jeg var selv i folkeskolepraktik hos en bager flere gange. Da jeg var færdig med folkeskolen, tog jeg på teknisk skole. Jeg prøvede faktisk det hele i fødevareafdelingen. Min hjerne var nok ikke helt gearet til at skulle være kok på det tidspunkt, og jeg bryder mig ikke om blod, så det skulle i hvert fald heller ikke være slagtervejen. Jeg endte ovre ved bagerne, og det vidste jeg nok også godt, at jeg ville. Jeg tror, det havde ligget inden i mig et eller andet sted hele tiden.

Det er vigtigt, at der findes bagerier som det her, hvis man vil bevare håndværket og kvaliteten. Vi skal være væsentlig bedre end supermarkedernes bake-off. 

Hvis jeg en dag fik tilbuddet om at møde klokken syv – eller bare klokken fem – så er det da klart, jeg ville takke ja. Men jeg ved også godt, at jeg nok kommer til at fortsætte med natarbejdet, og det har jeg det fint med. 

Jeg har vænnet mig til ikke at sove ret meget, men når jeg så får sådan en almindelig nattesøvn i en weekend, så er det fantastisk. Det der med at lægge sig i sin seng, ikke stille vækkeuret og så bare sove.

ANDERS BERGSTØL 
Teamkoordinator

Jeg voksede op i Skødstrup, en stationsby nord for Aarhus. Når jeg havde fri fra skole, gik jeg ned på stationen, spurgte, hvornår min far var der, og sprang bare med på toget. Så kørte vi til Grenå og tilbage sammen. Frem og tilbage.

Jeg er femte generation i DSB. Min far var lokomotivfører, og min farfar var urmager i en tid, hvor alle konduktørerne havde lommeure, som ikke måtte gå mange sekunder forkert. Man behøver ikke bladre særligt mange sider i et gammelt fotoalbum for at se mig sidde på gulvet og rode med Brio- og Lego-tog. Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg skulle lave noget med tog. Ja, det må sgu ligge i blodet.

Jeg blev ansat ved DSB i 2015, men natarbejdet startede først i november 2021, da jeg havde brug for at komme lidt ned i gear. Som teamkoordinator på dagholdet havde jeg ansvaret for 50 folk, som hele tiden skulle hjælpes videre med deres arbejde, samtidig med at jeg skulle have øje for mit eget. Jeg tror ikke, det var decideret stress, jeg mærkede, men det var hårdt, og derfor søgte jeg de otte timer på døgnet, hvor jeg kunne få mest ro. 

Og sådan endte jeg her – i skjul for hverdagens hurlumhej. Mit arbejde er som sådan stadig det samme, men der er færre folk og færre forstyrrelser om natten.

NATTOG

Anders Bergstøl er 38 år og teamkoordinator for natholdet på DSB’s værksted i Aarhus, hvor seks IC4-togsæt bliver tilset, repareret og klargjort døgnet rundt. Natholdet på omkring 10 mand løfter de 178 tons tunge tog, servicerer underpartiet, tjekker motorernes tilstand, skifter bremseklodser og gør, hvad der ellers skal til, for at morgentrafikken kan køre på skinner.

Man kan godt mærke, at øverste etage kører på nedsat kraft om natten. Mit job er som udgangspunkt ret stillesiddende, så for at holde mig frisk går jeg meget rundt, snakker med gutterne og hører, hvordan det går. Nogle gange står jeg op ved computeren i stedet for at sidde, og så drikker jeg selvfølgelig en masse stærk DSB-kaffe – den skal gerne lige have to skvæt mælk, før det er noget for mig.

Hele vejen op gennem systemet er der en forståelse for, at det hele går lidt langsommere, når mørket har sænket sig. Selv de nemme ting bliver svære om natten. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men vi skal selvfølgelig kunne løse vores opgaver. Vi gennemtjekker og klarmelder de tog, som skal starte morgentrafikken. Hvis den ikke glider, så er hele dagen ødelagt. Det er jo vigtigt for folk, at de kan regne med at kunne komme på arbejde om morgenen. Hver dag.

Jeg kan godt mærke, at mit humør nogle gange påvirkes af min skæve døgnrytme. Jeg bliver lidt mere pirrelig og kan komme til at fare helt op i loftet, hvis ungerne vælter et glas vand eller sådan noget. Lige bagefter tænker jeg: ”Tag det da lige roligt”, og minder mig selv om at tælle til 10 næste gang.

Det er ikke meningen, at natarbejdet skal gå ud over dem derhjemme. Så er nattillægget alligevel ikke det værd. Jeg har en aftale med mig selv og hende derhjemme om, at natarbejdet ikke skal vare meget mere end et år, så gider vi ikke det mere. Så har jeg prøvet det, er kommet lidt ned i gear og er klar til at træde ind på dagholdet igen. Men samtidig er jeg også bange for at blive for presset på dagholdet igen. 

Jeg har ærligt talt ikke lagt mig fast på, hvad der skal ske efter natarbejdet. Det eneste, jeg ved, er, at jeg er glad for, hvor jeg er lige nu, men jeg er her ikke for evigt.

Anders Bergstøl har siden skiftet job og arbejder nu som lokomotivfører ved Nordjyske Jernbaner.

/