Hvad har sanger og skuespiller Lea Thiim Harder altid med sig på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Miklos Szabo

1.

”Jeg har altid mine Mar­shall-høretelefoner med, og for tiden kan jeg lide en islandsk kunstner, der hedder Ólafur Arnalds. Det er melodiøs, klassisk musik blandet med noget electro chill, der er rigtig godt at rejse til. Jeg kan også lide podcasts, er kæmpe fan af Third Ear og kan anbefale deres ’Breve fra Englene’, der handler om trusselsbreve til DSB.”

2.

”Som regel har jeg også en god bog, til når 4G-netværket svigter. Senest har jeg læst faglitteratur, ’How Music Works’ af musikeren David Byrne. Musik har altid været en del af mit liv, men bogen gjorde mig klogere på psykologien bagved. Det overraskede mig, hvor præcist man kan bestemme, om man vil lave en ballade eller et dansehit, om man vil lave musik, der gør dig glad eller ked af det.”

3.

”Jeg bliver ikke altid køresyg, men når jeg gør, så er det svært at være til. Så jeg har altid køresygepiller med. Jeg kan godt klare en kortere togtur uden, men skal jeg for eksempel fra København til Aalborg, bruger jeg dem.”

Lea Thiim Harder, 31, er sanger og skuespiller. Hun er aktuel i musicalerne ’The Bodyguard’, der spiller i Scandic Falkoner fra 8. september, og ’Midt om natten’, der spiller i Tivolis Koncertsal fra 30. september.