Hvornår begyndte du at preppe?
”Det har været en glidende overgang, men det er i omegnen af 20 år siden, at jeg begyndte at tænke i de baner.”
Hvad satte dig i gang?
”Noget så udramatisk som 10 minutters strømafbrydelse fik mig til at sidde længe og klø mig i nakken. Hvad sker der egentlig, hvis den slet ikke kommer igen? På et tidspunkt løber mobiltelefonerne jo tør for strøm. Nogle af os havde en powerbank dengang, men det var slet ikke alle. Siden hen opdagede jeg stadig flere scenarier, der hver for sig krævede opgraderinger. Og da jeg pludselig havde kone og børn, tilføjede det nye udfordringer. I grove træk syntes de fleste, at jeg overreagerede. Også i januar 2020, hvor jeg var til fødselsdagsselskab og havde taget nogle ansigtsmasker med som bonusgave til fødselaren. ’Den der sygdom, den kommer også til Danmark på et tidspunkt,’ sagde jeg. ’Den volder rigtig store problemer i Kina lige nu.’ Alle grinede, men nogle måneder senere kunne folk godt se, jeg ikke var helt galt på den.”
Har du været meget på biblioteket gennem årene for at samle viden om katastrofescenarier?
”Jeg har mest benyttet mig af facebookgrupper. Men for nylig var jeg faktisk til foredrag på det lokale bibliotek om prepping. Bibliotekaren beklagede, at han ikke havde så meget materiale om emnet. Jeg sagde, at jeg gerne ville hjælpe ham, jeg har halvanden hyldemeters litteratur derhjemme. Jeg får også inspiration i bøger, der ikke strengt taget er om emnet. For eksempel ’The Zombie Survival Guide’. Egentlig bare underholdning, men sådan set en god prepperhåndbog, hvis man dropper alt, hvad der har med zombier at gøre. Dens pointe med cyklen som transportmiddel, hvis man ikke kan få brændstof, var rigtig god – den bog var det første sted, jeg så den idé. Og Sun Tzus ’Kunsten at føre krig’ ville jeg gøre til obligatorisk læsepensum, hvis jeg blev undervisningsminister. Den er skrevet til hærførere, men indeholder mange nyttige oplysninger om, hvordan du skal gemme dig og bevæge dig i et landskab fuldt af farer.”
Ser du mange katastrofefilm?
”Katastrofefilm er cringe med et moderne udtryk. De er for urealistiske.”

Har du en ting på lageret, du er særlig tilfreds med?
”Jeg er virkelig glad for mit folde-ud-solcelle-sæt. Solcellen er 650 kvadratcentimeter, og den virker, så jeg ved, at jeg kan få ladet min telefon op.”
Jeg ved, at du også har frø liggende …
”Hvis der kommer et alvorligt scenarie, hvor man ikke kan få fødevarer i butikkerne, må folk være jægere, samlere og dyrke deres eget, og jeg hører fra jægere, at alle almindelige jagtdyr vil være skudt inden for to uger. Hvis man skal leve vegansk, er det sjovere at have lidt frø, så der har været et par tilfælde, hvor jeg har købt mange pakker fra supermarkeder på én gang imod rabat. De ældste er nok for gamle nu, så jeg må snart købe flere. Men af 20 pakker gulerodsfrø kan der blive meget mad. Jeg har også pastinak og salater. Det er ikke mig i familien, der er den store gartner, men jeg prøver at motivere folk omkring mig og har for eksempel fået min far til at dyrke rosenkål, fordi den er overraskende vinterbestandig. Og sund. Vi kan altid snakke om smagen …”
Du har også søkort i dit beredskab. Har du adgang til båd?
”Ikke så meget i øjeblikket. Det handler jo om, hvem man lige kender. Men jeg har sejlet en hel del. Det er logistisk en intelligent ting at kunne. Vinden kommer og går. Men på et eller andet tidspunkt er den der.”
Hvordan snakker I om trusler i din familie?
”Jeg mener ikke, at man skal tale alt for meget med børnene om det. Jeg mener heller ikke, børn skal undervises i prepping. Det er de voksnes ansvar. I det hele taget er jeg modstander af, at man tvinger folk, der ikke har lyst – nogle bliver jo bange. Men der er jeg anderledes. Prepping giver mig ro. Jeg funderer over, hvordan vi kan få tingene til at fungere på trods af en mulig katastrofe. Jeg handler på min uro, køber en gadget, lægger en plan.”
Hvor længe vil du kunne klare dig, hvis der indtræffer en decideret katastrofe?
”Der er mange bevægelige dele i det regnestykke. Kan man bruge vejene? Kan vi flygte i bil? Kan man cykle? Hvor langt skal man væk for at finde et bæredygtigt sted? Det er selvfølgelig federe, hvis man er i sikkerhed i Jylland, end hvis hele Europa er ubrugeligt. Jeg har aftalt nogle mødesteder med nogle andre preppere, jeg taler med, afhængigt af hvorfra truslen kommer. Og så har jeg to venner i henholdsvis Portugal og Grækenland, som jeg for mange år siden spillede computerspillet ’PlanetSide 2’ med. Vi har en stående uformel aftale om, at vi er velkomne hos hinanden, hvis vores respektive lande bliver ubeboelige. Så er det bare at tage af sted.”
Hvilket scenarie bekymrer dig mest?
”I 1859 fandt den såkaldte Carrington-hændelse sted. En geomagnetisk solstorm, lidt samme koncept som nordlys, bare meget kraftigere. Hvis en ny solstorm rammer os med samme styrke, vil den formentlig brænde alle mikrochips af, alle transformerstationer og hele højspændingsnettet. Ting, der godt kan udskiftes, men hvis, lad os sige, to tredjedele af Europa bliver ramt, vil fabrikkerne, der skal fremstille delene, også være ramt, og så kan vi risikere at leve uden strøm i rigtig lang tid. Jeg har et håb om, at en mikroovn, der ikke sidder i stik, kan virke som beskyttelsesrum til telefonen, og at det måske kan spare elinstallationer og apparater at slå relæet fra og trække alle stik ud.
I modsætning til mange andre scenarier er en solstorm svær at forudsige i god tid. Men NASA og verdens regeringer har kastet nogle milliardbeløb efter satellitter, der holder øje for os, og jeg har selv en app, der giver mig en notifikation, hver eneste gang der er noget, der ligner bare et lille nordlys. Det vil sige, at hvis der afgår en storm fra solen, har jeg lidt ekstra tid til at tromme mine nærmeste sammen og tage mine forholdsregler.”
Hvad synes du, du mangler at preppe?
”Jeg ønsker mig en meshtastic, en lille dims, der kan tale sammen med din telefon over bluetooth og skabe et såkaldt mesh-netværk til andre, der bruger det samme system. På den måde kan man, når telenetværket bryder ned, ’hoppe’ beskeder til den nærmeste bruger, som så kan ’hoppe’ dem videre ned ad netværket. Og så er der 1.000 ting, jeg gerne ville blive bedre til. Radioamatør er højt på listen.”
