YOSSI YOVEL ELSKER at synge med fuglene, og når den israelske biolog sidder på sin altan i Montreal, er han omgivet af ahorntræer med flokke af kardinaler. De rødklædte spurvefugle er klimaflygtninge i den canadiske storby og synger om morgenen og aftenen og ikke mindst om foråret og i den tidlige sommer. Enten for at tiltrække en mage eller for at forsvare deres territorium, så andre hanner ved, at de skal holde sig væk.
Fløjter biologen tilbage, svarer den fugl, som sidder på en gren tættest på altanen på 7. sal.
”Det føles som en konkurrence,” fortæller Yossi Yovel, der er formand for Coller Dolittle-priskomiteen for tovejskommunikation mellem arter.
”Jeg fløjter højere eller ændrer en tone, og den svarer.”
Yossi Yovel, som også bliver kaldt ’Batman’, har tilbragt det seneste år på McGill University, hvor han har lagt sidste hånd på bogen ’The Genius Bat’. Flagermus er de eneste pattedyr med vinger, og når de flakser omkring i natten, skriger de for at finde vej ved at lytte til de ekkoer, der bliver kastet tilbage fra træer og sværmende insekter, som er deres bytte.
Yovel bruger kunstig intelligens til at dechifrere de højfrekvente skrig, som mennesker ikke er i stand til at høre med det blotte øre, men når forskeren holder fri og fløjter med fuglene, fornemmer han næsten konkurrentens frustration:
”Hvorfor giver den nye han – altså mig – ikke bare op og forsvinder?”
Den røde kardinal er en blandt cirka 50 underarter i en familie af finkelignende spurvefugle, der findes fra Canada til Argentina. Foto: Shutterstock
CHARLES DARWIN MENTE, at vores sprog netop stammer fra fuglenes sang i parringstiden. De første mennesker begyndte at efterligne fuglene, a cappella, og resten er historie. Evolutionshistorie. Ved at gentage lydene begyndte de efterhånden at stå for ting i naturen, fik en mening, og kimen blev lagt til ord og et musikalsk proto-sprog.
Halvandet århundrede efter den britiske naturforsker forsøger hans videnskabelige arvtagere ikke bare at synge med fuglene, men også at forstå sangen. Næsten alle kulturer har fortællinger om talende dyr og/eller mennesker, som begriber dem. Kong Salomon havde en magisk ring, som tillod ham at snakke med fuglene, kvæget og krybet, og som han kastede bort i vrede, da en nattergal røbede, at en af hans 999 koner elskede en yngre mand.
I stedet for en magisk ring tillader den kunstige intelligens nu forskerne at fodre computerne med optagelser af dyrelyde, som programmer derefter forsøger at finde hoved og hale i og oversætte til et menneskeligt sprog. Selvfølgelig afhængigt af, at der er noget sprogagtigt, som i første omgang kan oversættes.
”Vi forstår allerede mange ting,” siger Elodie F. Mandel-Briefer, som er lektor på Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Allerede i 1973 fik Karl von Frisch Nobelprisen for opdagelsen af honningbiernes ’sprog’, efter at den østrigske biolog havde afsløret, hvordan dansen i bistadet fortæller andre bier, hvor de kan finde nektar og pollen.
”Men i dag kan vi behandle – og analysere – meget større mængder data og behøver ikke at gøre det manuelt,” forklarer Elodie F. Mandel-Briefer.
”Derfor får vi mulighed for at se nogle mønstre, som vi ellers ikke ville have set med andre redskaber.”
Sprogforsker studerer kommunikation mellem menneske og delfin og internt mellem delfiner i Marine World i Californien. Foto: Lawrence Migdale/Photo Researchers/Ritzau Scanpix
Lydtræning med undervandskeyboard. Foto: Lawrence Migdale/Photo Researchers/Ritzau Scanpix
I 2013 FANDT forskere ved hjælp af en algoritme frem til, at en særlig lyd i delfinernes sprog er for sargassotang, hvilket er det første eksempel på en oversættelse fra en art til en anden. Google har netop frigivet et AI-program, der bruger 40 års oplysninger om delfiner til at lære at oversætte deres klik og fløjt. Og i år vandt et hold af forskere Coller Dolittle-prisen på 100.000 dollars efter at have afkodet netop delfiners advarselslyde.
Den helt store pris på 10 millioner dollars, svarende til cirka 65 millioner kroner, er stadig på højkant til de første, som kan bringe os på talefod med dyrene. Og et internationalt forskerhold, projekt CETI (’Cetacean Translation Initiative’ eller ’Hvaloversættelses-initiativet’), håber på allerede i 2026 at vinde kapløbet og kunne tale ’hvalsk’. Kaskelothvaler, hvis hjerne er seks gange større end menneskets, taler eller kommunikerer med hinanden i codaer – hurtige sekvenser af klik – der kan sammenlignes med en slags morsekode.
Yossi Yovel ler dog ad spørgsmålet, om det bliver til næste år, at han må udskrive en check på 65 millioner kroner.
”Jeg er meget mere skeptisk,” svarer formanden for priskomiteen.
For når Yossi Yovel overbeviser en kardinal om, at han er en konkurrent, betyder det så, at de taler sammen?
”Mit svar ville være: Ikke rigtigt. Det er i hvert fald en meget begrænset samtale. Men det afhænger alt sammen af definitionen på at tale. Det er en af grundene til, at videnskabsfolk nogle gange har så forskellige vurderinger af spørgsmålet.”
For at vinde de mange millioner skal forskerne derfor bestå det, som bliver kaldt dyrenes Turing-test. Turing-testen bruges normalt til at afprøve, om en computer er avanceret nok til at få et menneske til at tro, at den også er et menneske. På samme måde skal forskerne ved hjælp af deres oversættelse overbevise priskomiteen om, at et dyr kan tale som et menneske.
DET FØRSTE DYR, som får sin egen ’Google Oversæt’, kan blive en abe. Menneskeaberne lever i grupper og har derfor behov for at kommunikere med hinanden, og så har de ikke mindst mere til fælles med os end fugle, delfiner og hvaler. Helt præcist deler vi 98,8 procent af en chimpanses dna – til gengæld er vores hjerne tre gange større.
Den britiske neurolog og forfatter Oliver Sacks har beskrevet, hvordan han mødte en ammende orangutang i Toronto Zoo. Da Oliver Sacks pressede ansigtet mod vinduet til indhegningen, lagde orangutangen ungen fra sig og kom over til ham. Hun pressede ligeledes ansigtet mod glasset og så på hans næse, hage – alle de menneskelige, men også abeagtige træk – og han kunne ikke lade være med at føle, at hun genkendte ham som en af sine egne eller i det mindste nær familie.
”Så så hun mig i øjnene, og jeg så ind i hendes, som var vi to forelskede, der kun var adskilt af glasset,” skriver Oliver Sacks.
”Jeg holdt min venstre hånd mod vinduet, og hun holdt straks sin højre mod min. Hændernes lighed var slående – vi kunne begge se, hvor ens de var. Jeg fandt dette forbløffende, vidunderligt; det gav mig en intens følelse af slægtskab og nærhed, som jeg aldrig havde oplevet før med et dyr. ’Se her,’ syntes hun at sige, ’min hånd er også ligesom din.’ Men det var også ligesom en hilsen, som at trykke hænder eller lave en highfive. Så trådte vi tilbage fra vinduet, og hun gik tilbage til sin unge.”
Gorillaen Koko blev 46 år gammel. Her ses hun med dyrepsykolog Jenny Patterson. Foto: Jerry Telfer/AP/Ritzau Scanpix
NÅR DER FØRHEN er blevet gjort forsøg på at forstå aber og andre dyr, er de blevet præsenteret for symboler og tegn, dyrene kunne røre ved eller pege på og altså vælge mellem alternativer. Gorillaen Koko, som blev 46 år, lærte allerede tegnsprog som et-årig i San Francisco Zoo. Ved sin død i 2018 forstod Koko – som to gange prydede forsiden af tidsskriftet National Geographic, var emnet for dokumentarfilm og optrådte i en video med skuespilleren Robin Williams – 1.000 forskellige tegn og 2.000 talte ord og afslørede, at abers sprogevner svarer til et lille barns.
Spørgsmålet var bare, hvor meget Koko egentlig forstod. Dyr kan forbinde lyde, tegn og symboler med ting og handlinger uden nødvendigvis at have et sprog og risikerer derfor at blive tillagt menneskelige egenskaber, som de ikke har. Efter at gorillaen i 2015 i en video på tegnsprog talte til FN’s klimakonference COP21 i Paris –”Koko er ked af det. Koko græder. Skynd jer. Red jorden. Hjælp jorden” – lød kritikken, at hun umuligt kunne forstå abstrakte koncepter som klimaforandringer og biodiversitet.
DA ZOOLOGISK HAVE i København dette forår åbnede chimpansernes nye udeanlæg, var zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen spændt på at se deres reaktion på – som det hed i en pressemeddelelse –”at mærke græs under fødderne, få vind i pelsen og høre fuglefløjt som en del af deres nye hverdag”.
Mads Frost Bertelsen og den fremmødte menneskemængde med kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt i spidsen holdt vejret, og efter få minutter trådte en af hunnerne med en unge på maven forsigtigt ud. Hun tog tre af de mangoer, som var blevet lagt frem for at lokke flokken ud, kiggede ud over publikum og søgte tilbage indenfor. Derefter dristede en af hannerne sig ud – snuppede en mango og forsvandt.
I indeanlægget kunne man se, hvordan chimpanserne tog mod til sig – eller ikke. Selvom chimpanserne var nysgerrige, var de nemlig også forsigtige, og hurtigt trak flokken ind igen, kravlede op på deres vante pladser og satte sig ned.
”Hvis det havde været os, ville vi have begyndt at snakke,” fortæller Mads Frost Bertelsen, der har taget Ud & Se med på en rundtur i haven og er stoppet op foran chimpansernes udeanlæg.
”’Så du, at jeg var lige ved at få den der mango?’ ’Jeg var ved at glide!’ ’Jeg var tæt ved at få fat i rebet.’ Vi ville have sagt den slags ting.”
I stedet var der stille. Musestille. Aberne sagde ikke en lyd.
”Det var tankevækkende at opleve, hvor anderledes de agerede, end vi ville have gjort, hvis vi havde været udsat for den oplevelse,” siger Mads Frost Bertelsen.
”Det, som er galt med spørgsmålet, om vi en dag vil kunne tale med dyrene, er: Hvad skulle vi tale med dem om? Det er ikke, fordi jeg er kold og kynisk. Jeg har bare arbejdet meget med dyr, og det er tydeligt, at de kun har det sprog, som er nødvendigt for, at de kan kommunikere med hinanden om meget basale ting. Men det er ikke nødvendigvis noget, som vi ville synes er særlig interessant. Og omvendt.”
Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt og kulturminister Jakob Engel-Schmidt indvier nyt chimpanseanlæg. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
MENS MENNESKER UDTRYKKER sig med ord og stemmeføring og i mindre grad med kropssprog, er det omvendte tilfældet for chimpanser, og mange dyr bruger netop andet og mere end lyde. Hvilket ikke mindst gælder menneskets bedste ven, hunden. Den oplever verden gennem snuden og udtrykker sig med både gøen og knurren såvel som med halen, ørernes stilling, øjenkontakt og kropsholdning. De fleste hundeejere har nok oplevet, at to hunde, der mødes, først snuser hinanden bagi.
”Jeg plejer at sige, at hunden er det eneste dyr, som ville blive ked af det, hvis mennesker forsvandt fra jordens overflade,” siger Peter Sandøe, som er professor på Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd.
”Hunden er blevet til den, den er i dag, ved at tilpasse sig et liv med mennesker og har derfor svært ved at klare sig uden os.”
På bordet på kontoret på Frederiksberg ligger ’Din kompetente hund’, hvor Peter Sandøe og hans to medforfattere har set på den forskning, som kan hjælpe os med at forstå hundens natur og behov. Titlen læner sig med overlæg op ad Jesper Juuls verdensberømte bog fra 1995, ’Dit kompetente barn’, hvor familieterapeuten i forordet skriver, at meget børneopdragelse bygger på en forkert antagelse om, hvad børn er for nogle størrelser.
På samme måde lider mange hunde eller ender med at blive afleveret til Dyreværnet, måske endda aflivet, fordi vi ikke forstår dem ordentligt, og det er det, Peter Sandøe og hans medforfattere forsøger at rette op på.
Alligevel er professoren skeptisk over for forsøget på at oversætte dyrenes sprog.
”I stedet for at tale om sprog bør man hellere tale om, at dyr har et komplekst sæt af signaler, hvormed de kan aflæse hinanden og kommunikere med hinanden,” fortæller han.
”Det har adfærdsforskere arbejdet på at forstå i mange år. Men hvis man begynder at tale om sprog, giver man det en drejning: at det skulle være noget, som ligner det menneskelige sprog. Og det vil jeg advare mod at tro.”
LUDWIG WITTGENSTEIN har sagt, at: ”Hvis løver kunne tale, ville vi ikke forstå dem.” Hvormed den østrigske filosof mente, at vi ikke deler den verden, som løvesprog i givet fald beskriver, og ikke kan sætte os ind i, hvad løver taler om. Ifølge Kate Armstrong, som er direktør i tænketanken Interspecies Internet, er den største udfordring i at oversætte eller afkode dyrenes sprog måske netop også at forstå deres verden.
”Hvordan skal vi kunne forstå en anden arts selvcentrerede, subjektive verden, som er så forskellig fra vores?” spørger Kate Armstrong med henvisning til, at det ikke altid er nok – heller ikke for mennesker – at tale det samme sprog for at forstå hinanden.
Interspecies Internet er grundlagt af sangeren Peter Gabriel og en række videnskabsfolk som Vint Cerf, der er kendt som en af internettets fædre, og formålet er at fremme kommunikationen mellem mennesker og dyr. Vint Cerf, som i dag er vicepræsident og såkaldt internet-evangelist for Google, har kaldt det for en prøvekørsel på kommunikation med andre former for liv – også ude fra rummet, hvis mennesker en dag skulle støde på sådanne.
”Disse interaktioner med andre arter vil i sidste ende lære os, hvordan vi ville kunne interagere med en fremmed fra en anden verden,” fortalte Vint Cerf i 2013 ved præsentationen af tænketanken.
Sankt Antonius’ dag i Palma på Mallorca. En præst velsigner en kat. Skikken skal sikre kæledyr og husdyr godt helbred. Foto: Nicolas Hernandez/AFP/Ritzau Scanpix
HIDTIL HAR DET at tale med dyr mest handlet om at give dem ordrer og træne dem til at udføre opgaver. Alene forsøget på at forstå dem bedre viser en voksende respekt. Eller i det mindste et forsøg på at komme fordommene til livs. Langt op i det 20. århundrede var det omdiskuteret, om der overhovedet lå tanker bag deres handlinger. Den franske filosof René Descartes beskrev dyr som automata, altså maskiner, og vi skulle helt frem til 2020, før Danmark – som det første land i verden – vedtog en såkaldt dyrevelfærdslov. En lov, hvor der står skrevet, at dyr er både ”levende og sansende væsner”. Og sidste år underskrev en række internationale forskere en erklæring om dyrs bevidsthed – den såkaldte ’New York Declaration on Animal Consciousness’ – som slår fast, at der efterhånden er videnskabeligt belæg for, at ikke bare pattedyr som aber og hunde, men også fugle, blæksprutter og måske endda insekter muligvis kan have en sådan bevidsthed.
”Der kommer hele tiden resultater, som tyder på, at der sker meget mere i hovedet på dyr, end vi tror,” siger Jeppe Have Rasmussen, som er lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
”Selv hvad vi vil kalde primitive dyr, har noget, som minder om vores måde at tænke på,” konstaterer han.
På væggen på kontoret på Nørre Campus hænger en kopi af en artikel, som Jeppe Have Rasmussen og to kolleger har fået udgivet i tidsskriftet Science om bioakustik, eller studiet af dyrelyde, og brugen af kunstig intelligens til at undersøge dyrebestande i naturen. Tidligere gik forskerne ud og talte dyrene med egne øjne – eller frem og tilbage for at sætte kameraer op og pille dem ned igen.
”Med 28 procent af alle planter og dyr i fare for at blive udslettet er der i påtrængende grad brug for nye, ikke-invasive og effektive redskaber til at overvåge bestande,” skriver de.
HVIS RESULTATET ER en videnskabelig artikel, som ingen læser, flytter vi ingenting,” kommenterer Jeppe Have Rasmussen.
I sommerferien har han taget turen fra Odense til København med Alfonso. Den syvårige galgo, der ligger stille i sin kurv, kommer fra et internat i Spanien, hvor jagthundene ofte lever under kummerlige forhold og bliver aflivet, traditionelt ved hængning, når de har udlevet deres formål.
Sidste år lykkedes det Jeppe Have Rasmussen og et hold forskere på Københavns Universitet at flytte manges holdning til grise ved at anvende et årtis forskning i DR’s dokumentarudsendelse ’Hvis grise kunne tale’. Forskerne havde afkodet 15.000 grynt, skrig og hvin, og grisene kunne derfor selv fortælle om livet i stalden – og transporten. Grisenes ’sprog’, eller 19 forskellige lyde, kunne deles op i tre kategorier – tilfreds, trist og stresset – og konklusionen er, at grisene trives udendørs med rigelig plads, mens stressen melder sig i staldene.
Dyrenes Beskyttelse har kaldt udsendelsen for et ’hjerteskærende’ opråb, som bør give genklang på Christiansborg og i Bruxelles.
”Hvis man tager sig tid og kigger på dyr, kan man se, at de faktisk har et sprog,” siger Inger Lund Overgaard, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.
”Et sprog, som vi allerede nu kan læse en del af. Men vi kan blive meget, meget klogere.”
Fra DR-dokumentaren ’Hvis grise kunne tale’. Foto: Jakob Johansen/DR
I ZOOLOGISK HAVE sidder en rødhalet ravnekakadue ved siden af en kvinde på en bænk. Hun nusser fuglen, mens magen holder til oppe på et stativ med et kamera, som den tilsyneladende prøver at afmontere med næbbet.
”Kan den snakke?” spørger en lille pige.
”Den kan snakke papegøjesprog,” svarer Mads Frost Bertelsen, og pludselig gør den det. Det lyder som et elektronisk vækkeur, der går i gang.
”VRAH, VRAH, VRAH …”
”Nu snakker den,” konstaterer han.
Efterfølgende forklarer direktøren, at Zoologisk Have ellers prøver at få gæsterne til at afholde sig fra kontakt med dyrene. Ravnekakaduen er efterhånden blevet så tæt knyttet til mennesker, at den har mistet interessen for sin mage, som den gerne skulle parre sig med og en dag få unger. Dens måde at kommunikere med artsfællen på vil ofte netop være at sidde og nusse hinandens fjer.
”Vi kan stå her i Zoologisk Have og kigge på alle de dyr, der har udviklet sig over millioner af år i andre retninger end mennesker – og klarer sig fremragende med alle mulige former for kommunikation,” siger Mads Frost Bertelsen:
”Så spørgsmålet er måske snarere: Hvorfor har netop mennesket udviklet talesproget?”
