Indlæg

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse. 

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne. 

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA. 

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og ballet­undervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømme­kraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden. 

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.  

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.” 

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng. 

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”

Danmark er solcentrenes og måske selve solariets foregangsland. For 20 år siden var der op mod 2.000 solcentre i landet, men det tal er faldet med næsten to tredjedele. Alligevel fortsætter et utal af danskere, især yngre, med at tage sol. Hvad er der sket, og hvad foregår der egentlig i branchen med de evigt ’nye rør’? Ud & Se er hoppet i toastmaskinen for at undersøge sagen.
Tekst:Camilla HolckFoto:Andreas Beck

Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

ANSGAR MATHIASSEN, en driftig mand i begyndelsen af trediverne, fik en efterårsdag besøg af en hollandsk salgsagent. Ansgar Mathiassen havde allerede startet en succesfuld symaskineforretning, og salgsagenten kom til Nykøbing med noget, den 84-årige morsingbo i dag beskriver som ’en solariebænk’. Agenten fortalte, at satte man hænderne i maskinen, ville de få kulør, som hvis man havde siddet ude i sommersolen. Ansgar Mathiassen var skeptisk, men også nysgerrig og på jagt efter ’den næste store ting’. Så han fik lov at låne maskinen i 30 dage for at prøve sig frem.

Og den var god nok. Efter kort tids brug var 33-årige Ansgar solariebrun – og samtidig var han blevet fri for den psoriasis på hænderne, han ellers dagligt havde kæmpet med i det meste af sit liv.

DET BRUNE PUNKTUM?

Der er ingen officielle tal på solcentre i Danmark før 2014, hvor Sikkerhedsstyrelsen begyndte at registrere dem.

Branchen anslår selv, at der var 1.800-2.000 solcentre i Danmark inden 2007. I 2018 har Sikkerhedsstyrelsen registreret 773 danske solcentre. Cirka halvdelen er ejet af de fire store kæder ClubTan, Consol Solcenter, Meddo og Tropic Sun.

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man
bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

 

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

 

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.