MELLEM TRÆERNE i Ovstrup Skov på Falster bliver der pludselig gøet. Straks efter pifter Steffen Hansen højt og trasker målrettet ind i buskadset: ”Det ser ud til, han har fundet et eller andet. Lad os se, hvad det er.”

Lidt efter når Steffen Hansen hen til sin sorte schæferhund Robin, der trofast venter bag en busk.

”Han bliver jo altid på stedet,” konstaterer Steffen Hansen, der trækker vokalerne ud og sparer på d’erne, når han taler. Han retter fokus mod hunden, mens han samler noget op fra skovbunden.

”Hvad har du der? Hvad har du der? Ja, så har han fundet en mobiltelefon,” siger han og holder den tilfreds frem. 

For den 63-årige hundeejer, der ligner en politibetjent fra en 80’er-film – robust overskæg, trimmet, gråt strithår – er fundet ikke en overraskelse. Få minutter forinden har han selv lagt mobiltelefonen i skoven som led i dagens hundetræning. Steffen og Robin er et fast makkerpar i hundeførerenheden i Missing People – en frivilligorganisation, der har rødder i hele landet, og som hjælper myndighederne med at lede efter danskere, der pludselig forsvinder.  

Robin er en af de få hunde, der er certificeret i gruppe 1, og derfor kan han også finde lig. Jævnligt træner de to med ligfærd, hvor Robin snuser sig frem til en blanding af rådden hud og mennesketænder, som Steffen Hansen selv mikser i vand. 

”Jeg får tandlægen til at lægge nogle tænder fra, og så får jeg afskåret hud fra fodterapeuten. Det er det nærmeste, vi kan komme. Og det er faktisk ganske tæt på.”

Steffen Hansen sender den sorte schæfer ud igen. I skovåbningen kan man ane Storstrømsbroen, der tårner sig op som to tipier i den åbne blå himmel, der er plastret til med tilfældige hvide skyer. Forneden er der grønne, gule og brune marker, så langt øjet rækker. Hist og her brydes landskabet af kirker og dannebrogsflag, vindmøller og traktorer, gylletanke og hvide stakitter, der indrammer de mange stuehuse på bondegårdene. Fra skovens bøgetræer kvidrer fugle, og de overdøves kun, når en ensom scooter moser sig stædigt gennem blæsten på en åben landevej et sted derude.

Robin gør igen, og Steffen Hansen trasker derhen. 

”Var der lige et par solbriller? Jaaeh, det var godt,” siger han med rosende stemme.

STEFFEN HANSEN har haft schæferhunde, siden han var barn. Som voksen blev han medlem af  Dansk Politihundeforening, og han har både deltaget i konkurrencer og selv undervist i hvalpetræning. I dag bruger han en del tid på Missing People, og hvis en person forsvinder, bliver Steffen Hansen og Robin ofte kaldt ind for at søge. Robin kan finde ting ned i størrelsesordenen 1×1 centimeter og kan også opsnuse, hvis et menneske befinder sig i vandet. 

”Han stiller sig op ved vandkanten og peger faktisk med næsen. Der er ingen tvivl. Han bliver stående. Han kan også begynde at pive. Hvis han gør det, kan det være noget, han ikke kan nå, men gerne vil ud til.”

Erfaringen fra Dansk Politihundeforening vakte for alvor Steffen Hansens interesse for forsvundne personer. Det tiltalte ham, hvordan hund og menneske kunne lykkes ved at slå evnerne sammen. I den forstand havde det oplagte måske været rent faktisk at blive politimand. 

”Ja, jeg havde jo ren straffeattest dengang,” siger han og klukker ad sin egen joke: ”Nej, det slog mig bare aldrig. Det faldt mig ikke ind dengang. Dengang var det bare for sjov og konkurrencer.” 

Efter at have arbejdet som kok og stået på slagteri og udbenet lam og ænder besluttede han for 30 år siden at blive selvstændig. I dag driver Steffen Hansen sit eget rengøringsfirma, der ligger på Lolland, hvor han har boet hele sit liv og stadig bor med sin hustru. Ifølge ham har det aldrig været et problem for hende, at han bruger så meget tid på sin hund. 

”Vi to kunne heller ikke gå herude og diskutere. Her er kloge hoveder nok jo. Det er så ulempen ved hundefolk. Den ene er klogere end den anden,” siger han og pifter højt, så Robin, der ellers rendte rundt i skoven, øjeblikkeligt stopper op og sætter sig. Som skudt ud af en kanon løber Robin pludselig af sted igen. Lidt efter løber han atter hen til sin ejermand, der sætter sig på hug og klapper schæferen på ryggen.

”Vi forstår hinanden. Det er en kammeratlig respekt, det er det virkelig,” siger Steffen Hansen, der i otte år har været makker med Robin i Missing Peoples måske stærkeste duo, der efterhånden har deltaget i mange eftersøgninger. Også i den gruopvækkende sag om 17-årige Emilie Meng, der forsvandt en sommernat på Korsør Station i 2016. Et halvt år senere blev hun fundet dræbt i en sø ved Borup langt derfra. Steffen Hansen og Robin var med til fire eftersøgninger, hvor de snusede rundt på skov- og landarealer på Vestsjælland for at finde spor i den sag, der har tiltrukket flest frivillige til Missing People. For Steffen Hansen personligt er det også den sag, der har gjort størst indtryk. 

”Det er nok den slemmeste sag, jeg har været med til. Man håber, at man finder et eller andet … men samtidig håber man ikke at finde noget.”

EN FREDAG AFTEN i 2012 forsvandt Heidi Pedersens svoger efter en julefrokost. Søndag morgen blev han fundet druknet i Dragør Havn. I det mellemliggende døgn oplevede hun på nærmeste hold, hvor tragisk og frustrerende en oplevelse det kan være, når et nært familiemedlem pludselig forsvinder. 

”Vi var i gåseøjne en af de heldige familier, fordi der ikke gik så lang tid. Alligevel nåede familien at gennemgå alverdens følelser. Jeg blev hurtigt den, der skulle holde sammen på det hele. Jeg sørgede for, at min mand havde det godt, jeg var ovre hos min svigerinde og sørge for, at hun havde det godt, og var i pendulfart til min svigermor for at snakke med hende og de andre søskende,” fortæller 46-årige Heidi Pedersen, der netop har fået fri fra sit arbejde som pædagog i en børnehave. 

På Café A i indkøbscentret Hvidovre C nipper Missing People-medlemmet til en cola og fortæller, at det var en patruljevogn, der i sin tid fandt svogeren. Efterfølgende kom politiet hjem til svigerinden og gav den forfærdelige besked. Men herefter oplevede familien, at de i det store hele var overladt til sig selv. 

”Politiet bliver ikke og taler, det har de ikke ressourcer til. Man skal også have fat i en bedemand, som kan være rigtig rar at snakke med, men derudover er der ikke nogen. Der er ikke tilbud om psykologhjælp og sådan noget. Det berører rigtig mange, når et menneske forsvinder, men der er ikke noget apparat til at samle det op. Det prøver vi på i Missing People,” siger hun og forklarer, at da hun i 2017 tilfældigt opdagede frivilligorganisationen på Facebook, meldte hun sig ind. Da der pludselig var en sag i nærområdet, hvor de manglede folk til en eftersøgning, slog hun til, og snart efter gik hun rundt og bankede på døre i et villaområde i Valby for at finde en forsvunden mand.

”Det var grænseoverskridende, fordi, altså, mig og fremmede mennesker … Jeg er blevet bedre med alderen, men jeg er sgu ikke så god til bare at henvende mig. Jeg tænkte: ’Siger jeg det nu rigtigt, skal man sige det på en bestemt måde?’”

Det lykkedes ikke for Heidi Pedersen og de andre at finde den forsvundne mand. Men et par dage efter fandt en DSB-ansat ham afgået ved døden i et skjult rum under en perron.

”Folk spørger tit: ’Hvad er jeres succesrate?’ Det kommer an på, hvad man måler den på. Måler man på, om det er os, der finder dem, jamen, så er den sikkert ikke så høj. Men fordi vi lægger efterlysninger ud til mere end 40.000 følgere på Facebook, er der rigtig mange, der ser det. Det gør ikke noget, hvem der finder dem. Bare de bliver fundet.”

Heidi Pedersen var ikke med til decideret at finde personen, men oplevelsen gjorde indtryk. Da hun kom hjem samme aften, var hun en lille smule høj af oplevelsen.

”Hvor ofte gør man noget for mennesker, man overhovedet ikke kender? Jeg kunne godt have brugt, der var nogle, der havde været der for os, dengang min svoger forsvandt. Så en af grundene til, at jeg gør det, er, fordi jeg ved …,” siger hun og tøver lidt: ”Jeg kan ikke sige, jeg ved det, for folk går igennem noget forskelligt hver gang, men jeg har i hvert fald en fornemmelse af, hvad man går igennem, når ens kære er savnet.”

Frivillige fra Missing People gør 5. august 2016 endnu et forsøg på at finde 18-årige Emilie Meng, der en måned forinden forsvandt sporløst fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

EFTER OPLEVELSEN I Valby tog det fart for Heidi Pedersen. Fire måneder senere begyndte hun på uddannelsen som indsatsmedlem i Missing People, hvor man får lov at få ansvar for de forskellige eftersøgninger. Det efterfølgende år havde hun 12 sager, og siden er det steget støt. Hun har rejst land og rige rundt for at søge og i den forbindelse mødt mange af de andre medlemmer. I dag er det typisk hendes opgave at være pårørendekontakt – når en person forsvinder, holder hun løbende kontakten med familien.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker. Det er en grundlæggende ting i mig, der gør, at jeg har behov …,” siger hun og tænker sig om: ”Behov lyder så mærkeligt, men ja, behov for at hjælpe folk. Så de ikke skal gå rundt i uvished.”

I perioder griber engagementet i Missing People om sig. Sidste sommer havde Heidi Pedersen tre måneder, hvor hun brugte over 120 timer om måneden på det frivillige eftersøgningsarbejde. Det slider på privatlivet, når hun pludselig er nødt til at rejse sig fra aftensmaden, eller når der er familiefødselsdag om lørdagen, og hun må sige til manden: ”Den må du nok tage til selv.”

”Mine børn siger altid: ’Åh mor, du er så eventyragtig.’ Men jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at stille op for mennesker, man ikke kender. Det behøver ikke være stort. Nogle gange taler jeg i telefon med de pårørende et par gange, og så er den forsvundne mand eller kvinde fundet igen. Men så skriver de efterfølgende, at det var ’så fantastisk’. Jeg har ikke gjort så meget, men det, at man lytter til dem, betyder meget.”

Heidi Pedersen har taget et valg om, at pårørende til en savnet person kan ringe til hende døgnet rundt. Andre har det mere opdelt i bestemte tidsrum, men for hende er det en 24/7-beskæftigelse. Derfor bliver hun også nogle gange ringet op midt om natten.

”Lige pludselig kan man sidde klokken tre om natten og være ked af det og have brug for at tale med nogen. Så kan man ringe til mig. Jeg behøver ofte ikke sige så meget. Det handler bare om at forstå dem, og når de har snakket en halv time eller tre kvarter, tror de godt, at de kan sove igen. Det går selvfølgelig nogle gange ud over familielivet, for vi sover i samme seng, min mand og jeg. Når telefonen ringer, vågner han. Men det er et valg, jeg har taget.”

DET BLÆSER KRAFTIGT på havnen i Aarhus. 26-årige Kristian Knudsen sidder ved en træbænk med brusende bølger som baggrundstæppe, og han er kuldskær, så skuldrene er anspændte, og tænderne klaprer. Måske derfor passer det ham egentlig bedst at sidde derhjemme i varmen. Som kortansvarlig i Missing People sidder han som regel ved computeren og udtænker teorier, når en person er forsvundet. 

”Jeg er mere den introverte type,” siger han med forsigtig østjysk dialekt: ”De andre indsatsmedlemmer er mere udadvendte og bedre til at snakke med pårørende. Jeg passer bedre i maskinrummet.”

Kristian Knudsen har boet i Smilets By hele sit liv og kender byen ind og ud. Derfor er det ofte ham, der har ansvaret for sager i Aarhus – også selvom han er det næstyngste medlem af Missing People. Til daglig arbejder han som elektriker, men han kan snildt bruge op mod seks timer efter arbejde på at kigge på kort og udtænke teorier. 

I det hele taget bruger Kristian Knudsen det meste af sin fritid på Missing People. Sådan har det været de seneste tre år. Det begyndte for alvor, da han hørte om Emilie Meng-sagen og blev opslugt af at læse om eftersøgningen.

”Det var mysteriet, der tiltrak mig. Hvorfor er personen væk, hvad tænker vedkommende, hvad er der sket med dem?” siger Kristian Knudsen, der altid har haft en ”en lille detektiv” i sig. Da han en dag mødte ind i børnehaven, havde der været indbrud i det tilstødende fritidshjem. En af ruderne var knust, og de stationære computere stjålet. Sammen med de andre børn begyndte han at udtænke teorier om, hvad der var foregået.

”Hvordan var indbrudstyvene kommet ind? Min teori var, at de havde gemt sig ved et hegn bag bakken og på forhånd havde viden om, at der var computere i et bestemt rum. Det blev aldrig opklaret, men jeg ville ønske, jeg kunne have hjulpet med at gøre det.”

For Kristian Knudsen blev børnehavemysteriet ved med at være spændende – også længe efter de andre var stået af. Det skulle vise sig at være begyndelsen på et mønster. Når der opstod mysterier, store som små, syntes hans venner, det var sjovt at drøfte til en vis grad, men det var kun ham, der kunne være fuldstændig opslugt af dem i længere tid. Han blev også betaget af efterforskningsprogrammer, ikke mindst ’FBI Files’ om opklaring af mord i USA. I dag er han især optaget af ’The Mentalist’ og bruger nogle gange samme teknikker, som hovedpersonen i serien bruger.

”Jeg har mange gange overvejet at blive efterforsker. Men det kræver nok nogle kompetencer, jeg ikke helt besidder.” 
I stedet er Missing People blevet en altoverskyggende hobby for elektrikeren. Da 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 under stor mediebevågenhed, begyndte Kristian Knudsen sideløbende sin egen efterforskning på Krak. Han ledte efter hvide varevogne hos virksomheder og begyndte at strikke sine egne teorier sammen.  

”For mig handler det nok mest om mystikken. Jeg har altid haft en utrolig trang til at finde de her personer. Jeg har altid haft lyst til at opklare noget.”

DA KRISTIAN KNUDSEN meldte sig som indsatsmedlem, blev han kort efter spurgt, om han ville møde op som føl – betegnelsen for medlemmer, der endnu ikke er uddannet – til en sag i Aalborg. Han hoppede ind i sin Kia og kørte til Nordjylland, hvor han mødtes med godt 25 andre i en idrætshal, de havde lånt som base. 

Sagen handlede om en yngre kvinde, der var forsvundet i bil. Den kortansvarlige var en midaldrende mand, der arbejdede i Hjemmeværnet og vidste en masse om kortlægning. Kristian Knudsen fik lov til at være med på sidelinjen, og sammen kiggede de på et stort landskabskort, hvor der var sat en ring om ’sidst set’-punktet, som de skulle forsøge at arbejde ud fra. 

”Jeg kiggede på kortet og tænkte: ’Hvor fa’en kan hun være henne?’ Hun var kørt i bil, så hun kunne jo være langt væk. Jeg havde ingen idé om det, og jeg vidste intet om statistikker på det tidspunkt, det var rent gætteri.”

Da Kristian Knudsen kom hjem efter den første aften, var det med en blandet fornemmelse i kroppen. Han syntes, han manglede noget. Nogle teorier, noget viden. Derfor bestilte han straks en del bøger om emnet og begyndte at søge på internettet for at blive klogere på, hvordan man bedst leder efter forsvundne personer. 

”Jeg havde nok en idé om, at jeg kunne gøre det bedre. De andre interesserede sig måske ikke for det på samme måde som jeg selv. Jeg følte, at jeg kunne udfylde en plads.”

Kristian Knudsen fandt SAR (Search and Rescue) i USA, der har en masse tilgængelig statistik og bruger helt andre teknikker end herhjemme. Sådan lærte han blandt andet om eftersøgningsteorien tracking til at opstøve en person i eksempelvis en stor skov. Da Missing People på et tidspunkt afholdt træningsweekend på Lolland, fik han mulighed for at teste det. Her skulle de finde genstande og ’lig’ – menneskestore dukker – der var skjult på et kæmpe område. Det var indsatsmedlemmerne mod hundeenheden i et større kapløb. Og takket være Kristian Knudsen sejrede førstnævnte. 

Siden har han tilegnet sig en masse ekstra viden på YouTube. Blandt andet følger han fast en amerikaner, der har sit eget efterforskningsprogram.

”Her skal nogle personer forsøge at nå frem til et mål, som de kender på forhånd, mens han, uden at kende målet, skal finde dem, før de når frem. Det er et kapløb om at nå derhen. Han er rimelig skarp til at aflure spor og tænke i teorier. Ham lærer jeg meget af.”

Nogle gange finder Missing People personer, der ikke har nogen til at hente sig. Som regel er det bortløbne teenagere fra et bosted, hvor hverken myndigheder eller familie sender nogen ud for at hente dem.

DEN MEST BRUGTE app på Kristian Knudsens telefon hedder ’Lost person behaviour’. Her er der statistik over typiske scenarier for forsvundne personer – demente, deprimerede, bortførsler og stort set alle andre scenarier. Det hele er bundet op på statistikker fra en lang række amerikanske sager.

Når Missing People får en sag, bruger Kristian Knudsen derfor sin app til at udtænke teorier. Ofte kan der være flere forskellige scenarier til stede på samme tid. Det kræver grundige overvejelser. 

”Det kan være, det drejer sig om en seksårig autist med depression. Så begynder man måske med at gå ind på de 4-6-årige,” siger han, søger i appen og begynder at opsummere: ”De gemmer sig i bygninger, følger ikke lige veje, er tiltrukket af dyr og sådan noget. Og så kan man gå ind på autist. Nogle af dem er ikke altid så nemme at komme i kontakt med, hvis man råber dem op. Det skal man også tage højde for. Der er mange små ting, man skal have med i overvejelsen, når man leder.”

Det er ofte Kristian Knudsens ansvar at opdele kort i søgeområder, som de frivillige skal bruge. Han markerer ’sidst set’-punktet og udtænker mulige scenarier ud fra det. Det er dog vidt forskelligt, hvor meget han når at forberede sig. 

”Nogle gange kan det være sindssygt akut. Hvis det er en lille pige, der forsvinder, skal vi bare af sted. Men så ofte som muligt laver jeg kort på forhånd. Der er mange ting, man skal tage højde for – matrikler, høje bakker og sådan noget. Måske er der steder, hvor man skal have tilladelse, før man kan søge. Man skal også tænke på, hvad de frivillige er i stand til. Hvis det er et alt for stort område med høje bakker, er det et svært terræn. Jeg kigger i journalen, tjekker oplysninger og laver segmenter på kort, som jeg til sidst tager med til mit team, der så giver det videre til de frivillige. Og så er det bare ud at søge.”

Når en sag er i gang, sender indsatsmedlemmerne i Missing People løbende teorier til hinanden på Messenger. Særligt for Kristian Knudsens vedkommende kan der være mange. 

”Jeg har alverdens teorier, og jeg har flere gange fået at vide, at jeg skriver for meget. Men man skal aldrig lægge sig fast på en teori. Det har jeg lært. Man kan tro det ene, og så er der sket noget andet. Derfor skal man vende alle puslespilsbrikkerne,” siger han.

Tre gange i løbet af de seneste år er det lykkedes Kristian Knudsen præcis at udpege på et kort på forhånd, hvor den forsvundne person befandt sig. I al beskedenhed mener han, at han er ret god til at tænke i teorier. Faktisk har han endnu ikke mødt nogen, der var tilnærmelsesvis lige så ihærdig.

”Jeg er jo en introvert person. Jeg tænker mere, end jeg siger. Så jeg skriver alle mine teorier. Men en gang imellem får jeg ikke længere svar. Lige pludselig bliver der stille. Så ved jeg godt, at det er på tide at stoppe.”

I OVSTRUP SKOV på Falster kommer en midaldrende kvinde gående med sin border collie. Hun skal deltage i træningen i Missing Peoples sydsjællandske hundeenhed, som Steffen Hansen står for. Da han ser kvinden og hendes hund, råber han til Robin: ”Nej, for helvede, kom på plads, dæk.” Straks falder Robin til ro. 

”Ikke særlig smart at komme på den måde, Anne,” siger Steffen Hansen, men med situationen under kontrol bliver der hilst mere hjerteligt. Anne og hunden Pippi er certificeret i gruppe 2, der kan finde genstande og levende mennesker, men ikke lig.  Foruden den faste træning i Missing People træner de mindst et par gange om ugen på egen hånd. 

”Robin er så garvet, så hvis jeg træner mere, er det lige før, han ville gøre sådan her efter mig,” siger Steffen Hansen og rækker langfingeren i vejret. 

”Jamen, sådan er det. Det er jo ligesom, hvis man selv blev bedt om at gøre det samme hele tiden. Jeg havde engang en hund, der hed Viktor. Han sagde virkelig: ’Det her, du gamle, det er ikke nødvendigt.’ Men hvis jeg til gengæld ventede 14 dage med at træne, var han sulten nok.”

Steffen Hansen råber sin schæferhund på plads igen. Endnu en kvinde kommer anstigende. Det er Birthe, en glad, ældre kvinde med gråt hår og labradoren Sambo ved sin side. 

Lige for tiden er der 31 medlemmer i Missing Peoples hundeførerafdeling. Men der er ikke mere end otte hunde, der er certificeret. Man skal træne sig op til at komme med på eftersøgninger. Foruden at træne i skove træner de blandt andet også i lagerbygninger. Der er stor forskel på, om man leder inde eller ude, for luftfugtighed såvel som lugte er helt anderledes.

”Vi mødes og udveksler erfaringer. Det er også vigtigt for hundene, at det ikke er den samme person, de skal lede efter hver gang,” siger Steffen Hansen: ”En dag kan det jo være, de pludselig skal give hals ad en vildfremmed person.”

Robin har snuset sig frem til det gamle sæt hovedtelefoner, som Steffen Hansen har placeret. Straks efter gør den for at tilkalde ham, og så venter belønningen – en bold at lege med.

DET ER SIDST på eftermiddagen. Fra oven slår solens stråler ned mellem bladene og rammer skovbunden som lys fra en diskokugle. En flok motorcykler drøner forbi på landevejen og overdøver kortvarigt fuglefløjt i bøgetræerne. Lidt efter ankommer de to sidste, Anders og Lise, med hver sin labrador. 

”Vi har faktisk også en puddelhund, der er med,” konstaterer Anne, mens hendes border collie løber i ivrige cirkler om hende. ”Intelligensmæssigt kommer borderen jo ind som nummer et, og puddelhunden som nummer to.”

”Ja, der er så ting, jeg ikke forstår,” siger Steffen Hansen, slår en latter op og siger: 

”Nå, Birthe. Går du ind og gemmer dig? Du skal ikke gå for langt ind.”

Birthe forsvinder ind i skoven med en håndfuld guf til belønning, når en af hundene lidt senere finder hende. Steffen Hansen står veltilfreds tilbage og fortæller om en dag, da han trænede i skoven og tilfældigt mødte en tømrer, der havde tabt sit høreapparat.  Kunne han og hunden måske hjælpe? Det mente Steffen Hansen da nok og sendte sin hund af sted, men han kom tilbage med bark i munden. Til sidst måtte han ringe til tømreren og fortælle, at de ikke havde fundet noget, men ville prøve igen dagen efter. 

”Det samme skete. Han løb direkte over til det sted, hvor han havde leget med bark … så gik jeg derover, og dér lå høreapparatet.” 

”Du kan da ikke sige til hunden: ’Find et høreapparat’, og så finder den et høreapparat,” siger Anne.

”Det kan du da,” svarer Steffen Hansen, der fortsætter med at tale om succeshistorien. 

”Dengang kunne jeg svæve ud af skoven, det er da helt sikkert. Og tømreren, han var stum længe. ’Gjorde du det? Har du det? Hvad skal du have for det?’ ’Jeg skal da ikke have noget for det,’ sagde jeg.”

Steffen Hansen griner højt. 

”Når det lykkes, bliver man sgu virkelig … glad. Det gjorde tømreren også.” 

NÅR PÅRØRENDE til en forsvunden person henvender sig til Missing People, bliver de tilknyttet en pårørendekontakt som Heidi Pedersen. Vedkommende er i løbende kontakt og spørger ind til, hvad de kan fortælle om den pågældende. Det er en slags omsorgssamtale, men samtidig skal man have så mange relevante oplysninger ud af dem som muligt. 

”Det kan godt være, at de nogle gange tænker: ’Sikke hun snager,’” siger Heidi Pedersen, der understreger, at hvis de pårørende ikke har lyst til at fortælle alt, skal de heller ikke. 

”Men det gør det nemmere for os. Hvis manden er gået efter et kæmpe skænderi, kan det være meget rart at vide, hvor han typisk ville gå hen. Hvis konen så siger, at han er glad for naturen og går mange ture ved vandet, tænker jeg: ’Nå, okay, så skal vi nok lede der først.’ Nogle gange er jeg nødt til at spørge direkte: ’Har du en idé om, at han kan gøre skade på sig selv?’ Det er ikke rart at spørge om. Jeg plejer også at sige, at jeg godt ved, det lyder rigtig hårdt, men at jeg er nødt til at spørge.”

Så snart en person er forsvundet, begynder medlemmerne af Missing People at planlægge en eftersøgning. Når den nødvendige information er på plads, deler de det på Facebook. De har også en gratis sms-tjeneste, hvor der bliver skrevet ud om mødested, tidspunkt og lignende i den politikreds, hvor en person er forsvundet. I alt er 420 mennesker tilmeldt tjenesten landet over.

”Særligt i Jylland er de rigtig gode til at mønstre mange frivillige søgere. På Sjælland har folk i højere grad nok i sig selv. Det er ikke negativt ment, for jeg er jo selv herfra, men man kan bare se, at der bliver prioriteret forskelligt. Der møder færrest op i Nordsjælland og flest i Jylland og på Lolland-Falster,” fortæller Heidi Pedersen.

En undtagelse er dog sagen med Emilie Meng, hvor der dukkede op mod 500 søgere op til hver søgning. Men kun sjældent får sager så stor mediebevågenhed, og derfor var Emilie Meng-sagen ifølge Heidi Pedersen ”uden for kategori”. I langt de fleste tilfælde dukker der omkring 10-15 stykker op for at søge. 

”Det ville være rart, hvis der kom mange hver gang, men vi ser desværre forskel på, hvem der er efterlyst. Det gør rigtig, rigtig ondt. Lige så snart det er unge mennesker, kommer der rigtig mange. Det er fint. Jeg ville bare ønske, der kom lige så mange, når demente Karl Ejner på 86 år forsvinder. Og hvis det er en mand med anden etnisk baggrund, kommer der slet ingen.”

Når en person er forsvundet, skal Missing People have accept fra de pårørende, før de går ind i sagen. Personen skal være meldt savnet hos politiet, og organisationen skal have tilladelse af politiet til at lægge en eftersøgning på for eksempel Facebook.

ADSKILLIGE sager har i tidens løb gjort indtryk på Heidi Pedersen. En af dem, hun altid vil huske, foregik på Lolland i 2019, hvor en familiefar forsvandt. Hun var pårørendekontakt til hustruen, der stod ulykkelig tilbage med fire børn.

”Det var en mærkelig sag. Han var kørt af sted på sin cykel, og derefter var han bare væk. Man kan jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft. Men det var den her person.”

Det blev en af de største eftersøgninger i Missing Peoples historie. Sagen strakte sig over et halvt år, og de frivillige var af sted for at søge 16-20 gange. Det betød, at Heidi Pedersen pendlede til Lolland stort set hver weekend. Der var 50-60 frivillige søgere fra lokalsamfundet hver gang, der var med til at afdække et stort areal. De fik også tilladelse til at kigge i gylletanke rundtom på egnen for at se, om manden kunne være faldet derned. Først længe efter hans forsvinden blev han pludselig fundet død i et gammelt, forladt hus, der lå et afsides sted skjult bag tilgroede træer. Det var to, der var ude at gå tur, der fandt ham. 

”Den sag var hård, og jeg tænker stadig på den. Han havde to børn under 18, ligesom jeg selv har. Jeg tænker rigtig tit på den kone og de børn der. Det gør ondt ikke at kunne give svar. Når man bruger så meget tid, kommer man tæt på familien og på de venner, der hjælper med at søge. 

Det er aldrig sjovt at finde en person død, men i det mindste får de pårørende vished. Hvis man kan få lov til at sige farvel, får man også mulighed for en form for afklaring. Vi holdt en debriefing, efter han var fundet, hvor vi talte sagen igennem. Jeg havde også brug for det, for mange gange får man ikke afslutningen på historien. Man kommer tæt på de pårørende, så en dag bliver personen fundet, død eller levende, og så slutter sagen. Men mange gange ved man ikke hvorfor,” siger Heidi Pedersen, der ikke er så god til at lægge sin telefon væk, når hun er derhjemme. Eftersom medlemmerne i Missing People ofte bor langt fra hinanden, er de i løbende kontakt over Messenger eller Skype: 

”Ens telefon plinger konstant med beskeder. Så har en opdaget noget på et kort og lægger en teori i chatten, og så kigger jeg måske på det og siger: ’Det er muligt, men hvad hvis han er gået den anden vej?’ Jeg bliver stresset af det, for jeg har familie og venner, der også skal plejes. Men det er svært at lade være.” 

I LANGT DE fleste tilfælde bliver en forsvundet person i Danmark hurtigt fundet igen. Men der er tilfælde, som med sagen på Lolland, hvor det trækker i langdrag. Selvom Heidi Pedersen kan mærke, at hun er blevet mere erfaren, er det ikke blevet nemmere for hende.

”Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er, som da jeg første gang skulle ringe til en pårørende, hvor jeg sad med svedige hænder og trak tiden. Men det kan stadig være rigtig hårdt, for man er i det hele tiden. Det er døgnet rundt i flere måneder, og bagefter er man helt udmattet og håber, der ikke kommer en ny sag inden for den næste uge. Men det gør der som regel.”

Eftersom langt de fleste bliver fundet igen inden for det første døgn, er det i sig selv dårligt nyt, hvis det ikke er tilfældet. Så er risikoen for ikke at finde dem i live forøget. Derfor ved Missing People, at det værste kan vente dem. Men fra tid til anden dukker der solstrålehistorier op.

Under den varme sommer for to år siden foregik en eftersøgning på en ældre mand i Odder. Han var gået fra sit plejecenter og siden forsvundet. På Sjælland fulgte Heidi Pedersen med i sagen. Det trak for meget i hende, så til sidst besluttede hun sig for at tage turen til Jylland med en veninde, der også er medlem af Missing People.

Den ældre mand havde været væk knap et døgn, da de ankom. Politiet og de frivillige søgere var i fuld gang, Og Heidi Pedersen og veninden blev sat til at stemme dørklokker i et bestemt område.

På et tidspunkt fik veninden lov til at komme om i en baghave, hvor familien i huset havde tilbragt hele dagen. 

”Har I kigget bag den busk?” spurgte hun.

”Nej, nej, det er bare kompostbunken,” svarede de.

Hun kiggede alligevel efter for god ordens skyld. 

”Hører han til her?” spurgte hun så.

Først troede familien, at hun snakkede om deres kat. 

”Nej, ham den ældre mand, der ligger her?” 

Det viste sig at være den forsvundne mand, der trods næsten et døgn bag kompostbunken i den ulidelige hedebølge stadig var i live. Det var på et hængende hår. Kort efter ankom en ambulance, og der blev taget hånd om ham. Heidi Pedersen og veninden kunne tage den lange tur tilbage til Sjælland igen i overstadigt humør.

”Det var helt vildt dejligt at tage hjem med sådan en historie. Det var en af de gange, hvor jeg tænkte: ’Hvor er det godt, at Missing People er her.’ For uanset om vi vil det eller ej, er det sjældent, vi finder dem i live. Men når man får sådan en oplevelse, bliver man bekræftet i, hvorfor man gør det.”

Steffen Hansen bruger forskellige genstande til at træne Robin med. Det kan være solbriller, hovedtelefoner eller en mobiltelefon, men han bruger også gammelt hår fra en frisørsalon, død hud leveret fra en fodterapeut og gamle tænder.