Indlæg

Blod, sved og tårer

Dine kropsvæsker kan fortælle, hvordan dit liv bliver, og kunstig intelligens forstår dig bedre end dig selv. Eksistensen kortlægges helt ud i krogene, og mens videnskaben jubler, advarer andre om overvågningssamfund og kinesiske tilstande. Ud & Se undersøger, om fremtiden er en datadrøm eller et hverdagsmareridt, og om vi har noget særligt at frygte herhjemme, hvor 10 små offentlige cifre følger os fra vugge til grav.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Simon Væth

THOMAS HELMIG OG Renée Toft Simonsen troede måske, at det var en privatsag. Sønnen Hugo Helmigs død i november. For hvis ikke døden er en privatsag, hvad er så egentlig?

Men selv om medierne da også ventede med at bringe nyheden om Hugo Helmigs død, til familien ni dage senere var klar til selv at fortælle om den på de sociale medier, var der en undtagelse.

Frihedens Stemme, som Rasmus Paludan er ansvarshavende chefredaktør for, skrev historien efter fire dage. 

”Hugo Helmig er død,” hed den kortfattede overskrift på artiklen. Her blev stifteren af partiet Stram Kurs citeret for, at den 24-årige musiker, som havde fortalt om sin kamp med angst og misbrug og kort forinden havde været ved at tage sit eget liv, forhåbentlig nu var et bedre sted: 

”Ligesom jeg selv oplevede han de nådesløse konsekvenser af at være i offentlighedens søgelys.” 

Der havde floreret rygter på internettet om dødsfaldet, og da det med Rasmus Paludans ord er ”pressens pligt at efterprøve påstande og rygter”, slog Frihedens Stemme Hugo Helmig op i Folkeregistret på Københavns Kommunes hjemmeside. For at gøre dette behøvede mediet blot at kende hans fødselsdato, som var offentligt kendt, og så ellers betale de krævede 75 kroner for forespørgslen.

”Personen er afgået ved døden 23.11.2022,” lød resultatet et øjeblik senere.

”Hvis man gerne vil vide, om folk er døde eller ej, er det den hurtigste, enkleste og mest sikre måde at få afklaret dette spørgsmål,” fortæller Rasmus Paludan i telefonen til Ud & Se.

”Hans pårørende og andre, som kender ham, kunne jo tage fejl. Men det gør Folkeregistret ikke. Det tager ikke fejl.”

TAL LYVER IKKE

Siden 1968 har Danmark haft et register over alle, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig. Alle kan logge sig ind på folkeregistrene og erhverve sig viden om navn, adresse, om en person er rejst til udlandet, er myndig eller død, medmindre vedkommende har registreret navne- og adressebeskyttelse.

FOLKEREGISTRET ER DOG langtfra det eneste offentlige register, hvor der ligger ’private’ data om dig – og data, som både offentlige myndigheder og andre har adgang til. Og vel at mærke uden at vi nødvendigvis ved dette. 

De offentlige myndigheder ligger inde med data om vores økonomi, sociale baggrund og adfærd samt ikke mindst sundhed. Det er oplysninger om alt lige fra aborter til psykiatriske lidelser og årsagen til vores død. Ja, har du været på session, kender de din IQ fra den obligatoriske intelligenstest. 

I århundreder har offentlige myndigheder skrevet det hele ned og gemt det, og i dag er oplysningerne koblet sammen af CPR-nummeret, de unikke 10 cifre, som alle i det danske folkeregister er blevet tildelt siden 1968.

Hvilket rejser spørgsmålet om ikke bare, hvad der ligger af oplysninger om den enkelte i de offentlige registre, men også om, hvem der – som i tilfældet med Hugo Helmig – kan få adgang til dem og til hvilket formål. Ikke mindst i fremtiden.

”NÅR DATA EKSISTERER, opstår der et pres for at anvende dem til alle mulige formål. Det advarede jeg om allerede for otte år siden i Dagens Medicin. Jeg kan finde artiklen, den står lige heromme,” siger Thomas Ploug, der er professor i dataetik ved Aalborg Universitet. 

Han vender sig halvt om i stolen og peger på bogreolen bag sig på kontoret. 

I 2015, da Thomas Ploug blev interviewet til Dagens Medicin, var han formand for en arbejdsgruppe under Etisk Råd, der så på brugen af de mange sundhedsoplysninger, der ligger i de offentlige registre – og på borgernes samtykke til brugen af disse. 

Eller mangel på samme. 

Dengang var personlig medicin, altså det at tilpasse behandlingen til den enkelte patient ved hjælp af viden om deres gener, det nye buzzword. Og Thomas Ploug advarede om, at det næste logiske skridt kunne blive at bruge denne viden til også at hjælpe samfundsøkonomien. Giver det for eksempel mening at bruge millioner af kroner på en længevarende uddannelse, hvis en gentest fra fødslen afslører, at et barn lider af den arvelige Huntingtons sygdom og altså vil dø, inden det fylder 40 år? Hvorfor ikke bruge pengene på den, som er født med en høj IQ – og kernesund?

Thomas Ploug forudså, at sådan en tankegang, der gør det muligt at sortere i mennesker, ville komme til at spille en langt større rolle i fremtiden – og han er ikke blevet mere optimistisk med årene, tværtimod. 

”Problemet er, at vi Danmark i årtier har haft en utrolig liberal databeskyttelseskultur. Der er nogle forskere og medicinalvirksomheder, som kigger på Danmark og siger: ’Det er et dataparadis.’ Og så er der andre, der kigger på Danmark og siger: ’Det er en bananrepublik.’ Den nuværende overvågning af borgerne i form af deres data er jo det, man drømte om i DDR,” siger professoren, der mener, at kulturen bliver svær at ændre, netop fordi den har været meget liberal i lang tid. 

”Det er altid vanskeligt at tage privilegier fra folk – og i dette tilfælde forskerne og offentlige myndigheder,” siger professoren.

FRA HANS VINDUER på anden sal er der udsigt over Københavns Sydhavn. Aalborg Universitet overtog i 2012 kontorbygningen fra det finske mobiltelefonselskab Nokia, og de 42.500 kvadratmeter er en påmindelse om, at ingen kan forudsige fremtiden. I starten og midten af 00’erne havde Nokia over halvdelen af markedet for mobiltelefoner, og selskabet var Finland og omvendt. 

”Hvis de kan i Finland, kan vi også,” lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2005, hvor han ustandseligt talte om finske patenter, finsk konkurrencedygtighed og Finland som verdensøkonomi. Indtil de ikke længere kunne.

Nokia forudså ikke, at fremtiden var smartphones. I dag er det svært at forestille sig en verden uden, og vores ivrige brug af dem fodrer internettet med stadig flere data om os, brugerne. Data af stadig flere typer. Og data, som bliver gjort relevante på helt nye og uforudsigelige måder af kunstig intelligens.

Maskinerne oplærer sig selv ved at opdage mønstre og sammenhænge i dataene, og data, som ingen førhen kunne se nogen mening i, finder pludselig uventede anvendelsesmuligheder. 

I USA har forskere for eksempel udviklet en maskine, som ved hjælp af kunstig intelligens, ud fra din måde at tale på, kan forudsige risikoen for at udvikle en psykose. Maskinen opfanger talemønstre, som selv ikke psykiatere ville lægge mærke til. 

”At forsøge at høre disse sproglige nuancer svarer til at forsøge at se mikroskopiske bakterier med det blotte øje,” har en af forskerne, Neguine Rezaii fra Harvard Medical School, forklaret. 

I 2014 PUBLICEREDE det kinesiske statsråd dokumentet ’Planlægning for konstruktion af et socialt kreditsystem’. Her kan man læse, hvordan det sociale kreditsystem skal være med til at skabe et ”harmonisk samfund” med ”social stabilitet”, befolket af ”oprigtige mennesker”. Blandt eksemplerne på sådanne handlinger, der kan svække den enkeltes sociale kreditværdighed, er overtrædelse af færdselsloven, rygning på røgfri arealer eller overdrevet gaming – og prisen kan være lavere internethastighed, forbud mod at flyve eller tage en togrejse på 1. klasse. 

Under interviewet understreger Thomas Ploug flere gange, at der er tale om en balancegang, og at han selvfølgelig godt forstår – og er enig i – behovet for at indsamle oplysninger og bruge dem til for eksempel at udvikle personlig medicin. Der er brug for at anerkende begge sider i debatten og finde fornuftige løsninger, mener professoren.

Men han fastholder, at presset for at samle og bruge oplysninger om statsborgere til stadig flere formål i sidste ende risikerer at føre til den sociale kontrol, som George Orwell allerede i 1949 beskrev i fremtidsromanen ’1984’, og som kan være ved at blive til virkelighed i Kina i dag.

”Der er mange, som forsker i data, der har svært ved at se, at det, at de undersøger, hvor mange der for eksempel kører over for rødt i et kryds her i Sydhavnen, skulle have noget at gøre med social kredit i Kina. Hvad taler du om? Men det er også en uvilje – eller villet blindhed – mod at se, at der er et større perspektiv, og at den danske stat har samlet enorme mængder data om borgerne.”

I SUNDHEDENS TJENESTE

Sundhedsdata samles i sundhedsregistre, der handler om alt fra sygdomme og behandlinger til økonomi og ansatte i sundhedsvæsenet. Der anslås at være 165 nationale sundhedsregistre, og dem har Sundhedsdatastyrelsen ansvaret for. Styrelsens indsamling af data er bestemt ved lov – enten i sundhedsloven eller andre love og bekendtgørelser. Her står der, hvad formålet med indsamlingen er, og om data kun må bruges til forskning og statistik, eller om de kan bruges til administrative formål, for eksempel til din behandling. Der står også, hvor mange oplysninger det er nødvendigt at indsamle, og hvor længe oplysningerne må gemmes.

I DAG HAR næsten alle danskere prøver af blod, urin eller dna liggende i Danmarks Nationale Biobank, som på sin hjemmeside reklamerer med at være en af verdens største og mest avancerede af sin slags. Mere præcist ligger der 14 millioner biologiske prøver i fryserne på Amager, hvoraf alene de såkaldte hælprøver udgør 2,5 millioner.

Siden 1982 er alle nyfødte blevet tilbudt en blodprøve fra hælen, der kan afsløre i alt 19 sjældne medfødte sygdomme, som alle kan behandles – blandt andet en række hormon- og stofskiftesygdomme.

”Det unikke er, at vi herhjemme har det hele samlet i ét register, CPR-registret, som er nøglen til danske data,” fortæller Biobankens direktør, Anne-Marie Vangsted, med henvisning til, at det gør danskerne til én stor undersøgt befolkningsgruppe. Det, som statistikere kalder en kohorte. 

”Hvis vi går til andre lande, har de også kohorter, men de har ikke hele befolkningen samlet i ét register.” 

Biobanken, som blev oprettet i 2012, er en fysisk bank, et nationalt register og et koordinerende center, der skal skabe én fælles indgang til alle biologiske prøver og én fælles udgang, hvor forskere og sundhedspersonale kan søge om – og få adgang til – oplysningerne. Med andre ord behøver forskere kun at lede ét sted, når de vil læse op på vores sundhedshistorie. I 2020 viste en opgørelse, at Biobanken på det tidspunkt havde udleveret 533.517 biologiske prøver til 203 forskningsprojekter, og at 22 procent af alle publikationer af danske forskere med biologisk materiale stammede herfra. 

For at forskerne kan få adgang til prøver, skal forskningsprojektet have ”væsentlig samfundsmæssig betydning”, og de skal arbejde ved en dansk offentlig eller alment velgørende forskningsinstitution, men det kan ske i samarbejde med private – og udenlandske – medicinalselskaber og forskere. Derudover kræves en godkendelse fra Datatilsynet, National Videnskabsetisk Komité og Biobankens eget indstillingsudvalg.

Biobanken er en del af Statens Serum Institut, og direktør Anne-Marie Vangsted har kontor i den hvide patricier­ejendom på Amager Boulevard i København, hvor Seruminstituttet oprindelig havde til huse, inden det rykkede ind i Artillerivejens Kasernes gamle bygninger tæt på. På et fladskærmsfjernsyn på kontorets væg viser Anne-Marie Vangsted en slide med overskriften ’Biobankens forskningspotentiale’ og giver et eksempel:

”Ved at kombinere CPR-nummeret og biologiske prøver kan vi forske i hele livsforløbet,” siger Anne-Marie Vangsted og nævner, at dette for eksempel har betydning for danskere med højt kolesteroltal, som to millioner af os lever med, og som ofte skyldes en kombination af arvelige faktorer, fed kost og for lidt motion. 

”Når vi ved det, kan vi prøve at forebygge sygdommen ved at starte behandlingen, før en person faktisk bliver syg,” forklarer Anne-Marie Vangsted. 

”Og så kan vi bagefter se i registrene, om de, som får behandlingen, også lever længere end dem, som ikke har fået den.”

MULIGHEDEN FOR AT kombinere store mængder persondata med biologisk materiale er ikke bare med til at hjælpe danskere med for højt kolesteroltal. Det gør Danmark og Biobanken attraktiv for både den danske og internationale medicinalbranche.

”Samarbejdet mellem life science-industrien og det danske sundhedsvæsen bidrager til, at vi får skabt et endnu stærkere velfærdssamfund i Danmark med bedre patientbehandling,” hedder det på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside – og både Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden var med til at betale en del af de i alt 179 millioner kroner, som det kostede at etablere Biobanken. 

Nogle mener dog, at håndtrykket mellem forskningen og de økonomiske interesser er potentielt usundt.

”Der er ekstremt fri adgang til danske sundhedsdata, og det bliver brugt meget aggressivt i forsøget på at tiltrække medicinalselskaber til landet,” siger Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der blev stiftet i 2002.

”Jeg har kaldt det ’borger til salg’. Det lyder selvfølgelig populistisk, men det er reelt det, som man gør. Man sælger borgerne som en slags forsøgspersoner til medicinalindustrien,” siger Jesper Lund over telefonen. Han har sendt et link til Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor spørgsmålet til interesserede selskaber lyder: 

”Ready to take a deep dive into Danish health data?”

Jesper Lund forstår godt, hvis forskere er begejstrede for de registerbaserede undersøgelser og deres muligheder for at sammenkøre et væld af relevante oplysninger. Og indtil nu er det kun blevet anvendt til gode formål, fremhæver han:

”Men jeg tror bare ikke, at det bliver ved med at gå, for der er både et øget fokus på dette og en øget risiko, for oplysningerne i baserne kan lække eller blive brugt til andre formål.

PÅ SIT KONTOR på Amager Boulevard understreger direktør Anne-Marie Vangsted flere gange, at Biobanken passer godt på oplysningerne. Ligesom hun understreger, at hun og hendes medarbejdere ikke gemmer data for at tage noget fra borgerne, men for at hjælpe samfundet:

”Hvis vi ikke har viden, kan vi ikke udvikle nye behandlingsformer og diagnostiske metoder. Når vi har en prøve liggende, er det ikke mig som individ, der har betydning. Det er den store mængde af data, som – når denne sammenstilles – kan give nogle svar og muligheder for at udvikle nye behandlinger. Det har ikke noget at gøre med, at man kommer og siger, at det er lige det og det individ, som vi gerne vil vide noget om. Det vil aldrig kunne tillades.” 

En undtagelse er politiet.

Biobankens oplysninger må ikke bruges til for eksempel at identificere gerningsmænd til forbrydelser. Men politiet har flere gange – med en dommerkendelse – fået adgang til biologiske oplysninger for at kunne identificere ofrene for forbrydelser eller ulykker. 

I 2000 fastslog hælprøverne, at to blodpletter i Marianne Pedersens bungalow i Rødovre stammede fra sønnerne Dennis og Brian, som Peter Lundin var mistænkt for at have dræbt. Og i Landspatientregisteret kunne politiet læse, at Marianne Pedersen på et tidspunkt havde undergået en underlivsundersøgelse. Da vævet fra sådanne prøver gemmes rutinemæssigt, lykkedes det derfor også at identificere hendes dna. Men man har aldrig fundet frem til de myrdedes jordiske rester.

MAN BLIVER IKKE SPURGT, inden Biobanken udleverer ens biologiske prøver til forskning. Til gengæld har alle mulighed for at bede om, at de bliver destrueret. Eller de kan kontakte Vævsanvendelsesregisteret. Dette register ligger inde med oplysninger om, hvilke borgere der har valgt, at deres oplysninger udelukkende må bruges til egen behandling eller til formål, der er relateret til denne. 

Sidste år havde Biobanken dog kun 102 såkaldte destruktionssager, hvilket kan skyldes, at de færreste måske ved, at prøverne bliver opbevaret. Hvis de har deltaget i et forskningsprojekt eller klinisk studie som hælprøverne, vil de ganske vist have underskrevet et såkaldt informeret samtykke. Men hvis der blot er tale om såkaldt restmateriale fra undersøgelser, som når du får taget en blodprøve hos lægen eller på hospitalet, kan dette ende i Biobanken. 

Anne-Marie Vangsted erkender, at nogle ikke læser det, som står med småt, eller blot bladrer om på sidste side og skriver under, som det netop skete med de såkaldte PCR-test under corona-epidemien. Disse endte til manges overraskelse i Biobanken.

”Det er der sikkert,” siger Anne-Marie Vangsted. 

”Men ligesom man bare klikker på ’jeg accepterer’ i bunden af en hjemmeside, ved man i det mindste, at man selv er ansvarlig for, at man ikke er fuldstændig oplyst.”

SYSTEMTÆNKNING

Kunstig intelligens er computerprogrammer og maskiner, som efterligner et eller flere aspekter af den menneskelige intelligens. Det gælder evnen til abstrakt tænkning, analyse, problemløsning, mønstergenkendelse, sprogbeherskelse og -forståelse, fornuftig handling og lignende. For eksempel computerprogrammer, der spiller skak, planlægger ruter eller laver talegenkendelse. Kunstig intelligens er også betegnelsen for et tværfagligt forskningsfelt, hvor man dels udforsker systemer, der kan udvise intelligent adfærd, dels konstruerer disse syntetisk i det omfang, det er muligt, ved udvikling af nye typer programmer og bearbejdning af viden.

DET OFFENTLIGE REGISTER, som ved allermest om de registrerede, er Nationalt Genom Center. Som navnet siger, ligger centret inde med oplysninger om de registreredes genom eller genetiske oplysninger, og IT-Politisk Forening har kaldt det ”et absolut højrisikoprojekt for det danske samfund”.

Nationalt Genom Center har ligesom Biobanken til huse på det indhegnede tidligere kaserneområde på Artillerivej. Men her er sikkerheden yderligere skærpet. Ved indgangen skal centrets kommunikationsmedarbejder bruge sit adgangskort to gange, for at vi kan komme igennem slusen til bygning 208. En gang for hende selv og en gang for journalisten. 

Samme morgen har CNN bragt nyheden om, at Storbritannien begynder at helgenom-sekventere – eller kortlægge – generne i 100.000 nyfødte børn, hvilket bliver det største studie af sin slags. Børnene bliver undersøgt for 200 sygdomme, som det er muligt at behandle, og undersøgelsen erstatter hælprøverne, der dækker færre sygdomme og hverken er lige så hurtige eller sikre. 

”Vi samarbejder med briterne og andre store nationale initiativer, og de har været en inspiration fra starten her i Danmark,” fortæller Nationalt Genom Centers administrerende direktør Bettina Lundgren.

”De startede bare 10 år før os.”

HERHJEMME OPRETTEDE MAN Nationalt Genom Center i 2019 med det formål netop at tilbyde helgenom-sekventering til patienter. Helgenom-sekventering er en kortlægning af alle dine gener, også kaldet dit genom. Viden om patientens genom er centralt inden for personlig medicin og kan – i kombination med andre relevante sundhedsdata – anvendes til udredning, diagnostik og behandling af sygdomme. Helgenom-sekventering tilbydes nu til 17 patientgrupper på tværs af landets fem regioner, og der ligger i skrivende stund 12.597 genomer i centrets database.

Ifølge Bettina Lundgren er ambitionen dog ikke, at vi en dag alle sammen skal få foretaget en helgenom-sekventering og have vores genom opbevaret i Nationalt Genom Center.

”Det er stadig en relativt dyr analyse, og hvis jeg kigger i krystalkuglen, er jeg ikke sikker på, at det er det, vi gør. Måske er det noget helt andet, som vi ikke kender i dag, som man får taget,” siger direktøren. Hun fortsætter:

”Man skal også huske på, at det ikke er alt, som generne er årsagen til. Mange tror, at fordi de får tilbudt en test, så får de også et svar. Ja, de får et svar. Men nogle af svarene kan også være negative. Altså at årsagen til, at du er syg, ikke skal findes i dine gener.”

RASKE PENGE 

Den såkaldte life science-industri, der laver medicin, lægemidler og bioteknologiske præparater, satte i 2022 rekord med en eksport for 175 milliarder kroner. En stigning på 23 milliarder kroner eller 15 procent i forhold til året forinden. Dermed udgør kategorien den største eksportgruppe i Danmark, og den siddende SVM-regering skriver i sit regeringsgrundlag ’Ansvar for Danmark’, at det er en udvikling, man vil støtte.

PÅ BORGERENS SIDE 

I dag arbejder danske projekter som CitizenKey og Data for Good Foundation på at skabe tekniske løsninger, hvor borgerne i højere grad skal give samtykke til, at deres oplysninger kan deles. Og hvis oplysningerne deles, at borgerne så kan være sikre på ikke at  blive genkendt. Eller risikere at få deres oplysninger kørt sammen med andre databaser med det resultat, at der skabes nye data, som kan misbruges mod den enkelte i samme proces.

I ’NO TIME TO DIE’, den seneste James Bond-film, er plottet, at skurken Lyutsifer Safin stjæler et hemmeligt biologisk våben fra den britiske efterretningstjeneste, et slags virus. Men i stedet for i første omgang at slå de smittede ihjel eller gøre dem syge spredes virusset, indtil det når sit mål – efter at være blevet programmeret til at gå efter en genetisk markør i en bestemt person eller gruppe mennesker. 

”Hvilket er det, som nogle er bange for,” siger Bettina Lundgren om filmens fremtidsscenarie og nævner, at hun lige har set TV 2’s kriminalserie ’DNA’, hvor Anders W. Berthelsens efterforsker, Rolf Larsen, opdager en systemfejl i Det Centrale Dna-profilregister hos Rigspolitiet.

Så vidt vides er der endnu ikke blevet udviklet biologiske våben rettet mod særlige genetiske markører. Men den amerikanske fremtidsforsker Alvin Toffler forudså for et kvart århundrede siden den dag, hvor videnskabsfolk udvikler sådanne patogener, der vil kunne ramme bestemte racer eller etniske grupper.

Bettina Lundgren fortæller, at Nationalt Genom Center for at øge sikkerheden netop ikke selv ligger inde med de enkeltes CPR-numre.

”Det er svært at tilgå data i Nationalt Genom Center, for ikke at sige umuligt. Det var også forudsætningen for eta­bleringen af centeret. Det skulle være så sikkert som overhovedet muligt. Men der er jo ikke noget i verden, som er fuldstændig sikkert. Selv om det teknisk set er sikkert, vil der altid være et menneskeligt element. ”

EFTER AT FRIHEDENS Stemme havde offentliggjort Hugo Helmigs død uden at søge forældrenes samtykke, klagede Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen til Pressenævnet. De mente, at artiklen krænkede privatlivets fred, idet de ikke ønskede, at dødsfaldet blev offentliggjort, før begravelsen havde fundet sted. 

Selv om Pressenævnet mener, at oplysningen om Hugo Helmigs dødsfald ”som udgangspunkt” hører under privatlivets fred, er konklusionen alligevel, at informations- og ytringsfriheden i den konkrete sag vejer tungest. 

”Nævnet har lagt vægt på, at den gengivne oplysning om [sønnens] dødsfald stammer fra en offentlig myndighed,” hedder det blandt andet i frikendelsen af mediet. 

Thomas Ploug mener, at sagen illustrerer dilemmaet med de mange offentlige registre med oplysninger om os alle sammen. 

”Der var ikke noget retsligt grundlag for at kunne beskytte sig selv. Der var ikke noget at komme efter. Men det er der jo alligevel, fordi familien ville have været glade for at have denne kontrol,” siger professoren i dataetik:

”Det er et eksempel på, at man i nogle situationer gerne vil have kontrol med sine data for på forskellige måder at kunne beskytte sig selv. Og så er det et eksempel, der kan være med til at skabe mistillid. Dem, der læser denne historie, vil jo tænke: ’Hvorfor har de ikke ret til at beskytte sig? Og har jeg heller ikke den ret? Kan jeg have tillid til, at de offentlige myndigheder beskytter mig?’”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Forsvundet

I Danmark forsvinder to personer hver dag. De fleste bliver hurtigt fundet igen, mens andre er væk for altid. Uanset hvad er missionen for Missing People at prøve at finde hver eneste af dem. Ud & Se tog rundt i landet for at møde fritidsdetektiverne, som vier deres liv til at finde danskere, der er blevet væk.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Lærke Posselt

MELLEM TRÆERNE i Ovstrup Skov på Falster bliver der pludselig gøet. Straks efter pifter Steffen Hansen højt og trasker målrettet ind i buskadset: ”Det ser ud til, han har fundet et eller andet. Lad os se, hvad det er.”

Lidt efter når Steffen Hansen hen til sin sorte schæferhund Robin, der trofast venter bag en busk.

”Han bliver jo altid på stedet,” konstaterer Steffen Hansen, der trækker vokalerne ud og sparer på d’erne, når han taler. Han retter fokus mod hunden, mens han samler noget op fra skovbunden.

”Hvad har du der? Hvad har du der? Ja, så har han fundet en mobiltelefon,” siger han og holder den tilfreds frem. 

For den 63-årige hundeejer, der ligner en politibetjent fra en 80’er-film – robust overskæg, trimmet, gråt strithår – er fundet ikke en overraskelse. Få minutter forinden har han selv lagt mobiltelefonen i skoven som led i dagens hundetræning. Steffen og Robin er et fast makkerpar i hundeførerenheden i Missing People – en frivilligorganisation, der har rødder i hele landet, og som hjælper myndighederne med at lede efter danskere, der pludselig forsvinder.  

Robin er en af de få hunde, der er certificeret i gruppe 1, og derfor kan han også finde lig. Jævnligt træner de to med ligfærd, hvor Robin snuser sig frem til en blanding af rådden hud og mennesketænder, som Steffen Hansen selv mikser i vand. 

”Jeg får tandlægen til at lægge nogle tænder fra, og så får jeg afskåret hud fra fodterapeuten. Det er det nærmeste, vi kan komme. Og det er faktisk ganske tæt på.”

Steffen Hansen sender den sorte schæfer ud igen. I skovåbningen kan man ane Storstrømsbroen, der tårner sig op som to tipier i den åbne blå himmel, der er plastret til med tilfældige hvide skyer. Forneden er der grønne, gule og brune marker, så langt øjet rækker. Hist og her brydes landskabet af kirker og dannebrogsflag, vindmøller og traktorer, gylletanke og hvide stakitter, der indrammer de mange stuehuse på bondegårdene. Fra skovens bøgetræer kvidrer fugle, og de overdøves kun, når en ensom scooter moser sig stædigt gennem blæsten på en åben landevej et sted derude.

Robin gør igen, og Steffen Hansen trasker derhen. 

”Var der lige et par solbriller? Jaaeh, det var godt,” siger han med rosende stemme.

STEFFEN HANSEN har haft schæferhunde, siden han var barn. Som voksen blev han medlem af  Dansk Politihundeforening, og han har både deltaget i konkurrencer og selv undervist i hvalpetræning. I dag bruger han en del tid på Missing People, og hvis en person forsvinder, bliver Steffen Hansen og Robin ofte kaldt ind for at søge. Robin kan finde ting ned i størrelsesordenen 1×1 centimeter og kan også opsnuse, hvis et menneske befinder sig i vandet. 

”Han stiller sig op ved vandkanten og peger faktisk med næsen. Der er ingen tvivl. Han bliver stående. Han kan også begynde at pive. Hvis han gør det, kan det være noget, han ikke kan nå, men gerne vil ud til.”

Erfaringen fra Dansk Politihundeforening vakte for alvor Steffen Hansens interesse for forsvundne personer. Det tiltalte ham, hvordan hund og menneske kunne lykkes ved at slå evnerne sammen. I den forstand havde det oplagte måske været rent faktisk at blive politimand. 

”Ja, jeg havde jo ren straffeattest dengang,” siger han og klukker ad sin egen joke: ”Nej, det slog mig bare aldrig. Det faldt mig ikke ind dengang. Dengang var det bare for sjov og konkurrencer.” 

Efter at have arbejdet som kok og stået på slagteri og udbenet lam og ænder besluttede han for 30 år siden at blive selvstændig. I dag driver Steffen Hansen sit eget rengøringsfirma, der ligger på Lolland, hvor han har boet hele sit liv og stadig bor med sin hustru. Ifølge ham har det aldrig været et problem for hende, at han bruger så meget tid på sin hund. 

”Vi to kunne heller ikke gå herude og diskutere. Her er kloge hoveder nok jo. Det er så ulempen ved hundefolk. Den ene er klogere end den anden,” siger han og pifter højt, så Robin, der ellers rendte rundt i skoven, øjeblikkeligt stopper op og sætter sig. Som skudt ud af en kanon løber Robin pludselig af sted igen. Lidt efter løber han atter hen til sin ejermand, der sætter sig på hug og klapper schæferen på ryggen.

”Vi forstår hinanden. Det er en kammeratlig respekt, det er det virkelig,” siger Steffen Hansen, der i otte år har været makker med Robin i Missing Peoples måske stærkeste duo, der efterhånden har deltaget i mange eftersøgninger. Også i den gruopvækkende sag om 17-årige Emilie Meng, der forsvandt en sommernat på Korsør Station i 2016. Et halvt år senere blev hun fundet dræbt i en sø ved Borup langt derfra. Steffen Hansen og Robin var med til fire eftersøgninger, hvor de snusede rundt på skov- og landarealer på Vestsjælland for at finde spor i den sag, der har tiltrukket flest frivillige til Missing People. For Steffen Hansen personligt er det også den sag, der har gjort størst indtryk. 

”Det er nok den slemmeste sag, jeg har været med til. Man håber, at man finder et eller andet … men samtidig håber man ikke at finde noget.”

3 STORE SAGER

Emilie Meng
10. juli 2016 forsvandt 17-årige Emilie Meng efter en bytur i Slagelse med et par veninder. Hun blev sidst set på Korsør Station klokken fire om morgenen på vej hjem til sig selv. For Missing People blev det den hidtil største sag med flest frivillige hjælpere. Kort før juleaften samme år blev Emilie Meng fundet dræbt ved en sø tæt på Borup på Østsjælland.

Kajakroeren
I juli 2019 forsvandt en 70-årig mand på en kajaktur i Smålandsfarvandet ud for Lolland. Forsvaret ledte med redningshelikoptere og redningsbåde i området, men forgæves. Samme dag blev en tom kajak fundet på den østlige side af Askø ud for Lollands nordkyst. Et par dage senere arrangerede Missing People en af deres største eftersøgninger med kajakroere, paddleboards, motorbåde med sonar, hundesøgere og en lang række fodfolk. Cirka 150 mennesker var med på eftersøgningen. En af de frivillige fandt roeren druknet i vandet ud for Keldernæs.

Væk på cykel
21. april 2019 forsvandt en 48-årig mand en nat fra sit hjem i Horslunde på Lolland. Han var taget af sted på en sort Mosquito-cykel, men efterfølgende var hverken han eller cyklen til at opstøve. Efter et par dage var politiet på bar bund og bad offentligheden om hjælp. Missing People arrangerede knap 20 eftersøgninger fordelt over fire måneder – en af de største sager i frivilligorganisationens historie. I august blev han fundet død i et tomt hus på det nordlige Lolland.

EN FREDAG AFTEN i 2012 forsvandt Heidi Pedersens svoger efter en julefrokost. Søndag morgen blev han fundet druknet i Dragør Havn. I det mellemliggende døgn oplevede hun på nærmeste hold, hvor tragisk og frustrerende en oplevelse det kan være, når et nært familiemedlem pludselig forsvinder. 

”Vi var i gåseøjne en af de heldige familier, fordi der ikke gik så lang tid. Alligevel nåede familien at gennemgå alverdens følelser. Jeg blev hurtigt den, der skulle holde sammen på det hele. Jeg sørgede for, at min mand havde det godt, jeg var ovre hos min svigerinde og sørge for, at hun havde det godt, og var i pendulfart til min svigermor for at snakke med hende og de andre søskende,” fortæller 46-årige Heidi Pedersen, der netop har fået fri fra sit arbejde som pædagog i en børnehave. 

På Café A i indkøbscentret Hvidovre C nipper Missing People-medlemmet til en cola og fortæller, at det var en patruljevogn, der i sin tid fandt svogeren. Efterfølgende kom politiet hjem til svigerinden og gav den forfærdelige besked. Men herefter oplevede familien, at de i det store hele var overladt til sig selv. 

”Politiet bliver ikke og taler, det har de ikke ressourcer til. Man skal også have fat i en bedemand, som kan være rigtig rar at snakke med, men derudover er der ikke nogen. Der er ikke tilbud om psykologhjælp og sådan noget. Det berører rigtig mange, når et menneske forsvinder, men der er ikke noget apparat til at samle det op. Det prøver vi på i Missing People,” siger hun og forklarer, at da hun i 2017 tilfældigt opdagede frivilligorganisationen på Facebook, meldte hun sig ind. Da der pludselig var en sag i nærområdet, hvor de manglede folk til en eftersøgning, slog hun til, og snart efter gik hun rundt og bankede på døre i et villaområde i Valby for at finde en forsvunden mand.

”Det var grænseoverskridende, fordi, altså, mig og fremmede mennesker … Jeg er blevet bedre med alderen, men jeg er sgu ikke så god til bare at henvende mig. Jeg tænkte: ’Siger jeg det nu rigtigt, skal man sige det på en bestemt måde?’”

Det lykkedes ikke for Heidi Pedersen og de andre at finde den forsvundne mand. Men et par dage efter fandt en DSB-ansat ham afgået ved døden i et skjult rum under en perron.

”Folk spørger tit: ’Hvad er jeres succesrate?’ Det kommer an på, hvad man måler den på. Måler man på, om det er os, der finder dem, jamen, så er den sikkert ikke så høj. Men fordi vi lægger efterlysninger ud til mere end 40.000 følgere på Facebook, er der rigtig mange, der ser det. Det gør ikke noget, hvem der finder dem. Bare de bliver fundet.”

Heidi Pedersen var ikke med til decideret at finde personen, men oplevelsen gjorde indtryk. Da hun kom hjem samme aften, var hun en lille smule høj af oplevelsen.

”Hvor ofte gør man noget for mennesker, man overhovedet ikke kender? Jeg kunne godt have brugt, der var nogle, der havde været der for os, dengang min svoger forsvandt. Så en af grundene til, at jeg gør det, er, fordi jeg ved …,” siger hun og tøver lidt: ”Jeg kan ikke sige, jeg ved det, for folk går igennem noget forskelligt hver gang, men jeg har i hvert fald en fornemmelse af, hvad man går igennem, når ens kære er savnet.”

Frivillige fra Missing People gør 5. august 2016 endnu et forsøg på at finde 18-årige Emilie Meng, der en måned forinden forsvandt sporløst fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

EFTER OPLEVELSEN I Valby tog det fart for Heidi Pedersen. Fire måneder senere begyndte hun på uddannelsen som indsatsmedlem i Missing People, hvor man får lov at få ansvar for de forskellige eftersøgninger. Det efterfølgende år havde hun 12 sager, og siden er det steget støt. Hun har rejst land og rige rundt for at søge og i den forbindelse mødt mange af de andre medlemmer. I dag er det typisk hendes opgave at være pårørendekontakt – når en person forsvinder, holder hun løbende kontakten med familien.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker. Det er en grundlæggende ting i mig, der gør, at jeg har behov …,” siger hun og tænker sig om: ”Behov lyder så mærkeligt, men ja, behov for at hjælpe folk. Så de ikke skal gå rundt i uvished.”

I perioder griber engagementet i Missing People om sig. Sidste sommer havde Heidi Pedersen tre måneder, hvor hun brugte over 120 timer om måneden på det frivillige eftersøgningsarbejde. Det slider på privatlivet, når hun pludselig er nødt til at rejse sig fra aftensmaden, eller når der er familiefødselsdag om lørdagen, og hun må sige til manden: ”Den må du nok tage til selv.”

”Mine børn siger altid: ’Åh mor, du er så eventyragtig.’ Men jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at stille op for mennesker, man ikke kender. Det behøver ikke være stort. Nogle gange taler jeg i telefon med de pårørende et par gange, og så er den forsvundne mand eller kvinde fundet igen. Men så skriver de efterfølgende, at det var ’så fantastisk’. Jeg har ikke gjort så meget, men det, at man lytter til dem, betyder meget.”

Heidi Pedersen har taget et valg om, at pårørende til en savnet person kan ringe til hende døgnet rundt. Andre har det mere opdelt i bestemte tidsrum, men for hende er det en 24/7-beskæftigelse. Derfor bliver hun også nogle gange ringet op midt om natten.

”Lige pludselig kan man sidde klokken tre om natten og være ked af det og have brug for at tale med nogen. Så kan man ringe til mig. Jeg behøver ofte ikke sige så meget. Det handler bare om at forstå dem, og når de har snakket en halv time eller tre kvarter, tror de godt, at de kan sove igen. Det går selvfølgelig nogle gange ud over familielivet, for vi sover i samme seng, min mand og jeg. Når telefonen ringer, vågner han. Men det er et valg, jeg har taget.”

DET BLÆSER KRAFTIGT på havnen i Aarhus. 26-årige Kristian Knudsen sidder ved en træbænk med brusende bølger som baggrundstæppe, og han er kuldskær, så skuldrene er anspændte, og tænderne klaprer. Måske derfor passer det ham egentlig bedst at sidde derhjemme i varmen. Som kortansvarlig i Missing People sidder han som regel ved computeren og udtænker teorier, når en person er forsvundet. 

”Jeg er mere den introverte type,” siger han med forsigtig østjysk dialekt: ”De andre indsatsmedlemmer er mere udadvendte og bedre til at snakke med pårørende. Jeg passer bedre i maskinrummet.”

Kristian Knudsen har boet i Smilets By hele sit liv og kender byen ind og ud. Derfor er det ofte ham, der har ansvaret for sager i Aarhus – også selvom han er det næstyngste medlem af Missing People. Til daglig arbejder han som elektriker, men han kan snildt bruge op mod seks timer efter arbejde på at kigge på kort og udtænke teorier. 

I det hele taget bruger Kristian Knudsen det meste af sin fritid på Missing People. Sådan har det været de seneste tre år. Det begyndte for alvor, da han hørte om Emilie Meng-sagen og blev opslugt af at læse om eftersøgningen.

”Det var mysteriet, der tiltrak mig. Hvorfor er personen væk, hvad tænker vedkommende, hvad er der sket med dem?” siger Kristian Knudsen, der altid har haft en ”en lille detektiv” i sig. Da han en dag mødte ind i børnehaven, havde der været indbrud i det tilstødende fritidshjem. En af ruderne var knust, og de stationære computere stjålet. Sammen med de andre børn begyndte han at udtænke teorier om, hvad der var foregået.

”Hvordan var indbrudstyvene kommet ind? Min teori var, at de havde gemt sig ved et hegn bag bakken og på forhånd havde viden om, at der var computere i et bestemt rum. Det blev aldrig opklaret, men jeg ville ønske, jeg kunne have hjulpet med at gøre det.”

For Kristian Knudsen blev børnehavemysteriet ved med at være spændende – også længe efter de andre var stået af. Det skulle vise sig at være begyndelsen på et mønster. Når der opstod mysterier, store som små, syntes hans venner, det var sjovt at drøfte til en vis grad, men det var kun ham, der kunne være fuldstændig opslugt af dem i længere tid. Han blev også betaget af efterforskningsprogrammer, ikke mindst ’FBI Files’ om opklaring af mord i USA. I dag er han især optaget af ’The Mentalist’ og bruger nogle gange samme teknikker, som hovedpersonen i serien bruger.

”Jeg har mange gange overvejet at blive efterforsker. Men det kræver nok nogle kompetencer, jeg ikke helt besidder.” 
I stedet er Missing People blevet en altoverskyggende hobby for elektrikeren. Da 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 under stor mediebevågenhed, begyndte Kristian Knudsen sideløbende sin egen efterforskning på Krak. Han ledte efter hvide varevogne hos virksomheder og begyndte at strikke sine egne teorier sammen.  

”For mig handler det nok mest om mystikken. Jeg har altid haft en utrolig trang til at finde de her personer. Jeg har altid haft lyst til at opklare noget.”

4 SLAGS FORSVUNDNE  

Ifølge Rigspolitiet forsvinder mellem 600 og 800 danskere hvert år – i snit cirka to om dagen. Langt de fleste findes hurtigt og ofte inden for 24 timer. Modsat i andre lande er det i Danmark ikke ulovligt at forsvinde, hvis man er over 18 år. De forsvundne er typisk:

Frivilligt forsvundne
Kategorien er den største og indebærer blandt andet teenagere, demente, folk, der i nedtrykt sindstilstand forlader deres hjem, eller folk, der ønsker at forsvinde og skabe sig et helt nyt liv – for eksempel i udlandet.

Tilfældigheder og ulykker
En del danskere forsvinder, fordi de bliver udsat for en solo­ulykke – for eksempel en drukneulykke.

Selvmord
Cirka 500-600 danskere begår hvert år selvmord. Nogle af dem ønsker ikke at blive fundet.

Forbrydelser
Hvor mange danskere der årligt forsvinder som ofre for en forbrydelse, lader sig ikke opgøre. Men det er de sager, der ofte får mest bevågenhed.

DA KRISTIAN KNUDSEN meldte sig som indsatsmedlem, blev han kort efter spurgt, om han ville møde op som føl – betegnelsen for medlemmer, der endnu ikke er uddannet – til en sag i Aalborg. Han hoppede ind i sin Kia og kørte til Nordjylland, hvor han mødtes med godt 25 andre i en idrætshal, de havde lånt som base. 

Sagen handlede om en yngre kvinde, der var forsvundet i bil. Den kortansvarlige var en midaldrende mand, der arbejdede i Hjemmeværnet og vidste en masse om kortlægning. Kristian Knudsen fik lov til at være med på sidelinjen, og sammen kiggede de på et stort landskabskort, hvor der var sat en ring om ’sidst set’-punktet, som de skulle forsøge at arbejde ud fra. 

”Jeg kiggede på kortet og tænkte: ’Hvor fa’en kan hun være henne?’ Hun var kørt i bil, så hun kunne jo være langt væk. Jeg havde ingen idé om det, og jeg vidste intet om statistikker på det tidspunkt, det var rent gætteri.”

Da Kristian Knudsen kom hjem efter den første aften, var det med en blandet fornemmelse i kroppen. Han syntes, han manglede noget. Nogle teorier, noget viden. Derfor bestilte han straks en del bøger om emnet og begyndte at søge på internettet for at blive klogere på, hvordan man bedst leder efter forsvundne personer. 

”Jeg havde nok en idé om, at jeg kunne gøre det bedre. De andre interesserede sig måske ikke for det på samme måde som jeg selv. Jeg følte, at jeg kunne udfylde en plads.”

Kristian Knudsen fandt SAR (Search and Rescue) i USA, der har en masse tilgængelig statistik og bruger helt andre teknikker end herhjemme. Sådan lærte han blandt andet om eftersøgningsteorien tracking til at opstøve en person i eksempelvis en stor skov. Da Missing People på et tidspunkt afholdt træningsweekend på Lolland, fik han mulighed for at teste det. Her skulle de finde genstande og ’lig’ – menneskestore dukker – der var skjult på et kæmpe område. Det var indsatsmedlemmerne mod hundeenheden i et større kapløb. Og takket være Kristian Knudsen sejrede førstnævnte. 

Siden har han tilegnet sig en masse ekstra viden på YouTube. Blandt andet følger han fast en amerikaner, der har sit eget efterforskningsprogram.

”Her skal nogle personer forsøge at nå frem til et mål, som de kender på forhånd, mens han, uden at kende målet, skal finde dem, før de når frem. Det er et kapløb om at nå derhen. Han er rimelig skarp til at aflure spor og tænke i teorier. Ham lærer jeg meget af.”

Nogle gange finder Missing People personer, der ikke har nogen til at hente sig. Som regel er det bortløbne teenagere fra et bosted, hvor hverken myndigheder eller familie sender nogen ud for at hente dem.

DEN MEST BRUGTE app på Kristian Knudsens telefon hedder ’Lost person behaviour’. Her er der statistik over typiske scenarier for forsvundne personer – demente, deprimerede, bortførsler og stort set alle andre scenarier. Det hele er bundet op på statistikker fra en lang række amerikanske sager.

Når Missing People får en sag, bruger Kristian Knudsen derfor sin app til at udtænke teorier. Ofte kan der være flere forskellige scenarier til stede på samme tid. Det kræver grundige overvejelser. 

”Det kan være, det drejer sig om en seksårig autist med depression. Så begynder man måske med at gå ind på de 4-6-årige,” siger han, søger i appen og begynder at opsummere: ”De gemmer sig i bygninger, følger ikke lige veje, er tiltrukket af dyr og sådan noget. Og så kan man gå ind på autist. Nogle af dem er ikke altid så nemme at komme i kontakt med, hvis man råber dem op. Det skal man også tage højde for. Der er mange små ting, man skal have med i overvejelsen, når man leder.”

Det er ofte Kristian Knudsens ansvar at opdele kort i søgeområder, som de frivillige skal bruge. Han markerer ’sidst set’-punktet og udtænker mulige scenarier ud fra det. Det er dog vidt forskelligt, hvor meget han når at forberede sig. 

”Nogle gange kan det være sindssygt akut. Hvis det er en lille pige, der forsvinder, skal vi bare af sted. Men så ofte som muligt laver jeg kort på forhånd. Der er mange ting, man skal tage højde for – matrikler, høje bakker og sådan noget. Måske er der steder, hvor man skal have tilladelse, før man kan søge. Man skal også tænke på, hvad de frivillige er i stand til. Hvis det er et alt for stort område med høje bakker, er det et svært terræn. Jeg kigger i journalen, tjekker oplysninger og laver segmenter på kort, som jeg til sidst tager med til mit team, der så giver det videre til de frivillige. Og så er det bare ud at søge.”

Når en sag er i gang, sender indsatsmedlemmerne i Missing People løbende teorier til hinanden på Messenger. Særligt for Kristian Knudsens vedkommende kan der være mange. 

”Jeg har alverdens teorier, og jeg har flere gange fået at vide, at jeg skriver for meget. Men man skal aldrig lægge sig fast på en teori. Det har jeg lært. Man kan tro det ene, og så er der sket noget andet. Derfor skal man vende alle puslespilsbrikkerne,” siger han.

Tre gange i løbet af de seneste år er det lykkedes Kristian Knudsen præcis at udpege på et kort på forhånd, hvor den forsvundne person befandt sig. I al beskedenhed mener han, at han er ret god til at tænke i teorier. Faktisk har han endnu ikke mødt nogen, der var tilnærmelsesvis lige så ihærdig.

”Jeg er jo en introvert person. Jeg tænker mere, end jeg siger. Så jeg skriver alle mine teorier. Men en gang imellem får jeg ikke længere svar. Lige pludselig bliver der stille. Så ved jeg godt, at det er på tide at stoppe.”

MISSING PEOPLE

Organisationen har frivillige medlemmer over hele landet. Der er flere aktive kvinder end mænd.

I Missing People er der fire typer uddannede medlemmer: indsatsleder, assistent, pårørendekontakt og kortansvarlig. Man skal have været med på to eftersøgninger som ’føl’, før man kan påbegynde uddannelsen.

Når Missing People bliver kontaktet af pårørende til en forsvundet person, tager de fat i politiet for at få tilladelse til at lægge en efterlysning på Facebook. Så snart teamet er sat, begynder de at kigge på kort og stille spørgsmål: Hvor er vedkommende sidst set? Er personen dårligt gående? Er personen i bil? Kører der busser eller tog? Er der vand i nærheden?

På uddannelsen lærer man blandt andet kædesøg, hvor man går fremad i en lang række, mens patruljeførere går bagerst og sørger for, at ingen falder bagud. Hop over-søg bruges, hvis man for eksempel leder på en lang sti. Her lægger folk sig ned på en lang række, og når man når hen til et bestemt mærke, begynder man på ny. På den måde går søgerne ikke igennem det samme igen og igen. Kombineret eftersøgning er en metode med eftersøgning på land og vand. Her bruger man – ud over både, kajakroere og droner – markeringsbånd på land, der indkredser de områder, der er søgt i.

I OVSTRUP SKOV på Falster kommer en midaldrende kvinde gående med sin border collie. Hun skal deltage i træningen i Missing Peoples sydsjællandske hundeenhed, som Steffen Hansen står for. Da han ser kvinden og hendes hund, råber han til Robin: ”Nej, for helvede, kom på plads, dæk.” Straks falder Robin til ro. 

”Ikke særlig smart at komme på den måde, Anne,” siger Steffen Hansen, men med situationen under kontrol bliver der hilst mere hjerteligt. Anne og hunden Pippi er certificeret i gruppe 2, der kan finde genstande og levende mennesker, men ikke lig.  Foruden den faste træning i Missing People træner de mindst et par gange om ugen på egen hånd. 

”Robin er så garvet, så hvis jeg træner mere, er det lige før, han ville gøre sådan her efter mig,” siger Steffen Hansen og rækker langfingeren i vejret. 

”Jamen, sådan er det. Det er jo ligesom, hvis man selv blev bedt om at gøre det samme hele tiden. Jeg havde engang en hund, der hed Viktor. Han sagde virkelig: ’Det her, du gamle, det er ikke nødvendigt.’ Men hvis jeg til gengæld ventede 14 dage med at træne, var han sulten nok.”

Steffen Hansen råber sin schæferhund på plads igen. Endnu en kvinde kommer anstigende. Det er Birthe, en glad, ældre kvinde med gråt hår og labradoren Sambo ved sin side. 

Lige for tiden er der 31 medlemmer i Missing Peoples hundeførerafdeling. Men der er ikke mere end otte hunde, der er certificeret. Man skal træne sig op til at komme med på eftersøgninger. Foruden at træne i skove træner de blandt andet også i lagerbygninger. Der er stor forskel på, om man leder inde eller ude, for luftfugtighed såvel som lugte er helt anderledes.

”Vi mødes og udveksler erfaringer. Det er også vigtigt for hundene, at det ikke er den samme person, de skal lede efter hver gang,” siger Steffen Hansen: ”En dag kan det jo være, de pludselig skal give hals ad en vildfremmed person.”

Robin har snuset sig frem til det gamle sæt hovedtelefoner, som Steffen Hansen har placeret. Straks efter gør den for at tilkalde ham, og så venter belønningen – en bold at lege med.

DET ER SIDST på eftermiddagen. Fra oven slår solens stråler ned mellem bladene og rammer skovbunden som lys fra en diskokugle. En flok motorcykler drøner forbi på landevejen og overdøver kortvarigt fuglefløjt i bøgetræerne. Lidt efter ankommer de to sidste, Anders og Lise, med hver sin labrador. 

”Vi har faktisk også en puddelhund, der er med,” konstaterer Anne, mens hendes border collie løber i ivrige cirkler om hende. ”Intelligensmæssigt kommer borderen jo ind som nummer et, og puddelhunden som nummer to.”

”Ja, der er så ting, jeg ikke forstår,” siger Steffen Hansen, slår en latter op og siger: 

”Nå, Birthe. Går du ind og gemmer dig? Du skal ikke gå for langt ind.”

Birthe forsvinder ind i skoven med en håndfuld guf til belønning, når en af hundene lidt senere finder hende. Steffen Hansen står veltilfreds tilbage og fortæller om en dag, da han trænede i skoven og tilfældigt mødte en tømrer, der havde tabt sit høreapparat.  Kunne han og hunden måske hjælpe? Det mente Steffen Hansen da nok og sendte sin hund af sted, men han kom tilbage med bark i munden. Til sidst måtte han ringe til tømreren og fortælle, at de ikke havde fundet noget, men ville prøve igen dagen efter. 

”Det samme skete. Han løb direkte over til det sted, hvor han havde leget med bark … så gik jeg derover, og dér lå høreapparatet.” 

”Du kan da ikke sige til hunden: ’Find et høreapparat’, og så finder den et høreapparat,” siger Anne.

”Det kan du da,” svarer Steffen Hansen, der fortsætter med at tale om succeshistorien. 

”Dengang kunne jeg svæve ud af skoven, det er da helt sikkert. Og tømreren, han var stum længe. ’Gjorde du det? Har du det? Hvad skal du have for det?’ ’Jeg skal da ikke have noget for det,’ sagde jeg.”

Steffen Hansen griner højt. 

”Når det lykkes, bliver man sgu virkelig … glad. Det gjorde tømreren også.” 

MOST WANTED

Forsvundne børn er dem, der ledes mest efter. Lige efter kommer hvide kvinder. I USA er begrebet Missing White Woman Syndrom opstået. Fænomenet omhandler forskellen i ikke mindst medieopmærksomhed i sager om forsvundne personer, hvor der er større fokus på unge, hvide og velstillede kvinder end på andre forsvundne.

Selvom begrebet stammer fra USA, har studier i eksempelvis Storbritannien og Canada vist lignende tendenser.

I Canada har The Law and Society Association udført et studie, der påviste, at forsvundne hvide kvinder får 27 gange så meget omtale som forsvundne indfødte kvinder. Grundlægger af National Center for Missing Adults i USA, Kym Pasqualini, har brugt begrebet damsels in distress – ’jomfru i nød’ – til at forklare samfundets fokus på at finde bestemte personer frem for andre.

NÅR PÅRØRENDE til en forsvunden person henvender sig til Missing People, bliver de tilknyttet en pårørendekontakt som Heidi Pedersen. Vedkommende er i løbende kontakt og spørger ind til, hvad de kan fortælle om den pågældende. Det er en slags omsorgssamtale, men samtidig skal man have så mange relevante oplysninger ud af dem som muligt. 

”Det kan godt være, at de nogle gange tænker: ’Sikke hun snager,’” siger Heidi Pedersen, der understreger, at hvis de pårørende ikke har lyst til at fortælle alt, skal de heller ikke. 

”Men det gør det nemmere for os. Hvis manden er gået efter et kæmpe skænderi, kan det være meget rart at vide, hvor han typisk ville gå hen. Hvis konen så siger, at han er glad for naturen og går mange ture ved vandet, tænker jeg: ’Nå, okay, så skal vi nok lede der først.’ Nogle gange er jeg nødt til at spørge direkte: ’Har du en idé om, at han kan gøre skade på sig selv?’ Det er ikke rart at spørge om. Jeg plejer også at sige, at jeg godt ved, det lyder rigtig hårdt, men at jeg er nødt til at spørge.”

Så snart en person er forsvundet, begynder medlemmerne af Missing People at planlægge en eftersøgning. Når den nødvendige information er på plads, deler de det på Facebook. De har også en gratis sms-tjeneste, hvor der bliver skrevet ud om mødested, tidspunkt og lignende i den politikreds, hvor en person er forsvundet. I alt er 420 mennesker tilmeldt tjenesten landet over.

”Særligt i Jylland er de rigtig gode til at mønstre mange frivillige søgere. På Sjælland har folk i højere grad nok i sig selv. Det er ikke negativt ment, for jeg er jo selv herfra, men man kan bare se, at der bliver prioriteret forskelligt. Der møder færrest op i Nordsjælland og flest i Jylland og på Lolland-Falster,” fortæller Heidi Pedersen.

En undtagelse er dog sagen med Emilie Meng, hvor der dukkede op mod 500 søgere op til hver søgning. Men kun sjældent får sager så stor mediebevågenhed, og derfor var Emilie Meng-sagen ifølge Heidi Pedersen ”uden for kategori”. I langt de fleste tilfælde dukker der omkring 10-15 stykker op for at søge. 

”Det ville være rart, hvis der kom mange hver gang, men vi ser desværre forskel på, hvem der er efterlyst. Det gør rigtig, rigtig ondt. Lige så snart det er unge mennesker, kommer der rigtig mange. Det er fint. Jeg ville bare ønske, der kom lige så mange, når demente Karl Ejner på 86 år forsvinder. Og hvis det er en mand med anden etnisk baggrund, kommer der slet ingen.”

Når en person er forsvundet, skal Missing People have accept fra de pårørende, før de går ind i sagen. Personen skal være meldt savnet hos politiet, og organisationen skal have tilladelse af politiet til at lægge en eftersøgning på for eksempel Facebook.

ADSKILLIGE sager har i tidens løb gjort indtryk på Heidi Pedersen. En af dem, hun altid vil huske, foregik på Lolland i 2019, hvor en familiefar forsvandt. Hun var pårørendekontakt til hustruen, der stod ulykkelig tilbage med fire børn.

”Det var en mærkelig sag. Han var kørt af sted på sin cykel, og derefter var han bare væk. Man kan jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft. Men det var den her person.”

Det blev en af de største eftersøgninger i Missing Peoples historie. Sagen strakte sig over et halvt år, og de frivillige var af sted for at søge 16-20 gange. Det betød, at Heidi Pedersen pendlede til Lolland stort set hver weekend. Der var 50-60 frivillige søgere fra lokalsamfundet hver gang, der var med til at afdække et stort areal. De fik også tilladelse til at kigge i gylletanke rundtom på egnen for at se, om manden kunne være faldet derned. Først længe efter hans forsvinden blev han pludselig fundet død i et gammelt, forladt hus, der lå et afsides sted skjult bag tilgroede træer. Det var to, der var ude at gå tur, der fandt ham. 

”Den sag var hård, og jeg tænker stadig på den. Han havde to børn under 18, ligesom jeg selv har. Jeg tænker rigtig tit på den kone og de børn der. Det gør ondt ikke at kunne give svar. Når man bruger så meget tid, kommer man tæt på familien og på de venner, der hjælper med at søge. 

Det er aldrig sjovt at finde en person død, men i det mindste får de pårørende vished. Hvis man kan få lov til at sige farvel, får man også mulighed for en form for afklaring. Vi holdt en debriefing, efter han var fundet, hvor vi talte sagen igennem. Jeg havde også brug for det, for mange gange får man ikke afslutningen på historien. Man kommer tæt på de pårørende, så en dag bliver personen fundet, død eller levende, og så slutter sagen. Men mange gange ved man ikke hvorfor,” siger Heidi Pedersen, der ikke er så god til at lægge sin telefon væk, når hun er derhjemme. Eftersom medlemmerne i Missing People ofte bor langt fra hinanden, er de i løbende kontakt over Messenger eller Skype: 

”Ens telefon plinger konstant med beskeder. Så har en opdaget noget på et kort og lægger en teori i chatten, og så kigger jeg måske på det og siger: ’Det er muligt, men hvad hvis han er gået den anden vej?’ Jeg bliver stresset af det, for jeg har familie og venner, der også skal plejes. Men det er svært at lade være.” 

NAVNESKIFTE

Tidligere eksisterede en frivilligorganisation ved navn ’Missing People Denmark’. I foråret 2016 lukkede de dog ned efter kritik for at bryde persondataloven, blandt andet ved at henvende sig til ejere af overvågningskameraer og bede om lov til at se optagelserne igennem. Kort efter oprettede tidligere medlemmer en ny frivilligorganisation med det mere mundrette navn Missing People – med ny ledelse, nye vedtægter og nyt image.

I LANGT DE fleste tilfælde bliver en forsvundet person i Danmark hurtigt fundet igen. Men der er tilfælde, som med sagen på Lolland, hvor det trækker i langdrag. Selvom Heidi Pedersen kan mærke, at hun er blevet mere erfaren, er det ikke blevet nemmere for hende.

”Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er, som da jeg første gang skulle ringe til en pårørende, hvor jeg sad med svedige hænder og trak tiden. Men det kan stadig være rigtig hårdt, for man er i det hele tiden. Det er døgnet rundt i flere måneder, og bagefter er man helt udmattet og håber, der ikke kommer en ny sag inden for den næste uge. Men det gør der som regel.”

Eftersom langt de fleste bliver fundet igen inden for det første døgn, er det i sig selv dårligt nyt, hvis det ikke er tilfældet. Så er risikoen for ikke at finde dem i live forøget. Derfor ved Missing People, at det værste kan vente dem. Men fra tid til anden dukker der solstrålehistorier op.

Under den varme sommer for to år siden foregik en eftersøgning på en ældre mand i Odder. Han var gået fra sit plejecenter og siden forsvundet. På Sjælland fulgte Heidi Pedersen med i sagen. Det trak for meget i hende, så til sidst besluttede hun sig for at tage turen til Jylland med en veninde, der også er medlem af Missing People.

Den ældre mand havde været væk knap et døgn, da de ankom. Politiet og de frivillige søgere var i fuld gang, Og Heidi Pedersen og veninden blev sat til at stemme dørklokker i et bestemt område.

På et tidspunkt fik veninden lov til at komme om i en baghave, hvor familien i huset havde tilbragt hele dagen. 

”Har I kigget bag den busk?” spurgte hun.

”Nej, nej, det er bare kompostbunken,” svarede de.

Hun kiggede alligevel efter for god ordens skyld. 

”Hører han til her?” spurgte hun så.

Først troede familien, at hun snakkede om deres kat. 

”Nej, ham den ældre mand, der ligger her?” 

Det viste sig at være den forsvundne mand, der trods næsten et døgn bag kompostbunken i den ulidelige hedebølge stadig var i live. Det var på et hængende hår. Kort efter ankom en ambulance, og der blev taget hånd om ham. Heidi Pedersen og veninden kunne tage den lange tur tilbage til Sjælland igen i overstadigt humør.

”Det var helt vildt dejligt at tage hjem med sådan en historie. Det var en af de gange, hvor jeg tænkte: ’Hvor er det godt, at Missing People er her.’ For uanset om vi vil det eller ej, er det sjældent, vi finder dem i live. Men når man får sådan en oplevelse, bliver man bekræftet i, hvorfor man gør det.”

Steffen Hansen bruger forskellige genstande til at træne Robin med. Det kan være solbriller, hovedtelefoner eller en mobiltelefon, men han bruger også gammelt hår fra en frisørsalon, død hud leveret fra en fodterapeut og gamle tænder.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Uhyret på tallerkenen

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse. 

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne. 

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA. 

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og ballet­undervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømme­kraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden. 

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.  

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.” 

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng. 

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Costa del solarium

Danmark er solcentrenes og måske selve solariets foregangsland. For 20 år siden var der op mod 2.000 solcentre i landet, men det tal er faldet med næsten to tredjedele. Alligevel fortsætter et utal af danskere, især yngre, med at tage sol. Hvad er der sket, og hvad foregår der egentlig i branchen med de evigt ’nye rør’? Ud & Se er hoppet i toastmaskinen for at undersøge sagen.
Tekst:Camilla HolckFoto:Andreas Beck

Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

ANSGAR MATHIASSEN, en driftig mand i begyndelsen af trediverne, fik en efterårsdag besøg af en hollandsk salgsagent. Ansgar Mathiassen havde allerede startet en succesfuld symaskineforretning, og salgsagenten kom til Nykøbing med noget, den 84-årige morsingbo i dag beskriver som ’en solariebænk’. Agenten fortalte, at satte man hænderne i maskinen, ville de få kulør, som hvis man havde siddet ude i sommersolen. Ansgar Mathiassen var skeptisk, men også nysgerrig og på jagt efter ’den næste store ting’. Så han fik lov at låne maskinen i 30 dage for at prøve sig frem.

Og den var god nok. Efter kort tids brug var 33-årige Ansgar solariebrun – og samtidig var han blevet fri for den psoriasis på hænderne, han ellers dagligt havde kæmpet med i det meste af sit liv.

DET BRUNE PUNKTUM?

Der er ingen officielle tal på solcentre i Danmark før 2014, hvor Sikkerhedsstyrelsen begyndte at registrere dem.

Branchen anslår selv, at der var 1.800-2.000 solcentre i Danmark inden 2007. I 2018 har Sikkerhedsstyrelsen registreret 773 danske solcentre. Cirka halvdelen er ejet af de fire store kæder ClubTan, Consol Solcenter, Meddo og Tropic Sun.

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

 

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

 

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/