SIRIUSPATRULJEN, 2000
Min tilgang til livet har jeg fået foræret i min barndom uden helt at opdage det. Jeg er vokset op på en gård alene sammen med min far, hvor jeg cyklede hektarerne tynde. Når jeg skulle have fat i ham, var det af sted på den to- eller trehjulede og finde ham ude i marken på traktoren. Høsten kom altid før en tur til for eksempel Djurs Sommerland, for den venter ikke på nogen. Jeg husker det som hårdt og uretfærdigt, når mine venner var på sommerferie. Men de belønninger, der kom, føltes til gengæld mere velfortjente.
Min far var i Livgarden, og der blev fortalt de vildeste historier om den tid, så det ville jeg også. Måske havde min far og hans kammerater talt det op. Jeg havde i hvert fald forestillet mig noget andet og blev skuffet. Efter en tur på sergentskolen besluttede jeg mig for at søge ind i Siriuspatruljen. Jeg kom ind som 24-årig og blev Sirius-fup, som det hedder. De næste to år brugte jeg på at lære at passe stationen, køre hundeslæde, slå lejr, opleve det vilde dyreliv, og hvordan man overlever naturens luner i kolde omgivelser, når snestorme for eksempel sætter ind. Efter en tur på forskole kommer man ud at køre slæde med en særligt udvalgt makker.
Langs den grønlandske kyststrækning kan man se 100-300 kilometer frem. Det virker uendeligt. Sirius handler om repetition. Telt op. Fodre hunde. Sove. Telt ned og så forfra seks timer på hundeslæde. Man tænker: ”Hvad fanden laver jeg her?” Du er gennemfrosset og har ondt i hele kroppen. Men når du en dag ser polarræven, sneuglen eller isbjørnen, er alt andet glemt.
Et af mine vildeste møder med en isbjørn oplevede jeg, da jeg og min makker Røde lå i telt i Nioghalvfjerdsfjorden. Fra teltet hører vi pludselig hundene gø voldsomt. Røde lyner det lille vindue ned, men kan ikke se noget fra det dunkle telt. Han misser med øjnene. Der går nogle sekunder. Så brøler han: ”BJØRN!”
Jeg farer ud i underhakkere, vælter over slæden, men får fat i min riffel. Ved den yderste hund, Hanger, står der en kæmpe isbjørn. Hanger har kun en meter kæde og vil gerne væk, men isbjørnen skubber til ham. Røde råber ”SKYD”, men jeg har 11 hunde, der hopper rundt i panik, og dem skal jeg ikke ramme. Røde får skudt en lysraket af sted. Da signalstiften rammer tæt på bjørnen, trækker den sig. Jeg har siden været heldig at møde omkring 15 isbjørne. Men ham her var den absolut største.
ALASKA PÅ TVÆRS, 2014
Vildmarken i Alaska havde længe været en drøm for mig. Men ekspeditioner til verdens afkroge er dyre. Ligesom i Nordøstgrønland skal du flyves ud. Du skal sørge for speciel mad og hyre en, der kan lægge maddepoter ud. Oven i det kommer alt udstyret. Det løber op. Derfor tager jeg kun på store ekspeditioner 1-2 gange om året. Resten af tiden bruger jeg på det, jeg kalder ture eller mikroeventyr. Det kan være en vandretur i Norges fjelde eller en kanotur op ad Mølleåen. Mit motto er, at eventyret starter i din baghave.
Min ekspedition tværs over Alaska løb over 72 dage via The Brooks Range Mountains. Bjergkæden strækker sig over 1.100 kilometer fra vest mod det østlige Alaska og tæller mere end 400 bjergtoppe, der alle er en del af den arktiske vildmark. Det højeste punkt er Mount Isto, der rager næsten 3.000 meter op i skyerne. Alaska kaldes ’den sidste vildmark’, så jeg kunne ikke have forestillet mig et bedre sted med 60 dages vandring og 12 dage i gummibåd for at krydse floder.
Jeg var så heldig at være af sted i en periode, der viste sig at blive en af de mest nedbørsrige i Alaska nogensinde. Det gav både udfordringer og oplevelser. På grund af de våde vejrforhold havde jeg trofast selskab af en masse myg, så helt alene var jeg ikke.
Brooks Range Mountains adskiller den golde og flade tundra fra det mere grønne Alaska, og der var lagt syv maddepoter ud. For at nå det tredje depot skulle jeg krydse tre floder. Oven i det opdagede jeg, at mit depot var lagt sydligere, end jeg havde regnet med. Det fik mig ind i et andet område, og på grund af oversvømmelser og den ekstremt våde sommer var vandstanden højere. Den første flod var fremkommelig. Den havde et S-sving, og derfor var det nemt at finde det rigtige punkt, så strømmen arbejdede med mig.
Jeg skiftede til regntøj, pakkede alt i vandtætte poser og beskyttede rygsækken med et regnslag. Når jeg svømmede med rygsækken opad, flød den. Det gik fint, og jeg blev nærmest spulet over på den anden side, så jeg var mentalt ovenpå. Den anden flod havde intet S-sving, var 70 meter bred, og strømmen tilbød ingen hjælp. Tvært-imod. Jeg fandt et punkt, hvor jeg kunne træde ud på en stenbanke og svømme over, selvom strømmen ville føre mig et stykke væk fra min rute.
Strømmen var kraftig, men jeg var nødt til at holde stand, så godt jeg kunne. Jeg holdt rygsækken tæt til kroppen og forsøgte at komme indad mod flodbredden. Men der skete nærmest intet. Strømmen havde overtaget, og jeg mærkede min krop blive underafkølet, og at den begyndte at lukke ned. Musklerne bliver stive, og al rutine fra min tid i Sirius og Jægerkorpset sætter ind. Jeg er nødt til at køre den mentale rutine, jeg har lært: acceptere situationen og sætte tempoet ned. Et svømmetag ad gangen. Jeg får kæmpet mig over på flodbredden og slynget rygsækken op med de få kræfter, der er tilbage. Så råber jeg ellers bare: ”FUCK!” Der var jeg ikke helt så kæphøj.
Men alt er glemt, når du sidder ude i vildmarken under en skyfri himmel i solen og pludselig oplever humlebier komme ud af det jordbo, du har sat sig ved. De oplevelser bliver så meget større, fordi der kan gå dage, hvor du ikke ser andet end tundra.
Noatak River bugter sig cirka 700 kilometer i det nordvestlige Alaska og har sit udspring i Brooks Range nord for polarcirklen. Her havde jeg slået lejr, og jeg sad i teltet for at undgå knot (blodsugende insekter, red.). Pludselig hører jeg et ordentligt plask og ser en grizzlybjørn komme svømmende i min retning. Jeg skynder mig at finde mit kamera. Hvert møde med en grizzly er stort. Så aner jeg en lille prik til højre, og det er en unge, der er blevet taget af strømmen og ført over mod min lejr. Det er altså en redningsaktion. Bjørnemor er ude for at hente sin unge.
Jeg henter min revolver, og da jeg kigger igen, kan jeg se, at ungen er kommet ud af hovedstrømmen og er ved at indhente sin mor. Jeg råber og signalerer, at dette er mit sted. Jeg vil nødigt have, at hun ser mig som en trussel. Hvis jeg skal skyde hende, er jeg også nødt til at skyde ungen. Men de kommer op og er som andre bjørne, jeg har mødt, fuldstændig ligeglade med mig. Efter lidt tid svømmer de over floden 300-400 meter længere nede.
I Alaska mødte jeg også tusindvis af rener, elge med gigantiske gevirer og Dall sheep med store, snoede horn. Mit vildmarks-eventyr sluttede ned ad Noatak River i gummibåd, og jeg fik tilbagelagt 900 kilometer til fods og padlet 650 kilometer. Alaska bød på alt, jeg kunne drømme om.
DANMARK RUNDT I KAJAK, 2021
Jeg besluttede mig for at sætte en rekord og sætte eventyret fri. Den eksisterende rekord var 18 dage, og der var ingen tid til at gøre holdt, møde folk eller opleve de store og små overraskelser, naturen altid giver. Turen var ikke behagelig på nogen tænkelig måde. Der skulle bare padles hurtigt.
Den første etape startede ved Vidå Sluse ved Højer i Sønderjylland og strakte sig til Skagen. Herefter ned langs Sjællands vestkyst over Anholt og Læsø. Med undtagelse af de dage, hvor jeg lå vejrfast, padlede jeg mellem 14 og 20 timer i døgnet. Det er noget af det hårdeste, jeg har gjort i nyere tid. Hver morgen samme rutine. Jeg sov på mit underlag på stranden og stod som regel op før eller med solen. Så var det på med klamme neoprenshorts, og det er koldt, selvom det er sommer. Kroppen er øm og skriger efter restitution, men det er bare ud i kajakken.
Jeg bruger de teknikker, jeg har lært. Det handler om at brække tiden op i små bidder. Ellers bliver sådan en tur fuldkommen uoverskuelig. Efter tre timers padling må jeg høre podcast. Efter et langt stræk mere er det tid til chokolade. Det er belønninger, jeg kan give mig selv for at holde mig motiveret. For mig handler det også om ikke at tænke frem. Bare være til stede her og nu uden at have ondt af sig selv. Så kan man spørge sig selv: ”Hvorfor fanden må du ikke det?” Du har jo ondt, er gennemkold, og vejret er noget lort. Svaret er enkelt: Jeg har jo selv valgt det, og dermed kan jeg også vælge at stoppe strabadserne. Det gjorde jeg ikke. Efter præcis 13 dage, 23 timer og 47 minutter kom jeg i mål.
NORDØSTGRØNLAND, 2025
En del Sirius-fupper drømmer om at vende tilbage. Men det er både svært og dyrt. Jeg lever spartansk og har været retur både i kajak, på ski og med slæde. I foråret 2025 tog jeg igen til Nordøstgrønland. Denne gang på ekspedition med min ven Jesper. Der var gået 25 år, siden vi afsluttede vores tid i Siruspatruljen på samme hold.
Med ski og pulk ville vi følge de historiske spor fra Danmarks-ekspeditionen og de polarfarere, der opererede i det enorme område for at kortlægge landet for første gang. Vi startede ved Station Nord, 924 kilometer syd for Nordpolen. Herfra bevægede vi os sydpå med Danmarkshavn som endestation. Strækningen tæller 700 kilometer, og storheden, isbjergenes fantastiske formationer, vidderne og stilheden bliver jeg aldrig træt af.
Man ved aldrig, hvad der gemmer sig bag den næste pynt. Det kan være ryper, sneugler, en moskusokse, hvalrosser. Naturen bestemmer. Og det skaber spænding. Selvom foråret nærmede sig, var det stadig vinter, og vi håbede, vi ikke fik for meget blød sne på vores fremfærd. Så heldige var vi dog ikke. På den anden side af Lambert Land mellem Nioghalvfjerdsfjorden i nord og Jøkelbugten i syd kom regnen og dermed den bløde sne, vi havde frygtet.
Skiene sank i den bundløse sne, og alt blev vådt. Vi endte med at slå lejr og ventede 30 timer på, at storm og regn rasede af. Vi sad i teltet og håbede på, at det ville fryse, så sneen igen blev hård. Da det klarede op efter stormen, skulle vi gå 27 kilometer for at nå vores næste depot. I blød sne og med dårligt sigte ville det tage os ni timer at nå frem.
Men så kom belønningen. Efter seks timer dukkede en isbjørn op omkring 100 meter fra os. Den var ligeglad, indtil vinden forærede den færten af os, og den begyndte at følge efter. Vi stoppede for at tage billeder, mens den stille og roligt kom mod os. Vi gjorde riffel og signal-pistol klar, men jeg skulle have flere billeder tættere på.
På nogle isklodser rejste isbjørnen sig på bagbenene, som om den lige skulle se os an. 30 meter var tæt nok, så Jesper affyrede signalpistolen, og efter et par varselsskud fortsatte den sin polarrejse ligesom os. Da vi nåede Danmarkshavn sidst i maj, havde vi tilbagelagt 703 kilometer på ski og med pulk.
