Kurderne betragtes som klodens største folkeslag uden eget land. Men hvem er de? Og er der udsigt til fred med Tyrkiets præsident Erdoğan, nu hvor den berygtede gruppe PKK er gået i opløsning? Ud & Se tog til Diyarbakir, den uofficielle hovedstad i tyrkisk Kurdistan.
I UDKANTEN AF Diyarbakir vifter en taxichauffør med armene i arrigskab på vej mod byens største fodboldstadion. På kurdisk hedder millionbyen i det sydøstlige Tyrkiet Amed, og klubben Amedspor, regionens stolthed, skal spille hjemmekamp.
”Klubbens navn er meget, meget vigtigt,” siger chaufføren, der er vred på de regeringstro tyrkere, der ikke synes, det burde være tilladt at opkalde en fodboldklub efter et bynavn, som officielt ikke eksisterer. Som gestus, fordi vi skal ind at se hans helte, lader han os ikke betale for turen.
Foran det ottekantede stadion, som er plantet på en skaldet mark, kører pansrede tyrkiske politivogne med vandkanoner og holder øje med fans, der køber sesamkranse og klubtørklæder. Amedspor lejer sig ind på det store stadion, og da lyden af den tyrkiske nationalsang gjalder ud af højttalerne, begynder hundredvis af kurdere at pifte intensivt, mens bevæbnede politifolk højtideligt stiller sig på række til tonerne af Tyrkiets selvstændighedsmarch.
”Efter en mørk tid kommer revolutionens lys,” står der på et banner, hvor en capo med megafon gejler op til at brøle slagsange om samhørigheden med bjergene, der strækker sig over det sydøstlige Tyrkiet og ind i Iran, Irak og Syrien. ”Kun bjergene er kurdernes venner,” som et kurdisk ordsprog lyder.
”Politiet kan ikke lide os,” siger Tarik og kigger op mod den ene endetribune, hvor kurdiske fans er i konflikt med den tyrkiske ordensmagt. Der er plads til 33.000 på lægterne, som er to tredjedele fyldt til opgøret i Tyrkiets næstbedste række mod Iğdır FK, der er rejst hertil tæt fra grænsen til Armenien.
En afbrænder af Amedspors angriber får den 23-årige teologistuderende til at bide sig i læben og spænde knoer. Tarik og hans kammerat Mustafa er klædt i Amedspors hvide, grønne og røde farver, som også udgør striberne i det kurdiske flag. Det politisk betændte stykke stof er ellers ikke at spore på tribunerne – og Amedspor-tilhængere er tidligere blevet arresteret for at vifte med flaget, selvom der ikke findes en lov, som forbyder det.
”Vi er to nationer i det samme land, men magthaverne vil udslette alt kurdisk. De betragter os som andenrangsborgere,” siger Mustafa, der naturligt som et åndedrag ignorerer, at der ikke findes en kurdisk nation.
En technosang med kurdisk sækkepibe hamrer løs i pausen, mens Tarik danser med hænderne bag ryggen og halsen fra side til side i en kurdisk variant af the chicken dance. ”Vi danser, selvom vi ikke har scoret. Jeg er meget stolt af at være kurder. Hvis jeg bliver genfødt, vil jeg være kurder igen,” siger Tarik, der ligesom Mustafa foretrækker at udelade sit efternavn.
Den drengede energi forvandler sig til frustration i løbet af anden halvleg, hvor en uskøn affære ender målløs. Tarik sparker til en plastikstol, sætter sig på hug og undskylder sit følelsesudbrud. Men han er fortrøstningsfuld. ”Om tre år er vi i Champions League,” siger han under halvmånen, der hænger i mørket over fodboldarenaen og lyser på de skuffede fans.
”ORDET KURDER ER opstået fra de lyde, fødderne frembringer, når man træder på nyfalden sne,” sagde Tyrkiets daværende præsident Kenan Evren i 1980. Dengang var betegnelsen kurder og det kurdiske sprog forbudt offentligt i Tyrkiet, hvor kurderne i stedet blev stemplet som bjergtyrkere, og alle synlige kendetegn på den store minoritets eksistens blev fejet ind under de tyrkiske tæpper. Siden det moderne Tyrkiets fødsel har det såkaldte kurdiske spørgsmål været gloende varmt under fødderne på landets ledere som kul under et kebabspyd. I Tyrkiet er cirka hver femte borger kurder, der bor 30-40 millioner kurdere på kloden, og de betragtes som det største folkeslag med eget sprog, som ikke har sit eget land.
Kampen for flere rettigheder har ført til mere end 40.000 døde over de seneste 40 år, hvor Kurdsistans Arbejderparti PKK har været i både slumrende og sydende konflikt med tyrkisk militær. PKK skrinlagde officielt ambitionen om et selvstændigt Kurdistan i 90’erne, men kampene fortsatte, og den tidligere marxistiske organisation står på EU’s og USA’s liste over terrorgrupper.
Under Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan er teaterstykker og film på kurdisk blevet bandlyst, kurdiske politikere er blevet fængslet, ligesom kurdiske borgmestre er blevet fjernet fra deres poster og smidt i fængsel – alt sammen på baggrund af anklager om terrorforbindelser, hvilket i flere tilfælde har mødt kritik fra menneskerettighedsorganisationer.
KURDISTAN er et bredt defineret historisk og kulturelt område, som strækker sig over det sydøstlige Tyrkiet, det nordlige Irak, det nordvestlige Iran og det nordlige Syrien. Gennem historien har der eksisteret en række kurdiske dynastier og fyrstendømmer. Efter første verdenskrig og Osmannerrigets kollaps eksisterede kortvarige forsøg på selvudnævnte kurdiske stater. I nutidens Iran eksisterer en kurdisk provins, ligesom irakisk Kurdistan er en semi-autonom region. Rojava i Syrien er desuden et de facto-selvstyre.
I nabolandet Syrien har kurdiske oprørsbevægelser bekæmpet Islamisk Stat med støtte fra blandt andet USA, og mens diktatoren Bashar al-Assad er stukket af, støttes landets nye regime af den tyrkiske stat. Kurderne er derfor trængt endnu længere op ad de solmættede bjergskråninger i kampene mod den tyrkiske overmagt.
I februar i år opfordrede grundlæggeren af det kurdiske arbejderparti, Abdullah Öcalan, fra sin fængsels-celle i Istanbul sine folk til at nedlægge våbnene. Nogle måneder senere kom den historiske melding så om PKK’s opløsning.
Men er der kun tale om en pause, eller er fred på længere sigt realistisk?
Kurdere må kun få undervisning få timer om ugen på det modersmål, de betragter som et fælles barn, og de frygter at blive kulturelt opslugt af de tyrkere, de deler statsborgerskab, religion og jord under fødderne med.
I SUR, Diyarbakirs historiske og mest religiøse bydel – hapser en fugl solsikkefrø fra en kurv blandt små tårne af blå mandler og blandt friturestegte sukkerkager i skyer af røg. Souvenirbutikker sælger lightere med billeder af kunstnere som folkesangeren Ahmet Kaya, der var forfulgt af tyrkiske nationalister, og filminstruktøren Yilmaz Güney, som skød og dræbte en dommer og senere brød ud af fængslet og gik i eksil.
Her i bydelen eksisterede nogle af verdenshistoriens første bosættelser for 10.000 år siden, og for cirka 110 år siden blev armeniere druknet i floden Tigris, der løber forbi den knap seks kilometer lange bymur. Det armenske folkedrab skete under Osmannerrigets sidste krampetrækninger, men stadig i dag benægtes drabene – der anslås at have kostet en million armeniere livet – af det officielle Tyrkiet.
For 10 år siden, i 2015 og 2016, kæmpede tyrkisk militær og PKK blodige kampe i Sur, da kurdiske politikere havde annonceret selvstyre i bydelen, og fredsforhandlinger brød sammen. Kampene efterlod store dele af området i ruiner, men i dag går kurdiske og tyrkiske turister rundt med selfie-stænger, mens skeer klirrer mod tulipanformede teglas, og ældre herrer sidder med bedekæder i hænderne.
På den anden side af bymuren demonstrerer mænd og kvinder på række, mens de holder skilte med billeder af forsvundne børn, ægtemænd og brødre.
”Officielt var han løsladt, men han kom aldrig ud fra politistationen. Han blev tortureret over hele kroppen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagde, at den tyrkiske stat var ansvarlig, men vi står stadig uden svar,” siger en pårørende med dirrende stemme i en mikrofon, mens han kigger mod et kamera fra en kurdisk tv-kanal. Den samme demonstration er blevet holdt mere end 800 uger i træk, og forsamlingen knæler i et minuts stilhed foran en mindevæg med navne på børn, der blev dræbt under kampene i byen for 10 år siden.
Sabahat Bayram krammer en planke med et billede af sin storebror. Han forsvandt i 1996 i familiens landsby, fortæller hun. ”De tyrkiske soldater tog ham, og de forsøgte at brænde vores landsby ned for at tvinge os til at flytte. Dette land har brug for fred,” siger Sabahat Bayram med et opgivende blik. Ansigtet under tørklædet er smalt og spidst.
”Kurdere og tyrkere burde kunne leve sammen som brødre og søstre. Men jeg er bange for at sige, at jeg er kurder.”
ET ANDET STED i Diyarbakir, i et højhuskvarter, suger en højst seks år gammel dreng af en cigaret på en legeplads. Drengen inhalerer til perfektion, inden han knipser skoddet væk som en cool og erfaren ryger. Hans jævnaldrende kammerater sætter ild til cigaret-æskens plastfolie, mens de kigger på Ud & Ses udsendte og råber: ”Money, money.”
I et højhus ved siden af legepladsen står en flok gymnasiepiger på en indbygget balkon og skråler med på en ørehænger af den tyrkiske sanger Emir Şamur. Pigerne holder frikvarter på deres gymnasium, hvor timerne foregår i små lokaler, mens Tyrkiets landsfader Kemal Atatürk kigger med fra billederne på væggene.
”De ting, der er slettet fra mine øjne, er i mit hjerte,” synger pigerne unisont med den bløde tyrkiske popstemme fra en telefon.
”Mange tyrkere er mere europæiske end os,” siger 17-årige Hira Yesijkaja. Så kommer elevernes mandlige underviser ud på balkonen og banker på sit armbåndsur med en pegefinger og siger, at frikvarteret er forbi.
”Men vi er ikke så traditionelle som tidligere generationer af unge kurdere. De spurgte altid de ældre om lov til alting,” siger 19-årige Nurşin Baly, som taler i munden på sin veninde, mens de begge fniser og driller deres lærer og beder ham om at vente et øjeblik.
Højere oppe i samme bygning sidder Neşet Girasun, Amedspors advokat, bag et skrivebord fyldt med sagsmapper og under skyggen af et kæmpe kompas, der lyser under loftet. På vegne af fodboldklubben sagsøger han tyrkiske politikere, når de kalder Amedspor for en ”terrorist-klub”.
”De anklager har ingen forbindelse til virkeligheden,” siger den gråskæggede advokat om to verserende sager, hvor nationalistiske politikere har stemplet klubben i offentligheden.
Neşet Girasun finder sin Zippo-lighter frem, tænder en tynd cigaret og åbner et vindue.
”Rundtomkring i Europa, i Tyrkiet, Iran, Syrien, Irak og Iran ser kurderne på Amedspor som deres landshold. Klubbens potentiale er grænseløst,” siger han og løfter armene i vejret, som om han skal til at lette fra kontorstolen.
Han mener ikke, at PKK er en terror-bevægelse. ”Definitionen af terrorisme er uklar,” siger advokaten, der alligevel hilser gruppens opløsning velkommen: ”Både kurdere, tyrkere og Amedspor vil drage nytte af det. Hidtil er kurdernes retmæssige krav blevet kriminaliseret på grund af den væbnede kamp.”
På advokatens kontor hænger et billede af den kurdiske menneskerettighedsadvokat Tahir Elçi, der blev dræbt under en skudveksling mellem tyrkisk politi og PKK’s daværende militante ungdomsbevægelse YDG-H i Sur i 2015. I juli 2024 blev tre tyrkiske betjente frikendt i sagen, og en måned senere blev en café i Sur – som er ejet af den afdøde advokats enke – angrebet med skud og granater. På advokatkontoret hænger også et tegnet portræt af den 1.000 år gamle muslimske hærfører Saladin, der havde kurdisk baggrund. Billedet er en gave fra den terrordømte kurdiske politiker Selahattin Demirtaş, der har siddet fængslet siden 2016. Advokaten kigger på maleriet med et stolt blik gennem runde briller.
”Demirtaş og Amedspor er de to mest populære kurdiske symboler. De viser begge sulten efter sejr.”
KURDERNE KORT
Der findes cirka 30-40 millioner kurdere på verdensplan, men tallet er usikkert, da de registreres som tyrkere, iranere, syrere og irakere. Kurderne er primært muslimer. Kurderne uden for Tyrkiet og Mellemøsten har for det meste bosat sig i Europa, og flertallet kommer fra Tyrkiet. Den største gruppe befinder sig i Tyskland, men i Danmark bor der cirka 35.000-40.000 borgere med kurdiske rødder. Den kurdiske kamp for flere rettigheder forbindes ofte med venstrefløjen, også i Danmark, hvor Enhedslisten har været imod stemplingen af PKK som terrororganisation.
ET PAR TIMERS kørsel øst for Diyarbakir undersøger checkpoint-vagter bilisternes køretøjer for smuglervarer. Grupper af får danner lydige formationer bag deres hyrder, og langs de bjergrige landeveje snor en 900 kilometer lang grænsemur sig til Syrien. Muren blev bygget i 2017 og skulle forhindre både Islamisk Stat og kurdiske bjergstyrker i at indtage tyrkisk jord.
Tæt på Tyrkiets grænse til Irak og et solidt skud med en slangebøsse fra Syrien ligger Cizre på en kunstig ø i Tigris-floden. Byen var et knudepunkt for handel i ældgamle dage og i nyere tid skueplads for ildkampe mellem kurdiske militser og tyrkisk militær.
På rådhuset i Cizre sidder et par hundrede kurdere i en sal og griner.
”Børns mentale helbred tager så let skade nu om dage,” siger komikeren Erdal Kaya på kurdisk og tegner et fjernsyn i luften. ”Hvis nogen bliver slået i en film, siger forældrene: ’Åhh, sluk det, mine børn bliver ødelagt,’” siger han og forsøger at ligne en ømskindet forælder med flagrende hænder. ”Men hvis du samtidig giver din søn et navn som Tunahan Sevim (traditionelt tyrkisk navn, red.), hvordan kan du så tro, at barnet lider overlast af at se en film?” måber komikeren. Flere kurdere i salen vrider sig i stolen af grin.
”Husker I jeres barndom?” fortsætter han og sætter sig på hug. ”Vores fædre gav os lussinger, indtil vi var udmattede,” siger han og svinger håndmadderne i luften. ”’Hvis du græder mere, slår jeg dig igen,’ sagde min far, og hvis jeg ikke græd, slog han også. Det var et paradoks,” siger komikeren. ”Måske nogle af jer føler skam over at rejse en hånd i vejret (’løfte’ er i denne sammenhæng det samme som ’rejse’ på kurdisk, red.). Men rejsning er en god ting.”
Komikeren fanger en tydelig latter hos en herre blandt publikum og peger på ham i salen. ”Hvorfor griner du så højlydt? Du er en ond mand, det var ikke det, du tror, vi talte om.”
Lemse Geldi ler, så tårerne presser mod hendes øjenkroge. ”Det er lettere for mig at føle forbindelse til humoren, når historierne bliver fremført på mit modersmål,” fortæller den 25-årige sygeplejerske i pausen.
MINUTTER SENERE afslører Erdal Kaya, hvad kurdere risikerer af pinligheder, hvis de bryder med traditionerne til en bryllupsfest. Parret i centrum i komikerens fortælling har forberedt sig på, at de skal danse salsa. Men brudens søster har ikke forstået, at de sædvanlige ritualer er droppet. ”Hun tager mikrofonen og råber lelelele,” råber komikeren og laver en gennemtrængende, rullende lyd, som om han var en kvindelig gæst til et typisk mellemøstligt bryllup. Erdal Kaya danser rundt på scenen, mens han synger en kurdisk bryllupssang, og publikum klapper i takt. Han inviterer til kædedans, mens han skifter til rollen som bruden, der tager sig til hovedet, kigger fortvivlet på sin søster og siger: ”Du har ødelagt det hele.” Publikum sprutter af grin.
”Hans show kommer fra hjertet,” siger Dilvan Iziki, da showet er færdigt. Han står med sin kone i menneskemængden, mens Erdal Kaya er omringet af selfie-hungrende fans.
Den kurdiske komiker og skuespiller ville helst være fri for at optræde foran den tyrkiske nations tydelige symboler, men da hans standupshow foregik i en offentlig bygning, var han flankeret af det tyrkiske flag og et portræt af Kemal Atatürk.
”Det er uheldigt og ironisk. Tyrkiet føles ikke som vores land,” siger Erdal Kaya en smule forpustet.
”Når jeg optræder på kurdisk, bliver mit show automatisk forbundet med politik, men jeg vil normalisere kunst på kurdisk. Men heller ikke i aften faldt det kurdiske sprog naturligt blandt alle,” fortæller komikeren med ærgrelse i stemmen: ”Flere gange når jeg henvendte mig til publikum, svarede de tilbage på tyrkisk.”
PÅ ET SKINNENDE rådhuskontor sidder byens pro-kurdiske borgmester. Det overdådige rum blev renoveret af en regerings-håndplukket administrator, da den daværende kurdiske borgmester blev smidt på porten på grund af anklager om terrorforbindelser.
”Hele rummet blev forvandlet til luksus,” siger Serra Bucak om de svulstige mahognimøbler og guldpaneler.
Selv blev hun valgt til posten i 2024 for partiet DEM i makkerskab med en mandlig kollega ”for at sikre repræsentation af begge køn”, forklarer hun.
Opløsningen af PKK skal blive et vendepunkt, mener borgmesteren.
”Det er en beslutning, der pålægger alle parter et stort ansvar for, at Tyrkiet igen bliver et demokratisk land og en retsstat. Syge kurdiske politiske fanger bør nu løslades, og kurdere bør kunne få undervisning på vores modersmål,” siger borgmesteren, der dog mener, at regeringen ønsker at begrænse udviklingen i Diyarbakir, så hendes parti vil miste nøglerne til borgmesterkontoret.
”Vi har forsøgt at få en jernbane i byen, men det må vi ikke engang få lov til at bygge,” siger hun.
Et par uger efter PKK-formand Abdullah Öcalans opfordring til våbenhvile blev Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu smidt i fængsel – beskyldt for korruption – og anholdelsen af den populære borgmester fik hundredtusindvis af tyrkere til at gå på gaden og protestere.
”Vi havde håbet at se en regering, der tog demokratiske skridt efter Öcalans håndsrækning om fred, men det, der skete i Istanbul, hører ikke hjemme i et demokrati,” siger Serra Bucak, hvis parti arbejder for en grad af selvstyre for kurderne. På samme måde som regioner i flere europæiske lande, forklarer hun.
”Vi ønsker en model som i Tyskland og Schweiz med delstater, hvor der er plads til forskellighed.”
PKK
Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev stiftet i 1978 af Abdullah Öcalan og har haft base i bjergområder i Tyrkiet, Irak og Syrien. Blev opløst i maj 2025. Oprindeligt gik bevægelsen efter et selvstændigt Kurdistan, men ændrede siden kravet til flere rettigheder og selvstyre. PKK har været involveret i militære kampe mod den tyrkiske stat, men der har været våbenhvile og fredsforhandlinger ad flere omgange. PKK har flere såkaldte søsterorganisationer, herunder den militante bevægelse YPG, der opererer i Syrien og hører under det politiske parti PYD. PKK er på EU’s liste over terrororganisationer, men spørgsmålet er omstridt blandt analytikere. Da Öcalan i februar 2025 opfordrede til våbenhvile – kort tid før organisationens opløsning – opgav han i samme ombæring kravet om kulturelle rettigheder, hvilket har mødt bekymring fra visse dele af de kurdiske miljøer.
”TYRKIET ER LIG med Erdoğan. Vi har brug for at vise vores kærlighed til ham,” siger regeringspartiets lokale AKP-medlem İbrahim Aylak, tager sig til brystet og kigger på sin præsident, som hænger på væggene, hvor end man vender sig på partiets adresse i Diyarbakir.
”Tyrkiet var et andet land før Erdoğans tid. I dag har vi hospitaler, som europæiske lande ikke kan hamle op med,” siger lokalpolitikeren, der er velduftende, i moderne habitjakke og hvide gummisko. En assistent fjerner vores te, før glassene er tomme, og bringer nye forsyninger, mens İbrahim Aylak tager en dyb indånding og folder hænderne med et skinnende guldur om håndleddet.
”Kurderne var med til at forsvare Osmannerriget under første verdenskrig. Kurderne har tidligere været undertrykte, men i dag besidder mange kurdere vigtige stillinger i landet,” siger han og understreger, at han selv er kurder.
”Men der findes kun ét flag i vores land,” siger han og peger på Tyrkiets flag.
İbrahim Aylak køber ikke kritikken af regeringens indflydelse på domstolene og de mange fængslinger: ”Det er mennesker, der er dømt for kriminalitet. Men for at skjule det faktum påstår mange, at regeringen blander sig i domstolenes arbejde.”
Til borgmesterens lokale kritik af regeringen svarer han, at kommunen ikke bruger pengene særlig fornuftigt. ”Jeg vil vise jer et eksempel,” siger han og tilbyder et lift til et område, som han mener, bystyret har forsømt.
”Må jeg få din båndoptagelse? Bare som et minde,” smiler İbrahim Aylak diskret, inden vi forlader kontoret. Han fortæller, at hans kones familie har boet i Danmark i flere år, inden de vendte tilbage til Tyrkiet.
”Danmark er smukt og passer godt på naturen. Har vi ingen natur, har vi ingen menneskehed,” fortsætter politikeren, og vi kører ud til en stor, knoldet jordplet fyldt med tidsler.
”Her plejede at være masser af træer,” siger İbrahim Aylak og åbner armene for at vise vingefanget af sine grønne ambitioner. ”Her kunne være en nationalpark. Men regeringen forhindrer vel også bystyret i at give planterne vand,” griner han ironisk.
PÅ EN ALTAN i en befærdet gade i centrum af Diyarbakir blafrer Kurdistans flag.
Indenfor finder man 67-årige Serhad Amedi, der bor i Rødovre, er næstformand i det kurdiske socialistparti PSK og på ferie i sin fødeby. Sammen med en større flok ældre mandlige partikolleger sidder han under billeder af kurdiske hærførere og forklarer, at han rejste til Danmark som politisk flygtning i 1984 under Tyrkiets militærdiktatur.
”Vi gik den demokratiske vej og brugte ikke våben, men mange af mine kammerater blev udsat for tortur og smidt i fængsel,” fortæller han, og både han og hans partikolleger griner i skægget, da jeg spørger, hvorfor der ikke er kvinder i lokalet. De forsikrer mig om, at der skam findes personer af hunkøn i partiet. Og siger derefter, at terrorstemplet ikke giver mening i en militær konflikt med den tyrkiske stat.
Serhad Amedi betragter dog PKK’s beslutning om at opgive voldspolitikken som positiv.
”Men kampen slutter først, når kurderne opnår frihed,” siger han og fortæller, at han en dag sad i en samtale på kurdisk med en kammerat i Istanbul, da en tyrker spurgte, hvilket sprog de talte.
”Vi sagde, at vi talte fransk. Vi var bange for at få tæsk.”
Den erfarne socialist er også bekymret for, at det kurdiske sprog, som de unge får ind med modermælken, ikke er nærende nok.
”De unge får ikke lært kurdisk og ser kun tyrkisk fjernsyn. Hvis vi ikke har vores sprog, stopper vi med at eksistere som folk,” siger han og børster fingrene sammen, som om der slipper sand ud gennem hans fingre.
DET KURDISKE SPROG er tæt beslægtet med persisk og hører til den iranske gren af de indoeuropæiske sprog – modsat tyrkisk, som hører til de altaiske sprog. Hvorvidt kurdisk er ét sprog eller flere forskellige, er omdiskuteret blandt forskere. Der eksisterer tre dominerende grupper af kurdisk dialekt, hvoraf kurmanji (nordkurdisk) er den mest dominerende gren.
”ALLAHU AKBAR,” råbte tre personer angiveligt, da de angreb to cafeer i Diyarbakir-bydelen Sur med skudsalver i sommeren 2024. De bevæbnede islamister forlangte, at udskænkningsstederne skulle stoppe med at servere alkohol og skulle tvinge deres kvindelige gæster til at gå i mere konservative klæder.
Lørdag aften i kælderen under The Green Park Hotel er der ikke meget islamisk fundamentalisme over den kurdiske dj, der med solbriller og vest fyrer op under en benhård techno-bas, mens lokale unge vrider deres kroppe i hakkende rytmer, ryger cigaretter og drikker øl med solbriller på.
Vores lokale udlejer byder på en øl i baren, han finder sin telefon frem og skriver en besked på tyrkisk med Googles oversætterfunktion: ”Er kurdere ikke mere gæstfrie end tyrkere?” står der. Han besvarer selv beskeden et par sekunder efter. ”Vi er mere gæstfrie end tyrkere,” skriver han og smiler stort, mens diskokuglen i loftet sender strejf af lys hen over det mørke kælderrum.
22-årige ’Baran’ i baggy jeans og løsthængende polotrøje griner, mens han telefon-filmer sine venner, der smyger sig på hug over dansegulvet. Han studerer tysk på universitetet i Diyarbakir, hans mor er fra byen, og hun bønfaldt ham om at flytte hertil fra Izmir på den tyrkiske vestkyst, hvor han er vokset op.
”I Izmir er folk ligeglade med, at jeg er kurder,” råber han, mens hans stemme drukner i den trampende lyd fra højttalerne.
”Mange unge kurdere vil bare have fred. Terroristerne fra PKK har ikke kæmpet vores kamp,” siger han og fortæller, at hans onkel var en del af PKK i mange år og sad i fængsel for deres skyld, ”men de var komplet ligeglade med ham.”
Lidt senere kommer Baran op i vinbaren, der ligger oven på techno-kælderen. Han ser nervøs ud.
”Hvis jeg siger noget kritisk om PKK, kan jeg få problemer, og hvis jeg siger noget positivt, kan staten komme efter mig,” siger den tyskstuderende kurder, der gerne vil undgå at kunne spores på Google. Derfor er navnet i denne artikel opdigtet.
Han er i byen med sin 19-årige veninde, der også studerer tysk, og hun er mere stridslysten end sin kammerat, men stadig bange og vil kun bruge sit mellemnavn, Deniz. Pupillerne bag hendes blå kontaktlinser udvider sig af irritation ved tanken om en fredsaftale med den tyrkiske stat.
”Jeg vil ikke have fred, så længe vi skal tvinges til at være tyrkere,” siger hun og tager sig til hovedet, inden hun stryger tilbage på dansegulvet og rykker med skuldrene fra side til side.
I ET STUDIE på Amed Radyo Tv sidder en kvindelig vært og spiller numre med kurdiske strengeinstrumenter, men også den italienske modstandssang ’Bella ciao’. I lokalet ved siden af står chefen for den eneste private kurdiske tv-kanal i Tyrkiet og sparker i luften på sit kontor. Ferad Memedoğlu kigger ud ad vinduet og peger mod et sendetårn i Diyarbakirs horisont, mens han fortæller, at den kurdiske radio- og tv-kanals sendesignal er blevet ødelagt seks gange.
”Senest ødelagde de en metaldør, klatrede op til vores parabol og skar kablet over. Men de rørte ikke de andres kabler. Sabotagen sker kun, fordi vi hedder Amed Radio og ikke går på knæ for autoriteterne,” siger mediebossen og bukker overkroppen mod bordpladen.
”Politiet kom, børstede efter fingeraftryk og sagde farvel. De mange indbrud lugter af politisk indblanding. I Tyrkiet er der pressefrihed i de minutter, der går, fra man ytrer sig, til man bliver arresteret,” siger Ferad Memedoğlu.
Tv- og radio-domstolen i Tyrkiet er ifølge Ferad Memedoğlu hurtigt ude med riven, hvis der bliver sagt noget kritisk i æteren om landets -præsident – eller hvis der bliver spillet kurdiske sange med politisk indhold.
”Vi har fået bøder, haft sort skærm og været lukket midlertidigt ned flere gange. Men i det mindste tør vi godt spille musik i radioen i øjeblikket, hvor der bliver sunget om Kurdistan. Det ville vi ikke risikere, hvis ikke der var udsigt til en fredsløsning.”
Ferad Memedoğlu bor i en lejlighed i etagen under kontoret, og på mediekanalens gange hænger der billeder af ham liggende på langs i de kurdiske bjerge, mens han kæler for kameraet med brune dådyrøjne og åbenstående skjorte. Han er også skuespiller og har spillet den mandlige muslimske hovedrolle i en filmromance, hvor han forelsker sig i en armensk kristen kvinde. Han har også indspillet flere musikalbum med kurdisk pop, og på kontoret finder han et af sine cd-covere frem.
”Jeg har fået et godkendelsesstempel fra ministeriet, men jeg tør ikke spille mine egne sange på radioen. Hvis du synger ’rejs jer’ om folket i en by som Diyarbakir, venter der problemer,” siger han og smiler opgivende, men stadig tv-venligt.
PÅ BYENS UNIVERSITET spiser de studerende pide, kebab og drikker te, og i caféområdet sidder Baran og taler bedre engelsk end de fleste unge kurdere i Diyarbakir. Han har arbejdet på et callcenter for Pizza Hut, hvor han servicerede kunder fra USA, han har også kværnet zombie-apokalypsen ’Walking Dead’ og andre amerikanske tv-serier igennem på samlebånd.
Over for ham sidder Deniz og ser klatøjet ud, mens hun flyder ud i en plastikstol. Hun har ikke sovet siden turen på technoklubben i lørdags – hun har skrevet beskeder nonstop med en fyr, som dansede ”like crazy” på dansegulvet, og i går aftes kunne hun ikke falde i søvn
Baran drømmer om at flytte til USA. ”Mulighedernes land, jo,” siger han og skjuler et usikkert smil bag sin ene hånd. Tyrkiets økonomi tør han ikke satse sin fremtid på, og Diyarbakir er meget konservativt, mener han.
”Mange kurdere her fra området udvikler sig ikke, går for lidt i skole og bruger for meget tid på byens gadehjørner. Hvis de flyttede til det vestlige Tyrkiet, ville de opleve, at de færreste tyrkere har et problem med dem.” Han piller ved sine øreringe og ser irriteret ud.
”De unge i Diyarbakir mener ikke, at en mand bør gå med øreringe. Jeg har fået så mange kommentarer og stirrende blikke ved busstoppesteder.”
Deniz nikker. ”I Diyarbakir er det heller ikke normalt at se et ungt kærestepar hånd i hånd. Og hvis jeg går rundt i en crop top, kigger folk på mig sådan her,” siger hun og skærer et ansigt, der ser påtaget forarget ud.
”Mange kurdere favoriserer drengene i deres opdragelse. Heldigvis tænker min familie ikke på den måde. Det handler om uddannelse,” siger Deniz og rækker sine cigaretter hen over bordet til Baran.
EN ANDEN DENIZ er en journalist, der hedder Serinci til efternavn. Han er forfatter til flere bøger om Tyrkiet og kurdisk kultur og politik. Og så er han blandt de cirka 35.000-40.000 borgere i Danmark med kurdiske rødder. Han fortæller, at kurdernes dyrkelse af klassiske familiestrukturer til dels skyldes manglende tillid til den tyrkiske stat.
”Kurderne er bundet sammen af følelsen af at være forfulgt og undertrykt, hvilket har styrket familiens og stammernes betydning,” siger forfatteren, der fortæller, at det blotte øje ikke altid kan adskille kurdere fra tyrkere, og da de også deler religion, er sproget derfor den vigtigste markør for mange kurdere.
Og så er der det med PPK og gruppens opløsning, der ifølge forfatteren ikke er så overraskende.
”Alle kurdiske oprør er ebbet ud før eller siden, og PKK har længe været tvunget i knæ militært. Men at påklistre PKK terrorstemplet har i flere år været en forsimpling. PKK er et mangeforgrenet organ, der blandt andet har hjulpet med at løsrive kvinderne fra gamle normer og givet dem mulighed for at kæmpe på lige fod med mændene. Nogle af organisationens guerillaer har bevidst slået civile ihjel, men man kan ikke skære alle over én kam. Samtidig har PKK dog haft svært ved at håndhæve de menneskerettigheder, man har hævdet at kæmpe for, og i mange år betød frafald eller kritik en risiko for at blive dræbt.”
Deniz Serinci blev i 2019 selv stemplet som terrorsympatisør af en regeringstro tyrkisk tænketank, og han har ikke turdet rejse til Tyrkiet siden. Og han tror ikke, at forbrødring mellem kurderne og den tyrkiske stat venter rundt om hjørnet. Præsidenten har for meget at tabe, mener han.
”Langvarig fred vil kræve flere rettigheder til kurderne, og så vil Erdoğan formentlig miste mange nationalistiske stemmer. Som Tyrkiets præsident Süleyman Demirel sagde i 1998, vil kurderne have deres egen stat i morgen, hvis de får mulighed for at dyrke deres sprog i dag.”
3 KURDISKE INDBLIK
I filmen ’Skildpadder kan flyve’ (2004) følger man en gruppe børn i en kurdisk flygtningelejr i Irak i perioden op til USA’s invasion af landet. Filmen modtog flere priser og er instrueret af den kurdisk-iranske instruktør Bahman Ghobadi.
Netflix-serien ’Skylines’ (2019) handler om den kurdiske hiphop-scene i Frankfurt i Tyskland. Serien giver et indblik i den kurdiske identitet blandt kurdere i Europa og centreres omkring en producer, der blandes ind i en verden af organiseret kriminalitet.
Romanen ’Duet in Purgatory’ (2024) er bygget på en brevveksling mellem den fængslede kurdiske politiker Selahattin Demirtaş og den tyrkiske forfatter Yiğit Bener. Bogen er enormt populær og skildrer 40 års konfliktfyldt historie mellem kurderne og den tyrkiske stat.
I bydelen Sur hælder tjenere tyk, sød kurdisk kaffe i små papkrus til forbipasserende. Turistbetjente stiller nysgerrige spørgsmål og beder om en selfie, som de sender rundt til andre betjente i en chatgruppe på WhatsApp.
”De er bange for, at du er udenlandsk agent,” siger vores fixer.
Turister tager billeder af en af Tyrkiets ældste moskeer, stormoskeen i Diyarbakir, hvor et kirketårn er pakket ind i en minaret, og i de snævre, labyrintiske gader dufter krydderierne i næsen.
En ældre herre sidder i en frisørstol. Han er far til 10 børn, men unge kurdere lytter ikke til de ældre, fortæller han.
”Gud står for opdragelsen af vores børn,” siger han, griner og vifter frisøren væk med en hånd, da han forsøger at børste hår af mandens skuldre. Han rejser sig fra stolen og tager sin hat på. Den nyklippede herre vil fortælle os noget vigtigt. Han finder sin telefon, mens alvoren sniger sig frem i hans ansigt. Den ene af hans døtre rejste væk med PKK for flere år siden for at bekæmpe Islamisk Stat, fortæller han og viser et billede af datteren i kamp-uniform.
”Hun har ikke kontaktet mig siden,” siger han og sukker dybt. ”Sådan er skæbnen i vores region.”
Manden går rundt om hjørnet, hvor en af hans yngre sønner er ved at lukke familiens tøjbutik ned for i dag. Faderen stopper op, ser tænkende ud. Han beder sin søn om at træde nogle meter væk. ”Min datter er terrorist i statens øjne. Hvis hun forbindes med mit navn, kan det være, at de kommer efter mig,” siger den ældre herre, som derfor får lov at forblive anonym i denne artikel. Så går han med sin søn hen til den store moské for at bede dagens femte og sidste bøn.
SØD TOBAK FRA vandpiber danner tykke spor af røg blandt gæsterne ved bordene på en café i centrum af Diyar-bakir. En muezzin messer fra minareten bag en lille dreng, der kigger gennem ruden til cafeen, hvor en fladskærm viser kampen mellem Manisa FK og Amedspor. Fire unge kurdere kæderyger med nervøs intensitet, mens byens helte på udebane forsøger at gøre den flade nullert fra sidst god igen.
Affæren på grønsværen i det vestlige Tyrkiet får ingen imponerende stilkarakter, men pludselig bliver en bold fra en Amedspor-spiller headet mod bagerste stolpe og går i mål. De unge fyre stryger i vejret med knyttede næver og lettelsens smil.
”Vi har mødt så meget undertrykkelse, vi eksisterer for at støtte vores hold,” skriver 20-årige Yusuf Islam på sin telefon i Google Translate og viser mig sit svar på skærmen.
Han er klædt i en Amedspor-trøje, og han rækker telefonen til 18-årige Arda Ózbay, der i en T-shirt med den afdøde amerikanske rapper 2Pac taster løs.
De to kammerater korrigerer mig med ivrighed på telefonen, da jeg som en del af et spørgsmål vist får antydet, at vi befinder os i Tyrkiet.
”Det her er Kurdistan,” skriver de på telefonen.
AMEDSPORS OFFENSIVSPILLERE har fået blod på tanden, bolden strejfer en forsvarsspiller, snyder målmanden, og et afrettet skud går i mål. Forløsningen får de fire kurdiske venner på cafeen til at stryge op under taget og ryste hinandens skuldre, mens de skråler.
En tjener blæser i en vandpibe for at varme redskabet op for en gæst. Men så ændrer kampen karakter.
Hjemmeholdet reducerer på straffespark. Minutter senere udligner Manisa FK på et uheldigt selvmål. De fire venner synker ned i stolene og puster afmægtigt cigaretrøgen op i loftet. Yusuf Islam råber ukvemsord på kurdisk, som han på sin telefon oversætter til son of a bitch.
En far, som ser kampen med sin søn, forlader cafeen slukøret.
Da Amedspor i sidste øjeblik får hjørnespark, sætter Arda Ózbay hænderne foran øjnene og beder til Allah.
Men chancen løber ud i ingenting. Kampen slutter uafgjort, og på vandpibe-cafeen føles resultatet som et nederlag. Telefonen skifter hænder mellem Yusuf og Arda. De unge kurdere forsøger at hanke op i sig selv, mens de skriver: ”Vi er ikke et folk, der så let mister håbet.”
