Indlæg

På Vesterbro, hvor Danmarks mest rå stofscene udspiller sig, har Rud Ellegaard haft sin gang i 38 år. Han har fulgt bydelens udvikling gennem kvarterets kriminelle miljø og mærket på egen krop, hvordan arbejdet har ændret ham som menneske. Her er hans liv som gadebetjent.
Tekst:Birgitte Ellemann HøeghFoto:Ulrik Jantzen

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

80’ERNE

Jeg står med to kolleger i 1983 og kradser på døren ind til en lejlighed i et baghus i Eskildsgade. Vi har været her før, og vi ved, at her altid er bid: hælervarer og folk med stoffer.

”Jaeer,” bliver der sagt. 

”Per,” mumler jeg. 

Jeg er 23 år og har været ansat på Station 1 i Københavns Politi i godt et halvt år, men hvis vi siger, at vi er fra politiet, kommer vi ikke ind. Det er klart. 

På det her tidspunkt er Vesterbro nærmest i undtagelsestilstand. For en ung mand som mig, der er kommet ind til centrum fra Hvidovre, fremstår Istedgade som Det Vilde Vesten. Det er én stor stofscene fra Hovedbanegården til langt ud på den anden side af Gasværksvej, åbenlyst salg og indtagelse af euforiserende stoffer, folk, der ligger bevidstløse og kokser i deres heroin- eller alkoholrus, prostituerede, subsistensløse, alfonser, gangstere og voldelige psykopater. Her er omsætning af tyvekoster, forfald og fattigdom. Nogle går rundt og taler med sig selv eller er i kaotisk fart på jagt efter en, der har noget eftertragtet. Her bliver råbt højt, og her er trusler og øretæver i omløb. Bag ejendommene finder man stadig både første, anden og tredje baggård, og i nogle af de opgange inde i baghusene bor de her udsatte mennesker, som vi er på nakken af.

En eller anden åbner døren og er væk igen, og vi kan gå uforstyrret ind gennem gangen til en af Vesterbros mest hektiske narkobuler. Her er altid mange mennesker, op imod 25-30 styk. Ingen af dem ved, hvem der egentlig bor her. Inde i lejligheden opdager de knap nok, at vi dukker op, selvom vi er i uniform. De er så dybt optaget af det, de foretager sig. Her er bælgmørkt, og der kommer kun lidt lys ind fra de små sprækker i tæpperne, der er sat op foran vinduerne. Luften er tyk af røg. Nogle sidder ved et sofabord og har nogle handler i gang. En ligger og sover rusen ud i en Børge Mogensen-tremmesofa. Den passer slet ikke ind her. Folk myldrer rundt. Nogle tager stoffer, og andre har mørbrader i plastik og en bilradio under armen. 

I en dyb sofa er to mænd uenige om et eller andet. Pludselig trækker den ene en pistol. Vi giver os til kende og får afværget optrinnet lige så hurtigt, som det opstår. Fyren med pistolen bliver anholdt sammen med to andre med tyvekoster. Vi tager dem med op på Station 1 i Nyropsgade. Her bliver de sigtet og løsladt igen. 

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Det er den slags kriminelle, vi går efter. De små fisk. Det er strategien. Vi skal bare have nogle sager, og det her er som at stjæle slik fra små børn. Jeg går hjem fra arbejde med en fornemmelse af, at det har været en fed dag. Jeg vil redde verden, og det gør man ved at fange forbrydere og sætte dem i fængsel. Det handler om, at de ordentlige familier i kvarteret skal føle sig trygge. Jeg er selv vokset op i et trygt hjem med mine forældre og min lillebror i et villakvarter i Avedøre. Efter gymnasiet bliver jeg klar over, at jeg godt vil have med mennesker at gøre, og tænker, at man som politimand kan gøre en forskel. Det er lige mig. 

Der ligger en kvinde livløs på asfalten på Maria Kirkeplads. Jeg kender hende godt. Hun hedder Yrsa, og hun plejer at trække nede på Halmtorvet. Hun er knap fyldt 18 år, og lige nu trækker hun ikke vejret. Jeg tilkalder en lægeambulance og begynder at puste luft ned i hendes lunger og give hende hjertemassage. Lægeambulancen kommer og overtager. Ikke ret mange dage efter ligger hun der igen og er helt væk. Der sidder nogle mennesker omkring hende, men de er for sløve til at reagere. Da hun vågner op på båren i ambulancen, siger hun meget roligt: ”Jeg har fuldstændig styr på det. Fuldstændig.”

Kvinderne, der prostituerer sig i gaden, er yngre, end de ser ud. De har allerede dårlige tænder og et hårdt udtryk i øjnene, som de forsøger at gemme bag et tykt lag sminke og den nærmest klichéfyldte påklædning: høje hæle, kort nederdel, en lille laktaske over skulderen. De står på Istedgade, rigtig mange på Halmtorvet og så i Skelbækgade. Pornobutikkerne ligger i Istedgade op mod Hovedbanegården, og bordellerne i sidegadernes kælderlokaler med store vinduer. Her sidder pigerne og udstiller sig selv, så man kan kigge ind, mens transvestitter hænger ud ad vinduerne i Stampesgades stuelejligheder. 

Alfonserne ligner alfonser. Skjorten er knappet godt ned og dertil et par cowboybukser med svaj i. De har deres faste gang på værtshusene og i gaderne, hvor de holder øje med kvinderne. Vi skal passe på, for de beskytter om nogen deres indkomst. Jeg er for nylig blevet lovet røvfuld, hvis jeg ikke forsvandt. Jeg var ude at gå alene, så jeg forsvandt. 

Mange af kvinderne driver deres forretning fra et værelse, de har lejet ovre i de små lejligheder i Eriksgade og Absalonsgade. Her bor enlige alkoholiserede mænd, og det foregår på den måde, at pigerne bare skal sørge for, at der er øl i køleskabet, så kan de ellers råde over lejligheden. Jeg er for nylig kommet ind i en lejlighed, hvor der ligger en mand og sover sin brandert ud i sofaen med en ø af tomme øl- og snapseflasker på bordet foran sig. Han ænser ikke larmen fra det tilstødende værelse, hvor en kvinde er i gang med at give en kunde det, han har betalt for. 

Kunderne er indimellem fulde, skumle personager, men også fuldstændig almindelige mennesker fra alle samfundslag. En dag finder vi en pung fra en mand, der formentlig er blevet rullet. Han har aldrig anmeldt det, og i papirerne inde i hans pung kan vi se, at han er læge. 

Det foregår også i biler nede omkring havnen på Bryggen på Vesterbro-siden, som ellers er et fuldstændig dødt område. Her kører vi indimellem ned og kigger. Ikke så meget for at beskytte pigerne, men fordi vi er nysgerrige. Vi har overhovedet ingen forståelse for, hvad der foregår.

Jeg finder senere ud af, at Yrsa har en mor, der står og trækker i Skelbækgade. Det har hun gjort, siden Yrsa var en lille pige. Da Yrsa selv når den alder, hvor hun kan tjene penge på sin egen krop, gør hun bare som sin mor. Der går ikke ret lang tid, før hun er på stoffer. Hun har brug for stimulanser for at kunne holde til det. 

90’ERNE

Vi kører den blå Ford Transit minibus ind over fortovet og direkte ind på Maria Kirkeplads, hvor 15-20 mennesker er forsamlet. Her stinker af pis, der er blod på asfalten, bræk i en skraldespand og sølvpapir og sprøjter, der flyder på jorden. Det er den centrale markedsplads, hvor områdets narkomaner, pushere og fidibusser handler og tager stoffer åbenlyst. Jeg er på vagt i ’Bødebussen’, som er en del af Vesterbro-Aktionen, et tiltag, der i begyndelsen af 90’erne skal få ryddet op i kvarteret, og lige nu kan vi lure, at i hvert fald tre af de personer, som vi har givet et opholdsforbud på pladsen, er til stede. 

Vi er tre mand på job den dag. En chauffør, en sidemand og en betjent, der betjener det skriftlige kontor fra bagsædet. Vi har lavet en lang række forbudszoner på Vesterbro, hvor man ikke må være til ulempe for forbipasserende og de omkringboende. Er man det, får man først tre mundtlige advarsler. Fjerde gang er den skriftlig, og når man bliver antruffet femte gang, er bøderammen 400 kroner. Betaler man ikke, bliver den konverteret til to dage i spjældet. Det er faktisk ret effektivt. 

Vi løber ud af bilen og griber dem, vi kan nå at få fat i. Den ene af dem forsøger ikke engang at stikke af. ”Nu igen,” siger han bare og går frivilligt med ind i bussen. De fleste andre er i fuld fart i alle retninger. Også dem, der ikke har et opholdsforbud. Men vi får fat i to mere. Man kan godt nå at skrive 8-10 bøder i løbet af dagen. Så synes vi, at vi har gjort det godt. 

En fyr sidder i en opgang i Viktoriagade og fixer.

”Du må ikke sidde her, Søren, der bor jo mennesker,” siger jeg til ham.

”Hvor må jeg så sidde henne?” spørger han.

”Ingen steder, det er forbudt, Søren.”

I slutningen af 90’erne har jeg efterhånden ansigt og navn på de fleste i miljøet, og langsomt er jeg også begyndt at danne relationer. Nogle har jeg anholdt, andre har jeg givet bøder, talt med i kulden, hjulpet op fra asfalten i en brandert eller en overdosis. Jeg arbejder altid i uniform. Så er ingen i tvivl om, hvorfor jeg er her. 

Søren er en lysblond fyr. Han er en smule halt, har et dårligt øje, er forhutlet klædt og altid på jagt efter stoffer. Han har svært ved at finde en åre, det tager ham lang tid at blive færdig. Jeg står med en fod i døren og venter, så vi kan smække efter os. Pludselig siger han: ”Ved du godt, at min far misbrugte mig?”

Tårerne begynder at trille ned ad hans kinder. Han fortæller mig, hvad der er sket.

”Når jeg har de her tanker oppe i hovedet, har jeg to muligheder: Jeg kan tage stoffer, eller jeg kan begå selvmord,” siger han.

Søren bliver færdig med at fixe, og vi tager afsked. Jeg har mødt mange, der har skudt stoffer ind i deres årer, og jeg plejer at tænke, at de skal tage sig sammen og komme videre. Jeg har ikke fattet, at deres afhængighed er et behov for at komme væk fra hverdagen, fordi den er så ulidelig tung at slæbe rundt på.

”Pas nu godt på dig selv,” siger jeg til ham, da vi bevæger os i hver vores retning. 

Min kollega og jeg banker på hos en kvinde i et nydeligt rækkehus på Vestamager. Da hun åbner døren, kan jeg se, at hun godt ved, hvorfor vi kommer. Selvom hun har forberedt sig på det i mange år, bryder hun alligevel helt sammen. Dagen inden har jeg fundet hendes søn i Colbjørnsensgade med en nål i armen. Han var kold og død, og jeg kendte ham godt. Ambulancen kom hurtigt og bekræftede det samme som mig og kørte ham på Rigshospitalet. Normalt har vi et dødekontor, der tager sig af de her sager, men de holdt fri. 

Rud Ellegaard i dag i Kødbyen på Vesterbro i København.

Ude i rækkehuset på Vest­amager får hans mor og jeg ringet til hans søster, der kommer med det samme. Jeg anbefaler dem at tage ind og se ham på Rigshospitalet. Til at starte med vil de ikke med, men jeg er lidt insisterende. Det er sidste chance. Det lykkes mig akkurat at overtale dem. Han er anrettet pænt på en båre med et rent lagen og tændte lys. Han har fået ro.

Så længe jeg er på arbejde, kører jeg næsten som en maskine. Gør det, jeg har lært. Men bagefter, når jeg sidder derhjemme for mig selv, kommer følelserne. Vrede, meningsløshed, sorg. Kunne vi ikke have hjulpet ham noget tidligere?

Narkomanerne er begyndt at få en brun plet på fortænderne. Den stammer fra en ny type brun heroin, som er dukket op i gaden. Før var der kun hvid heroin. De fleste ryger den brune heroin. Først varmer de den op på et stykke sølvpapir og laver en slags karamel ud af den, bagefter suger de røgen op med et glasrør. Dér hvor sugerøret sidder på tænderne, kommer pletten.

Den brune heroin er kommet til Danmark sammen med gambierne, som er begyndt at gøre væsen af sig i Istedgade. De holder til ved en telefonboks, der ligger ved Absalonsgade, og kan løbe vanvittig hurtigt, når vi prøver at få fat i dem. Lykkes det, joker de med, at de kender Vesterbros baggårde bedre end os. De gemmer den brune heroin i munden i nogle kugler pakket ind i cellofan. Når vi får fat i dem, sluger de kuglerne. De kaster dem op bagefter og sælger dem.

På falske arbejdsdokumenter er der pludselig kommet en masse gambiere herop, som angivelig skulle arbejde på et dækcenter i Jylland. De blev afvist i lufthavnen, men andre er øjensynligt sluppet igennem. Nu står de dagligt foran telefonboksen med et flækket grin.

En kunde har hørt nogle puslende lyde bag en af vaskemaskinerne på møntvaskeriet i Abel Cathrines Gade, og vi bliver kaldt ned for at se, hvad der er på færde. Her kommer vi dagligt. Mens der i den ene ende kan stå mennesker og vaske tøj, er der i den anden ende narkolag med dope og kanyler. 

Det viser sig, at der ligger en mand gemt bag en af vaskemaskinerne, og det ser ud til, at han har boet her i et par uger. Jeg kender ham særdeles godt. Han hedder Buba, og jeg møder ham tit nede i parkeringskælderen under den gamle Saga-grund. 

Buba er en af en række mænd fra de nordafrikanske og mellemøstlige lande i miljøet. Det er en gruppe på omkring 30 mennesker. Først ved vi ikke ret meget om dem, de bruger ikke de sociale tilbud. Langsomt finder vi ud af, at de har familie her i landet, men er røget ud i stofmisbrug. Det er simpelthen for flovt og ærekrænkende for familien, så de kan ikke tage hjem.

Buba ligger kilet ind omme bag en vaskemaskine i det smalle hulrum, hvor der egentlig kun er plads til slanger og strømførende ledninger. Her har han indrettet sig med sine remedier til sit fix og har taget så stor en dosis, at han hverken kan høre maskinen centrifugere eller os, der forsøger at få ham ud. 

Vi bliver nødt til at tilkalde Brandvæsenets Pionerkorps, der formår at løfte ham op uden at splitte det hele ad. Han bliver kørt på skadestuen til nærmere eftersyn. Dagen efter ser jeg Buba igen på gaden på vej efter stoffer og et nyt sted at slå sig ned. 

Prostitueret på Vesterbro i slutningen af 90’erne.

Mariatjenesten på Istedgade, 1999. Foto: Lars Bech/Ritzau Scanpix, Ditte Bjerregaard/Ritzau Scanpix

00’ERNE

Jeg sidder og drikker neskaffe hos en af de største slagsbrødre fra Vesterbro i hans grå træhus –  et i rækken af små barakhuse over for Valbyparken. ’Ellehjørnet’ bliver stedet kaldt, og det er et stykke jord med skæve boliger for skæve eksistenser. Slagsbroren har fået problemer med sine naboer, og vi falder i snak. Det er faktisk hyggeligt. Vi sidder og griner af nogle af de konflikter, vi har haft for nogle år tilbage. 

Mit arbejde er begyndt at handle om andet end at udstikke bøder og bure kriminelle inde. Nu hedder min stilling hjemløsebetjent, og i den sammenhæng møder jeg pædagoger, sygeplejersker og læger og lærer den pædagogiske tilgang til de udsatte. Det har fået mig til at lægge min stil helt om. Nu arbejder jeg på at forstå de mennesker, der lever i en kriminalitetsgråzone og har det svært med politiet. 

Jeg bevæger mig rundt i drikkelaget på Enghave Plads, ved Nørreport Station, på Kultorvet og på Rådhuspladsen, hvor jeg dagligt taler med dem, der holder til i de store flokke. Jeg er nødt til at gøre mig lige så sårbar, som de er. Nødt til at lægge politiattituden fra mig, ellers sker der ikke noget. Så jeg går omkring alene. Det er nemmere at tale med én politimand end to. Så kører dialogen meget bedre. 

Nogle år forinden fik jeg til opgave at flytte nogle posemænd og -damer fra deres varmeriste nede ved Bryggen. Vi mødte bare op, bankede på papkassen og sagde: ”Hej, hvad hedder du, og hvorfor ligger du her?” Det svarede de ikke på, de tog bare deres ting og flyttede sig. Vi interesserede os ikke for, hvad der blev af dem. Vores opgave var at slippe af med dem. 

Skelbækgade, Vesterbro. 2007. Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix

Mange af disse mennesker findes slet ikke i systemet. Ingen ved, at de eksisterer, og de får ikke nogen ydelser. De lever med deres indkøbsvogne eller plastikposer og bor i papkasser langs Bryggen, hvor der er varmeriste. Preben Brandt, der har brugt en stor del af sit lv på at hjælpe socialt udsatte, forklarer mig, at det kan tage op til et halvt år at finde ud af, hvad de folk hedder: ”Vi starter med en kop kaffe, og på et tidspunkt fortæller de dig, hvad de hedder.” Jeg begynder at gøre det samme. 

Indimellem møder nogle af mine kolleger ind på stationen med en pusher under armen, som de allerede har anholdt fra morgenstunden. Efter forbillede fra Hamborg bliver der spillet klassisk musik i vindfanget på Hovedbanegårdens Reventlowsgade-indgang, og det har trængt misbrugerne ud på gaden, hvor der er opstået et pillemarked. ’Det lille apotek’, kalder vi det. Her bliver metadon, sovemedicin, smertestillende og den slags sat i omløb. Når politiet skal på arbejde om morgenen og kommer hertil med S-toget i civil, bliver de ikke altid genkendt af pusherne, og de bliver derfor også tilbudt en håndfuld benzodiazepiner. 

Gaderummet er blevet mindre. Lejlighederne er blevet dyre, der er kommet dørtelefoner på opgangene, og portene er hermetisk lukkede, så det er svært at komme ind i opgangene og baggårdene. Det betyder, at der ikke er nogen steder at gemme sig mere. Nu er der kun gaden tilbage.

Byfornyelsen, der begyndte nede ved Enghave Plads, er langsomt rykket helt op til Hovedbanegården. Mens den stod på, blev der etableret midlertidige narkoreder i de stadig færre tomme ejendomme. Mange morgener ringede håndværkerne, når de mødte ind, for at få os ned og tømme bygningerne for mennesker, kanyler og nåle. Hver gang der opstod et nyt tilflugtssted, lavede  vi et nyt forbudsområde og skubbede de her mennesker rundt i bydelen.

Sidst i 00’erne er det meste af Vesterbro sat i stand, der er kommet caffe latte-cafeer og små forretningsdrivende, der sælger tøj i fine kvaliteter, samtidig med at vi kan konstatere, at der er flere udsatte i gaden. De to miljøer har intet med hinanden at gøre. Det kan godt være, at de nye beboere er rigere end den arbejderklasse, der tidligere prægede kvarteret, men vi oplever en udbredt grad af social forståelse. Når folk ringer til politiet, fordi der alligevel har sneget sig en narkoman ind i deres opgang, er det ikke kun, fordi det er pisseirriterede. Det er også, fordi de er bekymrede for narkomanerne. 

Næsten alle de gamle heroinbrugere er skiftet over til kokain. Det giver en helt anden og meget mere hektisk adfærd. Når vi taler med de gamle beboere, siger de, at de bedre kunne lide narkomanerne i gamle dage, for dengang stod de bare og koksede, og man kunne skræve over dem, når man skulle ind i sin opgang. I dag skal man diskutere med folk, fordi de er psykotiske, aggressive og opfarende. Men det er ikke farligt at gå på Vesterbro. Når der sker et knivstikkeri, er det altid mellem to i miljøet.

10’ERNE

1. oktober 2012 åbner det første fixerum i København. Fra den ene dag til den anden er alting forandret, og der er ikke flere overdoser i gaden. Før havde vi op mod fem på ugebasis. Snart er der to fixe­rum, Skyen i Istedgade og H17 i Den Brune Kødby. Særligt Skyen er et intimt og hyggeligt sted, hvor der bliver taget godt imod de her mennesker. Jeg kommer dagligt og siger hej i vindfanget og er kun inde i selve fixrummet, hvis der er slåskamp.

Vi kalder ikke narkomanerne for narkomaner længere, men stofbrugere. Var man tidligere rigtig grim i munden, kaldte man dem for junkier. Det kunne de også selv finde på, som et skældsord: ”Din fucking junkie.” Der er sket en menneskeliggørelse ved den her ændring i sproget. Jeg er flov over det gamle udtryk. 

I vindfanget møder stofbrugerne en sygeplejerske eller en sundhedsfaglig person og fortæller, hvilket stof de har, så personalet ved, hvad de skal gøre, hvis de får en overdosis. Så venter man, til der er en ledig plads, og så kommer man derind og indtager sine stoffer. Bagefter kan man sidde og slappe lidt af og lade rusen virke, og så går man igen. 

Der er et injektionsrum og et rygerum. I rygerummet sidder man gerne flere sammen og ryger sine stoffer under Danmarks største emhætte. Her kan man sidde og ryge på den samme klump, hvorimod man i injektionsrummet sidder adskilt i små båse ved små metalborde og en skrivebordslampe, fordi man ikke ønsker forstyrrelser eller støj – så bliver fikset ødelagt. 

Bagved sidder sygeplejersken og observerer og kommer med råd og vejledning, og så er der hele gadeplansindsatsen og rådgivningsdelen. Det er ikke bare en parkeringsplads – man kan blive sluset videre i systemet, komme i behandling eller blive hjulpet i en bolig. Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget Søren i hånden og gået over med ham i Skyen dengang, jeg mødte ham i Viktoriagade. Men stofindtagelsesrummene eksisterede ikke dengang. Det gør Søren heller ikke mere. 

I de her år dukker der mange tiltag op, som vi også arbejder sammen med. Der er Sundhedsrum, hvor de udsatte kan komme direkte ind fra gaden til en lægekonsultation, der er Bisserne, en gratis tandlægeordning, der er gadesygeplejersker og psykiatriske gadeteams. Sociolancen kører rundt bemandet med socialarbejdere og paramedicinere, og Sexelancen er en rullende klinik, der giver prostituerede et alternativ til gader og opgange, når de skal udføre deres job. Op gennem 10’erne er Mændenes Hjem blevet udbygget med et værested og en rådgivningsdel, og i Den Brune Kødby ligger Café Dugnad, hvor man kan få et måltid gratis mad og en af Vesterbros bedste kopper kaffe, mens der nede i den anden ende af Istedgade ligger et være- og overnatningssted for kvinder, Café Klare.

Østeuropæisk prostitueret i Istedgade, 2013. Foto: Ritzau Scanpix

En dag i 2014 ser jeg Yrsa ved fixerummet. Hun kører rundt i en kørestol. Hun har været udsat for et overfald, der har givet hende varige skader. Kørestolen er for stor til at komme ind på de små cafeer ved siden af fixerummet, hvor man kan få billig mad, så nogle venner har hentet en pastaret til hende, som hun sidder og spiser af en paptallerken udenfor. Hun har en slange i næsen, som fører om til en iltflaske, der hænger bag på kørestolen. 

”Det skal sgu nok gå alt sammen,” siger Yrsa til mig, da jeg spørger hende, hvordan det går. Det bliver sidste gang, jeg ser hende. Hun dør senere samme år. Jeg tænker, at det ikke havde behøvet at gå dårligt. 

Jeg forsøger at hjælpe en mand på Maria Kirkeplads. Han er alkoholiseret, psykisk udfordret og har råbt for meget op og kastet med flasker på pladsen. De andre er blevet sure og har ekskluderet ham, for han tiltrækker for meget opmærksomhed. Han har prøvet at komme ind i gruppen igen, og nu er de kommet op at slås. Det er derfor, jeg er tilkaldt. Men der er en sprogbarriere. 

De danske posemænd og -damer er væk fra gadebilledet og er blevet erstattet af østeuropæere. De er nu den absolutte sociale underklasse i gadebilledet. Det er dem, der sover udenfor om natten. De lever af at samle skrot og flasker. De står på hovedet i storskraldscontainerne og finder gammel elektronik, som de får sendt videre på en eller anden måde, eller de tager rundt til festivaler og samler flasker. De er her i grupper, som kender hinanden rigtig godt, og er man udstødt af sådan en gruppe, er man virkelig alene. 

Manden taler hverken engelsk eller tysk. Jeg prøver at lave en oversættelse på telefonen, men han kan ikke læse den, han er analfabet. Jeg forsøger at henvise ham til nogle væresteder, Kompasset på Nørrebro eller Istedgade 100. Istedgade 100 er drevet af Kirkens Korshær, og her kommer der primært rumænere og romaer. Man kan få en kop kaffe, en mad, et bad og et hvil på en madras.

En dag har vi tumult med en fyr i Viktoriagade, som sidder på gaden i en kokainpsykose. Vi kender ham særdeles godt og har bortvist ham fra Mændenes Hjem, fordi han var uregerlig og skabte utryghed. Nu ligger han og sover på gaden, og vi har svært ved at vække ham. 

Vi er begyndt at møde asylansøgere fra blandt andet Afghanistan, Nordafrika, Iran og Irak i gaden, som er kommet hertil med en helt anden gadeadfærd, end vi er vant til. Nogle af dem har været gadebørn, siden de var ganske små, og er vant til at klare sig selv. De er meget stærke og bruger frygt over for de andre. Hvis de ikke har nogen stoffer, tager de bare de andres. 

Manden, der sover, er en af dem. Vi bliver enige med personalet på Mændenes Hjem om, at han skal have lov til at sove, for han har ikke sovet i flere dage, og vi bærer ham ind i vores Blå Bus, som vi nu bruger til at køre rundt med i kvarteret for at skabe tryghed og komme i dialog med borgere og brugere. Han vågner op og tror vist, at nogen er ved at slå ham ihjel. Han kæmper for livet, og det gør vi sådan set også. Da vi ligger i en klump inde i Blå Bus, får han fat i min pistol. Den kommer aldrig op af hylsteret, men han får taget et aftræk, og der går et skud ned i kantstenen. 

Bagefter bliver jeg frygtelig bange. Det var over min grænse. Det er hårdt at være vidne til mennesker i forfald, og jeg  er blevet mere sårbar med årene. Når man er ung, tror man, man kan klare alt. Når man bliver ældre, tænker man mere over alt det, der kan gå galt. 

Smukke menneske, hvor er dine sko? Dine fødder er sorte og forrevne.

Smukke menneske, hvorfor løber blodet fra sår og rifter på dine arme og ben?

Smukke menneske, hvor har du været? Du har grædt, og din mascara er løbet.

Hun klemte min arm med begge hænder og hviskede: ”Vi skal være gode mennesker – Vil du ikke sørge for, at vi er gode mennesker?”

Hun slap sit greb om min arm, vendte ryggen til mig og gik videre på sine bare fødder.

Smukke menneske, hvor skal du hen? Hun ved det næppe selv.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En kunstner, der hedder Hanne Lise Thomsen, har lavet et projekt i Istedgade, der hedder ’Inside Out’, hvor hun projicerer billeder af mennesker i nabolaget op på husmurene. Hun spurgte mig, om jeg ville skrive noget dagbog til hendes projekt, og det er jeg blevet ved med. Det er en god måde at komme ind bag de følelser, jeg har i kroppen.

Kvinden, jeg skriver om, var i en kokainpsykose, da jeg mødte hende på hjørnet af Abel Cathrines Gade og Istedgade. Jeg følte afmagt og vrede over, at mennesker som hende skal udsættes for det her. En afmagt over ikke at kunne gøre noget. Det ville jo ikke løse problemet, at hun fik sko. Det er jo ikke det, der er problemet. 

Jeg synes ikke, vi skal tvangsbehandle hende, spærre hende inde og give hende en kold tyrker, som folk tit snakker om. Hun har det her traume, fordi hun allerede har været udsat for et overgreb. Skal vi så behandle hende med endnu et overgreb? Skal vi forbyde prostitution? Hvis ikke man kan holde ud at se på det, kan vi jo bare forbyde det, så sker det ikke ude på gaden. Til gengæld sker det alle mulige andre steder, hvor vi ikke kan passe på hende.

Det sidste års tid har der været et par psykisk afvigende mænd i gaden, som har lokket nogle af de kvinder, der sælger sex, med hjem under påskud af at ville hjælpe dem. Så låser de dem inde, og så er der ingen grænser for, hvad de kan finde på at gøre med dem. Sidste år fik vi fanget en af dem, som fik en dom og nu er i forvaring. Oftest vil kvinderne ikke fortælle os, hvad der er sket. De kan ikke overskue at skulle til politiet eller på Center for Seksuelle Overgreb og blive undersøgt. De skal bare ud og have en ny kunde for at skaffe penge til stoffer, og så er sporet væk. 

Hvis jeg kunne ønske, skulle der stå en socialarbejder på gaden med kompetence til at sige: ”Vi tager en taxa her og nu”, og når de så landede på et behandlingssted, stod der en læge og spurgte: ”Hvad plejer du at tage? Det skal du ikke tænke på, det får du af mig.” Så ville der være ro på og tid til at ordne det politimæssige, hvis de har været udsat for vold. Måske ville de få tid til at reflektere over deres tilværelse og mærke sig selv igen, når de ikke skulle ud at stresse for at skaffe penge og stoffer.

Nogle af miljøets mænd besiddder stofferne og kvinderne. Det betyder, at kvinderne er afhængige af deres krænker. En dag konfronterer jeg en af dem med det og siger: ”Jeg ved godt, hvad du går og laver”, og så siger han: ”Ja, jeg ved godt, jeg er et dårligt menneske.” 

Hvad skal vi så gøre? Vi prøver at samle så meget information, vi kan, fra kvinderne og siger til dem: ”Hold jer væk fra den og den bil, stå på gaden sammen, og skriv nummeret ned, eller tag et billede af de biler, jeres veninder kører med”, så vi hele tiden ved, hvad der sker. 

Jeg er begyndt at kunne komme på Reden, som er et værested for kvinder med misbrug, der sælger sex. De kender vores koncept og er begyndt at acceptere, at vi kommer ind ad døren. Vi forsøger at gøre det så ydmygt som muligt, og nogle gange står vi kun i døren. Vi skal sørge for at være til stede og tilgængelige, så vi kan skærme dem og gribe dem, når de falder. 

Kø foran Skyen på Istedgade, en del af Mændenes Hjem. Indenfor er der venteværelse til kabinerne, hvor brugerne kan fixe under ordnede forhold, men corona har tvunget Mændenes Hjem til at bede brugerne vente på gaden.

2020

Ovre på bænken på Halmtorvet har jeg vækket Jamal. Han har en seng i et hjemrejsecenter, men der vil han ikke op. Han er afvist asylansøger. Jeg siger hver dag til ham, at han overtræder de påbud, han har fået, og at han får en straf på et tidspunkt og skal ind og afsone. Det ved han godt.

Jeg er blevet 60 år. Jeg har heddet en del i min tid. Gadebetjent, panserbasse, strømer og strisser. Siden 2010 har jeg heddet Din Betjent, som er en betegnelse for os, der skal bringe borgere og politi tættere på hinanden. I dag har jeg kontor på Politigården, hvor jeg møder ind om morgenen og tjekker mails. Det kan være henvendelser fra beboere, der har haft overnattende i deres baggård eller oplevet narkolag. Derefter går jeg ind og hører, hvordan natten har været på Mændenes Hjem og i stofindtagelsesrummene for at følge op på, hvem der er efter hvem i øjeblikket, hvem jeg skal skærme eller være opmærksom på. 

Der står allerede tre fyre og ryger på samme pibe uden for Mændenes Hjem. Vi hilser på hinanden. Derefter går jeg over på Café Dugnad. Der hænger altid mange mennesker ud her, folk ryger kokain i skuret, og om morgenen ligger der stadig mange og sover. Når det bliver rigtig koldt, skal jeg rundt og vække dem i krogene. 

Jeg finder Hisham under et af halvtagene i Kødbyen viklet ind i en tisvåd dyne, fuldstændig stiv og forkommen. Jeg rejser ham op, og han trisser over til Mændenes Hjem på bare tæer for at finde nogen, der har noget coke, han kan være med til.  Har nogen overskud, hjælper de gerne hinanden. Det kan de kræve tilbage senere. Hernede har man ikke rigtigt venner. Det er tjenester, man har mellem hinanden. 

Op ad formiddagen bliver her ret stille. Dem, der har arbejdet hele natten, deriblandt de østeuropæiske kvinder, der i sin tid stod under Bosch-skiltet på Halmtorvet og solgte sex, da de kom til Danmark i 00’erne, finder nogle hjørner i Kødbyen og sover der. De danske kvinder er inde på Reden. Over middag skal der nok komme gang i gaden igen. 

Folk siger ikke ”fuck af”, når jeg dukker op. Det gibber lige i dem, når de ser uniformen, men når de ser mit ansigt, siger de: ”Nå, er det bare dig.” Jeg ved godt, jeg ikke skal opholde dem for længe. De skal ud og skaffe penge, så det gælder om at komme af med mig så hurtigt som muligt. Man taler mig lidt efter munden og siger det, jeg gerne vil høre. Men indimellem kan jeg hjælpe dem og få dem overbevist om, at jeg ikke er der for at kontrollere dem. Alle skylder penge. Især omkring den første. Så kommer de stærke efter de svage. Jeg hjælper dem nogle gange op i automaten eller i banken, så de kan hæve deres penge uden at have ham på slæb, som de skylder. Jeg giver dem et tilbud; ”Jeg er her, brug mig!” 

Istedgade har ramt mig enormt hårdt. Jeg er blevet formet af alle dem, jeg har mødt, og det ville jeg ikke have været foruden. Jeg betragter mig selv som et heldigt menneske, fordi det er så tilfældigt, hvor livet bringer os hen. De kunne have været mig, og jeg kunne have været dem.

Skunk-farme i tomme fabrikker på Fyn, amfetamin-laboratorier i jyske garager og joint-fabrikker i træskure på Christiania. Narko og stoffer kommer ikke kun ind over grænserne, de findes også i vores egen baghave. Ud & Se er dykket ned i sagsmapperne og har fulgt politiets jagt på de kriminelle bagmænd.
Tekst og foto:Benjamin Dane

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

ONSDAG EFTERMIDDAG i Bred, en lille fynsk by mellem Aarup og Vissenbjerg, tre tog-stop mod vest fra Odense, kigger solen frem mellem skyerne. En mekanisk stemme advarer om ’ikke at gå over sporet, der kommer tog’, men der er tomt på byens station bortset fra en ung kvinde med knaldrødt punkerhår og høretelefoner i ørerne, der læner sig op ad cykelskuret med et skateboard under armen. Et sted i baggrunden kan man høre legende småbørn og klokken fra en Hjem Is-bil, der svinger om hjørnet, en knallertmotor hviner, og en ung fyr kommer fræsende på sin hvide kværn. Han er den rødhårede kvindes ven, og på skateboardet skiftes de til at lave tricks på parkeringspladsen for enden af den blinde vej, hvor Bred Station ligger. Cirka 50 meter derfra holder den lyseblå Hjem Is-bil ind til siden. En mand i bar overkrop og shorts kommer ud for at købe en kasse ispinde og forsvinder igen ind bag et hvidt stakit. Hans genbo i samme sparsomme mundering er i færd med at bygge et skur, og et par huse længere henne summer en ensom robotplæneklipper i en forhave. Af og til passerer en bil forbi, men ellers er der stille i Bred. Sådan var det før, og sådan ville det altid være. Troede de.

I Bredgade, den gamle hovedgade i Bred, er de få butikker for længst lukket, købmanden er gået på pension – og Bred Møbelfabrik er gået konkurs. I rødstensbygningerne på Bredgade nummer 52 producerede tre generationer af familien Nielsen træmøbler – fortrinsvis bordplader – men det er 10 år siden, at Kurt og Sanne Nielsen første gang måtte dreje nøglen om. Et par år senere prøvede de igen med nyt, moderne navn – Bred Furniture – men heller ikke det gik, og en dag forlod parret pludselig byen, ifølge en nabo helt uden at sige farvel.

Siden har møbelfabrikken og det tilhørende hus, hvor Kurt og Sanne Nielsens navne stadig er indgraveret i messingskiltet på hoveddøren, været på tvangsauktion. Men efter parret forsvandt, troede byens borgere, at bygningerne stod tomme. Indtil en dag i begyndelsen af marts.

Den eftermiddag kørte Aske Svensson, der er tømrer og bor i Bredgade 18, til Vissenbjerg med sin kæreste. Han husker ikke, hvad de egentlig skulle i nabobyen, men på den fire kilometer lange køretur passerede de flere orange udrykningsvogne, som kørte i høj fart i retning mod Bred. I første omgang tænkte parret ikke over dét, ikke før de nogle timer senere kom kørende tilbage fra Vissenbjerg og tog tredje afkørsel i rundkørslen, hvor Bredgade begynder. Det var blevet mørkt, men i indkørslen til den gamle møbelfabrik kunne de se blå blink, betjente og rødt og hvidt afspærringsbånd. Og så var der lugten. Sød som af rådden halm, skarp, ulidelig. Aske Svensson, der selv har røget lidt som ung, genkendte den med det samme. Skunk.

STÆRK TOBAK

Skunk er en forædlet udgave af hampplanten. Nogle mener, at den stammer fra cannabis-sorten ’Skunk #1’, en krydsning, der blev fremavlet af hashdyrkere i slutningen af 70’erne. Navnet menes at stamme fra det engelske ord skunk, som betyder stinkdyr, og er en henvisning til plantens stærke og karakteristiske lugt af mug. Skunk på dansk kan også henvise til skunkrum, og at hjemmedyrkere ofte dyrker planten i trange rum.

Det aktive stof i planten hedder tetrahydrocannabinol (THC). I en almindelig hampplante er der typisk mellem tre og 10 procent THC, men i skunkplanten er der typisk mellem 10 og 30 procent. Skunk dyrkes ofte indendørs i driv- eller væksthuse, hvor planterne får kunstigt lys fra varmelamper. Under de rigtige forhold kan skunk høstes 4-5 gange årligt. Planternes topskud tørres og ryges.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Institut for Retsmedicin, hjemmedyrker.dk

ET HALVT ÅR tidligere sad en arabisk udseende mand i midten af fyrrerne på spilleklubben ’Pitten’ i Benediktsgade i Odense. Han var netop vendt hjem efter et ophold i Jordan og manglede et sted at bo, så han forhørte sig rundtomkring. I spilleklubben fik han at vide, at der var et lille, rødt murstenshus til leje cirka 20 kilometer uden for byen. Manden ved navn Shaib kørte til Bred for at kigge på ejendommen, der lå i forlængelse af en tidligere møbelfabrik, som nu stod tom. Egentlig var han kun interesseret i huset, men da han så de nedlagte fabrikslokaler, fik han en idé. Det forklarede han i Retten i Odense, hvor han 8. juni blev idømt tre års fængsel – en dom, som Ud & Se har fået aktindsigt i.

Shaib skaffede udlejerens telefonnummer, som han gav til en ven og bad ham ringe og indgå en lejeaftale. Han brugte en stråmand i stedet for at ringe selv, forklarede han, fordi han havde et udestående med udlejeren, som i øvrigt var kendt for ikke at ville leje ud til udlændige. Det lykkedes ham at få en aftale om seks måneders gratis husleje, mod at der skulle ryddes op, gøres rent og foretages en reparation af taget på møbelfabrikken.

Shaib forklarede, at han engang havde været i lære som anlægsgartner, hvor han lærte at lægge fliser og klippe planter, men skunkproduktion havde han ikke forstand på. I Middelfart købte han lamper og ventilation for cirka 700.000 kroner – dels for lånte penge, dels på kredit – i en butik, der sælger vækstudstyr, hvor han også fik råd og vejledning af forretningsindehaveren. En bekendt hjalp ifølge Shaib med at installere udstyret og med at omgå elmåleren, og han hyrede to mænd til at passe fabrikken, klippe og vande planterne. Det der med at dyrke skunk havde de styr på, fortalte de, men det opdagede Shaib senere, at de måske alligevel ikke helt havde.

Hen over vinteren så naboerne i Bred ofte en hvid varevogn komme kørende til og fra adressen på Bredgade 52, nogle gange om natten. Af og til holdt der også en stor BMW på svenske plader i indkørslen. Det blev bemærket, at der var flyttet nye beboere ind i Kurt og Sanne Nielsens gamle hus, men ellers fattede ingen mistanke. I Bred blander man sig helst ikke i andres sager, siger en af møbelfabrikkens naboer. Alligevel var det et tip, der satte politiet på sporet.

Vandtanke på Bred Møbelfabrik. Fremstilling af skunk kræver store mængder vand, og derfor benytter man ofte kunstige vandingsanlæg på skunkfarmene.

CIRKA 150 KILOMETER derfra ligger et lille parcelhus i hvidt træ og med sort tegltag i den vestjyske by Videbæk. Nærmeste nabo er et par hundrede meter væk, og en kilometers penge oppe ad vejen ligger Arlas ostemejeri i Nr. Vium. Ellers er der kun grønne marker og landevej, og der var også stille på ejendommen, da en politipatrulje 6. oktober 2016 ankom på adressen og bankede på. Efter at have gennemsøgt huset, hvor et ægtepar boede, åbnede de døren til den gråmalede garage, der også lå på grunden. Synet, der mødte dem, lignede noget fra en film: et hjemmebygget kemilaboratorium.

På gulvet stod gulvspande og plastikbeholdere med svovlsyre, og i et skab fandt betjentene cirka 20 liter rå amfetaminolie i dunke viklet ind i gaffatape. I det næste rum var der sikkerhedsmasker, et børnebadekar og en kajak-pagaj indsmurt i amfetaminrester. På arbejdstøjet, som politiet fandt i en vasketøjskurv i udhuset, var der også spor af amfetamin. 

Samme eftermiddag, i den anden ende af landet, fik politiinspektør i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver af sine kolleger i Vestjylland besked om fundet af amfetaminolie – nok til mere end 50 kilo færdigblandet amfetamin. 

Dagen før havde politiet på Sydsjælland fået en ”meget troværdig kildeoplysning”, som Kim Kliver formulerer det, og den havde de valgt at dele med Midt- og Vestjyllands Politi. Oplysningerne gik – ifølge dokumenter, som Ud & Se har fået aktindsigt i – på, at en vestjysk kræmmer kendt som Per ’Sild’ dagen efter skulle komme til Sjælland i bil for at deltage i en større narkoleverance. Om formiddagen 6. oktober fik politiet bekræftet, at Per ’Sild’ ganske rigtigt var på vej fra Jylland, og snart stod det klart, at hans destination var parkeringspladsen foran Bilka i Slagelse. En gruppe betjente blev sendt af sted, klædt i civil for ikke at vække opsigt og skræmme gerningsmændene væk.

På parkeringspladsen ankom en sort Peugeot og en hvid station­car. De tre mænd, der steg ud af bilerne, så ikke ud til at skulle i Bilka. I stedet bar de på to store, sorte sportstasker, som de flyttede fra stationcaren til Peugeoten. Da bagagerummet blev smækket i, valgte politiet at slå til. To mænd blev anholdt, mens den tredje havde held med at stikke af. Bag i Peugeoten lynede betjentene de to sportstasker op. I dem lå 50 kilo pink amfetamin af den slags, man typisk ser i nattelivet. Senere samme dag – omtrent samtidig med at politiet bankede på døren til parcelhuset hos Per ’Sild’s forældre i Videbæk – blev yderligere tre mænd arresteret ved en rasteplads i Sorø. På passagersædet i bilen fandt politiet en hvid plastikpose indeholdende 650.000 kroner i kontanter.

Indgangen til den nu nedlagte skunkfarm i Bred.

”DER TEGNEDE SIG hurtigt omridset af en ret stor narkosag,” siger politiinspektør Kim Kliver, der i sin karriere hos politiet har været alt fra PET-agent til rocker- og bandebekæmper. I dagene efter aktionerne i Slagelse og Videbæk lykkedes det ved hjælp af data fra telefonmaster at afdække et netværk af gerningsmænd, som ifølge politiet havde importeret amfetaminolie fra Holland til fremstilling af amfetaminpulver i garagen på Sønderupvej. 

Politiet fandt hollandske kvitteringer hos en kvindelig narkokurer og konfiskerede udstyr, våben, telefoner og op mod en million kroner i kontanter. Det lykkedes også at finde spor af økonomiske transaktioner ud af landet, blandt andet køb af flere ejendomme i Den Dominikanske Republik, som stod registreret i den hovedmistænktes navn.

Fem dage efter den første aktion modtog politiet igen en kildeoplysning. En sen aften fik Kim Kliver en melding om, at en væbnet befrielsesaktion af den ene af de to anholdte på parkeringspladsen ved Bilka var under opsejling. Hans første tanke var, at gerningsmændene måtte have set for mange actionfilm. Men hurtigt viste det sig, at to mænd med tilknytning til den anholdte befandt sig i en bil på Fyn med retning mod Sjælland. Så fik Kim Kliver og hans kolleger travlt.

45 minutter senere rullede en blå Renault Clio ind på parkeringspladsen foran arresten i Slagelse. En politistyrke lå klar og ventede. De to mænd i bilen blev pågrebet, inden situationen nåede at eskalere, og på passagersædet fandt politiet både et haglgevær og ammunition. 

”Det var ligegodt pokkers, tænkte jeg. Det er ikke hverdagskost, at narkokriminelle forsøger at bryde deres medsammensvorne ud af fængslet,” siger Kim Kliver.

I slutningen af oktober lykkedes det politiet at anholde den 24-årige mand, der stak af på parkeringspladsen ved Bilka i Slagelse. I et kælderrum i den vestsjællandske by blev yderligere 14 kilo amfetamin og flere kilo hash og kokain beslaglagt. Først i byretten og siden i Østre Landsret blev otte gerningsmænd tilsammen idømt næsten 100 års fængsel for indsmugling, fremstilling og salg af i alt 120 kilo amfetamin med en gadeværdi på over 10 millioner kroner. Hovedbagmanden i sagen, en mand i trediverne af østeuropæisk oprindelse, fik den hårdeste straf: 16 års fængsel.

RACER-MEL

Amfetamin – også kaldet speed, racermel og fattigmands-coke – er et syntetisk stof, der påvirker centralnervesystemet. Den amerikanske kemiker Gordon Alles opdagede i 1929 stoffets stimulerende effekt. Han solgte rettighederne til et medicinalfirma, som begyndte at markedsføre amfetamin som antidepressiv medicin i 1938. Amfetamin blev også brugt af soldater under anden verdenskrig. Stoffet har været forbudt i Danmark siden 1963.

Amfetaminpulver fremstilles af amfetaminbase – også kaldet amfetaminolie – som blandes med metanol og tilsættes svovlsyre og eventuelt farvestof. Der findes forskellige typer amfetamin, hvoraf metamfetamin er den kraftigste.

Stoffet har en kraftigt opkvikkende effekt. Amfetamin-brugere bliver aktive og rastløse og tåler sult, tørst og smerte bedre, da stoffet undertrykker kroppens naturlige signaler. Når rusen aftager, kommer typisk en nedtur, hvor man kan føle sig træt, udmattet, trist og nogle gange paranoid. Amfetamin er stærkt afhængighedsskabende.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Institut for Retsmedicin, Der Spiegel

Rester fra en skunkfarm. På gulvet står plastikpotter med jord fra skunk-planter, som politiet har efterladt, og fra loftet hænger et udsugningsrør fra ventilationssystemet.

IFØLGE EN OPTÆLLING i Fyens Stiftstidende har der siden 2013 været syv større sager om skunkproduktion alene i Assens Kommune. En stor del af de danske skunkfarme, der er blevet afsløret, ligger på Fyn, i Jylland og på Lolland-Falster, men i hele landet er der sager, hvor politiet har stormet nedlagte fabriks- eller landbrugsejendomme, som gerningsmænd enten har købt eller lejet – ofte så langt ude på landet som muligt for at undgå nysgerrige naboer. 

En del af skunkfarmene opdages ved, at de lokale energiselskaber bemærker et meget stort strømforbrug. Andre gange er det politiets oplysninger, der fører til opklaring, fortæller Henrik Sønderby, der er centerchef i Nationalt Efterforskningscenter hos Rigspolitiet. Ifølge ham kommer størstedelen af det narkotika, der er i omløb i Danmark, fortsat fra udlandet i bil eller med skib, men stoffer, primært skunk, produceres også inden for landets grænser. Ud fra den skunk, der beslaglægges, kan Rigspolitiet dog ikke sige, hvor meget der kommer fra udlandet, og hvor meget der er made in Denmark. 

”I Danmark er der to kategorier af personer, som dyrker skunk,” siger Henrik Sønderby.

”Den ene består af folk, der ikke har forbindelser til det kriminelle miljø, som dyrker til eget forbrug og måske lidt til kammeraterne. Det foregår i drivhuse, i baghaver og på lofter. Den anden kategori er de organiserede kriminelle, der dyrker skunk for at afsætte det på det illegale marked.”

Det kræver forholdsvis mange ressourcer at producere større mængder skunk indendørs i Danmark, da skunkplanter skal have masser af kunstigt lys og vand. Alligevel vurderer Henrik Sønderby, at det formentlig kan betale sig for bagmændene at skære mellemled og transport fra eksempelvis Holland fra og selv dyrke den forædlede og meget stærke afart af hampplanten.

Indtil for 4-5 år siden var det ifølge Rigspolitiet ofte vietnamesiske karteller, der stod bag skunkproduktionen, ikke bare i Danmark, men i store dele af Europa. Fra 2007 til 2013 blev der fundet 158 danske skunkfarme, og fire ud af 10 gerningsmænd, der blev anholdt for fremstilling og salg af skunk i den periode, var af vietnamesisk afstamning. 

I flere af sagerne arbejdede vietnamesere som skunkgartnere under trusler og tvang fra organiserede kriminelle bagmænd, og i 2010 fandt en landmand på Vejle-egnen et lig af en ung vietnamesisk mand i sin gylletank – vietnameseren havde arbejdet på en skunkfarm under en kilometer derfra. Det lykkedes dog aldrig politiet at fastslå dødsårsagen, eller hvordan han var havnet i gylletanken.

Både Rigspolitiet og Fyns Politi oplyser, at det de senere år i højere grad er danske gerningsmænd med kontakt til bandemiljøet, der er blevet sigtet og dømt i skunksager på landsplan.

”Der bliver produceret store mængder cannabis i Vietnam, og i tidligere sager så vi ofte vietnamesere, der gik og passede skunkfarmene. Men noget tyder på, at det de senere år er danske kriminelle, som har tilegnet sig den viden om skunkproduktion, vietnameserne før havde,” siger Henrik Sønderby.

Billeder fra gerningsstedet i en sag om to skunkfarme i den fynske by Tommerup og uden for Odense, hvor tre mænd blev idømt fængsel i juni. Foto: Fyns Politi.

PÅ SPECIALANKLAGER Klaus Lauridsens kontor på fjerde sal på Politigården i Odense ligger sagsmapper i bunker på den aflange træreol, der løber langs den ene væg. Den står modsat hæve-sænke-bordet i det aflange lokale med kridhvidt tapet, som minder om en lægekonsultation. Her har den 60-årige anklager, der har briller, gråt hår og høje tindinger og er klædt i en lyseblå polo, siden 2012 ført kriminalsager ved Fyns Politi. Rejses der tiltale i en sag om narko på Fyn, lander den som regel på Klaus Lauridsens bord.

Sagskomplekserne på reolen er sorteret efter kodenavne og farver, forklarer han, mens han finder en lysegul mappe frem fra øverste hylde og bladrer lidt i anklageskrifterne mod de tiltalte fra skunksagen i Bred. Han siger flere gange, at der er ting, som er hemmelige, ting, som han ikke kan udtale sig om af hensyn til den verserende sag, hvor flere tiltalte endnu ikke har været for retten. Men han kan godt fortælle, at sagen fra Bred er den anden store skunksag på Fyn i år. Tidligere på året blev tre danske gerningsmænd dømt for at have dyrket 900 skunkplanter, svarende til 61 kilo hash, i byen Tommerup og på en gård nær Odense. 

Klaus Lauridsen erkender, at der har været en del sager om fremstilling af skunk i politikredsen de senere år, men han har med egne ord ikke nogen god forklaring på, hvorfor politiet så ofte afslører skunkfarme lige netop på Fyn.

”Det er tit nedlagte landbrug, som gerningsmændene bruger, fordi de enten kan lejes eller købes billigt. Måske er der bare lidt mere albuerum på Fyn og i Jylland end i resten af landet,” siger Klaus Lauridsen, der kalder sagen i Bred atypisk, dels fordi den drejer sig om meget store mængder, dels fordi produktionen er foregået inde i en by i stedet for langt ude på landet.

På Politigården sidder også Thomas Lund, der er efterforsker i civilpatruljen og sammen med sine kolleger står for selve efterforskningen af narkosager i Fyns Politi. Han virker, som om han ved, hvad han taler om, når han forklarer, at man kun bruger  hun-skunkplanter i produktionen (den er stærkere end hanplanten), når han taler om ’kvantumberegninger’, og når han skal forklare, hvordan politiet omregner skunkplanter til antal kilo hash. Det er ham, der har været tovholder på efterforskningen af skunkfarmen i Bred.

”Vi fik flere tip om, at der skulle foregå en omfattende produktion af skunk på flere adresser på Fyn. Vi fik ret hurtigt bekræftet, at de informationer var korrekte. Derfra påbegyndte vi efterforskningen og indsamling af beviser mod bagmændene,” siger Thomas Lund, der ikke kan afsløre, præcis hvordan efterforskningen foregik. Han nøjes med at fortælle, at politiet i en periode op til ransagningen overvågede Bred Møbelfabrik og den personkreds, der kom og gik på adressen. Da efterforskerne og anklagemyndigheden besluttede, at de havde samlet tilstrækkeligt med beviser til slå til, var gerningsmændene netop gået i gang med at etablere endnu et rum til skunkproduktion.

I SEPTEMBER 2016 var stemningen omkring Pusher Street på Christiania anspændt. Under en anholdelsesaktion i slutningen af august var to politibetjente blevet skudt, og den ene, som gerningsmanden havde ramt i hovedet, lå fortsat i kritisk tilstand på Rigshospitalet. 

Efterfølgende forsøgte en gruppe christianitter midlertidigt at lukke Pusher Street. GH, en efterforsker, der siden 2012 har arbejdet med organiseret narkokriminalitet i Københavns Politi, og hvis identitet er sløret i denne artikel af hensyn til hans arbejde, var dengang midt i efterforskningen af en sag om jointproduktion med tråde til Hells Angels. Han husker, hvordan skudepisoden ramte politiet hårdt og besværliggjorde deres arbejde på Christiania i perioden efter. Når civilklædte betjente fra specialenheden Taskforce Pusher Street – som fra 2012 til 2017 var ansvarlig for efterforskningen af organiseret hashhandel i Fristaden – efterfølgende færdedes på Christiania, var det oftest iført skudsikker vest, fortæller GH.

I slutningen af august havde GH og hans kolleger modtaget oplysninger om, at et medlem af Hells Angels-støttegruppen AK81 var bagmand i en større produktion af færdigrullede joints, som skulle sælges i en af de mere end 30 boder, der dengang fandtes i Pusher Street. Politiet fandt frem til et skur i udkanten af Christiania nær hjørnet mellem Prinsessegade og Refshalevej, et skur, som tidligere havde været mødested for alkoholikere, og som var registreret til en person, der gik under navnet ’Johnny Sømand’. 

Sammen med deres overordnede, Lars-Ole Karlsen, som ledte efterforskningen dengang og i dag er chef for Operativ Specialenhed i Københavns Politi, besluttede de at iværksætte en omfattende overvågning af stedet.

”Vi havde længe været klar over, at Hells Angels stod for den organiserede hashhandel på Christiania, men vi havde ikke set mange sager, hvor der var så direkte kobling mellem dem og boderne i Pusher Street. Derfor valgte vi at sætte ind,” siger Lars-Ole Karlsen og fortæller, at politiet de næste to måneder overvågede bygningen og den mistænkte AK81’er, som ofte var iført en rygsæk. Politiet fandt hurtigt ud af, at personerne med tilknytning til skuret havde forskellige roller: Én var daglig leder, nogle var ansat som joint-rullere, andre leverede ristet tobak, og én var tilknyttet som en slags vicevært.

TIL EGET FORBRUG

Cannabis i Danmark bliver ikke kun dyrket af organiserede kriminelle på store skunkfarme. Også et ukendt antal såkaldte hjemmedyrkere dyrker hampplanter i deres køkkenhaver, drivhuse eller i kosteskabe. Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet har ad to omgange – i 2008 og 2012 – forsøgt at kortlægge dansk cannabisdyrkning gennem spørgeskemaundersøgelser og interviews med danske dyrkere.

”Vi kender af gode grunde ikke omfanget, da dyrkningen foregår skjult. Men langt de fleste af dem, vi har talt med, dyrker kun til eget forbrug og ikke for at sælge videre. Det kan være for at få en ordentlig kvalitet, for at undgå kontakt med kriminelle og af medicinske årsager,” siger antropolog og professor Vibeke Asmussen Frank.

Cirka 1.200 danske cannabisdyrkere deltog i Center for Rusmiddelforsknings seneste spørgeskemaundersøgelse. Her kunne forskerne især se en stigning i andelen af cannabisdyrkere, som dyrker hampplanter til medicinsk brug.

”Omtalen af medicinsk cannabis er eksploderet de senere år. Folk bruger det eksempelvis til at lindre symptomer af kræftbehandling eller til at dæmpe angst,” siger Vibeke Asmussen Frank.

Center for Rusmiddelforskning er netop nu i gang med en ny undersøgelse af cannabisdyrkning i Danmark, som ventes afsluttet i 2022.

Opgørelse over konfiskeret materiale fra en jointfabrik på Christiania og fra to af de tiltaltes bopæle. Dokumentationen blev fremlagt i Københavns Byret i 2017, hvor i alt 11 gerningsmænd blev dømt for at have medvirket til en omfattende produktion af færdig­rullede joints. Ud & Se har fået aktindsigt i dommene.

OM NATTEN en måned senere foretog politiet en hemmelig ransagning på stedet. Betjentene kom ind via en sideindgang til skuret, som var mørkt og snavset, og her fandt de større mængder af færdigrullede joints samt coneset færdigrullet jointhylster plastikrør og hash, der blev opbevaret i et køleskab, fordi den er nemmere at smuldre, når den er kold. Under den tredje ransagning blev der opsat aflytning, som blev afspillet i byretten i København under retssagen i 2017. Her kan man høre den daglige leder af skuret sige: ”Vi har mistet en seriøs kunde. Vi har mistet ’Hakket’” – en bod på Pusher Street, der aftog færdigrullede joints for 15.000 kroner om dagen.

Politiet rykkede ind i skuret på Christiania samt en række andre adresser i København i en stor, koordineret aktion. GH og hans kolleger, der var klædt i civil på dagen, havde på overvågningen observeret, at man blot skulle banke på døren til skuret for at blive lukket ind. Indenfor blev han mødt af to lettere forbløffede gerningsmænd i et lille, beskidt tekøkken. I rummet var forskellige arbejdspladser indrettet ved et bord, hvor jointrullerne sad ved hver sin station og rev hash, mixede tobak og rullede joints på samlebånd. 

Pludselig bankede det på døren. En tredje bagmand kom ind og blev pågrebet med det samme. Ni personer blev anholdt på dagen, og senere arresterede politiet yderligere to mistænkte. I alt blev 11 gerningsmænd dømt i Københavns Byret for at have medvirket til fremstilling og salg af mindst 96.000 joints indeholdende 137 kilo hashmix. Siden er flere jointfabrikker på Christiania blevet afsløret. I dag er tendensen, ifølge Lars-Ole Karlsen, at jointproduktionen rykkes væk fra Fristaden og ud i byen, hvor produktionen foregår i lejligheder:

”De kriminelle tilpasser sig hele tiden, og vi følger med.”

Huset, hvor flere af de tiltalte boede, mens de dyrkede skunk i møbelfabrikken på samme grund.

KLOKKEN CIRKA 14.20, 3. marts 2020, sparkede tre betjente en dør ind på Bredgade i Bred. Med peberspray pacificerede de husets enlige mandlige beboer, men efter at have gennemsøgt boligen viste det sig, at de ved en fejl var kommet til at gå ind i nummer 54 i stedet for nummer 52. Det fortæller manden i nabohuset, der ønsker at være anonym, og som efterfølgende måtte have hjælp af tømrermesteren på den anden side af gaden til at reparere sin smadrede hoveddør.

Da politiet endelig fandt frem til det rette hus og til møbelfabrikken for enden af indkørslen, stod det hurtigt klart for betjentene, at der var tale om et større skunkfund. Lokale øjenvidner hørte droner i luften, og langt ud på aftenen så de politiet og mandskab fra Beredskabsstyrelsen bære planter og udstyr ud fra Bred Møbelfabrik. Inde i fabrikken havde gerningsmændene høstet en del af planterne og hængt dem til tørre – der skulle de hænge en uges tid, inden de ifølge Shaibs forklaring i retten og sagens akter skulle sælges til såkaldte skunkudbringningsbiler, som kører rundt på Fyn og sælger hash på bestilling.

Samme eftermiddag slog politiet til på en anden adresse mellem Kirke Søby og Flemløse knap 20 kilometer syd for byen, hvor 500 skunkplanter blev konfiskeret. Også her troede naboerne, at den gamle lade på Kirke Søbyvej 41 stod tom. To dage senere fandt politiet yderligere 800 skunkplanter i en lagerbygning i Middelfart med relation til de to andre adresser. Fem af de 10 tiltalte – heriblandt Shaib – har tilstået og er blevet idømt mellem otte måneder og tre års fængsel. Retssagerne mod de resterende fem tiltalte er ved redaktionens deadline endnu ikke fastlagt. Tilsammen er de sigtet for at have stjålet strøm for mere end 200.000 kroner og for at have medvirket til at dyrke skunkplanter svarende til 159 kilo hash – det største fund af skunk på Fyn nogensinde. I Bred skulle der tre skibscontainere til at konfiskere udstyr og 4.500 skunkplanter fra den gamle møbelfabrik. Da politiet slukkede for ventilationssystemet, som gerningsmændene havde installeret for at skjule deres aktiviteter, og åbnede dørene, lugtede der ifølge flere naboer af skunk i hele byen.

Anklageskrift og dom i straffesagen mod den 44-årige Shaib, som i juni blev idømt tre års fængsel for at have dyrket skunk på Bred Møbelfabrik.

BRED MØBELFABRIK ligger i dag øde hen. Skiltet ligger foran den røde murstensbygning, glasdøren er smadret, og på nedløbsrøret ved siden af hænger en rest af politiets afspærringsbånd. Indenfor hænger store ventilationsrør fra loftet, og de sorte plastikpotter med jord fra skunkplanterne står stadig på fabriksgulvet sammen med vandtanke i plastik. I indkørslen til huset, hvor flere af gerningsmændene boede, holder en personbil på polske plader, men huset synes forladt, og på dørtrinnet flyder gamle reklamer og en ubetalt elregning stilet til udlejeren af ejendommen, der også er tiltalt i sagen. 

Det er længe siden, nogen i byen sidst har set mennesker på grunden, men for nylig så en nabo på ny en svensk registreret bil holde foran møbelfabrikken.

På den anden side af gaden står en gammel traktor med dannebrogsflag. I indkørslen løber en lille pige rundt med sut og ble, hun har fødselsdag, og traktoren er hendes gave. Hun er datter af tømrermesteren, der hjalp den uheldige genbo, der fik smadret sin dør af politiet den dag i marts, men han ønsker ikke at tale om sagen. Jo tættere man kommer på Bredgade 52, desto mindre snakkesalige er beboerne.

Et stykke nede ad vejen skubber to mænd en trailer ned ad en sidevej til Bredgade, mens den hvide kværn fra Bred Station passerer dem på vejen. Den ene, en bredskuldret, korthåret mand i sort tanktop og sorte shorts, har været inde på møbelfabrikken, efter at politiet fjernede afspærringsbåndet, bare lige for at kigge, som han siger. Så stopper han op og peger over på et rødt murstenshus nede i svinget, hvor alle persienner er trukket hermetisk for.

“Det næste bliver derovre.”

Hvorfor tror du det?

“Det tror jeg bare,” siger han med et smørret smil og kigger på sin kammerat, der bryder ud i grin, inden de to mænd forsvinder ned ad vejen med traileren. 

Nede i svinget midt på Bredgade har Carl Aage Søllested en guldtand i overmunden og står i indkørslen i bar mave og shorts. Over bæltet hænger en beigefarvet stomipose, som han snart kan fejre 20-årsjubilæum med, som han siger. Engang var han bådpolstrer, indtil han blev ramt af kræft. Siden blev han rask, men kræfterne rakte ikke længere, og derfor solgte han sin virksomhed til en kvinde. Hun driver bådpolstringen videre i Middelfart, og fra lokalerne i Bred driver hun Søllested Hjælpemidler, der laver udstyr til handicappede med Carl Aage Søllested som en slags konsulent.

Han har også set byens købmand lukke, møbelfabrikken dreje nøglen om, ja, der er jo i det hele taget ikke mange virksomheder tilbage i byen, siger han. Det skulle da lige være skunkfarme.

Carl Aage Søllested gnægger:

”Det er den eneste forretning, der kan løbe rundt her.”

 

Han var 14, da han begyndte med lidt hash til en fest i en lille sjællandsk provinsby. Så tog det fart. Nedad. I 13 brudstykker fortæller en tidligere pusher om sin vej ind i den københavnske underverden, indtil stofferne tog overhånd.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Mark Kjærgaard

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

1.

JEG ER TIL FEST, og Niller siger, at han og rødderne skal ud og ryge. Jeg er 14 år, går i 8. klasse i en lille by på Sjælland, og Niller er nogle år ældre end mig. Han er fra nabobyen, han går i lædervest, og hans hår er langt og mørkt. I sin lomme har han en gennemsigtig plastikpose med en stor, brun klump hash. Jeg ved, hvad det er, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg har fået nogle øl, og jeg er beruset. ”Må jeg komme med?” spørger jeg.

Ikke langt derfra ligger en bygning, som tilhører Jehovas Vidner. Bag den er et skur. Vi bryder ind i det og tænder en joint, som går på runde. Jeg tager et hvæs. En varme breder sig indefra og ud i min krop. Mine knæ bliver bløde, jeg får sommerfugle i maven. Jeg er skæv, snubler over ordene, men jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke længere over, om det, jeg siger, er sejt eller rigtigt. Jeg flækker af grin. Jeg får ’fråderen’ på og tænker på pizza og pommes frites med salatmayonnaise. 

Tilbage til festen danser jeg til Prodigy. Jeg kan mærke rytmen i alle mine celler. 

Niller i lædervesten er rockersupporter for Hells Angels. Han bliver mit nye idol. Han har tjald, og jeg vil gerne ryge igen. Jeg skaffer en halvtredser eller 100 kroner og køber mig nogle gange en klump. Så har jeg nok til et stykke tid. Jeg føler, at jeg har fundet et middel, der gør mig fri og får mig til at være den, jeg virkelig er.

Jeg kommer fra et godt hjem, jeg har fået en god opdragelse. Jeg ved, at stoffer er noget, man skal holde sig fra. Men et par år forinden er mine forældre blevet skilt, og det er hårdt. Jeg bliver rodløs, og jeg gør oprør. Hashen er en del af det. Jeg spiller på førsteholdet i badminton, går til taekwondo og klarer mig godt i skolen. Men det er pludselig ikke længere vigtigt for mig. Min søster går en klasse over mig, jeg skriver hendes opgaver af, så mine forældre ikke opdager, at jeg er stoppet med at læse lektier. De bemærker godt, at min adfærd ændrer sig, men de tror, det er en fase, der går over. 

Hjemmefra har jeg lært at smile og være en god dreng. Og jeg ved, hvordan jeg skal begå mig socialt. I klassen har jeg altid en undskyldning parat, når jeg skal fremlægge. Enten har jeg ondt i maven, eller også skal jeg til tandlægen. I ungdomsklubben ser medarbejderne mig flere gange gå ud af en bygning, der er kendt som et sted, hvor der bliver taget stoffer. Men jeg holder mit cover.

Til 9. klasses afgangseksamen skal jeg op i mundtlig dansk. Jeg har lånt min søsters noter, men de passer ikke til pensum. Jeg trækker et digt af Steen Steensen Blicher. ’Præludium’ hedder det. Jeg læser det, men jeg forstår ikke engang titlen. Jeg mærker angsten for første gang. Min søster har sagt: ”Bare vær selvsikker, lad, som om du har styr på det.” Men jeg sidder foran lærer og censor og kan ikke længere skjule mig. Karakteren er 03. Udenfor kan jeg se mine klassekammeraterne stå og sitre af spænding. For dem er det en stor dag. For mig er det mit livs første, store nederlag.

2.

DET ER NAT, og jeg er på Christiania med en ven. Pusherne er gået hjem, og vi er på jagt efter rester, som vi plejer. Tilbage i boderne ligger der altid ’noller’ eller hele klumper. Er man den første, når en pusher er gået hjem fra en vagt, kan man godt skrabe tre eller fire gram sammen. Vi står midt på Pusher Street, da min ven pludselig kalder på mig fra en af boderne:

”Hey, kom med, vi skal ud herfra,” siger han.

Da vi kommer ud, tager han en pakke op af lommen. I den ligger en stor klump hash, som en pusher har glemt. Der er mindst 300 gram. For første gang har vi mere hash, end vi kan nå at ryge. Jeg er 16 år, går på efterskole i København, og jeg sælger lidt til de andre elever og lidt til skaterne og graffitimalerne. Det er mit tredje efterskoleophold. Det første sted blev jeg smidt ud for at ryge hash. Det andet sted dumpede jeg mine eksamener. Her spiller jeg musik og går til drama, og jeg hænger ud efter skole med en gruppe, der godt kan lide at ryge. 

Om aftenen tager vi på Staden. Når nattevagten på skolen har gået sin runde, koordinerer vi på sms og mødes bag buskene. Vi tager ind til Hovedbanegården og stiger på bus nummer otte, som kører direkte til Christiania. Derude er der boder med svampe fra Mexico og Island. En af de første gange, jeg prøver dem, er i en park med vennerne fra efterskolen. At trække vejret føles surrealistisk, og jeg kan se luften, jeg udånder. Vi prøver også at ryge ’spand’. En erfaren ryger viser os, hvordan man fylder en halvandenliters colaflaske med røg og sænker den ned i en balje med vand. Vi suger så meget, vi kan. Der går sport i, hvor skæve vi kan blive, og flere får nærmest psykoser. 

Igen får jeg lortekarakterer til mine eksamener. Og igen mærker jeg angsten og skammen, der kommer væltende. Jeg føler mig lille. Til eksamen får jeg smasket ind i ansigtet, at jeg ikke kan noget. At jeg er en sølle misbruger. Jeg ryger min indlæringsevne væk. Jeg kan ikke sidde stille, og hvis jeg åbner en bog, går der tre minutter, så er jeg ved at falde i søvn. Jeg ved, at der er noget galt, men jeg tør ikke indse det, tør ikke bede om hjælp. Hvad vil mine forældre ikke tænke? 

3.

”BARE BEHOLD RESTEN.”

Jeg har fået job som hotel-piccolo på Vesterbro og har hentet en tandbørste og en pakke smøger til en gæst, som har taget en champagnepige med på sit værelse. Han stikker mig en tusindkroneseddel, og jeg putter 900 kroner i lommen. For første gang i mit liv får jeg en fast hyre, og jeg bor i en lejlighed i København med min søster.

Bagageservice og drikkepenge tjener jeg også godt på. Når der kommer fire busser fyldt med kinesere, kan jeg lave 400 kroner per bus for halvanden times arbejde. Jeg finder også stoffer, smykker, kontanter, tøj, punge og ure, som gæster på hotellet har glemt. 

Nogle af os, der arbejder på hotellet, bliver hyret til privatfester i byen. Jeg arbejder som bartender og sælger drinks og joints, som jeg ruller. Hurtigt lærer jeg, at gæster ofte bliver uopmærksomme, når de har fået nogle drinks indenbords. Kommer de med en stor seddel, kan jeg give dem et par hundrede for lidt i byttepenge og stoppe fortjenesten i lommen. De får et gratis shot og opdager intet. 

Pludselig har jeg penge. På Christiania inviterer jeg folk hen til mit bord på Café Abegrotten. Jeg køber sodavand og joints til dem, og vi hænger ud og spiller bordfodbold. Kort inden jeg fylder 18, bliver jeg fyret fra hotellet. De vil ikke betale en voksenløn. Efter fyringen hænger jeg mere og mere på Staden. Samtidig bliver der etableret et crew på Christiania – de hører hiphop, står på skateboard, ryger hash, maler graffiti og siger, at de ikke giver en fuck for noget. 

Jeg ser op til flere af dem. En dag sidder jeg i Abegrotten, da en fra crewet kommer hen til mig. Han spørger, om jeg vil være med. Vi underskriver på en pølsebakke: ”Welcome in the crew, my brother,” skriver han med en tusch. Crewet giver mig en følelse af fællesskab, som jeg aldrig har haft før. Endelig er der nogen, der forstår mig. Vi laver småkriminalitet og tager til fester, hvor vi fucker os selv op på ecstasy, kokain og amfetamin og scorer. Grundlæggeren af crewet tager mig med på tur i København for at møde de andre. Vi støder ind i en lille gruppe på Hovedbanegården. Blandt dem er Nicolai, som bliver min bedste ven.

Nicolai kender en talsmand for en indvandrerbande. En af talsmandens kontakter har adgang til kokain. Han sælger kun store partier. Vi køber 100 gram af ham for at sælge det videre. Jeg afsætter lidt til privatfester, men der går ikke lang tid, før coken er væk. Vi har festet for meget, sniffet for meget selv. Ikke længe efter står pusheren og skal have sine 35.000 kroner. 

”Hvis pengene ikke ligger der i morgen, får I en dummebøde,” siger han. Heldigvis lykkes det Nicolai at skaffe pengene. Jeg opdager, at den her verden ikke er for sjov. Alligevel bliver jeg i den.

4.

JEG MØDER ’GENERALEN’ gennem en anden ven. Generalen er taxachauffør, men det er ikke det eneste, han laver. Gennem årene er han kommet på alle thai-bordeller i byen, og han har også gode kontakter på en af Københavns mest kendte stripklubber. I sit job møder han mange af de udenlandske kvinder, som kommer til København for at strippe eller arbejde som champagnepiger. 

Generalen kan godt lide kvinder og kokain og ved, hvordan man får fat i begge dele. Han taler fransk med nogle afrikanere på Vesterbro, og de har stoffer. Vi flytter ind i en lejlighed på Østerbro sammen – en af mine venner, Generalen og jeg. Jeg går på HF, min ven arbejder på et bibliotek, og Generalen kører taxa. Om aftenen sælger vi coke.

Det er mig, der er det hvide bud. Jeg cykler ud med kokainen på min BMX. Hvis vi har flere stop, tager vi taxaen sammen. Det bliver hurtigt til 10-15 stop på en aften. Hvis der har været rigtig travlt, tager vi ud og ’lukker bordellet’. Vi liner streger op og køber flasker. Hvis du tager stærk kokain, kan det gå ud over potensen. Men mixer du med Viagra, får du en blodtilførsel, der siger spar fem. Vi tilbyder en ’cocktail’ til mænd, der skal på bordel – et gram coke og en Viagra-pille for 800 kroner. Kuglerne med kokain er pakket flot ind i hvidt papir og sølvfarvet folie. 

En champagnepige i stripklubben skal bruge 2-3 gram til sig selv og en kunde. Generalen forhandler salget op til fem gram plus lidt Viagra. Jeg pakker ’stashet’ under nosserne og cykler af sted på min BMX. Jeg tager for mange stoffer, har ikke sovet i et par dage. Mit misbrug er eskaleret. Jeg dropper ind og ud af HF-institutioner og kan ikke koncentrere mig. 

Hver gang jeg begynder et nyt sted, finder jeg hurtigt sammen med nogle, der også kan lide at være på stoffer. Hvis de vil tage svampe, siger jeg ja, hvis de vil sniffe, siger jeg ja. Jeg vil gerne sige fra, men jeg har ingen stopklods. Jeg kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert. Jeg er langt ude, men formår ikke at gøre noget ved det, og jeg skjuler mit misbrug for mine forældre. 

Jeg bor sammen med Generalen i otte måneder. En champagnepige begynder at komme i lejligheden. Det er Generalens dame, og hun sniffer ikke kokainen, hun ryger den. En aften sidder vi på hans værelse. Med sig har champagnepigen en glaspibe og en pose med små, hvide krystaller, som hun varmer op med en lighter på et stykke sølvpapir. Jeg ryger det.

”Når først du har røget det der, vil du aldrig have lyst til kun at sniffe en streg igen,” advarer Generalen mig. Han får ret.

5.

ALARMEN ER GÅET. Røgkanoner fylder Matas-­butikken, røgen går af, da vi brækker døren op med et koben. På gulvet ligger glasskår fra de montrer, vi har knust. En maske skjuler mit ansigt, og jeg har sorte handsker på. Jeg fylder hurtigt min blå IKEA-pose med dyre parfumer og solbriller. Overvågnings­kameraerne har vi smadret. Adrenalinen pumper. Vi er fire mand, der tømmer så meget, vi kan nå. De to sidste holder øje udenfor. Pludselig kalder de over walkie-talkien:

”I skal ud. Nu.”

På parkeringspladsen står en intetanende ung kvinde med en mobiltelefon i hånden. Det er mørkt, der er ingen andre mennesker i syne.

”Du har ikke set noget,” siger en af de andre til hende på vej væk fra butikken – i et tonefald, der ikke kan misforstås. Hun nikker, lægger mobilen væk. Vi løber ud og sætter os ind i bilerne. I baggrunden kan vi høre sirener, der kommer nærmere.

Vi kører i tunede biler, Golf og Peugeot. Tre vogne, to mand i hver. Jeg sidder i passagersædet, min makker, ’Latino’, er chauffør. Han har skabt sig et navn i miljøet, ikke så meget på at kunne køre, men på at være vild og voldsom. Det er ham, der har introduceret mig til de to, der har planlagt indbruddet. Til daglig arbejder de som anonyme ejendomsfunktionærer i en boligblok i København. De ligner ikke nogle, der begår kriminalitet. Men de har skaffet bilerne og udstyret, og de ved præcis, hvor mange minutter vi har i butikken. Vi har også en politiradio, så vi kan høre, hvad politiet laver. Alt er planlagt.

Latino kender flugtruten, men kvinden foran butikken har forpurret vores plan. Han går i panik, glemmer at dreje af. Jeg sidder ved siden af med varerne og prøver at bevare roen. I baggrunden kommer sirenerne nærmere. Latino laver en U-vending. Vi kører med 160 kilometer i den forkerte vejbane, da en lastbil kommer imod os. I sidste øjeblik svinger han tværs over kørebanen, ind foran lastbilen og ned ad en sidevej. Han kører ind og slukker motoren. Vi venter, til vi ikke længere kan høre sirenerne. Så kontakter vi de andre og kører stille og roligt tilbage mod København. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen, da vi ankommer til den parkeringsplads, hvor vi mødtes forinden. Vi fordeler byttet mellem os. Jeg lader varerne køle af en uges tid, så sælger jeg dem videre.

Crewet på Christiania har delt sig i to. Dem, der bare vil ryge, og dem, der vil lave kriminalitet. Jeg er ikke den, der siger nej til nogen af delene. Jeg tjener godt på indbruddene, men de penge, jeg får ind, bruger jeg på narko, fester og bordelbesøg. Mit misbrug koster mig 10.000 om dagen. Skolen har jeg droppet. Inderst inde ønsker jeg, at det skal være anderledes, men jeg har ikke længere nogen idé om, hvordan man lever et normalt liv. I min lejlighed ryger jeg crack. For at få en større rus tager jeg psykofarmaka, som jeg bunder med Rød Aalborg. Når rusen aftager, starter jeg forfra.

6.

MIN MAKKER LATINO har en plan. Ude i en forstad ligger en smykkeforretning. Han vil røve den ved højlys dag, siger han. De andre fra gruppen trækker sig. De synes, han er blevet overmodig. Jeg siger ja.

Først laver vi et alibi. Jeg skal passe min fars hus, mens han er på ferie, og efterlader min telefon derude, så det ser ud, som om jeg har været der, hvis de sporer mig. Vi stjæler en bil og en offroad-motorcykel. Vi skaffer også en luftpistol og maskering.

Om morgenen kører jeg mod København i den stjålne bil. Jeg samler Latino op, og vi kører hen til det sted, hvor vi har parkeret motorcyklen. Vi efterlader bilen og kører videre. Ikke langt fra smykkeforretningen holder vi ind på en sidevej i et parcelhuskvarter. Planen er, at en af os skal passe personalet op med pistolen, mens den anden fylder en pose med guld og sølv. Pludselig går det op for os, at vi har glemt at købe benzin til at brænde motorcyklen af.

Der ligger en tankstation rundt om hjørnet. Jeg trækker en kasket ned over hovedet og går derhen. Jeg fylder en dunk med benzin og køber et par sandwich med. 

Da jeg går tilbage, sidder min makker på fortovet med hænderne på ryggen. To civilbetjente står foran ham. En tredje kommer løbende bagfra, passer mig op, og lægger mig i håndjern. Vi bliver taget med masker, handsker, hammer og luftpistol.

Det viser sig, at politiet har skygget Latino. Jeg bliver varetægtsfængslet i tre uger. De sætter mig i isolation. Jeg er spærret inde 23 timer i døgnet. Politiet ransager min fars hus, inden han kommer hjem fra ferie. Han besøger mig i fængslet. Jeg lyver og siger, at jeg er helt uskyldig. At jeg bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han virker rolig, men jeg fornemmer, at han godt ved, at der er noget galt. Men vi taler ikke om det.

I retten fremlægger min forsvarsadvokat den helt store søforklaring. Vi skulle bare ud og lave havearbejde, siger han. Maskerne var for at undgå at få insekter i munden, luftvåbnet var bare til hobbybrug. Det er ikke til at forstå, men politiet kan ikke bevise, at vi har haft til hensigt at begå røveri, og jeg bliver løsladt.

“Hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt?”

7.

DER LIGGER EN kiosk ikke langt fra, hvor jeg er flyttet hen på Nørrebro. Ejeren er pakistaner og sælger også lidt mad ud af huset. Da jeg kommer ud af fængslet, er jeg 27 år. Jeg begynder at hænge ud dernede og bliver venner med ejeren. En aften inviterer han mig ind i baglokalet og byder mig på et glas whisky. Jeg hiver en pose op af baglommen og tilbyder ham en streg. ’Pakistaneren’ siger ja.

Drengene fra Christiania kommer også i kiosken. Vi sælger stoffer, hælervarer og våben. Unge fra gaden kommer ind med bytte fra indbrud, som de har begået i lejligheder. Jeg giver dem en ’plov’ eller en tusse for en MacBook for eksempel, som jeg sælger videre til en marokkaner, jeg kender. I Marokko kan han sælge dem for flere tusind på det sorte marked, siger han.

Ude foran ligner det enhver anden kiosk. Men i baglokalet har vi våben, stjålne gps’er, mountainbikes, computere, smykker, parfumer, barbermaskiner, el-tandbørster og støvsugere. Vi skubber coke, amfetamin, hash og MDMA. Coken sælger vi i sugerør, som vi forsegler ved at brænde dem i begge ender. Indeni er der 0,8 gram.

Vi samarbejder med de forskellige bander og navigerer i deres rivalisering. En dag får jeg fingrene i en sending heroin. Jeg beslutter mig for at ryge det for at teste det. Det er et par dage før nytårsaften. Jeg ligger i en seng hos en kammerat, som også ryger med. Først føles rusen som at ligge på en strand, varme bølger skyller ind over mig. Pludselig hopper min hund op i min seng, og min rus forvandles til et mareridt. Hver eneste rystelse føles, som om min krop er ved at blive revet midtover. Jeg bliver søsyg, kravler på alle fire ud i opgangen, ned ad trappen. Min hund følger med. Jeg åbner døren, får frisk luft. Jeg føler mig lille, ynkelig, kravler op ad trappen og lægger mig i fosterstilling i min seng. 

8.

ET HØJTSTÅENDE BANDEMEDLEM beder mig tage imod en sending fra Holland. Jeg får et koordinat på Sydsjælland. Han stiller en bil til rådighed og siger, at jeg skal dukke op på en rasteplads. Han giver mig også to telefoner. En til at kommunikere med banden, en til chaufføren, der skal komme.

Ved midnat er der ikke et øje på rastepladsen. Jeg sidder og venter. Tiden går langsomt. Aftalen er, at chaufføren skal komme inden for en time, men efter to er der stadig ikke sket noget. Der er helt stille udenfor. Jeg skriver til chaufføren og spørger, hvor han bliver af. Der går en time mere. Jeg begynder at blive utålmodig. Så modtager jeg en sms.

”Fem minutter.”

En lastbil kommer trillende ind på rastepladsen. Chaufføren stiger ud og åbner to opbevaringsbokse på siden af lastbilen. Han tager fire store poser ud, som jeg pakker i tasker, jeg har medbragt. I poserne er der 20 kilo MDMA, 20 kilo amfetamin, 10 kilo kokain og 25 kilo hash. 

Jeg kører hjem, mens det er ved at blive lyst. Jeg tænker, at hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt? Jeg banker på. Lyset bliver tændt, døren åbner. 

”Vi troede, du var blevet knaldet, brormand,” siger de. Det er fire timer siden, jeg skulle have været på adressen. Jeg får en smøg og lidt alkohol. Nervøsiteten aftager.

Jeg bliver betalt med penge og en andel af stofferne. Amfetaminen og kokainen tager jeg med hjem i min lejlighed. Jeg køber opvaskebaljer, rørepinde, kartoffelmel, vodka, en vakuummaskine og en vægt. I mit køkken hælder jeg et kilo uforarbejdet amfetamin ned i baljen. Konsistensen minder om marcipan. Det stinker af kemikalier, og jeg dækker mit ansigt med et viskestykke. Jeg blander det op med kartoffelmel og tilsætter frugtfarve og vodka. Vodkaen får det til at lugte af sprit, så folk tror, det er stærkt. Et kilo ’marcipan’ bliver til otte eller 10 kilo færdig amfetamin.

Kokainen derimod skal røres sammen med laktose. Da den er blandet, sprøjter jeg den med tandlægebedøvelse og diesel. Det snyder hjernen til at tro, at coken er stærkere, end den er, når man sniffer den. På et autoværksted bliver den presset til hvide plader. Jeg opbevarer stofferne i fryseren, til de er klar til at blive fordelt i små poser og solgt videre. Et gram kokain, der koster mig 80-100 kroner, kan sælges videre for 500-600. Jeg er helt blæst på stoffer og tænker ikke over, hvad det er, jeg laver, jeg tænker kun på at skaffe penge. 

“Betjentene har netop været forbi min lejlighed. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, knive og pigtråd.”

9.

JEG BLIVER UVENNER med Pakistaneren. Jeg skylder ham penge, siger han. Aftaler går i vasken, der opstår mistillid, og samtidig bliver Latino knaldet i en lufthavn i Sydamerika. Han er taget dertil for at hente kokain og bliver fængslet på livstid i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Vores crew, der før fungerede som en enhed, bliver splittet. 

Jeg bor ikke langt fra kiosken, men får min post leveret til en lejlighed nord for København, hvor Pakistaneren huser nogle landsmænd, der arbejder i et transportfirma, han driver ved siden af. Han tager posten med ind til kiosken. I bunken ligger et brev fra politiet. Der står, at de overvåger mig. Politiet har pligt til at informere, når overvågningen har stået på i tre måneder. Jeg skifter telefon og beder Pakistaneren om at gøre det samme. Når jeg ryger, bliver jeg paranoid, og jeg bliver overvældet af skam og skyld. Jeg hallucinerer og ser mennesker, som jeg har snydt eller svigtet. De kommer for at gøre mig fortræd. Lige så høj jeg kan blive, lige så stor er nedturen bagefter. Derfor bliver jeg hurtigt høj igen.

Ikke længe efter opsøger en af mine faste kunder mig. Han fortæller, at Pakistaneren går rundt og viser brevet fra politiet, hvor der står, at jeg er overvåget, og at han overtaler mine kunder til at købe coke af ham i stedet. 

Generalen har lært mig, at nogle af de ældre betjente bliver hyret til at gå rundt for at observere i miljøet. Nogle er udstyret med en mikrofon, andre tager noter af samtaler, de overhører. Man kan kende dem på skoene, sagde han, de er sorte og fra Ecco. 

Jeg begynder at bemærke dem i spillehallerne, hvor de sidder og hænger. Min paranoia bliver værre. Jeg beslutter mig for at flytte mine ting fra kiosken så diskret som muligt. Hos en veninde gemmer jeg coke og amfetamin i fryseren og hash og MDMA på loftet. Et andet sted opmagasinerer jeg våben og hælervarer. 

En dag kommer en afrikansk kunde ind i kiosken: ”Homie. Try to look up there and there,” peger han over på den anden side af gaden. ”Fucking cameras,” siger han.

Alle indgange er overvåget. Jeg siger til Pakistaneren, at jeg ikke længere vil være en del af kiosken. 14 dage senere hører jeg, at der har været razzia. Politiet finder ikke andet end lidt kokain og hash og et par stjålne bærbare computere. Et par højtstående bandemedlemmer bliver knaldet, Pakistaneren stikker af. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg går fri. Måske er politiet ude efter større fisk.

“Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig.”

10.

”KÆRE MOR, du skal ikke blive nervøs, jeg har bare brug for at låne nogle penge af dig.”

Jeg mangler 25.000, og min eneste udvej er at ringe til min mor. I den anden nede af røret går hun i chok. Sammen med en ven kører jeg hjem til hendes lejlighed, hvor hun bor med sin nye mand. Vi er lige ankommet, da tre patruljevogne ruller op foran lejligheden. Det er min mor, der har kontaktet dem. Hun har også ringet til min far, som er på vej. 

Betjentene har netop været forbi min lejlighed, fortæller de. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, flere knive og pigtråd. De tager mig med på stationen og beder mig fortælle, hvem der er efter mig. Jeg nægter. 

”I ved godt, hvad der sker, hvis jeg siger noget,” svarer jeg. Jeg frygter ikke kun for mig selv, men også for min familie. 

Nogle måneder inden har jeg fået en ny makker. Aftalen er, at han tager sig af det beskidte arbejde. Han er gammel soldat og har levet på gaden i mange år. Det er ham, der afpresser folk, inddriver gæld. Jeg er ikke selv i stand til den slags. Selvom det selvfølgelig ikke er meget bedre, er det nemmere for min samvittighed at overlade det til andre.

En dag kommer ’Soldaten’ forbi og siger, at han har et job. Jeg mødes med et bandemedlem, som giver mig et stykke papir med en adresse. På adressen kommer en bil forbi. Bilmærket står på papiret, så jeg kan genkende den. Jeg sætter mig ind og modtager kokainen, som jeg skal pakke om og sælge videre. Aftalen er, at vi skal afregne en måned senere.

Soldaten og jeg kører rundt på natklubber og sælger. Men vi får for lidt søvn, går skævt af hinanden, og mit forbrug er større end min indkomst. Sidst på måneden mangler vi penge. Drengene fra crewet på Christiania giver mig et ultimatum. Hvis jeg vælger Soldaten, vælger jeg dem fra. Jeg vælger crewet og tager på technofestival.

Da jeg kommer tilbage til København, mangler mit fjernsyn, mit anlæg og min computer. Mine penge og min coke er også væk. På min telefon er der en sms, hvor der står: ”Hvis det er sådan, du vil have det, så værsgo.”

Jeg prøver at ringe Soldaten op, men nummeret er lukket. Et par dage senere er der deadline. To mænd dukker op foran min lejlighed ved middagstid. De giver mig to timer til at skaffe pengene. 

Det er derfor, jeg ringer til min mor. 

Efter politiet har afhørt mig, kører min far mig til Nordsjælland, hvor min bedste ven Nicolai bor. Jeg kan ikke længere skjule mit liv for min far. Men han kender ikke den verden, jeg lever i, og jeg tror ikke, han er klar over, hvor galt det virkelig er. Jeg prøver at berolige ham og fortælle, at det nok skal gå. Jeg siger, at det ikke er min skyld, at jeg er blevet røvrendt. Det er sådan, jeg føler. Jeg har ingen selverkendelse.

Den næste måneds tid gemmer jeg mig hos Nicolai. Min telefon kimer. Jeg får trusler, de forsøger også at presse mine venner. Jeg får to fra crewet til et køre ind til banden for at aflevere en stjålen firhjulstrækker, en motorcykel og penge, jeg har skaffet. Jeg tænker, at jeg har betalt min gæld.

Jeg vender langsomt tilbage til byen. En bande opsøger mig og vil have mig til at sælge. Det er fristende, for jeg skal bruge penge til mit misbrug, men noget i mig siger, at jeg skal ud. Politiet er i hælene på mig, min lejlighed er blevet raseret flere gange, og min familie er ikke længere tryg ved mig. En dag kommer en BMW kørende op på siden af mig. To gutter stiger ud, beder mig følge med.

”I har fået jeres penge,” siger jeg. Tyvekoster i stedet for kontanter var ikke en del af aftalen, svarer de. De siger, at de bare vil snakke. Til sidst får de mig overtalt. Jeg sætter mig ind. De vil ikke slippe mig, før de har fået hver en krone, jeg skylder. Desperat prøver jeg at fortælle dem om et pengeskab, jeg har planlagt at bryde ind i.

Vi kører hen til den gade, hvor banden holder til. De siger, at jeg skal vente i bilen. Men de har glemt at låse den. Jeg sniger mig ud og kigger ind ad et kældervindue. Der står en stol midt i lokalet. Jeg kan se, at de er ved at gøre den klar til mig. Rummet er fyldt med værktøj. Jeg ved, hvad de kan finde på. Langsomt går jeg ned for enden af gaden for ikke at vække opmærksomhed. Så løber jeg alt, hvad jeg kan.

11.

JEG GEMMER MIG i en lejlighed på Amager. Det er folk, der tager hårde stoffer, medicin og drikker sig fra sans og samling, der samles her. Dagen begynder med, at der bliver linet et bong-mix op. Vi ryger 7-8 hoveder på tom mave, så kommer der bajere på bordet. Jeg skaffer penge til stoffer ved at tage i Magasin og Illum og stjæle parfumer og tøj. I Netto stjæler jeg culottesteg. Når jeg er ude, går jeg med hætten trukket op. Jeg er bevæbnet med tåregas og kniv. Jeg går kun ud om aftenen og ad bestemte ruter.

I lejligheden ryger jeg crack på toilettet. Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig. Flere gange er jeg tæt på at tage en overdosis. Jeg falder om, går i krampe, fråden løber ud af munden.

Mine venner har vendt mig ryggen. Engang var jeg ham, der var karismatisk og havde de rigtige forbindelser. Ham, der gik forrest til festerne. Nu er jeg en junkie med gule øjne, et skvat, et skod. Jeg får at vide, at der er en dusør på 100.000 til den første, der stikker en kniv i maven på mig.

Efter en måned i lejligheden er mit liv et helvede, jeg er nødt til at få fred. Den eneste vej ud er at tage mit eget liv. Tanken om at forsvinde føles rar. Jeg har stoffer og piller nok til at gøre det. Jeg er overbevist om, at ingen vil savne mig. Jeg folder mine hænder, beder fadervor. Mens jeg sidder der, får jeg et syn. Jeg ser mig selv i en kiste. Jeg ligger nede i den åbne grav og kigger op. Rundtom står min familie. Pludselig bliver jeg mere klar i hovedet. Jeg er nødt til at bede om hjælp.

12.

JEG ER 30 år og sidder på et misbrugscenter og taler med en sagsbehandler. Jeg er ligeglad, hvor de sender mig hen – jeg skal bare ud af byen. Han skal forstå, at hvis jeg ikke kommer ud af København, bliver jeg slået ihjel. En pusher har jagtet mig med en kædelås på vej til bussen. Og jeg får stadig trusler på min telefon. 

Jeg er gået under jorden og er nødt til at registrere mig i systemet for at få hjælp. Jeg bliver afhørt af politiet. Efter 14 dage kommer jeg væk og bliver sendt i døgnbehandling, hvor jeg møder en behandler, som selv har været en del af miljøet for mange år siden. En aften på behandlingsstedet ringer et bandemedlem. Han siger, at hvis jeg ikke møder op med pengene, jeg skylder, vil det gå ud over min familie. Jeg afbryder min aftenterapi og løber ind på mit værelse. Liggende på alle fire folder jeg hænderne og beder. Jeg ved ikke, om det er til Gud, men jeg kalder på noget, der er større end mig selv. Et par dage senere læser jeg i en avis, at han er blevet stukket ned. Gerningsmændene har ramt ham i hovedpulsåren i låret, og han er forblødt.

Jeg gennemfører tre måneders behandling og bliver clean. Tilbage i København fortsætter jeg i dagbehandling. Der er stadig en dusør på mit hoved, og jeg er rædselsslagen. Jeg sletter min gamle Facebook-profil og får nyt telefonnummer. Jeg begynder at dyrke kampsport, så jeg kan forsvare mig selv, hvis nogen kommer efter mig. Jeg lærer at meditere, og jeg melder mig ind i Narcotics Anonymous, hvor jeg også hjælper andre narkomaner. Jeg bliver tilbudt en ny identitet, men jeg kan ikke få mig selv til at opgive min familie.

Man forlader ikke det kriminelle miljø fra den ene dag til den anden. Min gæld og mine fjender venter på mig, men tingene kan også pludselig vende i det miljø. Mange af dem, der er efter mig, forsvinder. Nogle dør, nogle ryger i fængsel, og nogle ender på den lukkede. Med tiden falder jeg langsomt ud af deres bevidsthed.

“Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven af en overdosis.”

13.

DER ER 12 trin i Narcotics Anonymous’ program. Trin nummer otte går ud på at lave en liste med navnene på dem, man har gjort fortræd, og som man skal bede om tilgivelse. Jeg opsøger dem én efter én og siger undskyld. Jeg tager blomster med for at vise, at jeg kommer med fred. Nogle af dem afviser mig, andre vælger at lytte. Jeg har en gammel veninde, som arbejder som bestyrer af et supermarked. Hun har slået hånden af mig. Jeg har svigtet hende og stjålet fra hende. Jeg prøver at ringe, men hun tager ikke sin telefon. I stedet opsøger jeg hende på arbejde. Jeg spørger, om hun har to minutter. Hun kigger på mig og tøver. Jeg spørger igen. Hun siger ja. Vi går ud i baglokalet. Jeg fortæller hende, at jeg er dybt ulykkelig over den måde, jeg har behandlet hende og vores venskab på. Jeg var været styret af stofferne, men jeg er kommet ud, og jeg vil gerne undskylde af hele mit hjerte. 

”Det er okay,” siger hun, men jeg kan mærke, at hun ikke er overbevist. Det gør mig ked af det, men jeg forstår, at det kan være svært at tilgive alt det, jeg har gjort.

Jeg bliver idømt 200 timers samfundstjeneste, som jeg afsoner. Jeg lider af PTSD, og kommunen tilbyder mig revalidering. Jeg gennemfører endelig HF og kommer ind på pædagogseminariet. Omtrent samtidig møder jeg en kvinde, som jeg bliver stormende forelsket i. Det tager lang tid at vinde hendes tillid. Hun bliver rasende, når jeg fortæller, hvad jeg har gjort. Men hun hjælper mig også med at sætte udtryk på mine følelser. Jeg har lagt min fortid bag mig, jeg har ændret mig. I dag er hun min forlovede.

Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven Nicolai af en overdosis. 

Jeg fortryder dybt, at jeg har solgt stoffer til mennesker, som har taget skade. Jeg fortryder, at jeg har været med til at ødelægge deres liv. Jeg fortryder alt det, jeg har budt min familie, og det svigt, jeg har udsat dem for. Jeg er uendelig taknemmelig for, at livet har givet mig en ny chance. Var tingene gået anderledes, sad jeg i fængsel, på den lukkede eller var død. Indimellem vågner jeg stadig om natten med mareridt. Noget inden i mig er ødelagt for altid. 

Den tidligere pusher arbejder i dag på et bosted for socialt udsatte. Han er også misbrugskonsulent og holder foredrag om sin fortid som stofmisbruger. Hans navn og identitet er redaktionen bekendt, men er ligesom en række andre navne og personer i denne artikel sløret af sikkerhedsmæssige hensyn.

Nye importveje, højere priser, hjemmeblandet narko, tilbagefald og misbrugere, der har fået tæsk, fordi de ikke kunne skaffe kontanter til narkogælden. Corona-virus og de lukkede grænser har ikke kun ramt det etablerede samfund, men også det illegale.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Torben Huss/Ritzau Scanpix

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

”HASH?”

 Det simple spørgsmål – ofte stillet af en delvist maskeret ung mand i dunjakke på en elektrisk cykel – var ikke usædvanligt at høre på de københavnske gader, efter at regeringen lukkede samfundet ned 11. marts. Med hegn og afspærringsbånd lukkede Christiania i dagene efter, dermed også Pusher Street, og pusherne var nu pludselig tvunget væk fra deres vante græsgange. Ud på gaderne, først og fremmest på og omkring Christianshavn, ud i parkerne, ud foran metrostationerne og ifølge Rune Nielsen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, som står for politiindsatsen på Christiania, særligt ud på Christianshavns Vold bag Fristaden, hvor der også blev solgt hårde stoffer.

”Vi så hurtigt en masse lykkeriddere stille sig op ude på voldene for at fange de kunder, der normalt ville komme på Pusher Street. Det var gamle kendinge af politiet, men også folk, der ikke på forhånd var kendt for at sælge stoffer, som så deres snit,” fortæller Rune Nielsen, hvis specialenhed under lukningen har været massivt til stede på Christianshavn for at gøre livet svært for pusherne. Efter genåbningen af Christiania holdes hashboderne fortsat lukket, pusherne har ved redaktionens slutning stadig ingen boder, men det er ikke kun hashsalget, der er blevet påvirket af corona-krisen og de lukkede grænser i næsten alle EU-lande.

”Lukningen af grænserne skabte turbulens i narkomiljøet, og det øger risikoen for spændinger mellem banderne, som er de primære aktører på markedet,” siger Henrik Sønderby, centerchef i Nationalt Efterforskningscenter hos Rigspolitiet. 

Ifølge centerchefen har politiet ikke set en voldsom stigning i bandekonflikter affødt af corona-krisen, men importen af heroin, der typisk kommer fra Asien og skal krydse mange landegrænser, inden det når til Danmark, er blevet påvirket af grænsekontrollen, fortæller han. 

”Særligt de første uger var der mangel på heroin, og der er stadig ikke så meget heroin på markedet, som der var før corona.”

”COKEN ER STEGET fra 500-600 kroner per gram til nu at være op mod 1.000 kroner. Heroinen er steget fra 500 kroner per gram til 700-800 kroner, og efter Christiania lukkede ned, er det tæt på umuligt at få fat i hash,” sagde Hus Forbi-sælger Wesley, der bor på Mændenes Hjem i Istedgade, i hjemløsemagasinets april-udgave.  

På Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet er lektor Thomas Friis Søgaard i jævnlig kontakt med folk i hele landet, som arbejder med stofbrugere. Han fortæller, at han har fået blandede meldinger om stofbrugernes adgang til narkotika under corona-krisen, men at særligt én bekymring går igen:

”Når der opstår mangel på stoffer, kan pusherne eller stofbrugerne selv finde på at ’cutte’ (blande, red.) dem op for at få dem til at række længere – med risiko for, at de blandes med produkter, som kan gøre dem mere skadelige,” siger Thomas Friis Søgaard. Han forklarer, at man i blandt andet Fredericia – også kaldet ’Morfin-byen’ – tidligere har set eksempler på stofbrugere, som er begyndt at bruge kraftig smertestillende medicin som Fentanyl, der er ekstremt afhængighedsskabende. I USA slår den såkaldte opioidkrise hvert år mange tusind mennesker ihjel, og Thomas Friis Søgaard oplever en bekymring for, at corona-virus kan blive en katalysator for en lignende udvikling i Europa:

”Man skal forstå, at det er langt sværere at komme ud af et morfinmisbrug end af et hashmisbrug. Abstinenserne er meget mere voldsomme,” siger han.

PÅ HERBERGSCENTRET SUNDHOLM på Amager bor nogle af landets mest udsatte borgere i midlertidige botilbud – heriblandt tidligere somaliske børnesoldater. Normalt er der masser af aktivitet ind og ud af herberget, der ud over de faste beboere frekventeres af besøgende hjemløse og stofbrugere. Kort efter corona-virussens udbrud i Danmark besluttede herbergets leder, Marie-Louise Dyhrberg, at lukke ned for besøg på herbergscentret for at undgå uoverskuelig smittespredning. 

Der blev angivelig stadig solgt stoffer internt på herberget, fortæller hun, men efter besøgsforbuddet rykkede en stor del af salget uden for murene, hvor det er sværere for personalet at se, hvad der foregår. 

”Stofbrugernes behov er lige så stort, og pusherne er lige så skruppelløse, som de hele tiden har været. Vi har stadig haft overdoser under corona,” siger Marie-Louise Dyhrberg, der ikke har bemærket, om stofbrugerne på herberget har fået sværere ved at skaffe stoffer, eller om stofferne er blevet dyrere under corona-krisen.

Men da det danske samfund lukkede ned, opstod et andet problem for beboerne: Mange af de mest udsatte borgere har hverken dankort, MobilePay eller NemID, og derfor hæver de alle deres penge i banken ved hjælp af et særligt ID-kort fra herberget. Da bankerne lukkede, forsvandt deres adgang til kontanter fra den ene dag til den anden.

”Jeg har set rædslen i beboernes øjne, når de fik at vide, at de ikke kunne hæve kontanter. Pusherne står og venter på dem, når de skal op og hæve kontanthjælp den første i måneden. Hvis de ikke kan betale deres gæld, risikerer de at få tæsk. Der var en ung fyr herude, som blev pryglet med et jernrør, angivelig fordi han skyldte penge,” siger Marie-Louise Dyhrberg, som etablerede en låneordning for beboerne gennem Københavns Kommune, som Sundholm hører under. 

Marie-Louise Dyhrberg fortæller også, at corona-krisen er gået særlig hårdt ud over de stofbrugere, som ellers havde fået etableret en nogenlunde velfungerende hverdag. 

Det samme oplever Reden i både København og Aarhus, et være- og rådgivningssted for kvinder i misbrug og prostitution.

”De fik frataget muligheden for at gå på arbejde. Fraværet af faste rammer har betydet, at vi har set nogle ret voldsomme tilbagefald. Det betyder, at kvinderne nu har brug for en massiv støtte for at opnå en form for stabilitet igen,” siger Vickie Bak Laursen, leder af Reden i København.

NARKOTIKAMARKEDET er fleksibelt, og de kriminelle tilpasser sig hurtigt, forklarer centerchef i Rigspolitiet Henrik Sønderby. På grund af de lukkede grænser er det blevet sværere at importere stoffer via bil, men lastbiler har hele tiden kunnet krydse grænsen, og den erhvervsmæssige skibsfart har heller ikke været påvirket. 

”Mens de kriminelle før kørte via Spanien og Holland og videre til Danmark i bil med hash fra Nordafrika eller kokain, der er blevet sejlet ind fra Syd- og Mellemamerika, har de nu skiftet til lastbils- eller skibstrafik. Skibene kommer typisk til Danmark via Holland, Belgien og Tyskland. Hos Toldstyrelsen har man set en stigning i mængden af narkotika, som sendes via pakker og kurér,” siger Henrik Sønderby.

De nye importveje har dog ikke gjort politiets arbejde sværere, fortæller han, for selv om transporten flytter sig, kan Rigspolitiet stadig opspore en del forsendelser ved hjælp af internationale efterretninger og politinetværk samt et stort kendskab til, hvordan eksempelvis skibstransport af narkotika fungerer. Politiet kender de sædvanlige ruter, som de kriminelle benytter. Der er oftest tale om containerskibe, og hvis et skib lægger til bestemte steder undervejs, ved Henrik Sønderby og hans kolleger, at de skal holde øje med fragten.

Efterhånden som samfundet er lukket op igen, er priserne på eksempelvis heroin også ved at vende tilbage til sit normale leje, siger han:

”Prisen på stoffer steg umiddelbart efter grænselukningen, men siden har den reguleret sig. Ifølge de seneste meldinger, vi har fået, er den på sit sædvanlige niveau,” siger Henrik Sønderby, der vurderer, at corona-krisen ikke kommer til at få langvarige konsekvenser for narkotikamarkedet. Så snart grænserne åbner igen, vil alt være ved det gamle.