Indlæg

Han var 14, da han begyndte med lidt hash til en fest i en lille sjællandsk provinsby. Så tog det fart. Nedad. I 13 brudstykker fortæller en tidligere pusher om sin vej ind i den københavnske underverden, indtil stofferne tog overhånd.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Mark Kjærgaard

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

1.

JEG ER TIL FEST, og Niller siger, at han og rødderne skal ud og ryge. Jeg er 14 år, går i 8. klasse i en lille by på Sjælland, og Niller er nogle år ældre end mig. Han er fra nabobyen, han går i lædervest, og hans hår er langt og mørkt. I sin lomme har han en gennemsigtig plastikpose med en stor, brun klump hash. Jeg ved, hvad det er, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg har fået nogle øl, og jeg er beruset. ”Må jeg komme med?” spørger jeg.

Ikke langt derfra ligger en bygning, som tilhører Jehovas Vidner. Bag den er et skur. Vi bryder ind i det og tænder en joint, som går på runde. Jeg tager et hvæs. En varme breder sig indefra og ud i min krop. Mine knæ bliver bløde, jeg får sommerfugle i maven. Jeg er skæv, snubler over ordene, men jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke længere over, om det, jeg siger, er sejt eller rigtigt. Jeg flækker af grin. Jeg får ’fråderen’ på og tænker på pizza og pommes frites med salatmayonnaise. 

Tilbage til festen danser jeg til Prodigy. Jeg kan mærke rytmen i alle mine celler. 

Niller i lædervesten er rockersupporter for Hells Angels. Han bliver mit nye idol. Han har tjald, og jeg vil gerne ryge igen. Jeg skaffer en halvtredser eller 100 kroner og køber mig nogle gange en klump. Så har jeg nok til et stykke tid. Jeg føler, at jeg har fundet et middel, der gør mig fri og får mig til at være den, jeg virkelig er.

Jeg kommer fra et godt hjem, jeg har fået en god opdragelse. Jeg ved, at stoffer er noget, man skal holde sig fra. Men et par år forinden er mine forældre blevet skilt, og det er hårdt. Jeg bliver rodløs, og jeg gør oprør. Hashen er en del af det. Jeg spiller på førsteholdet i badminton, går til taekwondo og klarer mig godt i skolen. Men det er pludselig ikke længere vigtigt for mig. Min søster går en klasse over mig, jeg skriver hendes opgaver af, så mine forældre ikke opdager, at jeg er stoppet med at læse lektier. De bemærker godt, at min adfærd ændrer sig, men de tror, det er en fase, der går over. 

Hjemmefra har jeg lært at smile og være en god dreng. Og jeg ved, hvordan jeg skal begå mig socialt. I klassen har jeg altid en undskyldning parat, når jeg skal fremlægge. Enten har jeg ondt i maven, eller også skal jeg til tandlægen. I ungdomsklubben ser medarbejderne mig flere gange gå ud af en bygning, der er kendt som et sted, hvor der bliver taget stoffer. Men jeg holder mit cover.

Til 9. klasses afgangseksamen skal jeg op i mundtlig dansk. Jeg har lånt min søsters noter, men de passer ikke til pensum. Jeg trækker et digt af Steen Steensen Blicher. ’Præludium’ hedder det. Jeg læser det, men jeg forstår ikke engang titlen. Jeg mærker angsten for første gang. Min søster har sagt: ”Bare vær selvsikker, lad, som om du har styr på det.” Men jeg sidder foran lærer og censor og kan ikke længere skjule mig. Karakteren er 03. Udenfor kan jeg se mine klassekammeraterne stå og sitre af spænding. For dem er det en stor dag. For mig er det mit livs første, store nederlag.

2.

DET ER NAT, og jeg er på Christiania med en ven. Pusherne er gået hjem, og vi er på jagt efter rester, som vi plejer. Tilbage i boderne ligger der altid ’noller’ eller hele klumper. Er man den første, når en pusher er gået hjem fra en vagt, kan man godt skrabe tre eller fire gram sammen. Vi står midt på Pusher Street, da min ven pludselig kalder på mig fra en af boderne:

”Hey, kom med, vi skal ud herfra,” siger han.

Da vi kommer ud, tager han en pakke op af lommen. I den ligger en stor klump hash, som en pusher har glemt. Der er mindst 300 gram. For første gang har vi mere hash, end vi kan nå at ryge. Jeg er 16 år, går på efterskole i København, og jeg sælger lidt til de andre elever og lidt til skaterne og graffitimalerne. Det er mit tredje efterskoleophold. Det første sted blev jeg smidt ud for at ryge hash. Det andet sted dumpede jeg mine eksamener. Her spiller jeg musik og går til drama, og jeg hænger ud efter skole med en gruppe, der godt kan lide at ryge. 

Om aftenen tager vi på Staden. Når nattevagten på skolen har gået sin runde, koordinerer vi på sms og mødes bag buskene. Vi tager ind til Hovedbanegården og stiger på bus nummer otte, som kører direkte til Christiania. Derude er der boder med svampe fra Mexico og Island. En af de første gange, jeg prøver dem, er i en park med vennerne fra efterskolen. At trække vejret føles surrealistisk, og jeg kan se luften, jeg udånder. Vi prøver også at ryge ’spand’. En erfaren ryger viser os, hvordan man fylder en halvandenliters colaflaske med røg og sænker den ned i en balje med vand. Vi suger så meget, vi kan. Der går sport i, hvor skæve vi kan blive, og flere får nærmest psykoser. 

Igen får jeg lortekarakterer til mine eksamener. Og igen mærker jeg angsten og skammen, der kommer væltende. Jeg føler mig lille. Til eksamen får jeg smasket ind i ansigtet, at jeg ikke kan noget. At jeg er en sølle misbruger. Jeg ryger min indlæringsevne væk. Jeg kan ikke sidde stille, og hvis jeg åbner en bog, går der tre minutter, så er jeg ved at falde i søvn. Jeg ved, at der er noget galt, men jeg tør ikke indse det, tør ikke bede om hjælp. Hvad vil mine forældre ikke tænke? 

3.

”BARE BEHOLD RESTEN.”

Jeg har fået job som hotel-piccolo på Vesterbro og har hentet en tandbørste og en pakke smøger til en gæst, som har taget en champagnepige med på sit værelse. Han stikker mig en tusindkroneseddel, og jeg putter 900 kroner i lommen. For første gang i mit liv får jeg en fast hyre, og jeg bor i en lejlighed i København med min søster.

Bagageservice og drikkepenge tjener jeg også godt på. Når der kommer fire busser fyldt med kinesere, kan jeg lave 400 kroner per bus for halvanden times arbejde. Jeg finder også stoffer, smykker, kontanter, tøj, punge og ure, som gæster på hotellet har glemt. 

Nogle af os, der arbejder på hotellet, bliver hyret til privatfester i byen. Jeg arbejder som bartender og sælger drinks og joints, som jeg ruller. Hurtigt lærer jeg, at gæster ofte bliver uopmærksomme, når de har fået nogle drinks indenbords. Kommer de med en stor seddel, kan jeg give dem et par hundrede for lidt i byttepenge og stoppe fortjenesten i lommen. De får et gratis shot og opdager intet. 

Pludselig har jeg penge. På Christiania inviterer jeg folk hen til mit bord på Café Abegrotten. Jeg køber sodavand og joints til dem, og vi hænger ud og spiller bordfodbold. Kort inden jeg fylder 18, bliver jeg fyret fra hotellet. De vil ikke betale en voksenløn. Efter fyringen hænger jeg mere og mere på Staden. Samtidig bliver der etableret et crew på Christiania – de hører hiphop, står på skateboard, ryger hash, maler graffiti og siger, at de ikke giver en fuck for noget. 

Jeg ser op til flere af dem. En dag sidder jeg i Abegrotten, da en fra crewet kommer hen til mig. Han spørger, om jeg vil være med. Vi underskriver på en pølsebakke: ”Welcome in the crew, my brother,” skriver han med en tusch. Crewet giver mig en følelse af fællesskab, som jeg aldrig har haft før. Endelig er der nogen, der forstår mig. Vi laver småkriminalitet og tager til fester, hvor vi fucker os selv op på ecstasy, kokain og amfetamin og scorer. Grundlæggeren af crewet tager mig med på tur i København for at møde de andre. Vi støder ind i en lille gruppe på Hovedbanegården. Blandt dem er Nicolai, som bliver min bedste ven.

Nicolai kender en talsmand for en indvandrerbande. En af talsmandens kontakter har adgang til kokain. Han sælger kun store partier. Vi køber 100 gram af ham for at sælge det videre. Jeg afsætter lidt til privatfester, men der går ikke lang tid, før coken er væk. Vi har festet for meget, sniffet for meget selv. Ikke længe efter står pusheren og skal have sine 35.000 kroner. 

”Hvis pengene ikke ligger der i morgen, får I en dummebøde,” siger han. Heldigvis lykkes det Nicolai at skaffe pengene. Jeg opdager, at den her verden ikke er for sjov. Alligevel bliver jeg i den.

4.

JEG MØDER ’GENERALEN’ gennem en anden ven. Generalen er taxachauffør, men det er ikke det eneste, han laver. Gennem årene er han kommet på alle thai-bordeller i byen, og han har også gode kontakter på en af Københavns mest kendte stripklubber. I sit job møder han mange af de udenlandske kvinder, som kommer til København for at strippe eller arbejde som champagnepiger. 

Generalen kan godt lide kvinder og kokain og ved, hvordan man får fat i begge dele. Han taler fransk med nogle afrikanere på Vesterbro, og de har stoffer. Vi flytter ind i en lejlighed på Østerbro sammen – en af mine venner, Generalen og jeg. Jeg går på HF, min ven arbejder på et bibliotek, og Generalen kører taxa. Om aftenen sælger vi coke.

Det er mig, der er det hvide bud. Jeg cykler ud med kokainen på min BMX. Hvis vi har flere stop, tager vi taxaen sammen. Det bliver hurtigt til 10-15 stop på en aften. Hvis der har været rigtig travlt, tager vi ud og ’lukker bordellet’. Vi liner streger op og køber flasker. Hvis du tager stærk kokain, kan det gå ud over potensen. Men mixer du med Viagra, får du en blodtilførsel, der siger spar fem. Vi tilbyder en ’cocktail’ til mænd, der skal på bordel – et gram coke og en Viagra-pille for 800 kroner. Kuglerne med kokain er pakket flot ind i hvidt papir og sølvfarvet folie. 

En champagnepige i stripklubben skal bruge 2-3 gram til sig selv og en kunde. Generalen forhandler salget op til fem gram plus lidt Viagra. Jeg pakker ’stashet’ under nosserne og cykler af sted på min BMX. Jeg tager for mange stoffer, har ikke sovet i et par dage. Mit misbrug er eskaleret. Jeg dropper ind og ud af HF-institutioner og kan ikke koncentrere mig. 

Hver gang jeg begynder et nyt sted, finder jeg hurtigt sammen med nogle, der også kan lide at være på stoffer. Hvis de vil tage svampe, siger jeg ja, hvis de vil sniffe, siger jeg ja. Jeg vil gerne sige fra, men jeg har ingen stopklods. Jeg kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert. Jeg er langt ude, men formår ikke at gøre noget ved det, og jeg skjuler mit misbrug for mine forældre. 

Jeg bor sammen med Generalen i otte måneder. En champagnepige begynder at komme i lejligheden. Det er Generalens dame, og hun sniffer ikke kokainen, hun ryger den. En aften sidder vi på hans værelse. Med sig har champagnepigen en glaspibe og en pose med små, hvide krystaller, som hun varmer op med en lighter på et stykke sølvpapir. Jeg ryger det.

”Når først du har røget det der, vil du aldrig have lyst til kun at sniffe en streg igen,” advarer Generalen mig. Han får ret.

5.

ALARMEN ER GÅET. Røgkanoner fylder Matas-­butikken, røgen går af, da vi brækker døren op med et koben. På gulvet ligger glasskår fra de montrer, vi har knust. En maske skjuler mit ansigt, og jeg har sorte handsker på. Jeg fylder hurtigt min blå IKEA-pose med dyre parfumer og solbriller. Overvågnings­kameraerne har vi smadret. Adrenalinen pumper. Vi er fire mand, der tømmer så meget, vi kan nå. De to sidste holder øje udenfor. Pludselig kalder de over walkie-talkien:

”I skal ud. Nu.”

På parkeringspladsen står en intetanende ung kvinde med en mobiltelefon i hånden. Det er mørkt, der er ingen andre mennesker i syne.

”Du har ikke set noget,” siger en af de andre til hende på vej væk fra butikken – i et tonefald, der ikke kan misforstås. Hun nikker, lægger mobilen væk. Vi løber ud og sætter os ind i bilerne. I baggrunden kan vi høre sirener, der kommer nærmere.

Vi kører i tunede biler, Golf og Peugeot. Tre vogne, to mand i hver. Jeg sidder i passagersædet, min makker, ’Latino’, er chauffør. Han har skabt sig et navn i miljøet, ikke så meget på at kunne køre, men på at være vild og voldsom. Det er ham, der har introduceret mig til de to, der har planlagt indbruddet. Til daglig arbejder de som anonyme ejendomsfunktionærer i en boligblok i København. De ligner ikke nogle, der begår kriminalitet. Men de har skaffet bilerne og udstyret, og de ved præcis, hvor mange minutter vi har i butikken. Vi har også en politiradio, så vi kan høre, hvad politiet laver. Alt er planlagt.

Latino kender flugtruten, men kvinden foran butikken har forpurret vores plan. Han går i panik, glemmer at dreje af. Jeg sidder ved siden af med varerne og prøver at bevare roen. I baggrunden kommer sirenerne nærmere. Latino laver en U-vending. Vi kører med 160 kilometer i den forkerte vejbane, da en lastbil kommer imod os. I sidste øjeblik svinger han tværs over kørebanen, ind foran lastbilen og ned ad en sidevej. Han kører ind og slukker motoren. Vi venter, til vi ikke længere kan høre sirenerne. Så kontakter vi de andre og kører stille og roligt tilbage mod København. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen, da vi ankommer til den parkeringsplads, hvor vi mødtes forinden. Vi fordeler byttet mellem os. Jeg lader varerne køle af en uges tid, så sælger jeg dem videre.

Crewet på Christiania har delt sig i to. Dem, der bare vil ryge, og dem, der vil lave kriminalitet. Jeg er ikke den, der siger nej til nogen af delene. Jeg tjener godt på indbruddene, men de penge, jeg får ind, bruger jeg på narko, fester og bordelbesøg. Mit misbrug koster mig 10.000 om dagen. Skolen har jeg droppet. Inderst inde ønsker jeg, at det skal være anderledes, men jeg har ikke længere nogen idé om, hvordan man lever et normalt liv. I min lejlighed ryger jeg crack. For at få en større rus tager jeg psykofarmaka, som jeg bunder med Rød Aalborg. Når rusen aftager, starter jeg forfra.

6.

MIN MAKKER LATINO har en plan. Ude i en forstad ligger en smykkeforretning. Han vil røve den ved højlys dag, siger han. De andre fra gruppen trækker sig. De synes, han er blevet overmodig. Jeg siger ja.

Først laver vi et alibi. Jeg skal passe min fars hus, mens han er på ferie, og efterlader min telefon derude, så det ser ud, som om jeg har været der, hvis de sporer mig. Vi stjæler en bil og en offroad-motorcykel. Vi skaffer også en luftpistol og maskering.

Om morgenen kører jeg mod København i den stjålne bil. Jeg samler Latino op, og vi kører hen til det sted, hvor vi har parkeret motorcyklen. Vi efterlader bilen og kører videre. Ikke langt fra smykkeforretningen holder vi ind på en sidevej i et parcelhuskvarter. Planen er, at en af os skal passe personalet op med pistolen, mens den anden fylder en pose med guld og sølv. Pludselig går det op for os, at vi har glemt at købe benzin til at brænde motorcyklen af.

Der ligger en tankstation rundt om hjørnet. Jeg trækker en kasket ned over hovedet og går derhen. Jeg fylder en dunk med benzin og køber et par sandwich med. 

Da jeg går tilbage, sidder min makker på fortovet med hænderne på ryggen. To civilbetjente står foran ham. En tredje kommer løbende bagfra, passer mig op, og lægger mig i håndjern. Vi bliver taget med masker, handsker, hammer og luftpistol.

Det viser sig, at politiet har skygget Latino. Jeg bliver varetægtsfængslet i tre uger. De sætter mig i isolation. Jeg er spærret inde 23 timer i døgnet. Politiet ransager min fars hus, inden han kommer hjem fra ferie. Han besøger mig i fængslet. Jeg lyver og siger, at jeg er helt uskyldig. At jeg bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han virker rolig, men jeg fornemmer, at han godt ved, at der er noget galt. Men vi taler ikke om det.

I retten fremlægger min forsvarsadvokat den helt store søforklaring. Vi skulle bare ud og lave havearbejde, siger han. Maskerne var for at undgå at få insekter i munden, luftvåbnet var bare til hobbybrug. Det er ikke til at forstå, men politiet kan ikke bevise, at vi har haft til hensigt at begå røveri, og jeg bliver løsladt.

“Hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt?”

7.

DER LIGGER EN kiosk ikke langt fra, hvor jeg er flyttet hen på Nørrebro. Ejeren er pakistaner og sælger også lidt mad ud af huset. Da jeg kommer ud af fængslet, er jeg 27 år. Jeg begynder at hænge ud dernede og bliver venner med ejeren. En aften inviterer han mig ind i baglokalet og byder mig på et glas whisky. Jeg hiver en pose op af baglommen og tilbyder ham en streg. ’Pakistaneren’ siger ja.

Drengene fra Christiania kommer også i kiosken. Vi sælger stoffer, hælervarer og våben. Unge fra gaden kommer ind med bytte fra indbrud, som de har begået i lejligheder. Jeg giver dem en ’plov’ eller en tusse for en MacBook for eksempel, som jeg sælger videre til en marokkaner, jeg kender. I Marokko kan han sælge dem for flere tusind på det sorte marked, siger han.

Ude foran ligner det enhver anden kiosk. Men i baglokalet har vi våben, stjålne gps’er, mountainbikes, computere, smykker, parfumer, barbermaskiner, el-tandbørster og støvsugere. Vi skubber coke, amfetamin, hash og MDMA. Coken sælger vi i sugerør, som vi forsegler ved at brænde dem i begge ender. Indeni er der 0,8 gram.

Vi samarbejder med de forskellige bander og navigerer i deres rivalisering. En dag får jeg fingrene i en sending heroin. Jeg beslutter mig for at ryge det for at teste det. Det er et par dage før nytårsaften. Jeg ligger i en seng hos en kammerat, som også ryger med. Først føles rusen som at ligge på en strand, varme bølger skyller ind over mig. Pludselig hopper min hund op i min seng, og min rus forvandles til et mareridt. Hver eneste rystelse føles, som om min krop er ved at blive revet midtover. Jeg bliver søsyg, kravler på alle fire ud i opgangen, ned ad trappen. Min hund følger med. Jeg åbner døren, får frisk luft. Jeg føler mig lille, ynkelig, kravler op ad trappen og lægger mig i fosterstilling i min seng. 

8.

ET HØJTSTÅENDE BANDEMEDLEM beder mig tage imod en sending fra Holland. Jeg får et koordinat på Sydsjælland. Han stiller en bil til rådighed og siger, at jeg skal dukke op på en rasteplads. Han giver mig også to telefoner. En til at kommunikere med banden, en til chaufføren, der skal komme.

Ved midnat er der ikke et øje på rastepladsen. Jeg sidder og venter. Tiden går langsomt. Aftalen er, at chaufføren skal komme inden for en time, men efter to er der stadig ikke sket noget. Der er helt stille udenfor. Jeg skriver til chaufføren og spørger, hvor han bliver af. Der går en time mere. Jeg begynder at blive utålmodig. Så modtager jeg en sms.

”Fem minutter.”

En lastbil kommer trillende ind på rastepladsen. Chaufføren stiger ud og åbner to opbevaringsbokse på siden af lastbilen. Han tager fire store poser ud, som jeg pakker i tasker, jeg har medbragt. I poserne er der 20 kilo MDMA, 20 kilo amfetamin, 10 kilo kokain og 25 kilo hash. 

Jeg kører hjem, mens det er ved at blive lyst. Jeg tænker, at hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt? Jeg banker på. Lyset bliver tændt, døren åbner. 

”Vi troede, du var blevet knaldet, brormand,” siger de. Det er fire timer siden, jeg skulle have været på adressen. Jeg får en smøg og lidt alkohol. Nervøsiteten aftager.

Jeg bliver betalt med penge og en andel af stofferne. Amfetaminen og kokainen tager jeg med hjem i min lejlighed. Jeg køber opvaskebaljer, rørepinde, kartoffelmel, vodka, en vakuummaskine og en vægt. I mit køkken hælder jeg et kilo uforarbejdet amfetamin ned i baljen. Konsistensen minder om marcipan. Det stinker af kemikalier, og jeg dækker mit ansigt med et viskestykke. Jeg blander det op med kartoffelmel og tilsætter frugtfarve og vodka. Vodkaen får det til at lugte af sprit, så folk tror, det er stærkt. Et kilo ’marcipan’ bliver til otte eller 10 kilo færdig amfetamin.

Kokainen derimod skal røres sammen med laktose. Da den er blandet, sprøjter jeg den med tandlægebedøvelse og diesel. Det snyder hjernen til at tro, at coken er stærkere, end den er, når man sniffer den. På et autoværksted bliver den presset til hvide plader. Jeg opbevarer stofferne i fryseren, til de er klar til at blive fordelt i små poser og solgt videre. Et gram kokain, der koster mig 80-100 kroner, kan sælges videre for 500-600. Jeg er helt blæst på stoffer og tænker ikke over, hvad det er, jeg laver, jeg tænker kun på at skaffe penge. 

“Betjentene har netop været forbi min lejlighed. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, knive og pigtråd.”

9.

JEG BLIVER UVENNER med Pakistaneren. Jeg skylder ham penge, siger han. Aftaler går i vasken, der opstår mistillid, og samtidig bliver Latino knaldet i en lufthavn i Sydamerika. Han er taget dertil for at hente kokain og bliver fængslet på livstid i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Vores crew, der før fungerede som en enhed, bliver splittet. 

Jeg bor ikke langt fra kiosken, men får min post leveret til en lejlighed nord for København, hvor Pakistaneren huser nogle landsmænd, der arbejder i et transportfirma, han driver ved siden af. Han tager posten med ind til kiosken. I bunken ligger et brev fra politiet. Der står, at de overvåger mig. Politiet har pligt til at informere, når overvågningen har stået på i tre måneder. Jeg skifter telefon og beder Pakistaneren om at gøre det samme. Når jeg ryger, bliver jeg paranoid, og jeg bliver overvældet af skam og skyld. Jeg hallucinerer og ser mennesker, som jeg har snydt eller svigtet. De kommer for at gøre mig fortræd. Lige så høj jeg kan blive, lige så stor er nedturen bagefter. Derfor bliver jeg hurtigt høj igen.

Ikke længe efter opsøger en af mine faste kunder mig. Han fortæller, at Pakistaneren går rundt og viser brevet fra politiet, hvor der står, at jeg er overvåget, og at han overtaler mine kunder til at købe coke af ham i stedet. 

Generalen har lært mig, at nogle af de ældre betjente bliver hyret til at gå rundt for at observere i miljøet. Nogle er udstyret med en mikrofon, andre tager noter af samtaler, de overhører. Man kan kende dem på skoene, sagde han, de er sorte og fra Ecco. 

Jeg begynder at bemærke dem i spillehallerne, hvor de sidder og hænger. Min paranoia bliver værre. Jeg beslutter mig for at flytte mine ting fra kiosken så diskret som muligt. Hos en veninde gemmer jeg coke og amfetamin i fryseren og hash og MDMA på loftet. Et andet sted opmagasinerer jeg våben og hælervarer. 

En dag kommer en afrikansk kunde ind i kiosken: ”Homie. Try to look up there and there,” peger han over på den anden side af gaden. ”Fucking cameras,” siger han.

Alle indgange er overvåget. Jeg siger til Pakistaneren, at jeg ikke længere vil være en del af kiosken. 14 dage senere hører jeg, at der har været razzia. Politiet finder ikke andet end lidt kokain og hash og et par stjålne bærbare computere. Et par højtstående bandemedlemmer bliver knaldet, Pakistaneren stikker af. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg går fri. Måske er politiet ude efter større fisk.

“Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig.”

10.

”KÆRE MOR, du skal ikke blive nervøs, jeg har bare brug for at låne nogle penge af dig.”

Jeg mangler 25.000, og min eneste udvej er at ringe til min mor. I den anden nede af røret går hun i chok. Sammen med en ven kører jeg hjem til hendes lejlighed, hvor hun bor med sin nye mand. Vi er lige ankommet, da tre patruljevogne ruller op foran lejligheden. Det er min mor, der har kontaktet dem. Hun har også ringet til min far, som er på vej. 

Betjentene har netop været forbi min lejlighed, fortæller de. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, flere knive og pigtråd. De tager mig med på stationen og beder mig fortælle, hvem der er efter mig. Jeg nægter. 

”I ved godt, hvad der sker, hvis jeg siger noget,” svarer jeg. Jeg frygter ikke kun for mig selv, men også for min familie. 

Nogle måneder inden har jeg fået en ny makker. Aftalen er, at han tager sig af det beskidte arbejde. Han er gammel soldat og har levet på gaden i mange år. Det er ham, der afpresser folk, inddriver gæld. Jeg er ikke selv i stand til den slags. Selvom det selvfølgelig ikke er meget bedre, er det nemmere for min samvittighed at overlade det til andre.

En dag kommer ’Soldaten’ forbi og siger, at han har et job. Jeg mødes med et bandemedlem, som giver mig et stykke papir med en adresse. På adressen kommer en bil forbi. Bilmærket står på papiret, så jeg kan genkende den. Jeg sætter mig ind og modtager kokainen, som jeg skal pakke om og sælge videre. Aftalen er, at vi skal afregne en måned senere.

Soldaten og jeg kører rundt på natklubber og sælger. Men vi får for lidt søvn, går skævt af hinanden, og mit forbrug er større end min indkomst. Sidst på måneden mangler vi penge. Drengene fra crewet på Christiania giver mig et ultimatum. Hvis jeg vælger Soldaten, vælger jeg dem fra. Jeg vælger crewet og tager på technofestival.

Da jeg kommer tilbage til København, mangler mit fjernsyn, mit anlæg og min computer. Mine penge og min coke er også væk. På min telefon er der en sms, hvor der står: ”Hvis det er sådan, du vil have det, så værsgo.”

Jeg prøver at ringe Soldaten op, men nummeret er lukket. Et par dage senere er der deadline. To mænd dukker op foran min lejlighed ved middagstid. De giver mig to timer til at skaffe pengene. 

Det er derfor, jeg ringer til min mor. 

Efter politiet har afhørt mig, kører min far mig til Nordsjælland, hvor min bedste ven Nicolai bor. Jeg kan ikke længere skjule mit liv for min far. Men han kender ikke den verden, jeg lever i, og jeg tror ikke, han er klar over, hvor galt det virkelig er. Jeg prøver at berolige ham og fortælle, at det nok skal gå. Jeg siger, at det ikke er min skyld, at jeg er blevet røvrendt. Det er sådan, jeg føler. Jeg har ingen selverkendelse.

Den næste måneds tid gemmer jeg mig hos Nicolai. Min telefon kimer. Jeg får trusler, de forsøger også at presse mine venner. Jeg får to fra crewet til et køre ind til banden for at aflevere en stjålen firhjulstrækker, en motorcykel og penge, jeg har skaffet. Jeg tænker, at jeg har betalt min gæld.

Jeg vender langsomt tilbage til byen. En bande opsøger mig og vil have mig til at sælge. Det er fristende, for jeg skal bruge penge til mit misbrug, men noget i mig siger, at jeg skal ud. Politiet er i hælene på mig, min lejlighed er blevet raseret flere gange, og min familie er ikke længere tryg ved mig. En dag kommer en BMW kørende op på siden af mig. To gutter stiger ud, beder mig følge med.

”I har fået jeres penge,” siger jeg. Tyvekoster i stedet for kontanter var ikke en del af aftalen, svarer de. De siger, at de bare vil snakke. Til sidst får de mig overtalt. Jeg sætter mig ind. De vil ikke slippe mig, før de har fået hver en krone, jeg skylder. Desperat prøver jeg at fortælle dem om et pengeskab, jeg har planlagt at bryde ind i.

Vi kører hen til den gade, hvor banden holder til. De siger, at jeg skal vente i bilen. Men de har glemt at låse den. Jeg sniger mig ud og kigger ind ad et kældervindue. Der står en stol midt i lokalet. Jeg kan se, at de er ved at gøre den klar til mig. Rummet er fyldt med værktøj. Jeg ved, hvad de kan finde på. Langsomt går jeg ned for enden af gaden for ikke at vække opmærksomhed. Så løber jeg alt, hvad jeg kan.

11.

JEG GEMMER MIG i en lejlighed på Amager. Det er folk, der tager hårde stoffer, medicin og drikker sig fra sans og samling, der samles her. Dagen begynder med, at der bliver linet et bong-mix op. Vi ryger 7-8 hoveder på tom mave, så kommer der bajere på bordet. Jeg skaffer penge til stoffer ved at tage i Magasin og Illum og stjæle parfumer og tøj. I Netto stjæler jeg culottesteg. Når jeg er ude, går jeg med hætten trukket op. Jeg er bevæbnet med tåregas og kniv. Jeg går kun ud om aftenen og ad bestemte ruter.

I lejligheden ryger jeg crack på toilettet. Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig. Flere gange er jeg tæt på at tage en overdosis. Jeg falder om, går i krampe, fråden løber ud af munden.

Mine venner har vendt mig ryggen. Engang var jeg ham, der var karismatisk og havde de rigtige forbindelser. Ham, der gik forrest til festerne. Nu er jeg en junkie med gule øjne, et skvat, et skod. Jeg får at vide, at der er en dusør på 100.000 til den første, der stikker en kniv i maven på mig.

Efter en måned i lejligheden er mit liv et helvede, jeg er nødt til at få fred. Den eneste vej ud er at tage mit eget liv. Tanken om at forsvinde føles rar. Jeg har stoffer og piller nok til at gøre det. Jeg er overbevist om, at ingen vil savne mig. Jeg folder mine hænder, beder fadervor. Mens jeg sidder der, får jeg et syn. Jeg ser mig selv i en kiste. Jeg ligger nede i den åbne grav og kigger op. Rundtom står min familie. Pludselig bliver jeg mere klar i hovedet. Jeg er nødt til at bede om hjælp.

12.

JEG ER 30 år og sidder på et misbrugscenter og taler med en sagsbehandler. Jeg er ligeglad, hvor de sender mig hen – jeg skal bare ud af byen. Han skal forstå, at hvis jeg ikke kommer ud af København, bliver jeg slået ihjel. En pusher har jagtet mig med en kædelås på vej til bussen. Og jeg får stadig trusler på min telefon. 

Jeg er gået under jorden og er nødt til at registrere mig i systemet for at få hjælp. Jeg bliver afhørt af politiet. Efter 14 dage kommer jeg væk og bliver sendt i døgnbehandling, hvor jeg møder en behandler, som selv har været en del af miljøet for mange år siden. En aften på behandlingsstedet ringer et bandemedlem. Han siger, at hvis jeg ikke møder op med pengene, jeg skylder, vil det gå ud over min familie. Jeg afbryder min aftenterapi og løber ind på mit værelse. Liggende på alle fire folder jeg hænderne og beder. Jeg ved ikke, om det er til Gud, men jeg kalder på noget, der er større end mig selv. Et par dage senere læser jeg i en avis, at han er blevet stukket ned. Gerningsmændene har ramt ham i hovedpulsåren i låret, og han er forblødt.

Jeg gennemfører tre måneders behandling og bliver clean. Tilbage i København fortsætter jeg i dagbehandling. Der er stadig en dusør på mit hoved, og jeg er rædselsslagen. Jeg sletter min gamle Facebook-profil og får nyt telefonnummer. Jeg begynder at dyrke kampsport, så jeg kan forsvare mig selv, hvis nogen kommer efter mig. Jeg lærer at meditere, og jeg melder mig ind i Narcotics Anonymous, hvor jeg også hjælper andre narkomaner. Jeg bliver tilbudt en ny identitet, men jeg kan ikke få mig selv til at opgive min familie.

Man forlader ikke det kriminelle miljø fra den ene dag til den anden. Min gæld og mine fjender venter på mig, men tingene kan også pludselig vende i det miljø. Mange af dem, der er efter mig, forsvinder. Nogle dør, nogle ryger i fængsel, og nogle ender på den lukkede. Med tiden falder jeg langsomt ud af deres bevidsthed.

“Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven af en overdosis.”

13.

DER ER 12 trin i Narcotics Anonymous’ program. Trin nummer otte går ud på at lave en liste med navnene på dem, man har gjort fortræd, og som man skal bede om tilgivelse. Jeg opsøger dem én efter én og siger undskyld. Jeg tager blomster med for at vise, at jeg kommer med fred. Nogle af dem afviser mig, andre vælger at lytte. Jeg har en gammel veninde, som arbejder som bestyrer af et supermarked. Hun har slået hånden af mig. Jeg har svigtet hende og stjålet fra hende. Jeg prøver at ringe, men hun tager ikke sin telefon. I stedet opsøger jeg hende på arbejde. Jeg spørger, om hun har to minutter. Hun kigger på mig og tøver. Jeg spørger igen. Hun siger ja. Vi går ud i baglokalet. Jeg fortæller hende, at jeg er dybt ulykkelig over den måde, jeg har behandlet hende og vores venskab på. Jeg var været styret af stofferne, men jeg er kommet ud, og jeg vil gerne undskylde af hele mit hjerte. 

”Det er okay,” siger hun, men jeg kan mærke, at hun ikke er overbevist. Det gør mig ked af det, men jeg forstår, at det kan være svært at tilgive alt det, jeg har gjort.

Jeg bliver idømt 200 timers samfundstjeneste, som jeg afsoner. Jeg lider af PTSD, og kommunen tilbyder mig revalidering. Jeg gennemfører endelig HF og kommer ind på pædagogseminariet. Omtrent samtidig møder jeg en kvinde, som jeg bliver stormende forelsket i. Det tager lang tid at vinde hendes tillid. Hun bliver rasende, når jeg fortæller, hvad jeg har gjort. Men hun hjælper mig også med at sætte udtryk på mine følelser. Jeg har lagt min fortid bag mig, jeg har ændret mig. I dag er hun min forlovede.

Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven Nicolai af en overdosis. 

Jeg fortryder dybt, at jeg har solgt stoffer til mennesker, som har taget skade. Jeg fortryder, at jeg har været med til at ødelægge deres liv. Jeg fortryder alt det, jeg har budt min familie, og det svigt, jeg har udsat dem for. Jeg er uendelig taknemmelig for, at livet har givet mig en ny chance. Var tingene gået anderledes, sad jeg i fængsel, på den lukkede eller var død. Indimellem vågner jeg stadig om natten med mareridt. Noget inden i mig er ødelagt for altid. 

Den tidligere pusher arbejder i dag på et bosted for socialt udsatte. Han er også misbrugskonsulent og holder foredrag om sin fortid som stofmisbruger. Hans navn og identitet er redaktionen bekendt, men er ligesom en række andre navne og personer i denne artikel sløret af sikkerhedsmæssige hensyn.

Nye importveje, højere priser, hjemmeblandet narko, tilbagefald og misbrugere, der har fået tæsk, fordi de ikke kunne skaffe kontanter til narkogælden. Corona-virus og de lukkede grænser har ikke kun ramt det etablerede samfund, men også det illegale.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Torben Huss/Ritzau Scanpix

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

”HASH?”

 Det simple spørgsmål – ofte stillet af en delvist maskeret ung mand i dunjakke på en elektrisk cykel – var ikke usædvanligt at høre på de københavnske gader, efter at regeringen lukkede samfundet ned 11. marts. Med hegn og afspærringsbånd lukkede Christiania i dagene efter, dermed også Pusher Street, og pusherne var nu pludselig tvunget væk fra deres vante græsgange. Ud på gaderne, først og fremmest på og omkring Christianshavn, ud i parkerne, ud foran metrostationerne og ifølge Rune Nielsen, leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, som står for politiindsatsen på Christiania, særligt ud på Christianshavns Vold bag Fristaden, hvor der også blev solgt hårde stoffer.

”Vi så hurtigt en masse lykkeriddere stille sig op ude på voldene for at fange de kunder, der normalt ville komme på Pusher Street. Det var gamle kendinge af politiet, men også folk, der ikke på forhånd var kendt for at sælge stoffer, som så deres snit,” fortæller Rune Nielsen, hvis specialenhed under lukningen har været massivt til stede på Christianshavn for at gøre livet svært for pusherne. Efter genåbningen af Christiania holdes hashboderne fortsat lukket, pusherne har ved redaktionens slutning stadig ingen boder, men det er ikke kun hashsalget, der er blevet påvirket af corona-krisen og de lukkede grænser i næsten alle EU-lande.

”Lukningen af grænserne skabte turbulens i narkomiljøet, og det øger risikoen for spændinger mellem banderne, som er de primære aktører på markedet,” siger Henrik Sønderby, centerchef i Nationalt Efterforskningscenter hos Rigspolitiet. 

Ifølge centerchefen har politiet ikke set en voldsom stigning i bandekonflikter affødt af corona-krisen, men importen af heroin, der typisk kommer fra Asien og skal krydse mange landegrænser, inden det når til Danmark, er blevet påvirket af grænsekontrollen, fortæller han. 

”Særligt de første uger var der mangel på heroin, og der er stadig ikke så meget heroin på markedet, som der var før corona.”

”COKEN ER STEGET fra 500-600 kroner per gram til nu at være op mod 1.000 kroner. Heroinen er steget fra 500 kroner per gram til 700-800 kroner, og efter Christiania lukkede ned, er det tæt på umuligt at få fat i hash,” sagde Hus Forbi-sælger Wesley, der bor på Mændenes Hjem i Istedgade, i hjemløsemagasinets april-udgave.  

På Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet er lektor Thomas Friis Søgaard i jævnlig kontakt med folk i hele landet, som arbejder med stofbrugere. Han fortæller, at han har fået blandede meldinger om stofbrugernes adgang til narkotika under corona-krisen, men at særligt én bekymring går igen:

”Når der opstår mangel på stoffer, kan pusherne eller stofbrugerne selv finde på at ’cutte’ (blande, red.) dem op for at få dem til at række længere – med risiko for, at de blandes med produkter, som kan gøre dem mere skadelige,” siger Thomas Friis Søgaard. Han forklarer, at man i blandt andet Fredericia – også kaldet ’Morfin-byen’ – tidligere har set eksempler på stofbrugere, som er begyndt at bruge kraftig smertestillende medicin som Fentanyl, der er ekstremt afhængighedsskabende. I USA slår den såkaldte opioidkrise hvert år mange tusind mennesker ihjel, og Thomas Friis Søgaard oplever en bekymring for, at corona-virus kan blive en katalysator for en lignende udvikling i Europa:

”Man skal forstå, at det er langt sværere at komme ud af et morfinmisbrug end af et hashmisbrug. Abstinenserne er meget mere voldsomme,” siger han.

PÅ HERBERGSCENTRET SUNDHOLM på Amager bor nogle af landets mest udsatte borgere i midlertidige botilbud – heriblandt tidligere somaliske børnesoldater. Normalt er der masser af aktivitet ind og ud af herberget, der ud over de faste beboere frekventeres af besøgende hjemløse og stofbrugere. Kort efter corona-virussens udbrud i Danmark besluttede herbergets leder, Marie-Louise Dyhrberg, at lukke ned for besøg på herbergscentret for at undgå uoverskuelig smittespredning. 

Der blev angivelig stadig solgt stoffer internt på herberget, fortæller hun, men efter besøgsforbuddet rykkede en stor del af salget uden for murene, hvor det er sværere for personalet at se, hvad der foregår. 

”Stofbrugernes behov er lige så stort, og pusherne er lige så skruppelløse, som de hele tiden har været. Vi har stadig haft overdoser under corona,” siger Marie-Louise Dyhrberg, der ikke har bemærket, om stofbrugerne på herberget har fået sværere ved at skaffe stoffer, eller om stofferne er blevet dyrere under corona-krisen.

Men da det danske samfund lukkede ned, opstod et andet problem for beboerne: Mange af de mest udsatte borgere har hverken dankort, MobilePay eller NemID, og derfor hæver de alle deres penge i banken ved hjælp af et særligt ID-kort fra herberget. Da bankerne lukkede, forsvandt deres adgang til kontanter fra den ene dag til den anden.

”Jeg har set rædslen i beboernes øjne, når de fik at vide, at de ikke kunne hæve kontanter. Pusherne står og venter på dem, når de skal op og hæve kontanthjælp den første i måneden. Hvis de ikke kan betale deres gæld, risikerer de at få tæsk. Der var en ung fyr herude, som blev pryglet med et jernrør, angivelig fordi han skyldte penge,” siger Marie-Louise Dyhrberg, som etablerede en låneordning for beboerne gennem Københavns Kommune, som Sundholm hører under. 

Marie-Louise Dyhrberg fortæller også, at corona-krisen er gået særlig hårdt ud over de stofbrugere, som ellers havde fået etableret en nogenlunde velfungerende hverdag. 

Det samme oplever Reden i både København og Aarhus, et være- og rådgivningssted for kvinder i misbrug og prostitution.

”De fik frataget muligheden for at gå på arbejde. Fraværet af faste rammer har betydet, at vi har set nogle ret voldsomme tilbagefald. Det betyder, at kvinderne nu har brug for en massiv støtte for at opnå en form for stabilitet igen,” siger Vickie Bak Laursen, leder af Reden i København.

NARKOTIKAMARKEDET er fleksibelt, og de kriminelle tilpasser sig hurtigt, forklarer centerchef i Rigspolitiet Henrik Sønderby. På grund af de lukkede grænser er det blevet sværere at importere stoffer via bil, men lastbiler har hele tiden kunnet krydse grænsen, og den erhvervsmæssige skibsfart har heller ikke været påvirket. 

”Mens de kriminelle før kørte via Spanien og Holland og videre til Danmark i bil med hash fra Nordafrika eller kokain, der er blevet sejlet ind fra Syd- og Mellemamerika, har de nu skiftet til lastbils- eller skibstrafik. Skibene kommer typisk til Danmark via Holland, Belgien og Tyskland. Hos Toldstyrelsen har man set en stigning i mængden af narkotika, som sendes via pakker og kurér,” siger Henrik Sønderby.

De nye importveje har dog ikke gjort politiets arbejde sværere, fortæller han, for selv om transporten flytter sig, kan Rigspolitiet stadig opspore en del forsendelser ved hjælp af internationale efterretninger og politinetværk samt et stort kendskab til, hvordan eksempelvis skibstransport af narkotika fungerer. Politiet kender de sædvanlige ruter, som de kriminelle benytter. Der er oftest tale om containerskibe, og hvis et skib lægger til bestemte steder undervejs, ved Henrik Sønderby og hans kolleger, at de skal holde øje med fragten.

Efterhånden som samfundet er lukket op igen, er priserne på eksempelvis heroin også ved at vende tilbage til sit normale leje, siger han:

”Prisen på stoffer steg umiddelbart efter grænselukningen, men siden har den reguleret sig. Ifølge de seneste meldinger, vi har fået, er den på sit sædvanlige niveau,” siger Henrik Sønderby, der vurderer, at corona-krisen ikke kommer til at få langvarige konsekvenser for narkotikamarkedet. Så snart grænserne åbner igen, vil alt være ved det gamle.